Aalborg Stiftsbog 2017

Page 46

Alle skal have et sted at høre til Af mediekonsulent Kamilla Bøgelund Hansen Hanna Pedersen, 28, er ansat som koordinator for det nye stiftsudvalg for folkekirkens asylsamarbejde. Hendes primære opgave er at støtte og inspirere sognene til at arbejde med integration. Antallet af asylansøgere og flygtninge, der banker på kirkens dør, vokser. Derfor har biskop Henning Toft Bro i samarbejde med stiftsrådet nedsat et udvalg, der skal fremme stiftets asylsamarbejde. 28-årige Hanna Pedersen er ansat som udvalgets koordinator og har som opgave at organisere og udbrede aktiviteter rundt om i stiftet. ”Som kirke har vi pligt til at tage os af enkerne, de faderløse og de fremmede, og vi vil gerne blive endnu bedre til at tage imod og indbyde til fællesskab. For eksempel i de kirker, hvor der kommer nydøbte. Her skal vi klædes bedre på til at kunne hjælpe dem, lære dem om kristendommen og vores kultur”, fortæller Hanna Pedersen. Hun mener i øvrigt, at vi danskere også kan lære noget. Mødet med en anden kultur er nemlig

Hanna Pedersen har i tre år arbejdet med integration i Aalborg Valgmenighed. Nu skal hendes erfaringer komme hele stiftet til gavn. Foto: Kamilla Bøgelund Hansen.

46

Alle skal have et sted at høre til

en god mulighed for at se vores tro gennem nye øjne. Men det kræver, at vi tør tale om tro. ”Tro er generelt ikke noget vi taler om, det er for mange en privat sag. Måske har vi ikke lært det og mangler derfor et fælles sprog. Jeg har personligt lært meget af at møde folk fra andre kulturer, der snakker åbent om tro”, siger hun og fortsætter. ”Jeg tror, vi som kirke skal tage kirkekasketten på og tale mere om kristendom og tro. Vi skal ikke presse det ned over hovedet på folk, men holde troen frem i åbne hænder.” Ellers er vi ikke rigtig kirke, mener hun. ”Vi skal turde tale om Gud, at der er håb, også når vi bliver svigtet af andre relationer. Som kristne tror vi jo netop på, at vi har fået givet noget, der er så godt, at vi skal dele det. Derfor skal vi holde det frem i åbne hænder, ellers svigter vi dét at være kirke. Vi skal turde at være kirke fuldt ud.” Hanna er heller ikke i tvivl om, hvor hun ser folkekirken i fremtiden. ”Jeg tror, folkekirken vil blive mere multikulturel, og jeg tror på, at vi skal arbejde i den retning at gøre kirken multikulturel - på en god måde. Fordi jeg tror, vi alle sammen vinder ved at gøre det. Det spændende er, hvordan vi flytter kirken i den retning. Vi har tidligere set, hvordan flygtninge kommer til Danmark og danner deres egne menigheder, men iranerne der kommer nu har ikke en kirkekultur. De opsøger vores. Så dem skal vi naturligvis hilse velkommen. Det tror jeg, vi vinder på. Især om et par generationer.”


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.