2 minute read

Et år på Ringe Efterskole

Jeg var så heldig, at Corona ikke stoppede mig i at tage på efterskole. Der var kommet flere regler, men vi kom afsted. Vi nåede at have linjetur, hvor vi cyklede til Svendborg. På vejen derned var vi i Gorillapark og, som et lille plus, var det på min fødselsdag. De andre dage sprang vi, spillede minigolf, var i svømmehal, så DGI Fyns Rephold springe og meget mere. Vi havde vores julehygge, hvor vi lavede julepynt, fik fjernsyn på gangen, så vi alle så julekalender sammen og de sjoveste julebilleder. Kreativ weekend, hvor lokale håndværkere kom en weekend, hvor man kunne lave alt fra smykker til hjemmebrygget øl. Opvisninger blev det ikke til så mange, men vi fik muligheden for at vise, hvad vi havde øvet os på hele året. Skolen havde lejet haller i Haderslev, Middelfart, Ringsted og Ringe, så familie og venner havde mulighed for at se os. I stedet for vores skitur var vi på lejrtur. Vi boede på Hotel Fårup Sommerland i 2 dage. Vi brugte en dag i forlystelserne og den næste aften havde vi 3 af Sommerlandets rutsjebaner helt for os selv. Andendagen var på Team Building, hvor vi skulle løse en masse opgaver ude på stranden som et hold. Hver gruppe havde et reb og et bildæk med hele vejen. 3. dagen tog vi ned og sov på Lyngs Efterskole, imens de var ovre på vores skole. Her kunne man vælge at tage ud at rappelle og padle i ”on top kajak”, fange krabber og lave mad af dem, finde rav og lave smykker, surfe i Klitmøller og mange andre ting. Jeg var ude at rappelle og sejle i ”on top kajak”. Det var en megahyggelig dag, hvor vi var så heldige, at vejret og det hele gik som planlagt. Om aftenen lavede vi opvisning på Vedersø Efterskole: På vejen hjem derfra lokkede vi forstanderen til at give MC Donalds cheese burgere til alle elever. Dagen efter kørte vi til Wow park i Billund og hyggede os nogle timer. Så gik turen hjem til skolen. Efterskolen vil være noget, jeg kan huske i mange år fra nu. Selvom det ikke altid var lige fedt, ville jeg ikke være det år foruden. Fordi uanset hvad, har man lært noget om sig selv, og hvad man egentlig kan holde til. Det er meget mere, end man lige går og tror.

Advertisement

Katja Christensen

This article is from: