Langt væk fra himlen

ANNA TANGMOSE LARSEN

Langt Himlen

VÆK FRA

FORTÆLLING * EN UNGOMENKES AT MISTE

ANNA TANGMOSE LARSEN

Langt Himlen

VÆK FRA

FORTÆLLING * EN UNGOMENKES AT MISTE

ANNA TANGMOSE LARSEN

Langt Himlen

VÆK FRA

FORTÆLLING * EN UNGOMENKES AT MISTE

1.

THOMAS FÅR KRÆFT – OG BLIVER FAR

2.

THOMAS FÅR KRÆFT – IGEN

3.

THOMAS DØR

4.

JEG LEVER

Epilog – det evige savn

1.

THOMAS FÅR KRÆFT og bliver far

Thomas og jeg stod i køkkenet i vores lejlighed. Vi ventede spændt på, om der ville komme en enkelt eller to streger på graviditets­ testen foran os.

“Jeg VED, at jeg er gravid. Jeg kan MÆRKE det,” sagde jeg til Thomas, der stod og trippede af spænding og glæde. Han kyssede mig, da to streger blev synlige, og begyndte straks at lede efter sin telefon, så han kunne fortælle hele verden om sine bedrifter. Det var nemlig Thomas, der gennem et halvt år havde insisteret på, at jeg skulle droppe p-pillerne. Han ville så gerne være far.

“Det bliver så sjovt at få en lille basse,” gentog han ofte.

“Vi vil blive frarøvet vores nattesøvn, vi vil få et hjemmeliv, og jeg vil hellere ud at rejse noget mere og endda giftes, før vi skal have børn,” svarede jeg.

“Vi kan altid gifte os. I virkeligheden er det langt mere romantisk ikke at være gift,” fortsatte han.

“Hvorfor?”

“Jo, for så vælger vi hinanden hver dag,” svarede Thomas smi­ lende.

“Jamen, gør man et eller andet sted ikke også det, når man er gift?” spurgte jeg og tilføjede lidt drillende: “Hvis du ikke frier til mig, så ender det jo med, at jeg frier til dig.”

“Ja, ja,” svarede Thomas fjoget tilbage og fortsatte oppe på sin lyserøde sky med at fortælle om alle de fantastiske oplevelser, der ventede os forude, når vi blev forældre.

De to streger på graviditetstesten foran os var tydelige, og de vidnede om, at der voksede et lille liv inden i mig. Både Thomas og 9

jeg var spændte på, hvad fremtiden ville bringe os, og vi glædede os til at se vores kommende barn, holde det i vores arme og lære det lille væsen at kende, som vi sammen havde skabt i kærlighed.

Nogle måneder senere var maven begyndt at vokse. Jeg kunne ikke længere passe mit tøj. Det var tydeligt, at jeg var gravid, og både Thomas og jeg glædede os. Men glæden over det lille liv, der voksede inden i mig, blev sat på standby i begyndelsen af september måned.

Jeg befandt mig på Gastroenheden på Hvidovre Hospital – Dan­ marks største mavetarm-afdeling. Kontorlokalet, som jeg befandt mig i, var dog langtfra stort. Der var lige akkurat plads til et bord og fire stole. Thomas og jeg sad ved siden af hinanden på hver vores stol, og over for os sad en læge og en sygeplejerske. På væggen hang nogle hvide, smalle hylder. De var fyldt med tunge mapper og papirer. Jeg tænkte på, hvor længe hylderne mon kunne klare presset. De så overbebyrdede ud. Det samme g jorde Thomas. Jeg holdt ham i hånden.

Da jeg nogle måneder forinden blev gravid, havde Thomas sam­ tidig henvendt sig til sin egen læge på grund af tiltagende smerter i maven. Gennem længere tid havde han følt sig træt, han havde tabt sig, og mens mavesmerterne tog til, begyndte han også at få blod i sin afføring. Lægen henviste Thomas til Frederiksberg Hospital.

Her formodede lægerne, at der var tale om en betændelsestilstand i tarmen, som Thomas tidligere i sit liv havde været plaget af, og som nu var vendt tilbage. Lægerne gav ham derfor en del medicin, men da Thomas blot fik det værre og værre, valgte lægerne på Frederiksberg Hospital til sidst at overføre ham til Hvidovre Hospital med henblik på at få ham scannet og indstillet til en operation, hvor de ville fjerne det stykke af tarmen, der var betændt.

Jeg forstod ikke, hvorfor de ikke allerede havde scannet Thomas i begyndelsen af forløbet, men jeg fik at vide, at det kun var proce­ dure at scanne patienter i sådanne tilfælde, hvis de var 40 år eller derover. Thomas var 39 år.

Under den første uge af hans indlæggelse på Hvidovre Hospi­ tal spurgte vi hver dag forventningsfuldt ved lægernes stuegang, hvornår scanningen ville finde sted. De smerter, Thomas havde, var 10

så voldsomme, at han havde svært ved at gå og stå. Det g jorde os begge utålmodige. Lægerne havde dog svært ved at svare på, hvornår scanningen ville foregå, men de udviste forståelse og forklarede, at de helst ville undgå at operere Thomas akut. De havde brug for et scanningsbillede, før de kunne udføre operationen. Vi fik at vide, at det var ligesom kokken, der havde brug for en opskrift, for at kunne tilberede et måltid på bedste vis. Vi måtte derfor væbne os med tålmodighed.

Efter en uges tid viste det sig, at ventetiden havde sin årsag. Der var nemlig ikke blevet bestilt en tid til scanning med det samme, da Thomas blev indlagt. Der var ingen læger, der havde fulgt op på vores spørgsmål og vores undren i forbindelse med ventetiden på scan­ ningen og tjekket, om der reelt var blevet bestilt tid til en scanning.

Det var derfor, vi befandt os i dette lille kontor med overbebyrdede mapper på Danmarks største mavetarm-afdeling. Det var derfor, den unge læge over for os nu kunne garantere, at scanningen ville blive gennemført i slutningen af denne uge.

“Hvis scanningen bliver gennemført i slutningen af denne uge, så skal I vel først vurdere scanningsbillederne og dernæst planlægge operationen. Så kan der vel gå en uge fra nu, før Thomas kan blive opereret?” spurgte jeg den unge læge.

“Ja, det kan du have ret i,” svarede lægen, der rørte sig uroligt på stolen, mens han fortsatte: “Vi bliver nødt til at vente med at fjerne betændelsen, til vi ved præcis, hvor den sidder. Og I bliver begge to nødt til at have tålmodighed. Jeg ved, det kan være svært, men vi bliver som sagt nødt til at have et scanningsbillede først, før en operation kan lade sig gøre.”

“Er det muligt at få en akut tid til en scanning?”

Jeg kunne høre, hvordan min stemme rystede, da jeg stillede spørgsmålet. Jeg var på nippet til at græde, af frustration over hvor længe vi havde ventet, og hvor dårligt Thomas havde det. Jeg følte ikke, lægerne tog hans tilstand alvorligt, på trods af at det var tre måneder siden, at Thomas havde henvendt sig til sin læge med sine svære smerter.

“Ja, det er muligt at få en akut tid til en scanning, men det er som sagt kun ved akutte tilfælde. Vores vurdering er, at Thomas ikke er 11

i en akut situation. Den er nærmere … sub-akut … men vi scanner ham selvfølgelig, så snart vi kan,” meddelte lægen afslutningsvis.

Thomas sad let foroverbøjet på en stol med lukkede øjne. Han deltog ikke i snakken. I stedet brugte han sine kræfter på at udholde de voldsomme smerter, han havde. Plejepersonalet havde hjulpet ham ud af sengen og hen på den stol, han sad på nu. Han fik også hjælp til at komme tilbage til sin hospitalsseng. Jeg var dybt frustreret over situationen, og jeg var bekymret for Thomas. Men det lod ikke til, at der var andet at gøre end at vente.

I disse dage stod jeg tidligt op hver morgen for at tage til Hvidovre Hospital, så jeg kunne være til stede under Thomas’ stuegang. Hver morgen håbede jeg på at få at vide, at Thomas ville blive scannet senere på dagen. Hver dag måtte jeg tage uforløst fra hospitalet og videre på arbejde. Når jeg fik fri om eftermiddagen, tog jeg direkte tilbage til Thomas på hospitalet. Her sad jeg ved hans seng og vågede over ham til sent ud på aftenen, hvor de pårørende blev bedt om at forlade afdelingen. Når jeg om aftenen kom hjem til vores lejlighed på Frederiksberg, gik jeg direkte i seng. Jeg var plaget af en tung træthed, som var en naturlig konsekvens af min graviditet.

Når jeg lå i sengen om aftenen, forestillede jeg mig, hvordan Thomas og jeg ville gå ture i Frederiksberg Have om et halvt års tid, når den lille ville komme til verden. Vi ville gå med en barnevogn, solen ville skinne, Thomas ville være fri af smerter, og vi ville begge være glade. Tanker som disse fyldte mig med en ro i kroppen, som jeg havde brug for oven på de hektiske dage på hospitalet. Om aftenen var jeg til stede i min graviditet, og her kunne jeg mærke glæden over vores kommende barn. En glæde, der i døgnets andre timer blev skubbet til side på grund af frustrationer og magtesløshed over Thomas’ tilstand. Om aftenen lagde jeg mine hænder på min mave og hviskede med blid stemme til vores endnu ufødte barn, at det hele nok skulle blive godt igen. Jeg aede min mave nænsomt og kærligt, som ville jeg trøste det lille liv.

På afdelingen, hvor Thomas var indlagt, var der travlt. En aften efter at have besøgt ham stod jeg på hospitalsgangen og ventede på, at der ville komme en sygeplejerske forbi. Der var intet personale at 12

se på deres kontor. Længere nede ad gangen blinkede en lampe ved indgangen til en stue. En sygeplejerske kom til syne for enden af gangen. Hun løb fra én stue til en anden.

Jeg overvejede, om jeg skulle finde en stol og sætte mig ned. Jeg var træt i kroppen på grund af graviditeten og efter en lang dag på arbejde. Jeg burde slet ikke være på afdelingen på dette tidspunkt.

Besøgstiden var for længst slut. Jeg havde sagt farvel til Thomas inde på den seksmandsstue, hvor han lå. Jeg var dog i tvivl om, hvorvidt han havde registreret det. Han var meget dårlig, og jeg var bekymret.

Det var tydeligt, at der var noget fuldstændig galt. Jeg kunne se det på ham. Jeg havde brug for at tale med en sygeplejerske om det.

Jeg havde brug for at italesætte min bekymring. Jeg havde brug for at sige til personalet, at der måtte gøres noget. Ellers var jeg bange for, at jeg ville miste Thomas.

Jeg kunne ikke længere genkende ham. Det virkede, som om han havde givet op. Som om han blot havde lagt sig selv og sin krop i hænderne på hospitalsvæsenet uden at have kræfter til selv at tage stilling til noget som helst. Det lignede ham ikke. Jeg var utryg ved situationen og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne fornemme, at der var noget galt, og jeg kunne se det på Thomas. Han lå blot i sengen med lukkede øjne. Slap og opgivende. Som om han var nået til en grænse, hvorfra han blot accepterede situationen, hvor den end ville bringe ham hen. Han havde ikke længere kræfter til at forholde sig til nogen eller noget.

Hele situationen den sidste uges tid havde været forfærdelig. Jeg følte ikke, der var nogle, der lyttede til os. Altså virkelig lyttede. Jeg følte, lægerne gled af på vores spørgsmål. Sygeplejerskerne havde hele tiden travlt med andre patienter, og de var svære at få fat på.

De fik mig til at føle, at jeg var påtrængende og stod i vejen for, at de kunne nå at afslutte deres opgaver før vagtskifte. Og det eneste, jeg havde brug for at vide, var, om der blev taget hånd om Thomas. Om han ville blive rask igen. Og hvornår jeg kunne få min mand hjem, så vi sammen kunne glæde os til, at vi skulle være en lille familie.

Der kom ingen sygeplejerske den aften, og jeg gav op og tog hjem. Allerede i bussen på vej hjem fortrød jeg, for jeg havde brug for svar. Da jeg kom hjem, ringede jeg til afdelingen. Der var ingen, 13

der tog telefonen. Jeg ringede igen og lod telefonen ringe i fem minutter. Stadig intet svar. Så prøvede jeg at ringe til Thomas’ mobiltelefon. Heller intet svar. Til sidst ringede jeg til afdelingen og lod denne gang telefonen ringe, til en forpustet sygeplejerske tog telefonen.

“Ja?” spurgte hun.

“Hej, du taler med Anna. Jeg er pårørende til Thomas Rønkilde.

Jeg ringer, fordi jeg lige er kommet hjem fra hospitalet, og fordi jeg er bekymret for Thomas. Jeg er bange for, at der er noget galt. Der må gøres et eller andet. Jeg kan ikke …” – min stemme knækkede, og sygeplejersken afbrød lettere irriteret: “Du ringer uden for vores telefontid, så jeg bliver nødt til at bede dig om at ringe igen i morgen.”

“Men det kan ikke vente til i morgen,” svarede jeg og fortsatte: “Thomas er ikke længere sig selv. Han har givet op. Det kan jeg mærke.”

“Vi holder øje med Thomas, men nu må jeg altså bede dig om at lægge på. Der er patienter, der venter. Du må henvende dig i morgen.” Sygeplejersken lagde røret på.

Jeg begyndte at græde, men tog mig efterfølgende sammen og ringede op igen.

“Ja?” sagde en stemme.

“Hej, jeg hedder Anna, jeg er pårørende til Thomas Rønkilde.

Jeg ved ikke, om det var dig, jeg talte med for kort tid siden, men du bliver nødt til at høre på mig. Der skal gøres noget for Thomas nu. Ellers er jeg bange for at miste ham, og jeg kan ikke …” Min stemme knækkede over igen.

Sygeplejersken tog en dyb indånding og svarede dernæst: “Som jeg sagde til dig før, bliver du altså nødt til at vente med at henvende dig til i morgen. Vi har virkelig ikke tid til at tage os af pårørende på det her tidspunkt. Det må du forstå.”

“I skal ikke tage jer af mig, I skal tage jer af Thomas,” hulkede jeg i telefonen.

“Nu synes jeg, du skal gå i seng, og når du så vågner i morgen, kan du komme herud, okay? Vi skal nok passe på Thomas i nat og løbende se til ham. Jeg bliver nødt til at løbe nu – der bliver kaldt.”

14

“Har I mit telefonnummer, hvis der sker noget i løbet af natten?

Lover I at ringe, hvis der sker noget?” spurgte jeg. Jeg erindrede, at jeg havde opgivet mit telefonnummer ugen forinden, i tilfælde af at der blev behov for, at jeg blev kaldt ud til hospitalet.

“Ja, vi har dit telefonnummer, og vi ringer, hvis det er.”

Tilbage sad jeg i vores stue og græd. Hvorfor var der ingen, der kunne se, at Thomas behøvede hjælp? Dernæst blev jeg i tvivl.

Overreagerede jeg mon? Jeg var trods alt gravid, og hormonerne fór rundt i kroppen på mig. Trætheden g jorde mig sensitiv og kunne også være årsag til, at jeg havde reageret så stærkt.

Jeg fulgte sygeplejerskens råd og tog nattøj på. Kravlede under dynen, men havde svært ved at sove. Rejste mig fra sengen og tog tøj på. Jeg ville ud til Thomas. Hvis jeg blev nægtet adgang til hans stue af hensyn til de andre patienter på stuen, måtte jeg sætte mig i en stol på hospitalsgangen. Jeg blev nødt til at være tæt på ham.

Jeg blev nødt til at sikre mig, at der blev holdt øje med ham.

På vej ud ad døren vendte jeg alligevel om og gik tilbage til min seng. Det her var helt vanvittigt. Det var nat, og jeg ville ud til Tho­ mas. Jeg burde have tillid til plejepersonalet. Jeg burde have tillid til, at lægerne var saglige og kompetente i deres vurdering af, at Thomas godt kunne vente med at blive opereret. Efter en uges indlæggelse var Thomas endnu ikke blevet scannet, trods sin dårlige tilstand, og mens jeg endnu en gang trak i nattøjet, besluttede jeg mig for at insistere på en scanning til stuegang næste morgen.

Tidligt næste morgen modtog jeg en sms fra Thomas. Først blev jeg glad og lettet, for Thomas havde ikke haft overskud til at sende sms’er de sidste dage. Det vidnede måske om, at han havde det bedre.

“Jeg kan ikke mere,” stod der i beskeden.

Jeg sprang ud af sengen, tog hovedkulds tøj på og ringede med rystende hænder op til Thomas’ mor, Pernille. Hun havde modta­ get en tilsvarende sms fra Thomas. Vi blev enige om at mødes ved Thomas’ seng hurtigst muligt.

Da jeg ankom til Hvidovre Hospital med en taxa lidt over syv om morgenen, satte jeg i løb ned ad den lange hospitalsgang og stop­ 15

pede først, da jeg ankom til stuen, hvor Thomas lå. Pernille sad ved siden af sengen og holdt Thomas i hånden. Hun var rolig, men stærkt påvirket af situationen. Hun rejste sig, så jeg kunne få hendes plads og holde Thomas i hånden. Thomas så ud, som om han sov.

“En læge har sagt, at de har g jort klar til operation,” fortalte Pernille mig.

På samme tid trådte en læge ind på stuen. Lægen fortalte, at Thomas var blevet meget dårlig i løbet af natten, og at Thomas havde brug for at blive opereret hurtigst muligt, hvorfor de var ved at være klar på operationsstuen. En anæstesilæge ville kigge forbi forinden, og herefter ville en portør hente Thomas og køre ham ned på operationsstuen.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” hviskede Thomas nu og virrede med hovedet. Hans øjne var lukkede og hele kroppen syntes slap.

Hans vejrtrækning var dog hurtig og overfladisk.

“Du skal ikke gøre noget lige nu,” sagde jeg og fortsatte: “Du skal tage det helt roligt og overlade alt til os nu. Der bliver taget over nu. Vi tager over nu.”

Jeg ønskede, at Thomas slappede af og ikke gik i noget, der lig­ nede panik lige her inden operationen. Det samme var nok gældende for mig selv. En sygeplejerske gav ham noget smertestillende og beroligende medicin via et drop.

“Han er væk nu. Han vågner nok først op efter operationen,” meddelte hun og sagde venligt til Pernille og mig: “Jeg synes, I skal tage hjem og hvile jer.”

Pernille tog hjem. Jeg blev, da jeg ville følge Thomas helt til operationsstuen, hvis det var muligt.

Anæstesilægen kom, som vi havde fået fortalt. Hun virkede venlig og foretog sig det, hun skulle, hvorefter hun forlod stuen. Dernæst var der stille en halv times tid. Jeg gik ud på gangen og spurgte til, hvornår en portør ville hente Thomas.

“Snart,” fik jeg at vide.

Jeg henvendte mig herefter på afdelingskontoret, hvor en sy­ geplejerske sad foran en computer. Jeg ville gerne sikre mig, at de på afdelingen havde mit telefonnummer. Det undrede mig, at jeg ikke var blevet kontaktet i løbet af natten, hvor lægen havde sagt, 16

at Thomas var blevet meget dårlig. Sygeplejersken og jeg kiggede sammen i journalen. Ud for mit navn var et forkert telefonnummer skrevet ned. Jeg fik telefonnummeret rettet og bad om, at der skulle ringes til mig, så snart operationen var overstået. Derpå gik jeg tilbage til Thomas og ventede på portøren.

Mens jeg sad ved hans seng, begyndte tårerne at trille ned ad mine kinder. Jeg fortrød, at jeg var taget hjem fra hospitalet om aftenen. Jeg fortrød, at jeg ikke i højere grad havde slået i bordet, da jeg ringede til afdelingen. Følelsen af magtesløshed slog ned i mig, samt følelsen af svigt, da sygeplejersken afviste mig i telefonen.

Det føltes som et mareridt, hvor jeg i drømmen forsøgte at gøre andre opmærksomme på den fare, der lurede, men hvor ingen så, hørte eller bemærkede mig, selv om jeg g jorde alt, hvad jeg kunne for at råbe op.

Efter en halv time var jeg igen ude på gangen, hvor jeg spurgte efter portøren. Jeg fik at vide, at portøren var på vej. Det viste sig dog, at der havde været en kommunikationsfejl et eller andet sted.

Jeg fik ikke nærmere detaljer om, hvori fejlen bestod, men var blot lettet over, at den var opdaget, så der nu forhåbentlig snart kunne komme en portør og hente Thomas.

Langt om længe dukkede der en portør op. Han spurgte, om det var Thomas Rønkilde, der lå i sengen. Portøren skulle af sikker­ hedsmæssige grunde høre mig sige Thomas’ personnummer. Det gav mig endelig en ro i maven, at portøren nu var kommet, og at de sikkerhedsmæssige procedurer trods alt blev overholdt. Min tillid til hospitalet og afdelingen var på dette tidspunkt forsvindende lille.

Jeg fulgte efter portøren hen til elevatoren. Han var stille, mens vi stod og ventede. Da dørene til elevatoren gik op, gik jeg med ind.

Der var god plads til os alle. Mens vi kørte ned med elevatoren, gav jeg udtryk for, at jeg gerne ville følge med Thomas helt hen til operationsstuen.

“Operationsstuen?” spurgte portøren og fortsatte: “Jeg skal køre Thomas til en scanning”.

“Nej, Thomas skal akut opereres. Han skal direkte på operations­ stuen,” fortalte jeg.

Portøren så overrasket på mig. Han begyndte at ringe rundt.

17

Det viste sig, at jeg havde ret. Thomas skulle ikke scannes. Det var der ikke tid til. Thomas skulle opereres, og det var akut. Portøren undskyldte og sagde, at han havde fået at vide, at han skulle køre Thomas til en scanning, der havde været planlagt i et par dage. Det viste sig, at den scanning, vi den sidste uge havde ventet på, var sat til denne dag. Og den var, trods Thomas’ forværring i løbet af natten, ikke blevet aflyst. Denne portør, jeg stod sammen med, var blot helt tilfældigt dukket op før portøren, der skulle køre Thomas til den akutte operation.

Jeg var lamslået. Tænk, hvis jeg ikke var blevet hos Thomas.

Tænk, hvis jeg var taget hjem, og Thomas var blevet kørt til scanning i stedet for operation.

Portøren kørte nu Thomas til operationsstuen. Jeg fulgte dem så langt, det var muligt. De forsvandt bag to svingdøre ind til operations­ området. Bagefter tog jeg hjem til vores lejlighed på Frederiksberg.

Mens Thomas blev opereret, var mine forældre og min ene søster hos mig. Vi var alle chokerede over situationens udvikling, og jeg græd med jævne mellemrum. Ventetiden var ubærlig. Jeg var bange for at miste Thomas. Han var jo min mand. Min bedste ven. Far til vores kommende barn. Jeg elskede ham og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op, hvis jeg mistede ham.

I løbet af eftermiddagen ringede min telefon. Det var kirurgen, der havde opereret Thomas. Han talte med lavmælt stemme: “Jeg har fået at vide, at jeg skulle ringe til dig, når vi var færdige med at operere Thomas, og det er vi nu. Han bliver snart kørt over på opvågning.”

“Okay. Så han overlever?” spurgte jeg desperat.

“Vi har fjernet en del af tyktarmen på Thomas. Cirka femten centimeter. Vi har været nødsaget til at anlægge en stomi, men den vil man højst sandsynligt kunne lægge tilbage på et senere tidspunkt,” svarede han.

“Men han overlever?”

“Thomas ville være død i løbet af et par timer, hvis ikke vi havde opereret. Hans tarmsystem var tæt på at springe. Det har vi for­ hindret nu med denne operation. Du og Thomas’ mor er velkomne 18

til at komme ud til ham på opvågningsstuen,” svarede kirurgen og forklarede, hvor vi skulle henvende os, og at det var vigtigt, at vi henviste til lægens navn og tilladelse, når vi ankom.

Efterfølgende ringede jeg til Pernille, og sammen tog vi ud på hospitalet.

Da vi ankom til opvågningstuen, blev vi vist hen til Thomas, der lå i en hospitalsseng. Jeg tog straks hans hånd. Han bevægede hovedet lidt og betragtede mig ud af øjnenes smalle sprækker. Han var endnu ikke helt vågen af narkosen. Hans første spørgsmål var, hvor meget tarm der var taget ud.

“Cirka femten centimeter,” svarede jeg.

“Har jeg fået anlagt en stomi?” spurgte han mat.

“Ja, men lægen har sagt, at den kan lægges tilbage. Tarmsystemet skal lige have ro og komme sig, og så kan den blive lagt tilbage på et senere tidspunkt.”

Det var tydeligt at se på Thomas, at han var lettet over, at sto­ mien kunne lægges tilbage. Trætheden tog over, og han døsede hen.

“Vi bliver nødt til at bede jer om at forlade stedet. Her har på­ rørende normalt ikke adgang,” sagde en venlig sygeplejerske.

Pernille og jeg forlod hospitalet og tog en taxa hjem. Vi sad helt stille ved siden af hinanden i taxaen. Udkørte og chokerede over, hvad der var sket det seneste døgn. Og lettede over, at Thomas var okay.

Jeg havde været så bange for at miste Thomas, at jeg med det samme vidste, at jeg ville fri til ham. Jeg ville, at han skulle være min og jeg hans, og at jeg ikke ville vente. Jeg havde ikke tænkt på at købe nogen ring, men dagen efter Thomas’ operation viste Pernille mig en ring, som havde været hendes mormors forlovelsesring. Pernille ønskede, at jeg skulle have ringen, men hun anede ikke, at jeg havde tænkt mig at fri til Thomas.

Det var en guldring, og jeg syntes, den var så smuk. Pernille fortalte, at ringen havde tilhørt hendes mormor, Clara. Clara var engang gift med skoleinspektøren i den by, hvor de boede. De fik en datter. Datteren hed Tove og var Pernilles mor. Da Tove var om­ kring syv år, blev hendes far syg af kræft og døde. Clara blev enke 19

og måtte forsørge og opfostre Tove alene. Clara fandt dog senere i livet kærligheden på ny. Pernille syntes, at ringen repræsenterede livsvilje, og at der efter mørke altid kommer lys. Jeg syntes, historien var både smuk og sørgelig. Jeg tænkte, at det var godt, at Thomas ikke havde kræft, og at der “kun” havde været tale om en alvorlig betændelsestilstand.

Da jeg senere på dagen satte mig på en stol ved siden af Thomas’ hospitalsseng, havde jeg ringen i lommen. Thomas ville have et kys, og det fik han. Herefter viste jeg ham ringen.

“Vil du gifte dig …”

“Ja, det vil jeg gerne.” “… med mig?” spurgte jeg og kunne ikke lade være med at grine ad hans hurtige afbrydelse midt i mit frieri.

“Ved du godt, hvad jeg lige spurgte dig om?”

“Ja, det ved jeg godt, og jeg vil stadig gerne gifte mig med dig, Bassemor,” svarede han smilende.

“Lad nu være med at kalde mig for Bassemor.”

“Jamen, du er da ved at blive en rigtig Bassemor,” svarede han med henvisning til min mave, der var begyndt at bule ud på grund af graviditeten.

“Ja, ja, jeg ved det godt,” sagde jeg og tog ringen op af lommen.

“Det her er din oldemor Claras forlovelsesring,” fortalte jeg ham.

Thomas grinede.

“Har du fået den af min mor?” spurgte han.

“Ja,” svarede jeg og fortalte ham historien, mens jeg tog ringen på. Den passede perfekt på min finger.

Oven på den akutte operation var Thomas efterladt med et stort operationssår på maven. Såret g jorde det vanskeligt for ham at bevæge sig, hvilket betød, at sygeplejerskerne skiftede Thomas’ stomipose for ham.

En dag tabte en sygeplejerske i sin travlhed en fyldt stomipose ud over operationssåret. Hun fik hjælp til at rengøre operations­ 20

såret grundigt, men alligevel opstod der hurtigt infektion i såret.

Hver dag tilså lægerne operationssåret, fordi de var bange for, at infektionen ville betyde, at såret ikke ville hele. Hvis det skete, skulle Thomas opereres på ny. Jeg troede derfor, det var en mulig om-operation, Pernille var kommet for at fortælle mig om, da hun halvanden uge efter operationen ringede på min gadedør og spurgte, om hun lige måtte komme ind et øjeblik, så vi kunne tale lidt sammen.

Det var lørdag, og Pernille havde som vanligt været hos Thomas om formiddagen. Jeg ville tage ud til ham om eftermiddagen. Vi var begyndt at besøge Thomas på skift, så der hele tiden var en hos ham, i det omfang det kunne lade sig gøre. Pernille trådte ind ad døren, og vi satte os ved spisebordet. Hun så tynget ud, og jeg kunne mærke en nervøsitet forplante sig i mig. Hvad ville hun mon tale med mig om? Var det noget alvorligt?

Jeg prøvede at skabe øjenkontakt med Pernille, men det var i første omgang ikke muligt for mig. Pernille kiggede ned i bordet med et tomt og fraværende blik, og jeg anede en skygge af sorg glide hen over ansigtet på hende. Dernæst kiggede hun ud ad vinduet, og jeg fulgte hendes blik. To duer sad på tagryggen af ejendommen ved siden af vores, hvor de på skift blafrede voldsomt med deres vinger, som prøvede de at skubbe hinanden af pinden eller blot blive enige om en passende afstand imellem sig. Et øjeblik sad vi tavse og afventede resultatet af duernes indbyrdes kamp. De endte med at sidde roligt side om side, helt tæt.

Herpå vendte Pernille sig beslutsomt mod mig og så mig direkte i øjnene.

“Jeg kommer lige fra hospitalet, og det viser sig, at der er fundet kræft i det stykke tarm, som de fjernede på Thomas. Det skulle være indkapslet, så de skulle gerne have fjernet det hele, og du skal derfor ikke være urolig eller noget.”

“Kræft?!?” spurgte jeg og syntes, det lød helt usandsynligt. På den anden side gav det god mening med de symptomer, Thomas havde døjet med de sidste tre måneder. Men alligevel var det ufor­ ståeligt, at Thomas skulle være syg af kræft. Det var jo en alvorlig sygdom. En sygdom, man kunne dø af.

21

Hvad gør man, når ens elskede bliver syg af kræft, og man skal stå ansigt til ansigt med døden midt i livet og kærligheden?

Anna er i begyndelsen af 30’erne og bor sammen med sin kæreste, Thomas. De har for nylig fundet ud af, at deres ønskebarn er på vej, og alt ser ud til at lykkes for det unge par. Midt i glæden bliver Thomas alvorligt syg af kræft.

I ‘Langt væk fra himlen’ fortæller Anna Tangmose Larsen åbent og ærligt om de kaotiske følelser, der følger hende som nærmeste pårørende til en kræftramt. Og om smerten over at miste den, hun troede, hun skulle dele resten af sit liv med.

ISBN: 978-87-406-0502-0