SaraS UniverS
Jan Frische 1
Saras Univers om hvordan verden og livet blev til.
Roman
*
”Forskellen er jo blot den, at du har valgt at tro på noget, du slet ikke selv forstår, og jeg har valgt at tro på noget, som nærmest er utroligt.”
*
Saras Univers 2016©Jan Frische Layout: Toptryk Grafisk Aps Tryk: Toptryk Grafisk Aps Udgiver: Forlaget Bakkelandet Udgivet: Oktober 2016 Skrifttype: Palatino Korrektur: Iben Hasselbalch ISBN: 978-87-999153-0-9 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at bringe korte uddrag i forbindelse med anmeldelser.
6
Kapitel 1 Sara så op med sine skælmske, gnistrende blå øjne. Junisolen flimrede i de lyse lokker og en drilsk lille rynke trak hen over panden: ”Hør engang, farfar – hvordan begyndte egentlig det hele?” Erik stoppede op, støttede sig til lugejernet, som havde været i sving et godt stykke af formiddagen her i Liseleje, tørrede en vissen græstot af sin svedige pande og rettede et undrende blik mod sit 10-årige barnebarn: ”Hvad mener du med begyndte det hele?” ” Jah, sådan med mig, og dig og os alle sammen!” Erik holdt en lille pause og forsøgte at lægge en forsigtig pædagogisk mine på: ”Tænker du på den med blomsten og bien, eller … ”Nej, ikke den gamle historie,” grinede Sara, - ”men hvordan blev vi alle sammen til her på jorden – hvordan blev jorden til – og månen og alle stjernerne – og hvordan kom alt det i gang?” Sara var – i ordets bedste forstand – en søgende sjæl, som – trods sin alder - meget ofte tumlede med emner, der burde ligge uden for hendes rækkevidde. Hun var i sin udvikling nået der til, hvor eventyr og virkelighed ofte knyttede sig sammen og skabte en ny virkelighed, som i hendes verden kappedes om hendes opmærksomhed. Det var den slags sager, hun kunne lide at snakke med sin farfar om. Erik var journalist og ikke naturvidenskabsmand, men han havde sin livs-nysgerrighed til fælles med Sara, og han søgte – med skiftende held – at gøre sin om end begrænsede
7
viden tilgængelig for hende. Han var nu så tæt på pensionsalderen, at han følte, at han godt kunne tillade sig at trappe så meget ned i arbejdstid, at han blot påtog sig få udvalgte arbejdsopgaver, som pirrede hans nysgerrighed. Hans økonomi var ikke prangende, men tilstrækkelig til at han kunne være uafhængig, og Lise, hans kone, havde et lille vinfirma, med en snæver kreds af loyale kunder, som stolede på hendes gode smag og vinforstand. Men det var en branche præget af alt for mange glade amatører, og kun få kunne skaffe sig et solidt økonomisk grundlag på den pølsepind. Erik blev klar over, at han nu måtte bestemme sig til, om han blot ville korte samtalen med Sara af med en lille spøgefuld vits og gå videre med havearbejdet, eller han skulle gribe chancen for at indvie Sara i sit yndlingsemne om universets, dyrenes og menneskets tilblivelse. Men …var Sara ikke lidt for ung til at tage fat på så tungt og stort et emne? Ganske vist var hun usædvanlig kvik af sin alder, livsnysgerrig, og næsten forslugen i sin søgen efter ny viden, og nu også om universet, men alligevel … På den anden side var det måske hans første egentlige chance for – her i hans 3. alder - at forsøge sig som amatør i et emne, der normalt var forbeholdt professionelle naturvidenskabelige eksperter. Naturligvis kunne han også vælge den religiøse fortolkning af skabelsesberetningen med Adam og Eva. Men dels følte han sig ikke så bibelstærk, at han ikke nemt ville kunne komme i forklaringsmæssigt uføre, og dels var der hensynet til Saras storebror Søren, som netop nu gik til konfirmationsforberedelse, og måske kunne han risikere at sætte lus i skindpelsen hos præsten …… for slet ikke at tale om Sara’s mor, som ... nå ja, måske nok tog det religiøse ret så alvorligt.
8
Hmm, nej, så følte han sig lidt mere på sikker grund i den naturvidenskabelige sammenhæng. Han kastede et gustent skråt sideblik på de stolt provokerende ukrudtsplanter, som genstridigt nikkede til ham i sommervinden, mens han med skjorteærmet tørrede sig over sin perlende våde pande. Under alle omstændigheder, så kunne han ikke gå i gang med et sådan emne, mens han stod der og strittede med et lugejern. ” Hør engang Sara, lad os få en snak om det, men så smut lige ind og hent en kande juice til dig. Så laver jeg en kop te til mig. Vi sætter os her ud i solen, og så kan vi prøve at se, hvor langt vi kan nå med den historie.” Sara var fyr og flamme, og de gik sammen ind i køkkenet og samlede frisk frugt. Erik var samtidig lettet over, at han lige fik chancen for at tænke sig lidt om. Hvordan i alverden skulle han gribe denne sag an. Det var jo nemt at dynge hende til med naturvidenskabelige koder og teorier. På den måde kunne han hurtigt kvæle hendes begyndende nysgerrighed – og derved selv slippe for besværet med at få rede på de mange begreber, som bestemt heller ikke for ham var ligetil. Mens Erik hældte kogende vand på sin Earl Grey, kørte planeter, supernovaer, mørke stoffer, lysår og Einsteins relativitetsteori rundt i hovedet på ham. Han havde for nogle år siden hørt et ret godt indlæg af astrofysikeren Jens Martin Knudsen – ham de kaldte Marsmanden – et stort tab at han ikke var mere, tænkte han – og nok havde han en lille anelse om de seneste landvindinger inden for dette enorme emne, men dette var ganske bestemt en anden opgave, han nu stod over for.
9
”Lad os sætte os her under kirsebærtræet,” Erik rømmede sig, mens han skænkede juice til Sara og selv fyldte sin store tekop. ”Jo, ser du Sara, det hele begyndte vist nok med DSB.” ”Hvad siger du – kom solen, månen og stjernerne med S-toget?” ”Næh, du,” smilede Erik, ”DSB står for: Det Store Brag!” ” Nåh, så er det ligesom når Søren kommer hjem, så lyder der også et kæmpe brag, når han starter sin forstærker.” ”Ja, det kan man måske godt sige, men dette brag var bare meget, meget større end det Søren kan lave.” ”Er der nogen af de gamle mennesker, der har hørt det brag?” Sara rynkede panden undrende. ” Nej, så gamle er der vist ingen mennesker, der er. Det skete nemlig for mere end 13 milliarder år siden.” ”Jamen, hvad var der så før det store brag?” ”Ingenting!” ”Ingenting – jamen det kan man da ikke have. Der må da have været noget man kunne se,” fortsatte hun. ”Du har faktisk lidt ret. Der var noget. Der var en kolossal masse energi – men den kan man ikke se!” ”Jo, man kan sandelig godt se på dig, når du mangler energi.” ”Hmm, all right, du har nok ret igen, men det, der var sagen den gang, det var at al energien var samlet i et eneste lille bitte punkt, måske mindre end et knappenålshoved. Og al den energi, mest i form af varme, blev pludselig – som ved et trylleslag – forvandlet først til en form for gas og på et senere tidspunkt udviklet til klumper af fast stof, som man kunne se. Men denne gasagtige masse blev slynget ud i et univers, der selv udvidede sig til alle sider. Det er lidt svært for os at forstå, hvordan næsten ingenting kan blive til så meget. Men
10
måske kan vi forstå, hvad der skete, hvis vi nu siger at det modsatte – det kender vi godt.” ”Hvad er det modsatte af at ingenting bliver til alting?” spurgte en undrende Sara. Erik kløede sig grublende i sit sølvgrå skæg,” Du ved, at hen ad juletid tænder vi en masse stearinlys. Så oplever vi at et stort tungt stearinlys, som vi starter med. Det bliver først flydende og derefter brænder det ned og bliver til ingenting. Det har bare givet lys og varme - og det er det, vi kalder energi - og så ser det ud, som om det ender op med at blive til ingenting, da man jo ikke kanse varme. Derfor skal vi bare forestille os, at vi går den modsatte vej. Altså at vi starter med ingenting fyldt med energi, der udløses i det store brag - altså det vi kalder lys og varme - og ender med en masse klumper ”stearin” eller bare det vi kalder ”stof”. ”Den er jeg med på, tror jeg nok,” svarede Sara, ”men hvad blev der så af alle de tonsvis af stearin, som vi stod med efter det store brag?” ”Joh, Erik morede sig kongeligt indvendigt – ”de klumpede sig efterhånden sammen og blev til sol, måner og stjerner – og også til vores jord.” ”Det må godt nok have været sjov at se på,” sagde Sara.” Det må have været verdens største nytårs-fyrværkeri!” ”Helt sikkert. Der kunne Tivolis fyrværkeri ikke være med.” ”Men hvordan kan det være, at der er tusindvis af stjerner, men kun en eneste sol?” fortsatte Sara nysgerrigt. ”Jamen det er bare, fordi det ser sådan ud. I virkeligheden er næsten alle de stjerner, du kan se, nemlig sole ligesom vores sol, de er bare så ganske forskrækkeligt langt væk, at
11
vi kun kan se dem, når det er nat – og så selvfølgelig når himlen ikke er dækket af skyer.” ”Men månen, den er jo større end solen og alle stjernerne. Er det fordi der er gået mere stearin til at lave den?” ”Næ, det ser bare sådan ud. Månen virker større på os simpelthen fordi den er ganske tæt på os hele tiden. Faktisk er månen meget, meget mindre end både solen, stjernerne og vores egen jord!” ”Ja, og nogle gange bliver månen mindre og mindre. Betyder det så at stearinen er ved at brænde ud?” ”Næh,” klukkede Erik,” månen lyser jo ikke selv af egen kraft. Den er bare oplyst af solen, og da den drejer rundt om både solen og vores egen jord, så ændres den belyste del af månen vi kan se. Altså når vi siger halvmåne, så er månen stadig hel. Den er bare kun halvt belyst, herfra hvor du står.” ”Søren siger, at månen er lavet af en grøn ost.” ”Jahh, faktisk har man været meget i tvivl om, hvad der egentlig har skabt månen, og hvorfor den er blevet jordens faste følgesvend, og med en størrelse, der langt overgår andre måner i vores solsystem. Men i dag tror man nok mest på, at et kæmpe himmellegeme – måske på størrelse med planeten Mars - kort tid efter at vores planet blev skabt, er braset ind i Jorden, og derefter har slynget en ordentlig bid af Jordens materiale ud i en bane rundt om os. Den er så blevet holdt fast af Jordens tiltrækningskraft i denne smukke bane. Kan du godt se det for dig, hvad Sara?” ”Ork ja, det er jo næsten ligesom når jeg spiller med min yoyo og skal vise Magnus mit svære nummer: Rundt om Jorden. Så holder snoren fast i yoyo’en, som så kører rundt om min finger.” ”Du er nu ikke helt tosset!”
12
”Sara!!” Der lød en stemme inde fra huset. Det var Katja, Saras mor. ”Ja, hvad er der?” ”Magnus er i telefonen. Han vil godt spille bold med dig.” ”Kan du ikke sige til Magnus, at jeg ikke har tid lige nu. Farfar og jeg skal først lige have styr på Universet. Sig, jeg sender ham en SMS.” ”Du godeste,” mumlede Katja for sig selv. ” Hvad mon der bliver det næste, hun skal have stoppet ind i hovedet.” ”Vi skal videre, farfar,” skyndte Sara på ham. ” Vi har meget vi skal nå! Kunne du ikke prøve at bringe lidt orden i alle de stjerner, så jeg kan finde ud af, hvordan jeg kan hitte rede i dem bagefter, eller er det bare et stort roderi?” ”Ja, det er faktisk et stort roderi for os alle sammen, nok især fordi universet er så fuldstændig fantastisk stort, og det hele bevæger sig bort fra os, og stjernerne glider længere og længere væk fra hinanden hele tiden, men de er samtidig knyttet sammen i noget vi kalder galakser. En galakse er en stjernetåge, der nærmest er formet som en spiral.” Erik viste med sin tekop en susende aflang bevægelse i luften. ” Inden i den er der milliarder og atter milliarder af stjerner – og husk nu: en stjerne er jo en sol, ligesom vores sol – bare meget længere væk.” ”Det er ligesom vores julesang: Dejlig er den himmelblå – hvor vi synger: denne lille stjernesol…” sang Sara begejstret. ”Rigtigt, du – og vores egen galakse hedder Mælkevejen. Den kan du se som et lysende bånd af stjerner og stjernetåger oppe på himlen.” ”Ja, det er klart, ” sagde Sara, ”vi har jo også tåge en gang imellem, så selvfølgelig skal stjernerne også have det.” 13
”Jeg tror nu ikke, at det er helt den samme slags tåge – men den består mest af meget svage stjerner, som måske er udslukt for længe siden – de er jo så langt væk at lyset først når frem til os lang, lang tid efter at de har udsendt deres første lys.” ”Hvorfor er lyset så langsomt?” ”Det ser langsomt ud, men det bevæger sig med næsten 300.000 km i sekundet.” ” Du kan nok ikke køre så hurtigt i din Volvo, ” ”Arh, det kommer nok til at knibe.” ”Er lyset så det hurtigste der findes i verden?” Sara fik et drømmende udtryk i øjnene og knipsede en hårtot væk. ”Nej, du - det hurtigste i verden, det er din fantasi. Du kan i fantasien komme hurtigere op til solen og alle stjernerne, end deres lys kan komme ned til dig.” ”Jamen hvorfor skinner stjernerne? ” ”Det gør de, fordi de er varme. Meget varme.” ”Varmere end vores ovn?” ”Ja, slet ikke så lidt endda. Man kan godt se på en stjerne, hvor varm den er bare ved at se på farven. En rød stjerne er ikke så varm. En orange stjerne er næsten 1000 grader varmere. De gule stjerner – og de er jo ligesom vores sol – de er næsten 7.000 grader varme, og de allervarmeste er de blå-hvide stjerner. De kan blive op til 30.000 grader varme.” ” Pyh ha, man skal nok ikke komme al for tæt på dem,” mumlede Sara. ”Helt bestemt – men disse temperaturer er endda kun målt ved overfladen. Inde i midten er de meget, meget varmere. Her er vores sol næsten 15 millioner grader .” ”Nu tror jeg godt jeg vil bede om lidt mere kold juice,” sagde Sara, der allerede var begyndt at svede – ” og så tror jeg nok vi skal flytte lidt længere ind i skyggen.” 14
Sara tog resolut sin stol og løftede den helt ind under kirsebærtræet, mens hun sendte nogle skeptiske blikke op mod den gule junisol, som pludselig virkede mere truende på hende end hun plejede at opleve. Omsider – efter nogle store slurke juice – begyndte Sara atter at føle sig noget mere beroliget. Hun kiggede op på sin farfar og stillede det spørgsmål, som Erik vidste måtte komme – før eller senere.
15
Saras Univers er historien om en ung piges glubende appetit på viden om livet og hvordan det hele begyndte, hvordan universet opstod, hvordan dyr og mennesker kom til verden, hvordan uraben udviklede sig til nutidens homo sapiens. Igennem samtale og fælles oplevelser i en familie gøres evolutionen levende og vedkommende i en moderne verden. Saras ven Magnus bliver udsat for en alvorlig trafikulykke, som betyder at han igen skal lære at gå, lige som de første aber, der for 7 millioner år siden hoppede ned fra træerne og skulle lære at gå på to ben. Disse to parallel-spor med ur-aben og Magnus bringer familien på opdagelse gennem Zoologisk have, til mødet med skelettet Carlo på Panum Instituttet i København, og ned gennem Europa – til lands og til vands - for at opleve de steder, hvor Neandertaleren og CroMagnon’en slog sig ned, da de forlod deres oprindelsessted i Afrika.
ISBN 978-87-999153-0-9 ISBN 978-87-999153-0-9
logoprøver.indd 2
26-05-2016 09:30:03
Forlaget Bakkelandet
2
9 788799 915309 9 788799 915309