En vævning - Thilla Giordano, 17/18

EN VÆVNING

Af Thilla Giordano 17/18

Jeg husker dagen, jeg stoppede på efterskolen. Jeg husker det nyklippede pandehår, de blodsprængte øjne og en voksende knude i maven af sorg. Sorg over at skulle forlade det sted, hvor jeg i mit endnu lille liv havde følt mine indtil da største følelser. På det tidspunkt havde jeg aldrig før følt det stadie lykke, som jeg oplevede på efterskolen. Det er fem år siden nu, og det kommer måske ikke til nogens overraskelse, at jeg blev glad igen. Men på det tidspunkt var jeg i oprigtig tvivl om, hvorvidt knuden nogensinde ville forsvinde. Hvad jeg senere har lært, handler om vævning. Dagen hvor jeg forlod efterskolen, troede jeg, at jeg skulle forlade min egen lykke. I virkeligheden forlod jeg kun rummet, der havde været ramme for den lykke. Viby er et rum, der rummede mig, mine venner, overdrevne følelser, ekstase, rene og falske toner. Men vigtigere om rummet er, at der opstod en vævning. Vævning: processen indenfor håndværk, hvor flere tråde flettes sammen til et klæde. På Viby vævede vi ind i hinanden, vi vævede til venskab, fællesskab, kærlighed. Vi vævede de første tråde, til hvad der skulle blive min lomme af lykke. En lykke som ikke kun findes på Viby, men som er vævet langt udover det rum, vævningen startede i. Fem år efter handler vævningen ikke kun om de tråde, der for første gang blev flettet sammen på efterskolen. Det handler også om de nye fællesskaber, vi hver især har flettet os ind i efterfølgende. Vi vikler os ind i nye mennesker, vi vikler os måske også ud igen. Vi væver ind og ud af hinandens nye bekendtskaber. Vi væver tættere sammen, væver os større. Tilsammen udgør vi et stort klæde, som er klar til at gribe, når knuder i maven opstår. Når knuste hjerter, angst, trang til at danse grimt eller bunde en øl sker, når livet sker. Viby var vævningens begyndelse. De første tråde i en evighedsvævning af mennesker at vikle sig ind i.