Påskedagbog - Tim Stadil Vedersø - 2020

Påskedagbog Tim Stadil Vedersø 2020 frit efter og i samtale med evangelisten Lukas

Christian Ulrich Terp Sognepræst

Forsidebillede: “Påskemorgen” Glasmosaik fra den tidligere danske kirke i bydelen Frederiksberg, Slesvig.

PĂĽskedagbog

Præludium

Kære Lukas!

U

ndskyld, at jeg trænger mig på. Men det er faktisk lidt påtrængende og nødvendigt med en henvendelse til dig, som er forfatter til det evangelium, som bærer dit navn. Jeg ved ikke, om du den gang, omkring år 110, da du skrev dit evangelium, havde forestillet dig, at vi her i landet, Danmark, som ligger 4000 kilometer nord for dit sted fra dengang, stadig gør brug af dit evangelium i vore menigheder i vores kristne kirke.

Jeg sidder nu og skriver dette i året 2020 efter Kristi fødsel.

Kristendommen kom her til vore egne i det 9. århundrede, så vi har altså kendt dit evangelium i lidt over 1000 år. Du har været læst op i gudstjenesterne, sammen med dine tre andre kolleger, Markus, Matthæus og Johannes, som jeg tror du kender til, og så selvfølgelig alle brevene, først og fremmest Paulus, som jeg er overbevist om, at du har kendt, eftersom du skriver så indgående om hans rejser i dit andet skrift, Apostlenes gerninger, som vi også kender og bruger.

D

et kunne der fortælles meget om, men det skal du blive sparet for ved denne lejlighed. Det, som gør det hele påtrængende lige nu, er, at vore menigheder her i den danske kirke for første gang i over tusind år ikke kan fejre påske ved gudstjenester i vore kirker. Alle påskens gudstjenester falder bort. Skærtorsdag, langfredag, påskedag og anden påskedag. Alle kirker er lukkede.

Ikke fordi vi er ramt af forfølgelser fra statens side, som det fra tid til anden kunne være tilfældet på din tid, men det skyldes, at vores land, og for øvrigt også de fleste andre lande i hele verden, for tiden er underlagt karantæne på grund af en sygdom, som breder sig ud over hele verden.

5

Derfor må vi ikke forsamles, og det gælder altså også for gudstjenester.

Sådan ligger landet.

Derfor må vi gøre noget andet, så vi kan være “sammen” på en anden måde. Vi må prøve at fejre en alternativ påske - så vi alligevel får mulighed for at lytte til Guds Ord, Evangeliet om Jesus. Vi må finde en måde, så vi ikke helt går glip af at høre påskens budskab om Jesu opstandelse. Det er her, du kommer ind i billedet.

V

i gør nu det samme, som du og de andre evangelister gjorde, den gang på jeres tid, da I begyndte at gøre Evangeliet til skriftlige evangelier. De mundtlige beretninger om den første kristne påske i Jerusalem og beretningerne om Jesu liv og Hans forkyndelse, begyndte at tynde ud, fordi de, der havde været vidner til begivenhederne og havde båret de mundtlige beretninger, var ved at dø bort.

Derfor beslutte du og de andre evangelister jer for, hver på jeres sted og hver på jeres måde, at skrive det hele ned. Det var dels for, at Evangeliet kunne bevares for eftertiden, og dels for at jeres evangelier kunne være med til at bære Evangeliet videre ud i verden, så de skriftlige evangelier kunne være en pålidelig kilde til oplysning for dem, der sluttede sig til de kristne menigheder og deltog i undervisning om troen.

Du udtrykker selv dette pædagogiske anliggende lige fra starten af dit evangelium, i fortalen til Theofilus. Han skal nu i dit evangelium overbevises om, hvor pålideligt det er, som han er blevet undervist i.

Nu befinder vi os altså her i de tre menigheder, som jeg er præst for; det er i Tim, Stadil og Vedersø, ganske fjerne egne af landet, her hvor vores verden ender ud imod det store hav.

I

skrev jeres evangelier bagfra. Det var fordi påsken den gang i Jerusalem omvendte det hele fra det totale nederlag til livets evige sejr i opstandelsen, at der opstod et budskab, som var værd at fortælle om. Det blev fortalt baglæns og med tilbagevirkende kraft gennem opstandelse og hele vejen tilbage gennem Jesu liv, gerning og forkyndelse. Påskelyset faldt bagud og oplyste alt det, som alle troede var tabt, men som nu viste sig i hele sin betydning for fremtid og evighed.

6

Uden budskabet om den åbne grav og troen på, at Jesus virkelig var opstået fra de døde, ville der ikke have været nogen kristendom. Det er derfor, jeg sidder her og skriver nu.

D

enne påskedagbog er derfor også skrevet bagud, som det nødvendigvis må være tilfældet med en dagbog, ganske som det altså også gjaldt for jer evangelister.

Når jeg har valgt at lægge dit Lukasevangelium til grund for min, - på given foranledning alternative påskefortælling til mine menigheder her på stedet -, så er det for at give dig mulighed for at tale med din egen personlige tone og stil og gennem de prioriteringer, du har valgt som grundlag for din udgave af Evangeliet. Vi er nemlig - i den theologiske eftertid - ofte tilbøjelige til at slå alle fire evangelier sammen til ét, fordi vi gerne vil have så meget med som muligt, og så er det som om, I bliver lidt for meget blandet sammen og bliver væk i hinanden.

Nu har jeg altså valgt dig, Lukas, fordi du har nogle markante og helt exclusive varianter i dine beretninger, og også fordi dit evangelium slutter, som det gør, med den helt uforlignelige beretningen fra Emmaus, og endelig fordi det er dit juleevangelium, som er den mest elskede og mest kendte passage af alle mennesker i vore menigheder her i landet. Ja, jeg må vel egentlig sige, at det er dit juleevangelium med ordene, “Men det skete i de dage ….”, som holder sammen på vores danske folkekirke.

M

en nu må det altså være nok og rigeligt med dette alt for lange præludium, som sikkert for længe siden har dysset mine menigheders læsere i dyb søvn. Det var blot ment for, at du kunne danne dig et billede af, hvor og hvordan dit evangelium på tryk nu skal være vores hjælp til - i dette helt extraordinære år - at sætte påskens fornyede aftryk i vores liv og tro. Jeg håber, at du kan leve med, at jeg læser og lytter til dig - og fortolker dig, som jeg nu en gang gør, og viderebringer dine ord med mine egne ord. Men dybest set drejer det sig jo ikke om dine eller mine ord, men om Guds Ord. Det drejer sig om, at Ånden opliver og oplyser tænder troen i vore hjerter, når vi læser sorte bogstaver på papir. Dine på græsk og mine på dansk.

7

I

bund og grund forudsĂŚtter det hele dog, at du i din tid satte dig til pulten og skrev. Hvis ikke du havde gjort det, havde vi i vores tid vĂŚret helt uden livets Ord, der lyser ud af en grav, der er tom.

Med bagudvendt tak!

8

Senere samme dag - hen under aften 2. påskedag Lukas 24. 13 -35 Men samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.

De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

9

D

e er nok blevet siddende i krostuen et stykke tid efter det, der var sket. Tavse og uden at spise af det brød, Han havde brudt. Nu lå det på bordet og viste dem sit brudte sår. De havde heller ikke rørt vinen. Først senere, da den snurrende fornemmelse af lammelse fortog sig, begyndte de at tale sammen, spise af brødet og drikke af vinen.

De ville tilbage til Jerusalem så hurtigt som muligt. Det var helt klart, men det var ved at være så sent, at de ikke kunne nå tilbage før portene lukkede. De måtte bryde op senere på natten, for at det passede med den cirka halvanden times gang, de måtte tilbagelægge til fods, så de nåede Jerusalem straks ved solopgang, når byportene blev åbnet.

Den ene hed Kleofas. For den andens vedkommende er det som om du, Lukas, ikke er helt sikker på, hvem han var. Du kender eller husker måske ikke hans navn. Er det med vilje, at du lader den ene af de to være anonym? Det ville være et fint forfattertrick, hvis du på denne måde giver læsere eller tilhørere den mulighed, at man selv kan flytte ind i dit evangelium på den ledige plads og på denne måde blive en del af fortællingen. Alletiders idé, Lukas! Men jeg vil ikke opholde dig mere her, vi skal videre, for du er næsten ved slutningen af dit evangelium. Du vil være færdig, så du kan komme videre med dit næste projekt “Apostlenes Gerninger.”

Næste morgen, da Kleofas og hans ledsager var kommet tilbage til Jerusalem og var kommet ind i byen, begyndte de at lede efter de elleve disciple og de andre, som også havde været sammen med Jesus til påskefesten.

De finder dem ganske uproblematisk, forekommer det. Det er ellers en ganske udbredt opfattelse, at disciplene var mere eller mindre på vild flugt væk efter dødsdommen og korsfæstelsen, endda med ingen ringere end Peter i spidsen. Han var jo også blevet spået en stor fremtid i en kommende kirke. Men lige her og nu i Jerusalem, var det nok ikke så smart at blive genkendt som en Jesus-tilhænger.

10

Hvis de derimod ikke er sluppet væk med det samme, så er de nok gået under jorden og har næppe været så ligetil at finde. Det er næstens som om Kleofas og hans ven har spurgt efter dem i fuld åbenhed på gader og stræder, og så har fået vist vej hen til det sted, hvor de alle er til stede som en samlet bestyrelse af disciple, minus Judas selvfølgelig. Så let og ufarligt er det nu nok ikke gået for sig.

Men lad det nu ligge. Nu har de altså fundet hinanden. Alle er forsamlede, og nu kommer Kleofas og hans ven ind i huset og fortæller, hvad der var hændt i Emmaus.

Vi kender allerede historien, for vi var jo med, da det skete, men nu hvor de andre i Jerusalem får det fortalt, kan vi tænke over, hvad det betyder, det der skete.

B

aggrunden for det hele var en dyb skuffelse. Det var mere på grund af skuffelsen end en egentlig angstbetinget flugt, som havde sendt dem på vej hjemover. Det var Jesus af Nazaret, der havde været årsag til skuffelsen. Der havde været de største forventninger til Jesus. Han var blevet anset for at være en profet, ja mere end det, en opfyldelse af alle de profetier, som i lange tider havde stillet store samfundsforandringer i udsigt. Verden skulle blive ny og bedre, med Jesus som lederen. Han havde været så mægtig i gerninger for både Gud og mennesker. Det havde lovet godt. Men så var det endt i den store katastrofe. Folkets egne ypperstepræster og rådsherrer havde pågrebet Ham og udleveret Ham til dødsstraf og korsfæstelse. Skuffelsen var vel egentlig ikke vendt personligt imod Jesus, men bundede meget mere i det, at Han var blevet offer for nogle kræfter, som havde haft magt til at knuse det, der havde lydt som mægtige ord og gerninger.

Det er dét, Kleofas og hans ven fortæller den fremmede, som har slået følgeskab med dem på vejen væk fra Jerusalem. De kender ham ikke, men der har jo også været så mange fremmede tilrejsende pilgrimme i Jerusalem for at fejre påskefesten. Det mærkelige ved denne fremmede er dog, at han virker helt upåvirket eller måske endda helt uvidende om det, der havde været den helt store begivenhed i netop denne påske. Alt det der med Jesus af Nazaret.

11

O

g nu, Lukas, benytter du dig igen af et godt fortælletrick. Du indvier os i fortællingens hemmelighed på forhånd. Vi ved alle godt, at det er Jesus, der er den fremmede, og nu er det så spændende, hvornår ti-øren falder for Kleofas og hans ven, så de opdager, hvad vi allerede kender til.

De får nogle signaler undervejs, som måske skulle give dem spor at følge, så det ville gå op for dem, at de faktisk godt kender den fremmede, der går ved deres side. Lidt ligesom når vi ser en kriminalfilm nu om stunder og i virkeligheden har alle spor til rådighed og prøver, om vi kan finde frem til gådens løsning før Hercule Poirot tager ordet og kommer med afsløringen.

Men du har et plot, Lukas, som skal vente lidt endnu. Du vil trække temaet lidt længere. Dette med spillet mellem kendt og ukendt.

Fremmed og kendt. At være fraværene og så alligevel været til stede.

Usynlig - synlig.

Dybest set handler det om, at Jesus ikke er til stede. Det rejser så ganske naturligt spørgsmålet om, hvordan Han så alligevel kan være til stede. Det jo det, der er den store gåde efter påsken og navnlig også efter Kristi Himmelfart. Hvordan kan den Jesus, som ikke er der mere, alligevel være der?

D

et er et spørgsmål, som selvfølgelig har beskæftiget jer, Lukas, siden den allerførste tid i de kristne menigheder og nu altså også på din tid i begyndelsen af det 2. århundrede. Der bliver længere og længere afstand i tid til opstandelsen i Jerusalem. Forventningerne om, at Jesus snart ville vende tilbage, kort tid efter opstandelsen, og oprette Guds Rige med det samme, aftager og lader vente på sig. Udebliver, så det vel også kan forstås som en skuffelse, der ligner den frustration, som Kleofas og hans ven befinder sig i på vandringen til Emmaus.

Det er det, der nu herefter er det store spørgsmål: Hvor er Jesus henne, når Han ikke er her? Hvordan kan Jesus være til stede, når vi kun er os - helt alene? Det er dér, du vil du hen, Lukas, med din fortælling fra Emmaus. Men du venter med at afsløre hemmeligheden til sidste øjeblik, som enhver god fortæller ved, at man skal gøre. Det gælder om at holde spændingen ved lige, så løsnigen står i fuld klarhed til sidst.

12

I

sidste øjeblik! Ja i et øjeblik, det er dér det sker. Det er dér Han er.

Det er da Han sidder sammen med dem i kroen og Han bryder brødet, at de kender Ham. Det var et tegn, som udløste opdagelsen af, hvem Han var. Det var tegnet, der viste, at Han var der. I selv samme øjeblik tegnet har vist sig har det gjort sin gerning, og så forsvinder det. Det har gjort sin virkning. Det har kaldt det frem, som de havde i sig. Tegnet kaldte det glemte, det skjulte frem igen. Kaldte det ud af skuffelserne.

N

etop i øjeblikket forstod de så også det, Han havde talt med dem om på vejen, inden de var gået ind i kroen. Hvordan Han havde fortalt dem, at det, der nu så ud som et totalt nederlag og skuffelse, det var noget, som måtte være sådan. Det havde hele tiden været sådan. Det var det, der også var sagt af profeterne: at Han skulle lide alle menneskelige lidelser, før Han kunne indgå i herligheden.

D

e burde have vidst det. De havde alle spor og oplysninger til rådighed. Men de så det ikke. De burde have hørt efter i Jerusalem, tidligere samme dag, da nogle af kvinderne tidligt om morgenen havde været ude ved graven, men ikke havde fundet hans legeme, og så var kommet tilbage og havde fortalt, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever.

Der var nogle, som var taget ud til graven og havde konstateret, at det forholdt sig, som kvinderne havde sagt - men ham selv så de ikke.

Når de ikke havde set Ham, så kunne det ikke være sandt.

Men nu hvor Kleofas og hans ven er vendt tilbage til Jerusalem har sagen åbenbart udviklet sig. Nu lyder der andre toner. Det siges nu med mere overbevisning, at Herren virkelig er opstået, og han er set af Simon. Det er nok ham med tilnavnet Peter, der menes. Han er tydeligvis ved at genvinde sin selvrespekt efter hanegalet, så han er klar til at indtage pladsen som kirkeleder på jorden. Det krævede åbenbart en mand, for at kunne bekræfte det med den tomme grav, som i første omgang bare havde lydt som løs kvindesnak.

13

T

il sidst, i dette kapitel vil jeg, kære Lukas, fortælle dig om noget fra min tid, som måske kunne interessere dig. Det viser meget tydeligt, hvordan vi stadig står i den samme problematik, som du skildrer i Emmaus, nemlig spørgsmålet om, hvordan Jesus kan være til stede i sin menighed, når Han ikke er der.

Problemet for os i dag er mere videnskabeligt begrundet. Det som vor tids videnskab ikke kan se, forstå, måle eller begribe - det findes simpelthen ikke. Hvor dum kan man være. På denne måde lever vi nutildags med en temmelig forsimplet og indskrænket opfattelse af tilværelsen. Vi mister forståelsen af, hvad det vil sige at leve som menneske. Det at vedkende sig den kristne tro er derfor også problematiseret af det, som stolt kalder sig for vor tidsånd og mener, at have patent på, hvad der er virkeligt.

Men så var der en digter, historiker, præst og salmedigter, som for et par hunderede år siden protesterede imod enhver form for forsimpling og indskrænkning af liv og tro. Han gjorde det ikke ved at forkaste videnskaben eller gå udenom åbenlyse realiteter. Han gjorde det ved at gå direkte ind i problemerne. Han gik for exempel direkte ind i det spørgsmål, som du stiller: Hvordan Jesus kan være til stede i sin menighed, når Han ikke er der. Manden hed Grundtvig, og han formulerer sit svar på denne måde i en passage fra en nadversalme: For øjet skjult / for hånden tom / du vandrer i din helligdom men kendes dog på røsten din / når du velsigner brød og vin Skjult for øje og tom for hånd, det betyder: Han er her ikke. Han er hverken til at se eller røre, heller ikke i kirken, når vi holder gudstjeneste.

Han er her ikke! Og dog er Han her. Ikke i brødet Han bryder, men i Ordet der lyder. I det øjeblik, hvor vi siger det, som Han sagde, så bliver det sandt her og nu. Så brænder det i vore hjerter. Jeg tror Grundtvig her tænker på dig, og det du fortæller om, at der skete den dag i Emmaus.

14

Tidligt om morgenen på kirkegården Lukas 24. 1 -12

Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt. De fandt stenen væltet bort fra graven, og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme. Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder. Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.« Så huskede de hans ord.

Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og alle de andre.

Det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinder, som var sammen med dem. De sagde dette til apostlene, men det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne. Dog rejste Peter sig og løb ud til graven, og da han bøjede sig ind, så han linnedklædet og ikke andet. Han gik så hjem, forundret over, hvad der var sket.Tidligt om morgenen. Meget tidligt endda, i solopgangen - men først når månen er gået ned, er sabbatten forbi. Så er det igen tilladt at tage sig af livets almindelige praktiske forhold.

Såsom at begrave de døde.

D

et var kvinderne, der kom derud nu til morgen. Begravelsen skulle gøres færdig. Det skulle gøres ordentligt, men det havde der ikke været tid til i fredags, fordi sabbatten netop skulle til at begynde, da de havde fået Jesu lig udleveret. Det måtte gøres i al hast. Nu kom de med vellugtende salver, som det sig hør og bør til en ordentlig og værdig begravelse.

Den slags var det kvinderne, der tog sig af. Kvinder er mere modige end mænd. Enhver kvinde er i slægt med Eva og har gener af det navn i sig. Navnet betyder: Hende, der er liv i. Det ved kvinder, hvad betyder. De har båret liv i sig og de har født. De har oplevet livets 15

tilblivelse, underet inde i både krop og sjæl - og fødslens fare og smerte.

Fordi det er dem, der har livet i sig, er de også dem, der har modet til at have omsorg for de døde. Denne morgen er det med en særlig form for nødvendighed, at det må være kvinder, der tager sig af at gøre Jesu begravelse færdig. Disciplene og alle mandfolkene var flygtet i vild panik allerede i fredags efter dødsdommen over Jesus. De skulle ikke nyde noget. Kvinderne, de blev. Mændene stak af. Men de skal nok vende tilbage lidt senere, når støvet har lagt sig, og der skal uddeles fornemme embeder i kirken.

G

raven viser sig at være åben, stenen for indgangen er væltet fra og der er bare et hul ind i klippen. På en eller anden måde virker det som om kvinderne forholder sig forholdsvis afslappet i denne overraskende situation. Ingen spørgsmål om, hvorfor nu det, og hvad er der sket. De går bare ind i graven, men da de så ser, at Jesu legeme ikke er der, går de helt i stå og står bare der og aner ikke, hvad det skal betyde.

S

temmer taler til dem. To stemmer ud af strålende lys. To engle. Den slags mænd er der mere gods i end i de jordiske af slagen, så nu blev kvinderne endelig forfærdede og bøjede sig med ansigtet imod jorden.

Englene stiller dem et spørgsmål, som indeholder et diplomatisk men alligevel tydeligt lysstrejf af bebrejdelse.

H

vorfor leder I efter den levende blandt de døde?

De er gået forkert. De er ganske vist kommet ud på kirkegården med et anerkendelsesværdigt formål, som det hedder nu for tiden, når man godt må gøre noget, som man plejer at gøre f. ex. på kirkegården, når man ser til en grav og mindes den døde.

Men nu er de altså helt galt på den. Han er her ikke mere. Han er opstået. Det var konstateringen, og nu kommer så bebrejdelsen: Det burde de have vidst. Han havde jo sagt det til dem allerede for længe

16

siden, mens de var sammen i Galilæa; - han havde sagt til dem, at Han skulle overgives i menneskehænder og korsfæstes - men opstå på den tredje dag. Sig os en gang, har I ikke hørt efter? - Jo, det havde de, og nu hvor de hørte det igen, så huskede de Hans ord.

O

gså her kendte de Ham på røsten. Han var der ikke. Han var væk.

Han var opstået til det, Han havde fortalt dem tidligere. Nu hørte de det igen. Så var Han der, og det blev alt sammen sandt.

D

enne morgen er den, det hele handler om. Nu skete det endelig. Nu faldt det alt sammen på plads. Det, som Jesus havde sagt og gjort. Alt, hvad Han havde lært dem. Alt, hvad profeterne havde fablet om gennem århundreder, og alt hvad Moses havde forsøgt at få folket til at forstå med lovens bud. Alt var faldet på plads. Det var brudt sammen først, - det hele, men nu var det opstået, som noget helt nyt.

Det er der, det begynder. Den morgen er den første gudstjeneste.

En ren kvindegudstjeneste. Maria Magdalene, Johanna, Maria (Jakobs mor) og et antal af andre unavngivne kvinder, som åbenbart også havde hørt med til kredsen omkring Jesus. Øjeblikket, hvor de ser den tomme grav og hører ordene: Han er ikke her!” Det øjeblik er den samme gudstjeneste, vi har holdt nu hver eneste gang sidenhen i tusind år her hos os. Vi stiller os foran et stort sort hul, hvor det vi søger, ikke er der.

K

an du se, Lukas, her har vi det igen. Dit hovedtema: Hvor er han, ham vi ikke kan se? Det drejer sig om et øjeblik. Det øjeblik, hvor man ser, genkender og tror - som det skete i Emmaus. Det øjeblik, hvor kvinderne bliver mindet om og genkalder sig, hvad Han selv har sagt.

Ligesom det øjeblik her hos os, hvor vi kender Ham på røsten, når Han velsigner brød og vin.

17

Kvinderne tog hjem fra kirkegården og opsøgte apostlene - sådan hedder de nu - og de fortalte dem, hvad de havde hørt og set ude ved graven. Men ingen tog dem alvorligt, det var nok bare den sædvanlige løse kvindesnak og hysteriske fantasier.

Men Peter ville alligevel selv undersøge, hvordan det forholdt sig.

Han er i besiddelse af al den vantro, der skal til, for på et senere tidspunkt at kvalificere sig til at blive biskop i Rom. Han tror ikke, hvad der bliver sagt, og derfor finder han heller ikke det, han søger. Han fandt ikke andet end ligklædet, dødens efterladenskaber, men den levende, så han ikke. Kvinderne havde jo også meget tydeligt sagt, at det ikke var blandt de døde, man skulle lede. Det var det Peter, endnu ikke havde fattet. Er man ikke apostel af gavn, så må man nøjes med at være det af navn.

H

er på vore breddegrader findes der en blomst, Lukas, som er særligt knyttet til påsken. Den hedder ganske enkelt påskelilje. Jeg ved ikke, om den blomst findes hos dig. Jeg kender ikke så meget til blomster.

Påskeliljens blomst er formet som en trompet, så den er blevet symbolet på påskens fanfare om livets sejr over døden. Dermed er den også et symbol på det budskab, som med det samme rejser spørgsmålet om, hvad vi skal med det. “Påskeblomst! hvad vil du her?”, synger vi i en af vore påskesalmer. Står det virkelig til troende, at Jesus opstod fra de døde? Er det virkelig sandt, hvad I fortæller os i evangelierne, og som Paulus også skriver så kompromisløst om opstandelsen? Han skriver, at hvis ikke Kristus er opstået fra de døde, så falder alt til jorden. Det, der kalder sig for kristendom uden opstandelse, er ikke andet end tom og ligegyldig snak.

E

r det sandt? Betyder vi noget? Prædiker vi ikke bare from snak mod bedre vidende? Kan graven virkelig blive brudt? Stod Han op, som ordet går, sådan som du Lukas og de andre fortæller os i jeres forskellige skrifter?

18

E

r det mon sådan, at ordet kan stå op igen - her og nu, når vi hører det i dag på to tusinde års afstand, - stå op igen, som Kristus gjorde dengang? Kan Nu og Dengang mødes i det øjeblik, hvor det gælder og det bliver sandt?

K

an livet igen springe op af det gule lagen? Kan Ordet igen blive levende, så de sorte døde bogstaver på evangeliebogens gulnede lagen af papir, kan springe op af døde skrifter og blive levende for den, der hører det?

D

et kan det. Det er det, ord kan. Både Guds Ord og de ord, som er lagt i os i vore sprog. Der er blæst ånde i os. Vi trækker vejret både for at leve fysisk og for at leve åndeligt. Det er det, der gør os til mennesker til forskel fra robotter.

P

åskeblomsten minder os i dag om det samme, som kvinderne blev mindet om påske morgen. Den minder os om, hvad Han selv har sagt, og at ingen kunne slå Hans Ånd og Ord ihjel. Segl, sværd og skjold kunne ikke holde det indespærret. Død og tilfangetagelse bliver blæst om kuld.

Det opstandne Ord, tilhører altid den, der har kær, hvad det betyder. Det er graven, der er tom. Ikke livet.

19

Skyggernes dag lørdag

D

agen før havde været mærkelig. Hvid, gennemsigtig og tåget på samme tid. Som at stirre gennem madpapir, eller have glemt sine briller, så alt er sløret. Uigennemsigtigt stiller dagen spørgsmålet: Hvor var Jesus mellem døden langfredag og opstandelsen påskemorgen? Hvad lavede han?

Du skriver ikke noget om det, Lukas. Det er der heller ikke rigtig nogen andre der gør. Lige med undtagelse af Peter, hvem han så end er, næppe apostlen Peter, men denne Peter strejfer spørgsmålet i 1. Peters Brev, hvor der står: “Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem.”

Hvad tænkte man om det, på din tid Lukas? Hvad mente man om de døde efter livet? Hvor var de? Hvad lavede de? Hvordan og hvor var Jesus som død, når han var både Gud og menneske, - og nu død og begravet, som ethvert andet menneske? Var Han i dødsriget, i skyggelivets rige, Sjeol?

A

lle kulturer har gennem menneskehedens historie forholdt sig til spørgsmålet om, hvad døden betyder, hvad der bliver af de døde, og hvad et dødsrige er. Man kunne næsten fristes til at sige, at det er svaret på, hvad døden er og hvordan den skal forstås, som skaber menneskelige civilisationer.

I mange tilfælde er det gravminder, som har vist sig at være de gennem årtusinder mest holdbare monumenter over de tanker tidligere tider har gjort sig. De står endnu som fortidsminder til eftertanke.

Stendyser, jættestuer, moselig, pyramider - frem til nutidens kirkegårde.

20

Alle tidligere tiders tanker om døden og en eller anden form for dødsrige, har bygget på den grundtanke, at livet ikke bliver væk. Det, der har været til og som har levet, bliver ikke til intet. Det befinder sig et sted.

Tanken om, at levet liv ikke kan tilintetgøres, burde i virkeligheden anses for at være det bedste værn imod nihilisme. Undtagen selvfølgelig i vor epokes modernitet, hvor man i mange sammenhænge ingen tanker gør sig om døden mere - ikke fortolker den. Det fører så i virkeligheden til, at kulturen bliver til en livløs hedensk ikke-civilisation. Men det tankesystem har, heldigvis for dets egne tilhængere, indbygget en sikkerhedsanordning, som muliggør, at ingen aner uråd og opdager, at de har mistet livet længe inden de dør.

M

en levende i Ånden, …. gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem.” Den sætning satte tanker i gang senere hen i kirkens historie, hvor der fremkom prædikenagtige fortolkninger af, hvad Jesus foretog sig i dødsriget. Noget måtte Han have foretaget sig. Her lå der materiale til et ulmende drama om Kristus i dødsriget.

Kirkefaderen, biskop Irenæus fra Lyon (130-200), beskæftiger sig udførligt med tanken. I hans spor langt senere, Grundtvig - den salmedigter, som jeg allerede har fortalt dig om, Lukas. Og endelig maleren Joakim Skovgård, som har skabt en stor fresko af Jesus, der stiger op af dødsriget påskemorgen. Du kan se billedet på nordvæggen i Viborg Domkirkes kor, hvis du en gang skulle komme forbi.

S

elv om påskelørdag tilsyneladende virker opgivende tom af livløse skygger, der driver omkring uden mål og med, - set og hørt her ovenfra -, så skal jeg ellers love for at, at der bliver larm i Helvede, når Kristus, i følge de gamle prædikanter, stiger ned i de dødes rige, river portene af hængslerne og trænger dybt ned, helt ned i bunden til al tings begyndelse, for at samle og forløse hele skabningen og drage alle med sig opad mod nyt liv, lys og opstandelse.

“I kvæld blev der banket på helvedes port!"

21

E

va er det, Han vil tale med. Hende, der er liv i. Det er det eneste, det drejer sig om fra nu af i påsken og i al evighed. Det er for livets skyld, alting sker nu. Budskabet er klart. “Nu kan I godt pakke sammen: Synd og død og djævel! Nu bliver I lukket inde hernede for altid. Men alle Guds skabninger tager jeg med mig nu.”

J

esus tager Eva i hånden. Hun er den vigtigste lige fra begyndelsen, da alt blev skabt. Adam var sekundær. Hun siger, at hun vil påtage sig al skyld, for det fald der skete. Men hendes skyld er det nu ikke alene. Ved hendes side står hendes skvat af en mand, som flæbede over, at han var helt uskyldig i det, der skete. Han var i virkeligheden offer, for “det var hende, der fik mig til det!” …… Har man hørt mage?

Mens de nu stiger opad følger hele menneskeslægten med, patriarker, profeter og de utallige skarer af mennesker, hele historiens liv. Den store hvide flok, som vi synger om til Allehelgen. Da Jesus ser på Eva, smelter de to kvinder, Eva og Jesu mor Maria, sammen på en måde, så de bliver udtryk for ét sammenhængende kærlighedsbillede, som ligger bag hele påsken og er den indre drivkraft i opstandelsen.

Hvad skulle det til for? Var Jesus en helt, der led en tragisk skæbne, eller en martyr, som ofrede sig for en idé. Nej helte og martyrer opstår ikke fra de døde. Det gjorde derimod verdens frelser, som du fortalte os om i dit juleevangelium, Lukas. Han som skulle være en stor glæde for hele folket.

S

ådan blev der, - på den mærkelige påskelørdag, midt i dens tågede, skyggeagtige stilhed -, en helvedes larm, som ingen hørte i de levendes verden, men hvis resultat brød ud i fuldt lys, da stenen for graven - dagen derpå efter denne nats drama - blev væltet fra med et helvedes brag.

22

Dommedag fredag Lukas 23. ….

Og hele forsamlingen rejste sig og førte ham til Pilatus. Dér gav de sig til at anklage ham og sagde: »Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.« Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Han svarede: »Du siger det selv.« Pilatus sagde da til ypperstepræsterne og skarerne: »Jeg finder ikke denne mand skyldig i noget.« Men de blev ved: »Han ophidser folket med sin lære over hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil.« Pilatus lod ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket kalde sammen og sagde til dem: »I har ført denne mand til mig og påstået, at han vildleder folket.

Jeg har nu forhørt ham i jeres nærvær, men jeg har ikke fundet manden skyldig i noget af det, I anklager ham for; og det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; altså har han ikke gjort noget, som der er dødsstraf for.

Derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.« For han var nødt til at løslade en for dem under festen.

Da råbte hele mængden: »Bort med ham! Løslad os Barabbas!« Det var en mand, som var blevet fængslet for et oprør, der havde været i byen, og for drab.

Igen talte Pilatus til dem, da han helst ville løslade Jesus. Men de råbte tilbage: »Korsfæst ham, korsfæst ham!« For tredje gang spurgte han dem: »Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har intet fundet hos ham, som kræver dødsstraf, derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.« Men de pressede på og forlangte med høje råb, at han skulle korsfæstes, og deres råb sejrede. Så besluttede Pilatus, at deres krav skulle efterkommes; han løslod ham, de krævede, ham der var kastet i fængsel for oprør og drab. Men Jesus udleverede han, så de fik deres vilje.

Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.

23

Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.

Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.

Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.« Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.

Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.« Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

Gravlæggelsen Og se, der var en mand ved navn Josef, medlem af Rådet og en god og retfærdig mand, som ikke havde samtykket i det, de andre havde besluttet og gjort; han var fra Arimatæa. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Så tog han det ned, svøbte det i et lagen og lagde ham i en klippegrav, hvor der endnu ikke havde ligget nogen. Det var forberedelsesdagen, lige før sabbatten begyndte. De kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven, og hvordan hans legeme blev lagt dér. Og da de var vendt tilbage, tilberedte de vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud.

24

D

e kom anstigende allerede tidligt om morgenen. Det skriver dine evangelistkolleger. Du derimod ikke, men det har nok trods alt været om morgenen også hos dig, for du har en lang dag med mange punkter og renden frem og tilbage mellem Pilatus og Herodes.

Hvis det begynder om morgenen også hos dig, så var det dårlig timing, hvis man ville have noget igennem hos Pontius Pilatus. Han var ikke morgenmand. Ypperstepræsterne og det religiøse råd havde en presserende sag, som gerne skulle klares hurtigt og inden det blev sabbat allerede nu til aften.

De har også en dårlig timing af en anden grund. Da Pilatus kom til Jerusalem, for at være til stede i byen under påsken, holde styr på de mange pilgrimme og sikre ro og orden, havde der allerede været tegn på uroligheder i byen. Der er knivstikkere og andre terrorister, som laver attentater, og tydeligvis pønser på oprør imod den romerske besættelse.

Barabbas var en af de mest fremtrædende banditter. Pilatus var pirrelig og irriteret.

Nu kommer det jødiske råd så igen rendende med et af deres kværulantiske religiøse spørgsmål. Pilatus er dødtræt af de evindelige kævlerier og han er frustreret til døde over at være endt som romersk politimester i denne totalt uregerlige afkrog af Riget, hvor der er den højeste koncentration af hysteriske profeter per kvadratmeter. Det tegner ikke for godt med at få Jesus dømt nemt og hurtigt.

A

nklagerne lyder på, at Jesus vildleder sit eget folk, opfordrer til ikke at betale skat til den romerske kejser, og endelig påstår han om sig selv, at han er Kristus, en konge.

Da der sandsynligvis menes jødernes konge, spørger Pilatus Jesus, om det er sådan det forholder sig. Jesus varer Pilatus, at han ikke selv kunne have udtrykt det bedre. Pilatus finder ikke noget strafbart hos Jesus og er mest indstillet på et øjeblikkeligt tiltalefrafald. Men for at være på den sikre side sender han lige Jesus rundt om Herodes også.

25

Med samme resultat. Herodes og Pilatus er enige. Der er ikke noget at komme efter. Pilatus gentager derfor, at han vil løslade Jesus, men foreslår, at han lige får en omgang romerske stadardtæsk først. Så skal han nok holde op med at føre sig frem. Der skulle for øvrigt også gives amnesti til en fange i anledning af påsken. Det kunne så meget passende blive Jesus. Case closed!

M

en så exploderer sagen mellem fingrene på Pilatus. Der udløses kræfter, som Pilatus ikke havde set på den sikkerhedspolitiske radar. Hos dine tre evangelistkolleger, Lukas, er der mere tale om, at verdens første demokratiske afstemning går helt galt, i det frie valg mellem Jesus og Barabbas. Folkets vilje viser sig at være ustyrlig og udenfor demokratisk kontrol. I din version, Lukas, er der mere tale om en religiøs revolution.

S

ociale medier er noget man skal omgås med en hvis varsomhed her i min verden. Men dit exempel, Lukas, viser, at også religiøse medier er noget, man skal omgås med varsomhed. De er som letantændelig væske, der kan sætte verden i brand på et øjeblik. Det er det, der sker nu. Det er det, Pilatus frygter. Den eneste mulighed, han ser for at afværge faren i sidste øjeblik, er, hvis han giver efter for de religiøse lederes krav. De skriger og skriger: Korsfæst! Korsfæst ham! Og deres råb sejrede.

T

erroristen Barabbas vil de ha´ sat fri. Pilatus giver efter for det politiske pres og dømmer ham, som han ikke så nogen skyld hos. Hvad har han gjort forkert? - Intet!

H

vis påskelørdags farve var skummetmælksagtig, uigennemsigtig hvid af tågeslør og skygger, så er denne fredag sort. Brutalt sort. En stjerne der bryder sammen som et sort hul i universet, hvor alt suges ind i et mørke, som intet mere kan slippe ud af. Selv lyser er fanget og undslipper ikke det sortes tyngdefelt.

26

I

ntrige, løgn, uvidenhed, forræderi, fejhed, opportunisme, dumhed, grusomhed, politisk svaghed, religiøst hysteri, vilkårlig justits, mediemanipulation, overgreb, hensynsløshed ……… bliv ved! bliv ved! .. der er ingen ende på exemplerne på de kræfter, der sætter sig i bevægelse, begynder at dreje sig indad og indad dybere og dybere ned i den sorte brutalitets strømhvirvel, der trækker al ting ned og ned ind i sig - uundslippeligt hurtigere og hurtigere, tungere og tungere, ned i undergangens forslugne gab.

S

ådan er det stadig, Lukas. Langfredag, den længste dag, går igen vandrer omkring i verden, som de sorte magters spøgelse. Hanen galede, og Peter græd. Pengene brændte Judas i hænderne, og han tog sit liv betalte prisen.

P

ilatus skrev under og sendte Ham afsted for at blive korsfæstet på bakken udenfor byen. “Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”, sagde Jesus, da soldaterne tog fat. Var det en bøn til Gud? Hans eget tilsagn til dem? Til hvem? Til dem alle sammen? Disciplene, Peter, det religiøse råd, Pilatus - Judas?

S

andt var det, hvad Han sagde. De vidste ikke, hvad de gjorde. De var overbeviste om, at de vidste det. Men de vidste ikke noget. De var helt sikre på, at de gjorde det eneste rigtige. Men de tog fejl. Det var tomt. Det sorte havde tag i dem.

D

e spottede Ham, efter tur og orden, da Han hang der.

Rådsherrerne, der hoverede over deres succes, soldaterne, og hvem der ellers kom forbi af jævne folk fra land og by, som med egne øjne kunne se og bevidne, at retfærdigheden skete fyldest.

R

øveren, den ene af dem, stillede det samme spørgsmål, som Fristeren havde stillet Jesus i ørkenen, da Han led nød efter 40 dage

27

uden hverken vådt eller tørt. “Hvis du er Guds Søn, så gør stenene der til brød.” Nu lyder det sådan her: Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!”

Men, der gælder ingen undtagelse fra liv og lidelse, ikke en gang for Guds Søn, hvis Han vil være menneske. Og det var det, Han ville.

D

en anden røver derimod tog Jesus i forsvar og løb ikke fra sin egen skyld og straf. Han blev den første bekender i kristenheden. Det var en røver, der gik ind i Paradis som den første.

L

idt senere var det en romersk officer, der blev den næste bekender: “Den mand var virkelig retfærdig”, sagde han om Jesus, da Han var udåndet.

Hvem var han, Lukas? Var det officeren fra Kapernaum i sin tid? Ham med den syge tjener, som han bad Jesus om at helbrede på afstand, fordi han godt viste, at Jesus ikke måtte komme ind i en romers hus.

Var det ham, der sagde, at når bare Jesus sagde et ord, så ville det skabe, hvad Han sagde, og helbrede den syge? Var det ham, den fremmede soldat og repræsentant for den forhadte besættelsesmagt, om hvem Jesus sagde, at den soldat havde mere tro, end Jesus nogensinde havde set blandt sine egne i jødedommen? Er det ham, der nu er forflyttet til Jerusalem og som den første kan svare Jesus tilbage og bekende, hvem Han er? Det ville være en god pointe, synes du ikke Lukas?

J

esus døde. Han udåndede. En blidere, mere afklaret og forsonet død hos dig, Lukas. Ikke noget med gudsforladthed og psalme 22.

“Fader, i dine hænder betror jeg min ånd!”

J

esus giver sig selv tilbage til Gud. Ser sig selv i det Han kommer fra og er. Ser sig selv i tilgivelsens lys, som peger fremad imod en forløsning selv af alt det, som forgreb sig på Ham, der var Guds Søn. En hemmelighedsfuld afklaring, som bærer trediedagen i sig allerede. Selv om mørket breder sig mere og mere. I den sjette time, i den niende time.

28

Og solen formørkes. Det sorte breder sig over hele universet og trækker alting nedad, nedad.

T D

emplet blev ikke revet ned. Sådan havde Han ikke ment det. Han var ikke terrorist. Det var selvfølgelig en lignelse på Ham selv. er skete noget andet meget mere betydningsfuldt. Det store sorte forhæng, som skilte det inderste og allerhelligste rum fra det øvrige tempelrum - det forhæng flængedes igennem fra top til bund, da Jesus udåndede.

Man havde altid ment, og det var det største religiøse dogme, at Gud havde bolig i det allerhelligste mørke inderst i templet, hvor Guddommen tronede på kerubernes vinger og vogtede Pagtens Ark.

G

ud ville være derinde i det totale mørke. Kun ypperstepræsten måtte gå ind i det allerhelligste én gang om året - på forsoningsdagen.

Denne ene gang, måtte et menneske komme ind i Guds mørke.

N

u er det forbi! Forhænget er flænget. Nu er det lys, der vælder ind i det allerhelligste og vælder ud derfra. For Gud er livets og lysets Gud og ikke mørkets Gud. Templet må gerne blive stående, og folk må bygge kirker og katedraler sidenhen overalt, hvor Guds Ord vinder gehør i verden. Men det skal være huse fulde af lys. De skal lyse af Guds Ord fra den påskedag, hvor graven er fuld af lys.

A

ldrig mere må det ske, at vi tror vi ved, hvad vi gør, men slet ikke gør det, og derfor ikke tror, hvad vi hører, - så den mørke, lange og sorte fredag får tag i os, og der kommer døde ord ud af præsters munde. Så skal deres sorte kjoler flås i stykker, helt igennem fra krave til hæl.

B

liv lys!

29

Helligdagen Skærtorsdag De usyrede brøds fest, som kaldes påske, nærmede sig. Og ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus ryddet af vejen, for de var bange for folket. Men så fór Satan i Judas, som blev kaldt Iskariot, en af de tolv; og han gik til ypperstepræsterne og anførerne for tempelvagten og talte med dem om, hvordan han kunne forråde Jesus til dem. De blev glade og aftalte at give ham penge for det. Han gik ind på det og søgte nu en lejlighed til at forråde ham til dem, uden at der blev opløb.

Nadveren Så kom den dag under de usyrede brøds fest, da påskelammet skulle slagtes. Og Jesus sendte Peter og Johannes af sted og sagde: »Gå hen og forbered det påskemåltid, vi skal spise.« De spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede det?« Han svarede dem: »Når I kommer ind i byen, vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham til det hus, han går ind i, og sig til husets ejer: Mesteren siger til dig: Hvor er der et rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple? Så vil han vise jer et stort rum ovenpå med hynder; dér skal I forberede det.« De gik og fandt det sådan, som Jesus havde sagt, og de forberedte påskemåltidet.

Da timen var inde, satte han sig til bords sammen med apostlene, og han sagde til dem: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige.« Så tog han et bæger, takkede og sagde: »Tag det og del det imellem jer.

For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.« Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.

Men se, han, som forråder mig, har sin hånd her på bordet sammen med mig. For Menneskesønnen går bort, som det er bestemt; dog ve det menneske, som han forrådes af.« Så begyndte de indbyrdes at diskutere, hvem af dem det kunne være, der ville gøre det.

30

N

u var det ved at være tid. Påskemåltidet skulle forbedres som indledning til påskehøjtiden. Det skulle være, som man plejer. Sådan som det havde været i mange hundrede år siden den nat i Egypten, hvor Israeliterne var blevet befriet fra slaveriet og var begyndt på rejsen hjem til deres fædres, Abrahams, Isaks og Jakobs land.

Rituelt til punkt og prikke. Lammet skulle slagtes om formiddagen, og blodet skulle stryges på dørkarmene ind til huset, hvor man skulle forsamle sig senere på aftenen. Alt spiseligt skulle være nøje afmålt, så der ikke blev levninger. Dagen i morgen skulle de ikke være dér.

Ugæret brød. Der var ikke brug for at gemme surdej til i morgen. Der skulle røres frisk pesto med bitre urter, som for altid sidenhen skulle minde dem om den bitre slavetid i Egypten. Intet gammelt og gemt skulle med ud i friheden, der stod for døren i nat.

De skulle samles om aften omkring bordet for lukkede døre. Alt det mest nødvendige skulle være pakket i tasker og rygsække og stå klar til afrejse.

Man skulle have rejsetøjet på ved bordet og have vandrestaven klar.

S

å spiste man og sad trygt derinde, når dødsenglen som den tiende plage over Egypten, skulle komme forbi derude og gå ind i alle egypternes huse og dræbe alt det førstefødte, men ikke i israeliternes huse. Lammets blod på dørkarmen skulle være et tegn til dødsenglen om, at her boede israeliter, og der måtte han selvfølgelig ikke gå ind. De skulle ikke dø. De skulle leve.

P

å dette sted, Lukas, har jeg altid haft en mere frimodig, men måske også mere realistisk fortolkning af den gammeltestamentlige beretning om den tiende plage. Jeg tror simpelt hen ikke på, at en dødsengel tænker rationelt. Han har fået en opgave, som hedder, slå ihjel! - slå ihjel! og blive ved og blive ved lige indtil morgengry. En sådan dødsmaskine befinder sig i en blodrus fra første øjeblik han er sluppet løs og lige indtil han er færdig.

31

Han resonerer ikke sådan her: “Derhenne ved det hus ser jeg blod på døren. Der bor der israeliter. Der skal jeg ikke gå ind. Dér må jeg ikke slå ihjel. Det er kun i de andre huse, jeg må gå ind.” En dødsengel har ingen intellektuel kapacitet.

D

ødsenglen bliver snydt af sig selv. Han går selvfølgelig ikke ind i de huse, hvor der er blod på døren, for dér kan han jo se, at han allerede har været.

H

vorom alting er, Lukas, så synes jeg, at jeg har en fin dramatisk pointe, ligesom du har det med forhænget i templet. Så du er selv lidt skyld i, at andre kan blive inspireret og ledt ud i alternative fortolkninger.

Lige meget hvad, så er pointen lysende klar. Påskens betydning kan udtrykkes med disse få ord:

L D

ammets blod redder fra død - og skænker frihed.

et er dette gamle israelitisk jødiske påskemåltid Jesus samles med sine disciple for at fejre. Helt naturligt, for de er alle jøder. Påske på hebræisk pesach betyder: forbigang. På ældre engelsk siger man pass over.

De følger ritualet, men der er et mørke, som er ved at samle sig udenfor det sted, hvor de skal sidde beskyttede indenfor. Du siger det ligeud, Lukas, og lægger ikke fingrene imellem: “Men så for Satan i Judas …”

32

S

om de nu sidder der, Jesus og apostlene, sker der det, at Jesus laver om på det gamle påskemåltid. Det bliver en helt ny påske. En helt ny befrielse. Ikke fra slaveri i gængs forstand, men befrielse fra at være vore egne slaver af den mørke magt, som enhver af os bærer med i livet.

Nu er det Jesus, der er lammet. Påsken er lavet om, men pointen er den samme.

Hans blod skal fra redde fra død - og skænke frihed.

O du Guds Lam!

F

orræderen er tæt på. Han sidder med ved nadveren. Det er meget konsekvent, Lukas, i forhold til den universelle forsoning, som du lader korsfæstelsen munde ud i. Pointen i din nadverberetning er, at det er en foregribelse af fuldendelsen i Guds Rige.

F

ørst sendes et bæger rundt med vin. Næste gang vi drikker vin sammen, gør vi det i Guds Rige. Så tog Han brødet, takkede og brød det og gav det til dem, og sagde, at det var Hans legeme, som skulle gives for dem. Det måtte de altid huske på. Og så tog Han bægeret igen til sidst efter måltidet. Bægerets vin er en ny pagt. Det er et nyt lams blod, Hans blod, som skal udgydes for dem. “Men forræderen er iblandt os”, siger Han til sidst. Apostlene diskuterer med hinanden, hvem det mon kan være.

D

e gik en aftentur ud i olivenlunden, Getsemane. Jesus og de tolv.

Nej, der er kun elleve. Judas mangler. Han havde et ærinde, forlød det.

Han støder nok til senere. Han vidste, hvor de ville gå hen.

Jesus går for sig selv for at bede. Han ved, hvad der kommer nu. Han vil gerne slippe, som alle helst ville det. Slippe for lidelse og død. Men det er, 33

som det er. Han er menneske. Det vil Han ikke løbe fra, selv om Han er Guds Søn. Han bliver som menneske.

Apostlene sover. Gærdet ind til lunden åbnes til lyden af hastige skridt.

Det er Judas, der er tilbage nu sammen med ypperstepræstens garde.

F

orræderen er tæt på. Det er altid en ven. Judas omfavner Jesus og kysser Ham - det var et kys, der var tegnet. Kærlighedens tegn camouflage for en slange der sniger sig ind på livet af Ham - og hugger!

Nu begynder det. Det var det, der skulle til. Et kys var alt, hvad der var brug for. Den gnist var det, der manglede for at alt det, der havde samlet sig i mørket omkring Ham, - det der kom tættere og tættere på - nu kunne sættes i brand.

D I

et blev så alligevel den 10. plages nat. Det var ØDELÆGGERENS tid. Han går ind gennem døren. Han tager den førstefødte, den enbårne. den nat.

De havde netop talt om, hvem af dem det mon kunne være, som ville forråde Ham. Det var Judas. Det var dem alle. Hver og en. Peter løber fra alt, hvad han har lovet.

Jeg vil lige i parentes fortælle dig, Lukas, at når vi holder nadver her hos os i vore kirker, så begynder ritualet altid på denne måde: “Vor Herre Jesus Kristus tog - i den nat da Han blev forrådt! .. “ så vi ikke med tiden skulle have glemt, hvem vi er.

Så blev der forhør samme nat, hos ypperstepræsten, de skriftkloge - hos alle dem, der vidste hvad de gjorde.

S

å er vi klar til at holde

påske!

34

Postludium Kære Lukas!

Nu må jeg slutte. Jeg er træt. Jeg har sikkert også trættet dig undervejs. Måske er du faldet i søvn. Det er sent. Jeg er storketræt (kan man sige sådan?) Jeg føler mig som oldingen på Patmos, der sidder og skriver på det, der skal blive til Johannes Åbenbaring. Det sidste skrift i det nye testamente. Himmel og helvede. Jordens undergang og en ny himmel og en ny jord, der stiger frem.

Jeg har siddet og skrevet nu i mange uger, dage og timer. Det føles, som om det kradser helt ind i øjnene, når pennen sprutter blæk ned på pergamentet. Lyset ude fra havet glimter hårdt i øjnene, når jeg ser op en gang imellem for at tænke over det, der skal komme bagefter, og som jeg inde i min ømme hjerne prøver at forme som en slags ord, der med møje skal drives ud af pennen, - som var det en kviefødsel.

Det er stegende varmt herinde, selv om jeg sidder i skygge for den brændende sol ved bordet i min celle. Men det er fluerne, der er de værste. De forbandede sorte djævle, bider mig i nakken, bygger reder i min lange hår, som var de alliker, …… stop! stop! nu gider jeg ikke mere ……!

Slut færdig!

Men husk det nu Lukas, ……… for øjet skjult for hånden tom … men kendes dog ….. på røsten din … når du velsigner!

35