

Dansk Armenier mission
December 2025

Armenien mellem
ydre pres og indre splittelse

AfJørgen Sejergaard
Fredsaftale med Aserbajdsjan
Den 8. august 2025 fik
USAs præsident, Donald Trump, fred i stand mellem Armenien og Aserbajdsjan. Armenerne gav afkald på Karabakh til gengæld for fred, men der er stadig skærmydsler ved grænsen, og armenerne føler, at de afgav Karabakh uden at få noget ud af det.
Den armenske præsident har sagt efter tabet af Karabakh: »Hvorfor blive ved med at tale om det land, vi har mistet? Lad os tale om det land, vi har, som flyder med mælk og honning! Lad os udvikle det!«
Strid mellem stat og kirke
Den armenske kirke har i rigtig mange år har sagt, at freden forudsætter, at den armenske kirke får erstatning for de kirker, som den ejede i Karabakh. Derfor følger kirken ikke præsidenten, og holdningen er svær at ændre. Ydermere er en ærkebiskop, der stod bag mange demonstrationer, idømt en langvarig fængselsdom for planlægning af væbnet oprør.

Biskop Mkrtich Proshyan fra Argatsotn Stift prædiker.
Konflikten mellem præsident og katolikos er også blevet personlig. Præsidenten beskylder katolikos for at have en søn ude i byen og dermed for at have brudt sit cølibatsløfte, og kirken svarer så igen med at anklage præsidenten for at være omskåret og dermed ikke være kristen. Begge parter taber anseelse i denne indre konflikt, mens Armenien stærke naboer mod øst og vest hellere end gerne ser Armenien indlemmet i dem.
Byggeboom
Økonomisk er Jerevan fuld af byggekraner. Årsagen er ikke økonomisk fremgang for landets erhvervsliv, men mange eksilarmeneres ønske om en luksuslejlighed i Armenien. Desuden skal de stenrige russiske oligarker bruge deres penge til et eller andet, fx byggeri i nærområdet. Der er så ikke kun kommet mange boliger, men også mange casinoer, der gerne bruges til hvidvask af sorte penge.
En glædelig udvikling i kirken
De sidste mindst 30 år har set en helt anden og glædelig udvikling i kirken. Hvor det åndelige liv traditionelt drejer sig om at efterligne helgenerne, som man derfor ofte prædiker om, så har der i mange år været noget nyt på vej, nemlig at præsterne nu skal lære at holde en prædiken over evangelierne, dvs. Jesus som vor frelser. DAMs engagement i præsteuddannelse og søndagsskolearbejde har ikke skabt denne proces, men været med i den og med til at skubbe på den. I generationerne forud er noget lignende sket i den koptiske kirke i Ægypten. Nu sker det også i Armenien. Det er ikke forkert at efterleve helgenerne, men kraften til at gøre det er Jesus selv, som lægger grunden med Helligånden, tilgivelsen og det evige liv.

Bøn for fjenderne

Af Per D. Pedersen, sognepræst i Kingos Kirke, København
I alle kirker er der et sted, hvor der ligger en masse papirer og roder. Programmer, krøllede sedler, gamle indbydelser. Det er ens over hele verden. Jeg går altid derhen for at snuse - for rodebunken siger meget om hvad mennesker er optaget af i denne kirke. I september var jeg i Mughni lidt uden for Yerevan. Jeg blev overrasket. Jeg fandt en bøn, som jeg godt kendte. Den er med i aftensangen, som er mest for præster og folk, der kan forstå gammel-armensk. Nu er den så oversat til moderne armensk. Jeg snuppede en seddel og stak den i lommen. Den var lidt nusset. Mange fingre har holdt om den. Når jeg læser bønnen, undrer jeg mig. Hvorfra kommer dog denne kraft til fjendekærlighed? De har jo en århundreder lang historie om forfølgelse? Jeg forstår det ikke, men her er bønnen:
Du nådige Gud, Jesus Kristus, fuld af barmhjertighed!
Jeg har bedt for mine slægtninge og venner, om velsignelse og forbarmelse fra dig, sådan som det hører sig til, og sådan som det er naturligt at gøre.
Nu bønfalder jeg dig også for mine fjender, sådan som du selv sagde det med din velsignede mund: »Gør godt mod dem der hader jer.«
Derfor beder jeg om, at du i din overstrømmende barmhjertighed vil forbarme dig over alle mine fjender:
Dem, der hader mig, har uvilje mod mig og vil skade mig, alle dem, som planlægger, taler, udøver, og ønsker ondt, dem som sladrer, bagta-

ler og forbander mig, om det så er med eller uden grund.
Herre, straf dem ikke på grund af mig, men tilgiv dem og forlad dem deres synder!
De har jo forbrudt sig imod mig, fordi jeg i sandhed er en synder og fortjener al slags hån og spot. Jeg står som synder overfor dig, der er retfærdig og i alle ting og altid kun vil mig det gode. Måske er de værdige til din vrede, men jeg er af natur vredens barn og værdig til straf som dem.
Derfor bønfalder jeg dig, min Herre, du al godheds kilde og barmhjertighedens uudtømmelige hav, forbarm dig over dem og over mig! Forlad dem deres fejltrin overfor mig, så vi sammen, de og jeg, i alt kan færdes efter din vilje, mens vi lovpriser Dig, Faderen og Den Hellige Ånd, nu og altid og i evighedernes evighed. Amen
Bestyrelsens årsberetning for Dansk Ameniermission 2025

Michael Thomsen
Sidste år kunne vi berette om nogle store udfordringer for at kunne gennemføre vores opgave i Armenien. Vi redegjorde også for nogle håbefulde muligheder, og vi så også tilbage på en begivenhedsrig tur for at fejre 20-års jubilæet for
Vi er ikke nået så meget længere ved dette årsmøde, og dog er der sket nogle ting, som gør, at vi alligevel ved dette årsmøde kan være lidt mere håbefulde. Om end vi stadig har udfordringer. Det er økonomien, der både er kilden til bekymringerne og på nogle punkter holder
Vi var i april tre bestyrelsesmedlemmer på tur til Armenien. Det var en opgradering fra to til tre, idet vi i bestyrelsen besluttede, at den tur rummede så mange ubekendte drøftelser og beslutninger også af økonomisk art, så det ville være en fordel at have vores kasserer med således, at vi hele tiden havde mulighed for at kunne drøfte så mange perspektiver som muligt i de samtaler, vi skulle have. Det viste sig at være rigtig godt.
Det blev en fantastisk tur. Vi mødtes med flere biskopper, søndagsskoleledere, Katolikos og selvfølgelig vore medarbejdere.
Overordnet set er der i Armenien et meget stort håb og et meget stort ønske om, at DAM stadig kan være en samarbejdspartner i søndagsskolearbejdet. Det skyldes ikke kun, at vi jo økonomisk understøtter et antal søndagsskoler, og dermed løfter en økonomisk opgave
i en betrængt kirkelig økonomi, men i særdeleshed, at vi har et godt produkt, og at vi har nogle fremragende medarbejdere, heriblandt ikke mindst Arshavir, vores generaldirektør i Armenien. Der står utrolig stor respekt om ham - teologisk, kirkeligt, menneskeligt, organisatorisk. Alle døre lukkes op for ham lige fra Katolikos’ til søndagsskolelederens. Når vi besøger en søndagsskole, er Arshavir ubestridt den overordnede leder af hele Light to Kids projektet, men han overtrumfer aldrig en søndagsskoleleder. Han er sammen med os gæst den pågældende dag. Han tager sig ret til at tale til børnene. Men han respekterer den pågældende søndagsskoleleder.

Vi måtte på rejsens mange møder stille alle i udsigt, at vi var ved at rekonstruere vores virke på grund af forventningen om faldende indtægter fra januar 2026. Alle håbede, at vi ville finde en vej gennem det. Alle bød os velkomne til fortsat at være en del af kirkens søndagsskolearbejde. Der var løfter om forbøn for vores virke her i landet, ligesom der var konkrete forslag til at hjælpe os.
Med til den gode historie om søndagsskolerne hører også, at mange børn senere i deres ungdom fortsætter som ledere og deltagere i ungdomsgrupper i kirken i sammenhænge, som kirken selv har det økonomiske ansvar for.
Vi har brug for de økonomiske midler, der er bundet i vores lejlighed i Jerevan, og derfor må vi sælge den, men hvad skal der så blive af vore aktiviteter i lejligheden? Det gælder kontor for vores medarbejdere, især Arshavir, og samlingsmuligheder for My Planet. I My Planet forstår de godt vores udfordringer, og deltagerne og ikke mindst deres mødre frygtede for fremtiden for My Planet. Da vi fortalte dem, at vi intet ville foretage os med lejligheden, før der var fundet en løsning for dem, da kunne vi bogstaveligt talt høre frygten falde til jorden.
Biskop Vrtanes fra Arsakh er i Jerevan. Han er stadig biskop for mennesker fra det stift, der engang udgjorde Artsakh (Nagorno-Karabakh). Hans menighed er spredt ud over hele Jerevan og videre udenfor byen. Hans præster virker ved andre kirker i Armenien. Så han er biskop for et stift, der geografisk ikke eksisterer, men han holder kontakt til folk fra det gamle stift, og det sætter de stor pris på, idet mange

Arshavir på besøg i søndagsskole.

faktisk stadig har et håb om, at de kan vende tilbage. Biskoppen har arrangeret traumehealing for flygtningene, parkurser for unge nygifte, rehabilitering for børn, bibelsk sjælesorg, for bare at nævne nogle af de ting, der bliver arrangeret særligt med flygtningene som målgruppe.
Han holder til i et af kirkens huse i Jerevan. Her er kontor og flere faciliteter for mødearrangementer. På mødet tilbød han, at Arshavir kan få kontor i hans hus, og i sognehuset vil han stille lokaler til rådighed for My Planet, og vi kan få det hele gratis. Når vi får solgt lejligheden, så tager vi mod hans tilbud, men vil også have lov at betale noget symbolsk for lokaliteterne. Alt det tekniske i aftaler og økonomi ordnes selvfølgelig, så der er klar forventningsafstemning. Det kan være særdeles positivt at CDAM knyttes mere konkret til kirken, men vi skal også være opmærksomme på, at vi ikke bliver opslugt af kirken og mister vores egen identitet, formål og handlefrihed.
Biskop Vrtanes er en ganske særlig en af slagsen. Han er hyrde for Den gode hyrdes får. Han ved, han har nogle helt andre arbejdsbetingelser og muligheder og opgaver end mange af sine kolleger. Det ligger ham så dybt på sinde, at Artsakh stift ikke forsvinder. I helhedsbilledet af Biskop Vrtanes hænger det godt sammen, at vi har søndagsskoler særligt for børnene fra Artsakh.
I juni måned udløb den 3-årige projektperiode for 16 søndagsskoler. Vi har valgt ikke at DAM årsmøde, Matthias Bjørnlund.
indgå nye kontrakter med nye søndagsskoler, da fremtiden stadig er økonomisk usikker. Vi har for nuværende engagement i 12 søndagsskoler, og disse kører frem til juni 2026. Vi tror på, at vi kan gennemføre disse engagementer til afslutningen, så vi ikke behøver lukke ned i utide.
Begrundelsen for forventninger og håb om et fremtidigt virke skyldes ikke mindst, at vi med salget af lejligheden får frigivet nogle midler. Men det skyldes også, at der i Danmark er dukket nogle muligheder op, som giver os lidt økonomi at satse på. I Slagelse provsti er DAM gjort til missionsprojekt for 2025-26. I Gjellerup kirke har man for en 1-årig periode gjort DAM til et sogneprojekt. I Mejdal kirke blev DAM tilgodeset med et meget stort beløb fra deres årlige indsamlingsdag til mission. Andre steder er der også kommet lidt mere fokus på vores arbejde. Derfor håber vi, at gaverne kan betale løsningen af opgaverne.
Det går så ikke uden salget af lejligheden, og overskuddet fra den kan kun understøtte vores virke i nogle få år, og kun for så vidt, at gavetallet stadig bliver pænt.
Vi er også meget afhængige af, at der stadig er mange, der vil være medlemmer af DAM. Vi ved helt konkret, at der er givere, der ikke længere vil være givere, hvis ikke de kan benytte fradragsretten ved gaver til DAM. Det er derfor meget vigtigt, at vi stadig har mere end 50 medlemmer, og helst en del mere. Mange af vore nuværende medlemmer er pænt højt oppe i alderen, og de falder hurtigere fra, end det er muligt for os at påkalde os interesse hos nye og yngre medlemmer. Det er en udfordring for mange af de mindre missionsselskaber i landet.
Vi har i DAM et håb om, at vi gør vores engagementer færdige. Og undervejs frem mod juni 2026 bliver der forhåbentlig organiseret et bredere udbud af søndagsskoler i kirken i Armenien, som kirken selv står for økonomisk.
Hvis ikke vi skal drive søndagsskoler, så kommer vi heller ikke til at skulle bruge så mange penge.
Vi kan jo vælge at lukke. Missionen er fuldført, kirken laver søndagsskoler for alle børn. Vi kan også vælge at satse på at være dem, der tilbyder uddannelse af søndagsskoleledere og udarbejdelse af materialer. Vi har materialer og et koncept af høj teologisk, pædagogisk, didaktisk, kunstnerisk, socialt og folkelig kvalitet. Det virker, og kirken fra klubleder til Katolikos ved, at det virker. Sådanne materialer vil vi gerne bidrage med i et samarbejde på en eller anden måde. Er det fremtidens virke?
I bestyrelsen er vi både bekymret og håbefulde for fremtiden. Vi gør, hvad vi kan for at forvalte midler og muligheder på bedste vis for sagen. Vi glædes over nuets succeshistorier, men slipper heller ikke for at forholde os realistisk til sagen i sine mangefacetterede aspekter. Måske har vi været den hjælp, kirken har haft brug for for at komme i gang, og nu kan barnet selv gå. Er vores opgave så fuldført?
Skal vi holde gang i noget, blot fordi det smerter at lukke et stykke kirkeligt missionsarbejde ned, der i 103 år har stået mange danskere nær, og mange mennesker gennem disse år har ydet virkeligt meget for armenierne og deres kirke? Der venter nogle lange og svære overvejelser og drøftelser i bestyrelsen og mellem bestyrelsen og vores folk og samarbejdspartnere i Armenien. Men lige nu behøver vi hinanden, vi er der for hinanden, og det er vi helhjertet både her hjemme og derude. Vi tror på,

at det er vigtigt for både Den Armenske Apostolske kirke og for den danske kirke at bevare forbindelsen og kendskabet til hinanden. Men alle gode ord til trods er situationen alvorlig. Vi mangler penge til at drive arbejdet.
Et højdepunkt ved besøg i Armenien
Når vi besøger søndagsskoler og præster i Armenien, sker det ofte, at vi bliver inviteret hen i den lokale kirke for at se den. Her får præsten og jeg ofte en god snak. Denne foregår på engelsk eller via tolk. Mange gange slutter denne stund med, at den armenske præst beder for os og for kirken i Danmark, og jeg beder for dem og for den armenske kirke. Disse bønner beder vi på hvert vort modersmål, som også er vores hjertesprog. Dernæst beder vi sammen Fadervor på hvert vores sprog. Vi begynder samtidig, og vi slutter samtidig. Til slut lyser den armenske præst velsignelsen over os på armensk og jeg lyser velsignelsen over os på dansk. I denne stund forstår ingen af os, hvad den anden siger. Men hver gang fornemmes en samhørighed og enhed, som er helt ubeskrivelig. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi i den stund oplever, at Helligånden knytter nogle bånd mellem os, som binder os til hinanden som børn hos samme Far, som lemmer på samme træ, og som tjenere i samme kirke og sag. Det eneste, der er forskelligt, er sprog, geografi, kultur, historie osv. Herren er den samme, og vi er begge som præster tjenere i Guds kirke. Det er helt fantastisk at opleve dette den ene gang efter den anden. Og selv om der er langt mellem Danmark og Armenien, så opleves det i sådan en stund nærmest som at være hjemme og ikke blot på besøg.
På vegne af bestyrelsen. Tak for støtte, forbøn og samarbejde!

Årsmøde i DAM
Den 29. august havde vi årsmøde. Det blev afviklet i Halskov Kirke. Det blev et årsmøde med et større fremmøde af deltagere, end det har været i flere år. Der var god debat og spørgelyst til DAMs arbejde.
Mathias Bjørnholdt leverede et foredrag om forholdet mellem Aserbajdsjan og Armenien set i historiens lys, og med vinkler til både kirkelige og politiske konsekvenser.
Der skal her lyde en meget stor tak til præst og menighedsråd i Halskov Kirke for den service og opbakning vi i DAM mødte dér. På alle måder var alt over alle forventninger.
DAM konstituerede sig umiddelbart efter årsmødet. Herover billede af bestyrelsen som er, set fra venstre mod højre: Anna-Kathrine Thunbo Pedersen, København
Jørgen Sejergaard, København
Michael Thomsen, Skævinge - Formand
Johannes Birk Christophersen, Nykøbing Falster
Ingrid Bjerre, Haderslev - Næstformand
Mona Krøgh Westh, Taastrup - Kasserer

En hyrde i Den gode Hyrdes tjeneste
Det var en solfyldt tirsdag, den 1. april, vi tre fra bestyrelsen, Mona Westh, Ingrid Bjerre og jeg, sammen med vores direktør Arshavir Kapoudjian besøgte biskop

Af Michael Thomsen
Biskop Vrtanes er tidligere feltpræst, og indtil efteråret 2023 var han biskop for Artsakh Stift, også kendt som Nagorno-Karabakh, den del af det armenske kulturområde, der ligger i Aserbajdsjan. I forbindelse med krigen mellem Armenien og Aserbajdsjan om dette landområde blev Biskop Vrtanes sammen med omkring 100.000 andre armenere fordrevet og endte i Jerevan. Her fortsætter han som biskop, men nu uden egentligt geografisk angivelse af sit stift. Folk i hans stift er spredt ud over hele Armenien, nogle er endda flyttet til andre lande, og alle hans præster er placeret i andre stifters kirker i Armenien. Så han er i for tiden biskop uden stift og præster, og derfor også uden den natur-
Mennesker fra Artsakh føler dog som Vrtanes, at de hører til et andet sted, nemlig hjemme i
Nagorno-Karabakh, og de føler sig på nogle måder som flygtninge i republikken Armenien, skønt de er armenere. De bærer i sig et dybt håb om en dag at kunne vende tilbage til alt det, de har efterladt - ikke bare deres ejendom, men også deres kultur og historie (hvis mindesmærker aserbajdsjanerne desværre enten har smadret eller ombygget). Hjemlængsel, håb, historie og kultur binder mange af de fordrevne sammen i de nye forhold i Armenien.
Her spiller Biskop Vrtanes en central rolle. Han gør en ihærdig indsats for at være biskop for de fordrevne. Han brænder for at hjælpe sit folk. Han er på alle måde en hyrde i Den gode Hyrdes tjeneste. Han er bevidst om sine egne muligheder og mangel på samme, og han er meget bevidst om sit folks nød og behov. Biskop Vrtanes er meget ydmyg om sin egen person. Til gengæld er han fuld af lovord over sine medarbejderes kompetencer og funktioner. I alt handler han i bevidstheden om, at han i sit kald skal tjene Gud, Den gode Hyrde, i den

Fra venstre: Ingrid Bjerre, Mona Westh, Biskop Vrtanes, Michael Thomsen, generaldirektør Arshavir Kapoudjian.
Armensk Apostolske kirkes tjeneste. Han ser heri det naturlige, at Gud tjenes ved at tage vare på mennesker, fårene. Han skal på alle måde bringe dem Guds trøst og Guds ord og skabe muligheder for, at mennesker heri finder deres ståsted og hvile. Han har en utrolig stor kærlighed og omsorg for sine medmennesker, og i tjenesten særligt rettet mod folk fra Artsakh, som armenerne kalder Nagorno-Karabakh.
I forskellige arbejdsgrene i kirken forsøger han at imødekomme både de åndelige, de psykiske og legemlige behov i sit folk. Her skal blot nævnes noget af det, der gøres for mennesker fra Artsakh.
Paradise Family er et projekt for nygifte, hvor de kan få råd og vejledning til ægteskabet og få livet til at fungere som par. Her kan de unge få råd om alt, hvad der hører til dette samliv, både den praktiske hverdag og intimitet, åndeligt samliv i troen, psykiske mekanismer mellem mand og kvinde osv.
sjælesorg, og søndagsskoler særligt målrettet børnene. Der er et stort ønske om at oprette et egentligt rehabiliteringscenter med særligt henblik på børnene. En del af de mennesker, der arbejder i disse funktioner, er de samme, som børnene kendte fra deres søndagsskoler hjemme i Artsakh, hvilket gør mange ting nemmere for dem.
Desuden brænder Biskop Vrtanes for at bevare Artsakh som stat. Der pågår et stort arbejde med at indsamle vidnesbyrd og beviser for krigens overgreb og uretfærdigheder. Der gøres meget for at dokumentere bevaringsværdige og historiske monumenter og kulturarven fra Artsakh.
Børnene i søndagsskolerne fra Artsakh behøver omsorg og kærlighed. Her er Bibelens fortællinger afgørende
Der ydes også traumehealing for både børn og voksne. Mange af de fordrevne har store traumer. Det er ikke uden smerte at miste alt, sin ejendom, sin kultur, sin historie og sit hjemsted. Selv om de er armenere, så er det også forbundet med udfordringer at leve i Armenien. Mange uhyrligheder har de oplevet i krigen. Mange nærer alligevel stadig et håb om at kunne vende tilbage. Alt dette skaber traumer, som behøver behandling og omsorg, og det gøres bedst af mennesker, der selv har været i det. En af udfordringerne for de fordrevne i Armenien er, at de taler en dialekt af armensk, som på nogle punkter får dem til at virke som fremmede midt i det armenske folk.
Rammerne for mange af disse indsatsområder er bibelstudiegrupper, hvor der ydes bibelsk
Efter Aserbajdsjans magtovertagelse af Artsakh går det som sagt stærkt med at udslette alt fra den armenske kultur og historie i Artsakh.
Biskop Vrtanes gjorde et stort indtryk på os. Vi er meget glade for, at DAM kan være med til at understøtte søndagsskolearbejdet i hans »stift«. Vi kunne ikke lade være at tale om, at der sandelig er forskel på problemer og udfordringer alt efter sammenhængen. Vi kunne kun tage til eftertanke, at vi har gode muligheder i vore sammenhænge herhjemme. Dem skal vi skønne på og måske ikke gøre alting til egentlige problemer. Børnene i søndagsskolerne fra Artsakh behøver omsorg og kærlighed. Her er Bibelens fortællinger afgørende. Den gode Hyrdes omsorg for sine får er uvurderlig.
Biskop Vrtanes lærte os meget om kald og tjeneste. Han går trofast ud hver dag som hyrde for Hyrden og passer dennes får. Og med glæde vil vi gå bag ved ham og understøtte hans gerning, så langt vi får mulighed for det. Både børnene og medarbejderne behøver vores forbøn og medleven.
Gudstjenestefryd.
Kirken i Mughni. Sankt Georgs Dag.

Åh, Armenien!
At holde af Armenien er en rutchebanetur. Man er højt oppe og langt nede. Det skifter lynhurtigt. Fra venskab og latter til sorg. Fra begejstring over kirkens skønhed til at være knuget af de politiske udsigter. Nu er der så også kommet en konfrontation mellem kirken og regeringen, som ikke er god for noget. Man ryster på hovedet.

Af Per D. Pedersen, sognepræst i Kingos Kirke, København
Åh, det er krævende at holde af armenierne. Både for armeniervenner og for dem selv.
- Jeg synes det er anstrengende at komme fra Armenien, sagde en ven for nogen tid siden. Sommetider tænker jeg, om det er mere hårdt end at være indvandrer i Danmark fra nogen af de andre lande?
- Det tænker jeg også sommetider, sagde jeg. For alting i Armenien er så storslået: historien, kirken og sangene. Alt er så storslået og samtidig så ituslået.
Når man nærmer sig Armenien, går man ind i et felt, hvor problemerne er for store, og vi er for små. Den geopolitiske situation er grusom. Man kan blive modløs og fortvivlet, når man stirrer på alt det, vi ikke kan gøre noget ved. De store mænd og de store kvinder må ind på den storpolitiske scene. Det er deres job, ikke vores. Vi må opfordre dem til at gøre det, som de skal. Hvad er det så, vi skal? Vi små mennesker? Ja, vi skal gøre noget andet. Det er så til gengæld noget, som vi godt kan! Vi skal holde af hinanden, og holde hinanden ud, kunne man tilføje. Eller som apostlen Paulus siger: »Glæd jer med de glade og græd med de grædende« (Rom 12, 15). At gøre det kræver hverken magt eller millioner. Man skal bare være menneske, så kan man gøre det.
Det var jo det, alle heltekvinderne i armeniermissionens historie gjorde: Jensine, Hansine

Kan I se deroppe? Det er helt sort af sod! Under kommunismen var kirken lukket. Gudstjenester og prædiken var forbudt. Men folk listede sig herud, tændte stearinlys deroppe i læ for vinden og bad en bøn.
og Wilhelmine. Jenny, Mary, Marie og Margrethe, Bodil, Alma og Karen og hvad de nu hed allesammen.
Det lykkedes dem at ændre situationen, men kun for nogle få mennesker. De ramte kan tælles i millioner. Mens de, der blev hjulpet, kun kan tælles i tusinder. Hjælperne fra den danske kirke var få og små. Men ved deres indsats for de få, viste de de mange, hvor meget de få er værd.
Derfor ærer armenierne disse kirke-kvinder så højt og glæder sig over dem. Ved at holde af nogle få, viste de, at alle har værdi.
Heltekvinderne viser en vej for os, der holder af Armenien. At dele deres glæder og sorger er en forskel, der gør en forskel, og det kan man gøre, selv om man er lille og ikke har magt til at ændre det storpolitiske billede. Små mennesker kan gøre små handlinger med stor kærlighed og stor virkning!
Dette er læren af Armeniermissionens historie. Jeg håber historien fortsætter!
En STOR tak
Vi vil gerne sige en stor TAK til vore trofaste givere. Det er jer, der gør det store og vigtige arbejde med søndagsskoler og børneklubber i Armenien muligt.
DAM har dygtige og dedikerede medarbejdere, som gør en uvurderlig indsats - ofte under ukomfortable forhold. Hundredvis af børn har deltaget i de treårige forløb, hvor de har fået en grundig kristendomsundervisning samtidig med, at de har lavet spændende kreative ting, haft gode oplevelser og været med i et sundt fællesskab.
Vi oplever, at flere af disse børn - som i mellemtiden er blevet til unge mennesker - nu tager ansvar som ungdomsledere i kirkeligt arbejde. Det er en skøn fortsættelse af DAMs arbejde - og udtryk for, at det har betydet meget for børnene.
Vi oplever også, at tre af de søndagsskoler, som har færdiggjort det treårige forløb med støtte fra DAM, nu kører videre uden vores hjælp. Lederne føler, at arbejdet er så vigtigt, at de fører det videre, også selvom de nu ikke længere får løn for det.
Nu står DAM overfor at skulle sælge lejligheden i Jerevan. Den har indtil nu huset arbejdet for handicappede børn og unge, samt været kontor og base for vore medarbejdere. Men nu er der akut brug for penge til at drive søndagsskolearbejdet. DAM har de seneste år tæret meget på kassebeholdningen. Derfor må I gerne sammen med os bede om, at lejligheden må blive solgt godt og hurtigt.
I jeres bønner må I også gerne takke Gud for de mange dedikerede søndagsskoleledere og de børn, som skal bære kristendommen videre i Armenien.
Pengene for salget af lejligheden skal blive i Armenien og bruges til søndagsskolearbejdet dér. Men der er stadig brug jeres støtte til DAMs arbejde.

Læs nærmere om støtte og mulighed for skattefradrag på https://armenien.dk/stoet-os/ eller scan QR-koden.
KOLOFON
Kontor og økonomi
Dansk Armeniermission
Katrinebjergvej 75 8200 Århus N. tlf. 86 16 63 00 dam@teologi.dk
Konto
Registreringsnummer: 0994 Kontonummer: 9007415
Mobilepay 72105
Bestyrelse
Michael Thomsen (formand)
Ny Harløsevej 11 3320 Skævinge tlf. 29 37 16 83 · mtho@km.dk
• Ingrid Bjerre (næstformand)
• Mona Krøgh Westh (kasserer)
• Anna-Kathrine Thunbo Pedersen
• Jørgen Sejergaard
• Johannes Birk Christophersen
Medarbejder i Armenien
Arshavir Kapoudjian akapoudjian@yahoo.com
Redaktør af bladet
Michael Thomsen mtho@km.dk
Layout & tryk
Videbæk Bogtrykkeri
Forsidefoto
Sevanavank
Fotograf: Tenna Ledet Olsen
Følg os
• På Facebook: Dansk Armeniermission
• På hjemmesiden Armenien.dk
Englene synger: Fred over jord
fred til planeten hvor mennesker bor
Hyrder på marken blir vækket af sang
Himmelske toners fortættede klang
Kom lad os sprede sange og glæde
Nu er til stede i stjerneklar nat
barnet i stalden, vor kæreste skat
Barnet i stalden håbet om fred
Gud i et barn på det fattigste sted
Betlehemsbarnet på arm hos sin mor
Løftet om frelse og fred på vor jord
Kom lad os sprede
sange og glæde
Nu er til stede i stjerneklar nat barnet i stalden, vor kæreste skat
Åben dit hjerte, åben dit blik
Tæl himlens stjerner, sig tallet du fik
Gud i det mindste og Gud over alt
Evighedsfyrste og barn, som fortalt
Kom lad os sprede sange og glæde
Nu er til stede i stjerneklar nat
barnet i stalden, vor kæreste skat

Lad universet juble i fryd
Julen er her, lad din glæde få lyd Gaven er givet, en kærlighedsakt Fredsbarnet hersker med kærlighedsmagt
Kom lad os sprede sange og glæde Nu er til stede i stjerneklar nat barnet i stalden, vor kæreste skat
Merete Bandak
Englene synger: Fred over jord fred til planeten hvor mennesker bor Hyrder på marken blir vækket af sang Himmelske toners fortættede klang Omkvæd: Kom lad os sprede sange og glæde Nu er til stede i stjerneklar nat barnet i stalden, vor kæreste skat
Barnet i stalden håbet om fred Gud i et barn på
fattigste sted Betlehemsbarnet på arm hos sin mor Løftet om frelse og fred på vor jord Omkvæd
3 Åben dit hjerte, åben dit blik Tæl himlens stjerner sig tallet du fik Gud i det mindste og Gud
Node til melodien kan printes i A4-format fra vores hjemmeside Armenien.dk