Hjørring Historier 41 til 46

Hjørring Historier 41 - 46

Historien om Kiksefabrikken Oxford.........................................................................................................................2 Vægterne i Hjørring..............................................................................................................................7 Sysseltinget.........................................................................................................................................11 Hjørring Stadion.................................................................................................................................15 Hjørring Amts Andels Svineslagteri...................................................................................................19 Nordre Anlæg.....................................................................................................................................25

1

Hjørringhistorier 41.

Kiksefabrikken Oxford.

Foto: Pakning af ”Cream Crackers” i æsker på Oxford, ca. 1954.

2

Kiksefabrikken Oxford.

Allerede i 1917 forsøgte Håkon H. Salomon at starte en konservesfabrik i Hjørring, men da den lukkede efter tre måneder ændrede han til produktion af kiks under navnet Jysk Bisquitfabrik. Fabrikken lukkede imidlertid efter tre år.

Den 6. juni 1922 begyndte man igen kiksfabrikation i Hjørring – denne gang under navnet Oxford. Ejer af fabrikken var Jørgen Storm.

Direktør Hornbech og den svenske kiksmester, Eric Anderson, som tidligere havde været med til at starte Jysk Bisquitfabrik, var blevet enige om navnet Oxford, da engelske kiks var velansete. Der havde været forslag fremme med navne som Victoria og Rex. De første år i virksomhedens historie var vanskelige. I 1927 blev Svend Nielsen ansat som ny direktør for virksomheden, et job han kom til at varetage i mere end 40 år. Efter Svend Nielsens tiltræden begyndte kundekredsen at vokse, og året efter var der et overskud på 27.000 kr.

I 1933 begyndte Oxford, udover kiks og småkager, også at producere vafler efter indkøb af specielle vaffelmaskiner.

I 1934 døde virksomhedens ejer Jørgen Storm, hvorefter hans søsters og svogers børn, familien Portefée Hansen, overtog virksomheden.

Oxford blev udvidet flere gange i årenes løb. I 1938-39 f.eks., udvidede man for at få plads til en moderne stålbåndsovn.

3

Virksomheden klarede sig igennem besættelsen med et tilfredsstillende resultat, og der kom gang i eksporten til Sverige, Norge, Afrika og Asien.

I 1950 blev fabrikken udnævnt til Leverandør til Det Kongelige Danske Hof og fik året efter fornemt besøg af Kong Frederik IX og Dronning Ingrid.

Fakta om Mariekiksene: Kiksene blev bagt i 6 minutter i en 50 meter lang ovn.

Produktionen udgjorde 1000 kg i timen.

Der er huller i kiksene for at dampen kan slippe ud under bagningen, ellers kommer der bobler i dem.

I 1952-53 skete der udvidelse af både bygninger og produktionsanlæg, og i 1954 fulgte et komplet stålbåndsanlæg og moderne schweiziske pakkemaskiner. Den næste udvidelse fandt sted fra 1962-65. Det var den hidtil største udvidelse i Oxfords historie. Udvidelsen indebar opkøb af naboejendomme. Prisen for udvidelsen lå på 2-3 millioner.

I 1967 indledte Oxford et samarbejde med det amerikanske verdensfirma National Biscuit Company (Nabisco), da dette firma havde et ønske om at udvide sine aktiviteter til Skandinavien.

Tre år senere, den 15. april 1970, overtog Oxford Biscuitfabrik forpagtningen af firmaet Jensen og Møllers Biscuitfabrik på Amager. Fabrikken blev imidlertid afviklet i 1980.

4

Oxford fejrede sit 75 års jubilæum i 1997, men tre måneder efter jubilæet overtog 10 ledende medarbejdere og Nykredit virksomheden, der samtidig fik navnet Bisca.

I 1989 blev Nabisco opkøbt af et spekulationsfirma fra Wall Street, hvorpå 5 ledende medarbejdere og Unibank købte Bisca. I 1993 solgtes virksomheden til engelske United Bisquits. Da der opstod fare for at United Bisquits delvis ville lukke virksomheden købte ledende medarbejdere fabrikken og fortsatte driften.

Bisca fusionerede med Kelsen i år 2000. Det nye navn blev KelsenBisca.

Kelsen-Bisca lukkede fabrikken i Hjørring i september 2004. Produktionen af kiks fortsatte herefter på fabrikkerne i Nørre Snede og Stege.

Fabrikken er især kendt for kiksene Store Marie, Lille Marie og Sorte Marie, der alle har fået navn efter den russiske tsar Alexanders datter Marie, der i 1875 skulle giftes med Alfred, en af den engelske dronning Victorias sønner, hertugen af Edinburgh. Dertil kommer et bredt sortiment af forskellige produkter som Eight Great Cookies, Grov Go’e, creams, ostekiks, vafler, crackers samt småkager.

Tekst: Per Brønnum Wilhelmsen.

5

6

Hjørring Historier 42.

Vægterne i Hjørring.

Forsidefotoet, der er taget af fotograf Kirstine Lund, viser Hjørrings sidste vægtere med tran- og petroleums-lygte. Fra venstre: Lars Chr. Boesen, Niels Peter Mogensbæk og Niels Peter Pichard.

7

Vægterne i Hjørring.

I 1600-tallet var Hjørring hærget af store ildebrande, som næsten brændte byen ned. Frygten for brand var derfor stor blandt byens borgere.

Efter en stor brand d. 21/5 1647, hvor 18 af byens bedste gårde brændte, fik Hjørring sin første vægter.

Vægteren var arrestforvarer og holdt ro og orden i gaderne. Han skulle desuden tilse ildsteder og skorstene, som var de hyppigste årsager til brand.

Indtil 1704 havde Hjørring kun en vægter, der gik om vinteren, men herefter fik byen to vægtere, der gik både sommer og vinter.

Vægternes uniform har holdt sig temmelig uforandret gennem tiderne.

Den bestod af en stor, ulden hue - en kabuds - og en lang kofte med kongens kronede navnetræk på brystet.

I 1700’tallet havde han et læderbælte om livet, hvor der med metalbogstaver stod ”ÆDRU OG TRO”. Herudover var han udstyret med en fløjte og en morgenstjerne.

Morgenstjernen – en jernpigget kugle på et skaft - blev afskaffet omkring 1840, da en vægter ved et uheld ramte en pige, så hun fik et gabende sår i hovedet, da han ville standse en mand. Herefter fik vægterne en lang egetræsstok i stedet.

På sine natlige rundture i byen, udråbte vægteren hver time klokkeslettet og sang det vers som passede til. Et af vægterversene lød:

8

Om du vil tiden vide, husbonde, pig’ og dreng Da er det på de tide, man føjer sig til seng.

Befal dig Herren fri, vær klog og snild, Vogt lys og ild. Vor klok’ er slagen ti.

Vægterne gav borgerne tryghed. En gammel kone født i 1830 har fortalt til museumsmanden Lønborg Friis omkring 1903, at hun som barn med sin familie var flyttet til en ny lejlighed, hvor fordøren ikke kunne låses.

Om natten vågnede familien ved støj i forstuen og hendes far råbte: ”Hvem der?” ”Det er mig, vægteren” lød svaret. ”Tho hons vil I, vægter?” ”Det skal a sige jer. Både a selv og min formand, vi har tilsammen i over et halvt hundrede år hvar jennest nat siddet i denne her forstue, når vi ikke skulle synge, og alle de folk, som skiftevis har boet her i huset, de har altid sat en stol ud til os om aftenen, før de gik i seng, og hvis I vil gøre det samme, skal a nok sørge for, at ingen komme og tager noget fra jer, mens a er her!”, svarede vægteren.

Det gjorde familien så i de følgende år.

Der findes dog kontrakter fra slutningen af 1880’erne, hvor Hjørring Byråd lejer et værelse, som vægterne kunne benytte om natten. ”Det var ligegodt så hyggeligt med den vægtersang”, fortalte den gamle kone videre. ”for når én lå i sin seng midt om natten og så pludselig hørte salmen blive sunget udenfor på gaden, da var det ligesom 9

én fik en stærkere fornemmelse af, at Vorherre vågede over os”.

Vægtersangen og udråbning af klokkeslæt blev dog indstillet omkring 1870, da tyveknægte i større stil benyttede sig af at lytte sig frem til, hvornår de kunne arbejde uforstyrret.

Vægterne havde så sent som i 1840’erne en lille ekstra indtægt, idet de jævnligt fulgte velagtede borgere hjem fra gæstgivergården eller værtshusene, når de havde fået en tår over tørsten.

I 1845 fik Hjørring gadebelysning, hvilket gav vægterne endnu en arbejdsopgave.

Gadelygterne skulle tændes og vedligeholdes. De første tranlamper var meget arbejdskrævende med deres sindrige system.

Det var derfor en stor lettelse, da byen i 1870 fik petroleumslygter. ”Ja, det blev det rene legeværk at passe lygterne, da vi fik petroleum”, fortalte vægter Chr. Thomsen til Lønborg Friis. Han blev aldrig kaldt andet end ”Chr. Københavner” efter hans 2-årige ophold i hovedstaden som tjener for amtsforvalter Brinch-Seidelin.

I sommeren 1903 indførte man gasbelysning i gaderne, hvorefter vægterne blev anset for at være overflødige.

Byens 3 sidste vægtere stoppede deres tjeneste ved udgangen af året.

På Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring kan man bl.a. opleve Hjørrings eneste tranlampe, petroleumslygter, samt vægterens uniform: En kavaj, en kabuds og en reglementeret stok, samt en morgenstjerne.

Tekst: Kim Jensen.

10

Hjørring Historier 43.

Sysseltinget.

Sysseltinget set fra Parallelvej 2006.

11

Sysseltinget.

Foreningen Sysseltinget opstod i 1976 på foranledning af lokale musikere og musikfolk. Carsten Holst fra De Gyldne Løver blev den første formand. Foreningen fik til huse i Jørgen Storms gamle pakhus på Banegårdspladsen 2, som Hjørring Kommune stillede til rådighed.

Sysseltinget blev et bredt kulturelt omdrejningspunkt i Hjørring med musik i adskillige genrer samt teater, foredrag, film m.m. Foreningens aktiviteter blev varetaget af frivillige. Huset var endvidere samlingssted for adskillige af Hjørrings foreninger, ligesom der var indrettet øvelokale til amatørmusikere.

Sysseltinget præsenterede mange musiknavne før de slog igennem, f.eks. TV2, Thomas Helmig, Lars Lilholt m.fl., og stedet blev et af landets anerkendte spillesteder både blandt musikere og publikum.

Hjørring Kommune opkrævede ingen husleje, men ydede til gengæld heller ingen driftstilskud. Ved udgangen af 1980’erne bad Sysseltinget om økonomisk støtte for at overleve, men forgæves.

Dette fandt ikke forståelse i brede kredse omkring Sysseltinget.

I starten af 1990’erne indså byrådet, at kulturel bredde koster penge, og man besluttede at yde driftstilskud. De nye vinde skyldtes bl.a. en kommunal rapport, hvor en planlægger i 1990 konkluderede, at Sysseltingets aktiviteter gav en samlet årlig meromsætning i Hjørring på over 1½ million kroner.

12

Senere oplevede Sysseltinget store succeser med et stort aktivitetsudbud, men også økonomiske nedture som følge af ubalancen mellem honorarerne til de kunstnere publikum efterspurgte og den billetpris man ville betale. En begrænsning for Sysseltinget var det forholdsvis lille antal siddepladser og dermed Der har gennem årene været mange planer og ønsker til ombygning/renovering af bygningen mht. inventar, indretning og forbedrede adgangsforhold (tungt musikudstyr, ølkasser og kørestolsbrugere blev båret op på 2. sal af husets frivillige!).

I 2004 blev der udarbejdet en arkitekttegnet plan for renovering af bygningen, som bl.a. bød på en elevator og flere publikumspladser.

I sommeren 2007 bragte Nordjyske Stiftstidende Hjørring Kommunes Teknik- og Miljø-udvalgs tanker omkring en nedrivning af Sysseltinget. Vedligeholdelsen af bygningen var dyr og en nedrivning ville give plads til et parkeringshus. Disse udtalelser medførte protester og politikerne besluttede sig for at bevare Sysseltinget.

I efteråret 2010 påbegyndte kommunen en renovering af både bygning og inventar med udgangspunkt i tegningerne fra 2004. Dette var tiltrængt, da taget var så utæt, at regnvand løb direkte ned på scenen. Ved slutningen af året lukkede kommunen imidlertid bygningen pga. skimmelsvamp. En renovering ville blive alt for omfattende og dyr, og bygningen blev dømt til nedrivning. Et kapitel af Hjørrings kulturliv var hermed slut.

13

Sysseltingets indgang i g책rden, Jernbanegade 25, 1989.

Tekst: Kim Jensen.

14

Hjørring Historier 44.

Hjørring Stadion.

Foto: Tribunen på Hjørring Stadion, ca. 1950.

15

Hjørring Stadion.

I slutningen af 1880’erne havde Hjørring både en gymnastikforening og en kricketklub. De udendørs sportsudøvelser var henlagt til markedspladsen, hvor man hver gang inden brug skulle have fjernet dyrenes efterladenskaber først.

I 1903 ansøgte man derfor Hjørring Byråd om at kunne anvende et areal ved Femhøje, nord for Østre Skole. Det kunne passe til en bane, og kommunen fik det planeret.

Der blev dog arbejdet videre på at få et virkeligt stadion, og i 1930 blev Hjørring Stadion

anlagt

gennem

et

samarbejde

mellem

Hjørring

Idrætsforening

(sammenslutning af gymnastikforeningen og kricketklubben) og Hjørring Byråd.

Der blev anlagt en løbebane og en springbane til længde-, stangog trespring samt plads til diskoskast og kuglestød. Herudover anlagdes en bane til kricket og fodbold.

Kommunen byggede endvidere et hus med omklædning og bad.

1932 dannedes Arbejdernes Idrætsklub. De to idrætsforeninger havde dog svært ved at samarbejde. Dette gjorde sig også gældende omkring stadion. For at skabe retfærdighed og stille idrætsforeningerne lige overtog Hjørring Kommune i 1936 Hjørring Stadion.

Efter en brand i stadionbygningen i 1949 gav byrådet tilladelse til at bygge den nuværende tilskuertribune med omklædningsfaciliteter.

I 1960 forbedrede kommunen tilskuerforholdene på stadion. Tilskuerkapaciteten er i 16

dag på 7.500, heraf 350 siddepladser. Publikumsrekorden på 7.000 tilskuere blev sat i juni 1973 ved en fodboldkamp mellem Hjørring og Frederikshavn i 3. division vest.

Hjørring Stadion anvendes i dag af fodboldklubberne FC Hjørring og Fortuna Hjørring, samt Hjørring Atletikklub og byens skoler. Endvidere afholdes den årlige åbningsceremoni af Dana Cup på stadion. I perioden 2004-2012 har der om vinteren været opstillet en skøjtebane.

Hjørring Stadion er imidlertid utidssvarende i dag og lever hverken op til DBU’s krav for fodboldkampe i 1. division, eller til Fortuna Hjørrings Champions League-kampe.

Der har derfor været mange planer om et nyt stadion. I foråret 2012 vedtog Hjørring Byråd at anlægge nyt stadion ved Park Vendia. Økonomiske besparelser tvang imidlertid kommunen senere på året til at udsætte stadionbyggeriet på ubestemt tid.

Tekst: Kim Jensen.

17

18

Hjørring historier 45.

Hjørring Amts Andels Svineslagteri.

Billede: Opskæring af svin på Hjørring Amts Andelssvineslagteri, ca. 1895.

19

Hjørring Amts Andels Svineslagteri.

Allerede i 1884 blev Hjørrings første slagteri oprettet. Det var et privat slagteri, der var beliggende i området ved Jernbanegade og Asylgade. Hjørring Amts Andels Svineslagteri blev først oprettet i 1891 efter at bestyrelsen for Hjørring Amts Landboforening havde rejst spørgsmålet i 1887.

I 1887 var der udbrudt svinepest i Danmark. Konsekvensen var den, at myndighederne indførte et forbud mod at indføre svin til Tyskland på grund af smittefare. Derfor måtte man heller ikke føre svin fra en egn af landet til en anden.

Som et resultat af svinepesten faldt svinenoteringen til 18 øre pr. pund. Da landmændene opdagede at den betaling, som de fik udbetalt, var for lav i forhold til de engelske flæskepriser, opstod tanken om at oprette andelsslagterier med bønderne som ejere. Landboforeningen indbød landstingsmand P. Bojsen, der havde været fortaler for et andelsslagteri i Horsens til møder i blandt andet Hjørring i 1888.

Efterfølgende holdt man møde i Forsamlingsbygningen, for at finde ud af, om der var interesse for et andelsslagteri, eller om man skulle leje det private Hjørring Slagteri. Det sidste synspunkt havde landboforeningens formand Tutein.

Men en afstemning blandt de fremmødte viste, at 90 stemte for et nyt slagteri, og en stemte imod forslaget. Slutteligt blev der nedsat et udvalg, der skulle arbejde videre med oprettelsen af et slagteri.

20

Efter at der havde været afholdt møder rundt omkring i landsdelen i januar 1889 arrangeret af det nedsatte udvalg, der arbejdede med oprettelsen af et andelsslagteri, begyndte tegningen af garanter og andelshavere.

Den 6. april var man kommet så langt med planerne, at man kunne påbegynde bygningen af andelsslagteriet, når man havde fået tegnet en årlig levering af 20.000 svin. Det gav problemer. Ved et møde den 21. september manglede der aftaler om levering af 6000 svin. Det blev derfor besluttet, at man ville prøve at nå de 6000 leveringer eller at indgå en aftale med udvalget for Aalborg Amt. Sandsynligheden for at andelsslagteriet blev placeret i Aalborg var stor. Derfor søsatte redaktøren for Vendsyssel Tidende, redaktør Vilhelm Carlsen en agitationskampagne i avisen til støtte for opførelsen af et andelsslagteri i Hjørring.

Den 7. februar 1889 oplyste udvalget bag andelsslagteriet, at der var tegnet aftaler om 21.376 svin og en garantisum på 281.000 kr. Bestyrelsen fandt en egnet grund syd for banelinjen ved Bispensgade. Prisen var 9000 kr.

Slagtningerne begyndte den 10. januar 1891, og prisen for opførelsen var 113.714,69 kr. Der var tilknyttet en halv snes butiksudsalg til slagteriet. Der var blandt andet butiksudsalg i Stokbrogade, Strømgade og Bispensgade. Udsalgene blev lukket i 1970’erne. Det sidste udsalg, der blev lukket, var udsalget i Strømgade.

21

Det blev lukket den 24. april 1976. Slagteriets udsalg har eksisteret meget tidligt, idet der i en annonce fra 1907 står, at ”det anbefales at medbringe tallerken eller fad, da det kogte flæsk ikke kan indpakkes i papir”.

Besættelsesårene satte også sit præg på slagtningerne på Hjørring Amts Andels Svineslagteri. For eksempel havde slagteriet følgende annonce i Hjørring Bladet den 14. januar 1942: ”Vi anbefaler vore Kunder i By og på Land at prøve kaninkød til Erstatning for andet Kød. Det faas hver uge fra Torsdag i vore Butiker Stokbrohus og Bispensgade 14.” Endvidere aftog slagteriet fjerkræ, får, fjordlam og vædderlam i 1942 og 1943.

I efteråret 1965 led planerne om sammenslutning af de fem slagterier i Hjørring, Frederikshavn, Sæby, Brønderslev og Vrå skibbrud, men bestyrelserne ved slagterierne i Frederikshavn og Hjørring fortsatte forhandlingerne om et tættere samarbejde. Vendsyssel Tidende skrev den 4. december 1965, at der var stort flertal blandt andelshaverne ved slagterierne i Frederikshavn og Hjørring for at samle de to slagterier.

I Frederikshavn stemte 98% for og i Hjørring var tallet 84,6 %. En af betingelserne for fusionen var, at andelshaverne ved Frederikshavn Slagteri skulle forpligte sig til at 80% af slagtningerne fandt sted i Hjørring, og at Frederikshavn Slagteris lejemål på havnen kunne forlænges fra 1971 til 1984.

22

Efter fusionen blev slagteriet i Frederikshavn omdannet til pølsefabrik. I 1970 fusioneredes Frederikshavn og Hjørring med Brønderslev og Sæby under navnet Wenbo. Da slagteriet i Frederikshavn ikke kunne få fornyet sine lejemål med Frederikshavn Havn i 1971, blev produktionen af pølser flyttet til Brønderslev og slagteriet i Frederikshavn blev lukket.

I 1985 fusionerede slagteriet Wenbo med Sundby til Sundby/Wenbo, og i 1990 blev Sundby/Wenbo fusioneret med Østjyske og Tulip til Danish Crown.

Den 19. januar 2005 oplyste Nordjyske Stiftstidende, at Danish Crown ville lukke slagteriet i Hjørring. Det havde hidtil været planen at stoppe med slagtninger og opskæring i Hjørring, men udbening forsvandt også i den nye plan.

Slagteriet i Hjørring blev endegyldigt lukket i sommeren 2005, og omkring 500 slagteriarbejdere mistede deres arbejde. I dag ligger butikscenteret Bispetorv hvor slagteriet lå.

Tekst: Per Brønnum Wilhelmsen.

23

24

Hjørringhistorier 46.

Nordre Anlæg.

Foto: Indgangen til Nordre Anlæg ved Nørre Allé 14, ca. 1955.

25

Nordre Anlæg.

Nordre Anlæg ligger på den nordlige del af bakkeøen, som Hjørring by ligger på, i et område, hvor der formodes at have været adskillige gravhøje. I middelalderen har dette område været bevokset med kratskov omkring Toelhøj, men skoven gik sandsynligvis i midten af 1500-tallet til grunde på grund af hugst og dyregræsning.

Fra 1860 var konsul Jørgen H. Nielsen plantageinspektør på byens vegne. Udover Bagterp Plantage, Svanelunden og Skt. Knuds Kilde tog han også initiativet til tilplantning af Møllebakkerne nord for byen. Her blev en tidligere byfælled tilplantet i 1871, og anlægget kaldtes Nordre Anlæg. Her havde det været vanskeligt at dyrke jorden på grund af det kuperede terræn; i stedet blev det brugt til græsning for byens dyr. Området kaldtes Møllebakkerne, da der her har ligget adskillige vejrmøller.

Arealet lå nord for bygrænsen ved Nørre Torv og var omgivet af marker. Fra middelalderen har der eksisteret en vej nordpå fra Hjørrings bymidte mod Skagen. Ud fra Jørgen H. Nielsens bevarede skitser over anlægget i Møllebakkerne er anlæggets oprindelige afgrænsning usikker, og det har muligvis ikke været tanken at Gammel Skagen Landevej skulle passere anlægget, men det gamle vejspor kan ses som en hulvej gennem det nuværende Nordre Anlæg og videre gennem Hjørring Bjerge. I 1800-tallet blev Ny Skagen Landevej anlagt længere mod øst. Parkens nordlige spids er formentligt tillagt parken efter år 1900.

26

Anlægget afgrænses i dag af Hirtshalsvej, Klonhøjvej og parcelhusgrunde.

Oprindeligt førte en elmealle gennem anlæggets længderetning fra Nørre Alle til Klonhøjvvej (langs parkens nuværende vestskel). Parken har mod syd og nord været afgrænset af et stakit. Det er uvist om de oprindelige tegningers pavilloner og udsigtshøje med terrasser har været realiseret.

I begyndelsen af 1900-tallet yndede Hjørringborgerne at tage på tur til det kuperede anlæg med gode udsigter, men i 1912 kan man læse en avisartikel om byens anlægs forsømte tilstand. Den tidligere så virksomme konsul Jørgen H. Nielsen er død, og de kommunale myndigheder opfordres til at ansætte en kyndig gartner til at vedligeholde anlæggene.

I 1930 skriver avisen imidlertid, at byens forskellige anlæg nu bærer vidnesbyrd om at være under kyndig pleje, og de vekslende kommunegartnere roses for indsatsen.

Under 2. verdenskrig forfaldt parken igen, og især den sydlige del blev ødelagt af tyske panserkøretøjer. Muligvis blev også på det tidspunkt den sydlige del af elmealleen ned til Nørre Alle fældet.

En hårdt tiltrængt renovering af parken kom først i forbindelse med anlægget af Hirtshalsvejen sidst i 1950-erne. Vejanlægget betød, at den sydligste del af parken blev afskåret fra resten. Dette restareal ved Nørre Alle blev tilplantet med blandet buskads og enkelte træer, og parken nord for den nye vej blev omlagt efter kommunegartner Kahr Nielsens plan 1959.

27

Der blev tyndet ud i træbevoksninger, sitkagraner mod nordøst blev udskiftet med løvtræer, heriblandt hvidtjørn, der blev gravet ud til en åkandedam, anlagt plæner, blomsterbede og nye stier, og plantet sjældne træarter som vandgran og gingko.

Resterne af seljerøn-alleen langs hulvejen i parkens nordlige del er blevet bevaret.

Ved indgangen fra Hirtshalsvej anbragtes et springvand.

Tekst: Esther Mortensen.

28