» Boganmeldelse

HJERTESKÆRENDE og tankevækkende novelledebut

Med sin debutnovellesamling ”Mit hjertes syn – Noveller fra mig til dig”, der netop er udkommet på forlaget BoD – Books on Demand, viser forfatter Sofie Berner Møller en mere alvorlig og trist side af sit talent. Det er en dybt personlig bog. Det er hjerteblod.

AF Mikkel Christensen

Bogen i A4-format gør ikke meget væsen af sig. Det skal man ikke lade sig narre af. ”Mit hjertes syn” står der med rødt på forsiden. Rødt som hjerteblod. Ellers er der bare forfatteren navn og et billede af fire skikkelser, som bryder gradvist fri af en mur, som ser ud til at være lavet af ler. Skikkelsen længst til højre poserer nærmest som en balletdanserinde. I et billede, hvor der ellers er mange skarpe kanter, er skikkelserne og især den mod højre svære at overse med deres organiske former. Dette er ikke en billedanalyse, men en boganmeldelse. I sammenhængen er billedet dog meget sigende for, hvad novellesamlingen handler om. Forfatterens eget liv. Det er mere eller mindre synligt i flere af novellerne. I forordet skriver hun ligefrem, at novellerne er hendes hjertes syn på verden omkring hende. Det er derfor nærliggende at tro, at forsidebilledet skal vise, hvordan Sofie Berner Møller ser på sig selv – eller hvordan hun ønsker og drømmer om at se på sig selv – som en balletdanserinde. Alle har lov til at ønske og drømme, men hendes ønskedrøm er svær at gøre til virkelighed på grund af hendes spasticitet, og det er hjerteskærende. Så er tonen ligesom slået an.

Hård læsning At Sofies krop ikke er som alle andres, det ved hun godt. Det er derfor hård læsning, når hun i novellen ”Barnets morgen” fortæller om et barn, der vågner og løber rundt og leger ude i haven. Det i sig selv er ikke

hård læsning, men det bliver det, når novellen afsluttes med ordene: ”Moderen smiler fredfyldt ved synet af det lykkelige, legende barn, der livligt løber hende i møde. En eneste tanke farer igennem moderens hoved: ‘Se, sådan skal barnets morgen være’”. Det gør ondt at læse. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at Sofie tænker på sig selv, men det ligger lige for, når man tænker på, at novellesamlingen hedder “Mit hjertes syn”. I novellen “Livsdom” er det endnu mere tydeligt, at Sofie har sig selv i tankerne. Her beskriver hun sin krop som et fængsel, som hun har været fanget i hele sit liv. I flere noveller bryder hun faktisk illusionen imellem fiktion og virkelighed og bruger sit eget navn. Hovedpersonen hedder simpelthen Sofie. Sofie er naturligvis hovedperson i sit eget liv, men det bliver næsten for meget af det gode. Grænsen imellem det personlige og det private er hårdfin, og den overskrider hun i samlingens sidste novelle ”Mit paradis”, hvor vi som læsere inviteres med på en tur ned ad Memory Lane og er fluen på væggen, når Sofie ser tilbage på en erindring om en omgang sex. Det har jeg ikke lyst til at være en del af – ikke engang som fluen på væggen.

Heler hjertet til sidst?

Om hjertet heler til sidst er svært at sige.

Der er meget sorg, mange tanker og mange frustrationer novellesamlingen igennem, og bortset fra enkelte undtagelser virker samlingen meget helstøbt.

Det er tydeligt at mærke, at Sofie Berner

Møller er vant til at bruge sproget. Hun råber langt mindre, end hun gør i sine digtsamlinger – der er i hvert fald ingen ord, som udelukkende er skrevet med STORE BOGSTAVER. Det klæder samlingen. Den virker mere seriøs og alvorlig, og som læser er det derfor også nemmere at tage den seriøst og alvorligt. En fin novelledebut.