FREDERIKS SYSTUE

Ruth Vinkler

Søndergade 8A, Frederiks

Tlf. 4111 4947

Den værste situation, jeg husker, var i Haslev på Sjælland, hvor der kom så meget ekstra arbejde ind med nyt lysreguleret kryds, ekstra vej og svingbaner én måned før åbningen. Det resulterede da også i, at vi efter midnat dagen før åbningen havde flere end 20 mand i gang. Og lyssignalet, som var en betingelse for ibrugtagningstilladelsen, gik i gang samme morgen en time før åbningen. Så det var snært.

Kloakmester

I firmaet havde vi ikke selv autorisation som kloakmester, så vi havde forskellige samarbejdspartnere til at hjælpe med den del.

Så i 2005 hændte det, at det firma på Sjælland, som vi havde som kloakmester, mistede sin autorisation, og vi stod med to store byggerier, hvor bygherren af den årsag ikke kunne få sin ibrugtagningstilladelse.

Det fik vi så løst med hjælp fra en anden kloakmester, men så sagde jeg til mig selv, at hvis jeg nogensinde skulle have autorisation som kloakmester, var det det nu.

Men jeg kunne jo ikke bare forlade firmaet og tage på skole, så jeg måtte tage autorisationen på aftenskole i Horsens.

Det var med aftenkurser 46 aftener over 23 uger og med 16 timers lektielæsning hver uge ind imellem. En del lektier kunne jeg læse om søndagen sammen med vores datter Kristina, der gik på gymnasiet, og det var meget hyggeligt. Men når jeg var færdig i Horsens mandag aften kl. 22.30 og skulle videre til Sjælland for at være klar næste dags morgen, så var det knap så hyggeligt.

Jeg var blevet 51 år og var dobbelt så gammel, som de fleste andre, og jeg kunne da godt mærke, at det var 35 år siden, jeg havde gået i skole. Men det, som Robert

Thomsen havde lært mig af regning og matematik, kom mig virkelig til gavn i den situation, og jeg bestod som en af 16 ud af de 38, som startede på kurset.

Der gik nærmest 14 dage fra vi afleverede den afsluttende prøve, inden vi fik resultatet. Bare jeg i den periode så skiltet med

HORSENS, når jeg kørte ned ad A13, så fik jeg næsten tynd mave af spænding. Det var en stor lettelse og rigtig dejligt, at det lykkedes.”

Den periode var naturligvis også en stor belastning for hele familien, for det var ikke mange timer, de fik sammen, og det var ikke mange gange, hvor Leif var hjemme og kunne hjælpe med at skrælle kartofter. Som han selv siger: ”Hvor mon familien var i den periode?” For det for det hele drejede sig kun om arbejde, skole og lektier.

Med sneplov og sandspreder

Leif: ”I en del år kørte jeg min lastbil med sandspreder og sneplov for Karup kommune. Jeg husker en gang, hvor vi havde haft julefrokost i firmaet og jeg havde allieret mig med naboen Calle til at køre bilen, hvis vi blev kaldt ud, så jeg på grund af promillen kun skulle være vognkommandør.

Tidligere samme dag havde vi været ude ved en kunde med nogle byggematerialer, hvor jeg havde min nabo Johan Bertel med på turen. Efter endt aflæsning smed han en jernkæde om på ladet.

Og ganske rigtigt, klokken 3 om natten, da jeg skulle til at sove, blev vi kaldt ud og skulle sprede grus. Jeg havde jo i mellemtiden glemt alt om den kæde, lige indtil Carlo Regner med sin gummiged læssede en skovlfuld sand op på ladet.

Så kom jeg i tanke om kæden, sprang op på ladet og fik med hænderne gravet kæden fri af sandet. Det ville være en ren katastrofe, hvis kæden var kommet ind i sandsprederen.

Helge Bæk, der var kommunens glatførevagt, var også i grusgraven, og han fortalte vidt og bredt om dengang, da Leif kom der i sit pæneste tøj og var så fuld, at han næsten ikke kunne snakke, men huskede alligevel, at der lå en kæde på ladet, som han fik gravet fri med de bare hænder.

Familien og gode medarbejdere

Jeg havde aldrig kunnet drive firmaet i 33 år uden Inger-Lises støtte og uden nogle dygtige og meget loyale og fleksible medarbejdere, for der har også været hårde økonomiske kriser, hvor vi har mistet flere millioner kroner på kunder, der gik fallit, mens de skyldte os penge.

Vi har klaret skærene hver gang, selv om det har været på smalhals. Vi har sat en ære i at rejse os igen frem for at smide det fra os og gå fallit, som nok havde været en nemmere løsning.

De seneste mange år kørte det rigtig fint. Flere af de ansatte har vi haft i mere end 20 år, og jeg håber, at de syntes, de har haft en god arbejdsplads.

Vi havde i mange år 5-10 ansatte, og de sidste cirka 15 år, inden vi solgte firmaet den 30. december 2018, havde vi mellem 15 og 20 ansatte samt 8 gravemaskiner, 7 gummigeder, 10 varevogne og 1 lastbil med blokvogn.

Nej, vi kedede os aldrig. Vi havde 42 rigtig gode år i Havredal, hvor der altid har været et godt sammenhold, bl.a. også omkring borgerforeningen og forsamlingshuset, hvor både IngerLise og jeg var med til at spille dilettant i 18 år.”

Firmaet sælges

Leif Pedersen fortæller, at han altid har holdt sig lidt tilbage, når det gjaldt om at udvide firmaet. De 15-20 medarbejdere, som han har haft, når der var flest, har været en passende størrelse for ham, hvor han stadig kunne have hånd i hanke med alle aktiviteter og selv være til stede på pladserne.

Computer og den slags er han aldrig selv kommet i gang med, selv om han naturligvis kan se, at det kan være en stor hjælp og også nødvendigt på kontoret, men for sit eget vedkommende har han haft det meste på papir og i sit hoved.

Leif: ”Vi havde ikke planer om at sælge firmaet, når vi skulle på pension, men derimod bare at trappe ned, da vores børn ikke havde lyst til at drive det videre.

En ung mand, som jeg kendte lidt i forve- jen, kom og spurgte, om jeg ville sælge firmaet. Jeg var 63 år og tænkte, at det var jo også en mulighed, så det endte med, at vi slog til.

I kontrakten blev det aftalt, at jeg skulle fortsætte i firmaet som ansat i de følgende 2 år, hvor jeg skulle være formand på en eller højst to pladser ad gangen. Det var ret dejligt at kunne koncentrere sig om det, i stedet for at skulle tage stilling til alt i firmaet. Jeg stoppede så helt efter de to år.

Det nye firma, som kom til at hedde Leif Pedersen Eftf., gik så desværre fallit efter 4 år. Den nye ejer ville gerne have firmaet dobbelt så stort, så han ansatte mange nye folk og tog meget større entrepriser ind.

Det viste sig desværre umuligt at styre, for på grund af fuld beskæftigelse inden for byggebranchen var det umuligt at finde folk med de rigtige kompetencer, og det bevirkede, at en del af projekterne løb helt af sporet, og efter godt fire år var det slut. Ærgerligt, ærgerligt, når det gamle firma havde kørt i hele 32 år.

Pension

Som før nævnt, så havde vi åbent på pladsen på hverdage samt lørdage til klokken 13, hvor folk kom og fandt ting, som kunne genbruges. Men så var der jo nogle, der kom om søndagen, hvor de nok mente, vi havde bedre tid til at snakke. Det var nu nok vores egen skyld, for det er svært at sige nej, når man jo er hjemme.

Men så købte vi i 1992 et sommerhus i Hjarbæk. Det var i en rimelig afstand, så der kunne vi uforstyrret puste ud i weekender, og der har vi haft rigtig mange gode stunder i 24 år.

Det var jo kun et lille hus, men med dejlig udsigt over fjorden, så vi ville gerne have noget større og mere moderne med tanke om at kunne bo der fast.

Så i 2016-17 havde vi lige 70 weekender, hvor vi ikke vidste, hvad vi skulle lave, så med hjælp fra venner, familie og et par håndværksmestre, fik vi bygget et nyt hus på stedet, hvor vi så flyttede op til i 2018.

Nu tager vi det helt stille og roligt. Jeg prøver at vænne mig til at stå senere op end før, men vi har da også altid gang i nogle små projekter. Desuden kan vi godt lide at køre en tur i autocamperen, eller i Pontiac’en fra 1951 eller Opel Kaptajn’en fra 1952, som vi begge to nyder at gå og makke med.

Jeg havde i mange år ønsket mig en åben amerikanerbil fra 50’erne, og da jeg så endelig havde fået Pontiac’en, så var der lige pludselig en Opel Kaptajn til salg, magen til den, som vi kørte markræs i ude hos Bendt Søbjerg i Høgild for 50 år siden, så den kunne jeg pludselig ikke leve uden.”

Da vi i P-Nyt i 2020 bragte en artikel om Peter Jylland, fik vi en lille erindring fra den gamle Karupdreng, Flemming Liebach Nielsen. Nu har vi fundet anledning til at bringe historien om billedet.

Fliegerhorst Grove, som Flyvestationen blev kaldt efter opførelsen, af den tyske besættelsesmagt.

Min far Thomas Christian Nielsen, hvor jeg blev udlært frisør, drev frisørsalon i Karup i mange år fra 1936-72 på Østergade nr.1. Blev altid i daglig tale kaldt Barber Nielsen.

Historien om billedet.

En Tysk soldat, som lå på Flyvestationen, malede i sin fritid akvareller fra områderne, og ovenstående motiv er En augustdag på Hessellund Hede. Man kan se lyngen er i blomst på billedet.

Den Tyske soldat, som har malet det kom ind i forretningen og skulle klippes, men havde ingen penge, han viste ovenstående akvarel, og spurgte om han kunne blive klippet for den.

Det sagde min far ja til, og billedet blev hængt op og hang på sin faste plads i alle årene fremover, far drev frisørsalonen, som et minde fra krigens tid.

Jeg ejer billedet i dag, ser ofte på den godt malede akvarel, og mine tanker går da ind imellem tilbage til forretningen, hvor jeg kom og var i mange år. Begyndte allerede som dreng 8-9 årig, at hjælpe til med at sæbe ind til barbering og vaske hår. Blev udlært frisør hos Far.

Jeg lyttede ofte på kundernes samtaler om forskellige emner i forretningen, og husker derfor også derfra noget, jeg selv var vidne til, så, hørte og oplevede, fra denne tid.

Vores blad kan i 2023 fejre 30 års fødselsdag - i god form og godt humør