Historien om P. Olesen

Vi har jo aldrig lavet andet end at bryde bygninger ned...

Historien om

- Danmarks største nedbrydningsfirma

Fra nedbrydningen af Nordjyllandsværket, Aalborg, i 2020. Fra nedbrydningen af Nordjyllandsværket, Aalborg, i 2020.

Her er hovedpersonerne

Her er hovedpersonerne i historien om P. Olesen. Øverst Peder Olesen, firmaets stifter. Under ham hans to sønner Jens (t.v.) og Anker, som førte firmaet videre, da Peder døde.

Derunder tredje generation - fra venstre Peter, Henrik, Kenneth og Maiken. I fortællingen optræder de syv for det meste kun med fornavne.

En gul plet på nethinden

Du kender det helt sikkert: den gule plet på nethinden…

Måske fra lastvognen med et læs betonbrokker, som lidt efter buldrer forbi dig på landevejen. Måske fra gravemaskinen, der udfordrer betonbunkerne på byggepladsen i byens industrikvarter. Måske fra blokvognen, lastet med en kæmpestor dumper, som du overhaler på motorvejen, mens ungerne trykker næserne flade mod sideruden. Og måske former du allerede ordene inde i hovedet:

”Nåh ja, det er jo P. Olesen.”

Bag den gule maling gemmer sig en utrolig historie. En historie om et familiefirma, der bærer efternavnet Olesen. Historien om nedbrydningsarbejderen

Peder, som sagde farvel til jobbet hos en entreprenør og startede sit eget nedrivningsfirma. Om de to sønner Jens og Anker, som tog over, da deres far alt for tidligt døde.

Om tredje generation, Peter og Henrik, Kenneth og Maiken, som for alvor skubbede på ud-

viklingen frem mod positionen som Danmarks største nedbrydningsvirksomhed.

Om nordmændene, som prikkede Peter på skulderen under en konference i Wien.

Og om Danmarks hidtil største nedbrydningsopgave.

Da Peder Olesen fandt sin vej i livet

Peder Olesen i godt selskab - med til højre sin kone Metha, til venstre sin søster Kristiana.

På nordsiden af Tranekærvej i Herning-forstaden

Tjørring ligger otte striber typisk danske rækkehuse. 70 kvm bolig på 400 kvm grund. Ikke noget at prale af, men passende til den lille familie eller pensionistægteparret.

Selv om husene efterhånden er et pænt stykke forbi 50-års jubilæet, virker området i dag nydeligt og velholdt, Slet ikke et sted, man vil forbinde med nedrivning og mænd i støvede kedeldragter. Men lige her blev de første skridt taget mod Danmarks nu største nedbrydningsfirma P. Olesen.

Hos ægteparret Peder og Metha Olesen i nr. 75.

Peder Olesen kom til verden i 1925. Skolen holdt han ved den tid, loven krævede det. Årene efter bød på forskellige job, først på plovfabrikken Skjold i Lind lidt syd for Herning. Derefter fulgte nogle år som murerarbejdsmand, inden han via en ansættelse hos entreprenør Hans Petersen - i Herning kendt som Kong Hans - stiftede bekendtskab med nedrivning. Dermed havde han fundet sit fag, og efter et år eller halvandet som ansat besluttede han

i 1968 at begynde for sig selv. Ikke fordi nedbrydning hørte til de agtede arbejdsområder -”det rangerede på niveau med skrothandlere,” som sønnen Anker bemærker.

- Men, siger ægteparrets anden søn Jens, vores far var god til at handle, og det var særligt det, der optog ham. Dengang var netop handel en central del af nedbrydningen, for de materialer, der kunne genbruges, blev solgt, ofte allerede på nedbrydningspladsen, hvor håndværkerne kom, når de manglede noget.

Disse seks fotos er taget 18. september 2024, da opgaven lød på at fjerne et transformatortårn ved Hedensted. Det første foto kom i kassen kl. 7.22, der sidste kl. 13.58. Da var tårnet væk og grunden pænt ryddet.

Resten fragtede Peder og hans hjælpere hjem og oplagrede, ikke på grunden, der hørte til huset på Tranekærvej, men i stedet på et lejet areal i Gammel Sund kort derfra. Og selvfølgelig tænker man

- bl.a. med et blik til den kæmpestore maskinpark, P. Olesen i dag råder over - at faren var ude at købe maskiner til de opgaver, det lykkedes ham at få aftaler om.

Jens ryster på hovedet:

- Han havde et koben og en Hanomag ladvogn.

Med hjælp fra naboen

Med til billedet må dog, at opgaverne de første år ikke hørte til de store. Måske en staldbygning ved en gård, måske et mindre hus. Og det var ikke hasteopgaver, hvor alt skulle klares på en dag eller to. Til gengæld var der heller ikke så mange penge i det.

- Far havde et par mand, han kunne hyre, når der var brug for det. Niels hed en af dem, som var med i mange år. Naboen på den modsatte side af vejen var også parat til at stille op, fortæller Anker.

Lønnen? Jo, vi er i årene lige før kildeskatten (den blev indført i 1970), så når Peder Olesen gennem den første tid afregnede med sine hjælpere, hørte det ikke til hans ansvar, hvor mange af kronerne der gik videre til skattevæsenet.

- Proceduren var den samme i mange andre af datidens nedrivningsfirmaer, de fleste på størrelse med P. Olesen, konstaterer Anker.

Familien Olesen boede i et af rækkehusene på Tranekærvej i Tjørring, da Peder Olesen i 1968 grundlagde sit nedbrydningsfirma - helt nøjagtigt i huset, fotograferet i 2025, med en ny ejers campingvogn parkeret foran. Midt i 1970’erne flyttede far, mor og to sønner til Fasterholt, hvor Peder Olesen havde købt huset på Voulundvej 7. I midten huset, som det tager sig ud i dag. Nederst et luftfoto fra 1964, lånt hos Det Kongelige Bibliotek, hvor man ser rækken af huse på Voulundvej. Nr. 7 er det fjerde hus i rækken. Anker husker, at han havde værelse bag vinduet øverst i gavlen.

10 øre pr. mursten

Ind på scenen kom også de to sønner, Peder og Metha satte i verden: Jens i marts 1953, Anker i februar 1956.

Fra de var så gamle, at de selv kunne bestemme kursen på deres skridt, gik det, som det næsten altid går med drenge: Det, far beskæftigede sig med, forekom absolut mere interessant end de huslige opgaver, som mor Metha tog sig af. De to knægte havde da heller ikke fejret mange fødselsdage, før de begyndte at hjælpe med.

I den første tid i det små. Den lokale skole lagde beslag på en god del af deres hverdage, så de hjalp til, når faren og hans medhjælpere kom hjem om aftenen med en lastet ladvogn. Og i weekender kørte de med ud på opgaver.

- På det tidspunkt var jeg nok blevet 14, husker Jens. Mens Anker angiver 10-11-års alderen som sit startpunkt. Jens husker fra den tid en køretur fra Herning til Vejle i en lastvogn, der havde set bedre dage, og hvor alle om bord frygtede, at det ene hjul ville falde af, inden de nåede deres mål.

En anden gang kørte de to brødre med til Thisted, hvor et hus skulle rives ned.

- Vi fik til opgave at gøre murstenene rene. Når vi havde fået læsset 1000 - det var, hvad lastbilen kunne bære - kørte vi til Slet ved Aarhus, hvor vi læssede stenene af hos Jysk Telefon, som brugte dem til at lægge over de kabler, der blev gravet ned. Det hele foregik med håndkraft - og vi fik 10 øre pr. sten, fortæller Anker.

Et sted hvor vi kun skulle sove

Undervejs flyttede familien fra Tjørring til et hus på Voulundvej 7 i Fasterholt midt mellem Herning og Brande. En landsby med i dag godt 300 indbyggere, som i 1900-tallets første halvdel nød godt af det hastigt voksende jernbanenet. Da Olesen-familien ankom, gjorde togene mellem Vejle og Holstebro stadig holdt ved byens station. Det stoppede

Der hersker stadig nogle forestillinger om, at nedrivning er noget med en tyk mand i et par beskidte klapbukser og en stor jernkugle, som bare smadrer det hele. Men det er så langt fra virkeligheden, som det kan komme.

Henrik Olesen i Volvos blad

Revy nr. 1 - 2021

i 1971, og tilflytterne nåede også at opleve, at den smukke stationsbygning i 1980 blev revet ned.

- Flytningen kom af, at vores far begyndte at regne på udgifterne ved at bo, fortæller Jens. Huset i Tjørring kostede ham 765 kr. om måneden, og det var efter hans mening tosset at betale så meget for et sted, hvor vi kun skulle sove. Huset i Fasterholt kunne han købe for 48.000 kr. og dermed få en mindre månedlig udgift, regnede han sig frem til.

Samtidig var den trekantede grund stor nok - 1100 kvm - til, at der kunne indrettes lager i baghaven.

- Meget praktisk løb en vej op langs grunden, så vi nemt kunne læsse af, når far om aftenen kom hjem fra en opgave, fortæller Jens.

Hvilket dog ikke betød, at sønnen delte sin fars opfattelse af stedets velsignelser.

- Efter min mening var det ikke den bedste investering at købe et billigt hus i et område, der ikke kan kaldes verdens sjoveste. Men far var besat af tanken om at spare nogle penge - og så kunne han lide stedet.

- Fasterholt ligger op til det gamle brunkulsområde omkring Søby, og det er en rigtig brunkulsby. Der var en stemning, som far kom til at holde af, forklarer Anker.

Selve huset var et pudset træhus med stue, køkken, soveværelse, et lille værelse og på loftet et kammer med adgang via en hønsestige. Passende til en familie på fire - så længe det varede. For Jens og Anker blev ældre, og tiden nærmede sig, da de efter syvende klasse skulle beslutte, om de ville videre i uddannelsessystemet.

Jens tog 8. klasse med på en skole i Herning, men sagde så som 15-årig stop.

- Jeg er lidt ordblind, og bl.a. af den grund var jeg ikke vild med at gå i skole, siger han. Anker tvivlede ikke: Han holdt efter 7. klasse.

- Læreren var godt nok omkring hos os og snakkede med min mor, men jeg ville selv holde.

Da Jens og Anker for alvor kunne være med

Afskeden med skolen betød, at de to sønner for alvor kunne engagere sig i virksomheden. På hverdagene tog de af sted som en del af det samlede hold, mens de i weekenderne, hvor de fleste holdt fri, kun havde selskab af deres far, når tændingsnøglen blev drejet i lastvognen.

Allerede på dette tidspunkt må faren have haft en fornemmelse af, at sønnerne ville blive. Eller

Jens Ormslevs Spritfabrik, som bygningen tog sig ud omkring 1904. Nedrivningen i 1968-1969 var en af de første store opgaver, P. Olesen tog sig af. Fabrikken lå, hvor Trøjborg Centret ligger i dag. Foto lånt hos AarhusArkivet.dk.

også var det et udtryk for respekt, at der med hjælp fra revisor Per Engedal blev oprettet et I/S - et interessentskab - med Peder Olesen og de to sønner som interessenter. For farens filosofi var, at ”I ka’ bare ta’ over” og ”I får det hele, når jeg ikke er her mere,” som han sagde til Jens og Anker. Samtidig gav han Jens og Anker den anerkendelse, at firmanavnet blev ændret fra bare Peder Olesen til P. Olesen & Sønner.

Per Engedal var kommet ind i billedet, da nedrivningsfirmaet havde vokset sig så stort, at udbetalingerne direkte til de ansatte måtte vige for regnskaber, moms og med kildeskattens indførelse indberetninger og indbetalinger til Skat.

- Per Engedal blev en god mand for os. Med ham fik vi hold på alt det økonomiske, siger Jens. Indberetningerne til Skat inkluderede dog ikke ham og Anker. De fik den første tid ingen løn - til undren hos de lokale skattefolk.

- De troede ikke på det, forklarer Anker. Så en dag dukkede de op hjemme hos os for at se, om vi havde Rembrandt på væggen. De fandt nu ingenting, men de satte mig alligevel til at skulle betale 25.000 kr. i skat. Det og almindelig rimelighed førte til, at en aftale om fast løn kom i hus: 500 kr. om ugen. I nutidspenge svarer det til 1700-1800 kr. Ikke noget fyrsteligt beløb, men: - Havde vi brug for lidt ekstra og

spurgte far om en hundredekroneseddel, så fik vi da også det, husker Anker.

Kæmpestor opgave

Imens foregik alt som vanligt på de pladser, hvor P. Olsen Nedbrydning fik opgaver. Faren udarbejdede tilbud, og på pladserne tog han sig af at sætte sønnerne og de løst ansatte i arbejde, samtidig med at han solgte så meget som muligt til genbrug.

- Som jeg husker det, gik det helt fint, siger Jens.

Også da opgaverne begyndte at blive større.

Forsorgshjemmet i Aarhus, som P. Olesen rev ned i 1973, i høj grad med håndkraft. Her forbygningen med sin fornemme facade. Bag den gemte sig yderligere tre fløje, som også måtte vige pladsen til fordel for nutidens ARoS kunstmuseum. Foto lånt hos AarhusArkivet.dk.

På dén front kom gennembruddet i 1968-1969 med en tidligere spritfabrik på Otte Ruds Gade i Aarhus. En kæmpestor fabriksbygningstørrelsen kan fornemmes, når man i netleksikonet

AarhusWiki læser om ”de mægtige bygninger på Trøjborg” og ”det prægtige spritfabriksbyggeri”.

Heller ikke i Aarhus hastede det med at blive færdige, og holdet fra P. Olesen brugte et års tid på at rive bygningen ned. I det følgende årti husede området et brugtbilmarked, som måtte vige pladsen til fordel for det nuværende Trøjborg Centret.

Nej fra Midtbank

Her og ved andre opgaver stod det mere og mere klart, at kobenet og ladvognen slet ikke rakte. Der måtte noget større til. Så Peder Olesen landede en aftale om en brugt gravemaskine, en norsk Brøy, han kunne

Man kan godt tænke nogle gange med alt det, vi river ned: Hvordan skal de finde håndværkere til at bygge det op igen?

Jens Olesen i Horsens Folkeblad 19. juli 2018

købe for 68.000 kr. Faren tog derfor ind til Midtbank i Herning, hvor han hidtil havde fået den hjælp, han ønskede, bl.a. fordi en tidligere arbejdskammerat nu og da trådte til som kautionist. Men nu handlede det om 68.000 kt., dengang et anseligt beløb.

- Far fik et blankt nej, husker Anker. Heldigvis kendte han en større maskinhandler i Aarhus, Hans Hansen, så han opsøgte ham og forelagde ham problemet. ”Jo,” svarede Hans Hansen, ”du skal bare gå ned i Bikuben” - han havde vist en fætter eller noget, som var direktør dernede.

Så det gjorde far og kom hjem med 68.000 kr. til at købe gravemaskinen.

- Det var en skelsættende dag, og det betød, at vi blev hos Bikuben, til banken i 1995 fusionerede med GiroBank, tilføjer Jens.

Også andre maskiner, alle købt som brugte, kom efterhånden til, og Hanomag’en blev skiftet ud med en Mercedes.

Det gav kapacitet til i 1973 at byde ind på nedrivningen af ikke kun en femetagers ejendom midt i Aarhus, men også en af byens helt store og markante bygninger: Forsorgshjemmet, som lå, hvor kunstmuseet ARoS nu står med sin firkantede profil. Unægtelig et noget andet look end hjemmet, der blev opført 1867-1870 i historicistisk stil

Ny mand på holdet

med fire fløje i røde mursten, to etager og kælder samt svungne gavle og et tårnlignende indgangsparti.

Vi har tiden til det

Det hele blev i bogstavelig forstand pillet fra hinanden af teamet fra Fasterholt.

Processen mindede på mange måder om det, som sker, når P. Olesen i dag går i gang med en opgave, blot med den væsentlige forskel, at maskinkraften dengang langt fra kunne måle sig med nutidens hestekræfter. Plus at de var færre folk, fire-fem stykker samt nu og da et par venner. Desuden skal det med, at nedrivningen ikke hastede. Til opgaven var afsat et år.

Holdet fra P. Olesen Nedbrydning var i de tidlige 1970’ere ikke en fasttømret størrelse. Der var plads til nye ansigter. Som

Poul Wæhling, en 15-16-årig knægt, som en dag spurgte, om han kunne være med.

Poul havde ikke gået meget i skole. Det blev til så stort fravær, at skolen en dag sendte besked til hans mor.

- Hvorfor har du ikke været i skole, spurgte hun sønnen.

- Fordi jeg ikke vil, svarede han.

Hans mor bøjede sig efter at have afkrævet ham et løfte om, at han ville gå på arbejde hver dag - og det holdt han. Først hos en slagter, hvorfra han kom med smørrebrød, som nedbryderne på Forsorgshjemmet havde bestilt.

Åbenbart var det, som skete dér, sjovere end jobbet hos slagteren, for det endte med, at Poul blev en del af teamet - og holdt ved en halv snes år.

Og ligesom Anker og Jens dokumenterede Poul, at man kan komme langt i livet uden at have tilbragt hele sin ungdom på en skolebænk. Han overtog et vinduespudsningsfirma fra en ældre mand, udvidede det og endte med et have et rengøringsfirma, Total Rent, som han solgte for et millionbeløb.

En af bygningerne på grunden, hvor Stenderup Teglværk havde ligget, var et solidt murstenshus, der egnede sig til kontor m.v. Fotoet her, udlånt fra Stenderup Sogns Lokalarkiv, er dateret til 1981, dvs. før Jens og Anker købte grunden og derfor med andre lejere i bygningen.

Først og fremmest gjaldt det om at sikre sig de genbrugelige dele af bygningen: døre, vinduer, gulvbrædder, tømmer, skiferpladerne på taget.

Jens husker at sidde højt på taget og afmontere skiferplader. Én efter én. Tusindvis af de firkantede, sorte plader, som først skulle løsnes fra lægterne, derefter samles i passende bunker for til sidst med håndkraft at blive båret ned via de indvendige trapper.

En langsommelig og ind imellem trættende proces. Men som Jens konstaterer:

- Vi havde tiden til det.

Med kun murene tilbage kunne noget klares med en mukkert.

Eller med gravemaskinen. Eller med en lang wire. Som Anker fortæller:

- Tricket gik på at føre wiren ind ad en vinduesåbning og ud ad en anden. Wiren blev i passende afstand gjort fast til vores gravemaskine eller en lastbil, og så trak vi, indtil muren væltede.

Han og de andre vidste, at efter et sådant ryk skulle de vente lidt, inden de begyndte på oprydningen, for det hændte jævnligt, at et stykke mur lige skulle beslutte sig for, om det ville falde eller blive stående.

Også lørdage og søndage

Også når mændene færdedes rundt i og omkring bygningen skulle de være på vagt. For vi er før Arbejdstilsynet og den slags, så på fødderne sad gummisko, der bestemt ikke beskyttede mod søm og andre spidse genstande.

- Men vi var gode til at passe på, så der skete aldrig noget, siger Anker.

Holdet arbejdede stort set hele tiden, også lørdage og søndage. Og hver dag var der et læs med hjem på ladvognen, som skulle tømmes, inden sengen ventede. Den afsluttende regning for opgaven lød på ca. 150.000 kr.

Skarp konkurrence om nedbrydningerne

Når man kigger aviser fra 1970’erne, får man et klart indtryk af, at Peder Olesen udarbejdede talrige tilbud på nedrivninger i en stor del af Jylland - og at han havde skarp konkurrence fra kolleger i andre små firmaer.

Nogle af tilbuddene gav pote, f.eks. i 1972 en beboelsesejendom i Flegborg, Vejle, som skaffede 2300 kr. i kassen, og samme år nedbrydning af en præstebolig i Gellerup, hvor menighedsrådet havde besluttet at bygge nyt - her lød tilbuddet på 4370 kr. I andre tilfælde måtte Peder Olesen se sig slået, ofte på opgaver, hvor buddene viste meget stor forskel på top og bund. F.eks. i sommeren 1975 rydningen af grunden på

Så der var ”ikke meget at rutte med”, som Anker udtrykker det. Han og Jens indrømmer da også gerne, at det hele lyder - og var - primitivt, og at det i dag ville være helt utænkeligt med gummisko og et år til at rive en bygning ned, sådan som det blev tilfældet med Forsorgshjemmet.

- Men det gik, og vi begyndte faktisk at tjene nogle penge, siger Jens.

Til Aarhus og Horsens

I samme periode forlod han og Anker huset i Fasterholt. Dels var pladsen dér trang, dels fik de efterhånden en løn, som gjorde det muligt at etablere eget hjem - og familie: Jens blev i maj 1976 gift med Laila, og Anker fulgte efter i august 1978, da han sagde ja til sin Bente. Føj dertil et helt praktisk problem, som medvirkede til, at Anker i 1974 valgte netop

Søndergade i Horsens, hvor Jyske Bank byggede ny lokalafdeling. Peder Olesen tilbød at klare det for 14.800 kr., men blev grundigt overhalet af en kollega, som ville nøjes med blot 3500 kr.

I den økonomisk tungere klasse kan eksemplet hentes i efteråret 1980 i Randers. Laveste bud lå på 282.389 kr. Peder Olesen ville have op imod det dobbelte: 494.700 kr. Og ganger vi laveste bud med tre, kommer vi tæt på det højeste tilbud: 905.000 kr. Umiddelbart tænker man, om det mon er den samme opgave, de tre byder på, men eksemplerne på de store spring er mange.

Aarhus, som har været hans hjemby siden.

- Dengang var det, fortæller han, et krav, at hvis man ville give tilbud på kommunale opgaver, skulle man bo i kommunen. Begrundelsen lød på, at politikerne ville tilgodese kommunens skatteydere. Så for os betød det, at med mig placeret i Aarhus kunne vi give tilbud dér. Nogenlunde samtidig flyttede Jens til først en lejlighed i Grøfthøjparken i Aarhus, derfra til Vonge, hvor han boede på en landejendom, inden han og Laila i 1983 valgte Horsens, hvor de stadig har deres base.

Igen handlede det om mulighederne for at give tilbud på

1984 og to generationer på pladsen i Stenderup: Anker og hans to første børn, Maiken og Kenneth. I baggrunden en af de tidligere teglværksbygninger, der bl.a. fungerede som kontor.

kommunale opgaver. Og om at kigge rundt i det østlige Jylland.

- Dér var flest gamle huse og bedre priser, siger Anker. -Specielt Aarhus satsede vi meget på. En stor by med masser af arbejde. Og sådan er det stadig, tilføjer Jens.

Nu må du godt ta’ din del af slæbet

Midt i processen kom værnepligten.

Jens drog af sted i 1975 og lagde oven i de ni måneder, der var normen, tre måneder, som kunne føre frem til en rang som konstabel.

- Det var i den periode, jeg for alvor fik øjnene op for, at lønnen i vores nedbrydningsfirma ikke var noget at prale med. Som konstabel fik jeg, som jeg husker det, 3600 kr. om måneden, og så mange penge havde jeg ikke før prøvet at tjene.

Men havde Jens drømme om at fortsætte i forsvaret, blev han bragt ned på jorden af Anker. Han, hans far og deres hjælpere havde travlt med at rive Kvicklybygningen i Jægergårdsgade i Aarhus ned, og selv om Jens tog en tjans med i de weekender, han havde fri, kneb det med arbejdskraften.

- Så Anker ringede og sagde, at nu måtte jeg altså godt komme hjem og ta’ min del af slæbet, siger Jens med et smil. Anker klarede for sit vedkommende værnepligten på tre måneder i 1980. Han fandt hurtigt ud af, at soldaterlivet slet ikke passede til ham, og med lidt assistance fra en platfodet med-rekrut fakede han dårlige ben og blev hjemsendt.

I august 2020 rykkede P. Olesen ud til en usædvanlig opgave. Fængslet i Horsens havde med hjælp fra flere fonde skaffet penge til at indrette en stor sal nederst i den vestligste af de tre fløje i det tidligere statsfængsel. Udfordringen lød på, at de tre etager ovenpå skulle bevares. Det krævede præcist arbejde. Foto: Claus Haagensen

Da jeg fik tegnebogen, var jeg godt klar over, at nu var det sket med ham

Måske lyder det hele lidt som et eventyr med nedbrydning som det bærende tema. Men der var også perioder, ikke mindst under en byggekrise midt i 1970’erne, hvor det hele lå stille, og hvor Peder Olesen og de to sønner diskuterede, om de ville fortsætte - om de ville lukke eller kæmpe.

- For det meste var det os, der ville lukke, mens vores far ville fortsætte, siger Jens.

Anker nikker:

- Det hang nok sammen med, at far aldrig havde de store fremtidsvisioner ud over at arbejde.

- Han var typen, der var god til at starte, og ikke helt så god, når det kom til driften, supplerer Jens.

Peder Olesen døde et par dage før sin 58-års fødseldag.

Lukke eller kæmpe - sådan lød det altafgørende spørgsmål, da Peder Olesen uventet døde 6. juni 1983, blot et par dage før sin 58-års fødselsdag. Årsagen var en blodprop i hjertet.

- Han sad derhjemme i tre dage og blev mere og mere hvid i ansigtet, inden han ringede til vores læge i Herning, fortæller Jens. Lægen havde ikke mulighed for at komme ud til os, så vi fik Ankers svigerfar til at køre. Da de nåede frem til lægen, havde far ikke kræfter til at gå op i konsultationen. Lægen kom derfor ned, kastede et blik på far og sagde, at de godt kunne fortsætte direkte til sygehuset. Derfra gik det stærkt, og Peder Olesen døde et par dage senere.

- Da jeg fik tegnebogen af ham, var jeg godt klar over, at nu var det sket med ham, husker Jens fra forløbet.

De to sønner var ikke i tvivl om årsagen til den alt for tidlige død: masser af hårdt arbejde og et liv, hvor der blev røget for mange cigaretter og skænket alt for meget kaffe, ofte med en lille spids til.

Et menneske, der kun ville én det godt.

Peder Olesens død ramte ikke mindst familiens kvindelige hovedperson, hans kone Metha. Hende, der holdt det hele

kørende, først i Tjørring, siden i Fasterholt. Og som samtidig passede et job som rengøringsassistent på Herning Sygehus. Jens og Anker har kun gode minder om hende.

- Hun var den gode husmor, som sørgede for, at huset fungerede, og at vi kom af sted til tiden, dengang vi gik i skole, siger Jens.

Anker er enig:

- Vores hjem var måske nok lidt anderledes, men mor var et menneske, der kun ville én det godt.

Virksomheden, som tog al hendes mands og efterhånden også hendes sønners tid, blandede hun sig ikke i.

- Hun var måske med ude en gang eller to, men ellers kom hun kun tæt på vores arbejde, når hun og far tog ladvognen i byen, smiler Jens.

Helt så festligt var det ikke, når Peder kom hjem og havde, syntes han, gjort en god handel eller et godt køb - som f.eks. to spande ål.

- Så vidste mor, at der ventede en hel nats arbejde med at rense og flå ålene. Far sad bare og kiggede på, og han var ikke bleg for at bede hende stege nogle af ålene, når hun var færdig, husker Anker. For ham står ét minde klart i erindringen: en barnekiste i en kold stue.

Fra nedrivningen af Danafeed-bygningen på havnen i Horsens juni 2018 til april 2019.

Ikke et ord om nedbrydning

8. juni 1983 fortalte annoncer i Herning Folkeblad og JyllandsPosten, at Peder Olesen var død to dage før.

Herning Folkeblad bragte også en nekrolog, som fortæller om Peder Olesens livsbane frem til, han bliver selvstændig, mens hele perioden som nedbryder ikke nævnes.

Nekrologen slutter: ”For 10 år siden bosatte ægteparret (Peder og Metha, red.) sig i Fasterholt, og her faldt de godt til.

Peder Olesen var en glad og tilfreds mand, der kun havde venner. Han efterlader sig foruden hustruen to sønner.”

- Mor fik tre børn, som døde enten i fødslen eller kort efter, fortæller Anker. Sidst var det en datter, som blev født fire år efter mig. Hun døde efter få måneder af en lungebetændelse. Da hun blev rigtig syg, ringede vi efter en ambulance, men det varede to timer, inden den kom, og da var det for sent.

I dagene efter stod barnekisten i stuen. Kisten, som Anker tydeligt husker - og som også for Metha garanteret var en sønderknusende oplevelse.

Deres overvejelser endte med beslutningen om at fortsætte.

- Vi havde jo aldrig lavet andet end at bryde bygninger ned, forklarer Anker.

Jens bakker op:

- Det var det, vi vidste noget om, og det havde jo gået godt i flere år. Samtidig havde vi fået oparbejdet en kundekreds, bl.a. det store byggefirma KPC i Herning, hvis ejer, Kurt Poulsen, ofte brugte os.

Kun en kassekredit og lidt gæld

Tilbage efter Peder Olesens død stod de to sønner, Jens på 30 år, Anker 27, med meget at tænke over.

Banken bakkede op, ikke mindst fordi økonomien så pæn ud. Kun en kassekredit og lidt gæld i nogle maskiner stod optegnet i Bikubens papirer. Alligevel var beslutningen om at fortsætte ikke uden udfordringer. Mestrede de to endnu unge mænd den del af en virksomheds drift, som deres far hidtil havde taget sig af? Og den for nedbrydning så vigtige maskinpark så langt fra imponerende ud: Brøyt gravemaskinen, en Rossi minilæsser samt to lastbiler, en Scania og en Volvo. Men overgangen lykkedes, og de to brødre fandt hurtigt en fælles modus. De arbejdede begge to ude på pladserne, men

delte opgaven med at køre ud og give tilbud på opgaver. Jens med bopæl i Horsens klarede fra Horsens og sydover, mens Anker med bopæl i Aarhus tog sig af byen dér og oplandet. Samtidig indgik de en stilfærdig aftale om, at orden og ærlighed skulle være det bærende princip i deres samarbejde.

- Vi har ikke altid været enige, men vi har aldrig råbt ad hinanden, konstaterer Jens.

Anker smiler:

- Det ender altid med, at den ene bøjer sig.

Den vigtige vagt ved telefonen

Undervejs blev deres hustruer inddraget i firmaet. Revisor Per Engedal, som hidtil havde haft ansvaret for alle områder af firmaets økonomi, fortsatte med det egentlige revisionsarbejde, men overlod det til Laila, Jens’ kone siden 1976, at føre bl.a. kassebogen, dvs. dagligt at holde styr på indtægter og udgifter. Hun blev dermed den første administrative medarbejder hos P. Olesen. Bente, siden august 1978 gift med Anker, bidrog med at passe telefon og skrive tilbud. Samtidig påtog hun sig ansvaret for rengøringen i firmaets lokaler. Det sidste dækkede dog mest over, at hendes tre døtre, Maiken, Christina og Nadja, fik deres første lønnede job med at gøre rent på kontoret. Som Maiken fortæller:- Vi var jo ikke gamle nok til selv at køre, så det gjorde mor Bente, og så hjalp hun jo til også. Desuden havde hustruerne den vigtige opgave hjemme i privaten at tage imod opkaldene til Jens og Anker. For vi er tilbage i fastnettelefonernes

Som tiden gik, bar de tidligere teglværksbygninger i Stende- rup præg af, at en ny virksomhed var flyttet ind - og at det nu handlede om genbrug af byggematerialer. Fotos fra 1986, udlånt af Stenderup Sogns Lokalarkiv

æra, og når de to brødre om morgenen kørte hjemmefra, var det slut med den direkte kontakt. Derfor betød det alt for firmaet, at der lå besked om, hvem der havde ringet, når de to efter en lang arbejdsdag vendte hjem. For måske ventede en opgave i den anden ende af telefonlinjen.

Når det gjaldt mændene og det tunge slæb ude på pladserne, fortsatte Jens og Anker i deres fars fodspor ved at hyre folk ind efter behov. Efterhånden som opgaverne blev flere, gled de bedste ind som fastansatte. Blandt de første var Jens Madsen, som kom til i 1986, mens P. Olesen stod for nedrivningen af den tidligere tobaksfabrik Petersen & Sørensen i Horsens - første led i processen med at omdanne området mellem Smedegade og Allégade til det, byen i dag kalder Tobaksgården.

- Han viste sig at være en af de trofaste og er stadig ansat med kurs mod sit 40-års jubilæum, siger Anker.

Sonderingerne endte i Stenderup

En anden udfordring, som de to nybagte frontfigurer i nedrivningsfirmaet stod over for, var lagerplads. For i flugt med de flere opgaver blev der også flere maskiner og mere til genbrugsafdelingen, som skulle opmagasineres, indtil det fandt købere. Sonderingerne endte ved Stenderup Teglværk en halv snes kilometer syd for Horsens. Teglværket, som blev grundlagt i 1845 og i sine bedste år kunne regnes blandt de største i Østjylland, lukkede i 1965. En

del af værket blev revet ned i de efterfølgende år, men tilbage stod bygninger, der passede godt til de ønsker, Peder Olesen og hans to sønner havde, bl.a. tre af de gamle tørrelader og et hovedhus med et fornuftigt kontor. Alle tre kørte de i 1982 af sted til landsbyen for at kigge, men kunne ikke blive enige med ejeren om prisen.

Et år senere - og efter Peder Olesens død - var ejeren mør, og parterne mødtes på 350.000 kr. Derefter flyttede hele virksomheden fra Fasterholt til Stenderup, som frem til 1994 udgjorde hovedkvarteret med bl.a. plads til den voksende maskinpark, om end disse kvadratmeter kun sjældent kom i brug.

- Maskinerne var jo hele tiden

Grunden i Stenderup, hvor teglværket tidligere havde ligget, og hvor P. Olesen rykkede ind i 1983. Nederst til højre ligger de tre haller, Jens og Anker gerne ville skifte ud med en ny og større hal.

beskæftiget ude på vores nedbrydningsopgaver, som Anker siger.

Helt ærligt, jeg gad ikke være lærer mere

Også handelen med de brugte byggematerialer kom i faste rammer. Jens og Anker hentede i Østbirk den tidligere lærer og leder af Vestbirk Friskole Jørgen Herskind til opgaven som salgsleder. Han tiltrådte i maj 1987.

”Helt ærligt, jeg gad ikke være lærer mere. Og da jeg tidligere har været i tømrerlære, var det naturligt at starte her,” erklærede han, da Horsens Folkeblad et års tid senere kom på besøg. - Jørgen var en rigtig god mand for os. Han havde styr på tingene og en tilpas frisk tilgang til kunderne, konstaterer Jens. Stenderup Brugtlager blev det officielle navn på butikken, og annoncer i de østjyske aviser sørgede den nye leder af

genbrugsforretningen også for. Som i juli 1987: ”Vi har stadig mange brugte bygningsmaterialer - og flere kommer til. Ring og spørg, eller kom og se,” lød de lokkende ord, fulgt af oplysningen om, at lige nu ventede flere hundrede kvadratmeter fliser til bad og køkken på nye ejere. På lageret stod også ca. 40 nye, glatte døre.

Et par år senere - i oktober 1990 - fortæller en annonce om et endnu større udvalg: Ikke færre end ca. 150 komfurer samt tagbrædder, stålplader, ovenlysvinduer, vippeporte, garager, stalddøre, sovebrikse med magasin, toiletsæder og en trappe i træ og metal - højredrejet, fik avislæserne at vide. Priserne? Dem blev der handlet om. Som Jørgen Herskind forklarede i juli 1987: ”Vi mærker ikke varerne, men lader folk om at komme og spørge.” Medmindre priserne lå fast som i en annonce fra marts 1991, hvor Stenderup Brugtlager

udbød bl.a. køleskabe og komfurer. Og hvis drømmen var en hjemmebar inklusive køleanlæg, kunne Herskind og hans folk også hjælpe, hvis man lagde 4000 kr. på disken.

Held og hårdt arbejde

I det hele taget gik det fra 1980’erne og gennem de følgende årtier fremad, ikke kun for P. Olesen, men for branchen generelt. Opgaverne blev større og større, og med udviklingen fulgte en bredere forståelse for områdets vigtige rolle. Det betød bl.a., at nedbrydningsfirmaerne i 1983 fik deres egen sektion

Jørgen Herskind styrede med kyndig hånd Stenderup Brugtlager fra maj 1987 til 1994. Her ses han i fuld gang med at sortere brugbare byggematerialer. På det øverste foto har han selskab af Jan Petersen, en af hjælperne på lageret. Fotos udlånt af Stenderup Sogns Lokalarkiv

inden for Entreprenørforeningen, hvor mange af dem var medlem. Foreningen indgik i 2003 i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Dansk Byggeri, som i 2016 fusionerede med Dansk Industri (DI).Hele vejen igennem blev nedrivernes sektion opretholdt. I dag hører sektionen under branchefællesskabet DI Byggeri, hvor den nu hedder Nedrivning & Miljøsanering. På

DI’s hjemmeside kan man læse, at sektionen ”bl.a. har til formål at fremme den mest hensigtsmæssige håndtering af affald og restprodukter fra nedrivnings- og miljøsaneringsopgaver og at varetage medlemmernes interesser i forhold til det omgivende samfund”. Anker og Jens fandt også en hjælpende hånd hos FIH (oprindeligt Finansieringsinstituttet

for Industri og Håndværk A/S), som siden 1958 havde hjulpet med at dække danske virksomheders behov for mellemlang finansiering. Her kunne de låne på gode betingelser - og billigere end i Bikuben.

Sideløbende lykkedes det de to firmaejere at udbygge kredsen af kunder, som hos dem fandt de rette samarbejdspartnere, og som har holdt ved gennem mange år.

- Vi var heldige, siger Jens. Men med i billedet må desuden hårdt arbejde og en indsats på de enkelte pladser, som køberne af P. Olesens hjælp var tilfredse med - og til priser, der kunne matche kollegernes.

De ville ikke have os med Læg oven i dette modet til at tackle de muligheder og chancer, som dukkede op. F.eks. da Folketinget i 1989 vedtog en afgift på affald, som bl.a. betød, at beton og brokker fremover

Tårnet var oprindeligt 30 meter højt. Men nedrivningsmaskinen kunne ikke nå op i den højde, så de øverste meter betonarmering er derfor blevet fjernet med en lille, fjernstyret robot, som har kunnet høres ud over det meste af Hovedgård det seneste stykke tid. Det har været en sjov opgave at udføre. Der er en fantastisk udsigt oppe fra toppen, men det bliver uhyggelig koldt, når det blæser.

Nedriver Lars Andersen om nedrivning af DLG-silo i Hovedgård i Horsens

Folkeblad 12. februar 1999

Nedbrydningsfirmaet

P. Olesen og Sønner drives af Jens og Anker Olesen, sønner af P. Olesen. I alt har firmaet otte ansatte. De seks kører rundt i Jylland og på Fyn og bryder huse i alle størrelser og aldre ned. Det kan være fabrikker, garager, parcelhuse, drivhuse, servicestationer eller noget helt sjette.

Horsens Folkeblad 26. april 1988

skulle knuses, så det kunne anvendes til bl.a. fyld på veje og pladser. Og ville man aflevere ikke-knust materiale på en genbrugsplads, kostede det 350 kr. pr. tons.

- I Aarhus var tre nedrivningsfirmaet gået sammen om et knuseanlæg, og de ville ikke have os med, fortæller Anker. Til vores held gik det ene af firmaerne konkurs et par år efter, bl.a. fordi det knusningsanlæg, de eksperimenterede med, voldte problemer. Det betød, at vi kunne finde plads på markedet. Vi valgte i 1990 at købe en brugt - og velfungerende - knuser i Norge. 50 tons vejede den, og den kostede to millioner kr., så for os var det en stor investering. Til gengæld fandt vi hurtigt arbejde til den. Vi brugte den selvfølgelig selv, men kunne også med en blokvogn efter en af lastbilerne køre den rundt og løse opgaver andre steder, bl.a. på kommunale affaldspladser.

Det gjaldt dog ikke Horsens, som Jens var flyttet til i 1983. Han mente, det måtte være naturligt, at P. Olesen Nedrivning dermed kunne tage del i de

knusningsopgaver, der var i byen, men nej - kommunen havde til stor undren for Jens og Anker sammen med Hedensted og Vejle givet et andet firma, I/S Genknus, monopol på dén opgave.

Vi vidste, der blev holdt øje med os

1990’erne og 00’erne betød også de første opgaver på Sjælland - for de to jyder og deres medarbejdere et helt nyt område. I København mødte de en fast sammentømret gruppe af nedrivningsfirmaer, der havde et solidt greb om markedet. Alligevel lykkedes det P. Olesen at få kontrakter på i første omgang flere mindre opgaver. Jens og Anker var helt klar over, at der blev holdt øje med dem og de konkurrencedygtige priser, de bragte med. Men stille og roligt arbejdede P. Olesen sig ind på markedet og viste, at også i Jylland vidste man, hvordan nedbrydning skulle gribes an. Efterhånden accepterede københavnerne da også den nye aktør på den sjællandske scene, og jyderne gik fra konkurrenter til at blive set som kolleger.

Nedrivningsvirksomheden og Stenderup Brugtlager blev hjulpet på vej af jævnlige annoncer i de lokale aviser - en annoncering, der fortsatte, da P. Olesen flyttede til Hovedgård. Nu og da fik genbrugsannoncerne selskab af job-opslag

Da en ny generation kom på lønningslisten

Lige så langt Henrik, Kenneth, Peter og Maiken kan huske tilbage, har de været en del af P. Olesen - og P. Olesen har været en uundværlig og

Tredje generation havde fra helt små kig på virksomhedens imponerende lastbiler. Her er vi midt i 1980’erne med Peter og Kenneth forrest og stående på lastbilen Henrik. Bemærk teksten på lastbilens dør - det er tydeligt, at her stod oprindelig kun Peder Olesen; senere blev et lille ”og sønner” føjet til.

værdsat del af deres liv og livsopfattelse. På den led gentager de historien om deres fædre, Jens og Anker.

Selvfølgelig handlede det for de tre sønner til en start meget om den motoriserede tiltrækningskraft, store maskiner har på små drenge. Men med til historien hører også et par fædre, som åbnede dørene til både gravemaskiner og lastbiler - og som ikke var blege for at overlade de tre sønner opgaver, efterhånden som alder og kunnen lagde op til det.

Peter er årgang 1977, og når han siger, at han har været på lønningslisten i 36 eller 37 år, leder lidt hovedregning frem til, at han var 12-13 år, da de første kroner rullede ind på hans bankkonto.

Kenneth fik sin første ansættelseskontrakt i 1992, da han var 12 år - på deltid vel at mærke, for kontrakten om arbejde på fuld tid fulgte først fire år senere.

Og Henrik husker, at han kørte minigraver, da han var otte. Skolegang? Jo...

- Men i weekenderne og alle ferierne var vi i gang, fortæller Kenneth. Med ham kom det endda så vidt, at han med sine forældres samtykke forsøgte at slippe fri af folkeskolen midt i 8. klasse, selv om lovgivningen dekreterede mindst ni år på skolebænken.

- Jeg var 14-15 år, da Jens og Anker købte en ny gravemaskine, som jeg kørte med i sommerferierne. Det endte med, at min far - Ankermente, jeg kunne overtage maskinen på fuld tid, for så behøvede de ikke ansætte en ny mand. Men det ville skolen ikke være med til. Sagen var vist omkring Undervisningsministeriet og endte med et nej. Men det siger næsten sig selv, at da jeg var færdig med 9. klasse, gik jeg direkte til et fuldtidsjob hos P. Olesen.

Efterhånden blev maskinparken udvidet, her med en Cat 320, indkøbt midt i 1990’erne. Henrik var på pletten.

En ny generation på banen

Fra 1980’erne og frem træder en ny generation af Olesen-familien ind på scenen: Jens’ tre børn og Ankers fem.

Alle er de i dag ansat i firmaet. Fire af dem - Peter og Henrik, Kenneth og Maiken - er tillige medejere af P. Olesen, i dag af NG Nordic, som købte virksomheden i 2024.

Jens’ børn er:

Peter - direktør og afdelingsleder med ansvar for opgaverne syd for Hovedgård

Henrik - direktør og driftsleder med ansvar for P. Olesens pladser, bl.a. pladsen i Hovedgård, samt for indkøb af maskiner, Michael - Projektassistent/AM-koordinator

Ankers børn er:

Kenneth - direktør og afdelingsleder med ansvar for opgaverne nord for Hovedgård

Maiken - controlling og økonomi

Christina - financial controller

Nadja - KMA-assistent (KMA står for sikring af Kvalitet, Miljø og Arbejdsmiljø)

Nicklas - lastbilchauffør

Struktør, tømrer og en fuld HG

De tre andre kiggede mod andre muligheder, men…

Peter forsøgte sig et par måneder med en uddannelse som struktør - det nutidige udtryk for en faguddannet jord- og betonarbejder - inden han erkendte, at han hørte til i sin fars og onkels firma.

På samme måde med Henrik, om end med en lidt længere omvej. Hans mor Laila mente, sønnen var bedst forberedt på fremtiden, hvis han havde en egentlig uddannelse. Det mundede ud i en læreplads som tømrer - til Henriks utilfredshed, for han ville hellere være sammen med familien. Et par år varede det med tømrerfaget, så bøjede Laila sig: - Derfor har jeg en halv uddan-

nelse som tømrer. For i læretiden blev det jo hurtigt til, at jeg om aftenen og i weekenderne hjalp med nedbrydningsopgaverne. Så efter to år vinkede jeg farvel til min læreplads og fik fast ansættelse hos P. Olesen.

Maiken skiller sig ud på den led, at hun faktisk gennemførte en uddannelse: to år og en fuld HG - Handelsskolernes Grundforløb. Bagefter skulle hun i praktik, og

hvor dét foregik, behøver man ikke en professortitel for at gætte. Så siden 2000 har også Maiken været en del af det faste hold på pladsen i Hovedgård. Henrik, Peter og Maiken nikker, når Kenneth understreger, at der ikke var pres fra forældrene. - Arbejdet med nedrivning var jo det, vi brændte for, siger han. Vi var sure, hvis vi ikke blev taget med i weekenderne.

Jens var ikke ret gammel, før han med øvet hånd styrede firmaets gravemaskine. Fotoet stammer fra nedbrydningen af en tobaksfabrik i Nykøbing Mors.

Han husker, hvordan han som lille sad bag sin far Anker, når han kørte med gravemaskinerne. Mens Henrik mindes, hvordan han hurtigt lærte at tumle en lille minigraver.

Weekender med en knuser

Tredje generations første erindringer knytter sig til Stenderup, hvor det nedlagte teglværk fra 1983 til 1994 fungerede som base for P. Olesen. Jens boede sammen med sin kone og børnene på en nedlagt

landejendom ikke længere væk fra pladsen, end at Peter efter skoletid kunne hoppe på cyklen og hjule derned. Anker og hans familie holdt til i Aarhus, så Kenneth måtte pænt bede om at blive kørt - en bøn, som mange gange holdt sig inden for kommunegrænsen. For det var i denne sidste halvdel af 80’erne, han bl.a. hjalp med at rydde den tidligere GASA Aarhus-grund på hjørnet af Finlandsgade og Paludan-Müllers Vej, hvor Storcenter Nord åbnede i 1991. I de tidlige 1990’ere, da firmaet

I 1989 ryddede P. Olesen området ved Eckersbergsgade i Aarhus, hvor Scandinavian Center skulle bygges. Foto: Leif Thomsen, lånt fra AarhusArkivet.dk.

havde købt den første maskine til at knuse beton, blev den i weekenderne ofte overtaget af de tre teenagedrenge. De blev fredag eftermiddag kørt ud i en grusgrav sammen med knuseren og en campingvogn; dér knuste de brokkerne, folk fra egnen kom med, lokket af annoncer om, at nu er vi der og der.

- Søndag aften blev vi hentet, og mandag morgen var det af sted til skole, smiler Peter. Også opgaverne rundt i landet inkluderede ofte Kenneth, Henrik og Peter. Henrik husker en weekend i 1995, da han - 14 år gammel - manøvrerede rundt med en gravemaskine på en plads i Esbjerg, og en politipatrulje kom forbi.

- Betjentene syntes jo, det så lidt mærkeligt ud med lille mig i en stor maskine, så de standsede og kom hen, fortæller Henrik.

Jeg var vist ikke gammel nok til det, mente de. Jo, jo, svarede jeg, men jeg blev alligevel taget med på politistationen, for man skulle være 16 og have traktorkørekort for at køre gravemaskine.

Henrik blev hentet af far Jens, som over for politifolkene erklærede, at ”det er da bedre at passe et arbejde end at lave ballade”.

Man gør sig jo gennem et langt liv med nedbrydning sine erfaringer. Man finder snart ud af, hvad en bygning rummer, og hvad man skal passe på ikke at ødelægge. Livet på byggepladserne er læremester.

Jens Olesen i Horsens Folkeblad 11. november 2003

Da Stenderup blev skiftet ud med Hovedgård

Imens gik livet sin vante gang på pladsen i Stenderup - sådan da. For det voksende firma krævede mere plads.

Stenderup Brugtlager holdt til i tre gamle og nedslidte haller i det ene hjørne af grunden. Dem ville Jens og Anker erstatte med en ny hal.

Desuden ville de gerne have mulighed for at knuse beton på den store grund, hvor der var rigelig plads til det, mente de to brødre.

Den daværende Juelsminde Kommune nikkede ja til projektet, men det blev efterfulgt af et nej fra Vejle Amt, bl.a. med den begrundelse, at hallen ville komme i

Fra sidst i 1990’erne voksede antallet af maskiner og biler hastigt. Her en del af udstyret, fra pladsen i Hovedgård marts 2003.

Foto: Bent Hansen

vejen for udsynet til Stenderup Kirke, som ligger ca. 100 meter syd for grunden. Enden på dén historie blev, at Anker og Jens begyndte at kigge efter et andet sted.

Eftersøgningen endte i Hovedgård, hvor P. Olesen købte 16.000 kvm. jord i et nyudstykket industriområde i byens sydlige udkant.

I det her job støder man ofte på lidt forskelligt, når man går ind i gamle huse. Her i Vestergade var blandt andet rester af madvarer, og så har der jo været brand et par gange. Det har efterladt nogle af bjælkelagene helt brændt over, så her har vi af sikkerhedsmæssige hensyn ladet maskinerne fjerne det hele.

Entrepriseleder Allan Bassø om nedrivningen af forfaldne huse i Vestergade, Horsens, i Horsens Folkeblad 3. juni 2017

Da Horsens Folkeblad i februar 1992 skrev om købet, begrundede Jens - ud over problemerne med hallen i Stenderup - valget af Hovedgård med byens centrale beliggenhed i forhold til både Aarhus og Horsens, hvor P. Olesen dengang fandt de fleste

opgaver. Fra avisens udsendte lød et naturligt spørgsmål på, om der ud over de 12 allerede ansatte ville følge flere arbejdspladser med til Hovedgård. Jens passede på med at love for meget, men håbede, ”at der med

tiden bliver et par ekstra jobs i firmaet”.

Hvormed også er sagt, at tilbage i 1992 turde ingen drømme om

Fem-seks år - og så ud

Volvos blad Revy satte i nr. 1/2021 fokus på P. Olesen. Det kom bl.a. til at handle om firmaets indkøb af nye maskiner: Maskinerne får i gennemsnit lov til at arbejde i fem-seks år, inden de udskiftes med nye. ”Det er både mere effektivt og økonomisk at udskifte med de intervaller, for så følger vi også løbende med i den tekniske udvikling”, fortæller Henrik Olesen, ”ligesom brændstofforbruget hele tiden optimeres med de nye tekniske landvindinger”.

Derfor er tanken om at gå mod el-drevne maskiner heller ikke fremmed. ”Faktisk har vi allerede taget hul på den del”, siger Henrik Olesen”, og opremser hurtigt et antal minilæssere, 1 og 2 tons gravemaskiner og el-bører, som allerede er ”i stalden”.”El-maskinerne kan køre alle steder – både inde og ude. Og kan vi lade maskinerne op, f.eks. i frokostpausen, så er der ingen problemer med at holde dem kørende hele dagen”, siger han og ryster lidt på hovedet ad kritikken af de el-drevne maskiner. ”Det handler om at planlægge og tilrettelægge arbejdet, så er der aldrig bøvl. Nærmest tværtimod. Man har jo kørt med el-drevne gaffeltrucks i mange år, uden det har givet problemer”, påpeger Henrik Olesen.

den udvikling, P. Olesen gennemgik i de tre følgende årtier.

Vi byggede selv en hal

Over det næste par år flyttede hele virksomheden fra Stenderup til Hovedgård, hvor Anker og Jens som noget af det første genopbyggede en stor hal, de havde skilt ad i forbindelse med en opgave på Aarhus Havn. - Det var et kæmpearbejde, for vi gjorde det selv, fortæller Anker. Hallen eksisterer stadig, i dag i udvidet form med kontorer til administrationen.

Brugtlageret i Stenderup fulgte med nordpå. 2. juli 1994 blev sidste åbningsdag, fulgt af 1. august som første åbningsdag i Hovedgård. Jørgen Herskind fortsatte som salgschef en tid endnu, men valgte så at gå andre veje, og genbrugslageret blev ført videre af primært Jens og hans søn Henrik. Også i administrationen kunne de nye tider mærkes.Her havde Jens’ kone Laila siden 1976 taget sig af bogholderi og sammen med Ankers kone Bente passet telefonerne. Desuden tilegnede de to sig med tiden så meget erfaring, at de kunne udarbejde de tilbud, som firmaet gav på opgaverne med nedrivning. Fra disse år husker Bentes datter Maiken, hvordan hendes mor ofte kunne findes ved køkkenbordet med en rød skrivemaskine foran sig. Men de nye tider betød flere opgaver, flere ansatte og dermed mere papirarbejde, og i forbindelse med flytningen til Hovedgård besluttede familien at udvide administrationen med en egentlig bogholder. Dermed kunne de to hustruer stilles frit.

Vi vidste, hvad der duede

Op gennem 90’erne og 00’erne voksede P. Olesen fra at være blandt de små i klassen til at kunne måle sig med de store, hjulpet på vej af bl.a. et voksende antal regler og bestemmelser omkring nedbrydning.

Som Jens summerer op:

- Da vores far startede firmaet tilbage i 1968, var det typisk murere og tømrere, der brækkede lidt ned her og der. Små opgaver. Men så kom der regler, der skulle tages prøver og føres kontrol, og ville man med i hele processen omkring byfornyelse,

Også nedbrydere og lastvognschauffører kan opleve smukke solopgange, her ved Lynge på Sjælland.

som kørte på sit højeste i 80’erne, krævede det også en vis kapacitet. Derfor stoppede de små. Nedbrydning blev et egentligt fag med sin egen uddannelse, og vi fulgte med. Det betød, at vi begyndte at få de større opgaver, nogle gange fordi andre ikke ville røre ved dem.

Kontrakterne krævede indkøb af flere maskiner, og her kom det Anker og Jens til gode, at de selv havde tilbragt mange timer i gravemaskiner.

- Vi vidste, hvad der duede og fik købt det rigtige udstyr, siger Jens.

- Desuden fandt vi hurtigt ud af, at vi skulle holde os fra brugte maskiner. Det bedste var at købe nyt og ved siden af lease, hvad vi havde brug for, forklarer Anker om den filosofi, firmaet har holdt sig til siden. Læg dertil det voksende antal

Meget hurtigt tog P. Olesen de nyudviklede elektriske maskiner til sig, her i form af en eldrevet minigraver, indkøbt i 2025.

store opgaver.

- Det er dér, man tjener pengene, siger Jens og nævner den lave rente - gennem nogle år helt nede på én, sommetider en halv procent - som en hjælpsom makker op gennem 10’erne.

Betonen blev et problem

Samtidig forstod han og Anker at sige stop med de opgaver, andre kunne klare billigere. Som f.eks. knusning af beton, som P. Olesen tidligt havde budt ind på og i 00’erne endte med at tilbyde fire steder i landet.

- Det blev efterhånden for omfangsrigt og et problem for os, forklarer Anker. Beslutningen om at sælge denne del af virksomheden til Sorø-firmaet MIS Recycling fik

Vi er faktisk midt i et generationsskifte. Både mine og Ankers børn arbejder her i firmaet, og det er meningen, at de skal overtage det. De er allerede med til at træffe beslutningerne. Det er en god fornemmelse.

det afgørende skub af finanskrisen i 2007-2009. P. Olesen havde netop indkøbt en knuser, bl.a. for at neddele betonsveller - en opgave, Jens og Anker regnede med kunne udvikle sig. Men finanskrisen satte alting i slowmotion, og knuseren kom til

at stå ubrugt i en hal i halvandet år.

Samtidig viste det sig, at MIS Recycling kunne klare knusningen til en lavere tons-pris end P. Olesen på sine fire pladser. Det mundede i 2010 ud i, at hele knuserafdelingen blev solgt, og alt udstyret - knuser, gummiged og gravemaskine - flyttede fra Hovedgård til et nyt liv med Sorø som base.

I dag er der stadig et godt samarbejde mellem de to firmaer. Og finanskrisen? Jo, P. Olesen klarede sig igennem

Opgaver i byområder betyder ofte, at pladsen kan være kneben. Her er P. Olesen i gang ved Magasins bygning i Aarhus.

Foto: Bent Hansen

takket være en solid polstring rent økonomisk, skabt via gedigne overskud i årene før.

Ret mange kasketter at jonglere med

Som en strøm gennem årtierne går et tættere og tættere samarbejde mellem forældre og børn. På den ene side Jens og Anker, på den anden side fire af deres børn: Peter, Henrik, Kenneth og Maiken. Undervejs fik Jens’ søn Peter fra sin far et stigende ansvar for opgaverne syd for Hovedgård, mens Anker gradvist overlod sit domæne nord for Hovedgård til sønnen Kenneth. Jens’ anden søn Henrik overtog ansvaret for indkøb af maskiner og for pladserne i Hovedgård og de fire

Jens Olesen i Horsens Folkeblad 23. juli 2013

andre byer, hvor P. Olesen efterhånden oprettede afdelinger: Hasselager tæt på Aarhus, Fredericia samt på Sjælland Ringsted og Roskilde. Mens Ankers datter Maiken fortsatte i firmaets administration. Her blev hun en værdifuld medhjælp, da Flemming Blaabjerg i 2010 gjorde sin entré som økonomichef.

- Med tiden har jeg fået ret mange kasketter at jonglere med, siger hun om en rolle, der i dag bl.a. handler om bogføring, lønninger og fakturering. Jens beskriver udviklingen med ordene, at ”i begyndelsen bestemte Anker og jeg det hele; siden blev det til, at vi alle sammen bestemte lidt”.

For mange om at bestemme

At netop de fire i dag befinder sig på centrale pladser i P. Olesen-koncernen, hænger sammen med, at de er de ældste og dem, der er mest fortrolige med arbejdet og opgaverne i firmaet. De andre fire børn - Jens’ søn Michael plus Ankers døtre Christina og Nadja samt sønnen Nicklas - arbejder godt nok også i Hovedgård, men Jens og Anker frygtede, at der ville blive for mange om at bestemme, hvis hele flokken endte på ledelsesgangen.

For Jens og Anker var det ikke

Hvorfor ikke reklamere for sig selv, når der nu er en velegnet mur? I foråret 2021 var P. Olesen hyret til at nedbryde Jomsborg i Aarhus - en 5½-etager høj murstensejendom fra 1910, som lå tæt ved, hvor åen i dag løber ud i havnen. Bygningen faldt, fordi en ejendomsinvestor havde planer om et højhus på stedet. Foto: Ib Nicolajsen, lånt hos AarhusArkivet.dk

I dag har vi mellem 140 og 150 ansatte over hele landet, og dertil kommer folk, vi lejer ind. Det svinger mellem 50 og 200 afhængigt af, hvor travlt vi har.

Peter Olesen i Horsens Folkeblad 15. sept. 2018

nogen nem beslutning, at det familiære puslespil kom til at gå op på denne måde, specielt fordi Peter, Henrik, Kenneth og Maiken fra 2000 trådte ind som medejere og løbende via deres part i overskuddene købte større og større andele af P. Olesen. Men da beslutningen blev taget, virkede det som den bedste løsning, når det også handlede om at sikre firmaets fremtid.

Det skulle ikke foræres væk

Og tror nogen, at Jens og Anker helt forsvandt ud af billedet, må de tro om igen. De to har oplært sønnerne i alle nedrivningens finesser, og de blev op gennem 90’erne, 00’erne og 10’erne ikke kun taget med på råd omkring de større beslutninger, men havde i mange tilfælde også det afgørende ord.

Derfor skal vi hen til 27. marts 2020, før det kom på tryk i de statslige registre, at Henrik

Vi oplever, at der af og til er opgaver i udbud, hvor der er brug for så stor arbejdshøjde. Hidtil har vi selv kun kunnet nå 21 meter, og vi har tidligere lejet maskiner ind, når vi har haft opgaver i større højde, men der er ikke længere maskiner i Danmark, der kan løse opgaverne.

Henrik Olesen om køb af 36 meter langarm i Horsens Folkeblad 6. juni 2014

Olesen, Peter Olesen og Kenneth Olesen var udnævnt til direktører. Indtil da kunne udviklingen aflæses via tre holdingselskaber. Jens og Anker ejede det ene, Henrik og Peter det andet, Kenneth og Maiken det tredje. De blev oprettet i 2003, hvor de unges to selskaber hver købte 10

procent af virksomheden, mens 80 procent lå i Jens og Ankers selskab. Over årene er via køb mere og mere flyttet over til de unges selskaber. Og læg mærke til ordene køb og salg, for holdningen hos Jens og Anker har været, at der ikke skulle foræres noget væk. Sådan fungerede det med seks ligestillede ejere, indtil norske NG Nordic i juni 2024 købte P. Olesen. Da valgte Jens og Anker at lade sig købe ud, mens Peter, Kenneth, Henrik og Maiken satte kurs mod fremtiden ved at bytte en god bid af deres andele med aktier i NG Nordic.

Horsens Slagteri, der lå forholdsvis centralt i byen, lukkede ned i 2006. Opgaven med at rydde grunden endte hos P. Olesen. Det betød bl.a., at en skorsten skulle lægges ned ved hjælp af sprængstof. Kyndige folk sikrede, at skorstenen, som det ses på modsatte side, faldt den rette vej. Fotos: Bent Hansen

Spild af penge eller…

Når de tre sønner skal karakterisere samarbejdet med Jens og Anker, bruger Henrik ordet ”jævnbyrdighed”. Mens Kenneth pointerer, at meget hurtigt efter hans og de to andres tilknytning til firmaet blev der lyttet til deres meninger.

- Men, siger han, vi har også fået det at vide, hvis vi efter de to gamles mening gjorde noget forkert.

Eksemplet kan være en trailer, han omkring 2010 købte. En trailer, der er indrettet med alt det nødvendige udstyr i forbindelse med behandling af farlige stoffer som bly, pvc og asbest. - Anker var ikke i tvivl. Det var spild af penge, erklærede han. Men et år efter havde vi 10 gange så meget af den slags udstyr, forklarer Kenneth med et grin.

Og dermed er vi ovre i en anden - og med tiden vigtig - side af P. Olesens opgaver: miljøsanering.

- I 2008-2010 var det os, der trak i den retning, siger Henrik. Sådan udviklede der sig en frugtbar balance mellem generationerne. Som Kenneth siger:

- Vi kom med ungdommens gå-på-mod, mens de ældre holdt lidt igen.

Nu skal vi ikke være større

Hvornår balancen tippede til den ene side, hvornår den anden, er der ikke grund til at pinde ud. Facit lyder under alle omstændigheder på, at firmaet P. Olesen siden flytningen til Hovedgård er vokset fra en lille spiller til i dag Danmarks største, når det handler om nedrivning. Fra 12 ansatte i oktober 1994 til i dag 200 medarbejdere.

Når man spørger til udviklingen, smiler Peter:

- Vi har hvert år sagt til hinanden, at nu skal vi ikke være større.

Øvelse gør mesterdet gælder også for motorvejsbroer

- På Fyn var vi for første gang med til at fjerne en motorvejsbro på en nat. Vi nåede lige at få maskinerne væk, inden bilerne kom. Ordene lyder fra Henning Christensen, som sammen med Jens Madsen hører til de længst ansatte hos P. Olesen. Begge har kontrakter, dateret tilbage i 1980’erne. Gennem årene har de været omkring det meste, bl.a. broer over motorveje. Her gælder - som så mange andre stederdet gamle ordsprog om, at øvelse gør mester. -I dag ved vi jo, hvad vi skal, siger Jens Madsen og henviser til de seneste bro-nedrivninger i forbindelse med udvidelsen af E45 til tre spor på strækningen fra Vejle til Randers. - Vores aftale med Vejdirektoratet om den seneste bro lød på, at motorvejen skulle genåbnes senest kl. 9 morgen. Men vi var færdige kl. 4. Derefter tog det lidt tid at rydde det sidste op, men allerede kl. 5.15 kunne afspærringerne på motorvejen fjernes, fortælle Jens Madsen og roser samtidig kolleger, der er dygtige til at styre hele forløbet, herunder at få de nødvendige maskiner frem fra andre pladser og sendt tilbage, når det hele er overstået. Hvortil de seneste år kan føjes en af de nyere anskaffelser, den kæmpestore Bumble Bee-maskine, der næsten dinosauragtigt kan klippe beton og jern fra hinanden. - Det er den, der gør den helt store forskel, fastslår Jens Madsen.

Vi har aldrig haft intentionen om at blive de største, men vi har intentionen om at være de bedste, supplerer Kenneth. Og netop det med at være bedst betyder, at man må følge markedet. Et marked, hvor opgaverne bliver mere og mere omfattende - Og det betyder, at vi løbende har måttet købe mere og mere grej, siger Henrik.

Bl.a. Nordens største langarm med kælenavnet ”BumbleBee”, som landede i Hovedgård i sommeren 2022.

Vi ragede bare det hele ned

Humlebien har spillet en central rolle, når det gælder en af de opgaver, P. Olesen specialiserede sig i: nedtagning af broer.

Første forsøg var en jernbanebro ved Vrold lidt vest for Skanderborg i 2010.

- Vi syntes selv, vi var ret dygtige

- og det var vi så ikke, konstaterer Kenneth med et afvæbnende smil.

Nedbrydningen varede 36 timer

- lang tid i forhold til senere opgaver. Men problemet lå ikke dér. I stedet handlede det om planlægning og afdækning. - Vi ragede bare det hele ned, og vi endte med at krybe rundt på skinnerne og samle små stykker cement op mellem skærverne, fortæller Henrik. Sådan lærte holdet på den hårde måde, at afdækning med fiberdug og jernplader er vigtig, fordi de forskellige materialer dermed kan sorteres på stedet og bagefter

Også da åen i centrum af Aarhus blev fritlagt medvirkede P. Olesen.

nemt læsses på lastbiler. Siden er det blevet til anslået mellem 30 og 50 jernbanebroer, broer over åer og broer over veje. Ikke mindst motorveje. Den første motorvejsbro faldt i 2012 ved Skærup syd for Vejle. Her lød kravene i kontrakten med Vejdirektoratet anderles barske. For motorvejen kunne kun lukkes en enkelt nat, og blev tidsfristen overskredet, vankede der sekscifrede bøder.

Så galt gik det nu ikke. 12 mand og 10-12 maskiner kørte nonstop i nattetimerne og banede vejen ikke kun for bilerne, men også for nye opgaver. Efter Skærup har P. Olesen tacklet motorvejsbroer ved Middelfart og Aalborg samt en cykelbro i Odense. Og

i forbindelse med udvidelsen af den østjyske motorvej fra Vejle til Randers klarede holdet fra Hovedgård i 2024 en bro ved Skanderborg og i 2025 to ved Horsens.

Bygningerne på Skolebakken i Aarhus, som fra 1937 til 1980 rummede Aarhus Motor Compagni, fik P. Olesen i 19981999 til opgave at rive ned, efter at de havde huset flere andre virksomheder. I baggrunden en af byens ikoniske bygninger, Aarhus Toldkammer.

Foto: Richard Jeppesen og Leif Thomsen, udlånt af AarhusArkivet.dk

I to omgange - 1996 og 2001 - nedbrød P. Olesen bygningerne i aarhusianske Jægergårdsgades østlige ende, hvor Aarhus Oliefabrik frem til 1961 havde en del af sin produktion.

De tomme og efterhånden meget forfaldne bygninger måtte vige pladsen for Bruuns Galleri og DGI-Huset. Det betød bl.a. et farvel til det karakteristiske tårn. Billederne på modsatte side er fra 1996, på denne side fra 2001.

Fotos: bl.a. Anita Strømberg Kimborg og Aase Kristensen, udlånt af Aarhus-Arkivet.dk

Natten mellem lørdag 7. oktober og søndag 8. oktober 2023 måtte en bro ved Skanderborg lade livet i forbindelse med udvidelsen af den østjyske motorvej. Holdet fra Peter Olesen var efterhånden trænede i at klare en sådan opgave i løbet af en nat. Det første foto med briefingen er taget kl. 17.44, det sidste kl. 6.30, dvs. et par timer før motorvejen igen skulle være farbar.

Da P. Olesen kom

på en 100 års-hændelse

Op mod 31 millioner i indtjening efter skat. Det følgende år 26 millioner kr. på samme konto. Derpå 20 millioner. Og så det store chok: et plus på blot 449.000 kr.

To gange har økonomisk modvind sat mærkbare spor i de ellers meget solide regnskaber hos P. Olesen.

Første gang i regnskabsåret 2008/2009. Efter otte millioner kr. i overskud året før røg beløbet ned under en million kr., fulgt i 2009/2010 af et decideret underskud på 500.000 kr.

Forklaringen kan udtrykkes med ét ord: finanskrisen.

Anden gang fulgte i 2023/2024. Efter flere årsregnskaber med 20-30 millioner kr. på resultatlinjen styrtede tallet ned på 449.000 kr.

Forklaring? Et par konkurser og en rekonstruktion hos store kunder, som ledelsen hos P. Olesen troede på. Alene en af konkurserne, som ramte et københavnsk firma, sparkede et tab på 20 millioner kr. fra hovedstaden til Hovedgård.

Krisen kom nærmest over en nat

Tilbage i 2008 tegnede alt ellers lyst. Solide regnskaber i årene forud og masser af opgaver i ordrebogen.

Lige indtil finanskrisen uden varsel ramte som en forhammer. Hammeren ramte bl.a. en stor

knuser i fem millioner kronersklassen, som endte med at stå ubrugt i en hal næsten et år.

Men som det øvrige Danmark red P. Olesen stormen af. Selvfølgelig var underskuddet i 2009/2010 - det eneste i firmaets dokumenterbare historie - en bitter pille at sluge, men det lunede, at da hjulene i 2010 igen begyndte at rulle, tegnede det samtidig indledningen til en mærkbar fremgang på både omsætning og indtjening.

Umiddelbart et pænt resultat, men...

De følgende år kunne P. Olesen udsende årsrapporter med fornemme tal. Allerbedst i 2018/2019 og 2020/2021, hvor indtjeningen toppede med over 30 millioner kr. efter skat. 2022/2023-regnskabet lå også i den lune ende med en nettoomsætning på 415 millioner kr. og et resultat på 20 millioner efter skat.

2023/2024 fulgte i fodsporene med en nettoomsætning på 388 millioner kr. Men konkurserne i København sendte slutfacit ned på sølle 449.000 efter skat.

Økonomidirektør Flemming Blaabjerg konstaterede i Horsens Folkeblad, at ”vi har over tid været både heldige og dygtige til at søge uden om større tab på tilgodehavender, men sidste år var et forfær-

deligt år, hvad det angår. Det er lige før, jeg vil kalde det en 100 års-hændelse - og gudskelov for det da.”

Jens og Anker tilføjer gerne det, som ikke stod i aviserne: at de og P. Olesen i København kom i kløerne på ”nogle af de der fidusmagere”, som til en start lover guld og grønne skove - og når pengene skal falde, lader de selskabet, hvis navn står i kontrakten, gå konkurs.

De dyrekøbte erfaringer sendte dog ikke P. Olesen i knæ, snarere tværtimod. For ledelsen satsede på flere opgaver og flere ansatte.

Satsningen mere end holdt vand. Det næstfølgende regnskab - 2024/25 - fortalte om en nettoomsætning på imponerende 607 millioner kr. og en indtjening på 43 millioner kr. efter skat.

P. Olesen var tilbage på sporet.

Den store prop, der blev taget ud af badekarret, var, at finanskrisen ophørte. For det betød, at mange af de byggeprojekter, der tidligere havde ligget i skrivebordsskuffen blev taget op igen.

Økonomichef Flemming Blaabjerg i Erhverv+ 21. februar 2020

Foto-serie fra nedrivning af villa i 2021.

Da Humlebien landede

hos P. Olesen

Et kolossalt monstrum. De tre ord indleder artiklen, hvor Horsens Folkeblad 29. august 2022 præsenterede nyeste anskaffelse hos P. Olesen i Hovedgård: en kæmpemæssig nedrivningsmaskine på 200 tons med en arm, der kan nå 50 meter i vejret. En R 980 Demolition Litronic fra franske Liebherr.

Dengang kom købet som den store nyhed, ikke mindst i den danske nedbrydningsbranche, for maskinen slog alle rekorder. Rekorden har den stadig, og dét er der ikke ændret på, selv om monstrummet i det daglige omtales under det mere menneskelige tilnavn BumbleBee - humlebien. Bag maskinens navn gemmer sig dens evne til at omforme sig efter den konkrete opgave.

Den kæmpestore nedrivningsmaskine blev naturligvis præsenteret med sin 50 meter lange arm foldet ud i fuld længde, da P. Olesen i august 2022 fejrede nyanskaffelsen med åbent hus på pladsen i Hovedgård.

Den klipper i betonen. Den knuser med flere tusinde tons. Det, man propper i kæben på den her, det klipper den simpelthen over. Har man en betonvæg, der er én meter tyk, det napper den sagtens.

Martin Blaabjerg om BumbleBee i Horsens Folkeblad 29. august 2022

I legetøjet og filmen ”Transformers” kan maskiner også skifte form. En af karaktererne er gul og hedder BumbleBee, og navnet lå på den måde lige for.

Den nyanskaffede BumbleBee kom i arbejde fra første dag. I december 2022 gjaldt det bl.a. nedbrydningen af Mastehuggskajen på havnen i svenske Göteborg.

Forud for åbent husarrangementet i 2022, hvor alle kunne opleve kraftværket på nært hold, lå en længere proces, der begyndte med indleje af en tilsvarende maskine, så P. Olesenfolkene kunne konstatere, hvad den magtede. Det overbeviste dem om, at indkøbet kunne blive en rimelig forretning - og noget helt unikt i ikke bare dansk, men nordisk sammenhæng.

- Vi måtte have noget, de andre ikke har, som Henrik siger med et smil.

I 2019 indledtes derfor en række rejser til Colmar i det nordøstlige Frankrig, hvor Liebherr holder til. Her blev den endelige udformning bestemt, inden P. Olesen i 2020 skrev under på en købsaf-

tale med levering i sommeren 2022.

Nu kan jeg ikke få noget, der er vildere

Centralt i hele forløbet stod Martin Blaabjerg. Han var udset til at være manden, som skulle styre monstrummet, og det var ham, Horsens Folkeblads udsendte tog fat i.

”Nu kan jeg nok ikke få noget, der er vildere,” erklærede maskinføreren og fortsatte:

- Det her bliver den største, jeg nogensinde har kørt. Jeg har før kørt en, der var en lille smule mindre, så jeg har kendskab til det. Og vi har før haft en af samme mærke og samme fabrikat, men hvor vi kun kunne nå 34 meter. Ved opgaver med nedbrydning

af boligkomplekser, industribygninger, siloer og kraftværker oplevede Martin Blaabjerg, at det ind imellem for hans gamle maskine med rækkevidden på 34 meter kneb med at nå de øverste etager. Nu kunne han og BumbleBee gå efter de højeste bygninger.

Knuser med flere tusinde tons

Under arbejdet med nyanskaffelsen har han både langarme i forskellig længde og tre et halvt tons værktøj at vælge imel-

Transport af BumbleBee kræver hele syv blokvogne. Størrelsen mere end antydes på dette foto: en blokvogn med den nederste del af den 50 meter lange arm.

lem, bl.a. en gigantisk saks ”med form som en overdimensioneret krabbeklo”, som Folkebladets skribent udtrykte det, inden han overlod ordet til Martin Blaabjerg:

- Den klipper i betonen. Den knuser med flere tusinde tons. Det, man propper i kæben på den her, det klipper den simpelthen over. Har man en betonvæg, der er én meter tyk, det napper den sagtens.

Og så tænker man straks, at hvad nu hvis sådan et stykke én meter tyk beton styrter ned fra 50 meters højde…

- Man skal selvfølgelig tænke sig om, når man river ned i højden. Man skal passe på,

Det er også hele tænkningen omkring det at være nedbryder, der har ændret sig. Vi er blevet en anset del af branchen. Den megen fokus på miljøsanering og bæredygtighed betyder, at kravene til os er steget.

Der skal tages prøver, laves kontroller og undersøgelser af materialerne, før de sorteres og kan genanvendes. Og det kræver specialistviden og kompetencer. Det er ikke længere nok bare at kunne brække en bygning ned. Der følger meget mere med.

man ikke bliver ramt, hvis noget falder ned. Førerhuset er bygget efter det. Der er panserglas i forruden, og der er et gitter på, der er rimeligt stærkt, fortalte humlebiens fører.

Henrik Olesen i Zeppelin Danmarks blad jan. 2019

Transporten mellem de forskellige pladser er et kapitel for sig. 200 tons på larvefødder styrer man ikke uden videre ned gennem hovedgaden i en dansk by. Derfor skal som det

første værktøjet og selve armen demonteres. Som det næste løftes en ballastklods på 35 tons bagest på BumbleBee af, ligesom larvefødderne kræver særskilt transport. Tilbage står

I marts 2023 ønskede svenskerne hjælp til at rive en 60 meter høj silo ned i Kirstinehamn. Det klarede BumbleBee med hjælp fra en forhøjning af opgravet jord.

selve maskinen på 77 tons, der skal bugseres på en kraftig blokvogn. Alt det andet følger efter på fem-seks blokvogne eller lastbiler.

Inden optoget bevæger sig ud i trafikken, skal der indhentes tilladelse fra politiet. Blokvognen kan ikke køre mere end 50-60 km/t med sin last, og hvis den skal over broerne i f.eks. København, må det ske om natten.

Stort set i aktion hele tiden

Selvfølgelig glædede Martin Blaabjerg sig til at komme i gang. Forud for åbent husdagen i august 2022 havde han øvet sig i tre uger, og der ville nok gå endnu et par uger, inden han kunne melde afgang.

- Det er klart, den skal hurtigst muligt ud ad døren, så den kan komme ud og tjene penge, konstaterede han dengang. Her godt tre år senere gør Henrik status: BumbleBee har siden købet været i aktion stort set hele tiden. Ikke kun i P. Olesenregi, men også udlejet til andre nedbrydere.

Specielt én opgave betød omtale i hele landet for P. Olesen og de 200 tons humlebi.

Tidligt om morgenen tirsdag 16. april 2024 gik der ild i Børsen i København. Via mobiltelefoner og fjernsyn kunne hele Danmark følge, hvordan halvdelen af den 400 år gamle bygning brændte ned, taget faldt sammen, og Dragespiret væltede.

De efterfølgende dage gik oprydningen i gang - en opgave, der ikke kun handlede om den bevaringsværdige bygning, men også om et kæmpestort, kollapset stillads, der var sat op som led i en større renovering. I

arbejdet med at fjerne stilladset, som P. Olesen ikke havde noget at gøre med, rev en tonstung saks sig fri af en kran og satte sig fast mellem bygningen og stilladset. Skadeservicefirmaet Celero valgte derfor at kontakte P. Olesen, som kunne stille med den helt rigtige maskine til den komplicerede opgave: BumbleBee.

Til Børsen med eskorte af politiet

Et opkald fredag middag til Peter og co. i Hovedgård satte en større proces i gang. For nok stod selve maskinen meget belejligt i Nordhavn i København, men den nederste del af 50-meteren, som skulle bruges til opgaven ved Børsen, befandt sig i Hovedgård.

først på lørdagen satte Martin Blaabjerg sig i kabinen. Peter, som straks efter opkaldet fredag middag satte sig i bilen og kørte mod København, indtog rollen som styrmand for Martin Blaabjerg:

Med Christiansborg som en usædvanlig kulisse ankom blokvognene med de mange BumbleBee-dele til det indre København og området, hvor Børsen ligger. Her de øverste dele af langarmen.

I alt syv blokvogne måtte til for at flytte det samlede udstyr. Fra Nordhavn fik de seks af dem politieskorte til Børsen, mens blokvognen fra Hovedgård blev mødt af eskorten i Hvidovre. Fredag aften kunne det hele meldes fremme, i løbet af natten blev maskinen samlet, og

- Jeg fik at vide, hvad vi måtte klippe i, hvad vi måtte løfte uden kæder, og hvad vi måtte hejse ud. Når nogle monumenter i murværket var hentet ud, blev en drone sendt ind for at tjekke stedet, og så fik vi nye opgaver. Man kunne i princippet fjerne det hele meget hurtigt, men der skulle tages mange hensyn til bygningen, sagde Peter et par dage efter til Horsens Folkeblad. Dét, BumbleBee som den eneste kunne, var med 50-meteren at

række ind over Børsens forkullede mure. Derfor kunne maskinen hente værdigenstande, murbrokker og brændt materiale ud uden at skade bygningen. Eller med andre ord skulle Martin Blaabjerg redde, hvad reddes kunne, uden at vælte de mure, som stod tilbage efter branden.

På skattejagt uden kort

I over fem uger arbejdede nedrivningsmaskinen og Martin Blaabjerg ved Børsen. Den første tid sad han i kabinen næsten døgnet rundt, tæt fulgt af medarbejdere fra Dansk Erhverv, som ejer bygningen. Her oplevede han, hvor glade folk blev, når han fandt noget, der ikke var brændt eller kunne reddes. For ham selv lød udfordringen på, at de kameraer, der er monteret på BumbleBee, kun delvist dækkede arbejdsområdet inde i bygningen. Derfor blev en mand placeret på en lift, og via walkietalkie anviste han, hvor den lange arm skulle styres hen. Unægtelig noget andet end Martin Blaabjerg var vant til. Men det hindrede nu ikke, at der undervejs gik skattejagt i opgaven. Som han et par måneder senere fortalte til Horsens Folkeblad: - Vi skulle for eksempel finde 69 skulpturer fra murene, og vi fandt 71.

BumbleBee på arbejde ved den nedbrændte Børsen i København. Med sin højde kunne den store maskine både løfte det store stillads, der var sat op omkring bygningen, væk og fiske små buster ud af ruinerne.

Da nordmændene prikkede Peter på skulderen

Imens blev der fra Norge holdt øje med P. Olesen, med firmaets økonomi og dygtighed, når det gjaldt specielt de store opgaver - og dem var der flere af. Her kan i flæng nævnes en række industribygninger i Horsens, to blokke på Nordjyllandsværket øst for Aalborg, flere motorvejsbroer, Carlsbergbyen i København med bl.a. den 88 meter høje vartegnsbygning og andre bemærkelsesværdige opgaver i hovedstaden. Tilmed understregede P. Olesen sin seriøsitet og sin tro på fremtiden ved i 2020 at bestille BumbleBee - Nordens største

I marts 2023 døde Metha Olesen kort før sin 93-års fødselsdag.

Hun overlevede sin Peder med 40 år og oplevede dermed, hvordan den virksomhed, han knoklede for fra 1968 til sin død i 1983, udviklede sig til noget, ingen havde turdet drømme om dengang.

Hun indgik som medejer af P. Olesen og fulgte både sine to sønner og sine børnebørn tæt.

langarm, som blev meldt klar i august 2022.

Med en stadig strøm af nye opgaver voksede P. Olesen støt og roligt til at blive størst inden for nedbrydning. Ude på pladserne gik de ansatte i sikker forvisning om, at der var arbejde nok. Men blandt de to gamle og de tre unge direktører kørte en løbende diskussion om, hvordan firmaet skulle matche de voksende krav omkring miljø, forurening, sikkerhed på pladserne og genbrug på mange niveauer. Hvordan man skulle leve op til den strøm af regler og bekendtgørelser, som udgår fra regering, folketing, ministerier og EU - og som det på længere sigt kunne blive en udfordring at række over.

Eller som Kenneth formulerer det:

her og nu, men inden for et tiår, mens alt kørte på velsmurte skinner?

Meget belejligt kom der et prik på skulderen.

Han havde læst lidt om os…

I november 2022 rejste Peter til Wien for at deltage i 14th World Demolition Summit, arrangeret af European Demolition Association, i daglig tale EDA.

- Her kom én, som Henrik handler med, hen til mig og sagde, at en nordmand gerne ville mødes med mig, fortæller Peter. Sådan blev kontakten etableret til Are Strøm, underdirektør for genbrug i byggeriet og bæredygtig nedrivning i den norske NG Group, i dag NG Nordic.

- Vi stod i en situation, hvor vi skulle overveje, hvordan vi ville tage næste skridt, og hvordan vi ville dække de kompetencer, der på sigt ville blive brug for. Oveni vidste vi, at der ikke stod en ny generation - vores børn - parat til at tage over.

Det hele mundede ud i et afgørende spørgsmål: Skulle P. Olesen fortsætte for sig selv, eller skulle familien sælge - måske ikke

- Han havde, sagde han, læst lidt om os og tænkt, om der måske var basis for et samarbejde, forklarer Peter. Han lovede at gå videre med spørgsmålet, og om aftenen glødede telefonerne mellem Peter i Wien og Maiken, Henrik, Kenneth, Jens og Anker hjemme i Danmark. Næste dag mødtes Peter igen

Sælgere og købere samlet foran P. Olesens administrationsbygning i Hovedgård. Fra venstre Are Strøm, Erik Andre Vee, Peter Olesen, Henrik Olesen, Anker Olesen, Jarle Eikenes

Hansen, Maiken Olesen, Jens Olesen og Kenneth Olesen.

med Are Strøm og stillede undervejs spørgsmålet, han havde snakket sig frem til med de fem i Danmark: Handlede det egentlig om, at NG Nordic var interesseret i at købe P. Olesen?

- Det kunne det nok godt være, lød nordmandens svar ifølge Peter.

Allerede aktive i Nyborg

Med et par hundrede ansatte og masser af maskiner kan P. Olesen stå op for sig selv, men sammenlignet med NG Nordic skrumper Hovedgård-firmaet om ikke til en dværg så i hvert fald derhenad.

Læs blot præsentationen på www.ngnordic.com:

”NG Nordic er en førende nordisk leverandør af cirkulære

Sommeren 2025 - endnu en ny maskine er anskaffet.

løsninger og miljøservices. Med 3.400 medarbejdere, 90 anlæg i Norge, Sverige, Finland og Danmark og 4,4 millioner tons håndteret affald leverer vi sikker og effektiv affaldshåndtering, genanvendelse af høj kvalitet og sender ressourcerne tilbage i kredsløb. Samtidig hjælper vi vores kunder med at reducere deres CO2-emissioner.”

De danske aktiviteter omfatter bl.a. et anlæg i Nyborg, hvor genbrug var og er i front. Akkurat som hos P. Olesen, men uden nedbrydningen. Eller med andre ord havde de to virksomheder noget at tilbyde hinanden. Næsten som to brikker, der finder sammen i et puslespil. Så et par uger efter konferencen i Wien mødes parterne i København. Det blev indledningen på tæt ved to års forhandlinger, som endte med underskrifter på en aftale om, at NG Nordic pr. 1.

juli 2024 overtog P. Olesen.

De var så kloge, at de også lod os have en mening

Anker indrømmer, at i starten var han ikke glad for tanken om at sælge, og at han også i dag har det lidt svært med på denne måde at give slip på sit livsværk. Men tidspunktet var godt, og NG Nordic-folkene bliver af Anker karakteriseret som ”gode købere”.

- De var så kloge, at de også lod os have en mening, tilføjer Jens. Og jo, de to kunne godt se perspektivet i projektet, bl.a. fordi NG Nordic i forvejen var aktiv på miljøområdet i Danmark, men manglede den gren, der hedder nedbrydning. Her kunne man virkelig tale om synergi ved en sammenlægning.

Dertil kom, at modsat Jens og Anker ville Peter, Henrik, Ken-

neth og Maiken gerne handle. De kunne ifølge aftalen med NG Nordic fortsætte på deres pladser og i høj grad fortsat styre P. Olesen - med det plus, at de fik en helt anderledes kapitalstyrke bag sig.

Jeg render stadig lidt forvildet rundt

Så Jens og Anker bøjede af. De kunne til gengæld bryste sig af, at deres stædighed betød en god pris for nedrivningsfirmaet.

Men nu tilhørte fremtiden de unge. For midt i alle diskussionerne om salget kunne de to seniorer ikke løbe fra, at afslutningen på deres tid med P. Olesen nærmede sig. Da aftalen om salget faldt på plads, havde Jens rundet 71 år, Anker 68. De benyttede skiftet til at skille sig af med deres sidste ejerandele, men ville ikke lige her og nu slippe kontakten til den arbejdsplads, de havde været med til at bygge op fra en ladvogn og et par koben til Danmarks

Måske lidt for mange

Tænk, hvis man ikke havde en gravemaskine.

største inden for nedrivningsbranchen.

Jens valgte at gå på pension 1. september 2025, mens Anker bebudede, at han vil fortsætte til sommeren 2026. Så han har endnu ikke taget hul på den hverdag, Jens kæmper med at vænne sig til.

- Jeg render stadig lidt forvildet rundt, for hvad skal jeg nu

Efter nyheden om salget til NG Nordic havde dagbladet Licitationen fat i Henrik. Det udmøntede sig bl.a. i en snak om Olesenfamilien og fremtiden. Resultatet blev en artikel i udgaven 20. juni 2024, hvorfra dette er klippet:

”Familievirksomheden var egentlig ikke til salg, men nu er den kommet på nye og udenlandske hænder. Internt i familien var der ellers mange, der godt kunne overtage virksomheden. Måske i virkeligheden for mange. I hvert fald er ejerne bag en af landet største nedrivere gået en helt anden vej og har solgt alle aktierne i P. Olesen til norske NG Group.

gøre? Jeg har jo været vant til, at telefonen ringede hele tiden, siger Jens. Helt arbejdsløse bliver han og Anker dog ikke. De har gennem årene opbygget et ejendomsselskab, FOAPS Ejendomme, hvor de fremover vil slå deres folder.

- Lige nu er vi min far, min onkel, og så er vi fire unge (søskendeparrene Peter og Henrik Olesen samt Kenneth og Maiken Olesen, red.). Jeg har fire børn, det har min kusine også, og de to andre har to børn, så egentlig er der 12 at vælge imellem. Vi synes, det er bedre at gøre det på den her måde, siger Peter Olesen, en af de nu tidligere ejere af P. Olesen, og fortsætter:

- Stadig vil NG Group gerne, at vores børn kan blive en del af forretningen fremadrettet. Nogle af vores børn er allerede begyndt, og vi håber, det kan fortsætte. Om det så er som maskinfører, på kontoret eller i ledelsen, alt efter hvad de har lyst til og uddanner sig til.”

Da P. Olesen trak de store overskrifter

Allerede 20. juni gik en pressemeddelelse af sted til bl.a. Horsens Folkeblad, som gennem årene har fulgt udviklingen i Hovedgård tæt.

Hen over sommeren 2024 var flere P. Olesen-folk i Horsens for at hjælpe med den delvise nedrivning af byens rådhus. En delvis nedrivning, fordi en stor del af bygningerne skulle bevares og genbruges, mens en anden del skulle væk og erstattes med et hotel.

Historien røg direkte på nettet og dagen efter på forsiden af den trykte avis: ”Tredje generation af P. Olesen sælger til norsk gigant”.

Inde i bladet blev der citeret fra pressemeddelelsen.

Først Olesen-familien: ”Det er naturligvis som tredje generation i familievirksomheden med lidt vemod, at virksomheden sælges, men med et rigtig godt match med NG Group, der driver virksomhed ud fra samme grundprincipper som P. Olesen, er vi helt trygge ved, at det er det

rigtige for at sikre videreførelse og fortsat vækst.”

Derefter NG Nordics koncernchef Bjørn Arve Ofstad: ”Med P. Olesen lægger vi et solidt grundlag for videre lønsom ekspansion i regionen. Vi har stor tillid til selskabet, som med sin unikke markedsposition i Danmark bringer værdifuld kompetence og potentiale. Vi ser frem til den videre rejse sammen og er glade for, at familien Olesen bliver aktionærer i NG Group.”

Den lokale avis fik også hul igennem til Peter, som ikke hvi-

lede på handlen, men var på vej til et møde på en byggeplads. Han fortalte om et informationsmøde med alle medarbejdere, hvor der blev orienteret om salget, om at aktiviteterne i Danmark ville fortsætte under P. Olesen-navnet, om at ”vi som ledelse bliver”, og at han og hans medejere håbede på, at medarbejderne også ville blive.

”Medarbejderne er en vigtig del af virksomheden, så naturligvis vil vi også gerne have, at de er med på fremtiden,” lød det fra Peter.

Vi har jo rendt sammen, siden vi var børn

Derfor ligner alt sig selv, når man ankommer til firmaets hovedkvarter i Hovedgård, og der står stadig P. Olesen på

…og de spurgte ikke os

Der er langt fra nutidens P. Olesen til den spæde start i 1968, da en Hanomag-lastbil måtte klare transportopgaverne.

Gennem de næsten to år, forhandlingerne om NG Nordics køb af P. Olesen stod på, vidste medarbejderne ikke, hvad der foregik, og nyheden om salget kom som den helt store overraskelse.

Henning Christensen og Jens Madsen, begge ansat op imod fire årtier, var blandt de overraskede, også selv om Henning Christensen ”indimellem havde tænkt, om familien ville sælge”.

Jens Madsen: - Det har jeg ikke. Vi vidste intet forud. Det var også derfor, jeg havde det underligt efter mødet, hvor vi fik meddelelsen. Ikke fordi jeg var bange for at blive fyret. Det var mere chokket over, at det hele sådan bare var solgt.

Henning Christensen nikker og smiler: - Og uden at de havde spurgt os.

de gravkøer, dumpere, langarme, lastbiler, containere og mandskabsvogne, som sender gulmalede signaler, når man passerer forbi en nedrivningsplads.

På kontorerne i administrationsbygningen er man heller ikke i tvivl om, at den gode kemi mellem Peter, Henrik, Kenneth og Maiken er en væsentlig grund til, at ingen af de fire valgte at gå sin egen vej, da handlen med NG Nordic faldt på plads.

Og så gentager Peternok ubevidst - det, som Jens og Anker sagde til hinanden, da de efter deres fars død i 1983 besluttede at fortsætte: ”Nedbrydning er jo det

eneste, vi kan.”

Henrik tilføjer et andet ord: hjerteblod.

- For os har P. Olesen aldrig handlet om at vælge til eller fra. Det er noget, der er. Sådan har det været, siden vi var helt små, siger han.

- Vi har jo rendt sammen, siden vi var børn, og har altid hjulpet hinanden, tilføjer Kenneth og fortsætter:

- På godt og ondt har vi været en Familievirksomhed med stort F. Vi er stolte af at have drevet P. Olesen til det, virksomheden er i dag, og vi er stolte af, at vi kunne overdrage et af Danmarks førende nedrivningsfirmaer til NG Nordic.

Da P. Olesen fik en fastansat håndmand

Vi oplever jo ikke to dage, der er ens, siger Jens Madsen.

Henning Christensen nikker:

Henning Christensen (t.v.) og Jens Madsen har været kolleger siden 1980’erne. I dag hører de til flokken af medarbejdere, som har deres egen bil - her Hennings, som det står diskret skrevet på døren.

- Og så er det nogle behagelige folk, vi arbejder sammen med. 60-årige Jens Madsen og 61-årige Henning Christensen taler af erfaring. De kan kalde sig de absolutte veteraner blandt de ansatte hos P. Olesen. Jens Madsen kom til i 1986 som en af de første fuldtidsansatte i det dengang unge firma. Henning Christensen fulgte efter i 1988.

Så de ved alt om arbejdsdage med meget forskellige opgaver og udfordringer. Og om et rigtigt godt arbejdsmiljø.

- Jeg er f.eks. aldrig blevet skældt ud, siger Jens Madsen. Igen nikker Henning Christensen og fortæller med et glimt i øjnene om en opgave tidligt i 90’erne i Gellerupparken i Aarhus.

Han og hans hold skulle fjerne

Mange års arbejde med de kraftige nedbrydningsmaskiner har lært Henning Christensen alt om, hvordan man bedst tackler en opgave. Her fra nedrivningen af Aarhus Oliefabrik i 1996.

en gangbro over en stribe parkeringspladser.

- Vi var ved at være færdige og manglende kun nogle betonplader, der lå hen over en række kælderrum. Det kunne vi lige nå inden fyraften, var vi enige om, så pladerne fik en omgang med en af gravemaskinerne. Problemet var bare, at vi ikke havde tjekket efter, om der var noget i rummene - og det var der i et af dem: en transformatorstation. Skæld-ud? Nej. I stedet lød det fra Anker, at ”det behøver du ikke lige gøre igen”.

Sådan kommer de to igen og igen omkring den gode stemning, der dengang herskede - og stadig gør - i det nu meget større nedbrydningsfirma. Udmøntet i fem ord, som Henning Christensen kalder for sin chef Jens’ motto: ”Tror du ikke, det går?”

Jeg kunne

tjene det dobbelte

Jens Madsen voksede op i Nim vest for Horsens. Han begyndte at arbejde i landbruget, men

fandt det meget mere spændende at kigge indenfor hos naboen, Nim Nedbrydning. Det endte da også med, at han skiftede branche og blev ansat i et andet af egnens små nedbrydningsfirmaer, Åstruplund Nedbrydning, som Jørgen ”Jønse” Krogstrup drev.

- Valget var sådan set let, for jeg kunne tjene det dobbelte som nedbryder, forklarer Jens Madsen.

I 1986, da Jens Madsen var 21 år, oplevede Åstruplund Nedbrydning en periode uden

opgaver. Jørgen Krogstrup havde derfor snakket med Jens fra P. Olesen, som på det tidspunkt havde base i det nedlagte Stenderup Teglværk.

- Jeg fik besked en fredag, og mandag startede jeg hos P. Olesen, husker Jens Madsen. Han blev ansat som håndmand, dvs. at han gik til hånde, mens hans to chefer, Jens og ikke mindst Anker, kørte med maskinerne.

- Som jeg husker det, var vi dengang tre-fire ansatte plus Jens og Anker, og vi rådede over en gummiged, en gravemaskine, en minigraver og en lastvogn.

Mødestedet den første arbejdsdag har Jens Madsen i klar erindring: et i dag tidligere bankdomicil på hjørnet af Rædersgade og Allégade i Horsens. Bygningen skulle renoveres, og P. Olesen havde fået opgaven med at rykke det indvendige ned.

Derefter var han bl.a. med til at fjerne en del af bygningerne i karreen, som omkranses af Smedegade, Farvergade og Allégade i Horsens. Her havde Petersen & Sørensens Tobaksfabrikker holdt til siden 1865, men nu var produktionen standset, og området blev i 1986-1987 bygget om til det, horsensianerne kender som Tobaksgården.

Hvis du en dag mangler arbejde…

I 1988 sagde Jens Madsen goddag til en ny kollega: Henning Christensen. Han kom fra Arnborg lidt nord for Brande - og blot en håndfuld kilometer fra Fasterholt, som fra 1971 til 1983 husede familien Olesen og

det voksende nedbrydningsfirma.

Henning Christensen uddannede sig til automekaniker, men følte absolut ikke lyst til at fortsætte i faget, da han vendte hjem efter overstået værnepligt.

- I Fasterholt boede en vognmand, Kaj Adriansen, som ofte

hjalp P. Olesen med at køre murbrokker. Det blev til, at jeg nu og da overtog jobbet som chauffør. Sådan gik det on-off i halvandet år, indtil Kaj Adriansen besluttede at lukke ned, fortæller Henning Christensen. Han havde i tankerne, at både Anker og Jens havde sagt til

I september 2025 fik Henning Christensen ansvaret for en helt ny nedbrydningsmaskine, en CAT 340.

ham, at hvis han en dag manglede arbejde, kunne han bare ringe. Henning Christensen holdt sig dog i første omgang lidt tilbage og startede hos en autoophugger. Karrieren her blev nu ikke af længere varighed, for Henning Christensen mødte Anker i Herning, og så kom spørgsmålet: I mangler vel ikke en mand? Anker ville lige snakke med sin bror. Beskeden

tilbage lød på, at Henning Christensen bare kunne starte. Første opgave var nedbrydningen af et parcelhus i Sunds. Og det første møde med kollegaen Jens Madsen kom, da P. Olesen i 1988-1989 ryddede området bag Musikhuset Aarhus ned mod Eckersbergsgade og Sonnesgade.

- Det var en kæmpeopgave. Her var både gamle industribygnin-

ger, den tidligere tekniske skole og en parkeringskælder, husker Henning Christensen om området, hvor Scandinavian Center bagefter blev bygget.

Så sad vi oppe på muren og bankede løs

Selvfølgelig lå der en slags plan, når en nedbrydning gik i gang.

Men ofte handlede det også om at finde løsninger på stedet.

- Vi måtte jo meget mere dengang, end myndighederne tillader i dag. F.eks. når en fem meter høj mur skulle kortes ned til to meter - så sad vi oppe på muren og bankede løs, husker Jens Madsen.

Henning Christensen griber oplægget og fortæller om ture med fuld last på en gammel Mercedes-lastvogn:

- Når vi kom til de lidt længere bakker, kneb det, og vi endte med at krybe opad med 20 km/t.

De to fortæller også om mange og lange arbejdsdage.

- Vi var i gang stort set alle ugens dage inklusive lørdag og søndag. Ikke mindst Anker var vedholdende - han præsterede at arbejde tre måneder uden en fridag, fortæller Jens Madsen. Et andet eksempel på de mange og lange arbejdsdage handler om Jens Madsens løn: I 1989 tjente han 273.000 kr. for 3200 timers arbejde. Omregnet til nutid ville det svare til ca. 550.000 kr.; til gengæld var han så gennemsnitligt i sving op imod ni timer dagligt alle ugens syv dage.

Ikke underligt, hvis familien følte, at Jens Madsen var gift med sit arbejde.

Rundt i landet med knuseren

I årene efter begyndte det at gå stærkt for nedbrydningsfirmaet.

Nye maskiner kom til, bl.a. et knusningsanlæg til beton og brokker.

Det store køb krævede mange overvejelser hos de to firmaejere, så det var en særlig dag, da anlægget ankom.

Henning Christensen fik ansvaret for nyanskaffelsen, som var mobil - hvis man vel at mærke havde en blokvogn, der kunne bære ikke kun anlæggets 50 tons, men også en gravemaskine til at hælde betonen i knuseren og en gummiged til at køre det knuste væk.

Den første tid måtte blokvognen lejes hos en vognmand. Senere fik P. Olesen sin egen. Alt sammen handlede det om at kunne transportere knusningsanlægget rundt til de pladser, hvor det skulle i aktion, og til kommunale genbrugspladser, hvor der lå bunker af beton og ventede. Transporten kunne nu og da være en udfordring, for blokvogn og anlæg målte 4,60 meter i højden. Det skal sammenholdes med, at frihøjden for motorvejsbroer og broer på de statslige veje i Danmark er 4,50 meter. Lastbil, blokvogn og maskiner blev i de fleste tilfælde reddet af, at den faktisk målte frihøjde er 20 cm højere for at give en sikkerhedsmargin.

- Men nu og da måtte vi køre en omvej for at komme uden om en for lav bro, husker Henning Christensen. Han nåede rundt i det meste af landet med knuseren. Et par gange krydsede han også grænsen til Tyskland med opgaver i Rostock og Berlin, indtil hans chefer konstaterede, at transportudgifterne blev for store

Vi kiggede lige indenfor i butikken

Imens avancerede Jens Madsen fra håndmand til først at køre med en lille gummiged, hvorefter han overtog en gravemaskine, Henning Christensen havde

På vej til nye opgaver i maj 2024. Ofte er det en udfordring at få det hele med - og få det placeret rigtigt på en af P. Olesens blokvogne.

ansvaret for, inden han blev koblet på knusningsanlægget.

Opgaverne kom i en lind strøm. Jens Madsen og Henning

Christensen husker bl.a. rydningen af Århus Stiftstidendes bygninger i Kannikestræde og på Åboulevarden, efter at avisen i 1989 flyttede til Skejby. Med på Aarhus-listen kom i slutningen af 1980’erne nedbrydningen af Gartnernes Auktionshal (GASA) med Paludan-Müllers Vej til den ene side, Finlandsgade til den anden. Her banede holdet fra P. Olesen vejen for opførelsen af Storcenter Nord, som åbnede i 1991 med 26 specialforretninger og et supermarked.

I midtbyen fik P. Olesen-folkene i foråret 1999 opgaven med på Telefontorvet at fjerne den gamle telefoncentral fra 1890.

Til sidst stod tilbage en høj mur lige op ad en lav nabobygning med fladt tag over en butik. Udfordringen lød på med en langarm at vælte muren, uden at det hele endte på nabobygningens tag. Henning Christensen styrede langarmen, en CAT 330, mens Jens Madsen stod på den anden side af muren og via en walkie-talkie dirigerede ham.

- Det var en af de situationer, hvor vi lige kiggede indenfor i butikken med besked om at de ansatte godt måtte træde lidt væk, siger Jens Madsen. Opgaven blev gennemført uden sten på nabotaget - og med den tilføjelse fra Jens Madsen, at netop sådanne udfordringer gjorde det værd at stå op om morgenen.

Han kørte over 1000 læs brokker

En anden stor opgave i den jyske hovedby gik på i 1996 at nedbryde det omfattende industrianlæg mellem Aarhus Banegård og Jægergårdsgade, hvor Århus Oliefabrik indtil 1961 havde sin produktion. Nu skulle der i stedet bygges et storcenter, Bruuns Galleri, som åbnede i 2003.

- Det var i forbindelse med det projekt, vi fik den første langarmsmaskine, siger Jens Madsen.

Maskinen var både ønsket og nødvendig, for nok nåede bygningerne ud mod Bruunsgade kun op i et par etagers højde, men derfra bevægede terrænet sig nedad mod havnen - med højere og højere byg-

ningsdele som resultat.

Jens Madsen husker fra rydningen vognmanden Mr. Jord - eller Johan Sørensen.

- Han kørte over 1000 læs brokker fra området ned til Aarhus Havn, hvor det blev brugt til opfyld.

Specialist i parcelhuse

Sådan springer minderne fra den ene opgave til den anden, når man snakker med Jens Madsen og Henning Christensen. Jens Madsen udviklede sig undervejs til specialist i at rive parcelhuse ned.

- Når det gik godt, kunne vi klare tre på en uge, siger han. Genbrug var tænkt ind, så vinduer, døre, gulvbrædder og materialer, andre kunne have

Som chauffør lader Jens Madsen sig ikke skræmme af smalle indkørsler.

glæde af, blev hentet ud, inden murene faldt.

- Det var dengang, parcelhusene ikke var så velbyggede og nemmere kunne pilles fra hinanden, forklarer Jens Madsen. I dag er der meget mere miljø og meget mere genbrug at tænke på, når vi går i gang. Henning Christensens tanker går til Odense, når snakken falder på genbrug. Her var han omkring 2000 med til at nedrive en smuk, 20 meter høj kornsilo, som Fyens Andels-Foderstofforretning (FAF) oprindeligt havde opført. Den store bygning stod i gule mursten, som skjulte en række siloer i træ.

- Planen var, at bygningen skulle genopføres som kontorbygning med bl.a. de oprindelige mursten. Så efterhånden som vi pillede stenene ned, blev de kørt til Svendborg, hvor de blev renset, fortæller Henning Christensen.

En af de mellemstore opgaver

Som årene er gået, og opgaverne har vekslet fra kæmpemæssige bygninger til parcelhuse i et villakvarter, begynder minderne at løbe sammen, og der skal ske noget helt ekstraordinært for, at det klæber sig fast i hukommelsen.

Snakken med Jens Madsen og Henning Christensen finder sted i september 2025 hos KMC Derivat i Brande, hvor et par store lagerhaller med ca. 2500 kvadratmeter under tag skal rives ned for at give plads til et nybyggeri. Set udefra ligner det et omfangsrigt projekt med gravkøer og flere andre køretøjer spredt ud over arealet. Men Jens Madsen smiler.

- Det er, hvad vi vil kalde en mellemstor opgave, siger han.

Det var lidt familieagtigt dengang

I de første mange år hos P. Olesen vænnede Jens Madsen og Henning Christensen sig til, at det var Anker og Jens, som prægede virksomheden.

Da Jens Madsen tiltrådte i 1986, havde firmaets grundlægger Peder Olesen været død i tre år. De to sønner tog over og holdt det hele i en god gænge. De overvejede grundigt, når nye maskiner skulle anskaffes, og i det hele taget gik det ikke så hurtigt, som da næste generation trådte til.

- Knejtene har været rigtig dygtige til at køre firmaet videre. Hvis de ikke var med, var det aldrig blevet så stort, som det er i dag, siger Jens Madsen, uden at det skal læses som en nedvurdering af Anker og Jens. De to havde fuld kontrol over, hvad der foregik. Og som sagt - det var dem, Jens Madsen og Henning Christensen havde direkte

kontakt med ude på pladserne. Mest Anker, for han styrede dagligt en af maskinerne, mens Jens mere havde opgaverne med at udarbejde tilbud på de opgaver, P. Olesen Nedbrydning bød ind på.

- Det var lidt familieagtigt dengang. Vi var jo mere sammen med dem end med vores familier, konstaterer Jens Madsen og tilføjer en bemærkning om, at ”det krævede virkelig en forstående kone”.

Det familiære slog også igennem på den led, at Jens Madsen, Henning Christensen og de andre ansatte tog vide hensyn til, hvad der var bedst for firmaet. Overarbejde - jo, det klarer vi. Og hvis en opgave kræver, at vi tager lørdag eller søndag eller hele weekenden med, stiller vi også op.

- Når vi skulle til f.eks. tandlæge, lagde vi aftalen enten fredag eftermiddag, hvor vi fik tidligt fri, eller lørdag formiddag. På

Et af de helt gamle fotos. I vinteren 1987, da Jens Madsen (t.v.) havde været ansat hos P. Olesen et års tid, arbejdede han sammen med kammeraten Lars Ejler Hansen i en baggård på Søndergade i Horsens. Dengang hørte et koben til enhver nedbryders udstyr…

samme måde spurgte vi pænt, om det kunne lade sig gøre at få en fridag, når vi havde behov for det. Det var meget anderledes end i dag, hvor det hele kører efter faste tider og aftaler. Også nærheden til Anker og Jens er væk.

- Nu er der jo kommet en entrepriseleder ind over, som Jens Madsen stilfærdigt konstaterer. For sådan må det nødvendigvis være, når et firma vokser til et par hundrede medarbejdere og en årlig omsætning på mere end 400 millioner kroner.

Fra den store opgave i 2020-2021 med at nedrive flere bygninger på Carlsberg-grunden i København, bl.a. den 88 meter høje administrationsbygning. Det krævede hjælp fra italienske Despe, som stillede med stilladset, der kunne bevæges nedad, efterhånden som nedtagningen af bygningen fandt sted. Fotos: Claus Haagensen, Jarl Ross m.fl.

Da genbrug fik følgeskab af miljøsanering og cirkulation

Genbrug. I dag er ordet på alles læber, ikke mindst når det gælder klima, CO2, overforbrug og meget andet. Men et halvt århundrede tilbage… I 1968?

Peder Olesen, dengang nedriver med nystartet firma, snakkede måske ikke så meget om genbrug. Til gengæld praktiserede han det i vid udstrækning. Når han afgav tilbud på en nedrivning, havde han indkalkuleret, at han og hans medhjælpere ikke kun skulle pille ejendommen fra hinanden, men også at han kunne sælge meget fra bygningen, hvis det blev taget

forsigtigt ned: døre, vinduer, gulvbrædder, tagsten, skiferplader, mursten…

Ikke for ingenting husker sønnerne Jens og Anker deres far som både nedbryder og handelsmand. Ofte mødtes han med håndværkere eller do-ityourself-folk, som gerne fandt tegnebogen frem, når de stødte på dele, de kunne bruge i deres projekter.

Og de husker, at de selv kunne tjene et solidt bidrag til lommepengene ved f.eks. at rense mursten.

50 år med genanvendelse og genbrug

Men selv om Peder Olesen gjorde sit for genbruget, røg en god del alligevel på lossepladser eller i deponier. Så mon ikke den nu afdøde nedbryder ville nikke anerkendende, hvis han kunne opleve, hvordan tanken om at passe på vores ressourcer over de seneste årtier i den grad har udviklet sig, styret dels af nye regler fra Folketinget og EU, dels af almindelig sund fornuft. Hos nutidens P. Olesen spilles uden tøven videre på de toner, der blev

I fuld gang med nedrivningen og sortering til genbrug. Arbejdsgangen er for længst indarbejdet.

slået an af firmaets grundlægger: at mest muligt skal genbruges, og at der skal arbejdes for at opfylde FN’s verdensmål nr. 12 om ”at sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer”. Som det videre lyder i firmaets årsrapport 2023-2024:

”Vi har i mere end 50 år haft fokus på genanvendelse og genbrug. For hver nedbrydning har vi en intention om at genanvende og genbruge så mange materialer som muligt så godt som muligt og har i dag en genanvendelsesprocent på hele 97 procent. Vi arbejder hele tiden frem imod bedre genanvendelse af råmaterialerne, så vi samtidig kan opretholde en god cirkulær økonomi.

Ved en nedbrydning er det vigtigt for P. Olesen, at byggeaffaldet håndteres korrekt, således at mest muligt kan genbruges og genanvendes, ligesom forurenet og farligt affald skal håndteres ordentligt, så det ikke skader hverken medarbejdere eller miljøet. Affaldsmængden, arten og forureningsgraden skal ved hvert eneste projekt estimeres og anmeldes hos de rette myndigheder.”

Der er ingen tvivl om, at vores genbrugsafdeling er og bliver en stor vækstmotor for os. Det er jo meget oppe i tiden med genbrug og den grønne omstilling, og det ligger derfor lige til højrebenet, at vi udvider vores kapacitet ganske væsentligt på det område.

Økonomidirektør Flemming Blaabjerg i Horsens Folkeblad 18. juli 2023

Containere spiller en vigtig rolle i arbejdet med at genbruge mest muligt.

De røde tagsten var væk med det samme

Når man kigger gamle aviser igennem for at få hold på historien om P. Olesen, kan man følge, hvordan udviklingen går fra genbrug via bæredygtighed og miljøsanering til grøn omstilling og cirkulær tankegang. Allerede tilbage i 1988, mens P. Olesen holdt til i Stenderup og dér drev Stenderup Brugtlager, lød det fra salgsleder Jørgen Herskind, at ”nedbryderne vurderer, hvad der skal nedtages forsigtigt og køres hjem. Det allermeste af det, vi får hjem på pladsen, bliver solgt hen ad vejen”.

I 1994, da hovedkvarteret inklusiv brugtlageret blev flyttet til Hovedgård, erklærede Jens i Horsens Folkeblad, at ”alle snakker om genbrug, og vi mærker,

at salget går fremad”. Han blev også konsulteret af den lokale avis efter den voldsomme storm 3. december 1999:

”De røde tagsten var væk med det samme. Og vi har faet mange henvendelser fra folk, der ikke kunne få det, de skulle bruge. Vi kunne sagtens have pillet flere ned. Men normalt kan det ikke svare sig at tage tagsten ned og sælge dem til fem kroner stykket.”

Fem år senere - i april 2004gjorde hans søn Henrik status over salget fra genbrugsafdelingen:

”Det er meget stabilt med kunder. Mange er faste kunder, som kommer tit, måske en gang om ugen. Nogle leder efter bestemte ting og holder øje med, hvad der er kommet.”

Vi er i en ny tid

Henrik indtog også rollen som firmaets talsmand, da et nyt udtryk begyndte at dukke op. Som i juni 2014: ”Vi udfører stadig mere miljøsanering, da der stort set er miljøfarlige stoffer i alle gamle bygninger.”

I februar 2020 lød det konstaterende fra Jens: ”Vi er i en ny tid med grøn omstilling og cirkulær tankegang.”

Hvortil miljøkoordinator Mette Reffstrup i juni 2023 tilføjede: ”Efterspørgslen på genbrugsbyggematerialer er fuldstændig eksploderet. Lige nu har vi en forespørgsel på 500.000 rensede mursten.”

Og fra den anden side af skrivebordet konstaterede Lars Rahbek, projektudviklingschef i ejendoms- og investeringskoncernen M+, i juli 2024 i forlængelse af et samarbejde med P. Olesen om rydningen af det tidligere rådhus i Horsens, at ”stort set alt genbruges. Hvis man ikke kan finde ud af det, kan man ikke bygge i dag. Det er meget mere krævende at gøre det her end at bygge nyt. Men det er et valg, vi har taget.”

Henrik supplerede i samme udgave af Horsens Folkeblad:

”Det udvikler vores medarbejdere, at de skal tænke på genbrug og bæredygtighed i nedrivningen. Og det er noget, vi meget gerne vil være endnu bedre til. Vi har faktisk ambitioner om at være både størst og bedst på det felt.”

Med en let rengøring blev de som nye igen

Hvordan alle de fine ord udmøntes i praksis, får man en god

fornemmelse af ved at dykke ned i en orientering, Østjysk Bolig sendte ud, da P. Olesen i efteråret 2024 i indsatsen mod ghettodannelser hjalp med at nedrive fem blokke med i alt 310 boliger i afdelingen Bispehaven i det vestlige Aarhus. ”Opgang for opgang er blokkene blevet tømt for inventar og afrenset. Først når alt materiale er taget ud af lejlighederne, og de står nøgne tilbage, renset for alle former for maling og beklædning, kan selve nedrivningen af de tilbageværende betonkonstruktioner gå i gang,” kan man læse.

Undervejs satte Østjysk Boligs driftsafdeling bl.a. håndtag, beslag, låse og hvidevarer på lager - de kunne bruges i forbindelse med reparationer i de 562 lejemål, der blev stående. Andet blev gjort klar til videresalg: radiatorer, armaturer, køkkenelementer, gulvbrædder og tusindvis af facadetegl. De 5000 kvm facadetegl var lette at genbruge. De stammede fra en renovering af afdelingen i 2007, og med en let rengøring blev de som nye igen. På samme måde med de godt 15.000 kvm gulvbrædder fra de mange lejligheder: massivt

Junkers bøgeparket af god kvalitet, som efter en slibning sagtens kan holde mange år endnu.

Videre fortæller brevet om den største genbrugspost: de mange tons beton:

”Al beton fra både bygninger og p-kældre bliver knust og genbrugt på stedet. Størstedelen af det skal indbygges i området,

En af de større opgaver i 2024-25 var nedtagningen af fem forholdsvis nye boligblokke i Bispehaven i det vestlige Aarhus. Her blev der på alle måder tænkt i genbrug.

når bygningerne er revet ned, og noget af det skal bruges til at lave stier i de nye parkområder.”

Det hele sluttede med et håndslag til genbrugstanken og

P. Olesen fra Kim Kjærgaard, udviklingschef i Østjysk Bolig:

”Det har været vigtigt for Østjysk Bolig, at så meget som muligt bliver genbrugt i forbindelse med nedrivningerne.

Nedrivningerne er jo en bunden opgave for os, og set ud fra et klimamæssigt synspunkt, så er den jo tung.

Derfor har det ligget os meget på sinde, at de mange gode materialer, der findes i blokkene, i så høj grad som muligt bliver genbrugt.

Og det har P. Olesen heldigvis været enige med os i.”

I skal lige tage grusvejen med

Den lange liste over opgaver, som P. Olesen gennem årene har udført, rummer mange andre eksempler på den ene eller anden form for miljøsikring og genbrug. Som f.eks. totalnedrivningen af en landejendom ved Esbjerg.

Selve ejendommen kunne klares uden de store vanskeligheder. Lidt mere udfordrende var det, at en tidligere ejer havde skiftet tag, knust de gamle tagplader og brugt dem som fyld i en grusvej. For som bekendt blev asbest brugt i mange ældre tagplader, og i opgaven i Esbjerg indgik derfor også at fjerne en grusvej!

Allerede for et halvt århundrede siden vidste man, at asbest er farligt. Derfor bliver asbesten i dag pakket omhyggeligt ind i plastic og tydeligt mærket, inden den transporteres væk fra byggepladsen.

Mere positive toner lød i 2023 omkring et 10 år gammelt parcelhus i Jelling, som på grund af sætningsskader måtte rives ned. ”Vi har bl.a. foretaget nænsom nedtagning af tagsten, vinduer, indvendige døre og ventilationsanlæg, som køres hjem til genbrugssalg,” lød beskeden undervejs.

Og helt ned i detaljerne kommer vi med en større totalnedrivning i Vodskov i 2022:

”Opgaven omfatter afrensning af beton, fjernelse af pcb-fuger, tømning af bygning, fjernelse af rør, kabler og installationer samt nedbrydning af stål- og betonkonstruktion.

Derudover særopgaver som rensning af røggaskanaler for flyveaske samt tømning, rengøring og fjernelse af kedelanlæg og turbiner.”

Vi er godkendt og klar

Beskidt arbejde? Jo, men fra den og mange andre opgaver har

P. Olesen hentet erfaringer, som betød, at da der fra 1. juli 2025 kom nye krav til nedrivninger over 250 kvm., kunne firmaet kvittere med en autorisation fra Miljøstyrelsen.

De nye regler handler om såkaldt selektiv nedrivningaltså at materialer sorteres og håndteres med omtanke, så mere kan genbruges og genanvendes, og farlige stoffer fjernes på sikker vis.

”Vi er godkendt og klar,” lød det fra Hovedgård. Ja, de nye krav blev endda hilst velkommen, ”for fremtiden kræver, at vi bygger ned med lige så stor omtanke, som vi

bygger op”. Plads kræver det også. Flere gange har P. Olesen købt ekstra kvadratmeter i Hovedgårds industriområde, bl.a. for at kunne tilbyde den rette behandling af den voksende mængde genbrugsegnede materialer.

Vi har da nogle stykker skrevet op til en lade

Og lad os så ikke glemme salgsdelen af hele genbrugstanken. Den kan man få et indtryk af, når man på pladsen i Hoved-

gård træder indenfor i hallerne, hvor alle og enhver kan kigge forbi i håb om at finde måske et par vinduer, måske den bolt, man har ledt efter i lang tid.

Siden 2022 har Mike Trøst Sørensen haft ansvaret for PO Genbrug, som afdelingen hedder. Han guidede rundt, da Horsens Folkeblad i sommeren 2023 besøgte genbrugshallerne.

Indenfor på de 12.000 kvm kunne man bl.a. finde mange former for hvidevarer, radiatorer, vinduer, vaske, toiletter, træ og meget andet, bl.a. masser af

kasser med alskens dippedutter. Udenfor lå bl.a. kæmpemæssige betonspær fra en nedrevet hal - det mindste af dem vejede 14 tons. Og, som Mike Trøst Sørensen tilføjede, ”vi har da nogle stykker skrevet op til en lade”.

Håndværkerne og gør-det-selvfolkene, som snusede rundt i hallerne, kunne naturligvis bede om at tale med Mike Trøst Sørensen, men typisk fik de fat i Frithjof Nielsen, som blev ansat for en halv snes år siden, da Jens og Henrik måtte erkende,

at de ikke fortsat magtede at tage vare på genbrugssalget. Frithjof Nielsen kunne uden at tænke længe fortælle avisens udsendte, hvad der topper listen over de mest solgte varer: døre, vinduer og belægningssten. Plus gulvbrædder. Som Frithjof Nielsen fortalte:

- Guldet er de gamle gulvbrædder. Folk betaler gerne for

På vej hjem med en sending vinduer, der kan genbruges og dermed sælges fra brugthandlen i Hovedgård.

patinaen. Og brædderne bruges ikke kun til gulve. Nogle bygger f.eks. borde af dem.

Men samtidig er gulvbrædderne eksemplet på, hvordan andre har fået øjnene op for, at der kan være penge i genbrug. Frithjof Nielsen oplevede, der blev længere mellem, at han fik nye sendinger brædder kørt ind. Noget skyldtes ifølge ham, at der var blevet færre ældre huse at rive ned, men, sagde han, ”samtidig har mange fundet ud af selv at genbruge eller sælge brædderne”.

Eller med andre ord: den grønne omstilling og cirkulære tankegang, som Peder Olesen forstod sig på allerede i slutningen af 1960’erne, har i den grad indtaget Danmark.

Det vil give os fordele i forhold til at arbejde mere bæredygtigt. Med mere plads kan vi adskille de forskellige materialer bedre, så de kan genanvendes mere effektivt og nyttiggøres.

Henrik Olesen om udvidelsen af Hovedgård-pladsen i Horsens Folkeblad 10. september 2024

Overalt, hvor P. Olesen i dag arbejder, bliver der tænkt i genbrug. Øverst til venstre et foto fra en opgave i Munkebo med jern, løbende sorteret fra, mens maskinerne arbejder. Til højre genbrugsvarer fra nedrivningen 2023 af en kontorbygning i København. Nederst fotos fra opgaven med at rydde og delvist nedbryde det tidligere rådhus i Horsens, også her med blik for genbruget.

Da P. Olesen scorede Nordens største nedbrydningsopgave

5september 2025 poppede en e-mail op hos bl.a. de danske dagblade. ”P. Olesen A/S skal nedrive Esbjergværket - et stort og krævende entreprenørprojekt, som cirkulerer op mod 99 pct. af materialerne,” oplyste overskriften på pressemeddelelsen.

I lidt mere direkte sprog kunne formuleringen også have været:

”P. Olesen scorer sin hidtil største opgave - og den hidtil største nedbrydningsopgave i Norden.”

For Esbjergværket er ikke nogen lille sag. Fra kraftvarmeværket med en 74 meter høj kedelbygning og en skorsten, der rækker 250 meter i vejret, blev leveret dels fjernvarme til 25.000 kunder i Esbjerg, Varde og på Fanø, dels elektricitet nok til at dække mere end 100.000 huses forbrug.

Problemet var, at værket i høj grad kørte på kul - op mod en halv million tons om året. I kampen mod udledning af CO2 lukkede energiselskabet Ørsted derfor produktionen ned i september 2024.

Tilbage på to-do-listen stod derefter at finde et firma, der kan rive værket ned.

Svaret kom 15. september 2925 i e-mailen:

”NG Nordic-ejede P. Olesen A/S har vundet totalentreprisen på Ørsteds nedlukkede kulkraftværk i Esbjerg og genetableringen af havnearealet på 150.000 kvm. Projektet strækker sig

over en periode på ca. 2 år og omfatter bl.a. demontering af anlægget, en 74 meter høj kedelbygning og den ikoniske 250 meter høje skorsten. Herefter skal Ørsted levere et tomt og fuldt genoprettet areal tilbage til Esbjerg Havn.”

Vi forventer at kunne cirkulere op mod 99 procent

Peter talte i pressemeddelelsen på P. Olesens vegne. Han kaldte nedrivningen et teknisk kompliceret og krævende projekt, som stiller store krav til sikkerhed, planlægning, sporbarhed og cirkularitet.

”Vi har særligt fokus på at minimere projektets risici for både de medarbejdere, der er involveret i selve nedrivningsarbejdet, og naboerne i området,” kunne man læse i pressemeddelelsen. Her blev også talt om ”at kildesortere og cirkulere flest mulige materialer med henblik på direkte genbrug, genindvinding og nyttiggørelse af især beton og jern”.

”Det er et mål i sig selv at give materialerne nyt liv, og vi forventer at kunne cirkulere op imod 99 procent,” sagde Peter og blev sekunderet af Are Strøm, CEO Urban Reuse hos NG Nordic: ”Nedrivningen af Esbjergværket og genetableringen af havnearealet er et glimrende eksempel på vores ambition om at bidrage

Alene størrelsen på Esbjergværket fortæller meget om, hvad de ansatte hos P. Olesen har givet sig i kast med. Fotos udlånt af Ørsted.

med bæredygtige løsninger til komplekse udfordringer i byer og industri.”

Assistance fra støvlelandet

Hos alle i P. Olesen var der naturligvis glæde over totalentreprisen - og stolthed, fordi firmaet med aftalen satte en tyk streg under sine kompetencer.

Samtidig vil opgaven genopfri-

ske samarbejdet med italienske Despe.

Fra støvlelandet blev der også hentet assistance, da P. Olesen i 2021 skulle rive den 88 meter høje Carlsberg-bygning i København ned. For italienerne har udviklet en nedrivningsmetode, Red-O-Ring, der populært sagt går ud på omkring bygningen at bygge en kæmpemæssig, udvendig elevator, som sænkes

ned i takt med nedrivningen, der foregår fra en lukket platform. Netop den lukkede platform var Jens glad for i 2021.

- Folk gik jo på fortovet lige ved siden af bygningen, så der måtte for alt i verden ikke falde noget ned, siger han

Alt gik heldigvis som det skulle i et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem danskerne og italienerne. P. Olesen-folkene

Den 250 meter høje skorsten på Esbjergværket er en kæmpe - ikke kun i højden, men også i bredden: 36 meter i diameter i bunden.

tømte og sanerede til en start bygningen indvendigt. Derefter tog italienerne over og sørgede med deres Red-O-Ring for at nedtage de øverste 50-60 meter af bygningen.

- Da der var 30-40 meter tilbage, klarede vi selv resten, fortæller Jens.

Nu venter i Esbjerg en opgave, hvor samarbejdet igen skal afprøves, og hvor startpunktet befinder sig oppe i nærheden af skyerne. For Despe skal indlede

med at nedtage den 250 meter høje skorsten. Igen sker det med en Red-O-Ring. Fra den miljøsanerer og adskiller italienerne de øverste 195 meter, mens P. Olesen med bl.a. den store BumbleBee-langarm i aktion fjerner de sidste 55 meter.

Brokkerne under Aarhus Ø

Og helt oplagt må man i lyset af kæmpeopgaven i Esbjerg spørge Jens og Anker om deres bedste

oplevelser fra et liv i nedbrydningsbranchen.

Jens nævner april 2024, da en stor del af Børsen i København brændte ned. Efter nogle dage stod det klart, at firmaet, som havde opgaven med at rydde op, ikke rådede over det nødvendige materiel, og i hast måtte P. Olesen sende BumbleBee af sted.

- Vi var da lidt stolte af, at når sjællænderne ikke selv kunne klare det, måtte de hente assistance i Jylland, siger Jens med

Eckersbergsgade ligger i dag under Aarhus Ø, mens brokkerne fra oliefabrikken endte som fyld i Aarhus Havns sydligste mole, hvor man i dag kører ud for at fange færgen til Odden. - Spændende opgaver, husker Anker. Oliefabrikken var kæmpestor, og det tog os et halvt års tid at nedbryde den. Fra Jægergårdsgade flytter hans tanker sig til det aarhusianske Vestergade- og Grønnegade-kvarter, hvor et par ejen-

P. Olesen har lovet, at 99 pct. af materialerne fra Esbjergværket bliver genbrugt. Fotoet her fortæller meget klart, at der skal sorteres i mange bunker… et stort smil. Anker rækker med sine minder lidt længere tilbage i tiden - til Aarhus og 1988-1989, da grunden ved Eckersbergsgade, hvor Scandinavian Center nu ligger, blev ryddet, og 1996, da Aarhus Oliefabrik måtte vige pladsen i den østlige ende af Jægergårdsgade, så Bruuns Galleri kunne opføres. Begge dele store opgaver, som også på andre måder end selve nedrivningen har sat sig spor. For murbrokkerne fra

domme endnu længere tilbage blev taget ned med håndkraft.

- Det var helt anderledes forhold dengang. Tænk på, at vi færdedes rundt i bygningerne i gummisko. Det ville ikke gå i dag. Men vi lærte at passe på. Og så kommer det efter en kort pause:

- Vi er i virkeligheden heldige med, at vi har overlevet.

Opgaver og årstal

En fuldstændig liste med årstal og opgaver, som P. Olesen har udført siden den spæde start i 1968, vil fylde ikke bare mange, men rigtig mange sider. Så her får du de vigtigste årstal og nogle af de betydeligste opgaver gennem nu mere end fem årtier.

1968 - Peder Olesen starter nedbrydningsvirksomheden P. Olesen.

1968-1971 - sønnerne Jens og Anker kommer med på fuld tid og forlader folkeskolen.

1968 - familien flytter til Tranekærvej 75, Tjørring.

1968-1969 - køber første maskine - en bulldozer - til firmaets første store nedbrydningsopgave: Jens Ormslevs Spritfabrik i Aarhus.

1971 - familien flytter til Voulundvej 7, Fasterholt, med genbrugsplads i baghaven.

1973-1974 - efter flere mindre opgaver følger nedrivning af Forsorgshjemmet på Vester Allé i Aarhus (hvor ARoS nu ligger).

1983 - 6. juni Peder Olesen dør.

1983 - køber det tidligere Stenderup Teglværk og indretter her firmaets første professionelle genbrugsplads.

1986 - de første faste medarbejdere bliver ansat.

1987 - 1. maj, Stenderup Brugtlager åbner for salg af genbrugelige bygningsmaterialer til håndværkere og private; Jørgen Herskind ansættes som salgsleder.

1987-1988 - Søger om tilladelse til at bygge hal i Stenderup. Juelsminde Kommune, siger ja, Vejle Amt nej.

Ult. 1980’erne rydder den tidligere GASA Aarhus-grund, hvor Storcenter Nord åbner i 1991.

1988 - april, virksomheden har nu ifølge Horsens Folkeblad otte ansatte.

1988-1989 - rydder området ved Eckersbergsgade/Sonnesgade i Aarhus, hvor Scandinavian Center opføres.

1992 - februar, køber grund i Hovedgårds nye industrikvarter.

1994 - sommer, P. Olesen flytter til Hovedgård, som også i dag er hovedkontor. Brugtlageret i Stenderup flytter med.

1994 - omsætningen når ca. 30 mio. kr. Pr. oktober er der 12 ansatte i firmaet, oplyser Horsens Folkeblad.

1994 - første bogholder ansættes.

1996 - river Aarhus Oliefabrik ned; på grunden opføres bl.a. Bruuns Galleri.

1997 - sommer, nedrivning forud for opførelse af lokalcenter i Viby, Aarhus, bud ved licitation 435.000 kr.

1998 - Henrik Olesen forfremmes til driftschef for knusningsanlæg i først Hovedgård, siden Aarhus og Fredericia.

2000 - åbner genbrugsplads i Hasselager ved Aarhus, hvor firmaet bl.a. modtager byggeaffald.

2001 - rydder grunden, hvor Bilka Horsens skal bygges.

2003 - november, ifølge Horsens Folkeblad nu 30 ansatte.

2006 - nedrivning af Horsens Slagteri.

2008 - åbner genbrugsplads i Fredericia, hvor der kan afleveres byggeaffald.

2010 - nedbryder jernbanebro ved Vrold pr. Skanderborg, første skridt mod nyt speciale.

2012 - første nedrivning af en motorvejsbro ved Skærup syd for Vejle.

2013 - sommer, Horsens Folkeblad fortæller, at skiftet mellem anden og tredje generation er i fuld gang; firmaet har nu 75 medarbejdere.

2014 - Nedbrydning af udtjent bygning på Fynsværket; i den sammenhæng tager firmaet en ny 36 meter nedbrydningsmaskine, en såkaldt langarm, i brug.

2014-2015 - nedrivning af tre boligblokke i Gellerupparken i Aarhus.

2015 - genbrugsplads i Ringsted, der fungerer internt med sortering og plads til containere og maskiner

2018 - december 2017-august 2018, nedriver Nopa-bygningen på nordhavnen i Horsens

2018 - juli, nu 130 ansatte; vil gerne ansætte flere, men det kniber med at finde kvalificeret arbejdskraft. Maskinparken tæller nu 30 maskiner over 20 tons.

2018 - 50 års-jubilæet markeres 14. september.

2018 - november-marts 2019, nedrivning af virksomheden Dana Feed i Horsens

2020 - 27. marts, tredje generation tager over: Henrik Olesen, Peter Olesen og Kenneth Fussing Olesen udnævnes til direktører.

2020-2021 - Carlsbergbyen i København med nedtagning af dels 88 m høj vartegnsbygning, dels administrationsbygning.

2020-2021 - det meste af de to år; på Nordjyllandsværket i Aalborg fuldstændig nedrivning af Blok 1 og Blok 2 med tilhørende anlæg, herunder fjernelse af 110 m høj skorsten.

2022 - marts, rydning af haller mv. på større areal i Frihavnen, København.

2022 - 26.-27. august, åbent hus med præsentation af den nye BumbleBee-langarm, Nordens største nedrivningsmaskine.

2022 - oktober, nedrivning af Fynsværket ved Odense.

2022 - 16.-17. november, ved 14th World Demolition Summit i Wien modtager P. Olesen prisen ”Collaboration 2022” for årets bedste samarbejde i branchen på verdensplan.

2023 - januar-marts, nedtager 60 meter høj silo i Kirstinehamn, Sverige.

2023 - marts, Metha Olesen (Peder Olesens kone) dør som den sidste fra første generation.

2023 - forår, udvider i Hovedgård med køb af 42.600 kvm grund.

2023 - november, projekt med sanering og nedbrydning af fem blokke i Bispehaven, Aarhus, påbegyndes. Projektet kommer til at strække sig til foråret 2025.

2024 - januar-marts, nedrivning af Svendborg Kraftvarmeværk.

2024 - april, haste-tilkaldes i forbindelse med oprydning efter branden på Børsen i København.

2024 - 19. juni, P. Olesen sælges til NG Nordic i Norge.

2024 - sommer, i gang med delvis nedrivning af rådhuset i Horsens.

2024 - september, tager del i opgaven med at nedrive de danske minkfarme.

2024 - september, nedrivning af etageejendomme i Paamiut på Grønland.

2024 - 7. nov., på World Demolition Summit 2024 i Stockholm modtager P. Olesen prisen ”Collaboration in Demolition” for indsatsen i forbindelse med branden på Børsen.

2025 - runder 200 medarbejdere og en omsætning på 600 mio. kr.

2025 - januar, totalnedbrydning af Aarhus Stadion.

2025 - 1. oktober, tager hul på nedbrydningen af Vestkraft i Esbjerg, Danmarks hidtil største nedrivningsopgave, som vil strække sig over to år og tre måneder.

Her er der plads til eventuelle tilføjelser og personlige kommentarer

Midt i juni måned 2026 blev broen på Korningvej ved Hatting taget ned.

”Vi har jo aldrig lavet andet end at bryde bygninger ned” er udgivet af P. Olesen i sommeren 2026. Tekst: Christian Rimestad, layout: Per Dybboe. © P. Olesen og Christian Rimestad. Fotos fra P. Olesens arkiv med mindre andet er angivet. Tryk: Toptryk Grafisk

”Vi har jo aldrig lavet andet end at bryde bygninger ned” er udgivet af P. Olesen i sommeren 2026. Tekst: Christian Rimestad, layout: Per Dybboe. © P. Olesen og Christian Rimestad. Fotos fra P. Olesens arkiv med mindre andet er angivet. Tryk: Toptryk Grafisk