ANNONCER

Af Ann-Katrine Kviesgaard

Da jeg var 15 år, blev jeg for første gang indlagt med en spiseforstyrrelse. Jeg var dengang meget syg og vejede kun knap 37 kg. Indlæggelsen varede to år, hvor jeg delvist befandt mig på Ungdomspsykiatrisk Afdeling og Center for Spiseforstyrrelser.

Kampen var hård, og jeg blev af mange gange tvangsernæret. Jeg var slet ikke psykisk klar til at modtage behandling, og af den grund tog det så mange år, før jeg var klar til at komme ud og møde verden igen som en ung pige.

Når jeg tænker tilbage på denne tid, var det hårdt, og da jeg først var klar til at modtage behandlingen, begyndte det lige så stille at gå fremad. Jeg flyttede på et opholdssted for unge piger med psykiske og sociale problemstillinger. Her mødte jeg en masse dejlige piger og en hel flok dygtige pædagoger, som hjalp mig i min kamp for et bedre liv. De var så engagerede og kærlige, og jeg følte mig virkelig i de bedste hænder. Bliver stadig glad den dag i dag, når jeg tænker på, hvilken udvikling jeg gennemgik.

Desværre er en spiseforstyrrelse ikke sådan lige at slippe af med. Jeg har derfor ad flere omgange haft nogle kortere indlæggelser, når jeg igen lige skulle vinde kontrollen tilbage over