Viborg Stiftsbog 2012

Kirken tĂŚller

1

Viborg Stiftsbog 2012

Kirken tĂŚller Viborg Stiftsbog 2012

»Kirken tæller« Viborg Stiftsbog 2012 Udgivet af: Viborg Stift Domstræde 1 · 8800 Viborg Tlf. 8662 0911 www.viborgstift.dk Redaktion: Trine Kofoed Romanini, ansvarshavende Ole Blume Henrik Guldbrandt Kjær Knud Mogensen Bent Ingemann Jensen Eli Højbjerg Andersen Fotos: Ole Blume & Gitte Volsmann Layout & tryk: Videbæk Bogtrykkeri A·S ISBN: 87-91376-43-2

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 »Kirken tæller« af Biskop Karsten Nissen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 »Kirkegang og menighedsformer« af Ulla Morre Bidstrup . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 »Højmessen - kirkens flagskib« af Henrik Guldbrandt Kjær . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 »Hverdagsgudstjeneste« af Ole Blume . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 »Skal der være flere biografiske kasualier?« af Ulla Morre Bidstrup . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 »Solnedgangsgudstjeneste i Søndbjerg« af Henrik Guldbrandt Kjær . . . . . . . . . . . . . . . . 28 »Fællesskaber, pilgrimsvandring og kirkens rum i vores tid« af Anette Foged Schultz . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31 »Skal vi have flere årscykliske kasualier?« af Ulla Morre Bidstrup . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 »Halloween - en anderledes aften i kirken« af Ole Blume . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 »December« af Knud Mogensen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 »Friluftsgudstjeneste« af Ole Blume . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 »Nytårsfejring« af Ulla Morre Bidstrup . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 Vejviser Viborg Stift 2011 Viborg Stiftsråd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51 Udvalgsoversigt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51 Stiftsadministrationen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 Stiftskonsulenterne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56 Provstierne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58

Forord Hvornår går vi i kirke? Dette tilsyneladende enkle spørgsmål har ikke et enkelt svar. Svaret er forskelligt, afhængigt af hvem man spørger. Og hvis man stiller det samme menneske spørgsmålet på forskellige tidspunkter, kan man få forskellige svar.

Dette års Stiftsbog har den dobbelttydige titel »Kirken tæller«, fordi den sætter fokus på, at kirken har forskellig betydning for forskellige grupper af kirkegængere, og fordi Viborg Stift i den kommende tid skal gennemføre en omfattende tælling af kirkegængere. Bogen undersøger kirkegang, som den er i dag, og som den kan blive i fremtiden.

Bogen er bygget op omkring en artikel af Ulla Morre Bidstrup, lektor på Pastoralseminariet i Århus. Hun undersøger de forskellige menighedstyper, der findes, og giver os dermed anledning til at overveje, hvordan disse menighedstyper kan tilgodeses, når man i sogne og pastorater planlægger sit gudstjenesteudbud.

6

Flettet ind i Ulla Morre Bidstrups artikel er der i årbogen konkrete eksempler på forskellige gudstjenester, der finder sted i stiftet.

Disse tekster er skrevet af henholdsvis Ole Blume, Henrik Guldbrandt Kjær, Anette Foged Schultz og Knud Mogensen. Samtidig giver bogens billeder andre eksempler på gudstjenester. De gudstjenester, der optræder i teksten er ikke nødvendigvis de samme, som dem, der optræder på billederne. Eksemplerne er heller ikke nødvendigvis placeret i sammenhæng med de menighedstyper, Ulla Morre Bidstrup arbejder med. Det er altså tanken, at tekst og billeder skal supplere hinanden og måske endda give stof til eftertanke.

Ved at læse årbogen kan man få et blik på sig selv og andre som kirkegænger. Nogle gange hører vi til i højmessemenigheden. Andre gange hører vi til i kalendermenigheden. Måske hører vi nogle gange til i segmentmenigheden, og andre gange hører vi helt sikkert til den i biografiske menighed.

Bogen kan forhåbentlig hjælpe menighedsrådene til at få et mere præcist billede af kirkens brugere. I stiftets 288 kirker tilbydes forskellige typer gudstjenester, som henvender sig til de forskellige typer menigheder, der findes i sognene og pastoraterne.

For gudstjenesten tæller og har betydning.

Kirken tæller ikke alene til højmessen om søndagen, den tæller alle dage, alle tider, altid.

Kirken tæller til højmesse, til babysalmesange, til hverdagsgudstjeneste, til fortælle-eftermiddag, til spaghettigudstjeneste, når strikkeklubben mødes, til højskoleeftermiddag el-

ler -aften, til foredrag, til fællesspisning og fællesbøn, til samtale, til eftertænksomhed, til hverdag, til fest, til glæde, til sorg. Kirken tæller, hver gang den bruges.

Men hvor meget kirken rent faktisk tæller, er der ikke tal på. Og det rådes der bod på i Viborg Stift fra foråret 2013. Her begynder en omfattende tælling af kirkerummets brug.

Både til gudstjenester, til arrangementer og til kirkelige handlinger. Det er et stort og vigtigt arbejde, fordi det er med til at sætte tal på, hvor meget kirken rent faktisk tæller.

Trine Kofoed Romanini

7

Kirken tæller Biskop Karsten Nissen Kirkerne er en integreret del af det danske landskab. Oftest beliggende på sognets eller byens højeste punkt, kan kirkens bygning ses viden om, og man kan fra én kirkes tårn ofte tælle ganske mange andre kirketårne. I den offentlige debat tæller folkekirken også ganske meget. Midt i oktober måned 2012 var den største overskrift på Kristeligt Dagblads forside: »Folkekirken vinder spalteplads i aviserne«. De eksperter, man som vanligt spurgte til råds, gav udtryk for den opfattelse, at al omtale er god omtale, når det gælder folkekirken.

Stigning i kirkeskatten, ukorrekte opgørelser af messefald, kirkelukninger, nedgang i medlemstallet, diskussioner om homoseksuelle ægteskaber og oprettelse af frikirker er alle emner, der ud fra en kritisk vinkling har givet spalteplads i aviserne. Men samtidig har artikler om tro og religion, eller det, vi er begyndt at kalde »åndelighed«, også sat fokus på det kristne evangelium, og det budskab, folkekirken er sat til at forkynde. Den offentlige

8

interesse for folkekirken viser, at kirken tæller.

Ikke kun som en bygning, der markant præger det danske landskab, men som en institution, langt de fleste danskere fortsat er medlemmer af, og som alle danskere har en mening om.

Folkekirken er, som folkeskolen, en kulturbærende institution af stor betydning for det danske samfund og det danske folk. Vores kultur er på alle områder afgørende præget af kristendommen. Men folkekirken er først og sidst en kristen kirke, hvis vigtigste opgave er at forkynde evangeliet for danskerne. I den evangelisk-lutherske hovedbekendelse, Den Augsburgske Konfession fra 1530, siges følgende om kirkens opgave (Artikel 7): »Ligeledes lærer de, at der bestandigt vil forblive én, hellig kirke. Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent og sakramenterne forvaltes ret. Og til kirkens sande enhed er det nok at være enig om evangeliets lære og om sakramenternes forvaltning«.

9

Forkyndelsen af evangeliet er, sammen med forvaltningen af dåbens og nadverens sakramente, folkekirkens egentlige opgave. Og med »evangeliets forkyndelse« mente reformatorerne først og fremmest forkyndelsen af retfærdiggørelsen ved tro alene. Dén forkyndelse er, sammen med forvaltningen af dåbens og nadverens sakramente, tilstrækkeligt til at opretholde kirkens enhed. Denne grundlæggende reformatoriske opfattelse skal man lægge sig på sinde i tider som denne, med mange spændinger og megen uenighed i kirken.

I udførelsen af sin egentlige opgave, at forkynde den retfærdiggørende tro, og at forvalte dåben og nadveren, bevæger folkekirken sig hver dag i et spændingsfelt imellem evangeliet, folket og statsmagten. Evangeliet er vi forpligtet på som Guds gave til mennesker.

Evangeliet er ikke en programerklæring eller en særlig ideologi udformet af mennesker på et givet tidspunkt. Derfor er kirken heller ikke et politisk parti, men et fællesskab samlet omkring Guds gave til os. Evangeliets indhold er genfortalt i trosbekendelsen, og kirken er en del af trosbekendelsen, idet vi i den tredje trosartikel bekender troen på »Helligånden, den hellige almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv«.

10

Folkekirkens menighed er det danske folk.

Samtidig er folket det sted, hvor vi hver især har mødt evangeliet, og hvor folkekirken er blevet til. I mere end tusind år har det danske folk været et kristent folk. Vilkårene er skiftet undervejs i disse mere end tusind år. Nu er vore vilkår postmodernismen, hvor alt det fælles forsvinder for os, og vi bliver til et folk af globaliserede individualister med et utal af valgmuligheder, også religiøst. Samtidig er det danske folk ikke længere alene om at tegne Danmark. Vi har fået mennesker med andre religiøse og kulturelle baggrunde til landet.

Det er i spændingen mellem evangeliet og folket, at kirken bliver nærværende og konkret for mennesker. Evangeliet forkyndes aldrig ud i et tomt rum, men altid ind i en konkret tid og til et konkret folk. Derfor må en kirke, som er forpligtet på evangeliet, samtidig elske sit folk. Evangeliets forkyndelse vokser ud af en kærlighed til folket. Men det betyder ikke, at kirken kun skal stryge folket med hårene. Kirken skal også forkynde det krav som evangeliet stiller til os: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.

På de to bud hviler hele loven og profeterne« (Matt. 22, 37-40).

Kirkens forkyndelse af evangeliet må på denne baggrund også inspirere folk til at gå ind i den nødvendige debat om etik uden at give færdige opskrifter og løsninger.

1904 - 07 og 1928 - 40. Nu gøres der et femte forsøg, og udvalget skal ifølge sit kommissorium især arbejde med folkekirkens indre anliggender, og folkekirkens økonomi.

Kirken befinder sig på denne måde i et frugtbart spændingsfelt mellem evangeliet og folket. Hertil kommer en tredje part, nemlig staten, som giver det ydre ordensmæssige vilkår, vi er kirke under. Siden 1536 har der været en tæt forbindelse imellem statsmagten og kirken. I årene 1536 - 1849 personificeret ved kongen. Fra 1849 ved kongen og folketinget.

I dag står Grundlovens § 4, den såkaldte »generalklausul« som grundlaget for forholdet mellem stat og kirke: »Den evangelisk lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten«. I § 6 fastslås, at »Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke« og i § 66 gives et løfte en vis selvstændighed for folkekirken i dens relation til staten, idet § 66 siger: »Folkekirkens forfatning ordnes ved lov«.

De senere års folkelige og kirkelige udvikling gør et sådant udvalgsarbejde nødvendigt. Ikke mindst diskussionen om kirkelig vielse af par af samme køn har tydeliggjort, at der er behov for en klargøring af, hvem der bør have ansvaret for folkekirkens indre anliggender, altså spørgsmål der vedrører lære, forkyndelse, gudstjenesteordning og ritualer. Og det er klogt også at tænke den folkekirkelige økonomi med ind i denne sammenhæng. Udvalget skal færdiggøre sit arbejde inden udgangen af 2013.

Nu er der af kirkeministeren igangsat et udvalgsarbejde om en »mere sammenhængende og moderne styringsreform for folkekirken«, og dette udvalgsarbejde har ifølge sit kommissorium netop den manglende opfyldelse af grundlovens § 66 som udgangspunkt. Fire gange tidligere har man i folkekirkens historie forsøgt at opfylde § 66: 1853, 1868 -70,

Kirken tæller. Derfor er det vigtigt at erkende spændingen og det nødvendige samspil imellem evangelium, folk og stat. At kirken tæller, betyder også, at folkekirken er i spil på en ganske anden måde end tidligere. Det folkekirkelige »monopol« er forsvundet, og i dag anser mange folkekirken som ét trossamfund blandt mange i Danmark. Folkekirken er ikke en lukket forening for de indforståede, men en åben og rummelig kirke for folkeflertallet i Danmark. Undersøgelser viser, at folkekirken er en af de danske institutioner, som folk har størst tillid til. Alt dette forpligter os, der som menighedsråd og sognepræster, provstiudvalg

11

12

og provster samt stiftsråd og biskopper, har et ansvar for folkekirken, til at være åbne og tilgængelige over for samfundet.

Alt det, der sker i kirkens huse skal være åbent og tilgængeligt. Vi har ikke noget at skjule, medmindre der er tale om kirkelige råd, udvalg og myndigheder, der behandler personsager, som er omgivet med tavshedspligt, eller præster, der er bundet af deres tavshedsløfte over for det, der er dem betroet.

Derfor vil der i Viborg stift fra den 1. april 2013 blive iværksat en tælling af de aktiviteter, der ugen igennem indbyders i kirkens huse. Et udvalg, bestående af repræsentanter for både menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd samt sognepræster og provster vil sammen med mig tilrettelægge dette arbejde i detaljer. I slutningen af 2012 og i begyndelsen af 2013 vil den teologiske medarbejder og jeg besøge præstemøder i de enkelte provstier for at redegøre nærmere for tællingens baggrund, formål og metode.

I brevet til menigheden i Efesos, Åb 2, 1-17, siger Johannes: »Du har udholdenhed, og har døjet meget på grund af mit navn og er ikke blevet træt. Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig«. Efesos var en stærk og velstående menighed, der gjorde

meget godt, og bekæmpede de falske lærere, men det kneb med kærligheden.

Den første kærlighed glemmer vi aldrig. Den første kæreste, det første musikstykke som talte til os, den første bog som engagerede og satte tanker i gang. Præsten glemmer ikke sin første menighed eller sin første gudstjeneste.

Det står alt sammen i et ganske særligt skær.

Vi glemmer heller ikke den første gang vi erfarede Guds nærvær som noget dybt personligt, som en gave, der vakte troens gensvar.

Måske er det også sådan, Johannes tænker på Efesos. Han tænker på dengang, der var glød i menighedens arbejde. Da ilden brændte.

Ved mine mange besøg rundt i menighederne kan jeg konstatere, at ilden brænder endnu. I mange menigheder er kirkebænkene godt fyldt op, medens der andre steder er mange tomme pladser. Under én procent af de annoncerede gudstjenester i stiftet aflyses, fordi der ikke er mødt kirkegængere frem. Der er 288 kirker i Viborg stift, og der bor ca.

420.000 mennesker. En kirketælling, der nu er lidt under 10 år gammel, viste, at der i løbet af et år sammenlagt er næsten 1.5 millioner mennesker i kirke ved gudstjenester og kirkelige handlinger i Viborg stift. Dengang boede der omkring 400.000 mennesker i stiftet. Nu bør der foretages en ny tælling, for at se, om dette billede har ændret sig.

13

Der arbejdes med nye gudstjenesteformer og gudstjenestetider. Der eksperimenteres med nye måder at undervise konfirmander på, og der samarbejdes på tværs af sognegrænserne.

Koncerter og musikgudstjenester har sammen med folkelige og kirkelige foredrag stor lokal kulturel betydning. Pastoraternes sammensætninger tilpasses den befolkningsmæssige virkelighed, for det afgørende er ikke, hvor stort et sogn er, men hvilke sogne, man er i pastoratsfællesskab med, og hvor ofte der holdes gudstjeneste i sognets kirke. Men først og fremmest gør præsterne et dygtigt stykke teologisk arbejde med prædikener og taler ved begravelser/bisættelser og bryllupper.

Det er af overmåde stor betydning, at universiteterne giver en god teologisk uddannelse.

Pastoralseminarierne i København og Århus, præsternes efteruddannelse og Teologisk Pædagogisk Institut i Løgumkloster har også stor betydning Intet steds i verden har kirkerne så stor en procentdel af befolkningen som medlemmer, som tilfældet er i de nordiske lande. Og blandt de nordiske nationalkirker har den danske folkekirke på samme måde som den norske og finske evangelisk-lutherske kirke lige under 80 % af befolkningen som medlemmer. I Sverige er medlemsprocenten omkring 70. Vi har mange gode historier at fortælle. Og vi har intet at skjule. Menighedsrådene og sog-

14

nepræsterne er nemlig folkekirkens stærkeste kort. De mange kritiske historier i pressen kan måske få nogle til at overveje deres medlemskab af folkekirken, men i de enkelte sogne har man tillid til menighedsrådet og præsten. En kirkeminister eller en biskop kan sige noget i fjernsynet, som folk er dybt uenige i, men de er som regel godt tilfredse med deres eget menighedsråd og deres egen præst.

Det er hele hemmeligheden i forholdet mellem kirke og folk i Danmark, at loyaliteten til folkekirken ligger lokalt, i det enkelte sogn.

Men menighedsrådene er også folkekirkens akilleshæl. Igennem de senere år har jeg hørt mange menighedsråd vånde sig over de mange bestemmelser, som giver ekstra administrativt arbejde, provstiudvalgets nedskæringer i budgetterne samt ansvaret for kirkefunktionærernes løn- og ansættelsesforhold.

Mange menighedsrådsmedlemmer gik ind i menighedsrådet for at gøre et stykke menighedsarbejde, men må erkende, at næsten al energi går til administration af bygninger, økonomi og personale.

Derfor arbejder vi målbevidst på at yde menighedsrådene den nødvendige bistand. Lokalt drøfter man den overordnede målsætning med det folkekirkelige arbejde, og på provstiniveau ydes der bistand af konsulenter inden for personalespørgsmål og økonomi.

Stifterne opfatter sig som et serviceorgan for menighedsrådene, og yder en udstrakt rådgivning. Der sker faktisk meget godt og spændende i folkekirken. Der er ikke en lineær sammenhæng mellem størrelse og menighedsliv, og derfor må alle afgørelser om folkekirkens fremtidige struktur tage udgangspunkt i den konkrete virkelighed.

Men folkekirkens fremtid beror ikke på smarte handlingsprogrammer og økonomibaserede ændringer, men på den tro, at vor Herre Jesus er opstået fra de døde. Det er vores første kærlighed, som vi ikke må svigte, at vidne om den tro. Kirken tæller. For hvis ikke folkekirken forkynder dette budskab for det danske folk, er der mange, som aldrig hører det.

15

Kirkegang og menighedsformer Ulla Morre Bidstrup Der findes forskellige måder at gå i kirke på.

Forskellige måder, som traditionelt absolut ikke anses for at være lige fine. De forskellige måder kan være bestemt af, om det er det lokale og kendte kirkerum, der opsøges, eller om det er en bestemt anledning.

Højmessemenigheden er dog også blevet mere præget af mobilitet, og i mange sommerhusområder udgør højmessemenigheden en trofast menighed i ferierne.

1. Højmessemenigheden

Segment-kirkegang er mere selektiv. Her handler det ikke så meget om at have en speciel anledning til at gå i kirke, men mere om interesse for specielle gudstjenesteformer, hvor kirkegængerne søger noget særligt. Segmentmenighederne samles for eksempel om gospel eller taizé-sang. Det kan også være pilgrimsmenigheden, der opsøger gudstjenester knyttet til pilgrimsvandringer, eller ungdomsmenigheden, der opsøger gudstjenester, der retter sig specielt mod unge. Her finder man også natkirkegængeren og den, der deltager i en gudstjeneste på nettet. Segmentmenigheden har typisk fravalgt højmessen, fordi den

Højmesse-kirkegang er karakteriseret ved regelmæssighed, og anledningen til gudstjenestedeltagelse er, at det igen er blevet søndag eller helligdag. Den ugentlige gudstjenestedeltagelse ligger fast og spiller i ugens rytme sin egen særlige rolle, der er velkendt, given og tryg. Det samme gælder kirkerummet, præsten og menigheden. Højmessemenigheden er trofast og tager ofte ansvar i forbindelse med bopælssognets liv f.eks. ved at være medlem af menighedsrådet.

16

2. Segmentmenigheden

opleves som gammeldags, fremmedartet og fremmedgørende.

Trofastheden er ikke overfor det lokale, men derimod overfor den specielle gudstjenesteform, der søges, og den menighed, man finder og kan identificere sig med.

Segmentmenigheden er i vækst, især blandt unge og midaldrende, hvor mange af de såkaldt »søgende« findes.

3. Kalendermenigheden Kalender-kirkegang er ikke »automatisk«, men derimod bestemt af kalenderen eller af særlige livsbegivenheder.

Det moderne menneskeliv forløber ikke med samme forudsigelighed, som det gjorde tidligere. Det er ganske enkelt blevet nødvendigt for stadig flere at føre kalender, ikke kun over arbejdsliv, men i lige så høj grad i familielivet, hvor skole og forskellige aktiviteter fylder den fælles kalender på køleskabsdøren.

På samme måde skal også gudstjenesterne passes ind i kalenderen. Det kan være begivenheder i årets gang som juleaften (som de færreste dog behøver føre i kalenderen!), allehelgens søndag, høstgudstjeneste, 1. søndag i advent osv.

Ved disse anledninger slutter kalendermenigheden sig til gudstjenesten. Kalendermenighedens medlemmer går måske kun i kirke ganske få gange om året i forbindelse med kirkeårets højtider, for eksempel en gang eller to i påsken, fordi det er tradition. Det er karakteristisk, at man beslutter sig for at gå i kirke, og beslutningen er afhængig af tilbud, måske invitationer eller sociale og kirkelige anledninger. De efterhånden typiske udsendte lister til magneterne på køleskabsdøren over, hvilke gudstjenester minikonfirmander og konfirmander og måske deres forældre indbydes til at deltage i, er en konsekvens af kalendermenighedens tilgang. Det er små erindringsskrivelser per mail eller sms til konfirmanderne og deres forældre også. I det hele taget hører store dele af kalendermenigheden til i den stærkt lokalt forankrede gruppe af børnefamilier. Men også andre travle grupper af mennesker, der ønsker at være en del af det lokale fællesskab, hører til kalendermenigheden, for eksempel aktive efterlønnere.

Kalendermenigheden rækker typisk længere ud end den biografiske menighed, der ofte er snævert knyttet til den inderste familie og venskabskreds. Kalendermenigheden er gerne mindst ligeså trofast mod den lokale kirke og præst som højmessemenigheden. Her er det dog ikke så meget sognegrænsen som de almindelige sociale og kulturelle fællesskaber

17

18

som eksempelvis skole, idræt og handel, der bestemmer, hvilken kirke og præst der opfattes som lokal. Det sker, at ildsjæle fra kalendermenigheden bliver en del af menighedsrådsarbejdet, blandt andet på baggrund af ønsket om at yde noget i det lokale fællesskabs sammenhæng.

4. Den biografiske menighed Biografisk kirkegang knytter sig til det enestående i den enkeltes liv. Det er altså de begivenheder, man måske ville lade være styrende i en biografi. Her sker deltagelse i gudstjenester næsten udelukkende ved de fire klassiske anledninger - dåb, konfirmation, vielse og begravelse (deraf de noget nedladende betegnelser »fire-hjuls-kristne« eller »servicekirkelighed«), som netop markerer dét, der kun sker én gang, eller for vielsers vedkommende få gange. Den biografiske menighed er som oftest personligt inviteret og har en relation til dem, der er i centrum for den kirkelige handling: dåbsbarn, konfirmand, brudepar, afdøde eller efterladte. Netop disse personer og ændringen i deres liv står i centrum i den biografiske menigheds bevidsthed. Her er relationen til den lokale kirke og præst generelt af mindre betydning. Det foregår jo netop i den kirke, man bliver inviteret til. Når man selv er centrum for den kirkelige handling, er betyd-

ningen af egen præst dog alligevel ofte meget stor. Her er »egen præst« ofte den præst, man tidligere har haft kontakt til i forbindelse med en kirkelig anledning, uanset om han eller hun (stadig) er den lokale sognepræst. Relationen til præsten og eventuelt kirkerummet er ofte det, der repræsenterer forholdet til kirken. Tilsvarende virker deltagelse i menighedsrådsarbejde som regel ikke relevant for den biografiske menighed.

Det er indlysende, at der mellem disse menighedstyper findes overlap og bevægelser. Nogle har én bestemt gudstjenestepraksis en del af deres liv, hvorefter de skifter til en anden.

Andre befinder sig i gråzoner, og hører måske til den biografiske menighed, men kombinerer denne med kirkegang juleaften og går i øvrigt til alle de gospel-gudstjenester, de kan komme i nærheden af. Andre hører måske overvejende til kalendermenigheden, der skal have anledninger til at gå i kirke, men går alligevel i kirke en gang eller to om året uden en sådan. De hører dermed også til højmessemenigheden.

Tilsvarende findes der gudstjenesteformer, der hører til i gråzonen, eller henvender sig til flere menighedsformer. Et godt eksempel er allehelgens søndag, hvor der i mange sogne sendes invitationer ud til dem, der har mistet pårørende i det forløbne år. Derfor møder en

19

stor del af den berørte biografiske menighed op. Samtidig er allehelgens søndag anledning til, at dele af kalendermenigheden går i kirke, og endelig deltager højmessemenigheden typisk også på denne søndag. Denne stærke kombination har gjort dagen til én af kirkeårets største gudstjenestedage.

Det samme kan ofte siges om 1. søndag i advent. Mange steder er der tradition for, at konfirmander eller minikonfirmander deltager. Hvis der samtidig er dåb, vil dåbsbørnene og deres familier og inviterede gæster repræsentere den biografiske menighed. Dagen samler med sine traditioner for begyndelse på advent og december og jul også kalendermenigheden. Endelig er det en stor dag for højmessemenigheden.

20

På trods af gråzoner, overlap og bevægelser befinder en meget stor del af den danske folkekirkes medlemmer sig i en af de to sidste menighedsformer. De kan dermed karakteriseres som »kasualmenigheder«. Kasual eller kasualier kommer af det latinske udtryk »casus« som betyder fald eller tilfælde. Kasualier er altså gudstjenester i anledning af et særligt tilfælde, og kasualmenighedernes medlemmer går kun i kirke, når der er en særlig anledning.

Da de to største menigheder er den biografiske menighed og kalendermenigheden, kan man overveje, om udbuddet af kirkelige handlinger, der appellerer til disse to grupper, skal øges og/eller ændres.

Højmessen - kirkens flagskib Henrik Guldbrandt Kjær Højmessen lever et udsat liv i mange menigheder, for den gammeldags måde at fejre gudstjeneste på er helt ude af trit med det moderne menneske - siger kritikerne, som jubler, bare en gudstjeneste er ANDERLEDES end højmessen!

Dette meget udbredte synspunkt, der ofte indledes med: »Jeg elsker højmessen, meeen…«, kræver en modsigelse, for højmessen er kirkens flagskib, hvorfra andre gudstjenesteformer henter deres kraft og funktion.

Højmessens struktur stammer fra den jødiske synagogegudstjeneste, hvor man også havde en skønsom blanding af salmesang, læsninger fra Skriften (dvs. Det gamle Testamente), bønner og prædiken.

Sådan har den kristne gudstjeneste været struktureret det meste af 2000 år, med den selvføl-

gelige forskel i forhold til synagogegudstjenesten, at vi har nadveren som en helt afgørende kristen del af gudstjenesten. I nadveren understreges, at Gud er blevet kød og helt konkret er blevet en del af menigheden!

Højmessen er som en katedral, hvorpå man kan bygge adskillige sideskibe - og sideskibene passer også bedre til det, mange efterspørger: dialogiske gudstjenesteformer, hvor den enkelte kan blive hørt og fremkomme med sine betragtninger og trosoplevelser - altså gudstjenesteformer, hvor man ikke bare hører Guds Ord, men også får mulighed for at sætte sit personlige præg på at høre dette Ord. »Det moderne menneske« er et udtryk, der dækker over det frigjorte menneske, der ikke bare vil finde sig i at få besked på dit og dat og dette moderne menneske kan have sine be-

21

tænkeligheder ved en højmesse, der som udgangspunkt meddeler mennesket, hvad Gud siger.

Det er dog også et fortegnet billede af højmessen, hvor bønnen og salmesangen i høj grad kræver det enkelte menneskes medvirken, ja, uden deltagere i gudstjenesten, ville heller ikke højmessen være en gudstjeneste i kristen forstand.

22

»Gudstjeneste« høres altid som en tjeneste, mennesket skal gøre Gud - en pligt, der skal gøres, et offer der skal ydes - det er dog lige omvendt: det er Gud, der tjener os i gudstjenesten!

Højmessens stil og struktur er gammel, ja, men ikke uaktuel - tværtimod er den så slidstærk, at andre gudstjenesteformer kan hente inspiration og ideer dér.

Hverdagsgudstjeneste Ole Blume Gudstjenesten begynder med stående kaffe og en småkage i bykirkens samlingsrum. Her vendes dagens små og store gøremål og emner, inden man går ind i kirkerummet til en halv times hverdagsgudstjeneste. Mange af de ældre er henne og tænde lys i lysgloben både til hygge og til minde.

Der ringes med kirkens klokker og efter bedeslagene indledes hverdagsgudstjenesten med stille klavertoner, der stemmer sind og tanker.

Det er efterårets første hverdagsgudstjeneste i Fredens Kirke i Herning, og sognepræst Bo Gimm byder denne torsdag 20 af sine sognebørn et varmt velkommen i kirken. Gudstjenesten adskiller sig på mange måder fra søndagens højmesse. Helt bevidst samles man omkring kirkens gamle krucifiks, hvor også konfirmanderne holder deres morgensamling.

Det er kirkens intime hjørne, og det passer fint til denne størrelse menighed. Salmerne ledsages af klaver i stedet for orgel, og prædikenen er både kortere og mere hverdagsagtig, end den er om søndagen, og endelig sidder menigheden ned under hele gudstjenesten.

Og samtidig er det en helt speciel oplevelse at holde gudstjeneste i dette kirkehjørne, som forstærker følelsen af nærhed, hvor man også bedre kan synge sammen, når man sidder tæt på hinanden.

Sognepræsten fortæller, at gennem flere år er det blevet denne form, som giver deltagerne ro til eftertanke og fordybelse, samtidig med at alle kan deltage i gudstjenesten uden at skulle være bekymrede for, om de nu »gør som de andre«. Det med fordybelse og eftertanke er et centralt element i gudstjenesten, hvor der også er indlagt »en stille stund« som afrunding på prædikenen. Efter en kort bøn følger nogle minutter i stilhed, der afløses af afdæmpet klavermusik, inden bønnen afsluttes med Fadervor i kor.

Appel i hverdagen Denne dag var det tanker om at forstå det, man læser og sin egen situation i særdeleshed.

Har vi ikke brug for en vejleder, som kan åbne vore øjne og sanser, så vi ikke blot har fo23

kus på vores egen succes? lyder præstens retoriske spørgsmål. Der lyttes og nikkes, for det er aktuelle og vigtige ord i hverdagen, hvor kristenlivet skal leves ud mellem medmennesker.

Tak for i dag

Torsdagstilbud - året rundt

Tak for i dag. God du kunne komme. Tak fordi du kom. Ha’ det godt. Vi ses igen på søndag eller næste torsdag og meget mere. En givende og opbyggelig halv time med stilhed og ro i et lavere gear end mange af hverdagens udfordrende gøremål ellers lægger op. Et godt kirketilbud i hverdagen som supplement og alternativ til søndagens gudstjeneste.

Flere af deltagerne ved hverdagsgudstjenesten udtrykte stor glæde over formen og placeringen midt i hverdagen. Der har efterhånden samlet sig en lille fast skare, som er der hver gang, mens andre kigger forbi engang imellem.

I Fredens Kirke er man glade for formen, som ses som et noget mere værdifuldt og brugbart alternativ til højmessen end de »gamle« morgengudstjenester kl. halv-ni søndag morgen.

Selvfølgelig håber man samtidig, at endnu flere vil få øjnene op for muligheden for en stille stund en torsdag eftermiddag - måske på vejen hjem fra arbejde - måske blot som et afbræk i hverdagen.

24

Klokken er blevet 17.30, og aftensmaden venter snart derhjemme. I kirkedøren falder de sidste bemærkninger til denne torsdagsmenighed.

25

Skal der være flere biografiske kasualier?

Ulla Morre Bidstrup Folkekirkens nuværende »kasualudbud«, altså dåb, konfirmation, vielse og begravelse, afspejler stadig det livsforløb, som man en gang kaldte »normalbiografien«. Der er dog flere og flere menneskeliv, der falder udenfor dette livsforløb. For mennesker, der eksempelvis lever et liv som single og barnløs og er døbt som spæd betyder det, at der ikke vil være en eneste af de klassiske, biografiske, kirkelige handlinger, som man vil opleve bevidstheden om at være centrum i! Og det er næppe heldigt i en folkekirke, hvor hovedparten af medlemmerne netop hører til kasualmenighederne.

Derfor kunne man overveje, om det var muligt at indføre nogle nye. Dette kalder på grundige overvejelser over, hvilke situationer i det moderne menneskeliv der så kunne kalde på et nyt biografisk kasualie.

Forslag til nye biografiske kasualier kan selvfølgelig ligge i forlængelse af den »normalbio-

26

grafi«, som de nuværende kasualier knytter sig til. Men forslagene kan også rette sig mod andre livsforløb.

Kunne man for eksempel forestille sig et kasualie i forbindelse med skilsmisse? Et sådant kasualie drøftes ihærdigt i Tyskland, og baggrunden for drøftelserne er ikke mindre aktuel i dansk sammenhæng, nemlig at et stigende antal par bliver skilt. Skilsmissen udløser ofte en overvældende livskrise på linje med de kriser, der følger af dødsfald. Og også her kan følelser som sorg, håbløshed, skyld, skam og ønske om forsoning være aktuelle. Et nyt kasualie ville ikke blot kunne markere denne livshændelse, men samtidig bidrage til en nyorientering i livet.

I forbindelse med et kirkeligt ritual for skilsmisse kan der dog anføres en række problemer. Det vil formentlig kun være en del af de fraskilte par, der vil kunne enes om ønsket og

deltagelsen i et sådant ritual. Skal det så kunne udføres med kun den ene part som kasualiets hovedperson? En lignende splittelse i ønsket om et kasualie vil sikkert gælde den ellers ofte nok så berørte familie og venneskare, og offentlighedsaspektet vil dermed også være diskutabelt. Endelig bør man overveje, hvad det betyder, at et kasualie så at sige »ophæver« et andet. Et alternativ til et biografisk kasualie kunne være en årlig gudstjeneste (parallelt

med allehelgens dag eller storbyernes årlige gudstjenester for mennesker, der har mistet spædbørn), der tematiserede skilsmisse og de ting, der følger. Her ville det formentlig være oplagt at tænke på tværs af sognegrænser, fordi en vis anonymitet sikkert ville blive foretrukket.

Eller kunne man forestille sig et kasualie i forbindelse med pensionering? Med til de nye livsfor-

27

28

mer hører, at flere og flere lever længere og derfor har en længere tid foran sig som pensionister.

Denne livsepoke knytter vi nu ofte en række forventninger til, der fortsætter det moderne menneskes selvrealisering eller identitetsarbejde i en eller anden form. Samtidig er vores arbejde bestemmende for vores identitetsfølelse, uanset hvilket køn vi måtte tilhøre. Pensioneringen er på den måde en afgørende overgang i vores tilværelse, som kan være forbundet med stor taknemmelighed over det forgangne arbejdsliv, og måske taknemmelighed i forhold til en mangeårig arbejdsplads. Men pensioneringen kan også resultere i identitetskrise og stort behov for nyorientering.

I det hele taget kunne man måske overveje flere kasualier i forbindelse med arbejdslivet, der for mange har afgørende livshistorisk betydning. Der findes en lang tradition for at holde ”udsendelsesgudstjenester” for missionærer. Kunne man på tilsvarende måde kirkeligt markere arbejdsmæssige forandringer, herunder måske også tab af arbejde? I udkantsdanmark er der faktisk allerede ved enkelte lejligheder blevet holdt gudstjenester ved massefyringer.

En ny form for kasualie ses i forbindelse med sølv eller guldbryllup (eller andre runde bryllupsdage). En sådan praksis har så småt sneget sig ind ad bagdøren i Danmark, omend som en sjældenhed og uden fast og foreskrevet liturgisk form.

Man kunne forestille sig, at behovet for et kasualie ved de runde bryllupsdage kunne vise sig større med tiden. Det er tilfældet af de samme grunde, der er nævnt i forbindelse med et kasualie for pensionering; for det første lever man længere og for det andet bliver mange par også ved med at forholde sig meget reflekteret og nyorienterende til, hvad de vil med deres liv og hinanden.

Et andet kasualie kunne hente sin inspiration i Tyskland, hvor der hersker en lang tradition for at starte første skoledag med en gudstjeneste. Første skoledag er de senere år tillagt stadig større betydning, og flere lægger vægt på første skoledag som den afgørende overgang i både barndommen og forældreskabet. Her kunne en kirkelig markering være en oplagt mulighed. Men da folkeskolen ikke er bundet til folkekirken, ville et kasualie, der direkte involverer folkeskolen, ikke være uproblematisk. Man kunne dog også forestille sig dette praktiseret i løsere tilknytning til den enkelte skole - nemlig i sognekirken søndagen inden skolernes start, hvor man lagde op til deltagelse for de nye skolebørn og deres familier. Lignende betragtninger kunne man gøre sig over gudstjenester ved endt eksamen fra grundskole, ungdomsuddannelse eller erhvervsfaglig og videregående uddannelse m.m.

29

Solnedgangsgudstjeneste i Søndbjerg Henrik Guldbrandt Kjær Igennem en årrække har der i Søndbjerg og Odby Kirker været afholdt solnedgangsgudstjenester i højsommerperioden, dvs. gudstjenester afholdt i skumringstiden kl. 21:00. Det er lokale kræfter, der står for det hele - præst, menighed, organist, kirkesanger, musikere.

Den første af de i alt seks tjenester denne sommer blev afviklet på en ganske fortryllende aften nordenfjords.

Himlen over Thyholm er noget ganske særligt - lyset er lysere og blødere, end normalt - som man også finder det i Skagen; så hvorfor køre helt derop?

Aftenens tur til Søndbjerg Kirke gik gennem bølgende marker og udsigt til Limfjorden meget idyllisk og afstressende. En god optakt til den ventende gudstjeneste.

30

Solnedgangsgudstjenesterne kan have et meget varieret udtryk - fra det stille og eftertænksomme til den mere vilde træskotramp, når de lokale spillemænd står for musikken.

For en god ordens skyld skal det nævnes, at en solnedgangsgudstjeneste på Thyholm afvikles i kirkerummet, hvor solen denne aften sendte sine sidste stråler ind ad kirkevinduerne ved gudstjenestens begyndelse. Alt imens aftenens program, der var en blanding af solosang, instrumentale numre og fællessang, blev afviklet, vandrede skyggerne fra vinduessprosserne rundt på de hvidkalkede vægge i Søndbjerg Kirke. Dagens solskinsstråler var ved at miste sin kraft.

Denne aften var en af de stille og tankefulde aftener med »Stille er min sjæl til Gud«, »Drømmebilleder« og godnatsang af Sigurd Barrett, for nu at nævne nogle at titlerne fra det musikalske repertoire.

31

Sognepræst Nina Dyrhoff Nyegaard læste 1.

Kor 1,18-25 om korsets dårskab og Guds visdom - og det kunne vi så tænke grundigt over, mens vi forundrede lod os føre ind i skumringens blide lys.

50 fremmødte fik en god og sanselig gudstjeneste - og vi gik ud og kørte ophøjede hjem gennem den lyse sommeraften. Nogle af deltagerne kom langvejs fra for at være med til denne stemningsfyldte gudstjeneste. Andre var fra den lokale menighed, og en tredje gruppe var sommerhusfolk, der benyttede dette hverdagstilbud fra kirken til en kombineret cykeltur og aftengudstjeneste med musik og sang i højsædet.

32

Fællesskaber, pilgrimsvandring og kirkens rum i vores tid Anette Foged Schultz Der er bevægelse i tiden. Tiden er til bevægelse. Vores børn rejser ud i verden. Finder kærester i udlandet. Gifter sig måske og får børn derude.

Sidst min mand og jeg rejste på ferie fra Billund, mødte vi menighedsrådsformanden som er en kvinde - i lufthavnen. Hun var på vej til London for at passe barnebarnet. Og det tager jo ikke længere tid at flyve til London eller Hamborg, end det tager at køre med toget til København.

Folk bor stadig i vores små landsogne. Men mange rejser hver dag langt for at passe job eller besøge familie. Fællesskaberne i landsognene bærer præg af, at de, der bor derude, ofte har deres fællesskaber uden for sognets grænser. Familien og vennerne er spredt rundt om i landet og - som nævnt - måske også i udlandet.

Jeg tænker på det, når jeg vandrer med en gruppe pilgrimme over nogle uger. Fra kirke til kirke. Det er nogle meget stærke fællesskaber, der opstår under vandringerne. Man deler dagen og vejen. Tanker, drømme, tab - glæder og sorger. Man oplever storslået natur og hårde dage, hvor man går i regn eller sol fra morgen til aften og er udmattet, når man når frem.

Man lærer hinanden rigtig godt at kende og lytter til hinandens livshistorier. Man ved, hvad der gør ondt og hvad der gør glad. Men når de 14 dage er gået, går man hver til sit.

Fællesskabet opløses og vi begiver os ind i andre fællesskaber. Arbejdsfællesskaber, der også varer en tid og så hører op, venskaber, der kan være nære men som kan glide ud, når den ene flytter langt væk.

Vores tids fællesskaber har en anden karakter end fællesskaberne i landsognene for hundrede år siden. Dengang boede man det samme sted livet igennem. Blev døbt og - efter et langt

33

liv - begravet fra den samme kirke. Havde børn og børnebørn lige om hjørnet. Den tid er forbi. Det kan man begræde og beklage og det er da også rigtigt, at vi har mistet noget. Vores tid har tendens til overfladiskhed. Men vi har også fået noget værdifuldt givet og jeg tænker, at vi skal passe på ikke at undervurdere vores tids fællesskaber - selvom mange af dem kun består en tid og så opløses igen.

I Kragelund sogn og kirke, som ligger på Hærvejen, oplevede vi - en gruppe på 20 pilgrimme, der vandrede fra Viborg til grænsen sidste sommer - noget, jeg sent vil glemme. I en af længerne i den gamle præstegård er der indrettet et pilgrimsherberg, hvor vi som pilgrimme kan overnatte på vandringen. Vi blev taget meget varmt imod af graveren, som stolt viste os kirken og fortalte os, at kirken er åben hele døgnet fra juni til og med august. Pilgrimmene kan gå ind og sætte sig i kirken, holde andagt der og hvile sig på en bænk. Bare sidde og »være«, dér i et af de smukkeste og mest storslåede rum, der findes i vores samfund. Og det

34

gør indtryk at se, hvordan pilgrimmene - hver gang vi kommer til en kirke - som en selvfølge vil ind i kirken. Holde hvil. Synge en salme eller flere. Høre et ord at gå videre på.

Vi bliver kirke og menighed i de uger, vi vandrer sammen. Vi holder andagt morgen og aften. Går i stilhed et par timer efter morgenandagten hver dag. Som præst har jeg sjælesorg undervejs. Man kan som deltager komme til mig og tale om dét, der fylder. Det, der tynger eller gør ondt. Det er stort at følge et menneske et stykke vej og se ham eller hende bevæge sig. Ånde mere frit og få fat i livsmod og tro igen undervejs.

De pilgrimme, jeg har mødt, er sjældent det, vi kalder »kirkevante«. Men de søger kirkens rum under vandringe fordi kirkens rum er et rum, der bærer præg af det gode budskab, der forkyndes her. Ved gudstjenester og ved at være tilgængeligt til alle tider. Møde mennesker, hvor de er, uanset anledning.

Skal der være flere årscykliske kasualier?

Ulla Morre Bidstrup Der er ingen tvivl om, at udviklingen af nye kasualier har sit største potentiale i den årscyklisk orienterede kalendermenighed. Det årscykliske kasualie er jo netop ikke kendetegnet ved den enestående lejlighed, men ved lejligheder eller anledninger, der gentager sig, som oftest en gang i løbet af kalenderåret og måske knyttet til kirkeåret. Men det kræver samtidig, at det er en anledning i det almindelige menneskelige og sociale liv. Det var Jan Lindhardts pointe, da han kort før årtusindskiftet sammen med fiskehandlerne lancerede reklamekampagnen med Minna og Gunnar som de gennemgående figurer. Kampagnen opfordrede danskerne til at spise fisk i pinsen. »Højtider skal smage af noget«, udtalte den daværende biskop. Julen smager af and og påsken af lam, og vi har stærke traditioner for hvad, hvornår og med hvem, vi spiser i højtiderne. Netop det minder os om højtiden og måske også dens kristne baggrund og kunne dermed endda være anledning til kirkegang,

mente Lindhardt. Man kan konstatere, at fiskehandlernes mål med kampagnen er nået: danskerne spiser nu faktisk langt mere fisk i pinsen. Den pensionerede biskops mål er måske i mindre grad nået, hvad angår kirkegang, men der er ingen tvivl om, at den almindelige bevidsthed om pinsen som højtid faktisk er styrket med kampagnen. Og hvordan kunne man så tage det sidste skridt og opnå, at den årscykliske menighed fandt anledning til kirkegang i pinsen? Måske ved at lave traditioner for at spise fisk sammen ved efterfølgende kirkefrokost? Eller måske viser de sidste års gudstjenestelister, at det er noget helt andet end fisk, folk forbinder med pinsen - nemlig at det er årets smukkeste tid i naturen, og at man derfor skal mødes i den. Deraf de mange friluftsgudstjenester anden pinsedag, som faktisk samler kalendermenigheden rundt omkring. Eller måske er det den dansende pinsesol, folk forbinder med pinsen, og derfor tager man på morgentur og hører fuglesang inden 35

man selv bryder ud i pinsesalmer ved gudstjenesten.

Eksemplet viser, at det sjældent er entydigt, hvad en anledning til et nyt kasualie kan være.

Derfor kan man i forskellige sogne også udvikle forskellige årscykliske kasualier på samme dag eller i samme anledning. Imidlertid er der ingen tvivl om, at de kasualier, vi er fælles om, står stærkest. Eksemplet viser også, at de årscykliske kasualier ikke kræver samme livsvæsentlige anledninger som de biografiske.

Det skyldes måske, at de biografiske kasualier har det enkelte menneske som anledning. Det kunne i nogle sammenhænge give mening at fejre et årscyklisk kasualie i anledning af, at jagten går ind, mens det for de fleste af os formentlig ville forekomme at være en overbelastning af de biografiske kasualier at fejre et sådant i anledning af, at en person fik jagttegn!

I det følgende opregnes en række eksempler på og forslag til årscykliske kasualier. Nogle af disse er stort set uafprøvede i dansk kirkeliv.

Andre har en lang tradition bag sig, men nye vilkår. Nogle knytter kirkeår og anledning i det levede liv sammen, og her er tekstvalg m.m. umiddelbart givet, hvis der er tale om højmesse. Andre har kun anledning i kalenderåret, og her skal gudstjenesterne bygges op fra bunden.

36

Det mest traditionelle og helt entydige årscykliske kasualie er høstgudstjenesten. For få årtier siden var den ikke placeret på en fast søndag, eller blev annonceret måneder i forvejen. I stedet blev den lyn-annonceret og fejret, når høsten var i hus. Ikke før og helst ikke alt for længe efter. Således var der med den meget betydningsfulde høstgudstjeneste helt konkret forbindelse til det levede menneskeliv i sognet, og høstgudstjenesten lå i øvrigt altid tæt på høstgilderne, som jo også markerede, at høsten var i hus.

Sådan forholder det sig som bekendt sjældent i dag. Som følge af, at færre mennesker har direkte berøring med landbruget, har denne konkrete sammenhæng i mange sogne fortonet sig, og en mere almen takkegudstjeneste for dagligt brød, livets og medmenneskets gave er opstået. Altså en tematik, i stil med den, der knytter sig til den amerikanske Thanksgiving, som både er en gammel høstfest og har med de første nybyggeres historie at gøre. I dagens USA har denne vigtige dag i familien, hvor der i øvrigt lægges stor vægt på bordbønnen, når kalkunen skal fortæres, dog mest med taknemmelighed for de kære at gøre. Vores høstgudstjeneste har bevaret både sit navn og sin placering i den traditionelle høsttid både på land og i by. Den er stadig et væsentligt årscyklisk kasualie, hvor der synges højlydt med på høstsalmerne, hvor indsamling af

midler til sociale formål i ind- og udland stadig har sin betydning, og hvor børn og familier mange steder er specielt inviteret. Der er dog ingen tvivl om, at høstgudstjenesten som årscyklisk kasualie har mistet en del af sin betydning, efterhånden som den konkrete anledning i det levede liv er blevet mere teoretisk.

Men der er kommet nye lejlighedsgudstjenester til. Valentinsdag udgør en særlig »kærestedag« i den amerikanske kultur og har for længst sat sig meget tydelige spor i blomsterhandlernes og dagligvareforretningernes reklamer. Dagen er også inddraget i en række kirker, hvor der inviteres til en gudstjeneste, der handler om tosomhed eller kærlighed i almindelighed og mellem par i særdeleshed. Det sker mange steder som optakt til bryllupssæsonen, hvor de kommende brudepar og eventuelt de forløbne års brudepar inviteres personligt til en lejlighedsgudstjeneste. Her har man altså ladet sig inspirere af allehelgens dags succes ved at invitere den biografiske menighed til at være en del af kalendermendigheden.

Endnu et kig på blomsterhandlernes reklamer kunne kalde på overvejelser over en mors dagseller fars dagsgudstjeneste, der fokuserer på forældreskabet. Mens en fejring af valentinsdag ligesom allehelgens dag kan være en fejring både af en relation (parret indbyrdes) og en situation (at skulle giftes eller lige være blevet gift), vil der med 37

en mors dags- eller fars dagsgudstjeneste kun være tale om at fejre en relation. Det kunne ligeledes gøres med relationen mellem børn og bedsteforældre. Man kunne overveje en årlig gudstjeneste rettet mod netop dem. Bedsteforældre har ofte en særlig rolle som dem, der giver traditioner videre, og som dem, der kan glæde sig uforbeholdent og måske mere ubekymret over det barn, som forældrene også er tynget af opdragelsesansvaret for.

Man fristes til at pege på den gamle Simeons spontane lovsang over den nyfødte Jesus. Denne tekst hører dog til på julesøndag, hvor der er nok i kalenderen i forvejen, så det er næppe den rette dag for »bedsteforældregudstjeneste«. Men med denne bemærkning er der peget på den store udfordring, som årscykliske kasualgudstjenester u-

38

den forbindelse til kirkeåret indebærer. De skal bygges op fra grunden. Rent praktisk skal læsninger, bønner og liturgier udvælges, og rent teologisk skal anledningens særlige relevans indtænkes.

Man kunne måske også forestille sig en ferie- eller »i-gang-igen-efter-ferie«-gudstjeneste. Sommerferie er en meget væsentlig del af årets cyklus.

Den udgør en lang pause fra arbejde, skole og hverdagsliv og for mange børn og unge også en overgang til en ny skole. Det er en tid, der er forbundet med mange planer og forventninger om nye og gode oplevelser, og en tid, hvor familie og venner har plads til at være sammen på andre måder. Det er også en tid, der hvert år foranlediger artikler om, hvordan ferie også må og skal rumme de konflikter, som man ikke har haft tid til at tage sig af i hverdagen. Umiddelbart efter sommerferien er skilsmissebegæringer og henvendelser til skolepsykologer og familieterapeuter talrige. Og uden at foregribe disse kunne man forestille sig en gudstjeneste sidst i juni, der sendte os på ferie eller en gudstjeneste i august, der tematiserede det hjemlige, den hjemlige sammenhæng og hverdagen og dens opgaver. Dette ville være rene kalenderårskasualier uden henvisning til kirkeåret, og dermed ville de rumme de tidligere nævnte udfordringer og friheder med hensyn til tekstvalg osv.

Halloween en anderledes aften i kirken Ole Blume Hvorfor skal halloween være forbeholdt udlandet? Eller de større byer? Kan der findes en form, der kunne passe til for eksempel Lemvig Provsti?

Sådan spurgte ungdomspræst Iben Tolstrup sin følgegruppe »Forum for Unge og Kirke i Lemvig Provsti«. Resultatet af overvejelserne blev, at man tog udfordringen op for 3 år siden og inviterede til Halloween i Gudum Kirke og omegn.

Gys og gru i Gudum Alle skulle medbringe en lommelygten og gå tværs over kirkegården, hvor der var indlagt forskellige overraskelser og uforudsete ting, inden deltagerne nåede til den helt mørkelagte kirke. I kirken blev der spillet anderledes og »mærkelig« musik, alt imens der lidt efter lidt blev tændt lys, hvorved varme og hygge bredte sig og fik overtaget på gys og gru.

Bølger og blod i Trans Kirke Året efter var alle i arbejdsgruppen parat igen, og deltagerne ligeså. Denne gang blev der lagt ekstra kræfter i optakten til gudstjenesten.

Nu var det forbudt at medbringe lommelygter, og ligeledes kunne børn og svage sjæle ikke deltage denne gang. Alle deltagere skulle gå i 7. klasse eller derover, og de skulle i 2010 gå i mørket fra Bovbjerg til Trans Kirke i uhygge og utryghed. En rædselsvækkende vandretur.

Ved kirken blev deltagerne mødt af blå blink fra en ambulance, og samaritter og Falck folk stod klar til at behandle folk, men også for at måle deltagernes puls. Det var nemlig adgangstegnet til at komme indenfor i kirken, hvor lys og liv endnu engang fortrængte mørket og uhyggen og fik pulsen ned i normalt leje. Denne aften sluttede med varm te i våbenhuset.

39

40

Rædsel i Ramme

Ha’loween over Ha’bør

Sidste år skulle skruen strammes en ekstra tand. VLTJ-banen ville også godt spille med, og det pointerer ungdomspræsten som en meget stor sidegevinst for arrangementerne.

Der er en utrolig vellighed til at »lege med« og bakke op overalt, hvor der spørges om hjælp hos lokale aktører.

I år skal toget på ny benyttes til optakten, og i skrivende stund er godt 50 mennesker i gang med forberedelserne. Starten med røg og bål på Lemvig Station bliver gentaget, og igen bydes der på en mørk og uhyggelig togtur til Harboøre, hvor alt kan ske. Udvalget har også fået lovning på, at al gadebelysning går ud i Harboøre, når deltagerne er på vej fra stationen til kirken. Så vil uhyggen igen bryde ud.

Igen var der planlagt en times optakt i rædslens tegn før gudstjenestetid. De unge skulle møde på Lemvig Station, hvor der var tændt bål og blev serveret blodsuppe af maskerede mennesker. Herefter steg man ind i spøgelsestoget, der var helt mørkelagt. Og så gik det ellers derud af mod Ramme i en oppisket stemning, hvor skrig, motorsave med høj lyd og togulykke var nogle af ingredienserne, inden toget stoppede ved Ramme Station. Vejen hen til kirken var heller ikke let at forcere.

Udklædte personer og mørke skikkelser lå på lur for at overraske, men på ny var kirken det fredfyldte hjem og de trygge rammer.

Aftenen sluttede med gode ben i kapellet inden de ca. 100 mennesker tog toget hjemad denne gang i lys og i høj stemning.

Dette års adgangstegn til kirken er et skrig.

Forhåbentlig et ægte, der bliver opbygget gennem en times uhygge og uforudsete oplevelser.

Endnu engang vil de unge blive mødt med lys og varme i kirken og med budskabet om, at døden er overvundet. Livet har sejret, og aftenen vil slutte i FDF-huset, hvor der i år serveres suppe for de modige deltagere, hvor drenge forventes at være i overtal.

Ungdomspræst Iben Tolstrups øjne lyser, når hun fortæller om de sidste års halloween-arrangementer. Det har været en udfordring at finde en form, der passer til vores sted, forklarer hun, og denne aften er det bestemt ikke kedeligt at gå i kirke - nærmest uhyggeligt spændende!

41

December Knud Mogensen »Jul for alle aldre i Egeris Kirke« stod som overskrift i kirkebladet for aktiviteterne i og omkring Egeris Kirke ved Skive i december 2011.

højmesse, 64 deltagere. 26. december: højmesse, 85 deltagere. 31. december: nytårsgudstjeneste, 64 deltagere.

En summarisk gennemgang viser da også, at der er virkelig mange tilbud - se blot her:

Hertil kan med rimelighed lægges 38 deltagere til højmesse nytårsdag og afslutningen på juletiden, nemlig Hellig Tre Konger-vandringen 8. januar med 115 deltagere.

2. december: julekoncert med vokalgruppen Basix, 180 deltagere. 4. december: højmesse, 65 deltagere. 7. december: børnehavejul, 120 deltagere. 8. december: juleafslutning, LEV, 49 deltagere. 11. december: højmesse, 69 deltagere. 13. december: ældremøde, 60 deltagere, og juleafslutning Skivefjord Skole, 45 deltagere. 14. december: syng julen ind, 80 deltagere, og juleafslutning, Ådalsskolen, 118 deltagere. 15. december: børnehavejul, 107 deltagere. 18. december: højmesse, 69 deltagere.

20. december: juleafslutning Magneten, 67 deltagere. 21. december: juleafslutning Regnbuegangen, 52 deltagere, juleafslutning Brårup Skole kl. 9, 300 deltagere, kl. 10, 300 deltagere, og kl. 11, 200 deltagere. 24. december: 1. juleaftensgudstjeneste, 480 deltagere, og 2. gudstjeneste, 375 deltagere. 25. december:

42

Med i billedet hører, at juleafslutningen på Skive Handelsskole foregår på skolen - kirken ville langt fra kunne rumme de mange hundrede elever. Desuden skal det med, at aktiviteter som babysalmesang og minikonfirmander ligger stille i december, og at Egeris Kirke i det daglige kan glæde sig over godt 40 meget aktive frivillige hjælpere.

Aldersspredningen ved de mange tilbud er stor - fra 0. klasse og opefter. Kirken kommer desuden i kontakt med mange mennesker, også med psykisk udviklingshæmmede, der helt på linje med de mindste børn ser frem til at møde den kristne nisse Hans Viggo med sognepræst Jørgen Frost i rollen som udspørger

og med sognemedhjælper Heidi R. Rasmussen som nissens stemme.

Med i arbejdet er foruden de nævnte også provst Betty Grønne Ahrenfeldt og sognepræsterne Birgitte Refshauge Kjær og Jeppe Jensen, der foruden at varetage deres egne sogne har opgaver i Egeris Sogn.

En tradition ved en af juleafslutningerne for psykisk handicappede er, at en af deltagerne, Tenna, spørger, om hun må synge »Så tændes tusind julelys«.

Naturligvis får Tenna lov. »Så tuder vi allesammen - og så er det jul i Egeris«, fastslår sognepræst Jørgen Frost.

Her i december 2012 er det hele begyndt forfra med nye og gamle tilbud mellem hinanden og sikkert med endnu flere deltagere.

43 43

44 44

Friluftsgudstjeneste Ole Blume Solen skinner fra en skyfri himmel. En let brise og en nyslået græsplæne. Kulissen er i fineste orden - rammerne er sat til friluftsgudstjeneste i præstegårdshaven som et led i den årlige byfest i Ryde-Handbjerg.

Menighedsråd, præst og andre får en kop kaffe på terrassen, mens de sidste planer for dagens program tjekkes en ekstra gang. Selv om det blot er anden gang, at præstefamilien åbner haven til gudstjeneste for hele sognet, snakkes der alligevel om, hvad man plejer at gøre.

Nu venter man på menigheden!

Og der kommer folk. Aldersspredningen er særlig stor denne søndag. Det er hele familien, der følges ad til gudstjeneste i det fri.

Præcis klokken 10.30 kan præsten byde velkommen og med et lille tryk på mobilen får graveren den aftalte SMS, der fortæller, at nu

må der ringes med kirkeklokkerne. Nu kan gudstjenesten begynde, og det bliver på samme vis som alle andre søndage med klokkeringning fra kirkens tårn.

Menigheden sidder blot denne dag i det fri, men lytter til klokkernes kalden, de ni bedeslag og den efterfølgende sensommerdag fra klokkespillet.

Så er vi i gang Det er friske salmer, der er valgt til dagens gudstjeneste, og selv om der ikke er de store forandringer i ritualet, så kan man se, at menigheden nyder denne anderledes form. Sangen foregår uden musikledsagelse, men det appellerer næsten til, at man hjælper hinanden ekstra med at synge salmerne. Og sangen lyder smukt under præstegårdshavens store træer fra både de unge som de ældre kirkedeltagere denne søndag.

45

Bare tæer og sommerfuglelarver Rigtig mange har sommertøjet på. De korte bukser dominerer på flere af de opstillede bænke, der denne sommermorgen står på en af havens meget solfyldte pletter. Under prædiken kan man se, at svedperlerne titter frem hos nogle, andre smider skoene, for det bløde nyslåede græs frister til bare tæer. Et par af drengene har også fundet en sommerfuglelarve, der i flere minutter får lov at vandre fra hånd til hånd, mens præsten afleverer dagens prædiken.

Herefter følger altergang med hjemmebagt brød og druesaft, så alle kan være med uanset alder.

Frokost i det grønne Efter gudstjenesten byder de to menighedsråd i fællesskab på en let frokostmenu i form af et tag selv bord med forskellige sandwich fra den lokale kokkeservice og sodavand. Under afslappede former går snakken i små grupper på bedste vis. Her er plads til både børn, unge, voksne og ældre. Der snakkes i større eller mindre grupper. Præsten ses i civilt på græsplænen i børnehøjde, en pigegruppe hygger sig på bænken, mens nogle af drengene allerede er i gang med fodbolden.

Næste punkt på programmet Efter frokost brydes der op. Nu kalder næste punkt på byfestens program: den årlige fodboldturnering, som man heller ikke vil gå glip af.

46

47

48

Nytårsfejring som eksempel Ulla Morre Bidstrup Men tager folkekirken anledningskirkegangen alvorligt nok? Har den øje for, hvilke anledninger i det levede liv det ville være oplagt at inddrage? Nej, ikke altid. Et strålende eksempel på denne vaneblindhed er fejringen af nytåret.

Nytårsdag hører ikke kirkeåret til. Den markerer ikke kirkeårets, men kalenderårets skiften. Der eksisterer dog lang tradition for nytårsdag som en helligdag. Evangelieteksten til nytårsdags gudstjeneste er efter første tekstrække Jesu omskærelse og navngivning. Anden tekstrække, der kom til i 1885, har Fadervor som evangelietekst nytårsdag. I samme århundrede skriver Grundtvig to udgaver af salmen »Vær velkommen, Herrens år«; en til kirkeåret, som handler om kirkeårets forløb; og en til kalenderåret, som handler om menneskelivets forløb.

Dermed blåstemples også kalenderårets nytårsfejring eftertrykkeligt, da der antydes to måder at fejre nytår på. En, der retter sig mod

højmessemenigheden, og en, der retter sig mod kalendermenigheden: 1. Højmessemenigheden. Den gudstjeneste, der forordnes i ritualbogen, er rettet mod højmessemenighedens regelmæssige kirkegang.

Den tekst i første tekstrække, som læses ved højmessen nytårsdag er en naturlig del af Jesushistorien. Den bærer ikke præg af kalenderårets skiften, når man ser bort fra de muligheder, som kollekter, salmer og prædiken indeholder. Det er med andre ord ikke særlig oplagt at knytte an til den markante anledning og de omfattende traditioner, der findes i det sociale liv, mennesker i øvrigt lever. Det samme gælder evangelieteksten efter anden tekstrække.

2. Kalendermenigheden. Man kunne dog også vælge at tage udgangspunkt i den almindelige nytårsfejring, som selvfølgelig ikke er decideret kirkelig, men ikke desto mindre rummer såvel rituel adfærd som regulært kristent indhold:

49

a. Nytårsaften er i sjælden grad tidspunk tet for at gøre status. TV’s mange gange »Året, der gik« i dagene op til nytårsaften har sin virkning. De fælles erfaringer af, hvad året har bragt, inspirerer til, at også den enkelte overvejer, hvordan året har været for ham eller hende. Når man har set tilbage, er det naturligt også at se frem.

Det giver anledning til at forholde sig til det kommende år med de mange nytårs forsætter. b. Selvom nytårsfejringen ikke er kirkelig, er kirken med. Klokken tolv synges der både salmer og sange i TV, og de fleste synger med på »Vær velkommen, Herrens år«. Umiddelbart efter følger nytårs gudstjenesten. Men mange timer forin den findes en sammensmeltning af det nationale sekulære og kirkelige, som er ganske påfaldende: Nemlig når dronnin gen afslutter sin nytårstale med at tage brillerne af og fremsige en egentlig velsig nelse: »Gud bevare Danmark«. c. Endelig er det værd at bemærke, at nyt årsfejringen typisk rækker ud over de nærmeste. For det første fejres den ofte med flere om bordet end eksempelvis ju leaften. For det andet er det netop dén af ten almindeligt at bevæge sig ud og ind

50

hos naboerne og ønske godt nytår, selvom man sjældent taler sammen til daglig. Af- fyringen af fyrværkeri foregår også gerne på offentlig vej, og i byerne finder mange sammen på de store pladser.

Disse karakteristiske træk ved nytårsfejringen peger på et stort potentiale for et årscyklisk kasualie for kalendermenigheden: Nytårsfejringen viser, at der også er behov for et rituelt element i festen. Den får mange mennesker til at tænke over deres tilværelse i forhold til tiden, der er gået, og tiden, der kommer. Nytåret rummer i forvejen klart kirkelige og kristne traditioner, og det inddrager ud over de nærmeste også det fælles og det lokale.

Det er værd at bemærke, at nytårsfejringen er langt mere knyttet til nytårsaften end til nytårsdag. Et årscykliske kasualie ville derfor formentlig være bedst placeret i sammenhæng med nytårsaftens-fejringen. Det kunne være en eftermiddagsgudstjeneste på linje med juleaftens gudstjeneste, som man kunne deltage i, inden man fordelte sig i hjemmene foran dronningens nytårstale. Det kunne dog også være en midnatsgudstjeneste. Begge dele er prøvet med held. Man ville sikkert også kunne holde en sådan gudstjeneste nytårsdag, men spørgsmålet er, om man kan gøre teksten om Jesu omskærelse relevant for kalendermenig-

heden på nytårsdag. Måske skulle man hellere tage udgangspunkt i skriftsteder som Hebr 13,8: Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid, eller Åb 21,5: Se, jeg gør alting nyt.

Der er sådan set nok at gå i gang med, for anledningskirkegangen er givetvis kommet for at blive - hvis ellers vi er opmærksomme på anledningerne.

51

52

Vejviser i Viborg Stift Viborg Stiftsråd Fødte medlemmer: Biskop Karsten Nissen, Viborg Stift Domprovst Thomas Frank, Viborg Domprovsti Læge medlemmer: Jørgen Tværmose Andersen (formand), Kølkær menighedsråd Bent Bjerring Pedersen, Søndermarks menighedsråd Egon Noe, Rødding menighedsråd Lone Hede Wagner, Rødding-Lem-LihmeVejby menighedsråd Egon Espersen, Rønbjerg menighedsråd Erling Bitsch Vingborg, Løgstør menighedsråd Bent Elmer Hansen, Haunstrup menighedsråd Karen Smith, Mejdal menighedsråd Christian Futtrup, Gudum menighedsråd Asger Christen Østergaard, Fonnesbæk menighedsråd Bent Ingemann Jensen, Odby menighedsråd Provster: Provst Knud Erik Schultz Nissen, Lemvig Provsti Gejstlige medlemmer: Sognepræst Anne Røndal Kjeldsen, Engesvang Pastorat

Sognepræst Orla Villekjær, Sønder Felding Pastorat Sognepræst Henrik Guldbrandt Kjær Naur, Sir og Holstebro Pastorater

Viborg stifts udvalg: Mellemkirkeligt Udvalg Karen Smith (formand), Holstebro Niels Iver Juul, Vesthimmerland Ole Andersen, Viborg Grete Bækgaard Thomsen, Lemvig Poul Bech, Kibæk Jette Skaarup Kristensen, Viborg Marianne Frøkjær Jensen, Roslev Stiftspræst Trine Kofoed Romanini, Viborg

Medieudvalget Henning Bjerg Mikkelsen (formand), Lemvig Provsti Jørgen Nielsen, Skive Provsti Poul Erik Heegaard, Viborg Domprovsti Lars Raahauge, Viborg Østre Provsti Erik Krogh Kristensen, Salling Provsti Arne Kjøller, Vesthimmerlands Provsti Jens Peder Wolf, Herning Nordre Provsti Erik Bjørn, Holstebro Provsti Villy Stampe, Herning Søndre Provsti (fortsættes næste side) 53

Anker Tang Sørensen, Ikast-Brande Provsti Biskop Karsten Nissen Domprovst Thomas Frank Teologisk medarbejder Trine Kofoed Romanini

Udvalget for Undervisning Niels-Peter Lund Jacobsen (formand), Rødding Bodil Frøsig, Viborg Gerd Rathje, Lemvig Charlotte Falkenberg, Holstebro Karsten Vinther, Lemvig Margrete Møller, Selde Merete Lindhardt Christensen, Bjerringbro Birgitte Svenstrup, Viborg Stiftspræst Hanne Høgild, Viborg

Udvalget for Gudstjeneste og Forkyndelse Birgitte Refshauge Kjær (formand), Skive Birgitte Vognstoft, Holstebro Jacob Fløe Nielsen, Salling Karen Togsverd Hansen, Struer Gitte Preussler, Holstebro, Else Kruse Schleef, Viborg Marianne Klausen, Aars Karen Smith, Mejdal Anders Kaufmann, Fonnesbæk Stiftpræst Thomas Felter, Vesthimmerland

54

Udvalget for Mission og Religionsmøde Vilhelm Værge (formand), Holstebro Christian Bach Iversen, Vesthimmerland Ernst Nielsen, Viborg Per Toftdahl, Herning Steffen Nørregaard, Viborg Martin Boje Christensen, Struer Marianne Skjølstrup, Holstebro Karin Vestergaard, Ikast-Brande Stiftpræst Peter Nikolaj Frøkjær-Jensen, Salling

Udvalget for Diakoni Lotte Martin Jensen (formand), Viborg Kirsten Hansen, Skive Ebbe Larsen, Herning Else Bjerg, Viborg Grethe Laursen, Viborg Aase Hebsgaard-Pedersen, Viborg Ole Andersen, Ikast-Brande Søren Nielsen, Holstebro Stiftspræst Søren Tolstrup Christensen, Vesthimmerland

Administration Stiftskontorchef Bodil Abildgaard • Amanuensis for biskoppen • Generel sagsbehandling

Teologisk medarbejder Trine Kofoed Romanini • Forberedende teologisk og organisatorisk arbejde for biskoppen • Redaktør af Viborg Stiftsbog • Ansvarlig for Viborg Stifts hjemmeside

Stiftsfuldmægtig Dorthe Pinnerup • Juridisk sagsbehandling

Afdelingsleder Birte Laugesen: • Ansvarlig for journal og arkiv • Telefonekspedition • Information til nye præster • Tjenestedragter • Flyttegodtgørelse m.m.

Stiftskasserer Pouli Petersen • Økonomiansvarlig

Kontorfuldmægtig Vibeke Lund Jensen • Administration af gravstedsaftaler

55

56

Afdelingsleder Lene Østergaard • Sagsbehandler, herunder rådgivning om kirkefunktionærer til menighedsråd i Herning Nordre Provsti og Herning Søndre Provsti

Assistent Dorthe Christensen Høgh • Telefonekspedition • Sagsbehandler af plan- og byggesager

Kontorfuldmægtig Susanne Enevoldsen • Ansvarlig for præstelønninger samt bolig- og varmebidrag • Administration af gravstedaftaler

Bogholder Mette Ritter • Ansvarlig for stiftsmidlerne og GIAS

Bispesekretær / fuldmægtig Mette Nielsen • Sekretær for biskoppen • Sagsbehandler, herunder rådgiv ning om kirkefunktionærer til menighedsråd i Viborg Dom- provsti, Viborg Østre Provsti, Vesthimmerlands Provsti, Salling Provsti, Skive Provsti, Struer Provsti, Lemvig Provsti, Holstebro Provsti og Ikast Brande Provsti

Bogholder Gitte Sloth Jørgensen • Ansvarlig for Fællesfonden, herunder Det Bindende Stifts bidrag og Folkekirkens Skole tjeneste i Viborg Stift

Mediekonsulent Ole Blume • Produktion af tv-udsendelser og indslag til regionalt tv • konsulent i mediespørgsmål og pressearbejde • Redaktionsmedlem af Viborg Stiftsbog • Ansvarlig for diverse fotoopgaver

Servicemedarbejder Sussi Madsen • Servicemedarbejder

57

Konsulenter Kgl. Bygningsinspektør: Arkitekt m.a.a. Niels Vium Kjær & Richter A/S Mejlgade 7 · 8000 Århus C. Tlf. 86 13 06 33 www.kjaerrichter.dk k-r@k-r.dk Kirkegårdskonsulent: Arkitekt m.a.a., m.d.l. Mogens B. Andersen Vibevej 6 · 9000 Aalborg Tlf. 98 16 59 64 arkitekt@mbandersen.dk Bygningskonsulent: Arkitekt Thomas Meedom-Bæch Sct. Laurentii Vej 6 · 8800 Viborg Tlf. 86 62 67 16 tmb@meedom-arkitekter.dk Klokkekonsulent (VEST+ØST): Organist og klokkenist Per Rasmus Møller Nørregade 4 · 8550 Ryomgård Tlf. 86 39 40 48/ 23 80 44 28 prm@km.dk

Orgelkonsulent (VEST): Organist Torben Krebs Filosofgangen 12 · 5000 Odense C. Tlf. 66 14 45 54 / 53 65 57 79 torbenkrebs@mail.dk

58

Varme-, energi- og klimakonsulent: Civilingeniør Poul Klenz Larsen Vilvordevej 55 2920 Charlottenlund Tlf. 39 64 34 63/ 20 15 35 30 poul.klenz.larsen@privat.dk

Estate mægler Inge Marie Munk Grønnegade 21 · 8800 Viborg Tlf. 87 25 41 45 8800@estate-maeglerne.dk (vurdering af statens tjeneste- og lejeboliger i forbindelse med boligfastsættelse)

Videncentret for Landbrug Plan & Miljø, Afdeling for landbrug Agro Food Park 15 · 8200 Århus N. Tlf. 87 40 50 00 Rasmus Klim Christensen Tlf. 87 40 52 68 rkc@vfl.dk Morten Haahr Jensen (ansv.)

Tlf. 87 40 51 31 mhj@vfl.dk

Stiftsamtmand Leif Sondrup Aalborghus Slot Slotspladsen 1 · 9000 Aalborg Tlf. 72 56 88 86/ 41 95 55 58 lsonor@statsforvaltning.dk Sekretær Joan Thomsen Tlf. 72 56 88 44 jsonor@statsforvaltning.dk

Aggersborg Næsborg Løgstør

Skarpsalling

Kornum Løgsted

Vindblæs Oudrup

Malle

Vilsted

Ranum

Fur

Havbro

Strandby Sæby

Selde

Åsted

Gundersted

Overlade Flejsborg Ulstrup Vester Hylle- Hornum bjerg

Blære

Skivum Giver

Aars

Farsø Gislum

Junget

Vognsild Durup Glyngøre Thorum SvingelNautrup Fovlum bjerg Tøndering Testrup Rybjerg Vile Ullits Vester- ØsterHarre Thise bølle bølle Alstrup Roslev Simested ÅleGrinderslev Lovns strup Thyborøn Hjerk Jebjerg Gedsted Krejbjerg Lyngs Fjelsø Hvam Oddense Jegindø Lyby Grønning Hvidbjerg Rødding Harboøre Ulbjerg Otting Vester Lundø HindSøndTostrup Balling borg Vejby Roum bjerg BrønØrslevHygum Odby dum Dølby kloster Lihme Låstrup Vester Resen Ram- Volling KlejTørring Hem Højslev Engbjerg Bjerresing Lem trup Lyndegrav Skive Skals Lindum Nørlem Håsum Hvidrup Hersom Hove HelNørrebjerg Venø Ørum Bigum DommerLemvig Nissum PederEgeVandborg dum Rønby strup bjerg Estvad ris Vammen Humlum Løvel Nr. Ejsing Ferring Vorning Tårup Vorde Vinge KobbeKvols Dybe Rom Fabjerg Feldingrup Tjele Trans HammersResen Fiskbæk bjerg GammelRødding Kvor- høj Lomborg Fly Gudum Viborg Struer strup Sahl Stoholm Domsogn Ørum ning Iglsø Romlund Gimsing Ølby TranNr. Fjaltring Ramme VindeHoulVestervang dum Borris VridHjerm Hand- rup Smollekær RavnTap- Vej- Viskum Fousing sted Øst bjerg Skjern rup strup Sdr. drup rum Vejrum Sevel Ryde Bøvling Flynder Sogn AsMønsted Lee Vroue mild Sdr. Mark Hjerm HjortAsp Vinkel Mammen FindeDaugbjerg hede Sir rup HjerBorbjerg Hald Ege Herrup Sdr. Rind Møborg Ellebæk Bjerring mind Resen Naur Dollerup Måbjerg Mejrup Nees Vindum Hogager Almind Bj. Bro Brandstrup Nørreland Haderup Lysgård Holstebro ElsFrederiks HodsSjør- borg MejSahl Gullev Idom ager Vium Tvis slev Feldborg dal Høbjerg Nørre Råsted Karup Grove Felding Levring Ans Grønbæk Hørup Thorning Hinge Aulum Vind Simmelkær Vinding

Ørre

Vildbjerg

Ørnhøj

Tip hede

Timring

Nøvling

Tjørring

Grathe Bording Faurholt

Gullestrup

Engesvang

Gjellerup

Snejbjerg Haunstrup

Vinderslev

Ilskov Sunds

Sinding

Ikast

Herning Hedeager Fredens Sct. Johannes

Studsgård

Fonnesbæk

Kristianshede

Isenvad

Kollund Rind

Viborg Domprovsti

Kølkær Assing

Viborg Østre Provsti

Arnborg

Gludsted Fasterholt

Hampen Ejstrup

Salling Provsti

Sønder Felding

Skive Provsti Vesthimmerland Provsti

Skarrild

Karstoft Ilderhede

Nørre Snede

Uhre

Brande Klovborg

Skærlund Blåhøj

Herning Nordre Provsti Holstebro Provsti Herning Søndre Provsti Lemvig Provsti Ikast-Brande Provsti Struer Provsti

59

Provstier og provster i Viborg Stift Viborg Domprovsti

Skive Provsti

Domprovst: Thomas Frank Sct. Leonis Stræde 1 · 8800 Viborg Tlf. 86 62 04 37 Sekretær: Berit Rasmussen Vognmagervej 14 · 8800 Viborg Tlf. 86 46 76 86 E-mail provst: tofr@km.dk provsti: viborg.domprovsti@km.dk

Provst: Betty Grønne Ahrenfeldt Bilstrupparken 3 · 7800 Skive Tlf. 97 52 80 40 Sekretær: Bodil Kristensen Sallinggade 1, 1.tv. · 7800 Skive Tlf. 97 52 52 92 E-mail provst: bgah@km.dk provsti: skive.provsti@km.dk

Viborg Østre Provsti

Vesthimmerlands Provsti

Provst: Jørn-Ole Knudstrup Olesen Højbjerg Møllevej 24 · Højbjerg 8840 Rødkærsbro Tlf. 86 65 83 01 Sekretær: Marianne Trolle Byskov Vognmagervej 14 · 8800 Viborg Tlf. 86 46 76 86 E-mail provst: jko@km.dk provsti: viborgoestre.provsti@km.dk

Salling Provsti Provst: Susan Aaen Bredgade 62 · Glyngøre · 7870 Roslev Tlf. 97 73 10 11 Sekretær: Jette Dalsgaard Sallinggade 1, 1. tv. · 7800 Skive Tlf. 97 52 52 92 E-mail provst: saa@km.dk provsti: salling.provsti@km.dk

60

Provst: Hanne Petersen Hvalpsundvej 2 · Hornum · 9600 Aars Tlf. 98 66 10 27 Sekretær: Brita Mathiasen Messevej 2 · 9600 Aars Tlf. 96 36 97 30 E-mail provst: hpe@km.dk provsti: vesthimmerlands.provsti@km.dk

Herning Nordre Provsti Provst: Asger Grove Korsholm Lysgårdvej 7 · 7480Vildbjerg Tlf. 97 13 11 42 Sekretær: Kirsten Kruse Elmholdt Gl. Kirkevej 33 · 7400 Herning Tlf. 97 14 77 71 E-mail provst: agko@km.dk provsti: herningnordre.provsti@km.dk

Holstebro Provsti

Ikast-Brande Provsti

Provst: Niels Arne Christensen Helgolandsgade 74 · 7500 Holstebro Tlf. 97 42 06 48 Sekretær: Else Marie Sloth Linde Kirkestræde 9 A · 7500 Holstebro Tlf. 96 10 08 63 E-mail: nac@km.dk provsti: holstebro.provsti@km.dk

Provst: Børge Jensen Terp Præstegårdsvej 12 · 7361 Ejstrupholm Tlf. 75 77 22 40 Sekretær: Karen Marie Andersen Præstegårdsvej 12 · 7361 Ejstrupholm Tlf. 75 77 22 40 E-mail provst: bje@km.dk provsti: ikast-brande.provsti@km.dk

Herning Søndre Provsti

Struer Provsti

Provst: Kirsten Braad Thyssen Løvbakkevej 7 · Gullestrup · 7400 Herning Tlf. 97 21 34 22 Sekretær: Kirsten Kruse Elmholdt Gl. Kirkevej 33 · 7400 Herning Tlf. 97 14 77 71 E-mail provst: kbt@km.dk provsti: herningsoendre.provsti@km.dk

Provst Carsten Hoffmann Kjærgårdsmøllevej 2, Ølby · 7600 Struer Tlf. 97 86 50 16 Sekretær: Susanne Muff Sørensen Fælledvej 17 · 7600 Struer Tlf. 97 46 44 55 E-mail provst: caho@km.dk provsti: struer.provsti@km.dk

Lemvig Provsti Provst: Knud Erik Schultz Nissen Bøvlingvej 15 · Bøvling · 7650 Bøvlingbjerg Sekretær: Jette Sørensen Bøvlingvej 15 · Bøvling · 7650 Bøvlingbjerg Tlf. 97 88 50 05 E-mail provst: ksn@km.dk provsti: lemvig.provsti@km.dk

61

64

ISBN: 87-91376-43-2