Hvor bevæger folkekirken sig hen

Folkekirken er i bevægelse fordi vores samfund er i bevægelse. Folkekirken må som evangelisk-luthersk kirke altid være på vej ud i verden. Kirken har en ”gå-struktur”. Siden Jesus kaldte de første 12 disciple med ordene ”Følg mig!”, har kirken altid befundet sig i en Kristus-efterfølgelse, sendt til verden, som Kristus var det.

Tekst: Biskop Henrik Stubkjær . Foto: Henrik Helms

Det betyder at kirken til enhver tid, må handle ind i verdens dagsorden, som Kristus gjorde det, når han mødte den sultne, den fremmede, den bange og den selvbevidste.

En af protestantismens mest markante teologer, professor Karl Barth udtrykte det således: Ecclesia semper reformanda est” – hvilket betyder, at kirken til stadighed må reformeres, for at tale ind i tiden. Det betyder ikke at alt skal laves om. Nej, som ordet re-formation understreger, så betyder det at kirken hele tiden må søge ind til kernen – korsets gåde – for med afsæt der, at kunne forkynde vedkommende, nærværende og på en måde der sætter mennesket fri og skaber håb midt i alt det håbløse.

Derfor er det også yderst relevant, at vi i kirken hele tiden må diskutere, hvor kirken er på vej hen. Og vi må tage pejling af de tendenser som vi ser, for at evangeliet kan tale ind i den virkelighed som nu er vores.

Og jeg ser to tendenser i tiden.

FOLKEKIRKEN UDENFOR KIRKERUMMET

For det første ser vi en bevægelse ud af kirkerummet.

Vi så at regeringen den 11. marts uden forudgående dialog med kirken beordrede kirkerne låst i Danmark. Dette er ikke tidligere set. Havde man ganske overset, at vore kirkebygninger er helt særlige bygninger, som hidtil altid har været der, hvor vi er tyet til, midt i kriser når livet blev for vanskeligt at rumme andre steder?

Vi ser at flere og flere ønsker at blive viet i haver, på slotte eller andre steder udenfor kirkerummet. Dette gør sig også gældende i forhold til dåb, hvor vi også ser stadig flere forespørgsler om at måtte flytte dåben ud af kirkens rum.

Det nye er, at vi her post-Corona ser en tendens til at vi kun i begrænset omfang er vendt tilbage til søndagsgudstjenesterne rundt i sognene. Nogen har måske under Corona opdaget, at de elektroniske gudstjenester i TV, radio og på nettet kan gøre det ud for det fysiske fremmøde, andre er måske stadig angste for at blive smittet ved det fysiske fremmøde.

Samme trend gør sig også gældende i forhold til kirkegårdene. Her er der stadig flere, som ikke ønsker at blive begravet på kirkegårdene, men de ønsker i stedet at få deres aske spredt over åbent hav, eller de søger mod en af de nyoprettede skovkirkegårde, som mange store gårde har fået anlagt. Men hvad betyder det for os som kirke, hvis vi i mindre grad samles i vore kirker? Det er værd at overveje, for den kristne menighed har til alle tider bygget kirker som rammen omkring gudstjenester og det kristne fællesskab.

Biskop Henrik Stubkjær

Foto: Henrik Helms

Derfor er det også yderst relevant, at vi i kirken hele tiden må diskutere, hvor kirken er på vej hen. Og vi må tage pejling af de tendenser som vi ser, for at evangeliet kan tale ind i den virkelighed, som nu er vores.

SAMSKABELSE - SAMVIRKE

For det andet ser vi en tendens til at kirkerne tiltænkes en større plads i samfundet og at folk har fået en større individuel religiøsitet.

Vi ser, at kommuner i stigende grad inviterer kirken med i ”samskabelses” projekter. Man har fået øje på at sognene rummer store menneskelige ressourcer, og at man rundt i sognene har en kontakt til mange grupper som de store sammenlagte kommuner ikke længere når. Skoler åbner også i stigende grad dørene for kirkernes skoletjenester, som leverer undervisningsmateriale på højt pædagogisk niveau. Sygehuspræster, fængselspræster, studenterpræster, hospicepræster m.fl. indgår også i stadig stigende grad som naturlige ressourcer på diverse institutioner og bliver brugt af både personale og institutionernes brugere.

Og øjensynligt er der en ny bølge af individuel spiritualitet over os. Forfattere som Michael Falch, Grønbæk Svend Brinkmann udgiver bøger hvor kristendommen og deres egen spiritualitet får stor plads og kendisser som Bodil Jørgensen og Casper Christensen melder offentligt ud om kristendommens betydning for dem.

Hvor kirken er på vej hen, lader sig altså ikke besvare éntydigt.

NYE UDFORDRINGER

Vi befinder os i en brydningstid. Og netop her midt i brydningen er det vigtigt, at vi som kirke og som menigheder forholder os til vores måde at være kirke på. Hvordan er vi kirke, hvis kernemenigheden, som deltager i gudstjenesterne søndag formiddag bliver mindre, samtidig med at invitationerne til kirken fra samfundet bliver større?

Med disse tanker vil jeg lægge op til, at disse temaer bliver gennemgående drøftelser i menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd i den menighedsrådsperiode vi er inde i nu. Vi står med nye muligheder for at få evangeliets budskab delt, men også med nye udfordringer til vores hidtidige struktur. Det skal vi udnytte!