Østsalling Pastorat kirkeblad - Nr. 40

Page 1


Kirkebladet ØSTSALLING PASTORAT

Salmestafetten

Der findes rigtig mange skønne salmer, - og jo ældre jeg bliver, jo mere øges min bevidsthed om indholdet i salmerne. Min yndlingssalme er »Se, nu stiger solen af havets skød«. Denne salme er den mest storladne og smukke salme, jeg kender, og jeg bliver overvældet hver gang orglet rammer de første toner.

Det er en salme, der har fulgt mig til store begivenheder i mit liv: til mit bryllup med min nu afdøde mand for 40 år siden og sidst til hans bisættelse for nylig. Til mine forældres begravelser også.

Jeg har naturligvis også sunget den til almindelige gudstjenester. Hver gang vækker melodien og sangen store følelser i mig. Jeg har ofte fået tårer i øjnene og svært ved at synge med på første vers. Den kan netop passe til mange kirkelige handlinger, da den sætter ord på store temaer som liv, død og genopstandelse.

Sangen starter med solens opståen og lysets komme:

Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød, hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst.

Melodien understreger på fineste vis temaet; starter i mol, hvor mørket endnu hersker, og går så i dur og op som solen: Midt i verset er det middag, der er solen / melodien på sit højeste: Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morgnen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død.

Se, nu stiger solen er skrevet af Jakob Knudsen, 1891

Dette vers, synes jeg, sætter ord på det at have livsmod og livsglæde. Noget, jeg har fået i gave, og som jeg er meget taknemmelig for. Det at kunne glæde sig over hver dag, selvom der er personlige sorger og bekymringer - også selvom verden omkring os kan give grund til bekymring for fremtiden.

Takke ham, som gav mig, når sol står op, selv at føle morgen i sjæl og krop, at al mørkhed svinder og sjæleve, blot jeg trygt vil sige: Din vilje ske!

Her i vers tre - samt i de følgende - beskrives, hvordan vi er en del af noget større, og indimellem kan læne os tilbage og lade Guds vilje ske. - at vi ikke kan og skal klare alt.

O, at jeg tør favne dig, skære dag, kalde dig med navne, min sjæls behag, alle gode navne, som bedst jeg ved: moder, søster, elskte, min kærlighed!

Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind, did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind, ret som om det ånded af lyset udo, du milde Fader, min skaber, Gud!

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav. Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly!

O, for sejersjubel, for salig lyst: lyset stander stille på livets kyst!

Sangen skildrer for mig også et menneskeliv fra fødsel til død - en livscyklus for det enkelte menneske. Jeg synes også den beskriver så flot, hvordan vi alle er en del af noget meget større. Så der er storhed, trøst og håb i sangene:

Jeg giver salmestafetten videre til Mette Musgård - medlem af Grønning MR. Else-marie Hansen

Tilskud til julen

Hvert år får vi præster i Østsalling Pastorat mulighed for at uddele julehjælp til familier, som har svært ved at få økonomien til at række i juletiden - særligt familier med børn.

For at komme i betragtning skal man være bosiddende i et af følgende sogne: Grinderslev, Grønning, Thise eller Jebjerg-Lyby sogne for at søge julehjælp gennem os.

SÅDAN SØGER DU

Send eller aflever en ansøgning til en af pastoratets præster. Ansøgningen kan sendes pr. mail, eller afleveres fysisk i en af vores postkasser. Husk at oplyse i ansøgningen:

• Navn

• Adresse

• Telefonnummer og/eller e-mail

• En kort beskrivelse af din nuværende situation

ANSØGNINGSFRIST:

Onsdag den 26. november kl. 22.00. Julehjælpen uddeles senest den 12. december 2025. Alle henvendelser behandles fortroligt.

De bedste hilsner fra præsterne

Katja Tilsted Jul Withen , kjw@km.dk, telefon: 61151582

adr: Aakjærsvej 2, Breum, 7870 Roslev

Toni Irgens-Møller, tei@km.dk, telefon: 29382745

adr: Kirkegade 4a, Jebjerg, 7870 Roslev

Hjælp os med at sprede

juleglæde

Julen nærmer sig, og i den forbindelse ønsker vi i Østsalling Pastorat endnu engang at række hånden ud til familier i vores lokalområde, som har brug for en ekstra hjælpende hånd i den søde juletid.

Derfor samler vi ind til julehjælp - og du kan være med til at gøre en forskel. Alle bidrag - store som små - går ubeskåret til trængte familier i vores sogne. Ønsker du at støtte, kan du sende et valgfrit beløb via MobilePay 50966 (Østsalling Pastorat).

På forhånd hjertelig tak for din støtte og omsorg

Sammen tænder vi håb og varme i mørket.

Hvad er engle og hvad gør engle?

Advents- og juletiden leder om noget tanken hen på engle. Vi ser dem hænge på juletræer, til pynt rundt omkring i huse, skoler, kontorer, de er med i julekrybber rundt omkring. Hvor kommer den så fra denne skik med at omgive os med engle? Julens engle kommer fra Bibelen, fra Lukasevangeliet og fra juleevangeliet, som vi hører hvert år juleaften, hvis vi går i kirke, eller måske får læst højt ved julearrangementer, derhjemme eller i skolen.

I juleevangeliet hører vi om hærskarer af engle. De fylder himlen med jubel og glædessang over at en Himlens kongesøn er født, en lille dreng født under en strålende stjerne. Også til påske hører vi om engle. De dukker op ved den åbne grav, hvor Jesus’ krop havde ligget. De skal forklare de sørgende, der besøger graven, hvad der er sket, at han er opstået fra de døde, og hvad de skal gøre. De skal fortælle de andre disciple om det.

Vi ser ofte engle afbildet med vinger af fjer, vel nok fordi de i Bibelen kommer med budskaber fra Gud. De er sendebude fra Himmel til jord. De fleste steder i Bibelen beskrives de blot som væsener af lys, som blænder og skræmmer de mennesker, de opsøger. Oftest er de første ord en engel siger til et menneske: »Frygt ikkevær ikke bange.« Det kan kun være fordi Bibelens personer bliver bange for englenes kraftfulde tilstedeværelse, eller de frygter det budskab Gud måtte sende dem.

Disse engle i Bibelen er, modsat i folketroen, oftest beskrevet som mænd. Nogle af de engle, vi hører om, har mandenavne: Gabriel, Rafael og Michael. En del mænd i den kristne verden er opkaldt efter engle, og faktisk også kvinder bare med et efterstillet »a«.

Der er en anden kategori engle, som nok er mere populære rundt omkring i hjemmene. Det

er skytsenglene. De er der for at passe på menneskene. De har en anden form, som ofte beråber sig den kunstneriske frihed. Her er en stribe udsagn, som siger noget om hvordan engle kan være tryghedsskabende for mennesker:

»En engel er en der passer på dig« - »Jeg samler på glasengle. De hjælper mig til at være tryg« - »Jeg har mange engle hængende. De holder onde ånder og tanker væk«»Min englefigur minder mig om, at jeg er Guds barn« - »Min bedstemor er en engel. Hun følger mig i mit liv oppe fra Himlen«.

Skytsengle forekommer ikke så meget i Bibelen, men et eksempel finder vi hos evangelisten Matthæus, kapitel 18. Her fortæller Jesus om de små, at de har engle i himlen, som står ansigt til ansigt med Gud - og som på den måde kan tale deres sag.

Salmedigteren Iben Kroghsdal skriver i en smuk julesalme fra 2015, sådan her:

»Decembernat. Engle slår vingerne ind og lander forsigtigt i menneskesind.

De hvisker om barnet som stille blev til: I nat kan I møde ham her hvis I vil.« (Salmebogstillægget »100 salmer« nr. 822)

Toni Irgens-Møller

Mangfoldigheden af engle illustreres fint her med et billede fra et engleprojekt på Jebjerg Skole for nogle år siden. Kirken blev fyldt op med en hærskare af engle i alle farver og af alle mulige afstøbninger.

Ethvert menneske kan blive en Guds engel

Uanset om vi tror at engle eksisterer eller ej, så kan vi ikke komme uden om, at de betyder meget i den menneskelige bevidsthed. Og noget vi kan være åbne over for, er, at vi selv kan blive engle for andre, eller møde engle i vores egen lille verden.

Den tyske teolog, Gert Theissen, som bl.a. er æresdoktor ved Aarhus Universitet, har udgivet en katekismus på vers. Her bringer vi hans afsnit om engle med overskriften: Jesus’ fødsel blev bebudet og ledsaget af engle. Hvad betyder myten om »engle«?

»Engle er Guds budbringere.

Hvor Gud taler til mennesker, men ikke kan nås, træder billedet til:

Der var en engel, der overbragte et budskab.

Englene i Bibelen optræder kun på Guds foranledning og forsvinder, når opgaven er udført.

De har ikke et selvstændigt liv.

Kun tre har et navn i Bibelen.

Gabriel betyder: »Guds mand«.

Michael: »Hvem er som Gud«.

Rafael: »Gud har frelst«.

De er ikke andet end Guds tilsynekomster.

Der er uhyggelige engle i Bibelen.

Engle lukker paradiset.

En engel kæmper med Jakob ved flodbredden. Engle hælder i Johannes’ Åbenbaring vredens skåle ud.

Dødsenglene fører Lazarus ind i himlem.

De er som lysskikkelser i nærdødsvisioner.

De fleste engle bringer gode budskaber og hjælper mennesker.

En engel forkynder Jesus’ fødsel for Maria. Engle forkynder fred på jorden for hyrderne.

Engle sørger for Jesus i ørkenen.

Engle redder ham fra sultedøden.

En engel styrker ham i dødsangsten.

En engel forkynder hans opstandelse.

Ofte optræder kvinder i rollen som engle. Maria og Martha sørger for Jesus. en kvinde salver Jesus før hans død.

Kvinder bliver hos ham til det sidste. Kvinder fortæller som de første om hans opstandelse.

Engle er budbringere.

Men et eller andet sted drømmer et menneske om, at budbringeren en dag vil komme, mens det sidder ved vinduet og kigger ud på aftensolen.

Men budbringeren har kun dét budskab med: Drøm ikke om, at der kommer en budbringer til dig. Du er selv budbringeren.

Mange venter på, at du skal komme til dem. Mange sidder ved vinduet og længes inderligt efter det øjeblik, hvor de ser dig komme.

Ethvert menneske kan blive en Guds engel, uden at det er dets egen fortjeneste.

Enhver, der hjælper andre med at overleve, bistår i angst, åbner for mening, enhver, der har mere tillid til livet end til døden.«

Gerd Theissen i TRO OG TANKE, en poetiskkritisk katekismus Eksistensen forlag, 2016

Koncert med Thisted Kirkes Drenge-Mandskor

Søndag den 14. december kl. 16.00 i Grinderslev Kirke

3. søndag i advent kan kirken åbne dørene til engelsk og dansk julemusik, udført af et kor, som løfter opgaven inspireret af klangidealet i den unikke engelske katedralkor-tradition.

Arbejdet med at opbygge koret påbegyndtes i 1982 af Thisted kirkes daværende organist, Gwyn Hodgeson, og videreført og udviklet til nye højdepunkter af Preben Nørgaard Christensen. Siden 2017 ledes koret af Niels Granvig, og virksomheden er omfattende: koncerter i ind- og udland, turnéer samt medvirken ved opførelser af store oratorier og messer. Og så fungerer koret ved alle højmesser i Thisted Kirke.

Koret består i øjeblikket af ca. 40 drenge og unge mænd i alderen 9-22 år, der øves tre gange ugentligt. Inden optagelse i selve koret gennemgår drenge fra lokale skolers 3.klasse en korskole med oplæring i sang og musikteori. Der ligger en stor indsats bag korets musikalske resultater, og det sociale samvær prioriteres højt.

Ved eftermiddagens koncert kan vi bl.a. høre værker af John Rutter, David Willcocks, Nels W. Gade og Michael Prætorius. Vi byder med glæde alle velkommen til denne koncert, som afrundes med en lille forfriskning.

Tirsdagshygge i Breum

På tirsdage i ulige uger er der sognecafé i konfirmandstuen i Breum. Det er kl. 14.00 - ca. kl. 16.00. Alle er velkomne til at kigge ind.

Sognecaféen er en mulighed for at mødes på en uformel og uforpligtende måde. Man kan bare komme inden for det tidsrum, der er åbent i caféen. Man kan være der i hele åbningstiden, eller man kan bare komme forbi ganske kort. Der er kaffe og te på kanden og noget hjemmebag af forskellig slags. Det er ganske gratis at deltage.

Der er rig mulighed for at have indflydelse på, hvad der skal ske - måske er der én, som vil fortælle eller læse en god historie, eller én, som kan synge for eller spille til fællessang. Det er i høj grad op til dem, der kommer, hvad der kommer til at ske - men uanset hvad, er der altid en rigtig god stemning og gode snakke på kryds og tværs.

AKTIVITETER I ADVENT

Salmesangsgudstjeneste

Søndag den 30. november kl. 17.00 i Grønning Kirke

Først vil vi være sammen om en stemningsfuld gudstjeneste med en masse gode salmer.

Efterfølgende vil vi hygge os med gløgg og æbleskiver i Grønning Forsamlingshus.

De 9 læsninger

Torsdag den 4. december kl. 19.00 i Grinderslev Kirke

En 100 år gammel tradition, der først blev fejret i England og siden har bredt sig til bl.a. os her i Danmark. De ni læsninger tager os igennem Bibelen fra skabelse over syndefald, gennem forudsigelser om bedre tider og til forløsning igennem Jesu fødsel.

Koret synger for os og med os, der deltager. Forskellige oplæsere lægger stemme til de 9 tekster. Så denne gudstjeneste bliver en blanding af musik og stemmer. Formålet er at stemme vores sind og tanker og blive klar til julens fester af både menneskelig og himmelsk karakter.

AKTIVITETER I ADVENT

Syng julen ind

Tirsdag den 9. december kl.

19.00 i Sognehuset i Jebjerg

Vi synger os nærmere julen og hygger, som det passer sig. Undervejs vil Østsallings Kor glæde os med nogle sange, og Erik, vores kirke- og kulturmedarbejder vil læse en julehistorie.

Ved denne lejlighed vil Jebjerg

Menighedsråd også informere om året der er gået jf. menighedsrådsloven § 41.

Lucia i Thise

Torsdag den 11. december kl. 17.00 i Thise Kirke

Traditionen tro vil eleverne fra Thise Friskole gå Luicaoptog ved en hyggelig gudstjeneste i decemberaftenens mørke.

Efterfølgende vil menighedsrådet være vært for pizza og drikke.

er velkomne - vi ses!

Gudstjenester & aktiviteter

NOVEMBER

Sø 30. 1. s. i. Advent 10.30 Grinderslev Kirke

Sø 30. Salmesangsgudstjeneste 17.00 Grønning Kirke

DECEMBER

Ti 2. Sognecafé 14.00-16.00 Breum Præstegård

To 4. De 9 læsninger 19.00 Grinderslev Kirke

Sø 7. 2. s. i. Advent 10.30 Jebjerg Kirke

Ti 9. Gudstjeneste på Breumgård 10.30

Ti 9. Syng julen ind 19.00 Sognehuset i Jebjerg

On 10. Dybt Godnat 17.30 Grinderslev Kirke Tilmelding nødvendig. Se hjemmeside

To 11. Lucia 17.00 Thise Kirke

Sø 14. 3. s. i. Advent 10.30 Thise Kirke

Sø 14. Julekoncert med Thisted Kirkes Drenge-Mandskor 16.00 Grinderslev Kirke

Ti 16. Sognecafé 14.00-16.00 Breum Præstegård

Ti 16. Gudstjeneste på Jebjerg Ældrecenter 14.30

Sø 21. 4. s. i. Advent 10.30 Lyby Kirke

On 24. Juleaften

13.30 Jebjerg Kirke

13.30 Grønning Kirke

14.45 Lyby Kirke

14.45 Grinderslev Kirke

16.00 Jebjerg Kirke 16.00 Thise Kirke

To 25. Juledag 10.30 Grinderslev Kirke

DECEMBER

Fr 26. 2. Juledag 10.30 Jebjerg Kirke

Sø 28. Julesøndag 10.30 Grønning Kirke

On 31. Morgengudstjeneste 09.00 Sundsøre Strand

JANUAR

To 1. Nytårsdag 14.30 Lyby Kirke 16.00 Grinderslev Kirke

Sø 4. Helligtrekongers søndag 10.30 Jebjerg Kirke

To 8. Syng Søndagens Salmer 17.00 Breum Præstegård

Sø 11. 1. s. e. Helligtrekonger 10.30 Grønning Kirke

Ti 13. Gudstjeneste på Breumgård 10.30

Ti 13. Sognecafé 14.00-16.00 Breum Præstegård

On 14. Dybt Godnat 17.30 Thise Kirke Tilmelding nødvendig. Se hjemmeside

To 15. Syng Søndagens Salmer 17.00 Breum Præstegård

Sø 18. 2. s. e. Helligtrekonger 10.30 Grinderslev Kirke

To 22. Højskolesangaften 19.00 Sognehuset i Jebjerg

Sø 25. 3. s. e. Helligtrekonger 10.30 Thise Kirke

Ti 27. Sognecafé 14.00-16.00 Breum Præstegård

To 29. Gudstjeneste på Jebjerg Ældrecenter 14.30

To 29. Syng Søndagens Salmer 17.00 Sognehuset i Jebjerg

FEBRUAR

Sø 1. Septuagesima Søndag 10.30 Lyby Kirke

Sø 1. »Den lille prins« et musikalsk foredrag med Stine Michel 14.00 Jebjerg Kirke

Sø 1. Kyndelmisse 19.00 Grønning Kirke

To 5. Syng Søndagens Salmer 17.00 Breum Præstegård

To 5. Foredrag med Fiil pigerne 19.00 Sognehuset i Jebjerg

Sø 8. Seksagesima Søndag 10.30 Jebjerg Kirke

Ti 10. Gudstjeneste på Breumgård 10.30

Ti 10. Sognecafé 14.00-16.00 Breum Præstegård

To 12. Syng Søndagens Salmer 17.00 Breum Præstegård

Sø 15. Fastelavnssøndag 10.30 Grinderslev Kirke

On 18. Dybt Godnat 17.30 Grønning Kirke Tilmelding nødvendig. Se hjemmeside

To 19. Gudstjeneste på Jebjerg Ældrecenter 14.30

To 19. Syng Søndagens Salmer 17.00 Thise Forsamlingshus

Sø 22. 1. s. i. Fasten 10.30 Thise Kirke

Ti 24. Sognecafé 14.00-16.00 Breum Præstegård

On 25. Højskolesangaften 19.00 Breum Præstegård

To 26. Syng Søndagens Salmer 17.00 Sognehuset i Jebjerg

MARTS

Sø 1. 2. s. i. Fasten 10.30 Lyby Kirke

On 4. »Ingen skal forglemme mig« Et musikalsk foredrag med duoen Sagatone 19.00 Grinderslev Kirke

To 5. Syng Søndagens Salmer 17.00 Breum Præstegård

Sø 8. 3. s. i. Fasten 10.30 Grinderslev Kirke

Ti 10. Gudstjeneste på Breumgård 10.30

Ti 10. Sognecafé 14.00-16.00 Breum Præstegård

Ti 10. Gudstjeneste på Jebjerg Ældrecenter 14.30

To 12. Syng Søndagens Salmer 17.00 Sognehuset i Jebjerg

Sø 15. Midfaste Søndag 10.30 Jebjerg Kirke

On 18. Dybt Godnat 17.30 Jebjerg Kirke Tilmelding nødvendig. Se hjemmeside

To 19. Syng Søndagens Salmer 17.00 Thise Forsamlingshus

Sø 22. Mariæ Bebudelsesdag 10.30 Thise Kirke

Sø 22. Tradish - Irsk musik uden grænser 16.00 Thise Kirke

Ti 24. Sognecafé 14.00-16.00 Breum Præstegård

To 26. Syng Søndagens Salmer 17.00 Sognehuset i Jebjerg

Sø 29. Palmesøndag 10.30 Lyby Kirke

Kirkekaffe

De fem kirker i Østsalling Pastorat har kirkekaffe efter alle gudstjenester.

»Den lille prins«

En musikfortælling om livsvisdom frit efter Antoine de Saint-Exupéry

Søndag den 1. februar kl. 14.00 i Jebjerg Kirke

Stine Michel har gennem de seneste mange år tryllebundet børn og voksne med sine forunderlige musikalske universer, hvor hun i et mix af musik, sang og fortælling har skabt en række uforglemmelige koncertproduktioner i skiftende samarbejder med en række fremragende musikere.

Den lille prins er en fortælling, der omhandler universelle temaer som barnet, kærligheden og døden. Et ønske om at mennesket finder tilbage til sin virkelige rigdom - nemlig at kunne se verden med barnets åbne blik.

På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.« (Matthæusevangeliet kap. 18 vers 1-14)

Foredrag med Fiil pigerne

Torsdag den 5. februar kl. 19.00 i sognehuset i Jebjerg

Fri entré

Vores mission

Gennem vores frivillige forening »Fiil pigernes hjælp til udsatte børn i Uganda«, der består af mor og to døtre, er vores mission bl.a. at hjælpe børn og unge i slumkvarteret med at skabe en bedre fremtid med skolegang og udvikling af praktiske færdigheder på vores sy- og frisørskole. Vi har fået bygget huse og et oldekolle til yderst fattige familier. Vi spreder hjælp og glæde, hvor vi kommer frem i landet, på sygehuse, små klinikker, skoler, børnehjem, blindehjem, fængsler, blandt gadebørnene og i slumkvarteret.

Vi sørger for at hele støtten kommer til Uganda - til de, der har allermest brug for det. Vi rejser til Uganda en gang om året. I mellemtiden bliver vores projekter ledet af Frank, der er en indfødt mønsterbryder.

Som tidligere lærer på Jebjerg skole og bosat her i 27 år, så vil det glæde os at vende tilbage og fortælle om vores arbejde og rejser til Uganda gennem snart 10 år.

Fiilpigerne

Matilde, Marie og Ellen Fiil Hjorth

»Ingen skal forglemme mig«

Kvindesyn i middelalderen

Et musikalsk foredrag med sang, harpe og historie

Onsdag den 4. marts kl. 19.00 i Grinderslev Kirke

Vær med når Sagatone giver os en unik opdagelse, som læner sig godt op af den kommende internationale kvindedag.

Kvinders stilling i verden har haft mange ansigter gennem tiden, men det har ikke været en lineær rejse. Kom til et spændende musikforedrag om kvindens stilling i middelalderen.

Vi skal høre om de stærke kvinder i sagaer og krøniker. Vi lytter til folkeviser, og ser på kalkmalerier, der fortæller os om kvindens stilling i middelalderen, og hvordan det måske ikke var, som vi forestiller os. Med nationalromatikken og Grundtvigs romantisering af vikingetid og middelalderen blev vores syn på fortiden påvirket, så det er svært at skelne fortid fra nutid.

Om duoen Sagatone

Sagatone fremfører en unik historieformidling med musik og sang i centrum, der skaber en helt særlig oplevelse. Ditte skaber en levende og engagerende ramme for fortællingerne, og Sigrid giver en stemme til de historiske personer.

Ditte Kröner, historiker og højskolelærer: Ditte er uddannet Kulturhistoriker, og arbejder bl.a. med sociale og kulturelle aspekter af samfund og fællesskaber herunder sang og musik. Sigrid Vibe Kristensen, sang og keltisk harpe: Sigrid Vibe er uddannet kirkesanger fra Vestervig Kirkemusikskole, og har studeret harpe hos Anne Crosby Gaudet og Joost Schelling.

Foto:
Urnesfoto

Orientering vedrørende Jebjerg Præstegård

I to år har præstegården i Jebjerg stået tom, og i to år har Østsalling Pastorat manglet en fast præst med bopæl i Jebjerg. Mange har undret sig over, hvad der er foregået; hvorfor der ikke er ansat en ny præst, hvad problemet er med præstegården og hvad menighedsrådet gør ved tingene.

Mange har spurgt, hvorfor der ikke sker noget. Det har set ud som om udviklingen omkring embedet knyttet til præsteboligen i Jebjerg har stået i stampe. Og sandt nok, så er der gået lang tid, men der er foregået meget, og der er lagt mange kræfter i at løse problemerne, som det bliver opridset her nedenfor.

Menighedsrådene, provstiudvalget, Viborg Stift, Teknologisk Institut, lokale håndværkere, arkitekter, eksperter i gamle bygninger og Skive kommune har været involveret.

Forløbet har krævet tålmodighed og har indimellem kostet menighedsrådet grå hår, fordi

processerne kan være svære at forstå og vejen frem til målet er snørklet.

Formand for menighedsrådet i Jebjerg-Lyby sogn, Inge Lis Sørensen, har skrevet en opsamling om forløbet.

Toni Irgens-Møller

ORIENTERING OM JEBJERG PRÆSTEGÅRD

I november 2023 fraflyttede Toni Irgens-Møller præstegården i Jebjerg, idet hun havde opsagt sit embede som sognepræst i Østsalling Pastorat for at gå på pension.

Når en præst fraflytter en præstegård, får menighedsrådet pålæg om at henvende sig til Teknologisk Institut og få dem til at komme og gennemgå præstegården for skimmelsvamp.

I Jebjerg Præstegård blev der fundet skimmelsvamp flere steder, bl.a. i krybekælderen, i tagkonstruktionen og bag nogle skabe i køkkenet.

Foto: Jan Sand

Efter rådgivning fra både Teknologisk Institut og lokale håndværkere, søgte et enigt menighedsråd provstiudvalget om tilladelse til at gå i gang med at renovere præstegården.

Provstiudvalget, der administrerer provstiets økonomi, afviste ansøgningen.

Et enigt menighedsråd besluttede sig for at klage over beslutningen. Hertil kom endnu et nej.

Det betød, at menighedsrådet nu måtte søge kommunen om tilladelse til nedrivning af præstegården.

Fra Viborg Stift blev det meldt ud, at det ikke er menighedsrådet i Jebjerg-Lyby sogn, men et fælles præstegårdsudvalg bestående af repræsentanter for alle fire menighedsråd i Østsalling pastorat, der i fællesskab har ansvaret for præstegården. Der blev hurtigt stablet et sådant udvalg på benene og en ansøgning om nedrivning blev sendt til kommunen.

Efter et halvt år kom svaret: Kommunen anbefalede, at man i stedet for nedrivning prøvede at sælge præstegården med jordtilliggende, og hvis det ikke lykkedes at sælge i løbet af et halvt års tid, ville kommunen se på sagen igen. Kommunen har pligt til at vurdere bevaringsværdien af ejendomme, som søges nedrevet. Jebjerg Præstegård blev vurderet til 2 på en skala fra 1 til 9, hvor 1 er kirker og fredede bygninger, så 2 er altså næstbedst. Til sammenligning blev præstegården i Resen i sin tid vurderet til 4. Resen præstegård blev nedrevet, og man er i gang med nybyggeri der.

Nu har det fælles præstegårdsudvalg besluttet sig for at forsøge at sælge præstegården med hele haven, ca. 1 ha., og i stedet bygge ny præstebolig et andet sted i byen. Hertil er der givet tilladelse fra provstiudvalget. Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen har vurderet, at ejendommen (bygninger og jord) bør udbydes til salg for 995.000 kr. Evt. køber gøres opmærksom på ejendommens fejl og mangler. Ejendommen er udbudt til salg.

Fra provstiudvalget er der samtidig givet lov til at køb af grund på Søndervænget, Jebjerg, hvor der så skal bygges ny præstebolig. Der foregår i øjeblikket forhandling med ejeren af grunden på Søndervænget. Når købet er en realitet, vil der straks med hjælp fra vores konsulent, arkitekt Søren Yde, blive taget skridt til opførelse af en ny præstebolig.

Og endelig, når der er en dato for, hvornår en ny præstebolig kan stå færdig, kan vi få lov til at lave et stillingsopslag på det ledige præsteembede.

Det har været en lang og indimellem meget stejl vej at nå hertil. Skive Folkeblad har en enkelt gang skrevet om præstegården. Herefter har vi bedt avisen lade sagen ligge, og det har avisen respekteret.

Dette indlæg er tænkt som information til menighederne i Østsalling Pastorat.

Inge Lis Sørensen, formand for menighedsrådet i Jebjerg-Lyby Sogn

Mindestenen

I diget på nordsiden af Jebjerg Kirke står en mindesten, der vækker undren. De personer, den er rejst for, er nemlig ikke begravet i Jebjerg, men derimod i Dølby. Hvad er mon sammenhængen? Det har gravmindeudvalget sat sig for at opklare:

Stenen er fra 1700-tallet med et utydeligt epitafium, hvor der står »kjærligheden«, og mindes jomfru Margrethe (født 11. marts 1721-1781)

samt Johannes og hans mor, Karen Deichmann. Der er et indskrevet et bibelcitat, som kan oversættes til »Jeg har stridet (den gode strid). Håbet bevaret.«

Da vi i gravmindeudvalget startede søgningen, havde vi kun Karen Deichmanns navn at starte med. Vi blev enige om at starte på Langesgård, da der var en der, der hed Deichmann. Men vi kom hurtigt videre i familien Deichmann, og fandt provst Jacob Deichmann, som var Karen Deichmanss far. Karen blev gift med Johannes Gravers Assels.

For at finde informationen her, har udvalget hentet oplysninger fra arkivet.dk, Rigsarkivet, Arkivalier online og Skive Folkeblad.

JOMFRU ANNE MARGRETHE

Alder: 37 år

Født: 1721

Fødested: Hem præstegård

Død: 1786

Dødssted: Jebjerg Præstegård

Hun var datter af provst Johannes Graveres Assels og Karen Jacobsdatter Deichmann. Hun var i 1742 pige på Hersumgård. I 1747 var hun jomfru på Palstrup i Vindum. I 1750 var hun ugift og myndig i Vindum, og i 1760 var hun på Gudumlund. Herefter boede hun hos søsteren i Jebjerg Præstegård, hvor hun var til sin død.

JOHANNES GRAVERS ASSELS

Alder: 81 år

Født: 29. januar 1684

Fødested: Øster Assels

Død: 7. maj 1765

Dødssted: Ukendt

Begravet på Dølby Kirkegård

Søn af: Mette Johansdatter Budtz og Gravers Christensen (Krag) Assels, som var præst i Øster Assels.

KAREN JACOBSDATTER DEICHMANN

Alder: 74 år

Født: 22. januar 1687

Fødested: Høje Tåstrup Smørum

Død: 14. maj 1760

Dødssted: Hem Præstegård

Begravet på Dølby Kirkegård

Datter af: Jacob Willumsen Deichmann og Margrethe Rosenmejer.

Johannes kom i lære som præst i Viborg hos provst Jacob Deichmann, hvor han mødte Karen, som var datter af provst Deichmann og de blev herefter gift. Efter tiden i Viborg blev han i 1714 præst i Hem, Hindborg og Dølby sogne og senere provst. Parret var gift i 48 år, og fik syv børn sammen. seks døtre, og en søn Bartholomæus, som døde efter et halvt år.

DØTRENE

Else var gift med hr. Vasser, som var sognepræst for Nebel og Lydum menigheder i Ribe Stift.

Anne Margrethe var ugift.

Mette var gift med hr. Niels Hirsing (Hjersing).

Sognepræst for tre menigheder.

Maren Brandt var gift med hr. Jesper Lund. Sognepræst for Støvring og Mellerup menigheder i Århus Stift, og døde i 1750.

Jacobe Margrethe var ugift.

Hylleborg (Valborg) var gift med præst Wilhelm Henrik Patberg for Jebjerg og Lyby sogne. Wilhelm Henrik Patberg blev født den 28. april 1714 og døde i Skive den 23. august 1797, 89 år gammel. Han har været præst i Finmarken, og nævnes her i Salling som spøgelmaneren.

På daværende tid var det skik og brug, at forældre og ugifte søskende flyttede ind hos børnene på aftægt. Der er konkrete beviser på at søsteren Anne Margrethe boede i præstegården hos søsteren og manden. Det formodes, at forældrene også har boet hos dem. Det er sandsynligvis derfor, at mindestenen findes på kirkegården i Jebjerg og ikke i Dølby, hvor de er begravet.

Omkring mindestenen er der to bevarede cirkler, og i midten har der også været en tro, håb og kærlighed, der står øverst på stenen. Man kan se lidt af bunden af cirklen. Stenen har været en frit stående sten, men er nu en del af diget.

Så her står vi nu med en masse spor, gravet frem af gravmindeudvalget. Tilsammen tegner disse spor den forbindelse der har eksisteret fra Dølby samt flere steder til Jebjerg, og hjælper os i dag med at forstå de bånd der afstedkom at denne mindesten blev rejst på Jebjerg Kirkegård til minde om nogen der havde deres gang i byen og sognene. Det betyder også at mindestenen nu ikke længere er en sten i diget, men igen et minde rejst i kærlighed.

Bo Kvols
Foto: Hans Jørgen Kristensen

Kyndelmisse - lysmesse

Søndag den 1. februar kl. 19.00 i Grønning Kirke

Kirken lyses op af små levende flammer (undtagen, når vi synger). Musikken fortætter stemningen og en mangfoldighed af stemmer høres læse af deres favorit bibeltekster - eller andre tekster/digte, der indgiver dem mod. Fri entré

Tradish - Irsk musik uden grænser

Søndag den 22. marts kl. 16.00 i Thise Kirke

Siden bandets dannelse i 2010, har Tradish optrådt på hundredvis af scener på tværs af Europa. Bandet har mødt og genset et publikum, der værdsætter den åbne og personlige tilgang til den traditionelle irske musik, der kendetegner Tradish. Som en del af den levende irske musiktradition, spiller Tradish sig ind i en spændende og livsbekræftende blanding af det gamle og det nye, fortid og nutid, med en stærk forankring og respekt for rødderne.

Tradish er: John Pilkington: vokal, guitar, bouzouki • Louise Ring Vangsgaard: violin, viola, vokal • Brian Woetmann: bodhrán, percussion, mandolin, vokal, step

I 2026 er spilleglæden stadig helt i top hos Tradish. Det gælder både det traditionelle irske og fordybelsen i arbejdet med egne kompositioner. Det sidste album Handmade tales er en samling af 15 håndlavede numre udført på håndlavede akustiske instrumenter - 15 fortællinger med hver sin historie. Det er et destillat af bandets helt specielle lyd, hvor deres egne kompositioner tilføres den irske traditionelle musik. Handmade tales er et snapshot af, hvordan bandets karakteristiske lyd har udviklet sig gennem mange års sammenspil: lyden af 3 stemmer og 6 hænder, som spiller på instrumenter håndbygget af træ, strenge og gedeskind.

SOGNEPRÆSTER

ØSTSALLING PASTORAT

Katja Tilsted Jul Withen · Aakjærsvej 2, Breum · 7870 Roslev | Tlf. 61 15 15 82 | Mail: kjw@km.dk

Toni Irgens-Møller | Tlf. 29 38 27 82 | Mail: tei@km.dk |

Kontor: Jebjerg-Lyby Sognehus, Kirkegade 4a, Jebjerg, 7870 Roslev

Mandag er fast fridag for begge præster. Telefonsvarer angiver vagthavende præst.

ORGANISTER

Organist Anne-Lisbeth Olsen | Tlf. 97 59 73 10 / 28 96 13 60 | Mail: Trilom@gmail.com

Organist Wojtek Sciborowski | Tlf. 25 36 92 21 | Mail: roslev2512@gmail.com

KIRKE- OG KULTURMEDARBEJDER

Erik Støvring Preussler | Tlf. 28 60 50 82 | Mail: ersp@km.dk

GRINDERSLEV KIRKE - Kirken er åben alle hverdage kl. 8.00 - 16.00 (8.30 - 15.30 i vinterhalvåret)

Graver Dorte Dammark | Tlf. 27 13 09 80 | Mail: 8585dod@km.dk

Menighedsråd: Formand Jørgen Holøv | Tlf. 40 10 66 20 | Mail: Jho@fiberpost.dk

Kirkeværge Poul Jensen | Tlf. 40 18 56 62 | Mail: poul@poul-jensen.dk

Breum Præstegård | Aakjærsvej 2 · Breum · 7870 Roslev

GRØNNING KIRKE - Kirken er åben kl. 9.00 - 17.00

Graver Dorte Dammark | Tlf. 27 13 09 80 | Mail: 8585dod@km.dk

Kirketjener Kirsten Skytte | Tlf. 97 58 41 88 / 23 36 36 68 | Mail: kirstenskytte.dk@gmail.com

Menighedsråd: Formand Else-Marie Hansen | Tlf. 61 28 76 64 | Mail: naesbyhansen@gmail.com

Kirkeværge Fritz Skytte | Tlf. 97 58 41 88 / 23 29 53 03 | Mail: kirstenskytte.dk@gmail.com

THISE KIRKE - Kirken er åben tirsdag-torsdag kl. 8.00 - 13.00, fredag kl 8.00 - 12.00

Graver Morten Thoustrup Sørensen | Tlf. 40 11 37 71 | Mail: 8587mos@km.dk

Menighedsrådsformand Lars Prier Andreasen | Tlf. 23 11 12 02 | Mail: prierandreasen@mail.dk Kirkeværge Margit Thorsen | Tlf. 40 94 82 86 | Mail: thorsenmargit@gmail.com

JEBJERG KIRKE - Kirken er åben kl. 8.00 - 16.00

Graver Margit Kjær | Tlf. 30 66 98 94 | Mail: 8588mak@km.dk

Menighedsråd Jebjerg-Lyby Sogn: Formand Inge Lis Sørensen | Tlf. 61 75 57 48 | Mail: ils@fibermail.dk Kirkeværge Jens Peter Ladefoged | Tlf. 22 76 03 94 | Mail: jebjerggaard@mail.dk

Jebjerg-Lyby Sognehus | Kirkegade 4a · Jebjerg · 7870 Roslev

LYBY KIRKE - Kirken er åben kl. 8.00 - 16.00

Graver Margit Kjær | Tlf. 30 66 98 94 | Mail: 8588mak@km.dk

Menighedsråd: Se Jebjerg Kirke

5041 0826

C016433

DEADLINE: Idéer, indlæg og forslag modtages gerne, senest 6. februar 2026 Layout & tryk : Kirkebladet.nu | Videbæk Bogtrykkeri

REDAKTION: Margrethe Kristoffersen, Erik Støvring Preussler og præsterne Fælles hjemmeside: oestsallingpasorat.dk

BLIV

OPDATERET

Bliv opdateret på hjemmesiden og Facebook. Find nyheder, oplysninger og opdag vores forskellige aktivieter.

Oestsalling pastorat.dk

»Østsalling Pastorat« er vores facebookside.

TIRSDAGSHYGGE I SOGNECAFÉEN

Sognecaféen er åben og vi håber, at man igen bakker op om cafeen.

Caféen er for alle, på tværs af alder og vi holder åbent mellem kl. 14-16. Man kan komme og gå, som man har lyst. Vi begynder med eftermiddagskaffe - (som kan fås i hele åbningstiden) og så er der højtlæsning, fortælling, håndarbejde - hvis man har lyst, spil og snak.

KIRKEBIL

Hvis man vil gøre brug af ordningen til søndagens gudstjeneste, skal man ringe direkte til:

Breum Turistbusser senest kl. 18.00 fredag aften på tlf. 22 90 00 58

Ordningen gælder for hele Østsalling Pastorat.

Venlig hilsen

Menighedsrådene i Grønning, Thise, Jebjerg-Lyby og Grinderslev

Som tidligere år kan man blive hentet ved at henvende sig til Margrethe Kristoffersen på tlf. 26 31 24 28 senest dagen før.

Se datoerne i oversigten for Gudstjeneste & Aktiviteter

KAFFE I TÅRNRUMMET

Hver fredag kl. 09.30-11.30 i Grinderslev Kirke

Hvis du ser skiltet uden for kirken, så kig inden for til en kop kaffe/the og lidt hygge i tårnrummet inde i kirken.

Det er gratis og et uforpligtende tilbud til enhver der kigger forbi kirken eller kirkegården.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.