Påskehilsen 2020 fra sognepræst Mette Dansøn, Vestervang Kirke Dette er en hilsen, med ideer til børnefamilier, og et ord til de voksne. Vil du gerne se film og blive inspireret til påskeaktiviteter med børn, så læs videre, også selv om jeg begynder lidt langhåret og på latin. Har du ikke selv børn, kan du måske dele med andre, der har børn hjemme. Læs også videre, selv om du ikke har børn, der er også et påskeord på vejen til dig.
Rør mig ikke! Noli Me Tangere! Et motiv, der ofte bliver afbilledet i kunsten – her malet af den italienske maler Antonio Allegri Correggio Noli me tangere! (”Rør mig ikke!”) er den latinske oversættelse af den opstandne Jesu ord til Maria Magdalene ved deres første møde efter opstandelsen. På dansk oversættes passagen i Det Nye Testamente (som vi finder 2. påskedag), Johannesevangeliet, kapitel 20, vers 17 således: ”V17: Jesus sagde til hende: ”Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.”. I den nye bibeloversættelse ”Bibelen 2020”, som netop er udkommet, siger Jesus ”Giv slip på mig”. Læs mere om den nye bibeludgivelse her: https://www.bibelselskabet.dk/ bibelen2020 Den bibelske betydning af Jesu ord ”rør mig ikke!” eller ”hold mig ikke tilbage”/ ”Giv slip på mig” er omdiskuteret, men lige nu, hvor vi har en tid, hvor vi ikke rører hinanden giver udtrykket næsten god mening som påskehilsen. Men påsken rører os! – Også selv om vi må fejre påsken hver for sig og ikke samles i kirken, som vi plejer. Alle påskegudstjenester er aflyste! Men det er stadig den vigtigste højtid på året. Og vi kan markere den i vores hjem og med vores børn.
Noli Me Tangere, Correggio, malet c.1534, renæssance, olie på lærred, kan ses på Museo del Prado, Madrid, Spanien. Mål: 130 x 103 cm
Vi læser i lige år fra 2. tekstrække, og derfor skulle der fra prædikestolen Palmesøndag have lydt Mark. 14,3-9 eller Joh 12.1-16 – de fleste steder, nok det sidste. Jesus rider ind i Jerusalem, og hermed begynder alle de begivenheder, der følger med påsken. Vi lægger Palmesøndag en lille salme, sunget af Julie, akkompagneret af Morten op på Vestervang Kirkes Facebook: https://fb.com/vestervangkirke Jeg har skrevet teksten og Morten har
komponeret musikken – og vi ville have brugt den i kirken her i påsken, men her er den på YouTube: https://youtu.be/ZFAYzxO62pY og du kan også finde den her: https://www.salmedatabasen.dk/salme/rid-ind-i-mit-hjerte/2625 Er der mindre børn i familien, så kan man sammen se denne film med præsten Andreas, der taler med dukken Snapper om palmesøndag: https://www.youtube.com/watch?v=5uXBrUGdz6o
Skærtorsdag er teksten i år Joh.
13,1-15 – Det er en tekst, som fortæller at Jesus vaskede sine disciples fødder. Lige for tiden vasker vi hænder hele tiden! Vi er blevet helt gode til det, og har set hvordan man skal komme mellem fingrende og huske tommelfingrene, fingerspidserne og håndled og ved nu at en ordentlig håndvask varer 22 sekunder… At vaske hænder er at vise omsorg lige nu. Den gang var det at vaske fødder på andre, at vise omsorg og sætte sig på den nederste plads. Jesus viser omsorg for os, ikke bare med fodvask, men også med sit legeme og blod, som han giver os i nadveren, et måltid Jesus indstiftede skærtorsdag. Lige nu kan vi ikke samles om nadveren. Vi kan ikke mødes med andre om en påskefrokost. Men vi kan være sammen i husstanden og tale om det,
at spise sammen – hvor vigtigt det er. Man kan måske også lave et måltid sammen hver for sig … det giver teknikken mulighed for. Man kan være sammen gennem en skærm, se hinanden, skåle og ønske hinanden god påske. Sidde os se hinanden mens man spiser. Facetime, Skype og WhatsApp giver os disse muligheder. Bed evt noget sundhedspersonale, der er sammen din ældre om at hjælpe, så I kan se hinanden og evt spise påskefrokost sammen hver for sig. Er der mindre børn i familien, kan man sammen se denne film med præsten Andreas og dukken Snapper om Skærtorsdag: https://www.youtube.com/ watch?v=DLhjRGM-slw
Langfredag Teksten er Luk. 23, 26-49 eller Joh. 19,17-37 Langfredag vil jeg begynde på en fælles bøn på Vestervang Kirkes facebook, og håber I vil bede med, ved at fortsætte bønnen i kommentarfeltet. Fb.com/vestervangkirke Bønnen vil begynde sådan her – og fortsættelsen, den afhænger af jer, der aktivt fra langfredag går ind og skriver med i kommentarfeltet: Bøn: Barmhjertige Jesus Kristus, Du som langfredag blev pint, måtte bære dit kors til egen korsfæstelse, fik nagler gennem hænder og fødder måtte hænge på et kors mellem forbrydere mens blodet løb fra dit tornekronede
hoved ned over dit ansigt. Du som følte dig forladt. Du som føler med os og tog alt det vi har gjort forkert med op på korset og med eget liv betalte for os og vores fejl. Døde for os. Dig beder vi Tilgiv os og tag os med dig ind i Paradis. (derefter din og andres fortsættelse på facebook fra langfredag) Er der mindre børn i familien, kan man sammen se denne film med præsten Andreas og dukken Snapper om langfredag: https://www.youtube.com/ watch?v=s00X0ImHwjY
Påskesøndag
2. Påskedag
Teksten er Matt.28, 1-8
Teksten er Joh.20, 1-18 Her har vi teksten fra Johannesevangeliet med ”Noli me tangere” – ”Rør mig ikke – eller hold mig ikke tilbage/ Giv slip på mig”. – Der bliver gået en del i denne tekst… Maria Magdalene går ud til graven, Peter, og den anden discipel løber ud til graven og Maria Magdalene går hen og fortæller disciplene om sit møde med Jesus. Forslag til aktivitet 2. påskedag: Hvis det stadig er tilladt at gå en lille tur, kunne man i hustanden fra eget hjem, og i behørig afstand til andre, lave en ”Walk and Talk” ”Gå og Tal” – har man med de mindre børn set de forskellige små film med Snapper og Andreas, så kan man tale om dem, og ellers tale voksne med hinanden om hvad påsken egentlig betyder for os.
Vi kommer denne dag til at savne at samle om det glade budskab om at Jesus vandt over døden! Vi vil også savne at synge sammen! Men vi kan måske synge hver for sig. På Vestervang Kirkes Facebook-side vil du Påskesøndag kunne høre en udgave af salmen ”Påskeblomst” ved Julie og Morten, så smager det da lidt af lokal gudstjeneste. Salmen er også her: https://youtu.be/1nV-yGBeMBw Er der mindre børn i familien kan man sammen se denne film med præsten Andreas og dukken Snapper om Påskesøndag: https://www.youtube.com/ watch?v=m1WnBaEv1oY
Anbefalinger af gudstjeneste på radio og tv Jeg vil anbefale at se gudstjenesterne på DR2 eller lytte til gudstjenesterne på p1. – Det er en god måde at få et påskeord med sig, at blive rørt at Guds ord i en tid, hvor vi ikke må røre hinanden.
Anbefalinger af hjemmesider og apps hvor man kan blive inspireret til kreative Påskeaktivister https://xn--pske2020-9za.dk/boernesiden pinterest.dk Man skal lige logge på, så kan man søge på påske og blive inspireret til en masse sjov påskepynt. Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, som vi samarbejder med omkring sommerlejr har også en fantastisk hjemmeside, legekassen, hvor man kan finde inspiration. http://soendagsskoler.dk/index.php?id=1347
App Her vil jeg anbefale: Bibelen for banditter Kirken er foreløbigt lukket for gudstjenester til og med 2. Påskedag. Vi ved faktisk ikke hvornår det er sikkert at bevæge sig sammen igen – men derfor kan vi godt bevæges og røres af Guds ord til os i Påsken. Præsterne er stadig på arbejde! Man kan altid ringe og få en snak med mig på tlf. 23 84 63 47, hvis man har behov for en samtale med en præst. Man kan også chatte med en præst online på https://www.sjaelesorg.nu/ God påske! Lad Gud røre dig med påskens budskab! Med venlig hilsen sognepræst ved Vestervang Kirke, Mette Dansøn