
Baggrund
Indførelsen af digital tinglysning har betydet, at mange boligsælgere og købere har oplevet meget lange ekspeditionstider hos Tinglysningsretten. Dette har medført merudgifter for en lang række borgere. På den baggrund har der fra flere sider været røster fremme om erstatningskrav mod staten.
Gruppesøgsmål
Danske BOLIGdvokater finder, at staten, som har monopol på tinglysning, har påført en lang række boligsælgere og købere store tab. Tab, som den enkelte borger er helt uden skyld i. De pågældende borgere har blot handlet bolig på netop det tidspunkt, hvor staten søsatte et nyt digitalt tinglysningssystem og ændrede organisationen hos den myndighed, der skal sikre en hurtig og effektiv tinglysning.
Danske BOLIGadvokater arbejder derfor på at overbevise politikerne om, at de, hvis ikke af juridiske årsager, så af moralske årsager, bør kompensere de berørte borgere helt eller delvist for de tab, de har lidt i forbindelse med indføringen af den nye tinglysningspraksis.
Hvis politikerne undlader at yde nogen form for kompensation, vil Danske BOLIGadvokater tage skridt til at anlægge et gruppesøgsmål. Danske BOLIGadvokater er derfor allerede nu i gang med forarbejdet til et gruppesøgsmål. På de følgende sider finder du gode råd om, hvordan du skal forholde dig, hvis du ønsker at gøre erstatningsansvar gældende.
Hvad gør staten?
Justitsministeren har bedt kammeradvokaten, som er statens advokat, vurdere sagen. Der er ingen afklaring af, hvorvidt staten vil udbetale kompensation til de borgere, der er blevet påført tab som følge af ekspeditionstiderne. En afklaring kommer først, når kammeradvokaten har set på sagen. Kammeradvokaten påbegynder først dette arbejde, når Rigsrevisionen har afsluttet sine undersøgelser.
Rigsrevisionen er af statsrevisorerne blevet bedt om, at undersøge forløbet omkring implementeringen af den digitale tinglysning. Rigsrevisionens arbejde forventes afsluttet i august 2010. Kammeradvokatens svar kan således først forventes hen over efteråret 2010.
Hvis du mener, at du har et erstatningskrav, bør du som hovedregel indledningsvist sende dit krav til Domstolsstyrelsen. Henvendelsen til Domstolsstyrelsen bør indeholde:
1) en redegørelse over sagens forløb
2) dokumentation for dit erstatningskrav
Du kan eventuelt kontakte
Domstolsstyrelsen for yderligere
oplysninger på telefon 70 10 33 22
Erstatningskravet skal sendes til:
Domstolsstyrelsen
Store Kongensgade 1-3
1264 København K
Domstolsstyrelsen træffer herefter en administrativ afgørelse, hvor du enten får medhold eller afslag.
Hvis du får afslag
Hvis du får afslag, kan du:
1) anlægge sag mod Domstolsstyrelsen eller
2) du kan lade dit erstatningskrav indgå i det gruppesøgsmål, som Danske BOLIGadvokater er ved at forberede. Se kriterierne på næste side
Det er vigtigt, at du opbevarer en kopi af det materiale, som du har sendt til Domstolsstyrelsen, således at dette kan anvendes i et eventuelt videre forløb.
Sådan gør du, hvis du mener at have et erstatningskrav
Hvem er omfattet af et eventuelt gruppesøgsmål?
Som udgangspunkt skal den gruppe, der anlægger sag have lidt den samme type tab. Det skal samtidig være muligt at komme i kontakt med alle i gruppen. Derfor vil gruppen som minimum omfatte købere/sælgere i bolighandler, hvori der har været involveret et medlem af Danske BOLIGadvokater. Det forventes, at gruppen udvides til at omfatte købere/sælgere i alle bolighandler, hvori der har medvirket advokat.
Hvad koster det at deltage i et gruppesøgsmål?
Det forventes, at der kan opnås fri proces til gruppesøgsmålet. Opnås der fri proces, vil alle omkostninger til sagen blive afholdt af staten. Du kan naturligvis vente med at tilmelde dig gruppesøgsmålet, til det er afklaret, om der kan opnås fri proces.
Som udgangspunkt vil alle, der indgår i den gruppe, der omfattes af gruppesøgsmålet, blive kontaktet direkte af den BOLIGadvokat (eller den advokat), som har medvirket i den pågældende handel.
Følg med på www.danskeboligadvokater.dk. Du kan også tilmelde dig ”Kvartalsnyt” på www.danskeboligadvokater.dk – så vil du få direkte besked, når der er nyt.
Danske BOLIGadvokater kan for nærværende ikke påtage sig at besvare konkrete henvendelser vedrørende optagelse under gruppesøgsmålet, men må foreløbigt henvise interesserede til at tilmelde sig ”Kvartalsnyt”
på www.danskeboligadvokater.dk