TT06_2009_Anderledes

2009

Kristeligt Forbund for Studerende

Følg KFS’ indsats for at nå ud på 406 skoler » 5 Bliver man aldrig for gammel til at være KFSer? » 7 Interview med Bubber om politik, penge og velfærd » 9 Brunkager, julestue og … alt for meget juleræs? » 10

Tema: Anderledes

her står du

Målsætningen

9

3 4

6

Aldrig for gammel til KFS

Nu er det altså jul igen

KFS’eren

Miljø og velfærd

12

14 15 19 20 18 22 27 28 25 31 34 35

Jesus og Jens Thomsen

En anderledes person....

Juleaften under et klokketårn

Gud er større

Janteloven

For anderledes til kirken

Kæphesten Kultur & Medier

Bøger

Refleksioner

Generalens

Leder Be someone. Be different.

Af bestyrelsesformand i KFS Johannes Baun ”Ordbog over det danske Sprog” hedder et ekstremt nørdet værk på 28 tykke bind. Heri står der alt, hvad man nogensinde kan ønske sig at vide om danske ord. Om ”anderledes” hedder det, at det kan betyde ”paa anden Maade” eller ”af anden Beskaffenhed”. Altså: Anderledes kan både være noget, man gør, og noget, man er.

Er det så værd at stræbe efter? Det vil mange mene. Her kommer 5 tidstypiske grunde til at være anderledes: 1.

2.

3.

4.

5.

Det er in.

At være ”almindelig” er modsætningen til at være anderledes – og ren, grå leverpostej.

At være anderledes minder om at være ”unik” eller ”autentisk”, og det er hot stuff. Bare spørg arrangørerne af de talløse talentshows, der tvinger os i sofaen fredag efter fredag, og hvor vi er vidner til ”dyb originalitet”, ”et utroligt talent” osv.

Man skal skille sig ud for at få uddannelsen, jobbet, kæresten, lønnen osv., som man fortjener. ”Hvis jeg ikke er anderledes, er jeg ikke mig.” Hvem der udtænkte dén tankegang, ved jeg ikke, men den fænger.

Og minder mig om, hvor unik jeg er – underforstået: hvor fed jeg er allerdybest inde. Hvor guddommelig.

Der slås kolossalt plat på den slags anderledeshed. Coachingbølgen var intet uden anderledeshed, selvudviklingslitteraturen heller ikke.

Men rammerne for, hvordan man skal være anderledes er ret snævre.

For en del overskrides de rammer, når nogle studerende bruger ti minutter om ugen i en KFS-gruppe. Sølle ti minutter kan være forskellen på tjekket og utjekket anderledeshed. Men lad mig give 5 bibelske grunde til – også på den utjekkede måde – at være anderledes: 1.

2.

3.

4.

5.

Det er sandt. Du er anderledes! Der er en kolossal forskel på at have Gud som omdrejningspunkt og mennesker som omdrejningspunkt, så om du vil det eller ej: Du er anderledes.

At være almindelig er blevet det anderledes. Men der er brug for almindelige mennesker. Jesus havde 12 disciple hos sig, men sendte tusindvis af mennesker hjem til deres hverdag, hvor de kunne bære troen med sig og være ”lys og salt” for deres omgangskreds.

Jesus var anderledes – han syndede ikke, han gjorde godt non stop, han levede intimt med Gud. Og han er værd at efterligne.

Du er ikke hovedperson i dit eget liv. ”Elsk Gud og din næste”. Det er der, det starter. Ikke som selvfornægtelse, men som kærlighed til andre.

Du er ikke guddommelig. Men du kender en, der er. Din far. Det er langt større end alt postuleret potentiale.

Så: Vær det, du er. Vær anderledes. Og start bare med de 10 minutter i KFS-gruppen …

Udgiver Kristeligt Forbund For Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 Fax: 35 43 48 04 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Giro: 405-4954

Redaktionen Studentersekretær Martin Krak (ansv. red.)

Stud.mag. Anders Vindum Stud.polyt. Henrik Roager Jensen Stud.mag. Annie Schjelde Rasmussen Stud.litt. Lea Braüner Larsen Stud.theol. Morten Rugager Kristensen Lærerstuderende Signe Esmarch Journalist Helle Bastrup (red.sekr.)

Abonnement Det er gratis at modtage Til Tro, men du er velkommen til at betale et frivilligt abonnement med lige netop det beløb, du har lyst til at give KFS. Et frivilligt abonnement er, ligesom alle andre gaver til KFS, fradragsberettiget. Sæt pengene ind på reg. 9541, kontonr. 0004054954

Design Martin Luckmann & Klaus Juul Jensen Layout og illustrationer Johan Kure & Gertrud Hjelm Kongshøj

Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.tiltro.dk

4

TIL TRO · # 6 · 2009 · nyheder

Den ”bedste” café på Discipeltræf Mandag eftermiddag på årets Discipeltræf lød der dansktop-musik fra højtalerne i det område, hvor eftermiddagskaffen blev serveret. Anledningen var et nyt lejrtiltag kaldet ”Bedstecafé” Af Heidi Graugaard Nielsen

På efterårets Discipeltræf fik de unge i år mulighed for at få masser af livserfaring med sig hjem. For første gang var der nem-

lig arrangeret en ”Bedste-café”, hvor unge og personer i ”bedsteforældre-alderen” kunne mødes.

I et hjørne finder vi ”bedste” Mary, der taler med Annesofie.

- Jeg er for nylig blevet opereret for et sprunget korsbånd, fortæller Annesofie, der på Discipeltræf er blevet udfordret af et bibelvers fra Jakobs Brev kap. 1 vers 2, hvor der står, at man skal glæde sig over de prøvelser, man møder. Derfor har hun nu søgt hen til ”Bedste-caféen” for at snakke med et mere livserfarent menneske om, hvordan man klarer de udfordringer, man møder i livet.

- Jeg har selv oplevet adskillige prøvelser i mit liv. Blandt andet har jeg været tæt på at dø, da jeg fik en blodkarsprængning i

maven og måtte opereres – og derfor kan jeg nemt sætte mig ind i din situation og frustration, fortæller Mary og fortsætter: - Jeg har altid haft en klar fornemmelse af, at der var én, der holdt hånden over mig.

Så jeg klarede mig igennem prøvelserne, dels ved at have masser af gåpåmod, dels i kraft af, at jeg vidste, Gud gik med mig hele tiden.

I et par timer var der trængsel om den lille flok ældre, der var mødt op for at dele ud af deres livserfaringer. Konklusionen herefter blev, at man næste år gerne må invitere endnu flere ”bedster” til at komme og snakke med de unge.

Fakta om Discipeltræf Discipeltræf er KFS’ årlige efterårslejr for unge på ungdomsuddannelser I år deltog cirka 500 – hvilket er 10 procent flere end sidste år. Lejren blev holdt på Skanderborg Gymnasium Discipeltræf foregår i efterårsferien

nyheder · 2009 · # 6 · TIL TRO

Målsætningen er kommet godt fra land!

Siden august har KFS arbejdet på den helt nye målsætning om i løbet af tre år at nå ud til i alt 406 skoler for at gøre Jesus kendt. Pt har KFS nået de 133 Af Helle Bastrup De næste tre år vil der i KFS i endnu højere grad end ellers blive fokuseret på studiesteder i Danmark. I august vedtog medarbejdere og bestyrelse en treårig målsætning om, at KFS vil besøge alle større studiesteder i Danmark for at gøre Jesus

kendt.

- Det er en målsætning, vi er rigtig glade for. Den motiverer os medarbejdere til at gøre en endnu større indsats for at nå de studerende med evangeliet, og vi har fået lov til at se flere nye KFS-grupper vokse frem rundt omkring, fortæller generalsekretær i KFS Robert Bladt.

I alt er der til dags dato 133 grupper, og siden august har medarbejdere og/eller LTC besøgt 21 skoler og været på 13 andre skoler og hængt plakater op. Umiddelbart skulle man synes, at KFS dermed har nået 167 skoler, men eftersom at nogen af skolebesøgene og plakatbesøgene var

på skoler, hvor der allerede var KFS-grupper i forvejen, bliver tallet kun 145.

På www.kfs.dk kan du løbende følge med i, hvor langt, vi når. Hvis du er interesseret i at få nyheder om projektet pr mail, så henvend dig til kfs@kfs.dk. Med nyhedsmailen følger også bedeemner for arbejdet i KFS. Ønsker du at støtte målsætningen økonomisk, kan du henvende dig til maria@ kfs.dk og høre mere.

5

6

TIL TRO · # 6 · 2009 · nyheder

Århus KFS bliver en klynge i ny Århus valgmenighed Et Århus KFS i forandring har nu medført en beslutning om, at Århus KFS skal være en klynge i den nye valgmenighed Århus Bykirke. Det blev bestemt på en ekstraordinær generalforsamling i oktober, fortæller studentersekretær i Århus Klaus Vibe Af Helle Bastrup - Århus KFS forbliver en selvstændig forening med egne vedtægter, så på den måde er foreningen Århus KFS ikke blevet til noget andet, end den var før, den er stadig fuldt og helt ejet af Århus KFS’ medlemmer. Men Århus KFS er derimod blevet til noget mere, nemlig en klynge i Valgmenigheden, Århus Bykirke. Vi håber, at det

fremtidige ugentlige gudstjenestefællesskab kan åbne op for en spændende proces og debat om, hvilke satsninger Århus KFS så skal gå i kast med på universitetet i hverdagen, siger Klaus Vibe og fortsætter:

- Det bliver spændende at se, hvilke dynamikker, der kommer i spil i spændingsfeltet mellem kirke og studenterfællesskab. Vi tror på, at denne nye relation bliver til gavn for såvel Århus Bykirke som Århus KFS og studiemiljøet i Århus.

Århus KFS

KFS drømmmer om 920.000 kroner Drømmebudgettet for 2010 viser underskud på 920.000 kroner. Det fornuftige budget viser underskud på 240.000 kroner. KFS har brug for din hjælp!

Af Helle Bastrup I KFS drømmer vi om i løbat af tre år at besøge alle større studiesteder for at fortælle de studerende om Jesus. Samtidig vil vi gerne fastholde alle vores andre aktiviteter, som for eksempel afholdelsen af vores to årlige landslejre, hvor 500-700 unge mødes for at være sammen om og lære mere om Gud. Men selvom økonomien for år 2009 ser fornuftig ud, kan vi desværre ikke sige

det samme om 2010, fortæller generalsekretær Robert Bladt.

- Ønskebudgettet viser et underskud på 920.000 kr. Det kan vi ikke forsvare, og derfor har vi finkæmmet budgettet for at finde ud af, hvordan vi kan skabe en bedre sammenhæng mellem forventede indtægter og udgifter. Det regulerede budget viser et forventet underskud på 240.000 kr. Følger vi det budget, skal vi stadig finde 80.000 kr. ud over de gaver, vi plejer at få, for at vi kan ansætte volontører i København og Aalborg i skoleåret 2010/2011, fortæller Robert.

Volontørerne besøger mange gymnasieskoler og har i det hele taget en rigtig god kontakt til de studerende. Derfor vil det være rigtig vigtigt for KFS’ målsætning om at besøge 406 skoler inden sommeren 2012,

at vi får mulighed for at ansætte volontører i 2010. Årsagen til den dårlige økonomi er blandt andet, at rigtig mange tidligere gavebrevsydere ikke har valgt at forlænge deres kontrakt. Derfor søger KFS nu efter nye støtter, der kunne tænke sig at støtte KFS økonomisk i en årrække.

- Der er mange muligheder for at hjælpe, og vi er taknemmelige for enhver gave.

Du kan hjælpe os ved en juridisk bindende gavebrevskontrakt og få skattefradrag for hele din gave. Du kan også lave en ikkejuridisk bindende fastgiveraftale. Så kan du få fradrag for dine gaver efter reglerne i ligningslovens paragraf 8 a. Eller du kan sende en engangsgave her og nu via vores hjemmeside www.kfs.dk, afslutter Robert.

nyheder · 2009 · # 6 · TIL TRO

Aldrig for gammel til KFS 20-25 senior KFSere mødes to gange om året for at dele liv, erfaringer og bede for KFS

Skydstofte, der begge er langt fra studiealderen, men ikke har givet slip på KFS af den grund. Siden 2001 har 20-25 senior KFSere mødtes to gange årligt for at holde fast på fællesskabet fra studietiden, dele livet med hinanden – og ikke mindst for at bede for Af Helle Bastrup KFS-arbejdet i dag.

- Man skal ikke glemme det åndelige fællesskab, man havde i ens studietid. Det KFS behøver ikke kun at være en del af skal bevares og få lov til at udvikle sig, lyder studielivet – faktisk kan det følge én hele det fra Lise og Jørgen. livet! Sådan lyder det fra Lise og Jørgen I dag er de begge pensionister, men har dybe KFS-rødder. Tilbage i 60’erne kom de med i Credokredsen i København (Credo blev senere til KFS), Lise har i en årrække arbejdet på KFS’ kontor, og begge har været aktive i blandt andet afholdelse af familielejre. Et engagement, der har været medvirkende til sammen med andre tidligere KFSere at oprette KFS seniorbedekredsen.

- Bedekredsen består af gamle KFSere, som mødtes på de første familielejre i Ringsted, Løgumkloster, Hillerød og siden på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing.

Senior bedekredsen tager indimellem på ture sammen. Billedet her er Vi er en gruppe, der har set fra gruppens tur til Holckenhavn slot på Fyn i efteråret meget til hinanden i tidens løb og blandt andet rejst sammen, da vores børn var små,

fortæller Lise.

Og da en begravelse i 2001 atter samlede gruppen blev de enige om igen at starte fællesskabet op. Ikke for at lave en bibelkreds, men bedekreds, fortæller Lise og Jørgen.

- Ved begravelsen talte vi om livets korthed og sårbarhed og nødvendigheden af forbøn for hinanden. Derfor ville vi lave en bedekreds, hvor der også skulle være mulighed for at synge salmer og lovsange. Når vi mødes, deler vi sorger og glæder og taler om det, vi ønsker forbøn for, fortæller de.

Det er primært børn, svigerbørn og børnebørnene, der er på bedelisten, men hver gang bliver også KFS helt konkret taget med i forbønnen. Der bliver bedt for ledelsen, arbejdet og lejrene, fortæller Lise.

- Vi kan kun opfordre til, at de KFSere, der i dag måske er færdige med studielivet, bliver med at leve med i KFS, for eksempel ved at oprette en gruppe, som vi har gjort det. De fleste kan godt overskue at skulle mødes to gange om året, lyder det fra Jørgen, og Lise supplerer: - KFS`s betydning for tro og liv, ønsker vi, må videregives til næste generation ved støtte, forbøn og offervilje. Og som vi altid har hørt i KFS: De penge, du giver til mission, kommer du aldrig til mangle.

7

TIL TRO · # 6 · 2009 · nyheder

KFS sætter miljø og velfærd på dagsordenen Politikere har ikke patent på at snakke klima, social uretfærdighed og velfærd, mener KFS og fem andre kirkelige organisationer. Et nyt projekt sætter fokus på kirkens rolle i forvaltningen af verdens goder

udgiver til januar et hæfte, der præsenterer ”Ti teser fra kirken om velstand, velfærd og ansvar”. Teserne er kernen i ”Giv dig rig”-projektet og formulerer ti overordnede påstande om forholdet mellem mennesker og naturen – og mennesker imellem – og hvordan disse forhold bør varetages.

- Jeg håber, de ti teser vil hjælpe KFSerne til at reflektere over, hvordan vi bedst forvalter vores penge, vores tid og vores tro. I en materialistisk og overfladisk tidsalder er der som aldrig før brug for, at vi kristne tør være en modkultur og fokusere på de ting, der virkelig giver mening i livet, afslutter Robert.

helt nyt projekt, der skal løbe af stablen i hele år 2010. Projektet hedder ”Giv dig rig”, og selvom navnet kunne indikere, det først og fremmest handler om penge, er der meget mere i spil end det, fortæller generalsekretær i KFS Robert Bladt.

- Som kristne har vi fået utroligt meget givet, og som danskere er vi tilmed blevet betroet materiel rigdom. Nåde, kærlighed og tilgivelse bliver der mere af, når vi deler, men de materielle goder er imidlertid begrænsede. Derfor skal vi passe på dem og forvalte dem, så de bliver til størst mulig glæde. At give skaber glæde både hos dem, der modtager og dem, der giver, påpeger generalsekretæren.

De seks organisationer bag projektet

Af Helle Bastrup

Som kristne har vi et særligt ansvar for at tage vare på den verden, vi lever i. Sådan lyder parolen fra KFS og fem andre kirkelige organisationer, der til januar søsætter et

et

¾ft

sh give r ud

a

anu

Til j

g rig iv di

ÓG

: S K O AB

FAKT

ken a kir

fr

eser

Ð ti t

rd elf¾ nd, v

logi om

te

st¿t

ets

kt roje

p

dre

t an

and

bl r er

,

d gaar kovs

en S

ktet

-proje Giv dig rig

te Dyremose,

MFÕer Charlot

a Ev

sk eli ng

t itu

t te

el I nst

te ul

fa k

Bib

h

t Lu

is

M

nsk

th Lu

k ers

s Mi

k

s er

Da

r Ind

eM

n sio

he

on

i iss

n sio

ds

KFS s

ig

r

Udove

t:

rojekte

et,

ojekt

pΠpr

f 10 vil mpinger. Œr 20 g bibelca f a t e erlejre o m m I l¿b so ndet pŒ blandt a

te op S bisk

r bag p

kus tte fo

ter s¾

n geme

rran lere a

ndt

atione

ser.

de ti te

e bli

Bla

rganis ende o tŒr f¿lg

Ó

svar

og an

elsta om v

anto ivet en ve udg

r sener

n vil de

Desude

M en

8

tidl. MF og p

Õer Chri

rofe

ssio

nel

l¿ber af stablen

hele Œr 2010

stian M

fod b

old

ejdahl

spil

ler

Jer

em

iah

Wh

ite.

nyheder · 2009 · # 6 · TIL TRO

5 spørgsmål til Bubber om velstand, velfærd og ansvar I forbindelse med lanceringen af ”Giv dig rig”-projektet har Til Tro spurgt Bubber om, hvad han tænker om den måde, vi danskere håndterer vores velstand – og hvordan vi kan gøre det bedre Af Helle Bastrup

Hvordan synes du, vi danskere bedst forvalter den velstand, vi har?

Overordnet synes jeg, der er alt for meget politik i den måde, vi forvalter pengene på.

Mange politikere blander sig i sager først og fremmest fordi, det gavner deres sag politisk, ikke fordi det gavner mennesker.

Og rundt på offentlige institutioner går der bureaukrati i det, når man af frygt for at blive skåret i næste års bevillinger skynder sig at fyre de sidste penge i budgettet af på ligegyldige ting… i stedet for at kunne spare dem til næste år. Det er fuldstændigt hul i hovedet.

Hvad kan vi gøre bedre, end vi gør i dag?

Vi kan altid gøre tingene bedre… men spørgsmålet er, hvem det bliver bedre for.

Er det for mig selv eller andre? Jeg synes generelt, vi mennesker er præget af for lidt menneskeligt overskud og tålmodighed.

Vi bliver mindre og mindre rummelige. For mig at se handler det om at give sig selv og andre masser af plads til at være dem, man er. Man går for meget op i, hvad ”man skal” i stedet for, hvad ”man kan”.

Synes du, kirken har et særligt ansvar for at gå foran – eller hvad tænker du om det?

Religion er fantastisk, for det giver mange en helt særlig fred og ro. Men hvis det bliver for fanatisk får det den modsatte effekt. Egentlig synes jeg, folk selv må rode med det, der nu virker for dem. Hvis det hjælper dem at bede til Gud, Jesus eller Allah er det helt i orden. Bare man ikke peger fingre af dem, der ikke gør det. Religion i sig selv er ikke dårligt, men den måde, det bliver dyrket på, kan have negative konsekvenser. Det vigtigste er at give plads til forskellighed og lade mennesker selv bestemme, om de vil blande kirken ind i den måde, de lever på.

Gør du selv noget i praksis for at tage dig af den verden, vi lever i?

Jeg synes, man skal se sig selv i spejlet hver aften og spørge sig selv ”Har jeg behandlet mine nærmeste og mine kolleger godt?”

Og hvis man kan sige ja til det, så har man gjort en del. Helt konkret har jeg også brugt de muligheder, som mit arbejde har budt på. For eksempel har jeg lavet programmer om hungersnød, Aids og malaria. Jeg har brugt de chancer, jeg har fået til at oplyse og fortælle om problemerne i verden.

Hvordan har det arbejde påvirket dig – har du selv fået noget ud af det?

Jamen, hvis man i kraft af det, man laver, kan påvirke måske 1,2,3 eller mange flere mennesker, så rykker det da noget. Hvis jeg har lavet et program om Aids, og der efterfølgende bare er én person, der vælger at bruge

kondom, så er jeg da glad og synes, jeg har gjort en god gerning. Men egentlig kan man jo præge verden på så mange måder, og hvis jeg med et smil til kameraet kan få flere til at smile, så betyder det jo også rigtig meget. Der er så mange negative historier, jeg vil godt fortælle de positive, og på den måde få de positive ringe til at brede sig.

9

10

TIL TRO · # 6 · 2009 · anderledes · artikel

”Nu er det altså jul igen, det la’r sig ikke skjule…”

Duften af gran, pebernødder og brunkager hænger i luften, og lysene blinker fra træer, huse og vinduer. Det er december. Det er hygge. Og så er det den tid, hvor vi igen kan mindes, at vores frelser blev født

Af Helle Bastrup

Velkommen til en sides juleinspiration!

I dette nummer af Til Tro har du nu muligheden for at blive inspireret til at gøre december måned endnu hyggeligere, end den allerede er. Sæt dig ned og forlyst dig med lidt hyggelæsning i stearinlysets skær…

Bag for eksempel:

Farmors brunkager Bag en ordentlig omgang og tag dem med på dit studiested eller din arbejdsplads og del dem ud. De gør helt sikkert lykke!

(pølser). Læg i køleskab i mindst 1 dag gerne 2. Eller læg dem ”rå” i fryseren og tag op efter behov.

Når de skal bages, skæres de ud i tynde skiver (brug en god skarp kniv) og bag ved 180 grader i 5-6 minutter.

Julelæsning Eller find Bibelen frem, slå dig ned i din bedste lænestol og slå op i Lukasevangeliet kap. 2, vers 1-21. Her kan du læse juleevangeliet om Jesu fødsel. Den omtales også i Matthæusevangeliet kap. 1, vers 18-25.

Julestue 500 g margarine 225 g sirup 400 g sukker 1 brev potaske opløst i lidt lunkent vand 2 breve brunkagekrydderi 1 kg mel 150 g smuttede, grofthakkede mandler Kom margarine, sirup og sukker i en gryde og varm det op til lige under kogepunktet. Tilsæt potaske, der er opløst i lunkent vand. Afkøl massen til den er lunken. Tilsæt krydderier, mel og mandler og ælt dejen grundigt. Tril dejen ud i stænger

Eller hvad med at invitere KFS-gruppen og studiekammeraterne på en kreativ julestue hjemme hos dig selv eller på dit studiested? Hav æbleskiver og gløggen parat og kast jer så sammen ud i at flette julehjerter og stjerner, høre julemusik og salmer, lave konfekt og bage pebernødder… Krydr eventuelt oplevelsen med oplæsningen af juleevangeliet eller en andagt.

frivillig ved et juleaftensarrangement i dit lokalområde. Mange kirker over hele landet arrangerer juleaften for ensomme, ældre, hjemløse og andre, der ikke har et sted at holde jul. Det kan være en helt fantastisk oplevelse at være med til at få juleaften til at gå op i en højere enhed for andre.

Ignorer ”larmen” Er du én af dem, der er ved at få nisser galt i halsen, ønsker juletræ og gaver langt væk og bare er træt, træt, træt af juleræsset? Så gør dig selv en tjeneste: Forsøg at ignorere alt det, der gør julen kommerciel, hul og overfladisk. Søg i stedet for roen og hyggen inden døre og fordyb dig i Guds ord Bibelen, bøn, gode bøger og god musik.

Læs for eksempel Thomas Teglgaards bog ”Om menneskerettigheder, nisser og andre irritamenter.” God og skarp underholdning, der sætter et satirisk og kritisk lys på juleræs og nisser.

Hjælp andre Et helt andet forslag, der kan gøre din juleaften hyggeligere ikke kun for dig, men også for andre, er at melde dig selv som

Glædelig jul!

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO

KFS’eren Ny KFS-gruppe: Fedt at komme i gang En KFS-gruppe giver en helt særlig mulighed for at snakke om fag/tro problematikker og dele liv, fortæller en nystartet gruppe på antropologistudiet i Århus Af Helle Bastrup Midt imellem gamle sofaer, rustikke lamper og solskinsstråler sidder to ”nybagte” antropologi-KFSere. Karen Jensen og Kristine Bodilsen på 21 og 26 år er to af i alt syv deltagere i en ny KFS-gruppe på antropologi-studiet i Århus. På bordet sender kaffe, kakao og småkager stemning af hjemlig hygge ud i Nobelparkens lokaler, og de to piger sludrer opløftede om den nye KFS-gruppe og planerne for fremtiden.

- Det har været godt at komme i gang og fedt, at der er så mange førstesemesterstuderende med. Så skal KFS-gruppen nok overleve mange år endnu, fortæller Kristine, der selv er 7. semester studerende.

Hun er initiativtager til gruppen og har med ganske lidt arbejde fået stablet gruppen på benene.

- Jeg havde hørt, at der var en del kristne, der skulle i gang på studiet efter sommerferien. Så ringede jeg til Klaus Vibe (KFS-sekretær i Århus, red) og spurgte, om vi måtte starte en gruppe, og det måtte vi selvfølgelig godt. Og så var det det, fortæller Kristine med et smil.

En mail på intranettet og plakater på instituttet har informeret interesserede om det nye tilbud, og derudover har Kristine selv taget kontakt til en del af de kristne, hun kendte i forvejen. I dag er

de kun to til KFS-mødet, men faktisk er der normalt bedre opbakning, for der er mange, der kan se fidusen i projektet, lyder det fra Karen.

- Vi tager mange forskellige ting op i gruppen. For eksempel snakker vi om, om antropologi og kristen tro overhovedet kan forenes?

Det er fedt at kunne snakke om fagspecifikke ting med andre kristne, fortæller hun.

- Ja, jeg synes faktisk, der er rigtig mange ting på studiet, der er relevante at drøfte ind i en kristen sammenhæng. Vi bliver jo tit fortalt om, at missionærer nærmest ikke har gjort andet end at ødelægge kulturen rundt omkring i verden. Vi hører aldrig noget om, hvad de reelt har foretaget sig, indskyder Kristine.

Sådanne ting er det godt at vende med andre kristne, er de to studerende enige om. Samtidig er det vigtigt for dem, at KFS-gruppen ikke er enormt ressourcekrævende, men et sted, de kun mødes hver anden eller tredje uge. Mødet foregår ofte sidst på eftermiddagen, og på programmet er der først og fremmest bøn for hinanden og studiekammeraterne – og så en masse snak, selvfølgelig.

11

Tema: Anderledes Altid på tværs I kirken bryster vi os af, at der er plads til alle. Alligevel er det monokulturen, der dominerer inden for dørene. Vi ligner hinanden, er lige gamle, går i det samme tøj, taler om de samme ting og er for mange kvalmende uinteressante. I dette nummer af Til Tro vil vi se på, hvordan det er at være anderledes i kirken - på godt og ondt.

Rie Skårhøj udfordrer ’det normale’ og opfordrer til at udforske nye kirkelige rammer. Claus Grønbæk skriver om, hvor svært det er at skille sig ud, specielt i jantelovens land, hvor der hurtigt bliver set skævt til en, hvis man udviser beslutsomhed og selvsikkerhed. Børge Haahr Andersen maler et anderledes portræt af Jesus.

Desuden - nu er det jo jul - får vi en lille beretning om, hvordan mennesker rundt i landet holder jul på en anderledes måde!

Til dette og andre godter ønsker vi jer god læselyst - og glædelig jul!

Redaktionen

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO

En anderledes person på en anderledes mission I forsøget på at udforske og eksemplificere begrebet ”anderledes” har vi fundet en fyr, som nogen vil kalde anderledes. Her er en bid af hans liv. Et udtryk for, at det ikke er farligt at være anderledes Af retorikstuderende Annie Schjelde Rasmussen, aschjelde@gmail.com Alle mennesker er unikke og helt forskellige, så hvordan i alverden kan vi egentlig tale om, at nogle mennesker er “anderledes”? Hvor anderledes skal man for eksempel være, før man er anderledes nok til at blive interviewet i Til Tros temanummer om “anderledes”? For nogle vil det at gro vildtvoksende tomatplanter i sin vindueskarm være underligt og anderledes, for andre vil det at få et kald til at tjene og sprede Guds kærlighed hos rastafarier, en subkultur fordelt på mange forskellige lande, forekomme fremmed - og de fleste vil nok synes, at det falder uden for en almindelig, voksen omgangstone at gå rundt og bide folk. Under alle omstændigheder har Til Tro mødt en fyr, som alle de tre ovenstående beskrivelser passer på.

Det kunne han godt, og han var og er stadig glad for KFS, men: “Noget af det, jeg er gladest for ved min nuværende kirke, er, at der er jeg bare Anton - før var jeg et fænomen, men her er jeg bare

”Men man tænker en lille smule over det med at være anderledes, når man render rundt og er hvid rasta i Etiopien” en person, mig selv, og de rummer mig, som jeg er. Men man tænker en lille smule over det med at være anderledes, når man render rundt og er hvid rasta i Etiopien.”

En gave fra kejseren Før var jeg et fænomen En af de første gange jeg (som spritny og temmelig usikker KFS-volontør i 2005) mødte Anton Rønne Munch, hilste han på ved at bide sig godt fast i min overarm. Jo, det er rigtigt nok. Det var en ny form for kontaktsøgning, jeg ikke helt var vant til den var anderledes, men det virkede egentlig meget godt. Anton var dengang lidt af et fænomen i KFS - siden er nitter, dreadlocks og flagrende gevandter i mudrede farver blevet mere almindeligt i gadebilledet, selv i kristne kredse. Om han selv kan huske det?

ca, som havde hjulpet med at forsvare Etiopien i krigen mod Italien i starten af 40’erne, et stykke af sit eget land og inviterede dem til at vende tilbage til Afrika,” fortæller Anton.

Da Anton var på KFS’ Ledertræningscenter i 07/08, var hans hold på udlandstur til Etiopien. Her evangeliserede de sammen med de kristne, etiopiske studerende. De kom til Shashemane, en lille by i det centrale Etiopien og skulle have en 5-dages outreach.

“Shashemane er et meget specielt sted for rastaerne, og de har en lille landsby der.

Området var en gave fra Etiopiens kejser Haile Selassie, som regerede fra 1937 indtil den kommunistiske revolution i 1974. Han gav alle de sorte fra USA, Caribien og Jamai-

Det var særligt rastafarierne, som tog imod tilbuddet. Anton fortæller, hvordan de sammenligner sig selv med jøderne: “De har, gennem mange års slaveri, mistet sprog, identitet, kultur, land og prøver så at opbygge denne identitet igen på Jamaica. Og så kommer Haile Selassie og inviterer dem tilbage til Afrika - det sorte Zion med en sort messiaskonge, der inviterer dem tilbage til deres lovede land... Oven i købet skulle han, ifølge ortodokse overleveriger, være efterkommer af kong Salomon og dronningen af Saba.”

Rastabevægelsen startede i 1920‘erne på Jamaica, en tidligere britisk koloni, som var et centrum for handel med afrikanske slaver. Ideologien bag bevægelsen talte om, at der skulle bygges en afrikansk stat for de afrikanere, der var blevet tvunget bort fra deres oprindelige land. Blandt andet der-

13

14

TIL TRO · # 6 · 2009 · anderledes · artikel

for opnåede kejser Haile Selassie nærmest gudestatus, da han skænkede området omkring Sheshemane til de bortførte slavers efterkommere.

Anton kendte kun lidt til rastakulturen, før han tog til Etiopien. De kommunefarvede dreadlocks, der pryder hans hoved, blev lavet, mens han hørte Bob Marley i niende klasse og har groet sig store og tykke siden da.

“Gud har forberedt mig i løbet af de sidste par år, hele min attitude og indstilling klinger bare rigtig godt til at have med den her type mennesker at gøre,” siger Anton.

Som om de tilbad et træ!

Tilbage på outreachen er Anton med de lokale kristne studerende ude og evangelisere for rastafarierne, og han var ikke begejstret for måden, det foregik på.

“Jeg syntes, at den måde missionen foregik på fra de kristne etioperes side var ganske forfær-

delig respektløs. Det var måske en ok måde at fortælle om kristendommen til stammefolk, der har tilbedt et træ hele deres liv eller muslimer, eller ortodokse kristne, der aldrig har kigget i deres egne skrifter - men rastaerne, de fleste af dem kommer altså fra evangelikale baggrunde. En af de situationer jeg oplevede, var en etiopisk kristen, der stod og talte med en rasta for at omvende ham, da der kom en anden ung rasta forbi. Den unge rasta spørger, hvad han laver, og evangelisten svarer, at han fortæller om Kristus, for at folk må blive frelst. Den unge rasta spørger, hvorfor han så ikke snakker med ham dér og pegede over på en af mine med-LTC’ere, og evangelisten svarer, at det er fordi ham derovre allerede er frelst. Rastaen spørger så, om han også er frelst og får svaret: “Nej, du kommer i helvede”. Den unge mand gik meget vred derfra.”

Der var altid et team, som blev tilbage for at bede, mens resten talte med folk, og på andendagen var det blevet Antons tur.

“Jeg prøvede sådan lidt at afpresse Gud til at gøre noget, for der måtte jo ske et eller an-

det, og hvis det så skulle være, at jeg måtte flytte derned og leve af at sælge hatte, så måtte det jo være det - for noget skulle der ske. De her mennesker har brug for, at der kommer nogen og er hos dem på deres præmisser.

Lad os lave noget sammen Om aftenen da LTC’erne sad og spiste på deres hotel, kom der to pastorer fra pinsekirken. De så flokken og kunne se, at det var en kristen gruppe. De så også Antons dreadlocks og kom hen og sagde: ”Vi har brug for mennesker, som brænder for det med rastaerne - vil du være med til at lave noget kirke hos dem?

“Næste aften holdt de pinsefolk, vi havde mødt, et dinnerparty med god musik, hvor alle rastaerne var inviteret. Der var nogle forskellige, som var oppe og tale. Den ene var en fyr som hed Ermias. Han lagde ud med at sige undskyld på vegne af de kristne og etioperne, og sagde at ”I kom som sorte fra jeres slaveri og ville gerne tilbage til Afrika, til jeres hjemland - og vi behandlede jer som fremmede. Og I kom som mennesker, der søger Gud og læser i Bibelen, og vi som kristne afskrev jer og kaldte jer kættere og ville ikke have noget med jer at gøre”. Og han sagde, “jeg ved, det er 40 år for sent, men lad os prøve at gøre noget ved det nu, lad os starte med at lave noget sammen nu!” Og det var lige præcis det, jeg havde stået og bedt om!”

Ermias og Anton mødte

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO

15

hinanden igen til morgenmaden, lige inden LTC’erne skulle afsted fra Sheshemane, og aftalte, at de skulle nå at mødes i Addis Abeba og tale videre om arbejdet blandt rastaerne.

Vi er den samme mand Anton fortæller, hvordan rastaerne i dag tror på en sammenblanding af Halie Selassie og Gud/Jesus. Nogen vil sige, at Halle Selassie er Messias, overhovedet for treenigheden - andre siger, at han bare er en stor profet.

“Som jeg ser det, så sker det, at Gud indimellem bruger enkeltmennesker til at være lys for rigtig mange andre - f.eks Frans af Assisi eller sankt Antonius som startede ørkenvækkelsen. Halie Selassie var kristen og bekendte sig til den etiopiske ortodokse kirke - jeg tror, han var sådan et lys. De ting, han gjorde, afspejlede på en smuk måde det, messiaskongen skal gøre. Han var en konge, som førte folket fri. Jeg tror, hans liv er en profeti - en analogi til det, der skal komme, når vi skal blive sat fri fra, hvad der har bundet og skilt os fra Gud i denne verden. Det er forkert at sammenblande profeten og profetens budskab, og det er det, jeg ser, der er sket for rastaerne.”

Selv om rastakulturen har træk fra både jødedommen og kristendommen, er det forskelligt, hvad de tænker om Jesus. Anton fortæller: “Nogle ser ham bare som en stor profet, andre ser ham som en del af treenigheden, Nogen igen vil se ham som værende både Gud og menneske, der inkarnerer sig hos os, for at mennesker kan få ånden, og vi kan blive ét legeme. Det er nogle af rastaerne også bedre til at forstå end mange i de vestlige kirker. Det, at vi to, når vi sidder her er ét - fordi vi er en del af det samme legeme, vi er den samme mand. Det er dét, der er Jesu agenda - en ny menneskehed i ham, som er ét med hinanden, ét med ham. Ikke nødvendigvis én organisation - men ét legeme.”

Elsk og tjen det sted, du er Anton fortsætter: ”Rastaerne er bedre til at brænde for denne verdens forløsning end mange kristne har, mener Anton. Mange kristne har den

“Gud har forberedt mig i løbet af de sidste par år, hele min attitude og indstilling klinger bare rigtig godt til at have med den her type mennesker at gøre.” indstilling, at nu er vi her i den grumme tåredal, og på et tidspunkt vil Gud trække os væk. Men det er jo denne verden, som skal forløses, så hvis jeg alligevel skal bruge en evighed på at forvalte det, jeg ser omkring mig, kan jeg lige så godt øve mig i at forvalte det godt.”

Derfor har rastaerne i Shashemane ud af egen lomme bygget skoler, hvor fattige børn kan få gratis undervisning, og sågar en politistation.

“Det er ud af en kærlighed til stedet, det skal ikke være fyldt med kriminalitet, derfor hjælper det, hvis politiet har det godt,” siger Anton.

Videre med visionen Ermias og Anton blev ved med at skrive sammen efter, at Anton kom hjem fra Etiopien, og et halvt år efter tog han afsted igen og så mere af forsoningsarbejdet.

“Det foregår sådan, at vi, kristne og rastaer, mødes og spiser sammen og prøver at lade være med at tage vores egne hold-

ninger med hjemmefra, og så diskuterer og snakker man ud fra Bibelen. Gud sendte Ermias til rastaerne. Han sagde sit job op som lærer på et Bible College, og efter at han så et halvt år efter løb tør for penge, er det os i Danmark, blandt andet min kirke, der har holdt ham i live, så han kunne gøre tingene.

Danmark er så resursestærkt et land med så resursestærk en kirke, at vi kan stable noget effektivt på benene, så hvad der sker i Etiopien nu, sker med penge herfra og samarbejde herfra,” siger Anton og fortsætter: ”Arbejdet har været i gang i halvandet år nu. Det første år gik primært med at så og forarbejde, og det er først nu, der er en høst på vej. Vi har set nogle fantastiske ting ske, døre åbnes, vi får lov at snakke med dem og se, at det forhold bedres. Når jeg kommer som hvid kristen, hører jeg til den gruppe, som rastaerne meget længe har næret et had til - og med god grund. Og alligevel får jeg lov at være med og gøre meget godt dernede.”

16

TIL TRO · # 6 · 2009 · anderledes · artikel

Jesus og Jens Thomsen Hvis man har været kristen i mange år, kan det være svært at blive overrasket, når man læser om Jesu mirakler. Selvfølgelig kan han det.

Men Jesus er en kompleks person. Anderledes på alle mulige måder.

Overraskende ud over der sædvanlige af rektor på Dansk Bibel-Institut Børge Haahr Andersen, BHA@DBI.EDU Gad vide om du kender tømreren Jens Thomsen. Han blev født i den lille landsby Spjald i Vestjylland omkring år 1950 og boede nogle år ved Ringkøbing, hvor han arbejdede som murerarbejdsmand. I sin ungdom var han helt ukendt, men pludselig som trediveårig blev han berømt på hele egnen, fordi han rejste rundt og fortalte, at han var Messias, der skulle redde hele verden. I starten troede folk, at han var syg i hovedet eller havde fået storhedsvanvid, men nogle blev faktisk totalt og aldeles overbevist om, at han talte sandt. Han blev så berømt, at der var mennesketomt i gaderne, når han holdt møde i forsamlingshuset eller sportshallerne i Vestjylland. I sommeren 1981 besøgte han dyrskuet i Skjern, og efter dette besøg stod der syv kørestole og fjorten par krykker tilbage, mens deres ejermænd spankulerede rundt og demonstrerede hans evner til at heale uhelbredelige sygdomme. Mange af de helbredte blev en del af hans supportgruppe. Selv om en række skeptiske eksperter fra hele landet forsøgte at finde naturlige forklaringer, var der ikke megen tvivl om, at han besad helbredende evner, der var helt unikke.

Efter tre år var han så populær som aldrig før, men var samtidig røget uklar med sundhedsvæsenet, kommunen, folketinget og bispekollegiet. På en lidt finurlig og ufin måde blev han anholdt af politiet, erklæret farlig for sine omgivelser og døde pludselig, mens han sad i isolation i arresten i Ringkøbing.

Hans supportere gik nu i gang med et helt håbløst projekt. De påstod, at han i forbindelse med en højtidelighed i tilknytning til begravelsen var kommet vadende lyslevende ind i forsamlingen og havde siddet med til bords ved eftersamværet og spist lagkage.

Eksperter kaldte det kollektiv tvangsforestillinger og manipulation. Hvorom alting er, så lader rygtet om Jens Thomsens særlige evner og opstandelse fra de døde sig ikke standse. En international Jens Thomsenbevægelse er under opsejling.

enestående tillidsvækkende evne, og så var der det ved ham, at han kunne helbrede syge og udføre mirakler. Nogle mente, han stod i ledtog med Fanden selv, men de fleste var faktisk en periode overbevist om, at han var Guds redskab og gave til det jødiske folk.

Da han ved påsketid valgte at give sig offentlig til kende som Messias, troede de fleste nogle få dage, at tiden var inde, hvor

”Den mest indlysende forklaring på de begivenheder, der førte til kristendommens fødsel og eksplosive vækst, er faktisk, at beretningen om ham er sand.”

Er det sandt?

Måske undrer det én og anden fra de kanter, at de aldrig har hørt om Jens Thomsen eller Jens Thomsen-bevægelsen. Det er der en god forklaring på. Jens Thomsen har aldrig eksisteret i andet end min fantasi, og han er blevet til, fordi jeg skulle skrive noget om en helt anden.

Jesus af Nazaret.

Du har sandsynligvis hørt om Jesus fra Nazaret. Han blev født cirka 5 år f. Kr. og var indtil sit 30. leveår murer og tømrer i Galilæa i Nordisrael. Som 30-årig blev han pludselig kendt og omtalt over hele Israel som folketaler, mirakelmager og profet. Nogle mente, han var syg i hovedet, men han havde en

de hellige skrifters profetier om paradisets genoprettelse skulle gå i opfyldelse. Men det endte helt modsat. Han blev taget til fange af jøderne og efter en noget tvivlsom retssag udleveret til romerne, som korsfæstede ham sammen med et par forbrydere.

Trods dette endeligt blev der en talrig Jesusbevægelse, ikke blot blandt jøder, men rundt i stort set alle afkroge af det romerske rige. Hans tilhængere sagde, at han var stået ud af graven og vist sig lyslevende for sin supportgruppe. Uanset hvad man måtte mene om dette, var det tre årtier efter hans virke klart for alle, at Jesusbevægelsen ikke stod til at stoppe, men bredte sig overalt i verden.

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO

Er historien om Jesus sand?

Der er nogen, der mener, at Jesus aldrig har levet, men at nogle anonyme jøder i det første århundrede lavede historierne om ham. I givet fald står vi over for noget meget usædvanligt. Man skaber på tre årtier en international bevægelse, hvis grundlægger er en opdigtet person. De har haft mere vind i seglene end mit projekt med Jens Thomsen, hvor det indtil videre ikke er lykkedes mig at hverve en eneste Jens Thomsen-tilhænger, selv om jeg selv synes, jeg har tegnet et meget overbevisende billede af ham.

Der er andre, som mener, at Jesus har levet, og at evangelierne er en blanding af fakta og fiktion. Men Jesu opstandelse er en fiktion, der er skabt af hans disciple for at sætte ord på udødeligheden ved hans person og lære. I givet fald står vi over for noget lige så usædvanligt. I en kultur, hvor det er utænkeligt, at Messias dør som en anden forbryder, skaber et par håndfulde disciple en international bevægelse, hvor hundredvis, ja tusindvis af mennesker bringer store ofre og sætter livet til for at udbrede et budskab, hvis hovedsag er opdigtet af dem selv.

Det er faktisk ikke så enkelt at forklare beretningen om Jesus som fiktion eller overtro. Det handler om, hvad en konkret person sagde og gjorde i fuld offentlighed på kendte geografiske steder, og det er videregivet af nogen, der stod inde for budskabets sandhed med deres eget liv, og de skrifter,

der beretter det, er nedskrevet ret kort efter begivenhedsforløbet. Den mest indlysende forklaring på de begivenheder, der førte til kristendommens fødsel og eksplosive vækst, er faktisk, at beretningen om ham er sand.

Jesus er anderledes.

Men lad det være sagt med det samme.

Beretningen om Jesus er utrolig. På den ene side får vi et portræt af en fattig tømrer fra et fjernt udsted i Israel, et almindeligt menneske med et praktisk borgerligt arbejde.

Samtidig var han anderledes og sprængte alle kendte forestillinger og hele sin samtids forventninger og erfaringer. Hans tilhængere kaldte ham profet, Messias, Davidssønnen og lignende, men han talte og handlede på en måde, som overgik og sprængte deres forståelse af, hvem Messias kunne være.

Han gjorde sig til et med Gud på en måde, så det i et almindelig jødisk øre lød som gudsbespottelse. Han tildelte sig selv hovedrollen i Guds handlen med verden, så mennesker enten ærbødigt bøjede sig eller rasede over hans bespottelse.

Hvem er Jesus? Evangelierne svarer: Han var lokal tømrer, men var med til at bygge universet. Han døde som 33-årig, men var evig søn af Gud. Han døde ved en ydmygende henrettelse, men var og er verdens redning.

Han helbredte og hjalp alle, men kunne tilsyneladende ikke hjælpe sig selv. Få har været mere rummelig og imødekommende over

for de, der var uden for og var anderledes end han. Ingen har samtidig været så klare og radikale i deres etiske vejledning. Uanset om man går til historieskrivning, fiktion eller religionshistorie, vil man aldrig finde en skikkelse, som er mere sammensat og har en spændvidde som ham.

Hvad forskel gør han?

Hvis alt skulle siges om Jesus, kunne hele verden ikke rumme de bøger, der så måtte skrives, siger apostlen Johannes. Og jeg har blot fået et par sider i Til Tro! Men skal jeg udtrykke essensen, efter i mit arbejde og i mit privatliv at have fordøjet beretningen om Jesus i efterhånden nogle årtier, vil jeg sige noget i den retning: Han er den, som gør den afgørende forskel i verden og i mit liv. Fordi han er den, han er, Gud og menneske i én person, kan han lære dig og mig sandheden om Gud og vejen til Gud. Han kan give mig vished om livets mening – før og efter døden. Den konkrete historie, der hører til hans korte jordeliv, har en nutidig betydning for hvert eneste menneske. Jesus kan også for dig og mig i dag blive den mest centrale person i vores liv, fordi han forbinder os med Gud og giver os et nyt liv, som begynder her og nu, men som kulminerer i en kommende verden.

17

18

TIL TRO · # 6 · 2009 · anderledes · artikel

Juleaften under et klokketårn En velovervejet ønskeliste. Et nøje planlagt og tidskrævende julemåltid. Besværet med at skulle pynte juletræet og alle grannålene, der sviner bagefter. Vi kender den alt for godt – den gode gamle jul. Her er dog et eksempel på en lidt anderledes version Af lærerstuderende Rebekka Fischer, rebekkafn@gmail.com

artikel artikel · anderledes · anderledes · 2009 · 2009 · # 6 · · TIL # 6 ·TRO TIL TRO

Har du nogensinde tænkt over, hvorfor der bliver sendt film i fjernsynet juleaften? Man kan undre sig over, hvem der har tid til at se dem, når man både skal hygge sig med familien, spise og synge, gå om træet og have gaver.

Jeg kender mennesker, som plejede at se filmene i fjernsynet juleaften. Af den ene eller anden grund var de ikke sammen med familien. Juleaften er familiernes fest og derfor en aften, hvor det er ekstra svært at være alene. Ingen familie eller gode venner er lig med ingen fest. Og hvis det er tilfældet, adskiller juleaften sig ikke fra enhver anden aften foran fjernsynet.

ved hjælp af et nummersystem, som minder om banko. Der er dog sørget for, at alle får en ”gevinst”. Det er altid spændende at se, hvad man får, da det er umuligt at regne ud, fordi man ikke kender giveren, og giveren ikke kender dig. Nogle gange forbliver forventningens glæde større end selve gavens indhold, men det gør ikke noget. Overrasket bliver man i hvert fald. Efter gaverne er der mere hygge og flere godter, hvorefter afte-

”hvert år er der mennesker og skæbner, der gør særligt indtryk på mig”

Min juleaften Mange har en ramme for deres julefejring – en bestemt måde at gøre det hele på.

Rammerne holder for nogle liv i traditionerne, og for andre lægger de sig tungt om julen og gør det hele forudsigeligt og måske lidt ligegyldigt. Rammerne om min juleaften er de samme hvert år, men indholdet er altid nyt. Siden jeg var ti år gammel, har jeg sammen med min familie holdt juleaften i kirken.

Juleaften i kirken Juleaften begynder for mig med julegudstjeneste kl. 16.30. Til gudstjenesten er alt efter bogen, og salmerne, ordene og bønnerne lyder som et ekko af julegudstjenesterne overalt i landet. Kun menneskerne og hjerterne er forskellige fra sted til sted.

En gruppe mennesker til gudstjenesten har noget til fælles - vi går ikke hjem efter postludiet. Fra år til år varierer vi i antal og består af mellem halvtreds til firs mennesker.

I stedet for at gå hjem går vi ind i kirkens mødesale, hvor der er dækket op til fest.

Maden er bestilt udefra og skal kun anrettes på fade af os, der hjælper til. Vi får and og flæskesteg, brune kartofler og hvide kartofler, rødkål og brun sovs. Og sådan fortsætter julefejringen på ganske almindelig vis med julesange, snak, juleevangelium, eftertænksomhed, risalamande og mandelgave, dans om juletræet og selvfølgelig julegaver. Alle har taget en gave med, som inden maden er blevet forsynet med et nummer og lagt under det store juletræ. Gaverne bliver fordelt

De sidste fire-fem år har en familie bestående af far, mor og nu tre børn været med. Forældrene har begge en meget kompliceret familiebaggrund og har derfor valgt at holde jul for dem selv i kirken. Det er en lettelse for dem at holde fri fra familiestridighederne juleaften, og de har aldrig haft bedre juleaftener. Én kvinde har været med alle årene. Hun levede i mange år med mand og børn, men

nen sluttes af med en aftenbøn og et hjerteligt tak til alle. Inden man tager hjem, kan man forsyne sig fra et bord med overskydende mad, godter og julelækkerier. På den måde strækker festen og fællesskabet sig ind i de efterfølgende juledage.

Menneskerne Jeg kan ikke skelne de forskellige juleaftener fra hinanden mere, men hvert år er der mennesker og skæbner, der gør særligt indtryk på mig. Her er et par eksempler på, hvem der kommer juleaften og hvorfor.

En juleaften kom der en gårdmand fra området. Han havde en stor gård med en fornuftig omsætning, men var det forgangne år blevet skilt fra sin kone og havde derfor udsigt til at være alene juleaften. Han valgte fællesskabet i kirken frem for at sidde alene på gården.

Et år kom der en kvinde, som året før var kommet alene. Denne gang havde hun taget ti familiemedlemmer med, fordi hun ville vise dem, hvilken fantastisk juleaften man kunne være med til i kirken. Hun var dødsyg af kræft og ville være i kirken med sin familie på sin sidste juleaften.

Jeg husker en juleaften, hvor en mor kom sammen med sin psykisk syge søn. Det var en lettelse for hende at deltage i en juleaften, hvor der var sørget for det hele. Hun skulle ikke gøre andet end at sidde ved siden af sin søn og nyde aftenen.

manden var voldelig, og efter at hun skilte sig fra ham, slog børnene hånden af hende.

Hun har intet socialt netværk tilbage og går hver dag i forretninger og køber ting, for i hvert fald dér at have nogen at tale med.

Fællesjuleaften i kirken er et lyspunkt for hende, og hun stråler som en engel hele aftenen, mens hun smukt og inderligt synger med på sangene, ivrigt taler med de andre mennesker og uden pause går om juletræet til alle julesalmerne, selvom hun er oppe i årene, og de fleste andre springer en sang eller to over. De forskellige mennesker, hun år efter år holder jul med i kirken, er det nærmeste på familie, hun har.

En anden genganger er min 90-årige mormor. Hun synes, det er en festlig aften og er altid frisk på at komme med.

Næsten hvert år kommer der også mennesker med anden etnisk baggrund. Et år kom en herboende kristen irakisk familie med far, mor, fire børn og en onkel. De ville gerne holde dansk jul med kristent indhold og kunne tage del i sådan en juleaften i kirken.

De frivillige Det begejstrer mig at arbejde på fuld tryk i køkkenet sammen med de frivillige, at mærke den fælles iver for at gøre aftenen så god som mulig for alle og at snakke og hygge med dem, der er deltagere. Det er

19

19

20

TIL TRO · # 6 · 2009 · anderledes · artikel

ikke noget problem at finde folk til at hjælpe.

Efter én annoncering i den lokale ugeavis, henvender frivillige kræfter sig. Sidste år meldte en familie, bestående af far, mor og to teenagebørn, sig på banen. En velfungerende og ressourcestærk familie, der til dagligt er engageret i byens teater- og kulturliv.

Det var teenagepigen, der havde foreslået familien, at de skulle holde jul på en anderledes måde i år. Hun ville gerne gøre en forskel og hjælpe nogen. Det var familien med på, og de bidrog helt fantastisk til aftenen med højt humør, praktisk hjælp og musikalske indslag.

Hvert andet år er der et par, som hjælper til, hvor begge har børn fra tidligere forhold.

Hvert andet år er deres respektive børn hos den tidligere partner. Specielt konen synes, at det er svært ikke at have børnene hos sig juleaften og vil hellere hjælpe til i kirken end at sidde hjemme bare de to. Hverken familien, som var med sidste år, eller parret, der kommer hvert andet år, har noget at gøre med kirken til dagligt. De så bare annoncen og ville gerne være en del af foretagendet.

Frivillige og deltagere holder juleaften i kirken af forskellige årsager. Vi har alle en historie med os – nogles er tragisk, nogles

helt normal og andres midt i mellem, og vi skaber sammen et unikt fællesskab.

Bonusjul Fællesjuleaften er en fest, jeg ikke ville være foruden, og hvis jeg skal skulle vælge mellem juleaften i kirken og juleaften derhjemme, ville jeg vælge julen i kirken. Ikke at vælge det, ville være at snyde mig selv for at få dobbelt op. Da min familie er med til fællesjuleaften i kirken, er fællesjuleaften ikke farvel til familiejul. Fællesjuleaften er bare bonusjul.

Fællesjuleaften er meningsfuld for mig.

Jeg kan helt konkret gøre noget for, at juleaften bliver en bedre aften for en gruppe mennesker. Og fællesjuleaften er en glædelig jul, ikke bare for de, som er med som deltagere, men også for os, som hjælper til.

”Vi har alle en historie med os – nogles er tragisk, nogles helt normal og andres midt i mellem, og vi skaber sammen et unikt fællesskab. ”

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO

21

Gud er større Når vi forstår Guds storhed og magt, forstår vi også det fantastiske i, at han er vores kærlige og nærværende far. En Gud vi må bøje os for, men som samtidig bøjer sig ned til os og omfavner os. Ja – Gud er større, end vi kan forestille os Af missionær Claus Kristensen, claus@knet.dk

Det kan være fristende at forme eller skabe sit eget billede af Gud. Baggrunden er måske personlige oplevelser eller en ide om, hvordan Gud skal være, for at vi kan tro på ham. Resultatet er, at vores billede af Gud får slagside eller bliver så forandret, at det ikke stemmer med Bibelens beskrivelse af ham. Når vi danner vores egne billeder af Gud, kommer vi uundgåeligt til at begrænse ham, fordi vi selv og dermed vores forståelse af Gud er underlagt begrænsninger.

Der kan være en tendens til at beskrive Gud som kærlig og tilgivende. Måske fordi vi fokuserer så meget på budskabet om, at Jesus har taget straffen for alt det, vi har gjort forkert, så vi glemmer, at Gud er vred over synden, og at det ikke er en selvfølge, når vi kan få del i hans tilgivelse.

Målet med denne artikel er at pege på, at Gud er uendeligt meget større end vores billeder af ham og vores forestillinger om, hvordan han er.

Bibelens billede af Gud Vores udfordring er til enhver tid at fastholde Bibelens samlede billede af Gud og samtidig erkende, at Bibelen ikke giver os en fuldstændig forståelse af, hvem Gud er.

Bibelen taler sandt om Gud, men den fortæller os ikke alt, hvad der kan siges om Gud. Den er ikke et leksikon, hvor vi kan slå op og finde Gud beskrevet i alle detaljer. Den viser os, hvem Gud er, for at vi kan lære ham at kende og få tillid til, at han er Gud. Det er jo ikke forkert, når Gud beskrives som kærlig og tilgivende, men hvis Gud fremstilles som en venlig, rygklappende gammel

bedstefar, så er der ikke noget særlig overraskende eller utroligt i, at vi kan få lov til at leve i fællesskab med ham. Det er fristende at give sig selv og andre den overbevisning, at Gud før eller siden tilgiver alt og alle. Tanken er tillokkende, fordi den befrier os fra at måtte overveje fortabelsens mulighed for os selv og andre. Problemet er, at hvis det ikke er det rigtige billede af Gud, giver det mennesker, som er på vej til fortabelsen en komfortabel, men fejlagtig overbevisning om, at alt er i orden, og at der ikke er nogen grund til at spekulere mere over forholdet til Gud.

Det er en udfordring for os at lade Gud være Gud. Bibelen taler klart om Guds storhed og om, at han fortjener al ære. Vi ser det fx i Rom 11,33-36, hvor det understreges, at Gud er uendeligt meget større end os mennesker, og at han i al evighed skal æres. Guds storhed kan ikke overdrives eller overvurderes, og det bør få konsekvenser for vores forhold til ham. Det giver os grund til at spørge os selv, om vort liv er præget af, at vi skylder at ære Gud, og om vi lever sådan, at han bliver æret.

”Når vi danner vores egne billeder af Gud, kommer vi uundgåeligt til at begrænse ham, fordi vi selv og dermed vores forståelse af Gud er underlagt begrænsninger” Realiteten er, at Bibelens beskrivelse af Gud ikke tegner et billede af en harmløs gammel mand. Bibelens åbenbaring af Gud viser os, at han er så uendeligt meget større end os mennesker, at alene det at se ham vil være ensbetydende med døden. Ikke fordi det er forbundet med dødsstraf at se Gud, men fordi ingen, som er ufuldkommen eller uretfærdig, kan bestå i mødet med hans retfærdighed. Nogle gange siges det om Gud, at han ikke tåler synd. Det kan give et indtryk af, at Gud er sart eller overfølsom. Virkeligheden er, at det er synden og synderen, som ikke tåler Guds nærhed.

Lad Gud være Gud

Ortodoks jødedom og Islam bærer i langt højere grad end megen nutidig kristendom præg af, at Gud eller Allah må adlydes, og at Toraens eller Koranens bud skal tages dybt alvorligt. Det må vi lade os udfordre af, for det er ikke uden betydning, hvordan vi forholder os til Gud og hans vilje. Jakobs brev gør det meget tydeligt. Den, som hører og læser Guds ord, men ikke handler efter det, bedrager sig selv ( Jak 1,22), og hvis ikke troen på Gud fører til handling, er det en død tro ( Jak 2,17).

Den norske salmedigter Petter Dass beskriver Guds storhed meget præcist i salmen ”Herre Gud! dit dyre navn og ære”. I et af versene siger han, at: ”Gud er Gud, om alle

22

TIL TRO · # 6 · 2009 · anderledes · artikel

land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde.” Guds storhed er fuldstændig uafhængig af, om mennesker tror på ham eller ej. Vi kan ikke tilføje Gud noget eller gøre ham større ved at ære ham. Vi skylder at ære ham, fordi han er stor.

Fællesskab med Gud Samtidig med at Gud er stor, og vi har grund til at have ærefrygt for ham, ønsker han at have en personlig relation til hvert eneste menneske. Det er kun, når vi forstår Guds storhed, at vi forstår, hvor fantastisk det budskab er. 1 Pet 1,18-20 fortæller os, at Gud skabte verden og mennesker med bevidstheden om, at det ville koste ham hans eneste søn livet at genoprette menneskets

mennesker, som har bedre forudsætninger eller opsøge specielle steder eller bygninger.

Visse handlinger, steder og mennesker kan hjælpe os til at finde stilhed, få snakket om problemer og ikke mindst være en del af et kristent fællesskab, men det er ikke en betingelse for, at vi kan møde Gud. Det fantastiske er også, at Gud vil høre på os, uanset hvordan vi har det. Selv når det eneste, vi har at sige til ham, er en anklage, fordi der sker ting i vores liv, som modsiger hans kærlighed til os. I Islam vil reaktionen ofte være, at man ikke skal stille spørgsmål eller anklage Allah, men underkaste sig det som sker, fordi det er hans vilje. Salmernes

Bog viser, at vi må stille spørgsmål og anklage. Sl 88 er et fantastisk vidnesbyrd om, at vi må komme til Gud også med vores klage og anklage. Den uforløste klage i salmen er en stærk opfordring til os om at vende os til Gud i stedet for at vende ham ryggen. Gud ønsker også, at vi fortæller ham præcis, hvordan vi har det i stedet for at lade som om, alt er i orden.

Gud fortjener al ære, men det betyder ikke, at han ønsker at holde os på afstand.

Han er kommet os i møde ved, at Jesus blev menneske og ved troen på ham, kan vi have fællesskab med Gud.

”Vi skylder at ære ham, fordi han er stor” fald. Det viser os, hvor meget Gud er villig til at ofre, for at vi kan leve i fællesskab med ham, og det giver os bare endnu større grund til at ære ham.

Der er beskrivelser af Gud som kærlig og tilgivende, som ikke er i overensstemmelse med Bibelens samlede billede af Gud, men det betyder ikke, at han ikke er kærlig og ønsker at tilgive. Bibelen siger, at Gud er kærlighed (1 Joh 4,8), og at han gerne tilgiver (Sl 86,5), men det er netop vigtigt at understrege, at synden må tilgives. Den er ikke ligegyldig i vores forhold til Gud. Vi må søge hans tilgivelse, og Bibelen siger klart, at det er den, som tror på Jesus, der får del i det evige liv ( Joh 3,16). Guds kærlighed viser sig, ved at alt ondt og uretfærdigt må fjernes fra vores liv. Det gælder ikke mindst det onde og uretfærdige, som kommer fra os selv. Kun når det sker, kan vi leve sammen med ham, og det sker kun ved troen på Jesus.

En ny virkelighed Bibelen viser, at den, som tror på Jesus, er sat ind i en helt ny virkelighed. Paulus siger, at vi er sat i himlen sammen med Jesus (Ef 2,6). Det helt ufattelige i det udsagn er, at vi har fået plads i Guds nærhed, ved hans trone (Ef 1,20). Den, som tror på Jesus, har direkte adgang til Gud uanset tid og sted. Vi behøver ikke gøre noget specielt, gå til andre

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO

23

Janteloven gør Gud mindre En god kristen praler ikke. Han viser derimod ydmyghed, og det hænger jo godt sammen med, at vi er syndere: Vi skal ikke tro, vi selv er noget. Janteloven lever altså i bedste velgående. Men er det nu sundt – og hvad hvis vi overfører janteloven til vores forhold til Gud? Af Claus Grønbæk, præst i Københavnerkirken, claus@kbhkirken.dk

Vi elsker at hade den. Og man hører ofte: ”Det er typisk os danskere og vores jantelov!

Gid vi dog bare kunne komme fri af den!”

Men jeg spørger mig selv, om der ikke ofte bag disse udsagn gemmer sig et stort ugudeligt ego, der ønsker at gøre, sige og mene, hvad der passer mig? Være fri, uden hæmninger og bindinger? Jeg kommer lige fra et år i det store USA, nærmere bestemt Seattleområdet på den amerikanske nordvestkyst.

Og jo, det var faktisk godt at være i en kultur, hvor Janteloven ikke får lov til at spille den samme rolle. Det var dejligt at møde en kultur, hvor det er helt okay at bruge de store ord og følelser – uden at der skulle komme den der armene-over-kors-sarkastiske-henkastede-ja, ja-sætning, som elsker at punktere og holde det hele et skridt fra livet. Det var godt at møde en kultur, hvor det er okay at være god til noget og blive opmuntret til at fortsætte med det. Hvor man kunne blive rost for det, man havde præsteret og blive opmuntret til at sætte yderligere store mål. Det var dejligt at møde en kultur, hvor man ikke bare slår sig til ro med det næst- eller trediebedste, men trækker igennem – målrettet og uden tøven.

Offer for janteloven, eller…?

Den mere eller mindre fraværende jantelov blandt de mennesker, som jeg havde fornøjelsen at komme ind på livet af, førte ikke til en rå udfoldelse af deres eget ego, men til nogle gode tanker og mønstre, som jeg tror, vi kan lære meget af. For selvom de fleste omtaler sig selv som ofre for janteloven, er faktum jo, at vi jo ofte anvender den på andre. ”Du skal ikke tro, du er noget!” bliver et belejligt udsagn, som frigør os fra at ville lytte til andre og lade andre have taleret og autoritet ind i vores liv. På mange måder lever vi jo i en meget sammensat kultur. På den ene side råber vi efter stærke, handlekraftige ledere, som kan skære igennem og gå foran. Men samtidig ønsker vi kun at følge stærke ledere, når de mener og udstikker de regler og retningslinjer,

”Har Gud virkelig sagt?”, som slangen hviskede – underforstået: ”Vel har han da ej, hvem tror han, han er!” som vi selv synes, er rigtige. Udfordringen for os bliver, at med det gode og rigtige ønske om at ville gøre sig fri fra den

24

artikel · anderledes · 2009 · # 6 · TIL TRO

nedgørende jantelov, følger der samtidig en anerkendelse af, at andre kan og vil noget mere, og derfor vil jeg gerne følge dem og underordne mig dem.

Janteloven anvendt mod Gud I virkeligheden er janteloven jo også meget bekvem, når vi står overfor den ypperste leder – Gud! Lige at tage Gud med et gran salt, når han ikke siger det, der kildrer i øregangen, når det handler om at alt, hvad vi ejer, er og har tilhører ham, og vi derfor kun er gavmilde forvaltere; at vi skal gå den ekstra mil med alle, der behandler os uretfærdigt; at han og ikke vi er Gud; at vi er fortabte og på vej mod Helvede, hvis der ikke bliver grebet ind.

og lyster.

Gud er større Janteloven bekæmpes ikke – som mange måske tror – ved at lave anti-janteloven!

Fordi janteloven ligger så dybt i vores gener og vilje, så vil det bare gøre den stærkere.

For når jeg i min egen egoisme fremturer med at jeg duer til noget, jeg ved bedre, jeg er klogere end jer… er det jo bare Janteloven i 2. potens, eller på den anden måde, fordi man så nemt kommer til at sige til dem: I duer nemlig ikke til noget, I kan ikke lære mig noget, I skal ikke tro, at I er klogere end mig… Gud er den eneste, der med rette ikke er underkastet janteloven. For der er ingen klogere end ham. Ingen, der kan lære ham noget, ingen der er mere end ham – og måske endnu mere vigtigt: Ingen, der har større kærlighed og nåde end ham! Dette er helt afgørende, hvis vi vil have et sandt opgør med janteloven. At Gud er Gud – og det er jeg ikke.

Hvis det er på plads i vores liv, så får det nogle helt praktiske implikationer, når det handler om dagligliv og Jantelov: Jeg anerkender, at Gud er større end mig, og at jeg har alt at lære. Og hans ord og vilje er sand.

Det er en erkendelse af, at Janteloven ikke er sand, men at der er en anden og andre, som ved bedre – også når det nogle gange går på tværs af mine ideer og forkromede løsninger.

”Du har en så ufattelig værdi, at Gud sender Jesus for at dø for alt dit skidt” ”Jeg har min egen lille mening! Nu skal der jo heller ikke gå korstog i den! Er der ikke noget med frihed i de uvæsentlige ting? Det er jo nok ikke så slemt, når det kommer til stykket?!” Det lyder så fromt, fornuftigt og fremsynet – men i virkeligheden er det janteloven anvendt mod Gud. For at holde ham på afstand, nede eller væk. Du kan kalde det synden, satan, slangegiften – men faktum er, at den jantelov ligger dybere i ethvert menneske – uanset nationalitet og kultur – ”Har Gud virkelig sagt?”, som slangen hviskede – underforstået: ”Vel har han da ej, hvem tror han, han er!”

Så i virkeligheden har vi en selektiv jantelov, som vi hiver frem, når det er belejligt – når vi ikke vil høre på andre, eller når vi gerne vil fremstå som ofre, når andre ikke har syn for vore fortræffeligheder. Og som vi putter tilbage i skuffen, når vi ved, hvad vi vil og fremturer med vores egne meninger

Gode, kristne mindreværdskomplekser Okay, det var så Gud, den fanger vi godt, men hvad så med os? Vi kan og er meget mere og meget mindre, end vi selv aner og tror! For mange, som er opvokset i kristne miljøer, kan der være en tendens til at tænke, at det nærmest er bibelsk at være lidt jantelovs-agtig. ”Jeg er ingenting værd, jeg kan ikke noget, jeg er en synder”. Sådan en god gang mindreværdskomplekser – det er nok

sagen, hvis jeg skal være en god kristen!?

Det kan lyde fromt, men i virkeligheden er det totalt selvoptaget og navlepillende! Sagen er nemlig, at det står langt værre – og langt bedre til end det. Værre fordi du ikke bare er middelmådig, men fordi du er fortabt! Du er på tærsklen til fortabelse, fordi du med din egoisme, ukærlighed, ugudelighed er med til at ødelægge denne jord og livet på den! Så medmindre Gud griber ind, så er det langt værre end dårligt selvværd. Men det er jo netop det, der er fantastisk – for du er så meget værd, at Gud sætter alt ind på at redde dig. Du har en så ufattelig værdi, at Gud sender Jesus for at dø for alt dit skidt.

Og den værdi kommer ikke først, når du begynder at tro – men den er der, endnu mens du er en ugudelig, fortabt synder – den er der, mens du er i din mors mave!

Sandt opgør Jeg tror, at et sandt og sundt opgør med janteloven begynder her. Når vi ser, hvor stor vores værdi og Guds kærlighed er, behøver vi ikke længere at bevise en masse overfor os selv og andre. Det giver en tryghed og frihed fra selvhævdelsens ræs. Når de mennesker, du møder, ikke længere er truende konkurrenter, men mennesker, som har den samme værdi, som du, og mennesker, som Gud har udrustet med personligheder, evner og nådegaver, så kan du pludselig takke Ham og også dem, for alt det de er og gør. Og hjælpe og opmuntre dem til at udforske og udfordre det potentiale, de har.

25

26

TIL TRO · # 6 3 · 2009 · fængslet kreativitet· artikel · artikel

For anderledes til kirken?

Søndag morgen. En nystrøget skjorte proppes godt ned i bukserne. En frisure sættes møjsommeligt. På med det høflige smil og det faste håndtryk.

Sikkerheden selv, klædt på og klar til at tage i kirke.

Men behøver det være sådan?

Af Rie Frilund Skårhøj, foredragsholder og konsulent på CUR (www.cur.nu), rieskaarhoj@gmail.com

artikel artikel· kreativitet · fængslet · 2009 · # 6 3 · TIL TRO

Vi vil gerne være rummelige og give plads til ’anderledes mennesker’ i kirken. Men er vi særlig gode til det, når det kommer til stykket?

Mange af os drømmer om en kirke, hvor der er plads til alle, og det er bestemt ikke af ond vilje, at kirken ikke altid er så rummelig, som vi kunne ønske det. Vi har en tradition og nogle værdier, som danner rammerne for, hvad der opfattes som normalt og godt. Vi følger et spor, nøjagtig som et tog på togskinner, og vi har svært ved at skifte kurs, når vi nu er vant til at køre ad det samme spor.

Denne artikel vil udfordre det rummelighedsbegreb, som vi taler om, men som ikke altid er til stede i kirken.

Krav for at deltage i gudstjenesten Det kan diskuteres, om man kan kalde gudstjenesten for rummelig, hvis der reelt stilles følgende mere eller mindre høje krav til de mennesker, som bevæger sig ind i kirken: • Gudstjeneste søndag morgen – kræver, at man kan komme op af sengen til tiden • Man skal kunne lide at synge og ofte være til klassisk musik eller blød pop • Man skal kunne lide at sidde stille i mindst 1,5 time – børn er ofte undtaget • Man skal være god til at lytte, ellers får man ikke noget ud af undervisningen, da der ikke foregår dialog • Man skal ofte forstå den kristne jargon eller teologi for at gribe helheden af, hvad der foregår til gudstjenesten • Man har brug for at læse om kirkehistorien og Luthers liv for at forstå formålet og indholdet af de mange elementer i gudstjenesten • Man skal helst opleve et behov for at tro på Jesus og føle befrielsen, når syndernes forladelse gives, for at budskabet rigtig siger en noget • Man skal ville fællesskabet, da kirken er ’en stor familie’, og man derfor ikke

kan være anonym i længden Alligevel snakker vi om rummelighed, åbenhed og ’plads til alle’ som en dyd. Naturligvis vil der være krav til et hvilket som helst menneske, der bevæger sig ind i en organisation. Mange organisationer er dog klar over, at de ikke ’er for alle’ – de forsøger altså ikke at være noget, de ikke er. I kirken synes det ofte at forholde sig anderledes. Vi vil gerne nå alle med budskabet om Guds frelse, men vi diskuterer sjældent, hvorfor ’alle’ ikke kommer til gudstjeneste eller i kirken. Måske tænker vi, at det er folks egen skyld?

Kirke foregår søndag formiddag!

kultur, de skal være i. Hvad med at se på vores egen kultur og uddanne mennesker, som kan lave gudstjenester eller kirke, som formidler evangeliet til den postmoderne danske kultur? Fordi vi bor i Danmark, bliver vi blinde over for de subkulturer, som eksisterer omkring os. Vi er måske selv en del af en subkultur eller har en særlig livsstil, men er vi bevidste om andre kulturer i vores land?

”Vi vil gerne nå alle med budskabet om Guds frelse, men vi diskuterer sjældent, hvorfor ’alle’ ikke kommer til gudstjeneste eller i kirken”

Min oplevelse er, at vi ofte tænker kirke som én ting. Det foregår søndag, det indeholder en god og intelligent prædiken, der er en omgang sange, en nadver og noget bøn.

Denne opskrift giver tilsammen ’gudstjenesteretten’. Mit spørgsmål går imidlertid på, hvorfor vi har denne ’opskrift’, og hvorfor vi så stædigt holder fast i den? Hvorfor kan kirke og gudstjeneste ikke foregå på skateboardrampen en onsdag eftermiddag eller i cafeen lørdag aften eller sent fredag nat?

Mit bud på, hvorfor vi fastholder en særlig opskrift er, at det primært handler om vaner og traditioner. Disse er i sig selv ikke forkerte eller leder til alskens dårligdom, men hvis de ureflekteret holdes i hævd og ophøjes til en form for ’uomtvistelig sandhed’, som bør følges, ringer mine alarmklokker. Det, som giver mening for os ’indfødte kristne’, giver ikke naturligt mening for andre. Vi kan mene, at vi har forstået sandheden, men hvis vi ikke formår at formidle sandheden til andre, hvor langt er vi så nået?

Vi uddanner missionærer til Afrika og Asien Det forekommer mig mærkeligt, at vi har så stor respekt for andre kulturer, at vi bruger tid og penge på at uddanne mennesker, som skal til Afrika eller Asien. Missionærer, der skal bo under andre himmelstrøg, skal forkynde evangeliet på den måde, som er mest relevant og vedkommende for den

Livsstile Dele af den danske kultur kan beskrives med begrebet livsstile. En livsstil kan defineres som den måde, man vælger at udtrykke og forme sit liv på. Sagt på en anden måde: Hvilke værdier man vælger at sætte højere end andre. (Begrebet livsstil er ikke uproblematisk, men det giver ikke mening at bevæge sig ind i lang udredning omkring dette, da det ikke er artiklens formål). Man kan naturligvis diskutere, om nogle livsstile er mere eller mindre bibelske og anbefalelsesværdige, men ikke desto mindre viser de variationen og bredden af den danske kultur. Den kultur, som vi ikke bare må se ned på eller fordømme, men imødekomme ligesom Jesus, der var fantastisk til at formidle sit budskab til de forskellige ’livsstile’, han mødte.

Den normale kirkelige kultur - familielivsstilen I kirkelige sammenhænge synes familielivsstilen i høj grad at være normen. De fleste kirkelige aktive over 25 år påtænker at stifte familie eller har allerede fået børn.

Både far og mor har en uddannelse og gode jobs, bor i parcelhus og prioriterer samværet i familien højt - så højt, at det kan være vanskeligt at nå særlig meget andet.

27

28

TIL TRO · # 6 · 2009 · anderledes · artikel

Og det er der som sådan intet i vejen med! Udfordringen er imidlertid, at der er mennesker med en anden livsstil, som let kan opleve sig uden for eller ikke accepterede – og desværre ligegyldigt, hvor meget man som familiemenneske forsøger at rumme andre. Når flertallet er på en bestemt måde, kommunikerer man desværre, at ’sådan burde du også være’. De mennesker, som oplever, at de ikke passer ind i kirken, forsvinder som oftest uden at smække med døren, fordi de ikke vil forstyrre det fællesskab, som flertallet tilsyneladende er glade for.

oriterer arbejdet så højt, at det kan betyde mindre samvær med eventuelle børn. Det kan udfordre, hvad mange kristne mener, er godt for børneopdragelse.

Singlelivsstilen: Det kan diskuteres, om denne livsstil altid er et selvvalg, men et faktum er, at singlekulturen er i vækst i Danmark. Der er mange singler – og her menes både fraskilte osv., men i kirken er de ofte i undertal. Det kan være svært at begejstres over andres børn i længden. Man føler mere eller mindre ubevidst, at man ’burde være’ mindst to for at have noget at snakke med andre om. Det kan også være ubehageligt at føle, at andre synes, det er synd for en, fordi man mangler en livsledsager og et par børn.

Idealisten og den kreative: Man køber økologisk eller bevidst spartansk, da man hellere vil hjælpe fattige end leve med B&O anlæg, vovse og jacucci. Man vælger bevidst en anden livsstil end majoriteten af danskere og vælger fx at bo i kollektiv eller flytte nogle år til Afrika. Den kunstneriske livsstil er præget af frihed, søgen efter inspiration og et stort behov for at udfolde sine kreative sider. Hvis de får lov, er disse livsstile ofte gode til at afsløre tabuer og bringe politiske emner på banen i kirken. Det politisk korrekte forbrug (økologi, fair trade osv.) er ikke specielt synlig i mange kirkelige sammenhæng. Der kan også være svært for andre livsstile at forstå, hvorfor ’det politiske’ eller kunstneriske har så stor betydning for disse mennesker.

Dem, de andre ikke vil lege med: Det kan være den muslimske nabofamilie, den enlige mor på bistand eller den hjemløse, der lugter eller den tykke. De tages imod og bydes velkommen i mange kirker, men det kan kræve mere, end hvad mange er villige til eller kan ofre af tid at få dem med i længden. Og det er da irriterende ikke at kunne koncentrere sig om prædikenen, fordi Svend bagved lugter, eller fordi Lise igen stiller mærkelige spørgsmål til præsten. Vi kan tænke, at de burde ’tage sig sammen’.

Eller behandle dem som nogle stakler, der har brug for hjælp, hvilket i yderste sam-

”Hvorfor kan kirke og gudstjeneste ikke foregå på skateboardrampen en onsdag eftermiddag eller i cafeen lørdag aften eller sent fredag nat?”

For anderledes til kirken?

I det følgende beskrives fire forskellige livsstile, som kan opfattes som relativt gængse i vores samfund. De beskrives her for at sætte begrebet rummelighed på spidsen og for at fremme forståelsen for, at vores tanker om kirke måske kunne trænge til at blive udvidet eller perspektiveret.

Karrierelivsstilen: Man sætter sit arbejde højt og bruger enorme mængder af tid på arbejdet, da arbejdet opleves som meningsgivende og indholdsrigt – måske endda et kald givet af Gud. Da man ofte kan arbejde over 45 timer om ugen, er det svært at deltage i de faste aktiviteter, som kirken anbefaler.

Dette fører til, at man ikke oplever sig som en del af kirkens fællesskab. Karrieremennesket har behov for større fleksibilitet. Man kan opleve at blive set ned på, fordi man pri-

menhæng kan fratage mennesket alt form for stolthed og selvværd. Hvor er disse mennesker i kirkelige sammenhænge?

Selvfølgelig Det retoriske spørgsmål skal jo stilles: Har Jesus noget at sige til disse ’livsstilsmennesker’? Svaret giver sig selv – selvfølgelig har han det. Men måske skal vi tænke kirke lidt ud over de sædvanlige baner, hvis vi skal kunne rumme nogle af disse mennesker. Det handler ikke kun om at gøre gudstjenesten længere, flytte den en time fra kl. 10 til 11 eller tage en duftneutraliserende dåse med i kirke. Det handler om at tænke kirke i bred forstand. At Guds rige er lige der, hvor ’to eller tre er forsamlede i mit navn’. Måske vil nogle af disse livsstilsgrupper aldrig komme til at passe ind i den kirke, vi er glade for og får noget ud af. Vi må huske, at formålet med Guds rige ikke er at være flest muligt til en gudstjeneste, men at mennesker møder Gud og tror på ham.

Jeg tror, at Gud er stor nok til at klare den Pointen med denne artikel er ikke, at alle menigheder skal splittes op, men at vi ser og proaktivt arbejder for at skabe kirkelige fællesskaber for de mennesker, som ikke automatisk passer ind i den kirke, vi kommer i. At vi velsigner de, som oplever et kald til at lave kirke for og med ’anderledes livsstile’ uden for den traditionelle kirkelige ramme. Det kræver at vi, ud over at lytte til Gud, dels tør tænke kirke og gudstjeneste på anderledes måder. Vi må tænke kirke i den forstand, at Gud er til stede, der hvor to eller tre er forsamlede i hans navn. For det andet, at vi gør brug af de nådegaver (evner), Gud har givet den enkelte. At vi lytter med alvor og respekt til hinanden, selv når den outrere evangelist eller apostel i forsøget på at afprøve nye formidlingsformer, risikere enten at blive for udvandet eller for radikal. Og at læreren, præsten eller teologen lytter til dem, som ved, hvad der rører sig i kulturen og er åbne for at afprøve anderledes former og metoder, selv om man kan være nervøs for, hvad det ender ud med.

Kæphesten W.W.J.D?

Af Jeppe Duus Dolris, filosofistuderende, kirkelte87@hotmail.com

Her følger en kritisk analyse af spørgsmålet: ”Hvad ville Jesus gøre?” Kan spørgsmålet overhovedet bruges?

Det var vel engang i løbet af min efterskoletid, at jeg første gang stødte på disse fire bogstaver. Bogstaverne står for de fire ord ’What would Jesus do?’, og ideen bag dem er at give os et spørgsmål med i hverdagen. Et spørgsmål, som vi kan stille os selv i situationer, hvor det kan være svært at vælge, hvad vi skal gøre. I netop disse situationer kan vi stille spørgsmålet ’Hvad ville Jesus gøre her?’ og på den måde finde ud af, hvad vi som kristne bør vælge.

Fornuften bag spørgsmålet synes at være det faktum, at vi som kristne skal se Jesus som vores forbillede, ikke kun som Gud og frelser. Der er en række bibelsteder, der fortæller os dette, og det synes da også at være naturligt.

Hvis nu vi antager, at vi skal leve vores liv som Jesus, så vil ’W.W.J.D?’ være det rigtige spørgsmål at stille. Det betyder, at vi ved at stille spørgsmålet ’Ville Jesus gøre det her?’ kan finde ud af, om handlingen er rigtig eller forkert (og i et kristent perspektiv synd). Men hvis vi kigger nærmere på konsekvenserne af denne måde at vurdere vores handlinger vil absurditeterne melde sig: Lad os f.eks. sige jeg stod med min kæreste igennem længere tid. På et tidspunkt står jeg foran valget; skal jeg fri til hende? For at finde ud af om jeg skal på knæ eller ej, stiller jeg spørgsmålet; ’Ville Jesus gifte sig med den pige, jeg står ved siden af, hvis han stod i mit sted?’ Jesus giftede sig aldrig, så svaret må vel være ’nej’. Så hvis vi følger ’W.W.J.D?’, vil det føre til,

at ingen kan gifte sig, for det ville Jesus ikke have gjort.

Et andet eksempel kunne være, hvad vi skulle uddanne os til. Hvad ville Jesus uddanne sig til? Her synes der at være et muligt svar; tømrer.

Så hvis vi virkeligt førte ’W.W.J.D?’ ud i livet, ville det sandsynligvis betyde, at vi alle sammen skulle søge ind på tømreruddannelsen.

Det, som jeg prøver at vise i de her to eksempler, er ikke, at der rent faktisk er nogen, der mener, at vi som kristne ikke må gifte os, eller at vi alle sammen skal uddanne os til tømrer. Men dette ville være direkte konsekvenser, hvis vi skulle følge ’W.W.J.D?’. Så derfor skal vi simpelthen lade være.

Men hvor står vi så nu? Hvis ikke vi kan bruge ’W.W.J.D?’ som rettesnor, hvordan skal vi så vurdere, om en handling er rigtig eller forkert?

Mit bud er, at vi skal prøve at overveje, hvad Guds vilje er, og ikke hvad Jesus ville gøre. Det rigtige rettesnor, mener jeg derfor, er ’What would Jesus want me to do?’, eller ’Hvad vil Gud, at jeg skal gøre?’. Guds vilje med Jesus er ikke den samme som Guds vilje med os, og det er derfor ’W.W.J.D?’ ikke kan bruges. Vi har hverken Jesu magt, autoritet eller formål på jorden. Derfor bør vi ikke i alle tilfælde handle, som han gjorde. Hvis vi forsøger at handle som ham i alle tilfælde, vil vi samtidig vurdere os selv til at have Jesu autoritet og opgave, hvilket vil være en stor fejltagelse.

Her til sidst vil jeg lige slå en ting fast. Alt dette, jeg lige har nævnt betyder ikke, at Jesus ikke skal være vores forbillede her i livet. Det skal han skam, men ikke på den måde ’W.W.J.D?’ lægger op til. Det er Guds vilje, at vi på en række punkter er og handler som Jesus, men det er også Guds vilje, at vi anerkender Jesus som vores herre og ikke forveksler ham med os selv.

Kæphesten er Til Tros faste klumme, hvor forskellige skribenter får luft for deres synspunkter. Sysnpunkterne stemmer ikke nødvendigvis overens med KFS’.

30

BØGER

Hver dag fortjener en chance Max Lucado 125 s.

Lohse 2009

Af stud.mag. Johannes Korsholm Poulsen, paulusirom@hotmail.com Velkommen til en udgave af TIL TROs bogsider, der for en gangs skyld ikke handler om postironiske forfattere og vemodige tegneserier! Jeg har på det sidste haft rigtig svært ved at overskue at læse tungere kristen litteratur, dels fordi det var svært at få tid til det, dels fordi det tit er – tjaeh…- meget tungt og svært at huske eller anvende, hvis man egentlig bare har brug for lige at høre et andet menneskes tanker om livet som menneske og som Guds barn og måske få noget opmuntring med på vejen. Derfor står denne udgave i andagtsbogsagtige-bøger-med-små-afsnit-og-letforståelige-pointer-s tegn! God læselyst!

Max Lucados nye bog Hver dag fortjener en chance er ikke en andagtsbog i traditionel forstand. Den er nærmere en gennemgang af en masse vinkler på, hvordan man ud fra at kende Jesus kan ændre sit syn på livet og blive bedre til at nyde hver dag, så godt man kan. Bogen er delt op i tre dele med 3-4 kapitler i hver. Efter hvert kapitel er der så nogle konkrete råd til, hvordan bogens pointer konkret kan anvendes i den måde, læseren ser sit liv på. Emner som bekymring, skyld, vrede, sorg bliver nærmest irriterende modigt og håbefuldt

fejet væk af nogle ret enkle grundsætninger om, hvordan Guds nåde sætter os fri til at leve. Og det kunne nemt være blevet noget lommefilosofisk-psykologisk pjat (og er det da også et par gange), men langt hen ad vejen holder det simpelthen vand. For Lucado er helt afsindigt god til at binde sine pointer op på nogle anekdoter, billeder eller hjemmebryggede ord, der gør, at det hele hænger rigtig godt fast i mig, også når jeg har lagt bogen fra mig. Og det hele er bare rigtig overskueligt bygget op, så bogens pointer i indledningen kan opsummeres til ”Lad Hans nåde fylde din dag, læg din dag i Hans hænder, følg hver dag Hans anvisninger”, og de tre pointer kan man så følge bogen igennem.

Og endnu bedre: I modsætning til den tendens i kristen opbyggelig litteratur, jeg tidligere har kritiseret her i bladet, er Lucado rigtig god til at inddrage sig selv og bringe sig selv i samtale med læseren.

Han balancerer en fuldstændig kompromisløs tro på sit budskab, at Guds nåde kan forvandle hver dag til en god dag, med masser af selvironi og lun amerikansk prædikanthumor. Så han undgår både at tale ned til læseren og at undergrave sine egne argumenter. Og så sker der bare det, der så gerne skal ske med sådan en bog: Lucados glæde over Guds nåde bliver det, det hele kommer til at handle om! En anden

ting, der øger bogens troværdighed rigtig meget i forhold til mere upersonlige og sådan bevidst objektive bøger i genren er, at Lucado har gjort sig den ulejlighed at opgive det konkrete navn på mere end en person i sine anekdoter, så man aldrig rigtig når at tænke, at det bare er røverhistorier.

De fantastiske møder med Guds nåde, han fortæller om, er virkelige, og det, sammen med, at der faktisk er kildehenvisninger og noter bag i bogen, virker bare rigtig godt.

Enkelte steder kan det godt blive lidt for meget. Der er for eksempel en ret unødvendig rap-sang ”skrevet” af drengen med de 5 brød og de to fisk, men det er virkelig vigtigt ikke at fremhæve det alt for meget, for hvis man gerne vil, kan man altså få rigtig meget dejligt ud af at tage ja-hatten på sammen med Max Lucado og glæde sig over, at ”Guds nåde er ny hver morgen” ikke bare er noget vi siger, men også noget vi kan leve på!

artikel · anderledes 2009 ·· ##66 · TIL TRO bøger ·· 2009

Ovenlys på faste og forbrug Ingolf Henoch Pedersen 80 s.

Credo 2009

Af stud.mag. Johannes Korsholm Poulsen, paulusirom@hotmail.com Jeg vil godt lige starte med at indrømme, at det er et lidt underligt tidspunkt at anmelde den her bog på. For den er sådan set tænkt som en meditationsbog til fastetiden. Men det giver nu god mening alligevel. Forklaring følger her: For det første: Den var tilpas kort til, at jeg ikke, jævnfør min ovennævnte skræk for tung kristen litteratur, faktisk havde lyst til at gå i gang med den.

Og det er jo en ærlig sag. For det andet: Den er et rigtig godt supplement i bogreolen til Lucados bog. For selvom der også er stakke- spande- og læssevis af rigtig dejlig opmuntring i Ingolf Henoch Pedersens små tekster, er der i modsætning til hos Lucado nogle ret radikale og kompromisløse formaninger, som virkelig slår hårdt, og som også er rigtig nødvendigt at kunne finde på sin bogreol i lettilgængelig form. Med en stærk kærlighed og et stort kendskab til profetlitteraturen og dens samtid, blandet med mange andre tekster fra Bibelen, sætter Pedersen fokus på materialismens og forbrugskulturens råddenskab og korrumperende indflydelse på mennesker, midt i en krisetid, hvor vi som samfund er tvunget til at genoverveje, hvad det lige var, vi var værd uden al den rigdom og fremgang, som vi ikke kan være så sikre på som tidligere.

Han pointerer, hvor vigtigt det er, at vores liv med Jesus også har en dimension, der rækker ud til alle dem, der kunne have brug for os, vores kærlighed, vores tid, vores penge. Og det er ikke kun stræben efter penge, der bliver langet ud efter. Det er alle de ting, der fjerner vores fokus fra Gud og vores næste: Magt, fristelser, afgudsdyrkelse og så videre. Samtidig er der også plads til en masse positive og konstruktive tilgange til problemet: Faste, Guds nåde, den positive mulighed for faktisk at omvende sig og lade sit liv gøre en forskel i verden.

Og så er bogen endvidere udstyret med bønner og citater i et system, så man kan læse Pedersens stykke om morgenen og bønnerne om aftenen. Men det skal jo ikke forhindre mindre systematisk anlagte læsere som undertegnede til at guffe det hele på en gang og så glæde sig til at læse den dag for dag, når fastetiden kommer.

Jeg vil altså anbefale Ovenlys på faste og forbrug rigtig varmt, ikke kun som andagts- eller meditationsbog, men også som en god måde at få noget rigtig komprimeret forkyndelse, der ikke lægger fingrene imellem, og som virkelig udfordrer og opfordrer til at leve et radikalt liv som kristen, skrevet i og til den tid, vi lever i lige nu.

31

32

REFLEKSIONER

Ruth, Eva, Margrethe og alle de andre…

Et lille glimt af en lang stribe af Guds kvinder, dejligt befriende menneskelige forbilleder, som vi til alle tider kan lære meget godt af Af sygeplejestuderende Helene Sejergaard, hsejergaard@hotmail.com Nogen vil sikkert hellere ligne Daniel, men første sanglinje lader jeg andre om! Jeg vil nemlig ligne Ruth! Ja, jeg vil så. Ruth, den fantastiske kvinde. Den unge, trofaste arbejder, der i stor kærlighed og hengivenhed gav sig helt for sine nærmeste. Hun lyttede til råd fra en ældre, klogere kvinde, og det blev et gode for hende.

Verdens første kvinde. Eva – mor til alle på godt og ondt. Eva, der blev skabt som Adams hjælper og medvandrer på denne jord. Hun skabtes til at stå ved hans side, hjælpe og støtte Adam. Være den, der stod ham allernærmest på denne jord. Hun var hans, og han var hendes. (1 Mos 1,26-27; 2,18-25) Eller hvad med Noas kone, som vi for eksempel kunne kalde Margrethe, der, i stedet for at få manden indlagt på den lukkede afdeling, støttede Noa under hele arkbyggeriet og gik med ham ind i arken og ventede på regnen i vished om, at Gud havde givet Noa den opgave og det løfte. ( 1 Mos 6,1-7,16) Jeg vil ligne Mirjam, der vågede over sin lillebror mellem sivene og sørgede for, at der ikke skete ham noget ondt. Jeg vil være lige så modig som hende – hun var blot en stor pige – der trådte ud fra sit gemmested, ud foran Faraos datter – stadig for at beskytte sin lillebror og sikre sig, at der blev passet godt på ham. (2 Mos 2,1-8) Hanna, der græd sine bitre tårer og tryglede Herren om et barn og lovede at

give ham hen til templets tjeneste, hvis hendes bøn gik i opfyldelse. Hun fik ham – Samuel – og lovpriste bagefter Gud i sang og dans. (1 Sam 1,1-2,10) Hun holdt sit løfte til Gud og lod sin lille dreng tjene i templet.

Hende vil jeg da også ligne!

Jeg vil i øvrigt også ligne Ester – den sympatiske, smukke og kloge dronning, der, på foranledning af sin ældre og visere onkel, satsede livet for hele sit folk!

Og så var der Rahab med sit hus oppe på Jerikos bymur. Jeg misunder ikke hendes profession som prostitueret, men jeg beundrer hendes vovemod. At svigte hele Jeriko for at skjule to israelitiske spioner, der ville destruere hendes by. Det eneste, hun på forhånd havde fået, var deres ord for, at hun ville blive reddet. Naiv eller nerver af stål?

Jeg vil gerne turde svare som Maria, der fik besøg af en engel og med bævende stemme tog imod det kald, som Gud havde til hende om at være mor til verdens frelser. ”Se, jeg er Herrens tjenerinde.” (Luk 1,2638) Tænk at være som Maria Magdalene og ”den anden Maria”, der hele tiden var der, hvor det skete! De var blandt de kvinder, der sørgede for Jesus til det sidste. De var der, da Jesus udåndede på korset, de så, hvor Jesus blev begravet, så de kunne komme dér forbi igen, de kom søndag morgen ud til graven for at salve Jesu krop med fine salver og derved ære ham, de var

de første, der så Jesus efter opstandelsen og blev bedt om at løbe med bud til disciplene.

Jeg bliver helt forpustet! De var virkelig, hvor det skete! (Matt 27,55-28,10) Elisabeth, det gamle liv, præstekonen, der levede efter Guds hjerte, men havde den store sorg i sit hjerte at være barnløs.

Tvivlede hun på Guds løfte om, at hun virkelig skulle blive gravid, hvilket ikke ville være underligt, da hun var en ældre dame?

Det vides ikke, men i hvert fald lader det ikke til, at hun var i tvivl om, hvem der skulle have æren for miraklet – nemlig Gud. (Luk 1,5-25) Anna i templet, en Herrens tjenerinde.

Hvor smuk en titel! Hun tjente Gud dag og nat med faste og bøn. Hun levede og åndede for den tjeneste, som hun havde fået.

Hver dag, hver time og hvert minut. Da hun så den spæde Jesus i templet, stod hun straks frem, priste Gud og talte om barnet til alle, der ville høre. (Luk 2,36-38) Tænk at være så frimodig som Zebedæussønnernes mor. Godt nok vakte hendes ønske for sønnerne ikke jubel hos de andre disciple, men hvor er hun dog et tydeligt eksempel på et inderligt ønske hos en mor, der kender Jesus: ”Må mine drenge ikke godt sidde allertættest på dig i Himlen?” (frit citeret Matt 20,20) Jeg vil ligne Maria, der foran alle de høje herrer knælede foran Jesus og viste ham al mulig kærlighed, da hun salvede ham med olier og tørrede hans fødder med

KULTUR & MEDIER

33

Den fremmede..

Af stud.scient i medialogi Morten Keilow, morten@keilow.com

sit hår. Wow! Den samme Maria, der senere lod alt ligge og bare satte sig for at lytte til Jesu gode ord. ( Joh 11,1) Jeg vil også ligne Priscilla, der sammen med sin mand tog sig af omvandrende prædikanter og arbejdede sammen med dem.

(Apg 18,2) De tog den unge, energiske og skriftstærke forkynder med hjem til en kop kaffe og en sjælesørgerisk snak ”og forklarede ham Guds vej mere udførligt.”

Jeg vil ligne Tabitha, der hjalp de trængende, lavede tøj til dem og i det hele taget gav og gjorde meget godt i menigheden.

(Apg 9,36ff.)

Unge, gamle, glade, sørgende, spontane, eftertænksomme! Kvinder, der alle havde lig i lasten – på hver deres facon – de var samtidig Guds kvinder – på hver deres facon.

Tænk at koge alle disse kvinders egenskaber og nådegaver sammen og lave et kvindekoncentrat af alle de fantastiske Guds kvinder og være sådan én! Men sådan bliver det aldrig. Det ville også være overmenneskeligt at eje alle disse vidunderlige egenskaber i ét og samme sind.

Jeg skal frimodigt være den Guds kvinde, som Gud har skabt mig til at være.

Og du skal være den Guds kvinde, som du er skabt til at være: at søge ind i hans nærhed, ære Gud og tilbede ham med din krop, sjæl og ånd.

Det hænder, at jeg spadserer igennem Frederiks Torv i Aalborg midtby, og de, der har været der, ved, at det er et dejligt miks af basarer, der afspejler lande som Somalia, Iran, Irak, Indien, Grækenland, Pakistan og Italien (hvis man tæller pizzeriaet med)... og så en Netto - med en moské lige ovenover.

Og når jeg så går der, hænder det også, jeg hilser på mennesker, der går forbi mig med et nik og/eller et smil, og som oftest bliver returneret på samme vis!

På det seneste har jeg haft tanken om at kunne komme tættere på disse mennesker. Et nik og et smil er ikke længere nok.

Jeg har fået en nysgerrighed over for de mennesker, jeg møder gang på gang: Er de flygtninge? Gemmer de på en grusom historie om forfølgelse? Er de uddannet læger, men må nøjes med at sælge mig cashewnødder? Har de nogle gode, eksotiske madopskrifter? Hvis man tænker over det, tror jeg, vi kender mere til den frisør, vi ser 6-8 gange om året, end den pakistaner, der langer cashew-nødder over disken én gang om ugen. Indrømmet, man sidder gerne 20 minutter ved frisøren, og det er en masse pinlig tavshed, hvis man ikke udveksler livshistorier, men jeg tror ikke, man skal se bort fra, at hun er nemmere at snakke med, fordi hun er af dansk oprindelse!

Som mennesker har vi det med at søge kontakt med andre, vi ved, tilhører samme kultur som os selv, hvilket gælder for danskere såvel som for nydanskere, og det er denne bobbel, vi er nødt til at springe, hvis vi ønsker, at vores medmennesker skal føle sig hjemme i vores land. Cirka 9% af Danmarks befolkning er indvandrere, primært fra lande som Tyrkiet, Irak, Polen, Libanon, Somalia, Iran og Balkan-landene og rigtig mange, fordi de har måtte flygte fra et land,

hvor de ikke var ønskede - så det mindste man kan gøre, er da netop at få disse mennesker til at føle sig ønskede! Vi bliver nødt til at slukke for vores forudindtagede holdning til deres tilstedeværelse i vores land og i stedet gøre, som vi gør med alle andre, vi møder: Smile, hilse, hjælpe, guide, snakke, sludre, grine og danse (det med at man ikke kan blive enig om, hvilken vej man skal forbi hinanden - har du nogensinde oplevet det med en indvandrer?).

Måske har man allerede denne tilgang til de fremmede omkring sig. I så fald, kunne det være, man havde mod på næste “niveau”: Gæstfriheden. Det at kunne invitere disse mennesker ind i en del af éns liv, hvad enten det er at opbygge venskaber omkring en fodboldkamp eller omkring et middagsbord. Vi har en enorm mulighed for at lære om alverdens befolkninger og deres historie og hverdag og samtidig vise dem, hvad kristendom i virkeligheden går ud på, nemlig barmhjertighed og næstekærlighed, fra Gud såvel som fra os selv indbyrdes, på tværs af kulturelle baggrunde.

Det kan være enormt svært at stå som enkeltperson og skulle invitere fremmede hjem, så her er det oplagt at gøre det i forbindelse med en forening eller KFS-gruppe og derigennem tilbyde lektiehjælp, fællesspisning eller sport. En kæmpe fordel ved at gøre det på denne måde, er, at rigtig mange af vores nye danskere kommer fra kulturer, hvor man deler med sine naboer, og religion heller ikke er et skældsord!

Hvad stiller vi op med bjergprædikenen?

Bogen, der griber læsere verden over

Ny, vigtig bog af Magnus Malm: Lutherske kristne har mest brugt bjergprædikenen som et skriftespejl, der viser, at vi har brug for Guds nåde. Men dermed misser vi, at den som alt andet i Bibelen dybest set handler om at lære Gud at kende.

Nyhed

HYTTEN beskæftiger sig med det tidløse spørgsmål: Hvor er Gud i en verden, der er hjemsøgt af så ubeskrivelige lidelser?

4. oplag

W. Paul Youngs debutroman om en sørgende fars møde med den treenige Gud har solgt i over 7 mill. ekspl. alene i USA.

Magnus Malm: Et hjerte større end verden 288 sider, kr. 229,00

William Paul Young: Hytten 256 sider, kr. 229,00

Den glemte skat

I kloster med en protestant

Står kristen spiritualitet i modsætning til luthersk kristendom?

Klosteret har fået en renæssance – også i protestantiske kirkesamfund.

Nej, mener Boris Salo. Men den lutherske kirke har brug for at genopdage en luthersk spiritualitet, der har været gemt væk.

Denne bog er nogle indsigtsfulde refleksioner om, hvad der sker, når mennesker søger tilbage til stilheden.

„Denne bog giver god hjælp til hverdagens liv med Gud.“ – Sognepræst Per Munch, Nyker

Henrik Højlund: Klosteret og kærligheden 80 sider, illustr., kr. 99,00

Boris Salo: Den glemte skat 176 sider, kr. 169,00

www.boedal.dk

Postboks 90 / 3300 Frederiksværk / Tlf. 48 79 73 77 / post@boedal.dk

 Til Tro - november 2009.pmd

1

ORIGO

- om videnskab, skabelse og etik

Denne banebrydende bog er den første bog i Skandinavien der konfronterer neo-darwinismen med livets algoritmer og biologiens hierarkiske systemer.

ORIGO ORIGO

 18-11-2009, 15:43

 

      

   www.skabelse.dk www.skabelse.dk   Mens bogen ovenfor handler om darwinismen,  har denne nye bog fokus på personen Charles Darwin, skrevet af en forfatter som har forsket i   Darwins materiale i mere end 30 år!

Peder A. Tyvand: DARWIN 200 ÅR - kr. 239,-

ORIGO ORIGO ORIGO 

_______________________________________________________________________________ Det spændende ved bogen er at mange af de  www.skabelse.dk www.skabelse.dk ting vi tror om Darwin, viser sig at være vrang-www.skabelse.dk  forestillinger. Til bogen er knyttet et større note apparat (på nettet), så læs den, og bliv klogere på  et ualmindeligt almindeligt menneske. 

ORIGO ORIGO Jostein Andreassen: Darwinbogen - kr. 199,-

Bestilles på www.skabelse.dk, eller hos Henrik Friis, www.skabelse.dk 20 629 689 www.skabelse.dk - abonnement@skabelse.dk

www.skabelse.dk / www.darwin2009.dk



        

 



 





NYHEDER FRA CREDO PA B L O M A R T I N E Z

EN TORN I KØDET

Pablo Martinez kender magtesløsheden fra sit eget liv og fra samtaler med de mennesker, han møder i sit arbejde som psykiater. Han kender også Guds styrke i sin magtesløshed og i denne bog øser han af den erfaring til opmuntring for dig. »Der er masser af håb, trøst og vejledning at hente både for den lidende og for sjælesørgeren.« Marie Jensby, IMT

288 sider 249,95 kr.

    

   

JENS OLE CHRISTENSEN

NÅR TRO OG LIV BRAGER SAMMEN



268 sider 299,95 kr.

Må man aldrig lyve?

Skilsmisse og nyt ægteskab?

Hvad gør vi, når Bibelen udfordrer Bibelen?

Hvorfor Helvede?

En tankevækkende og udfordrende bog om bibeltroskab i spændingsfeltet mellem menneskeliv og principper.



Udgivet i samarbejde med Logos Media.

 FORLAGSGRUPPEN LOHSE TLF.: 75 93 44 55 WWW.CREDO.DK



Afsender: Kristeligt Forbund for Studerende, Ribevej 71, Ødsted • 7100 Vejle

UMM • ID-nr. 42728

Generalens Missional opvarmning Vi er hårdt ramt for tiden. Influenza A (H1N1) har ramt os, så vi vasker hænder som aldrig før og nyser flittigt i ærmet (hvis vi da kan nyse i det hele taget). Finanskrisen har ramt os, og vi betaler af på vores gæld og ind på vores pensioner. Den globale opvarmning har ramt os, så selv om vi lokalt går og småfryser, synes vi dårligt, vi kan tillade os at sætte os på flyet til varmere egne.

I vores verden piskes små kriser let op til store katastrofer. Tænk nu, hvis der udbryder en dødelig pandemi. Tænk nu, hvis det finansielle system bryder sammen. Tænk nu, hvis millioner af mennesker drives på flugt, og havenes vandstand stiger med adskillige meter.

Gud har imidlertid ikke truet med, at verden går under en dag.

Det er noget, han har lovet. Heldigvis skal vi ikke til evig tid gå og nyse i ærmet og bekymre os om kapitalpensioner. På den yderste dag vil global opvarmning få en helt anden betydning. Men det er ikke noget, vi skal frygte. Det er en fremtid, vi må glæde os til. Denne verdens vej mod afgrunden er første skridt i Guds skabelse af en ny himmel og en ny jord.

Det er naturligt, at vi reagerer ved at sikre os så godt, vi kan.

Men som kristne, der ikke handler efter naturen, men efter Guds løfter, har vi grund til at tænke og handle anderledes. De indtil videre

Af generalsekretær Robert Bladt, robert@kfs.dk

trods alt små kriser, er en guddommelig påmindelse om vores og verdens forgængelighed. Dermed er de også en påmindelse om, at det er nu, mennesker kan lære Jesus at kende. Det er nu, vi må kalde mennesker ind i Guds rige. Det er nu, vi har brug for en missional opvarmning.

Jeg drømmer om, at vi i december må blive ramt af en ekstrem smitsom og hidtil ukendt mutation af gavmildhed. En gavmildhed, som får os til at give med glæde af invitationer til Guds rige. En gavmildhed, som får os til at bekymre os om de kirkelige organisationers økonomiske underskud i stedet for vores pensioner. En gavmildhed, som får os til at tage medansvar for mission i stedet for at vaske hænder i resignation.

Har Gud givet dig hjerte for mission blandt studerende, så send KFS en gave. På trods af den globale opvarmning, er vores lokale økonomi lidt småfrossen for tiden. Gode gaver i december giver os frimodighed til at tænke visionært om studentermission også for år 2010.

Girokort

kr. __________ Frivilligt Til Tro abonnement kr. __________ Gavebrev kr. __________ Fastgiver kr. __________ Almindelig gave Oplys cpr.nr. ______________________________

Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle

Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle