Er en krise noget, vi siger?

Er en krise noget, vi siger?

······························ Af Thomas L. Alvarez Når man hører ordet katastrofe, ser man noget konkret for sig; et jordskælv, en oversvømmelse – ødelæggelser med store følgevirkninger. Men man kan også gennemgå en personlig katastrofe, eller det kan være en katastrofe for et fodboldhold at tabe stort til et andet; ’katastrofe’ er et diffust koncept. Der er således en afgørende forskel på det som ordet peger på og selve ordet (katastrofen som begivenhed og katastrofe som ord). [1] Spørgsmålet er nu, om det ene nødvendigvis aftvinger det andet – eller omvendt. Kalder vi jordskælvet en katastrofe, fordi fænomenet har den naturlige retoriske respons? Eller gør vi jordskælvet til en katastrofe ved at kalde den det? Er det situationen, der betinger retorikken, eller er det retorikken, der betinger situationen?

Det spørgsmål har hjemsøgt krise-fænomenet i retorisk teori. Krisebegivenheder ledsages nemlig ofte af en politisk reaktion. Krisetaler er ligefrem en retorisk disciplin, hvor netop kausalitetsspørgsmål har været anledning til teoretisk kiv. På den ene side står deterministerne, der tillægger det såkaldte ”påtrængende problem” og den omgivende retoriske situation – kontekst – altoverskyggende betydning. På den anden side står socialkonstruktivisterne, der hævder, at vores verdensopfattelse konstitueres gennem sproget; at en krise er noget vi siger. Disse – for illustrationens skyld – fortegnede positioner, er selvsagt svært forenelige, og har sine tydeligste eksponenter i henholdsvis Lloyd F. Bitzer og Richard Vatz, der repræsenterer hver sin pol på et spektrum over teoridannelse omkring den retoriske situation. Lloyd F. Bitzer kan vi kalde determinist, fordi han med sin artikel ”Den retoriske situation” (1997) slår fast, at retorikken altid vil være betinget af situationen. Han definerer den retoriske situation som en slags kontekst bestående af aktører, begivenheder, objekter og rela-

tioner, samt det han kalder ’det påtrængende problem’, ”som meget stærkt inviterer til at der siges noget” (Bitzer 1997, 11). Man kan sige, at det, der konstituerer den retoriske situation, er problemet, publikum og omstændighederne, og det er først, når den retoriske diskurs fremføres, at den bliver en del af situationen (Bitzer 1997, 14). Når disse diskurser så er blevet sat i verden, kan de ifølge Bitzer ændre ”virkeligheden gennem formidlingen af tanke og handling” (Bitzer 1997, 11), men det er altid situationen, der kommer først: Man bør ”ikke antage, at en retorisk diskurs fremkalder situationen; det er tværtimod situationen, som fremkalder diskursen” (Bitzer 1997, 9). På den måde er den retoriske diskurs altid pragmatisk, idet dens funktion er at ”frembringe handling eller forandring i verden; det udfører en eller anden opgave” (Bitzer 1997, 11). Bitzer mener derfor, at begivenheder aftvinger en vis retorik; Richard Vatz – derimod – mener, at retorik aftvinger visse begivenheder: ”I would not say ”rhetoric is situational,” but situations are rhetorical; not ”exigence invites utterance,” but utterance strongly invites exigence” (Vatz 1973, 159). Vatz kritiserer Bitzers betydningsforståelse, hvor betydning er iboende situationen, og situationen kun bliver retorisk, hvis der kaneller bør ’gøres noget’ (Vatz 1973, 155f), men ”meaning is not intrinsic to events” (Vatz 1973 156). Han kritiserer Bitzers refleksioner over modtagerens rolle i en retorisk diskurs, hvilket Bitzer regner som en del af den retoriske situation, som i samspil med det påtrængende problem i Bitzers perspektiv kan virke næsten observations- eller empiribetinget. Men som Vatz skriver:

”As Edelman states ”… political beliefs, perceptions and expectations are overwhelmingly not based upon observation or empirical evidence available to participants, but rather upon cuings among groups of people who jointly create the meanings they will read into current and anticipated events”” (Vatz 1973, 159)

Og måske vigtigst af alt kritiserer Vatz den vægt, som Bitzer lægger på konteksten; at det er karakteren af den information, som er situationen iboende, der determinerer retorikken: ”but one never runs out of context,” (Vatz 1973, 157) skriver Vatz. Ifølge ham er ombearbejdningen af den information, der omgiver situationen, nemlig en slags kreativ fortolkningsproces, hvor retoren afgør, hvad der medtages, udelades, impliceres eller ekspliciteres (Vatz 1973, 157).

Så vidt de to positioner; den ene, der antager en nødvendig retorisk respons på et påtrængende problem, som er betinget af konteksten og den anden, der tilskriver retoren betragtelig agens som fortolker og formidler af den foreliggende information. Nu er spørgsmålet, hvilken der er den korrekte? Tager vi eksempelvis statsministerens nedlukningstale 11. marts 2020, hvor hun forsøgte at iværksætte fælles national handling – at fremkalde en vis adfærd i den danske befolkning – da hun erklærede, at Danmark ville lukke på grund af den påtrængende sygdom sarscovid-19, ser det ud til, at retorikken umiddelbart udsprang direkte af den trussel, som det påtrængende udgjorde. Bitzer synes således i dette konkrete tilfælde at have ret i, at retorikken udspringer af situationen. Men han tager fejl, når han skriver, at det til hver en tid vil forholde sig sådan. Hvis man – rent kontrafaktisk – forestiller sig et tilfælde, hvor statsministeren udsiger noget så kontroversielt, at det skaber gnidninger med en fremmed magt – en krisesituation – så må situationen udspringe af diskursen og ikke omvendt, som Bitzer hævder det. Derfor tager både Bitzer og Vatz fejl i deres absolutte konklusioner om forholdet mellem retorisk situationalitet og diskurs, fordi det ikke altid vil forholde sig, som nogen af dem konkluderer. Vatz’ kritik af Bitzers betydningsforståelse – antagelsen om at begivenheder har en intrinsisk betydning – er helt korrekt; Mette Frederiksen kan vælge at tale, selvom hun hverken kan eller bør gøre noget. Det kunne

eksempelvis være ufine motiver (endnu en gang rent kontrafaktisk) der lå til grund for en sproghandling, med hvilken en given retor ønsker at opnå visse mål. På den måde er det op til retoren at vurdere, om vedkommende vil sige noget eller ej; det afhænger ikke af det påtrængende problem. Vatz har derfor ret i, at retoren er en slags kreativ fortolker, som oversætter, til- og fravælger de informationer, der foreligger. I tilfældet med statsministerens indledende bemærkninger på pressemødet i foråret 2020 ser vi eksempelvis, hvordan hun med sit valg af Italien som fremtidsscenarie aktivt fravælger andre lande som referenceramme. Vi ser, hvordan hun som den kreative fortolker begrebsliggør den konkrete adfærd, hun ønsker i befolkningen i ordet ’samfundssind’. Derudover overser Bitzer mediernes fortolkende rolle i den dobbelte forstand, at medierne selv fortolker på situationens tilgængelige informationer uafhængigt af retoren, og at medierne fortolker på retorens udlægning af situationen. Skal en retors krisetale forekomme troværdig i befolkningen, kræver det, at vedkommendes udlægning mere eller mindre vinder genklang i mediernes udlægning. På den måde har forhandlingen mellem retoren og medierne stor betydning for hvad den brede befolkning bliver eksponeret for. Svagheden i Bitzers teori er således dels den totale konklusion om situation først, så diskurs, og dels det deterministiske i diskursens betingethed af situationen – han tillægger det påtrængende problem alt for meget vægt.

I tillæg til dette kan der rejses kritik af både Bitzer og Vatzs positioner for at være forældede ved at være unødvendigt optagede af kausale forhold. Dette er en udpræget post-strukturalistisk kritik, der baserer sig på Jacques Derridas begreb différance: ”indsigten om at mening og betydning altid er undervejs og under bearbejdning. Det gælder ikke bare tekster, men også talere og publikum, som ikke er faste enheder, men derimod identiteter som kontinuerlig

konstitueres og forhandles gennem kommunikation” (Kjeldsen 2008, 48). I disse tider hvor sociale netværk som Facebook, Youtube og Twitter til stadighed komplicerer medieringen af offentlige diskurser, synes det klart, at både Bitzers og Vatzs teoretiske positioner reducerer kompleksiteten i disse former for kommunikativ forhandling. Denne position er fremsat af Barbara Biesecker, der på den måde anlægger et fokus, hvor den retoriske situation er

”en hændelse der gør det muligt at skabe og genforhandle identiteter og sociale relationer […] Hun [Barbara Biesecker] opfordrer […] til at forstå retorisk kommunikation som mere end resultatet af en historisk situation eller fortolkende subjekt (taleren) – nemlig som en evig foranderlig sammenvævning af mening som ikke beror på kronologisk kausalitet” (Kjeldsen 2008, 48).

En kompleks form for kommunikativ forhandling, der – udover at kunne rumme sociale mediers betydning som agent – tilsidesætter kausalitetsdiskussionen. Men kausalitetsdiskussionen er dog ikke helt uden betydning. Retorik og talehandlingsteori har nemlig informeret den politologiske københavnerskole, hvor professor i Statskundskab ved Københavns Universitet Ole Wævers snørklede begreb ’sikkerhedsliggørelse’ netop beskæftiger sig med det, der ligner kausalitetsspørgsmål i kriseretorik. Sikkerhedsliggørelse er et konstruktivistisk analysebegreb, med hvilket man kan forsøge at kaste lys over, om et felt er politiseret, eller om det er af afgørende betydning for samfundet og statens overlevelse – om statsministeren italesætter en krise for egen vindings skyld eller for nationens vindings skyld.

På sæt og vis kan kriseretorikkens kausalitetsspørgsmål virke overflødige, og er det givetvis også i mange sammenhænge – det er i alt fald en indbydende konklusion. Men krisesituatio-

ner er usædvanlige situationer, hvor sproget viser sin magt, så måske er det en givende teoretisk polemik at være sig bevidst om?

Litteratur

Bitzer, Lloyd F. 1997. ”Den retoriske situation.” Rhetorica Scandinavica 3: 9-17.

Kjeldsen, Jens E. 2008. ”Retoriske omstændigheder. Retorikken i en fragmenteret, foranderlig og kompleks verden.” Rhetorica Scandinavica 48: 42-63.

Vatz, Richard E. 1973. ”The Myth of the Rhetorical Situation.” Philosophy and Rhetoric 6, nr. 6 (sommer): 154-161.

[1] Strukturalismens grundkoncept som blev fremført af Ferdinand de Saussure