Ribe Stift årbog 2015

Det som

intet øje så

Opstandelsestro

Ribe Stift årbog 2015 1

Forord Ribe Stifts årbog 2015 handler om opstandelsen, et emne, som har fyldt meget i den kirkelige debat i det forgangne år.

Opstandelsestroen hører til i centrum af den kristne forkyndelse. Uden opstandelsestro - ingen kristendom! Forkyndelsen af Kristus er uløseligt forbundet med troen på hans opstandelse og en udlægning eller tolkning deraf. Så langt synes enigheden at række. Uenigheden eller forskelligheden kommer frem, når spørgsmålet drejer sig om, hvordan vi i 2015 skal forstå og forkynde opstandelsen fra de døde. Hvordan finde et gyldigt sprog om opstandelsen, der tillige er folkeligt brugbart. Årbogen indeholder forskellige udlægninger og livtag med opstandelsen.

Samlet set danner artiklerne med deres forskellighed et billede af opstandelsestroen i Den danske Folkekirke set fra Ribe Stift.

Vi håber, årbogen kan blive til fortsat inspiration og opbyggelse.

Stor tak til Videbæk Bogtrykkeri og fotograf Gitte Volsmann for et værdifuldt samarbejde og god sparring.

Go’ læselyst.

Redaktionen

Opstandelse, Ringkøbing kirkegård. I den store farverige natursten har Ejgil Westergaard udfoldet påskeevangeliet: et stort korsformet træ rejser sig af stenen. Englen, fuglen, stjernen og Adam og Eva indgår desuden i stenens bevægelse og understreger budskabet om påskemorgen og det kristne håb om opstandelse fra de døde.

2

Jeg forventer de dødes opstandelse Det er godt og håbefuldt at leve i tillid til, at Gud har slået bro over dybet. Det samme gåpåmod finder jeg i ordene i den nikænske trosbekendelse (se bagerst i salmebogen), hvor vi bekender, at vi tror på, at Jesus Kristus opstod på tredjedagen ifølge skrifterne, og at vi forventer de dødes opstandelse og det kommende verdens liv. Det har tydeligvis været påskemorgen, så vi kan trygt kaste os ud i livet og med bekendelsens ord ligeMen opstandelsesfrem forvente de dødes opstantroen bygger imidler- delse. »Forvente« er et godt ord, tid ikke på os selv. forstået ikke som et krav, men som et livsnært og stærkt håb.

Jeg sad i slutningen af maj ved min fars dødsleje. Vi holdt altergang den sidste aften, han levede, og vi blev trøstet og opbygget af at synge fra salmebogen: »Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,/ lad mig ikkun stævne imod min grav: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, /ud hans hånd mig river af dødens garn« (DDS 754), »O vidunder-tro! Du slår over dybet din gyngende bro« (DDS 321).

Sidstnævnte verslinje er fra Grundtvigs salme »O kristelighed«. Det var ikke tilfældigt, at netop de ord faldt os ind den sidste aften på sygehuset. Min far var sten- og billedhugger, og han havde hugget de ord ind i flere gravsten og valgt ordene som inskription i et par større fællemonumenter til kirkegårde, bl.a. det store fællesmonument Opstandelse på Ringkøbing kirkegård.

O vidunder-tro!

Du slår over dybet din gyngende bro Min far var indlejret i en grundtvigsk præget kristendomsforståelse, og verselinjen fra »O kristelighed« var med til at tyde verden for ham.

Ordene trøstede og opbyggede ham. De gav ham livskraft og styrke, et vist uforfærdet vovemod til at svinge hammer og mejsel.

Opstandelse på trods Vokset op i et stenhuggeri, med gravsten og kirkegårde, så ved jeg godt, at døden har magt.

At forvente de dødes opstandelse kan på den baggrund synes sagt noget på trods. Døden er jo ikke til at komme udenom. Alt levende hælder mod jorden og bliver til støv. Men opstandelsestroen bygger imidlertid ikke på os selv.

Opstandelsen beror på Guds indgriben, hans kærlighed og kraft, og opstandelsestro er Guds hjælp til at leve i tillid til ham.

Det er derfor også et helt forkert fokus, når man i de sidste års debatter om opstandelsen er mere

3

optaget af, hvordan andre tror på opstandelsen, fremfor at glæde sig over, at Gud har ladet sin søn opstå påskemorgen og har givet os løfte om opstandelse fra de døde.

Debatterne i tiden har desuden været og er præget af kunstige og forsimplede skel, som skellet mellem dem, der tror på opstandelsen i kød og blod, og så dem, der tror på opstandelsen i en mere poetisk og metaforisk form. Modsætningen er falsk. Apostlen Paulus og de første århundreders kirkefædre brugte alle billeder til at beskrive opstandelsen. Uensartede billeder, som kunne understrege forskellige aspekter ved opstandelsen, såsom f.eks. livets kontinuitet og/eller fornyelse af livet.

På samme måde gælder det skellet mellem det, nogle kalder en gammeldags, konkret materiel tro på opstandelsen, overfor en såkaldt nyere form for mere poetisk og åndelig forståelse af opstandelsen. Det er en grov forsimpling af de mange drøftelser og skildringer, vi finder i forskellige epokers livtag med den kristne tale om opstandelse.

Ved at konstruere disse modsætninger og entydigt fæstne sig ved sig dem forekommer man mig groft sagt mindre optaget af Guds kraft og opstandelseshåbet end af at dømme andre inde eller ude. Man glemmer opstandelseshåbet i sin kamp med det moderne liv.

4

Opstandelsen er dybest set så enkel, som vi kan møde den hos den oldkirkelige teolog Klemens.

Han skrev: »Dag og nat viser os en opstandelse: Natten sover, dagen står op«. Opstandelsen er enkel og livsnær, for den er et håb knyttet til vores egen krop og fællesskab med hinanden. Et håb, som bygger på Guds kraft og nåde.

Elof Westergaard biskop Ribe Stift

Paulus og den aktuelle debat om opstandelse Paulus har ikke besvaret et spørgeskema Paulus har som bekendt ikke på noget tidspunkt modtaget Jylland-Postens spørgeskema, hvorigennem han er blevet spurgt om emnet opstandelse, sådan som vi kender det fra den verserende debat i Folkekirken. Han har heller ikke læst avis. Derom kan vi hurtigt blive enige.

Ikke desto mindre er han en interessant samtalepartner, fordi han leverer et af de tidligste teologiske bidrag, vi har kendskab til, når det gælder forståelsen af opstandelse. Det sker i 1.

Kor. 15, som tilmed er den mest udførlige kateketiske redegørelse om opstandelse i Det Nye Testamente. Spørgeskema eller ej, så er vi her tilbage ved nogle af de tidligste overleveringer, når det gælder en nytestamentlig teologi om opstandelse.

Uden opstandelsestro - ingen kristendom Og Paulus lægger vanen tro ikke fingrene imellem. Tværtimod gør han gældende, at en afvisning af opstandelse er en afvisning af den kristne tro. Et nej til opstandelse - eller for den sags skyld en omfortolkning af den - er et nej til Kristus og til kristendommen.

Det er Paulus, når han er bedst, hvis vi med »bedst« mener mest umisforståelig, skarp og klar i mælet. Eller det er Paulus, når han er

værst, hvis vi med »værst« mener mest kategorisk og mindst forhandlingsvillig. For Paulus var et med-eller-uden opstandelsen et med-eller-uden Kristus: »Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud … er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves« (v. 13-17).

Men hvordan forstår han da opstandelse? Se, der er han ikke nær så tydelig eller markant. Så vidt jeg læser Paulus, lægger han vægt på, at opstandelsen skal forstås legemlig. Men hvilken slags legemlighed, det drejer sig om, står mig ikke nær så klart som selve opstandelsens fundamentale og uopgivelige plads i den kristne tro.

Så meget og så lidt Kort sagt: For Paulus var opstandelsens AT uopgiveligt. Det var ikke en mulighed at tilslutte sig den kristne tro uden at tilslutte sig opstandelsestroen. Endvidere forstod han opstandelsens HVORDAN som legemlig. Det stod ikke til forhandling. Han afviser tilsyneladende en åndelig eller symbolsk forståelse af opstandelse. Men hvori legemligheden derfra består, er mindre entydigt og mere gådefuldt.

Hverken mere eller mindre, mener jeg at vi kan

5

Når Gud således blev et menneske i Kristus, må hans opstandelse også være legemlig.

6

sige på grundlag af Paulus´ undervisning i 1.

Kor. 15. Og lad os se nærmere på begge forhold: Opstandelsens uopgivelighed og dens legemlighed ifølge Paulus.

der både er tale om kontinuitet og brud mellem det gamle og det nye (v. 36-41). Analogien lader imidlertid ane, at bruddet og dermed forskellen mellem det gamle og det nye er mere markant end kontinuiteten og ligheden.

Ingen kristentro uden opstandelsestro

Legemligheden i den nye skabelse (v. 42-49) bliver fremstillet i lyset af denne dobbelthed.

Der er således tale om både kontinuitet og forandring mellem før og efter opstandelsen. Dog lægges vægten på det forandrede liv.

I første del af kapitlet (v. 1-11) slår Paulus fast, at vi med opstandelsestroen er helt inde ved centrum af den kristne tro. Opstandelsen fra de døde er ikke en bibeskæftigelse for særligt interesserede, men rører ved kernen i kristendommen. Det kan i en vis forstand ikke overraske, da det er en velkendt nytestamentlig kristologisk tankegang, at Ordet ikke blev en myte eller et symbol, ikke en livstydning eller et godt budskab, men kød og blod (Joh. 1,14), dvs. et menneske med hud og hår, sult og sygdom, og forankret i historien. Når Gud således blev et menneske i Kristus, må hans opstandelse også være legemlig.

En legemlig opstandelse Når Paulus bevæger sig fra opstandelsens OM til dens HVORDAN, argumenterer han for den legemlige opstandelse ud fra tanken om skabelse og nyskabelse: Ligesom legemligheden er et grundlæggende kendetegn ved Guds skabelse, må den - ifølge Paulus - være det ved nyskabelsen. Den gamle skabelse fortolkes ved hjælp af analogier fra naturen: sædekorn, der dør og får nyt liv. Igennem denne analogi betoner han, at

Afslutning For nogle af os forholder det sig sådan med mange centrale ting i kristendommen, at vi først for alvor forholder os til dem, når nogen udfordrer eller spørger os. Måske var det ikke så anderledes for Paulus. Hans passionerede tilgang, hans skarpe tone og hans udførlige redegørelse tilsammen med den underliggende tone af, at der er nogen og noget, han her er i opposition til og gør op med, tyder i samme retning. Så selvom Paulus ikke er blevet spurgt af Jyllands-Posten, er der tilsyneladende nogle korinthere, som enten har afvist eller åndeliggjort opstandelsen i en sådan grad, at han har taget til genmæle og slået fast: Ingen kristendom uden opstandelse.

Vel at mærke en legemlig opstandelse. Detaljerne i denne legemlighed står derimod hen i det uvisse. Hverken mere eller mindre.

Birgitte Graakjær Hjort, ph.d.

Center- og afdelingsleder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter 7

Luther og opstandelsestroen Korsteologien Vil man danne sig et hurtigt, men dog præcist overblik over de centrale dele i Martin Luthers teologi, kan det anbefales at begive sig ind i Luthers sognekirke, St. Marien, i Wittenberg. Her finder man nemlig en helt uforlignelig altertavle med motiver malet af Luthers gode ven, reformationens store maler, Lucas Cranach den Ældre. Det nederste af billederne gengiver en gudstjeneste. Menigheden, der blandt andre tæller Luthers kone Katharina von Bora med sønnen Hans, samt maleren Cranach selv, befinder sig henholdsvis siddende og stående i venstre side. Luther står på prædikestolen til højre og peger både med en finger, men også med sine ord, på det, der altid er og skal være centrum i den kristne kirke, nemlig Kristus på korset. Cranach har i dette billede gengivet den korsteologi, der er luthersk arvegods i nøddeskal.

Allerede i skriftet: »En sermon om beredelsen til at dø« fra 1519 slår Luther sit syn på korset helt fast. Han forklarer, hvordan vi som mennesker må forholde os til den synd, ingen af os er uden.

Og han skriver da: du skal »udelukkende betragte synden, så nådens skikkelse ses bag ved, og denne skikkelse skal du med al kraft rette blikket imod og holde dig for øje«. Denne nådens skikkelse er intet andet end netop Kristus på korset. Nådens

8

skikkelse kommer på den måde til at gennemlyse synden. Både så vi får øje på den, men også sådan at korset træder ind og fortrænger synden ved at fylde hele synsfeltet; et billede på, at synden ikke tilregnes os.

Kors og opstandelse Med det store fokus, Luther har på Jesu lidelse og død på korset, kan man godt få fornemmelsen af, at opstandelsen ligesom drukner i korsteologien. Men synden og døden hænger sammen; de er begge to de kedelige konsekvenser af syndefaldet. For Luther hænger de derfor også sammen i forhold til frelsen. På korset dræbes synden, og ved opstandelsen dødes døden, som det hedder; døden overvindes. Korsdøden og opstandelsen er altså en og samme frelseshandling. Spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at skille korsdød og opstandelse ad i den teologiske refleksion.

»For mig« - Luthers påskeprædikener Skal man dog finde ud af, hvad Luther skriver specifikt om opstandelsen, må man lede lidt. Et godt sted at dykke ned er i hans påskeprædikener fra Kirkepostillen fra 1521, for her giver han rent faktisk ret præcise skildringer af sin forståelse. Generelt er det helt karakteristisk, at Luther altid skildrer opstandelsen som noget,

der er til nytte for eller trøster den enkelte. Den des skal hver en af os også kunne bekende, at sker »for mig«. Et rigtig godt eksempel på dette Jesus netop er Herre og Gud for os i kraft af sin findes i hans prædiken til tredje påskedag. Prælidelse, død og opstandelse. dikenen er skrevet over Lukasevangeliets 24. kapitel, hvor den opstandne Jesus viser sig for Hvad med spørgsmålet om det fysiske? sine disciple. Luther forklarer, hvordan Jesus Spørgsmålet om det fysiske aspekt ved opstanviser dem sine hænder og fødder, så de kan se delsen tager Luther faktisk op i en prædiken og føle, at det er ham selv. »Thi«, fortsætter han, over Titusbrevet (2, 11-14), men ikke i en mo»det er jo et yndigt, trøsterigt og frydefuldt billede derne udgave, hvor der spørges til, hvorvidt at se denne kære Frelsers hænder og fødder, som for opstandelsen er en fysisk begivenhed eller en min skyld er gennemborede og derpoetisk gengivelse af Guds germed også se mine synder naglede ning i os. til korset; han viser mig dem til et Opstandelsens gavn tegn og vidnesbyrd om, at han har og nytte for hver af os Han lægger ud med at beskrive, hvordan fornuften kommer lidt for mig, er korsfæstet og død for dengang og nu er fuldstændig til kort over for mig, og ikke tænker på at vredes på væsentligt. tanken om død og opstandelse: mig og nedstøde mig til Helvede«. »Min fornuft kan ikke gå med til, Med disse ord knytter Luther lidelse og korsat mit legeme skal rådne op i jorden og ædes af ormedød sammen med opstandelsen, og opstandelne og en dag alligevel lyse klarere end solen og blive seslegemet med sine naglemærker og spydhul herligere end nogen skabning«. Denne udfordring bliver en forkyndelse af, at det er Jesus, vi har af fornuften er højaktuel. Det er jo selve spørgsmed at gøre, og hvad Jesus har gennemgået af målet om, hvordan en opstandelse overhovedet lidelse og død, det har han gjort »for mig«. Dette er mulig, når menneskets krop er fuldstændig »for mig« er altså det centrale her. Opstandelatomiseret. sens gavn og nytte for hver af os dengang og I stedet for at gå ind i alle mulige spekulative og nu er væsentligt. I prædiken til første søndag lommevidenskabelige forklaringer, som vi, selv efter påske, hvor han tager fat i den vantro Thoi dag, kender dem forskellige steder fra, holder mas, understreger han tillige, at hovedstykket, Luther sig til sin dåb. Det kan lade sig gøre, forsom man skal lære af dette evangelium, er, at di dertil er jeg døbt, siger han. Man skal ikke bevi tror, at Kristi opstandelse er vor opstandelse kymre sig om, at legemet går i opløsning. Man og har den virkning i os, at også vi skulle opstå skal derimod lytte til, hvad evangeliet siger, både fra synden og døden. Som Thomas ender hvad dåben og troen fortæller og lade sig bære med at bekende: »Min Herre og min Gud«, såle-

9

10

Altertavlen St. Marien kirke i Wittenberg.

11

af det håb, vi skænkes i dåben. »Af intet skabte Gud alt, af intet skabte han den strålende sol. Skulle han så ikke også have så meget magt og styrke, at han kunne genopvække og genoplive et hensmuldrende legeme?«. Og hertil kan troen kun svare: jo!

Hvordan taler vi om opstandelsen?

I trosbekendelsens sidste hoveddel, der handler om Helligånden, slutter vi af med at bekende vores tro på: syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Vi taler altså her om kødets opstandelse. Det vil sige Jesu kødelige opstandelse og vor kødelige opstandelse. At betegne opstandelsen som »kødets« tager Luther afstand fra i sin Store Katekismus; det er ikke godt tysk. For når vi hører tale om kød, tænker vi på slagterbutikkerne. På ordentlig tysk ville man derimod tale om »legemets eller ligets opstandelse«.

Når Luther afviser talen om kødets opstandelse er det ikke udtryk for, at han så afviser et fysisk element ved opstandelsen. Opstandelsen er bestemt også fysisk. Men væsentligst er det, at den er en overvindelse af døden. At forestille sig slagteriernes svin på krog vågne op til opstandelsen, spolerer troens billede. Her er tale om det døde menneskes legeme, altså liget, der opvækkes. Det legeme, som nu har lagt døden bag sig, og derfor må være et andet end det dødelige legeme, vi færdedes med i livet. Noget, Luther også selv understreger, at det er, i »Om

12

den kristne nadver - bekendelse« fra 1528, da han skriver, at Jesus, da han stod op af den forseglede grav og kom ind til disciplene gennem lukkede døre, ikke var hos dem som dødelig, jordisk, men på det, Luther med filosofien kalder en uhåndgribelige måde. Og der lader han det blive, for som anført ovenfor, så kan fornuften ikke fatte dette, hvilket betyder, at vi bliver kastet tilbage til dåbens ord, når vi begynder at spekulere over, hvordan.

Nu fryde sig hver kristen mand Han talte til sin kære Søn: Nu vil jeg mig forbarme; drag ud, mit hjertes krone skøn, vær frelser for den arme; gå, hjælp ham ud af syndens nød, og dræb for ham den bitre død, og lad med dig ham leve!

(DDS 48 vers 5) Luthers kendte frihedssalme: Nu fryde sig hver kristen mand rummer det hele; nåden, offerdøden, opstandelsen, hvor livet vindes »for os«, det salige bytte, hvor Kristus tager synden og døden fra os og giver os sin egen retfærdighed og livet. Samt takken og lovsangen, som altid må være og blive menneskets svar på Guds frelse i Kristus.

Mette Hvid-Olsen, sognepræst i Varde Sogn

13

Interviews med et menighedsråd Medlemmerne af menighedsrådet i Varde har i to menighedsrådsmøder, 17.03.15 og 12.05.15, diskuteret spørgsmålet om opstandelsen. Opgaven blev fra starten modtaget positivt som en fornyelse af dagsordenen, og man gennemførte opgaven livligt og effektivt. Hvis der skulle komme brugbare resultater ud af undersøgelsen, måtte to vildfarelser undgås. Man skulle hverken gå for tæt på hvert enkelt medlem eller blot spørge som om det handlede om at stå op om morgenen. For at opnå brugbare konklusioner blev medlemmerne først spurgt anonymt i et spørgeskema til afkrydsning blandt givne

14

muligheder, og to måneder senere arbejdede man i en workshop i fire grupper med fem givne aktuelle positioner om opstandelsen, citeret fra medierne, samt stof fra Ribe Stiftsnyt nr. 17 og sognets kirkeblad nr. 2/2015. Metoden skulle sørge for anonymitet, for anvendelse af egnede ord og for plads til alle positioner i et rummeligt register over emnet. Forventningen var at svarene dannede et mønster.

Spørgeskemaet 17.03.15 havde tre afsnit, og man kunne sætte to krydser i hvert, et primært og et sekundært (tallet i parentes); de 16 besvarelser fordelte sig sådan:

Interviewerens spørgsmål NT’s beretninger om opstandelsen beskriver en historisk kendsgerning:............................2 (1) NT’s beretninger om opstandelsen er vidneudsagn:..................................................................4 (5) NT’s beretninger om opstandelsen er trosbekendelser:.............................................................8 (3) NT’s beretninger om opstandelsen er en god fortælling:..........................................................2 (0) Trosartiklen om kødets opstandelse handler om legemets nyskabelse:.................................4 (1) Trosartiklen om kødets opstandelse betyder sjælens udødelighed:.......................................5 (3) Trosartiklen om kødets opstandelse betyder reinkarnation:....................................................0 (0) Trosartiklen om kødets opstandelse er sakramentale ord om et levende håb:......................6 (3) Trosartiklen om kødets opstandelse betyder naturens genkomst: ..........................................0 (1) Jeg forstår opstandelsesbekendelserne med bibelens autoritet:............................................10 (1) Jeg forstår opstandelsesbekendelserne med kirkens autoritet: ...............................................0 (0) Jeg forstår opstandelsesbekendelserne med gudstjenestens og troens autoritet: ................5 (6) Jeg forstår opstandelsesbekendelserne med fornuftens autoritet:..........................................0 (1) Jeg forstår opstandelsesbekendelserne med videnskabens autoritet:....................................0 (0) Jeg forstår opstandelsesbekendelserne med moralens autoritet..............................................1 (0)

Besvarelserne viser en betragtelig spredning.

NT-svarene flækker i to positioner: seks der opfatter opstandelsen som historisk kendsgerning eller bevidnet, over for ti der anser den for menighedsbekendelse eller fortælling. Trosartiklen forstås på tre måder: fire mener den handler om legemet, fem om sjælens frigørelse, seks om noget der sker i gudstjenesten; ingen handler om reinkarnation. Begrundelserne for svarene hentes dels i bibelen og dels i gudstjenesten, altså kirkeligt; en enkelt argumenterer moralsk.

Hvilke sprog? Årbogsredaktionen undersøger hvilke sprog der egner sig til at bruge om opstandelsen.

Hvad nytter en bibelkritik der underkender myten og bekendelsen? Og hvad nytter en bogstavtro bibelbrug der underkender kritisk fornuft? Ved workshoppen den 12.05.15 skulle man i fire grupper forholde sig til fem positioner, citeret fra den løbende drøftelse i medierne.

Man skulle begrunde hvilket citat man kunne tilslutte sig og hvilket man ville afvise. Positionerne var følgende:

15

Troels Engberg-Pedersen: »Opstandelsen skal ikke tages bogstaveligt« (Politikens kronik 6.4.2015): Stod Jesus fysisk op fra de døde påskedag? Nej. Vil vi stå fysisk op fra de døde på et eller andet tidspunkt? Nej. Kan man være kristen uden at mene de to ting? Ja. Men selv hvis »opstandelseslegemet« skulle forstås som »en åndelig krop«, var den hos Paulus en helt igennem fysisk størrelse. »Ånden« hos Paulus er kosmologisk-fysisk. Dermed må denne forestilling i dens antikke konkrete sprogdragt forsvinde i historiens skraldespand. Sådan kan vi ikke mene nu.

Vores liv…er et liv med alle de mennesker, vi kommer i berøring med. Denne fællesskabsdimension kommer i Det Nye Testamentes skrifter til udtryk i et konstant fokus på, hvordan mennesker skal leve her og nu i lyset af opstandelseshåbet. Når vi nu har afeskatologiseret opstandelseshåbet radikalt til en her-og-nu-verdens-tiltro, bliver det fælles liv med »næsten« til en integreret del af den verden, vi har tiltro til«.

Niels Henrik Gregersen - gengiver R. Prenters Virkelig opstanden, 1967 (Kristeligt Dagblads kronik 28.03.2015): »At sige, at Jesus er opstået ind i forkyndelsens ord, og at opstandelsen først bliver til virkelighed, når troen forholder sig til Ordet til søndagens gudstjeneste, er ikke nogen holdbar teologisk løsning…Bultmann og hans elever bytter rundt på forholdet mellem troens grund (at Kristus virkeligt er opstanden) og menneskets tro. Der sker her »en skæbnesvanger forveksling af Guds handlen med menneskers fromhed«.

Den tomme grav og den opstandnes mange tilsynekomster er historiske kendsgerninger, bevidnede, ikke beviste. Opstandelsen er en historisk mulighed, ikke en historisk nødvendighed.

Jesu legemlige opstandelse og himmelfart kan med andre ord ikke forstås som en fysisk transport af et fysisk legeme op i himmelrummet«

Peter Skov-Jakobsen: »Jesu opstandelse aner jeg intet om. Men jeg tror på den« (Politikens debat 5.4.2015): »Tømrersvenden…lærte os om troens landskaber. Der er mange. Der er horisont. Der er lidenskabelig kærlighed, selv om hadet og tavsheden forsøgte sig med at gøre livet umuligt. Han dukker op midt i min modsætningsfyldte hverdag, og der sker noget. Han får mennesker til at se hinanden. Han får dem til at åbne sig for hinanden. Han får i det hele taget tilværelsen til at åbne sig for os. Midt i vold, ligegyldighed og vrede skaber han liv, sans for medmennesket, og vi ser tilværelsen med Guds øje og med medmenneskets«.

16

Henrik Højlund: »Jesu opstandelse - fysisk plus noget mere« (luthersk-netvaerk. Dk 2015/03): »Der skete noget, som medførte, at graven var tom, og opstandelsestroen hviler helt og holdent på dette »skete«…Der er ingen, der overser, at der med Jesu opstandelseslegeme også er noget »over-fysisk« til stede, noget transcendent fysisk så at sige. Jesus går gennem lukkede døre, han er uigenkendelig for så pludselig at genkendes«.

Bjørn Bredal: »Opstandelse på prædikestolen i den danske folkekirke« (Politikens leder 5.4.2015): »Troende mennesker læser deres tro og livsform ind i de mærkelige og inspirerende gamle tekster; man kan ikke læse noget religiøst facit ud af hverken Bibelen, Koranen eller andre store bøger. Det tror kun fundamentalister og folk, der tror, at tro og tekster er det samme«.

Højlund-citatet bruger et videnskabsagtigt sprog til at støtte en tydning af opstandelsen som fysisk og historisk. Troels Engberg-Pedersen er mytekritisk og går ud fra den verden der foreligger. Peter Skov-Jakobsen går også ud fra den verden der foreligger, men dens orden gør det muligt at erfare opstandelsens forvarsler.

Gregersen benævner to yderligheder som opstandelsen ikke er: privattro og fysisk begiven-

hed; han holder fast ved at opstandelsen er historisk mulig og dermed mere end en privatsag.

Nu er citaterne ikke uden videre sammenlignelige. Man må finde deres fællesnævner for at gøre dem brugbare. Redaktionen antager forud at sproget om opstandelsen ligger i en værktøjskasse med redskaberne tro, forkyndelse, erfaring, fornuft. Hvordan ser det ud med disse ord i citaterne?

Engberg-Pedersen og Bredal bruger fornuften bibelkritisk og mod fundamentalisme, opstandelsen er tro på livsfylde mellem mennesker.

Skov-Jakobsen bruger fornuften til at hævde en forsynstanke hvor det er muligt at erfare opstandelsen i fortættede øjeblikke. Gregersen bruger fornuften til at underkende den rent subjektive og den fysisk-objektive løsning, i mellem disse yderligheder virker troens sprog i den kirkelige formidling og i forsynstanken. Højlund bruger fornuften til at ophæve adskillelsen mellem tro og viden, mellem fysik og metafysik med opløsning af ordenes entydighed til følge, og han giver ikke erfaringen nogen plads.

De fire grupper i workshoppen, i alt 17 personer, har leveret konklusioner, to fyldige og to korte, som viser et tydeligt mønster. Svarene flækker menighedsrådet i to lige store skarer, enten i fejde eller i diskussion. Hvad mon er bedst?

Højlundcitatet får tilslutning fra 8 medlemmer, hvoraf 2 kun støtter det delvist. Højlundcitatet bliver afvist af 8 andre medlemmer, begrundet med citatets logiske svagheder. De samme 8 melder om et historisk-kritisk skriftsyn.

Skov-Jakobsencitatet får tilslutning af 5 medlemmer der finder det jordnært, smukt og erfa17

ringsbaseret, men lidt flot. Gregersencitatet får tilslutning af 3 medlemmer fordi det fornuftigt siger hvad opstandelse ikke er, og det giver rum til tænkning; citatet støttes sekundært af 5 der har Højlundcitatet som første prioritet.

Bredalcitatet er smalt om fornuften som hjælperedskab og nævnes positivt af 2. EngbergPedersencitatet finder ingen tilslutning, men afvises af 9 plus 2 sekundært forbeholdne. Man begrunder afvisningen med at hans kritik tømmer opstandelsen for frelseshistorie og fortælling.

Konklusion Hvad kan man så slutte af undersøgelsen? Registret er udfyldt noget skævt, men ikke ensidigt. Det bibel-og mytekritiske sprog opnår ikke tilslutning. Halvdelen af menighedsrådet begrunder en position hvor sproget om opstandelsen skal hentes fra den første trosartikel om skabelsen; en anden halvdel hævder at opstandelsen er sand alene ud fra biblens historiske vidnesbyrd. Fælles for positionerne er at myte og tænkning om verdensordenen ikke kan undværes, at sproget om opstandelsen må afledes af skabelsen, fordi den er opstandelsens spejl og gåde. Spørgeskemaerne viste stor spredning over registrets 15 spørgsmål. Hvis man sammenholder workshoppen med spørgeskemasvarene, ses spredningen på positioner gentage sig; men citaterne tvinger, med deres mere præcise sprog, to lejre frem der taler hver sit sprog, men er folkekirkeligt berigende ved at kunne ophøjes til et tredje sprog, drøftelsens. Forskellighed gør levende.

Hans Jacob Iversen 18

Debatten om opstandelsens under i dramatisk optik drama handler først og fremmest om troen og Giver det mening for moderne mennesker at tvivlen på miraklernes mulighed. Det var et tro på Jesu fysiske opstandelse? Må vi ikke heltema, som igen og igen havde optaget Kaj Munk lere uden videre erkende, at naturlovene aldeog været kilde til tvivl og religiøs krise i hans les udelukker, at genoplivning af en død krop eget liv. Hvis miraklerne er mulige, således at på den tredje dag vil kunne finde sted? Den Gud faktisk kan gribe mirakuløst ind i verden, moderne religionskritik er i hvert fald ikke i hvor gør Gud det så ikke (oftere)? Hvorfor tiltvivl om, at et moderne og ordentligt uddannet lader Gud den meningsløse lidelse og død på menneske må afvise den klassiske kristne tro på trods af menneskets bønner? Hvorfor griber opstandelsen - end ikke som en ekstraordinær Gud ikke ind med sin almagt? og mirakuløs begivenhed går Er miraklernes tid faktisk forbi? det an. Religionskritikerne har typisk en meget stærk tro på, at Religionskritikerne I »Ordet« præsenterer Munk i mirakler er umulige. De mener har typisk en meget skuespillets form på en meget oven i købet at have videnskastærk tro på, at klar - og oven i købet underholbeligt belæg for deres tro. mirakler er umulige. dende måde - de tre vigtigste Det er påfaldende, at den aktupositioner i debatten om mielle religionskritik og diskussion herom i høj raklets mulighed. Det drejer sig ikke bare om grad ligner debatten i 1920ernes Danmark, hvor miraklerne på Jesu tid, men også om mulighekredsen om Georg Brandes kraftigt argumentederne her og nu. rede mod det traditionelle kristne verdensbilMunk lader i skuespillet sin egen kamp med lede - herunder troen på miraklernes mulighed. troen og tvivlen på miraklets reelle mulighed få En af dem, som i 1920erne ønskede at svare på udtryk gennem den stovte bonde Mikkel Borreligionskritikernes udfald, var digterpræsten gen på Borgensgård, som på en gang styrer sit Kaj Munk. Meget tyder på, at flere af hans skuehus enevældigt som en anden patriark, men spil fra denne periode netop skal ses i lys af det som på den anden side ikke er bange for at erønske. Det gælder bl.a. skuespillet »Ordet«, som kende sin tvivl og usikkerhed på det religiøse nu står som Munks mest berømte værk. Dette område.

19

20

Selv om Borgen har svært ved at tro på mirakler i sin tilværelse, vil han dog ikke helt opgive miraklerne, hvilket viser sig i hans svar til svigerdatteren: »Inger, du skulde vide, du skulde vide, hvor det tit brænder i mig af Lyst til at rejse til Lourdes« (80). Denne henvisning til katolikkernes tro på mirakler også i vor tid, er et tegn på, at Borgen meget vel ved, at kristendommen bliver amputeret, hvis den skal kobles med en totalafvisning af miraklets mulighed. Han har på den måde trods alt stadig drømmen og håbet om, at det skal vise sig, at miraklernes tid og Guds tydelige virke i verden alligevel ikke er fordi.

Modstykket til Borgens vaklende håb om, at miraklernes tid måske alligevel ikke er forbi, er i Munks drama dels pastor Bandbul og dels amtslæge Houen, som hver på sin måde kategorisk hævder, at mirakler ikke sker. Munk har på munter vis i valget af disse lærde folks navne henvist til det klodsede i deres firkantede påstande. På den ene side er der lægens hovne påstand om, at videnskaben har vist, at mirakeltroen er naiv og udtryk for uvidenhed. På den anden side er der præstens forsøg på at behandle sagen dogmatisk således, at der direkte udstedes et forbud (en bandbulle) mod troen på mirakler - i hvert fald så længe det ikke drejer sig om nogle få særlige undtagelser for meget længe siden.

Det er ligeledes meget karakteristisk for Munk, at han lader den sindssyge Johannes udfordre

pastor Bandbul med spørgsmålet om, hvordan en troens mand bærer sig ad med at afvise mirakler nu, men godtage at de fandt sted for 2000 år siden. Præsten svarer: … Undere sker ikke.

Gud bryder ikke sit givne Ord, sin Verdensorden, Naturlovene, sin Evighedsplan. Det siger ogsaa Skriften: Gud er ikke Forvirringens, men Ordenens Gud (205).

Bandbul mener ikke, at mirakler altid har været udelukkede. På Kristi tid var de mulige. Evangeliernes tid var altså ifølge Bandbul anderledes end vor. Dengang suspenderede Gud i visse tilfælde naturlovene. Det var altså en eventyragtig tid, hvor det mest utrolige kunne ske. Men nu er naturlovene fuldt ud i kraft, og vi kan ifølge Bandbul roligt gå ud fra, at der ikke sker mirakler. Selv i stykkets afsluttende scene, hvor Inger mirakuløst opvækkes fra de døde, mødes det med følgende reaktion fra Bandbul: »Jamen dette - det er jo fysisk umuligt. Det kan jo ikke ske (943). I det hele taget bliver vurderingen af Bandbul-figuren i Munks drama ganske hård.

Lagt i den helbredte Johannes mund: »Hykler, dig selv uafvidende, gaar du Satans Ærind i gudviet Dragt?« (934). I sammenligning hermed er den Munk’ske »dom« mildere over den scientistiske Houen, som Munk lader sige: Selvfølgelig er jeg en Troens Mand; ellers var jeg en tarvelig Læge. Jeg har Tro til mig selv og min Videnskab og Tro paa de Mirakler, den har lært mig at gøre. Jeg gør Mirakler, og de bliver virkelig til noget (751).

21

Borgen afviser i samtalen både Bandbul og den Gud, der har skrevet dem, staar saa tillige Houen med, at de glemmer (eller ikke forstår), ogsaa over dem. Hvem ville forbyde Urmage»at der er Aand og Evighed til« (740). Da underet, ren at røre ved den lange Viser med Fingeren«. opvækkelsen af den døde Inger, sker i stykkets (»Om Miraklet«, s. 29). slutscene, er Bandbuls reaktion som nævnt, at Miraklet understreger altså, at Gud ikke bare miraklet er umuligt. Houen reagerer derimod har udformet og skrevet naturlovene, men at med en påstand om, at dette må betyde, at »Lighan også står over dem, således at han ikke er synsmandsinstitutionen skal afskaffes« (944) dvs. bundet af dem. Munk beretter, at en student at Inger efter hans mening ikke kan have været engang sagde til filosofiprofessor Kroman, at død. Dermed illustrerer Munk han (studenten) nok kunne tro klart, at miraklet altid vil kunpå Gud, men ikke på det med ne bortforklares af den, der Miraklet understreger mirakler, hvortil Kroman skal ønsker det. altså, at Gud ikke bare have svaret: »Hvad vil De så har udformet og skrevet Ifølge Munks kristendomsnaturlovene, men at han med ham - … alt det andet kan forståelse er troen på mirakvi jo selv lave« (»Om Miraklet«, også står over dem... lets mulighed helt afgørende. s. 30).

Uden den bliver den ægte Miraklet er altså det særlige – undtagelsen fra forbindelse mellem mennesket og Gud i bønreglen. Miraklet er for Munk det, der frem for nen heller ikke mulig. Og så giver kristendom noget andet understreger, at Gud er altings ingen mening. Med hans egne ord: »Troen på herre. Det betyder også, at miraklet ikke komGud er Troen paa Miraklet. Kun ved et Brud paa mer på menneskets bestilling. Det ligger i hele Naturlovene kan Gud komme i Forbindelse med sammenhængen, at der ikke findes nogen meet Menneske. At tro på Gud er at være midt i det kanisme eller teknik, som kan fremtvinge mividunderlige, hvor ikke blot Guds Love virker, men raklet. Borgen må indse, at han kommer til ogsaa Guds Haand« (»Om Miraklet«, s. 31). Det er at vente på miraklet. Han havde som nævnt vigtigt at understrege, at Kaj Munk med sin tale drømt om, hvordan Johannes ved sit virke og om brud på naturlovene ikke forsøger at lægge ord skulle blive anledning til en åndelig opvågafstand til naturvidenskaben – tværtimod. Han nen. For sin ældste søn Mikkel havde han håbet siger: »Den troende ved jo ogsaa om Lovene; og ønsket, at troen skulle blive vakt i ham og han tror ydermere, at Gud har skrevet dem, og sagt ved sig selv: »Giv Tid, han vil forandre sig; naar han grænseløst beundrer disse loves Vishan er jo saa ung endnu; den Dag vil komme ...«. dom og Vælde, ærefrygter han altsaa Gud. Men

22

23

Men det varede så længe, at han næsten havde opgivet: »Men Aarene gik, og den kom ikke; for der sker ikke Mirakler nu om Dage« (304). Dog skete begge mirakler, men først i »Guds Time« (316) dvs. først i det øjeblik, som er bestemt dertil, det gunstige øjeblik. Munk understreger yderligere dette forhold ved at lade den sindssyge Johannes sige til dødsenglen, der netop har været hos Inger: »Naar Troens Time kommer, bringer du hende tilbage« (800). Her bringes ideen om kairos i spil. Denne idé kendes både fra antik græsk og fra senere kristen tænkning. Kairos er den rette eller passende anledning, og begrebet er som bl.a. påpeget af Marc Auchet (2007) centralt i Munks forfatterskab. Kairos er først og fremmest den rette tid, men ideen indebærer også. at stedet og omstændighederne er passende.

Når kairos kommer, er hele situationen den rette for Guds ekstraordinære indgriben, underet. »Troens Time« og »Guds Time« er udtryk for det samme, nemlig det særlige øjeblik, kairos, hvor

Gud virker mirakuløst - evt. som svar på den troendes bøn. Munks pointe er altså, at miraklernes tid ikke er forbi, men at miraklerne heller ikke står under menneskets kontrol, men er underlagt Gud. Derfor er miraklets tid: kairos, Guds Time.

Ordet kan altså læses som et indlæg i debatten om religionskritik og scientisme, som ikke bare var relevant i 1920erne, men som også præsenterer de vigtigste positioner i den aktuelle diskussion. I skuespillet repræsenterer Houen, Bandbul og Borgen de tre vigtigste positioner i debatten - med deres principielle svage og stærke sider. Munk selv forsvarer med stykket, at miraklet er muligt, men også at miraklet ikke står under vores kontrol, fordi det hidrører fra en dimension af tilværelsen, som transcenderer den fysiske virkelighed.

Peter Øhrstrøm, professor Dr.Sc. Ålborg Universitet, formand for Kaj Munk Forskningscentret

Referencer: Auchet, Marc: »Kairos eller det gunstige øjeblik, et nøglebegreb i Kaj Munks livssyn og forfatterskab«, Munkiana nr. 36, 2007, s. 10-31.

Munk, Kaj: Ordet. Citaterne og numrene er fra Kaj Munk Forskningscentrets udgave, som findes på www.kajmunk.aau.dk Munk, Kaj: »Om Miraklet«. Udgivet i Himmel og Jord, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 1942, s. 28-31.

24

Opstandelsestroen i kirkekunsten Opstandelsesbilledet, belyst ud fra renæssancens motiv af »Lov og Evangelium« af Lucas Cranach den Ældre og den moderne altertavle i Ringkøbing kirke af Arne Haugen Sørensen.

Lovens og Nådens tid i Tønder Kristkirke Der hænger en mindetavle, et epitafium, i Tønder Kristkirke, i korets søndre side, altså til højre for alteret, når man kommer ind i det storslåede kirkerum fra 1592. Dette epitafium er værd at kaste et særligt blik på, for som en tegneserie viser maleriet i midterfeltet kernepunkterne i vores lutherske tro. Farverne på maleriet er meget klare og sarte. Den brune jordfarve i forgrunden og klippen til højre, hvor man ser Kristus, der modstår fristelsen på bjerget, går over i lyse, grønne marker, hvor hyrderne modtager engelens forjættende budskab om frelserens fødsel, og fortoner sig så mørkere i baggrunden, for til sidst at forsvinde umærkeligt ind i den lyse, brunskyede himmel. Øjet fanges dog straks af motivet midt i billedfladen, nemlig mennesket, der har ansigtet vendt mod højre og blikket rettet mod Johannes Døber, som peger over mod Kristus som både den korsfæstede og opstandne frelser. Mennesket, der er næsten nøgent, kun dækket af et lændeklæde, sidder lænet op ad livstræet, der til venstre står vissent under lovens tid, hvor

man yderst til venstre ser Adam og Eva i Paradisets have og lige neden under dem syndefaldet med den gamle Adam, der som et makabert skellet ligger på en lukket sarkofag af sten, og ved siden af står Moses med lovens to tavler; den fordring som vi mennesker skal leve op til uden dog at formå det. I baggrunden i maleriets venstre side ses Moses og israelitter i ørkenen på det tidspunkt, hvor de alle er faldet syge om efter dødelige slangebid, men frelses ved at se mod den kobberslange, som Moses efter Guds anvisning, har rejst på en stang midt blandt dem.

Det er, som om mennesket udgør en midterakse i billedet, for til højre for ham folder livstræet frodigt sine blade ud i nådens og evangeliets tid, som et udtryk for, at troens frugter vokser frem ganske af sig selv, når vi holder os til Kristus og har hans død og opstandelse for vores skyld for øje. Modsat kobberslangen i ørkenen har vi nemlig her i nådens tid Kristus på korset, og lige under ser vi den opstandne Kristus, der som den nye Adam er stået op af den åbne stenkiste og selvsikkert har stukket sin sejrsfane i døden, der fortvivlet ruller rundt som en slagen fjende.

25

Maleriet på 175x250 cm er udført af FlensborgPå Lucas Cranachs eget billede med samme kunstneren Johannes von Enum i 1609, og momotivkreds af lov og evangelium fra 1529, af tivet er bedst kendt herhjemme fra titelbladet dom og frelse, der i dag hænger på Slotsmuseet på Christian IIIs bibel fra 1550, men træsnittene i Gotha i Tyskland, da er det Kristus som Gudsi den danske bibel er lånt dilammet, der står og træder rekte fra Lybækkerbibelen døden under fode nederst til Der er med andre ord plads højre i billedet, mens Kristus fra 1533, hvor Ludvig Ditz til, ja endda pligt til, at vi havde skåret stokkene. Selve som den opstande svæver som mennesker skal leve motivet går dog tilbage til et omgivet af lys allerøverst i i glæde og med håb! maleri af Lucas Cranach den billedets højre side, lige over Ældre (1472-1553), som var den korsfæstede. Her på hofmaler hos den saksiske kurfyrste Frederik dette maleri peger den opstandne med hånden den Vise i Wittenberg og nær ven af reformatoover mod sig selv som den himmelfarne domren Martin Luther. mer, der sidder på regnbuen, øverst til venstre i billedet, med jordkloden som sin fodskammel, for at dømme levende og døde.

Ophavsmanden til motivet

af Lov og Evangelium Lucas Cranach delte selv de nye reformatoriske tanker, men mens Martin Luther var ordets mand, så forstod Lucas Cranach at udtrykke den nye opfattelse af troen i billeder. Når Luther prædikede om, at forkyndelsen skulle drive på Kristus, der døde og opstod for gennem troen at frelse os mennesker, så illustrerede Lucas Cranach ordenes mening, sådan som det netop ses i motivet på mindetavlen i Tønder Kristkirke. Intet menneske behøver nu i nådens tid at frygte for sin frelse, for troen på Kristus baner vejen for frelsens vished. Der er med andre ord plads til, ja endda pligt til, at vi som mennesker skal leve i glæde og med håb!

26

Opstandelsesmotivet i moderne tid Siden reformationstiden har opfattelsen af opstandelsen som motiv inden for kirkekunsten undergået en forandring, især i moderne tid.

For mens Lucas Cranach i renæssancen skildrer den opstandne Kristus med sus i den røde kappe og sejrsfanen i hånden, givetvis inspireret af Mathias Grünewalds opstandelsesbillede på Issenheimeralteret (1510-1516) i Colmar i Alsace, så bliver opstandelsen nærmest fraværende i den moderne kirkekunst. Med undtagelse af Sven Havsteen Mikkelsen er det, som om de moderne malerne mangler mod til at tage livtag med opstandelsesmotivet, lige indtil Arne Haugen Sørensen på et tidspunkt foretager en

27

28

28

nyorientering i sit motivvalg bort fra ironien og hen imod det opstandelsesmotiv, som han selv betegner som det vanskeligste og farligste motiv, idet han siger: »Opstandelsesmotiver er uden tvivl det allervanskeligste, der findes«, men også det allervigtigste i vor religiøse forestillingsverden.

Arne Haugen Sørensen, der er født i 1932 på Amager, har hele sit liv tumlet med de tunge menneskelige spørgsmål, der, hvad enten vi vil det eller ej, knytter sig til at det være menneske. Hans billeder er kendetegnet af et mytologisk sprog, hvor liv og død, lys og mørke, tro og tvivl gennemspilles i ret faste motivkredse med variationer. I sin fremstilling af opstandelsen på altertavlen fra 1996 i Ringkøbing Kirke har Kristus som Menneskesønnen fået rigtig krop med arme, der åbner sig opad mod lyset, mod Gud. Måske går Arne Haugen Sørensen endda videre end traditionen, for det antydes, at det ikke blot er Kristi opstandelse, som skildres, men det kødelige menneskes opstandelse

… bemærkelsesværdigt er det i hvert fald, at skikkelsen, der løftes op af gravens sorte firkant mod lyset af Gudfaders kærligt favnende hænder, har skørt på! Måske en henvisning til kunstnerens egen blot 20-årige datter Mathilde, som han mistede, mens han netop var i gang med at male altertavlen? For i nederste venstre hjørne kan man skimte ordene »til Mathilde«.

Men denne konkretisering af opstandelsen som Kristi frelsergerning for os mennesker af kød og blod gør bestemt ikke budskabet mindre betydningsfuldt og troværdigt for os moderne mennesker. Kunstneren udtrykker selv sin opfattelse af opstandelsen på altertavlen med ordene: »Det repræsenterer selve kernen i kristendommen og er på samme tid både altfavnende abstrakt og pinagtigt konkret. Man kan ikke nøjes med at illustrere en tekst. Man må vove et øje. Turde gå ind i det simple (og formange forargelige) budskab: Frygt ikke! Livet er evigt«.

Kirsten Elisabeth Christensen sognepræst Tønder Kristkirke

Litteraturhenvisninger: Danmarks kirke, Sønderjylland, XXI, Tønder Amt, København 1957.

Hanne Kolind Poulsen: »Cranach«, Statens Museum for Kunst, København 2002.

Lisbeth Smedegaard Andersen: »Arne Haugen Sørensen…med indbygget katastrofe«, Lemvig 2001.

29

Da rejse / vi rejser Om opstandelsessalmer i det 21. århundrede Gamle og unge, syng sorgen af led / når vi er bøjet og strakt og får fred / Herren er god, se, han holder sit bål / frem for dit ansigt, du trimler i mål. Med den opfordring vil jeg begynde på et par overvejelser om, hvad en opstandelsessalme i det 21. århundrede skal rumme.

far døde, mens vi sang. Død, hvor er din brod?

Jo, den kunne vi godt mærke. Men der blev pøset fred ned over sengen på Aalborg sygehus.

Og alle os, der stod og så englene tage fat i ham.

Ved dødslejet sang vi gamle salmer. Med billeder, der har åbnet døre på klem til noget genDet enkle svar er dette: En opstandelsessalme i nem hele vores liv. Salmer, vi kender fra jul, det 21. århundrede skal rumme det, en opstanpåske, pinse, hverdag og fest. Det var dem, vi delsessalme til alle tider har skullet rumme. sang, fordi det var dem, vi alle kendte. Hver Man kunne også sige: Enhver salme, der virkeisær fandt vi vel noget, der klang særligt i os. lig bliver salme og andagt for Et billede, vi hæftede os eller en, er en opstandelsessalme! Eltrøstede os ved. Og så fandt vi Vi kunne næsten ler: Der findes ikke opstandelogså noget fælles, fælles erfarinikke holde det ud. sessalmer og andre salmer. Der ger og klange. Det var gamle salfindes salmer. mer, men når vi stadig kan bruge dem, er det, fordi deres sprog er stort, bevægeSidste år døde min far. Han lå i sin hospitalsligt og kraftfuldt.

Det er ligemeget, om Kingo seng og så helt forkert ud. Bevidstløs. Med slansidder og fortæller om, hvordan der hver morger og tuber, monitor og væskeposer. Kun kort gen flyder en nåde uden mål ned i hans lerskål. tid ad gangen var vi ved ham. Vi kunne næsten Eller om Grotrian fortæller om samme nåde, ikke holde det ud. Alt var forkert, alle ord for der flyder ned i det kongelige porcelæn i ræknøgne, og uden ord var det også bart. Da vi forkehuset i Lemming. Det er samme erfaring. Der stod, at han skulle dø, måtte vi finde en måde at er evangelium i skidtet, og den digteriske kraft, være hos ham på. Vi begyndte at synge. Vi sang hvormed de fortæller om den, hæver dem op i timevis. over tiden.

UDEN salmerne var der hospitalslugte, den Forskellige tiders digtere skriver i hvert sit maskinelle vejrtrækning, kvalme, bundløs uro, sprog. Selvfølgelig. Man kan ikke skrive sandt i panikkroppe. MED salmerne kunne vi være et andet sprog end sit eget, sin tids sprog. Hvis der. Vi blev en enhed. Når nogle stemmer blev man gør, bliver det kitch - og noget værre end kvalt af gråd, sang andre til, blev faste og mokirkekitch findes ikke! Men om det evige bedige. Salmerne fremkaldte livslyset over nådeskrives som en Evahave, Guds poppellæ, godstolen, mens vi kiggede i dødningedalen. Min 30

31

hedens eng eller Gudshaven, hvor der er evig sommer og tusinde serafers sang, det er ikke vigtigt. Om Kingo snakker om ormegnav, eller om Grotrian taler om ormene, der ligger og tygger. Det er ikke forskelligt. Det er samme erfaring. Samme nærhed.

så bliver signalet klart. Jeg modtager. I alle fald for en stund. En stund med betydning. Om den er ved sygelejet, i bilen, i kirken, ved graven.

Hvis man helt kort skal sige, hvad en salme skal rumme for at oprejse os det faldne mod, så er det dette: Den skal rumme et: Det er ikke tilstedeværelsen Frygt ikke, tro kun. Det er det En salme er en tekst, af et opstandelsestema i salder kendetegner en opstandelder med ærlighed giver sessalme i det 21. århundrede merne, der er afgørende for et evangelium fra sig. den trøst og det håb og den og til alle tider. En (opstandelstyrke, der er at hente i dem. ses) salme er en sang, der for Det har ikke noget at gøre med at få beskrevet, den, der synger den, peger på den Gud, der blihvad der foregik ved Jesu grav. Eller hvad der ver alt i alle. sker, når et menneske dør. En salme er ikke et Salmer skal have så stærk en evangelisk kerne, pædagogisk redskab til at forstå et element i at de kan prente det ind i os, det der hele titroen, eksempelvis opstandelsen. En salme er den viskes lidt ud af ensomhed, travlhed, larm. en tekst, der med ærlighed giver et evangeliNemlig at vi er set og kendt af Gud. Salmer skal um fra sig. Som ved sin billedmæssige styrke, fortælle os: Herren er god, se, han holder sit bål digteriske kraft, og ultimative ærlighed åbner / frem for dit ansigt, du trimler i mål. Det er det vore øjne for Guds nærvær i vores liv. Og i vosalmer skal. res død. Samtidig med at salmen giver sprog til En uge efter at far var død, kom vi med, hvad vores fortvivlelse og spejler de vilkår, vi lever dødt vi havde, og bar det med sorg til graven under. ved Tømmerby fjord. Sorgen blev sunget af led, En digter er en, der kommer så tæt på det, vi da alle stemmerne i Tømmerby Kirke samlede ikke kan fatte, som det i denne verden er musig til Den signede dag. Da lå far og var strakt ligt. Når man bevæger sig der på grænsen af og havde fået fred. Og vi stod bøjede, da sorgen det, vi kan se og fatte, taler man i billeder, der tyngede brystet ned. Vi sang om rejsen til vort gør det muligt at nærme sig. Det gør, at digtet fædreland, hvor vi skal tale med venner i lys. hverken kan eller skal opløses i enkeltheder, Det var en salme. Vi kunne også have sunget gennemfortolkes og forstås til fulde. Det skal dette vers: Når klokken er væk / da sluger vi blæk modtages som et billede. Og der må gerne være / og tiden blir blå som en kejser / min Jesus er ren / uløste gåder i digtet. Som der er overalt i livet. med øjne som sten / der blusser i himlen / vi rejser.

Som jeg selv er. Er vi ikke som skrattende radioer, der leder efter signal? Engang imellem, når Louise Højlund, jeg synger salmer og også ved andre lejligheder, Ørslev Kloster 32

Mon hans ord igen opstår?

Opstandelsestroen og søndagens prædiken I løbet af sommeren foregik der en interessant mysterium, så det sidste har noget relevant og diskussion i medierne. En nyudnævnt uddanafgørende at sige ind i den konkrete virkelignelses- og forskningsminihed, vi nutidsmennesker står ster kom til at nævne troen i. Det er en vanskelig opgave, på Gud i forbindelse med sin og det kan derfor umiddelbart Troen er jo ikke en beindsættelse i jobbet som ponægtelse af fakta, og vi- tage sig lettere ud at se bort fra litisk ansvarlig for hele det denskaben kan mildest det irrationelle og overnaturvidenskabelige miljø i Danlige i troen, og så blot lade fortalt ikke forklare alt. mark. Det afstedkom en del kyndelsen udfolde helt alment kritik. Hovedanken var vel, at tro ikke uden anerkendte fænomener som f.eks. kærligheden videre kunne sættes på linje med videnskab. imellem os, glæde og livsmod. Sagt her i forbiDet er der sikkert noget om. I hvert fald er der farten har vi da også de sidste 40-50 år set flere en vis spænding mellem tro og videnskab. En og flere forsøg på at formulere en kristendom spænding, som ikke er det samme som en moduden overnaturlige elementer og uden en alsætning. Troen er jo ikke en benægtelse af fakta, mægtig, underfuld Gud, der har grebet ind i og videnskaben kan mildest talt ikke forklare verdens gang og som fortsat vil gøre det. alt. Ikke desto mindre består der en spænding imellem dem. Dette viser sig måske særligt, når Opstandelsens uforklarlighed videnskab bliver brugt til ideologi, eller når troDet er ganske svært at komme udenom, at de en så at sige lader sig amputere i et misforstået skriftlige vidnesbyrd om Jesu opstandelse i hensyn til et rent rationelt og naturvidenskabeDet Nye Testamente bryder alle rationelle kaligt verdensbillede. tegorier. Opstandelsen er uforklarlig og uudSpændingen mellem tro og videnskab svarer i grundelig. Den er Guds indgreb i verden og et øvrigt meget godt til den kamp, enhver præst overnaturligt mysterium. Alligevel er opstanstår i, når søndagens prædiken skal forberedes. delsestroen ikke noget, der blot gør tilværelsen Her er det nemlig en vedvarende udfordring at her og nu sekundær. Tværtimod vil jeg mene. få bygget bro mellem en moderne og ofte sekuDen opstandelsestro, Det Nye Testamente forlær virkelighedsforståelse og så den kristne tros midler, udgør et stort og stærkt fundament

33

for en forkyndelse, der netop tager livtag med virkeligheden, som vi kender den. Det gælder både i forhold til livet her og nu og til døden som livets begrænsning.

folket og i Jesus forkyndte opstandelsen fra de døde« (4,2). Betegnende nok dækker denne forkyndelse i den nære sammenhæng over helbredelsen af en lam ved templet: »Det er i Jesu Kristi nazaræerens, navn, ham som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra Skabelsesglæde Opstandelsestroen de døde, at denne mand står rask Man kan mene, at opstanåbner med andre ord op foran jer«, siger Peter (4,10). Jesu delsestroen sætter en kraftig for en glæde ved livet og opstandelse fra de døde fik parentes om livet her og nu. tilværelsen her og nu. altså den naturlige konsekvens Hvis der er håb om evigt liv for apostlene, at de fandt livet som noget, der rækker ud og tilværelsen hér værd at kæmpe for. Opstanover tilværelsen her, hvor vigtigt kan dette liv delsestroen formidler således en glæde over så egentlig være? Sådan lyder den logiske og skabelsen og livets friskhed. Også selvom denforhastede konklusion på opstandelsestroens ne glæde rækker længere end til livet her og nu. betydning. Det forholder sig nærmest modsat, vil jeg hævde. Jesu opstandelse giver livet, som Døden som mellembestemmelse vi kender det, en uhørt stor betydning. For at Gud i sin Søn vælger at nedkæmpe døden hér, Det er opstandelsestroens særkende, at den kan på den jord og i den tilværelse, der er vores, må se modgang, lidelse og død i øjnene uden at gå jo netop indebære, at præcis dette liv har en fyltil af det. Ja, mere end det. Den kan få os til, de og en værdi. Det er dette liv og intet andet, som Grundtvig siger, at »le ad banesår og springe der så at sige er værd at rive ud af dødens og over grave«. Hvorfor? Fordi opstandelsen marDjævelens kløer. Var det ikke noget værd, kunkerer sejren over alt, hvad der står livet imod. ne Gud jo blot have ladet det hele sejle uden Eller rettere: lidelsen og døden og alt andet, der at ofre det fjerneste på det. Og da slet ikke sin står livet imod, er opstandelsens forudsætning. eneste Søn.

Ingen opstandelse uden lidelse og død. Der er Opstandelsestroen åbner med andre ord op for en glæde ved livet og tilværelsen her og nu. En skabelsesglæde. Det kommer i øvrigt også fint til udtryk i apostlenes liv og forkyndelse, sådan som det er skildret i de første kapitler af Apostlenes Gerninger. Her kan hele apostlenes virke sammenfattes med ordene om »at de underviste 34

meget få, der har sagt det skarpere end Søren Kierkegaard. I »Til Selvprøvelse« gør han ligefrem døden til den afgørende prøve på om det er kristendom, der forkyndes eller ej: »Der er ingen, ingen Bestemmelse af det Christelige, uden at Christendommen først anbringer som Mellembestemmelse: Døden, det at afdøe« (17,113).

35

Døden er den nødvendige mellemstation på vej til opstandelsen. Hvis ikke døden er med i ligningen, er der ifølge Kierkegaard endnu ikke tale om kristendom. Ikke at søndagens prædiken altid skal tematisere lidelse og død og undergang. Det er mere et spørgsmål om at lade det skinne igennem hver søndag, at kristentro rækker ud over livet her og nu. At den er mere end politiske og moralske overvejelser og mere end blot almen visdom. Det er som Karl Barth siger om præster et sted: »Som landsbyvismænd er vi i grunden uønskede, overflødige og latterlige«.

For en prædikant skal kunne noget andet. En prædikant må have ordet om syndernes forladelse og det evige liv som sit egentlige ord, så der selv for den mest livsplagede kan være håb at hente søndag formiddag. Håb om opstandelse midt i døden og undergangen.

Den opstandne og nærværende Kristus Det sidste er om noget en prædikants eget håb.

At der må være opstandelse midt i døden. Også i forkyndelsen. At den opstandnes ord igen må opstå i prædikantens mund. Som levende og livgivende ord, der angår et menneske. Så der kan drikkes af opstandelsens læskende gule bæger og tørsten efter livsfylde slukkes. Det forudsætter i en vis forstand prædikantens død, dvs. at prædikanten selv træder til side og holder sig til det ord og evangelium, som troen opstår af og lever på. Det er i sig selv en del af opstandelsestroen: at Kristus selv kan komme os i møde lige præcis dér, hvor vi er. I menneskeord. I al ydre skrøbelighed og usselhed. Gennem prædi36

kenens dårskab. Den dårskab, at evangeliet om den korsfæstede og opstandne Kristus bliver forkyndt uafkortet som den, et menneske både kan leve af og dø på. Præcis dér har han lovet selv at være nærværende. I evangeliet. Han står bag sit ord og er i det. Derfor kan Luther blandt andet så rigtigt sige om prædikenen: »At prædike evangeliet er intet andet, end at Kristus kommer til os eller at bringe os til ham«. Dét er en af de helt store og uforklarlige perspektiver, der hviler over søndagens prædiken.

Peter Fredensborg, sognepræst i Grene Sogn

Taget i brug Vi kender det. Når vi er til begravelse, går præsten hen foran kisten og holder en tale over den afdøde. Præstens tale ved begravelsen er en helt særlig genre. Den ligner på den ene side talen

Døden har ingen mening

ver dette opstandelseshåb ikke forkyndt, mister begravelsestalen sin betydning og kunne lige så godt være talen, der blev holdt til mindesamværet i forsamlingshuset bagefter.

Der er gået opstandelse i døden. Hvordan?

Spørgsmålet er bare, hvordan der kan tales om opstandelsen i 2015. Begravelsestalens forkyndelse af opstandelsen er en bestemt måde at under det efterfølgende mindesamvær ved, at tale om døden og den døde på. I den beretter om den dødes liv. lyset af opstandelsen har døden På den anden side er den helt anDen døde skal også således ikke længere nogen mederledes ved, at den siger noget ning i sig selv. Alligevel hører opstå fra de døde. bestemt om den døde, som ikke man ind imellem folk, der vil kan siges andre steder. prøve at tillægge døden mening ved at sige: »Det var også det bedste, tænk på, hvad Den siger nemlig, at den døde ikke bare er død. han skulle have været igennem, hvis han havde leDen døde skal også opstå fra de døde. Allerede vet længere. Døden kom som en udfrielse«. Men er ritualet hjælper til med at sige det. Inden jorddet nogen trøst? Er det ikke bare et forsøg på at påkastelsen siges ordene om, at »vi er genfødt tale udenom, at døden ikke har nogen mening? til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de Søren Ulrik Thomsen skriver i sit mindedigt døde«. Derefter følger de tre skovlfulde jord: »Af over Michael Strunge: »Men jeg vil ikke være med jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden til at give din død en mening, som alene er livets«. skal du igen opstå«. Ligesom Kristus døde og Det samme skal siges i begravelsestalen. Døden opstod, skal du dø og opstå. Begravelsestalen skal ikke gives en mening, som den ikke har. er ikke andet end en forkyndelse af disse ord Der skal derimod tales om døden som noget, til mennesker, der er samlede for at tage afsked der er overvundet. med ham eller hende, de kendte og elskede. Bli-

Opstandelse er, at Gud gør alting nyt I 1950’erne havde P.G. Lindhardt et voldsomt opgør om tanken om det evige liv. Han gjorde op med forestillingen om, at opstandelsen var

37

Som et hvedekorn, der lĂŚgges i jorden

38

en opstandelse til et evigt liv i himlen. Det evige blev gjort til noget, der lå ude i fremtiden.

Et paradis, som man blev udfriet til, når man engang havde levet sit liv her på jorden. Vel at mærke, hvis ens liv havde været renfærdigt.

For P. G. Lindhardt var det afgørende at sige, at den bibelske tale om det evige liv intet havde med disse fremtidsforestillinger at gøre. Disse forestillinger var ikke andet end spekulationer, som måtte stå for folks egen regning. Det evige liv var her og nu. Det samme var opstandelsen.

Opstandelsen var noget, der fandt sted allerede her og nu. Dette er værd at have med i sine overvejelser, når opstandelsen skal forkyndes ved en begravelse. Opstandelsen handler ikke kun om, hvad der sker engang. Opstandelsen er noget, der sker nu. Opstandelsen er, at Gud gør alting nyt. Sagt med andre ord: Opstandelsestroen er ikke en tro på vores ankomst til det evige liv i himlen ude i fremtiden.

Opstandelsestroen er derimod en tro på, at vores liv og død ligger i Guds hånd. Den Gud, som med Kristi død og opstandelse har gjort alting nyt for os.

Som et hvedekorn, der lægges i jorden Denne opstandelsestro får betydning for det liv, der berettes om i begravelsestalen. Opstandelsen kaster så at sige sit lys over hele det levede liv fra fødsel til død. Det er ikke længere et tilfældigt liv. Det er et liv i Guds hånd, der beret-

tes om. Som sådan er det et liv, der er ubetinget vigtigt for Gud og skal derfor heller ikke forsvinde ud i ingenting, når det dør. Når det dør, er det stadig i Guds hånd. Når man skal tale om det, kan man ikke undgå at tale om det i billeder. Et af billederne i Det Nye Testamente er billedet af hvedekornet, som falder i jorden og dør. Dør det ikke, bliver der kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Billedet har været medvirkende til en hel hvedekornsteologi. I Guds hånd er et menneskes liv som et hvedekorn, der falder i jorden og dør.

Døden er ikke noget, der kommer engang. Døden er noget, der finder sted, hver eneste gang dette menneske bliver taget i brug. I forhold til andre mennesker bliver det taget i brug som far, mor, søster, bror, ven eller veninde. Hver eneste gang giver det lidt af sig selv til andre. Sådan slides det ned lidt efter lidt ligesom et stykke værktøj, der bliver slidt ned af at blive brugt.

Intet er mere meningsfuldt. En dag er det slidt helt ned og bliver lagt i jorden. Døden er altså kun et led i denne nedslidning. Det forunderlige er, at det døde korn nede i jorden begynder at spire. En dag bryder det jorden og vokser op til en ny plante i Guds rige. Sådan kan man tale om et menneskeliv i opstandelsens lys. Dets liv er i Guds hånd. Meningen er, at det skal slides ned. Når det er blevet slidt helt ned, vil det stadig være i Guds hånd. Som hvedekornet i jorden vil det spire og opstå til nyt liv i Guds rige.

39

Opstandelsestroen skal give mod til at leve Opstandelsestroen er, at alting bliver nyt, sådan at vi kan leve i en verden, hvor afsked og tab findes, men hvor vi samtidigt må have det håb, at den døde er i Guds hånd. Det betyder, at det nu er Gud, der sørger for den døde. Det skal vi ikke længere. Vi skal give slip for at leve det liv, som er vores og som også ligger i Guds hånd. Vi er også hvedekorn, der skal slides op for en dag at opstå som nye planter i Guds rige. Forkyn-

40

delsen af opstandelsen i begravelsestalen skal således tale om den døde, som et menneske, der ligger i Guds hånd. Opstandelsen betyder, at døden ikke har det sidste ord. Gud gør alting nyt. På samme måde skal forkyndelsen af opstandelsen give de efterladte mod til at leve videre på trods af sorg og savn. Også i sorgen og savnet gør Gud alting nyt.

Morten Fester Thaysen, sognepræst i Varde Sogn

Lad mig dit ansigt skue - opstandelsestroen i Den Danske Salmebog Opstandelsestroen gennemlyser i den grad Den opstandelse er for os, de lidende, fortabte og Danske Salmebog. Troen på og glæden over opdøende. Sproget er vidt forskelligt. Både melstandelseslivet, som ikke kan knuses eller forlem perioderne i den lange tradition, forskelligt mørkes, hverken i denne verden eller siden, personligt farvet af den enkelte digter, og forhverken af døden eller af skelligt hos den samme dignoget andet tænkeligt, løter i forskellige faser i digteber som en tråd igennem Troen på dødens overvindelse rens liv. Derfor er det også alle salmebogens afsnit. så stor en rigdom, at vi i én og opstandelsens liv er Den findes i lovsalmer og lille salmebog, så forskellige hovedtemaet i salmebogen. årstidssalmer, i morgen- og vi er, og så forskelligt vores aftensalmer, under kirkeårets salmer, selv i adliv ser ud, altid, hver især, kan finde den salme, vents- og julesalmerne, hvor vi måske mindst der spejler os og tilbyder håb, glæde og lettelse, venter det, lyser Det Store Håb, ikke kun om lige sådan som vi trænger til det nu. forligelse med Gud, men om et evigt liv med Der er, op gennem historien, og også i den seneHam. Troen på dødens overvindelse og opstanste periode, farverigt, stærkt, vildt billedsprog, delsens liv er hovedtemaet i salmebogen. Jeg hvor digteren lader sig rive med af alle de dejkan ikke finde en salmedigter eller en periode, ligste og største billeder - som Karl Martinusder ikke har opstandelsen som kerne, grund og sens »Ja, engang mine øjne skal« fra 1954 eller mål.

Brorsons allehelgensdag-klassiker »Den store Tonen er forskellig. Det er til at få øje på stilforhvide flok«, DDS nr. 571 eller i Grundtvigs »Er skellen fra Luthers påskesalme fra 1524 (DDS livet alt lifligt«. Eksemplerne er talrige.

220) eller en græsk påskesalme fra kirkens førTrænger man derimod til ro for de store billeste århundreder (DDS 223 ), de store Grundtvigder, er der masser af pragtfulde udtryk for opeller Kingo-påskesalmer, og så til f. eks. Hans standelsestroen, som udtrykker sig langt mere Anker Jørgensens formuleringer fra slutningen stilfærdigt, nøgternt, med en dyb, stille og fast af det 20. århundrede (DDS 260 v. 2). Samme tillid: »Vær du mit skjold og bue/ når jeg min afsked tanke, samme glæde. Samme fokus på, at Jesu

41

tar!/ Lad mig dit ansigt skue/ som det på korset var/ Jeg derved sejer vinder/ i troen som sig bør/ dig til mit hjerte binder/ vel den der sådan dør ((DDS 193).

Eller, som Aastrup siger det, stilfærdigt og ligetil: »... som Han delte med dem her/ de vist skal arve med ham der« (DDS 238). Hvordan det nu er formuleret, så er det fælles for al opstandelsestro i vores salmer, at den altid har Kristus selv som centrum. At al opstandelsestro er troen på, at Han vil leve sit opstandelsesliv med os, og at vi må få del i Hans evige liv med Gud.

Salmernes tro er aldrig en tro uden om Kristus.

Ved dåben og ved troen er vi sammenvokset med ham, som overvandt døden, og lever i os og hos Gud (Rom. 6.5) Det opstandelsesliv lever vi hver dag på denne jord, og det ophører ikke.

Det er kernen i salmernes opstandelsestro. Så Grundtvig får det sidste ord: »Vi ere, vi bleve/ vi røres, vi leve / i Kristus, Guds levende ord…Ja tro og bekende / til dagenes ende/ det er saliggørelsens vej/ På den lad os sjunge / med hjerte og tunge / Vi har ham, vi slipper ham ej!«.

Thala Juul Holm, Provst Tønder Provsti

42

43

Musikkens transcendens-kunstnere men nogle år efter, er der opstandelsestro så det basker, men set i et større musikhistorisk perspektiv er det en undtagelse. For selvom opstandelsen er højdepunkt og klimaks i kristendommens vigtigste højtid, er den ikke højde»Opstå, ja, opstå skal du, punkt i den klassiske musiks religiøse værker Mit støv, efter kort tids hvile!« fra de sidste godt 300 år. Det er snarere Mozarts og Verdis rekviemmer, og ikke mindst Bachs Mahler har teksten fra den tyske digter FrieMatthæuspassion og Johannespassion, der kulmidrich Klopstocks salme »Aufersteh’n, ja aunerer med Jesu offerdød på korset. Som det kan fersth’n«, som Mahler hørte høres her, er død og lidelse i marts 1894 i Michaelisuovertrufne emner, når det kirken i Hamborg ved diMusikken er ligesom gælder tonemaleri, og det rigenten Hans von Bülows opstandelsen ikke underlagt er også kommet farverige bisættelse. »Den ramte rationalitetens love. romantiske værker som Bermig som et lyn, som alle lioz’ Symphonie Fantastique skabende kunstnere venter på – »udtænkt af og Liszts Totentanz til gode - begge værker, hvor Helligånden!««. Sådan beskrev Mahler efterfølspektakulære apokalyptiske scener spiller en gende hændelsen, der gjorde ham i stand til at vigtig rolle. komponere en stor himmelstræbende gloriøs I finalen i Mahlers Symfoni nr. 2. Opstandelsessymfonien (1888-94) efter skrækscener og dommedagsklange høres en salig lyd fra det fjerne.

Knapt hørbare menneskestemmer hvisker:

finalesats, der med bimlende klokkeklang og gjaldende trompeter kulminerer med Mahlers egen tekst: »Opstå, ja, opstå skal du, Mit hjerte, i et nu!

De slag, du har slået, Til Gud vil de bære dig!« Her, hos jøden Gustav Mahler, der af karrieremæssige grunde konverterede til kristendom-

44

Men egentlig er det underligt, at den kristne opstandelsestro ikke spiller en vigtigere rolle i den klassiske musiks værkkanon, for musik og opstandelse har i sin natur meget til fælles.

Musikken er ligesom opstandelsen ikke underlagt rationalitetens love. Musik har en særlig evne til at overskride fornuftens grænser og skabe magiske øjeblikke, hvor den vante virkelighedsopfattelse suspenderes. Når vi lytter til musik, bliver tiden ofte et elastisk fænomen.

Fra opførelsen af Ruud Langgaards »Antikrist« i Ribe Domkirke den 03.09.15

45

Et langt inciterende musikalsk afsnit kan føles som et øjeblik, og et nu kan udstrækkes til en evighed, hvor tid og rum udvider sig.

Derfor er musikken et fremragende medie til at udtrykke opstandelsen, som i sin natur er intet mindre end fantastisk. Og går vi tættere på de sidste århundreders musikhistorie, viser der sig også en eksklusiv række af komponister, der helt bevidst har arbejdet på at gøre musikken til et medie for transcendens, og som har troet på musikkens evne til at vise ind i en hinsides virkelighed, der er nært beslægtet med opstandelsens mål.

Den komponist, der for alvor brænder igennem transcendensens lydmur er Beethoven, der med ordene »Oh Freunde, nicht diese Töne« i finalen af sin Symfoni nr. 9 (1822-24) lader en tenor intonere en ny tid med universel kærlighed og en tro på det guddommelige, som det kommer til udtryk i Schillers Ode an die Freude. Dermed viser Beethoven også, i hvor høj grad en syntese af instrumental og vokal musik kan skabe et alment menneskeligt budskab af åndelig værdi.

Og lige siden da har Beethovens Symfoni nr. 9 været en uomgængelig reference for de komponister, der har været optaget af at skrive en transcendent musik.

I de følgende årtier lyser Schumann op med Scener fra Goethes Faust (1844-53) - et oratorium, der har menneskesjælens forklarelse som sit sigte, og hvor værkets sidste del udspiller sig

46

i himmelske egne blandt religiøse figurer. Og helt afgørende er Wagners forestilling om musikken som en kunstreligion, og med Parsifal (1857-1882) som det centrale værk, hvor Wagner med udgangspunkt i myten om den hellige gral gennemspiller og forkynder menneskehedens forløsning forstået i en buddhistisk-kristen sammenhæng.

Samtidig med at Wagner skabte en åndelig kult omkring opførelsen af sine egne operaer i Bayreuth, spirede en helt ny kunstretning frem med udgangspunkt i Paris, nemlig symbolismen. I Danmark blev digteren Johannes Jørgensen en vigtig fortaler for symbolismen. I en programerklæring fra 1893 beskriver han det som kunstens opgave at udtrykke »overnaturlige Sjælstilstande«, og han forklarer videre: »Disse Sjælstilstande er de kunstneriske Øjeblikke, dem, enhver ægte Begavelse kender. Det er de Øjeblikke, da den evige Virkelighed bag Tingene synes paa Nippet til at sprænge den illusoriske Realitets Ham«.

Dermed er vi tilbage ved det lyn »udtænkt af Helligånden«, som Mahler oplevede i Hamborg i 1894, og som ikke blot resulterede i hans Symfoni nr. 2, Opstandelsessymfonien, men som også fik efterdønninger i hans følgende symfonier, hvor af flere er transcendensværker med et åndeligt program.

Og Mahler er ikke alene. I tiden omkring år 1900 og de følgende årtier var der en række komponister, som udtrykte metafysiske erkendelser

igennem musikken. Blandt de mest markante er russiske Alexander Skriabin, der drømte om at skabe et enormt værk Mysterium, der skulle opføres over 7 dage i et tempel bygget til lejligheden i Indien, og hvor finalen skulle markere »verdens afslutning og Guds genopstandelse«.

Skriabin nåede dog kun at komponere de første udkast til Mysterium, inden han døde i 1915. Til gengæld færdiggjorde Langgaard flere værker med nært beslægtede programmer i årene efter. I Sfærernes Musik (1916-18) forestiller Langgaard sig verdens undergang frem mod værkets slutning, hvor en stor paukehvirvel udholdt i 60 sekunder får al musikalsk materiale hørt inden da til at nedsmelte. Og derefter kan Langgaard i en paradisisk slutning lade en ny verden spire frem af asken fra den gamle verden.

I operaen Antikrist (1921-23, 1926-30) gennemspilles et lignende forløb. Her er der tale om intet mindre end en guddommelig indgriben, idet Langgaard efter et babylonisk sammenbrud og en tumultarisk »Stjernefalds-tid« lader »Guds stemme« udbryde »Effata!«. Mod »Antikrist det evige lyn!«, hvorefter musikken samler sig om et harmonisk udtryk, der af Langgaard beskrives som »Herlighedsriget«.

I nyere tid er der især to komponister, for hvem opstandelsen er et naturligt musikalsk emne.

Den ene er den franske katolik Olivier Messiaen, der i et dybt originalt tonesprog, som bygger på synæstesi (samsansning hvor f.eks.

musik fremkalder sansning af farver), har skabt en lang række værker, der udfolder skabelsens mysterium set i en kristen optik. Og her indgår satsen Résurrection som det ekstatiske klimaks i Chants de terre et de ciel (1931-38), og i Et exspecto resurrectionem mortuorum (1960-64) for orkester går Messiaen planken ud i en manende ekspressiv musik, rig på dramatiske syner knyttet til blandt andet Johannes’ Åbenbaring. Den anden er Sofia Gubaidulina, der i dag har status af musikkens ypperstepræstinde, og som trods en opvækst i et religionsfornægtende Sovjet insisterer på at skabe musik, der giver adgang til en skjult religiøs verden. Gubaidulinas musik veksler mellem rugende meditation og fantastiske eksplosioner, og i et af sine hovedværker Passion and Resurrection of Jesus Christ according to St. John (2002) tager hun et skridt videre end Bach i sine passionsværker, idet Gubaidulina følger påskens dramatiske beretning helt til dørs og lader opstandelsen indtage sin retmæssige plads, som den lutrende konsekvens af Jesu offerdød.

Så selvom en tro på kernen i påskebudskabet ikke længere er en selvfølge hos alle kristne, byder opstandelsen sig stadig til som en kunstnerisk erfaring for alle, der er i besiddelse af et åbent sind og har ører at lytte med.

Esben Tange, redaktør og koncertvært i DR P2 samt kunstnerisk leder af Rued Langgaard Festival

47

Fra opførelsen af Ruud Langgaards »Antikrist« i Ribe Domkirke den 03.09.15

48

ISBN 978-87-91376-74-0 50