Blad, november 2021 - Sårbare Helte by Open Doors Danmark

H E LT E

ISSN: 2569-6545

N OV 2021

Sarbare

Open Doors' målsætning er • personligt at overlevere bibler og undervisningsmateriale til kristne i lukkede lande samt give dem oplæring. • forberede kristne i truede lande til at møde forfølgelse og lidelse. • udfordre kristne i den frie verden til at tjene de forfulgte kristne.

Open Doors' blad Ansvh. redaktør: René B. Ottesen Redaktør: G. G. Journalist: J. L. Design/Layout: N. K. Oplag: 8.600 Næste blad: Primo februar

Udgiver Open Doors Danmark og Færøerne Haslegårdsvej 10, D9 8210 Aarhus V Tlf.: 97 40 77 81 E-mail: danmark@opendoors.dk www.opendoors.dk Reg: 1551 Konto: 389 4622 Giro: 389-4622 MobilePay: 60387 Alle bibelcitater er fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992

Tema: Kristne kvinder i krydspres

Tema: 15-årige Sitara skulle pludselig være både mor og far

Tema: Et grusomt tab

Tema: Sårbare helte, som har gjort indtryk på mig

Tema: Et knivoverfald blev til bønner for gerningsmanden

Status: I 2020 har du været med til at ...

kvinde,

EN JEG VIL LIGNE I Jordan mødte jeg Aylin* - en bemærkelsesværdig kvinde, der er leder for et af de håbscentre, som Open Doors støtter. I centeret kommer traumatiserede kvinder, både kristne og muslimske, som i forbindelse med krigen og Islamisk Stats terror har gennemlevet forfærdelige overgreb sammen med deres børn. De fleste har mistet deres mænd, og nogle har ligefrem set deres ægtefælle blive slået ihjel. Når de ankommer til centeret, har mange været på flugt gennem ørkenen, og derefter venter måneder med mental rehabilitering for disse kvinder og deres børn. At Aylin som kvinde leder et sådant center, er i sig selv en lille provokation. At hun samtidig åbent bekender sin tro på Jesus, og at denne tro for hende er den afgørende faktor i arbejdet, er en endnu større provokation. Men det lader ikke til at bekymre Aylin; det er ikke hendes egne politiske, sociale eller andre personlige rettigheder, som står først på dagsordenen, når kampen skal kæmpes. Her handler det om at redde liv, sørge for lægedom

og sikre, at de piger og kvinder, som kommer i centeret, finder et håb, så en bedre fremtid er inden for rækkevidde. Aylin fortalte mig, at hendes ansvar er at bygge kvindernes indre op og hjælpe dem til at finde troen igen, så de derefter i det ydre, rent fysisk, kan være med til at bygge deres lokalsamfund op på ny. Det viser sig nemlig, at kvinderne i dette trøstesløse og krigshærgede område er dem, der tager initiativ og er det kit, som binder familierne sammen. Aylins ukuelighed, hendes kampgejst og råstyrke er et forbillede for mig som mand. ”Hende vil jeg ligne”, sagde jeg til mine rejsefæller, da vi forlod centeret. Jeg føler mig både stolt og privilegeret over, at vi i Open Doors Danmark og Færøerne kan stå sammen med kvinder som Aylin samt med Sara, Sitera og Hajaratu, som vi skriver om i dette blad. Selv om disse kvinder normalt betegnes som dobbelt sårbare, så fortæller deres liv os om en dobbelt styrke, som vi kan lade os inspirere af.

René Brocelius Ottesen Generalsekretær

www.opendoors.dk

kvinder KRISTNE I K RY D S P R E S

Illustrationsbillede

Dobbelt sårbar. Sådan er virkeligheden for kristne kvinder i mange af de lande, hvor kristne forfølges - de er særligt udsatte både på grund af deres tro og deres køn. Samtidig er det ofte kvinderne, som er den forfulgte kirkes helte.

Skrevet af Jens Linde Som vand altid løber nedad, retter forfølgelse sig altid mod den person, som er mest sårbar. Derfor står et stigende antal kristne kvinder verden over i et krydspres: Dels lever de i lande, hvor de forfølges for deres tro – og dels er de særligt udsatte på grund af deres køn. Dobbelt sårbare kalder Open Doors dem. Seksuelle krænkelser - tvangsægteskaber tvungne aborter samt forbud mod uddannelse, job og rejser er blot nogle af de ting, som disse kvinder udsættes for. ”Et tvungent ægteskab er en meget eﬀektiv måde at isolere en kvinde på. Hvis en kristen kvinde tvinges til at gifte sig med en muslim, bliver kvinden isoleret fra sit kristne fællesskab, og hun bliver en del af den muslimske mands storfamilie, hvor den sociale kontrol er meget omfattende,” siger René B. Ottesen, generalsekretær i Open Doors Danmark.

Stigmatiseret for altid Seksuel vold og tvangsægteskaber er de hyppigst forekommende typer af forfølgelser rettet mod kristne kvinder. Det viser Open Doors’ rapporter om kønsspecifik forfølgelse. Dermed er seksuel vold – i såvel som uden for ægteskab - den mest udbredte måde at udøve magt og kontrol over kristne kvinder og piger på. I de tilfælde, hvor den seksuelle vold finder sted uden for ægteskabet, tvinges oﬀeret nogle gange til at gifte sig med gerningsmanden. Formålet

www.opendoors.dk

Top 5-forfølgelse fordelt på køn Mænd: 1. Fysisk vold 2. Økonomisk chikane/arrestation (delt andenplads) 4. Psykisk vold 5. Tvungen militærtjeneste

Kvinder: 1. 2. 3. 4. 5.

Tvangsægteskab Seksuel vold Fysisk vold Psykisk vold Tvangsskilsmisser

Se hele rapporten på opendoors.dk/forfulgte-kvinder

er at vanære den kristne kvinde eller pige og dermed hendes familie og kristne fællesskab. Vanære og skam er i det hele taget et dominerende tema, når det kommer til seksuel vold. For det er ikke nok med, at ofrene er blevet udsat for voldsomme fysiske og psykiske overgreb – mange steder opfattes de som vanærede og stigmatiserede for altid, hvilket får selv deres familie og kristne fællesskab til at vende ryggen til dem. Det samme gælder, hvis det lykkes en kvinde at slippe fri af et tvangsægteskab. ”Det er dybt beskæmmende, at disse kvinder, som i den grad har brug for at blive mødt med forståelse, omsorg og kærlighed, i stedet bliver afvist og forkastet,” erklærer René B. Ottesen. ”Derfor har Open Doors undervisningsprogrammer, hvis formål er at gøre kirkeledere og andre kristne i stand til at skabe et miljø, hvor disse kvinder føler sig velkomne, og hvor de kan blive genoprettede. Derudover driver vi flere traumecentre og holder traumekurser, hvor kvinderne kan få hjælp.”

Den forfulgte kirkes helte – Kirti* Selv om kristne kvinder er dobbelt sårbare, er der også en anden side: Nogle af de mest inspirerende beretninger fra den forfulgte kirke, som Open Doors kender til, handler om kvinder, der på trods af vold, mord og overgreb fortsat har tillid til Gud og fortsætter med at dele deres kristne tro med andre. En af dem er Kirti* fra Indien. Vi har i en tidligere udgave af dette blad fortalt om, hvordan hendes mand blev dræbt og hun selv slået invalid for livstid. Alligevel flyttede hun efter et ophold på et krisecenter tilbage til sin landsby, hvor hun er fortsat med at fortælle om sin tro på Jesus. I dag er hun eneforsørger for sine fire børn samt sine svigerforældre, der er flyttet ind hos hende. Med sine knap 150 centimeter høje krop knokler hun løs med sit lille landbrug, som er det, hele den udvidede familie lever af. ”Nogle gange føler jeg mig modløs. Andre gange bliver jeg frustreret, fordi jeg har ansvaret for mine svigerforældre og fire børn. Alligevel takker jeg Gud for, at han hjælper os med alt,” siger hun.

"Selv m plejede at for

”Under coronanedlukningen kom mange til mit hus, så jeg kunne bede for deres sygdomme, og de blev alle helbredt. Flere end 10 familier er begyndt at tro på Jesus, og selv min svigerfar, som plejede at drikke og beskylde mig for sin søns død, tror nu på Jesus,” fortæller hun. ”Jeg er analfabet, men hvad jeg end hører fra Bibelen, deler jeg med andre. Jeg bliver stadig forfulgt af nogle af landsbyboerne, men nu frygter jeg ikke. Gud er med mig.”

Den forfulgte kirkes helte - Farashu En anden kvinde af usædvanlig støbning er Farashu, en østafrikaner af arabisk afstamning, der voksede op som muslim. Da hun efter at være blevet helbredt for en øjenlidelse begyndte at tro på Jesus, blev hendes mand rasende og smed hende og parrets yngste søn på gaden. Ingen ville hjælpe hende – hverken familie eller venner, så hun sov på butikkernes verandaer og tiggede mad for at overleve. Efter to måneder på denne måde fik Open Doors kontakt til hende og hjalp hende i gang med at dyrke tomater, ligesom man hjalp hende med et sted at bo. I dag lever hun af at sælge tomater og er dermed en af de mange forfulgte, kristne kvinder, som via en mikrovirksomhed bidrager til deres lokalsamfund. ”Jeg vil aldrig stoppe med at takke Gud for al den hjælp, jeg har modtaget,” erklærer hun. ”Min drøm er, at jeg en dag vil kunne genforenes med min familie og fortælle dem om Jesus.”

Kvinder i krydspres – tre eksempler ⊲

Militante fulanier trængte ind i Aishas* hjem. Aisha er gift og mor til tre. Da indtrængerne så en bibel i hjemmet, greb de fat i hendes mand og slæbte ham væk. Derefter forlangte de sex med hende, og da hun nægtede, fik hun bank – og blev voldtaget af to af overfaldsmændene.

⊲

Maizah* var en ung, muslimsk kvinde, som blev kristen. Hun blev overfaldet og gennembanket af en gruppe mænd, som derefter ’tilbød’ hende at blive den fjerde kone til en af de mænd, som netop havde tæsket hende. Overfaldet og ’tilbuddet’ kombineret med en reel risiko for, at hendes familie ville slå hende ihjel for at redde familiens ære, tvang hende på flugt. I dag bor hun i et vestligt land, men lider stadig under den traumatiske oplevelse.

⊲

Esther* var 17 år, da hun blev kidnappet af Boko Haram. Hendes kidnappere gjorde, hvad de kunne, for at få hende til at afsværge sin kristne tro, og da hun nægtede, blev hun voldtaget igen og igen og igen. Hun blev gravid og fødte en datter. Da hun endelig blev befriet, var hendes trængsler langt fra ovre, for hendes lokalsamfund og dele af hendes familie, ønskede ikke at byde hende og hendes datter velkommen hjem. Barnet kaldte de Boko, og Esther omtalte de blot som Boko Haram-kvinden.

* navnet er ændret af sikkerhedsmæssige hensyn

min svigerfar, som drikke og BESKYLDE mig

sin søns død, TROR NU på Jesus"

* navnet er ændret af sikkerhedsmæssige hensyn

Bed ⊲ ⊲

Tak Gud for Kirti, Farashu og andre kvinder fra den forfulgte kirke, der stråler som himmellys i verden. Bed Gud vejlede, bevare og styrke dem.

Gruso ET

"PLUDSELIG VÅGNEDE JEG

VED, AT JEG HØRTE SKUD"

Open Doors Danmark og Færøerne

omt B

NIGERIA: Den unge enke Hajaratu mistede både sin lille datter samt sin storebror og dennes kone og datter, da hendes landsby blev angrebet af militante ekstremister fra fulanifolket. Men hun har stadig tillid til Gud.

Skrevet af Jens Linde Kristne i den midterste del af Nigeria oplever i disse år flere og flere angreb udført af hyrder fra fulanifolket. Når disse islamiske ekstremister angriber, skåner de ingen. Det fik enken Hajaratu at mærke på egen krop i juli sidste år. Det var en aften som mange andre – hun havde lavet mad over bål og puttet sine fem børn. Derefter havde hun sat sig ved bålets varme kul og var faldet i søvn. "Pludselig vågnede jeg ved, at jeg hørte skud,” fortæller hun. ”Jeg skyndte mig at vække børnene og fortælle dem, at landsbyen var under angreb. Min yngste kastede jeg på ryggen, spændte hende hurtigt fast med et klæde og gik så udenfor.” De ældste børn var gamle nok til at løbe på egen hånd, så de var allerede løbet udenfor og havde sluttet sig til den flok, som panisk flygtede fra landsbyen. ”Skydningen intensiveredes, og et skud ramte lige ved mit hus. Vi spredtes i alle retninger, og jeg mistede kontakten til mine fire ældste børn.”

Tæt på at drukne Hajaratu så nogle fra landsbyen løbe mod floden, så hun fulgte efter i håbet om at få hjælp.

”På vej ned til floden, faldt jeg og sad fast i mudderet. Jeg efterlod mine sko der og forsøgte at flygte. Jeg råbte om hjælp, men de andre fra landsbyen var for langt væk.” Hajaratu var gennemblødt og mudret, og hendes datter på ryggen græd, men til sidst nåede hun frem til floden. Hun kunne ikke svømme, men der var lavvande i floden, så hun var nødt til at løbe risikoen – ikke mindst da hun hørte skud lige bag sig. Vandet blev dybere og dybere, indtil Hajaratu nåede midten af floden og måtte kæmpe for at bevæge sig fremad. ”Det var ikke længere muligt at bunde, og jeg fik hovedet under og følte, jeg var ved at drukne. Min datter græd, men på en eller anden måde fik jeg mig kæmpet op til overfladen igen,” fortæller Hajaratu. Hun mistede dog fodfæstet igen, og vandets kraft trak hende under og væk fra flodbredden. Hovedet kom under igen og igen, mens hun kæmpede mod strømmen. På det tidspunkt troede Hajaratu ikke, at hun ville overleve. Til sidst lykkedes det hende dog at nå over til den modsatte bred, hvor hun satte sig og gispede efter luft. Det var i det øjeblik, midt i mudderet, midt i mørket, at hun opdagede, at hendes datter var væk. Floden havde taget hende, da Hajaratu kæmpede for ikke at drukne. "Jeg begyndte at græde ukontrollabelt. Der var intet, jeg kunne gøre. Jeg havde mistet min datter.”

En nedbrændt landsby Til sidst rejste Hajaratu sig og begyndte at gå videre. Hun kom til en nærliggende by, hvor en mand og kone, der havde hørt skuddene på afstand, tog imod hende og gav hende husly for natten. Næste dag tog Hajaratu tilbage til sin landsby for at se, om hun kunne finde sine fire andre børn. Røgen fra afbrændingen hvilede stadig over landsbyen. Det syn, der mødte hende, var chokerende: Nedbrændte huse. Mere eller mindre forkullede lig af naboer. Og ingen husdyr, fordi dyrene alle var blevet stjålet. ”Jeg gik hen til min storebrors hus og fandt hans lig. De havde både skudt ham og snittet i ham. Liget af hans kone og datter lå der også,” siger Hajaratu. Hun og andre overlevende landsbyboere hørte rygter om endnu et angreb. De var nødt til at flygte, hvis de ville bevare livet.

www.opendoors.dk

”Vi tog afsted og samledes med de andre fordrevne i en midlertidig lejr et stykke borte. Sammen med nogle af de andre bad jeg til Gud om, at jeg måtte finde mine børn.” Efter tre dage besvarede Gud hendes bøn. "De blev bragt til mig i lejren, og jeg krammede dem og græd," fortæller Hajaratu. "Min frygt var, at de var blevet dræbt, selvom jeg ikke havde set deres lig." Et af hendes børn spurgte, hvor deres søster var. "Jeg fortalte dem, at floden havde taget hende. De var utrøstelige.”

Hvorfor Gud? Hajaratus tab rystede hendes tro på Gud. Hvorfor tillod han denne meningsløse massakre, hvor hun have mistet flere familiemedlemmer? ”Jeg har ikke modtaget noget klart svar fra Gud, men over tid er der vokset en tillid frem i mig til, at Gud har sin egen hensigt og timing, som vi aldrig helt kommer til at forstå i denne verden,” forklarer hun. Den nuværende vold i den midterste del af Nigeria rammer tusinder af kristne som Hajaratu. Disse troende har desperat brug for både nødhjælp og langsigtet støtte for at komme sig efter dødelige fulaniangreb. Gennem Open Doors har Hajaratu fået madvarer som ris og majs til at brødføde sine børn, økonomisk støtte til at genopbygge sit hus samt traumerådgivning. Sidstnævnte har hjulpet hende meget, da hun fortsat lider under svær sorg efter tabet af sin datter. ”Jeg er meget taknemlig for den hjælp, jeg har fået. Traumeprogrammet har haft stor betydning for mig, og jeg beder om, at Gud vil give visdom til jer, så I kan hjælpe andre på samme måde, som I har hjulpet mig,” siger hun og begynder at synge:

"Taknemlighed

Taknemlighed

Jeg har intet andet at give dig Gud, end

TAKNEMLIGHED" 10

Open Doors Danmark og Færøerne

Se v id e o h e r

Sc a n ko d en

Fulaniangreb mod kristne Nigeria er i grove træk inddelt i et muslimsk nord, et kristent syd og et religiøst blandet mellembælte. I mellembæltet dræber og fortrænger militante hyrder fra det muslimske fulanifolk i stigende grad de kristne og overtager deres landbrugsjord. En del af grunden til dette er økonomisk klimaforandringer, miljøforringelser samt befolkningstilvækst er alle faktorer, som driver fulanifolket med deres kvæg mod syd. Men på mange områder er det klart, at de kristne specifikt er mål for deres angreb. Kirker bliver brændt, og kristne samfund bliver angrebet brutalt, mens nærliggende muslimske samfund - som stort set lever i fred med deres kristne naboer – som oftest forbliver uberørte.

Bed ⊲ ⊲ ⊲

Bed Gud trøste Hajaratu i sorgen efter sine tab. Bed Gud beskytte hende og hendes børn samt sørge for deres behov. Bed Gud beskytte de kristne i området mod yderligere angreb

ET KNIVOVERFALD BLEV TIL BØNNER FOR GERNINGSMANDEN EGYPTEN: Sara* blev stukket ned på åben gade, fordi hun er kristen. Hun overlevede med nød og næppe, men er ikke bitter på gerningsmanden. I stedet beder hun om, at Gud vil røre hans hjerte.

Fakta

Bed

Hvert år bliver kristne i Egypten overfaldet af ekstremister. Selv om myndighederne er stærkt imod dette, slipper mange overfaldsmænd alligevel for straf ved enten at erklære sig utilregnelige, eller ved at forbindelser inden for politiet holder hånden over dem, så sagerne ikke bliver ordentligt efterforskede.

⊲

Bed for Sara og hendes datter.

⊲

Bed Gud opmuntre og styrke dem.

⊲

Bed for Saras overfaldsmand – at Gud vil røre hans hjerte.

Skrevet af Jens Linde Saras lange, mørke hår er synligt, og hun er derfor let at udpege som kristen midt i den egyptiske bys vrimmel af mere eller mindre tilhyllede kvinder. Men hun føler sig helt tryg. Gaden, hun går på, er godt oplyst og fuld af mennesker, og hun har aldrig haft problemer, selv om hun ikke går med slør. Som så ofte før beder hun fadervor indeni sig selv, mens hun går. Pludselig mærker hun noget skarpt – og koldt - som rammer hende flere gange i ryggen. “Beskidte kristen, dø!” råber en mand klædt i hvidt – salafisternes kendetegn. Saras ben begynder at ryste under hende. ”Til at begynde med kunne jeg ikke føle smerten. Jeg må have været i chok. Men jeg kunne mærke, at der strømmede blod ud af mig. Jeg forsøgte at tørre det væk med mit halstørklæde, men det blev bare ved med at strømme ud. Og så blev alt sort,” fortæller hun senere om de dramatiske minutter. Flere dage før angrebet havde Sara en underlig fornemmelse af bekymring indeni. ”Jeg tror, der kommer til at ske noget med mig. Jeg ved bare ikke hvad,” sagde hun til sin datter. Netop datteren var Saras sidste tanke, inden hun mistede bevidstheden. Datteren var alene hjemme, og hvad skulle hun gøre, hvis hendes mor aldrig kom hjem igen? Heldigvis overlevede Sara de dybe knivstik – selv om det ifølge lægerne på sygehuset kun var med nød og næppe.

Jeg har en stor Gud Efter Sara mistede bevidstheden, blev manden, som havde stukket hende ned, ved med at stå og true hende. Selv om en stor flok mennesker hurtigt samlede sig, var han ikke bange for konsekvenserne – og med god grund, har det senere vist sig, for han er aldrig blevet dømt for angrebet. Det kan godt bekymre Sara. ”Denne gang var det mig, men hvad nu hvis det er min datter næste gang?” spørger hun. I dag holder Sara og hendes datter sig fra den gade, hvor angrebet fandt sted. De føler sig ikke længere så trygge som før, men bitre – det er de ikke, og Sara er heller ikke vred på sin overfaldsmand. ”Jeg har for længst tilgivet ham, og jeg beder jævnligt for ham. Mit håb er, at Gud vil røre hans hjerte,” smiler hun og fortsætter: ”Efter overfaldet er min relation til Jesus blevet meget tættere. Jeg kan ikke forklare hvorfor eller præcis hvordan, men jeg har mærket, at han har været med mig hele tiden. Jeg mærker en indre fred og kærlighed, og jeg glæder mig over, at hvis nogen er klar til at dræbe mig for min tro – så må det betyde, at jeg har en stor Gud!” * navnet er ændret af sikkerhedsmæssige hensyn

www.opendoors.dk

Jubilæum

Danmark

15 - Å R I G E S I TA R A S KU L L E P LU D S E L I G VÆ R E B Å D E FA R OG MOR INDIEN: Som 15-årig blev Sitara* forældreløs og stod med ansvaret for to mindre søskende. Landsbyen ville ikke hjælpe dem, fordi de er kristne, men Sitara oplever, at Gud giver dem styrke og mod. Skrevet af Jens Linde Da Sitara blot var en stor skolepige, blev hendes mor lam. Sitara droppede ud af skolen for at tage sig af sin mor, og imens prøvede faren alt, for at moren skulle få det bedre, men forgæves. ”På et tidspunkt foreslog nogen, at vi skulle tage mor med i kirke, så man kunne bede for hende,” fortæller Sitara og fortsætter: ”Far gav mig lov til at tage mor med derhen. Det er et stykke vej herfra – derfor blev mor på kirkens område, så der hver dag kunne komme nogle og bede for hende. De bad også for hende hver søndag under gudstjenesterne.” Til at begynde med fik Sitaras mor det bedre, men pludselig stoppede fremgangen, og efter et års tid døde hun. Hun blev sendt tilbage til familien, men de fik ikke lov til at begrave hende på landsbyens gravplads, og ingen kom for at vise deres deltagelse. ”I stedet hånede de os og kaldte os forrædere og anklagede os for at være blevet kristne. ’Tag

Open Doors Danmark og Færøerne

"Jeg vidste, at kun GUD k unne

udfylde det tomrum, som jeg hav de indeni"

hende tilbage til jeres kirke og begrav hende dér’, sagde de. Det endte med, at vi begravede hende i en af vores marker,” siger Sitara.

Kunne ikke lade være at gå i kirke Sitaras far var chokeret. Han havde håbet, at hans kone ville blive helbredt – men i stedet blev familien udstødt fra landsbyens fællesskab. Han var rasende og gav Sitara skylden for alt, som var sket, og han forbød sine børn at have kontakt med kristne igen. ”Men jeg kunne ikke lade være med at gå i kirke,” erklærer Sitara. ”Selv om min mor ikke blev helbredt, vidste jeg, at Gud er virkelig. Jeg

havde smagt hans kærlighed til mig, og jeg vidste, at kun han kunne udfylde det tomrum, som jeg havde indeni.” ”Derfor blev jeg i hemmelighed ved med at gå i kirke sammen med mine søskende. Vi gik også til bedemøder, men da min far opdagede det, bankede han os for øjnene af vores naboer.” En dag skete det utænkelige: Sitaras far blev ramt af et hjertestop og døde på stedet. Fra da af var de tre søskende overladt til sig selv, idet de øvrige beboere i landsbyen nægtede at hjælpe dem. ”De var rasende og beskyldte vores kristne tro for at være årsagen til ulykkerne i vores familie,” forklarer Sitara, der dengang var 15 år, mens hendes lillebror og lillesøster var henholdsvis ni og to år.

Mærker Guds tilstedeværelse Det er i dag seks år siden, de tre søskende blev forældreløse. De har klaret sig ved at forpagte et par marker ud, og ved at Sitara arbejder som daglejer; noget, hendes lillebror også har været nødt til at gøre i stedet for at passe sin skole. ”Livet er hårdt,” konstaterer Sitara. ”Vores hytte er forfalden; det drypper ind gennem taget, når det regner, og min bror og jeg har svært ved at finde arbejde som daglejere. Men Gud giver os mod og styrke til hver eneste dag,” fastslår hun. De seneste to år har Open Doors støttet Sitara og hendes søskende med mad. Særligt under coronapandemien har det været en nødvendighed. “Vi ved, at Gud er vores far, og at han svarer os, når vi mangler noget og beder til ham om det. Vi har mærket hans tilstedeværelse selv under de værst tænkelige omstændigheder,” siger hun og konkluderer: ”Gud er virkelig trofast.” * navnet er ændret af sikkerhedsmæssige hensyn

Bed ⊲ ⊲

Bed for Sitara og hendes søskende. Bed Gud styrke deres tillid til ham og sørge for deres behov.

Open Doors’ medarbejdere møder mange beretninger fra den forfulgte kirke. Astrid fortæller her om en kvinde fra den forfulgte kirke, hvis historie på en særlig måde har rørt hende. En kvinde, fra den forfulgte kirke, som har gjort et særligt indtryk på mig, er Lydia. Hun er nordkoreaner, og vi kender kun hendes historie, fordi hendes cellekammerat i fængslet slap ud af Nordkorea. Lydia lever i det land, hvor det er farligst at være kristen, og hun sidder i et fængsel, hvorfra hun kan blive sendt direkte i fangelejr, hvis hendes tro bliver opdaget. Alligevel fortæller hun sine medfanger om Jesus. Hvis det var mig, er jeg bange for, at jeg havde holdt mund. Men Lydia holder ikke mund, hun deler sit vidnesbyrd. Vi ved fra hendes kristne cellekammerat, at Lydia ikke er interesseret i at komme ud. Når cellekammeraten spurgte, om de ikke skulle gøre verden opmærksom på forholdene i Nordkorea, sagde Lydia: ”Tag du ud og gør det. Så bliver jeg her, så endnu ﬂere kan blive kristne.” Det har rørt mig, at det er hendes mål at blive i fængslet for at vidne for andre, og det udfordrer min tro.

Sarbare H E LT E ,

Astrid Melkær Andersen kommunikationsmedarbejder, Open Doors Danmark og Færøerne

S OM H A R GJ O RT I N D T RY K PÅ M I G Anja fortæller her om en kvinde fra den forfulgte kirke, hvis historie på en særlig måde har rørt hende.

Anja E. D. Nedergaard studentermedarbejder, Open Doors Danmark og Færøerne

En kvinde fra den forfulgte kirke, som har gjort et særligt indtryk på mig, er Fatemeh Mary Mohammadi. Mary, som hun bliver kaldt i folkemunde, er 22 år og muslimsk konvertit fra Iran. Mary bor i et land, hvor det er tæt på umuligt at konvertere til kristendom, og hvor mange muslimer nyder godt af positiv forskelsbehandling. Derfor kæmper Mary for de kristnes rettigheder i Iran. Hun er ﬂere gange blevet fængslet, og senest blev hun også idømt ti piskeslag for sin aktivisme og tro. Derudover er hun også blevet smidt ud af universitetet i Teheran og blevet nægtet at fortsætte sin uddannelse, fordi hun bar sin hijab forkert i forhold til islamisk lovgivning. Jeg beundrer hendes mod og styrke! Hun kæmper fortsat for trosfrihed i Iran og nægter at skjule sin kærlighed til Jesus, uanset hvad andre tænker og mener. Dét inspirerer mig. Må vi have samme frimodighed som Mary!

Rejs med Open Doors og mød nogle af den forfulgte kirkes sårbare helte

”På rejsen mødte jeg mennesker, som følger Jesus på trods af forfølgelse. Deres mod inspirerer mig fortsat.” - En rejsende Lige nu er vi i gang med at planlægge rejser for 2022.

Skal du med?

Læs mere om at rejse med Open Doors på: opendoors.dk/rejser

Kontakt os på rejser@od.org eller 97407781 for at høre mere om rejser med Open Doors.

I 2020 H A R D U GENNEM OPEN DOORS VÆ R E T M E D T I L , AT … … uddele flere end 1.000.000 bibler og bøger til forfulgte kristne på deres eget sprog. … træne flere end 3.300.000 kristne fra den forfulgte kirke – blandt andet i lederskab, discipelskab, traumeheling og håndtering af forfølgelse. … hjælpe flere end 979.000 forfulgte kristne med nødhjælp, uddannelse, samfundsudvikling og medicinsk hjælp. … støtte og styrke den forfulgte kirke gennem dine bønner. ”Vores bønner kan gå de steder, vi ikke selv kan komme,” siger Open Doors ’ stifter, Broder Andreas. … sætte forfulgte kristne på dagsordenen hos politikere og meningsdannere i USA, Storbritannien, Danmark, EU, Holland, FN og mange andre steder.

Open Doors Danmark og Færøerne

GIV EN H E LT E F O RTÆ L L I N G I J U L E GAV E Maryam og Marziyeh fortæller historien om, hvordan Gud brugte dem til at lade sit lys skinne på et af verdens mørkeste steder - det berygtede Evin-fængsel i Teheran, hvor tortur og henrettelser er hverdagskost. Her holdtes de to kvinder fanget i 259 dage.

NYHED KØ B D E N N U PÅ

op en do o r s.dk /w e b s h o p

249,-

www.opendoors.dk

Udgiver: Open Doors Danmark | Haslegårdsvej 10, D9 | 8210 Aarhus V 46903

STØT VERDENS F O R F U LG T E KRISTNE Mo b ilePa y 60387 Skriv projekt ”5032” og giver-id eller din adresse, hvis du ønsker skattefradrag

Ban k 1551 -3894622 Skriv projekt ”5032” som kommentar

G i ro b r ug ove n s t å e nd e ko de Ved brug af girokoden under din adresse går gaven særligt til, hvor behovet er størst