Dansk Noter nr. 1 2016

DANSK NOTER

Island

Marts 2016

dansklf.dk/Dansk_Noter

1

DANSK 1 2016 NOTER Redaktion Ansvarshavende Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B, 2500 Valby Tlf. 2248 5483 js@norreg.dk

Marie Gerner-Smidt Blegdamsvej 2Aa, 2. tv.

2200 København N 2844 9482 mgs@ijg.dk Kommende numre Dansk Noter 2/2016: ”Omlagt didaktik” Dansk Noter 3/2016: ”Nye genrer” Dansk Noter 4/2016 ”Årsmøde” (4 numre + særnumre)

Anmeldelser Jette Sindbjerg Martinsen (Bøger til anmeldelse sendes til Dansklærerforeningen Rathsacksvej 7, 1862 Frederiksberg C) Abonnement kr. 300,- ekskl. moms.

Billedredaktører Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms.

Lisa Kaas og Kurt Christensen Du kan bestille abonnement eller Øvrige enkeltnumre af Dansk Noter på dansredaktionsmedlemmer klf.dk/dansk_noter Anne Mette Finderup Rosenvængets Sideallé 9, 3. tv.

Dansk Noter er en del af medlemska2100 København Ø bet for medlemmer af DansklærerforTlf. 2893 7904 eningens sektion for gymnasielærere. af@ijg.dk Dansk Noters hjemmeside: Ditte Eberth Timmermann dansklf.dk/Dansk_Noter Søvejen 20A, Blegind, 8362 Hørning Annoncering i Dansk Noter Tlf. 6077 7304 Se priser, formater og kravsspecifikadet@aarhustech.dk tioner på dansklf.dk/dansk_noter Ivar Lærkesen Annoncer bestilles og sendes til Baneparken 2, 3720 Aakirkeby Pia Fuglevig, dansklf@dansklf.dk, Tlf. 5697 2547 tlf. 3327 6077 ILaerkesen@gmail.com Manuskripter og indlæg: Kathinka Skriver Sendes til Tolvkarlevej 8, 3400 Hillerød js@norreg.dk Tlf.: 2243 0673 eller: Jette Sindbjerg Martinsen Kathinkask@yahoo.dk Maribovej 4B Kurt Christensen 2500 Valby Sortemosevej 101, 2730 Herlev Vi modtager meget gerne bidrag Tlf. 3175 3101 til bladet efter disse retningslinjer: kurtchristensen@hotmail.com Maksimallængde på artikler er norLisa Kaas malt 12.000 tegn inklusive Jerichausgade 29, 1777 Kbh. V mellemrum. Skriv gerne kortere.

Tlf. 3117 7500 Dansk Noter kan tilbyde fagfællebelisamargrethekaashansen@gmail.com dømmelse af artikler hvis det ønskes.

Birgitte Elkjær Lamb Ny Holstedvej 36, 4700 Næstved Tlf. 4161 3245 bil@herlufsholm.dk Maja Christine Wester Stefansgade 36, 2. th.

2200 København N Tlf. 2512 9368 mw@stenhus-gym.dk

Opsætning: Antal anslag opgives først i artiklen. Skriv forfatternavn, titel m.v. over titlen/rubrikken. Og skriv gerne et par linjer om dig selv

(fødselsår, stilling, publikationer, andet). Vedlæg digitalt billede af dig selv. Afsnit markeres med indryk.

Længere citater skal kursiveres og markeres med en blank linje før og efter samt indryk.

Artikler bør have en kort pointerende manchet og mellemrubrikker samt forslag til citater som kan fremhæves grafisk. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter.

Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten. Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansk Noters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Dansklærerforeningens administration Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 3379 0010 Mandag-fredag 10-14 dansklf@dansklf.dk Alle henvendelser vedr. medlemskab, kontingent, bogpakker, abonnement, adresseændring og efteruddannelseskurser skal ske til administrationen på dansklf@dansklf.dk ISSN: 0107-1424 Oplag: 3000 Printed in Denmark 2016 Kunstner: Erró Grafisk tilrettelæggelse og produktion: Zeuner Grafisk as Tidsskriftet udgives med støtte af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings tipsmidler gennem tilskud til porto/forsendelse fra ”Bladpuljen” under Styrelsen for bibliotek og medier.

Forsidefoto: Apollo Crew, 1974, 34 × 24,3 cm, montage (Reykjavik Art Museum)

Indhold

4 Leder 6 Præsentation 8 Illustrationer

Erró

TEMA: ISLAND

10

Lejlighedssange – en andelssaga

Af Stine Pilgaard

14

Krisestemninger i moderne islandsk litteratur

Af Kim Lembek

20

Mennesker som dig står næppe til at redde

Af Lone Koldtoft

24

Romanens kraft

Af Erik Skyum-Nielsen

”Mens jeg skrev speciale, havde jeg kun lyst til at tale om islandske sagaer og mærkede gennem månederne en træthed brede sig blandt mine venner.”

10 ”Vi er i flere virkeligheder samtidigt, og det giver vel at mærke ingen mening enten at reducere magien til hverdagsrealitet eller at ophøje eventyret til den indre og eneste sande virkelighed.”

30

24

I de filmiske afkroge af Island

Af Birgir Thor Møller

35

TEKSTEN I MIDTEN

Af Kristín Svava Tómasdóttir

Kristín Svava Tómasdóttir:

40

Om følgerne af leksikalsk purisme i Island

Af Ari Páll

Tre oversatte digte fra digtsamlingen ”Stormvarsel”

Udenfor tema

48 Luftrødder og pælerødder

35

Af Marianne Stidsen

52

Dukkehjemsmotivet hos Ibsen, Agrell, Strindberg Af Stig Martin Burmeister

54

Hvad er det nu vi ved? Om danske talesprog Af Frans Gregersen

56 ANMELDELSER 60 VOXPOP 62 DIN FORENING – ÅRSMØDE

40 48

”Meningsmålinger i Island viser at almenheden generelt mener at formelle sprogsituationer og tekster kræver at man bør prøve at undgå brugen af låneord.” ”Og hvis man alligevel formaster sig til at sige, at vi som mennesker har brug for både rødder og identitet, for at føle, at vi er ’nogen’, at vi hænger sammen som personer, får man gerne smidt i hovedet, at man har ’sjælelort på solbrillen’.”

Leder

Midt i en reformtid kan det være nødvendigt at stoppe op og spørge sig selv hvad vores faglige identitet egentlig er. Hvilket formål tjener vores fag? Midt i en sparetid kan man også blive lidt mistænksom over for hvad den egentlige dagsorden med reformen er. Når undervisningsminister Ellen Trane Nørby har udpeget et praktikerpanel til at give et hurtigt bud på det centrale i den kommende reform af gymnasiet, kan det give visse anelser om hurtige blåstemplinger af ”nødvendighedens politik”.

Hvad er da nødvendigt i vores fag? Vi skal holde fast i det vi er gode til, og som gymnasieloven byder os, nemlig at almendanne unge mennesker til at indgå i et demokrati. Det helt centrale for danskfaget må være at bygge videre på en tradition for at stimulere unge menneskers nysgerrighed og lære dem at udvikle sig fagligt, socialt og personligt. På den måde skaber vi også verdensborgere der bliver livsduelige på et arbejdsmarked både herhjemme og internationalt.

Hvem er vi her for? Ad flere omgange har vi i politisk storytelling fra Christiansborg hørt om Emma og Emil der skulle i gymnasiet. Hvad vi endnu ikke vidste, var at deres fætter Felix og hans sidemakker Fatima nu går i ottende klasse et sted herude i landet. Felix og Fatima vil begge gerne i gymnasiet. De vil gerne have mulighed for at blive udfordret fagligt og eksistentielt for at blive klogere på sig selv, og hvad de er bedst til, inden de skal træffe det endelige uddannelsesvalg.

Hvordan ser gymnasiet ud i 2017 når de skal begynde?

Hvad mener ministeriet? Jeg deltog som repræsentant for danskfagets bestyrelse til en mødedag i Pædagogisk Samarbejdsudvalg i slutningen af januar hvor alle fag fra de fire gymnasiale uddannelser var inviteret med en deltager hver. Om formiddagen var ministeriet vært for et arrangement om status på de FIP-kurser (Faglig Udvikling i Praksis) der har fundet sted i en række fag, herunder dansk i dette skoleår. Den hegemoniske diskurs drejede sig om databaseret undervisning.

Ved dette arrangement sagde undervisningskonsulent Benedicte Kieler, at man endnu ikke ved noget om gymnasiereformen. Ifølge Kieler var den databaserede undervisning dog et sine qua non. Spørgsmålet er derfor ikke, om det bliver omdrejningspunktet, men hvordan vi kan give det mening fagligt. Hvilket krav der lå i det, var dog endnu uklart.

GL’s uddannelseschef Gitte Grønnemose Butler var dog anderledes entydig i sin udlægning under eftermiddagens del af arrangementet. Hvor databasering før

4 DANSK NOTER

måske var en flydende betegner med plads til forhandling og fortolkning, blev den nu ganske håndfast: Det handler om nationale test. Vi undgår det ikke i en eller anden form, så vi kan lige så godt starte diskussionen om, hvordan ikke bare databasering, men også standardiserede test kan matche den faglige identitet i vores fag.

Da ministeren mødte sit praktikerpanel onsdag den 3. februar, blev de 15 udvalgte efter sigende også stillet spørgsmålet om det vil være en god idé at indføre nationale test. De svarede samstemmende nej, og der blev ikke talt mere om det. Formålet med at mødes med praktikerpanelet var dog ikke at overbevise om ministerens holdning, men at høre lærernes. Jeg håber, ministeren hørte efter at den idé ikke kunne blåstemples af sektorens egne lærere. Når spørgsmålet var oppe at vende, har man dog stadig grund til at være mistænksom over for at noget andet bliver virkelighed. Vi har også grund til ikke blot at stoppe op, men også at sætte hælene i!

Hvordan hænger nationale test lige sammen med danskfagets identitet? Hvad er danskfaglighed for Felix og Fatima? Danskfaget er en vej til almendannelsen af dem som sociale individer. Det udfordrer deres selvbillede og giver dem en viden om en verden der er større end dem selv. Det sker fordi de konstant møder andre menneskers syn på verden. Og her har danskfaget sin styrke fordi det er åbent og nysgerrigt og skaber fordybelse gennem kombination af tre stofområder: litteratur, sprog og medier. Danskfagets identitet hænger ikke sammen med nationale test hvis det fortsat skal bæres af åbenhed og nysgerrighed.

Danskfaget har mange ansigter. Vi lærere formidler en tradition, men gennem stadig variation af fagligt stof der selv er under stadig udvikling. Vi kan tilpasse faget efter mange former for virkelighed, alt efter om Felix og Fatima skal gå i gymnasiet i Hobro eller Helsingør, Frederiksberg eller Fåborg, Grindsted eller Gentofte. Danskfaget skal give mening for den enkelte klasse og studieretning de går i. Det tager vi højde for i vores planlægning når vi varierer mellem traditionelt og kreativt. Danskfaget bidrager til internationalisering, og det vises især i fagligt samspil. Faget er netop på grund af sin store historiske dybde og samtidsorienterede bredde et åbent og moderne fag der på forskellig vis spiller godt sammen med alle de andre i gymnasiets fagrække.

Problemet er, at hverken danskfaget eller det faglige

Af Mischa Sloth Carlsen, medlem af bestyrelsen for G-sektionen

samspil kan sættes på en formel af nationale standarder. Et helt lavpraktisk problem er at vores fag i gymnasiet har alt for få timer. Det vil opleve en stærk indholdsstyring hvis vi skal kunne klæde eleverne på til disse tests. Vi kan ikke få plads til både variation, kreativitet og samspil der giver mening, hvis uddannelsen også skal sikre eleverne i nationale standardiserende tests. Tests er ikke tilpasset konteksten.

Standardisering er netop uforeneligt med danskfag-

ets identitet, for Felix og Fatima er mere end standarder og storytelling når vi møder dem i det virkelige liv.

Danskfagets hjerte slår ikke hvis lærerne og deres elever skal holdes i snor af standarder hvor der ikke er plads til at forholde sig individuelt til Felix og Fatima og den konkrete klasse de går i. Danskfaget motiveres bedst af lærere der gennem deres faglighed fortsat får lov til at fortolke de faglige krav på en meningsfuld måde i den givne kontekst eleverne er i.

Hopi lebel, 1976, 38,5 × 68,5 cm, silketryk (Reykjavik Art Museum)

DANSK NOTER 5

Præsentation

Island? Det er noget med gamle sagaer, syret landskab og lige så syrede film. Nå ja, og så det der sprog hvor de går højt op i at lave deres egne ord for at undgå at lade islandsk oversvømme af låneord, fx taler de om fartölva (laptop) og kvikmynd (film).

Island handler også om mødet mellem gammelt og nyt, mellem virkelighed og fantasi, mellem natur og menneske. Eller mødet … det er der bare alt sammen på samme tid; man er ”i flere virkeligheder på samme tid”, som Erik Skyum-Nielsen skriver om Auður Ava Ólafsdóttirs roman Svaner bliver ikke skilt (2016), og som kan gælde som en karakteristik af islandsk litteratur generelt.

Det viser sig fx når Stine Pilgaard ser sagaerne som tidsmaskiner hvor vi moderne læsere kan rejse til verdener og besøge mennesker vi ellers ikke ville møde. I den første temaartikel deler hun gavmildt ud af sine overvejelser om brugen af sagaernes univers i sin roman Lejlighedssange, hvis fortæller Pilgaard beskriver som en form for moderne skjald der forsøger at ”fastfryse mennesker og minder i sproget”.

Selvom Jón Kalman Stefansson lader en person i romanen Himmerige og Helvede sige at ”ord yder desværre ikke megen beskyttelse mod den arktiske vind”, tyr han til netop dem, ordene, i sine romaner. I det interview med Kalman som Lone Koldtoft baserer sin artikel på, afslører han at han selv var helt uforberedt på hvor mange ord der var i det materiale han satte sig for at skrive om da han begyndte på netop Himmerige og Helvede, den første bog i det der blev en hel trilogi.

Overraskende peger Erik Skyum Nielsen modsat på tavsheden – ”fortielsestraditionen” – som et element der optager føromtalte Ólafsdóttir i hendes anden roman, der i øvrigt indskriver sig i den islandske magiske realisme.

Det er måske denne insisteren på flere samtidige virkeligheder der er med til at give islandsk kultur det syrede udtryk. Og så er der jo naturen. Den er allesteds-

6 DANSK NOTER

nærværende, den indrammer, definerer og reflekterer menneskelivet i Island – i hvert fald sådan som det beskrives i islandsk litteratur.

Kim Lembek mener således at Hallgrímur Helgasson lader den islandske natur afspejle skyggesiden af det såkaldt økonomiske mirakel i Island allerede i 101 Reykjavik, og Lembek giver os i sin artikel gennem et fint vævet spind af citater og refleksioner et billede af hvordan den moderne islandske roman afspejler og kommenterer de omvæltninger Island har gennemgået fra midten af 1990’erne og frem til i dag.

Vi skutter os under skiltet som hårdføre heste / det synger i rør og hviner i jern. Ved et lille tryk på QR-koden på side 36 kan man høre og se Kristín Svava Tómasdóttir stå i Reykjavik og læse et af sine fine digte højt. Tre digte står side om side med Kim Lembeks oversættelser – for første gang på dansk. Igen spiller naturen en stor rolle, men den er på ingen måde syret, smuk eller eventyrlig, men optræder nærmere som et vilkår som definerer den helt konkrete eksistens.

Et gennemgående tema i islandsk film er opgøret med den traditionelle fremstilling af en mytologisk sagaø med eksotiske landskaber til fordel for skildringer af bylivet og en bekendelse til populærkulturen der tidligere blev opfattet som en trussel mod det autentiske Island. Birgir Thor Møller fører os ind i den islandske filmverden som de senere år har fået stor gennemslagskraft også uden for Island.

Den sidste temaartikel tager det emne op som indledte denne præsentation, nemlig den sprogpurisme mange forbinder med Island. Ari Páll Kristinsson har undersøgt hvor den stammer fra, og hvorvidt den stadig er gældende. Det er den i et vist omfang, kan vi afsløre allerede her, i form af det som Kristinsson kalder leksikalsk dobbelthed. Man siger altså måske lapptopp, men foretrækker at skrive fartölva.

Vi håber at I vil læne jer tilbage og nyde rejsen til Island.

BLIV ABONNENT Nis-Christian Bredholt FREISCHWIMMER

MELD DIG IND NU – Og få eksklusiv adgang til Gladiators udgivelser og 30% på ALLE bøger! Du får en GRATIS BOG, når du melder dig ind.

Der er ingen bindingsperiode, ingen konspirationer. Bare kvalitetslitteratur, der rykker.

Hans Hedegaard Andersen MANDEN I MÅNEN Roman Gladiator

Mixed media Gladiator

www.forlagetgladiator.dk

”Er problemet … at dansk litteratur i virkeligheden får et ufortjent dårligt ry i kraf t af et initiativ som Texas Longhorn?”

– Bjarke Larsen, Bogmarkedet.

Skal dit bibliotek, din skole eller dit kulturhus abonnere på Texas Longhorn?

Kontakt: js@forlagetgladiator.dk

www.forlagetgladiator.dk/texaslonghorn

Illustrationer

Jag målar därför att det är en privat utopi, skriver Erró om sitt skapande.

Landskapen i Errós målningar är ett ständigt strömmande bildflöde, mångtydigt och gåtfullt, ibland kontroversiellt, vitalt och kittlande. Det finns både ett paradis och skräckvision i hans bilder.

Erró, som är en pesudonym, heter egentligen Gudmundur Gudmundsson. Han föddes 19 juli 1932 i Olafsvik, beläget i den nordvästra delen av Island. Tio år gammal fascinerades Gudmundur av konstverken i en katalog från Museum of Modern Art i New York. Sedan dess har måleriet varit hans verkliga passion och livsuppgift. Redan som 19-åring började han på konsthög-

skolan i Reykjavik och fortsatte därefter med konststudier i Oslo. Erró gjorde åtskilliga resor runt om i Spanien, Italien, Frankrike och Tyskland under 1950-talet. Han studerade på konstakademien i Florens 1954, och under 1955 antogs han på skolan för bysantinsk mosaik i Ravenna. Det var vid den här tiden han började visa sina bilder, framför allt i Paris där han stationerade sig 1958.

Genom åren har Erró deltagit i hundratals utställningar och finns representerad på de flesta muséer världen över, bland annat på Centre Pompidou i Paris.

I Errós bildvärld mixas seriefigurer med envåldshärskare. Kalle Anka och hans Kajsa, Piff och Puff samt andra Walt Disney-figurer förekommer frekvent vid

Portraits d´Expressionistes, 1992, 220 × 490 cm, oliemaleri (Reykjavik Art Museum)

8 DANSK NOTER

sidan av grekiska gudar och madonnor. I kontrast till detta tar tyske diktatorn Adolf Hitler gestalt vid sidan av sin irakiske motsvarighet Saddam Hussein, och den kinesiske ledaren Mao Zedong avtecknar sig i monumentala proportioner. Provokativt exponerar han ledare som propagerar likriktning och diktatur, och i andra bildsekvenser syns orientaliska kvinnor i slöja som blottar sina bröst. Vapen, våld och sexualitet är några bärande motiv. Pastischer av Picasso, Léger, Disney och Dalí har även blivit kännetecknande för Erró.

Egensinnigt blandas stilar och bildspråk. En del av konstverken från hans ungdomsår bär spår av Roberto Mattas rymdliknande varelser, liksom några andra som

har likhet med hans vän Öyvind Fahlströms målningar, hämtade från tecknade serier och populärkultur. Erró har också nära släktskap med Roy Lichtenstein, Andy Warhol och James Rosenquist.

Sommaren 2001 invigdes ett museum i Reykjavik tillägnat Erró. Där visas en stor spännvidd av konstnärens verk, från hans första till de senaste årens målningar.

Att se Errós konst är som att lägga pussel. Bilderna glider in i varandra, bildar en syntes. De förkroppsligar det livsbejakande och lekfulla, som står i motsatsförhållande till det dunkla, råa och destruktiva.

Johan Persson

Tema: Island

Lejlighedssange – en andelssaga Hvad kan vi bruge de islandske sagaer til i dag? Er det ikke bare en samling ufærdige tekster hvor alle folk hedder det samme? Den slags spørgsmål mødte jeg gang på gang da jeg i 2012 skrev speciale om kvindeskikkelserne i de islandske sagaer. Dengang som nu var jeg et omvandrende kampskrift for sagalitteraturen, idet jeg opfatter teksterne som en række tidsmaskiner for moderne læsere: en mulighed for at besøge verdner vi ikke længere har adgang til, befolket med mennesker vi aldrig kommer til at møde. I denne artikel vil jeg forsøge at besvare spørgsmålet som forfatter: Hvordan kan man bruge litterære elementer fra sagaerne som en skrivende i nutiden.

En sagakulisse i 2015 Jeg gik i gang med min anden roman, Lejlighedssange, umiddelbart efter en lidenskabelig specialeproces. Islændingesagaernes sprog og logik var blevet en del af min forestillingsverden, og karaktererne føltes som en gruppe venner jeg hang ud med. Noget jeg fik lyst til at arbejde med som skrivende, var det hektiske mylder af forskellige karakterer som befolker sagaen. I mine egne tekster har jeg altid fokuseret mest på hovedpersonerne, mens sagaerne er særligt lysende i deres skildringer af bikarakterer. Altså besluttede jeg at skabe et univers hvor folk kunne komme og gå, et rum hvor karakterer og fortællinger kunne mødes og blandes. Dels inspireret af tv-serier som Matador, Huset på Christianshavn og Friends tænkte jeg på vigtigheden af tekstens rum. Som i sagalitteraturen udspiller tv-seriens handlinger sig ofte i en begrænset kulisse, der er kædet sammen af menneskelige relationer og geografiske omstændigheder. En mere selvbiografisk detalje var at jeg købte en andelslejlighed da jeg blev færdig på universitet, og flyttede ind samtidig med at jeg påbegyndte min roman. Jeg var fascineret af andelsuniverset, blandingen af de økonomiske og sociale forpligtigelser, fællesarealerne der både havde karakter af noget privat og offentligt. Generalforsamlingerne mindede mig om møderne på altinget; de tidspunkter hvor folks forskelligheder støder sammen og udstiller det skrøbelige ved fællesskabet. Til det første fællesarrangement i min andelsforening havde jeg fejlagtigt det indtryk at man skulle klæde sig ud i julekostume, hvilket viste sig at være forkert. Det resulterede i et møde med de nye naboer hvor jeg som den eneste havde et kæmpestort plasticgevir på hovedet og en rød klovnenæse midt i ansigtet. Det fik mig til at tænke på at forholdet

10 DANSK NOTER

mellem individet og fællesskabet ofte bærer handlingen i de islandske sager. Gisle erklæres fredløs af sin bror og står alene udenfor fællesskabet. I Njals saga føler Halgerd sig udstødt af sin familie, hvilket medvirker til hendes raseri og nedbrændingen af Njal og Bergthoras gård. I Laxdælernes Saga vælger helten Kjartan mod sin elskede Gudruns vilje at forfølge sine egne ambitioner i udlandet, og da han vender hjem, er det til en stor fest hvor hans fosterbror Bolle gifter sig med Gudrud. Konflikten mellem individet og fællesskabet er styrende for de fleste plot i sagalitteraturen. Ofte befolkes sagaerne også af troldkællinger, bersærker eller fredløse, der lever adskilt fra et samfund de dels tyranniserer, men måske også længes mod. Denne litterære bevægelse ville jeg gerne behandle i et mere nutidigt format og valgte derfor andelsforeningen som romanens kulisse.

Talerøret Lisa Mens jeg skrev speciale, havde jeg kun lyst til at tale om islandske sagaer og mærkede gennem månederne en træthed brede sig blandt mine venner. Det var i den periode jeg fik idéen til karakteren Lisa, der blev

”Mens jeg skrev speciale, havde jeg kun lyst til at tale om islandske sagaer og mærkede gennem månederne en træthed brede sig

”

blandt mine venner.

Af Stine Pilgaard, 1984, cand.-mag. i nordisk sprog og medievidenskab. Forfatter til romanerne Min mor siger (2012) og Lejlighedssange (2015)

sagaforsker og placeret i andelsforeningen i Lejlighedssange. Jeg forestillede mig at hun skulle fungere som talerør for de islandske sagaer. På samme tid var jeg også hjemsøgt af drømmen om at genskrive en islændingesaga som en del af handlingen i min kommende roman. Det komplicerede tekstens opbygning fordi det ville skabe for meget universforvirring hvis jeg lod en gruppe islandske sagahelte fra middelalderen flytte ind i andelsforeningen. Saga betyder som bekendt at fortælle, så derfor gav det mening at sagasporet blev formidlet mundtligt af en anden karakter. Første gang læseren møder Lisa, drager hun paralleller fra fortællerens arbejde som horoskopskriver på et ugeblad til en kendt litterær figur i islændingesagaerne: Dengang var det vølverne, der forudså, hvad der ville ske, de kom med varsler i sagaen, siger Lisa, de forudså uenigheder i slægten og indviklede konflikter mellem individet og fællesskabet. Sagaernes nedskrivere påvirkede selv handlingen, de piftede fortællingerne op med litterære lån fra andre historier, siger hun, eller lavede nye slutninger. (Pilgaard:2015:54)

Lisas beskrivelse af sagaen som litterær genre bliver på mange måder en metareplik der peger på Lejlighedssanges virkemidler. De litterære lån ses i sagaerne når forskellige karakterer eller begivenheder går igen i flere sagaer, teksterne henviser altså til hinanden eller taler sammen, altså hvad vi i dag kalder intertekstualitet.

Ansporet af det hentede jeg også selv forstærkning til persongalleriet i forbindelse med opbygningen af karakteren Elizabeth, der er fortællerens overbo. Oprindeligt optræder hun i skikkelse af Søs Egelind, i tv-serien Lærkevej, som en alkoholiseret, forladt kvinde der balancerer på grænsen mellem det fortabte og det festlige, det tragiske og det komiske, en grædende klovn, en højlydt leende Mona Lisa. Da jeg følte en reel ømhed for tv-karakteren Elizabeth, valgte jeg at låne hendes grundtoner til min egen roman.

Den flydende fortællerstemme Lejlighedssanges tolv dele er indrammet af horoskoper, der skal forestille at være skrevet af romanens jeg-fortæller. Her forudser hun hvad der vil ske, og forsøger at påvirke begivenhedernes gang ved at give gode råd til familie, venner og naboer. Hendes eget verdenssyn og temperament er tydeligvis et mere styrende princip for horoskopernes udformning end astrologi, hvilket også bringer hendes job på ugebladet i fare og får hende på

kant med kollegaen, Sandsiger-John. Denne litterære ramme og fortællestil er inspireret af det der fascinerer mig mest ved sagaerne; nemlig deres tilblivelse og fortællerforholdene. Der er delte meninger om hvorvidt teksterne lægger sig tættest op ad historiske vidnesbyrd, eller om man bør betragte dem som bevidst opdigtet fiktion. De tilgængelige håndskrifter er ofte senere afskrifter eller afskrifter af afskrifter, hvilket sandsynliggør at nedskriverne har ændret sprog og handling undervejs gennem århundreder. Sagaens fortællerstemme er derfor flydende, man kan se den som en kollektiv røst eller et kor af stemmer. Jeg drømte om at jeg også i min egen andelssaga kunne nærme mig den flydende fortællerstemme. Min jeg-fortæller opfatter jeg som tekstens motor, men jeg besluttede at de andre karakterer skulle have mulighed for at overtage romanen undervejs og føre både jeg-fortæller og læsere tilbage i tiden. Min strukturelle løsning på problemet blev at fortælleren skulle have et særligt talent for at skrive lejlighedssange.

En genre der i øvrigt har meget tilfælles med islændingesagaen idet også festsangens forfatter vælger at beskrive og konstruere en fortid der hyldes. Netop lejlighedssangene låner også vers og vendinger af hinanden og har derfor også et strejf af en mytologisk og flydende fortællerstemme. Rent fortællerteknisk gav hovedpersonens bijob anledning til betroelser karaktererne imellem.

For at kunne hjælpe sine naboer med sangskrivningen må de berette om deres liv og deres minder. Ruth skal have skrevet en sang til mormors fødselsdag og fortæller om deres kærlighed der blev grundlagt i en lille landsby i 1930’erne mellem hundredvis af køer. Gymnasielæreren Thomas fortæller om sin trætte hengivenhed til Lisa, som han har kobberbryllup med, og Elizabeth vil have skrevet en lejlighedssang til sin mand, der ligger i koma på tredje år. Lisa behøver ingen musikalsk anledning, men overtager fortællingen hver gang hun i små kapitler i kapitlet insisterer på at genfortælle sagaen om skjalden Helga som hun mener må interessere den skrivende fortæller. Mit håb for Lejlighedssange var at de mange myldrende karakterer ville sætte deres spor på den overordnede fortælling i håbet om at skabe et virvar af stemmer i stedet for en enkelt fortæller der skulle bære romanen alene.

Genskrivningen af Bård Snefjeldsas saga Et af de vigtigste litterære highlights i mit speciale var Bård Snefjeldsas’ saga.1 En fremragende, men lidt overset saga, der også ville fungere godt i gymnasieskolen med sit

DANSK NOTER 11

Helga, 1999, 37 × 29 cm, grafik (Reykjavik Art Museum)

fine netværk af fortællinger og med sine små 30 sider, der gør den overskuelig. Min egen kærlighed til netop denne saga skyldes de mange billeder teksten skabte i mig, og

12 DANSK NOTER

den tragiske grundtone i sagaen. Jeg var meget draget af karakteren Helga, som er hovedpersonens datter. Sagaens egentlige midtpunkt, Bård, har overnaturlige kræfter hvil-

”Min egen kærlighed til netop denne saga skyldes de mange billeder tekstens skabte i mig, og den tragiske grundtone i

”

sagaen.

ket giver ham tilnavnet Snefjeldsas. Han gifter sig med barndomsvennen Mjöll som er jætte og har rødder blandt troldene. Helga er derfor halvt kæmpe og halvt trold og allerede fra barndommen sat udenfor menneskenes verden. Hun vokser op på fjeldene omkring Sanghulen hvor jætterne holder rådslagning. En dag under en leg med sin fætter driver Helga væk fra sin familie på et stykke drivis og støder senere på land ved Erik den Rødes gård i Grønland. Helgas ensomhed får hende til at kvæde et vers om længslen efter sin hjemstavn, og midt i denne ensomme sang forelsker menneskemanden Midfjords-Skægge sig i hende selv om han har en fæstemø på Island. At hun er en kæmpekvinde, gør ikke hans kærlighed mindre, og han ser Helgas ophav som en styrke. Sammen drager de rundt og jager de trolde og hekse på flugt som truer med at forstyrre menneskenes samfund. Helga går altså gennem dette kærlighedsmøde fra at være ensom outsider til action-heltinde og finder pludselig en plads i samfundet.

Da Bård bliver bekendt med sin datters tilværelse, henter han sin datter tilbage, og Helga bliver nu endnu mere ensom end før. Hun trækker sig væk fra menneskene og vandrer rundt alene, nu adskilt fra både Skægge og sin familie. Bårds sorg og vrede kulminerer i en hævnaktion, idet han tager til Midfjords-Skægges gård og gør hans 15-årige datter gravid. Det forsyner sagaen med endnu en tragisk skikkelse, nemlig barnet Gæst, der bliver Helgas halvbror og eneste forbindelse til hendes livs kærlighed. Gæst ender med at blive dræbt af sin egen far i en af sagaens mange fine sidehistorier hvor kristendommen kæmper mod hedenskaben repræsenteret ved forskellige af sagaens karakterer. Selv om der er mange ting man kunne genskrive som en hel fortælling, valgte jeg at zoome ind på Helga da det var den del af sagaen der rørte mig mest. Jeg identificerede mig med denne skrivende kæmpekvinde som havde så svært ved at passe ind i menneskenes verden og undertiden måtte vende sig mod skriften i forsøget på at fastfryse de øjeblikke tiden lader passere. Jeg besluttede at genskrive sagaen med Helga som heltinde, at det var hendes historie jeg ville forestille mig og fortælle, en historie om længsel, kunst og ensomhed. De ydre rammer og plotskelettet har jeg beholdt fra Bård Snefjeldsas’ saga, men naturligvis har jeg lagt en masse private fantasier og detaljer ind i fortællingen.

brydes af en parallel genfortælling af Helgas saga, at de to spor skulle kaste lys over hinanden. Fortælleren i Lejlighedssange kan ses som en moderne skjald der også forsøger at skrive sig ind i menneskenes verden med sine ord og sit forsøg på at fastfryse mennesker og minder i sproget. Jeg forestillede mig at Helgas historie kunne tilhøre alle karaktererne, at der var lidt Helga i dem alle.

En blanding af ensomheden, kunsten, afskeden og håbet.

Der er elementer af Helgas historie i hver af andelsbeboernes fortællinger, og så vidt muligt lod jeg Lisa træde ind på scenen i afgørende øjeblikke så spejlingen ville stå klart for læseren. Mormor og Ruth bliver udstødt af deres samfund som helt unge fordi deres kærlighed er forbudt.

Elizabeth holder ensomme fester om natten fordi hendes mand ligger i koma, Iben fra kollektivet nede i stuen går rundt som en søvngænger indtil hun får et instrument i hånden så hun til sommerfesten kan spille sig tilbage til verden. I et kort flashback til P.S. Krøyer fortælles der om hvordan han manisk forsøgte at indfange det samfund han levede i, sine venner og naboer, mens hans tragedie var at han aldrig kunne nærme sig dem så meget som han ønskede, udenfor lærredet. I Lejlighedssange og Helgas historie optegnes fællesskabet og kærligheden på mange måder som noget umuligt og uigennemtrængeligt der sjældent lader sig gøre, men som kan slå ned tilfældigt og uplanlagt i sjældne øjeblikke. Den sætning der satte hele min roman i gang, var en strofe Helga kvæder, som jeg læste i en af de tidligste versioner af nyoversættelsen af Bård Snefjeldsas’ saga. Helga synger om sin længsel efter Midfjords-Skægge med sætningen: Jeg fælder min tåres fortælling. Det er i tåren der fældes, i sorgens bevægelse, at historien må findes og nedfældes. Det eneste der findes på den anden side af ensomheden, er fortællingen. Det var et fint og poetisk billede, syntes jeg, og det mindede mig meget om min egen grund til at skrive. Muligheden for en forening med mennesker i mit eget liv, både de levende og de døde, flyder for mig sammen i skriften.

Helgas skæbne bliver et billede på hvad litteratur kan, skriften bliver en erindringsbeholder, så der findes både en afsked og også det modsatte af afskeden, nemlig minderne, hvor vi kan bruge sproget til at huske.

Kunst, afsked og ensomhed Min plan for Lejlighedssange var at min roman om de mange karakterer i andelsforeningen på realplanet skulle

1. Sagaen om Bård Snefjeldsas kan læses i Islændingesagaerne

Noter

– samtlige sagaer og totter (2014), bind II side 261 til 294.

Redigeret af Annette Lassen, oversat af Karen Bek-Pedersen.

DANSK NOTER 13

Tema: Island

Krisestemninger i moderne islandsk litteratur Island har fra midten af 1990’erne og frem til i dag i økonomisk henseende gennemgået en turbulent periode fra boom til krak. Den moderne islandske roman har løbende fungeret som en både kritisk og ironisk litterær replik til denne udvikling.

Island er kontrasternes land. Et af de seneste eksempler er det økonomiske boom i årene 1994 frem til oktober 2008, hvor landet over en nat oplevede et økonomisk krak med voldsomme indenrigspolitiske konsekvenser.

Islandske romaner synes ikke at blive trætte af at henvise til denne turbulente periode omkring 2008. Tag nu f.eks. Jón Kalman Stefánssons (f. 1963) seneste roman på dansk Fisk har ingen fødder fra 2013, hvor man læser om en gældstynget fiskefabrik, der er brændt ned til grunden: ”Gæld har altid været førsteklasses brændsel på Island, den skal bare være stor nok.”

(Stefánsson 2013, s. 276) Den historiske baggrund, fra Island blev en selvstændig republik i 1944, har forfatteren Hallgrímur Helgason (f.

1959) i et interview opridset på sin egen kortfattede og pjankede måde: ”I perioden fra vi løsrev os fra Danmark i 1944, og til USA forlod landet i 2006, var vi som et lille barn, der skulle bevise, at vi kunne selv og ville selv. Da USA forlod os, blev vi som en teenager efterladt alene hjemme for første gang. Der gik ikke lang tid, før vi havde smadret hele huset.”

Han er blandt de første til at registrere, at det såkaldte økonomiske mirakel har en bagside. I romanen 101 Reykjavik fra 1996 møder vi hovedpersonen Hlynur på vej hjem gennem Reykjavik en tidlig morgen:

14 DANSK NOTER

”Reykjavik om morgenen i den mørkeste vintertid: en landsby i Sibirien. En jernforstærket korthusby, en tvivlsom og teltopslået computerbygd beregnet til kortvarige ophold. En mennesketom, bladløs, fugletom, insektløs spøgelsesby, hvor selv gengangere i dødsangst klamrer sig til for længst forsvundne tørresnore.

Den evige storm rammer dig, med et frådende vrinsk dundrer den altid nysgerrige nordenvind ned ad vindskalaen, lægger en vindløkke om halsen på dig, strammer til med fjorten knob, strør sit saltholdige indhold i sårene og sprøjter dig i øjnene med sin frostspray.

Du tager flugten, du hvirvles ned af de åbne gader belagte med grå geléagtig grødris, mennesketomme, gader som kun eksisterer på denne side af Jan Mayen, fordi hyrevogne har opmålt deres længde.

På hjørnet af Snorrabraut og Miklabraut står Europas nordligste taxa, og lyset på dens tag er et fyrtårn, den vestlige verdens forpost. Sådan en by er Reykjavik. Folk bor her udelukkende, fordi de er født her. Jeg føler mig som et udsat barn.” (Helgason 1996, s. 35f.)

”Fornuften alene magter ikke længere at beskrive alfrihedshærens verden.

(Sjón)

”

Kim Lembek (f. 1956), cand.mag. i dansk og islandsk, oversætter af ældre og nyere islandsk litteratur samt foredragsholder. Uddragene er oversat af artiklens forfatter.

Ni år senere har Helgason skærpet tonen i romanen Stormland fra 2005. Her bruger forfatteren sit kulturkritiske talerør, den rabiate Bødvar, til at spidde sin dekadente samtid: ”Bødvar trådte ind i supermarkedet. Han kendte kun forbrugersamfundet af omtale, fra reklameindslag og folkesnakken. Han havde levet i læ for den raserende indkøbsstorm uden fjernsyn og telefon i sit gode, gamle hjemsted ved havet. Nu så han dette monster for første gang. Nu gik han ind i SAMFUNDET. Han var forfærdet over det, han så. Samfundets kulturelle tilstand var langt værre, end han havde troet. Han var i kulturchok. Han var ramt af sorg. Han var en stormlænding blandt affaldslændinge. Han så en smækfed almue, som ikke havde den fjerneste idé om, hvordan den var blevet så velhavende. Han så et kulturfattigt pak i forrådnelse.

Og udenfor lå der fjelde fulde af fortidssagaer og kløfter fyldt med gengangere. Island var et veldækket festbord, som islændingene flygtede fra. Til gengæld for en mødding af tilsætningsstoffer i alle regnbuens farver.” (Helgason 2005, s. 355f.)

I 1999 udgav forfatteren Kristín Marja Baldursdóttir romanen Køligt daggry. Den beretter om lærerinden Torsteina – hvis yndlingslæsning er ordbøger – og om, hvordan hendes egen lille verden krakelerer i et forgæves forsøg på at holde et Island i moralsk forfald ud i strakt arm. Diagnosen af det samfund og de indbyggere, hovedpersonen lever i og med, får læseren til at tænke på storhedsvanvid. Torsteina griber som så ofte til ordbogen: ’’Samfundet. Hvad er et samfund? Hvad siger de i den islandske ordbog om det ord?

Et samfund, ja. Lad os se. Ja. Et samfund er en gruppe mennesker, der lever sammen i et velordnet samfund.

Ja, netop. Skal det være morsomt? Et velordnet samfund på Island? Jeg må le. Ved de mennesker ikke, at det kaotiske er en dyd på Island? Ved de ikke, at der her hersker en fuldt ud accepteret mangel på disciplin? Ved de ikke, at vi islændinge ønsker at have et spændende samfund, at få åndenød på grund af dagligt stress, at konkurrere med hinanden om den flotteste bil og de dyreste rejser og at stå på tæerne af hinanden, fordi vi alle sammen gerne vil være verdensberømte! Vi er gamle jægere, der knokler frem

”Krakket har fyldt nogen med en uhelbredelig forkølelse: en lav, kronisk snøften, der aldrig synes at stoppe.

” (Auður Jónsdóttir)

mod ære og berømmelse, og velordnede nationer vil komme til at krybe for vores fødder!

Samfundet har fået en svulst. Rådner langsomt op indefra.’’ (Baldursdóttir 2015, s. 89) Sjón (1962) skriver mest historiske romaner, men de lader sig læse som en kommentar eller symbolsk beskrivelse af tidsånden under det økonomiske boom op til krakket og den efterfølgende dødlignende tilstand.

I 2008 udkom Tusmørkeundere, som foregår i det 17. århundrede. På Island har den nye topstyrede ortodoksi, som reformationen indførte, endnu ikke helt gjort det af med de mere folkelige sider af katolicismen, og i Sjóns optik kan protestanternes tusmørkeundere, deres overgreb på almuen, ses som en parallel til det moderne Islands bankers og finansfyrsters – libertinerne og de nyrige – behandling af menigmand: ”Tusmørkeundere har væltet verden omkuld … Den knager i fugerne … Den er blevet vendt på hovedet … Himlen er blevet til gulvet … Mens almuen kryber sammen på omvendte tagbjælker, hænger i fingerspidserne eller falder grædende ned, lader libertinerne hånt om Skaberen og vender sig i luften med heksekunster og danser en modbydelig krigsdans på taget af hans himmelske boliger … Gennem tusmørket høres larmen fra underne … Guds boliger bliver trådt under fode og sparket sønder af stampende og hoppende nyrige høvdinge og deres pyntesyge kvindemennesker …

Hvinende som soen ved parringstid og gryntende som ornen, når den bedækker den, lader de deres jernbeslåede damesko og morderiske sporer buldrer løs på himmeriges natsorte og stjerneprydede ydervægge, som var de savsmuldsbestrøede gulve i horehuse eller de grå gulvplanker i børsernes røgfyldte baglokaler … Dansernes lattersalver blander sig med hungerklagen fra de mindre brødre og søstre … Ja, det er forbi, fornuften alene magter ikke længere at beskrive alfrihedshærens [1600-talsord] verden …” (Sjón 2008, s. 216f.)

DANSK NOTER 15

Bertolt Brecht, 2008, 48,5 × 68,5 cm, digital print (Reykjavik Art Museum)

Sjón har fortalt, hvordan han under sin historiske research til bogen sad på Statsbiblioteket og ud ad bibliotekets store vinduer så den nyrige elite køre forbi i deres store, sorte luksusbiler. I sin seneste roman Månesten (2013), der foregår sent på året 1918, har Sjón indlagt en beskrivelse af Reykjavik, som let kan læses som en symbolsk beskrivelse af dagene efter krakket i 2008: ”Reykjavik har fuldstændig ændret udtryk.

Der hviler en ildevarslende ro over den mest travle og befærdede del af byen. Ingen hovslag, ingen larmende bilmotorer, ingen lyd af save fra snedkerier, ingen hamring fra smedjer. Ingen småpludrende kvinder på vej ud af byen til de varme vaskekilder, ingen råben mellem havnearbejdere under losning, ingen skrålende avisdrenge i Adalstræti.

Forretningernes døre hverken åbnes eller lukkes, ingen skynder sig hjem fra arbejde, ingen går på arbejde. Ingen siger godmorgen, og ingen siger godnat.

Domkirkens ur slår ikke hvert kvarter, og det slår ikke engang timeslagene. Skønt viserne viser otte minutter over tre,

16 DANSK NOTER

er det svært at gætte sig til, hvilken halvdel af døgnet tidspunktet henviser til. Den overskyede himmel skjuler både sol og måne. Om eftermiddagen hersker der næsten samme dødsens stilhed som ved sen nat.” (Sjón 2013, s. 48) I 2011 udsendte Helgason Kvinden ved 1000°, hvori han lader sin kvindelige hovedperson svinge pisken over det økonomiske kraks politiske bagmænd, mens hun ligger i en hospitalsseng i en ombygget garage et år efter krakket: ”Jeg mærkede på min egen krop de samfundsændringer, der var på hastig fremmarch. Amoral, grådighed, frækhed og store armbevægelser. Nypengerisme, denne billige patentløsning på alt. Men hvorfor endte de gode år så dårligt? Den nærmeste forklaring er lige så enkel, som den er overraskende: Barnløshed! Nypengerismens repræsentanter var overvejende hvide, barnløse mænd, som fandt morskab i at klæde sig festligt på og stå og slubre cocktails blandt kønsfæller, men som i deres store samfundsligning glemte at tage højde for kvin-

”Men hvorfor endte de gode år så dårligt? Den nærmeste forklaring er lige så enkel, som den er overraskende: Barnløshed!

” (Hallgrímur Helgason)

der, børn og De tre P’er (psykisk syge, protesebærere og pensionister). For i hovedtræk går pengerismen nemlig op, så længe intet forstyrrer manden i hans arbejde, så længe konen bringer hans skjorter til vask og strygning, og der ingen børn kommer til verden, og ingen gamle behøver lægehjælp.”(Helgason 2011, s. 237) Endnu et ironisk hint til den kaotiske situation på Island kort efter den økonomiske nedtur finder man i Auður Jónsdóttirs (f. 1973) roman Livstørst (2012). Den litterære beskrivelse bygger på en virkelig hændelse i Reykjaviks største biograf den 2. maj 2009. Den dag kunne byens indbyggere høre filminstruktøren David Lynch fortælle, hvordan islændingene selv gennem transcendental meditation kunne bringe ”sundhed, kreativitet, velstand og fred” tilbage til Island. Det var kort efter den såkaldte køkkentøjsrevolution, og hovedpersonen deltager i massemødet i biografen: ”Luften er fuld af en eller anden mystik, da hundredvis af Reykjaviks indbyggere strømmer til for at lære meditation af David Lynch. Reykjavik står politisk i flammer, den dag den store biografsal fyldes af søgende mennesker, der står på spring for at indlede en ny revolution på tømmermændene af den forrige. Den solbrændte filmguru tager opstilling foran mængden og opfordrer folk til at meditere sig ud af krisen i stedet for igen at tilskynde til uroligheder.

Der sidder islændingene så og skutter sig i krisemoden: uldtrøjer med nystrikkede sjal og halstørklæder, der står i skarp kontrast til de lasede vinterstøvler, slidte og udtrådte i revolutionsvinterens første måneder. I den ophidsede mængde koger den kolde sved.

Her og der bliver der snøftet op eller hostet, som om hvert andet individ døjer med en sejlivet forkølelse.

Krakket har fyldt nogen med en uhelbredelig forkølelse: en lav, kronisk snøften, der aldrig synes at stoppe.

Hvis flere hundrede smutter inden om et meditationskursus, bliver Island snart noget andet og bedre.

Meditationsbølgen vil føre til, at nationen får et arbejdsdueligt Alting, lavere skatter og et gennemskueligt samfund. Massemeditation vil kunne tidoble effekten af køkkentøjsrevolutionen. Nationen vil meditere med

en kraft så massiv, at strømmen vil blive båret hele vejen til udlandet og vil ændre verdens gang – alt kan lade sig gøre på Island.” (Jónsdóttir 2015, s. 168f.)

Og lad os slutte, hvor vi begyndte, med et citat fra Stefánssons nye billedbesked. Hovedpersonen Ari sidder og kigger på en billedbesked, han har fået på sin mobil fra nogle udenlandske bekendte, som storsmilende står foran Altinget: ””Her står vi på det sted, hvor den islandske befolkning fik nok af korruption og inkompetente politikere og væltede en ubrugelig regering udelukkende ved at slå på gryder, vidunderligt! Europa så på jer som budbringere af en ny og bedre tid! Vi synes rigtig godt om din lille, fine hovedstad.”

Ari kan lige ane Altingsbygningen bag parret.

De har sikkert taget opstilling foran statuen af Jon Sigurdsson. Stakkels Jon Sigurdsson som dag og nat er tvunget til at se på islændingenes Alting, vi behandler vores nationalhelt dårligt, han ser også alvorlig ud og står med hænderne på hver sin jakkerevers, som om han er parat til at stikke en hånd ind i inderlommen efter et æg til at kaste på Altingsbygningen, parat til at fiske et æg op af lommen, hvis den islandske præsident skulle lægge vejen forbi. Hvad stiller man op med sådan en nation, der på ufattelig kort tid blev et forbillede, Europas helte, men siden, som så ofte før, viste sig at være mester i sprint, men håbløs på langdistancen?” (Stefánsson 2013, s. 388).

Litteraturliste: Baldursdóttir, Kristín Marja: Køligt daggry, Gyldendal, 2015 Helgason, Hallgrímur: 101 Reykjavik, Rosinante 2001 Helgason, Hallgrímur: Stormland, Lindhardt & Ringhof, 2007 Helgason, Hallgrímur: Kvinden ved 1000°, Lindhardt & Ringhof, 2014 Jónsdóttir, Auður: Livstørst, Tiderne Skifter, 2015 Sjón: Tusmørkeundere, C&K, 2010 Sjón: Månesten, C&K, 2013 Stefánsson, Jón Kalman: Fisk har ingen fødder, Batzer, 2015

DANSK NOTER 17

Hercules with Legér, 2008, 21,5 × 35,5 cm, montage (Reykjavik Art Museum)

18 DANSK NOTER

DANSK NOTER 19

Island

Mennesker som dig står næppe til at redde Fire gange er islandske Jón Kalman Stefánsson blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Senest med romanen Fisk har ingen fødder fra 2014, og heller ikke denne gang kunne Jón rejse tilbage til sagaøen med en pris. Har bedømmelseskomiteen sovet i timen?

Ganske vist har de fleste lande stærke kandidater ved hånden hvert år, men at overse en forfatter af Jóns format må vække forundring. Fisk har ingen fødder er for mig at se ikke et mesterværk,1 men hans trilogi fra 20072011 udfolder fortællinger, der kan få selv englene til at synge. Har man først læst om bådturen i Himmerige og helvede og fjeldturen i Englenes sorg, så bliver ens forhold til hav, fjeld og poesi aldrig det samme igen.

Handlingen i trilogien er forlagt til en vindblæst udkant af Island og foregår for henved 100 år siden, før Island blev et moderne samfund. Udsatte i et uvejsomt terræn kæmper romanens personer de utroligste kampe med og mod sig selv. Her udspiller der sig et voldsomt begær, tålmodig kærlighed, uudholdelig lidelse, stille venten og ikke mindst en passion for litteraturens kraft.

Visse mennesker er parate til at sætte deres liv på spil for at aflevere en bog, og et enkelt brev kan ændre et menneskes liv. At gå ombord i litteraturens klassikere er ikke omkostningsfrit, og læsning afstedkommer ulykke og død. For ”ord yder desværre ikke megen beskyttelse mod den arktiske vind”,2 og mennesker ender på ”livets øde højsletter hvis ikke de [red.] har andet end et penneskaft at holde om.”3 I romanens univers træffer læseren en broget menneskeflok. Der er fx den blinde kaptajn Kolbein med de 400 bøger, den ravnesorte selvrådende Geirtrud, hvis klogskab og handlekraft kun få er beskåret. Der er den humoristiske og belæste skolerektor Gisli, der kigger alt for dybt i flasken og derfor ikke kan hamle op med de pengestærke mænd i det lille samfund. Og der er den tilknappede landpost Jens, der ankommer på sin ishest halvdød af anstrengelser efter uger under uforudsigelige vejrforhold, og som i bogstaveligste forstand skal tøes op fra de næsten døde.

20 DANSK NOTER

Trilogien inviterer ikke blot til blændende historiefortælling, men byder også på en righoldig metaforik.

Figurerne i romanen gestaltes ofte ved metonymier, hvor en karakter lignes ved sin hårfarve, hånd, pande og øjne.

Den udtalte brug af metonymier danner sammen med de mange besjælinger og personifikationer et suggestivt billedsprog. Et hjerte er en muskel og består af vener, der i længde når op til månen. Og dette menneskehjerte længes lige så intenst, som månen er kilometer borte.

Mennesket rækker ud i himmelrummet, men hverken månen eller universet synes at kunne aftvinges et svar, og mennesket kastes tilbage i sin egen ensomhed.

De tre romaner udgør en stor eksistentiel fortælling om et ungt menneskes forsøg på at finde sig selv i et traditionsbundet fiskersamfund. Det unge menneske er navnløst og kaldes drengen. Han har mistet sin familie og hele fundament for sin tilværelse. Som barn ser han sin egen far dø, og nogle år senere er han på tætteste hold vidne til sin sjæleven Bárdurs død under en isnende kold bådtur. Den lyse Bárdur, der forgudes af alle, og synes beslægtet med den lige så indtagende Balder fra Snorres Edda, glemmer i sin optagethed af Miltons Det fortabte paradis sin skindanorak. Nu nærmer sagte/ sig stille aften, /og skumring grå/ iklæder alting/ sin enkle dragt/ af stilhed ledsaget.

Skyldbetynget over at have overlevet sin ven tumler drengen omkring som en levende død, indtil han finder tilflugt hos treenigheden Geirtrud, Helga og Kolbein. Her tilbydes han husrum og skolegang. Fra sine forældre har drengen arvet længslen efter bøger og uddannelse. Den blinde søulk med hang til litteraturens klassikere Kolbein formulerer det således: ”Ordene er dog det eneste den dreng har.”4 I modsætning til egnens driftige handelsmand Fridrik, der ikke spår den sværmeriske dreng nogen fremtid, er der plads til andet end fisk i Geirtruds hus.

Af Lone Koldtoft, adjunkt i dansk ved Lunds universitet.

Trængslernes tid er dog endnu ikke forbi for drengen, og han sendes ud på en længere vandring over fjeldene med landposten Jens. I tredje og sidste bind hjemkommer drengen efter umenneskelige prøvelser.

En hverdag indfinder sig, og drengen forsøger at fordybe sig i bøgerne, når muligheden byder sig. Men der er en verden uden for Geirtruds skænkestue, der lokker drengen ud på sin tredje rejse – ud til den rødhårede: ”Jeg skal kysse dig, siger hun, så mærker du forskellen, du er uden tvivl død, hvis du ikke kan mærke et kys.”5 Færden bliver farefuld, og til sidst bliver drengen bjærget af Alfheid den rødhårede, der får ham bugseret ind i en grotte. Om deres kærlighed kan overvinde Atlanterhavets bølger, der nærmer sig, eller om Fridrik får ret i sin profeti om, at drengen ”næppe står til at redde”,6 må være op til læseren at dømme.

En blæsende solskinsdag har jeg sat Jón stævne på bogcafeen IDA i Vesturgata i hjertet af Reykjavik for at tale om hans trilogi. Få huse oppe ad gaden skrev Jón sin første roman.

Planlagde du at skrive en trilogi?

Nej. Da jeg skrev om sejlturen i Himmerige og helvede, forestillede jeg mig bare, at fiskerne skulle ro ud på havet over 3-4 sider. Jeg havde slet ikke forudset, at jeg ville skrive ”på” sejlturen i 3 uger. Det var uventet.

Jeg havde i det hele taget alt for meget materiale til én bog. Derfor begyndte jeg på næste roman, Englenes sorg.

Dette mønster gentog sig midt i Englenes sorg, hvor jeg forstod, at jeg måtte skrive endnu en roman. Altså Menneskets hjerte.

Fortælleren eller snarere fortællerne er døde og kommenterer handlingen, filosoferer over livet og henvender sig direkte til læseren, fx ”Vidste du …”, men de kan ikke agere eller påvirke handlingen.

Jeg ville ikke skrive en historisk roman. Jeg ville heller ikke bruge et gammelt menneske til at fortælle om sin ungdom. Jeg ville kunne blande fortid og nutid.

Jeg skulle bruge nogen, der kendte nutid og fortid. De døde kender nutidens og fortidens menneske, ved alt og ved ingenting. I alle mine bøger har jeg søgt efter en løsning på, hvem vi er, hvor vi kommer fra, findes Gud, findes døden.

Der er mange personer og parallelle fortællinger i trilogien, men mest centralt står drengens fortælling. Drengen synes at repræsentere digteren eller forfatteren, der skriver.

Drengen udgør en rød tråd, der går igennem romanerne. Mange af fortællingerne kan forbindes med ham på forskellig måde. Hver morgen står jeg op og skriver.

Ofte sker noget helt uventet, en episode, nogle sætninger, en person aftegner sig. Jeg føler, at det er nogen, som jeg kender. Jeg ved, hvordan hans liv er og har været. Jeg har en stor interesse for mennesker. Hvert eneste menneske er en historie for sig selv, i hvert liv er der en slags verdenshistorie, hver person er et glimt af verdenshistorien. Jeg vil gerne forstå livet, forstå mennesket, samfundet.

Du skriver i Himmerige og helvede, at en bådtur på Ishavet var som at sejle ud i en ligkiste, og at ”De fleste flækker på Island blev bygget af torskeben”.7 Hvorfor lærte de ikke at svømme?

I dag kan de fleste islændinge næsten svømme, før de kan kravle.

Der er mange triste historier om mennesker, der druknede 10-20 meter fra deres hjem. Det var ikke et ualmindeligt syn, at både gik ned med mus og mænd lige for øjnene af deres kære. Verden var bare sådan i århundreder. Min tipoldefar kunne ikke svømme, min bedstefar kunne ikke, min far, så hvorfor skulle man ændre på det? Vi skal helt op i moderne tid, før islændinge lærer at svømme.

I Englenes sorg siger den fåmælte landpost Jens til drengen: ”Du er alene, og jeg er alene, og så er der ikke noget, der hedder vi … umuligt at være sammen med et menneske, der taler så meget.”8 Den ene ordknap, den anden talende.

Drengen er ung, omkring 19-20 år. Jens er en voksen mand. De behøver hinanden. Jens har erfaring og kender naturen, og drengen er mere drømmende. Drengen behøver hjælp, men Jens behøver en endnu større hjælp. Jeg har kendt typer som Jens. Som ung troede jeg, at sådanne tavse kæmper måtte vide mere, måtte være dybere end andre. Da jeg var yngre, arbejdede jeg med fisk. Når jeg stod bøjet over fisken med de andre mænd, blev der ikke snakket ret meget. Med tiden gik det op for mig, at disse mænd ikke var stærkere eller visere end andre, og at deres tavshed snarere gemte på en svaghed end på en styrke. Det er jo ikke alene i de islandske sagaer, at den tavse kæmpe er en stor helt, det er jo et ideal i mange kulturer. Bare tænk på Clint Eastwood. Det er sådanne forestillinger om den tavse klippe af en mand, der styrer vores tænkning. Ligesom vi kun kan forestille os, at Gud er en gammel mand og ikke en kvinde.

DANSK NOTER 21

Án titils, 2013, 66 × 45 cm, digital print (Reykjavik Art Museum)

22 DANSK NOTER

Ord har magt, og ord forandrer mennesker, men poeter og læsere har vanskelige vilkår i en praktisk virkelighed. Drengen kan skrive og påvirke mennesker med ord, men erkender alligevel i sin bryllupstale til Geirtrud og Gisli: ”Jeg har altid troet at bøger og kundskaber gjorde mennesket lykkeligt. Nu ved jeg at det ikke er rigtigt, men det er også det eneste jeg ved […]

Hvis vi lever som vi kan, og helst lidt bedre, så besejrer døden os aldrig.” 9 Drengen og Bardur repræsenterer nutidens menneske. De to unge mænd lever i et stillestående samfund ved indgangen til det 20. århundrede, hvor mennesket er forankret i en gammeldags tankegang. Med modernismens indtog drejer hele livet sig ikke længere kun om at arbejde og overleve. Der opstår større muligheder og større tvivl, og nutiden tager Gud fra os. Drengen er ikke vant til at være blandt bøger. Han har drømt om at finde et sted at læse, og han har troet, at hvis han fandt det sted, ville han blive lykkelig. Når han iagttager Gisli og præsten, må han sande, at de har visdom, men er ulykkelige. Bøgerne kan hjælpe dig til at finde vej, de kan gøre verden større, men lykken er ikke noget, som du kan finde i bøger. Det er noget, som du må finde i dig selv.

Da jeg læste Englenes sorg, tænkte jeg især på Hamsuns Sult. Det var noget med den eksistentielle odyssé gennem snelabyrinten, men også Hans Kirks Fiskerne og Martin A. Hansens Løgneren synes nærværende under læsningen af hele trilogien.

Halldór Laxness var den store forfatter, da jeg voksede op, både fordi han var en stor forfatter, og fordi han fik nobelprisen. I et lille samfund som Island med blot 300.000 indbyggere er nobelprisen noget uhyre stort. Der var Gunnar Gunnarsson, der skrev på dansk, og så var der Jóhann Sigurjónsson. Efter Laxness fik nobelprisen i 1955, så var der næsten kun Laxness. Der er mange forfattere, der har påvirket mig og har haft større betydning end ham. Fx forfattere som Hamsun, Saramago, Perssoa og digtere som Celan, Zagajewski og Szymborska. Der er perioder i dit liv, hvor du læser en særlig forfatter. Hans kraft i dig forsvinder med tiden – for dig, med dig – og du opsøger andre forfattere. Jeg ved, at der er forskel på roman og digt, men jeg kan bruge poetisk teknik og tankegang i mine romaner.

Du henviser eksplicit til Søren Kierkegaard i Englenes sorg.10 Er det de forskellige former for fortvivlelse i Sygdommen til Døden, som du tænker på? Du skriver, at Bardur og drengen tvivler mere, fordi ”deres hjerter pumper mere uvished rundt end de andres”.11 Senere skriver du, at det for nogen er naturligt at træffe en afgørelse uden hensyn til fornuft.12 Jeg har læst Kierkegaard i oversættelse og i uddrag.

Kierkegaard er et navn – jeg kender ham, og jeg kender ham ikke. Præsten Kjartan er en karakter i bogen, og hvad er naturligere, end at han læser den danske tænker. Kierkegaard har altid været nærværende i min tilværelse, uden at jeg decideret har studeret ham. Min moster, Jóhanna Thráinsdóttir, oversatte Kierkegaard til islandsk. Jeg har dedikeret trilogien til de to søstre (red.

Jón peger på dedikationen. Den ene er hans moster.

Den anden må være hans mor, 1938-69). I Dantes hovedværk Den guddommelige komedie er de, der har det værst, uden ære og skam. Jeg vil berøre læseren. Jeg vil have, at læseren tænker over sit liv, gør noget. Livet skal dreje sig om noget.

Noter 1. Fisk har ingen fødder (dansk 2015) har bestemt store litterære kvaliteter og er absolut værd at læse. Romanen udmærker sig ved sine stille, poetiske passager af det tabte. Den glemte by Keflavik afsætter for første gang spor på det litterære landkort. Mange har været i Keflavik Lufthavn, men hvem har taget afkørslen ind til byen? Keflavik levede tidligere af fiskeri og lå under den kolde krig tæt på den amerikanske base, men er i dag næsten lukket ned. Jón placerer sig hermed i traditionen af forfattere, der beskriver ikkesteder eller terrain vague.

2. Himmerige og helvede, s. 64 (dansk 2010).

3. Ibid. s. 59.

4. Ibid. s. 197.

5. Menneskes hjerte, s. 14 (dansk 2013).

6. Himmerige og helvede, s. 112.

7. Ibid. s. 64.

8. Englenes sorg, s. 219 (2011).

9. Menneskets hjerte, s. 361.

10. S. 191.

11. Himmerige og helvede, s. 55.

12. Ibid. s. 219.

DANSK NOTER 23

Island

Romanens kraft Eventyr og indsigt i to romaner af Auður Ava Ólafsdóttir Med baggrund i et nylig afholdt universitetskursus reflekterer Erik Skyum-Nielsen i sin artikel over forholdet mellem alment og specifikt i islandsk fortællekunst. Der zoomes ind på to romaner af Auður Ava Ólafsdóttir: Stiklingen fra 2009 og Svaner bliver ikke skilt, som udkommer på dansk nu i år, og det vises, hvordan de forener humor og sødme med stilsans og dyb menneskekundskab.

Efteråret 2015 havde jeg den store fornøjelse, som halvdelen af et lærerteam på to, at undervise på kandidatkurset ’’Magt og magi i moderne islandsk litteratur’’.

Kurset henvendte sig hovedsagelig til danskstuderende ved Københavns Universitet, men der deltog også tilvalgsstuderende fra andre humanistiske fag samt gæstestuderende fra Norge, Polen og Ungarn.

Modellen havde vi afprøvet før, da min medunderviser Gottskálk Jensson, professor ved Islands Universitet, i anledning af dettes 100-års jubilæum i 2011 midlertidigt var udlånt til KU. Dengang lød overskriften ’’Hverdag og vanvid i moderne islandsk litteratur’’, og indsigter herfra er søgt formidlet i mit bidrag af næsten samme navn til Millennium (2013), en fællesnordisk antologi redigeret af Mads Bunch.

Materialet til ’’Magt og magi’’ udgjordes af romaner af Einar Már Guðmundsson, Hallgrímur Helgason, Sjón, Gyrðir Elíasson, Auður Ava Ólafsdóttir og Guðrún Eva Minervudóttir; men der blev også trukket linjer tilbage til eksperimentelle og formmæssigt nybrydende bøger af Gunnar Gunnarsson (Vikivaki, 1932) og Halldór Laxness (Kristenliv ved Jøkelen, isl. 1968, da. 1969), ligesom der undervejs kunne perspektiveres til Guðbergur Bergssons Tangi-romaner og Jón Kalman Stefánssons populære trilogi Himmerige og helvede / Englenes sorg / Menneskets hjerte (isl. 2007-11, da. 2010-13). Ja, faktisk lagde vi ud med noget så besynderligt som den senere håndskriftsamler Árni Magnússons beretning om hekseprocessen i Thisted 1696-98! Denne viser sig nemlig ved nærmere eftersyn at kredse om nogle af de samme spørgsmål som den nyere og nyeste islandske litteratur:

24 DANSK NOTER

Hvad er virkelighed? Hvor mange virkeligheder findes der, hvis man ulejliger sig med at tælle efter? Hvem har magten og sproget til at definere virkeligheden?

Heraf udsprang da også kursets tværgående spørgsmål, som lød: Gennem hvilke æstetiske greb, ud fra hvilke ideologiske positioner, i hvilket omfang og med hvilken mulig læsereffekt kan fortællekunsten bestræbe sig på at bidrage til at skabe frigørende bevidsthed med et kritisk og måske politisk potentiale? Og hvordan tegner sig i det enkelte værk forholdet mellem fantasien og magten, eller, kogt ind til suppeterning: Hvori består romanens magi?

Alment og specifikt Inden jeg eksemplificerer med en af semesterets bøger, skal jeg kort forsøge at forklare, hvorfor det for mig igen var forbundet med så stor en glæde at undervise i islandsk litteratur. Det skyldes i første række, at jeg som oversætter gennem snart 40 år (det første værk, jeg prøvede kræfter med, en roman af Thor Vilhjálmsson fra 1975, er desværre aldrig udkommet på dansk) har fået et helt særligt forhold til det islandske sprog og en dyb respekt for islandske forfatteres evne til at omfatte flere virkeligheder og ubesværet vandre mellem hverdag og vanvid, gå fra materialitet til magi. Men når ’’Magt og magi’’ også gav mig noget nyt, hang det sammen med en bestemt konstellation eller faglig koreografi, som helt uden at være planlagt gentog sig op gennem kurset: Hvor jeg som mere eller mindre selvbestaltet reklamemand for islandsk kultur til stadighed betonede det specifikke, det særegne ved de læste islandske forfattere, især som antydet deres åbenhed over for virkelighedens

Af Erik Skyum-Nielsen, KU, anmelder ved dagbladet Information og oversætter fra islandsk til dansk, bl.a. af Einar Már Gudmundssons forfatterskab.

mand, har besluttet at springe ud som bøsse og med det samme flytte hen til sin hidtil ret hemmelige elsker, der tilfældigvis hedder det samme. På fransk har Undantekningin uproblematisk fået titlen L‘Exception, som går på, at Maria var undtagelsen fra den regel, at hendes mand er til mænd. Men da Christian Jungersen på dansk sidder tungt på Undtagelsen som navn på en moderne roman, lånte vi i stedet en sigende sætning fra bogen: Svaner bliver ikke skilt. Dog har der været en undtagelse også fra denne naturens regel – i en afsidesliggende sø i det skotske højland, hvor to sangsvanepar byttede over og siden omhyggeligt undgik at omgås hinanden.

Marias opgave oven på den mildt sagt tumultariske nytårsnat bliver at stå mere eller mindre alene med ansvaret for et tvillingepar på halvandet år samt finde sine ben på ny som voksen kvinde. Hertil får hun hjælp af sin kvindelige underbo, en dværg, som er uddannet psykoanalytiker og ernærer sig dels som parterapeut, dels som litterær konsulent for en krimiforfatter.

Sidstnævnte tjans giver Auður Ava Ólafsdóttir oplagt anledning til et herligt sarkastisk udfald mod kriminalromanen som sådan med dens velkendte skabeloner, men da dværgen, Perla, – Efter et mord og naturscene ét komsamtidig er ekspert mer første del af et familieproblem i bl.a. Sylvia Plath, samt vildspor nummer ét, derefter Wittgenstein, García Lorca og Rilke, fungerer naturscene to, så anden del af et hun desuden som pant familieproblem samt vildspor to, på muligheden af en så kommer der en videreudvikling anden, friere og rigere litteratur. af familieproblemet og rigtigt spor En sådan mere åben nummer ét, derefter naturscene tre og prøvende litteratur og rigtigt spor to, derpå endnu et praktiserer Auður Ava familieproblem og rigtigt spor tre, til Ólafsdóttir ved i sin fortællemåde at blande sidst en løsning på mordgåden samt en række forskellige en midlertidig løsning på familieprosprog. Psykologen i blemet, og til allersidst naturscene kælderen taler skiftevis fire. klinisk og poetisk, ornitologen i nabohuset (Auður Ava Ólafsdóttir: Undantek– det er ham med de ningin, 2013, da. Svaner bliver ikke skilt, fire svaner i Skotland – bruger biologsprog, men Batzer & Co. 2016) forsøger såmænd også at lære kærlighedssprog. Og

rige mangfoldighed, men også deres eksperimenterelyst i tæt kombination med både mundtlighed og traditionsbevidsthed, dér afviste min medunderviser al den slags som romantiserende præk og betonede i stedet lighederne mellem de moderne islandske forfattere og prosaister overalt i den globaliserede verden. Tilmed satte hans faglige baggrund i klassisk græsk og latin ham i stand til at åbne overraskende perspektiver, som rakte længere bagud end moderniteten og geografisk pegede ud over det nordiske rum. Heraf kan man lære, dels at det er sundt for studerende at høre deres lærere skændes, i hvert fald hvis uenigheden handler om noget fagligt vigtigt, dels at det almenmenneskelige og såkaldt eviggyldige i litteraturen som regel fremtræder i specifik skikkelse præget af oprindelseslandet, tilblivelsessituationen og sproget, der skrives på.

Et illustrativt eksempel herpå leverer Auður Ava Ólafsdóttir i en roman fra 2012, som udkommer på dansk samtidig med dette nummer af Dansk Noter, og som jeg her præsenterer kort, inden jeg når frem til denne lille artikels primære genstand, hendes charmerende og tankevækkende roman Stiklingen (2007, da. 2009).

Undtagelsen fra reglen Auður Ava Ólafsdóttir (f. 1958 og uddannet kunsthistorriker) udkommer på tyve sprog, men er af en eller anden grund kolossalt populær i Frankrig. Det kan måske skyldes, at hun er katolik, og at hun har en fremragende oversætter i Catherine Eyjólfsson, men det hænger nu nok mest sammen med, at hun som fortæller forener humor, stilsans, sødme og menneskekundskab, sådan som det sker i værket fra 2012 om Maria, der nytårsaften bliver forladt efter elleve års ægteskab, fordi Floke, hendes

DANSK NOTER 25

Elvis, 2005, 58,7 × 80 cm, litografi (Reykjavik Art Museum)

derudover hører vi børnenes voksende sprog; det sprog, forældre taler til børn; ægtefællers indbyrdes sprog; samt det mærkværdige sprog, som aldrende ægtefolk taler til deres voksne børn, og som undertiden gennemsyres af fortielser og hensyn.

Man taler så tit om den åh så stolte islandske

26 DANSK NOTER

fortælletradition. Men hvad Auður Ava Ólafsdóttir især har blik og øre for, er fortielsestraditionen, eller anderledes sagt, hun leder efter de greb, hvormed litteratur kan skabe opbrud og bevægelse i nogle af de mønstre, der gør mennesker bange, ufri – og tavse.

Hertil anvender hun ud over den nævnte

raffinerede sprogblanding en række sagn- og eventyrelementer. Et par har jeg allerede anført – dværgen og den store skjulte hemmelighed – men der er skam flere endnu. Maria møder sin ukendte, fremmede og (viser det sig) dødsmærkede far og modtager en uventet arv; hun træffer et sted en mystisk, muligvis farlig fremmed, og hun kommer hen mod romanens slutning ud på en lang og på visse punkter gådefuld rejse. Vi er i flere virkeligheder samtidigt, og det giver vel at mærke ingen mening enten at reducere magien til hverdagsrealitet eller at ophøje eventyret til den indre og eneste sande virkelighed. For det er netop tvivlen, dobbeltheden, ubestemmeligheder, der frembringer bogens effekt.

selv skriver på sin hovedopgave. Så hvad gør vi nu, lille du?

Hvor byen og klosteret ligger, får læseren aldrig at vide; men heri ligger for mig at se den pointe, at romanen mere handler om vejen end om målet. I sin eksistentielle og muligvis en smule spirituelle essens kan den læses som en pilgrimsberetning skrevet ud fra den på én gang grundlæggende og svævende erkendelse, at vejen er livet og omvendt. Og atter må man som læser indstille sig på, at det hverdagsagtige midt i al sin konkrethed også kan være eventyragtigt.

Første stop på rejsen er den by på det europæiske kontinent, hvor Arnljotur Thorir køber en bil og får behandlet sin betændte blindtarm. Andet sted er en skovkro, et sagnagtigt gæstgiveri, hvor han beværtes på det fyrsteligste. Tredje stop bliver i en by i samme land som kroen, og endelig når han så frem. Hele fire gange undervejs trækker han sig karakteristisk nok, da han stilles over for en erotisk invitation. Ikke fordi han er uinteresseret i sex, dette er tværtimod, sammen med død og blomster, hvad der optager ham mest; men romanens overordnede projekt er at skænke ham livet i dets fulde dimension, hvilket, sådan som sagerne står, uvægerlig må inkludere hans fremtid som far til Annas datter med det magisk lysende navn Flora Sol.

Rosendrengen I forgængeren Stiklingen, der i 2009 var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, er uafgørligheden koncentreret i bogens hovedperson og jegfortæller Arnljotur Thorir, hvis flertydighed markeres ved, at hans far, en ellers praktisk instillet pensioneret elektriker, temmelig forvirrende kalder sønnen ved flere navne. Han hedder således skiftevis Dabbi, Addi og Lobbi, og da han 2/5 inde i handlingen ankommer med bil til en afsidesliggende middelalder- og klosterby i det sydlige Europa, får han tilnavnet Rosendrengen.

Hans opgave på stedet er nemlig som gartner at sætte tiltrængt skik Jeg er en mand på toogtyve år og på De himmelske rosers må dog nogle gange om dagen storslåede have. Ved siden af dette håndgribelige fordybe mig i overvejelser om projekt skal han på det døden. På andenpladsen kommer psykologiske plan finde kroppen, både min egen krop og eller finde ud af eller andres, og på tredjepladsen roser finde frem til sig selv, efter at han har mistet sin og andre planter, det kan ganske mor ved en trafikulykke vist være forskelligt fra dag til og gjort en pige, Anna, dag, hvordan de tre pladser er gravid, meget symbolsk ude i morens drivhus ... fordelt.

Vendepunktet i bogen (Auður Ava Ólafsdóttir: Afleggjaindtræffer, da Anna ret pludseligt melder sin rinn, 2007, da. Stiklingen, Athene ankomst og anmoder 2009) vor helt om lige at passe barnet, alt imens hun

Fra kroppen til kirken Det hævdes undertiden, at feminisme, sådan kortest muligt fortalt, går ud på at gøre kvinden til menneske – og samtidig give manden et køn. Derved fratages mændene monopolet på at være mennesker med stort M, samtidig med at kvinderne fritages for den traditionelle undtagelsesposition som bærerne af kønnet. Fortolket i disse generelle kategorier kan Stiklingen opfattes som en bog om personlighedsudvikling efter og i lyset af moderne feminisme.

Hvad den samlet kortlægger, er tilværelsens

DANSK NOTER 27

aspekter som problem datteren, kirken og det for et spørgende, åbent guddommelige lys. undrende mandligt subOg hvad kan vi så lære Vi famler os langsomt op gennem jekt – lige fra biologien og af det?

Den konklusion kirken i retning af koret, hvor solen seksualiteten over psykomå være op til den netop er ved at stå op, orangerød i logien til eksistensen, ja, enkelte læser. Men morgenens gry. Lidt efter lidt trænden tillader sig endda at romanens hovedperson åbne sin hovedperson for lærer i hvert fald at ger det sarte lys sig ind gennem de en religiøs dimension. tage tingene, som de farvede vinduer, som et tyndt, hvidt Som de fleste læsere kommer, og at tro på bomuldsslør flyder det ind i kirken. vil vide, skrives der muligheden af at rejse for tiden i Norden en i såvel fantasien som Min datter sidder dødsensstille på hel del vred litteratur. virkeligheden. Man skuldrene af mig, og jeg skygger med Spektakulære forgængere kan måske sige, at han hånden for øjnene og ser ind i lyset, har været østrigeren selv var den blomst, ind i det skinnende skær, da får jeg Thomas Bernhard og gartneren skulle drive franskmanden Michel frem. øje på den øverst oppe i korvinduet, Houellebecq, aktuelle Selv virker romanen den rødviolette ottebladsrose, akkurat norske navne kan være umådelig islandsk ved da den første stråle bryder igennem Karl Ove Knausgård og sin optagethed ikke kronen og lander på barnets kind.

Tomas Espedal. Men kun af magiens magt, samtidig skrives der også men også af drivhuse (Auður Ava Ólafsdóttir: Afleggjarinn, ensom og bitter samt muliggjort af nem 2007, da. Stiklingen, Athene 2009) nuttet (!) litteratur. Auður og billig adgang til Ava Ólafsdóttirs romaner øens mange varme hører til i sidstnævnte kilder. Litterært kan kategori, hvilket i den på forbilledlig Stiklingen viser sig ved, at hvor mændene i familien ellers vis demonstrere, hvordan det almenmenneskelige i alle er såkaldt ’’rigtige’’ mænd, der kan ’’lægge fliser, litteraturen altid iklædes det specifikke og får farve af installere elektricitet, lave døre til køkkenskabe, mure oprindelseskulturen. trapper, rense et tilstoppet afløb og skifte vinduer ud’’ (s.

43), dér fremtræder unge Arnljotur Thorir famlende og konstant usikker, men jo altså samtidig uimodståeligt Henvisninger nuttet ved sin stilfærdige insisteren på følelsers og Auður Ava Ólafsdóttir: Afleggjarinn, 2007, da. Stiklingen, oversat af Erik fornemmelsers ret.

Skyum-Nielsen, Athene 2009.

Hvor mange kvinder skal en mand i seng med? Tja, Auður Ava Ólafsdóttir: Undantekningin, 2012, da. Svaner bliver ikke skilt, hovedpersonen her havde ved handlingens start kendt oversat af Erik Skyum-Nielsen, Batzer & Co. 2016. siger og skriver seks. I kapitel 66 elsker han atter med Erik Skyum-Nielsen: Hverdag og vanvid i den nyeste islandske litAnna, og i slutkapitlet (77) går han op til klosterkirken teratur. I: Mads Bunch (red.): Millennium. Nye retninger i nordisk med Flora Sol på armen medførende ottebladsroser. litteratur, 2013, s. 275-293.

Det handler sagt med andre ord om intet mindre end Erik Skyum-Nielsen: Stedet midt i og uden for verden. En æstetiskskaberværkets fuldendelse, klart markeret gennem ideologisk studie i tre af Guðbergur Bergssons romaner fra fiskerbyen talsymbolikken. På bogens sidste side sker der da også ”Tangi”. NORDICA, 2015. en forløsende mystisk sammensmeltning af manden,

28 DANSK NOTER

Saint John and Saint Paul, 2002, 47,5 Ă— 30 cm, litografi (Reykjavik Art Museum)

DANSK NOTER 29

Tema: Island

I de filmiske afkroge af Island Islandsk film har markeret sig internationalt med små og ofte skæve beretninger om særegne enere, der står ved korsveje eller blot prøver at finde fodfæste i tilværelsen. Samtidig spejler landets film og filmhistorie den kontrast og udvikling, der ligger mellem det traditionelle og moderne Island.

Vinderen af Nordisk Råds Filmpris 2015 blev den islandske instruktør Dagur Káris film Virgin Mountain, som får dansk premiere til juli.1 Filmen skildrer en godhjertet, men også noget håbløs 43-årig mors dreng, og den udvikler sig gradvis til en flerstrenget og gribende beretning om den nødvendige forvandling og frigørelse, som han mere eller mindre frivilligt kastes ud i.

Historien fortælles i et sublimt enkelt billedsprog, der underbygger dens melankolske grundtone og lavmælt underfundige ironi. At filmen er original, skal der med andre ord ikke herske nogen tvivl om. Men set i et større perspektiv spejler den også en både tematisk og stilistisk tendens, der er fremtrædende i islandsk film.

Umiddelbart kan det ellers være svært at definere islandsk film som en samlet størrelse. Og kaster man et blik over landets samlede filmproduktion, er det især diversiteten, der springer i øjnene2. Men vælger man at fokusere kun på de film, der har gjort det godt internationalt, så får man øje på nogle fællestræk. For det første er det især skæve og ofte bittersøde eller sorthumoristiske beretninger om gerne særegne og ordknappe enere. For det andet er det fortrinsvis hverdagsdramaer med et ofte tragikomisk blik for tilværelsens små og store komplikationer. Samlet set spejler filmene desuden et samfund, der har gennemgået en omfattende forvandling. Og trækker vi for et øjeblik de lidt større linjer op, så indgår landets filmhistorie desuden i den modernisering og urbanisering, som nationen gennemgik i det 20. århundrede3.

De historiske linjer Islands første biograf åbnede 1906 i Reykjavik, hvor den bragte levende billeder fra den vide verden til det dengang ganske isolerede øsamfund. På det tidspunkt boede kun omtrent 10.000 af de daværende 80.000 islændinge i hovedstadsområdet, som i dag huser 200.000 af Islands lidt mere end 330.000 ind-

30 DANSK NOTER

byggere. Og de blev hurtigt ihærdige biografgængere, hvilket de stadigvæk er, og ligesom i broderparten af det 20. århundrede, så består filmudbuddet især af Hollywoodfilm.4 Mødet med den amerikanske populærkultur skete dog ikke kun i biograferne. Den havde også sit afsæt i den militærbase, der blev etableret under krigen, og som med Islands NATO-medlemskab forblev i landet indtil 2006. Basen lå blot 40 km fra Reykjavik, og eksempelvis fik den i 1955 sin egen tv-station, hvis signal også kunne ses af islændingene, hele 11 år før Island fik sin egen tvstation. Reaktionerne på tidens massive amerikanisering var naturligvis blandede, og debatten ofte meget hed.

Det skal også ses i lyset af tidens fremtrædende nationale stolthed, der havde sine rødder i den gradvise løsrivelse fra Danmark, der kulminerede med proklamationen af republikken Island i 1944. Derfor blev også sammenstødet mellem den amerikanske og islandske kultur et centralt tema i samtidens litteratur og senere også film.

Før Island fik en national filmfond i 1978, hørte det nemlig til sjældenhederne, at islændingene kunne se deres egen nation i biograferne. Og de få gange, det skete, var det enten i dokumentarfilm og amatøragtige fiktionsfilm af islandske filmpionerer eller i udenlandske film, der brugte nationens landskaber som eksotisk kulisse. I 1970’erne begyndte imidlertid en række nyuddannede filminstruktører at vende hjem til Island fra forskellige europæiske filmskoler. I første omgang arbejdede de for Islands tv (RUV), men samtidig udtrykte de højlydt deres ambition om at lave islandske spillefilm.

Landets politikere var dog ikke umiddelbart venligt stemt. Ideen om en filmindustri i et befolkningsmæssigt så lille samfund lød ikke særlig plausibel. Men presset voksede, og i 1978 kom en filmfond på landets finanslov. Det efterfølgende år blev tre spillefilm produceret, og den 25. januar 1980 var der premiere på den første af dem, Ágúst Gudmundssons Land og sønner.5

Af Birgir Thor Møller, film- og litteraturformidler i kulturhuset Nordatlantens Brygge og kordegn i Vanløse Kirke.

Med outsidere på landevejen Land og sønner skildrede den sociale opløsning i den traditionelle hjemstavn, hvilket blev et tilbagevendende tema i islandsk film, som desuden fik tendens til at fremstille fortidens asketiske liv i et noget romantisk lys. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at 1980’ernes instruktører alle var født og vokset op under efterkrigstidens endda fortsat omdiskuterede amerikanisering.

I det store udland blev opmærksomheden dog i første omgang rettet mod en anden fortid, da vikingefilmen Når ravnen flyver (Hrafn Gunnlaugsson, 1984) blev hyldet i adskillige lande som et islandsk svar på de japanske samuraifilm og de italienske westerns.

Men i de tidlige 1990’ere samledes interessen om de bittersøde og tragikomiske outsiderskildringer fra det 20. århundredes kontrastfulde Island, som instruktør Fridrik Thór Fridriksson bragte for dagen.

Fridrik Thór Fridriksson indledte sin karriere med eksperimentalfilm og dokumentarfilm, før han i 1987 instruerede White Whales. Filmen blev modtaget på internationale festivaler som en islandsk pendant til

de outsiderskildringer, der kendes fra instruktører som tyske Wim Wenders, finske Aki Kaurismäki og amerikanske Jim Jarmusch. Fridrikssons egentlige gennembrud kom dog først med Naturens børn (1991), en poetisk roadmovie om et ældre par, der stikker af fra et plejehjem i Reykjavik for at genfinde rødderne i Islands magiske landskaber.6 Filmen vandt talrige internationale priser og blev nomineret til en Oscar i 1992. Og selvom den ikke vandt, så satte nomineringen for alvor fart på Fridriksson. I de følgende år instruerede han bl.a. den mere komiske roadmovie Cold Fever (1995) og efterkrigstidsskildringerne Movie Days (1994) og Djævelens Ø (1996).

Fridrikssons internationale succes gavnede ikke blot ham selv, men skabte også ny opmærksomhed om Islands unge filmindustri, der i løbet af 1990’erne knyttede både økonomiske og kreative bånd til internationale samarbejdspartnere. I 1998 blev islandsk film også styrket af en ny filmlov med flere støttemidler til følge og i 2003 med oprettelsen af et nyt filminstitut, Icelandic Film Centre. Resultatet var en forøget pro-

Naturens børn (Fridrik Thór Fridriksson, 1991: Börn Náttúrunnar) (Foto: Icelandic Film Corporation)

DANSK NOTER 31

”En række forfattere og filminstruktører havde en udtalt ambition om at gøre op med den traditionelle fremstilling af

”

Island som en mytologisk sagaø af eksotiske landskaber.

duktion, hvor antallet blev gradvis fordoblet fra tre til seks årlige spillefilm. Desuden blev særlige puljer afsat til tv-fiktion, dokumentarfilm og kortfilm, sidstnævnte for at styrke udviklingen af landets spirende talenter.

Og resultaterne udeblev ikke. Blandt de unge talenter blev Rúnar Rúnarsson oscarnomineret for sin poetiske realisme i kortfilmen Den sidste gård (2004), der også var hans adgangsbillet til Den Danske Filmskole. Og i 2011 spillefilmdebuterede han på Cannesfestivalen med filmen Volcano, hvis rørende beretning om en pensioneret skolepedel har visse tematiske ligheder med Fridrikssons Naturens børn.

Urbane tendenser I 2000 debuterede Baltasar Kormákur med 101 Reykjavik, der var baseret på Hallgrímur Helgasons urkomiske generation X-roman fra 1996. I Island blev filmens selvironiske generationsportræt set som en kulmination på en række ”byfilm”, lavet af samme generation. Det nybrud, som byfilmene udtrykte, indgik i et bredere kulturelt generationsopgør, hvor bl.a. en række forfattere og filminstruktører havde en udtalt ambition om at gøre op med den traditionelle fremstilling af Island som en mytologisk sagaø af eksotiske landskaber. Ligeledes efterlyste de fortællinger, der spejlede det moderne liv, de levede og kendte. Og de ville ydermere vedstå sig deres fascination for den populærkultur, der ellers kun var blevet set som en affekteret trussel mod alt, hvad man opfattede som et ”autentisk” Island.

Generationsopgøret resulterede således også i en ny interesse for genrefilm og især krimier. I modsætning til 101 Reykjavík, så skildrer krimierne dog en betydeligt mere dyster side af det moderne byliv. Eksempelvis i Baltasar Kormákurs Jar City (2006), hvor både mord og narko spejler en mere betændt del af samfundsudviklingen. En lignende tilgang til det urbane livs skyggesider findes også i den første af Ragnar Bragasons to socialrealistiske multiplotfilm Børn (2006) og Forældre (2007).7 Det er dog ikke kun Reykjavik, der danner trøstesløse omgivelser for rodløse skæbner i nutidens islandske film. For de findes også i provinsen, hvor de ældre films idylliske bondegårde nu er blevet erstattet af søvnige lillebyer, der ligger afsondret fra omverdenen bag fjordenes snedækkede bjerge. Det ses eksempelvis i den indledningsnævnte instruktør Dagur Káris debutfilm, Noi albinoi (2003). Filmen foregår i det nordvestlige Island, hvor den gådefulde teenager Nói

32 DANSK NOTER

drysser rundt i en lilleby og dagdrømmer om de fjerne egne, han så gerne vil flygte til. Men hvor Noi albinoi handler om indestængt udlængsel, så har den tematiske brug afsondrede lillebyer taget en anden drejning i en række nyere film, hvor de pludselig er blevet et tilflugtssted for folk fra Reykjavik med ondt i eksistensen.

Ud af krisen Efter flere års meget ekspansive udvikling krakkede den islandske finanssektor i oktober 2008 og kastede nationen ud i en dyb krise. Kaster man et blik på de efterfølgende års film, kan krakket synes tematisk fraværende. Alligevel ikke helt, for samfundsudviklingen skildres flere steder i en kritisk optik, mest aktuelt i De små ting (2014, Baldvin Z), der sammenfletter tre forskellige skæbneberetninger i sin skildring af både samfundet og netop finanssektoren i tiden lige før krakket.

Selve filmindustrien blev selvfølgelig også ramt af krisen. Set i bakspejlet blev skaderne dog overkommelige, men det skal også ses i lyset af, at nogle af filmprojekterne allerede var finansierede, da krisen satte ind, og at flere fandt midler i udlandet. Den succesfulde Baltasar Kormákur tog skridtet fulgt ud og lavede to film i USA, Inhale (2010) og Contraband (2012), før han vendte han tilbage og instruerede Dybet (2012). Og ikke så overraskende blev filmens dramatiske beretning om den eneste overlevende fra et skibsforlis modtaget som instruktørens filmiske bearbejdning af den økonomiske krise.8 De filmiske afkroge Det kan imidlertid overraske, at flere unge instruktører debuterede under krisen, og at de gjorde det med forbavsende gode film. Årsagen ligger delvis i nutidens internationale filmfinansiering. En anden lige så afgørende forklaring er dog, at de især gav sig i kast med små og skæve fortællinger, som de kunne realisere for relativt få penge uden at give køb på deres kunstneriske ambitioner. Dermed lagde de sig også i kølvandet af den filmiske outsidertradition, som førnævnte Fridrik Thór Fridriksson og Dagur Kári allerede havde bidraget til. Og de gjorde det stort set alle med film, der udspiller sig i fjerne afkroge af Island. Blandt de mest aktuelle eksempler skal nævnes Benedikt Erlingssons Om heste og mænd, der gik i de danske biografer i fjor, samt Grímur Hákonarsons Rams (2015) og Rúnar

Rúnarsson Sparrows (2015), der begge får Danmarkspremiere i år.

Blandt debutanterne var også Hafsteinn Gunnar Sigurdsson, der instruerede den underfundige og særdeles smukt fotograferede Either Way (2011), om to vejarbejdere, der bliver klogere på hinanden, sig selv og livet, mens de maler vejstriber på en snoet landevej et sted i det nordlige Island. Sidste år var Sigurdsson så Danmarksaktuel med sin anden film, Paris of the North (2014). I den er en fraskilt skolelærer fra Reykjavik flyttet til (eller ligefrem flygtet til) en afsidesliggende flække i håb om at få styr på tilværelsen.

Og ligesom i de nævnte filmeksempler, så afspejler lillebyens omliggende og omskiftelige landskab hovedpersonens indre drama. Deri ligger måske også en af de mest fremtrædende styrker ved de senere års islandske film. For når Islands fortsat meget fotogene natur ikke blot udgør en eksotisk kulisse, men reflekterer tilværelsens mangfoldige udfordringer, så kan det åbenlyst resultere i visuelt stærke og vedkommende filmfortællinger. Og heldigvis peger alt på, at hverken Islands eller tilværelsens afkroge er udtømte kilder for filmiske beretninger.

som i Nordens øvrige lande og lidt over amerikanernes gennemsnitlige 4,5.

5. Fondsmidlerne var i begyndelsen meget beskedne. Det betød bl.a., at publikum skulle betale dobbelt billetpris for at se en islandsk film.

Alligevel købte næsten halvdelen af befolkningen billet til Land og sønner.

6. Manuskriptet til Naturens børn var skrevet i samarbejde med barndomsvennen og forfatteren Einar Már Gudmundsson, og i stil med flere af Fridrikssons film er det præget af den magiske realisme, der også findes i Gudmundssons forfatterskab, hvorfra Fridriksson i 2000 filmatiserede gennembrudsromanen Universets engle (jf. Møller, 2001). Det især litterære begreb ”magisk realisme” uddybes endvidere af Erik Skyum-Nielsen i nærværende nummer af Dansk Noter.

7. Jf. Møller, 2008.

8. At netop filmen Dybet blev modtaget som en reaktion på finanskrakket, kan synes oplagt. Når det er sagt, så blev nærmest al kunstnerisk og kulturel produktion fra Island i årene efter krakket modtaget i lyset af (eller måske rettere skyggen af) krisen, både i Island og internationalt. Se f.eks. avisartiklen ”Islandske film bearbejder finanskrisens efterchok” (Mogensen, 2011).

Litteratur Ludvigsen, Jacob: ”Hvorfor er islændingene så mærkelige?”, på ekkofilm.dk, 2013: www.ekkofilm.dk/artikler/hvorfor-er-islaendinge-samaerkelige/ (besøgt 18/1 2016).

Noter 1. I ovenstående artikel nævnes filmene ved de i Danmark benyttede premieretitler, der som bekendt lejlighedsvis, og uanset ophavsland,

Mogensen, Lars Trier: ”Islandsk film bearbejder finanskrisens efterchok”, på politiken.dk, 19. oktober 2011: www.politiken.dk/kultur/ filmogtv/ECE1424103/islandske-film-bearbejder-finanskrisens-efterchok/ (besøgt 18/1 2016).

kan være de engelske, som f.eks. Movie Days (1994, Bíódagar), Paris

Møller, Birgir Thor: ’’Familiebånd”, på ekkofilm.dk, 8. februar 2008:

of the North (2014, París Norðursins) eller Virgin Mountain (2015,

www.ekkofilm.dk/artikler/familieband/ (besøgt 18/1 2016).

Fúsi). Endvidere benyttes internationale stavemåder ved person-

Møller, Birgir Thor: ”Fridrik Thór Fridriksson”, i Kosmorama – Filmkunst-

navne (Þ erstattes med Th og ð med d).

2. En kronologisk liste over islandske film (samt en del nyttig viden) findes på det islandske filmcenters hjemmeside www.icelandicfilmcentre.is, og listen mere præcist på: www.icelandicfilms.info/films/ bytype/genre/movie (besøgt 18/1 2016).

3. Den islandske filmhistorie og de islandske films skildring af kontrasten mellem fortid og nutid behandles mere dybtgående i den dog knap så aktuelle artikel ”I lyset af Reykjavik” (Møller, 2009). En filmhistorisk interesse for Island kan også næres i bogen Dagur Kári’s Nói the Albinoi (Nordfjörd, 2010), i artiklen ’’Island og filmen gennem 100 år. En rejse mellem land og by, fortid og samtid” (Møller,

nere i tiden, nr. 227/228, DF/Museum & Cinematek, 2001, s. 84-88.

Møller, Birgir Thor: ”Iceland”, i Sundholm, John (red.) m.fl. Historical Dictionary of Scandinavian Cinema, Scarow Press, 2012, s. 17-20.

Møller, Birgir Thor: ’’I lyset af Reykjavik. Om islandske byfilm – før og nu”, i Kosmorama – Storbyfilm, nr. 244. DFI/Museum & Cinematek, 2009, s. 189-204.

Møller, Birgir Thor: ’’Island og filmen gennem 100 år. En rejse mellem land og by, fortid og samtid”, i Kosmorama – Film fra Nord, nr. 232.

DFI/Museum & Cinematek, 2003, s. 255-297.

Nordfjörd, Björn: Dagur Kári’s Noi the Albinoi, Museum Tusculanums Forlag, 2010.

2003) og i en oversigtsartikel om islandsk film (samt flere tema- og navneopslag) i Historical Dictionary of Scandinavian Cinema (jf. Møller, 2012).

4. Den gennemsnitlige islænding går fem gange årligt i biografen (11 gange, hvis han bor i hovedstadsområdet). Det er dobbelt så ofte

Relevante hjemmesider www.icelandicfilmcentre.is www.icelandicfilms.com

DANSK NOTER 33

Se uddrag på

9940

gu.dk

FILM SKAL SES I DANSK DANSK PÅ NYE MÅDER Film skal ses i dansk motiverer og engagerer eleverne til at analysere film og arbejde med levende billeder på nye måder i danskfaget. Bogen giver bl.a. redskaber til analyse af den visuelle mediekultur og klæder eleverne på til både mundtlig og skriftlig eksamen.

■

Kapitler om fiktionsfortællinger, tv-nyheder, jeg-dokumentar, reality-tv og forfatterfilm

■

Stort udvalg af opgaver med nye ideer til anvendelse af levende billeder

■

Dækker faglige mål og kernestof

■

Skabt i samarbejde med Det Danske Filminstitut og DR Gymnasium Udkommer som i-bog til efteråret.

34 DANSK NOTER

9940_DanskeNoter_nr1_Film skal ses i Dansk_200x270.indd 1

gyldendal-uddannelse.dk tlf. 33 75 55 60 information@gyldendal.dk

16/02/2016 10.20

Teksten i midten Kristín Svava Tómasdóttir

9940

(f. 1985) er historiker og bor i Reykjavik. Stormviðvörun (Stormvarsel) fra 2015 er hendes tredje digtsamling på forlaget Bjartur. Hun har tidligere udgivet digtsamlingerne Blótgælur (Blotkærtegn) i 2007 og Skrælingjasýningin (Skrællingeudstillingen) i 2011. De tre oversatte digte stammer fra den seneste samling. Klik på linket http://www.ruv. is/frett/kristin-svava-les-stormvidvorun, og hør Tómasdóttir læse digtet Stormvarsel på RÚV (islandsk tv).

6 10.20

DANSK NOTER 35

EFNI

MATERIALE

Við hímum undir skiltinu eins og útigangshross það syngur í rörum og ískrar í járni goretexröndin hlykkjast litrík niður hnúkinn Ísland er land í stöðugri mótun

Vi skutter os under skiltet som hårdføre heste det synger i rør og hviner i jern goretexstriben bugter sig farverig ned ad tinden Island er et land under konstant udformning

þeir taka efni við Lambafell þeir aka efnivið Lambafells á brott og setja niður annars staðar

de fører materiale fra Lammefjeld de kører Lammefjelds materie bort og lægger det et andet sted

smám saman hverfur Lambafell en á öðrum stað verður til nýtt land þar sem áður var sjór og fjara

Lammefjeld forsvinder så småt men et andet sted opstår der nyt land hvor der før var hav og strand

þegar æðarnar í hjartanu bila eru teknar æðar úr fótlegg og settar í staðinn en vefurinn í fótleggnum grær saman á örskotsstundu

når årerne i hjertet brister bliver der taget årer fra et ben til at udskifte dem med og vævet i benet vokser sammen på et øjeblik

ny fjöll verða til þar sem Þau vantaði aður

nye fjelde opstår der hvor de manglede før

við erum land í stöðugri mótun

vi er et land under konstant udformning

Á HJÚKRUNARDEILDINNI

PÅ PLEJEAFDELINGEN

upplausnin er hér allt er á floti sjálfið minnið innbyggði staðsetningarbúnaðurinn við erum öll hér en þó annars staðar og enginn veit hvað gerist næst

opløsningen er her alt flyder selvet hukommelsen det indbyggede navigationsudstyr vi er alle her men dog et andet sted og ingen ved hvad der nu vil ske

36 DANSK NOTER

STORMVIÐVÖRUN Dagurinn á morgun verlður verri en það þýðir ekki að dagurinn í dag sé ekki slæmur.

Birta Líf Kristinsdóttir veðurfræðingur

STORMVARSEL Dagen i morgen bliver værre men det betyder ikke at dagen i dag ikke er slem Birta Líf Kristinsdóttir metrolog

Kaldblár vetur eilíf nótt á gluggunum fatahrúgur eru með hæsta móti perurnar springa ein af annarri og ég fylgist með myrkrinu leggja undir sig íbúðina

Koldblå vinter evig nat i vinduerne tøjbunkerne er blandt de højeste pærerne springer en efter en og jeg følger med i mørkets overtagelse af lejligheden

það er kannski djarft að láta sig dreyma um annarra manna vöfflujárn en það er kalt í Reykjavík og vinir mínir eru ekki hér ég les minningargreinar um löngu látið fólk og rækta melankólíuna eins og hjartfólgna plöntu

det er måske dristigt at hengive sig til drømme om andre folks vaffeljern men det er koldt i Reykjavik og mine venner er her ikke jeg læser nekrologer om for længst afdøde personer og dyrker melankolien som en hjertenskær plante

hvernig getur vetri mögulega átt eftir að ljúka? hvers vegna að búa um rúmið þegar maður þarf alltaf að sofa í því aftur? af hverju er svona erfitt að koma í veg fyrir að lýsisflaskan verði kámug og sleip?

hvordan mon vinteren vil komme til at ende? hvorfor rede sengen når man altid skal sove i den igen? hvorfor er det så svært at forhindre flasken med levertran i at blive fedtet og glat?

ég hef líkama minn í taumi eins og stóran björn sem skilur ekki hvers vegna hann fær ekki að leggjast í híði sál mína, klyfjahestinn dapureygða, þarf ekki að hafa í taumi; eins og ljóðið lötrar hún þangað sem henni er ætlað þessa dagana er ekkert ferskt vitundin er súrsuð, þurrkuð og reykt engar nýjar upplifanir bara þreyttar minningar af og til leiftra fyrir augunum sýnir sem aldrei munu raungerast: sandur á auðri gangstétt morgunsó1 og ljóstillífunaralsælan í brjóstinu ég læt ekki glepjast af skynseminni fleygi strigaskóm og gallajökkum á brennuna bindið niður trampólínin bindið niður þakplöturnar komið grillunum í skjó1

jeg har min krop i snor som en stor bjørn der ikke forstår hvorfor den ikke må gå i hi min sjæl, den sløvøjede kløvhest, behøver ingen tømme – som digtet lunter den derhen hvor den skal intet er friskt de her dage bevidstheden er syrnet, tørret og røget ingen nye oplevelser bare trætter minder for øjnene ses glimtvis syner som aldrig vil blive til virkelighed: sand på et øde fortov morgensol og fotosyntetisk lyksalighed i brystet jeg lader mig ikke friste af fornuften smider gummisko og cowboyjakker på bålet få trampolinerne spændt fast få tagpladerne spændt fast få grillen af vejen Oversættelse Kim Lembek

DANSK NOTER 37

Kafka, 1991, 77 × 41,5 cm, offset print (Reykjavik Art Museum)

38 DANSK NOTER

– litteratur, sprog, medier

Håndbog til dansk er en grundbog til analysearbejdet i dansk, der giver en klar og velstruktureret indføring i fagets genrer, metoder og begreber.

Håndbog til dansk gennemgår fagets tre centrale stofområder, sprog, litteratur og medier.

Udgivelsen indeholder en mængde elevaktiverende opgaver til både individuelt arbejde og gruppearbejde. Hertil kommer analysevejledninger og oversigter.

"

"

Bogen er en håndbog og en omfattende en af slagsen – alt er med! Den vil fungere rigtig godt som opslagsværk i et hvilket som helst forløb inden for danskundervisningen.

En meget grundig bog, der kan guide selv den mest vildfarne!

 Gymnasieskolen

Forfatter

Bog

2. udgave 324 sider | kr. 268,-

iBog® hbdansk.systime.dk 2 videoklip | 100 illustrationer | 60 opgaver | 50 tekstuddrag | ca. 310 sider

Ole Schultz Larsen

Licenspriser fra kr. 32,-

Lektor i dansk og psykologi på Viby Gymnasium.

Udgivet af Dansklærerforeningens Forlag/Systime.

Se priser og licenser på shop.systime.dk Læs systime.dk | Ring 70 12 11 00 | Skriv systime@systime.dk | Deltag lab.systime.dk

Tema: Island

Om følgerne af leksikalsk purisme i Island En følge af islændingenes sprogpuristiske holdninger og praksis er at brugen af (de forholdsvis få) låneord i islandsk varierer i forhold til stilarter og genrer, skriftsprog og talesprog: mange almindelige låneord i daglig tale bruges sjældent i forberedt og/eller formel tekst. Låneord som forekommer i formelt skriftsprog, er normalt godt tilpasset til islandsk ortografi og grammatik.

Den islandske sprognorm Moderne islandsk ordforråd og grammatik bygger stort set på det norrøne prosasprog som normbasis. Islandsk retskrivning, som blev normaliseret i 1800-tallet og i de første årtier af 1900-tallet, følger etymologiske principper snarere end udtaleprincippet. Sproglig purisme (jf. nedenfor) satte sit stærke præg på nydannelser i ordforrådet i 1800- og 1900-tallet; der blev drevet en kampagne mod udenlandske lån mens man lagde vægt på ældre ord og orddele i nydannelser for at udtrykke nye begreber.

Sprogligt ligger norrønt prosasprog og den moderne islandske sprognorm faktisk meget tæt på hinanden.

Der er ensartede grammatiske hovedtræk, og basisordforrådet er uændret. For skriftsprogets vedkommende minder forskellen mellem de to sprogstadier snarere om forskellen mellem to dialekter af samme sprog end om ”to forskellige sprog”. Det gælder altså for skriftsproget – det moderne lydsystem er meget forskelligt fra det norrøne. Dette er sandsynligvis en vigtig del af forklaringen på hvorfor den moderne sprognorm, der bygger på et så gammelt normgrundlag, er blevet ”accepteret af sprogsamfundet” (jf. fase 4, acceptance by the community, i Haugens 1966-model for sprogplanlægning og sprognormer).

Man kan sagtens finde en del forskelle mellem sproglige registre i islandsk sprogbrug (jf. nedenfor), men til gengæld findes der ingen egentlige geografiske dialekter i Island – det drejer sig kun om et par udtaleforskelle som er ubetydelige i denne sammenhæng. Denne ”mangel” på konkurrerende sproglige varieteter er også en del af forklaringen på det faktum at islændingene ikke har oplevet alvorlige interne sprogkonflikter.

Sprogpurisme i Island Den sprogpuristiske bevægelse var særlig indflydelsesrig

40 DANSK NOTER

i Island i den nationalromantiske periode i 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet. Mange indflydelsesrige videnskabsfolk, lærere, forfattere osv. i Island og i København var interesseret i at modificere og konsolidere det gamle norrøne sproggrundlag. Deres mål var at tilpasse den gamle sproglige arv, som nød stor respekt, til moderne islandsk sprogbrug; for undervisning i folkeskolen, i bøger og tidsskrifter, i erhvervslivet, i forskningen, i samfundsdebatten osv., og de fleste af dem sluttede sig tilsyneladende til en forholdsvis puristisk sprogideologi.

Den islandske sprogpurisme byggede for det første på en bred ideologisk konsensus som faktisk både havde med kultur og politik at gøre; for det andet på en forholdsvis lang tradition hos islandske intellektuelle, i hvert fald siden slutningen af 1500-tallet (Ottósson 1990, s. 17-21), for den holdning at norrønt/islandsk sprog burde være frit for tyske, latinske og danske lån; og for det tredje på det faktum at der findes en mængde leksikalske forbilleder og eksempler fra islandsk sproghistorie på håndteringen af nye begreber i sproget.

Eksemplerne drejer sig ikke mindst om oversættelser af forskellige videnskabelige begreber (fx fagordet samhljóðandi m. ’konsonant’ i den såkaldte Første grammatiske afhandling (Benediktsson (udg.) 1972, s. 208) som

”Den sprogpuristiske ideologi kommer til udtryk i de generelle sprogholdninger og i den sproglige praksis i islandsk skriftsprogsnorm.

”

Af Ari Páll, professor ved Stofnun Árna Magnússonar í íslenskum fræðum

blev skrevet i Island i midten af 1100-tallet; samhljóðandi er en direkte oversættelse af lat. consonant). Forbillederne kunne bruges som en slags model for samtidens oversættelser af udenlandske ord og orddele.

Fortalere for sprogrensning i Island har også (i hvert fald siden 1700-tallet) argumenteret for islandske nyord af hjemlig oprindelse med henvisning til praktisk nytte i Oplysningstidens ånd. Dvs. at ”rene” islandske ord anses for at være semantisk mere gennemsigtige for sprogbrugerne end tilsvarende låneord. Denne type argumentation er den dag i dag til stede i sprogpolitisk diskurs i Island (Hilmarsson-Dunn & Kristinsson 2013, s. 109).

Målet var at finde frem til ”rene” islandske ækvivalenter til de udenlandske begreber. Dette gjaldt hovedsagelig ordenes form snarere end indholdet; der findes således en hel del oversættelseslån, fx framleiða v ’producere’ (fram=”pro”; leiða=”ducere”). Man danner gerne flere ord ud fra samme idé, i tråd med sprogets generelle morfologiske mønstre. Fx framleiða v ’producere’; framleiðsla f ’produktion’; framleiðandi m ’producent’; framleiðni f ’produktivitet’, m.m.

Den fremherskende puristiske sprogideologi kommer til udtryk både i subjektive sprogholdninger og i sproglig praksis. Ifølge en omfattende undersøgelse fra begyndelsen af 2000-tallet har islændinge en mere negativ holdning til låneord fra engelsk end deres naboer i det øvrige Norden (Kristiansen & Vikør 2006, s. 211).

Sproglig praksis er tilsyneladende i overensstemmelse med holdingerne. En studie har f.eks. vist at låneord fra engelsk kun svarer til mindre end 0,5 % løbende ord i moderne islandsk sprogbrug – i gennemsnit, på tværs af flere genrer og stilarter (Svavarsdóttir & Óskarsson 2009, s. 44).

Låneord i islandsk Der findes forholdsvis få låneord i islandsk (jf. ovenfor), og de låneord der alligevel forekommer i islandsk sprogbrug, tilpasses sædvanligvis islandske sprogregler i større eller mindre grad, især i skriftsprog.

Eksempler: appelsína f [’ahpelsina] ’appelsin’, nom pl best art appelsínurnar nælon n [’nai:lon] ’nylon’, dat sg best art næloninu poppkorn n [‘pohpkhortn] ’popcorn’, nom sg best art poppkornið Vikør (1998, s. 128) postulerer at stærk purisme i et samfund kan føre til forøget sproglig tilpasning af

de låneord der alligevel bliver brugt i vedkommende samfund. Derfor er der måske grund til at hævde at en stærk tendens til tilpasning ikke kun skyldes sprogsystemets egenskaber – muligvis ligger en del af forklaringen i at sproglig purisme også praktiseres i islandsk på de fonologiske, ortografiske og grammatiske niveauer.

En nylig nordisk komparativ undersøgelse har vist at ortografisk tilpasning af låneord findes i højere grad i skrevet islandsk end i skrevet form af alle de andre sprog i Norden, inklusive finsk (Graedler & Kvaran 2010, s. 36). En tilsvarende sammenligning på talesprogsniveau viste også mere tilpasning af låneord i gennemsnit i islandsk, færøsk, finsk og norsk talesprog end der findes i gennemsnit i dansk og svensk talesprog (Svavarsdóttir, Paatola & Sandøy 2010, s. 56).

Meningsmålinger i Island viser at almenheden generelt mener at formelle sprogsituationer og tekster kræver at man bør prøve at undgå brugen af låneord (jf. Óladóttir 2009, s. 121). Det kan også nævnes i denne sammenhæng at en såkaldt matched guise-undersøgelse i begyndelsen af 2000-tallet viste at islandske sprogbrugere ikke accepterede at låneord som ímeil m/n, hakkari m, lapptopp m, dánlóda v (jf. engelsk email, hacker, laptop, download) brugtes i en tekst indenfor genren radionyheder (Ewen & Kristiansen 2006, s. 35). ”Overdreven” brug af låneord vurderes m.a.o. som upassende i forberedt formel sprogbrug, og det er et hovedkendetegn på ”nonstandard” islandsk (Leonard & Árnason 2011, s. 94). Det gælder især for låneord som man mener ikke er blevet tilstrækkelig tilpasset islandske sprogregler (fx nice), og for låneord der svarer til en puristisk leksikalsk ækvivalent, fx lapptopp m, jf. fartölva f ’bærbar computer’, dvs. hvor låneordet kan regnes for en konkurrerende trussel mod det ”rene” islandske ord.

Brugen af låneord varierer i forhold til stilarter og genrer Der findes forholdsvis få låneord i islandsk generelt, og deres brug varierer i forhold til stilarter og genrer.

De forekommer i gennemsnit sjældnere i skriftsprog end i talesprog, og de er mindre almindelige i formelt sprog end i uformelt sprog. En undersøgelse har f.eks. vist at låneord i islandske aviser forekommer 6-7 gange Opslag side 42-43  Halldór Laxness, 1984-85, 130 × 195 cm, oliemaleri (Reykjavik Art Museum)

DANSK NOTER 41

”Et særpræg i islandsk sprogbrug er tendensen mod en slags leksikalsk dobbelthed i brugen af låneord vs. sprogligt mere puristiske ord. Variationen korrelerer med formalitetsgrad.

”

oftere i annoncer end i avisernes redaktionelle tekster (Graedler & Kvaran 2010, s. 34-35). Mange låneord som er meget vanlige i uforberedt daglig tale (f.eks. mixa ‘mikse’ v; sirka ‘cirka’), bruges normalt ikke, eller sjældent, i forberedt formel tekst (jf. f.eks. Svavarsdóttir 2008, s. 455-456, Vikør 2010, s. 24-25).

Nyere forskning tyder på at denne ”dobbelthed” i sprogbrugen ikke er i færd med at forsvinde. Kristinsson & Hilmarsson-Dunn (2013, 2015) undersøgte hvordan islandske sprogbrugere vurderer forskellige tekster med og uden låneord i modsætning til ”rene” islandske ord. Deltagerne blev bedt om at vurdere indenfor hvilke genrer (skriftlige rapporter, bøger, trykte aviser, aviser på nettet, blogs, e-post, Facebook-kommentarer) de mente at det var (u)passende at bruge bestemte låneord. Udgangshypotesen var at en gruppe 18-21 år gamle gymnasieelever ville vurdere dette forhold forskelligt fra en ældre gruppe sprogbrugere som deltog i undersøgelsen. Hypotesen blev ikke bekræftet: Der var klare indicier for at der stadig findes en tydelig fornemmelse, også hos 18-21 år gamle islandske sprogbrugere, af at låneordene i undersøgelsen generelt ikke passer i skriftlige rapporter, bøger og trykte aviser.

Ovennævnte tendens i islandsk hen imod en slags leksikalsk dikotomi i brugen af låneord vs. sprogligt mere puristiske ord som korrelerer med formalitetsgrad og på forhånd forberedte tekster, ser ud til at være et stabilt og konsekvent særpræg ved moderne islandsk sprogbrug. Denne tendens er en af følgerne af den sprogpuristiske leksikalske normering i islandsk.

Hilmarsson-Dunn, Amanda & Ari Páll Kristinsson: ”The language

Litteraturliste

Svavarsdóttir, Ásta, Ulla Paatola & Helge Sandøy: ”English influence on

situation in Iceland”, i Kaplan, Robert B., Richard B. Baldauf, Jr. & Nkonko M. Kamwangamalu (red.): Language Planning in Europe: Cyprus, Iceland and Luxembourg. Routledge, 2013, s. 100-169.

Kristiansen, Tore & Lars S. Vikør: ”Nordiske språkhaldningar – jamføring og konklusjonar”, i Kristiansen, Tore & Lars S. Vikør (red.): Nordiske språkhaldningar. Ei meiningsmåling. Novus, 2006, s. 199-247.

Kristinsson, Ari Páll & Amanda Hilmarsson-Dunn: ”Evaluation of different registers in Icelandic written media”, i Kristiansen, Tore & Stefan Grondelaers (red.): Language (De)standardisation in Late Modern Europe: Experimental Studies. Novus, 2013, s. 331-354.

Kristinsson, Ari Páll & Amanda Hilmarsson-Dunn: ”Implications of language contact: Evaluating the appropriateness of borrowings in written Icelandic” i Hilpert, Martin, Janet Duke, Christine Mertzlufft, Jan-Ola Östman & Michael Rießler (red.): New Trends in Nordic and General Linguistics. De Gruyter Mouton, 2015, s. 55-67.

Leonard, Stephen Pax & Kristján Árnason: ”Language ideology and standardisation in Iceland”, i Kristiansen, Tore & Nikolas Coupland (red.): Standard Languages and Language Standards in a Changing Europe. Novus, 2011, s. 91-96. Óladóttir, Hanna: Shake, sjeik eller mjólkurhristingur? Islandske holdninger til engelsk språkpåvirkning, Novus, 2009.

Ottósson, Kjartan G.: Íslensk málhreinsun. Sögulegt yfirlit, Íslensk málnefnd, 1990.

Svavarsdóttir, Ásta: ”Icelandic”, i Ammon, Ulrich & Harald Haarmann (red.): Sprachen des europäischen Westens / Western European Languages I. Wieser Enzyklopädie / Wieser Encyclopaedia A-I. Wieser Verlag, 2008, s. 441-457.

Svavarsdóttir, Ásta & Veturliði Óskarsson: ”Annarleg sprek á ókunnugri strönd. Tökuorð í íslensku fyrr og nú”, i Orð og tunga 11, 2009, s.

17-44.

Benediktsson, Hreinn (red.): The First Grammatical Treatise, Introduction, Text, Notes, Translation, Vocabulary, Facsimiles, University of Iceland Publications in Linguistics 1, Institute of Nordic Linguistics, 1972.

Ewen, Halldóra Björt & Tore Kristiansen: ”Island”, i Kristiansen, Tore (red.): Nordiske sprogholdninger. En masketest. Novus, 2006, s. 33-48.

Graedler, Anne-Line & Guðrún Kvaran: ”Foreign influence on the written language in the Nordic language communities”, i International Journal of the Sociology of Language 204, 2010, s. 31-42.

Haugen, Einar: Language Conflict and Language Planning. The Case of Modern Norwegian, Harvard University Press, 1966.

44 DANSK NOTER

the spoken language – with a special focus on its social, semantic and functional conditioning”, i International Journal of the Sociology of Language 204, 2010, s. 43-58.

Vikør, Lars S.: ”Normering av fremmendord i internasjonalt perspektiv”, i Fjeld, Ruth Vatvedt & Boye Wangensteen (red.): Normer og regler. Festskrift til Dag Gundersen. 15. januar 1998, Nordisk forening for leksikografi, 1998, s. 122-135.

Vikør, Lars S.: ”Language purism in the Nordic countries”, i International Journal of the Sociology of Language 204, 2010, s. 9-30.

Balzac, 2009, 56,5 Ă— 38 cm, digital print (Reykjavik Art Museum)

Vi har klippet i et par tråde fra Facebooksiden Idéudvikling for danskundervisere, hvor gode råd og erfaringer fra studieture til Island står i kø.

Gitte Bjørn 18. januar kl. 09:35 Kære kollega Til maj skal en kollega og jeg på studietur til Island. Som dansklærer vil jeg gerne stykke et forløb sammen om islandsk litteratur. Sagaer må være en selvfølge og også Einar Már Gudmundsson er ret oplagt. Men er der mon nogen af jer, der kan hjælpe mig videre?

KOMMENTARER

Anne Ulrich-Lynge Se stederne hvor Gisles Surssøns saga udspillede sig (ikke langt fra Reykjavik) i virkeligheden, og evt. de islandske håndskrifter på museet, eller Laxnes sammesteds, kan anbefale romanen Atomstationen, Jeg har været der 3 gange aldrig den samme oplevelse men spændende glæd jer Synes godt om · Svar · 1 · 31. oktober 2015 kl. 17:21

Karen-Margrete Frederiksen En meget kvalificeret person er Auður Hauksdóttir fra Islands Universitet. Hun vil kunne give dig al relevant information.

Synes godt om · Svar · 1 · 31. oktober 2015 kl. 19:57

Lise Kornerup Andersen Læs noget Jon Kalman Stefansson - det er godt! Fx ”Sommerlys og så kommer natten” Synes godt om · Svar · 2 · 31. oktober 2015 kl. 22:04

Amalie Laulund Trudsø Se filmen Om heste og mænd.

Synes godt om · Svar · 1 · 1. november 2015 kl. 19:44

Helle Charlotte Gyrn Snorri Sturlassons badekar! Den kendte edda-digter boede på Reykholt, og det fortælles, at han sad i sin ’hot tub’ og digtede. Det var en varm kilde, som stadig findes. Dog er vandet nu for varmt til at bade i (jeg har prøvet), men det er en syret oplevelse at vide, at han (måske?) har siddet der i det (næsten) samme vand for 800 år siden. Der er et museum om Snorri og sagaerne lige ved badekarret.

46 DANSK NOTER

Marianne Vandsøe Jeg er helt vild med Sjón og romanen «Skygge Baldur», som jeg engang godt kunne tænke mig at læse som et værk i en klasse. Den er ikke så lang, men en rigtig lækkerbisken.

Synes godt om · Svar · 3 · 18. januar kl. 09:46

Kurt Christensen Der er udviklet apps til litterære byvandringer i Reykjavik med forskellige temaer, fx queer og crime https://itunes.apple.com/.../literary-reykjavik/id491348507

Sidse Helene Hasle Fantastiske «Mado” af Hanne Højgaard Viemose fra 2015, nomineret til Montanas Litteraturpris. En stor del af romanen foregår i Island. Fysisk tilstede i Island er man til gengæld aldrig i Peter Højrups virkelig gode roman ”Island” (2014).

Synes godt om · Svar · 2 · 18. januar kl. 15:28

Lone Nørdam Jespersen Kunstneren Katja Bjørn har lavet en meget lang video med kvinder, der vasker sig i en islandsk kilde. Hun har som bekendt fokus på kroppen, især den nøgne. Har link-henvisning hvis du vil have den.

Gitte Søgaard Andersen Ulstrup Sammenlign et par kapitler af ‹Stormland› og Gretter den Stærkes saga (jeg mener det er kap.17 af ’Stormland’ og kap.

74-75 af Gretter den Stærkes saga) – klare paralleller. Desuden ’Ravnkel Frøjsgodes saga’ hvor de hjemmefra kan have opført retssagen mod Ravnkel - det får en helt ny betydning at stå på Thingvellir-sletten bagefter!

Synes godt om · Svar · 1 · 19. januar kl. 07:16

Gitte Søgaard Andersen Ulstrup Og husk at gøre eleverne opmærksomme på at det er rigtig godt og billigt at besøge Reykjaviks national-svømmestadion.

Det koster under en 20er og er en stor oplevelse!

Synes godt om · Svar · 1 · 18. januar kl. 22:48

Idéudvikling for danskundervisere

Arnold Bax (1883-1953), 1978, 26,2 × 20,5 cm, montage (Reykjavik Art Museum)

DANSK NOTER 47

Udenfor tema

Luftrødder og pælerødder – Ny disputats om den senmoderne litteraturs historie Marianne Stidsen trækker her – med Blixen som eksempel – nogle hovedspor op i sin doktorafhandling Den ny mimesis. Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig, som blev forsvaret i december på Københavns Universitet. Især fokuserer hun på den særlige psykologiske vinkel, hun har valgt at anlægge i sin analyse af det centrale identitetstema i periodens litteratur. En vinkel, hun også mener, rummer store såvel didaktiske som dannelsesmæssige potentialer i forhold til nutidens danskundervisning.

Afhandlingen er udkommet på forlaget U Press i 2015. Pressemeddelelser samt video fra disputatsforsvaret kan ses på følgende links: http://hum.ku.dk/videnonline/faknyt/2015/december/ disputats_stidsen/, http://inss.ku.dk/nyhedsliste/stidsen-forsvar-og-udgivelse/ og http://video. ku.dk/doktorforsvar. Desuden udkommer der i efteråret 2016 – også på U Press – en debatbog om afhandlingen: ’Jeg’ er fandme til! – Litteratur og identitet til debat, redigeret af Søren Peter Hansen, Ivan Z. Sørensen og Mads Julius Elf. Endelig udgiver Marianne Stidsen i foråret 2016 bogen Rilkes engle. Eksistentialismen i går – i dag – i morgen på Dansklærerforeningens Forlag. En bog, der bygger videre på indsigterne fra afhandlingen.

I sin novelle ”Drømmerne” fra debutbogen Syv fantastiske Fortællinger har Karen Blixen som bekendt modelleret en figur, der har formået at fascinere og udfordre læsere og litteraturforskere – for ikke at tale om dansklærere! – i mere end trekvart århundrede. Figuren er Pellegrina Leoni, i sin ungdom legendarisk diva ved operaen i Milano. Senere, efter en brandulykke, omkringrejsende lady gagask forvandlingskugle, det ene øjeblik dukkende op i skikkelse af en bordelluder, det næste i skikkelse af en revolutionær hattemagerske.

Historien om den kamæleoniske Pellegrina Leoni er et tidligt eksempel på det tema, som kommer til at præge, for ikke at sige dominere, litteraturen i de efterfølgende mange årtier. Sådan lyder hovedtesen i

48 DANSK NOTER

afhandlingen Den ny mimesis. Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig, som jeg netop har forsvaret for den filosofiske doktorgrad. I min afhandling påvises det således, hvordan identitetsdannelse, som man med en faglig psykologisk term kan karakterisere fænomenet, lige siden har gennemsyret så mange forfatterskaber på vore breddegrader. Og mere og mere, som tiden er skredet frem.

Det nye i Den ny mimesis At få øje på dette tema er ikke i sig selv nybrydende.

Det har andre end jeg også fået øje på og beskrevet. Om end nok ikke så gennemført og grundigt, som det sker i min afhandling, hvor der i løbet af de i alt ca. 1300

Af Marianne Stidsen, dr.phil. og lektor ved Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet.

sider, fordelt på to bind, gennemgås små 40 forfattere og forfatterskaber fra perioden. Alle behandlet med identitetstemaet som prisme eller filter. Således er det efterhånden velkendt viden inden for sociologien og socialpsykologien, at problemet omkring identitet og identitetsdannelse tager til i denne periode, som sociologen Anthony Giddens har kaldt for ’senmoderniteten’, og at dette er med til så at sige at flytte de eksistentielle og psykologiske konflikter fra noget, der har med frigørelse og frisættelse at gøre (konflikter, som var dominerende i den moderne periode fra omkring 1850’erne til et stykke ind i det 20. århundrede), til noget, der har at gøre med spørgsmålet om, hvad det overhovedet vil sige at have en sammenhængende personlighed, et selv.

Det nye i Den ny mimesis – hvis titel er inspireret af den tyske romanist Erich Auerbachs berømte bog Mimesis fra 1946 og henviser til den nye virkelighedsefterligning, eller rettere virkelighedstolkning, der gør sig gældende i litteraturen fra omkring midten af 1900-tallet til i dag – er frem for alt, at dette tema analyseres på en mere kompleks måde, end det hidtil er sket. Og at det sættes ind i en større historisk sammenhæng, der er med til at afdække, hvordan opfattelsen af eller holdningen til det har ændret sig fra 1940’erne og til nu. Endelig er det nye i afhandlingen, at der inddrages en bred vifte af identitetspsykologiske teorier, som ellers ikke har været synderligt brugt i den nordiske litteraturvidenskab – eller humanistiske forskning i det hele taget. Ud over Anthony Giddens’ er det en række psykologiske og socialpsykologiske teorier med afsæt i det, der er blevet kaldt ’third force-psykologien’, som er en samlebetegnelse for flere psykologiske retninger, der blev udviklet i USA i løbet af det 20. århundrede, og som har det tilfælles, at de befinder sig i spændingsfeltet mellem klassisk freudiansk psykoanalyse og amerikansk behaviorisme. Den førende blandt disse third force-psykologiske – eller eksistentialistiske, som de også nogle gange kaldes – identitetsteoretikere er den tysk-amerikanske jegpsykolog Erik H. Erikson, der samtidig er den teoretiske ankermand i afhandlingen.

Men på hvilken måde er identitetstemaet da komplekst? Og i hvilken forstand er third force-psykologien særlig velegnet til at analysere det med?

Det komplicerede kaffetræ For at svare på disse spørgsmål kan det være en god hjælp at vende tilbage til eksemplet med Pellegrina

Leoni fra ”Drømmerne” (som gennemanalyseres i afhandlingen). Det viser sig nemlig, at det ikke, sådan som det er blevet læst og fortolket i andre, men bestemt ikke alle, litteraturvidenskabelige studier om Blixen, kun handler om, at Pellegrina på en helt lady gagask måde udlever en mangfoldighed af identiteter (hvad der selvsagt ligger en stor frihed i). Og så færdig med fyrre, havde man nær sagt.

I starten af novellen, der – som enhver dansklærer vil vide – er komponeret som en sindrig rammefortælling med indskudte lag af flere fortællere og med perspektiver og synsvinkler, der skifter nærmest kalejdoskopisk undervejs, så læseren ender med at være lige så ør som de drømmere, historien handler om, serverer Karen Blixen et billede for os. Det er et af hendes måske allervigtigste billeder – ja, endog (tør jeg godt påstå) en decideret ’gylden nøgle’ til forståelsen af hele forfatterskabet. Og endda mere end det. Billedet er inspireret af forfatterens mangeårige ophold i Afrika og former sig sådan her (i fri gengivelse): Når man planter et kaffetræ, kan der ske det, at dets pælerod bliver bøjet, så det ikke rigtig får fæstne i jorden. Dette træ vil da blomstre stærkere end nogen af de andre kaffetræer. Det vil ligefrem, som Blixen beskriver det (eller lader en af sine fortællere, Mira Jama, beskrive det), skyde en mangfoldighed af ’luftrødder’.

Men det vil aldrig bære frugt, og det vil hurtigt sygne hen og dø.

Third force-psykologien som værktøj Hvis vi læser billedet som et af de stærkeste billeder på identitet og identitetsdannelse, ikke alene i Blixens forfatterskab, men i det 20. og 21. århundredes litteratur som sådan, må vi afgjort sige, at den sidste del af kaffetræsbilledet er med til at komplicere hele forestillingen om og opfattelsen af spørgsmålet om identitet.

Den første del af billedet harmonerer jo meget godt med den frie, kamæleoniske selvudfoldelse, som Pellegrina Leoni dyrker lystigt, efter at hun har mistet stemmen under branden i Milano-operaen og derefter erklæret sig død for verden. Det er da også den del af historien, der tit og ofte er blevet lagt vægt på i læsningerne af novellen. (Ligesom der er blevet lagt vægt på, at det er mændene, der primært hindrer Pellegrina i at udleve identitetsmangfoldigheden).

Sidste halvdel af kaffetræsbilledet forekommer ikke desto mindre lige så vigtig, nemlig den, der handler om, at træet uden pælerod og kun med luftrødder nok

DANSK NOTER 49

”Når man planter et kaffetræ, kan der ske det, at dets pælerod

bliver bøjet, så det ikke rigtig får fæstne i jorden. Dette træ vil da blomstre stærkere end nogen af de andre kaffetræer. Det vil ligefrem, som Blixen beskriver det (eller lader en af sine fortællere, Mira Jama, beskrive det), skyde en mangfoldighed af ’luftrødder’. Men det vil aldrig bære frugt, og det vil hurtigt

”

sygne hen og dø.

blomstrer stærkere end de andre træer. Men det dør altså også af det. Denne gang ikke på skrømt, men de facto. Præcis som det sker for Pellegrina Leoni i slutningen af ”Drømmerne”. Sågar med et gigantisk løvebrøl ud af munden.

Hvordan skal vi nu som læsere og fortolkere forholde os til denne dobbelthed, denne kompleksitet? Og hvad har den at sige for den måde, identitetstemaet i det hele taget fremstilles på i litteraturen i perioden?

For at kunne tolke kompleksiteten i det identitetsdrama, som gør sig gældende i den senmoderne litteratur – herunder Blixens – kræves, hævder jeg, nogle andre modeller og begreber end de traditionelle psykoanalytiske og strukturalistisk-socialkonstruktivistiske. Begreber og modeller, som er i stand til at indfange både de indre og de ydre aspekter af identitetsspørgsmålet.

Dem kan netop den eksistentialistiske third forcepsykologi – og i særdeleshed Erik Eriksens udgave af den – levere (det var i øvrigt ham, der som den første udmøntede begrebet ’identitet’ i den betydning, vi kender det i dag). Med denne teori i hånden kan vi således se, at det, der er kardinalproblemet hos Pellegrina Leoni, ikke i sig selv er, at hun som en anden Lady Gaga udlever en mangfoldighed af sociale identiteter (hvad den mere klassiske psykologi let kunne finde på at karakterisere som ’fremmedgørelse’ og ’falskhed’). Mere i pagt med den positive betydning, dette har i novellen (jævnfør også billedet med det pælerodsløse kaffetræs prægtige blomstring), kan man beskrive det med Eriksons udmærkede begreb ’identitetsspredning’ (som han differentierer tydeligt fra begrebet ’identitetsforvirring’, der skal forstås rent negativt).

På den anden side kan man heller ikke se bort fra,

50 DANSK NOTER

at dette sker med livet som indsats, så at sige, i og med Pellegrina jo dør til sidst. Det er altså livet selv – og ikke mændene – der gør en ende på hendes identitetsblomstring, på hendes spredte, vildtskydende luftrødder.

Denne mere negative eller problematiske side af identitetsmangfoldiggørelsen – eller forandringsparatheden, som man også kan kalde det – har omvendt de i nutiden så populære strukturalistiske og konstruktivistiske teorier ikke meget at sige om. For ikke at sige: De har intet at sige om den (og vil derfor fastholde, at Pellegrinas største problem er mændene, forstået som en del af nogle større sociale strukturer og (magt)hierarkier).

Netop third force-psykologien kan imidlertid, fordi den – som navnet indicerer – har arbejdet på at finde en vej mellem klassisk psykologi og psykoanalyse og nyere interaktionisme og behaviorisme, indfange denne dobbelthed. Og dermed kan den være med til at gøre os ikke så lidt klogere på et fænomen, som litteraturen – og så sandelig også samfundet bredere set! – har været fyldt af i senmoderniteten. Manglende jegsyntese er det udtryk, Erikson bruger om problemet med den manglende pælerod, den manglende indre forankring i et sammenhængende selv. Som ifølge Erikson netop er det, der er forudsætningen for, at identitetsspredningen kan blive lykkelig og ikke kamme over i forvirring – måske endog angst og depression.

Når det eksistentielle mørklægges Ord som ’identitet’ og ’rødder’ har i dag fået en underlig klæbrig klang. I hvert fald blandt mange af dem, der gerne – i kølvandet på 60’ernes strukturalistiske og konstruktivistiske paradigmeskifte – vil se sig selv som kulturens fyrige avantgarde. Det er noget, man er

belastet med, hvis man bor langt ude på landet, spiser frikadeller med brun sovs, går i kirke hver søndag og stemmer på Dansk Folkeparti. Noget, alle moderne, oplyste mennesker burde være langt hinsides. For her har vi skam ikke brug for den slags. Her lever vi tværtimod i en konstant, åben udveksling med verden. Og skifter ham i samme tempo, som Lady Gaga skifter underbukser. Og hvis man alligevel formaster sig til at sige, at vi som mennesker har brug for både rødder og identitet, for at føle, at vi er ’nogen’, at vi hænger sammen som personer, får man gerne smidt i hovedet, at man har ’sjælelort på solbrillen’. Ja, verden ville ligefrem, er der nogle, der påstår, være et langt bedre sted, hvis ikke folk hele tiden længtes efter sammenhæng, grounding, rødder og identitet.

Men er det sandt, at det forholder sig sådan? Kigger vi fx på de mange unge, der desperat søger efter en mere fast forankret identitet, efter en ’pælerod’, i dag – og ofte finder den i hårde, modernitets- og demokratifjendtlige grupperinger – må man sige: nok ikke! Det samme må man, når man ser på det efterhånden eksorbitante antal af mennesker, frem for alt børn og unge, der er udstyret med en eller anden – ofte borderline-relateret – psykiatrisk diagnose. Indersiden af identiteten, den, der har med den enkeltes individuelle og indre liv – med det psykologisk-eksistentielle – at gøre, er bare blevet usynliggjort, mørklagt, obstrueret. Hvilket tydeligvis ikke betyder, at den så ikke findes. Det betyder snarere, at den lever sit eget – ofte ikke særligt sunde eller konstruktive liv – i randområdet af kulturen. Den

hører til det ’eksistentielt udgrænsede’, som Giddens netop har kaldt det.

Pæleroden er for de fleste mennesker blevet godt og grundigt bøjet i dag. Spørgsmålet er imidlertid ikke om, men hvor og hvordan den skal genplantes.

For genplantes, det skal den tilsyneladende. Her kan litteraturen, mener jeg, være med til at give os nogle andre, alternative bud og svar end de gængse. Den kan vise, at der – med Suzanne Brøggers ord – findes en mellemvej mellem at sulte og spise hestepærer. Det vil sige: at der findes en mellemvej mellem på den ene side at være en ren, rodløs kamæleon og på den anden side en hardcore forbenet fundamentalist. Litteraturen kan vise os, at det godt kan lade sig gøre at have både luftrødder og pælerod. Og ikke mindst: Den kan vise os, at pæleroden kan se ud på mange forskellige måder.

Men det kræver, at vi har de rette teoretiske briller på for at kunne se det.

Den ny mimesis går i al sin enkelhed ud på at spore og analysere en mængde konkrete eksempler på denne dialektik. Hos Blixen, hos Bjørnvig, hos Martin A. Hansen, hos Villy Sørensen, hos Klaus Rifbjerg, hos Inger Christensen, hos Michael Strunge, hos Niels Frank, hos Christina Hesselholdt – og hos mange andre forfattere fra den nordiske litteratur gennem de sidste 60 år. Derudover går afhandlingen ud på at vise, at litteraturen synes at være et af de få tilbageværende steder i vores kultur, hvor denne komplekse problematik faktisk tages alvorligt.

”Netop third force-psykologien kan imidlertid, fordi den – som navnet indicerer – har arbejdet på at finde en vej mellem klassisk psykologi og psykoanalyse og nyere interaktionisme og behaviorisme, indfange denne dobbelthed. Og dermed kan den være med til at gøre os ikke så lidt klogere på et fænomen, som litteraturen – og så sandelig også samfundet bredere set! – har

”

været fyldt af i senmoderniteten.

DANSK NOTER 51

Udenfor tema

Stig Martin Burmester:

Dukkehjemsmotivet hos Ibsen, Agrell, Strindberg Stig Martin Burmester, lektor i tysk, billedkunst og dansk ved Horsens Statsskole.

I slutningen af 1800-årene vandrer dukkehjemsmotivet gennem en række tekster. Fra Henrik Ibsens stykke Et dukkehjem (1879) over Alfhild Agrells drama Räddad (1882, 2012) til August Strindbergs novelle ”Ett dockhem” (1884, 1913). I fællesskab flår teksterne positivistisk facaderne af borgerskabets hjem og blotlægger ægteskabets indre liv. Hos Ibsen ægteskabet mellem Nora og Helmer, hos Agrell mellem Viola og Oscar og hos Strindberg mellem Gurli og Pall.

Hvis man sætter to centrale metaforer fra Räddad og Et dukkehjem op over for hinanden, bliver det klart både hvor ens og hvor forskellige de to teaterstykker er. Et dukkehjem har sin titel fra hovedpersonen Noras beskrivelse af relationerne i hjemmet, mellem hende og manden og mellem hende og børnene. Hun siger til sin mand: ”Men vårt hjem har ikke vært annet enn en lekestue. Her har jeg vært din dukkehustru, liksom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og børnene, de har igjen vært mine dukker” (s. 79). Magtrelationerne mellem dukkefører og dukke går i arv gennem generationerne. Set i lyset af dette billede forekommer det logisk at forandringen i Noras liv fra naiv hustru til kritisk klartseende bliver brat. Bruddet sker da Noras mand, Torvald Helmer, beskriver sødmen og tilfredsstillelsen i at tilgive sin hustru således: ”Hun er jo derved liksom i dobbelt forstand blitt hans eiendom; han har liksom satt henne inn i verden på ny; hun er på en måte blitt både hans hustru og hans barn tillike” (s. 77). Det er ikke første gang han infantiliserer hende (jf. s. 11), ja, her jo helt ned i en fødselsanalogi, men beskrivelsen af ejendomsforholdet gør at Nora klipper trådene til dukkeføreren over.

Denne dukkemetafor kan man sætte over for burmetaforikken i Räddad. De centrale figurer i styk-

52 DANSK NOTER

ket er ægteparret Oscar og Viola. Men bag dem står de styrende instanser i form af onkel Milde og Oscars mor, Rektorskan, der på trods af at hun er enke, stadig kalder sig ved sin mands erhverv. I en central diskussion mellem Milde og Rektorskan fremdrager Milde en tese som svigermoderen tidligere har udtalt: ”den som hade en dyrbar fågel och inte förstod att hålla honom i bur var sitt öde värd” (s. 96). Rektorskan erklærer at hun stadig er enig i sin egen gamle udtalelse. Men hun kender endnu ikke til ironien og dobbelttydigheden i udsagnet. Hendes søn, Oscar, er selvforskyldt endt i desperat gæld. En gæld som kunne indfries hvis blot han vidste at Viola rådede over en større sum penge som hun har fået af Milde.

Både Nora og Viola står i ekstreme overgangssituationer. For Nora bliver overgangen mellem rollen som hustru og bruddet med manden, jf. dukkemetaforikken, pludselig, mens Violas kamp for at få vredet tremmerne i buret op er mere langstrakt. Det er dog ikke den eneste forskel i magtstrukturerne i de to teaterstykker. I Et dukkehjem er både Nora og Helmer ambivalente figurer.

Nora fremstilles på den ene side som den ødsle, noget naive og i samtalerne med fru Linde ofte også selvcentrerede kvinde. Det selvcentrerede reflekterer Nora dog på et metaniveau over, men ikke uden selvmodsigelse: ”I dag vil jeg ikke være egenkjærlig. I dag vil jeg tenke bar på dine saker. Men ett må jeg dog si deg. Vet du den store lykke som er hendt oss i disse dage?” (s. 14).

Tidligt i stykket underminerer Nora også dukkemetaforen med en selvrefleksion: ”I tror alle sammen at jeg ikke duger til noe riktig alvorlig” (s. 17). Bag ved rollen som dukke ligger en anden Nora der ved egen handling (selvom den fremstilles som uansvarlig) har reddet sin mands helbred ved at rejse pengene til et ophold i

”Farven sort markerer det stemningsmæssige mørke i stykket. Men måske indeholder Räddad i forhold til Et dukkehjem et lille potentielt lys.

Italien. På samme måde er Helmer også både den hårde mand der mener at skulle opdrage sin hustru og målrettet søger karrieren, og også sårbar både hvad angår hans sygdom, der skyldtes overanstrengelse, og hans desperate løsningsforslag da Nora til sidst vil bryde ud af ægteskabet. Helmer ser en mulighed i at de kunne blive ved med at leve sammen ”som bror og søster” (s.

83). Dette afviser Nora omgående med ordene ”Der må være full frihet på begge sider” (s. 83).

Personerne i Räddad er mere stringente i deres selvfremstillinger. Allerede i 1. akts første scene slår Oscar sit syn på kvinder fast: ”jag kan inte fördra kvinnor ’med huvud’” (s. 70), hvilket dog ikke gælder hans mor. Oscar fortsætter videre: ”Mannens ställning förvandlas inte genom äktenskapet, endast kvinnans; men det där förstår du inte, du lila” (s. 71). Oscar kan fortsætte sit ungkarleliv ind i ægteskabet, det fremgår flere steder at Oscar har forhold til andre kvinder (jf. s. 90 + s. 116), bl.a. finder Viola et foto foræret til Oscar med dedikation fra en anden kvinde (s. 76). Oscar fremstilles som en person der er formet af arv og miljø. Hans mor har opdraget ham strengt, en opdragelse han gerne ser overføres til sønnen Alf. Centralt i denne opdragelsesmetode står ordene ”Av ondska blir kraft” (s. 73). Som tilskuer spørger man sig selv om sætningen ikke burde lyde ’av ondska blir ondska’. Oscar agerer og signalerer kraftfuldhed, men uden hensyntagen til sine omgivelser og finansierer sit overforbrug ved at begå underslæb i banken. Viola bærer igennem stykket en sort kjole. Første forklaring går på at det er pga. sørgeperioden efter svigerfaderens død. Viola forklarer selv: ”Jag begagner aldrig annat än svart” (s. 79), mens Oscar polemiserer at hun efter sønnen Alfs fødsel har ”spelat nunna” (s. 79). Man kunne tilføje at Viola bærer sort som markering af døden i stykket. Svigerfaderen er død, Violas mor er død, hendes far skød sig, Milde vil snart dø i en kurby i Tjekkiet, Alf dør (som før ham også en lille datter), og ægteskabet er så stendødt at Oscar glemmer alt om Violas fødselsdag. Farven sort markerer det stemningsmæssige mørke i stykket. Men måske indeholder Räddad i forhold til Et dukkehjem et lille potentielt lys. Hvor Nora går ud fra slutscenen med en frihed uden sikkerhedsnet, så har Viola måske sin barndomsven Nils og sin hjemegn som støtte på vejen ud af ægteskabet. Räddad er for sin tid et radikalt drama der belyser ægteskabet uden formildende filtre. Efter stykket rejser spørgsmålet sig: Hvem er ’räddad’? Oscar mener sig reddet, men dette er i så fald

”

kun en økonomisk redning og ikke en menneskelig, og Viola er reddet ud af ægteskabet, men uden penge og med døden som følgesvend. Stykket er illusionsløst i sin skildring af den moderne tilværelse som eksistentielt fritsvævende.

August Strindberg lader også døden stå centralt i sin novelle ”Ett dockhem”. Historien er, i modsætning til de to stykkers komprimerede tidsforløb, langstrakt.

Hér ses ikke et afgørende nedslag i et ægteskab, men et ægteskab tidsligt foldet ud mellem ungdom og død. I novellens første sætning har ægteskabet allerede varet i seks år, men ”de voro som ett par förlovade” (s. 188).

Novellen haster videre, de bliver ældre, Pall bliver tyndhåret, og der kommer flere børn til. Krisen indtræffer da Gurli får en veninde, Ottilia, der introducerer hende til rationalitet, kristen moral og i en intertekstuel henvisning til Ibsens Et dukkehjem. Gurli begynder at tvivle på sin rolle og position i ægteskabet. Novellens centrale metaforik ligger i Palls kritik af Et dukkehjem.

Han bruger to billedvinkler, dels en kartografisk (med afsæt i hans erhverv som kaptajn i flåden) beskrivelse af bogen, ”Den var som ett illa utprickat farvatten, där man kunde törna när som helst” (s. 198), dels med en nøddemetaforik: ”Det skall hin hårde sitta och knäppe såna nötter, som äro svarta ini när man väl får hål på dem” (s. 198). Ægteskabets nedre kulmination kommer i en samtale mellem ægtefællerne, hvor de kommer forbi den lille kolerakirkegård (!). I Gurlis optik er deres ægteskab et dukkehjem, mens Pall insisterer på at ”kärleken är en känsloaffär” (s. 201). Gennem sin svigermors råd om at gøre Gurli jaloux lykkes det dog Pall at hive Gurli ud af hendes vildfarelse, til novellens morale, at ægteskabet skal være et liv hvilende i nuet med sex og sanselighed og accept af tidens uafvendelige fremadrullen, hvor ingen går og ”väntar på vidunder som bara finnas i sagaböckerna” (s. 210).

Litteratur Agrell , Alfhild: Dramatiska arbeten, red. af Christo Burman og Jenny Berggren, Atrium Förlag, Umeå, 2012. Heri indgår ”Räddad”, oprindeligt udgivet i 1882.

Ibsen, Henrik: Et dukkehjem, Gyldendal Norsk Forlag, 2011.

Strindberg, August: Samlade skrifter av August Strindberg. Fjortonde delen.

Giftas. Äktenskapshiatorier, Albert Bonniers Förlag, Stockholm, 1913.

Heri indgår novellen ”Ett dockhem”, oprindeligt udgivet i 1884.

DANSK NOTER 53

Frans Gregersen:

Hvad er det nu vi ved? Om danske talesprog For en måned siden udgav Sprogforandringscentret på Københavns Universitet en stor bog om danske talesprog hvori man kan læse hvad forskerne på centret efter ti års forskning har fundet frem til. Her fortæller centrets leder 2005-15 om bogen.

Frans Gregersen, professor i dansk sprog, dr.phil., ansat ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet.

Tilsyneladende har Jens Smærup Sørensen arvet pladsen som nationalskjald efter Klaus Rifbjerg. Det har givetvis noget at gøre med det folkelige gennembrud forfatteren helt fortjent fik med sin store roman Mærkedage. Tirsdag d. 20. oktober var igen en mærkedag. I hvert fald var der et stort interview og en anmeldelse på dagen af Jens Smærup Sørensens nye roman Feriebørn, tilsammen to sider i hovedstadsorganet Politiken. Man kan forestille sig at det netop er Politiken Smærup hentyder til når han i overskriften til interviewet citeres for den paradoksale formulering at ”Der er ved at være mindre provinsielt i provinsen end i København”.

I det store interview redegør Smærup Sørensen for en udvikling som både kan beses i virkeligheden og i litteraturen (det er f.eks. også et tema i Skou Hansens bøger om Holger Mikkelsen), nemlig den effekt globaliseringen har haft på de regionale forskelle inden for nationalstaterne. For danskfaget er der det interessante ved forfatterens betragtninger og den måde de udfoldes på i hans bøger og i interviewet, at der er tale om iagttagelser som også eller måske hovedsagelig vedrører den anden side af faget, sprogsiden. Den oplagte parallel til ensheden i kultur er jo ensheden i talesproget sådan som den har været diskuteret de sidste mange år under den eviggrønne overskrift ’dialekternes død’.

Jens Smærup Sørensen har i et andet interview (i Kri-

54 DANSK NOTER

steligt Dagblad 28.3. 2007, citeret i Gregersen 2009) sagt bl.a. følgende. Intervieweren spørger: ”Ifølge en af dine venner har dit barndomssprog overlevet i dine sætningsknuder ...

– Det er muligt. Det oprindelige sprog er i hvert fald fortsat i mig. Rigssproget er et tillært fremmedsprog. At udtrykke sig på det er ikke en færdighed, der uden videre kommer for en dialekttalende. Jeg havde ikke let ved at skrive som ung. Hele vejen op gennem gymnasiet var jeg en dårlig stilskriver.”

”Rigssproget er et tillært fremmedsprog” (se også Riis 2011 ’’Om Glæden ved at være tosproget’’). Faktisk er der jo tale om to processer her: Den ene proces består i at supplere barndommens sprog, som handler om de nære ting, med uddannelsessystemets delvis abstrakte, uden at miste forbindelsen mellem de to (for så forstår man ikke til bunds hvad der sker i skolesproget). Den gælder for enhver, for der tales simpelthen om ting i uddannelsessystemet som vi ikke taler om uden for det.

Den anden proces handler om at der samtidig skiftes udtrykssystem, hvilket gør det endnu lettere at miste forbindelsen mellem det nære sprog og det der bruges i skolen. Det er en proces som er voldsommere jo større afstanden er mellem de to udtrykssystemer.

I 2005 etableredes Danmarks Grundforskningsfonds

Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier, i daglig tale kaldet Sprogforandringscentret (www.dgcss. hum.ku.dk). I 10 år har vi på centret forsket i de danske talesprog som vi kunne komme til at optage, hovedsagelig på basis af optagelser fra perioden 1978 til 1990 foretaget i Vinderup, Odder, Næstved, Køge og København. De gamle optagelser gjorde det muligt at afdække hvordan danske talere har udviklet deres talesprog i takt med at der er gået mellem 30 og 20 år siden de blev optaget første gang. En af de processer vi kan se meget tydeligt, er at de traditionelle dialekter nu ikke findes som levende sprog længere, og at unge mennesker der vokser op i f.eks. Vinderup, taler næsten fuldstændig som unge fra København – når man lige ser bort fra intonation og nogle få velkendte ordformer bl.a. med -or (skjorte, lort etc.). Smærups iagttagelse af at ensartetheden har bredt sig, stemmer altså fuldstændig med de undersøgelser der er blevet foretaget på centret. Det kan man læse om i en ny publikation som samler en række af de resultater der er opnået, og stiller dem til rådighed for det læsende publikum i kraft af at alle kapitler hver for sig eller samlet kan downloades fra adressen http://dgcss.hum.ku.dk/ aarsberetninger/2015/.

Det som ikke kommer med i Smærup Sørensens perspektiv, som er det blik der ser fra provinsen mod hovedstaden, er at der i de store byer opstår nye sprogformer som bliver garanter for ny variation i det ellers så ensartede danske sprogsamfund. Disse sprogformer behandles i flere af bogens kapitler (kapitlerne 6-8, dvs. hele bogens Del 2 (der er i alt 3 dele og en introduktion)), og jeg

bilder mig ind at der i disse kapitler også vil være rigtig meget stof at bruge i enhver danskundervisning.

Dansklærere er interesseret i dansk sprog, det ved vi. Nu har dansklærerne så chancen for helt gratis at få et indblik i de nyeste resultater om sprogsamfundet Danmark med særligt henblik på talesprogene i Danmark. Man skal bare klikke sig ind på bogen Hvad ved vi nu – om danske talesprog? på den nævnte adresse.

Man er naturligvis også velkommen til at købe bogen i Museum Tusculanums webshop: http://www.mtp.hum.ku.dk/details.asp?eln=203710 På centret har vi igennem hele dets eksistens været optaget af ikke bare at kommunikere med den internationale forskerverden, men også med vores primære publikum, den interesserede almenhed. Derfor skrev vi bogen. Derfor er den gratis at downloade. Brug den!

Gregersen, Frans og Kristiansen, Tore: Hvad ved vi nu – om danske talesprog? Udgivet af Sprogforandringscentret, sælges i kommission hos Museum Tusculanum, men kan også downloades gratis fra Sprogforandringscentrets hjemmeside 2015.

Gregersen, Frans: ’’Forgængere og bagmænd. Om forholdet mellem dialektforskning og sociolingvistik på og rundt om afdeling for dialektforskning’’. Gudiksen m.fl. (red.): Dialektforskning i 100 år. København: Nordisk Forskningsinstitut, Afdeling for Dialektforskning 2009.

Riis, Johannes: ’’Om glæden ved at være tosproget’’. Fahl m.fl. (red.): Ordmagneten. Nitten tekster om sprog og litteratur til Jørn Lund i anledning af 65-års-dagen. København: Gyldendal. 2011.

DANSK NOTER 55

A

N

M

E

L

D

E

L

S

E

R

Danskere på Island Af Finn Stefánsson, lektor, forfatter Har bl.a. udgivet Gyldendals Leksikon om Nordisk Mytologi (2005); senest i Dansk Noter (2014, nr. 4) en anmeldelse af Islændingesagaerne

Gullfoss. Mødet mellem dansk og islandsk kultur i 1900-tallet. 2015. Forlaget Vandkunsten.

456 sider. 350 kroner.

1.

Da jeg for nogle år siden var på et studieophold på Island, besøgte jeg den gamle embedsmandsby Stykkishólmur på vestkysten. Her er der hvert år ”danske dage”, hvor hele byen iklædes rødt og hvidt, og man konkurrerer om, hvem der kan gøre deres gade mest ”dansk” med navne fra københavnske gader og bydele.

Selvfølgelig er det i dag ren folkefest, men det er jo ikke enhver gammel kolonimagt, der fejres på denne måde.

Lidt rørt blev jeg, da jeg stod ved byens pølsevogn, ”Einar med det hele”, og indtog et ærkedansk måltid.

Pølsevognens ejer viste sig at være en tidligere islandsk landsholdsspiller i håndbold, med mange år som stjerne i en aarhusiansk klub.

Men det er ikke længere en selvfølge, at man forstås, når man taler dansk til en islænding. Især vil de unge helst konversere på engelsk, skønt de stadig undervises i dansk i gymnasiet. Mens jeg var på Island, skulle skoler og universitet begynde det nye år, og i boghandlen så man stabler af bøger til danskundervisningen: klassesæt af Panduro og Rifbjerg, Hanne-Vibeke Holst og Jan Sonnergaard, en del af dem brugte eksemplarer til lavere pris.

2.

Den store, smukke bog Gullfoss afmytologiserer i en lang række artikler, skrevet af islandske og danske kulturpersonligheder og forskere, den gængse opfattelse af ”islændingene som den passivt lidende part” i den dansk-islandske fællestid. Bogen er udbyttet af et dansk-islandsk forskningsprojekt, påbegyndt 2008, under overskriften Mødet mellem dansk og islandsk kultur.

Danskere på Island 1900-1970. Man bygger på særdeles forskelligartede kilder, fx breve, memoirer, aviser, tidsskrifter, lærebøger og en række private arkiver. Kernen i undersøgelsen er omfattende interviews af danskere

56 DANSK NOTER

bosat på Island eller personer af dansk herkomst. 39 personer, født i tidsrummet 1914-1957, interviewes, dvs. at forhold både før og efter selvstændigheden 1944 belyses. Danskere, der blev islændinge eller snarere blandede dansk-islandske.

Fokus er således de danske immigranter på Island og den blandingskultur, der skabtes ved bofællesskabet med islændingene. ”Opmærksomheden rettes mod det danske nationale mindretal på Island i tidsrummet 1900-1970 og mod den danske kulturs og det danske sprogs indflydelse i denne periode.” (Indledning, s.

21-22). Tesen er, at moderne islandsk kultur i høj grad har været en dansk-islandsk kultur. Det var i Danmark, Island i perioden med de radikale ændringer i det islandske samfund og med den øgede selvstændighed ”hentede kapital, uddannelse og teknisk kunnen” (s.

24).

Bogen forkaster den ”nationalistiske historieopfattelse, der længe var den herskende på Island, og som fortolkede den nationale historie som et underkuet folks kamp for politisk frihed imod en udenlandsk magt.” (s. 27). Hos historikere, politikere og helt ned i skolens lærebøger blev denne undertrykkelsesmyte understreget. Det var danskernes skyld, at så meget gik skævt. Fattigdom, underudvikling og ufrihed skyldtes danskernes ”ublu profit, elendig regering, nådesløs underkuelse”, hed det. De danske myndigheder mødtes af en kølig atmosfære, og den enkelte dansker bosat på Island kunne møde stærkt nedsættende bemærkninger og holdninger. Tendenser af den art findes helt frem til udleveringen af håndskrifterne i 1971.

I de seneste årtier er disse holdninger, også i forskning, afløst af mere positive, og ”man hører stadig oftere den vurdering fremsat, at islændingene og islandsk kultur på mange måder har nydt godt af rigsfællesskabet med danskerne.” (s. 29). Det drejer sig fx om handel og forretning, administration og undervisning, forskning og kunstnerisk udfoldelse og i brede træk borgerlig kultur og moderne livsstil især i Reykjavík og

A

N

M

E

L

de større købstæder, fx Akureyri og netop Stykkishólmur.

Hvor mange danskere boede på Island i perioden? I 1901 246, i 1940 739, i 1960 1923 og derefter ca. samme antal som i 1960 eller lidt færre. I de første årtier drejede det sig om indflydelsesrige embedsmænd og handelsfolk, efter selvstændigheden er det typisk folk i landbrug, gartneri og fiskeindustrien. I hele perioden har danskerne udgjort den største minoritetsgruppe.

At kalde islandsk kultur multietnisk, som bogen gør, forekommer mig dog overdrevet. I 1973 var der således i alt 5135 personer på Island, der var født i udlandet, dvs. ca. 2 procent af befolkningen. I de seneste årtier har engelsk-amerikansk livsstil og sprog sat sit præg også på Island som overalt i den vestlige verden; men måske ligger den danske indflydelse trods alt som både længerevarende og dybere lag i islandsk livsform. Måske er det, vi kalder islandsk kultur, i virkeligheden en blanding af dansk og islandsk.

3.

Bogen er forsynet med hele to forord. Det første er et meget personligt af Islands tidligere præsident Vigdís Finnbogadóttir om den danske indflydelse på Island, hun selv oplevede i sin barndom og ungdom. Fra de danske blade, Hjemmet og Familie Journalen, til læsning af bøger på dansk, med Salmonsens Konversationsleksikon som et hovedværk. Fra kunsthåndværk til danske film og skuespil. Et glimt gives også af festlighederne i anledning af republikken Islands oprettelse i 1944, mens Danmark var besat, og fx nye danske bøger ikke kunne nå frem.

Det andet forord er skrevet af Jørn Lund. Efter et historisk rids er der igen tale om et personligt stykke, bl.a. om glæden ved at have lært oldislandsk på danskstudiet på Københavns Universitet og nogle tanker omkring purisme og nordisk sprogpolitik.

Derefter følger ni artikler, hvoraf de syv første er forskningsbaserede essays af bl.a. historikere og sprogforskere, de fleste ansat på Islands Universitet. Det er disse artikler, der er bogens kerne. Flere artikler overlapper hinanden, men det gør ikke så meget, fordi fokus er forskellige perioder og fag. Man får fx belyst den lille, men indflydelsesrige gruppe af danskere på Island omkring år 1900; danske købmænds indflydelse på det fremvoksende borgerskab; perioden, hvor islandsk nationalisme skabte ubehagelige situationer for det danske mindretal. To artikler er sproghistoriske: Den

D

E

L

S

E

R

første om, hvordan danskkundskaber i perioder var nødvendige for islændinges uddannelse og karriere.

Den anden har en spændende vinkel i en undersøgelse af det blandingssprog, der opstod hos danskere, der opholdt sig i længere tid på Island. I de islandske nekrologer over disse blandingssproglige personer fokuseres der på, hvor gode danskerne var til at blive islandske i sprog og livsform.

De to sidste artikler i bogen adskiller sig væsentligt fra kerneprojektet. Erik Skyum-Nielsen skriver om ”Island i skrivende danskeres drømme”, dvs. om danske forfattere på kortere besøg i landet. Og om nedslag i fiktionslitteratur: romaner fra Harald Kiddes Helten (1912) til Lars Frosts ”knaldroman” Smukke biler efter krigen (2004); en række digte af bl.a. Bjørnvig, Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup; og ikke mindst rejseessays, fra klassikeren: Martin A. Hansens Rejse paa Island (1954) til en række bøger i de to sidste tiår af Poul Vad, Vagn Lundbye, Per Kirkeby (illustrationer) og Keld Zeruneith.

I de fleste af disse bøger er Island en scene, hvor man møder oprindelighed og saga tilsat natur. Om Bjørnvigs digte hedder det: ”Øen og landet forbindes typisk med en oplevelse af lykkelig ankomst til en oprindelighed, til ens egen oprindelse, med en hjemkomst, der bringer os i kontakt med gamle, glemte lag i os selv.” (s. 364).

Og om rejseskildringerne hedder det sammenfattende (på grundlag af en afhandling af Henk van der Liet): ”Island fremtræder for de danske litteratur-rejsende primært i form af saga tilsat natur, eller som en tom og død natur overlejret eller overskrevet af saga – et fascinerende, mystisk-eksotisk, men frem for alt meget litterært fænomen.” (s. 378). Der er forbavsende lidt om det moderne Island eller møder med nulevende islændinge i disse rejsebøger.

Skyum-Nielsens essay er det fra bogen, der mest direkte kan bruges i danskundervisningen. Fx kunne man sammenligne en række af de romaner og noveller, der er bygget op som road-romaner, hvor ”the road” er den stedvis stadig vanskeligt farbare rute hele vejen rundt om øen. Eller man kan sætte en sagalæsning i relief ved fx at inddrage Zeruneiths eller Vads besøg på sagastederne, hvor man kan møde en nærmest topografisk tolkning.

4.

På mange måder er Sigurdur Péturssons artikel ”En families dansk-islandske relationer i det 20. århundrede” rosinen i pølseenden. Den er en personlig beretning

DANSK NOTER 57

A

N

M

E

L

om en islandsk forsker i klassisk filologi ved Islands Universitet og hans families relationer til Danmark og i perioder Siam. Han reflekterer over, hvordan forskellige kulturer påvirker hinanden i et multikulturelt opvækstmiljø.

Péturssons farfar var kaptajn på Gullfoss, det islandske dampskibsselskabs første skib, i 25 år frem til 9. april 1940. Skibet var ”et nationalt symbol og en

D

E

L

S

E

R

drøm som hele nationen havde deltaget i at virkeliggøre” (s. 400), men samtidig en helt konkret forbinder mellem Island og Danmark, da dets rute primært var Reykjavík-København. Det skib har givet bogen overtitlen Gullfoss. Den titel er valgt, ”dels fordi navnet på vandfaldet og det stolte skib fremkalder solide islandske og dansk-islandske associationer, dels fordi selve ordet er smukt.” (s. 35).

Diskursanalyse i dansk Af Oluf Lindberg-Nielsen

Anne Bornerup Glæsborg & Mette Møller Jørgensen: Diskursanalyse i dansk. ”This is a song Charles Manson stole from the Beatles’’, hedder det på U2’s berømte liveplade Rattle and hum. Og nok så væsentligt: ”We’re stealing it back”. Her er en bog om et emne, samfundsfag stjal fra dansk, og som vi nu stjæler tilbage. Emnet er diskursanalyse.

Med tilføjelsen ”i dansk”. Diskursanalyse indgår som antydet allerede i samfundsfag, hvor ”diskursteori i samfundsfagsundervisningen er at forstå hvordan virkeligheden formuleres gennem sproget, og hvordan sproget bruges i bestræbelserne på at opnå magtpositioner i og over samfundet.” (Emu). Formuleret på den måde lyder det jo unægtelig, som om danskfaget med sin systematiske beskæftigelse med sproget tidligere burde have haft øjnene åbne for metoden. Diskursanalyse i dansk udfylder derfor en tom plads på hylden med bøger om den sproglige del af danskfaget. Jeg har allerede brugt den, endda i et AT-forløb med samfundsfag om politiske diskurser, og det gav rigtig god mening.

Hverken indholdsmæssigt, metodisk eller terminologisk er diskursanalyse nogen svær disciplin. Bogen introducerer gennem en eksempelanalyse de vigtigste begreber, ”nodalpunkt” og ”ækvivalenskæde”, og uddyber senere begrebsapparatet. Hele det grundlæggende

58 DANSK NOTER

begrebsapparat, der konsekvent udvikles gennem analyser, introduceres på ca. 20 sider; derefter følger afsnit om, hvornår man kan bruge diskursanalyse i dansk, og om diskursetik. Opbygningen forekommer logisk, og det teoretiske afsnit slutter med en meget anvendelig skematisk oversigt.

De sidste 2/3 af bogen udfyldes af temaafsnit, hvor diskursanalysen bringens i anvendelse i forhold til tre forskellige temaer. Det er efter min mening noget overflødigt, især fordi det teoretiske afsnit jo allerede baseres på pædagogisk instruktive analyser. På den måde lægger bogen sig i slipstrømmen af noget, der synes at være en tendens på markedet for undervisningsmateriale til gymnasiet, nemlig de meget specialiserede temabøger. I afsnittet ”Hvornår kan man bruge diskursanalyse i dansk?” nævner forfatterne, at diskursanalysen kan kvalificeres ved at kobles med andre danskfaglige begreber. Denne kobling antydes mere end udfoldes, og jeg tror, bogens anvendelighed kunne være øget ved at bringe f.eks. stilistikken i anvendelse i samspil med diskursanalysen. Der er faktisk en del overlap mellem f.eks. figuren antitese og diskursanalysens ”antagonismepar” eller ”antagonistisk diskurs”, og nogle gange kan en ækvivalenskæde udgøres af en metaforik. Det er derfor ærgerligt, at man skal bruge mere end en bog til at få has på begreberne.

Bortset fra det er jeg en ret tilfreds hæler.

Dansk på

NY

En motiverende grundbog til arbejdet med dansk efter grundskolen.

Dansk på ny henvender sig til eleverne, der med overgangen fra folkeskolen til gymnasiet eller en erhvervsuddannelse oplever nye udfordringer i dansk.

Med Dansk på ny får eleven opbygget et danskfagligt fundament, der kan bygges videre på i løbet af den fortsatte danskundervisning.

Nyhed: Dansk på ny iBog® behandler nu de skriftlige eksamensgenrer på alle de gymnasiale ungdomsuddannelser: • stx

• hhx og merkantil eux

• htx og teknisk eux

• hf

Anette Hauge Nielsen, Maria Katrine Staugaard Lindequist og Julie Baden Korch-Frandsen Johan Rosdahl (red.)

Bog

200 sider | kr. 160,-

iBog® dpn.systime.dk 18 videoklip | 25 interaktive opgaver | 40 illustrationer | 45 opgaver | 13 primærtekster | 215 ordforklaringer | ca. 260 sider | Licenspriser fra kr. 35,-

Udgivet af Dansklærerforeningens Forlag/Systime

Se priser og licenser på shop.systime.dk Læs systime.dk | Ring 70 12 11 00 | Skriv systime@systime.dk | Deltag lab.systime.dk

Voxpop

Voxpop Island i undervisningen Johanne Schou, 2. t, Herlev Gymnasium Bogen Månesten af den islandske forfatter Sjón blev min introduktion til islandsk litteratur. Det var en meget anderledes og mystisk oplevelse at læse Månesten. Det var, som om at bogen tilhørte en genre for sig selv.

Fysisk finder bogens handling sted på Island i 1918, hvor den spanske syge raser. Den spanske syge er også bogens historiske hovedtema, og dette tema føres igennem helt til bogens slutning. Alligevel er dette tema på sin vis kun en brøkdel af, hvad bogen Månesten i virkeligheden drejer sig om. Ikke alene belyser bogen en vigtig historisk tidsperiode og samfundets traditionelle opbygning – herunder mangel på accept af folk, der falder uden for normerne – der rumsterer også en masse under overfladen i bogen Månesten. Bogen er dybt præget af mørke undertemaer såsom surrealisme, sygdom, overtro, vampyrer, homoseksualitet, tabuer, prostitution, forbudt begær, sex, liv, død og levende død. Med emner som disse blev bogen interessant, men også meget udfordrende at læse og fortolke.

Disse mange dybereliggende temaer gjorde, at vi kunne forbinde arbejdet med bogen med et forløb om Dracula, der havde overraskende meget tilfælles med Månesten. Vi valgte at tage udgangspunkt i filmen Dracula fra 1992 baseret på Bram Stokers Roman Dracula fra 1897. Igen befinder man sig i et samfund, hvor seksuelt begær og prostitution er dybt tabubelagt, og hvor overtro og fortællinger om mytiske væsner såsom vampyrer kunne ses under overfladen i samfundet. Desuden forbandt vi herfra også Månesten med et forløb om ekspressionisme og surrealisme. Den yderst originale og udfordrende bog om Månesten kan helt sikkert også forbindes med mange andre forløb, da bogen som sagt indeholder langt flere mørke og dybereliggende temaer end dem, man umiddelbart ser ved første øjekast.

Forløbet om Månesten har for mig været meget anderledes og spændende, og perspektiveringer til supplerende forløb har gjort, at jeg har fået en langt dybere forståelse for og indsigt i, hvad Månesten virkelig handler om.

60 DANSK NOTER

Sophus Andersen, student i 2015 fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole Jeg har aldrig forstået hvorfor, men de islandske sagaer har et skidt ry blandt gymnasieelever. Vi fik i hvert fald tit at vide at vi ikke skulle glæde os til at gennemgå sagaerne, fordi det er ”det tørreste stof” og ”et emne der bare skal overstås”. Vi vidste heller ikke rigtigt noget om sagaerne, andet end at det var næsten 1000 år gamle historier, og at de var fra Island. Den lille smule viden var ikke just med til at tegne et mere sexet billede af sagaerne.

Så da vi tidligt i vores AT-forløb med Island som hovedtema skulle give os i kast med Ravnkel Frøjsgodes saga, greb vi det an med en vis portion skepsis. Men det gik hurtigt op for os at gennemgangen af sagaen ville blive alt andet end en tør kiks. For Ravnkel Frøjsgodes saga er sprængfyldt med konflikter, intriger og action. Det er en klassisk slægtssaga der handler om et opgør mellem to slægter – Ravnkels slægt og Sams slægt. Sam får Ravnkel dømt som fredsløs efter han har dræbt en af Sams mænd. Derefter overtager Sam Ravnkels hjem og mishandler hans mænd – en ydmygelse af Ravnkel, der nu må redde sin ære. Det gør han ved at hævne sig på Sam. Først slår Ravnkel Sams bror Øjvind ihjel, og derefter besejrer han Sam i sagaens klimaks.

Man kan godt beskylde Ravnkel Frøjsgodes saga for at være et ganske fundamentalt og banalt hævndrama. Men der gemmer sig en masse interessante ting under overfladen.

Vi brugte en del tid på at diskutere sagaens morale.

Ravnkel er set med vores samfunds værdier og normer en voldsmand og en skurk, mens Sam opfører sig som en helt og ovenikøbet viser glimt af medmenneskelighed over for sin ærkerival da han undlader at slå Ravnkel ihjel. Men på samme tid besidder Ravnkel mange af de kvaliteter en sagahelt skal have – han er ærekær, viljestærk, handlekraftig og snarrådig. På den anden side er Sam grundet sin mangel på selvsamme ”sagadyder” selv skyld i sit endelige nederlag. Set med ”sagabriller” er Sam altså skurken og Ravnkel helten.

Vi diskuterede også hvordan Ravnkel Frøjsgodes saga, og de islandske sagaer som helhed, er et vidnesbyrd om tiden handlingerne udspiller sig i. Det islandske alting, verdens ældste folkeforsamling, og overgangen fra asatro til kristendom er f.eks. beskrevet. Skrivestilen i sagaerne er generelt autentisk med meget konkrete sted- og personbeskrivelser, og det er med til et give et detaljeret billede af samfundet dengang.

Set retrospektivt må jeg erkende at det er lidt unfair at sagaerne har ry for at være ”det tørreste stof” når de rummer historier med masser af vold, sex og intriger og på samme tid er et vidnesbyrd om nogle af vores tidligste forfædre og det samfund og de normer og værdier der var gældende dengang.

Tine Krogsgaard Tolstrup, Rødkilde Gymnasium Islændingenes bidrag til den nordiske litteratur er på mange måder en gave for en dansklærer at have mulighed for at inddrage i sin undervisning. Islandsk litteratur fortolker verden meget forskelligt fra megen anden nordisk litteratur; den er ofte mere poetisk i sit væsen og på mange måder mere nuanceret og mere original. Den islandske litteratur afspejler sit lands mytiske landskaber og repræsenterer en vildskab, en overtro og nogle værdier, som kun et geografisk isoleret land højt mod nord kan præstere. At flyve mod Reykjavik føles næsten som at flyve mod verdens ende, når man hænger i et fly langt ude over Nordatlanten med en svimlende fornemmelse af at være på vej mod ingenting – og så alligevel alting. På samme måde er mødet med de moderne islandske fortællinger, der ofte er barokke og gennemsyrede af en sort, ofte civilisationskritisk humor, som vil, hvis ikke appellere til, så i hvert fald ruske op i eleverne og give dem en anderledes og fremmedgørende læseoplevelse, der kan vække forundring og i bedste fald oprør. Lad dem møde en moderne revolutionshelt i Helgasons Stormland eller en serbisk lejemorder løs i Reykjaviks gader i den gakkede titel Lejemorderens guide til et smukt hjem. Vores elever har godt af at møde en samtidslitteratur, der kan noget andet end den hverdagsrealisme, som ellers afgjort tiltaler dem meget, men måske mest af alt gør det, fordi det er nemmere at se ind ad vinduesruder end at færdes på vulkaner.

Med en grundig introduktion og et lille puf i ryggen kan det meste lade sig gøre. Læs blot første afsnit af Sjóns Skyggebaldur højt, og digterdrømmene vækkes til live i en tekst så skøn, at selv eleverne vil opdage, at sproget er poetisk.

Eller lad dem opdage i Birgissons Svar på Helgas brev, at der foregår noget besynderligt mellem mand og får, der garanteret både vil vække forargelse og latterudbrud. Hvilken gymnasieklasse har ikke sukket højlydt i udgangspunktet ved beskeden om, at de skulle til at læse en islandsk saga?

Men siden hen hvines der af fryd i selv samme klasselokale, når underspillede sagascener skal dramatiseres og levendegøres i undervisningen, når tilgangen til stoffet er knækket og optaget og med sine indirekte og underspillede virkemidler overgår selv Game of Thrones.

Der er masser at hente i Island, nyt som gammelt – for både elever og lærere.

Marlene Ørnstrup Petersen, Aarhus Katedralskole Jeg plejer at læse ”Vølvens spådom” (ca.

1270’erne) i Suzanne Brøggers gendigtning fra 1994 og den islandske saga Gunnlaug Ormstunges saga (ca. 1270) som en del af det obligatoriske (litteratur)historiske overbliksforløb (DA/HI) i 1. g. Når jeg arbejder

med det berømte eddakvad fra Den Ældre Edda, sætter jeg bl.a. fokus på myten som genre, på kvadets mundtlige fortælletræk og på den nordiske mytologi. Eleverne plejer at være ganske begejstrede for at læse ”Vølvens spådom”, for selvom de umiddelbart synes, at kvadet er langt og komplekst, vækker fortællingen om den nordiske mytologi genkendelse for eleverne (bl.a. på grund af Peter Madsens Valhalla-serie). Og arbejdet med de mundtlige fortælletræk i kvadet giver særligt mening, når de hører Suzanne Brøggers vølvinspirede recitation af kvadet i Johannes Møllehaves Ta’ og læs fra 1994. Den islandske saga kan være lidt vanskeligere at gøre spiselig for eleverne.

De oplever sagaen som svært tilgængelig først og fremmest på grund af dens store og indviklede persongalleri (hvem hører til hvilken slægt, og hvorfor er det overhovedet vigtigt?) og på grund af dens mange tids- og stedsangivelser, der kan være svære at hitte rundt i. Inden jeg går i gang med at læse Gunnlaug Ormstunges saga, giver jeg dem derfor en oversigt over vigtige personer og steder i sagaen, hvilket afhjælper en del frustration.

Derudover er det en god idé at tage en snak med eleverne om, hvorfor vi overhovedet skal læse en islandsk saga på STX. Vi læser islandske sagaer, fordi læreplanen i dansk foreskriver det. Men er det kun derfor? De islandske sagaer har lige siden romantikken spillet en stor rolle i den danske dannelsestradition og selvforståelse, og de er blevet en del af vores litteraturhistorie (hvilket faktisk undrer mange af de islændinge, jeg personligt kender). Danmark er en del af Norden, og vi kan godt lide at betragte de islandske sagaer som en del af vores fælles nordiske kulturarv. Vi kan godt lide idéen om at kunne identificere os med de islandske vikinger, for vi var også vikinger engang. Derudover er sagaernes tematikker om slægt og ære, skæbne og kærlighed lette at relatere til for eleverne. Rent genremæssigt er sagaerne også interessante, fordi de udover åbenlyst at være store fortællinger også inkorporerer lyrik (i form af skjaldekvad) og drama (i form af dramatiske replikker).

Inden jeg går i gang med at læse den islandske saga, plejer jeg desuden ikke blot at give eleverne en sagahistorisk oversigt (med fokus på landnamstiden, sagatiden og nedskrivning af sagaerne), men også en historisk oversigt over Islands historie (i grove træk forstås) for at give eleverne et mere nuanceret indblik i Islands historie, og hvilken (stor) rolle Danmark her bl.a. har spillet. Da jeg startede som gymnasielærer for snart ni år siden, kørte jeg et forløb om nordisk postkolonialisme (med mit speciale om selvsamme emne i frisk erindring), hvor jeg bl.a. læste Gretter den Stærkes saga og satte den i forbindelse med uddrag af Einar Kárasons roman Nordlys (1998), der på mange måder kan læses som en moderne version af sagaen.

Ved at tematisere en mørk periode i Islands historie (1700-tallet), hvor landet var underlagt dansk herredømme, kan romanen også læses som et postkolonialt værk, der tegner et kritisk portræt af Danmark. Et sådant forløb kan være med til at give eleverne et andet perspektiv på den norrøne litteratur og gøre dem bevidste om, at islandsk litteratur og Island (selvfølgelig) er andet og mere end romantiserede skildringer af de stolte og ukuelige islandske helte fra landnamstiden.

DANSK NOTER 61

DIN FORENING:

Meget bedre end Google – Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi Dansklærerforeningens medlemmer, der bestilte bøger i efterårets bogpakke til ungdomsuddannelserne, fik gratis medsendt et eksemplar af Dansk Litteraturforskning i det 21. Århundrede. Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi 2000-2014 – det seneste skud på stammen af Aage Jørgensens bibliografiske kraftpræstation: en litteraturhistorisk bibliografi, som samler, hvad der er skrevet om danske skønlitterære forfatteres værker og om litteraturvidenskab som sådan. Gaven blev venligst doneret af Det Kongelige Bibliotek til Dansklærerforeningens medlemmer fra gymnasialt niveau og opefter.

Bibliografiens online-version, som er tilgængelig som en deldatabase på Det Kongelige Bibliotek, går tilbage til 1967, men indeholder også bibliografier udkommet tidligere i 1900-tallet. Den medtager bøger, artikler i antologier, tidsskrifter og samleværker samt web-publiceringer, men ikke avispubliceret materiale.

Bibliografien er en guldgrube for dansklærere – også i forbindelse med vejledning af elever ved større projektopgave – og bør ligge på enhver dansklærers fysiske eller elektroniske skrivebord. Her finder man information, som man ikke kan google sig frem til. Bl.a. registrerer den artikler i tidsskrifter og antologier og præsenterer artikler og bøger i en sammenhæng og med mange indholdsnoter. Det er med andre ord her, man hurtigt kan foretage fagligt kvalificerede søgninger. Vil man fx finde ud af,

hvad der er skrevet om Johannes V. Jensens digt ”Interferens”, søger man blot på digttitlen. Og med den fysiske bog kan man ved strejftog rundt i bibliografien opdage bøger og artikler fra de seneste 15 års litteraturforskning, man måske ellers aldrig var stødt på – det være sig om litteraturteori, didaktik eller enkeltforfattere.

Bibliografien har tidligere været udgivet af Dansklærerforeningens Forlag, ligesom den fra 1999-2013 blev udgivet digitalt via Dansklærerforeningens hjemmeside. Det Kongelige Bibliotek har nu påtaget sig opgaven med at videreføre bibliografien, til glæde og gavn for bl.a. litteraturforskere, dansklærere og elever.

Søgning i DLB-databasen sker ved brug af http:// rex.kb.dk/bibliografier og herefter at vælge Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi i valgmenuen umiddelbart under søgeboksen.

Læs mere om Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi på: http://www.kb.dk/da/nb/materialer/e-ressourcer/ omdlb.html Bestilte du ikke bøger i efterårets bogpakke, så gælder tilbuddet til DLF’s medlemmer fra gymnasialt niveau og opefter lidt endnu. Bestilling sendes til salg@dansklf. dk og kan foretages frem til 1. april 2016, eller så længe lager haves. Der vil dog blive faktureret et forsendelsesgebyr på 69 kr. Bestilling skal indeholde navn, adresse, mobiltlf., medlemsnummer (står på bagsiden af dit Dansk Noter-blad).

Glæd dig til forårets bogpakke Fra 14.-31. marts har du mulighed for at bestille spændende bøger til brug i undervisningen med 60 % rabat. Bøgerne udkommer d. 18. april.

1. Marianne Stidsen: Rilkes engle – eksistentialismen i går, i dag, i morgen. Et introduktionsværk, der nyformulerer og aktualiserer kerneelementer i den eksistentialistiske tanketradition. Til hver af bogens fire dele er en elevhenvendt introduktion samt en fyldig antologi med såvel danske som udenlandske tekster.

2. Ditte Campion: Blik for køn – kønsdiskurser der fanger. Bogen introducerer til kønsproblematikker i lyset af socialkonstruktivistisk teori og metode. Bogen behandler hate speech, diskursanalyse og queerlæsning og er fyldt med konkrete eksempler og elevøvelser på tværs af fagets tre stofområder.

62 DANSK NOTER

3. To slags mørke. Kristina Holgersen – efter Helle Helle. En popmusikalsk remediering af Helle Helles prosatekster. I bogen er alle sangteksterne optrykt sammen med henvisninger til Helle Helles tekster samt en scankode, der giver gratis adgang til musikken. Bogen indeholder desuden to artikler, som kan give inspiration til undervisningen. Artiklerne ser på sangene i forhold til Helle Helles forfatterskab og andre lyd & litteratur-projekter.

4. Ditte Eberth Timmermann og Marlene Ørnstrup Petersen: Tekstarbejde på tværs. Tekstanalyse i dansk og engelsk. En tværfaglig antologi til dansk og engelsk. Fællestrækkene i de to fags metodiske tilgange fremhæves, så eleverne bliver bedre til to fag på én gang. Bogen er lavet i samarbejde med Systime og er den sidste papirbog, der er planlagt til udgivelse i forlagssamarbejdet.

Præsentation af E- og G-bestyrelserne På årsmødet oktober 2015 var der valg til bestyrelserne i Dansklærerforeningens sektion for stx og hf og i sektionen for hhx, htx, eux og eud. Her følger en præsentation af nogle af de nye og gamle bestyrelsesmedlemmer. Vi har bedt alle om at færdiggøre disse 4 sæt-

ninger: 1. Bestyrelsesarbejdet er for mig ...

2. Lige nu læser/ser/hører jeg ...

3. Som dansklærer gør jeg altid/aldrig ...

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg være ...

Præsentation af E-bestyrelsen

Ditte Eberth Timmermann

Lisbeth Kahr Greve

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig at få lov at be-

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig en oplagt

E

E

skæftige mig med mit fag i et interessant sam-

mulighed for at holde mig opdateret omkring

arbejde med dygtige og engagerede mennesker.

mit fag, og som underviser på EUX er min

2. Lige nu genlæser jeg Niviaq Korneliussens HOMO Sapienne i håbet om at få et uddrag af den passet ind i et undervisningsforløb og Erlend Loes Enden på verden som vi kender den. Og så hører jeg rigtig meget David Bowie, ser med lidt irritation anden sæson af Blacklist og ønsker at komme mere i teatret.

3. Som dansklærer læser jeg ifølge eleverne altid for mærkelige tekster med dem og taler for meget – hvilket selvfølgelig ikke passer ☺ 4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg være litteraturanmelder,

nysgerrighed efter at finde egnet materiale meget stor.

2. Lige nu læser eller snarere genlæser jeg: Kongens fald, ser stort set alle film i Øst for Paradis og hører – og undres noget over – mine elevers begejstring over et forløb om fantasylitteratur!

3. Som dansklærer gør jeg aldrig nar af elevernes dialekt, men forsøger altid at gøre dem klart, at de ikke har ”lagt” på sofaen!

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg være designer, jeg elsker

bibliotekar eller noget andet, der involverer en masse litteratur

at finde på nye vinkler og måder at se verden på. Det er i øvrigt

(og så bare leve med at undvære eleverne).

også derfor, jeg holder af litteratur!

E

E

Dorthe Hedegaard Mikkelsen

Lise Fuur Andersen

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig ... faglig udvik-

1. Bestyrelsesarbejde: at være midt i et fagligt fæl-

ling, faglig inspiration, fagligt fællesskab.

2. Lige nu læser/ser/hører jeg ... Niels LYNGSØ, Min ukendte bror.

3. Som dansklærer gør jeg altid/aldrig ... er jeg aldrig i tvivl om, at det er det bedste fag, man kan beskæftige sig med ☺.

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg være ... historielærer – eller noget helt, helt andet.

Julie Sejer Hansen

E

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig ganske nyt, men

lesskab

2. Læser lige nu Mado af Hanne Højgaard Viemose 3. Som dansklærer kan jeg altid få noget interessant ud af en tekst, også sangtekster 4. Hvis ikke dansklærer, så? Jeg kan ikke forestille mig at være noget som helst andet.

Susanne Uhd Pedersen

E

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig ... noget, jeg gerne har

jeg håber her at få muligheden for at diskutere

villet i mange år, og da muligheden bød sig, sprang

og påvirke mit fags muligheder fremadrettet.

jeg til. Jeg er helt grøn i bestyrelsen og glæder mig

2. Lige nu læser jeg Ledelseskrise i konkurrencestaten og ser Gossip Girl.

3. Som dansklærer gennemgår jeg altid Blichers Sildig Opvaagnen, fordi det er et fantastisk hverdagsdrama.

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg være ansat som studievejleder på en videregående uddannelse, da jeg har erfaring med dette fra min studietid. Indtil nu synes jeg dog, lærergerningen er sjovere.

meget til faglig sparring og inspiration fra fagkollegaer uden for min egen skoles ”andedam”.

2. Lige nu læser jeg ... Erling Jespens Kunsten at græde i kor for femte gang og bliver stadig lige betaget af den underfundige, sønderjyske, tragikomiske beretning .

3. Som dansklærer gør jeg altid meget ud af ... at møde eleverne der, hvor de er. Jeg elsker mit fag, men ved godt, at eleverne ikke altid deler min begejstring ☺

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg være ... det har jeg faktisk ikke fantasi til at forestille mig, selv efter 18 år som dansklærer.

DANSK NOTER 63

DIN FORENING: Rikke Bjørn Jensen

Gitte Lautrup

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig ... En mulighed for

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig et væsentligt

at opnå indsigt i, hvad der rører sig inden for

flerstemmigt fagpolitisk rum. En platform for

danskfaget. Samtidig giver det mulighed for at

bidrag til både udvikling af danskfagets identi-

E

få indflydelse og gøre sin stemme gældende.

2. Lige nu læser/ser/hører jeg ... Hvor solen græder af Puk Damsgård. Hendes fortællende journalistik og hendes

E

tet og kamp for fagets rammer.

2. Lige nu læser jeg Michel Houllebecq: Underkastelse.

dækning generelt af konflikten i Syrien er enormt spændende

3. Som dansklærer genbruger jeg alt for sjældent forløb.

og skal bruges i forbindelse med et forløb om medier.

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg have en bog- og fortæl-

3. Som dansklærer gør jeg mig altid ... Umage med at finde ny

lecafe med meterhøje reoler og ufærdige løsninger.

inspiration, afprøve nye idéer, udveksle erfaringer med kolleger og blive ved med at udvikle mig. Det er et fag, hvor man aldrig løber tør for stof; der er altid nye tekster, nye tilgange og metoder og nye pædagogiske/didaktiske udfordringer.

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg ... Stadig arbejde med mennesker. Jeg elsker sparringen og den foranderlige hverdag, som samspillet og samværet med andre mennesker giver. Ikke to dage er ens, og jeg bliver hele tiden udfordret til at yde mit bedste.

Præsentation af G-bestyrelsen

Mette Clausen

G

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig en spændende måde også at arbejde med mit fag på. Jeg får indflydelse på fagets udvikling, udvider mit netværk og arbejder sammen med super engagerede, søde mennesker.

2. Lige nu hører jeg min svoger Bjarte Eikes meget smukke og stemningsfulde musikudgivelse: ”The Image of Melancholy”.

3. Som dansklærer går jeg meget op i at videndele med min faggruppe og i min undervisning at være kreativ med arbejdsformerne.

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg måske være nyhedsoplæser på tv :-).

Maren Pilgaard

G

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig en superspændende mulighed for i samarbejde med engagerede, inspirerende og dygtige fagkollegaer fra øvrige gymnasier rundt i landet aktivt at være med til at arbejde med og udvikle danskfagets mange dimensioner – og da ikke mindst lige nu i forhold til den kommende reform.

2. Lige nu læser jeg Karl Ove Knausgårds Om efteråret og Dorthe Nors Spejl, skulder, blink.

3. Som dansklærer planlægger jeg altid nøje, men overholder det aldrig – helt.

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg være litteratur-, film-, teater-, ballet-, opera-, kunstanmelder og … undervise – jeg ville helt ærligt ikke kunne undvære mødet/samværet med hverken mine dejlige kollegaer eller studerende ☺.

Birgitte Darger

G

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig ... At holde mig

Mischa Sloth Carlsen

G

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig en anledning til at

fagligt vågen og være med til at forme faget i et

lægge alle kræfter i at kæmpe for et almendan-

inspirerende fællesskab.

nende fag, der er på højde med verdenssitua-

2. Lige nu læser/ser/hører jeg ... Adda Djørup: Poesi og andre former for trods og Mimi Olsen Grafiske romaner.

3. Som dansklærer gør jeg altid/aldrig ... aldrig startkomma foran ledsætninger.

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg være ... i tvivl – journalist eller arkitekt.

64 DANSK NOTER

tionen.

2. Lige nu læser jeg Dy Plambecks roman

Mikael om krigen i Afghanistan. Jeg tænker på at bruge den i et forløb om krig og eksistens, hvor man også skal møde glimt fra Hereticadigterne, Paul Celans Dødsfuga, Kim Leines Undtagelsen og filmen Armadillo af Janus Metz.

3. Som dansklærer gør jeg altid en pointe ud af Søren Kierkegaard, Franz Kafka og Line Knutzon – for lige at nævnte tre eksistentialister.

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg være menneskerettighedsjurist – der nok også lige havde studeret på en anden måde.

G

G

Pernille Bach Pedersen

Camilla Aaquist

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig en spændende

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig … en ekstra faggrup-

mulighed for at arbejde endnu mere med

pe, der giver mulighed for at udfordre og udvide

danskfaget og for samtidig at sikre, at HF er

min faglighed og mit syn på, hvad danskfaget

repræsenteret.

2. Lige nu læser jeg Jonas Nyrups bog Damer, drugs & dæmoner – Thyboe og Jokeren om livet som mand, der er min faggruppes fælles værklæsning.

3. Som dansklærer gør jeg altid brug af humor for at møde mine kursister i øjenhøjde. Jeg inddrager desuden altid et forløb om rap og hiphop for at gøre undervisningen i sprog mere levende.

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg være ejendomsmægler. En K2’er ville aldrig undslippe mit høgeøje!

G

Jette Sindbjerg Martinsen

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig en påmindelse om hvad fagpolitik er.

2. Lige nu hører jeg norske Jenny Hvals ”Innocence is kinky” og læser Peder Frederik Jensens Vold. Det harmonerer overhovedet ikke.

3. Som dansklærer går jeg meget op i at begrænse min egen talestrøm. Det går ikke så godt.

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg være forstkandidat. Altså seriøst.

Karen Wagner

G

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig ufatteligt godt selskab af inspirerende og interessante kolleger.

Kollektiv ideudvikling, faglige diskussioner, grin, højt til loftet.

2. Lige nu læser og hører jeg Patti Smith.

3. Som dansklærer gør jeg altid meget ud af at opfordre til oprør mod konkurrencestatstænkningen.

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg være kok.

Tina Svane Jacobsen

G

skal, kan og bør.

2. Lige nu læser jeg … alt muligt og ingenting … en stor blanding af SRP’er, undervisnings(pligt)stof og hyggelæsning – gerne i kombination.

3. Som dansklærer gør jeg altid … noget ud af give eleverne lyst til at læse og lære sig selv og (deres) verden at kende.

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg være … rigere på tid til alt det andet, men fattigere på noget af det, der giver tiden mening.

René Christoffersen

G G

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig at være sammen med de sødeste og mest engagerede kollegaer jeg overhovedet kan forestille mig.

2. Lige nu læser jeg Houellebecqs Undertrykkelse og Hans Otto Jørgensens Horden, hører Serial sæson 2 og ser Deadpool.

3. Som dansklærer gør jeg ik al verden ud a skriftli korekthed & tegne sætning.

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg være økonomisk bedre stillet, men slet, slet ikke have det lige så sjovt.

Christian Mohn

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig en alletiders mulighed for at møde nogle flinke folk med samme interesse som mig.

2. Lige nu læser jeg Theis Ørntofts Digte 2014, Mænd uden kvinder af Haruki Murakami og To brødre af Ben Elton. Lidt til enhver lejlighed.

3. Som dansklærer gør jeg aldrig noget altid. Jeg prøver at variere min undervisning. Både for elevernes og min egen skyld.

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, ville jeg være noget inden for kommunikation eller it.

Helle Trier

G

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig: sjov, inspirerende,

1. Bestyrelsesarbejdet er for mig at kunne fordybe

indflydelsesgivende og til tider ganske tidskræ-

sig i fagligt arbejde sammen med dygtige og

vende faglighed, jeg ikke ville være foruden.

2. Lige nu læser jeg Populærmusik fra Vittula, af Mikael Niemi (igen, igen!) med elever, Mikael, Dy Palmbeck, og På kanten af evigheden, Ken Follet. I skrivende stund hører jeg P6 Beat.

3. Som dansklærer forsøger jeg, at lære eleverne, at danskfaget aldrig stopper.

4. Hvis ikke jeg var dansklærer, så var jeg udenrigskorrespondent.

energiske kolleger.

2. Lige nu læser jeg Maria Navarro Skaranger: Alle utlendinger har lukka gardiner og Thaulov Raab: Den foranderlige hjerne og den forunderlige bevidsthed.

3. Som dansklærer taler jeg gerne meget og længe om glæden ved at læse bøger i håbet om at få flere elever til at læse litteratur.

4. Hvis jeg ikke var dansklærer, var jeg nok blevet tandlæge.

DANSK NOTER 65

Kurser

Ort: Gotlands Tofta, Gotland Hotell Toftagården http://www.toftagården.se

NORDSPRÅK Sommarkurs 2016 27.7.-31.7.2016 «Tala ditt eget språk och förstå de andras» Pris: Kursprogram med mat, logi och utflykter: 4500 DKK (enkelrum) 4000 DDK (dubbelrum) Deltagarna ansvarar själva för resorna från och till kursorten.

Kursens tema är grannspråkförståelse, med fokus på muntlig kommunikation och hörförståelse. Grannspråkundervisning och kommunikationsstrategier belyses genom föreläsningar och workshops. Deltagarna bekantar sig med metoder som kan tillämpas i egna klassrum.

I programmet ingår även en dagsutflykt på den natursköna ön, museibesök och rundvandring i den medeltida staden Visby samt en oförglömlig teaterupplevelse på Romateater, Sveriges vackraste teaterscen med klosterträdgården i bakgrunden.

Medverkande, i programmet bl.a.

Solveig Malmsten, språkvetare vid Högskolan Dalarna i Falun Jolin Slotte, författare från Finland Vigdis Jakobsdottir, professor i performing arts, Island Anmälning senast den 15 maj 2016 på hemsidan http://nordsprak.com/ -> kursverksamhet -> kommande kurser där det detaljerade kursprogrammet uppdateras i februari.

Kursen ordnas av Nordspråk med stöd av Nordiska ministerrådet.

Konference: Ung Vrede i Norden Den 19.-20. maj 2016 DGI-byen, Tietgensgade 65, 1704 København V Hotel: CABINN City, Mitchellsgade 14, 1568 København K Gennem de senere år har ung vrede været et vitalt omdrejningspunkt i nyere nordisk litteratur og performancekunst. Vreden viser sig yderligere i mange unge menneskers forskellige livsformer og måder at udtrykke sig på.

Siden ungdommens tilblivelse har unge mennesker haft grunde til at være vrede. På deres forældre, deres lærere og de samfund de er vokset op i. Og på sig selv og på hinanden. Årsagerne til vreden og dens berettigelse eller ej er der adskillige og forskellige forklaringer og bud på. Men anerkendelse og forståelse af unges vrede er uomgængeligt hvis der skal føres dialog mellem generationerne, hvis skolen og uddannelsen skal være andet og mere end disciplinering, og hvis det unge menneske kulturelt, historisk og politisk skal blive til dét det er: et menneske.

Hvad er Nordens unge mennesker vrede over? Med hvilken kraft, med hvilke former og hensigter er ungdommen vred? Hvordan kan denne vrede gøre dem selv og os andre klogere?

Spørgsmålene bliver diskuteret på konferencen, der henvender sig til modersmålslærere i gymnasiet og ungdomsskolen i de nordiske lande samt til forskere og undervisere på de nordiske videregående uddannelser.

Målet med konferencen er at sætte ord, billede og lyd på den vrede der har besat de unge i Norden, så der kan banes nye veje til at undersøge, anerkende og forstå den unge generation og deres liv i en nordisk skoleog uddannelseskultur. En række forskere og en kreds af nordiske forfattere vil sætte fokus på hvordan ung nordisk vrede i 2016 kan forstås og udlægges filosofisk, litterært, sociologisk, pædagogisk og æstetisk.

Pris: 2.750 DKK Det er muligt at deltage i konferencen uden overnatning til prisen 2.500 DKK. Det er også muligt at overnatte fra fredag til lørdag uden merafgift. I så fald gives besked til Lene Reichstein Lund lrlu@ucsyd.dk. Tilmelding senest den 15. april 2016 på www.nordsprak.com

66 DANSK NOTER

G-bestyrelsen Formand Birgitte Darger Nørre Sideallé 2, 3. th.

2200 København N Tlf.: 2291 4673 birgitte.darger@gmail.com Næstformand: Camilla Aaquist Roers Alle 8, 5210 Odense NV Tlf.: 2294 6592 aaquist83@gmail.com

Kathinka Skriver Tolvkarlevej 8, 3400 Hillerød Tlf.: 2243 0672 kathinkask@yahoo.dk Helle Trier Winthersvej 8B, Nødebo 3480 Fredensborg Tlf.: 2032 1261 helletrier@gmail.com

Fagkonsulent Sune Weile Ildfuglevænget 80 5260 Odense S Tlf.: 2557 4154 weile@galnet.dk

René A. Christoffersen Damagervej 18, 1. th.

2450 København SV Tlf.: 5057 9641 rc@ghg.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora:

Pernille Bach Pedersen Engelsborgvej 18, 8800 Viborg Tlf.: 3018 4631 pbp@holstebro-vuc.dk

Skolebaserede kurser: Camilla Aaquist

Medlem af Dansklærerforeningens Hus A/S’ bestyrelse: Birgitte Darger

Regionskurser: Christian H. Mohn

Repræsentant i GYMsprog: Camilla Aaquist

Internatkurser: René A. Christoffersen

Repræsentant i Fagligt Forum: Birgitte Darger

Maren Miltersen Pilgaard Haraldsgade 95 2100 København Ø Tlf.: 2168 9802 mp@falko.dk

Repræsentant i PS: Birgitte Darger

Medlem af Dansk Noters redaktion: Maja Wester og Jette Sindbjerg Martinsen

Tina Svane Kongebrogade 741, 6000 Kolding Tlf.: 5188 8140

Det nordiske redaktørsamarbejde: Birgitte Lamb

Formand Gitte Lautrup Udsigten 11, Uggelhuse 8900 Randers Tlf.: 8649 4353 gl@tradium.dk

Næstformand Ditte Eberth Timmermann Søvejen 20A, 8362 Hørning Tlf.: 6077 7304 det@aarhustech.dk

Suppleanter: Julie Sejer Hansen Theklavej 27, 1. tv.

2400 Kbh. NV. Tlf.: 2095 0792 jush@niels.brock.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer

Dorthe Hedegaard Mikkelsen Bakkegårdsvej 31 8240 Risskov Tlf.: 2488 1567 dhm@aarhustech.dk

Jan Nøhr Christensen Vindfløjen 48 9380 Vestbjerg Tlf.: 2759 3449 jnch@ah.dk

Rikke Bjørn Jensen Valbygårdsvej 49b 4200 Slagelse Tlf.: 4266 6246 rha@eucnvs.dk

Fagkonsulent Lars Holst Madsen Sandkrogen 27 2800 Kgs. Lyngby Tlf.: 2532 4492 lars.holst.madsen@uvm.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Mette Clausen Nordkrog 22,1., 2900 Hellerup Tlf.: 2251 8106 rgmc@roskilde-gym Karen Wagner Luganovej 30, 3. th.

2300 Kbh. S Tlf.: 3165 5048 kwa@oegnet.dk Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B, 2500 Valby Tlf.: 2248 5483 js@norreg.dk Christian H. Mohn Kildegårdsvej 12 8544 Mørke Tlf.: 2192 6550 christian@chmohn.dk

Mischa Sloth Carlsen Fælledvej 14 D, 1.

2200 København N Tlf.: 2872 3268 msc@aurehoej-gym.dk

(Koordinator står først)

Nordisk Udvalg: Turnus

Repræsentant i Dansk Sprognævn: Ivar Lærkesen

E-bestyrelsen

Lise Fuur Andersen Æblehaven 10 6000 Kolding Tlf.: 7518 0587 lisefuur@gmail.com Lisbeth Kahr Greve Skelagervej 562 8200 Aarhus N Tlf.: 4221 1745 lg@tradium.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: Repræsentant for eux: Lisbeth Kahr Greve Nordspråk: Dorthe Hedegaard Mikkelsen Repræsentanter i Fagligt Forum: Gitte Lautrup Lise Fuur Andersen Medlem af Dansk Noters redaktion: Ditte Eberth Timmermann

Susanne Uhd Pedersen Egevej 32 5500 Middelfart Tlf.: 2825 4527 sup@eucl.dk

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm Jan Maintz Hansen Virum Gymnasium Carit Etlars Vej 7, 2. th.

1814 Frederiksberg C Tlf.: 2539 9310 ja@edu.virum-gym.dk

Karen Wagner Luganovej 30, 3. th.

2300 Kbh. S Tlf.: 5093 1459 kwa@oegnet.dk Sjælland Miriam Kruse Kildemarksvej 110 4700 Næstved Tlf.: 4091 3848 mp@ngh.nu

Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium Mølvangvej 58 7300 Jelling Tlf.: 7587 2745 MM@fredericia-gym.dk

Midtjylland Steen Fiil Christensen Tørring Gymnasium Sølystgade 49B 8000 Århus C sc@toerring-gym.dk Nordjylland Claus Nielsen Korsagervej 5 9400 Nørresundby Tlf.: 9817 9805 cni@vucnordjylland.dk

DANSK NOTER 67

IDNR 3213

Moderne dannelse og toning af dansk i studieretningerne på htx Hvordan toner vi dansk i studieretningerne på htx?

Og hvilke dannelsesidealer opererer vi med i danskundervisningen på htx for at opnå, at vores elever lærer ”at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden: medmennesker, natur og samfund, og til deres egen udvikling”, som det står beskrevet i formålsparagraffen?

Vi har inviteret tre unge forskere og en htx-lærer til at give os forskellige vinkler på emnet. Endvidere har vi inviteret vores fagkonsulent Lars Holst Madsen. Kursusdagen er resultatet af et udviklingsarbejde om moderne dannelse og toning af dansk i studieretningerne på htx.

PROGRAM

9.30 – 10.00: Ankomst – kaffe/te/vand/brød/frugt 10.00 – 10.15: Præsentation af udviklingsprojektet: Toning af studieretningerne i dansk og moderne dannelse Oplæg ved projektgruppen: Gitte Lautrup, Dorthe Hedegaard Mikkelsen & Ditte Eberth Timmermann 10.15 – 11.00: Alting bliver anderledes!: Om dannelse og ansvarlighed i naturvidenskab og teknologi Oplæg ved Jakob Bek-Thomsen, adjunkt, Institut for Kultur og Samfund Kort pause 11.15 – 12.00: Darwinisme til debat Lige siden evolutionsteoriens indtog i Danmark i slutningen af 1800-tallet har teorien, det verdenssyn, den har åbnet op for, og ikke mindst personen bag den været til debat. Dette oplæg giver forslag til danskfaglige forløb, hvor omdrejningspunktet er de diskussioner, der er opstået og stadig opstår i darwinismens dønninger: Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Og hvor skal vi hen?

Oplægget giver forslag til, hvordan der kan arbejdes med danskfaglige kompetencer og kernestof og med et bredt udvalg af materiale, herunder hjemmesider, avisartikler, dokumentarprogrammer, litteratur, satiretegninger og billedmateriale.

Oplæg ved Stine Slot Grumsen, underviser ved htx Skive Tekniske Skole og medudvikler af hjemmesiderne www.evolution.dk og www.darwinarkivet.dk 12.00 – 13.00: Frokost 13.00 – 13.45: Dannelse via zombier, apokalypser og robotter: Om populære genrer og nye medier i htx Oplæg ved Mathias Clasen, adjunkt, Institut for Kommunikation og Kultur (Engelsk) 13.45 – 14.15: Praksiserfaringer med dansk i studieretningerne og moderne dannelse Oplæg ved Michael Balle, lektor, UCH – Uddannelsescenter Holstebro 14.15 – 14.30: Kaffe/te med kage og frugt 14.30 – 15.00 Nyheder fra ministeriet og tid til at stille spørgsmål Ved fagkonsulent Lars Holst Madsen 15.00 – 15.30 Diskussion og afrunding Tid og sted: 3. maj 2016, Aarhus Gymnasium, Dollerupvej 2, 8000 Aarhus C/Lokale: ”Univers” Pris: 950 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen 1050 kr. for ikke-medlemmer af Dansklærerforeningen.

Tilmeldingsfrist: Onsdag den 20. april 2016 via www.dansklf.dk