1 minute read

FRITIDSSEJLERNE STÅR STÆRKT EFTER STOR FUSION

FLERE ATTRAKTIVE TILBUD TIL MEDLEMMERNE OG EN STÆRKERE FORHANDLINGSPOSITION OVERFOR MARITIME AKTØRER BLIVER RESULTATET AF FUSIONEN MELLEM DANSKE TURSEJLERE OG DANMARKS FRITIDSSEJLER UNION.

TEKST: Frank Flemming Pedersen

Advertisement

FOTO:

- Tiden er inde til at sætte nye fælles mål til gavn for de danske fritidssejlere. Der er vigtige opgaver at tage fat på, og det gør vi nu under én stander - nemlig Danske Tursejleres.

Sådan sammenfatter bestyrelsesmedlem i Danske Tursejlere, Leif Nielsen, holdningen i bestyrelserne i Danmarks Fritidssejler Union og Danske Tursejlere, hvis generalforsamlinger netop har besluttet at lade de to organisationer fusionere med virkning fra 1. juni 2023. Dermed er en årelang flirt endt i et stærkt forhold, der skal munde ud i flere attraktive tilbud til de nu 16.500 medlemmer, effektivisering af driften og ikke mindst at kunne tale med mere gennemslagskraft overfor politikere, myndigheder og de mange kommercielle samarbejdspartnere og leverandører.

DEN LANGE FLIRT

Allerede i 2011 blev der for første gang indledt en dialog mellem Danmarks Fritidssejler Union og Danske Tursejlere med henblik på at afsøge mulighederne for en eventuel fusion. Dialogen førte ikke til konkret handling og organisationerne skiltes igen i fred og fordragelighed. Siden da, er der løbet meget vand under broen, og branchen samt organisationerne står i dag et helt andet sted.

Blandt andet er der kommet flere og flere yngre sejlere, ofte med børn, på vandet. Og det er både tiltrængt og glædeligt.

- Det er en af vores fornemste opgaver lige nu at sætte kræfterne ind på at byde rigtig pænt velkommen til de nye sejlere, og tilpasse vores tilbud, så vi sikrer, at vi fastholder dem i interessen.

Samtidig skal vi værne om de erfarne sejlere, som har formet det maritime fællesskab, vi værdsætter så højt i dag. Vi skal tale deres sag og agere politisk bolværk mod et fortsat stigende pres på mulighederne for frit at dyrke de maritime fritidsinteresser, siger Leif Nielsen.

SAMME KURS

Det synspunkt er Bent Hansen fra Danmarks Fritidssejler Union helt enig i og tilføjer: - Disse opgaver løfter vi som brancheaktører bedst ved at ”ro” i samme retning. Herved kan vi tale med større politisk stemme og være mere effektive ved at kombinere ressourcerne med henblik på bl.a. at lave spændende visionære projekter til gavn for fritidssejlerne – nye som erfarne.

Fusionen mellem Danske Tursejlere og Danmarks Fritidssejlerunion omfatter ikke DFU Kompetence Center, som videreføres i nyt regi med navnet Fritidssejlernes Kompetencecenter og med Bent Hansen som formand og kompetencechef. ■

This article is from: