Alene i vildmarken

Et generationseksperiment med Rikke og Aslak

Et spørgsmål over madlavningen

Hen over madlavningen i foråret 2021 spurgte jeg min far, Aslak, om han ikke syntes, vi skulle melde os som deltagere i DR1´s populære realityprogram ”Alene i Vildmarken”. Et program der handler om både fysisk og psykisk overlevelse i den nordnorske vildmark. Fars svar var prompte ”Du kan da blot melde os til, de vælger da nok ikke sådan nogle tågehorn som os”. Det gik hverken værre eller bedre, end at vi, efter mange ansøgningsvideoer, helbredstjeks og psykologtest, i september stod klar til afgang i Kastrup lufthavn. Op til vores afgangsdato var der blevet afholdt dybe samtaler med vores partnere, og der var givet grønt lys og samtykke til vores afgang. De frie stunder op til afgangen gik med diverse forberedelser. Tøj der skulle indkøbes, vandrestøvler der skulle gås til, udstyr der skulle vælges og breve og videoer blev lavet til børnene og partnerne, der skulle forblive hjemme. Når først vi var klar over, at hjemmefronten var udrustet til vores fravær, vidste vi, at vi kunne tage af sted med god samvittighed og med ro i maven – klar til eventyr! Eventyret begynder

Det var et stort ønske for mig at prøve denne udfordring af sammen med min far. Jeg havde i mange år tænkt, at det kunne være spændende at deltage i programmet og afprøve både mine friluftsfærdigheder, mit natur-kendskab og ikke mindst min psyke. Men alligevel var det først, da det blev en mulighed at tage af sted som makkerpar, at idéen virkelig tog form. Min barndom har været dejlig, og jeg har mange gode familieoplevelser i rygsækken, men enkeltoplevelser med min far var noget, jeg syntes, jeg manglende. Jeg manglede muligheden for at lære ham at kende, ikke blot som far, men som det hele menneske han er. At være nysgerrig på ham og hans liv i en dybde, som man ikke nødvendigvis får i en samtale hen over aftensmaden. Forud for turen var der også overvejelser omkring dét at tage af sted som far og datter. Vi havde et godt forhold til hinanden, og at tage af sted på sådan en udfordring kunne gå begge veje for vores forhold. Vi kunne enten blive stærkere af vores oplevelse sammen, eller vi kunne blive rygende uvenner og tage fra vildmarken med et dårligere forhold til hinanden. Vi var begge meget bevidste om og opmærksomme på denne risiko, men var enige om, at vi skulle kunne kigge hinanden i øjnene hver dag og kunne sige, at vi stadig havde det sjovt og gerne fortsat ville være i vildmarken. Og pludselig stod vi så på stenbredden ved søen Altavatn i Nordnorge, og vores drøm om vildmarkseventyret blev for alvor en realitet. Nu stod vi kun med vores overlevelsesudstyr pakket i rygsækken og med en masse gåpåmod, klar til at starte vores vildmarkseventyr. Det var surrealistisk at se båden sejle fra os og vide, at nu var vi bare os, min far og jeg. 29 vilde, hårde og vidunderlige dage

Vores eventyr i vildmarken overgik begge vores forventninger!

Både hvad angik vores friluftsfærdigheder, vores psyke og vores bygge- og fiskeevner. Vi nød hver dag og gjorde hver dag til en kæmpe oplevelse, selvom det også var pissehårdt og koldt. Oplevelser der indebærer alt fra den fantastiske natur, den utrolige naturro, der kun bliver afbrudt af rensdyrene, der af og til lunter igennem vores habitat, og ikke mindst muligheden for at leve livet uden at have behov for et ur, der skal fortælle én, hvornår man skal gøre sit næste gøremål. I vildmarken når vi det, vi når, vi spiser, når vi er sultne og ikke, når klokken fortæller os, at det er spisetid, og vi sover uden at have et vækkeur, der fortæller os, at vores søvn er færdig. Vi nyder de små goder, dagene bringer os. At få en varm klud i hovedet, inden aftensfisken skulle indtages, eller læber, der blev blødgjort med en gammel sortstænket læbepomade, vi havde fundet på søbredden, føltes som den største wellnessoplevelse, man overhovedet kan forstille sig! Dagene går med hårdt arbejde for at få vores hjem bygget op og gjort funktionelt, både i forhold til at kunne skaffe os ly, læ og varme, men også indretningen spiller en stor rolle i vores hjem. Vi har mange gange, hvor vi må lære nye ting og retter til, fordi vores første forsøg ikke lykkes. Vi tager det dog positivt og byder vores læring og den nye erfaring velkommen med et ”yes! – vi lærte noget nyt”. Der er også plads til mange gode snakke mellem min far og mig. Både når vi bruger timer på at plukke bær, slæber mos eller når vi sidder i vores hjemmebyggede sofa foran vores indendørs pejs. Samtalerne kan strække sig vidt, og mange gode samtaler kommer frem. For mit vedkommende var det utrolig givende og interessant at høre historier og oplevelser fra min fars barn - og ungdom. Hans skarnsstreger, hans valg af karriere og hvad det har gjort i forhold til familielivet, hans søskendeflok og ikke mindst hans interesser. Fælles for alle samtaler er, at det aldrig er nogen samtaler, vi har haft sammen derhjemme. For vores vedkommende er det ikke nogen samtaler vi lige går i gang med hen over en fælles aftensmad eller hen over en fødselsdagsmiddag. Det gav mig så utrolig meget indblik i hans liv og hans livsvalg, og det var virkelig noget, rammerne og naturen i vildmarken kunne give os. Vores forhold til hinanden er blevet styrket enormt meget, og det vil jeg for evigt være taknemmelig for. Livseventyret sætter spor

Vores exit fra vildmarken gik langt fra, som vi havde forventet og drømt om. Vores største ønske var, at mine børn og min mor skulle komme og hente os, og dermed gøre os til vindere af programmet. Vi havde alle forudsætninger (mente vi selv), og vi nød stadig at være i vildmarken og havde mange fede oplevelser. Men efter far besvimede 2 gange på en nat, kunne vi ikke fortsætte forsvarligt i programmet. Vi havde helt fra starten af vores eventyr lovet hinanden, at vores

helbred ikke måtte komme på spil, så der var kun ét at gøre – efter kyndig lægevurdering måtte vi trækkes ud af programmet. Det psykiske efterspil af vores exit var hård, men vi fik dog mange gode snakke og havde mange refleksioner på vores eventyr sammen som far og datter. Vi har fået os en kæmpe oplevelse – et livseventyr! Eventyret, der foruden selve oplevelsen i vildmarken, også bød på vores debut på tv, radiointerviews, avis- og ugebladsartikler m.m. Størst af alt er dog den interesse, der har været for at høre om vores eventyr. Foredragsforespørgslerne fulgte i kølvandet på tv-udsendelsen, og vi var så heldige at have vores foredragsdebut i Københoved Forsamlingshus. Mange tak til alle, der støttede op om aftenen! At holde foredrag har virkelig forlænget vores oplevelse sammen, og vi forlænger den stadig. Vi får nye og spændende forespørgsler ind ad døren, og vi nyder at interessen fortsat er der. Vi er spændte på, hvor længe det fortsætter, men lige nu nyder vi det blot til fulde. Vildmarkseventyret gav os også mulighed for at reflektere over vores hverdag hjemme i dagligdagen. Jeg personligt fik en stor øjenåbner omkring mit ”tidstyrani”. Jeg NØD virkelig at være i en ramme, hvor jeg ikke skulle nå nogle opgaver til bestemte tidspunkter – det vi ikke nåede den ene dag, nåede vi den anden. Desværre er vores dagligdag herhjemme utrolig styret af tid og deadlines, det har jeg ikke kunnet ændre så meget på. Et punkt, jeg dog har gjort til en stor interesse for mig og min familie efter min oplevelse i vildmarken, har været en beslutning om, at jeg vil have flere natur- og friluftsoplevelser sammen med min familie. Ikke kun oplevelser, der skal udleves i weekenderne, men i stedet i hverdagene. Hverdagene er dem, vi har flest af, og vi skal nyde dem bedst muligt, så vi ikke kører surt i det. Så jeg har startet konceptet ”Hverdagseventyr som småbørnsfamilie”, hvor vi som familie kan bruge hverdagsstunder på at have natur- og friluftsoplevelser sammen – og ungerne elsker det! Det kan være, vi når 10 min. den ene dag og 2 timer den anden, uanset hvad, så nyder vi vores stunder sammen – i hverdagen. Min drøm er at kunne inspirere andre til at gøre lignende og dele tips og tricks til, hvordan man kan have både spontane og planlagte hverdagseventyr med småbørn. Vi håber på at kunne inspirere andre til at tage på oplevelse sammen - specielt personer, der er i en forældre/ barn-relation til hinanden. Det behøver bestemt ikke at være en oplevelse i vildmarken, der står først for –selvom vi til hver en tid ville gøre det igen! Men blot at tage på eventyr på tværs af generationer i en moden alder, hvor formålet med eventyret er at lære hinanden at kende som nye mennesker, der blot har mødt hinanden. At være nysgerrige på hinandens livshistorier, interesser og oplevelser har været en kæmpe oplevelse for os, og vi vil til hver en tid anbefale andre at gøre det samme. Rikke Dypping Jensen