TT04_2010_Forsoning

20 10

Kristeligt Forbund for Studerende

Tema: Forsoning Nye ansigter i KFS » 4 Gud og mammon på handelskolerne » 5 Udskiftninger i KFS’s bestyrelse » 7 KFS’ Ledertræningscenter fejrer 20 års jubilæum » 8

her står du

5 9 En historie om onskab og undertrykkelse

17 21

Velkommen til år 2 Dostojevskij og fælles vilkår

Tema: Forsoning

15

Salige er de, som stifter fred

Livgivende død

19

Smerte forsoningens pris

27 30 31 Bøger

Kultur & Medier

3 7

Nye ansigter i KFS

IFES-nyheder bed for verden

12 Når offeret forsoner og forbryderen går fri

24 Refleksioner: Meningsløshed

Generalens

Leder Evangeliet til et ordtræt folk?

Niels Nymann Eriksen, præst i Apostelkirken i København, stillede for nyligt følgende spørgsmål i en tale: ”Hvordan forkynde evangeliet til et ordtræt folk?” Spørgsmålet leder tankerne hen på forholdet mellem ord og handling, mellem forkyndelse og diakoni. Har vi i KFS og resten af den missionske del af Kirken fundet en god balance mellem disse? Er ordet i tilstrækkelig grad blevet til kød, så studerende og andre ikke bare mødes med ophøjede ord om Guds kærlighed men også med lavpraktisk næstekærlig handling afspejlende Guds kærlige væsen?

Efter sigende skulle Frans af Assisi engang have sagt: ”Forkynd evangeliet, om nødvendigt brug ord.” Jeg tror nu nok, at vi skal bruge ord, når vi forkynder evangeliet. Men jeg tror også, at ordene for ofte i vores sammenhænge kommer til at stå alt for alene. For sjældent følges de op af den slags handling, som gør ordene troværdige for dem, der hører dem.

Hvor ofte sker det egentlig, at et ikke-troende menneske kommer til tro, fordi det hører en brandprædiken til en gudstjeneste eller til et KFS-møde? Jeg skal ikke påstå, at det aldrig sker. Men jeg er overbevist om, at det meget sjældent sker, hvis ikke den pågældende først har oplevet Guds kærlighed videreformidlet igennem praktisk handling – i et varmt kristent fællesskab eller via hjælp og omsorg i en konkret situation.

Udgiver Kristeligt Forbund For Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 Fax: 35 43 48 04 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Giro: 405-4954 Abonnement Det er gratis at modtage Til Tro, men du er velkommen til at betale et frivilligt abonnement med lige netop det beløb, du har lyst til at give KFS. Et frivilligt abonnement er, ligesom alle andre gaver til KFS, fradragsberettiget. Sæt pengene ind på reg. 9541, kontonr. 0004054954

Af Daniel Toft, sekretariatsleder

Ligesom ord sjældent gør det alene, gør diakonien det heller ikke.

Er det ikke netop, når den klare forkyndelse og den varme diakoni går hånd i hånd, at der sker allermest? Måske har vi fået det delt for meget op i Danmark, så nogle gør det ene og andre det andet, mens kun få gør begge dele på én gang.

Forkyndelsen kan styrke diakonien ved at sætte den i det helt rigtige perspektiv – nemlig at alle mennesker er skabt og elsket af Gud, og at vi skal elske vores næste, fordi Gud elskede os først. Og diakonien kan styrke forkyndelsen ved at gøre den mere troværdig, fordi ord og handling følges ad.

Måske er der lige præcis i et rigt land som Danmark en risiko for, at det diakonale kommer i baggrunden, fordi den synlige nød som f.eks. sult og hjemløshed er så lille. Men har vi som kirke ikke også noget at byde ind med i forhold til mindre synlig nød som f.eks. ensomhed?

Måske har vi brug for en bedre balance mellem forkyndelse og diakoni – i KFS og resten af den missionske del af Kirken. Måske bruger vi for mange ord og for lidt handling i vores bestræbelser på at række vores medmennesker evangeliet. Måske er vi en del af et ordtræt folk, og måske bør det få konsekvenser for vores måde at være kirke og kristen organisation på.

Redaktionen Generalsekretær Robert Bladt (ansv. red.)

Stud.mag. Annie Schjelde Rasmussen (red.sekr.)

Stud.hum.inf Mathilde Due Pedersen Stud.mag. Anders Vindum Stud.med. Ruben Lorentsen Stud.polyt Henrik Roager Jensen Stud.ling. Vera Sønderby Jensen Stud.theol. Peter Bæk Stud. buissness. Mattias Sonne Design Martin Luckmann & Klaus Juul Jensen Layout og illustrationer Stud.polyt i arktiktur Johan Kure Stud.scient i medialogi Jakob Askholm

Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.tiltro.dk

TIL TRO · # 4 · 2010 · nyheder

Nye ansigter i KFS I sidste nummer af Til Tro sagde vi farvel til fem gode medarbejdere.

Heldigvis står en ny flok klar til at løfte arven.

Anna Kiel Rugh

ave

Af Annie Schjelde Rasmussen

Daniel Hougaard er studenter- og gymnasiesekretær i Århus. Daniel er teolog og bor i Århus med sin kone Karina og døtrene Silje og Alberte. Daniel har glædet sig meget til at begynde i KFS og fortæller: “Jeg var i juni med til lederdag på KFS-centeret.

Vi drøftede her, hvordan vi som KFS udlever vision om at gøre Jesus kendt blandt de studerende på videregående uddannelser.

Her følte jeg min krop sitre af glæde over og taknemmelighed over, at dette skulle være mit kommende arbejdsområde! ” Carsten Kofoed Espersen er studentersekretær i Østdanmark. Carsten er også teolog, gift med Lise og far til Noah og Ida. KFS’erne i Østdanmark kan glæde sig til at arbejde sammen med en mand, der har noget på hjerte og gerne vil dele troen og livet. ”Vi har brug for hinanden. Det vil jeg gerne være med til at skaffe rum for, sådan at KFS er et godt sted at være. ’Kristus i min brors mund, er stærkere end Kristus i mit eget hjerte’ sagde Dietrich Bonhoeffer, og det udtrykker meget godt for mig, hvad fællesskabet giver af opmuntring, når det er bedst.” siger Carsten.

ansat i en 25 % stilling i IFES og der skal arbejde med gymnasiearbejdet, High School Ministry. Jens Skov Hansen, som netop har afsluttet LTC, skal være volontør i København hos gymnasiesekretær Louise Baldus.

Anna Kiel Rughave, også LTCer indtil i sommers, dækker region Nord hos Øjvind Hansen og Ann Østermark skal arbejde med Thomas Frovin i Syd. De glæder sig alle tre til at komme ud og lære KFSerne at kende og kan se frem til et år med masser af sjov, udfordringer og gode samtaler .

Derudover er Mette Kristensen blevet ansat som husmor på LTC. Mette er uddannet tegnsprogstolk 28 år og bor med sin mand og to børn udenfor Give. Mette skal organisere indkøb, madlavning og rengøring for eleverne og indgå i LTC-teamet.

Carsten er ansat til 25 timer ugentligt. De resterende timer og opgaver i stillingen forventer KFS at få dækket via studiejobs.

Tre nye volontører Hele tre volontører er det blevet til i år. Årsagen til dette er at Thomas Frovin er blevet

ugaard

o Daniel H

rmark

Ann Øste

Carsten Kofoed Espersen

To studentersekretærer

Jens Skov Hansen

4

nyheder · 2010 · # 4 · TIL TRO

Gud og mammon på handelsskolerne Hvorfor er der ikke flere kristne på de danske handelsskoler? I juni 2012 skal der, ifølge KFS’ målsætning, være en KFS-gruppe på 175 af Danmarks uddannelsessteder. Handelsskolerne er en af de store udfordringer i det projekt.

Af Annie Schjelde Rasmussen En af grundene til dette er, at KFS ikke ved særlig meget om hvordan en handelsskoleelev tænker. For at blive lidt klogere, har Til Tro talt med Mattias Sonne, Handeksskolestudent fra Bornhholm, tidligere LTC’er og nu studerende ved iværksætterlinjen på Niels Brock i København.

“Jeg altid haft en interesse for erhvervsliv. Min uddannelsesvejleder på efterskolen, sagde til mig ”du kan jo godt lide at gå i slips og jakkesæt, ikke også? Du skal på handelsskolen.” Og så var den beslutning taget.

Da jeg var LTC’er og vi skulle ud på handelsskolerne, var det som om folk bare var ligeglade med alt. Det er egentlig lidt skræmmende, nu jeg tænker over det. Når man kommer ud på et gymnasium, vil folk jo diskutere hele tiden! Jeg ved ikke, om folk på handelsskolen er mindre reflekterede, men folk går mere op i at deres egen hverdag kører. Det er måske det liberalistiske livssyn, der smitter af - at enhver er sin egen lykkes smed.

På handelsskolen lærer du, at det handler om profitoptimering og overskud for overskuddets skyld. Som kristen har du

en ekstra dimension med indover og kan gøre en forskel for dine medstuderende og udfordre dem, du har altså noget særligt at bidrage med.

I kristne kredse oplever jeg en stemning af at buisness-tankegangen ikke er så vigtig. Handelsskole er lavstatus.

Det er usynligt. Vil man virkelig tjene Gud, så bliver man sygeplejerske, hvis man er pige og teolog, hvis man er dreng. For penge er farlige, og vi kan jo ikke både tjene Gud og mammon!

Men det tror jeg er forkert. Der er forskel på om du sætter din lid til pengene, så de bliver en afgud for dig - eller om du har et helt andet motiv. Som buisness-student kan du skabe

arbejdspladser, du kan hjælpe verdens fattigste. Du kan tjene Gud ved at styre en virksomhed og træffe beslutninger der. Du kan kanalisere velstand derover, hvor du ser der er brug for den.

Det manglede jeg at høre, dengang jeg selv gik på handelsskolen.

Det giver meget mere mening at sætte min tro og min uddannelse sammen i en helhed og have Gud med, ikke bare om søndagen, men også resten af arbejdsugen.

Handelsskoleeleverne skal løfte deres hoveder og være glade og stolte af de ting de lærer og kan. De skal være klar over, hvilken kæmpe forskel de kan gøre. De skal ikke bare satse småt - men satse så meget de har lyst til, fordi man kan virkelig gøre en forskel i Guds kirke her på jorden.”

Kender du På www.kfs.dk kan du tilmelde dig KFS’ nyhedsmail KFSpresso. Den er målrettet dig, som er studerende på en ungdomsuddannelse. En gang om måneden får du en mail,

som indeholder en andagt, lige til at printe ud og læse op i KFSgruppen. Derudover er der gode ideer, opmuntrende historier og relevant info fra KFS til dig og din gruppe.

Du kan også hente materialer, andagter, tips og ideer fra tidligere KFSpressoer på ww.kfs.dk under ‘materialer’.

5

6

TIL TRO · # 4 · 2010 · nyheder

Søndagstur med KFS-gruppen Vil du gerne lave noget sammen med din KFS-gruppe? Eller gøre den kendt på skolen på en god måde? Så inviter til indsamling søndag d. 5. september 2010.

Af Annie Schjelde Rasmussen

Organisationerne bag Giv dig Rig har sat sig det mål at indsamle 500.000 kr til Red Barnet. Du kan hjælpe ved at melde dig som indsamler.

Hver indsamler får i gennemsnit samlet 1000 kr ind, så du kan gøre en stor forskel!

Meld dig alene eller sammen med din mor,

kæreste, KFS-gruppe, kirke, kollega eller klasse - kun fantasien sætter grænser.

Tilmeld dig indsamlingen gennem KFS via louise@kfs.dk Ved at tilmelde dig gennem KFS deltager du i lodtrækningen om et gavekort til Lohse forlag på 300 kr.

Velkommen til målsætningens år 2 KFS har en målsætning, hvordan står det til med den? Ved begyndelsen på et nyt skoleår tager vi tager temperaturen på arbejdet med målsætningen og genopfrisker visionen.

Af generalsekretær i KFS Robert Bladt

I KFS har vi sat os et mål. Fra 2009-2012 vil vi besøge landets 406 studiesteder.

Det første år med målsætningen har betydet, at vi i KFS er blevet mere fokuserede på studiestederne og på de studerende, der endnu ikke kender Jesus. Det handler om at vedkende sig et medansvar for, at studerende, der endnu ikke kender Jesus, får chancen for at lære ham at kende.

I det nye, akademiske år er det vores mål at nå ud på 100 nye studiesteder for at gøre Jesus kendt. I den forbindelse er vi ved at udvikle et spørgeskema. Det skal give os viden om studerendes forhold til Jesus og sætte gang i en dialog.

Vil du gerne følge målsætningsarbejdet, kan du tilmelde dig vores nyheds- og forbønsmail ved at sende en mail til louise@kfs.dk, så fortæller vi seks gange om året, hvordan det går.

nyheder · 2010 · # 4 · TIL TRO

Udskiftninger i KFS’ bestyrelse Bestyrelsen er KFS’ baglands stemme og består af 18 medlemmer. Blandt dem er der syv gymnasie- og studenter-repræsentanter, som vælges af og blandt KFS-repræsentanter og medlemmer af arbejds- og områdeudvalg. De øvrige er såkaldt ”faste medlemmer” og vælges af bestyrelsen for

tre år af gangen. Bestyrelsen mødes fire gange om året. Ved KFS’ sidste ledersamling i juni var en håndfuld nye gymnasieog studenterrepræsentanter med for første gang. KFS byder velkommen, og siger til de afgående tak for et godt stykke arbejde.

Nye gym-repræsentanter:

Afgående medlemmer:

Midtjylland, Sebastian Olesen Hovedstanden og Sjælland, Stine Dølby Nordjylland, Johannes Rønne-Hansen Syddanmark, Anne-Mette Christensen

Nye stud-repræsentanter:

Eva Jødal Benn Lousdal Simon Bartholdy Ann Østermark Johanne Høllsberg Louise Baldus

Nordjylland: Hanna Pedersen Midtjylland: Stefan Ruager

Se den fulde liste over bestyrelsen i KFS på www.kfs.dk

Nyt bestyrelsesmedlem: Ellen Højlund Wibe

Nye LTC ’ere På LTC glæder lærerne sig til at tage imod

det nye kuld. Der venter dem et ophold med oplevelser og udfordringer og masser af tid med KFS’erne i hele landet.

Anna Jacobsen, Holstebro Annemette Lundgaard Hansen, Ølgod Casper Thomsen, Skævinge Esben Wibe Nielsen, Århus N Jonas Kiil Sørensen, Hillerød Julie Thingmann Christensen, Skjern Kasper Holm Wejse, Holstebro Katrin Hovland Petersen, Færøerne Kristoffer Kjær Kristensen, Skjern Mia Højgaard Jensen, Herning Steffen Lund Birkmose, Løgumkloster Tanja Jespersen, Kgs. Lyngby Tobias Børgaard, Tylstrup

KFS på Facebook På facebook kan du blive fan af KFS og få nyheder, videoer og statusopdateringer om stort og småt.

Søg på ‘KFS’ så skal du finde.

7

8

TIL TRO · # 4 · 2010 · nyheder

IFES-nyheder - bed for verden LAUSANNE-KONFERENCEN i Sydafrika.

I Cape Town holdes i oktober den tredje Lausanne-konference om evangelisation.

Lausanne-pagten blev til i Lausanne i1974 på en international kongres om verdensevangelisation, hvor 4000 evangeliske kirkeledere fra 150 nationer deltog.

Guds ord, mission og bøn var i centrum dengang og er det igen i år. Udfordringen fra nyateismen og islam, globaliseringen, forsoning, autencitet og integritet er nogle af de temaer, som vil blive drøftet på Lausannekonferencen. Bed om at de deltagende kirkeledere, både fra Danmark og andre lande, må finde inspiration og opmuntring til at nå flere med evangeliet.

Læs mere på www.lausanne.org

PAPUA NY GUINEA. Over 800 forskellige sprog bliver talt på Papua Ny Guinea af næsten lige så mange forskellige stammefolk.

Det er 10 % af alle de sprog, som findes i hele verden, og en udfordring, både når

der skal kommunikeres og evangeliseres.

Alligevel er antallet af kristne på Papua Ny Guinea voksende, særligt på grund af den kristne studenterbevægelse. De studerende kommer på universitetet, og nogle møder der kristne studerende.

Mange bliver omvendt og tager budskabet om Jesus med sig hjem til deres stamme på deres eget sprog. Over 1000 mennesker bliver hvert år kristne gennem studenterbevægelsen, på trods af kulturelle og sproglige barrierer. Tak Gud for det!

KFS’ Ledertræningscenter fylder rundt Denne sommer er det 20 år siden KFS’ Ledertræningscenter (LTC) slog dørene op for det første hold af håbefulde LTC’ere.

Af LTC-lærer Hanne Terp Legarth “Jeg havde aldrig troet at en så skrøbelig og eksperimenterende konstruktion som LTC skulle blive 20 år. Nu er LTC på alder med LTC’erne: Ung, eksperimenterende og fuld af muligheder. Og afhængig af Guds velsignelse…” Sådan siger Jens Ole Christensen, den første forstander på KFS’ ledertræningscenter.

Det var et vovestykke, KFS kastede sig ud i, da LTC blev oprettet og store dele af KFS-arbejdet lagt om. Men det blev et

velsignet vovestykke. Steen Søvndal , endnu en tidligere forstander på LTC, bemærker at “LTC går nu ud af teenage-årene og bliver rigtig voksen. Fra en, der var med i juniorog teenagetiden, ønskes et stort tillykke!

At LTC stadig er der som lys og salt blandt vores studerende, giver mig glæde og taknemlighed.”

Siden 1990 har over 260 unge været elever på LTC, hvor de har lært Bibelen og Jesus bedre at kende, er blevet udrustet

til fremtidigt lederskab i kirken og har spredt deres vidnesbyrd om Jesus til mange tusinde studerende på gymnasielle uddannelser.

Det må fejres! Og derfor vil LTC gerne invitere alle KFS- og LTC-venner til kombineret jubilæums- og årsfest den 11. september.

Her vil vi også fejre det nye LTC-hold og sende dem ud på deres første teamperiode.

nyheder · 2010 · # 4 · TIL TRO

Jubilæumsog årsfest på LTC Lørdag den 11. september 2010 KFS’ Ledertræningscenter fylder 20 år og sender nye LTC’ere ud i KFS-arbejdet.

-91

90 LTC’ere årgang

Kom og vær med til en festlig dag, hvor vi gerne vil dele LTC-visionen med jer, markere et festligt 20 års jubilæum og fejre de nye LTC’ere, som kort efter festen sendes ud på deres første teamperiode i KFS. Alle er velkomne, og vi håber at se mange LTC-venner, tidligere LTC’ere samt venner og familie til de nye LTC’ere.

Program for dagen:

LTC’ere årgang 00-01

13.30:

14.00: 14.45:

16.00:

18.00: 20.00:

Fejring af de nye LTC’ere i Brunmosehallen - v. LTC’ere og LTC-ansatte Kaffe i hallen Jubilæumsmøde i hallen - indslag ved LTC’s nuværende og tidligere forstandere Forbøns- og festgudstjeneste i Ødsted Kirke - Forbøn for de nye LTC-teams Middag, kaffe og hygge på LTC Afslutning

Pris for kaffe og middag: 80 kr. (for børn 40 kr.)

Parkér venligst på Hallens parkeringsplads; bag ved LTC. Tilmelding senest lørdag den 4. september til: LTC, Ribevej 71, Ødsted, 7100 Vejle - tlf: 75 86 58 11 E-mail: ltc@kfs.dk LTC’ere årgang 09-10

9

10

TIL TRO · # 4 · 2010 · Forsoning · artikel

KFS’eren Dostojevskij

og fælles vilkår Af Århus-KFS’er Thomas Hermansen, stud. psyk.

I Århus KFS er vi en gruppe, som i foråret har brugt tid på den russiske forfatter, Fjodor Dostojevskij (1821-1881). Dette tog form af en studiegruppe, hvor vi, sammen med nogle inviterede studiekammerater, gik i dybden med det kendte værk, Forbrydelse og Straf.

Initiativet udsprang af et hint fra en tidligere medKFSer, som til en konference havde stiftet bekendtskab med en tysk lektor ved navn Jürgen Spiess, der er belæst i Dostojevskijs forfatterskab og dets betydning for andre forfattere, filosoffer, psykologer m.fl.

Vi inviterede Spiess til at holde to foredrag for os i Århus om hhv.

Dostojekvskij og romanen, Forbrydelse og Straf. Som forberedelse til disse foredrag samledes vi i studiegruppen nogle gange over nogle uger. Her læste og talte vi om Forbrydelse og Straf og dens personer og tematikker, der bl.a. sætter tro, tvivl, moral, relationer og Gud i tale.

Hvorfor lige Dostojevskij? Og hvorfor denne form med en studiegruppe? Et svar kunne være, at håbet med Århus KFS – ja, velsagtens med hele KFS – er at kunne møde og være i dialog med medstuderende om den kristne tros budskab og relevans. Og i Århus KFS har vi været optaget af snakken om, hvordan dette er muligt – en snak, som forhåbentlig aldrig hører op hverken i Århus eller noget andet sted, hvor KFS færdes!

Noget, som bl.a. karakteriserer os studerende, er, at vi ofte færdes i studiemiljøer, hvor tro og religiøse størrelser (fx Gud) forstås som ikke-videnskabeligt, som blot et center i hjernen, som en blandt mange mulige sandheder/tilbud, osv… Gud og kristenliv er med andre ord sjældent det hotte samtaleemne ved fredagsbaren!

Troen er en privatsag, og sådan er det langt hen ad vejen blevet mest bekvemt for os alle.

Når det så er sagt, oplever nogen af os stadig, at vores livs spørgsmål og udfordringer ikke adskiller sig synderligt fra vores medstuderendes spørgsmål og udfordringer – om vi så er kristne

eller ej: Meningen i vores tilværelse? Hvad skal man vælge? Tvivl på os selv og på relationer? Hvad er rigtigt og forkert? ... Det er i denne sammenhæng Dostojevskij som kendt og stadig aktuel forfatter kommer ind i billedet: Han er interessant, fordi han på intet mindre end fremragende vis skitserer disse spørgsmål som en slags vilkår for livet.

Med andre ord har romanen, Forbrydelse og Straf, for os været et springbræt til dialog om netop disse fælles vilkår. Og hertil havde studiegruppen sin berettigelse: Ingen var på hjemmebane som fx til et ”kristent, forkyndende møde”. Vi kunne alle spille med åbne kort.

Intet skjult budskab blev snydt ind ad bagdøren, og der var plads til forskellighed. – Også i forhold til Jesu håndsrækning til os mennesker, der lever under disse vilkår: Et håb om frelse!

Tema: Forsoning Forsoning handler om at genoprette noget, som er tabt eller ødelagt mellem to parter. Det kan kræve, at den ene eller begge parter har evne til at bære over, tilgive, erkende og bekende.

Konflikter er der nemlig nok af i vores tid, og forsoning er både ønskværdig og nødvendig for at kunne fungere som individer, samfund og nationer. Over hele verden er der steder, hvor mennesker forsøger at hele og skabe forsoning. Fordi vi går i stykker uden. Somme tider kan dette projekt være forbundet med stor smerte og frygt.

Forsoning finder også sted på et åndeligt plan. I kristendommen er Guds forsoning med os mennesker helt central. Den største forsoning af alle fandt sted, da Gud forsonede sig selv med os gennem Jesu død på korset! Men hvad betyder det for vores forhold til andre mennesker?

I dette nummer af Til Tro får du en række forskellige vinkler på forsoningen. Den svære forsoning, den nødvendige forsoning, den statsstyrede forsoning, den guddommelige forsoning og den forsoning, som kan synes umulig... Vi håber at du vil blive opmuntret og inspireret til at praktisere forsoning i dine egne relationer og tage imod den forsoning, Gud rækker dig i Jesus!

God læselyst!

Redaktionen

12

TIL TRO · # 4 · 2010 · Forsoning · artikel

Kan forbrydelsen blive så stor at tilgivelsen ikke længere er mulig? For Jennet har livet budt på krig, flugt og mord – forfærdelige uretfærdigheder, der får en almindelig, naiv og bleg dansker til at stille spørgsmål.

Af stud.theol. Morten Rugager Kristensen, mortenrugager@gmail.com

Jennet er en bemærkelsesværdig kvinde.

Første gang jeg hørte hendes historie, overrumplede det mig fuldstændig. Efter at have lyttet til den igen, græder jeg indeni. Jeg har svært ved at forstå, hvordan et menneske kan bære alt det, og efterfølgende forstår jeg, at tilgivelse kan være tung.

Jennet voksede op i en liberiansk familie, som bestod af en far med to koner, som

havde henholdsvis 11 og 5 børn, hvor Jennet var det femte barn af den første kone. Hun fik mulighed for at gennemføre gymnasiet, og blev som 21-årig i 1990 gift med Immanuel. De flyttede sammen til hovedstaden Monrovia, hvor hun begyndte at studere psykologi, og han arbejdede for staten.

Samtidig begynder en anden historie at flette sig ind i det unge pars nye liv. Liberia oplever netop i disse år stigende uroligheder og og lederen af oprørsgruppen NPFL, Charles Taylor, som efter 8 års borgerkrig bliver præsident for Liberia, angriber den daværende præsident Samuel K. Doe som kom til magten i 1980 ved et militærkup. Der opstår borgerkrig i store dele af landet og i de omkringliggende lande, Elfenbenskysten og Sierra Leone. Immanuel arbejder som efterforsker i politiet og repræsenterer dermed regeringsmagten, og han frygter for sit liv. Parret må forlade hovedstaden, som trues af rebeller. ”Alle større veje var blokeret af oprørsgrupperne, så vi pakkede vores papirer, lidt tøj og en madras, og

så gik vi bare. Vi undgik alle de store veje og gik i bushen og sov i det fri. Vi gik mere end 500 kilometer.”

Med vold og magt De forsøgte at undgå byerne for ikke at blive opdaget af oprørerne, og alle kvinder var i fare for at blive voldtaget af oprørssoldaterne. Jennet beskriver en af oplevelserne på turen, hvor de bliver opdaget: ”Vi kom ind i en by, hvor en flok maskerede mænd pludselig råbte: Holdt! Når jeg tænker tilbage på det tidspunkt, kan jeg stadig mærke livet forsvinde ud af mig, ligesom en ballon, der taber luften. For man vidste, nu dør jeg, nu bliver jeg skudt eller voldtaget.” De måtte udlevere alt af værdi og blev tvunget til at ligge på jorden og kigge op i solen fra morgen til aften. ”Vi lå flere hundrede mennesker. Mange blevet voldtaget, flere mistede deres lemmer, og mange blev trampet på.

De bandt flere af mændene og smed dem på lastbiler og kørte dem væk. Vi var meget bange.” Efter den voldsomme episode forlod soldaterne flygtningene, og Jennet og Imma-

artikel artikel · Forsoning · Kontrol · 2010 · # 4 3 · TIL TRO

nuel fortsatte mod nabolandet Guinea. ”Vi så hver dag mennesker, der ikke kunne gå længere, mennesker som døde eller måtte stoppe pga. sår, men vi kunne ikke hjælpe dem. Vi blev nødt til at gå videre. Vi så mennesker, der blev spist af vilde dyr. Der var mødre med 5-6-7 børn, hvor en eller to af dem blev syge. Gruppen ventede ikke på de kvinder. Jeg så kvinder, der måtte efterlade et sygt barn for at gå videre sammen med sine raske børn. Det kunne lige så godt have været mig, der ikke kunne gå længere,” siger Jennet, men samtidig gav det hende en taknemmelighed for at være i live. ”Uanset hvilken situation jeg er i, er der altid noget i mig, der siger, it will be all right. Måske er det derfor, jeg overlevede.

Når jeg ser tilbage på alle de forhold, jeg har været udsat for, ville jeg slet ikke kunne

beskrive alle disse ting, hvis jeg ikke havde Gud i mit hjerte. Jeg er ikke bedre end dem, der dør, men jeg tror på, at Gud har en plan med mig.”

Flygtningelejr i Guinea ”Vores mål var en stor flygtningelejr i Gueckedou i Guinea. Men vores vej var spærret af en flod, og alle broer var blevet ødelagt. Vi kunne ikke komme over floden, da færger og kanoer kun tillod muslimer at komme over, så vi var fanget få kilometer fra lejren, og mange mennesker døde af sult. Til sidst sendte FN nogle lastbiler og betalte for

Efter en periode med hjemsendelse af flygtninge, hvor Jennet og hendes mand forlod lejren og drog tilbage til deres hjem i Monrovia, blev situationen endnu værre.

Deres hus var blevet overtaget af rebeller, så de måtte bo hos nogle bekendte i hovedstaden. I slutningen af borgerkrigen opstod befrielsesbevægelsen LURD. Mange af guerillasoldaterne bar ikke uniformer, og alle blev bange for hinanden. ”I dag undrer jeg mig over, hvorfor det udviklede sig sådan, at liberianere blev fjender indbyrdes.

Vi måtte skjule, at vi var kristne for ikke at blive fanget.” Under urolighederne i hovedstaden mistede Jennet sin søster, som boede i Monrovia, og Jennet måtte tage sig af sin søsters to-årige datter, Hawa.

De havde det meget værre end jeg ”Vi skulle være blevet i flygtningelejren.

Men man vil bare så gerne være i sit eget land og hjælpe til med at bygge landet op.

Vi måtte flygte igen. De fangede min mand ved en stor vejspærring på vej mod Elfenbenskysten. Alle kvinderne blev adskilt fra mændene. De tog min mand, og smed ham i en lastbil. Det var sidste gang, jeg så ham. Vi måtte ikke kigge bagud. Hvis vi gjorde, ville vi blive skudt. Mange ægtefæller blev skilt

Når jeg tænker tilbage på det tidspunkt kan jeg stadig mærke livet forsvinde ud af mig, ligesom en ballon, der taber luften. For man vidste, nu dør jeg, nu bliver jeg skudt eller voldtaget overfarten over floden.” Livet i flygtningelejren var ikke nemt. Hvert familieoverhoved fik et rationeringsnummer, og mistede man det, var der ingen mad, medicin eller tøj. Lejren blev ved flere lejligheder angrebet og måtte flyttes længere ind i landet.

fra hinanden, og mændene blev tvunget ind i kampene. Jeg var to måneder henne med mit første barn.” Der var ikke mange muligheder i Elfenbenskysten for en gravid kvinde med et plejebarn, så Jennet sparede lidt sammen til at rejse tilbage til flygtnin-

gelejren i Guinea. Hun kom frem, men var blevet meget syg og underernæret. Hun frygtede for sit lille barn, som i perioder var helt stille i maven. I lejren fødte Jennet sin lille pige, som hun selv kalder sin velsignelse i en ellers håbløs situation, så hun fik navnet Blessing. ”Jeg er en, der altid ønsker at hjælpe folk. Jeg var præget af alt det, jeg havde været igennem, men havde hurtigt fået det bedre efter fødslen, og der var mange, der havde det meget værre end jeg. Det var meget sårbare mennesker, som intet håb havde. Der boede 27.000 mennesker i flygtningelejren og 90% var kvinder og børn. Så jeg begyndte at hjælpe frivilligt. De begyndte at bruge mig som tolk i en gynækologisk afde-

13

14

TIL TRO · # 4 · 2010 · Forsoning · artikel

ling for voldsramte kvinder, fordi jeg kunne flere afrikanske sprog og havde læst psykologi i to år på universitetet.” Jennet arbejdede med stærkt traumatiserede og misbrugte kvinder i klinikken. ”Jeg blev et mellemled mellem udenlandske læger og de misbrugte kvinder, fordi jeg forstod deres situation, for jeg var en af dem. Senere fik jeg til opgave at fungere som rådgiver for FN med henblik på at være med til at skabe et nyt liv for kvinderne. Jeg arbejdede i flygtningelejren fra 2002 til 2004. Det var et af de bedste job, jeg har haft. Jeg kunne være en mund for kvinder, der havde mistet deres egen.”

Tilgivelse og forsoning Til spørgsmålet om årsagen til at hun måtte flygte til Danmark, svarer Jennet, at det slet ikke havde været hendes intention at flygte, men at hun blev tvunget til det. ”En af mine

te han mig og satte ild til det telt, jeg boede i sammen med mine to piger. Jeg tog Blessing på ryggen og flygtede til en kirke i lejren. Jeg gik næste dag til FN-kontoret. Manden blev arresteret igen, men han fortsatte med at true pigen og mig, hvorefter vi blev overført til et kvindekrisecenter. Manden truede med at sætte ild til krisecenteret og slå os ihjel.

Da fandt de et land, vi kunne komme til.”

Tilgivelse og forsoning bliver pludselig sat i et nyt lys gennem vores samtale, og jeg drister mig til at stille spørgsmålet, om man kan tilgive mennesker, der har gjort så meget ondt mod en selv, ens ægtefælle og ens familie og venner? Der har været mange følelser i spil gennem vores samtale, og jeg kan høre, at det ikke er nemt at tale om, men Jennet fortsætter: ”Rent menneskeligt så ved jeg det ikke. Nogen gange kan jeg prøve at leve med det og skubbe mine oplevelser lidt til side og tænke på de positive

Jeg ved ikke om jeg har tilgivet dem der tog min mand, mit liv, min værdighed, min identitet, mig som et menneske. Jeg har ikke tænkt over det opgaver bestod i at dokumentere kvindernes historie og identificere gerningsmændene, så de kunne blive retsforfulgt. Jeg blev sagsbehandler for en ung pige, som havde været sexslave for en højtstående officer i hæren, siden hun var tolv.” Hun ankom til lejren sammen med officeren og blev efter en meget grov voldsepisode indlagt på hospitalet i lejren. ”Jeg interviewede hende på hospitalet. Han blev arresteret og fængslet i tre måneder (FN havde ikke jurisdiktion til længere straffe). Da han blev frigivet, opsøg-

ting i mit liv. Alle de gode ting, som Gud har gjort. Samtidig oplevede jeg, at Gud var der i alle mine svære oplevelser også. Han var god ved mig, og det glæder jeg mig over.

Somme tider bliver jeg også meget ked af det. Hvorfor skulle det ske? Jeg ved ikke, om jeg har tilgivet dem, der tog min mand, mit liv, min værdighed, min identitet, mig som

menneske. Jeg har ikke tænkt over det. Det er så frygteligt at tænke på alle de familier, der er gået i stykker. Min bror fik skåret halsen over ved en vejspærring. Hvis jeg havde min bror i dag, kunne jeg skrive til ham, tale med ham. Nu står hans kone tilbage med tre børn, og det er mig, der betaler deres skolegang.”

My cup is running over ”Det var først da jeg skulle forberede mig til dette interview, at jeg begyndte at overveje tilgivelse. Det føles som en tung dyne. Jeg har ikke tænkt særlig meget på dem, der gjorde det mod mig.” Jennet slår over i engelsk og fortsætter: ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Hvis jeg møder dem, kan jeg så se dem i øjnene igen? Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde kunne holde til at møde dem igen. Nu har jeg et barn, som aldrig har set sin far. Hvad skal jeg sige til hende? Om jeg kan tilgive dem? Jeg håber, at det sker engang. Jeg håber, jeg en dag kan se tilbage på det hele og sige, sådan var det, og nu er det ikke mere, men jeg er ikke klar til det endnu. Den måde, jeg overlever på, er ved at fokusere på de gode ting. Det er de kræfter, der driver mig.” Jennet gentager igen og igen sin taknemmelighed over de mange gode ting, Gud har gjort for hende og slutter samtalen med at sige: ”Der er mange gode ting, Gud har gjort for mig, og jeg tænker: my cup is running over.”

Jennets mand Immanuel døde, og hun bor i dag i Danmark sammen med Hawa og Blessing og sin mand, Flemming.

artikel · Forsoning · 2010 · # 4 · TIL TRO

Salige er de, som stifter fred Forestil dig, hvis vi aldrig tilgav hinanden. Så ville hver lille spydig kommentar og hvert foragtende blik blive liggende og hobe sig op i en stor bunke af bitterhed og had. Tilgivelsen er nødvendig, for at vi kan leve et liv, hvor vi kan se os selv og hinanden i øjnene.

Af Anne Dahlgaard, sygeplejerske og frivillig i Israelsmissionens Unge, som i 2010 har forsoning som overskrift for deres arbejde i DK og ude i verden dahlgir@hotmail.com

Forsoning på hverdagsdansk Hvor tit bruger du ordet ’forsoning’, når du taler med dine venner, opdaterer facebook eller sender brev til mormor? Nej vel? Ikke særlig tit. Måske forbinder du forsoning med mægling i politik, retssager og internationale konflikter; noget fjernt fra din hverdag. Dog mener jeg, at livet rummer alt for mange konflikter til, at forsoning må være et distanceret ord. I denne artikel vil jeg netop sætte fokus på, hvorfor forsoning er vigtig, og hvordan det kan se ud i mellemmenneskelige relationer.

Måske du kender til at have en konflikt med dine forældre, søskende eller studiemates? Jeg kender i hvert fald til det! Det

sætter normalvis et menneske i en slags krise, hvilket gør, at man ofte reagerer uforstående, og negative følelser vokser frem.

En konflikt kan opleves hård, fordi den kan medføre en fysisk reaktion i form af træthed, tristhed, hverdagsting bliver uoverskuelige, øget forbrænding og vægttab eller andre stresssymptomer.

Har du prøvet at have det sådan? Sådan har jeg oplevet det – og det er hårdt i længden! Derfor er konfliktløsning og skridt mod forsoning så vigtigt! Gud har ikke skabt os til at være i konflikt med hinanden, men til at indgå i sunde relationer, der bærer frugt til Guds ære. Hermed menes, at vi som mennesker er skabt til at ære Gud ved at elske hinanden; ”vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse...velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke...

Gud har ikke skabt os til at være i konflikt med hinanden, men til at indgå i sunde relationer, der bærer frugt til Guds ære sker ret jævnligt; jeg bliver såret over en vens ord, kommunikationen går skævt med min kæreste, mine forældre lever ikke op til mine forventninger, og på arbejdet kan jeg blive irriteret på min kollega, fordi ”fjolset” ikke gør sit arbejde korrekt!

En konflikt kan defineres som: ”en uenighed, der følges af en følelsesfuld anspændthed i menneskers forhold til hinanden.” En uenighed i sig selv er således ikke en konflikt, men den kan være ledsaget af en følelsesmæssig reaktion, der skaber et brud i tilliden mellem mennesker. Et brud

hold fred med alle mennesker, om det er muligt...lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.” (fra Rom. 12,10-21).

Mit vidnesbyrd At opnå forsoning i en relation kan være er en proces. Dvs. at der over tid arbejdes på forsoning. Måske er forsoning slet ikke et mål i begyndelsen, fordi man er så følelsesmæssigt berørt, at det ikke er muligt at se vejen derhen.

For nogle år siden stod jeg i konflikt, hvor det tog mig flere år at tilgive og komme på talefod med vedkommende igen. På et tidspunkt indgik en tredje part i konflikten. Jeg følte mig såret, narret og krænket i en sådan grad, at jeg ikke på nogen måde ønskede at se dem igen. Skæbnes ironi - eller Guds udfordrende kærlighed ville,

15

16

TIL TRO · # 4 · 2010 · Forsoning · artikel

at jeg skulle møde dem begge til et stævne.

Vi gik som katte om den varme grød, indtil det fantastiske skete: Gud tog styringen!

Jeg kan ikke huske konkret, hvad Gud talte til mig, men ét var klart: jeg skulle hilse på dem. Det syntes ikke rimeligt, at jeg, som den forulempede, skulle tage første skridt.

Men efter megen bøn gik jeg i tillid og håb til Guds ord, og hvor var det dejligt og fantastisk at opleve Gud gøre arbejdet! Det førte

ligt over for os selv eller vores næste.

En konflikt kan opleves som en trappe, hvor et trin opad kan forstås som handlinger eller ord, der ødelægger relationen og skaber de negative følelser. Konflikten optrappes således for hvert trin, hvis ikke der er gribes ind. Heldigvis findes der metoder til at standse en konflikt. Et simpelt redskab er at standse op i situationer, hvor du mærker, at forholdet til modparten er anspændt, eller du ikke synes mimik og ord passer sammen. Stop op og undersøg om den fortolkning, du har gjort, er rigtig. Eller om du helt har misforstået afsenderens hensigt og budskab.

Det er med til at afklare eventuelle misforståelser, som hurtigt kunne blive til en konflikt.

Mennesker forstår situationer forskelligt, ud fra de forudsætninger de har med sig. Dermed betyder situationer noget forskelligt, hvilket kan være årsag til en konflikt.

Derfor kan det være en god idé at reflektere over, hvad konflikten egentlig handler om og dernæst italesætte, hvilke følelser sagen frembringer.

En anden god måde at standse op på er at tale sammen. Bryd tavsheden og tal med modparten i stedet for om modparten. Det skal jo ordnes, om muligt, på tomandshånd, som Jesus siger. Det kræver mod, men også her må vi få lov at gå i Guds kraft. Hvis du ikke længere har kontakt med din modpart, kan det være nødvendigt at prøve at skabe kontakt og tillid vha. små skridt; f.eks. en sms, et venligt smil eller en kop kaffe. Til tider kan en konflikt være så meget i hårdknude, at det bliver til ’mudderkastning’, hvor alt er tilladt, og man snart glemmer, at modparten er et menneske. Vi har brug

Vi er kaldet til at leve forsoningen ud i vores hverdag og støtte andre til at gøre det samme nemlig til forsoning i relationen og befrielse i mit hjerte. Jeg kunne slet ikke få hænderne ned under lovsangen bagefter!

Når vi går på Guds ord, går vi også i Hans kraft. Det er ikke i vores egen kraft, at forsoning lykkes. Men den kraft, som oprejste Jesus fra de døde, gør forsoning mulig i vores værst tænkelige relationer. Det er et fantastisk håb at have midt i en konflikt, der synes umulig at løse.

Forsoning i praksis Men kan vi ikke gøre noget selv? Jo, Jesus siger: ”…hvis din broder forsynder sig imod dig, så drag ham til ansvar på tomandshånd.”

(Matt.18,15f). Vi skal altså ikke gøre vold på os selv og finde os i alt. Det er hverken kær-

for at se hinanden i øjnene, så vi kan anerkende modparten som menneske. Denne anerkendelse er særlig vigtig at huske, når kommunikationen forgår via facebook eller sms. Anerkendelse er dog ikke at forveksle med accept af de handlinger, der har fundet sted.

Hvis en konflikt af én eller anden årsag ikke lader sig løse, kan man for sin egen skyld have brug for at lægge konflikten bag sig og komme videre i sit liv. Man erkender, at der er sket noget urimeligt, men ønsker ikke, at konflikten skal blive ved med at have magt over ens liv. Dermed tillader man ikke, at bitterheden får plads.

Frihed i forsoning Jesus siger: ”I har fået det for intet, giv det for intet.” ( Matt. 10,8). Det vil sige, vi er kaldet til at leve forsoningen ud i vores hverdag og støtte andre til at gøre det samme. Til at være jordens lys og salt, til at vidne om, at selvom vi lever i en brudt verden, så er forsoning mulig! Jeg vil runde af med, at minde om et vers fra Es.58,6: ”Den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed og bryde hvert åg.” Gud ønsker, at vi som hans børn ikke bliver holdt fast i konflikten og stiller os til tåls med den, men at vi er med til at sætte os selv og andre i frihed fra den byrde, en konflikt er.

Det kræver villighed og tålmodig bønnetid med Jesus, for det er Ham, som er kilden til forandring! Det er Ham alene, der kan tage dine anspændte følelser væk! Derfor siger Esajas om Jesus; ”man skal kalde ham Freds Fyrste.” (Es. 9,5).

Må Jesus velsigne dig og give dig kraft til at kæmpe for forsoning i dine svære relationer.

artikel · Forsoning · 2010 · # 4 · TIL TRO

Livgivende død Mennesket handler ofte forkert, Gud er klog og Jesus elsker alle mennesker. Så langt så godt. Men hvorfor i alverden var det en pinefuld død på et torturinstrument, som var nødvendig, for at vi kan være sammen med Gud? Er han ikke lidt hård vel sig selv, ham Gud? Havde Nietzsche levet for ca. 2000 år siden i dagene fra Jesu død langfredag til påskemorgen, så kunne han med rette have sagt: ”Gud er død”. For langfredag aften døde Gud. På Golgatas klippe holdt Guds hjerte op med at slå. På denne klippe døde Gud i stedet for mig. Ikke fordi jeg havde tryglet, grædt eller bedt ham om det. Eller fordi jeg havde fortjent det. For mens jeg endnu afskyede ham, døde han en stedfortrædende død, for at jeg kunne blive forsonet med ham.

Men selvom denne forsoning er kernen i evangeliet, så er den af mange forbundet med et budskab, der har slidt mere i ørene end været det frigørende budskab, som har forkyndt min nye relation til Gud. Men hvordan skal vi forstå forsoning, og hvordan undgår vi, at den blot bliver en slidt frase og et skuldertræk?

Menneskets situation over for Gud For at finde svaret på dette må vi begynde med at se på situationen mellem mennesket og Gud for at forstå, hvorfor en forsoning overhovedet er nødvendig.

Når vi går til Bibelen, siger den meget klart, at menneskets helt grundlæggende problem er, at det efter syndefaldet ikke længere ønsker og kan søge Guds vilje og leve i tillid til ham ved sin egen formåen. I stedet har mennesket gjort sig selv til gud og lever nu i fjendskab med Gud som en synder (Kol 1,21).

I dag betragter mange dog dette budskab provokerende eller ligefrem forargeligt, hvilket kan være årsag til, at man tager afstand fra kristendommen. Grundene til dette er flere, men én grund kan måske være, at talen om synd ofte bliver (mis)forstået som en degradering af eller ligefrem en fratagelse af dets værdi som menneske. Dette er meget uheldigt. For i Guds øjne har mennesket værdi for, hvad det er – og ikke for, hvad det gør (Sl 8,6).

Andre gange bliver en forkyndelse af synden opfattet som bedrevidende og nedladende, så vi føler os indkapslet i en skam, der får os til at opleve os forkerte som mennesker. Det kan skyldes, at vi ved forkyndelse af synd er mere fristet til at tale store ord om de synder, vi ikke selv har nogle problemer med og dermed undlader at tale om de synder, vi selv kæmper med. Hermed kan vi let

Af stud.teol. Filip Torp Kildeholm filipkildeholm@hotmail.com

komme til at fremstå som personer, der ikke selv kæmper med synd.

Jeg må dog også indrømme, at når jeg ofte reagerer imod talen om synd, så skyldes det, at jeg bliver ramt i min stolthed. Så kæfter ’gamle Adam’ op i mig om, at ingen skal komme og fortælle ham, hvad der er rigtigt og forkert.

Men selvom det er svært at tale om synden, så mener jeg, det er vigtigt, at vi stadig hører om den og beder Helligånden vise os, hvor synden er i vores liv. For kan jeg ikke se, at jeg er en synder, kan jeg heller ikke se, at jeg brug for Jesu kors. Og så lever jeg på afstand af Gud.

Guds situation over for mennesket Gud er, modsat mennesket, hellig og tåler ikke synd. Ja, han afskyr og væmmes over synden. Derfor må alt syndigt straffes på grund af Guds vrede og rammes af hans forbandelse. Guds vrede over synden kan måske opfattes småligt. Men hvordan skulle Gud kunne se gennem fingre med synden, når den er et udtryk for et fastklistret gudsoprør i menneskets hjerte? Så set fra

17

18

TIL TRO · # 4 · 2010 · Forsoning · artikel

såvel menneskets som Guds side virker en forsoning umiddelbart umulig, for der synes at være et modsætningsforhold mellem begge parter.

Det uløselige problems løsning Men Gud er også barmhjertighedens og kærlighedens Gud, og han kan derfor ikke ignorere menneskets håbløse situation. Derfor vælger Gud en løsning, hvor både uretfærdigheden og synden bliver straffet, og hvor synderen samtidigt møder Guds frelse og barmhjertighed. Gud vælger nemlig at lade sin søn dø i stedet for os (Ef 2,4-5).

Jesus som stedfortrædende offer Men hvordan kan en mands død betyde liv for mig? Hvordan kan Jesu død få betydning for min relation til Gud? Går vi til Moseloven i GT, finder vi her anvisninger om, at et offerdyr kan træde i stedet for et menneske, så mennesket ikke selv rammes af Guds vrede og straf. Vi ser det eksempelvis i forbindelse med den store forsoningsdag (3 Mos 16), hvor ypperstepræsten i helligdommen skal stænke blod på sonedækket, som er på pag-

for ”det er blodet, der skaffer soning, fordi det er livet” (3 Mos 17,11). Dermed bliver Guds vrede kanaliseret væk fra israelitterne og rammer i stedet offerdyret, så dets død bliver deres død og dermed til liv for dem.

I NT videreføres denne tanke.

Jesus fremstilles her som den fuldkomne ypperstepræst, der frembærer det endegyldige offer til

syndernes forladelse.

Men det er ikke et offerdyr, Jesus frembærer, men sit eget legeme (Heb 9,24; jf. Es 53,5.10). Ved at frembære sig selv - som et offer for Gud - bliver Jesus ramt af den vrede og forbandelse, der ellers skulle have ramt os (Gal 3,13). Derved bærer han al verdens synd og skyld på sig bort fra mennesket. Jesus bliver identisk med min synd, som dør sammen med ham på korset. Denne stedfortrædelse er forsoningens hemmelighed og det, der gør Guds frelse til verdenshistoriens største kærlighedshandling.

Forsoningens paradoks Men i denne kærlighedshandling er det vigtigt at understrege, at det ikke blot er en tilfældig mand, der dør på korset, men Gud selv. Vi så tidligere, at templet var det sted, hvor forsoningen fandt sted i GT, og hvor Guds herlighed selv var til stede. Men i NT beskriver Jesus sig selv som dette tempel ( Joh 2,19-22; jf. Åb 21,22).

Dermed får han sagt to vigtige ting. For det første får han understreget, at i ham bor hele guddomsfylden (Kol 2,9). For i templet

For i Guds øjne har mennesket værdi for hvad, det er – og ikke for, hvad det gør tens ark inde i det allerhelligste, hvor Gud selv har taget bolig. Dette skete, for at israelitterne kunne få soning for deres synder.

Egentlig burde israelitterne selv dø for deres synder, men Gud havde forordnet det sådan, at et offerdyrs liv kunne gå i stedet for israelitternes liv. Blodet spiller her en vigtig rolle,

har Gud taget bolig. Dernæst får han sagt, at han er det sande sted, hvor forsoningen sker. Det betyder, at Jesus samtidigt er Gud og forsoningens rum. Det betyder, at forsoningen er et anliggende, som finder sted i Gud selv.

Dette er en side ved forsoningen, som er meget svær at forstå. Men det er her vigtigt at understrege, at Gud ikke er

passiv i forsoningen, hvilket ville ske, hvis Jesus og Gud var to fuldkomment adskilte personer. Gud er nemlig den eneste, der kan frelse mennesket fra dets synd (Es 43,11). Hvis Jesus derfor kun var et menneske, så var vi endnu ikke frelst, og vi levede stadig i skyld over for Gud. Derfor involverer Gud sig selv i forsoningen. For ”hvem andre end Skaberens billede kan træde i stedet for alle de mennesker, der er skabt i dette billede.” ( Jørgen Sejergaard, ”Tempelgud” s.103; jf. Hebr 1,3).

Den nye pagts blod Men Jesu død indebærer ikke blot, at Guds vrede vendes bort fra os. Den indebærer også, at Gud opretter en særlig pagt med os, hvor vores synder er tilgivet. Og tegnet på, at vi står i denne pagt, er ikke blod fra

artikel · Forsoning · 2010 · # 4 · TIL TRO

et offerdyr (jf. 2 Mos 24,8), men netop Jesu blod (1 Pet 1,2; Åb 7,14). Hans blod er nemlig ”pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse” (Matt 26,28). Dette blod har bevirket, at vi nu står i en nådespagt, hvor vi er rene og hellige foran Gud. Denne sandhed er ikke noget, vi kan erfare ved at se på vores liv. For når vi ser på os selv, ser vi ikke renhed og hellighed, men synd. Nej, denne sandhed skal gribes og modtages gennem Gud ord.

Jesus som sejrherre Vi har nu set, at synden er blevet besejret ved Jesu død og opstandelse.

Men hvad med Satan og hans magt?

Hvilken magt har Satan over for den kristne?

Et af Djævelens mål er at holde mennesket og Gud adskilt fra hinanden, så han kan trumfe sin egen onde vilje igennem over for mennesket og dermed ødelægge dets liv og fravriste det evigheden.

Derfor møder Djævelen os altid med løgn, be-

han nævner dets synd. Dette gør han ikke, fordi han ønsker, at retfærdigheden skal ske fyldest, men i den forventning, at Gud vil straffe og dømme det.

Dog har disse anklager kun en berettigelse, der hvor vi har en skyld, som Djævelen kan anklage os for. Men Jesus ”slettede

det nu er muligt for mennesket at søge Gud og tjene ham.

Samtidigt tildeles vi i troen en ny status. Vi adopteres af Gud og får status som et Guds barn (Gal 4,5). Vi kommer dermed i familie med Gud og kan nyde godt af alle de privilegier, som det giver. Et af disse

Forsoningens budskab er altså en kærlig invitation fra Gud til at træde ind i et evigt fællesskab med ham, hvor synden og skylden er betalt vort gældsbevis… han fjernede det ved at nagle det til korset” (Kol 2,14). Dermed er den onde blevet afvæbnet. Det våben han havde, som vores anklager, er nu blot et vådt franskbrød, som vi ikke længere skal frygte. Satan er blevet afvæbnet, for ”vore brødres anklager [Satan] er styrtet, han som dag og nat anklagede dem for Gud.” (Åb 12,10 jf. Joh 16,11).

Det betyder også, at når Satan forsøger at overbevise mig om, at Gud ikke vil have med en synder som mig at gøre, har jeg lov til at pege på Jesu kors og dermed kalde ham en bedragerisk løgner. For jeg står ikke længere under Guds anklage, når jeg tilhører Kristus.

Målet med Jesu død Målet med Jesu stedfortrædende død var ikke blot at

privilegier er livet på den nye jord. Og som garanti på dette håb har vi modtaget Helligånden som pant (Ef 1,13-14).

To hjerter vendes For kort at opsummere, kan vi sige, at ved Guds modtagelse af Jesu offer vendes Guds barmhjertige og frelsende hjerte mod os syndere, så at frelsen nu er mulig for mig.

Ved modtagelse af Helligånden i mit hjerte, vendes mit syndige og fortabte hjerte mod Gud, så at frelsen nu bliver min, ved at han – den treenige Gud – tager bolig hos mig. Forsoningens budskab er altså en kærlig invitation fra Gud til at træde ind i et evigt fællesskab med ham, hvor synden og skylden er betalt. Og der hvor jeg indser, at denne invitation er en personlig invitation til mig fra Gud, da bliver forsoningen alt andet end en slidt frase og et skuldertræk.

For videre læsning om forsoningen og Jesu guddommelighed, kan anbefales henholdvis ”Korsets mysterium” af Agne Nordlander, Dansk Luthersk Forlag, 1985 og ”Tempelgud” af Jørgen Sejergaard, Credo Forlag, 1997.

drag og falske gudsbilleder, så vores billede af Gud sløres, og vi dermed ikke søger Guds vilje.

Her ligger der en stor fare for den kristne.

Samtidigt kommer han som en anklager (jf. Job 1,9) til Gud med hans anklageskrift mod mennesket, hvor

vende Guds vrede bort fra os. Det var også at genetablere en ny relation mellem Gud og mennesket, så vi igen kan tjene ham. At vi som kristne tjener Gud er et privilegium, som er en konsekvens af forsoningen og et kendetegn på den kristnes liv (Rom 6,11.18). For ved Helligånden vendes menneskets gudsfjendske hjerte, så

19

20

TIL TRO · # 4 · 2010 · Forsoning · artikel

Når offeret forsoner og forbryderen går fri I ekstreme tilfælde må juraen og loven give op. Forbrydelsen så omfattende, at hævn er umulig. Her går den eneste vej videre gennem forsoning. Med en sådan proces dukker mange spørgsmål op. Et eksempel er Sydafrikas opgør med apartheid.

Af Cand. scient. pol Mads Kobbersmed og cand. theol Oline Kobbersmed Mads og Oline arbejder for Dansk Ethioper Mission i Etiopien, hvor de fra 2011 skal undervise på Mekane Yesus-kirkens uddannelsesinstitutioner i teologi og ledelse.

Forsoningens magt Er det rimeligt, at den dommer, der uretmæssigt har sendt snesevis af mænd i fængsel, ikke bliver straffet? Kan det forsvares, at mennesker med andre menneskers blod på hænderne går fri af straf? Eller hvad med de fangevogtere, der tissede i fangernes mad og derefter tvang fangerne til at spise den – skal de gå fri? Og hvor står man som kristen – er man forpligtet til at tilgive grove overtrædelser af menneskerettighederne og leve videre sammen med forbryderne? Dette var helt essentielle spørgsmål for mennesker i Sydafrika, da landets hvide apartheidstyre opgav deres mangeårige undertrykkelse af den sorte og farvede befolkning. Et styre, der havde muliggjort tusindvis af forbrydelser på niveau med ovenstående.

Ubuntu Lad os starte et lidt andet sted, nemlig ved Zulu- og Xhosa-begrebet Ubuntu. Det er ikke helt let at oversætte, men betyder noget i retning af at tilhøre et større fælles-

skab og skal ses i tæt sammenhæng med et andet xhosa-udtryk, der siger: ”et menneske er et menneske gennem andre mennesker.”

På den måde markeres menneskets værdi netop gennem dets relationer til andre mennesker – I am because we are - hvilket er en voldsom kontrast til klassisk vestlig individtænkning. Tankerne er blevet en slags etisk og filosofisk fundament for den nye sydafrikanske nation, der stadig kæmper med at hele sårene efter mange års fjendskab, forbrydelser og adskillelse mellem hvide, farvede og sorte.

Det mest kendte eksempel på ubuntu i praksis finder vi i Sydafrikas første sorte præsident Nelson Mandela, der sad fængslet i 27 år for sit lederskab af den væbnede modstand mod det racistiske apartheidstyre. Kategoriseret som D-fange – den laveste fangekategori – havde Mandela og hans mange politiske medfanger ret til ét brev og ét besøg hver sjette måned. Når brevet kom, var det som oftest klippet sønder og sammen af censuren, så der kun var meningsløse brokker tilbage. Fangerne blev udsat for ekstremt hårdt arbejde i et kalk-

brud og tvunget til at gå i shorts som små drenge. Tiltaleformen var ”boy”. Alligevel formåede Mandela gang på gang at skelne mellem system og menneske, og hans evne til at knytte bånd til fangevogtere og politiske modstandere er legendarisk. Nøglen til at forstå Mandela ligger gemt i hans tanker om forsoning og menneskeligt fællesskab og i hans evne til at sætte sig ud over sine egne personlige lidelser og afsavn.

Hævn eller tilgivelse?

Et afgørende initiativ i den sydafrikanske forsoningsproces var oprettelsen af The Truth and Reconcillation Council (TRC) – Sandheds- og forsoningskommissionen med ærkebiskop Desmond Tutu som formand.

Kravet var ærlighed om fortidens forbrydelser, guleroden var amnesti – altså fritagelse for straf.

TRCs arbejde er generelt anerkendt som et vellykket eksempel på forsoning og er kopieret i andre post-konfliktsituationer verden over. Forløbet står i kontrast til eksempelvis Nürnberg-processerne efter

artikel · Forsoning · 2010 · # 4 · TIL TRO

Anden Verdenskrig, hvor der afsagdes en række dødsdomme og lange fængselsstraffe over naziregimets ledende skikkelser. Hvor Nürnberg-processerne karikeret kan beskrives som vindernes hævn over taberne, var målet i Sydafrika at sikre et samfund, hvor både forbrydere og ofre kunne leve sammen. Kravet var ærlighed omkring forbrydelsen fra gerningsmændenes side. På den måde kunne gerningsmanden vedgå sig sin skyld, angre forbrydelsen og lægge den bag sig. Samtidig fik offeret mulighed for at tale om sine oplevelser og møde en offentlig anerkendelse af, at det virkelig var en ugerning, der var begået, og hermed kunne offeret også blive taget alvorligt som menneske med værdighed.

Forsoningsprocessen kan lyde som et sympatisk projekt, og for mange blev TRCs arbejde da også begyndelsen på fremtiden.

Men forsoningsprocessen var ikke uden problemer. Ofte har ofrene følt, at systemets håndlangere ikke fik en retfærdig straf, og at man uden anger og alt for let har kun-

man i ophøjelsen af forsoningen og tilgivelsen har forsømt at anerkende den legitime vrede, som offeret eller pårørende i mange tilfælde har følt (se fx Thomas Brudholms ph.d.-afhandling fra 2005 ”Resentment’s Virtue”).

Hvad siger Bibelen?

Men i forhold til en kristen forståelse af forsoning og tilgivelse, skal man så ikke tilgive, også når gerningsmanden ikke angrer? Jo, der er i hvert fald flere bibelske eksempler og opfordringer til at vælge tilgivelsens vej – også når den ikke er oplagt. Kroneksemplet er Jesu ord på korset om sine bødler, der jo næppe har fortrudt i selve gerningsøjeblikket, hvor Jesus udtaler: ”Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”(Luk 23,34). Også Josef (1. Mos 45), der tilgiver, at hans brødre på kynisk vis solgte ham som slave til Egypten – selvom han får magten til at knuse dem, er et bemærkelsesværdigt eksempel.

Og i det hele taget vrimler Det Nye Testamente med opfordringer til at tilgive og forsone sig med sin modpart og endda at elske sine fjender! (se f.eks. Matt 5,23; Matt 5,43ff; Matt 18,21ff; Luk 17,4; Ef 4,32).

I en kristen tankegang skelnes der mellem forbryder og forbrydelse: uanset hvor grov en synd, et menneske har begået, vil det stadig være skabt i Guds billede og have uendelig værdi. Gud har selv grebet ind i verden og ”forsonet alt med sig” ved Kristi

En kristen etik kan ikke forventes af dem, der ikke kender Kristus. net slippe for konsekvenserne af mange års forbrydelser. I den slags situationer kan man næsten tale om dobbelt-op på forbrydelsen, da offeret imod sin vilje har måttet tilgive en ikke-angrende forbryder. Efterfølgende er spørgsmålet da også blevet rejst, om ikke

”Sand forsoning har ikke noget at gøre med at råbe: “Fred, fred!”, hvor der ingen fred er. Nej, det er at stille folk over for de fordringer om retfærd og fred og barmhjertighed og omsorg, som evangeliet om Jesus Kristus stiller.

Det betyder at tage stilling for de svage og den, som er trådt under fode – de mindste af Kristi brødre – at være stemme for den, der er stille. Man kan ikke forholde sig neutral over for uretfærdighed og undertrykkelse og udnyttelse.”

Desmond Tutu

død på korset (Kol 1,19-20; 2. Kor 5,18-19).

Her har vi for alvor tilgivelsens begyndelse og begrundelse. Der findes ikke en synd så stor, at mennesket ikke kan tilgives. Og: mennesker må derfor også lære at eftergive hinandens skyld. Set fra denne vinkel er der altså nogle meget forbilledelige træk i TRCs arbejde.

Der er dog alligevel nogle spørgsmål forbundet med kommisionens arbejde, også set fra en kristen vinkel. Kan tilgivelse sættes i system og gøres til et alment anliggende, som samfundet forpligter borgerne på?

Hvis det er tilfældet, må begrundelsen for tilgivelsen været noget andet og mere end den kristne. En kristen etik kan ikke forventes af dem, der ikke kender Kristus. Det nytestamentlige værdisæt hører til indenfor en kristen ramme – om end der findes mange værdier, som også ikke-troende kan tilslutte sig (f.eks. næstekærlighed, troskab, gavmildhed, gæstfrihed). Men tilgivelse af fjenders onde handlinger – det er en stor mundfuld, både for kristne og ikke-kristne. Og skal det give mening for ikke-troende, så må begrundelsen være en anden end den bibelske. I TRCs tilfælde har Tutus formandskab spillet en afgørende rolle. De kristne værdier har været med til at forme TRCs virke, og derfor kan det – i det mindste på ikke-troendes vegne – være legitimt at drage tilgivelsen som det eneste rigtige i tvivl.

21

22

TIL TRO · # 4 · 2010 · Forsoning · artikel

Tilgivelse på kommando I forlængelse af dette rejser sig spørgsmålet: kan man forvente, at mennesker tilgiver grove forbrydelser, så snart gerningsmanden indrømmer? Er det rimeligt at forvente tilgivelse på kommando? Må kristne ikke også have lov at blive vrede, når uretfær-

velse skulle erstatte straf. Målet var at komme videre efter et sygt system, hvor antallet af gerningsmænd havde vokset sig så stort, at det næppe var muligt at straffe dem, og hvor straffen meget muligt ville kunne avle endnu mere vold. Og set fra det perspektiv er der nogle beundringsværdige træk i kommissionens arbejde, der kan tjene som

Den smertefulde proces hvor der blev sat ord på forbrydelserne og arbejdet for forsoning mellem mennesker skabte fundamentet for en fælles fremtid digheden tager overhånd? Vel kan tilgivelsen og forsoningen have en helende effekt på både forbryder og offer, men det er et problem, når tilgivelsen snarere bliver et pres end et valg.

Når disse indvendinger er rejst, skal det dog understreges at TRCs opgave ikke var at skabe en ny samfundsstruktur, hvor tilgi-

forbillede for mennesker verden over. Den smertefulde proces, hvor der blev sat ord på forbrydelserne, og arbejdet for forsoning mellem mennesker skabte fundamentet for en fælles fremtid. Og selvom langt fra alt i det kronkrete arbejde blev en succes, må man som kritiker stille sig selv spørgsmålet: hvad var alternativet?

Og hvor er Sydafrika så i dag? På trods af de mange rigtige politiske beslutninger i årene omkring apartheidsystemets ophør kan 300 års undertrykkelse og mistro mellem mennesker ikke heles med et trylleslag. De enorme forskelle i levevilkår mellem sorte og hvide gør det svært at tale om en ægte og substantiel frihed for de sorte i landet, hvor mange kun kunne drømme om en billet til en af kampene ved det netop afholdte VM. De sorte kan nu stemme hvert fjerde år, men uddannelse, sikkerhed og sundhed er stadig fundamentale mangelvarer. Et sygt apartheidsystem er historie, men der er stadig masser at kæmpe for. TRCs arbejde var blot begyndelsen på en lang proces, som ser ud til at kunne tage mange år endnu. Og det kan måske for os være en påmindelse om, at forsoning og tilgivelse ofte tager tid, sved og tårer. Forsoningen skal ikke vælges, fordi den er nem – men fordi den er sand.

Mere om det sydafrikanske forsonings-eksperiment: • Det hvide lærred. Invictus (2009). I Clint Eastwoods Invictus fra 2009 følger vi Springboks – det syd afrikanske rugbylandshold vej mod to umulige mål: verdensmesterskabet og forsoningen af sorte og hvide i et sønderrevet land.

• Forskning. Resentment’s virtue (vredens dyd), Thomas Brudholm. Ph.d.-afhandling der giver en filoso fisk indføring i vredens fordele og udfordrer vores tænkning omkring tilgivelsens overlegenhed. Læs kapitel 1 på http://www.temple.edu/tempress/titles/1879_reg.html • Bog. Mandelas lære – tanker om livet, modet og kærligheden (2010). Ny biografi der går tæt på driv kraften hos den afgørende person i Sydafrikas overgang fra apartheid-styre til folkestyre.

• Bog. Vejen til Frihed. Nelson Mandelas selvbiografi fra 1994 om hyrdedrengen, der blev den første sorte præsident i Sydafrika, har det hele. Historien, dramaet og nøglen til forståelsen af Mandelas person.

artikel artikel · Forsoning · Kontrol · 2010 · # 4 3 · TIL TRO

Smerte forsoningens pris Det er ikke altid let at tilgive og forsone sig med andre. Det kan være ganske hårdt og smertefuldt at skulle tilgive en uretfærdighed begået mod en selv. Det er - uretfærdigt. Men smerten er en nødvendig pris, man ikke må feje væk under tæppet.

Af Flemming Bak Poulsen, Cand.teol. forlagsredaktør, LogosMedia fbp@logosmedia.dk

Forsoning og smerte For de fleste vækker ordet forsoning umiddelbart positive følelser. Vi forbinder det med gribende historier om mennesker der glade falder hinanden om halsen. Og der er en grund til de positive følelser. Det, at mennesker er i stand til at forsones, er noget af det smukkeste ved os, fordi det hænger sammen med vores evne til kærlighed.

Men samtidig er der en alvorstyngde over ordet forsoning. Det sender ikke lyse og lette signaler som candyfloss en sommerdag, men forsoningens følelser er forankret dybt i hjertet på os. Forsoningens følelser er ikke candyfloss-lyserøde. Hvis forsoningsfarven er rød, er det snarere den dybrøde farve af blod, fordi forsoning kan koste både tårer, sved – og blod.

Forsoning kan defineres som ”genoprettelse af et fællesskab mellem to parter, der har stået i et fjendtligt eller skyldbetinget forhold til hinanden” (Den store danske encyklopædi). Derfor er der også altid en smerte forbundet med forsoning, fordi det handler om at reparere noget der er gået i

stykker, genoprettelse af et ødelagt fællesskab. Forsoning er ikke i sig selv smertefremkaldende, men den er smertefuld, fordi forsoning handler om at overvinde fjendskab eller skyld.

Smerten er vigtig Det er mere end bare småsyret billedbrug at kalde forsoningen blodrød og ikke candyfloss-rød.

Der findes nemlig en måde at tale om forsoning på, der er for let. En lys forsoningsforståelse, der udvisker eller nedtoner det smertefulde ved forsoningen. Intentionen kan måske være god, fordi man vil hjælpe sig selv eller en anden til at leve bedre med en krænkelse eller en relation, der er gået i stykker. Men hvis man tager fortrængningens genvej, og ikke tager smerten og skylden alvorligt, kan resultatet blive et nyt overgreb mod offeret. Vedkommende skal ikke bare leve med den første krænkelse, men forventes oven i købet at pakke sine berettigede følelser væk i et forfejlet forsøg på forsoning. En vigtig forudsætning for

forsoning er, at sandheden om krænkelsen kommer frem og bliver fortalt. Derfor er det vigtigt at insistere på sammenhængen mellem forsoning og smerte, så vi ikke kommer til at tale for letkøbt om forsoning. Hvis vi er bange for smerten, og hvis vi tilgiver ved at forsøge at ignorere uretfærdigheden, så får tilgivelsen ikke fat om det egentlige problem. Måske er der særlig god grobund for denne lyse, candyfloss-røde forsoningsforståelse i skæringsfeltet mellem en smerteforskrækket tid og en kristen tradition, der fremhæver idealet om tilgivelse.

Forsoningens pris Når én krænker en anden, opstår der skyld.

Krænkeren står i gæld til offeret. En forudsætning for forsoning er, at denne gæld betales eller fjernes. Et vigtigt spørgsmål, hvis man vil tage skylden og smerten alvorligt, bliver derfor: Hvem fjerner gælden? Hvem betaler forsoningens pris?

Det korte svar er: offeret. Det er kun den krænkede, der kan betale eller annullere den gæld, som krænkelsen har skabt

23

24

TIL TRO · # 2 4 · 2010 · Less Forsoning is more · artikel · artikel

imellem offer og krænker.

Hvordan skulle spritbilisten kunne betale for det barn, han kørte ned? Eller hende der med løgn og bagtalelse har forpestet et andet menneskes liv - hvordan kan hun gøre det godt igen?

Krænkeren kan ikke fjerne skylden, kan ikke gøre det gjorte ugjort. Det kan offeret heller ikke. Men offeret kan (måske) tilgive.

Kun tilgiveren kan fjerne skylden i tilgivelsen.

Det betyder ikke, at krænkerens ”betalingsforsøg” i form af skyldserkendelse, anger, soningsgaver mv. er uvæsentlige. De kan tværtimod være vigtige for at etablere en grund, som tilgivelsen kan stå på, og de kan være vigtige for at krænkeren kan tage imod tilgivelsen. Men de kan ikke betale skyld.

Det kan måske virke underligt let eller passivt at være krænker. Man kan egentlig ikke gøre noget ved skylden, men blot håbe på tilgivelse. Men dels er det netop en del af skyldens forbandelse – at krænkeren ikke kan fjerne den, men må leve med at have gjort det. Og dels er krænkeren også selv offer for sin egen krænkelse; drabsmanden gør sig selv til morder, og krænker dermed sit eget billede af sig selv. Og hvordan kan man tilgive sig selv at have slået et andet menneske ihjel eller krænket et andet menneskes ære?

I mellemmenneskelige forhold er rollerne som offer og krænker meget sjældent helt entydige. Vi er (næsten) altid både offer og krænker.

Anderledes er det i forhold til Gud. Han krænker aldrig os, men vi krænker ham med vores synd.

Tilgivelse kræver blod Hebræerbrevet er væsentligt for en bibelsk forståelse af forsoning. Her læser vi bl.a.

(Hebr. 9,22): ”Ja, efter loven bliver næsten alt renset med blod, og der finder ingen tilgivelse sted, uden at der

artikel · Forsoning · 2010 · # 4 · TIL TRO

udgydes blod”. Umiddelbart kunne man opfatte citatet sådan, at krænkeren (mennesket) må sørge for at ofre noget til Gud for at kunne blive tilgivet. Stedet henviser jo til moselovens forordninger om, at Israels folk skulle ofre dyr for deres synd.

Men det er slet ikke det, der er grundtanken i Hebræerbrevet.

Tværtimod.

”For blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort” (Hebr. 10,4). Det gammeltestamentlige dyreblod skulle derimod pege frem mod et andet og evigt offer, nemlig det som Jesus bragte. ”For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet … Ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen” (Hebr. 10,14.19).

Når der ikke finder tilgivelse sted, uden at der udgydes blod – er der altså tale om tilgiverens (Guds) eget blod. Han betaler

Lad jer forsone med Gud ( Jf. 2. Kor. 5,1820).

På det mellemmenneskelige plan finder vi dels en kraftig understregning af, at vi kristne, som er blevet tilgivet af Gud, skal søge tilgivelse og forsoning i vores forhold til hinanden (jf. fx lignelsen om den gældbundne tjener, Matt 18,21-35). Men vi finder også en vigtig nuancering eller begrænsning af vores bestræbelser på forsoning. ”Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer” (Rom. 12,18).

Vi skal gøre vores for at tilgive, men vi kan ikke tvinge den anden til forsoning.

Forsoning er ikke i sig selv smertefremkaldende, men den er smertefuld, fordi forsoning handler om at overvinde fjendskab eller skyld tilgivelsens pris. Jesus tog den smerte på sig, som var nødvendig, for at vi mennesker kunne blive forsonet med Gud.

Forsoning og den anden Forsoning er et relationsbegreb. Der skal to til at forsones, men der skal kun en til at hindre forsoning. Bibelens budskab om forsoning mellem Gud og mennesker lyder i kortform: Gud har i Kristus forsonet verden med sig og ikke tilregnet dem deres overtrædelser. Derfor invitationen:

Forsoning for alvor

Forsoning er et alvorstungt ord.

Og sådan skal det også være.

K.E. Løgstrup formulerede det på den paradoksale måde, at det kun er over for det utilgivelige, at vi har brug for tilgivelse. Ved de mindre krænkelser (det tilgivelige), kan vi fint nøjes med overbærenhed.

Fordi forsoning handler om de store krænkelser og tillidsbrud, er forsoning forbundet med smerte. Men modsat krænkelsens smerte er forsoningens smerte positiv, fordi den er fuld af håb. Håb om genoprettelse, om et nyt liv, der ikke er bestemt af krænkelsen og fjendskabet. Forsoningssmerten er en fødselssmerte og ikke en dødssmerte.

25

26

BØGER

”Bibelens røde tråd”

Leif Nummela 264 s.

Lohse

Af Filip Friis, filipfriis_87@hotmail.com Mange temaer går igen hele vejen igennem Bibelen. Der er dog kun én rød tråd, skriver den finske teolog Leif Nummela. Det er Guds frelsesplan igennem Jesus Kristus.

Helt fra 1. Mosebog til Åbenbaringsbogen, bliver der peget hen imod Jesus.

I Emmausvandringen fortælles der om, hvordan Jesus viser sig for nogle disciple og hvordan han ud fra Skrifterne viser dem, hvem han er. Med det udgangspunkt ønsker Leif Nummela at vise, hvordan hele Det Gamle Testamente peger hen imod Kristus.

Bibelen er meget omfattende, til tider svær at forstå og næsten umulig at overskue. Den kan næsten opfattes som en kode, hvor man måske kan tyde enkelte ting og skabe en nogenlunde sammenhæng, men hvor det kræver en form for nøgle, at forstå det fuldt ud. Denne nøgle er ifølge Leif Nummela Jesus Kristus. Hele Det Gamle Testamente peger frem imod ham, og hele Det Nye Testamente kan kun forstås i lyset af ham.

For at prøve at afklare Guds frelseshistoriske plan, viser Leif Nummela, hvordan Israels historie hænger tæt sammen med og ofte er tegn på, hvad der skal komme. Det

er ikke kun de sædvanlige Messiasprofetier, der bliver taget op, men også de mere indirekte. Det er dejligt at læse sig til, hvor gennemtænkt og fantastisk Guds frelsesplan er.

Det kan synes ærgerligt, at Leif Nummela ikke går mere i dybden med de enkelte skriftsteder og profetier end han gør. Bogen var selvfølgelig blevet meget mere omfattende, men samtidig sidder man også af og til med en følelse af, at han lige har givet en apetizer, og derefter bevæger sig videre til næste henvisning. Det er en god opfordring til én selv til at dykke ned og undersøge skriftstederne selv, fordi man selv er blevet sulten på mere! At læse en opbyggelig bog, hvor lysten til at dykke ned i Guds Ord fremkommer, er jo egentlig en velsignelse. Så i stedet for at ærges over Leif Nummelas manglende lyst til at gå mere i dybden med tingene, burde man måske glædes over, at det giver en selv lyst til at dykke ned i Bibelen.

Bogen er spækket med tabeller og oversigter, der har til formål at give et overblik at give et overblik over Israels historie, men samtidig peger fremad. Det er en fin måde

at skabe overblik på, og samtidig bruger Leif Nummela det historiske forløb til at understrege sin pointe: At Jesus er centrum og rød tråd i bibelen.

Af og til kan det virke som om, at Leif Nummela argumenterer i cirkler, når han bruger Det Nye Testamente som argument for, at Det Gamle Testamentes profetier er opfyldt. Men, som han selv pointerer, er Det Ny Testamente de absolut mest troværdige og mest præcise kilder vi har omkring begivenheder angående Jesus.

Bogen er god for dig, hvis du ønsker at opleve og læse om, hvordan Gud fra de første tider har forudbestemt sin frelse. Den er god, hvis du ønsker at blive bekræftet i, at Gud ikke er en vilkårlig og tilfældig gud, der bare handler på pludselige impulser, men i stedet handler efter en forudbestemt plan.

Bogen er en inspiration til at læse Bibelen med den rette skriftnøgle, nemlig Jesus som ham, der åbner Bibelen, og får den til at give mening som en fuldendt fortælling.

artikel · Forsoning 2010 ·· ##24 · TIL TRO bøger ·· 2010

”Hovedet under armen?”

Hans-Ole Bækgaard 352 s.

Lohse

Af Filip Friis, filipfriis_87@hotmail.com Hvor ofte har vi ikke læst i Bibelen, og siddet og været frustrerede over, at det vi har læst, på ingen måde kan give mening for os. Hvor ofte har vi hørt klassekammerater stille spørgsmål, der udfordrer vores tro og uden at vi kan give et logisk og tilfredsstillende svar. Hvor fik Kain sin kone fra? Og hvem er gudssønnerne i fortællingen om Noah?

Lige så ofte har vi stillet os selv spørgsmål, når forskellige åndelige og teologiske overvejelser har ramt os. Hvad er det med de kvindelige præster? Hvordan er det nu med bortrykkelsen og tusindårsriget?

Disse spørgsmål, samt en masse andre, prøver Hans-Ole Bækgaard at give svar på i sin nye bog ”Med hovedet under armen”.

Titlen antyder, at vi som kristne nogle gange svarer med hoved under armen. På godt hverdagsdansk vil set sige uden nogen fornuftig grund.

Hans-Ole Bækgaard prøver i bogen at pointere, at de bibelske begivenheder og bibelske principper ikke er et udtryk for en ufornuftig tankegang, men derimod et udtryk for en rationaliseret og til tider kompleks tankegang.

Bogen er bygget op omkring tres skrift-

steder, som gennem tiden har voldt kristne problemer. Det er tale om enten skriftsteder, der virker som faktuelle modsigelser, har været årsag til teologisk stridighed eller ganske enkelt har været svære at forstå for den menige kristne.

Hans-Ole Bækgaard forsøger at give tilfredsstillende og fornuftige svar på alle spørgsmålene, men det virker kun til dels.

Dette skyldes nok, at der til tider ikke bliver gået helt i dybden med problemstillingerne.

Når et spørgsmål om f.eks. åndsdåb, der har været et teologisk stridspunkt siden reformationen, bliver besvaret på 5-6 sider, virker det skævvredent at spørgsmålet om hvorfor Gud i et enkelt kapitel i Bibelen kaldes for “Isaks rædsel” (1. mos. 31,41), bliver besvaret cirka lige så grundigt. Det havde været rart, om Hans-Ole Bækgaard havde sorteret lidt i problemstillingerne, så de problematikker, der måske har mest relevans, blev besvaret mest grundigt.

Hans-Ole Bækgaard er gået i dybden med tingene, og bruger mange forskellige danske oversættelser af Bibelen, til tider også sine egne, til at bringe klarhed over problemstillingerne. Der kan være mange årsager til, at en bibelsk tekst fremstår

uforståelig, og sommetider kan det ganske simpelt været på grund af en ufuldstændig oversættelse af grundteksten. Det er rart, at mærke at Hans-Ole Bækgaard virkelig er gået i dybden med de tekster, som han arbejder med.

Når man læser bogen, er det en god idé at have Bibelen som opslagsværk ved siden af sig!

Når man læser en bog om bibelske problemstillinger, er det oplagt, at man læser i Bibelen, for at bringe klarhed over tingene.

Ofte er der ting i Bibelen der kan provokere.

Hvorfor skal kvinder tie i forsamlingen? Må en mand ikke være langhåret? Der er en sandsynlighed for, at man til tider er uenig med Hans-Ole Bækgaards udlægning af tingene, men han argumenterer godt ud fra bibelens tekster og grundtekster, og virker derfor troværdig - men også svær at modsige.

Bogen er et godt opslagsværk, hvis der er nogle uopklarede ting eller svære problematikker i Bibelen, man ønsker behandlet.

Den kan også læses fra ende til anden som en spændende bog.

27

28

REFLEKSIONER

Meningsløshed En standard sms-ordbog kan ikke stave til meningsløshed. Men sms-ordbøger ved ikke alt om det menneskelige liv. Jeg tror de fleste, ligesom jeg har gjort det, møder meningsløshed på et eller andet tidspunkt i livet. Man kan beskrive meningsløshed som en dyb, eksistentiel følelse. En følelse, som rører ved det allerdybeste i os, længslen efter at finde mening i vore liv, i det vi gør og det vi tror. Når vi ikke finder den mening, så fornemmer vi, at et eller andet ikke er som det skal være. Tanker og handlinger, som gav mening tidligere, giver det ikke på samme måde mere. Måske slet ikke mere.

Og vi går i stå. Eller går aktivt på jagt efter mening igen.

Måske påvirker meningsløsheden ikke altid troen på Gud, men den kan sagtens gøre det. Et billede kan illustrere hvordan det kan føles: Somme tider oversvømmer havet områder tæt på strandkanten. Når havet så trækker sig tilbage igen, så efterlader det af og til små indsøer eller vandpytter.

Tilsvarende, måske har vore liv været fyldt med Gud, fyldt med en troens mening. Men når meningsløsheden rammer, så føles det som om Gud trækker sig tilbage, ligesom havet, og man kan føle sig som en fisk, der ligger og gisper efter vejret og desperat prøver at mave sig hen til en af de efter-

ladte indsøer, for der at finde lidt luft. Lidt mening.

Det skræmmende ved meningsløsheden er, at man kommer i kontakt med intetheden og tomheden. Tidligere var man overbevist om at Gud havde en mening med livet. Nu er den væk. I hvert fald midlertidigt. Og tanken melder sig: måske er jeg i virkeligheden bare overladt til mig selv?

Hvis man kender sig selv godt nok, er det ikke en rar tanke. Overladt til selv at finde mening. Skabe mening. Skabe mening, hvor der ingen forudgiven mening er. Skabe mening ud af intetheden og tomheden. Selv kæmpe sig igennem livet og leve som om Gud ikke findes. Men jeg tror at Gud findes.

Og hvis Gud findes, så er alt dybest set ikke tomhed og intethed. Engang, før skabelsen, var der tomhed og intethed over jorden.

Men nu har Gud skabt ud af intet, og dermed er der masser af fylde.

Meningsløsheden stiller skarpt på et interessant spørgsmål: Har Gud en forudgivet mening for vore liv, eller må vi selv finde den? Jeg tror at begge dele rummer sandhed. Gud har planer og mening for vore liv. Han har veje, han ønsker vi skal gå.

Hvor konkrete planerne og vejønskerne er, er svært at blive klog på. Og det varierer nok, fra tid til tid, og fra person til person,

Af Mikael Kongensholm, mikaeelkongensholm@gmail.com

hvor stort indblik vi får i Guds forudgivne planer. Måske man kan sige, at jeg selv må ud og finde Guds forudgivne mening? Eller stole på at Guds nåde og mening går med, hvorend jeg går hen?!

Og løsningen på meningsløsheden? Sig til (eller send en mail) hvis du finder den.

Måske findes den gyldne løsning ikke. For mig hjalp det dog at træffe et valg. Jeg besluttede, at selvom følelsen af meningsløshed var overvældende og Gud føltes fjern og irrelevant, så kunne jeg ikke forestille mig et liv uden ham. Jeg ville tro. Også selvom jeg ikke følte for det. Samtidig delte jeg mine tanker og følelser med venner og min præst. Ting kan nogle gange vokse sig alt for store, hvis de kun er i ens eget lille hoved.

Måske har Guds meningshav for altid trukket sig tilbage fra mit liv, og tingene bliver ikke som de var før meningsløsheden ramte. Men måske hans meningssol så i stedet vil skinne på mig og for mig, og vise mig meningsfyldte nye veje fremover.

Et par forsigtige bud på, hvordan meningsløshed kan bekæmpes: - Engagement i livet. Lev nogle spændende historier. Gør noget godt for andre.

29

KULTUR & MEDIER Anmeldelse: ‘John Adams’ (mini-serie, HBO, 2008) Af bach.scient i medialogi Morten Keilow, morten@keilow.com I serien om John Adams, USAs første vicepræsident og anden præsident, følger vi gennem 7 x 60 minutter tilblivelsen af de forenede stater, skildret gennem et meget personligt møde med John Adams selv.

Der tages hul på historien mens staterne endnu er kolonier under bl.a.

England og Holland. En voksende modstand mod disse fjerntliggende regeringer, der fremsatte lov på lov, og havde militær tilstedeværelse for at sikre at kongen fik sine skatter og afstraffe befolkningen, fører til den amerikanske revolution, og senere uafhængighedserklæringen.

Midt i dette står den 35-årige advokat John Adams. Sammen med andre folkevalgte personligheder fra hver koloni—bl.a.

Thomas Jefferson og Benjamin Franklin—

sammensætter han den første kongres og presser på, for at kolonierne skal erklære sig uafhængige af den britiske trone. Efter britternes exit skal Adams overbevise omverdenen om at USA er et seriøst foretagende, rejst penge til den nye nation og samtidig slås med interne politiske stridigheder. Serien slutter hvor Adams afgår ved døden, 91 år gammel.

På stærkt medrivende vis, ses fødslen af hvad der i dag, 250 år senere, kaldes “verdens mægtigeste land”! I forløbet lærer man meget, som forklarer amerikanske politiske tendenser vi europæere har svært ved at forstå, som f.eks. modstanden overfor “socialistiske” tiltag og andre republikanske standpunkter. Så har man en tørst for historie, eller amerikansk politik

og kultur set i historisk perspektiv, så er denne serie uundværlig – og samtidig god, informativ underholdning.

John Adams er produceret af HBO i samarbejde med Tom Hanks (der også står bag succeen ’Band of Brothers) og kan købes på DVD med danske undertekster for 169 kr. på CDON.dk

Anmeldelse: Et øjeblik – en evighed Af kontorassistent og musikelsker Louise Graversen, louise@kfs.dk I april 2010 udkom en ’salmesamling’ forfattet af Arne Andreasen, inspireret af det gamle testamente. Den giver mig en fornemmelse af Guds storhed og nærvær, den giver mig lyst til at opleve livet, sanse, se en solopgang og spise et jordbær!

Teksterne er korte og enkle, poetiske - ikke undervisende om lære, de har fokus på liv. Andreasen skriver: Det er kernen i mit liv – at vide at mine dage står skrevet i hånden på én, der er større end mig. Og være fuldstændig fortrøstningsfuld ved at vide at man er ude af kontrol. Og det skinner igennem…

Arne Andreasen formår at ramme nogle kreative, enkle, sproglige billeder, som kalder på den undrende tro, hvor jeg er lille og Gud er stor: ta’r imod på bare fødder, som når grundvand rammer rødder…

Melodierne er velskrevne og melodiske.

Arrangementerne er varierede og musikerne udfører et professionelt stykke arbejde.

Jeg vil fremhæve Janne Winds lyse stemme, hendes evne til at nuancere den, samt hendes enkle, helstøbte fortolkninger.

Helhedsoplevelsen byder ind i et behageligt tanke- og lydunivers, varmt, fredfyldt, enkelt, men med sans for detaljen – tekst, vokal, musik, bidrager med hver deres til en harmonisk helhed.

Salmer i traditionel forstand rummer flere kategorier – lovsang, tilbedelse, undervisning i kirkens lære. Denne samling er som sagt ikke af dogmatisk undervisende karakter. Dog yder den sit eget bidrag til vores samlede salmeskat.

Facts: Udgivet som cd + lille bog m noder, sangtekst, mm. Illustrationer i ikon-stil af Birgith

Pathuel.

Tekst og melodi: Arne Andreasen Vokal: Janne Wind, Rune Herholt Musikere: Joachim Hejslet, Samuel Hejslet, Jacob S. Worm, Frank Anker Releasekoncert: D. 22.9.10 på Haslev Udvidede Højskole Cd + bog koster 300 kr. og købes via adressen haslev@huh.as

Få dine annoncer i Til Tro! Mangler din organisation, virksomhed eller forening et sted at annoncere - og har du samtidig lyst til at støtte KFS? Bliv KFS’ nye sponser og få annonceplads i Til Tro. Samtidig får du muligheden for at købe en standplads på KFS’ to store landslejre Påskelejr og / eller Discipeltræf.

Kontakt sekretariatsleder Daniel Toft på tlf. 35438282 eller toft@kfs. fk og hør mere

Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle UMM • ID-nr. 42728

Generalens Hjernedoping

Af generalsekretær Robert Bladt, robert@kfs.dk

De fleste af os har sikkert prøvet at sidde ved slutningen af et langt møde, udmattede og ukoncentrerede. Eller vi har erfaring med, hvordan kroppen reagerer på fem døgns eksamensrepetition. Eller vi har prøvet at sidde med en ugeopgave med stress og præstationsangst i store mængder.

Den slags kaldes også menneskelig begrænsning. Den slags kender man også i sportens verden. Her har man længe eksperimenteret med, hvordan man ad kemisk vej kan flytte grænserne for menneskelig præstation. Så længe, at man også har stramme retningslinjer for doping. Når det gælder hjernens begrænsninger, er erfaringerne med kemi og doping begrænsede, men der findes på den anden side heller ingen regler. Og korridorsnakken på uddannelsesinstitutionerne antyder, at vi er på vej ind i en ny problemstilling.

I 2008 gennemførte tidsskrifterne ”Science” og ”Nature” en undersøgelse blandt studerende og forskere fra 60 lande. Den viste, at 25 % af de studerende og 20 % af forskerne fast tog præstationsfremmende midler. De mest populære var Ritalin, et stof videreudviklet fra amfetamin, og Adderall, et regulært amfetamin-stof.

I Danmark såvel som mange andre lande er Ritalin receptpligtigt, men forbruget i Danmark er på kun to år steget med 162 %, hvilket får nogle til at frygte, at medicinen ikke kun udskrives til patienter med ADHD-lignende symptomer, men også til f.eks. studerende med

eksamensangst. Dertil kommer den øgede adgang til køb af medicin ulovligt via Internettet.

Der er alle gode grunde til, at Etisk Råd i øjeblikket ser nærmere på medicin til hjernedoping. De vigtigste aspekter i dette er nemlig etiske. Ønsker vi et samfund, hvor vi skal understøtte vores hukommelse med kemi eller dulme vores præstationsangst med piller?

Skal det være en sygdom at blive træt eller behandlingskrævende at stresse over en eksamen?

Jeg mener ikke, begrænsninger er af det onde. Jesus tillod sig at blive træt og inviterede disciplene til at trække sig tilbage for at få hvilet ud. Jeg har tænkt mig at gøre det samme for mit eget og mine medarbejderes vedkommende. Hvis hjernedoping bliver almindeligt blandt studerende, vil det over tid også blive fremherskende på arbejdsmarkedet. Det vil fremme en situation, hvor vi skal dope os for at være med i kapløbet om de gode stillinger og lønninger.

Den udvikling bør vi sige fra overfor. Til gengæld er der ikke noget galt i at udvide grænserne for sine præstationer. Milena Penkowa, en hjerneforsker fra Panum, anbefaler: ”På med løbeskoene, spis sundt og lav hjernegymnastik. Terperi er den bedste doping til hjernen, når man skal til eksamen. At studere er en slags hjernedoping i sig selv. Via livsstilen kan man nemlig på den mest naturlige måde opnå en virkelig og målbar bedring af sine mentale evner.

Girokort

kr. __________ Frivilligt Til Tro abonnement kr. __________ Gavebrev kr. __________ Fastgiver kr. __________ Almindelig gave Oplys cpr.nr. ______________________________

Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle

Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle