
4 minute read
Søster Is - hva’ så nu?
Skrevet september 2021
Kort info til jer, der ikke kender til os eller Søster Is: Søster Is er en iscafé i Haderslev, der blev åbnet i april i 2021 af de 3 søstre fra Gastrupvej 12. Til dagligt er Signe i butikken alle dage, da hun blev student i 2020, og jeg er i butikken, når jeg har fri fra skole. Når jeg bliver student i 2022, skal jeg overtage dagligdagen. Ditte bor lige nu i Sverige og inden da boede hun i Norge, hvor hun styrer alt regnskab og tager kontakt til alle dem, der skal skrives med. Derudover har vi haft så travlt, at vores far har stået i opvasken og vores mor er også lært op i, hvordan man scooper is. Søster is har nu været i gang i 6 måneder efter en forrygende start og god sommer. Nu skinner solen mindre og dagene bliver kortere, også i isbutikken. Dermed kommer vi de kommende måneder til at møde nye udfordringer, men det tager vi med oprejst pande, for jeg tror ikke, man kunne have fået en bedre start, end vi har fået. Det er også derfor, vi med taknemmelighed over sommeren og alle vores skønne kunder godt tør se lyst på den mørke vinter, for der er stadig en husleje og også gerne en løn til Signe, der skal betales.
Advertisement
“Hvad gør I så de næste måneder, holder I åbent eller?” Dette er et spørgsmål, som cirka alle kunder stiller os nu for tiden og svaret er: “Det ser vi på”. Vi er nødt til at se på, hvor meget gang der kommer i det til efteråret og det er egentligt den tilgang, vi bruger til mange af tingene i forretningen. Selvom vi alle har forskellige erfaringer fra andre jobs, så har ingen af os erfaring med at drive og åbne en butik helt fra scratch. Inden man går i gang med sådan et projekt, så har man en helt masse forestillinger om, hvordan det kommer til at gå og hvordan det skal forløbe. Og helt ærligt, så kan man aldrig forestille sig, hvordan det bliver helt nøjagtigt. Ingen af os havde i marts tænkt, at vi skulle bruge mange af vores weekendaftener på at stå til kl. 24 og vaske op, at vi skulle have 3 ansatte, at vi skulle bruge mange timers mailskrivning og telefonopkald og cirka 4 måneders ventetid på at få vores emballage eller at vi skulle få os en ordentlig mavepuster, da vi fandt ud af, at der ville komme 3 flere isbutikker i Haderslev med hjemmelavet is. Til gengæld havde vi heller aldrig forestillet os, at der de første uger skulle være flere meters kø udenfor vores butik, at vi ville få over 270.000 tusinder visninger på et indslag fra TV Syd på Facebook og komme på forsiden af samtlige lokale aviser den første åbningsuge og komme i Familie Journal i sommerferien, at der er stamkunder, der kommer uge efter uge for at købe vores is - og vi havde slet heller ikke forestillet os, at der ville komme så megen positiv respons både på vores is og på vores mod og evne til at åbne en butik “bare sådan lige” . Den første januar 2021 var der ingen af os i familien, der havde troet, vi skulle åbne en isbutik. Men i familien Holm Hansen er der ikke langt fra tanke til idé til handling og det kan både være en fordel og ulempe, men denne idé kunne vi ikke slippe. Og 3 måneder efter, jeg for første gang sagde: “Jeg vil gerne have min egen isbutik”, der åbnede vi Søster Is. Aldrig har vi haft så travlt og så meget, der skulle gøres. På under 2 uger skulle der tages stilling til, om det var det vi skulle, og om lokalet skulle være vores. Men måske det var

meget godt, at tiden var trang, for hvis man får for meget tid til at tænke sig om, kan man pludselig komme på en masse, der kunne gå galt. Vi havde nærmest intet at miste og for os var det ikke livsnødvendigt at tjene en løn, hvilket klart er en fordel, når man åbner virksomhed. For igen, ingen kunne vide, om vi kunne sælge 10 eller 200 is på en dag. Det værste, der kunne ske, var at vi skulle lukke igen og dermed havde mistet de penge, vi havde brugt på varelager og husleje i de måneder. Den største investering var ismaskine, pasteuriseringsmaskine og isdisk, hvilket altid vil have en eller anden form for værdi. Og selvom det gjorde lidt ondt at skulle flytte hele sin opsparing, så troede vi alligevel så meget på idéen, at det var risikoen værd. Hvis nogen spørger os, hvor Søster Is vil være om 5 år, så er svaret også “Det ser vi på” . For igen så kan ingen af os spå om fremtiden, men vi ser stort potentiale for, at Søster Is kan fortsætte så længe vi har lyst, for vi har mange idéer og måder, hvorpå vi kan videreudvikle konceptet. Og så længe der er kunder, der elsker vores is og bliver ved med at besøge os, så skal det nok gå.

Sofie Holm Hansen

