I år ville Dirch Passer være fyldt 100. Bo Tao Michaëlis har i den anledning genset ’Baronessen fra benzintanken’, som er fyldt med de skønneste klicheer og måske er Dirch Passers bedste film.
En kliché kommer sjældent alene. Parvis afslører de sig gerne som deslidteskabeloner,deivirkeligheden er. Genbrug, som irriterer.
Men kommer der mange af dem, sker der et mindre mirakel.
Forfatteren og litteraten Umberto Eco har formuleret det som en særlig lov i relation til hans visionære og skelsættende essay om kultfilmen ’Casablanca’: »To klicheer er til grin. Hundrede klicheer er bevægende. For man fornemmer dunkelt, at klicheer-
ne taler sammen indbyrdes og holder fest for at fejre gensynet«.
Ecos tese om klicheernes kære karneval kom jeg i tanke om i forbindelse med læsningen af Jacob Wendt Jensens prægtige og ultimative bog om Dirch Passer, ’Dirch 100 år. Mennesket, myten, geniet’, hvor hver en sten bliver vendt, hver en vits vedligeholdt.
Vi får komikerens store succeser og tragiske endeligt, hans totale udsalg af sit uomtvistelige talent og komiske elan.
Der er ikke tvivl om, at Dirch Passers nok fineste timer var i duet og dialog med vennen og kollegaen Kjeld Petersen, ’Kellerdirch’. Men desværre er deres uforlignelige optrin aldrig fastholdt på andet end lydoptagelser. Der er glimt af deres komik i visse film, men for små og grå til at give genklang af deres storhed.
Jensen peger derimod gunstigt på Passers mange film med Ove Sprogøe, hvor de kom til at danne par på både poetisk og pudsig facon.
Sprogøe som fornuftens regelrette fyr, Passer mestendels den mere anarkistiske spasmager. Parret var gode sammen, og selv uden for folkekomediens nummer med en af Dirchs bedste roller, den syngende tjener i ’Sommer i Tyrol’, spiller de sammen, om ikke som par.
Det gør de derimod i ’Baronessen fra benzintanken’, Annelise Reenbergs film fra 1960.
Kanske er filmen den sidste af sin slags, en slags opsummering af pro-
Hans crazykomik er i fin balance med det poetiske væsen, som var hans inderste kerne
duktionsselskabet Sagas folkekomedier, hvor solen aldrig går ned, og regnvejr er en by i Rusland.
Måske hans bedste film
Historien om enkebaronessen Rosensteen, der pludselig får en arving i form af en ung kvinde, som er automekaniker og bor hos sin meget småborgerlige morbror, lever ganske op til Ecos klichélovgivning.
Arrogante Maria Garland giver sin adelsfrue hele den bøse arm om, hvordan sand adel skal opføre sig. Ghita Nørby er det naturlige barn, det man dengang kaldte en drengepige, med sod og smørelse i hele ansigtet. Ove
Sprogøe er den glade onkel på den lokale benzintank med begge ben på gulvet i værkstedet. Hans partner, Dirch Passer, er den forsagte frier, som selvfølgelig får pigen til sidst.
Skurkene er adelige stræbere, som smisker og fedter rundt på slottet med rænker og rævekager. Der er sågar et spøgelse, som selvfølgelig er klogt og kyndigt. Og Emil Hass Christensen er i sit es som landsretssagføreren, som ankommer med sandheden om den ukendte arving. Mens Karl Stegger er butleren, der er god nok på bunden. Alle spiller deres klichébelagte roller med bravur. Alle trick gælder, alle kneb går hjem, ikke et øje er tørt og ikke et smil forsømt. Danmark, når det er dejlige floskler og mest forudsigeligt – dengang i 1950’erne, år før ungdomsoprør, hippier, hash og halløj.
et øje er tørt
Den historiske adel går op i en højere enhed med den folkelige sjælsadel i et solidt syrebad for snobberi, klasseforskel og fimsekultur. Lurmærket populisme, før visse partier på højrefløjen tog patent på denne isme. Kritikken dengang var ikke nådig over for denne danske udgave af Pygmalion-myten om standsmæssigt at blive forvandlet til et såkaldt civiliseret menneske. Især forfatteren Klaus Rifbjerg langede ud efter filmen som forfærdelig og klumpet.
Men for at vende tilbage til bogen om Dirch Passer er ’Baronessen fra benzintanken’ kanske hans bedste film. Hans crazykomik er i fin balance meddetpoetiskevæsen,somvarhans inderste kerne.
Desværre blev det senere til baby i hoppegynge, russisk klovn og vræl og skrig mere end den stille humor inde bag godartet løssluppenhed og andre groteske løjer. kultur@pol.dk
KLUMME
Genset, genlæst, genhørt
I denne klumme genser, genlæser eller genhører Politikens kulturskribenter et værk. Hvad betød værket i sin tid, og hvorfor er det blevet interessant igen?
Morten Hjortshøj.
Anders
Charlotte Sejer. Redigerende: Bo Moshage, Brita Steiner. Layout: Rasmus Vendrup. Annoncer: Telefon
Foto: Thomas Borberg, Miklos Szabo / Tegning: Ida Marie Sandgren
De blev kaldt gallere. De blev kaldt vilde og frygtløse. Kelterne satte dybe spor i Europas historie med voldsomme ritualer, fantastiske myter, mesterligt håndværk og mageløs kunst.
Der venter hele familien en stor og eventyrlig historie i Kelternes verden på Moesgaard.
Kelternes verden – Europas urkraft er støttet af Augustinus
NYUDSTILLING
Menneske handler om de 7 grundvilkår: fødsel, kærlighed, frygt, tab, tro, fornuft og død. De former os. De forandrer os. De viser os det, vi mennesker har fælles – lige nu og gennem 7 millioner år.
I udstillingen vises flmen Rejsen – en sanselig fortælling i lyd og billeder. I en tid, hvor fokus ofte er på det, der splitter os, giver flmen stof til eftertanke om det, vi har til fælles.
Menneske på Moesgaard.
Fonden & Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Oplev
SKARP, SORT OG SKIDESKÆG
Cirkusrevyen 2026 er virkelig god og byder ikke mindst på ganske hård politisk satire. Men det er påfaldende, at man regulært sviner en podcastpersonlighed til.
Cirkusrevyen2026. Teltet på Bakken. Instruktion: Joy-Maria Frederiksen. Kapelmester: Joakim Pedersen. Scenograf: Benjamin La Cour. Koreograf: Nellie Bethel Rainey. Medvirkende: Bodil Jørgensen, Johanne Louise Schmidt, Mads Knarreborg, Niels Olsen og Lars Mikkelsen – plus virkelig veloplagt danseensemble. Spiller til ultimo august.
Et af de store spørgsmål op til premieren på årets version af Cirkusrevyen har været, om Lars Mikkelsen – nærmest ikonisk folkeeje som dramaskuespiller og fortæller i serier om dyr og mennesker – vil kunne begå sig på en revyscene.
Svaret er ja. Et rungende et af slagsen.
Tilrettelæggerne af revyen har også været sig disse spekulationer i presse og publikum bevidst, hvorfor man holder folk hen i åbningsnummeret;
Lars Mikkelsen er klart en gevinst for Cirkusrevyen, og så viser han sig at kunne spille en seriøs bluesmundharmonika. Foto: Miklos Szabo
lader det vare noget, inden Lars Mikkelsen entrer scenen for at give den som Fætter Beretter, der spydigt skoser revytraditionen, dens afdankede skuespillere og alderstegne proselytter på de hårde sæder.
Lige akkurat længe nok til, at man vender tanken i hovedet: Er han overhovedet med?
Og så går det ellers løs, og man må sige, at de to nytilkomne, Johanne Louise Schmidt og Lars Mikkelsen,
begge er betydelige gevinster for et i forvejen stærkt hold.
Schmidt beviser hurtigt, at hun er den fødte komedienne: I en skæg og sødmefuld hyldest – skrevet af Niels Olsen – til Venstre-formanden Troels
Lund Poulsen når hun næsten Marilyn Monroe’ske højder i kælenhed, og en senere sag af Jacob Weble om åndemaneri giver hun den fuldtonet gas som clairvoyant medie, der taler lidt som dronning Mary.
Lars Mikkelsen er også vaks ved havelågen allerede i sin egen tekst ’DAO’, der med sprogforbistring og temperament skildrer de postale Post Nord-problemer.
Tilsvining
I Carl-Erik Sørensen & Dybecks kulsorte ’Hele svineriet’ er han med forsorent smil og en velspillet bluesmundharmonika et dumt svin af en svinebonde – »hvis der er gift i grund-
HENRIKPALLE
vandet, må folk jo drikke noget andet«, siger han.
Det samme gør Bodil Jørgensen i øvrigt senere i Jakob Morilds ’Korsbæk’: Hun har været på hvidvinskur i mange år – men her er det påfaldende, at man fra revyscenen regulært tilsviner podcastpersonligheden Ditte Okman, hvis ansigt omtales som en krænkelse. Hårde ord i maj om en borger, der ikke bærer gyldne kæder. Generelt er der en klædelig politisk
skarphed over årets revy. Selv i en gakket sag fra Søren Anker Madsen og Lars Bisgaards pen om vandsmagning. Først og fremmest tager den tykt pis på vinskribenternes florissante billedsprog, men på en baggrund af, at det danske drikkevand ikke er drikkeligt. Samme retorik får i øvrigt også et hak i tuden i Rasmus Botofts sproglige tour de force om ’Naturvin’ med Mads Knarreborg som overinformerende sommelier.
Med Johanne Louise Schmidt i rollen som husmoder genbesøger man de gamle fiskereklamer med Niels Olsen og Kirsten Lehfeldt fra midt-90’erne, og her handler det om, at manden hverken får fiskefilet eller fisse på grund af de omfattende ændringer af havmiljøet, som han ikke kerer sig tilstrækkeligt om. Kønsroller og klima i en og samme sketch. Det er ikk’ så ringe. Og i et prægtigt kulørt masseop-
Kønsroller og klima i en og samme sketch. Det er ikk’ så ringe
trin – med tekst af Vase & Fuglsang –får insekterne ordet, så det forslår. Med Mikkelsen som nærmest fluorescerende veloplagt græshoppe og Schmidt som omtumlet humlebi: Vi er på vej ind i fladlusens tid, hvor straffen er kløe og smerte for at have lukket varm miljøpolitikluft ud alt for længe. Av, av, av.
Grådkvalt DSB-stemme
Der er også politisk gods i Niels Olsens ’Kære Grønland’, hvor Danmarks engang nordligste amt besynges med al den forlorne kærlighed, man kan mønstre. Det er flot, det er velklingende, og der er snert.
Det er der også i Sørensen & Dybecks ’Misforstået’, en vemodig countrysang, hvor Niels Olsen som Donald Trump udlægger teksten, nemlig at han bare kræver uindskrænket magt, aldrig at blive modsagt og altid at få, hvad han peger på, så skal alting nok blive godt. Med rimet, at han venter på den pris fra Nobel, og hvis ikke den kommer, så henter han den selv.
Morten Messerschmidt får også en på panamahatten i Vase & Fuglsangs ’Stemmeslugeren’. Mads Knarreborg er ikke helt skarp i parodien, men teksten redder næsten nummeret, selv om slutningen er en kende fesen.
Det kan man til gengæld ikke sige om den samme duos ’Homeboys’, en herlig sag om gutterne fra den midaldrende wienerbrødshær i Hjemmeværnet. Pakket med sproglige pointer og stærkt og selvsikkert fremført af forestillingens tre alfa-hanner. I den mindre undergangsfikserede, men bestemt også politisk relevante ende, finder man tre ultrakorte ’Servicemeddelelser’, hvor en stedse mere grådkvalt DSB-stemme fortæller om sammenbrud og lappeløsninger i togtransporten – et nyrestød til statsbanernes løfte om at tage passagerernes tid alvorligt; selv om de fleste tog jo faktisk kører til tiden. Der er også grund til at rose ensemblet. Dels Alberte Kyst og Monica Isa Andersen for at synge dygtigt med, dels for at swinge som bare pokker i et par dejlige dansenumre: en ellingtonsk junglejazzet sag og en inkluderende insektologisk affære. Strålende, opløftende og skarpt koreograferet af Nellie Bethel Rainey. Et par kiksere er der også: ’Rollator’ er nogenlunde lige så skæg som ikke at kunne finde kaffefiltrene; Niels Olsens ’Boomer’ skader ingen, men kunne med held være udeladt, og Mats Eklund og Jonas Janssons ’Hvor katten er svigerfar?’ – et dagen derpådrama en miniature – er veloplagt, men forekommer i sammenhængen lidt fæstnet på helheden med gaffertape.
Men når det er sagt: Skarp, sort og skideskæg Cirkusrevy anno 2026. henrik.palle@pol.dk
De laver Danmarks sjoveste podcast
Holdet bag ’Tæt på sandheden’ – minus Jonatan Spang – er flyttet til Radio IIII, hvor de laver det sjoveste danskproducerede program til dine ører.
JONASSCHRØDERANDREASEN
Langtfraløgnen. Satirepodcast. Radio IIII. Nyt afsnit hver fredag
Hold kæft, det var sjovt«, får jeg fremstammet til min kone, der med grinets tårer trillende ned ad kinderne ikke kan andet end at nikke til mig.
Og mens jeg selv forsøger at tørre mine våde øjne, kigger jeg ned på rattet på min bil, og sjældent har jeg væ-
ret gladere for den lane assistent, bilen er udstyret med. Uden den ville der have været stor risiko for at havne i midterrabatten.
Årsagen til mit grineflip var en længere snak i podcasten ’Langt fra løgnen’ om Danmarks stærkt teoretiske mulighed for stadig at kunne kvalificere sig til VM i fodbold til sommer.
En teori, der omfattede krigen i Iran, nogle obskure playoffkampe og at landsholdet rent faktisk skulle vinde en fodboldkamp. Hvilket holdet bag podcasten ikke tænkte var særlig sandsynligt. For at sige det mildt. Og nu lyder det sikkert ikke særligt sjovt, når jeg skriver det i en klumme, men det ér det altså, når du lytter til det.
Den svære kunst at være sjov
Da DR i september sidste år meldte ud, at public service-stationen lukkede satireprogrammet ’Tæt på sandheden’, efter at værten Jonatan Spang blev beskyldt for tidligere at have groomet og forgrebet sig på en dengang 15-årig pige – ja, så stod et helt hold af komikere tilbage.
Michael ’MC’ Christiansen (nr. 2 fra højre), Martin Nørgaard (tv.) og Morten Wichmann (th.) var med på forfatterholdet bag 'Tæt på sandheden' på DR. Nu er de sammen med Sebastian Kanani (nr. 2 fra venstre) genopstået som 'Langt fra løgnen' på Radio IIII. Foto: Søren Rønholt
De havde skrevet mange af de sketches og jokes, som Spang fyrede af på skærmen, og nu skulle de altså til at finde et nyt fast arbejde. Så Michael ’MC’ Christiansen, Martin Nørgaard og Morten Wichmann slog sig sammen med Sebastian Kanani og fik en times program på Radio IIII, hvor de nu er genopstået som en komikkens Fugl Fønix.
Hver fredag hudfletter de så alt fra Donald Trump, over Borgernes Parti til mere eller mindre dubiøs journalistik, som de uddeler en ’sidelæns Pulitzer’ til. Sebastian Kanani er det, man i komikkens verden kalder straight man Altså, den lidt mere seriøse vært, som med fabelagtigt rolig hånd smider de bolde op i luften, som de tre andre så med høje grin og eminent komisk timing hamrer i jorden.
Der findes adskillige programmer på det evigt voksende podcastmarked med diverse danske komikere, som prøver at være sjove. Der findes adskillige programmer på det evigt voksende podcastmarked med diver-
se danske komikere, som prøver at være sjove. Få lykkes med det. Men det formår ’Langt fra løgnen’ at modbevise.
Det vil være en blodig uretfærdighed, hvis jeg skulle sidde og gennemgå de jokes, som firspandet har leveret, men jeg kan blot konstatere, at de flere gange har fået mig til at sprutte så højt af grin, at både tilfældige mennesker på gaden og min hund Bodil er stoppet op og har set undrende på mig.
Så herfra skal der lyde en varm anbefaling. Dog vil jeg råde dig til kun at lytte til podcasten i bilen, hvis du har en lane assistent jonas.s.andreasen@pol.dk
De har flere gange fået mig til at sprutte så højt af grin, at min hund Bodil har set undrende på mig
Natalia Osipova: Kraft og Glans
Den 24. maj vil Det Kongelige Teater blive tryllebundet af Forces of Nature.
Prima ballerina ved The Royal Ballet i London, Natalia Osipova — som The Independent har kaldt verdens mest eftertragtede danser — bringer sit anmelderroste projekt Forces of Nature til København.
Forces of Nature har allerede triumferet i New York og Shanghai, Abu Dhabi og Barcelona.
Sammensætningen af fremragende solister har ændret sig, ligesom værkerne af berømte koreografer: med mere end 170 roller i sit repertoire har Osipova et væld af materiale at forme et unikt program til hver by ud fra.
Alligevel demonstrerer hun i enhver version af Forces of Nature en fejlfri pointe-teknik, fuldstændig beherskelse af moderne dans, bemærkelsesværdige dramatiske evner og en eksplosiv scenetilstedeværelse.
Modtager af stort set alle større balletpriser — herunder Benois de la Danse, Dance Open, Leonide Massine-prisen, National Dance Awards fra Critics’ Circle (fire gange), Positano-prisen (to gange) og Den Gyldne Maske (to gange) — er Natalia Osipova uforlignelig i enhver rolle, hun påtager sig. Hendes tekniske brillans forbløffer; hendes kunstneriske karisma er ubestridelig.
““Bed, lån eller stjæl en billet!” skrev The Guardian som reaktion på Osipovas sensationelle Londondebut i 2007.
Dengang var Bolsjojballetten på besøg i den britiske hovedstad, og den unge solist triumferede som Kitri i Don Quixote. Kort efter lå New York, Paris, Milano, Berlin og München for hendes fødder. Verdens førende teatre konkurrerede om at invitere hende. Men i 2013 traf hun sit valg og underskrev en fast kontrakt med The Royal Ballet. I dag danser hun Giselle, Svanesøen, La Fille mal gardée, Mayerling, Manon og Raymonda på Covent Garden — og billetter til hendes forestillinger er notorisk svære at få fat i.
AVed siden af sit klassiske repertoire har Osipova udviklet sine egne projekter, hvoraf det mest betydningsfulde er Forces of Nature, hvor hun vender tilbage til sine signaturroller og præsenterer værker skabt til hende — og endda af hende selv.
I København vil hun optræde i La Fille mal gardée med Patricio Revé og i Giselle med Giorgi Potskhishvili, samt i Frederick Ashtons Five Brahms Waltzes in the Manner of Isadora Duncan og enaktsballetten Ashes, skabt i fællesskab af Osipova og Jason Kittelberger, hendes partner både på scenen og i livet.
Man kunne komme for at se Osipova alene for hendes fouettéer — uden tvivl blandt verdens bedste. Men Forces of Nature tilbyder langt mere end teknisk virtuositet: det giver publikum den sjældne mulighed for at møde ægte kunstnerisk storhed og forstå, hvad det vil sige at være en sand ballet-étoile i det 21. århundrede.
Dødsstød fra eksperter: »Der er faktisk risiko for et akut kollaps«
Der var håb om, at 10 nedrivningstruede højhuse i Bellahøj kunne bevares. Men en ombygning vil koste meget mere, end der er råd til, lyder det nu fra eksperter.
TORBENBENNER
Håbet om at bevare 10 af de ikoniske og bevaringsværdige Bellahøjhuse i København får nu noget, der ligner et dødsstød fra den internationale arkitektog ingeniørvirksomhed Arup.
Virksomheden havde en forhåbning om, at det kunne lade sig gøre at renovere de 10 almennyttige højhuse væsentligt billigere, end ejeren, boligselskabet SAB, har vurderet. En forhåbning, som nu har ført til yderligere undersøgelser.
Men det kan ikke lade sig gøre at redde dem, konkluderer Arup.
»Husene kan godt transformeres og bevares, men ikke til en pris, så det bliver muligt for SAB’s beboere at bo der i fremtiden«, siger Peter Vangsbo, der er direktør for klima og bæredygtighed i Arup.
Men det vil formentlig koste 3 milliarder kroner og der er kun 2 milliarder kroner til rådighed.
Line Barfod (Enh.), der er klima-, miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune, er ked af konklusionen.
»Jeg er virkelig ærgerlig over, at det ikke kan lade sig gøre at bevare husene inden for den økonomiske ramme. Jeg går meget op i, at vi bevarer mest muligt af vores historiske byg-
Bellahøjhusene
De 28 højhuse på Bellahøj – Københavns højeste punkt – blev udtænkt i 1940’erne og bygget i 1950’erne af fire forskellige boligselskaber.
Højhusene er de første i Danmark og var inspireret af den schweizisk-franske arkitekt og byplanlægger Le Corbusier (1887-1965) og hans koncept om store boligblokke i grønne omgivelser med lejligheder til almindelige mennesker.
I mere end 10 år er der arbejdet på en renoveringsplan. SAB, der ejer 10 af husene, mener, at der er så store konstruktionsfejl i dem, at det vil være for dyrt at sikre dem. Derfor vil SAB rive dem ned og bygge nyt.
Tre af de truede højhuse står allerede tomme klar til nedrivning.
geri, derfor håbede jeg, at en yderligere gennemgang med den seneste viden fra udlandet kunne bruges. Desværre var der ingen mirakelløsning«, udtaler hun i en mail til Politiken
Den lokale beboerforening i Bellahøjhusene har i en årrække kæmpet for at bevare husene, som SAB har erklæret nedstyrtningstruede. Også flere arkitektureksperter har appelleret til at bevare husene, fordi de er en meget vigtig del af den danske kulturarv.
Mangler penge
Problemet er ifølge boligselskabet SAB, at der er fejl i den oprindelige konstruktion, som betyder, at der er risiko for sammenstyrtning. Derfor er de tre højeste huse allerede tømt for beboere.
SAB har beregnet, at det vil koste 2,7 milliarder kroner at renovere og sikre husene, der blandt andet skal forstærkes med indre stålkonstruktioner hele vejen op. Derimod kan det lade sig gøre at rive dem ned og nyopføre 10 lignende højhuse for 2,1 milliarder kroner.
Fordi det er almennyttige boliger er det Landsbyggefonden, der skal være med til at finansiere, og den har sat et loft på 2 milliarder kroner for, hvad det må koste – uanset om man renoverer eller river ned og bygger nyt. Hvis det bliver dyrere, vil beboerne ikke være i stand til at betale lejen i de renoverede lejligheder.
Beboerforeningen i de 10 berørte huse har sat spørgsmålstegn ved, om de 10 huse faktisk er sammenstyrtningstruede, og de har bedt om, at der bliver lavet ekstra målinger på
husene, blandt andet fordi der ikke er tegn på, at husene har taget skade af de storme, de er blevet udsat for, siden de blev opført i 1950’erne.
Et ønske, som Socialdemokratiet og Konservative i Borgerrepræsentationen har bakket op om. Men ifølge Arup og Peter Vangsbo har boligselskabet ret.
»Vi er enige i, at der faktisk er risiko for et akut kollaps. Dem, der har bygget husene, har ikke fulgt tegningerne. Der er tydelige byggefejl«, siger Peter Vangsbo.
Han sammenligner de 10 højhuse med Ballerup Super Arena, hvor taget i 2003 også pludseligt braste ned, fordi to af de bærende tagspær knækkede. Det skete uden forvarsler, men undersøgelser viste siden, at der var alvorlige beregningsfejl i konstruktionen.
Det samme er tilfældet i Bellahøj, mener Arup.
»Derfor giver det ikke mening at lave nye målinger på højhusene«, siger Peter Vangsbo.
Faktisk mener arkitekt- og ingeniørvirksomheden, at prisen for at bevare de 10 højhuse i dag nærmere er 3 milliarder kroner end de 2,7 milliarder, som SAB beregnede i 2025. For priserne er ifølge Arup steget med 13 procent, siden de beregninger blev lavet.
Nye målinger
Trods den nedslående melding fra Arup har beboerforeningen i Bellahøjhusene ikke opgivet kampen for deres huse. De har allieret sig med tidligere professor på DTU, Rune Brincker, der er ekspert i bygningers påvirkning fra vind og rystelser.
Og beboerne ønsker fortsat, at der laves målinger på højhusene i stedet for de modelforsøg, der hidtil er lavet. Beboerforeningen og professor Rune Brincker er overbeviste om, at det vil vise, at husene sagtens kan blive stående, uden de omfattende forstærkninger, som boligselskabet SAB og nu også Arup mener skal til. »Hvis man beregner holdbarheden efter samme metoder, som dengang husene blev bygget, så er der masser af sikkerhed i husene, som de står nu. Og så behøver man ikke lave de ekstremt dyre forstærkningsprojekter«, siger beboerformand John Steen Johansen.
Beboerforeningen og Rune Brincker har nu sendt et forslag til Københavns Kommune om, hvordan man kan beregne husenes modstandskraft over for storm og orkan.
I Borgerrepræsentationen er det især Konservative og Socialdemokratiet, der har argumenteret for, at man skulle lytte til beboerne og gennemføre de målinger på bygninger, som beboerne har foreslået og selv tilbudt at finansiere.
Men efter Arups konklusioner er der ikke så meget mere at gøre, siger Niels Peder Ravn, der har været Konservatives ordfører på sagen.
»Timeglasset er ved at rinde ud for modstanden mod at rive de her huse ned. Og det er begrædeligt«, siger han.
Niels Peder Ravn mener dog fortsat, at man skal lytte til beboerne, hvis de kommer med en ny model for målinger og beregninger af husenes modstandskraft, der er »sagligt og fagligt underbygget«.
torben.benner@pol.dk
10 af Bellahøjhusene skal ifølge boligselskabet, der ejer dem, rives ned, fordi lige præcis de ti huse er i fare for at styrte sammen. Foto: Thomas Borberg
»I KAN IKKE RAMME MIG PÅ MIN SEKSUALITET.
I MÅ FINDE NOGET ANDET«
Eurovision er over os. Og i år spår bookmakerne Danmark en reel chance for at vinde. Manden bag ’Før vi går hjem’ er Søren Torpegaard Lund, som allerede dagen efter sin sejr herhjemme kunne se sociale medier flyde over med homofobiske beskeder. Selv tackler han hadtalen med et smil. For det har han altid gjort. Han går til verden som en diplomat i en glitrende sort netundertrøje. Men i et politisk højspændt Eurovision-år er det lettere sagt end gjort at få folk til at rykke tættere sammen.
PERNILLEJENSEN TEKST
PETERMAUNSBACH
AAAARGH!«.
Søren Torpegaard Lund står på scenen i Arena Nord i Frederikshavn og har netop vundet det danske melodigrandprix 2026.
Det går ikke stille af. Han kysser sin forlovede Simon.
Han ligger fladt ned på scenegulvet i sin sorte glitrende nettrøje og læderbukser og laver sneengle i guldkonfettien. Han synger sin vindersang ’Før vi går hjem’ en sidste gang, mens han ivrigt vinker alle de andre deltagere med op på scenen til en euforisk, ukoreograferet optræden.
Bagefter står han forpustet og kigger forvirret rundt.
»Hvad skal der ske nu?!«, råber han i mikrofonen. »Er der efterfeeeeeeeest?«.
Svaret var ja. Der var i dén grad efterfest.
Den varede til klokken syv søndag morgen, hvor Søren Torpegaard Lund vågnede op til en ny virkelighed.
På godt og ondt.
I internetorkanens øje
For den 27-årige sanger havde ikke bare vundet dansk melodigrandprix med sin mørke, dunkende natklubshyldest ’Før vi går hjem’.
Han havde også hamret døren ind til et helt nyt publikum, der ikke før havde oplevet den fynske musicalperformer på en scene.
Langt de fleste kommentarer på sociale medier var både stuerene og positive. Men der var også en kold understrøm af homofobi.
»Woke bullshit«, lød det i en Facebook-kommentar.
»Bøssefest«, øffede en anden.
»Det er en bøsse i et fiskenet, der har vundet«, skrev en tredje med henvisning til Søren Torpegaard Lunds påklædning og sluttede af med en bræk-emoji.
I internetorkanens øje sad Søren Torpegaard Lund med gin hass-farvede tømmermænd og oplevede i virkeligheden ikke noget, han ikke havde prøvet før.
Han er vokset op i en lille by på Midtfyn, hvor han var midterbarn i smørhullet mellem to sportsglade brødre. Han elskede at lave teater og
klæde sig ud og har, siden han var ganske lille, udforsket sine feminine sider.
Barnefødder i højhælede sko og neglelak. Et tæppe over hovedet som langhåret paryk, mens han skrålede med på Lis Sørensens sange på soundtracket til ’Skatteøen’.
Selv siger han, at han har dealet med sin egen identitet, siden han var helt lille. Og at han har forsøgt at skjule den i en periode, netop for at skåne sig selv for dumme kommentarer. Noget, han også kom ind på i tvprogramrækken ’Fars dreng’ på DR, der ved et heldigt tilfælde begyndte ugen efter melodigrandprix-sejren.
Men Søren Torpegaard Lund har også opdaget, hvor stærkt det kan føles, når han går kontra på homofobien.
»I kan ikke ramme mig på min seksualitet. I må finde noget andet«, siger han.
»Der er ikke noget at forsvare. Det er åndssvagt og forkert og interessant, at der stadig er så meget homohad i 2026«.
Et par dage efter det danske melodigrandprix blev han interviewet i ’Go’ Aften Danmark’ om de hadske kommentarer på hans tøj og seksualitet.
»Jeg er jo bare en bøsse i et fiskenet«, sagde han med et smil. Og har siden fået trykt ’En bøsse i fiskenet’ på en mulepose som merchandise. Den er for længst udsolgt.
14. maj skal Søren Torpegaard Lund repræsentere Danmark ved semifinalerne til Eurovision, som dette år afholdes i Wien. Hvis han går videre, skal han også med til den store finale lørdag 16. maj.
Og noget tyder på, at det skal han.
I skrivende stund har bookmakerne Søren Torpegaard Lunds ’Før vi går hjem’ på en samlet tredjeplads, kun overgået af Finland og Grækenland. Lige om lidt skal han optræde foran 200 millioner tv-seere.
Men allerede nu hviler manges øjne på den danske sanger med stemmen med det enorme vingefang. Og han har fået mere end bare kærligheden at føle i et Eurovision-år, der er mere politisk sprængfarligt end nogensinde.
Med spisebord som rekvisit »Heeeeeeej!«. Vi møder hinanden for første gang i begyndelsen af marts. Alligevel hilser Søren Torpegaard Lund med en omfavnelse til både fotografen og mig, da han tager imod os i en
BLÅ BOG
Søren Torpegaard Lund
Dansk sanger, skuespiller og sangskriver. Født 23. december 1998 i Gudme på Fyn.
Uddannet fra Den Danske Scenekunstskoles Musicalakademi i 2019.
Modtog Reumerts Talentpris for sin rolle i ’Oliver!’ på Det Ny Teater i 2021. Året efter kunne man opleve ham som Tony i ’West Side Story’ på Det Kongelige Teater.
Til efteråret spiller han med i Thomas Helmig-musicalen ’Stupid Man’, og næste år er han Romeo i ’Romeo & Julie The Musical’.
Vinder af det danske melodigrandprix med sangen ’Før vi går hjem’, som han skal repræsentere Danmark med til Eurovision i Wien.
Semifinalen finder sted 14. maj. Hvis han går videre, er han i finalen 16. maj.
, FOTO
håndboldmekka som midterbarn mellem to sportsglade brødre, har det aldrig været et problem, at han var anderledes.
»Mine bedsteforældre er vestjyder, der driver et landbrug. Men jeg kunne vitterlig have taget min bedstemors brudekjole på ned i Kvickly«.
Selv om Søren Torpegaard Lund er vokset op i et midtfynsk
lejlighed i Vestergade i hjertet af Aarhus.
Egentlig bor han på Amager i København. Men imens han spiller med i Christian Lollikes ’Skolekomedien’ på Aarhus Teater, bor han midlertidigt her. Ligesom han gjorde, da han spillede hovedrollen i Gnags-teaterkoncerten ’De Vilde Kaniner’, fortæller han, inden han for første, men bestemt ikke sidste gang, bryder ud i sang:
»Slingre ned ad Vestergade!«.
En lille måned er gået, siden melodigrandprix-sejren vendte op og ned på den hverdag, Søren Torpegaard Lund troede, han kendte.
Han kaster sig ned i en lænestol og rækker ud efter et vinglas med en orange væske i.
»Det er Berocca«, forklarer han. »Det er et kosttilskud, man kan få det i Føtex, og jeg lever nærmest af det lige nu, for jeg må virkelig ikke blive syg«.
Han har også gang i en juice fra Joe & The Juice, »for så får jeg da et eller andet sundt«.
Lejligheden bliver primært brugt til at gå kold i efter en lang dag på job, ligesom spisebordet mest af alt er en rekvisit.
Det er hér, hen over bordet, han har ligget og øvet sig i at synge med overkroppen hængende nedad, ligesom han gjorde i sin optræden til dansk melodigrandprix.
Og som han har tænkt sig at gøre igen til Eurovision.
Det kræver træning.
Han vurderer, at han klart har tilbragt mere tid liggende syngende på
sit spisebord, end han har siddet ned og spist ved det.
»Mine underboer må være så trætte af mig«, siger han og former hænderne som en tragt, der vender nedad:
»Undskyyyld!«.
En lille time senere sidder han i sminken på Aarhus Teater. Transformationen fra Søren til Søren som klovn i ’Skolekomedien’ er i gang.
Han har skullet finde sin egen klovn, forklarer han. »En lidt mystisk, scary, sexy clown«, som han kalder sin franske klovn, der har Converse Allstars og afskallet neglelak på.
Forvandlingen tager 25 minutter i makeupartistens kyndige hænder. Også selv om han egentlig godt kunne have gjort det selv.
»Jeg har jo lagt makeup, siden jeg var fire år«, som han siger.
I forestillingen er hans rolle altmuligklovn. Han er hyggepianist i pausen. Spiller guitar. Men han er også klassens klovn, der gerne spiller fandango for at bløde stemningen op.
En rolle Søren Torpegaard Lund kender fra sin egen skoletid, fortæller han, mens han ifører sig sit hvide klovnekostume.
»Jeg har altid været god til at charmere mig ud af situationer, hvor jeg kunne være blevet fældet. Hvis nogen har sagt, hvad er det for en klam lille bøssedreng? Så har jeg fortalt en joke«.
Hilsner fra Kandis
Søren Torpegaard Lund har været tidligt oppe. Han kommer gående på Amager-
brogade iført lyserøde bukser, vamset ultramarinblå jakke ud over en strikket vest i pastelfarver en tirsdag morgen i april. Aftenen før var han til Eurovisionsoiree på den østrigske ambassade.
Senere skal han være gæst i ’Mathias Helts Talkshow’ i Bremen Teater.
Denne morgen har han været i Go’ Morgen Danmark for at tale om, at ’Før vi går hjem’ nu også hitter på dansktoppen. Begejstret fremviser
han en video, hvor dansktopstjerner som Birthe Kjær, Kandis og Richard Ragnvald ønsker ham held og lykke.
»Jeg fatter ikke mit liv lige nu«, siger han og ryster på hovedet. Vi drikker iskaffe i gårdhaven på Ingolfs Kaffebar på Amager, som Søren Torpegaard Lund mener burde være hans stamsted. Hvis han altså havde tid til at have et.
Han bor lige i nærheden, men har selv ønsket, at vi ikke skal mødes hjemme i hans lejlighed. Den er fredet. Det er hans sacred hule, som han siger. Og der er ikke nødvendigvis blevet vasket gulv for nylig.
Han kører fortsat på Berocca og følger sin egen hjemmelavede bootcamp med regelmæssig træning og dage, hvor han har helt fri.
»Jeg strikker rigtig meget«, siger han, da jeg spørger ham, hvordan han kobler af.
Godt nok har han ikke selv strikket det avancerede hulmønsterdrøn af en vest, han har på. Men det kunne han godt have gjort, siger han.
»Og så kan man ikke være på telefonen imens. Det er rigtig godt for mig lige nu«.
Pleaseren i midten
Navnet på den berømte fynske håndboldklub GOG er sat sammen af byerne Gudme, Oure og Gudbjerg.
Og selv om Søren Torpegaard Lund aldrig har været synderligt interesseret i håndbold, er hans barndom ikke desto mindre formet af to af de tre byer.
Han voksede op i Gudme »som et lidt mærkeligt barn« i en hånd-
25 minutter i makeupartistens kyndige hænder på Aarhus Teater. Han forstår, hvad hun laver. »Jeg har jo lagt makeup, siden jeg var fire år«, som han siger.
Siden han var ganske lille, har Søren Torpegaard Lund udforsket sine feminine sider. Privatfoto
Søren Torpegaard Lund synger for fuld udblæsning i vandflasken under danseprøver i DR Byen. Med på scenen har han fem dansere.
Søren Torpegaard Lund har netop spillet klassens klovn i forestillingen ’Skolekomedien’ på Aarhus Teater og vasker al makeup af med kokosolie i rå mængder.
boldbegejstret familie, hvor begge hans brødre spillede på højt niveau.
Alligevel valgte forældrene at sende deres børn i den mere kreativt orienterede Oure Friskole, hvor Søren Torpegaard Lund endte i en klasse med bare syv elever.
Det blev afgørende for ham, der som barn skilte sig ud i lokalmiljøet.
»Alle spillede håndbold, og det gjorde jeg jo ikke«, siger han.
»Jeg gik også i noget andet tøj og kom i skole med neglelak og mascara«.
Det var ikke et musikalsk barndomshjem som sådan. Men moren, der selv havde spillet amatørteater, hev gerne sønnerne med i teatret. Søren Torpegaard Lund var ikke særlig gammel, da han for første gang så ’Skatteøen’ og blev suget fuldstændig ind i det.
Tænk at stå deroppe og være Jim Hawkins!
I LokalAvisen Nyborg september 2009 er en 10-årig Søren Torpegaard Lund blevet interviewet, efter han har været til audition på Danmarks ældste friluftsteater, Nyborg Vold: »Jeg er lidt nervøs, men jeg spiller musik i et band, og jeg kan godt li’ at optræde foran andre«, sagde han dengang.
Da jeg læser det højt for ham på Ingolfs Kaffebar, krymper han sig teatralsk i sin stol.
Men han griner også kærligt over sit fremmelige 10-årige selv.
Han fortæller, at han fik en rolle i ensemblet. Men at han året efter fik hovedrollen i en opsætning af ’Oliver’. Her skulle han synge sangen ’Hvor findes kærligheden?’. En tåreperser om at være forældreløs.
Og så græd de voksne. Uden at den 11-årige Søren Torpegaard Lund helt forstod hvorfor.
Han fortæller om, hvordan musikken nærmest trak ham hen til sig. Om at gå på opdagelse i sin mors pladesamling. Og hvordan det at synge føltes ligeså naturligt som at tale.
Forældrene blev skilt, da Søren Torpegaard Lund var ni år. Og selv om han ser tilbage på sin fynske barndom med ømhed, har skilsmissen sat sine spor.
»Jeg kan godt lide, når der er god stemning, og jeg er konfliktsky af natur. Og ja, det hænger nok sammen med skilsmissen«, siger han. »Konflikter er enormt skræmmende. Når folk ikke kan sammen. Jeg kan ikke lide, når der er for meget råberi, og folk ikke lytter til hinanden. Jeg kan godt lide tanken om, at intet bare er sort-hvidt. Hvis der er en diskussion, vil jeg gerne stille mig i midten og høre begge sider«.
Brudekjole i Kvickly
Selv siger Søren Torpegaard Lund, at han fandt sin »arbejdsild«, da han kom på efterskole.
Her havde han både dans, musik og drama. »Hele musicalpakken!«, som han med slet skjult begejstring kalder det. Han gik så helhjertet ind i det, at han afmeldte eksamenerne i både tysk og kemi for at få mere tid til de kreative fag.
På efterskolen blev hans verden større. Både fagligt og personligt.
Søren Torpegaard Lund havde som så mange andre jævnaldrende drenge i de tidlige teenageår haft et par pi-
gekærester. Relationer, som han i dag ser tilbage på med varme.
Men på efterskolen gik det op for ham, at han jo i virkeligheden hellere ville være sammen med drenge. Det var dem, han var tiltrukket af.
I det små begyndte han at løfte sløret for sine venner omkring, at han jo nok var homoseksuel. Det skete som
regel, når der også var alkohol involveret.
Så fortalte han det til sin mor.
»Hun havde jo mere eller mindre spurgt indirekte til det, siden jeg var 10«, som han siger.
Faren fik også besked og blev heller ikke overrasket. Det var vitterlig udramatisk.
»Jeg har jo fået at vide fra mine omgivelser, siden jeg var syv år gammel og gik rundt i en kjole, at ja, du bliver jo nok bøsse en dag, uden jeg helt præcist vidste, hvad det betød dengang. Jeg kunne dog godt mærke, at det var negativt ladet, så der har jo også været skam involveret«.
Men det var altid en skam, der kom
udefra. Det var aldrig nogen af hans nærmeste, der bad ham om at skrue ned, at være mindre flamboyant.
Efter efterskolen rykkede Søren Torpegaard Lund hjem til sine bedsteforældre i Holstebro for at gå på dansk talentakademi, mens han gik i gymnasiet.
Eller, det var i hvert fald planen.
»Men det der gymnasie dér ...«. Han laver en grimasse.
Det gik ikke, og han droppede ud, allerede inden grundforløbet var slut. Hans forældre forsøgte at tale ham fra det.
Men der var ingen anden vej for Søren Torpegaard Lund. I stedet tog han arbejde i Netto i
Holstebro, mens han fortsatte på talentlinjen. Heller ikke i Vestjylland oplevede han modstand mod den person, han var.
»Mine bedsteforældre er vestjyder, der driver et landbrug. Men jeg kunne vitterlig have taget min bedstemors brudekjole på ned i Kvickly. For der var konsensus omkring, at det
var den, Søren var, og at det var okay«, siger han.
»Det har de virkelig fostret«. En Tony på 20 DDSKS Fredericia. Det lyder som en færgeafgang, men det har også et mere eventyrligt navn: Musicalakademiet.
Og det var drømmen for den unge Søren Torpegaard Lund at søge ind her. Også selv om alle sagde til ham, at det var for tidligt.
Han gjorde det alligevel og kom ind som 17-årig. Den yngste nogensinde.
I dag ser han tilbage på sin tid på Musicalakademiet som »efterskolen gange tusind«. Han oplevede uddannelsen, som om den foregik i hundeår. Og havde indimellem svært ved at følge med, fordi han ikke havde samme livserfaring som sine medstuderende.
»Jeg følte jo, jeg skulle bevise for de andre, at der var en grund til, at de havde valgt at tage det her barn ind«, siger han.
»Da jeg var yngre, kunne jeg gemme mig bag at have en flot stemme. Men det handler jo ikke bare om at åbne munden og få en flot lyd ud. Man skal kunne connecte med de mennesker, der lytter. Først når man kan det, bliver det til en superkraft«. Et halvt år efter han var færdiguddannet fra Musicalakademiet, ringede de fra Det Kongelige Teater. Søren Torpegaard Lund skulle til prøver på en af sine personlige yndlingsmusicals, ’West Side Story’.
Fedt, tænkte han. Jeg skal være en af de seje Jet-drenge, genialt!
Men Det Kongelige havde andre planer, og som 20-årig fik Søren Torpegaard Lund hovedrollen som Tony i ’West Side Story’.
»Jeg var vitterlig en baby«, siger han. »Fuck og død!«. I dag ser han tilbage på rollen som Tony som en afgørende vigtig rolle. »En ung mand, der kan synge«, skrev Berlingske. Også her i avisen roste musikredaktør Thomas Michelsen hans »voldsomt sympatiske Tony« med ordene:
»Søren Torpegaard Lund mestrer de vanskelige vokale spring«.
Verdens mindste natklub
I et studie i DR Byen står en stor kasse. Normalt optager de ’Debatten’ her i det sortmalede rum. Men denne mandag aften i april er Eurovision kun en måned væk, og Clement Kjærsgaard og hans debattører er erstattet af scener, der ligner noget fra musicalen ’Fame’.
Fem dansere laver udstrækningsøvelser, mens koreografen Toniah Pedersen gør klar til danseprøve på ’Før vi går hjem’.
Søren Torpegaard Lund kommer spankulerende ind iført træningsbukser og silkeskjorte. Han småsludrer med de fem dansere, inden alle tager opstilling, klar til første gennemspilning.
Han synger ’Før vi går hjem’ live, a cappella, uden musik, med en vandflaske som mikrofon. Stemmen går helt klart igennem, kun akkompagneret af dansernes sko, der laver gnidelyde på gulvet.
Ralf Richardt Strøbech er der også. Han er chef for DR Musik, men har,
med egne ord, »en skummel fortid med performance og teater med Hotel Proforma«.
Han fortæller lidt om tankerne bag scenografien, der er noget mere markant, end da sidste års vinder Sissal havde en vindmaskine og en glimmertrikot med til Eurovision i Basel. Klip til kassen. Den ligner lidt en azurblå køjeseng med gennemsigtige plexiglassider. Men fordi toppen er beklædt med 6 millimeter tyk, gennemsigtig PVC-plast, kan Søren Torpegaard Lund kravle på det, mens han bliver filmet.
»Vi ville skabe verdens mest eksklusive natklub«, forklarer Ralf Richardt Strøbech med henvisning til de fem dansere, der skal lokke Søren ind i deres verden.
»Med danserne som en slags elverfolk i en moderne ’Elverhøj’«, siger Ralf Richardt Strøbech.
Ordet »unheimlich« bliver også nævnt.
Jeg tror, jeg er Medina
Som mange andre melodigrandprixsange er ’Før vi går hjem’ kommet til
verden under en særlig melodigrandprix-sangskrivnings-camp.
Her samles en masse musikere, sangere og sangskrivere over tre dage for at skrive hits. Om aftenen spiller de deres demoer for hinanden med de numre, de har skrevet.
Søren Torpegaard Lund havde allerede været med til at skrive en stor ballade og et mere afdæmpet singersongwriter-nummer, da campens sidste aften oprandt, og de var blevet lidt fulde, så der skulle ske noget nyt.
Han havde en drøm om at udleve sin »gay-Medina-fantasi« med sangskriveren Clara Sofie Fabricius Rosenhoff, kendt for kæmpehittet ’Når tiden går baglæns’. En kvinde, der kan sin sad banger og ved, hvordan man kværner ekstase ud af smerten.
Vi sidder på Ingolfs Kaffebar og venter på smørrebrød, da Søren Torpegaard Lund fortæller, hvordan ’Før vi går hjem’ kom til verden i en styrtfødsel.
Han skulle tidligt op næste dag for at spille ’Vilde kaniner’. Men fik sagt til Clara Sofie, at de jo inden da »kunne lave noget, før vi går hjem«.
Søren Torpegaard Lund er vokset op på Midtfyn omgivet af marker, træer og åbne vidder. Og selv om ’Før vi går hjem’ er en hårdtpumpet natklubhyldest, elsker han stadig at være i naturen, der får ham til at slappe af. Han er også en ivrig strikker.
»Og så!«, siger han dramatisk, »kigger hun på mig, som den sangskriver hun er, og begynder at synge omkvædet. »Før vi går, før vi går, før vi går, før vi går hje-em««.
Sangen blev lavet i en hurtig mockup version på bare 40 minutter, og Søren Torpegaard Lund skulle lægge vokaler på, selv om han aldrig havde sunget pop på den måde før.
»Men da mikrofonen tænder, går min indre Britney bare i gang, og vi hopper rundt i det studie, fordi vi har det så fedt over det, vi laver«, siger han.
Næste dag fik han tilsendt en video, hvor hans gruppe spillede ’Før vi går hjem’-demoen for de andre. Og han skraldgrinede for sig selv, mens han gik ned ad Amagerbrogade.
»Jamen, jeg tænker: Jeg tror, vi har lavet en banger. Og jeg tror lidt, at jeg er Medina nu«.
Sex, flirt og længsel
I DR Byen kravler Søren Torpegaard Lund op på kassen og hamrer hånden hårdt ned i den transparente PVC.
Det er hans yndlingstidspunkt i koreografien, fortæller han senere. Fordi det viser, at sangen bevæger sig et andet sted hen, end man måske lige skulle tro.
Sceneshowet er udarbejdet af koreograf Toniah Pedersen. Inspirationen fra hiphop er åbenlys, men der er også noget pågående og maskulint over det, når danserne står på linje som en samlet hær på floor. Det er ’Rhythm Nation’-Janet Jackson, der møder Troye Sivans sveddryppende musikvideo til hittet ’Rush’.
»Det må ikke blive for udtalt seksuelt ...«, siger Søren Torpegaard Lund, mens de finpudser en detalje. »Fordi .. det er det allerede«.
Han griner. Men mener det alvorligt.
Sangen handler ikke om at have en bestemt seksualitet. Det handler om sex, ja, men også om andre ting. Sorg, usikkerhed, flirt og længsel.
»Altså, jeg ved godt, hvor jeg er inde i mit hoved, når jeg synger den. Jeg er på Nevermind (homo-natklub i København, red.) Men jeg vil også gerne have, at folk kan tage sangen med ind
i forsamlingshuset til en 60-års fødselsdag. For alle kender jo følelsen. Det er meget mere end bare: Okay, skal vi gå ud på toilettet og bolle?«.
De øver videre på dansetrinnene. Søren Torpegaard Lund synger fortsat ind i vandflasken.
Eurovision er en måned væk. Han er stadig kun ved at vænne sig til tanken om, at han skal optræde foran 16.000 mennesker og op mod 200 millioner tv-seere. Det skal hovedet lige lande i.
»Jeg har set Eurovision, siden jeg var nul år gammel. At jeg er med, og at nogen mener, at jeg måske vinder .. det kan jeg ikke forstå«, siger han bagefter.
»Men jeg tror på, vi har en reel chance«.
Håb i en mørk tid
»Hold da op, så er der mad!«.
Søren Torpegaard Lund spærrer øjnene op, da to kolossale smørrebrødsmadder bliver stillet foran ham.
I gårdhaven på Ingolfs Kaffebar taler vi om elefanten i rummet. Det po-
litiske stormvejr, som Eurovision har pisket op omkring sig selv de seneste år.
Siden 2022 har Rusland været ekskluderet fra sangkonkurrencen grundet landets rolle som aggressor i Ukraine-krigen. Til gengæld er Israel fortsat med i konkurrencen til trods for krigen i Gaza.
I år har Island, Holland, Irland, Slovenien og Spanien trukket sig fra Eurovision i protest mod Israels fortsatte deltagelse.
Sideløbende er der blevet publiceret et åbent brev, der kræver en boykot af Eurovision. Bag det står initiativet No Music For Genocide, hvor musikere geo-blocker deres musik fra israelske streamingtjenester i solidaritet med palæstinenserne. Mere end 1.000 musikere verden over har skrevet under, og listen tæller prominente navne som Brian Eno, Massive Attack og Sigur Rós.
Selv har Søren Torpegaard Lund det blandet med den politiske side af Eurovision. Han har »kæmpestor respekt for, at folk skriver under på erklæringen«, siger han.
»Det er vigtigt, at vi kan have de her samtaler. Jeg tror ikke, at nogen er uenige i, at situationen burde være anderledes«.
Han sukker.
»Det fylder enormt meget«, siger han.
»Og det skal det også. Vi skal ikke være blinde for det, der sker ude i verden, bare fordi vi laver en kæmpe musikkonkurrence, der handler om musik og fællesskab. Modsat synes jeg heller ikke, at vi bare skal lukke ned for de ting, der faktisk kan skabe noget håb i en på mange måder enormt mørk tid«.
Han kom selv i uføre på internettet i marts, da han delte en story på Instagram om at være på et hotelværelse, hvor han skulle til at slappe af med en Disney-film og en baguette.
I baggrunden kunne man se en bærbar computer med to pro-israelske klistermærker på. Det ene sagde ’Am Israel f*cking Chai’, der løst oversat betyder ’Israels folk lever’, mens det andet sagde ’FCK HMS’, altså, undskyld mit sprog, ’fuck Hamas’.
Lynhurtigt var der reaktioner på sociale medier, hvor mange fordømte de pro-israelske klistermærker.
Søren Torpegaard Lund fjernede den kontroversielle story og skrev: »For at være helt tydelig: Computeren, som er med i story-postet, er ikke min«.
Kan du forstå, at folk reagerer, som de gør?
»100 procent«, siger han.
»Det var også derfor, jeg tog det ned igen«.
Men han mener også, at det er politikernes ansvar at sørge for løsninger. Ikke kunstnernes.
»Jeg prøver bare at sprede noget håb og glæde«, siger han.
»Nogen siger, at Eurovision handler kun om musik. Andre, at det kun handler om politik. Men jeg insisterer på, som det midterbarn jeg er, at selv om der sker frygtelige ting ude i verden, har vi som mennesker brug for at rykke tættere sammen i en krisetid«.
»Og det tror jeg er bedre end at lade være«. pernille.jensen@pol.dk
Lav grøn omstilling i køkkenet
Politiken Mad er til dig, som trænger til at tænde op under den grønne madglæde.
Nordmændene er i ekstase over spektakulært vikingefund
To detektorførere har fundet en skat på over 3.000 mønter fra vikingetiden.
Det er den største møntskat fra vikingetiden i Norges historie.
EMILBERGLØV
Fredag 10. april var amatørarkæologerne Vegard Sørlie og Rune Sætre ude at svinge metaldetektoren, og pludselig dukkede der noget op, som allerede på førstedagen var ud over det sædvanlige. 19 sølvmønter fra vikingetiden. De lå på en mark tæt ved byen Rena, et par timers kørsel i bil nord for Oslo.
Siden er det gode fund kun blevet bedre.
Faktisk er det i skrivende stund det største fund af mønter fra vikingetiden i Norges historie.
»Det er et historisk fund. At det oven i købet er fra vikingetiden gør det endnu mere spektakulært. Det havde ikke været muligt uden det gode arbejde fra Innlandet fylkeskommune og særligt fra detektorførerne. Dette fund fortjener hele Norge at opleve«, udtaler klima- og miljøminister Andreas Bjelland Eriksen i en meddelelse fra Innlandet fylkeskommune, hvor skatten er fundet.
Jeg troede ikke mine egne ører, da jeg hørte om fundet
Rigsantikvar Hanna Geiran
Fundet bestod 29. april af 2.970 sølvmønter og derudover afklip fra sølvsmykker, som man også har brugt som betalingsmiddel i forne tider. 30. april lød tallet på 3.150 mønter ifølge Innlandet fylkeskommune. »Jeg troede ikke mine egne ører, da jeg hørte om fundet. Det er både en national og en international begivenhed, og få ting er så engagerende som vikingetid i Norge«, siger rigsantikvar Hanna Geiran i en nyhedsartikel fra Kulturhistorisk Museum i Oslo, der håndterer den store skat. Møntskatten er nedlagt omkring år 1047, mener eksperterne ved Kulturhistorisk Museum i Oslo efter den første gennemgang af de mønter, der er blevet gravet op.
Vikinge-euro
Professor Svein Gullbekk siger i museets egen nyhed, at skatten primært består af udenlandske mønter, primært engelske og tyske (»vikingetidens euro eller dollar«, som han siger til forskning.no), men også danske.
Professoren forklarer, at den norske pengeøkonomi var præget af udenlandske mønter helt frem til kong Harald Hårderåde. Han tog magten i
Detektorførerne Vegard Sørlie (tv.) og Rune Sætre fandt skatten en fredag i april, og der bliver stadig ved med at dukke nye mønter op. Mønterne vælter op af marken i det største fund af vikingemønter i Norges historie. Mønterne har sandsynligvis været brugt som betaling for jernmalm.
Foto: Anne Engesveen og Innlandet fylkeskommune
Norge i 1046 og i de 20 år, han sad på tronen, fik han indført en egentlig norsk møntfod.
»Fundet er nedlagt helt i begyndelsen af denne udvikling«, siger Svein Gullbekk.
Grunden til, at der netop ligger så mange penge i jorden i et ellers lidt afsides område af Norge, skyldes sandsynligvis, at der i vikingetiden blev udvundet meget jernmalm på de kanter.
»Malmen blev hentet ud fra moserne og det udvundne jern blev eksporteret videre til Europa«, siger arkæolog Josten Bergstøl fra Kulturhistorisk Museum i museets egen artikel.
De to detektorførere, som fandt frem til skatten, er stadig med sammen med de professionelle arkæolo-
ger. Nu er området spærret af, så der kan laves en tilbundsgående undersøgelse.
Arkæolog og seniorrådgiver for Innlandet fylkeskommune – fylkerne er Norges svar på amter – May-Tove Smiseth siger i en nyhedsartikel på amtets egen hjemmeside, at Vegard Sørlie og Rune Sætre er et perfekt billede på, hvordan detektorfolk skal reagere, når de finder noget særligt interessant.
På forhånd havde de to gået på kursus hos Innlandet fylkeskommune i detektorarbejde, og straks de fandt skatten, kontaktede de museet. »Det er et forbilledligt eksempel på, hvordan det bør gøres«, siger Smiseth. emil@pol.dk
KÆRLIGHEDSBREVKASSEN
UGENS GÆSTEREDAKTØR
Adina Stroe Ren
Radiovært på ’Dårlig stemning’ på P1.
Tidligere vært på bl.a. ’Detektor’ på DR, TV 2 og Radio24syv.
41-årig mand ved ikke, hvornår han må, og hvornår det er bedst at lade være
Ibyens brevkasse giver ugentlige råd til byens hjerter. Denne uge handler det om den analoge flirts takt og tone.
FELIXTHORSEN
KATZENELSON
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg er en 41-årig, heteroseksuel mand, der for nylig er blevet single. Jeg vil gerne finde kærligheden igen, men ideen om onlinedating bringer minder om endeløs swiping og halvlunkne forsøg på at mødes. Derfor har jeg en plan om at trodse frygten og kaste mig ud i at tale med fremmede kvinder i det offentlige rum. Med det mener jeg blot at indlede smalltalk, flirte lidt og se, hvor det fører hen – selvfølgelig med 100 procent respekt for en afvisning eller ignorering.
Min store frygt er dog at komme til at fremstå grænseoverskridende i et kontaktsky land som Danmark.
Derfor er mit spørgsmål til jer:
Hvor og i hvilke situationer er det ok at indlede en samtale med en fremmed kvinde? Og hvor og i hvilke situationer er det bedst at lade være?
Må man f.eks. henvende sig til en, der har høretelefoner på, eller er det nogo?
Mvh den kontaktsøgende
Gæsteredaktør Adina Stroe Ren:
Kære kontaktsøgende
»TOTALT RELEVANT«, råbte min radioproducer, da jeg læste højt fra dit fine spørgsmål i frokostpausen. Hun er i øvrigt single og 30 år.
»Ville du synes, det var cute, hvis der kom en fyr op til dig i metroen og inviterede dig ud?«, spurgte jeg så. Hun smilede skævt og svarede »Ja«. Indtil grimassen pludselig skiftede, og hun sagde:
»Eller ... Det kommer nok an på, hvordan han ser ud«.
Av, hva? For hvad der i det ene lys kan opfattes som en sød/cute/lækker/ sej/modig/romantisk gestus, kan i det helt forkerte lys opfattes lidt ... creepy
Sidstnævnte tror jeg virkelig ikke, du er. For når du overvejer, om du mon kan virke grænseoverskridende, er du det højst sandsynligt ikke. Det handler jo i øvrigt heller ikke om udseende, men om vibe
Og er du gal, jeg forstår godt swipetræthed og behov for lidt analog flirt. Jeg synes ikke, der findes regler for præcist, hvor det skal ske, og man må altså også gerne interagere med folk, der har noget i ørerne. Ellers er der heller ikke mange fisk tilbage i dit hav.
TRODS frygten! Som du selv skriver. Men husk at pakke situationsfornemmelse og tyggegummi.
Og jeg elsker ideen om lidt småflirt ved busstoppestedet, men et lille hurtigt, ufarligt tip: Ha’ papir og pen på dig, og skriv dit nr. på en lap akkompagneret af en ’du ser sød ud’-besked og så stik hende den, når du er på vej videre. Det er cute og nemt!
Ud og flirte i forårssolen med dig. Allez!
Brevkasseredaktør Felix Thorsen
Katzenelson: Kære kontaktsøgende
Det er desværre et virkelig godt spørgsmål. Sådan et spørgsmål, der rører ved tilværelsens ømme tå på den her måde: Hvis du er charmerende og sød, og du gør det på en ordentlig måde, hvor det ender med at lykkes, så må du gerne flirte med folk ude i offentligheden. Du må endda gerne afbryde folk med ting i ørerne og sige, de ser halvdejlige ud.
Vi er altså ude i omvendt kausalitet her. Du må gerne være grænseoverskridende, hvis du ikke er grænseoverskridende.
For hvis du er irriterende eller ucharmerende, så er det ikke sikkert, du ’må’ gøre de her ting. Eller, hvis du er det, som endnu er så svært for os menneskedyr at rigtigt tale om i offentligheden på en opbyggelig måde, nemlig ’grim’, så er reglerne også anderledes.
Ikke grundloven, grimloven. Smukke mennesker må mere end dem, der ikke er det, og altså, jeg var der ikke den dag, de stemte det igennem, men grimme mennesker skal stadig helst ikke vise sig for os. For vi behandler desværre ikke hinandens kroppe ordentligt endnu. Lyt bare til dem, der fniser i radioen. Alt det betyder for dig: Du er nødt til at slå plat eller krone med dig selv her. Enten finder du ud af, at din opmærksomhed gør verden glad, eller også sker det modsatte. Start i det små, smil i metroen, hold lidt øjenkontakt. Øv dig i at gøre verden til et mere flirtende sted, vi har virkelig brug for det. felix.thorsen.katzenelson@pol.dk
Hver uge giver Ibyens brevkasse råd om kærlighed. Send dit dilemma til: hjerte@pol.dk
Tegning: Ida Marie Sandgren
Opera i Verona og vin i Barolo
Altid danske REJSELEDERE
Hos Best Travel er vores rejseledere hjertet i hver eneste rejseoplevelse. De er passionerede formidlere og vidende eksperter, der sikrer, at din rejse bliver både tryg, inspirerende og uforglemmelig.
Klassiske Toscana Firenze, Siena, Assisi m.m. priser fra 8.995,-
8 DAGE • Med udgangspunkt i kurbyen Chianciano Terme, tager vi på udfugter til kulturelle perler som Siena, Firenze, Pienza og til Assisi i Umbrien. Vi besøger små, hyggelige toskanske byer og smager på vin når vi besøger en vingård. Vi bor på det familiedrevne Hotel Rossana, hvor den gode mad bærer præg af at være lavet som en italiensk ”MAMA” ville tilberede den. Fly fra København og Aalborg.
Se alt det inkluderede i prisen - scan koden eller besøg www.besttravel.dk/toscana
Ved bestilling, oplys venligst annoncekode:
Priser pr. person i delt dobbeltværelse/kahyt. Forbehold for udsolgte datoer, trykfejl og prisændringer.
Norditalien byder på en uforglemmelig forening af storstilet opera, vinmarker og historiske byer. Der er mulighed for at se 2 storslåede forestillinger i Veronas romerske arena, hvor vi bl.a. kan opleve Aida under åben himmel med operasanger Jan Lund som personlig guide. Vi bor først 4 nætter på en charmerende vingård lige udenfor Verona og dernæst 2 nætter i vinområdet Barolo. Mange måltider inkluderet i prisen samt besøg i Milano, Venedig, vinbyen Barolo, trøfelbyen Alba og Torino. Fly fra København og Aalborg. Tillæg for operabilletter fra kr. 400/stk.
7 DAGE I Priser fra kr. 10.995 I www.besttravel.dk/verona7 8. JUL 29. JUL 20. AUG
Apulien med ophold på masseria-herregård priser fra 9.495,-
8 DAGE • Denne rejse åbner døren til Apuliens vidunderlige charme - en verden af kontraster og historie. Byen Matera med sine UNESCO-beskyttede grotteboliger, det berømte lokale brød i Altamura, fortryllende trulli-huse i Alberobello, oliventræer og olivenoliesmagning, ophold på en autentisk masseria-herregård og meget mere. Inkl. halvpension og udfugter med dansk rejseleder. Flyv fra København og Aalborg.
Se alt det inkluderede i prisen - scan koden eller se www.besttravel.dk/apulien
Gardasøen Riva del Garda, vingårde, Verona... priser fra 8.995,-
8 DAGE • Vi bor i den hyggelige by Riva del Garda på Hotel Centrale på byens torv ud til den maleriske lille havn. Skønne naturoplevelser venter os i bjergene og på sejltur på søen. Vi skal naturligvis også besøge et par af områdets gode vingårde og på en skøn tur til Romeo og Julies by Verona. Halvpension, udfugter og dansk rejseleder inkluderet. Fly fra København og Aalborg.
Se alt det inkluderede i prisen - scan koden eller besøg www.besttravel.dk/gardasøen
