Præsten har ordet

HVAD TROR VI PÅ?

Sikke et spørgsmål at stille, tænker du måske? Men spørgsmålet er faktisk velment. Jeg hører til den nysgerrige slags inden for præstestanden, som aldrig bliver færdig med samtalen om tro. I denne tid måske forstærket af en tendens, som jeg har observeret blandt ikke mindst såkaldte »kendisser« i det danske samfund. Folk er ikke bare begyndt at bekende sig til kristendommen, men de går videre end det og taler offentligt om det. Tag f.eks. navne som komikeren Kasper Christensen, skuespilleren (kendt fra »Livvagterne«) Søren Vejby, musikeren (nu afdøde) Peter Bastian, journalisten Paula Larrain m.fl., der alle i medierne eller i (selv)biografiske udgivelser har erklæret sig som troende, for hvem kristendom og kirke spiller en vigtig rolle i tilværelsen. Og som om det ikke var nok, så er forlaget ”Eksistensen” i færd med at udgive en lille bogserie, der hedder »Kristendommen ifølge…«, hvor folk som digteren Søren Ulrik Thomsen, forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky og forfatter og oversætter Niels Brunse gør sig bemærket med hver deres fortælling om indgangen til det at TRO. Og endelig kan man på radioens P1 hver søndag formiddag (i skrivende stund) høre programmet »Tal til mig«, som handler om, hvordan folk (også ofte kendte) har oplevet at komme ud på den anden side af en krise, og hvordan deres tro (ikke bare kristendom, men tro i mere bred forstand) har været en medvirkende faktor. Så altså, selv om tro er en privatsag, som vi ofte siger her i Danmark, så er der måske ved at indtræffe et tidehverv, hvor vi har brug for at dele andre emner med hinanden end friværdien i huset, den sidste skiferie, drømmen om et nyt INVITA-køkken, eller hvad véd jeg. Kan corona’en også være med til at skubbe til den udvikling, behovet for mere dybde i samtalen - det vil måske vise sig, når vi er ude på den anden side, og forhåbentligt sker det snart! For den sociale ensomhed i samfundet er tydelig og mærkbar som aldrig før, selv om den også var til stede før den 11. marts 2020, hvor landet lukkede ned. Så meget desto mere giver det mening at begive sig ind i troens univers og meget gerne ledsaget af nulevende og livserfarne mennesker fra forskellige dele af samfundslivet. At »komme til tro« er i sig selv en spændende rejse, der foretages individuelt. Enten som et udtryk for noget, man har overtaget naturligt (barnetro i ordets positive forstand), som noget man er kommet frem til på trods af ens opvækstvilkår, eller som i tilfældet med journalisten Charlotte Rørth, der i bogen »Jeg mødte Jesus« fra 2015 har skildret sit eget konkrete møde med Jesus i et kapel i Spanien. Hvorefter hun gennem en personlig proces er blevet kristen og nu den dag i dag på de sociale medier taler om troens indhold og dens forskellige udtryksformer. Men altså med udgangspunkt i sin egen åbenbaring som kom helt uventet og uden forudgående kendskab til kristendommen. Mange menigheder rundt omkring i landet har siden været interesseret i at høre hendes personlige fortælling om hendes møde med Jesus. Man skulle være et skarn af en præst, hvis man ikke prøvede at forstå - om ikke åbenbaringen - så folks kæmpe interesse for noget så fremmed for os i dag: Den religiøse åbenbaring, der leder til omvendelse og tro. Det er noget, vi mest forbinder med katolicismen, f.eks. Vassula Rydén, som via åndelig kontakt med ærkeenglen Daniel gennem årene har modtaget og nedfældet »budskaber« fra det himmelske og for øvrigt - ligesom Charlotte Rørth - ingen særlig baggrund havde forud for at beskæftige sig med tro og kristendom. Men tilbage til indgangsspørgsmålet: Hvad tror vi på? Det emne vil jeg gerne tage op i en læse- og samtalekreds til efteråret under overskriften »Kristendommen ifølge…«, hvor vi gennemgår tre eksempler på personlige indfaldsvinkler på tro, kristendom og kirke. Se mere herom i særskilt annonce her i bladet.