Page 1

FØR historien om før de kom

1 også skrevet af Katrine Krog Russo


FØR Jeg lægger mig altid meget stille ned på sengen. Først på ryggen og roligt vender jeg mig om på siden. Armene er altid i vejen, som to mystiske påhæng, der aldrig rigtig kan finde sig til rette. De bliver fremmede for mig, som den ene finder plads bøjet let under kroppen, og den anden strittende skævt op i vejret hængende ud over sengekanten. Natten virker uendelig og på vej et andet sted hen. Ligesom mig. Der er noget, der ikke gør, som det skal. Noget der endnu ikke er faldet på plads trods tusindvis af tanker. Til sidst giver jeg op, står beslutsomt ud af sengen, tager mit tøj på og går ud i natten. Jeg øver mig i at gå rankt af sted, selvom det summer stærkt i maven, og benene helst vil snuble. Jeg er blevet hudløs, alle kommer ind med deres lyde, lugte og følelser. Der bliver ikke sorteret. Jeg vil så gerne være modig og tage alting ind, men det er ikke nemt. Jeg bliver let skræmt, og mit blod fryser til is, mens tiden står stille. Det er nemmest at blive inde i stilheden og selvvalgt isolation. Men tingene vil ikke finde deres plads alene. Der skal øvelse til, det er det jeg laver nu.

2


Jeg går ud og leder efter dem. Søger deres villen i mødet. Deres ønske om at kende hinanden, forstå hinanden, være i hinanden. Min konstante følelse af ensomhed skal, koblet med en søgen efter at være tættere på, føre mig til dem. Jeg vil dobbeltheden. Jeg higer efter ensomhed kombineret med samhørighed, som sammen skal blive til mig som helt menneske, med kærligheden som det samlende. Kærlighed til mig selv og til alle. Jeg er sikker på, at jeg, som en parasit på deres møde, vil kunne forstå, hvad jeg er, og hvem jeg er og dermed genfinde mig selv. Muligt? Lade mig forklare.

Det er tiden, før de kommer ind i billedet, som står uklart for mig. Jeg vil prøve at beskrive tilstanden, og det der skete for jer, så bliver det måske nemmere at forstå, det der kommer. Jeg kan endnu ikke se, at det er muligt, men jeg har besluttet mig for at prøve. Dette er starten, hvor alting stadig står åbent og vejen endnu ikke er givet af for mange forudgående valg. Jeg kan stadig gå alle steder hen, ende alle steder og ikke mindst føre jer alle steder hen. Så, så længe ordene her blot skal være et forsøg på at beskrive, det der var, vil jeg acceptere ufuldstændigheden, og se om der ikke netop i de mange ord og de mange ønskede og elskede dobbeltheder kan findes sandhed. FORSØGET Midt i tågerne aner jeg konturerne af mit liv. Det syntes stabilt og ønsket, men set i nutidens lys er jeg ikke sikker mere. Lad mig derfor nøjes med at beskrive, det jeg tror var, og ikke det jeg tænker mig til, der måtte have været. 3


Jeg så det ikke komme anede ikke, at det var på vej. Jeg har efterfølgende forsøgt at forstå, hvorfor det skete, men der kommer ingenting, andet end øjeblikkene fulde af overvælende følelser og behov for tilstedevær. Det lagde sig over mig som et tungt vattæppe, og samtidig med at det var svært at trække vejret, blev det også overraskende nemt at leve. Enkeltheden i ønsket, det klare mål, den overvældende smerte, som gav 100% klarhed og skønhed til vejen. Den uløselige uvilje, som en sten i skoen. Kampen som var uundgåelig og derfor elsket. Heldet fordi jeg måtte og kunne. Renheden i nøgenheden, der ikke kunne foregives eller efterabes. Letheden i faldet - ned.

Se mig være ligeglad. Se mig spytte dig i ansigtet i min afmagt og villen. Det er i trods, at jeg bliver ved.

Jeg forgriber tingene. Det er kun fordi jeg ved hvordan det endte, at jeg kan sige det klart og tydeligt.

Had mig alle sammen for letheden i mine ord. Elsk mig alle sammen for skønheden i mit tilstedervær . Er det tilladt, at det kan bæres?

I dette tilfælde syntes det dog klogest at afvente. Jeg ville nødig forcere noget, jeg har aldrig syntes godt om fiasko.

Det er ikke fordi, jeg ikke vil, eller I ikke kan, men alle ord der kommer er forkerte. Hver gang jeg formulerer noget er det løgn eller blevet forsimplet til ukendelighed. Min tvivl vil aldrig blive jeres. Ordene vil aldrig kunne rumme kompleksiteten. Det kan kun blive sporadiske dyk ned i en tid og en tanke, som jeg forklarer og sætter billeder på, men som aldrig kan eller vil indeholde nogen anden sandhed, end den der er lige dér, i netop det specifikke øjeblik og kun for dig, og den der er. Helt sandt eller helt falskt. Den største løgn og den pureste sandhed. Det er præmissen, forstået og accepteret?

4


++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++ Jeg stod her, mens det kom ramlende. Det nemme var at være fysisk til stede. Det svære var at kunne mærke det og beslutte, hvad det ville mig, og hvad jeg ville med det. Jeg besluttede mig for at lade mig føre. Det var nu ikke noget, jeg rent faktisk fik lov til at bestemme, men det har på den anden side ikke afskrækket mig før. Vejen var klar og pludselig blev beslutningerne ligetil og lynhurtige. Drevet af nødvendighed. Det var jo netop i det ikke-eksisterende valg, at jeg oplevede frigørelsen. Skabte det noget? Gav det ny indsigt? Det tror jeg, det gjorde, og det er det, jeg har sat mig for at forsøge at beskrive. Således er jeg nu snublet første gang. Det skal nok nå at ske mange gange, før jeg er færdig med den her historie. Tilbage – tilbage til start. 2. FORSØG Det har altid været dét inde i hovedet, som har givet mig de største kvaler. Det er svært for mig at skille tingene ad - jeg vil have, at alt er vedkommende og lige her, men det er svært, når man ikke kan trække vejret. Derfor tog jeg den største vægt, jeg kunne finde og slæbte afsted med den. Var det sindssygt? Eller var det i virkeligheden et valg – et ønske? Vægten passede jo lige præcis, så jeg måtte presse mig selv til det alleryderste for ikke at blive mast under den. Og i følelsen af total overgivelse til projektet fandt jeg friheden og min vej ud. Gratis.

5


Er det umuligt at forstå? Ja, det er klart, når ingenting nogensinde siges ligeud. Når alting skal læses mellem linierne. Det er på mange måder uretfærdigt at bede folk om at være tilstede i mit evige forspil. Men jeg elsker dette sted. Lige før der handles, og et godt stykke efter tanken begyndte.

Tilbage til tilstanden, så er det netop den overvældende opgave, det umulige + usikkerheden om udfaldet, der giver styrken til at gå og giver klarheden til projektet. Ellers ville der have været alt for mange overvejelser og tanker blandet ind. Således var projektet ikke et valg, men løsningen var. Kan man sige det? Det handler alt sammen om ansvar, at tage et ansvar. Jeg tager det på mig, så jeg kan handle. Hvorfor det er givet, er frygtelig svært at sige. Og her kommer alle de tusind udgaver og udlægninger ind igen – minder mig om, at der ikke er ét svar. Men en milliard, alt efter hvilket ben jeg står på. Hvis jeg nu går ud af denne linje, så lad os se. Ikke være bange for at sige ordene – røven er allerede dækket ind flere gange. Var det så det, det var. Den ultimative udfordring, det ultimative spørgsmål. Vil du eller vil du ikke? Var det det, jeg bragte mig selv? Den endelige selvdestruktion. Det må vel være sådan, at alle veje, som du bevæger dig på, er valgt af dig og ingen andre. Det er klart, at det ikke altid er lysten, der beslutter, men også forsynet, 6


eller underbevidstheden eller gud, eller hvad vi ønsker at kalde det. Jeg tror, jeg vil kalde det hele mig selv. Så bliver tingene meget mere medgørlige, og jeg er bliver sat fuldstændig fri til at handle. Men var det nødvendigt? Og for at nå hvad? Helt derude på klippekanten, hvor der kun er frem eller tilbage, nåede jeg det så? Der var i hvert fald nogen ting, som blev lysende klare og meget ligetil. Det var det vigtigste – det der stod tilbage. Lige dér var valget, og lige dér blev det pærelet. Det er al lortet bagefter, som mudrer og gør tingene svære. Lige dér var der ikke noget spørgsmål. Hvis vi nu antager, at det var mit valg, at det var mit mål… Jeg skal ikke kunne sige det, men der var så meget, der føltes rigtigt i det øjeblik, at jeg har svært ved at tro, det skulle være forkert. Forkert er ikke det rigtige ord. Det er ikke et spørgsmål om rigtigt og forkert. Det er mere et spørgsmål om sandt eller falskt.

Så kom vi til sandt og falskt. Falskt har det aldrig været. Det er netop nærheden af sandhed, der pirrer. Det er hver gang, at ordene synes at nærme sig noget, der er sandt, at safterne begynder at stige, og jeg bare har lyst til at skrive det samme igen og igen for at fastholde følelsen. Flygtigt som bare fanden og umuligt at blive i. Alle disse veje, som skal føre mig derhen igen, min søgen efter dem og deres møde. Var jeg der? Eller er faktum, at den sandhed vi søger i livet er momentær og kun kan opleves i øjeblikke. Den kan fakes, og man kan snyde sig til noget, der ligner, men behovet og lysten til at forblive i tilstanden, får os på gyngende grund igen og igen.

7


Det er valget, beslutningen, som er betydningsfuld. Det er her, at vejene skilles, og de fede går den ene vej, og taberne går den anden. Men samtidig med at glorien vokser og skinner mere og mere hos alle de fede, er de ved at kede sig ihjel i livets forudsigelighed. Hos taberne derimod er humøret højt. Dér er der sikker grund under fødderne, nemlig den, at de er nogen tabere, og de har fejlet. At vinde er i virkeligheden noget lort. Hvad skal man med al den glæde, alle de forventninger til lykken? Jeg er ikke ubetinget glad for udkrystaliseringer (overrasket?). De er hårde i kanten og bliver tit alt for faste i kødet. Jeg elsker kompleksitet. Blød og uvis, rund og modelerbar. Jeg ville ønske, at jeg kunne holde alle verdens variabler i hånden på én gang, se allesammen på én gang. Jeg er sikker på, at der ville opstå en særlig klarhed lige dér, men jeg kan ikke. Ikke endnu i hvert fald. Det har altid været det, der var målet at kunne rumme det hele på én gang. Så alt var taget højde for og ingenting glemt. Oplystheden, som ligger lige dér, er det ultimative.

8


Ser du det ikke? Løgnen. Den løgn at der er noget, der er sandt, og noget der er falskt. Det er løgn. Jeg tror kun, der findes følelsen af sandhed, det med falskhed er en efterrationalisering af noget, som ikke føles rigtigt. Men fordi noget ikke føles rigtigt, er det jo ikke lig med, at det er falskt – eller løgn. Det er vel netop i det at indeholde alle følelser, alle udsagn, alting på én gang at sandheden opstår. Og det er kun i det stålsatte udsagn, fremført med fasthed i stemmen og oprejst pande at løgnen findes – altid kendetegnet ved en stor fed sort streg i panden.

Det kan kun ses her i tusmørke, for der træder kontrasterne i baggrunden, og man kan se alle de underliggende sammenhænge – ikke kun de åbentlyse. Lige dér går det op for mig, hvad det er. Forståelsen ruller gennem mig, og løftet er fuldkomment. Ud og over! Og her begyndte mysteriet så. Det mysterie der bragte mig til at søge dem. Søge deres møde. Jeg vil gå langt i min søgen. Jeg vil drive mig selv til det yderste for at finde dem. Jeg undrer mig over, at det skal ske på denne måde. Det viser sig i korte glimt måske er det mig, der skaber det. Måske er det mig med min insisterende villen, der bringer dem sammen. I mit forsøg på at være 100% tilstede uden at påvirke nogen er det netop det jeg gør. Påvirker dem. Skaber dem.

9


Jeg har pludselig svært ved at få vejret og læner mig tilbage i min fiktive lænestol. Ruller en smøg og lader den ryge sig selv mellem mine fingre. Se mig tage en slurk af mit fiktive glas portvin, mens yndlingskatten tager plads på min oldemors fint broderede pude ved mine fødder. Jeg vil blive i dette opfundne øjeblik, hvor tiden står stille og englene synger. Således distraheret kan jeg vende tilbage - med koldere hoved og tankerne på plads. Det er den cirkelformede bevægelse, der bringer mig ud af fatning, denne gåen i ring jeg er bange for. Samtidig elsker jeg fuldkommenheden i cirklen og glæder mig over, at jeg finder den hele tiden. Se mig stå. Se mig ligge. Se mig løbe. Se mig gå. Se mig elske. Se mig hoppe. Se mig - tilbage. Jeg lader mig let distrahere. Det er nok mere eller mindre med vilje. Jeg er lidt bange for den her fortælling, den sætter det hele på spil sætter det hele på ét brædt. Igen nok mest eller kun for mig, da jeg godt kan se, at mine ord i bund og grund ikke fortæller noget og i hvert fald ikke forklarer noget. Jeg har ikke lyst til at give for mange direkte ord - direkte forklaringer. De siger aldrig det, man vil - gør alting sort og hvidt, hvilket det ikke er. Det har jeg vist sagt før, men jeg siger det gerne igen. Det blander sig alt sammen for mig, og jeg kan ikke huske, hvad jeg kom fra, og hvad jeg forsøgte at forklare. Det er alle disse dobbelte betydninger og gåen i ring, der får tingene til at falde sammen. Jeg bliver vækket af skrig fra gangen. Nogen taler højt på et fremmed sprog, der minder mig om en tabt tid og lange dage. Nu er 10


jeg mere end vågen og mærker myoser i nakken og smerte i albuen fra det riflede sengetæppe og sandet fra stranden. Det må så være 3. FORSØG… Lad mig prøve igen. Vi er stadig kun ved starten, her hvor jeg bliver udfordret, tager kampen op, vinder og alligevel ender midt i forvirringen og en evig søgen. Jeg savner øjeblikkene af knivskarp klarhed. Der findes en særlig perfektion i disse øjeblikke af total overgivelse, og jeg finder mig selv i dag, havende svært ved at leve uden perfektionen. Det er dén, jeg vil finde frem til. Det føles som den rigtige vej, og som den jeg altid har søgt men aldrig fundet. Det er sjovt, det bliver ved med at vende tilbage. Når jeg i bund og grund aldrig har gjort det Det er ikke rigtigt – jeg kan se det på mine fingre, mens jeg skriver. Overhovedet ikke. Det er lige omvendt, jeg har været der mange gange, jeg har levet det mange gange, men jeg bliver der aldrig. Det er altid ekstremer. Frem og tilbage, en evig pendulering. En søgen efter henholdsvis afmagt/kontrol. Jeg vil ikke bestemme noget/jeg vil styre alt. Det er altid op og ud – væk fra. Kan I høre det? Det var det, jeg elskede i tiden før. Og det er nok i virkeligheden det, der gøre mig træt nu, og får mig til at søge mod mere stille steder – mod dem og deres. Der var også noget andet. Det var gaven. Hvordan takker man for den? Hvem takker man? Jeg ved godt, at der i virkeligheden ikke er noget særligt ved det. At det var noget, jeg tog. Noget der bare skete. Noget jeg bare gjorde. Således er taknemmelighed for gaven vel at fortsætte med det at gøre det smukke, det rigtige, det vilde, det lækre - alt det fede. Og hvis man så ikke kan, ikke vil, ikke tør? Så er det fucking bare ud og lede efter det der ligner aller mest, og her kommer HUN og HAN ind i billledet igen! 11


Se her er renhed, mystik, menneskelighed til fuldt skue. Hvis jeg nu kan lære at være dét gennem dem, gennem hende, gennem ham? Være uperfekt. Leve uperfekt. Synes umiddelbart et mærkeligt ønske, men ikke desto mindre et ønske. Så tæt på de rigtige ord.

Dét vil jeg gerne finde. Dét leder jeg efter. Det der kommer, det der går. Jeg vil kunne rumme uvisheden og alle variablerne. Jeg vil ikke lade mig skræmme af flyvskhed og urummeligehed. Jeg vil sikre mig, at det eneste der står 100% fast er kærligheden. Alt andet skal have lov til at flyve forvildet rundt om mig og hive mig i alle retninger og hele vejen ud og tilbage – være uperfekt, som kontrast til kærligheden. Det er ikke nok. Jeg taler mig selv efter munden. Kærlighed siger jeg kækt, men havde det overhovedet noget med det at gøre? Er det mødet? Eller er det en søgen efter noget andet – et andet fokus, der er behovet? Det roder.

Sidste forsøg Nu prøver jeg med ytringen at rumme kaos i stedet. Kan den stoppe den evige kritik. Det har alligevel været et mål siden barneskoene blev trådt, og måske er det den tilstand, jeg bliver ved med at opsøge. 12


Ro i kaos – kaos i ro. Nu er der tiden under og efter, som kommer her. Den hvor det at observere, at kigge på blev det vigtigste. Jeg ville ikke længere være med, men var derimod tiltrukket af friheden i ikke at være en del af kaos og kompleksitet, men kunne stå udenfor og kigge på. Jeg prøvede i sandhed at blande mig uden om. Ikke at ændre på noget ikke at sige noget. Det var en ekstra gave jeg fik. Jeg fik lov til at være i nærheden af deres møde. Løgn eller sandhed. Det er og bliver lige meget. Det kom lysende klart til mig, at det ikke behøvede at være mig og mit der var omdrejningspunktet. men netop i mit ikke-tilstedevær kunne der opstå en klarhed for mig og mit. Så der var fred. Så mit konstante blik på mig selv pludselig var uden for mig og derfor gav klarhed. Stolen, bordet som er eller ikke er. Katten i kassen. Her er det - i udkanten af blikket, når ingen kigger. Står det lysende klart og uden forstillelse. Kan det være sådan? Det kan synes som beskæftigelsesterapi, men skal igen mere ses som en øvelse. En øvelse i at rumme det – rumme alle variablerne. Rumme kaos – rumme det uperfekte. Slut med forsøg - jeg er klar til dem.

13

FØR  

Dette er første del af triologien om hun, han og hende der. De kan læses separat, men hvorfor ikke læse dem i rækkefølge? Skrevet af Katrine...