PROJEKT ULANDSHJÆLP TIL
Tema: Kvinder
Esther og børn fra Faraja skole
Nyhedsbrev – december 2025
Forord
I dette nummer af PULS møder du nogle af de kvinder, der hver dag gør en forskel for børn i Tanzania. De kæmper for uddannelse, sundhed og trygge rammer – og viser, hvordan lokalt engagement kan skabe varig forandring og håb for fremtiden. God læselyst! Hilsen bestyrelsen
Det hele startede med en symaskine
»Hvis jeg havde en symaskine, kunne jeg forsørge min familie,« fortalte en kvinde i Kenya
Elly og Reinholdt Vesterager. Ønsket gjorde stort indtryk. Da parret kort efter mødte en anden kvinde, der hjalp gadebørn, opstod ideen om at hjælpe børn til et bedre liv.
Tilbage i Danmark begyndte Elly og Reinholdt at samle brugte symaskiner, som blev pakket i containere og sendt til Afrika. Målet var klart: hjælp til selvhjælp.
I 1991 stiftede Elly sammen med sin mand PULS. Siden har PULS støttet en mobil lægeklinik, opbygning og drift af skoler og børnehaver, udvikling af
landbrugsarbejde for småbønder, organisering af småbønder i fællesskaber, udbredelse af VSLA-grupper og fortalerar-
bejde for kvinders rettigheder.
Der er ingen tvivl om, at Elly var og er en engageret, beslutsom, modig og nysgerrig kvinde, som går i spidsen for at forbedre mange menneskers liv. Det har også ført hende ud i mange skøre oplevelser. I sin dagbog fortæller hun:
Reinholdt taget af politiet
– udddrag fra Ellys dagbog
Reinholdt og jeg tog ind til Ministeriet (i Tanzania). Jeg gik ind, men Reinholdt blev ude.
Da jeg kom ud igen, sagde en mand: »Din mand venter derovre.« Jeg gik derover og så, at to mænd holdt fast i Reinholdt.
Jeg råbte: »Slip ham – det er min mand!« Han var bleg og rystede. »De siger, de er politi, og jeg skal følge med,« sagde han. Vi blev ført til afhøring.
Jeg huskede ordene fra et lille andagtsstykke, jeg lige havde læst:
»Når de fører jer frem for myndigheder, skal I ikke bekymre jer for, hvad I skal sige, for Helligånden skal give jer de rette ord i rette øjeblik.«
Til sidst kom forkla-
ringen: Dagen før havde Reinholdt set på en rød firehjulstrækker og noteret mærke og model. Bilen viste sig at være en diplomatbil.
På den tid var man opmærksom på spioner – så da Reinholdt næste dag blev set vandre omkring ved den amerikanske ambassade, troede man, han spionerede.
Betjentene indrømmede, at det ikke var mig, der havde »rodet os ind i noget«.
Det endte med grin, lettelse –og en god historie mere til vores Afrikaoplevelser.
Faraja – et hjem med håb og handlekraft
I udkanten af Arusha, bag en tung port, ligger Faraja. Et trygt og sikkert sted, som giver teenagemødre en ny start.
Esther Moshi står i spidsen for Faraja
Esther har været en del af Faraja i flere år. Da stedets pioner døde for et par år siden, trådte hun naturligt ind i rollen som leder – med erfaring fra hverdagen, et godt kendskab til samarbejdspartnerne i PULS og til organisationen Fayawoodo, som Faraja er en del af.
Hvor Faraja er et fysisk hjem, arbejder Fayawoodo bredere –med oplysningskampagner og med støtte til VSLA-grupper. Lige nu samarbejder Fayawoodo og PULS om et projekt mod FGM (kvindelig omskæring).
Barsel med perspektiv
Esther er mor til to piger. Hun
ved, hvor afgørende de første leveår er – og det præger hendes tilgang som leder:
»Da jeg selv gik på barsel, blev det tydeligt for mig, hvor vigtig tryghed og støtte er i et barns første år. Og det ser jeg hver dag hos os – hvordan både mødrene og deres børn udvikler sig, vokser og bliver klar til at stå på egne ben.«
Efter 12 måneder har teenagemødrene fået en ungdomsuddannelse så som frisør, køkkenassistent eller skrædder. De har lært at passe deres barn og har fået indsigt i forretningsudvikling.
Ved afrejse får de en opstartspakke: en seng, en madras, daglige fornødenheder og 100 dollars. Med det kan de leje et værelse og starte deres egen forretning – fx en frisørsalon eller en lille te-bod ved vejen.
Tillid – også til mænd
En vigtig nyskabelse under Esthers ledelse er, at mænd nu også er en del af både bestyrelsen og medarbejdergruppen.
»Selvom det kan virke naturligt, at et hjem for sårbare piger kun har kvinder ansat, er det vigtigt, at både børn og mødre lærer at stole på mænd igen. Det er en del af helingen.«
Et hjem med potentiale – og behov
Faraja har plads til 50 piger, men lige nu er der kun 30. Budgettet rækker ikke længere.
Esther sammen med en af teenagemødrene
»Hver pige koster omkring 1.800 dollars om året. Vi skal tænke nyt, hvis vi skal være mere økonomisk bæredygtige,« fortæller Esther.
Hun drømmer om en forretningsmodel, der kan sikre Faraja en mere stabil fremtid:
»Vi har brug for partnere, som ikke kun støtter økonomisk, men også vil sparre med os om udvikling og indtægtsmuligheder.«
Fayawoodo og kampen mod FGM
Faraja er en del af organisationen Fayawoodo, som arbejder for at støtte piger til et bedre liv. Sammen med PULS gennemfører Fayawoodo i øjeblikket et projekt mod FGM, der handler om oplysning og fortalerarbejde for at stoppe omskæring af piger og kvinder.
Små skridt, store forandringer
Josefine er i dag direktør for RECODA. Hun fortæller, hvordan hendes rejse begyndte –og hvordan arbejdet med småbønder og kvindegrupper har skabt håb og handlekraft i hele lokalsamfundet.
Begyndelsen
»Min rejse med RECODA begyndte i 2005,« fortæller Josefine. »Dengang var organisationen stadig lille, og vi var kun få mennesker med store drømme. Nogle af de første medarbejdere kendte jeg fra studietiden – de vidste, hvad jeg kunne, og blev ved med at sige: ‘Josefine, du skal være med!’ Til sidst sagde jeg ja.«
De første år engagerede RECODA sig i at støtte småbønder med at etablere fælles spareog lånegrupper – VSLA-grupper (Village Savings and Loan Associations).
I dag er RECODA særlig kendt for at uddanne og støtte småbønder i moderne og klimavenlige landsbrugsmetoder.
»Da jeg blev færdig med min uddannelse, blev jeg ansat som Community Development Manager – man kunne kalde det udvikler af lokalsamfundets økonomi,« fortæller hun. »Det var en fornem opgave. Jeg følte, jeg trådte ind i noget, der virkelig betød noget.« Josefine havde stillingen indtil 2009, hvor hun flyttede til Dar es Salaam. Men selvom hun rejste, forlod RECODA hende aldrig.
I 2012 vendte hun tilbage. Og nu er hun direktør for Recoda.
(fortsættes på næste opslag)
RECODA og PULS gennemfører farmer uddannelser og støtte af VSLA grupper i Likamba. Området er tørt. Jorden er udsultet fordi hverken afgrøder eller træer binder jorden. RECADA’s indsats gør at jorden nu bliver dyrket og mennesker bliver styrket økonomisk.
VSLA kvindegruppe – stålkassen i forgrunden er banken. Den indeholder gruppens opsparing og lånebevillinger. Hver uge mødes gruppen for at betale afdrag på lån og/eller indsætte opsparing.
Når hun ser tilbage, bliver hun stolt
»Jeg har været med til at se RECODA vokse fra en lille idé til en organisation, der gør en mærkbar forskel i tusindvis af menneskers liv.«
»Jeg har et stort håb for RECODAs fremtid,« fortæller Josefine.
»Jeg ønsker, at vores medarbejdere får mod og viden til at arbejde selvstændigt, så organisationen fortsætter med at vokse og skabe varig forandring – også når jeg en dag ikke er her længere.«
Noget af det, som har rørt Josefine mest, er arbejdet med kvinder i VSLA-grupperne.
Hun har trænet og støttet mange af dem – og set, hvordan kvinder med små indkomster begynder at drømme større. Hvordan de pludselig kan tage kontrol over deres økonomi, sende deres børn i skole og skabe bedre liv for deres familier.
Forandring smitter
Også uden for RECODA har Josefine delt sin viden.
»I vores kirke begyndte jeg at træne kvinder i opsparing,« fortæller hun. »Efter tre år begyndte mændene også at komme – de kunne se, hvordan kvinderne havde forbedret deres økonomi. Det gjorde mig så glad. Det viser, hvor stærk en kraft fællesskab og opsparing kan være.«
»Når jeg ser alt det, kvinderne har opnået, ved jeg, at RECODAs arbejde virkelig gør en forskel. Det giver mig håb – for dem, for fremtiden og for alt det, vi stadig kan skabe sammen.«
Et fællesskab med hjertet på rette sted
Det begyndte i 1989, da Erna åbnede et værested i Rønne tilknyttet Sankt Nicolai Kirke.
Her mødtes mennesker, og fællesskaber opstod – alt drevet af frivillige kræfter. Med ti-
Erna og Ole ved genbrugsbutikken.
Center.
sammen med de andre i butikken besluttede hun at sende den første donation til PULS. Det blev begyndelsen på et langt og varmt samarbejde.
»Gør vores penge mon nytte?«
Det spørgsmål stillede Erna en dag til Ole. Spørgsmålet blev siden taget op af TV Bornholm. Sammen med Helene Hjorth
(fortsættes næste side) den voksede idéen. En genbrugsbutik kom til, og langsomt tog fællesskabet form. I dag står 23 kvinder og fire handymænd bag foreningen Sct. Nicolai, som rummer både varme, virkelyst og viljen til at gøre en forskel.
Hvert år samles medlemmerne for at fordele butikkens overskud. Både lokale initiativer og projekter ude i verden støttes – altid med omtanke for, hvor pengene kan gøre mest gavn.
En dag hørte Erna en radioudsendelse om mennesker i Tanzania, der havde brug for støtte. Ordene gjorde indtryk – og
rejste Erna og Ole til Tanzania. Her mødte de børn og voksne, hvis liv var forandret takket være donationer.
På et børnehjem oplevede de, at man skulle have skoleuniform for at gå i skole – familier, som ikke havde råd til uniformen, sendte derfor ikke deres børn afsted. De mødte familier, der kæmpede for at holde fast i håbet, og de så, hvordan traditioner stadig stod i vejen for børns skolegang.
Ole husker især en ung masaidreng, der drømte om at lære at læse, men som ikke fik lov af sin bedstemor. »Hvem skulle så passe dyrene?« spurgte hun.
Et bånd, der blev ved at vokse
Rejsen satte dybe spor. For Erna og Ole blev det tydeligt, at selv små bidrag kan skabe store forandringer. Og for børnene i Tanzania blev mødet et tegn på, at nogen på den anden side af jorden faktisk tænkte på dem.
Nu støtter PULS Mama Teddy Day Care Center – hvor forældreløse børn får omsorg, læring, fællesskab som et trygt fundament for fremtiden. Den støtte, som Sankt Nicolai Genbrug giver, svarer omtrent til centerets årlige budget. Det er ikke bare symbolsk – det gør en helt konkret forskel i børnenes liv.
Historien om Erna og Sct. Nicolai viser, hvor langt et lokalt engagement kan række. Et værested og en genbrugsbutik på Bornholm har vist, at fællesskab, vilje og varme kan forandre liv – helt ned til det enkelte barn i Tanzania. Som Erna selv siger: »Det er vigtigt for os at vide, at vores donationer gør nytte. Og det ved vi, de gør i Tanzania.«
En rollemodel
Da Adela i 1982 blev Tanzanias første kvindelige kirurg, var hun allerede et forbillede. Senere blev hun præsidentens læge og siden plastikkirurg. I 2005 tog hendes karriere en ny retning, da hun blev leder af KIWAKKUKI.
»Vi har stået skulder ved skulder i mange år,« fortæller Egla, som i dag er Adelas højre hånd. Sammen udgør de kernen i KIWAKKUKI.
(fortsættes næste side)
Egla er Adelas højre hånd. Her forklarer hun skoleelever, hvordan de skal passe deres bananplanter.
En af Kiwakkukis kvindegrupper: Alle kvinderne har gennemført farmeruddannelse og er medlem af en VSLA gruppe. De styrker deres selvværd, deres økonomiske kræfter og deres engagement i lokalmiljøet.
Adela er Tanzanias første kirurg – en pioner, der tidligt banede vej for andre kvinder i faget. Hun har været præsidentens læge og plastikkirurg, men i 2005 tog hendes liv en ny drejning, da hun valgte at stille sig i spidsen for KIWAKKUKI. Hos KIWAKKUKI begynder hver dag med en sang, et bibelord og en bøn – et lille ritual, der samler medarbejdere og frivillige om deres fælles opgave: at bringe håb, styrke og et bedre liv til mennesker, også dem,
der lever med HIV/AIDS. Den diakonale ånd mærkes i alt, hvad de gør – både på kontoret og ude i landsbyerne.
I begyndelsen af 1990’ erne var Tanzania hårdt ramt af HIV/AIDS. Hospitalerne var overfyldte, og mange syge blev plejet derhjemme. Midt i nøden voksede et stærkt nabofællesskab, hvor mennesker rakte ud og hjalp hinanden. »Det var sådan, jeg kom ind i KIWAKKUKI,« fortæller Egla. »Jeg blev frivillig.«
KIWAKKUKI begyndte at organisere testning, så flere kunne få vished om deres status. Egla husker sin første opgave: at følge folk til sundhedscentret og støtte dem gennem processen. Dengang vidste næsten ingen, hvad HIV/AIDS var. Adela tog initiativ til at oplyse og undervise – først med kurser om sygdommen, siden i pleje og omsorg for syge og forældreløse børn. I dag rummer arbejdet meget mere. KIWAKKUKI tilbyder omsorgskurser, undervisning i kvinders rettigheder og udviklingsforløb for småbønder. For men-
nesker med HIV/AIDS skal ikke kun have adgang til behandling, men også til sund og varieret ernæring.
»Vores koncept bygger på, at den viden, kursisterne får, skal deles videre,« forklarer Egla.
»Det princip lever stadig.« Alt, hvad KIWAKKUKI gør, sker i samarbejde med lokale myndigheder og frivillige. Organisationen spinder netværk, der forbinder mennesker – og styrker både den enkelte og lokalsamfundet.
Adela er for mange en rollemo-
del. Med sin naturlige myndighed og varme bevæger hun sig hjemmevant både på de bonede gulve og ude på markernes røde jord.
Myndigheder, fagfolk og lokale lytter, når hun taler. Hun inspirerer kvinder til at tro på deres egne evner og tage lederskab –i hjemmet, i fællesskabet og i samfundet.
Hendes mod, viden og vedholdenhed bærer KIWAKKUKI – og er med til at skabe et sundere og stærkere Tanzania.
Flere kvindegrupper har fået mandlige medlemmer. Når mændene opdager, at kvindernes palmer bærer mere frugt, bliver de nysgerrige og melder sig ind.
Kontor:
Pernillevej 7 · 2400 KBH NV Tlf. 25 70 17 42 cvr. 15448601
PROJEKT ULANDSHJÆLP TIL SELVHJÆLP
Hjemmeside: www.ulandshjaelp.dk
Mail: stoette@ulandshjaelp.dk
Kontor: Skråningen 5 , 7620 Lemvig, tlf. 25701 742 cvr. 15448601
Hjemmeside : www.ulandshjaelp.dk
Mail: stoette@ulandshjaelp.dk
MobilePay: 910486 (husk at skrive dit navn i beskedfeltet)
MobilePay: 910486
(husk at skrive dit navn i beskedfeltet)
Bank: Reg. 9570 kontonr. 3866149
Giro: Giro 386 -6149 ISSN: 1901 -0729
Bank: Sparekassen Danmark Reg. 9070 kontonr. 1640728813
Tryk: Videbæk Bogtrykkeri
Ombrydning: Tine Bock, medlem PULS bestyrelse Try k: Videbæk Bogtryk