I skrivende stund har efteråret sit tag i os. Vinden suser, regnen falder, og vi pakker udelivet sammen og gemmer væk. Inden længe tænder vi alle de små lys, der igen gør, at mørket bliver hyggeligt. Vi samler os indenfor med stearinlys og varme drikke. Det kan bestemt også noget. Det bliver tid til at bage, lave supper, simremad og spille brætspil – sammen.
Hvis bare man har mennesker omkring sig, kan man det hele. Dem, man holder af, giver én håb. Giver én lyst til at fløjte om morgenen.
Uden at tage munden for fuld tænker jeg, at vi ikke altid ser, hvor heldige og privilegerede vi er. Vores lille land. Vi kan meget. Vi vil meget, og vi gør meget, men vi vil alle sammen mere. Vi vil også have mere. Man siger, at man ikke ved, hvad man har, før man mister det – det tror jeg desværre ofte er rigtigt, så ... Måske vi lige – alle sammen – burde stoppe op og kigge rundt. Smile over det, vi har. Det, vi kan. Tage det ind. Passe på det. Huske på det.
Vi er heldige.
Lad os fløjte – lidt højere
