Bygger I snart den sauna?
Fem spørgsmål til badelaugets formand, Tue Meyhoff
Nu er det snart otte år siden, I stiftede Bjerre Strand Badelaug. Hvorfor er der stadig ingen sauna? Det korte svar er, at placeringen ved Bjerre Strand gør projektet kompliceret. I begyndelsen var vi meget optimistiske. Men efterhånden som vi fik os gravet ned i projektet og sat os ind i lovgivningen på området, begyndte det at gå op for os, hvor meget der skal gå op i en højere enhed før, vi kan få tilladelse til at bygge en sauna. Der var og er meget, der skal undersøges og mange parter involveret. Oprindeligt var planen, at saunaen skulle graves ind i skrænten. Den er sårbar, så der er gået rigtig meget tid med at få foretaget beregninger på, hvad der sker, når man begynder at grave i den. Vi har også brugt meget tid på at få lavet et - synes vi selv – rigtig lækkert design. Senest har vi rykket saunaen længere ud over stenene, så vi i stedet for at grave i skrænten får den bygget på et lille plateau. Det kommer til at spare både tid og penge i anlægsfasen, men ændringen betyder, at tegningerne skal rettes til, anlægsbudgettet skal laves om, og det hele skal sendes ind til kommunen igen. Hver gang en ny instans skal indover, går der tid med det. Og selv om vi har et fint samarbejde med Fredensborg Kommune, og politikerne er positive, tager tingene nu engang tid i det politiske system. Hertil kommer senere Kystdirektoratet, som har lange behandlingstider. Jeg ved, det er træls for medlemmerne, der bliver ved med at spytte i kassen, at projektet trækker ud. Hertil kan jeg sige, at bestyrelsen og alle