Læseprøve: "Arven fra fortiden" (bind 2 i serien Awen)

Awen 2

ARVEN fra

Fortiden Nathali og Bettina Liane

turbine

I Awen-serien er foreløbig udkommet: Kaldet fra Galathea Arven fra fortiden

Arven fra fortiden – Awen 2 Nathali og Bettina Liane © Turbine 2021 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign, kort og sats: Karin Hald Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 9788740670745 www.turbine.dk

Alfione vil da sin skæbne møde, kun frænden kan timeglasset vende.

Mod vil give styrke til livet at bøde, overfor den største fjende.

Tiden er kommet, en skæbnesvanger dag, hvor frænden slutter sig til de døde.

Et offer er krævet for den højere sag, for livet må kærligheden bløde.

6

7

Awen 2

KAPITEL 1 I månens skær

E

liphas Kollgard betragtede månen gennem det åbenstående vindue i sit værelse. Den lignede en gul byld på vej til at bri­ ste. Da han var yngre, afskyede han den, ville brænde den ned på et splitsekund, hvis han kunne. Nu var den ham ligegyldig, blot et irritationsmoment ligesom en myg. ”Jeg fryser,” klagede kvinden, der slængede sig på divanen.

Hun rejste sig, trak vinduet ind og satte det fast på hasperne. Det sorte, skinnende hår hang ned ad hendes ryg som et slør. Hof­ terne vuggede, og de sensuelle former kunne tydeligt ses gennem det tynde, sorte stof, der smøg sig om hendes krop. Hun var anderledes end alle andre kvinder, han havde været sammen med. Hos hende følte han sig levende. Det var en berusende følelse, forstærket af hendes kræfter.

En wicks. ”Hvad tænker du på?” spurgte hun. ”Du har været så stille hele aftenen.”

10

Eliphas grublede over eftermiddagens møde i Rockstóll. Efter en uges tavshed havde Eldridge endelig indviet rådets medlem­ mer i sine tanker. ”Min bedstefar har store planer,” svarede Eliphas udsvævende. ”Den Gamle Tinde var bare første skridt. Alt for længe har Fell­ foket gemt sig bag deres trygge slør i Igdrafell, men nu er det slut.

Vi vil knuse dem. Det eneste, vi mangler, er hende.”

Aia Kollgard.

Ubevidst knyttede han hænderne og strakte dem, som om han havde fået krampe. ”Aia Kollgard,” vrængede wicksen. ”Det er det eneste, du taler om. Hvad er det, der er så vigtigt ved en simpel andetårsaspirant?” ”Det kommer ikke dig ved. Men vi skal nok få fat i hende … Og indtil da har jeg en lille overraskelse til hende.” Et koldt smil teg­ nede sig i hans ansigt. ”Hvorfor vil du ikke fortælle mig om det?” surmulede hun og spidsede sine fyldige læber. Irriterende, forføriske tricks, hun besad til fulde. ”Du glemmer din plads, Adelfe. Du arbejder for mig, og jeg kan gøre lige, hvad jeg har lyst til med dig, hvis du ikke adlyder mig.” Hun var hans legetøj, intet andet.

Adelfe sukkede. ”Jeg vil jo bare tjene dig, så godt jeg kan.” ”Du ved, jeg har mine egne planer, som Eldridge ikke kender til, og du er en del af dem.”

Hun smilede og svansede hen til ham. ”Når du en dag bliver Fylkir, står jeg ved din side, ikke også?”

Han trak hende ned på sit skød og kyssede guldtatoveringen på hendes kobberbrune hals, da det i samme øjeblik bankede på døren. Adelfe spankulerede hen og åbnede.

11

”Fylkir anmoder om Eliphas Kollgards tilstedeværelse i kælde­ ren,” lød butlerens sprøde stemme. Han tilhørte en anden gren af Slægten end den forrige Whitmore-butler. Det var et bevidst valg fra Eldridges side, så han kunne holde øje med de forskellige slægtsgrene på familiens stamtræ. Det var nemt at teste deres loyalitet ved at lægge falske spor ud til butleren, som uden tvivl ville rapportere tilbage til sin familie. Alt sammen strategi og taktik, ting, som kedede Eliphas.

Han sendte butleren bort. ”Eldridge hidkalder dig som en hund. Hvad er det overhove­ det, du skal?” spurgte Adelfe. Eliphas svarede ikke. Det var noget, han var nødt til. ”Drop ham. Bliv hos mig,” spandt hun. Hun strøg en finger ned over hans kind, videre ned over hans hals; en tirrende magtde­ monstration for at vise, hvor nemt hun kunne give ham bersær­ kerarret. En bølge af begær flød fra hende og lagde sig omkring ham. Hun testede ham.

Eliphas placerede sin hånd stramt om hendes kæbe, så hun ikke kunne bevæge sit hoved en centimeter. ”Brug aldrig dine kræfter på mig igen, er det forstået?” Han var stærk, fingrene borede sig ind i hendes bløde, glatte hud, og der gik ikke lang tid, før hun klynkede. Han slap hende og rejste sig brat, så hun tumlede ned på gulvet. ”Det er tid til, du vender tilbage til Igdrafell,” sagde han køligt.

Adelfe luskede væk uden at sige farvel, men han var ligeglad. Han stillede sig hen foran spejlet og rettede på sit tøj. Mørkebrune øjne stirrede tilbage på ham, han var højere og mere muskuløs end bedstefaren, og med ungdommens frygtløshed og styrke.

Håret var kortraget i siderne og langt for oven. Han strøg det til­ bage. Behersket. Kontrolleret. Han var klar.

12

En sky gled ind over månen. En krage skræppede i det fjerne.

Det var tid.

Eliphas marcherede gennem Levenborg. De få tjenere, der bevægede sig rundt i de øvre fløje, pilede væk ved synet af ham.

Han låste døren til kælderen op med sin gamle nøgle og gik ned ad trappen. Ildens blussen i faklerne oplyste de grove stenvægge her i den ældste del af slottet. En del af dørene førte ind til aflåste rum, hvor ingen udover Eldridge måtte sætte sine fødder. Eliphas trådte ind i kontoret og lagde sin hånd på den massive stendør.

Den gled op.

Det inderste rum i den dybe slotskælder var et levn fra forti­ den, et sted, der ikke havde ændret sig, siden deres ældste forfa­ der byggede det. Der var ingen vinduer, kun gulv og loft i kold, glat, grå sten, som en hule i et bjerg. Overalt i væggene var små hulrum med hver sin buste af fortidens Fylkir. Eliphas ignorerede følelsen af, at de overvågede enhver af hans bevægelser og hvi­ skede om ham. Han hadede rummet, der var tungt og dødt og mindede om et gravkammer. Den metalliske lugt af blod hang overalt. Den havde altid været der og ville aldrig nogensinde for­ svinde.

Ved siden af et antikvarisk skab, som gemte på gamle optegnel­ ser, møre af ælde, samt genstande fra svundne tider, stod Eldridge Kollgard med ryggen til ham, bøjet over en række instrumenter på et bord. Eliphas’ brede skuldre stivnede ufrivilligt. Automatisk søgte hans blik mod jorden, hvor en stor slange var hugget ud i gulvet, rullet sammen som en spiral. I midten af slangen lå Eldrid­ ges kæde livløs, men Eliphas vidste bedre. Snart ville der komme liv i den. ”Stil dig der,” beordrede Eldridge.

13

Lyden af skramlende værktøj lød voldsomt mellem stenmu­ rene. Eliphas rullede ærmet op, hvorefter Eldridge bandt en ela­ stik stramt om hans overarm. Ubevidst spændte Eliphas musklerne i ubehag. Eldridge gik hen til bordet og kom tilbage med sølvkniven, metalrøret og skålen.

Hver eneste måned igennem Eliphas’ liv havde åreladningen fundet sted. Som barn var Eldridge nødt til at binde ham fast.

Han havde skreget, grædt og kastet sig rundt i stolen for at slippe fri, men intet af det havde hjulpet. Han havde ofte været bange for at dø, også selvom Eldridge fortalte ham, at mennesket havde mange liter blod i kroppen og hele tiden dannede nyt. Da han blev ældre, satte han sig frivilligt i stolen og lod Eldridge tappe sit blod. Han lærte at lade som ingenting, gjorde sit blik tomt for følelser, mens han indvendig drømte om at brække hvert eneste led i sin bedstefars fingre. Han ville se Eldridge vride sig af smerte, når han trak hans tænder ud én efter én. ”Løft armen,” beordrede Eldridge. ”Nej.” Eldridge lod hånden med kniven falde ned langs siden. ”Du ved, det er nødvendigt at smøre kæden med Kollgardslægtens blod for at herske over Mortenebris. Sådan har det altid været.

Det er din pligt som den kommende Fylkir. En ære.” ”Jeg gør det selv.” Eliphas hev kniven ud af Eldridges hånd.

Underarmen var fyldt med linjer af ar. Han lavede et snit, og bloddråber piblede frem. Han ignorerede metalrøret og skålen til at opfange blodet, i stedet gik han hen til slangefordybningen og sænkede armen mod halespidsen. Blodet løb ned over hans arm.

Den rubinrøde væske fandt sin vej mellem hårene som små vand­ løb, strømmede over knoerne og slap fingerspidserne for at lande i fordybningen. Langsomt piblede blodet rundt i slangen, længere

14

ind i spiralen, indtil det nåede midten. Nu begyndte kæden at bevæge sig. Den vred og drejede sig rundt i blodet, badede i det og smurte hvert eneste led. Blodet trængte ind i materialet og forsvandt. I stilheden hørte Eliphas den spinde veltilpas som en kat.

Hvor han dog væmmedes ved den. Hvor han begærede den!

Til sidst hev han elastikken af og bøjede armen.

Om lidt ville Eldridge tage kæden og hænge den ved sin side som altid, selvom det var Eliphas’ blod, hans offer. Men en skønne dag ville kæden være hans. Han ville blive Fylkir, og Eldridge ville være død og borte, intet andet end støv. En skønne dag …

15