En giftig stresscocktail

EN G ftig STRESS­COCKTAIL når stress­ skyldes mangel på mening

Helle Hedegaard Hein

Forlaget Hein

Helle Hedegaard Hein

EN GIFTIG STRESS­COCKTAIL NÅR STRESS­SKYLDES MANGEL PÅ MENING 1. udgave, 1. oplag © Copyright 2023 Forlaget Hein (Helle Hedegaard Hein) Omslag: Design 8, Sats: Summer Loving Sans Sats: Meta Serif Pro og Barlow Grafisk design og grafisk tilrettelægning: Erling Lynder Tryk: Toptryk ISBN: 978-87-974328-0-8 Alle rettigheder forbeholdes.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Mekanisk, elektronisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra bogen eller dele heraf er ifølge gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forlagets skriftlige samtykke eller efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Forlaget Hein Boldbanen 15 4683 Rønnede E-mail: mail@hellehein.dk www.hellehein.dk

Til Sys

INDHOLDSFORTEGNELSE FORORD. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11

KAPITEL 1: PÅ VEJ MOD EN NY STRESSFORSTÅELSE

19

EN EPIDEMI UDEN KUR.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 HVAD ER MENINGEN?.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20 HVEM LIGGER PÅ BRIKSEN?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 FRA INDIVIDFOKUS TIL KONTEKSTFOKUS. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 FORSTADIER TIL STRESS­. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 STRESS­COCKTAILMODELLEN. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31

FØRSTE INGREDIENS: OPGAVENS KARAKTER

34

KAPITEL 2: OPGAVENS KARAKTER

35

HVAD STÅR DER PÅ SPIL?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 RAMMERNE SKAL TILPASSES OPGAVEN – IKKE OMVENDT. . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 KOMPLICERET ELLER KOMPLEKS?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38 IND I LABYRINTEN. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42 FOKUS OG INKUBATIONSPAUSER. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45 ANDENGRADSLIGNINGER OG KAGEOPSKRIFTER. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50 EN PASSENDE RAMME. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51 FRYDEFULD OG UBEHAGELIG SPÆNDINGSBELASTNING. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 FØLELSESMÆSSIGT KRÆVENDE ARBEJDE. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55

ANDEN INGREDIENS: INDIVIDETS KARAKTER

58

KAPITEL 3: TESER OM MENNESKETS NATUR

59

NÅR DOMMEDAG UDEBLIVER. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59 DEN SPÆNDINGSREDUCERENDE IMPULS.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 62

TESEN OM DET LIGEVÆGTSSØGENDE MENNESKE.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 BERETNING FRA FANGE NR. 119.104 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66 KUNSTEN AT LEVE. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68 HVAD ER ET MENNESKE?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71 TESEN OM DET SPÆNDINGSSØGENDE MENNESKE. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 72 MISFORSTÅEDE MASLOW. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74 VILLE FREUD FORSTÅ ROALD AMUNDSEN?.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76 STRESS­I LIGEVÆGT OG SPÆNDING. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79

KAPITEL 4: TO MENTALE PROGRAMMERINGER

85

TAK TIL SPUTNIK. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85 FORSKELLIGE KILDER TIL MENING OG BELASTNING. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88 MENING I MESTRINGSFELTET. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91 MENING I SPÆNDINGSFELTET.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94 KARAKTERTRÆK OG FRIE TRÆK. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99 PÅ VEJ MOD EN KARAKTERISTIK. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 EN NOTE OM EKSTROVERSION OG INTROVERSION. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106 LIGEVÆGTSSØGENDE OG SPÆNDINGSSØGENDE. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 OVERSIGT OVER DE TO MENTALE PROGRAMMERINGER. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118

KAPITEL 5: TILBAGE TIL STRESS­COCKTAILMODELLEN

123

COCKTAILEN MIXES. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123

GIFTIGE INGREDIENSER: 4 STRESS­FORMER

128

KAPITEL 6: BURNOUT

129

ET SPØRGSMÅL OM BALANCE. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129 NÅR KRAV OVERSTIGER RESSOURCER. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131 BURNOUTSYNDROMET. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133 TO BALANCEMODELLER. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 138 EN SAMLET BURNOUTMODEL. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 141 DEN TRADITIONELLE INDIVIDBASEREDE KUR MOD BURNOUT. . . . . . . . . . . . . . . 143

STRESS­COCKTAILKUREN MOD BURNOUT.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 147 OPGAVENS KARAKTER I BURNOUTMODELLEN. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 147 SÆT IND PÅ RESSOURCERNE!.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151 BURNOUTMODELLEN I ET STRESS­COCKTAILPERSPEKTIV. . . . . . . . . . . . . . . . . 160

KAPITEL 7: BOREOUT

163

MAN KAN FAKTISK KEDE SIG IHJEL.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 163 ARBEJDSRELATERET KEDSOMHED. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165 BOREOUT ER MERE END BARE KEDSOMHED. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167 FLUGT FRA SELVBEVIDSTHED SOM COPINGSTRATEGI. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 169 KEDSOMHEDS-BOREOUT.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171 MODGIFTE TIL KEDSOMHEDS-BOREOUT. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 175 BEGRÆNSNINGS-BOREOUT. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 177 ÅRSAGER TIL BEGRÆNSNINGS-BOREOUT. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 180 MODGIFTE TIL BEGRÆNSNINGS-BOREOUT.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 187

KAPITEL 8: MORALSK STRESS­

197

VORHERRE VALGTE BOB EBELING. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 197 MORALSK STRESS­ÆDER SJÆLE OP. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 200 DEN GIFTIGE TREENIGHED.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 202 ÅRSAGER TIL MORALSK STRESS­. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 206 OPSIGELSE, SKYGGEARBEJDE, KRITIK OG KYNISME. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 211 HÅBLØSE LØSNINGER PÅ MORALSK STRESS­ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 218 DYBE LØSNINGER PÅ MORALSK STRESS­. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 227 NÅR LEDERE LIDER AF MORALSK STRESS­. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 235 EN SAMLET MODEL FOR MORALSK STRESS­. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 236

KAPITEL 9: EKSISTENTIEL STRESS­

241

MYTEN OM DØDSLEJET. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 241 ET EKSISTENTIELT VAKUUM.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 242 ØJE PÅ BOLDEN!. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 244 CROWDING OUT.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 249

NÅR MAN ER UDE AF SIG SELV. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 252 EN GRUNDMODEL FOR EKSISTENTIEL STRESS­ .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 255 KILDER TIL ARBEJDSRELATERET EKSISTENTIEL STRESS. . . . . . . . . . . . . . . . . 257 MODGIFTE TIL ARBEJDSRELATERET EKSISTENTIEL STRESS­ . . . . . . . . . . . . . . . . 261

KAPITEL 10: TRÆD IND I STRESS­COCKTAILBAREN

269

EN SAMLET STRESS­COCKTAILMODEL. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 269 STRESS­HAR MANGE ANSIGTER. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 272 VÆR STRESS­COCKTAILBARTENDER. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 274 ET NYT PERSPEKTIV PÅ STRESS­. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 277 LITTERATUR. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 281

FORORD

FORORD Denne bog har på flere måder været længe undervejs. Siden jeg for næsten 20 år siden for alvor begyndte at forske i motivation og mening i arbejdslivet, begyndte jeg også – uden dengang at være bevidst om det – at forske i belastning og stress­i arbejdslivet. Det er nemlig ikke kun livet, der må leves forlæns og forstås baglæns.

Sådan er det også med min forskning. Langsomt har forskellige data, mønstre og sammenhænge fra min forskning vævet sig ind i hin­ anden til det, der nu foreligger i denne bog som mit forsknings­bidrag til forståelsen og håndteringen af arbejdsrelateret stress­ . Det er umuligt for mig at forklare hele den samlede erkendelsesrejse retrospektivt, ikke mindst fordi det ikke er alt, jeg selv endnu forstår baglæns. Men et par nedslag vil jeg dele her i håbet om, at de er illustrative for min erkendelse af, at den eksisterende stressforståelse er for snæver, og for hvordan jeg er nået frem til det stress­paradigme, som jeg præsenterer i denne bog.

Da jeg for mange år siden som led i mit post doc-projekt lavede intensive feltstudier på Det Kongelige Teater for at udvikle ny motivationsog ledelsesteori, arbejdede jeg med den metode, der hedder Grounded Theory. Den traditionelle forskningsmetode går ud på, at man først læser faglitteratur og på den baggrund formulerer nogle hypoteser, som man vil teste, hvorefter man indsamler hypotesespecifikke data og til sidst tester, om hypoteserne holder. Grounded Theory vender den proces på hovedet. Meget kort fortalt ser processen således ud: Først indsamler man store mængder kvalitative data, som man der­ efter forsøger at ordne i meningsfulde kategorier, hvorefter man ser efter mønstre i kategorierne, indtil der toner sammenhænge frem, som man tester og validerer, indtil man har udviklet en sammenhængende teori. Først derefter konsulterer man den eksisterende faglitteratur for at finde forklaringer på de sammenhænge, man har fundet, og i den proces finder man også ud af, om den nyudviklede teori understøttes af de eksisterende teorier, eller om man står med en helt ny teori om sammenhænge, som de eksisterende teorier ikke forklarer.

11

FORORD

En del af mine fund fra projektet på Det Kongelige Teater kunne fint forklares med de eksisterende motivationsteorier, og her var mit bidrag især at ordne de eksisterende teorier ved at pege på, at nogle af de eksisterende motivationsteorier kunne forklare visse menneskers motivationsprofil, mens andre teorier kunne forklare andre menneskers motivationsprofil. Men der var en pulje af data, som ikke rigtigt passede ind nogle steder. Der var en del af de mennesker, jeg mødte på Det Kongelige Teater, hvis motivationsprofil ikke på nogen måde passede ind i de eksisterende motivationsteorier. Det gjaldt ikke mindst de mennesker, der var drevet af et kald. Jeg præsenterede dem alle – også de kaldsdrevne – i min arketypeteori, som består af fire forskellige motivationsprofiler.

I mine senere forskningsprojekter og større konsulentopgaver mødte jeg flere mennesker, som heller ikke passede ind i de eksisterende motivationsteorier. Det var først, da jeg genlæste den østrigske eksistenspsykolog Viktor E. Frankl og den amerikanske psykolog Abraham Maslow, at det gik op for mig, at der inden for psykologien findes to grundlæggende forskellige paradigmer, som er baseret på fundamentalt forskellige teser om mennesket, nemlig det, jeg kalder for ligevægtsparadigmet, og det, jeg kalder for spændingsparadigmet. Både Frankl og Maslow er kritikere af ligevægtsparadigmet, og de præsenterer teser om mennesket som spændingssøgende snarere end ligevægtssøgende. På dette tidspunkt gik det op for mig, at langt de fleste motivationsteorier og faktisk også de fleste psykologiske teorier udspringer af ligevægtsparadigmet, og det endda i en sådan grad, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved det. Det er en gennemsyrende, næsten uantastelig tese, som indgår i langt de fleste teorier inden for psykologien og dens beslægtede områder, at mennesket er ligevægtssøgende. Det gik også op for mig, at de mennesker, jeg ikke havde kunnet indplacere i de eksisterende – og med min nye erkendelse ligevægtsbaserede – motivationsteorier, passede som fod i hose på spændingsparadigmets teser om mennesket. Så tror da pokker, at jeg ikke havde kunnet få de spændingssøgende mennesker til at passe ind i ligevægtsparadigmets teorier!

Da jeg sammen med Mads Davidsen skrev Når talent forpligter, interviewede vi en række professionelle sportsudøvere, og her begyndte 12

FORORD

jeg for alvor at se, at det var muligt at skelne mellem ligevægtssøgende og spændingssøgende mennesker, og at de har vidt forskellige kilder til mening og belastning. Der var tydelige sammenhænge mellem ligevægts­ søgendes og spændingssøgendes motivationsprofiler og deres indstilling til f.eks. mestring, udfordringer og komfortzone, som yderligere så ud til at have sammenhæng til bestemte aspekter af deres personlighed.

Disse mønstre blev endnu tydeligere, da jeg for alvor begyndte at interessere mig for personlighedspsykologi og stiftede bekendtskab med bl.a. den amerikanske personlighedspsykolog Gordon W. Allport. Allport retter ligesom Frankl og Maslow en skarp kritik mod ligevægtsparadigmet, og læsningen af Allport fik nogle væsentlige brikker til at falde på plads. Da jeg ydermere genlæste den amerikanske psykolog Leon Festingers teori om kognitiv dissonans, som hører til i ligevægtsparadigmet, og samtidig blev certificeret i to af de mest anvendte personlighedstests (JTI og Big Five), trådte der helt tydelige sammenhænge frem mellem ligevægtssøgendes og spændingssøgendes forskellige motivationsprofiler og bestemte personlighedstræk, som jeg nu begyndte systematisk at udforske og efterprøve. Alt dette har jeg samlet i det, jeg kalder for to mentale programmeringer, som beskriver centrale sammenhænge mellem bl.a. motivationsprofil og personlighedstræk.

I løbet af de seneste ca. 8 år har jeg også interesseret mig for stress­, primært fordi der dukkede flere og flere stress­problematikker op i mine forskningsprojekter og konsulentopgaver. Samtidig mødte jeg en del stress­ramte mennesker, som ikke følte sig forstået eller hjulpet af de stress­behandlingstilbud, de blev tilbudt af deres arbejdsplads.

Da jeg begyndte systematisk at læse den eksisterende stress­ litteratur kunne jeg se, at stress­forskningen i høj grad udspringer af ligevægtsparadigmet. Jeg kunne også se, at de stress­ramte mennesker, der følte sig misforstået og dårligt hjulpet, i høj grad var spændingssøgende mennesker. Jeg begyndte derfor at interessere mig særligt for de spændingssøgendes stress­reaktioner og de udløsende årsager og fik øje på to fremtrædende mønstre: Det første var, at spændings­ søgende mennesker ofte bliver ramt af stress­af helt andre årsager end ligevægtssøgende mennesker. Faktisk var det muligt at skelne mellem 13

FORORD

fire forskellige stress­former, som har hver deres årsag og kræver hver deres løsning. Nogle af disse stress­former rammer særligt ligevægts­ søgende, mens andre særligt rammer spændingssøgende. Det andet mønster var, at der er en nøje sammenhæng mellem stress­og mening.

Det var tydeligt i min forskning, at stress­ofte skyldes mangel på mening i arbejdet, og det var også tydeligt, at mening fungerer som en slags buffer mod belastning, således at man ved at skrue op for mening­en i arbejdet kan skabe en større robusthed over for belastning­en i arbejdet. Er der derimod barrierer for mening i arbejdet, øges risikoen for stress­markant.

Og så tonede endnu et mønster frem: Mening skabes ofte i samspil med en kontekst, der enten kan fremme eller hæmme meningen.

Når stress­i nogle tilfælde skyldes mangel på mening, er det særdeles vigtigt at se på konteksten. Men i den eksisterende stress­litteratur og i praksis er der et udtalt fokus på individet, som ikke bare er uhensigtsmæssigt, men som også fører til overfladeløsninger på stress­. Hvis vi skal finde dybe løsninger på stress­, må vi i langt højere grad inkludere konteksten.

For et par år siden blev jeg kontaktet af ledelsen på en videregående uddannelsesinstitution, som blandt andet ville have mig til at undersøge årsager til manglende engagement blandt dele af de studerende.

Det viste sig, at uddannelsesinstitutionen havde Danmarksrekord i stress­blandt studerende. Hele 42 % af de studerende var stress­ede dagligt eller næsten dagligt. Vi ved fra den amerikanske burnoutforskning, at én af de fremtrædelsesformer, stress­har, er manglende engagement, så jeg var sikker på, at der var en meget tæt sammenhæng mellem den høje stress­frekvens og det manglende engagement, og at problemet skulle adresseres som et stress­problem og ikke som et engagementsproblem. Jeg havde desuden en meget klar formodning om, at de ligevægtssøgende og de spændingssøgende studerende var stress­ede af meget forskellige årsager. Det var tydeligt, at det, der for nogle var en velfungerende ramme for studiet, var stress­fremkaldende for andre – og omvendt.

Sammen med nogle ekstremt velreflekterede, nysgerrige og engagerede studerende udforskede jeg sammenhængen mellem mental programmering, bestemte personlighedstræk, forskellige stress­ former og forskellige »giftige ingredienser« og »modgifte« i konteksten. Det 14

FORORD

blev til udviklingen af den stress­ cocktailmodel, som er bogens gennemgående model. Disse sammenhænge og ikke mindst stress­ cocktailmodellen kunne jeg derefter undersøge og validere retrospektivt i data fra mine tidligere forskningsprojekter og kanalisere ind i mine senere projekter og forsøg med testpersoner.

Og nu er jeg her, i starten af 2023, klar til at præsentere alle disse mønstre, som langsomt er trådt frem gennem et par årtiers forskning, og som har vævet sig ind i hinanden for til sidst at blive til ny teori om stress­i arbejdslivet. Det er vigtigt at pointere, at bogen ikke er skrevet som en kritik af den eksisterende stress­forståelse, men som et supplement til den eksisterende stress­forståelse. Den eksisterende stress­forståelse er præcis som alle andre teorier baseret på en række antagelser, som gælder i nogle tilfælde, men langt fra i alle tilfælde.

Det er mit ærinde med denne bog at illustrere disse antagelser og deres rækkevidde og føje nye teser, betragtninger og sammenhænge om stress­til, som hviler på andre antagelser, så vi kan få en mere nuanceret forståelse af stress­. Alt sammen med det håb, at vi kan blive bedre til at forebygge og behandle arbejdsrelateret stress­til gavn for de mange – og stadigt flere – mennesker, som oplever stress­ i arbejdslivet.

Udover at have været længe undervejs, udkommer bogen også med mere end ét års forsinkelse. Jeg var godt i gang med at skrive bogen færdig i eftersommeren 2021, da min søster, Sys, pludselig døde i august 2021. Det slog færdiggørelsen af bogen ud af kurs. Sorgen over at miste et livsvidne er én ting. Den efterfølgende proces og mødet med det officielle Danmark, der skulle håndtere praktik og jura, var en anden – og i dette tilfælde absurd – ting. Sorg og praktik tog tid og fokus fra bogen.

Med tabet af min søster mistede jeg ikke bare et livsvidne. Jeg mistede en person, som med ægte interesse fulgte med i mit arbejde.

Et menneske, som helt intuitivt forstod, hvad jeg mente, når jeg talte om spændingssøgende mennesker, boreout og mange andre af de begreber, der indgår i denne bog. Jeg mistede det, man på engelsk kalder et »sounding board«. Et menneske, som lyttede, når jeg fortalte om mit arbejde, og som kastede refleksioner, bemærkninger og spørgs15

FORORD

mål retur. Et sounding board oversættes ofte til sparrings­partner, men det er et alt for klinisk begreb. Min søster var ikke en sparringspartner.

Hun var en klangbund for mig, mit liv og for væsentlige dele af denne bog. Bogen er dedikeret til hende. Hverken bogen eller jeg ville være den samme uden hende.

Der er mange mennesker, jeg skylder en stor tak for deres bidrag til denne bog. Først og fremmest skylder jeg en stor tak til de mange mennesker – samarbejdspartnere, ledere, medarbejdere og studer­ ende – som i mine forskningsprojekter og konsulentopgaver generøst har stillet sig til rådighed ved at lade mig observere dem, mens de har udført deres arbejde; som har stillet op til interview, og som har ageret sparringspartnere ved at stille spørgsmål og komme med betragtning­er, nogle gange på et praktisk plan, andre gange på et fagligt plan og ofte på begge.

Det samme gælder alle mine forsker-, foredrags- og konsulent­ kollegaer, som på hver deres måde har bidraget til bogen gennem deres faglige indsigt, gennem spørgsmål og begavede samtaler, gennem henvisning til bøger, artikler, podcasts og meget andet. Man kunne tro, at der blandt alle os, der forsker, holder foredrag og laver konsulentarbejde inden for beslægtede områder, var konkurrence, men jeg oplever en enorm generøsitet og ægte interesse, og jeg oplever, at vi gør hinanden bedre til stor gavn ikke kun for os, men i høj grad også for dem, der er i modtagerenden af vores arbejde.

En helt særlig tak skylder jeg min mor, Inge Hedegaard Sander.

Hun er et begavet, generøst og ekstremt nysgerrigt menneske, og som sociolog med bifag i etnografi besidder hun tilmed også en faglighed, som ofte kommer mig til gode. Hun har sammen med min far lært mig at gå på opdagelse i fremmede kulturer og derigennem også lært mig kunsten at bedrive feltstudier. Hun lytter med lige så stor begejstring, som jeg fortæller med, når jeg har opdaget en spændende teori eller analyse, observeret nogle interessante sammenhænge eller hørt et tankevækkende foredrag, og hun kommer med fagligt skarpe indsigter og betragtninger, som gør min verden større og mit arbejde bedre.

Endelig er der mit uundværlige trekløver, som består af Lisbeth Holdt Jørgensen, Karina Maria Bruse og Stine Løvind Thorsen. I har 16

FORORD

delt min begejstring over store og små erkendelser. I har lyttet, når frustrationen over at sidde fast i en af bogens mange labyrinter har været stor. I har hjulpet med at knække de vanskeligste nødder. I har holdt mig ud, når jeg for 436. gang har sagt »Problemet er bare…«. I har lyttet, kommenteret, kritiseret, bakket op, foldet ud, luget ud og vist vejen tilbage til sporet, når jeg selv var faret vild. Tak for jeres kloge ord, ærlige meninger, uforlignelige sparring og mental­hygiej­ niske indsats.

Og nu til det, det hele handler om: Et nyt perspektiv på stress­.

17

PÅ VEJ MOD EN NY STRESSFORSTÅELSE EN EPIDEMI UDEN KUR Vi ved bedre, end det vi gør, når det gælder arbejdsrelateret stress­. I de seneste 15-20 år har systematiske stress­målinger vist, at vi bliver mere og mere stress­ede af at gå på arbejde. Alligevel er det ikke lykkedes at gøre noget effektivt ved problemet. Tværtimod. »Stadig flere danskere føler sig stress­et på jobbet, og tallene er nu så høje, at det ligner en epidemi,« lød en underrubrik i Politiken i februar 2016. 1½ år senere kunne man læse følgende overskrift fra Business Danmark: »Stress­epidemi rammer Danmark«. I 2018 kunne pensionsselskabet PFA konstatere en stigning i anmeldte stress­skader på 43 % på bare tre år. Samme år nedsatte regeringen Det Nationale Stress­ panel i et forsøg på at knække stress­kurven. I 2019 satte WHO arbejdsrelateret burnout på deres klassifikationsliste over sygdomme og helbredsrelaterede tilstande og dermed fik arbejdsrelateret stress­sin egen diagnosekode. I 2022 viste en undersøgelse, som Kantar Gallup lavede for Gjensidige, som udbyder sundhedsforsikringer, en stigning på 31 % i antal sager med stress­i forhold til 2021.

Skal vi sætte konkrete tal på, viste en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i 2018, at 14 % af arbejds­ styrken hele tiden eller ofte havde følt sig stress­ede inden for de sidste to uger. Det svarer til ca. 400.000 mennesker. Lægger man dertil de 32 %, der svarede, at de sommetider havde følt sig stress­ede, taler vi om næsten halvdelen af arbejdsstyrken.

Der findes ingen klar definition af stress­, og der findes mange målemetoder, og populationen – altså dem, man måler blandt – er også forskellig fra undersøgelse til undersøgelse, så det er meget vanskeligt at nå frem til et præcist estimat af, hvor udbredt arbejdsrelateret 19

KAPITEL 1: PÅ VEJ MOD EN NY STRESSFORSTÅELSE

KAPITEL 1

KAPITEL 1

stress­er. Men der hersker ingen tvivl om, at stress­­er så udbredt, at vi er langt over den ene procent, som er kriteriet for at være en folkesygdom.

Det skorter hverken på forklaringer på stress­­epidemien eller på behandlingstilbud. Alle arbejdspladser med respekt for sig selv har både stress­­ politikker, der skal forebygge stress­­ , og stress­­­ be­handlingstilbud, til når skaden er sket. Alligevel er der intet, der tyder på, at vi er på vej til at knække stress­­kurven eller tæmme stress­­ epidemien.

Når man igennem årtier forgæves har forsøgt at forstå, forebygge og behandle et syndrom som arbejdsrelateret stress­­, er der grund til at overveje, om fundamentet for forståelsen og behandlingen over­ hovedet er rigtigt. Måske er der en fundamental svaghed i vores stress­­ forståelse? Måske tager vores forståelse af arbejdsrelateret stress­– og dermed også den forebyggende og behandlende indsats – udgangspunkt i antagelser, som ikke nødvendigvis er forkerte, men som heller ikke er fyldestgørende? Måske er der behov for en mere nuanceret forståelse af stress­? Måske skal vi ændre vores antagelser om stress­i arbejdslivet? Måske har vi behov for et nyt fundament for vores stress­­ forståelse i stedet for at lave knopskydninger på et forkert eller i hvert fald for snævert fundament?

HVAD ER MENINGEN? Jeg har forsket i mening og belastning i arbejdslivet i flere årtier, og min forskning viser tydeligt, at der er en række antagelser om stress­i arbejdslivet, som vi må gøre op med, hvis vi skal finde en effektiv kur mod stress­epidemien. Én af de antagelser, vi må gøre op med, er antagelsen om, at stress­ altid skyldes en ubalance. Det er en udbredt antagelse, at arbejds­ relateret stress­skyldes en ubalance mellem krav og ressourcer, og langt størstedelen af alle stress­behandlingstilbud tager på den ene eller anden måde udgangspunkt i, at løsningen på stress­er at etablere ny balance mellem krav og ressourcer. Denne antagelse udspringer af det, jeg kalder ligevægtsparadigmet, som hviler på en antagelse om, at mennesket fungerer bedst i ligevægt og bliver syg af uligevægt. Lige-­­ vægts­paradigmet gennemsyrer psykologien og dermed også stress­­ 20

PÅ VEJ MOD EN NY STRESSFORSTÅELSE

forståelsen, og det har ført til en forsimplet forståelse af stress­. Ikke alle mennesker passer ind i ligevægtsparadigmets antagelser. En enkelt psykologisk skole gør op med ligevægtsparadigmet og præsenterer nogle helt andre antagelser om menneskets natur, som jeg samlet kalder spændingsparadigmet. Ud af dette paradigme udspringer en helt anden forståelse af stress­, og vi har brug for både ligevægtsparadigmet og spændingsparadigmet, hvis vi for alvor skal forstå og finde dybe løsninger på arbejdsrelateret stress­.

En anden antagelse, vi må gøre op med, er antagelsen om, at stress­ altid skyldes overbelastning på grund af for meget arbejde, og at løsningen ligger i at skrue ned for mængden af arbejde. Min forskning viser meget tydeligt, at arbejdsrelateret stress­langt fra altid skyldes for meget arbejde, men ofte skyldes mangel på mening i arbejdet. Der er en nøje sammenhæng mellem belastning og mening i arbejdet, men sammenhængen er kompleks, fordi vi som mennesker har meget forskellige kilder til mening og belastning i arbejdet.

Herudaf springer en tredje antagelse, som vi må gøre op med, nemlig at stress­er noget, der bor i individet. Det er en antagelse, som jeg folder ud i de følgende afsnit. Stress­symptomer bor i individet, men årsagen til stress­skal findes i konteksten. Mening er i høj grad kontekstafhængigt, og den arbejdsmæssige kontekst i form af rammerne for arbejdet spiller en helt afgørende rolle for, hvor meget mening man oplever i arbejdet. Mening skabes i mødet med en kontekst, som kan fremme eller hæmme – eller nogle gange helt fjerne – meningen. Og fordi stress­ofte skyldes mangel på mening, udløses stress­i høj grad også af rammerne for arbejdet. Derfor er der behov for et langt større kontekstfokus i stress­forståelsen.

Det fører frem til den fjerde antagelse, som vi ligeledes må gøre op med, nemlig antagelsen om, at stress­rammer ikke-robuste mennesker, og at en del af løsningen på stress­er at hjælpe den stress­ramte til at blive mere robust. Men robusthed er ikke noget, der bare bor i individet. Selvfølgelig har mennesker forskellige udgangspunkter ift. robusthed. Nogle mennesker er generelt mere robuste end andre. Men min forskning viser tydeligt, at robusthed i høj grad også er kontekst­ afhængigt. Det samme menneske kan være meget robust i én kontekst og mindre robust i en anden kontekst. Én af de parametre, der er af­ gørende for robusthed, er mening. Mening skaber i mange tilfælde en 21

KAPITEL 1

buffer eller et værn mod belastning og stress­. Jo mere mening, man oplever i arbejdet, des mere robust bliver man, og jo mindre mening, man oplever i arbejdet, des mindre robust bliver man, og des mere øges risikoen for stress­.

Så stress­kan altså ikke udelukkende forstås i ligevægtsparadigmet, men må også forstås i spændingsparadigmet. Stress­skyldes ikke altid ubalance, og løsningen på stress­er ikke altid mere balance. Stress­ skyldes ofte mangel på mening i arbejdet, og en del af løsningen på arbejdsrelateret stress­ligger derfor i at sikre mere mening eller fjerne barriererne for mening i arbejdet. Det kræver et kontekstfokus på stress­, som kan erstatte det udbredte individfokus.

HVEM LIGGER PÅ BRIKSEN? En af årsagerne til, at vi står med en epidemi uden en kur, er, at kuren fokuserer på det forkerte. Især én ting er påfaldende, når det gælder den gængse stress­forståelse: Der er et enormt individfokus.

Vi ved godt, at ingen mennesker går rundt og bliver stress­ede uden grund. Vi ved godt, at vi burde interessere os mindst lige så meget for kon­teksten som for individet. Alligevel er der en udpræget bias mod at fokusere på forhold ved den stress­ramte frem for at fokusere på forhold i rammerne for arbejdet, når der skal findes forklaringer på, hvorfor en person er blevet ramt af arbejdsrelateret stress­. Vi er simpelt hen dygtigere til at lede efter forklaringer hos den stress­ramte end i konteksten.

Vi er ellers blevet gode til at råbe vagt i gevær, når vi fornemmer den mindste ansats til victim blaming i andre sammenhænge. Bare ikke når det gælder stress­. Selv om vi godt ved, at stress­opstår i mødet med en kontekst, er det alligevel i vidt omfang den stress­ramte, vi lægger på briksen, og ikke konteksten. Hvorfor gør vi det, når vi både ved bedre, og når det er tydeligt, at det ikke virker?

En af de væsentligste forklaringer er, at stress­er en kompleks størrelse. Det kan være vanskeligt for en arbejdsplads at finde frem til de konkrete årsager til stress­. Ofte måler undersøgelser som f.eks. den årlige APV eller andre trivselsmålinger på, om medarbejderne har oplevet symptomer på stress­, og så står man måske som arbejds22

PÅ VEJ MOD EN NY STRESSFORSTÅELSE

plads og kan se, at man har et stress­problem, som kommer til udtryk som stress­symptomer, men man ved ikke nødvendigvis, hvad det skyldes.

Konteksten er i sig selv også en kompleks størrelse. Det er komplekst at analysere en kontekst, som består af struktur, kultur, interpersonelle relationer, ledelsesudøvelse mv., og sætte fingeren på præcis de forhold i rammerne for arbejdet, der udløser stress­. Nogle stress­undersøgelser måler på forhold, som traditionelt er blevet forbundet med stress­. Det kan være forhold som højt arbejdstempo, høje følelsesmæssige krav i arbejdet, retfærdighed og indflydelse på arbejdet, som måske giver et fingerpeg om, hvor problemet ligger, men som stadig efterlader et ret stort fortolkningsrum ift., hvad det eksakte problem er.

Ikke alene kan det være vanskeligt at finde frem til den eksakte kilde til stress­. Det kan også være vanskeligt at få øje på en gylden løsning, og her kommer mange arbejdspladser til kort, ikke mindst når det gælder konteksten. For hvordan skal man ændre konteksten?

Ofte betragter ledere konteksten som givet. Som noget, man ikke kan ændre på. Ét af de argumenter, jeg hyppigt hører ledere fremføre, er, at rammerne jo er, som de er. De kan ikke trylle og skaffe flere ressourcer eller ændre på lovgivningen eller beslutninger truffet på det øverste beslutningsniveau.

Det er ikke overraskende, at man i den situation kan føle sig af­ mægtig som leder, og det kan føre til afledte argumenter om, at når rammerne er, som de er, så må medarbejderne tilpasse sig rammerne, og kan de ikke det, så skal de måske arbejde et andet sted under andre rammer. Det bliver ikke mindre komplekst af, at de samme rammer kan være understøttende for nogle og stress­fremkaldende for andre.

På en uddannelsesinstitution med en udtalt stress­ problematik blandt de studerende, mødte jeg en ledelse, hvis slagsang var: »Vi gør jo, som vi altid har gjort.« Konteksten var, som den altid havde været, mente ledelsen. Ergo måtte det være de studerende, som havde ændret sig. Ledelsen fremførte, at unge mennesker i dag er mere stress­ede end tidligere, og at de studerende derfor havde stress­med i rygsækken, når de trådte ind på uddannelsesinstitutionen. Et sådant mindset, hvor man betragter konteksten som uforanderlig, medfører, at 23

KAPITEL 1

man i højere grad søger efter forklaringer hos de stress­ramte end i kon­teksten. Det interessante var, at ledelsen i andre sammenhænge sagtens kunne forklare, hvordan betingelserne for deres ledelses­ udøvelse havde ændret sig markant igennem de senere år. Konteksten havde notorisk ændret sig, men på de punkter, hvor ledelsen opfattede den som uforanderlig eller havde svært ved at se muligheder for at ændre i konteksten, skød de forklaringen væk fra konteksten og over på de stress­ramte studerende. Den afledte effekt heraf var argumenter om, at hvis de studerende blev stress­ede af studiet, var de måske ikke robuste nok til at arbejde inden for faget, og derfor var uddannelsesinstitutionens opgave måske også at sortere de mest skrøbelige fra for deres egen skyld.

Stress­kan dog også have rod i konteksten, uden at konteksten har ændret sig. Det er værd at huske på, at arbejdsrelateret stress­typisk opstår på baggrund af en længerevarende belastning. Stress­kan være udløst af en akut belastning, men for det meste er stress­en reaktion på en akkumuleret belastning. Det betyder, at den stress­ramte måske i starten har kunnet håndtere en belastende kontekst, men at vedkommende efter længerevarende påvirkning ikke længere kan håndtere konteksten og bliver ramt af stress­. Så kan ledere betragte den samme medarbejder, som tilsyneladende fint har kunnet fungere i en given kontekst, og som lige pludselig ikke længere kan fungere i den samme kontekst. Eftersom rammerne og betingelserne for arbejdets udførelse ikke har ændret sig, er det nærliggende at konkludere, at det må være personen, som har ændret sig, og at problemet derfor ligger i personen og ikke i konteksten. Det er let både for den stress­ramte og arbejdspladsen at blive blind over for det faktum, at stress­meget ofte skyldes længerevarende belastning, som gradvis øges og til sidst vælter læsset.

Når det både kan være vanskeligt at finde frem til årsag og løsning, er der ikke noget at sige til, at ledere kan føle sig handlingslammede, når det handler om at gøre noget fundamentalt ved stress­. APV’en peger måske i forskellige retninger, og rammerne er nu engang som de er, og de fungerer for nogle og ikke for andre.

Læg dertil, at man som arbejdsplads måske har brugt mange ressourcer på at stable stress­behandlingstilbud og psykologhjælp på 24

PÅ VEJ MOD EN NY STRESSFORSTÅELSE

benene. Man har måske også forsøgt at tage hensyn til den stress­ramte i en periode, og hvis den stress­ramte alligevel ikke fungerer optimalt eller måske igen bliver ramt af stress­, kan man godt forstå, at ledere tænker, at det må være den stress­ramte snarere end arbejdspladsen og rammerne for arbejdet, den er gal med.

Dette er formentlig også en væsentlig del af årsagen til, at en del ledere ynder at pointere, at forhold i den stress­ramtes privatliv ofte spiller en rolle ift. stress­. Det er endnu en måde, hvorpå ansvaret i praksis placeres hos individet og ikke i konteksten. Undersøgelser viser dog noget andet. Den førnævnte undersøgelse fra NFA fra 2018 viser, at 88 % af stress­ramte angiver, at arbejdet har spillet en rolle, enten som primær kilde eller som medvirkende faktor til stress­, mens kun 12 % angiver, at arbejdet ingen rolle har spillet ift. stress­. Blandt de mest stress­ede har næsten halvdelen angivet, at arbejdet er den primære kilde til stress­, og kun 6 % har angivet, at arbejdet ingen rolle spiller ift. stress­.

Det siger sig selv, at der er dynamikker mellem arbejde og privatliv, og at de to sfærer influerer på hinanden. Forhold i privatlivet kan skabe stress­i arbejdslivet – og i høj grad også omvendt, og det kan være svært at afgøre, hvad der er hønen, og hvad der er ægget. Netop fordi et belastende arbejdsliv kan gøre udfordringer i privatlivet større og mere belastende, er det problematisk, hvis man som leder eller arbejdsplads peger på udfordringer i den stress­ramtes privatliv som den primære kilde til stress­. Desuden kan man som leder kun gøre noget ved de arbejdsrelaterede forhold. Man kan ikke som leder foreslå medarbejderne at sælge huset, lade sig skille eller bort­adoptere børnene. Løsningen skal under alle omstændigheder findes i den arbejdsmæssige kontekst. Og når 88 % af alle stress­ramte angiver, at arbejdet spiller en rolle ift. deres stress­, er det under alle omstændigheder omsonst at forsøge at isolere problemet til noget, der ligger uden for arbejdspladsen.

Det organisatoriske svar på stress­medvirker også til at placere an-­ svaret hos individet. Det er individet, der bliver ramt af stress­. Symp­ tomerne på stress­opstår i individet. Sygdommen bor i individet. Derfor er det individet, der bliver sendt til behandling hos en psykolog eller en stress­coach, hvor de møder en fagperson, hvis faglighed primært 25

KAPITEL 1

består i at betragte forhold hos individet og behandle og hjælpe det individ, som sidder over for dem. Stress­behandlingen foregår væk fra konteksten, og stress­behandleren har kun meget begrænset indsigt i og indflydelse på rammerne for arbejdet og må derfor fokusere på, hvad den stress­ramte selv kan gøre. Derfor er der langt flere redskaber til, hvordan den stress­ramte kan håndtere stress­, end der er redskaber til, hvordan ledere og arbejdspladser kan forebygge og håndtere stress­ hos medarbejderen gennem effektive ændringer i konteksten.

Samtidig sidder stress­behandlere over for én stress­ramt person ad gangen. Det fremmer et fokus på den enkeltstående person frem for på mønstre og forhold i konteksten. Hvis alle stress­ramte på en arbejdsplads trådte ind ad døren samtidig, ville stress­behandleren formentlig begynde at grave mere i mønstre og årsager, som udspringer af konteksten, men disse mønstre er uendeligt vanskelige at få øje på, når man sidder uden for organisationen med én stress­ramt person ad gangen.

Alle disse forhold skaber tilsammen en mea culpa-effekt, hvor også den stress­ramte ender med at søge forklaringer hos sig selv mere end i konteksten. Blikket rettes ofte indad, når den stress­ramte skal forsøge at forstå, hvorfor vedkommende er blevet ramt af stress­. Blikket rettes også ofte indad, når den stress­ramte skal finde løsninger og måder at håndtere stress­på. Men blikket skal vendes udad.

FRA INDIVIDFOKUS TIL KONTEKSTFOKUS Det er ikke kun i praksis, at ansvaret for stress­i vidt omfang lægges over på individet. Især den danske stress­litteratur – også den mere teoretisk funderede – er præget af et individfokus. Som det vil fremgå af de følgende kapitler, hænger det blandt andet sammen med, at stress­litteraturen er baseret på en ligevægtsantagelse om, at et sundt menneske er et menneske i balance, og at ubalance fører til sygdomme. Det gælder også stress­, som i de fleste definitioner betragtes som en ubalance, typisk en ubalance mellem krav og ressourcer, som fører til en fysiologisk ubalance, som skaber stress­symptomer.

En fysiologisk ubalance opstår i sagens natur i individet, og dette er endnu én af årsagerne til det stærke individfokus i den eksiste26

PÅ VEJ MOD EN NY STRESSFORSTÅELSE

rende stress­forståelse. Dette rækker også ind i stress­behandlingen, som typisk har til formål at genetablere individets balance og derved fjerne stress­symptomerne.

Vi ved som sagt bedre. Vi ved godt, at konteksten spiller en væsentlig rolle for stress­. At selv om den fysiologiske ubalance, der fører til stress­symptomer, opstår i individet, så skal årsagen til den fysio­ logiske ubalance findes uden for individet, nemlig i konteksten.

Alligevel fokuserer vi både i teori og praksis mest på individet og lægger individet på briksen frem for at se på konteksten.

Selv når stress­litteraturen fokuserer på, hvad lederen og arbejdspladsen kan gøre, er der et enormt individfokus. Det handler om at hjælpe den stress­ramte, blandt andet ved at skåne vedkommende i en periode og hjælpe til at skabe mere balance. Dermed bliver fokus primært på at afhjælpe stress­symptomerne frem for at tage et solidt greb om de systemiske, udløsende faktorer i konteksten og løse problemet ved dets rod.

Det er vigtigt allerede nu at understrege, at jeg ikke anfægter den eksisterende stress­forståelse og den gængse stress­behandling. Jeg anfægter derimod to ting: Jeg anfægter det udtalte individfokus, som af flere årsager er problematisk. Og jeg anfægter, at det ligevægts­paradigme, som i høj grad farver den eksisterende stress­forståelse, antages at gælde for alle. Det giver en alt for snæver stress­forståelse, som i nogle tilfælde skaber forkerte problemanalyser og forkerte løsninger, og som i bedste fald er virkningsløse og i værste fald skadelige.

Derfor vil jeg i denne bog plædere for, at vi udskifter det dominerende individperspektiv med et kontekstperspektiv (figur 1).

I individperspektivet er der stort fokus på individet og på de stress­ symptomer, som den stress­ramte oplever. Det stærke individfokus medfører en tendens til at gøre symptomerne til sygdommen i sig selv, og det medfører igen et fokus på symptomerne i stress­behandlingen.

I kontekstperspektivet er der fokus på de udløsende årsager til stress­.

Her ses stress­ikke som en sygdom, der rammer individet, men som et symptom på nogle problematiske forhold i konteksten, som skaber stress­. Det kræver dybe løsninger, der adresserer de stress­udløsende forhold i konteksten.

27

KAPITEL 1

INDIVID

INDIVID

OPGAVE

OPGAVE

KONTEKST

KONTEKST

Figur 1: Det primære fokus i hhv. individ- og kontekstperspektivet

Det er imidlertid en forsimpling blot at tale om konteksten i sig selv som stress­udløsende årsag. Konteksten danner ramme om en opgave, der skal løses, og den person, der skal løse opgaven, og det er i mødet mellem opgave, individ og kontekst, at stress­opstår.

I kontekstperspektivet er det derfor ikke tilstrækkeligt blot at interessere sig for konteksten. Interessen skal rettes mod mødet mellem opgave, individ og kontekst, og det kræver indsigt i både opgave og individ og i, hvilken kontekst der bedst understøtter den pågældende person i løsningen af en given opgave.

Der er forskel på opgaver. Nogle opgaver er simple, andre er komplekse. Nogle opgaver kræver dybt fokus, andre er mere rutine­ prægede. I løsningen af nogle opgaver står der væsentligt mere på spil end i løsningen af andre opgaver. Derfor kan den samme ramme være understøttende for nogle typer af opgaver og hæmmende og måske endda stress­fremkaldende for andre typer af opgaver. Derfor må opgavens karakter medtages i analysen af, hvad der skaber stress­.

Også individets – altså opgaveløserens – karakter må indgå i analysen. Her er det især den mentale programmering – om man er ligevægtssøgende eller spændingssøgende – som spiller en rolle, 28

PÅ VEJ MOD EN NY STRESSFORSTÅELSE

da det er vidt forskellige forhold, som udløser stress­hos henholdsvis ligevægts­søgende og spændingssøgende.

Endelig er der konteksten. Det skal forstås bredt. Konteksten kan være alt fra fysiske rammer for opgaveløsningen til arbejdets organisering, kulturelle normer, ledelsesform og meget andet. Altså alt det, der skaber rammer for og indvirker på opgaveløsningen.

Man kan altså ikke tale om den rette kontekst uden først at analysere opgavens og individets karakter. I kontekstperspektivet er stress­ altså ikke noget, der opstår i individet, men noget, der opstår i mødet mellem opgave, individ og kontekst. Og eftersom det er vanskeligt grundlæggende at ændre opgavens karakter eller individets karakter, er det i konteksten, at både årsag og løsning skal findes.

Tabel 1: Individperspektivet vs. kontekstperspektivet INDIVIDPERSPEKTIV

KONTEKSTPERSPEKTIV

Fokus på symptomer

Fokus på årsager

Stress­er en sygdom

Stress­er et symptom

Stress­opstår i individet

Stress­opstår i mødet mellem individ, opgave og kontekst

Stress­skyldes ubalance i individet

Stress­skyldes giftige ingredienser i konteksten

Individet lægges på briksen

Konteksten lægges på briksen

Fokus på symptombehandling

Fokus på dybe løsninger

FORSTADIER TIL STRESS­ I en bog, der forsøger at nuancere vores forståelse af stress­og i sær­ deles­hed arbejdsrelateret stress­ved at gøre op med nogle af dogmerne om stress­, er et nærliggende spørgsmål: Hvad er stress­egentlig? Der findes mange definitioner på, hvad stress­er, og intet ville være lettere end at hive én af dem op af hatten. Problemet er blot, at mange af 29

KAPITEL 1

definitionerne af stress­netop indeholder den bias i vores stress­ forståelse, som jeg forsøger at gøre op med.

En del definitioner af stress­tager f.eks. udgangspunkt i kravressource-modellen, hvor udgangspunktet er, at stress­skyldes en ubalance mellem krav og ressourcer, men som det vil fremgå af bogen, er fastlåsningen omkring denne forståelse én af årsagerne til, at vi endnu ikke har knækket den opadgående stress­kurve. Kravressource-modellen hviler på en snæver forståelse af stress­, som er baseret på en række hypoteser om, at mennesket er ligevægts­ søgende og bliver syg af uligevægt, og at stress­altid skyldes ubalance, og at løsningen er at etablere ny balance. Det er bare langt fra altid til­fældet. Ikke alle mennesker er ligevægtssøgende. Ikke alle bliver stress­ede af ubalance mellem krav og ressourcer. Og ikke alle får løst deres stress­problematik gennem etablering af balance.

Det er netop sådanne teser, jeg i denne bog vil forsøge at skabe større bevidsthed om og refleksion over, ligesom jeg vil tilføje nye teser om stress­– alt sammen med det ærinde at nuancere den gængse forståelse af stress­og især arbejdsrelateret stress­.

Så det tætteste, vi kommer en definition af stress­i denne bog, er, at stress­er en fysiologisk og psykologisk belastningsreaktion, som er skadelig og sygdomsfremkaldende i et omfang, så konsekvenserne rækker ud over den aktuelle belastning. Stress­er altså en skadelig belastning. Der er masser af belastninger, som ikke er skadelige, og som ikke fører til stress­. Men der er også belastninger, som kan synes ubetydelige, og som er lette at slå hen, når de først viser sig, men som senere viser sig at være skadelige, ikke mindst når de akkumulerer. Der kan altså være forskellige grader af skadelige belastninger fra den første anelse af en skadelig belastning til den form for stress­, der kan have langsigtede, alvorlige og endda fatale konsekvenser, og selv om gradsforskellen selvfølgelig er afgørende, kalder jeg i bogen det hele for stress­. Det gør jeg, fordi det er vigtigt at kende og spotte symptomerne på sådanne skadelige belastningsreaktioner og reagere på dem, også selv om der er tale om en spæd belastning, som giver spæde symptomer. Et forstadie til stress­er endnu ikke stress­, men det er stadig et forstadie til stress­, og selv spæde belastningsreaktioner bør tages alvorligt, så man kan sætte ind med de rette tiltag i tide.

Jeg møder indimellem ledere, som ikke synes, det er nødvendigt at 30

PÅ VEJ MOD EN NY STRESSFORSTÅELSE

fokusere på stress­, fordi arbejdspladsen ikke har en stress­problematik.

Men som med alt andet er det vigtigere og mere effektivt at forebygge end at sætte ind med behandling, når skaden først er sket. Både for den stress­ramte og for arbejdspladsen. Uanset om man skal forebygge eller behandle, er det vigtigt, at både den stress­ramte, ledere, kollegaer og stress­behandlere kan genkende de fremtrædelsesformer, stress­kan have, og at man kan finde de præcise årsager. Ellers famler man i blinde og kan ikke iværksætte de rette forebyggende tiltag eller de rette løsninger. I værste fald risikerer man at implementere løsning­er og iværksætte behandlinger, som gør ondt værre. Alt dette kræver en langt mere nuanceret forståelse af stress­, end den gængse stress­forståelse tilbyder. Det forudsætter, at vi gransker de hypo­ teser, som den gængse stress­forståelse er baseret på, og at vi tilføjer nye hypoteser og nye forståelser, så vi kan finde en effektiv kur mod stress­epidemien. Det er temaet for denne bog.

STRESS­COCKTAILMODELLEN Den bærende model for bogen er det, jeg kalder for cocktailmodellen (figur 2), som består af tre elementer: Den opgave, der skal løses; det individ, der skal løse opgaven, og de rammer eller den kontekst, individet skal løse opgaven i. De tre elementer i cocktailen består af forskellige ingredienser, som skaber »kemiske forbindelser«. Af­ hængig af hvordan man mixer ingredienserne, kan resultatet være en god cocktail, som skaber mening, engagement og robusthed i arbejdet, eller en giftig cocktail, som skaber meningstab, sygefravær, stress­mv. Ændrer man ved én af ingredienserne, kan cocktailen ændre sig fra at være god til at være giftig. Omvendt kan man også ved at fjerne den giftige ingrediens eller tilsætte en modgift, ændre cocktailen fra at være giftig til at være meningsfuld. For at finde den rette modgift, må man først og fremmest forstå, hvad den giftige ingrediens er. Det forudsætter, at man har et indgående kendskab til de øvrige ingrediens­er, og de kemiske forbindelser de danner med hinanden. Det forudsætter også, at man har et større batteri af modgifte end det, der udspringer af den traditionelle stress­forståelse. Ellers behandler man efter de forhåndenværende søms princip med den risiko, at det, man tror er en modgift, viser sig at gøre cocktailen endnu mere giftig.

31

KAPITEL 1

OPGAVENS KARAKTER

INDIVIDETS KARAKTER

KONTEKST

Figur 2: Stress­cocktailmodellen

Cocktailmodellen udspringer af kontekstperspektivet. I kontekst­ perspektivet er det konteksten – dvs. rammerne for arbejdet – der i videst muligt omfang skal tilpasses individet og opgaven, og ikke omvendt. Det er nemlig den omvendte tilpasning – altså kravet om, at individet tilpasser sin opgaveløsning til rammer, der ikke under­ støtter eller måske ligefrem obstruerer eller umuliggør opgaveløsning­en – der i vidt omfang fører til både meningstab og stress­.

Afhængig af opgavens karakter og individets karakter kan den samme kontekst altså enten være en velfungerende, understøttende og nærende ramme for arbejdet og opgaveløsningen, eller den kan rumme giftige ingredienser, som kan gøre den samlede cocktail af individ, opgave og kontekst giftig.

Hvis man som arbejdsplads, leder eller stress­behandler skal forstå, 32

PÅ VEJ MOD EN NY STRESSFORSTÅELSE

forebygge og løse stress­problematikker, er det vigtigt, at man har indsigt i både arbejdets og individets karakter. Med de to ingredienser i cocktailen kan man derefter analysere rammerne for arbejdet og forstå, hvilke rammer der skaber en god cocktail, og hvilke forhold i konteksten, der kan være giftige ingredienser, som gør den samlede cocktail til en giftig stress­cocktail.

En giftig stress­cocktail er ikke bare en giftig stress­cocktail. Min forskning viser, at der findes fire væsensforskellige typer af giftige stress­ cocktails. Det er de fire stress­former, som gennemgås i bogen: Burnout, Boreout, Moralsk stress­og Eksistentiel stress­. De har vidt forskellige giftige ingredienser og kræver vidt forskellige modgifte.

De tre ingredienser i stress­cocktailen – opgaven, individet og konteksten – vil sammen med de fire stress­former være bogens omdrejningspunkt, og bogen er derfor struktureret omkring disse tre ingredi­ enser og de fire stress­former.

33