12 tanker om tro

12 tanker om tro

En postil fra Lolland-Falsters Stift

REDAKTIONSGRUPPE Steen Skovsgaard, ansv. redaktør Nils Roland, billedredaktør Dorte Hedegaard Marianne Schwartz KOMMUNIKATIONSUDVALG Biskop Steen Skovsgaard Stiftsrådsformand Bent Normann Olsen Provst Anne Birgitte Villadsen Formand Lone Kepp Olsen, Majbølle-Vigsnæs MR Mogens Warrer, Skt. Nikolai MR Studenterpræst Dorte Hedegaard Sognepræst Martin Egerup Kontorchef Helle Samson Webredaktør Marianne Schwartz UDGIVES AF Stiftsrådet for Lolland-Falsters Stift Østre Allé 2, 4800 Nykøbing F. Tlf. 54 85 02 11 – mail: LFSTIFT@km.dk www.lfstift.dk Facebook: Lolland-Falsters Stift TAK TIL skribenterne: Anna Marie Aagaard, Morten Højsgaard Thomsen, Lisbeth Smedegaard Andersen, Leif Andersen,Elizabeth Knox-Seith, Henrik Stubkjær, Merete Bandak, Anne Birgitte Villadsen, Flemming Jantzen, Johannes Værge og Peter Lodberg for de gode bidrag.

Esbern Gauer Vernersen, Nils Roland og Thomas Roland for fotos.

LAYOUT OG TRYK: Videbæk Bogtrykkeri A/S OPLAG: 1500 ekspl.

ISBN: 978-87-91376-66-5

2

Indhold Hvem er Jesus?

Af Peter Lodberg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 Når Helligånden får vinger Af Anna Marie Aagaard . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 Fri os fra det onde Af Morten Thomsen Højsgaard . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8 Maria, Himlens veninde Af Lisbeth Smedegaard Andersen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Hvorfor skulle Jesus dø?

Af Steen Skovsgaard . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12 Tvivl og utopi Af Leif Andersen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 Hvem er Helligånden?

Af Elizabeth Knox-Seith . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 Hvad er kirkens opgave?

Af Henrik Stubkjær . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 Høst og frugter Af Merete Bandak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 Vokse i troen Af Anne Birgitte Villadsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 Hvad er et menneske?

Af Flemming Jantzen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 Længsel og tro, håb og forvandling Af Johannes Værge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 Hver ting har sin tid Af Merete Bandak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 Trosudsagn Citater om tro og kristendom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30

Forord

12 tanker om tro - En postil fra Lolland-Falsters Stift En postil – hvad er det?

I Gyldendals Leksikon hedder det om ordet postil, at det er en ”prædikensamling i bogform, normalt ordnet som en årgang fortolkninger af kirkeårets bibeltekster, delt i en vinter- og en sommerdel. Fra middelalderen til ca. 1900 har postiller været andagts- og opbyggelseslitteratur for lægfolk (huspostiller), men også tjent som inspiration for mange præsters prædiken.”

Med denne postil for Lolland-Falsters Stift har kommunikationsudvalget under stiftsrådet ønsket at lave en nutidig postil. Vi har spurgt 12 forskellige mennesker i og uden for stiftet, om de vil være med til i kort form at sætte ord på centrale teologiske emner og spørgsmål.

Postillen er inddelt i 12 emner, der så vidt muligt svarer til kirkeåret – og hvert emne er blevet illustreret med forskellige

fotos. Vi takker for hvert bidrag og håber, at postillen må nå vidt omkring, og at den må kunne blive til inspiration både i kirkerne og i hjemmene.

I to år har vi i Lolland-Falsters Stift haft ”undervisning” som fokusområde – og med postillen sætter vi hermed et punktum.

Det betyder ikke, at emnet dermed er udtømt, tværtimod. Vi håber, at fokusområdet har været med til at sætte initiativer og tanker i gang omkring den kirkelige undervisning, så forhåbentlig endnu flere får mod og lyst til at fordybe sig i den kristne tro og tradition.

Lolland-Falsters Stifts slogan er: Ex contemplatione innovatio.

Det er latin og betyder: Af fordybelse kommer fornyelse. Som træet må vokse i dybden for at kunne leve og gro – sådan gælder det også for troen.

God læselyst med postillen fra Lolland-Falsters Stift.

På stiftsrådets vegne

Steen Skovsgaard Biskop

Bent Normann Olsen Stiftsrådsformand

3

Advent - Jul

Hvem er Jesus?

December kulminerer i kirken med juleevangeliets fortælling om Jesu fødsel i Betlehem. Derfor skulle man tro, at Det Ny Testamente ville tale om Jesus fra Betlehem, men det gør de fire evangelier ikke. De taler om Jesus fra Nazareth. Betlehem ligger i Judæa mod syd, mens Nazareth ligger mod nord i Galilæa. Galilæa går tilbage til det hebraiske navn galil hagoijim og betyder ”hedningenes land”. Omkring 100 år før Jesu fødsel begyndte jøder fra Judæa at rejse til det gamle hedningeland for at bo i Galilæa. Her talte man en særlig dialekt af aramæisk, der er et gammelt semitisk sprog, og som blev talt af folk på landet.

Nazareth var en landsby, som de fleste på den tid med æsler, får, kameler og andre husdyr. Markerne blev dyrket, og folk besværede sig over de høje skatter, de skulle betale til

FAKTA OM ADVENT - JUL Advent kommer af latin ”Adventus Domini”, som betyder ”Herrens komme”. Adventstiden er en forberedelsestid til julen, hvilket også afspejler sig i salmerne om Guds løfter til mennesker om en frelser. Men adventstiden markerer også forventningen om Jesu genkomst.

Adventstiden er det kirkelige nytår, og oprindeligt var det en faste- og bodstid som en åndelig forberedelse på fejringen af Jesu fødsel. Adventstidens lilla farve skal også symbolisere bod.

Kilde: www.kristendom.dk

4

den romerske besættelsesmagt. Ingen kunne i fuld alvor tro, at noget godt kunne komme fra Nazareth.

Netop fra denne udkant kommer en mand, der giver anledning til at ændre tidsregningen og opfattelsen af tiden. Hans forældre, Josef og Maria, giver deres førstefødte søn et aramæisk navn Jeschua, der betyder ”Gud hjælper”. Jesus er den græske oversættelse af det aramæiske navn og anvendes i Det Ny Testamente, der er skrevet på græsk, så den gode nyhed om manden fra Nazareth kan nå ud til hele Romerriget og den græsk-talende befolkning.

Jesus er et barn af sin tid. Han er jøde og kommer i tæt kontakt med Johannes Døberen, der døber ham. Jesus bliver vandreprædikant i Galiæa omkring Genesaret Sø med sin egen discipelkreds, men også mange andre følger ham. Jesus taler i lignelser og billeder, der alle er hentet fra den landbokultur, der er hans egen. Underne knytter sig til uvejr på søen, eller folk han møder rundt omkring i landskabet. Gennem mødet med Jesus møder folk Gud. Det er først, da Jesus bevæger sig mod syd til Jerusalem, at han for alvor kommer i problemer. Rygtet om hans forkyndelse og undere er løbet i forvejen. Derfor hilser folkeskaren ham som Guds udsending, der skal frelse sit folk, da han rider ind i Jerusalem.

I Jerusalem forsøger Jesus at rydde op i den religiøse praksis, der har udviklet sig på tempelpladsen. Ellers holder han til i Betania og på Oliebjerget. Her græder han over Jerusalem, fordi den ikke er, hvad den skal være: Fredens by.

Det er også i Jerusalem, at konflikterne med andre jødiske grupper som farisæerne, de skriftkloge, saddukæerne og yp-

December

FOTO: THOMAS ROLAND

perstepræsterne skærpes, og det besluttes at slå Jesus ihjel.

Det sker under den jødiske påskefest efter et forhør hos de religiøse ledere, der udleverer Jesus til den romerske statholder Pilatus. De dramatiske begivenheder ender med, at folket kræver Jesus henrettet, og han korsfæstes. Ifølge Markusevangeliet er det sidste, Jesus råber på korset, før han udånder med et skrig: Eloí, Eloí! lamá sabaktáni? – det betyder: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Mark 15,34.

Evangelisten Markus oversætter fra aramæisk til græsk, fordi Jesu sidste ord ikke er slutningen, men i lyset af Jesu opstandelse er begyndelsen til, at hans ord og gerninger fortsat skal kunne bære os i livet og ind i det evige liv.

Af Peter Lodberg, lektor og studieleder.

Forfatter til bl.a. ”Liv og konsekvens”.

5

Helligtrekonger

Når Helligånden får vinger I slutningen af det 1. århundrede var de kristne menigheder i det syriske område ved at have skilt sig ud fra de jødiske synagogeforsamlinger. Den proces, der skabte to trossamfund, viser sig i Johannesevangeliet ved, at datidens mange jødiske grupperinger er svundet ind til én, nemlig ”jøderne”. De karakteriseres ved afvisning af Jesus som sand Gud. Striden drejer sig om troen på, at Jesus er ét med Gud selv og derfor må kaldes Guds Søn og tolk.

Hel konsekvent begynder Johannes evangeliet (kap.1) med at bekende, at Jesus er Kristus (Den salvede Frelser), som Moses og profeterne havde talt om: Han er ”Guds Lam”, der skal lide og oprejses på den tredje dag, men Han er også Skaberordet, Guds liv og lys og ”den Enbårne, som selv er Gud”. Hele evangeliet handler om, at sådan er Gud: ”Ordet

FAKTA OM HELLIGTREKONGER Tidligere tiders ro og hvile frem til 6. januar kan nutiden ikke vente på. Ikke desto mindre slutter julen først med helligtrekongersdag Højtiden helligtrekonger den 6. januar markerer, at de tre vise mænd - som den kristne tradition senere gjorde til konger og kaldte Balthazar, Melchior og Caspar - endelig fandt frem til Jesusbarnet, som de gav guld, røgelse og myrra skær, som der står i julesalmen “Et barn er født i Betlehem”, og som man kan læse om i Matthæusevangeliet 2,1-12 Kilde: www.kristendom.dk

6

blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed”.

Ordet blev kød. Gud selv blev menneske og gik frivilligt ind i den brutale død på et kors. Fordi Gud selv er på færde, indebærer den død mere end biologisk død. Alle levevæsener dør, men netop den svaghed omdanner Kristus og viser sig derved som Gud. Netop den død, der var vores endeligt, bliver i Kristi død til begyndelse.

I et særegent sprog fortæller en teolog i oldkirken om denne nye begyndelse. Han taler om, at Kristus forandrer brugen af døden: ”Ved sin død”, siger Maximus Bekenderen, ”har Kristus givet dødelige mennesker en ny begyndelse og en ny fødsel, som gennem lidelse ender i glæden ved det liv, der skal komme. Kristus forandrer brugen af døden, så den døbte kan bruge døden til at bekæmpe synd, og det fører til guddommeligt og evigt liv”. Kristus gør det muligt for os at bruge vores dødelighed aktivt. I stedet for at være passive ofre for noget, vi ikke kan undgå, så har Kristus åbnet dåbens vej for os ind i Kristi liv og død, og derved viser Kristus os, hvad det er at være Gud. Ved at dø med Kristus i dåben og ikke længere leve kun for os selv, får mennesker del i Guds eget opstandelsesliv.

I 1 Kor 15 understreger Paulus, at der er forskel på at være i live ligesom Adam engang og at levendegøres af Guds Ånd, så dødelige mennesker får opstandelsesliv: ”Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør”. Sådan er Gud. I den syriske kirkes dåbsritual hedder det: Hvor frygtindgydende er denne dåbens time, hvor Gud Helligånd får vinger og stiger ned fra de højeste himle og svæ-

Januar

FOTO: ESBERN GAUR VERNERSEN

ver over døbefontens vande og helliggør dem… Almægtige Gud, lad dette dåbsvand blive til fornyelsens vand, glædens vand og helliggørelsens vand – det vand, der giver os del i Jesu død og opstandelse.

Af Anna Marie Aagard, dr.theol.

Forfatter til bl.a. ”Mod til at tro” og ”Ånd har krop”.

7

Faste - Fastelavn

Fri os fra det onde Tror De på Djævelen?

Sådan lød spørgsmålet til et repræsentativt udsnit af danskerne i en omfangsrig sociologisk undersøgelse tilbage før årtusindskiftet. En af de udvalgte, som skulle svare på de mange spørgsmål, kom også til det med troen på Djævelen.

Men så slap tålmodigheden op. Og i stedet for bare at sætte et kryds, skrev vedkommende med store typer: “NEJ, JEG FORSAGER HAM”.

Og se, det var jo på én gang både et rigtigt og et forkert svar. Forkert i forhold til hensigten med spørgeskemaet; for hvis man har så stærke meninger om Djævelen, at man ligefrem bruger trosbekendelsens formulering om ham, ja, så skulle man jo ifølge sociologien bare svare: “Ja” på spørgsmålet: “Tror De på Djævelen?” Men ak, hvem kan egentlig få sig selv til det?

Djævelen har jo et ekstremt dårligt rygte. Djævelens navn kommer af det græske diabolos, som betyder en bagvasker.

Og selvom Djævelen også kaldes for meget andet - fra Satan over Fanden til Pokker – så har vi ikke at gøre med et kært barn med mange navne. Djævelen er Guds modstander. Det er Djævelen, som i Mattæusevangeliet med list forsøger at få selv Jesus i fedtefadet. Djævelen repræsenterer den udspekulerede ondskab. Djævelen ødelægger livet med fristelse,

8

synd og død. Fri os fra det, lyder det i verdens mest anvendte kristne bøn, Fadervor.

Så hvordan i alverden skulle man kunne svare ja til at tro på Djævelen? Tro betyder jo tillid. Tro hænger sammen med håb og med kærlighed. Tro er noget positivt. Troen retter sig mod Gud og mod medmennesket, næsten. Nej, så hellere svare spørgeskema-teknisk forkert, men rigtigt efter intuitionen. Så Djævelen, nej, ham og alle hans gerninger og alt hans uvæsen forsager jeg.

Resultatet af den store, gamle undersøgelse blev da også, at kun ganske få “troede på” Djævelen. En anden og nyere undersøgelse har vist, at det store flertal langt hellere siger ja til et udsagn som dette: “Hvis bare man opfører sig ordentligt, så må man tro og tænke, hvad man vil”. Nogle iagttagere vil så sikkert straks mene, at det svar er religionskritisk. Måske. Men andre vil hævde, at danskerne igen bare har svaret med intuitionen og sagt, hvad de har hørt i kirken og lært af deres Fadervor: Fri os fra det onde. Vi må opføre os ordentligt. Alt andet vil da nærmest være det rene djævelskab.

Af Morten Thomsen Højsgaard, ph.d. i religionssociologi og generalsekretær i Bibelselskabet.

Februar

FOTO: THOMAS ROLAND

9

Maria Bebudelse

Maria, Himlens veninde Hvem kender ikke fra rejser sydpå de yndefulde billeder af jomfru Maria, der sidder i sit kammer og læser, da englen Gabriel kommer brusende ind i et sus af vinger og ånd og hilser hende med ordene: ”Ave Maria” – eller på dansk: ”Vær hilset, Maria, Herren er med dig!” Motivet har helt fra den tidlige kristne tid været elsket, fordi Marias bebudelse er begyndelsen til en ny historie mellem Gud og mennesker.

i vores kirke, fordi der er en nær sammenhæng mellem bebudelsen og vores dåb. I en del gamle dåbsfade fra midten af 1600-tallet er der hamret en bebudelsesscene ind i bunden, for lige som Maria sagde ja til englen og modtog Helligånden, så Jesus kunne vokse og blive til i hendes moderliv, således siger vi også i dåben ja til Gud og modtager Helligånden, så Jesus kan vokse og blive til i vores liv.

Ved Reformationen gled de fleste Maria-helligdage ud af den protestantiske kirke. Vi har kun Mariæ bebudelsesdag tilbage. Ikke desto mindre er Maria stadig en vigtig person også

Det er netop den tanke, Kingo digter videre på i sin salme ”Nu kom der bud fra englekor”, hvor han beder om, at Jesu ånd skal overskygge ham og gøre hans hjerte rede, så

FAKTA OM MARIA BEBUDELSE Hvis alt går efter planen, varer en graviditet i ni måneder. Derfor fejrer vi Marias bebudelsesdag ni måneder før jul. Her får Maria bud om, at hun skal blive mor til Jesus. Vi er i slutningen af marts, foråret pibler frem og forventninger står klar til at fødes. Gud og menneske mødes og Marias og hele kristendommens historie begynder for alvor.

Vi finder beretningen om Marias bebudelsesdag – eller Mariæ bebudelses dag - i Lukasevangeliet kap 1,26-38. Her fortælles det, hvordan den unge pige Maria får besøg af Guds engel, Gabriel. Gabriel fortæller hende, at hun skal føde Guds søn, en konge, hvis herredømme, der aldrig skal være ende på.

Kilde: www.bibelselskabet.dk

10

… også jeg kan åndelig undfange dig og aldrig fra dig rykke!

Maria er også et forbillede for ethvert kristent menneske Nu har vi jo ikke helgener i den protestantiske kirke, men forbilleder er vigtige, og Maria i et forbillede derved, at hun hører Guds ord og stiller sit liv i hans tjeneste. Hele sit liv. Derved bliver hun et billede på den trofasthed, som er blevet en mangelvare i vores tid, hvor vi zapper rundt i livet og vælger til og fra, så snart noget ikke passer os. Men vi bliver rastløse, hvis vi aldrig fordyber os eller engagerer os i det liv, der nu engang er vores, og som vi er sat til at leve.

Da Maria sagde ja til englen, sagde hun ja til et liv i kærlighed og dermed et liv, der indeholdt både glæder og sorger.

Ingen er så sårbar, som den, der elsker, og ingen er mere

Marts FOTO: THOMAS ROLAND

sårbar end en mor. Hun var trofast mod det løfte, hun havde givet. Hun fødte sit barn, bekymrede sig om ham og forsøgte at hente ham hjem, da han gik rundt og levede på en måde, der i hendes øjne måtte ende galt. Men hun stod ved hans kors Langfredag og var at finde blandt hans disciple, da de mødtes i Jerusalem og grundlagde kirken på den nye historie

mellem Gud og mennesker. Den historie, der er vores historie også i dag.

Af Lisbeth Smedegaard Andersen, teolog og salmedigter.

Forfatter til bl.a. ”Guds moder og himlens venninde.

Mariabilledets historie”.

11

Påske

Hvorfor skulle Jesus dø?

I påsken fejrer vi et stort drama. Palmesøndag rider Jesus ind i Jerusalem på et æsel, og han bliver modtaget med hyldestråb. For det er Messias, og folk danner en ”rød løber” ved at sprede palmer ud foran ham.

Skærtorsdag aften spiser Jesus det sidste måltid sammen med sine disciple og indstifter nadveren. Judas forråder ham, Peter fornægter ham, og da Jesus bliver taget til fange, flygter alle disciplene.

Langfredag korsfæstes Jesus udenfor Jerusalems bymur. Disciplene og hans mor er fortvivlede tilskuere og kan intet gøre, og Jesus dør. Han bliver lagt i en grav, og de ruller en stor sten for indgangen til graven.

FAKTA OM PÅSKE Påsken regnes som kristendommens vigtigste højtid.

Påsken er i sin oprindelse den jødiske fest pesach, hvor jøderne fejrer deres udfrielse af Egypten. For kristne er det imidlertid højtiden, hvor Jesu soningsdød og hans opstandelse fejres.

Påskedag falder altid på første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det vil sige, at påskedag kan variere fra den 22. marts til den 25. april.

Du kan læse påskeberetningerne i Matthæusevangeliet kapitel 21-28, Markusevangeliet kapitel 11-16, Lukasevangeliet kapitel 19-24 og Johannesevangeliet kapitel 12-20.

Kilde: www.kristendom.dk

Påskedag kommer kvinderne ud til graven. Stenen er væltet fra, og graven er tom. En engel fortæller, at Jesus er opstået fra de døde. Forvirrede og bange løber kvinderne tilbage til disciplene og fortæller, at Jesus er opstanden!

Det er påskebegivenhederne kort fortalt.

Men hvis var skylden?

Det er eet af de vanskeligste og mest omdiskuterede teologiske spørgsmål. For var det jødernes skyld? Var det romernes eller Pilatus’ skyld? Eller var det Guds eller Jesu egen skyld?

Jesus kunne jo – det siger han selv – have bedt Gud om at sende hjælp fra himlen, men det gjorde han ikke. For det var Guds vilje. Men det var samtidig menneskers vilje og ondskab, som fik ham dømt og korsfæstet.

Langfredag mødes Guds vilje og menneskers vilje – det lodrette og det vandrette – og det blev til et kors.

Men hvorfor skulle Jesus da så dø? Hvad skulle det til for?

Der findes tre traditionelle svar: 1. Jesus gik ind i døden for at besejre døden for os. Som en bi der mister sin brod ved at stikke, sådan mistede døden på en måde sin brod, da den stak Jesus. Den fik dødsstødet påskemorgen. Det kaldes den klassiske forsoningslære.

2. Jesus døde som betaling for al menneskelig skyld og synd.

Den skyld, som har hobet sig op og stadig hober sig op på mennesker, den tager Jesus bort ved at betale den høje pris med sin død. Det kaldes for den objektive forsoningslære 3. Jesus døde for at vise os, hvordan sand kærlighed giver sig selv eller ofrer sig for den elskede. Sand kærlighed ofrer sig for den elskede. Det kaldes den subjektive forsoningslære.

Hvem har så ret?

12

April

FOTO: THOMAS ROLAND

Man kan I grunden sige, at det har de alle! For alle kan finde bibelsk belæg for det, der siges. Måske skulle vi derfor holde op med at strides så voldsomt om det. Vi kan i stedet opfatte de 3 svar som en akkord. Der skal som bekendt tre toner til for at danne en akkord. På samme måde må der tre forskel-

lige svar til, for at komme frem til den fyldige forståelse af, hvorfor Jesus skulle dø.

Af Steen Skovsgaard, biskop.

13

Søndag efter påske / Kr. himmelfart

Tvivl og utopi For nylig så jeg mosaikken i San Giovanni-baptisteriet i Firenze, som ses nederst på siden. Hele frisen viser Johannes Døbers liv og død – og her altså i fængsel!

Men er det egentlig ikke sært, at han stadig har glorie på?

For det var jo dér bag tremmer, han kom til at tvivle på Jesus.

Han sendte ligefrem sine egne elever til Jesus med det spørgsmål, om han nu virkelig var Messias, eller om de bare var faldet for en utopisk drøm (Matt 11).

FAKTA OM SØNDAG EFTER PÅSKE / KRISTI HIMMELFART Kristi himmelfartsdag fejres 40 dage efter påske og ti dage før pinse. Den falder altså altid på en torsdag, tidligst 30. april og senest 3. juni. Kirken fejrer ved Kristi himmelfart, at Jesus 40 dage efter sin opstandelse steg til himmels.

Jesus forlader verden som menneske Trosbekendelsens næstsidste ord om Jesus lyder: “Opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd.” Kristi himmelfart markerer afslutningen på Jesus´ liv på jorden. Kirken fejrer altså ikke kun, at Guds søn kom til verden, men også at han forlod den igen. Det lyder måske som en mærkelig begivenhed at fejre. Men Gud måtte forlade verden som menneske, for at han kunne vende tilbage som Helligånd i pinsen.

Kilde: www.folkekirken.dk

14

Så kunne man vente, at Jesus sukkede: ”Nå. Dér røg så Johannes! Det var fint, så længe det varede; men væk med glorien!” Men nej: ”Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber”, siger han tværtimod.

Jamen hvordan nu det? Vi frelses jo ”ved tro”, siger vi. Og tro er ”fast overbevisning”, står der i det Nye Testamente. Så hvis Johannes i stedet var kommet i kvaler over sin egen fromhed, om nu hans egen bøn og anger var i orden osv, så gik det måske – men han kommer faktisk i kvaler om Jesus: Er Jesus overhovedet i orden?! Jovist. Men se lige, hvad han gør med sin tvivl: Han går til Jesus med den! I stedet for at rulle sig sammen på fængselsgulvet i fortvivlelse, kommer han – uden at skamme sig – til manden selv. Det kan jo endda være, at han har hørt om Jesu fantastiske løfte: ”Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh 6,37).

Det er her, det bliver knap så vigtigt, hvor meget du tvivler, eller hvad du tvivler på – og det bliver så meget vigtigere, hvad du gør med din tvivl.

Maj

FOTO: NILS ROLAND

Nu er det jo ved at være en gammel nyhed, at tro og tvivl ikke nødvendigvis er modsætninger. Ligesom man i gamle dage skammede sig over at tvivle, er det lige før, man i dag skammer sig over at have vished. Tvivl er næsten blevet noget fornemt.

Men Johannes strækker sig jo altså heller ikke velbehageligt på fængselsgulvet: ”Fedt nok! Nu har tvivlen altså meldt sig; jeg ved ikke noget; og det er, som det skal være”. Han vil have hjælp imod tvivlen! For spørgsmålet betyder noget for ham. Tro er ikke kun overbevisning; den er også tillid! – tillid til, at man kan komme til Jesus.

Den moderne begejstring for tvivlen er forståelig, fordi vi har et helt århundrede bag os med skråsikre, morderiske og selvretfærdige, politiske utopier. Og det er på høje tid, vi frisætter de mange kristne, der aldrig synes, de kan komme helt i land med den her ”faste overbevisning”.

Men kammer det over i en slags begejstring for tvivlen, så betyder mit spørgsmål sandsynligvis ikke alverden for mig.

Af Leif Andersen, cand.theol og lektor.

15

Pinse

Hvem er Helligånden?

Spørgsmålet er direkte – og lige på. Jeg forestiller mig, at jeg nødtvunget er med i et TV-show, og bliver spurgt af værten.

Hvad svarer jeg? Ikke ”Øh …”. Men lige ud af posen, på to minutter?

Helligånden er den, der er sendt på vegne af Jesus, som den, der fylder ”hullerne ud”, efter Jesus er gået bort. Helligånden er så at sige det ”mellemrum”, vi har at falde hen i, nu da Jesus ikke er her længere.

Men samtidig kan vi ikke kende sandheden, uden at kende netop Helligånden. Og dermed sporene af alt det, som Jesus

FAKTA OM PINSE Jesu disciple, som skulle ud i verden og fortælle om den genopstandne frelser, var efter Kristi Himmelfart modløse og uden tro på den opgave, som de var blevet stillet af Jesus.

Det ændrede sig radikalt, da Helligånden pinsedag kom til jorden. I Bibelen hedder det, at “... tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige”.

(Apostlenes Gerninger kapitel 2.)

Pinsen kaldes derfor også kirkens fødselsdag, fordi det dermed blev muligt at udbrede evangeliet til alle folkeslag,

efterlod sig, da han forsvandt fra denne verden. Jesus siger selv, direkte: v12 Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. v13 Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. v14 Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. v15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer. (Johannesevangeliet, kap. 16, v. 12-15).

Således er Helligånden forkynderen – den, som er sendt, for at formidle den sandhed, vi har brug for at få åbenbaret, nu da Jesus ikke mere er her i levende skikkelse. Øh … svarer TV-værten … hvad mener du med det? Øh, svarer jeg, noget presset af tiden, som jeg ved, snart løber ud. – Helligånden er alt det, som i vor dagligdag vidner om Guds ånd. Den er som et fodaftryk af nåde og barmhjertighed, midt i hverdagen. Helligånden er alt det gode, vi har i os, og som virker som kærlighedens spejl i verden.

Hvordan kan man så skelne mellem illusion og virkelighed?

Altså: Kan man ikke indbilde sig, at man møder Helligaanden, og så er det i virkeligheden en forfører?

Jo, svarer jeg, imponeret over journalistens skarphed.

Og så er tiden ude. Skærmen går i sort. Der skiftes til reklamer.

Kilde: www.kristendom.dk Af Elizabeth Knox-Seith, pilgrim og præst, Maribo.

16

Juni FOTO: THOMAS OG NILS ROLAND

17

Trinitatis

Hvad er kirkens opgave?

Vi befinder os i trinitatistiden – tiden, hvor vi gennem prædiketeksterne reflektere over det almindelige menneskeliv og kirkens fællesskab. Det er den grønne farve, vi møder her mellem de store højtider, hvor tiden er til vækst i troslivet og i fællesskabet. Derfor er det helt naturligt at tage fat på kirkens opgaver i trinitatistiden.

Kirken er en forunderlig størrelse. Kirken er tilstede i både sin synlige skikkelse af bygning og menighed, og samtidig som den mere usynlige – Helligåndens virke. Kirke er en forunderlig størrelse af både Gud og mennesker.

Lige siden de første kirker blev grundlagt, har 4 søjler båret kirken: liturgi/gudstjeneste – kateketik/undervisning – diakoni/kirkens sociale ansvar – mission.

Disse 4 områder er også bærende i enhver kristen kirke i dag.

Søndagens højmesse med nadver, dåb, salmesang, trosbekendelse og bøn er kirkens livsnerve. Ritualerne ved dåb, nadver, konfirmation, bryllup og begravelse siger det til os, som vi ikke selv har ord for. Gennem dem sættes vore liv ind i Guds store virkelighed. Også i de mange nye former for gudstjenester møder kirken mennesker i mange forskellige livssituationer.

Den kirkelige undervisning, som den kommer til udtryk i mini-konfirmandundervisning, konfirmationsforberedelsen, un-

18

dervisningen i de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer, ved kirkehøjskoler og i studie- og bibelkredse, åbner ind til evangeliets budskab og danner rammer om en stor del af menighedernes fællesskab. Efterhånden som forbindelsen løsnes mellem kirke og skole, bliver der en stadig større undervisningsmæssig opgave at løfte i menighederne sammen med de kirkelig organisationer.

Diakonien har altid været kendetegnende for den kristne kirke. Kirkerne er gået foran i udviklingen af vores sundhedsvæsen, af omsorgen for de ensomme, syge, udskudte, børnene og de ældre.

Vi tror, at ethvert menneske er skabt helt unikt og er uendeligt værdifuldt – så hvis vi oplever, at det enkelte menneskes lider nød eller ikke har mulighed for at leve sit liv i frihed og værdighed, så har kirken til alle tider stået på den svages side og kæmpet for værdighed og nye livsmuligheder.

Og endelig: siden den første pinsedag, har kirken haft en ”gå-struktur”. Kirken er altid på vej med evangeliets glædelige budskab. Mission er mødet med mennesker, hvor de er.

Mission er mødet med mennesker af andre religioner, og det er den forsonende samtale mellem forskellige kristne kirker.

Af Biskop Henrik Stubkjær, Viborg Stift.

Juli FOTO: THOMAS ROLAND

19

Trinitatis

Høst og frugter Det var annonceret, at Jesus skulle komme forbi. Vi er i Jeriko.

(Lukasevangeliet kap 19). Her var der en tolder. Ja, ikke bare en tolder, men en overtolder. Han ved nok, hvad der tæller: titler, status og økonomi. Og pengene ligger bedst i mine overtolderlommer. Og her skal jeg nok sørge for, at de havner de penge, så jeg kan få et liv. Og for mig er et liv det samme som ting – og andres respekt for mine ting og min status. Mit fede overtolderhus på den rigtige adresse. Og nu i dag står jeg så her med det hele udenpå og ingenting indeni.

Mit liv er hult og fyldt med kold gennemtræk. Ingen er mine nærmeste. Jeg har fået mit liv helt for mig selv. Andre har nok respekt for mine ting, men ikke for mig. De behandler mig netop som, jeg har behandlet dem: jeg så deres penge og ikke dem selv. Mit navn er Zakæus. Det, jeg mest af alt har brug for, er en ny begyndelse. Skulle jeg vælge det rigtige liv,

FAKTA OM TRINITATIS Trinitatis betyder treenighed på latin. Trinitatistiden be­gynder søndagen efter pinse og varer til sidste søndag før advent.

Trinitatis søndag er en lille kirkelig festdag for treenigheden: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Gennem vinterens og forårets mange højtider bliver begivenheder knyttet til Gud som skaber, som Guds søn og som Helligånd fejret hver for sig. Trinitatis søndag markeres enheden af Gud Fader, Søn og Helligånd.

ville jeg begynde et helt andet sted. Det ved jeg nu. Der skulle noget indeni. Først en kerne med saft og kraft. Nu hungrer jeg ganske enkelt efter kærlighed. Kærlighed, der ser med mildt og fast blik. Ser mig og elsker mig, som jeg er, med mine fejl, og alt hvad jeg nu engang er. Men det er nu nok for sent. Jeg har svigtet og skuffet for mange ...

Beretningen om Zakæus slutter med, at Jesus siger: ’I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.’

At møde Gud kan kræve mod. Mod til at handle ud fra sin erkendelse af tomhed og fejltrin. Zakæus sætter sig det helt urimelige sted for en statusperson, på en gren i et træ. Vi ser hans sårbarhed, som han sidder der og håber på et glimt.

Han får dog mere end et glimt. Gud giver ham sin fulde opmærksomhed inklusive tilgivelse og en ny begyndelse. Jesus flytter ind som gæst, og straks sætter det frugter i hans liv.

Mirakuløst vælter det frem med nogle meget jordiske frugter: penge der skal betales tilbage. Jesus bliver kernen og livssaften i årerne på Zakæus, og en ny og helt anden frodig og holdbar rigdom bliver hans.

Måske har Zakæus en adresse, du eller jeg kender, måske er det min egen. Det, vi mindes om i denne beretning, er at Guds kærlighed i Jesus Kristus til lige netop mig sætter frugter i mit liv. Frugter der bliver til glæde for andre mennesker, til forsoning og genoprettelse af brudte forbindelser.

Kilde: www.folkekirken.dk Af Merete Bandak, lektor og salmedigter.

20

August FOTO: NILS ROLAND

21

Trinitatis

Vokse i troen Trinitatistiden er vækstens tid. Derfor er trinitatisfarven grøn, selv om skoven falmer i september. Eller snarere (for at tale Grundtvig lidt imod) fuld af farver som evangeliet er det, og som vi får det udfoldet i den lange trinitatistids fortællinger om hvad Jesus sagde og gjorde.

Trinitatistiden handler om at vi skal finde ud af at leve ud af alt det der jul, påske og pinse fortælles os. Evangeliet er det samme. Nu får vi det udfoldet i fortællinger om hvad Jesus sagde og gjorde. Og hele tiden kommer nye indsigter til, når vi hører Bibelens fortællinger og lader dem spejle sig i det liv, som leves netop nu. Kristenliv er et liv i vækst. Vi skal vokse i troen.

Jeg har sagt det snart hundreder af gange, som præster gør det hver gang et barn døbes, med lidt forskellige ord måske, men i sagen det samme, at nu skal forældre og faddere drage omsorg for, at barnet oplæres i den kristne tro. Fordi Vor Herre sagde det. Det er en del af gavepakken: At få at vide at Gud uden betingelser er med én alle dage og al tid, og at ens nærmeste skal huske at fortælle én det. Så man kan leve, som Herren vil det… og vokse i kundskab om Gud, som det hedder i et af apostlen Paulus’ breve.

Siden beder jeg i nadverbønnen om at vi må vokse i denne kærligheden, beder om at tage imod til hans ihukommelse

22

og i stadfæstelse i troen på syndernes forladelse – hvad disse gammeldags ord egentlig betyder kan der bruges megen eftertanke på.

Og jeg synger med på hvordan vi, Guds små, i hans hyggelige, rolige bolig skal styrkes, oplives og vokse i kræfter.

Vokse i tro, kundskab og kræfter gør man ved at høre ordet som det lyder på mangfoldige måder, bl. a. igennem det man kan sammenfatte i begrebet kirkens undervisning. Det er undervisning af børn og unge og voksne, minikonfirmander og konfirmander, suppleret med babysalmesang, klubber, spejder, kor, studiekredse, foredrag, højskoledage. I nogle sogne foldes hele viften ud, i andre sogne er tilbuddene mere beskedne. Og flere kunne tilføjes. Mulighederne er mange.

Men i alle tilfælde: Kirkens undervisning er både noget man gør sammen. Fortæller, beder, synger. Og noget man oplyses i, spørgsmål man tumler med og søger at få en forklaring på i samtale og tiltale. Udvokset bliver man bare aldrig. Hverken som “kirke” eller som menneske sat i verden.

Af Anne Birgitte Villadsen, provst og fmd. for religionspædagogisk udvalg i Lolland-Falsters Stift.

September

FOTO: NILS ROLAND

23

Trinitatis

Hvad er et menneske?

Det er fantastisk at stå med et nyfødt barn i sine hænder. Et menneske kommer til verden hjælpeløs og nøgen. Et lille sart liv, der fra undfangelsen er helt afhængig af at modtage kærlighed og omsorg. Et sårbart liv, hvis skæbne i høj grad afhænger af den anden. Et liv der kun lykkes i kraft af andre.

Vi er fra fødslen udstyret med følelser, fornemmelser og refleksioner. Det gør os i stand til at tro, håbe, elske, hade, forudse, indleve, undres og meget mere. Egenskaber, der gør det enkelte menneske helt unikt, og giver det værdi.

Der er en historie i Johs. 8.1 i Ny Testamente, som jeg holder særligt meget af. Det er beretningen om kvinden, der er grebet i hor og føres frem foran Jesus. Hun står med en ophidset menneskemængde i ryggen. Grebet på fersk gerning i at bryde normerne og sætte sig ud over den gode moral. Som hun står der omsluttet af deres had, ophidselse og hævntørst, er hun helt værdiløs. Ikke bedre værd end at kaste sten på.

Foran hende sidder Jesus, og hun venter på hans dom. Et ord

og hun er død. Som hun står der, er hun fuldstændig hjælpeløs og sårbar. Hun er nedgjort og udstillet og har intet forsvar for sit liv. Hun er nøgen.

Vi ved intet om kvinden. Om hvem hun er, og hvilke kvaliteter hun har. Kun at hun ikke passer ind i normerne. Jesus ser hende og giver hende livet tilbage, da han siger: ”Du er god nok, men synd ikke mere!”

Livet gør os mennesker helt enestående, som en sum af værdier, håb og resultatet af de kampe, der er kæmpet. På godt og ondt. Det giver karakter og farver, især når det ses med et kærligt øje.

Menneskers værdi kan godt blegne, når vi bliver målt i en samfundsmæssig kontekst. Bliver vi holdt op imod normer og succes, så er det ydre værdier som anstændighed, position og rigdom, der tæller, og ejer vi ikke dem, så er vi set med samfundets øjne, i en eller anden grad, værdiløse. Især hvis det skyldes handlinger, som vi selv er ansvarlige for.

Vilkår og handlinger gør vores liv meget forskellige. Nogle får et godt og trygt liv, mens andre får et svært liv.

Selv om livet har været hårdt og bragt os ud på de tyndeste isflager, hvor vi har måttet klare os selv, så har vi stadig fra vores første leveår en kerne af værdier, og evnen til at skelne mellem godt og skidt.

Det skæve og mislykkede liv har lige så stor værdi, både for den enkelte og for os andre. Men det fordrer, at vi afklæder os fordømmelsen og vil give vores fællesskab.

Det er fantastisk at sidde overfor et ældre menneske, hvor li-

24

Oktober FOTO: THOMAS ROLAND

vet har sat sine tydelige spor. Kampene der blev kæmpet, tårerne der blev grædt, meningen der viste sig og taknemmeligheden.

Det særlige ved os mennesker er vores samhørighed, og at vi

kan reflektere og mærke livet. I det er værdi og værdighed.

Af Flemming Jantzen, forstander Sønderskovhjemmet i Toreby på Lolland.

25

Allehelgen

Længsel og tro, håb og forvandling Fordi jeg er af jord, er jeg knyttet til livet hernede, men jeg bærer også et stykke af guddommeligheden, og derfor gør en længsel efter den kommende verden mit hjerte uroligt.

Gregor af Nazians (ca. 330-390)

FAKTA OM ALLEHELGEN Allehelgen falder altid første søndag i november.

Det er en søndag til minde om de døde, både dem vi selv har mistet og alle de mennesker, som har båret den kristne tro videre gennem generationer.

Gudstjenesten Allehelgensdag skaber gennem bønner og salmer plads til at mindes og sørge over dem, vi har mistet. Og der er plads til at takke for det liv, vi fik lov at dele med dem. I mange kirker bliver navnene på dem, som i årets løb er døde, læst op.

Nogle steder tænder man lys for dem.

Kilde: www.folkekirken.dk Allehelgen har rødder tilbage til middelalderen. For den protestantiske kirke er højtiden også præget af, at Luther allehelgensaften den 31. oktober 1517 slog sine teser mod den katolske kirke op på kirkedøren i Wittenberg. Derfor regner man den 31. oktober som jubilæumsdagen for reformationen.

Kilde: www.kristendom.dk

26

Gennem længslen udhuler han [Gud] sjælene. Ved at udhule dem gør han dem bedre i stand til at modtage ham.

Augustin (354-430) ”Vi skal alle forvandles,” skriver Paulus i Første Korintherbrev kap. 15, hvor han redegør for den opstandelsestro, der har sit grundlag i Jesu opstandelse, hans sejr over dødens magt.

Forvandlingen i opstandelsen hænger sammen med, at der er et højere mål for os, end nogen af os når i det jordiske liv.

Vi kommer uundgåeligt til kort, svigter, går fejl. Men vores livsvej er ikke slut med døden, i opstandelsens møde med Kristus klarlægges det, hvad der mangler. Det sker i dommen, og vores skyld kan blive smertelig at se i øjnene, men det store håb er, at vi da vil kunne tage imod det helbredende, rensende og fuldendende lys, der strømmer os i møde fra Kristus. At vi derved forløses til vores bestemmelse som skabt i Guds billede, bliver ét med Sønnen og Faderen (Joh 17,22), derved også indgår i et nyt, forløst fællesskab med hinanden, ”den kommende verden”.

Det helbredende, forvandlende lys En skelsættende begivenhed i fortællingerne om Jesus er forklarelsen på bjerget – hvordan Jesus med ét forvandledes og blev lysende, som ingen jordiske midler kan få noget til at lyse, og han talte med for længst afdøde skikkelser, Moses og Elias, et udtryk for en forbindelse tværs gennem tid og rum. Tilsammen udtryk for, at der i Jesus er en lysfyldt virkelighed af en anden verden på færde.

November FOTO: NILS ROLAND

Det er det lys, som i beretningerne om Jesus helbreder syge, sætter lammede i bevægelse, kalder håb frem i stivnede og fortabte og overvinder døden. Kalder på vores dybeste længsel efter forløst liv. Det er dét forvandlende lys, vi på særlig måde vil møde i døden, i mødet med Kristus.

stemmelse, som disciplene så lyse i Jesus i forklarelsen på bjerget. I dåben og troen tager vi allerede nu hul på at blive forvandlede på samme måde, blive lys. I nadveren styrkes dét indre menneske, som skal lyse, hvor Gud er blevet alt i alle (1 Kor 15,28, Kol 3,11).

”Lys” er et afgørende billede på det, som nyskabende – i livet og i døden – udgår fra Gud og Kristus. Skabelsen begynder med lys, vi udgår fra lysets hjem, og alt ender i Guds lys. ”Lys i dit lys skal vi skue,” som vi synger (DS 31). Der er det stykkevise overvundet, så vi skal ”kende fuldt ud” (1 Kor 13), se det samlede billede, nå vores bestemmelse som lysets børn, forvandlede, dvs. rensede for det, der har forvansket Guds mening med hver enkelt af os. Dér samles alle mit livs tråde.

Allerede nu kan vi øve os i at tage det, der er grundlaget for det evige liv, til os: det, der lyser i Kristus, kærligheds og sandheds forløsende ånd.

Gud selv er lys, og vi er skabt i Guds billede med den be-

Af Johannes Værge, teolog.

Forfatter til bl.a. ”Efter døden”, ”Det betroede menneske” og senest ”Guds skrøbelige arvinger. En bog om menneskets fald og fuldendelse”.

27

28

FOTO: THOMAS ROLAND

Hver ting har sin tid PRÆSENTATION Når Grundtvig kunne tillade sig at skrive salmer på 19 vers, må små ånder gerne bruge 8 til at udfolde en tanke eller to om tid og tro. Forskellen på hans og vores tid har ganske vist med tid at gøre: Selv om vi lever gennemsnitligt længere end man gjorde på hans tid, har vi ikke tid nok. Og slet ikke til at synge lange salmer. Fat dig i korthed! Skær ind til benet! Ellers skifter vi kanal. Hermed skal fortravletheden og effektivitetsjaget være udfordret.

En tid til at fødes, en tid til at dø en tid til at gøde et spirende frø en tid til at høste i pose og sæk en tid til at opgi’ og gemme sig væk

En tid til at elskes og elske igen en tid til at danse og favne sin ven en tid til at møde sin fjende med smil en tid til at følge ham mil efter mil

En tid til at falme novemberlig bleg en tid til at vakle, for gammel til leg en tid til at svigte sin tro og sin skat en tid til at vente på vinter og nat

I tider der skifter er indlejret frø med evighedskræfter der ikke kan dø opstandelsestro af guddom’lig kemi som kender den Herre der sætter os fri

En tid til at skade og rive itu en tid til at hade misundelig snu en tid til i tvivl at fordømme sin ven og nægte at samle sig sammen igen

På tide at kende Gud selv i enhver se tomheden blusse af livet som er se løvet der visner, dog flamme af liv.

Hør, Gud siger ikke: Forgå! men: Forbliv!

En tid til at kastes i grødefuld jord en tid til at varmes af levende ord en tid til at mærke: af død avles tro en tid til at håbe og høre og gro

I tide og utide: Kald os til tro! og vand os og plej os at troen må gro!

Ja, væk os og vug os, vi er i din hånd, Gud Fader, Gud Søn og Gud Hellige Ånd!

Merete Bandak 2012

MERETE BANDAK, f.1955, lektor v. Nykøbing Katedralskole i dansk, latin og religion, gift m. Christian Bandak, engagerer mig med glæde i Lindeskovkirken, Nykøbing F, er glad for at bo på Falster og nyder godt af både naturen og kulturen.

29

Trosudsagn Troen er ikke en højtidsdragt, hvormed du skal smykke din sjæl ved festlige lejligheder, nej, den skal være din sjæls daglige arbejdsdragt.

(Monrad)

”

Tidligere skildrede jeg den lidende Jesus, men nu er jeg mere optaget af Jesu sejr over døden. Jeg er heller ikke bange for døden længere. Jeg har fundet fred i det kristne evighedshåb.

(Peter Brandes)

Håb er evnen til at se at der er lys på trods af alt mørke (Desmond Tutu)

30

”

(Jacob Haugaard)

”

Tro er at foretage et eksistentielt spring ud på uvishedens 70.000 favne vand (Kierkegaard)

For hvad nytter det at søge, hvis vi ikke vil lade os finde af evangeliet? Det er jo da det, der gør hele forskellen. At vi når frem til det punkt, hvor alle vore synspunkter, filosofier og al vor diskussionslyst må vige for den virkelighed, hvor Kristus siger: Jeg er. Til der, hvor Jesus ikke længere bare er en figur, et rygte, en prædiken, men den virkelighed, som møder mennesket.

(Gurli Vibe Jensen)

Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele den kristne menighed på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette, ene tro.

(Martin Luther om Helligånden) Kirken er gammel, ordene er endnu ældre, men motivet med tolkningen af Jesu ord er nyt.

(Lisbeth Smedegaard Andersen) er retten til ikke at forstå

” Tro

Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle.

I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt.

(Paulus)

”

Tro er at lade slippe evangeliet løs i mig (Carsten Isachsen)

FOTO: ESBERN GAUR VERNERSEN

31

ISBN 978-87-91376-66-5