» Vores mentale helbred burde være en prioritet i kommunal handicappolitik

Politik

Vores mentale helbred burde være en prioritet i kommunal handicappolitik

Når man har et handicap, er kontakt til kommunen ofte en nødvendighed og desværre tit en trættende, ubehagelig nødvendighed. Men er det mentale helbred hos mennesker med handicap en prioritet i kommunal handicappolitik?

Af Olivia Ruseng Hermansen

Da jeg søgte en BPA-ordning, vidste jeg godt, at jeg teknisk set ikke mødte kriteriet. Jeg bruger nemlig meget tid hjemme og har det ofte for dårligt til at leve et aktivt liv. Desværre er det et krav for at få en BPA, at man lever et aktivt liv. Men jeg søgte alligevel, både fordi jeg ingen andre muligheder havde, og fordi der findes en anden paragraf, som jeg ville kunne få den bevilliget efter.

Når jeg ikke havde andre muligheder, skyldtes det, at jeg er autist. Som mange andre autister er jeg meget sensitiv overfor stress. Jeg har brug for ro, struktur og forudsigelighed, og får jeg ikke det, så kan det have seriøse konsekvenser for mit mentale helbred. Spiseforstyrrelse, svær angst, OCD og psykose er velkendte stressreaktioner for mig. Så af den grund ville det være alt for risikabelt for mig at have hjemmepleje.

Alt dette var grundigt beskrevet og dokumenteret, men alligevel fik jeg et afslag med en besked om, at mit mentale helbred ikke var noget, de kunne tage hensyn til.

Jeg er ikke alene om denne oplevelse. Selvom mange måske ikke har psykisk sygdom eller er neurodivergente, så tror jeg stadig størstedelen har oplevet, at kontakten med kommunen er hård og mentalt opslidende De mange opkald det kræver at få fat i den rigtige sagsbehandler eller for at rykke for en sag for 27. gang, selvom behandlingfristen udløb for 5 måneder siden. De gentagende møder med ergoterapeuten, som, hver gang der søges om noget, skal lave en ny vurdering, selvom din tilstand har været uændret i flere år, og der med garanti allerede ligger bunkevis af vurderinger som disse i deres system. Den ubehagelige og uhøflige behandling, der efterlader en med en følelse af at være til besvær, fordi man beder om den hjælp, man er berettiget til.

Der har over de seneste år været en stigning i sager, hvor borgere med en BPAordning bliver overvåget af kommunen 24/7 i helt op til 7 dage, for at ‘dokumentere og vurdere deres støttebehov’. Det er en metode, som kan have store konsekvenser for det mentale helbred hos den pågældende person. Der er ikke noget, der hedder privatliv, når en helt fremmed skal observere alt fra toiletbesøg og bad til indkøb og opvask. Overvågning er noget, de fleste finder ubehageligt og grænseoverskridende. At skulle håndtere det døgnet rundt i en uge lyder nok som et mareridt for mange. Desværre har man sjældent et valg. Mange er afhængige af hjælp fra kommunen og må oftest acceptere de vilkår, man kommer under, selvom kommunen ved, det vil have mentale konsekvenser for borgeren.

Det er på tide at alle former for velfærd bliver en central del af handicappolitikken. Det er ikke nok at fokusere på, om vi har adgang til den nødvendige hjælp. Man må kigge på: • Hvad vi må give afkald på/fravælge for at få hjælpen. • Hvilke konsekvenser selve ansøgningsprocessen har på vores helbred. • Hvad den generelle kontakt med kommunerne betyder for os og vores velbefindende. Politik er et område, hvor handicapaktivisme er utroligt vigtigt. Det er her, vi kan og skal stille krav til politikerne. Det er her, vi kan gøre en forskel.