TT03_2009_Faengslet

2009

Kristeligt Forbund for Studerende

Connie Hedegaard om kirken og klimaet » 30 KFS + video + blog = KFS vlogger! » 8 Hvordan er det at være KFS’er på Færøerne? » 5 ”Hvad kalder Gud dig til?” Reportage fra missionskonference i Tyskland » 9

Tema: fængslet

3 4 7 9 12 14 16 18 20 21 23 25 27 29 31 her står du

kfsTV.dk

Påskelejr

tema: fængslet

Demokrati

Når jeg har Kristus...

Kristen i en krigszone

Interview med ex-indsat

Min indre bundne hund

refleksioner

kæphesten

bøger

Kultur & Medier

Gudsfrygt

generalens

Leder Arvehygiejne

Af generalsekretær Robert Bladt, robert@kfs.dk

På DR P1 kunne man den 20. april høre programmet Apropos om arvehygiejne. Det var ikke tankevækkende radio, men skræmmende radio. Det blev åbent vedgået, at der var et link til Helmuth Nyborgs forslag fra 2003 om at belønne højtbegavede for at få flere børn og lavtbegavede for at få færre. Der var nogle videnskabelige indvendinger imod Nyborgs forslag, for det er ikke givet, at højtbegavede får højtbegavede børn og omvendt. Men man kunne måske tænke sig en Helmuth Nyborg i modificeret udgave. Som det blev sagt i udsendelsen: ”Nogle liv er jo bedre end andre.” Og: ”Man kan jo overveje, om det kun er mongolisme, vi som forældre skal have mulighed for at vælge fra.”

Jeg er rystet! Jeg er rystet over at være borger i et samfund, hvor vi siger, at vi efterhånden har udryddet sygdommen mongolisme, mens det, vi i virkeligheden gør er, at vi udrydder mennesker, fordi de har en kromosomfejl. Og jeg er ikke mindre rystet over, at højt begavede mennesker kan bruge dette uhyrlige screeningsprogram som løftestang for at tale positivt om arvehygiejne.

Man kan jo overveje kriterierne for arvehygiejnen (Bid venligst mærke i den sarkastiske tone!). Helmuth Nyborgs kriterium er intelligens. I klapjagten på Dawns syndrom er kriteriet normalitet eller sundhed. Hvad om man begyndte at arbejde med et kriterium for

Udgiver Kristeligt Forbund For Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 Fax: 35 43 48 04 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Giro: 405-4954 Abonnement Det er gratis at modtage Til Tro, men du er velkommen til at betale et frivilligt abonnement med lige netop det beløb, du har lyst til at give KFS. Et frivilligt abonnement er, ligesom alle andre gaver til KFS, fradragsberettiget. Sæt pengene ind på reg. 9541, kontonr. 0004054954

afhængighed? Vi vil belønne mennesker, der ikke er afhængige af rusmidler, alkohol, sex, nicotin, kaffe (?) for at få flere børn. Eller personlighedstyper. Vi vil avle os frem til flere ekstroverte typer, som kan gøre sig godt på skærmen. Eller etik. Flere flinke mennesker, færre sure tanter.

Programmet understregede for mig, at viden altid må gå hånd i hånd med etik. Ikke en hvilken som helst etik, men en etik, som er forankret i Gud som menneskets skaber og mennesket som forpligtet i forhold til Gud. Med andre ord: Arbejdet er ikke gjort, når eksamen er bestået. Målet er ikke engang nået, når jeg får lov at bruge min viden inden for et fag. Først når jeg begynder at se mig selv som forvalter af viden under ansvar over for Gud, begynder jeg at virke til gavn for mine medmennesker.

Som aldrig før må vi bede kirkebønnen: ”Vi beder for alle dem, der har fået magt, ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker.”

Redaktionen Studentersekretær Martin Krak (ansv. red.) stud.mag. Anders Vindum Stud.mag. Stefan Poulsen Stud.polyt Henrik Roager Jensen Stud.mag. Annie Schjelde Rasmussen Stud.litt. Lea Braüner Larsen Stud.theol. Morten Rugager Kristensen Lærerstuderende Signe Esmarch Journalist Helle Bastrup (red.sekr.)

Design Martin Luckmann & Klaus Juul Jensen Layout og illustrationer Gertrud Hjelm & Klaus Juul Jensen Forsidefoto: SliceofNYC

Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.tiltro.dk

4

TIL TRO · # 3 · 2009 · nyheder

Klaus Vibe fortsætter i Århus lidt endnu KFSpresso

Af Helle Bastrup Grundet en sygemelding og deraf forlænget speciale-forløb er KFS’ kommende studentersekretær i Århus Daniel Hougaard ikke i stand til at overtage posten efter Klaus Vibe til august som planlagt. KFS og Daniel Hougaard har derfor aftalt at udsætte ansættelsen, og Klaus Vibe bliver i jobbet indtil videre.

- Tingene går ikke altid, som man har planlagt dem, og sygdom kan man aldrig forudse. Vi glæder os til at få Daniel Hougaard ind i medarbejderflokken, men ser frem til et fortsat godt samarbejde med Klaus Vibe indtil da, fortæller generalsekretær Robert Bladt.

Er du gymnasieelev, og har du lyst til at få en månedlig inspirationsmail fra KFS? Gå ind på kfs.dk og tilmeld dig KFSpresso. Så får du hver måned en mail med nyheder, idéer og andagter til dig selv og din KFS-gruppe.

Nanna og Thomas bliver KFS’ nye volontører Fra 1. august bliver Nanna Gummesen og Thomas Christensen nye volontør i region øst og region nord Af Helle Bastrup Efter ni måneder som elever på KFS’ højskole ”LTC” fortsætter Nanna Gummesen og Thomas Christensen efter sommerferien deres KFS-engagement som volontører i henholdsvis region øst og region nord.

- Jeg glæder mig til at komme ud og være noget for KFSerne. At kunne give dem noget i deres hverdag. Det bliver spændende at se, hvad Gud vil bruge mig til, fortæller Nanna.

I jobbet som volontør kommer Nanna til at arbejde tæt sammen med KFS’ gymnasiesekretær i Øst, Kathrine Kofod-Frederiksen.

For Thomas’ vedkommende bliver det studenter- og gymnasiearbejdet i Ålborg, han bliver tilknyttet, hvor også KFS-sekretær Øjvind Hansen arbejder.

- Jeg glæder mig rigtig meget og tror, det bliver vildt spændende. Jeg har lært en

masse, mens jeg har gået på LTC, og det vil jeg gerne give videre, fortæller Thomas.

Nanna er 21 år, kommer fra Næstved og blev student fra Næstved Gymnasium i 2008. Thomas er 19 år og opvokset i Rørbæk. I 2008 blev han student fra Vesthimmerlands Gymnasium.

nyheder · 2009 · # 3 · TIL TRO

Guds ord lever i de færørske KFS’ere Selvom der kun er omkring 150 KFS’ere på Færøerne, sker der store ting iblandt dem, fortæller den færørske KFS-sekretær Af Jonhard Olsen Som KFS-sekretær på Færøerne, har jeg fået æren at skrive lidt om det færøske KFSarbejde til studentermagasinet Til Tro. Det glæder jeg mig over, fordi jeg ved, at jeg ikke er alene om ønsket om et godt samarbejde mellem dansk og færøsk KFS. Måske kan disse få ”dryp” fra Færøerne skabe en følelse af, at vi er fælles om KFS-visionen: Kend Jesus – og gør Jesus kendt.

Nu sommerferien nærmer sig, går tankerne tilbage til det snart forløbne skoleår.

For mig personligt har højdepunkterne i dette skoleår først og fremmest bestået af kontakt med KFS´erne på forskellig vis. Jeg har haft det privilegium at holde andagt med dem en gang imellem, men siden jeg også har et fuldtidsarbejde udover sekretærarbejdet, er det desværre begrænset med andagtsbesøg for tiden. Jeg griber dog anledningen, så snart den byder sig. Hvis det ikke er muligt at være til stede i egen person, plejer jeg at sende andagter og hilsner med mail i stedet.

Drømmer om fuldtidsansat KFS-sekretær Det er ikke lang tid siden, vi holdt KFSlejr her på Færøerne, hvor omtrent 40-50 KFS´ere samledes. Alle deltagerne gav udtryk for, at de var glade for lejren. Jeg var også meget glad for den. Dette var en

gylden mulighed for mig som KFS-sekretær at få hilst på de forskellige KFS´ere.

Der er cirka 150 KFS´ere på Færøerne i øjeblikket. Dette antal er måske ikke så stort, men noget stort sker dog i og ved denne lille rest på Færøerne. Guds levende ord er til stede blandt dem. Det er stort!

Det har følger, som giver genlyd lige ind i evigheden.

Det er en vedvarende udfordring at få etableret en rigtig god forbindelse mellem KFS´erne og landsnævnet samt undertegnede. Lejren virkede dog som et godt link mellem parterne, men en weekend er ikke nok. Det er vigtigt for mig som KFSsekretær at vise mit ansigt på skolerne, men når man ikke altid kan det, har man jo et problem. Vi ser dog lyst på fremtiden og glæder os til, når drømmen, som vi har haft

i længere tid, bliver til virkelighed, nemlig at have en fuldtidsansatt KFS-sekretær.

Det bliver spændende at se, hvordan alt kommer til at se ud til næste skoleår. Hvem tager over for dem, som bliver færdige?

Hvor vil der være flere KFS´ere? Hvor vil der være færre? Hvordan kommer mit arbejde til at udforme sig? Ja, man kan gøre sig mange tanker om fremtiden, og den lægger vi da også i Guds hænder, samtidig med at vi takker Gud for det, som Han allerede har givet os gennem årets andagter, besøg fra Danmark, KFS-lejr og så videre.

Ordet er sået, og det gør sin gerning.

Guds velsignelse Jonhard Olsen KFS-sekretær på Færøerne

5

6

TIL TRO · # 3 · 2009 · nyheder

Rekordstort antal unge kristne på KFS’ påskelejr i Vejle Over 650 gymnasieelever og studerende mødtes til et brag af en lejr i påskeugen i Vejle

Af Helle Bastrup

Aldrig før har så mange unge kristne været på KFS’ påskelejr! Over 650 unge mødtes i påskeugen i Vejle for at bruge påskeferien på kristent fællesskab, sang, undervisning - og Gud. - Jeg synes, det er gået rigtig, rigtig godt! Selvfølgelig er der småting, der skal rettes ind hen ad vejen, men stemningen har været rigtig god, fortæller 22-årige Marie Westh fra Roskilde.

Sammen med 10 andre har hun været med i den såkaldte ”Påskelejr-komité”, der står for at arrangere lejren. Særligt samtalerummene, hvor de unge havde mulighed for at drøfte stort eller småt med en af lejrens ledere eller talere, fremhæver Marie som en succes.

- Der er rigtig mange deltagere, der har gjort brug af samtalerummene. Det er helt

fantastisk at vi på påskelejr kan give unge kristne mulighed for at få en samtale, at blive taget hånd om og få snakket om det, de måtte have brug for, påpeger Marie.

Også lejrchef Kathrine Kofod-Frederiksen understreger de mange samtaler mellem lederne og deltagerne som noget meget positivt. Og ligesom Marie mener hun, at lejren alt i alt har været en stor succes.

- Jeg havde en oplevelse af, at vi både var rigt velsignet af Gud igennem forkyndelse og fællesskab, og at vi samtidig var velsignet med et rekordstort antal deltagere, som hver for sig bidrog til at gøre lejren rigtig god, fortæller lejrchef Kathrine Kofod-Frederiksen.

- Stemningen var rigtig god på årets påskelejr, fortæller Marie West

Særligt fællesskab 24-årige Esben Rom Christensen, 19-årige Esben Wibe Nielsen og 18-årige Julie Anna Grosen var alle deltagere på årets påskelejr og fremhæver fællesskabet som noget helt særligt.

- Her er bare en anden og bedre fællesskabsfølelse end andre steder, fortæller

Esben Wibe Nielsen.

- Den er meget mere dyb, supplerer Julie.

Hun fortæller, at hun inden lejren havde været i rigtig dårligt humør, men allerede på lejrens førstedag var hun ”fantastisk glad” - Det føles som at komme til en helt ny verden, fortæller hun smilende.

Mange besøgende til event-dage i Århus Omkring 125 studerende deltog i festlighederne, da Århus KFS i marts inviterede til event-dage på universitetet Af Helle Bastrup Der var fokus på religion i amerikansk politik, tvivl, tro og selvrealisering, da Århus KFS i marts inviterede til en række åbne

møder på Århus Universitet. Arrangementet blev en succes, og omkring 125 studerende lagde vejen forbi, vurderer studentersekretær Klaus Vibe. Heraf havde cirka 30 ingen tilknytning til KFS i forvejen.

- Samlet set gik dagene virkeligt godt.

Temaerne og talerne ramte utroligt rent i forhold til at møde noget meget påtrængende og vigtigt i vores kultur samtidig med, at de formåede at være tro mod evangeliet.

Det var en stor fornøjelse at opleve, fortæller Klaus Vibe.

Event-dagene løb af stablen 7. 9. marts og bød på blandt andet foredrag ved lektor Kurt Larsen om forholdet mellem religion og politik i USA. Samme aften præsenterede Leif Andersen foredraget ”Når tvivlen råber højere end troen”, og dagen efter inviterede KFS til foredrag om selvrealiserings for- og bagside ved ph.d., billedkunstner og kunstkritiker Jørn Henrik Olsen) i kælderen på Café Pustervig. Samme sted afsluttedes event-dagene med en koncert ved Johannes Korsholm Poulsen alias Reverse Engineering.

nyheder · 2009 · # 3 · TIL TRO

Kirke og miljø til debat på Påskelejr Som KFS’ere er vi studerende, der mødes for at dele erfaringer om tro og uddannelse.

Men: Skal vi som kristne også have en fælles passion for at beskytte miljøet? Spørgsmålet blev rejst på årets Påskelejr Af journaliststuderende Anne Katrine Gottfred Jensen Klokken har passeret 16.00 søndag d. 5. april. Kaffen er drukket. Kagen spist og fokus rettes mod podiet, hvor fem personer tager plads. Scenen er sat for dette års paneldebat på Påskelejr.

Panelet er sammensat af repræsentanter, der ønsker en grønnere kirke og andre, der gerne ser, at kirken ikke deltager i miljøkampen. Også blandt lejrdeltagerne er der delte meninger.

Dryp fra debatten Ordstyrer Daniel Toft leder debatten. Efter nogle indledende betragtninger om den aktuelle miljødebat og de politiske partiers fokus på miljøet, præsenterer hver paneldebattør sine synspunkter, og ordstyreren lægger ud: - Er det forkert, at kirken blander sig i den aktuelle miljødebat?

Sognepræst Claus Thomas Nielsen svarer: - Det kan blive en religiøs massepsykose, hvis kirken som samlet institution deltager i miljødebatten. Vi skal holde fast i evangeliet – det er vores mærkesag. Frelsen skal stå over CO2.

Og der suppleres fra salen: - En af vores vigtigste opgaver som kristne er at turde sige det, som humanisterne ikke gør. Det gør vi først og fremmest ved at tale om frelse.

- Kirken bliver ikke mere nærværende af, at den tager aktuelle emner op. Vi er fremmede over for den alligevel. Kristne kan som individer slå et slag for miljøet, men det skal ikke være på baggrund af et fælles initiativ fra kirken. Og når du gør noget for miljøet, så gør det i det stille, frem for at fremhæve at du gør det, lyder appellen fra lektor Hans Hauge.

Men ikke alle er enige. Både generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Henrik Stubkjær og metodistpræst Ole Birch argumenterer for, at vi som kristne har noget at byde ind med, som andre ikke har.

Ole Birch påpeger: - Kirken har et helhedssyn. Vi har en opgave som forvaltere af den gave, Gud har givet os. Vi må gøre op med den dualistiske tankegang. Det jordiske har ikke mindre værdi.

Og Henrik Stubkjær supplerer: - Som kristne kan vi tilføje et håb om et evigt liv, som de politiske partier ikke har fokus på.

- Hvis vi skal forkynde Jesus, skal vi gøre noget godt, lyder det fra en tilhører med opfordring til at tage vare på miljøet.

7

8

TIL TRO · # 3 · 2009 · nyheder

kfsTV.dk vlogger KFS’ nye satsning kfsTV. dk, hvor du kan følge med i de nyeste videoer om vidt og bredt i KFS, har nu også lanceret vloggin. Men hvad er vloggin så for noget?

Af video-medarbejder Flemming Bo Larsen

Nettet bugner af blogs, hvor diverse mennesker foran et kamera udbreder sig om alt og ingenting. Vlogs er en videreudvikling af blogs og lægger sig i stor stil i samme bane som disse og betyder ordret video log. Altså en slags logbog, hvor man kan fortælle om noget, man lige har tænkt på, eller noget man bare gerne vil have sagt til dem, der nu skulle have interesse. I kælderen på KFSCenteret i Ødsted er der blevet indrettet et

helt nyt lille studie, og her vil der fremover blive optaget forhåbentlig en masse vlogs. kfsTV.dk har for længst præsenteret sin første vlog. Generalsekretær Robert Bladt fortæller her om, hvordan man kan sammenligne en læderindbundet bibel og en læderfodbold, og de forskellige fællesskaber der opstår omkring disse læderartefakter, og om hvorfor det kan være, at der i samfundet kan være en tendens til at et af disse fællesskaber ikke er velkommen i det offentlige rum.

Vi når ud til KFS’erne Fordelen ved vlogs i KFS er, at sekretærer og andre ansatte i KFS nemmere kan komme ud til KFS’erne. På denne måde kan for eksempel Robert ”besøge” langt flere KFS’ere på fem minutter end på en hel måned. Og det er lige præcis derfor, KFS nu er gået i luften med vlogs, så KFS kan komme tættere på KFS’erne.

Fremover vil forskellige ansatte i KFS komme forbi studiet og lave en vlog, og disse kan være vidt forskellige i både indhold og form. Så hold godt øje med kfsTV. dk i fremtiden hvor du kan finde de nyeste vlogs fra KFS. De kan også ses på KFS’ kanal på YouTube: youtube.com/kfsdanmark

Støt KFS, tag på ferie i Sverige!

Skal du på ferie i Sverige, og har du samtidig lyst til at give KFS en gave, så kontakt Bente og Christer Unosson: ramnekarr@crossnet.se.

De udlejer et hyggeligt, gammelt stuehus ude på landet, 45 km fra Helsingborg med plads til max seks personer (to soveværelser). Pris 2100 kr pr uge eller 350 kr pr. døgn.

Pengene går direkte til KFS.

nyheder · 2009 · # 3 · TIL TRO

Et møde med Guds hjerte Af stud.cand.pæd.soc og kontorassistent i KFS Marie Jensby

I påsken sov jeg i et kæmpestort telt, spiste mad af svingende kvalitet og stod i kø for at børste tænder. Og alligevel havde jeg en fantastisk, spændende og udfordrende påske – på Mission-net konference i Tyskland.

Rammerne var der ikke meget luksus over, men det var svært at gøre det bedre, når der var samlet 3000 mennesker fra det meste af verden. Rammens indhold overgik dog alle af mine forventninger. Et par dryp:

Fantastiske mennesker Der blev talt mange sprog og delt mange historier på tværs af nationaliteter. Vi bad for hinanden på et utal måder og mange gange.

Hvor var det skønt at bede meget sammen med andre på utraditionelle måder.

Det var fantastisk at få sat ansigt og navne på nogle af de kristne brødre og søstre, vi har i verden.

Udstillingshallen – et slaraffenland af missionsselskaber, som alle havde mange spændende jobs ude i den store verden. De spurgte: ”Hvad kalder Gud dig til?” – og ville hellere vejlede end hyre arbejdskraft til egne visioner. Mit hjerte blev sat endnu mere i brand for Guds store missionsprojekt.

Forkyndelsen og talerne Broder Andreas fra Åbne Døre gjorde

indtryk med sine ord: Hvis du virkelig tror, du har fundet vejen hjem til himlen, hvorfor fortæller du så ikke alle andre om det?

George Verwer fra Operation Mobilisation, der præsenterede sig som ”Holy Ghost Cheerleader,” var enormt karismatisk i sit udtryk og havde virkelige en passion for at bede for verden og mennesker i den.

Han svarede på spørgsmålet om, hvorvidt kristne kan ryge: ”Kristne skal ikke ryge, de skal brænde!” Jeg er ikke i tvivl om, at han brænder for at række Guds kærlighed videre.

Biskoppen fra Uganda, David Zac Niringiye, formåede at åbne bibelteksterne så de blev anvendelige i dag. Sjældent har jeg set

så energisk en udlægning af beretningen, hvor Jesus vasker disciplenes fødder. Jesus viser os virkelig, hvad det vil sige at tjene andre mennesker og dermed lade Guds rige vokse frem.

Bed for de kristne i Mali, hvor Islam er den dominerende religion. I Mali er kun tre procent af befolkningen kristne. Bed for at de studerende i landet, må få en erkendelse af, hvem Jesus er.

Bed for mellemøsten og Nordafrika, hvor det kan være meget svært at være en del af en kristen menighed. Bed om at Gud vil udruste de kristne med frimodighed og stolthed over evangeliet.

Indtrykkene er mange Jeg har svært ved helt at rumme det. En sætning er dukket op i mit hoved gentagne gange siden Mission-net: ”Du skal ikke følge dit hjerte – du skal følge Guds.” Det virker måske banalt og selvfølgeligt, men jeg måtte en tur til Tyskland, før jeg indså, at Guds hjerteslag ikke altid er mit hjerteslag, selv om jeg måske tror det.

Bed for verden!

Bed for de kristne studerende i Georgia og andre lande, der er plaget af konflikter. Bed om at de trods svære forhold må kunne formidle håb til deres medstuderende.

9

10

TIL TRO · # 3 · 2009

Melodier i kollektivet på Danmarksgade i Holstebro Har du en god idé til et udadrettet arrangement i din KFS-gruppe, kan du søge KFS’ generalsekretær om økonomisk støtte.

Her kan du læse om Holstebro KFS, der i marts inviterede deres klassekammerater til koncert Af Christian Breinholt, foto af Andreas Sahl

Torsdag den 19. marts var der noget helt specielt i luften i Holstebro KFS, ud over at vejret var usædvanligt godt for marts måned. I KFSgruppen har vi en tradition med at arrangere en koncert for os selv, og ikke mindst for vores klassekammerater, så de kan se, ”hvad det er for noget underligt noget”, vi laver. Og i år blev det så den 19. marts, hvor vi, traditionen tro, skulle have koncert i kollektivet.

To koncerter i én Holstebro KFS havde forberedt denne dag i lang tid, vi havde nemlig bestemt, at denne koncert skulle være noget helt andet i forhold til de forrige. Et problem, vi tidligere havde haft, var, at vores klassekammerater kom til koncerten, men efterfølgende hurtigt forsvandt igen. Det ville vi prøve at komme til livs. Efter koncerten fortsatte aftenen derfor i et cafémiljø, men i stedet for blot at give tid til samtale, fortsatte vi her med en anden koncert, så folk fik lyst til at blive.

De to navne, vi havde på plakaten, var ”Keith Finland” og ”Bidie-bird makes little norm cry”. Keith Finland startede aftenen med at spille deres melodiske pop rock. En rigtig god start for et næsten nystartet band. Det viste sig at være Keith Finlands første koncert, men man kan roligt sige, at de klarede det godt.

Snak om Gud Da koncerten var ovre, rykkede vi ned i kælderen, hvor Birdie-bird makes little norm cry skulle spille for os. Af de 50-60 mennesker vi var, kom der 20-30 stykker, som ikke kommer i KFS. Birdie-bird spillede for os i 45 minutter, og den eksperimenterende electronica fyldte rummet for de måbende tilhørende. Vi var blæst tilbage af den mur af lyd Birdie-bird byggede op i løbet af de tre kvarter. Flere af de udefrakommende blev hængende i lang tid efter koncerten og hyggede sig med os og spurgte ind til kristendommen. Det var derfor også et sært held, at vi den samme aften havde fået besøg af LTC’erne, som var rigtig gode til at svare på spørgsmål og snakke om Gud, både med KFS’erne og alle de andre. Vi er i Holstebro KFS utroligt taknemmelige over den velsignelse, vi har fået af Gud. Og vi siger mange tak til KFS for støtten og håber på at kunne gentage succesen til efteråret.

Tema:

Fængslet Et sted for onde mennesker?

Fængslet er noget, man kan være. Det er noget, man kan føle sig. Og så er det et sted for forbrydere. Det er noget, der er svært at komme ud af, og som holder et menneske ufrivillig fanget – fængslet. Nogen har været det i fysisk forstand. Og alle vi andre pæne mennesker har måske prøvet at være det i en anden forstand.

Men hvad med kristne der er ”sat fri”, fordi de tror på Jesus? Kan de være åndeligt fængslet? I denne udgave af ”Til Tro” sætter vi fokus de forskellige måder, vi kan være fanget, fængslet på og håber, at du vil overveje din frihed/dit fængsel en ekstra gang. Om ikke andet må du nyde din frihed til at læse bladet.

God læselyst Temaredaktionen

12

TIL TRO · # 3 · 2009 · fængslet · artikel

I dag hedder det: ”Religion ud af det offentlige rum”. Men hvordan skal vi som kristne forholde os politisk? Kan man overhovedet føre en ”kristen” politik? Og er den i så fald demokratisk – eller hvad?

Af skolepolitiker i Frie Grundskolers Fællesråd Anne Marie Poulsen, limesvej@gmail.com

I den norske forfatter Ronald Fangens roman ”En lysets engel” fortælles om tre fætre. Den ene er præst, Knut. De to andre, Harald og Carsten, er noget yngre og går deres sidste år i gymnasiet, da Norge bliver besat og inddrages i 2. verdenskrig. En aften er de samlet til familiefest, og samtalen kommer til at dreje sig om kirkens rolle i den aktuelle politiske situation. Knut siger nogle besindige ord om, at så længe kirken får lov at arbejde og leve, så har den ingenting med politik at gøre. Harald møder senere op hos Knut og siger rent ud, at han ikke er enig med ham, og at Knut den aften fik en meningsfælle i Carsten. Det er Knut spørgende overfor. Harald fortæller så, at den aften gjorde Carsten sig færdig med kristendommen og meldte sig ind i det nazistiske ungdomsparti. Carsten mente, at de kristne kunne tage sig af kirken, så skulle han nok tage sig af landet.

De var altså enige Knut og Carsten. Harald forlader Knut med ordene, at enten angår kristendommen alt – eller også angår den i virkeligheden ingenting.

Harald henrettes af tyskerne, og Carsten falder ved fronten i Rusland. Knut bliver frataget sit præsteembede, for først i denne virkelige brydning mellem Guds rige og verden, bliver teologien levende for ham. Han erkender, at alt virkeligt liv er et liv i håb og tro.

Mennesket har fået frihed og ansvar.

Hvis ikke det var sådan, så ville historien og en meningsfuld oplevelse af verden ophæves. Der, hvor man vedkender sig sit ansvar,

bliver man som Knut befriet for forloren åndelighed. Kamp for demokrati og menneskeværd bliver perspektivløs, hvis ikke man finder frem til begrebernes egentlige kerne, som er det absolutte. For Knut og Harald er det absolutte Gud. Kun mødet med denne åndelige kraft kan pulverisere dæmoniet.

Kristendom og politik Da jeg blev spurgt om at skrive denne artikel, så var indgangen: Er kristendommen demokratisk? Det kan ikke uden videre besvares med et ja eller nej. Martin Luther siger i sit betydningsfulde skrift ”Om et kristenmenneskes frihed”: ”En kristen er en fri herre over alle ting og ikke underordnet nogen, og en kristen er en ufri tjener i alle ting og underordnet enhver.” Det er kristendommens hovedpointe, at mennesket er Guds ypperste skabning, som er frigjort af en total binding til et politisk samfund.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen holdt, uden øvrig sammenligning, i novem-

vet til: Religion ud af det offentlige rum.

Der er for så vidt ikke noget nyt i denne skelnen mellem politik og religion. Iflg. den lutherske 2-regimentstanke er det verdslige regimente netop verdsligt. En stat, som efter kirkens begreb vedtager forkerte love, er fortsat ret øvrighed. Så længe staten ikke drives af rå vilkårlighed eller vil herske over samvittighederne, må kirken stille sig positivt over for staten, ja selv over for en fejlende stat. Det skal imidlertid også understreges, at vil et land forbyde en ikke-kristen holdning, en kristen holdning, en muslimsk holdning eller hvilken som helst livsfilosofi med magt eller intolerance, så fornægtes åndsfriheden, og ensretningen tager over.

Og det har vi al ret til at modarbejde. For en kristen er mennesket ikke sidste instans – der er en højere magt.

Religion kan imidlertid ikke bruges til at garantere ufejlbarligheden af højst fejlbarlige meninger. Fra kristent hold er det af og til forsøgt at læse politik fx modstand mod EU ind i Bibelen, men Bibelen kan ikke bru-

Frihed, medmenneskelighed og ligeværd er ukrænkelige grundpiller i demokratiet ber 2005 et foredrag i Vartov. Hovedbudskabet var, at religion er et helt personligt anliggende, og at religion og politik ikke skal sammenblandes. Populært er det siden ble-

ges som opslagsbog for politiske handlinger og slet ikke som et politisk magtmiddel. Kristendommen kan kun henvise den kristne til selv at vurdere og vælge i praktisk politik og

artikel · fængslet · 2009 · # 3 · TIL TRO

anspore til ansvarlighed i økonomiske, internationale og andre spørgsmål.

Men dermed er ikke alt sagt. Den kristne tro inkluderer, at det enkelte menneske har uendelig værdi i Guds øjne, og det har store konsekvenser for det politiske liv. Den kristne tro er en erkendelse af menneskets fundamentale ligeværdighed uanset race, køn, udrustning og/eller social status. Ligeværd fører til troen på, at alle mennesker er skabt til frihed. Den kristne tro er også en medmenneskelig forpligtelse det vil sige et socialt ansvar for alt, som fremmer menneskelighed og medmenneskelighed.

Kristendom og politik har derfor afgjort noget med hinanden at gøre. Grundlæggende for ethvert kristent engagement i politik er troen på det enkelte menneskes værdi, fordi det er Guds ypperste skabning.

Det betyder, at vigtigere end alle uligheder i udrustning og status er menneskets fundamentale ligeværdighed. En umiddelbar forlængelse af denne tanke er, at mennesket er skabt til frihed i tanke, ord og handling.

Både ligeværd og frihed kommer til udtryk i et medmenneskeligt fællesskab. Det sociale ansvar er derfor en kristen forpligtelse. Det gælder i det nære fællesskab, i hele samfundet og på internationalt plan, ikke mindst mellem rige og fattige lande.

Netop dette radikale spørgsmål: Hvad fremmer menneskelighed og medmenneskelighed, er det vigtigste kontaktpunkt mellem kristendom og politik og det vigtigste kristne påbud i politik.

Den kristne politiker må vurdere og vælge i de enkelte ofte meget komplicerede situationer. Oftest vil den ene løsning ikke være mere ”kristelig” end den anden.

Spørgsmålet er, om et partiprogram i det hele taget kan kaldes ”kristeligt”. Personligt anser jeg det for meget tvivlsomt.

Skal pengene bruges til at bygge broer eller til børnefamilierne, skal momsen sættes ned på sunde madvarer, skal der være 9 eller 10 års skolegang, skal Vadehavet være nationalpark, skal skatten sænkes eller hæves? Der findes ikke kristelige svar eller det modsatte på sådanne spørgsmål, men de indgår i det partipolitiske vurderingsarbejde og er på sæt og vis vigtige

for sammenhængskraften i samfundet.

På enkelte, men vigtige, principielle områder kommer det kristne udgangspunkt frem, nemlig når de drejer sig om værn af liv. I vort land findes en rent sekulariseret opfattelse af mennesket, og den kommer i yderlighederne i klar modsætning til den kristne tro og tanke. Synet på abort er det oplagte problem. Vi må også med smerte erkende, at det er et minoritetssynspunkt, at livet er ukrænkeligt fra undfangelse til død.

Lovliggørelse af eutanasi kan blive det næste alvorlige dilemma, hvor argumentationen herfor nærmest bliver en anklage mod modstandere for at ville forlænge lidelse og modarbejde selvbestemmelsesret.

Demokratiske frihedsværdier Danmarks riges grundlov af 1849 gav grundlæggende friheds-

rettigheder. Det drejer sig om mindre­talsret, åndsfrihed og demokrati. Disse begreber er bundet sammen på en måde, så når der tales om demokrati, så ligger der implicit også en tale om åndsfrihed og mindretalsret og vice versa.

Demokrati er en styreform og i sig selv et neutralt begreb, men så snart det skal administreres, så bliver der tale om menneskers forhold til hinanden. Personligt er jeg overbevist om, at demokratiet og menneskerettighedskonventionerne, som blev vedtaget efter 2. Verdenskrig, bygger på en kristen impuls, fordi frihed, medmenneskelighed og ligeværd er ukrænkelige grundpiller i demokratiet.

Olav Valen Sendstad, som var teolog og havde en filosofisk doktorgrad, bruger et eminent sigende udtryk om den sag, nemlig ”evangeliets iboende surdejskraft”.

Det betyder, at kristendommen over tid er trængt igennem i menneskeliv, kultur­ liv og åndsliv.

13

14

TIL TRO · # 3 · 2009 · fængslet · artikel

Denne kulturhistoriske påvirkning har for eksempel betydet ophævelse af slaveri, kamp mod racediskriminering og for kvinders ligestilling og kamp for ligeværdighed i alle sammenhænge – eller for at citere Paulus: ” her er ikke jøde eller græker, mand eller kvinde, slave eller fri.” Dvs. demokratiske frihedsværdier er over tid et resultat af den kristne tro.

Denne påvirkning/surdejskraft er ikke altid blevet forstået inden for kirken - og nok mindst på kirkens højrefløj - som har dømt ideologier og strømninger ude, selv om de var virkninger af kristelig tænkning.

Frihed koster vilje til rummelighed. Vil et land forbyde ikke-kristen holdning, kristen holdning, en muslimsk holdning eller hvilken som helst livsfilosofi med magt eller intolerance, så fornægtes åndsfriheden og ensretningen tager over. Vi må indrømme vor modpart den frihed, som vi selv ønsker at have. Der er da også god grund til at spørge, om mit råderum bliver mindre af, at jeg indrømmer min modpart samme råderum?

Vi må tro på, at det, som vi er overbevist om, kan virke ved sin egen kraft og ikke behøver hjælp af hverken magt eller undertrykkelse.

Der må kunne øves en fri og åben kritik, men frihed betyder også ansvar og krav om saglighed.

Demokratiet var i urkirken Nogle mener, at Bibelen har autoriseret en bestemt kirkeordning. Jeg ønsker ikke at anfægte, men respektere dette syn. Selv mener jeg ikke, at NT er normgivende på det punkt.

Uanset, hvad vi nu mener, så vil jeg godt underbygge mit syn på, at den første menighed ikke var udemokratisk. Lige efter den første pinse på jord, så opstod der en konflikt om maduddeling til enker. Apostlene bad menigheden vælge nogle til at forestå dette socialarbejde. Det foregik som et direkte demokratisk valg (Ap.G. 6,1-7).

Noget senere måtte der tages stilling til et vanskeligt lærespørgsmål om omskærelse. Der blev indkaldt til et debat- og beslutningsmøde i Jerusalem (Ap.G. 15). Det er blevet kaldt ”apostelmødet”, men det er misvisende, for det var et menighedsmøde.

Der var indlæg for det ene og det andet syn på tingene, men de nåede dog omsider til enighed, og vedtagelsen udsendes med or-

dene: ”Helligånden og vi har besluttet…”

Der var altså tale om en demokratisk proces med drøftelse og vedtagelse. Der er noget, der tyder på, at der har været en meget flad struktur, for beslutningen stiles ikke til menighedslederne, men til ”brødrene” det vil sige menighederne i Antiokia, Syrien og Kilikia. Paulus og Barnabas sammenkalder også hele menigheden, da de vender tilbage til Antiokia.

Som jeg ser det, er demokratiet altså ikke en fremmed fugl i kirkens første dage. Det er måske en overvejelse værd at se på, hvordan afgørelser bliver truffet i kirkelig sammenhæng i dag. Hvis afgørelsernes forum er flyttet fra den kristne forsamling til et forum, hvor man sidder, fordi man er ansat, ekspert, teolog eller en har en position i organisationen/kirken, så bør man måske ikke undre sig over, at ejerskabet til beslutningerne kan ligge på et lille sted hos ”fodfolket”.

Demokrati også i fremtiden Ethvert fremskridt rummer et kulturtab, siger samfundsanalytikeren Kresten Schultz Jørgensen. Mennesket har det med at reagere på den slags enten med jubel over fremskridtet eller også begrædelse af kulturtabet. Der er brug for begge dele med en vis afmålthed. Der er for eksempel grund til at glæde sig over det europæiske samarbejde over grænserne, og der er grund til at beklage, at EU har en tendens til at blive overnationalt. Der er grund til at glæde sig over, at

den opgave er som nævnt hverken kristelige eller ukristelige, men nøgtern realisme. Og det er der sandelig ikke grund til at ringeagte.

Det er for mig at se bekymrende, at færre og færre føler sig fristet af en karriere i folkestyrets tjeneste, og at færre og færre vælger at øve demokratisk indflydelse blot via medlemskab af et politisk parti. Resultatet af sidstnævnte er blevet, at de politiske partier mangedobler tilskuddet til sig selv for at holde den formelle politiske struktur i live. Vi har brug for kristne med politisk engagement.

Der er i dag større tilslutning til både etablerede og mere spontane græsrodsbevægelser, der kører på med en udvalgt sag.

Støtte til lukningstruede sygehuse er et godt eksempel. Der skal altid stå respekt om folkelige tilkendegivelser, men undertiden kan det være for omkostningsfrit og sætte det folkevalgte forum i bekneb, fordi det på den ene side er magtesløst, når græsrødderne under mediebevogtning tager fat i en enkelt sag, og på den anden side må bære ansvaret og økonomien. Græsrødder anviser sjældent, hvor omkostningsdækningen skal ”gafles”.

Tiden kan ikke sættes i stå, og vi gør klogt i at gå ind i fremtiden med en erindring om, hvad der konstituerede og vedligeholdt 160 års demokratisk tænkning. Det er den holdning, som filosoffen/politisk tænker Hannah Arendt har fremsat, at den politiske virkelighed må være flerstemmig og rumme plads for dem, som taler med en anden stemme

Vigtigere end alle uligheder i udrustning og status er menneskets fundamentale ligeværdighed vi sammen kan løse påtrængende problemer med faglig ekspertise, men der er grund til at bekymre sig, når eksperterne bliver politiske, og politikerne gemmer sig bag dem.

Der er faktisk god grund til at spørge – både i det offentlige og det kirkelige rum - og overveje: Hvordan undgår vi, at magten flyttes ind i lukkede systemer, ind til embedsværket, ind i råd og nævn, langt fra åbenhed og gennemsigtighed?

Som jeg ser det, er der for en kristen perspektiv i at påtage sig en ansvarlig praktisk politisk indsats. Langt de fleste løsninger i

end flertallet, og at etisk dømmekraft udformes i dialog.

Det er en alvorlig fejltagelse at tro, at friheden er grænseløs. Tror man det, vil det i sidste instans føre til en autoritær stat. Gud give, at det ske sent. Det lyder måske modsætningsfyldt, men den dybeste frihed er at være bundet til Gud. Kristendommen har haft stor betydning for kulturmønstret både i Danmark og i resten af Europa og vil, hvis den vedstår sig saltets kraft, igen kunne blive en frisk og fornyende impuls i en på mange måder træt og desillusioneret samtid.

artikel · fængslet · 2009 · # 3 · TIL TRO

“Når jeg har Kristus, behøver jeg ikke andet” Efter en omtumlet barndom og en ungdom fyldt af hash og alkohol, forandrer Johnny Pedersens liv sig totalt efter et møde med alle lasters overmand: Kristus

Johnny Pedersen sidder stille og kigger frem for sig. Tankerne er tilbage til dengang, den første tanke om morgenen handlede om, hvordan, og hvornår han kunne få noget at drikke. Alkohol altså. Indholdet i hans liv. I dag har alkohol ingen magt i Johnnys liv mere, og i stedet har alle lasters overmand fået overtaget: Kristus. Men inden Johnny nåede så langt, skulle andre kræfter have lov til at regere i den spinkle mand fra Frederiksberg. Først hashen – senere så alkoholen.

- Min barndom var en omtumlet tilværelse, hvor jeg røg fra den ene skole til den anden… Mine forældre blev skilt, da jeg var 12 – hvilket var godt på mange måder – men det havde den store ulempe, at der herefter ikke var nogen autoritet i hjemmet. Jeg gjorde, hvad jeg havde lyst til, og min mor kunne intet stille op, fortæller Johnny.

I dag er Johnny 45 år og arbejder som sognemedhjælper i Apostelkirken og Eliaskirken i København. Herudover arbejder han

Af journalist Helle Bastrup, helle@kfs.dk

også i Café Exit (en café for tidligere indsatte) og i foreningen SAVN. Sammen med sin kone Maria bor han i en lejlighed på Vesterbro og deltager aktivt i menighedsarbejdet ved Apostelkirken. Han er en spinkel, sympatiskudseende mand med milde øjne og et venligt smil. Ikke meget tyder på denne mand har haft en fortid uden for kirkens trygge mure.

Men udseendet afslører langt fra alt.

- Som 13-årig begyndte jeg at ryge hash, som senere førte i et blandingsmisbrug med

15

16

TIL TRO · # 3 · 2009 · fængslet · artikel

alkohol. Jeg begyndte at hænge ud med venner på Christiania, og så kørte det derudaf…

Det var vel en blanding af nysgerrighed, oprør mod mine forældre og livet som sådan, siger Johnny.

tuitivt sker, når man står i lort til halsen. Så erfarer man virkelig, at man ikke på nogen måder selv kan komme videre – man har brug for hjælp, fortæller Johnny tænksomt.

Længsel efter forandring Nærmer sig en psykose Johnnys hashmisbrug stopper, da han som 18-årig må erkende, at psyken ikke længere kan bære det. Han er ved at nærme sig en psykose og beslutter sig for at lægge hashen på hylden. I stedet begynder alkoholen at få en stadig større plads i den unge mands liv.

- Jeg syntes ikke, jeg havde noget alternativ til alkoholmisbruget, og jeg havde egentlig heller ikke lyst til et alternativ. Sådan var mit liv bare – den bane, jeg havde slået ind på, fortæller Johnny.

Fra Johnny er 17, er han på bistandshjælp, og de næste ti år går mere eller mindre med ”at lave ingenting”, som Johnny beskriver det. Indimellem har han lidt arbejde, og han

Tilbage i 80’erne finder Johnny en ny kæreste, som er åndeligt søgende. Hjemme på hendes bogreoler bugner det med litteratur om åndelige og spirituelle emner, og midt i mylderet finder Johnny en bibel. Han begynder straks at læse mosebøgerne, men slutter snart igen. De mange krige og blodsudgydelser tiltaler ham ikke.

- Men længslen efter forandring voksede.

Så da min kæreste foreslog mig at tage på et kursus med en indianer fra ”over there”, slog jeg til, fortæller Johnny.

Kurset bestod af både undervisning og øvelser, og selvom Johnny i dag har lidt svært ved at placere det religionsmæssigt, var det alligevel kristendommen, der var kursuslederens fundament.

- Han blev ved med at tale om den her far, som han gik ”ud i bushen” for at tale med og om en hellig bog, han læste i. Inde i mit hoved blev det selvfølgelig til Gud og Bibelen. Og selvom jeg ikke forstod ret meget af undervisningen, skete der alligevel et eller andet inde i mig, husker Johnny.

Efter kurset tager Johnny hjem til sin bror, og her bliver forandringen meget tydelig. Da broren som det første stikker Johnny en øl i hånden, tager Johnny flasken op til læberne for at drikke. Men munden og halsen nægter at samarbejde.

- Jeg kunne simpelthen ikke drikke den – den var ved at sætte sig fast i halsen på mig.

Det var virkelig mærkeligt, og jeg kan huske, jeg gav øllen tilbage til min bror og sagde, at jeg blev nødt til at gå. Og fra det øjeblik var jeg sikker på, Gud var til, fortæller Johnny.

Johnny er på mirakuløs vis blevet befriet fra sit misbrug. Og han er overbevist om, at det var Gud, der greb ind.

- Det var som alting var forandret. Jeg følte, at jeg, næsten bogstaveligt talt, var gået fra mørke til lys og jeg lagde mærke til fuglesang og blomster…

Dengang det gik op for mig, at Kristus var Guds søn i absolut forstand, dér faldt tingene på plads er også en tur på højskole. Som 20-årig flytter Johnny sammen med sin kæreste, og det er først, da han syv år senere beslutter sig for at forlade hende, at hans livsbane begynder at ændre sig. Johnny flytter i en lille lejlighed, hvor der ikke er andet end en seng, hans pladesamling og hans guitar.

- Alkohol fyldte på det tidspunkt så meget i mit liv, at jeg vidste, at hvis der ikke snart skete et eller andet, så ville det gå alvorligt galt. Men det var ikke så nemt at gøre noget ved, for jeg syntes ikke, jeg havde et alternativ, ikke noget at sætte i stedet, forklarer Johnny.

Men pludselig begynder der lige så stille at spire en mulighed frem. Ud af ingenting begynder Johnny at spekulere på Gud. Om han eksisterer – og hvis han gør – så vil han egentlig gerne lære ham at kende.

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg begyndte at tænke på Gud. Jeg er opvokset i et ateistisk hjem og havde ingen erfaringer med kirke og kristendom. Måske er det noget, der in-

Var som at komme hjem Hjemme hos sin mor finder Johnny sin mormors gamle konfirmationsbibel. Johnny læser Det nye Testamente, og han lærer sig selv Fadervor. Men som ugerne går, vil han gerne vide mere om Gud. I jagten på viden afsøger han den nyreligiøse verden og snuser til astrologi, tarokkort og meditation. Den megen søgen hjælper dog ikke Johnny nærmere målet – tværtimod gør det ham blot forvirret. Så en dag hører han om en kirke, der holder til i et lokale over en café. Den følgende søndag møder Johnny op til gudstjeneste det pågældende sted: En pinsekirke i Københavns centrum.

- Det var som at komme hjem. Det der blev sagt og sangene, der blev sunget, var til at forstå, og der var en stor glæde og lethed i forhold til de gudstjenester i Folkekirken, som jeg så småt var begyndt at deltage i. Og så var der undervisning for nye i troen, hvor jeg kunne stille alle mine spørgsmål. Lige hvad jeg havde brug for.

Johnny bliver hurtigt en del af kirkens fællesskab og vender ikke mere tilbage til det nyreligiøse miljø. Alting er for altid forandret, og misbrugets magt er fortid.

- Mit møde med Gud var forbundet med en oplevelse af stor frihed. Tidligere havde jeg forsøgt at fylde tomrummet af meningsløshed og håbløshed med hash og alkohol.

Men i virkeligheden gjorde det det kun værre. Kristus forvandlede mit liv fra meningsløst til et liv med mening og fylde, fortæller Johnny.

I dag har Johnny fundet sit kirkelige hjem i Folkekirken, hvor han det sidste halvandet år også har haft sin arbejdsplads som sognemedhjælper. Hans åndelige liv er ikke længere kendetegnet ved den euforiske glæde, han fandt, da Gud befriede ham fra misbruget, men den kristne tro har aldrig forladt ham.

- Dengang det gik op for mig, at Kristus er Guds søn i absolut forstand, der faldt tingene på plads. For hvis Kristus er Guds søn, sandheden, måtte alt i åbenlys modstrid med ham være usandt – og omvendt. Også den erfaring var en stor frihed, fortæller Johnny glad og fortsætter: - Når jeg har Kristus, behøver jeg ikke andet.

artikel · fængslet · 2009 · # 3 · TIL TRO

Kristen i en krigszone Vi siger, at Danmark er i krig, fordi vi har soldater udsendt til krigszoner. Men hvad en krig i virkeligheden går ud på, er det nok de færreste danskere, der har et indblik i.

Her er dog en undtagelse: Af Anne Birgitte Haahr Andersen, A-kasse konsulent i Kristelig Fagbevægelse

Når du er i krig, skal du være 100 procent afklaret med, at du i værste fald ikke kommer hjem i live.

Sådan siger tidligere soldat Flemming Jensen, godt hjemme i Danmark. Langt væk fra varmen og kampene i Afghanistan møder jeg den 39-årige familiefar i hans egen stue til et interview om det at være udsendt som soldat.

Han var udsendt til Helmanprovinsen i Afghanistan i tre måneder fra august – november 2008, med Flyvevåbenets Helikopterbidrag - HELDET08. Temperaturen var 4550 grader i skyggen, da han ankom, og det var derfor nødvendigt at drikke cirka 12 liter vand i døgnet.

Efter 20 år i militæret skiftede sergenten branche og er i dag ansat som IT-medarbejder.

reagere lynhurtigt og komme i beskyttelsesrummene, der var placeret over alt i lejren, og som oftest var det heldigvis falsk alarm, udtrykker han lettet.

Meget intenst I Afghanistan var Flemming it- og tele-tekniker.

- Den enhed jeg var en del af, Eskadrille 615 - Flyvevåbenets kommunikations-eskadrille, havde det tekniske ansvar for al it og jordbaseret kommunikation i forbindelse med helikopternes udsendelse. Vi havde ansvaret for alt fra felttelefoner til satellitkommunikation. Og selv om vi ikke var ude i felten, var vi godt klar over, hvad der foregik, siger han.

En krig holder ikke weekend Døgnet rundt skulle kommunikationsudstyr, som blev brugt til planlægning af missioner for helikoptere, være oppe at køre. Hvis alle ikke gjorde arbejdet godt nok, betød det i værste fald, at der gik menneskeliv tabt på vores side.

- En krig holder ikke weekend. Og der var til tider meget pres på, fordi vi skulle holde systemerne kørende. Det er et meget intenst miljø at arbejde i, og man skal helt sikkert

Bliver i Danmark Der er sne udenfor, og hans to børn kommer rødmossede ind i huset.

- Allerede under udsendelsen besluttede jeg, at jeg ikke skulle udsendes igen, begynder Flemming.

- For jeg havde det svært med, at mine børn spekulerede på ting, som jeg ikke syntes hørte deres alder til, fordi deres far var i krig. Derfor valgte jeg i samråd med min kone at forlade forsvaret.

Jeg vænnede mig ret hurtigt til, at vi blev angrebet - Vi fulgte med i missionerne, mens de blev udført, og det kunne være meget intenst, selv om vi sad beskyttet i lejren. Det skete også, at lejren blev beskudt. Jeg vænnede mig ret hurtigt til, at vi blev angrebet.

Det bliver en del af hverdagen. Man lærte at

kunne lide det. Hvis ikke, er man ikke dernede ret længe. Heldigvis havde vi det rigtig godt i vores team. Sammenholdet dernede er helt specielt. Vi kom tættere på hinanden.

Og opholdet får betydning for vores forhold til hinanden resten af livet.

17

18

TIL TRO · # 3 · 2009 · fængslet · artikel

Blev beskudt af granater Dog tager Flemming sig også dårlige minder med hjem i bagagen.

- Den værste oplevelse jeg havde, var en af de gange vores lejr, Camp Bastion, som ligger ret øde i ørkenen i Afghanistan, blev angrebet, fortæller han med spænding i stemmen.

- Vi blev beskudt, og granaterne hvislede hen over hovedet på mig, De slog ned uhyggeligt tæt på vores sovetelte. Det tændte nogle voldsomme tanker i mig. Jeg oplevede at hade på et niveau, jeg aldrig har prøvet før.

Det var så voldsomt, at jeg slet ikke kan forklare det, siger han med stor ro i stemmen.

Siden har jeg tænkt en del over det, og i dag kan jeg godt tilgive de mennesker, der beskød lejren. For de gjorde det - og gør det stadigt - på et forkert grundlag. De ved ikke bedre. Det er derfor, indsatsen er vigtig. Vi skal lære dem om, at der findes en konstruktiv måde at løse problemer på.

Taleban betragter sig selv som frihedskæmpere. Men de terroriserer lokalbefolkningen. Hvordan det hænger sammen, forstår jeg ikke helt. De lokale afghanere har det tydeligvis heller ikke godt med Taleban.

Men de har ikke mulighed for at argumentere mod mænd, der holder en Kalashnikov mod deres hoveder.

- Det er en god sag, vi er i Afghanistan for. Soldaterne er hammergode til deres job.

De skulle have mere anerkendelse for det, de udfører.

Der dufter af nybagte boller i hele stuen, og vi holder en kort pause sammen med

de andre familiemedlemmer med kakao og chokolade. Her sidder jeg med en helt almindelig familie, som dog alligevel har oplevet noget særligt.

At være kristen er baseret på fri vilje Hvordan var det at være kristen i en krigszone?

- Jeg havde det godt med at være kristen og soldat. Der var en feltpræst tilknyttet lejren, og vi havde også gudstjenester. Noget, flere af mine kollegaer benyttede sig af. Og jeg fik derved set nye sider af mine kollegaer.

- Jeg vakler ikke i min tro, fordi jeg oplever en svær situation, forklarer han.

- Men jeg kan levende forestille mig situationer, hvor det kan blive svært. Specielt hvis du oplever at komme ud for vejsidebomber og tab af kammerater. For det virker sindssygt meningsløst og sådan en situation er svær at forstå og håndtere.

Vigtigt at få snakket færdig Selv om det nu er ved at være nogle måneder siden, Flemming kom hjem, husker han det alligevel tydeligt.

- Jeg måtte ofte lægge bånd på mig selv for ikke totalt at fylde det hele med oplevel-

Jeg oplevede at hade på et niveau, jeg aldrig har prøvet før Jeg er selv født og opvokset i en kristen familie. Men det kristne grundlag betød ikke noget for mig, før jeg som 19-årig begyndte som rekrut, fortæller han.

- Der mødte jeg nogle soldaterhjemsmedarbejdere. Og jeg fandt ud af, at det at være kristen er fuldstændigt frivilligt. Du bliver ikke tvunget til noget af nogen - det er op til dig selv.

Vakler ikke i min tro For Flemming har oplevelsen i Afghanistan ikke svækket hans tro på en god Gud.

ser fra Afghanistan. Men det er vigtigt at få snakket færdig, forklarer han ivrigt.

- Det er utroligt vigtigt, at man er villig til at lytte til soldaternes historier. Familie og venner herhjemme i Danmark vil helt sikkert miste interessen for de hjemvendtes oplevelser meget førend de hjemvendte synes om, slutter han.

artikel · fængslet · 2009 · # 3 · TIL TRO

“Jeg tror godt, jeg kan sige, der er et eller andet deroppe” Interview med en ex-indsat om at rode sig ud i noget lort, skrive, få nogle mystiske tegn og alligevel tvivle på dem Af stud. religionssociologi Maria Lodahl, marialodahl@gmail.com

- Vi kan mødes hvor det skal være, bare ikke på Nørrebro. Der slår de folk ned, der ser ud ligesom mig, siger Claus i telefonen.

Måske har han ret. Claus er en stor, skaldet mand og ligner en, der har været ude for lidt af hvert. Vi beslutter at mødes på Islands Brygge i stedet – eller mere præcist foran AFUK, hvor Claus tager et filminstruktørkursus. Fem dage om ugen arbejder han med at skrue film sammen, derudover holder han foredrag, synger i kor, har et heavyrock-band, skriver digte, noveller, sange og manuskripter, er filmstatist og har en kæreste.

- Jeg sørger for at holde mig beskæftiget, så jeg ikke laver nogen numre, siger Claus og smågriner.

Numre har der nemlig været nok af.

Sammenlagt er det blevet til 16 år bag tremmer i et af Danmarks mest lukkede fængsler.

I dag er han en fri mand.

Claus’ historie Men lad os starte ved begyndelsen. Claus bliver født og vokser op på Vestsjælland. I skolen får han mange øretæver og begynder som 12-årig at bokse. Så han kan give igen.

Da han første gang kommer i kontakt med politiet, er han ikke ret gammel. Sammen

med en kammerat har han brækket ind i en skurvogn og stjålet et par kasser sodavand.

Desværre forbliver det ikke ved drengestregerne.

Claus er 26, da han første gang bliver taget for en rigtig forbrydelse. Han har en narkogæld og har røvet en tankstation.

Dommen lyder på to år og otte måneder i et åbent fængsel. På en orlov beslutter Claus at opsøge en forhenværende “ven”, der skylder ham penge. Claus fortæller: - Han var politistikker og sådan noget.

Jeg bad ham skaffe de penge, han skyldte mig. For en sikkerheds skyld fik han lige et par på låget. Det endte ud i, at han stod og fægtede med en stor kniv på den her størrelse.

Claus rækker hænderne ud og viser mig en længde på 30-35 cm.

- Mit temperament gjorde altså, at jeg tog den fra ham, og så fik han den selv. Det døde han af. Det skaffede mig en tillægger på 12 år, så nu sad jeg lige pludselig med 15.

Efter 10 år i Vridsløselille Statsfængsel bliver Claus i 1999 prøveløsladt. Han er fast besluttet på, at han aldrig skal i fængsel igen.

De sidste tre år i fængslet har Claus læst HF, og han brænder for at komme på lærerseminariet. De vil gerne have ham, men kom-

munen vurderer ham uegnet til at arbejde med mennesker, Skuffet og ude af stand til at finde arbejde, ramler Claus´ verden igen sammen.

- Det gik hverken værre eller bedre, end at det hele gik i lort en gang til. Konen skred med ungerne. Det hele var fucked up. Jeg ville bare ud af det her lorteland. Så jeg flyttede ned til en kammerat i Amsterdam. Men det er dyrt at bo dernede, så hver gang vi manglede penge, tog vi til Danmark og lavede den her, siger Claus og demonstrerer et røveri ved at pege på mig som med en pistol.

Tilbage i Danmark får de to venner snart rejseholdet på nakken.

Tilbage i Vridsløselille Claus dømmes for fire røverier og er igen tilbage i Vridsløselille. Det værst tænkelige er sket. Da jeg spørger Claus, hvordan det er at være buret inde i et fængsel som Vridsløselille, svarer han, at det er forfærdeligt.

Mildest talt.

Hvad savnede du?

- Så mange ting. At gå ned og leje en film når du vil, at gå på tanken om aftenen, at sidde hjemme og holde konen i hånden og

19

20

TIL TRO · # 3 · 2009 · fængslet · artikel

at ringe og sige godnat til børnene. Nu er der blevet sat telefoner op på afdelingerne, men tidligere var der kun mulighed for eet opkald om ugen. Det er nogle store afsavn, man må lide, når man sidder derinde. Men jeg ved også, at jeg selv har været skyld i det.

Var du ensom?

- Det er man vel altid lidt. Om ikke andet så mellem 21.25 og 07.00, hvor døren den er låst. Med mindre man fik smuglet en mobiltelefon ind, siger Claus og smågriner.

- Det er det gode ved fængslet – ens hjerne begynder at arbejde kreativt. For at omgås reglerne.

Claus fortæller hvordan de i smug fik fremstillet vin af rød frugtsaft, men først og fremmest, hvordan isolationen lærte ham at skrive. Inden da skulle han dog vejen omkring fængslets kirkekor.

Kirkekoret På et tidspunkt starter du i kirkekoret i Vridsløse. Hvordan kan det være?

- Engang jeg var på gårdtur, hørte jeg nogen, der stod og brægede inde i kirken.

Så gik jeg hen og lyttede. Det var sådan noget salmesang. Det gik jeg så og spekulerede over nogle dage og tænkte, at hvis det her er min eneste mulighed for at synge, så spørger jeg sgu Louise ”korleder”, om jeg ikke må være med. Men det er lidt underligt. Man sidder i et af Danmarks hårdeste fængsler og synger om en Gud, man dybest set ikke tror en skid på.

Alligevel begynder Claus selv at skrive sange til koret. Korlederen Louise Adrian havde planer om en CD-udgivelse, og da Forbryderalbummet i 2004 kom i butikkerne, var Claus’ sang I need a sign med. Sangen handler om være taget til fange, om at prøve at holde sig oprejst velvidende, at man sidder fast og selv er skyld i det. Og så er det en bøn om et tegn.

I need a sign – just one to keep my dream alive to keep me hanging on send me one sign I pray help me to survive living with the fact that I´ve got to stay.

Hvordan kom du igang med at skrive I need a sign?

- Louise spurgte, om jeg ville skrive en

sang. Det ville jeg gerne, men den skulle handle om Gud. Det kan jeg ikke, sagde jeg.

Jeg ved ikke noget om det. Så sagde hun, at jeg skulle skrive om min tvivl, og det gjorde jeg så.

Hvad handler sangen om?

“Sangen giver jo sig selv. Jeg er sådan en, der gerne vil have syn for sagen, før jeg tror på noget. Jeg kan ikke bare ubetinget stille mig op og tro på noget, jeg ikke kan se, høre eller røre. Det er jeg ikke så god til. Derfor den sang. Derfor den tekst.

De mystiske tegn Jeg spørger Claus, om han nogensinde fik et tegn fra Gud. Han nikker og siger, at det synes han. Jeg kan mærke, emnet er meget privat for ham, men efter en lang pause tager Claus dog ordet.

- Jeg tror godt, jeg tør sige, der er et eller andet. Jeg ved stadig ikke helt, hvad det er.

Jeg har stadig ikke set Jesus eller Abraham eller noget, siger han med et smil.

- Det var sådan nogle små tegn. Det gik for sig en hel uge.

Claus fortæller mig om nogle af de mærkelige hændelser, blandt andet at han hver morgen i en uge vågnede præcis klokken 5 med en bestemt sangtekst på hjernen, og at en nonne, som ofte er i fængslet netop den uge, henvender sig til ham med en poster for en opsætning af Jesus Christ Superstar.

En dag i samme uge sidder Claus i fængslets skole og skriver. Det er fuldstændig overskyet, men pludselig bryder solen igennem og rammer ham i ansigtet – selvom han sidder i et mørkt hjørne, hvor lyset ikke kan nå ind.

- Jeg ved det ikke. Det er sådan en masse små ting, som fik mig til at tænke: Gad vide hvad det her er? Der var også flere ting. Det kan jo være tilfældigheder, det er bare sjovt det alt sammen skete inden for en uge – hverken før eller efter.

Det kan vel ikke skade Efter disse oplevelser begynder Claus at bede, men føler sig stadig ikke sikker på, om der er nogen, der lytter. Claus fortæller: - Ja, jeg bad til Gud. I starten var det både fadervor og en lille mærkelig bøn om noget privat. Nu er det barberet ned til et fadervor,

lige før jeg sover. Det er jo ikke nogen skade til at bede. Der kan i hvert fald ikke komme noget dårligt ud af det.

Den samme erkendelse ses i Claus´sang Tag dog chancen, der for nyligt blev udgivet på CDen Fangenumre. I omkvædet lyder det: Tag dog chancen og bed en lille bøn. Tag dog chancen, send en hilsen til Guds søn.

Versene beskriver, hvordan tilværelsen kan synes indholdsløs, trist og uoverkommelig, men også at der findes en, der vil hjælpe og lytte.

Der er en ting der er sikkert, du kan sige alt til Gud og det bedste af det hele er, han skælder ikke ud du har muligheden for at lette din samvittighed og alt hvad der blir´sagt er det kun dig og Gud der ved Claus har stadig svært ved at tro på, at sådan en Gud virkelig eksisterer. Men han har ofte haft brug for at lette samvittigheden og har også gjort det overfor ham. Problemerne er dog ikke løst af den grund, og samvittigheden kan stadig nage. Som Claus siger: - Der er jo ingen, der siger bagefter, at det skal du ikke tænke på. Men jeg fik det ud.

Han kan på den anden side heller ikke udelukke, at der er noget om snakken.

- Jeg har ikke prøvet at få konkret hjælp fra oven - eller måske har jeg bare ikke opdaget det. Men der kan jo ikke gå nogen skår af en ved at prøve.

artikel · fængslet · 2009 · # 3 · TIL TRO

I need a sign I’m stuck behind a wall in this prison and my mind knowing where I am and knowing why I try to stand up tall while I search to find one hope that I can trust is not a lie I need a sign – just one to keep my dream alive to keep me hangin’ on send me one sign- I pray help me to survive livin’ with the fact that I’ve got to stay Sometimes in between you meet this guy or two who knows which way to look for good advice but nothin’ I have seen have shown me what to do but I sure would like a hint just once or twice Stay – here for quite some time so I ‘ll need to know that even though I’ve done my share of crime I’ll be given a chance to grow I need a sign…

Tag dog chancen Når din tilværelse føles indholdsløs og trist og det hele ser umuligt ud, så er det ganske vist du har brug for lidt hjællp men du ved ikke hvordan for man klarer jo det hele selv, når nu man er en mand Tag nu chancen og bed en lille bøn Tag nu chancen, send en hilsen til guds søn Tag nu chancen og prøv et Fadervor tog dog chancen prøv at se om alting bedre går Vi er rigtig mange mennekser, der er i samme båd problemer er der masser af og vi lytter ik´til råd men man ku´jo tage chancen, for der er en anden vej og der findes faktisk også en, der godt vil hjælpe dig Der er en ting der er sikkert, du kan sige alt til Gud og det bedste af det hele er, han skælder ikke ud du har muligheden for at lette din samvittighed og alt hvad der blir sagt er det kun dig og Gud der ved Tag nu chancen…

21

22

TIL TRO · # 3 · 2009 · fængslet · artikel

Min indre bundne hund Vi træffer valg hver dag: Hvad vi vil spise til morgenmad, hvad dagen skal gå med, og hvornår vi vil gå i seng.

Det er for det meste valg, vi selv træffer.

Men er det på samme måde, når det kommer til at vælge Gud? Har vi et frit valg – en fri vilje?

Af konsulent Nicolaj Wibe, nicolaj.wibe@gmail.com

Jeg ved ikke, om du har haft hund. Jeg har haft sådan én, som ikke kommer, når man kalder. Man kan råbe, skrige, hoppe, hvæse, lokke med lammesteg og afkølet grillpølse.

Den kommer bare ikke. Det kan man blive vanvittig af. Ikke mindst når man render rundt på en badestrand efter krapylet. De fleste badegæster smiler sødt til en. Undtagen der, hvor krapylet har været og smagt lidt på den åbnede picnickurv. De vrisser.

Følgende skal ikke handle om hunde. Men om mennesket, der har samme uvilje til at komme, når der kaldes. Konklusionen på artiklen er, at menneskets mulighed for selv at finde Gud er lig nul. Men læs nu selv med.

At være forelsket kan være både dejligt og forfærdeligt. Dejligt når der er gengæl-

ikke Jesus, Josefs søn, hvis far og mor vi kender? Hvordan kan han så sige: Jeg er kommet ned fra himlen?« Jesus svarede dem: »I skal ikke stå dér og skumle! Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. ( Joh 6 v 41-44).

Er det virkelig ikke muligt for et menneske at finde hen til Gud? Næ, det er det, Jesus siger.

Jeg vælger ikke selv at tro på Jesus. Der findes ikke et menneske, som frit har valgt Jesus. Den frie vilje i forholdet til selv at vælge at tro på Gud er en illusion, et minde fra før syndefaldet.

Selvfølgelig vælger mennesket selv, om det vil det ene eller det andet i sin hverdag.

Hvilke venner og hvad man skal lave søndag

Der findes ikke et menneske, som frit har valgt Jesus delse, og forfærdeligt uden. Man kan gøre, hvad man vil: Er der ikke nogen følelser, der begynder at boble i den anden, kan man godt pakke sine drømme sammen og drage videre. Du kan ikke tvinge den anden til at blive forelsket i dig. Det er en skummel affære.

Der var også nogle jøder, der skumlede over Jesus: Jøderne stod og skumlede over Jesus, fordi han havde sagt: Jeg er det brød, som er kommet ned fra himlen. Og de sagde: »Er det

formiddag. Men viljen til beslutning om at finde Jesus er gået tabt.

Det virker underligt, for er man så uden ansvar i dette store spørgsmål? Hæng på og læs videre.

Den frie åndelige vilje er gået tabt. Vi mistede den sammen med Adam og Eva De ville selv bestemme i Edens have.

De spiste af det efterhånden temmelig velkendte træ, hvis frugt er ukendt. Der spiste de os alle ud af den frie vilje. Evnen til selv at vælge at leve sammen med Gud.

Da Adam og Eva - og vi med dem - faldt i synd, da var det ikke bare vores forstand, vores styrke og vores følelser, der blev forvredet. Men det blev vores vilje også. Viljen til udelukkende at gøre det gode og rigtige.

Er du i tvivl, så prøv og sig til dig selv: “I dag vil jeg kun gøre godt, i dag vil jeg kun elske og ære min næste”. Eller bestem dig for, at i morgen skal være en dag uden synd. Svaret på udfaldet lader ikke vente på sig.

Det er slet ikke så underligt, at det er sådan.

Efter syndefaldet er vi ikke bare syndige mennesker. Men vi er også mennesker, der er under synd.

Jeg er af kød, solgt til at være under synden. For jeg forstår ikke mine handlinger.

Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. (Rom. 7 v14) Det er så håbløst. At være solgt til at være under synd betyder også, at der er udsolgt med hensyn til selv at finde Jesus. Kontoen er tom. Ingen muligheder. Der findes ikke et menneske, der selv har fået den gode ide at begynde og følge Jesus. Vores natur er sådan, at vi hellere vil leve ham og evangeliet foruden.

Derfor må Jesus selv ud og hente hver eneste en. Det er det, Johannes mener, når han siger, at mennesket skal drages til Jesus.

Og læs nu lige denne kendte tekst: ”Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den

artikel · fængslet · 2009 · # 3 · TIL TRO

mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.

Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.”

(Luk 15, 1-10) Hvad gjorde fåret for at blive fundet?

Hvad gjorde mønten for at blive fundet?

Hverken får eller mønt kunne selv finde hjem, ergo måtte de findes.

Hvis du kender til tvivl eller til det at være dårlig til at tro, så er det godt at blive mindet om, at troen ikke er din evne eller præstation. Troen er en gave. Så fortvivl ikke, hvis du er dårlig til at tro. Vær et ”får eller en mønt”

og lad dig gribe og holde fast af Jesus Barnedåben. Hvad gør det lille barn, der bliver døbt? Hvilken vilje eller præstation kan vi få øje på? Ingen. Troen, evangeliet, syndernes forladelse og det evige liv gives uden så meget som et lille spjæt til svar. Jo, den der bærer barnet svarer ”ja”, men det vigtigste svar er Guds. Er du døbt, har du Guds ”ja” hængende over hovedet. Så er du både kaldet, udvalgt, udset og udsat for friheden og bundetheden til Jesus.

Hvad så med alle dem, der ikke vil være kristne, har Jesus glemt dem?

Paulus siger et sted: “Der hvor Herrens Ånd er, der er frihed”. (2. Kor 3,17) Når Jesus møder et menneske, eller når Guds Ånd kommer et menneske nær, opstår der det, vi kan kalde en ”frihedszone”, som giver mulighed for et svar. I denne situation får mennesket den mulighed at følge efter Jesus. Men han gør det aldrig med vold, magt, armvrid og tordentrusler.

Siger et menneske nej til Jesus, så må han lade det gå. Gud kan ikke stoppe det.

Det eneste, Gud ikke kan, er at tvinge troen ind i et menneskes liv. Vil mennesket ikke leve med Jesus, kan det godt blive fri.

Jamen - må man så spørge - hvad er så det, der får et menneske til at tro på Jesus og følge efter ham? Er det så alligevel ikke et valg, når alt kommer til alt?

Nej. Det er et bevis på Guds nåde. Et bevis på, at Guds Ånd kom til det menneske. At den såkaldte frihedszone opstår, er helt og

23

aldeles Guds dragen mennesket til sig. Det er Guds ”kalden og søgen”, som en der er forelsket, kalder og søger efter respons fra den, man har fået kærlighed til.

Er det så forkert at appellere til et menneske om at tro på Gud, når nu mennesket rent faktisk ikke kan uden denne frihedszone? Er det ikke forkert at appellere til omvendelse og tro, når svaret er afhængigt af Gud? Nej, det er ikke forkert. Jesus gør det selv utallige gange.

Han kalder på mennesker. Han siger til mennesker, at de skal omvende sig og tro på ham.

Men hvordan kan man dog sige til et menneske, der er bundet på hænder og fødder, at det skal bevæge sig! Der er jo at sparke på en, der allerede ligger ned.

Nej, Guds kald til omvendelse må lyde.

For det er igennem det kald, at Guds ord og Ånd virker. Deri er frihedszonen. Guds ord kan bevirke et forløsende “JA” inde i et menneske. Når du er et vidnesbyrd for din næste, da er det Guds virkende ord, du leverer. Der opstår det ”rum”, vi kan kalde frihedszonen.

At vores vilje er bundet betyder ikke, at Gud er bundet. Guds ord er frit, det må lyde frit, og det vil sætte fri. At spørge et menneske: ”Vil du være kristen?” lægger op til et uhyre vigtigt svar, selvom mennesket ikke selv kan trække sig op til at blive kristen.

Når mennesket svarer ”ja”, er det ved Guds nåde og kraft lykkedes at bryde bundetheden.

24

BØGER

”Det er fuldbragt” – refleksioner over Jesu korsord Hans Erik Nissen 101 s.

Logos media 2008

Af stud.mag. Johannes Korsholm Poulsen paulusirom@hotmail.com I min igangværende jagt på ordentlige andagtsbøger er jeg denne gang faldet over Det er fuldbragt af Hans Erik Nissen. De 40 andagters afsæt er syv bibelpassager om de ord, Jesus sagde på korset. Disse passager deles så op i en række mindre dele (ofte enkelte ord), som Nissen så har skrevet en lille ”refleksion” over.

Ideen med at meditere over hver eneste lille detalje i Jesu ord på korset er faktisk rigtig god, da det sætter tempoet i læsningen af lidelseshistorien mærkbart ned og giver plads til undren og overvældelse i mødet med historien om Gud, der ofrer sig selv for vores skyld. Det er fuldbragt er gennemsyret af en fascination og glæde over korsets mirakel, som man sjældent ser andre steder. Nissen kan simpelthen ikke få nok af at understrege korsfæstelsens betydning for læserens forhold til Gud. Jesus døde for at frelse os fra fortabelse, og det er den på en gang enkelte og fuldstændigt uudgrundelige sandhed, som Det er fuldbragt aldrig tager blikket væk fra. Det er udfordrende, trøstende og befriende at blive mindet om igen og igen i de 40 andagtsstykker.

Der er dog en ting ved Det er fuldbragt, jeg har enormt svært ved: Hvor Højlund (se anmeldelsen ovenfor) insisterer på at lade sine overvejelser ramme sit eget liv og lade sig selv træde frem i teksten, holder Nissen

fast i en i mine ører ret hård og upersonlig stil, hvor alle argumenter fremføres i duform, så det hedder ”med mellemrum må du besinde dig på dit kald og din tjeneste”, ”du spørger menneskeligt. Han svarer guddommeligt” og så videre. Det kan godt være det ikke er en stor ting, men jeg kan ikke lade være med at frustreres over, at Nissen ikke lader disse overvejelser ramme sig selv.

De eneste gange, der står mig i teksten, er i prædikantfloskler, som ”han gav sit liv for dig og mig”. Hvis teksterne virkelig er udtryk for ting, der er opstået i Nissens tanke, da han reflekterede over Jesu korsord, hvorfor kunne han så ikke fremstille dem, så man som læser kunne sidde ved siden af ham og opleve Jesu ord trænge ind, i stedet for konstant at blive forstyrret af en dustemme, der alt for hurtigt vil konkludere på, hvad jeg skal få ud af at reflektere sammen med forfatteren? Det gør bogen svær at bruge til det, den egentlig var så oplagt som: En følgesvend i en 40 dage lang meditation over Jesu korsord. I stedet bliver den en – i mine øjne – lidt for gammeldags og bedrevidende tolkningsnøgle til teksterne.

Og det er enormt ærgerligt, fordi bogens fokus på korset nu engang er så god.

Videre læsning For tiden sidder jeg og skriver bacheloropgave i litteraturhistorie og er faldet over

en relativt ny bevægelse i særligt den amerikanske litteratur, som jeg simpelthen ikke kan lade være med at fortælle jer om! Så her kommer lige en kort introduktion og en liste over bøger, det slet ikke kan gå hurtigt nok med at få læst: Siden cirka 1998 har der i USA eksisteret en modbevægelse til den postmoderne, ironiske se-mig-jeg-kan-lave-grin-medalting-fordi-alt-er-relativt tone i litteraturen, kunsten og kulturdebatten. Man ved endnu ikke helt, hvad man skal kalde bevægelsen, men den danske litteraturhistoriker Tore Rye Andersen kalder dem for ”postironikerne”. Grundtanken er, at det ironiske og distancerede ikke længere kan bruges som strategi til at sætte fingeren på, hvad der er galt i samfundet og i menneskers hjerter, for det er blevet alt for integreret i massemediernes og populærkulturens måde at tale om verden på og er derfor blevet en del af selve det, der er galt med verden. Løsningen er blevet en inderlig og hudløs tilbagevenden til ærlighed, alvor, og nogle af de helt klassiske temaer i menneskelivet: Familien, det at miste, døden, smerten, ansvaret for hinanden, barndommen, erindringen og ikke mindst problemet med misforholdet mellem kirkens budskab om en kærlig Gud og så en verdenstilstand, der nemt kunne få en til at tro, at han ikke var så kærlig igen. Denne bevægelse vil jeg bare opfordre alle mine med-KFS’ere, måske især humanisterne, til at holde øje med, for den åbner op for at tale om nogle af de

artikel · fængslet 3 · TIL TRO bøger · 2009 · # 2

Klosteret og kærligheden Henrik Højlund 79 s.

Boedal 2009

helt store spørgsmål igen, uden at man først skal undskylde og medgive, at alt selvfølgelig er relativt. Og mere end ofte fornemmer man, at post-ironikerne desperat spejder efter spor af den Gud, som kultureliten før dem ellers havde erklæret død. Jeg håber at kunne skrive en masse mere om det her efter endt eksamen, men indtil videre kommer her en liste over nogle af mine yndlings-postironiske værker, som ALLE opfordres til at læse og tage til sig: Dave Eggers: Et hjertegribende værk af overvældende genialitet Jonathan Safran Foer: Ekstremt højt og utroligt tæt på Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning Og i særdeleshed: antologien The Burned Children of America, som er en samling noveller fra nogle af de allerbedste nye amerikanske forfattere, blandt andet bevægelsens fader David Foster Wallace.

God læselyst!

Af stud.mag. Johannes Korsholm Poulsen paulusirom@hotmail.com Henrik Højlunds Klosteret og kærligheden har umiddelbart et lidt rodet setup: Højlund er taget på retræte i et svensk protestantisk kloster i 12 dage, og har taget Søren Kierkegaards Kierlighedens Gjerninger med i tasken. Således udstyret skriver han en række dagbogsagtige små tekster, hvori (mindst) to tematiske tråde væver sig ud og ind mellem hinanden: For det første Højlunds møde med klosterlivets stilhed, disciplin og ensomhed, for det andet en masse overvejelser om kærlighedens væsen mellem mennesker og i forhold til Gud. Til tider virker bogens disposition lidt lemfældig, når fokus viger, og alverdens kirkefædre, Luther, Brorson etc. skal pludselig citeres. Det er sådan set ikke fordi, de ikke er relevante at inddrage i overvejelser om klosterliv og kærlighed, men en bog på 79 sider ville alt andet lige have virket mere fuldendt, hvis den havde holdt sig strammere til sit koncept. Jeg ville hellere have læst samme antal sider kun om spændingsfeltet mellem Kierkegaards ord om kærlighed og munkenes handlinger i kærlighed. Heldigvis fylder disse temaer stadig rigtig meget i bogen, og man kan heller ikke komme udenom, at de steder, hvor grebet omkring den røde tråd i teksten løsnes, er med til at give bogen et autentisk præg, så man reelt har en fornemmelse af at læse en bog skrevet af en belæst mand, der ikke

kan lade være med at inddrage, hvad han ellers lige har i hovedet og samtidig ikke kan lade være med at skrive om at savne sin kone. Når denne autentiske stemme træder tydeligst igennem, kan man ikke lade være med at lytte. Og så er der rigtig meget at hente i Klosteret og kærligheden.

Store og dybe tanker om kærligheden som noget man vælger, også når man ikke føler den, om menneskets fejlbarlighed og Guds altomfattende nåde, om lydighed, askese og meditation. Bogen kan derfor anbefales, hvis man som mig kan have svært ved at høre efter, hvis man ikke kan mærke den, der taler i det, der bliver sagt!

25

26

REFLEKSIONER

In defence of the... book?!

Af gymnasie-repræsentant i KFS’s bestyrelse Simon Bartholdy, simonbartholdy@hotmail.com

På KFS’s Påskelejr 09 blev jeg en aften tilbudt at købe en bog om bøn. Jeg stod lidt og kiggede på den og kom frem til, at jeg egentlig ikke havde lyst til at læse den. Det virkede unaturligt på en eller anden måde, syntes jeg. Jeg afslog pænt og tænkte ikke rigtig mere over det, indtil jeg kom hjem i min egen seng og igen fik mere end tre timers søvn. Det slog mig pludseligt, hvordan det egentlig kunne være, at jeg ikke havde købt den bog der på Påskelejr. Og svaret kom sådan set rimelig hurtigt: Jeg gider ikke læse om bøn. Punktum. Det virker unaturligt for mig at læse, om hvordan jeg skal snakke med Gud. At snakke med Gud er jo dybest set bare som at snakke med en ven. Jeg læser jo heller ikke bøger om, hvordan jeg skal tale med mine venner for at få ”størst muligt udbytte” af dem. Det virker bare unaturligt.

Hermed ikke sagt at det er komplet idioti at læse bøger om bøn. Slet ikke! Der er jo faktisk rigtig mange, der har brug for det.

Eller rettere: Der er i hvert fald rigtig mange unge, som læser doktriner for interpersonelle relationer mellem køn (= hvordan jeg scorer ham/hende den lækre fra min klasse) i diverse ugeblade uge efter uge. Hvis der er brug for det, er der vel også brug for bøger om, hvordan man snakker med Gud!

Det her skal selvfølgelig ikke opfattes som min lille private hetz mod folk, der læser ugeblade eller bøger om bøn. Okay, måske lidt mod folk der læser ugeblade! Men helt sikkert ikke mod folk der læser gode, kristne bøger! Og det er sådan set ligegyldigt, hvad emnet er. For jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at især unge læser bøger om Gud og om det at være kristen. For det er altså kun to gange om året, at der er KFS-lejre!

Selvfølgelig kan man få mange gode input til kristenlivet til gudstjenesterne i kirken søndag formiddag, men jeg oplever i hvert fald bare selv, at de der ugentlige prædikener fra manden i kjolen i tønden – eller fra manden i skjorten på scenen – ikke rykker det store i mit liv. Det rykker til gengæld voldsomt, når jeg er på Discipeltræf eller Påskelejr med fem dages massivt åndeligt bombardement lige ned i krydderen! Men som sagt er det altså kun to gange om året, jeg oplever bombardementslignende tilstande i mit kristenliv. Og derfor er det vigtigt indimellem at læse bøger! Om bøgerne handler om Gud, Jesus, bøn, talende æsler eller bjørne, der æder børn (2 Kong 2, 23-25!) er sådan set lige meget. Det opbygger alt sammen én i den kristne tro.

Nu får jeg det til at lyde som om, jeg er sådan én, der beder, hvis ikke jeg læser, og læser hvis ikke jeg beder. Sådan er det

selvfølgelig ikke. Jeg synes, det er fantastisk svært at finde tid til at læse bøger (yea right!). Faktum er, at jeg i hvert fald ikke får det gjort. Der er så mange ting i vores hverdag, som kan forstyrre os, og jeg tror, Satan er god til at gøre brug af dem. Men nogen gange må vi bare sige: ”Det her er så vigtigt, at du ikke får lov til at forstyrre mig, dit svin!” (altså til Satan...), og så bare sætte sig til at læse eller bede, hvad enten kælderen brænder eller ej. Det kan godt være svært i denne ’kommunikationens tidsalder’, men flosklen ”sluk mobilen” hjælper altså nogen gange! Ikke bare fordi man så ikke bliver forstyrret af en grinende heks på helium (min sms-tone), men også fordi man derved psykologisk siger: ”Nu er det Gud-tid.” Jeg har godt nok kun prøvet det selv, når mobilen en sjælden gang er løbet tør for strøm uden en stikkontakt i rækkevidde, men det lyder da som en ret god idé, ikk’?! :) Men selv om jeg ikke fik købt den bog om bøn, kom jeg dog ikke helt fattig hjem fra Påskelejr. Jeg investerede nemlig i bogen Men vi skal mættes af John Benton. Den handler om det at være kristen i forbrugskulturen, hvor tempoet er højt, kravene er store, og jagten på prestige og statussymboler er uendelig. Den kan helt klart anbefales, for den er helt fantastisk! Eller – det har jeg i hvert fald hørt...

27

KULTUR & MEDIER

Rosendalen ved juletid Af lærerstuderende Laura Ceæilie Jensen lauracaecilie@gmail.com

Vi har lige på mit hold på lærerseminariet læst Brødrene Løvehjerte. Jeg var som altid forsinket og bagud, så jeg måtte sluge den mellem onsdag og torsdag. Jeg begyndte at græde allerede i andet kapitel. De var ikke engang kommet til Nangijala endnu, men det er så trist med de her børn, der dør. Det var også til dels den rammende beskrivelse af søskendekærligheden, der slog mig så hårdt.

Det var i dansk, vi skulle læse bogen, i et forløb om analyse og fortolkning, så vi skulle tale om bogen. Tale om den og pille den fra hinanden og finde ud af, hvad der egentligt står.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad vi kom frem til, for det virkede så ærgerligt på den måde at splitte noget ad for at forstå den virkelige mening i stedet for at godtage eventyret; Tvebak og Jonathan kom til Nangijala, og de kæmpede virkeligt mod den frygtindgydende Katla, og de så virkeligt lyset fra Nangilima, da de sprang ud over kanten.

Astrid Lindgren har aldrig selv givet noget svar til alle analytikerne. Hun siger, hun bare ville skrive til børn om døden, både for aftabuiseringens skyld og for at fortælle dem, at de ikke skal være bange for den.

Jeg ville gerne læse Brødrene Løvehjerte for min lille nevø, for vi var til begravelse i går, og han græd i en halv time over, at hans farmor lå der i kisten. Han er desværre ikke gammel nok, kun fem. Det er bare så unikt, hvordan Lindgren skriver en bog, der på den ene side er helt vildt uhyggelig - jeg gyser, når Tengilsmændene kommer til Rosendalen - og på den anden side virker den så tryg og fuld af kærlighed. Det er som om, der aldrig rigtigt er noget at være bange for, så længe, de holder sig til hinanden og til det gode. Måske er det også mindet om at få lov til at stå op julemorgen og se filmen på VHS med min storebror i sofaen med vores dyner, der fremkalder den trygge følelse.

Min svigerinde og jeg talte om, hvordan man skulle tale med børnene om, hvad der er sket med farmor. Min anden storebror fortalte sine børn, at vores gamle dalmatinerhund Kingo var løbet hende i møde, og jeg føjede til, at hun helt sikkert røg en masse smøger deroppe. Min svigerinde fortalte vist min nevø noget i retning af, at farmor nu er en engel. Hun er i hvert fald i himmelen.

Min svigerinde og jeg talte om, hvor rart det er at have noget konkret at fortælle børnene; jeg kan sige til mine nevøer, at

farmor er i himlen, og at hun har det godt, bedre end nogensinde, for jeg tror, det er rigtigt. Det beroliger mig lige så meget som Brødrene Løvehjerte. Jeg er ikke så glad for de mange kristne tolkninger af Astrid Lindgrens bøger, det bliver for presset ned over, men alligevel kan jeg ikke undgå at se en parallel.

Det er lidt sjovt, som man på lærerseminariet skal beskæftige sig med børnelitteratur. Vi er jo voksne. Men måske det er for smalt kun at kigge på det som børnekultur, og måske det er for smalt kun at tale om, at børnene har brug for billedet af den gamle familiehund, der løber farmor i møde. Jeg fandt selv ro i bogen, og jeg kunne ikke få billedet i mit hoved af gode, gamle Kingo, der løb mine storesøskendes mor i møde, væk.

Derfor ærgrede jeg mig over, at jeg havde så kort tid til at sluge bogen, at jeg sågar nogle gange sprang over nogle fyldord for at kunne nå det. Det var ikke med vilje, men torsdag morgen stod jeg op (vi skulle først møde sent) og lavede mig en kop te, og så satte jeg mig med min dyne og læste, og så manglede jeg kun min bror, for at trygheden skulle blive helt den samme som dengang med julemorgen og filmen.

28

TIL TRO · # 3 · 2009 · artikel

Gudsfrygt – at lade Gud være Gud og selv være menneske Hvordan er dit forhold til Gud? Ser du ham som en god ven, du kan snakke med om alt? I så fald – dejligt!

Men Bibelen taler også om at frygte Gud. Altså frygte vores gode ven!?

Denne artikel vil prøve at gøre rede for det bibelske begreb ”Gudsfrygt” Af cand.theol. og KFS-sekretær Øjvind Hansen, oejvind@kfs.dk

Gennem hele Bibelen opfordres mennesket til at leve i gudsfrygt. Gudsfrygt er egentlig bare en af flere måder at udtrykke det rette forhold til Gud på, ligesom ’tro’ og ’tillid’ er det. Men udtrykket sætter særlig fokus på, at Gud er den ophøjede Gud, der har skabt og styrer alt, og som sætter de grundlæggende og gode rammer for menneskelivet.

Gudsfrygt og angst for Gud Normalt bruger vi ordet ’frygt’ til at beskrive vores reaktion på noget, der er farligt og truende. Hvordan kan ordet så bruges om forholdet til Gud, der elsker mennesker, ja som selv er kærlighed? For det første fordi Gud kan være farlig og truende! Jesus opfordrer sine disciple til at frygte Gud i stedet for mennesker, for mennesker kan kun slå legemet ihjel, men Gud kan lade hele mennesket gå fortabt (Matt 10,28). Her går frygten for Gud på, at han vil bruge sin vrede imod mig, hvis jeg vil være imod ham og ikke vil leve i kærligheden til ham og til andre mennesker (se Sl. 90,11 og Rom 11,20-23).

Men det at leve i frygt for Gud udtrykker også – og oftest – at man ikke afskriver Gud, men netop vil lade Gud være Gud og vil leve i fællesskab med ham. Og det forhold til Gud

er ikke kendetegnet ved urolig frygt for hans vrede. Den gudfrygtige er selvfølgelig i en forstand bange for at forlade fællesskabet med Gud og blive genstand for hans vrede, men så længe det ikke er det, man vil, er forholdet kendetegnet ved tryghed i stedet for frygt! Mennesker, der ønsker at leve med Gud, kan godt blive bange i mødet med det guddommelige, men så er det første, de får at vide, ofte et ”frygt ikke” (se fx Luk 1,1113; 2,8-10; 5,8-10 og Matt 28,4-5). Selv når vi viser os som syndere over for Gud og står over for hans dom, er det frimodighed, der må kendetegne vores forhold til Gud (Matt 9,2; 1. Joh 4,17f.).

Gud giver til den, der frygter ham Læg mærke til, hvordan David i Sl. 103 udfolder livet i gudsfrygt: ”Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham … Som en far forbarmer sig over sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham … Herrens troskab varer fra evighed til evighed mod dem, der frygter ham…” (Sl. 103,11-17). Gudsfrygt er et udtryk for menneskets del i forholdet mellem mennesket og Gud, men når der tales om gudsfrygt i Bibelen, er der faktisk mere

fokus på, hvad Gud giver den, der frygter ham, end på hvad den, der frygter Gud, giver Gud. Og det sætter også tingene i det rette perspektiv: Når vi frygter Gud, ærer vi og håber vi på Skaberen. Ham, der har givet os liv og har frelst os! Det er ham, der er udgangspunkt og grundlag for, at vi overhovedet eksisterer. Og det er først og fremmest os, der har brug for ham, og os, der får fra ham.

Gudsfrygt er medmenneskelighed En væsentlig side af gudsfrygten er forholdet til medmennesket. Der er, som nævnt, meget fokus på, hvad Gud giver mig, når jeg lever i gudsfrygt. Og når gudsfrygten handler om, hvordan jeg aktivt skal udleve min gudsfrygt, så er der meget fokus på, hvordan jeg skal leve over for mit medmenneske.

David tilbyder i Sl. 34 at lære sine tilhørere at frygte Herren. Og det gør han ved at henvise os til det helt konkrete liv i verden blandt andre mennesker:”... jeg vil lære jer at frygte Herren … du skal vogte din tunge for ondskab og dine læber for at tale svig; du skal holde dig fra det onde og gøre det gode, søge freden og stræbe efter den” (Sl. 34,12-15). Der er altså ikke nogen konkur-

2 Sam 23 Israels Gud har talt, til mig sagde Israels klippe: Den, der hersker retfærdigt over mennesker, den, der hersker i gudsfrygt, er som daggryet, når solen står op en skyfri morgen, som græsset, der spirer op af jorden efter regnen Jer 32 Jeg giver dem ét hjerte og én vej, så de altid vil frygte mig, og det må gå dem og deres efterkommere godt. Jeg slutter en evig pagt med dem: Jeg vil ikke vende mig fra dem, men handle godt imod dem. Jeg lægger gudsfrygt i deres hjerter, så de ikke viger fra mig. Jeg glæder mig over dem og vil dem det godt; i fuld og oprigtig trofasthed planter jeg dem her i landet 2 Kor 7 Da vi nu har disse løfter, mine kære, skal vi rense os selv for alt snavs på krop og ånd og være hellige i gudsfrygt 1 Tim 4 Øv dig i gudsfrygt 1 Tim 6 Men du, Guds menneske, skal holde dig fra alt dette og stræbe efter retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed. Tit 1 Fra Paulus, Guds tjener og Jesu Kristi apostel, udsendt for at kalde Guds udvalgte til tro og til erkendelse af den sandhed, der fører til gudsfrygt Heb 12 Lad os derfor takke for, at vi får et rige, der ikke kan rokkes, og med tak tjene Gud, som det er hans vilje, i gudsfrygt og ærefrygt 2 Peter 1 Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke 5 Mos 10 Og nu, Israel, hvad andet kræver Herren din Gud af dig, end at du skal frygte Herren din Gud, vandre ad alle hans veje og elske ham og tjene Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl 2 Kong 17 Kun Herren jeres Gud må I frygte. Det er ham, der skal befri jer fra alle jeres fjender 3 Mos 19 Du skal frygte din Gud. Jeg er Herren Sl 103 Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os. Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham. For han ved, at vi er skabt, husker på, at vi er støv. Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, dér, hvor det stod, ser man det ikke mere. Men Herrens troskab varer fra evighed til evighed mod dem, der frygter ham, og hans retfærdighed mod børnenes børn Åb 15 Hvem må ikke frygte dig, Herre, og ære dit navn? For du alene er hellig, alle folkeslag skal komme og tilbede dig, for dine retfærdige domme er blevet åbenbare

artikel · 2009 · # 3 · TIL TRO

rence mellem at frygte Gud og at fokusere på medmenneskets behov. Tværtimod er det at handle godt imod andre mennesker følgen af at lade Gud være Gud. For det er at leve det liv, han har skabt og bestemt os til.

At lade Gud være Gud Det at lade Gud være Gud og selv være menneske lyder måske lidt banalt, men det er sådan set menneskets grundlæggende problem ikke at ville det (1. Mos 3,5-6). Som mennesker kan vi direkte afvise Gud. Men selvom vi lever i fællesskab med Gud, får vi også ofte et skævt billede af vores forhold til ham. Nogle gange må proportionerne slås fast for mennesket: ”Gud er i himlen, og du er på jorden! … frygt Gud! (Prædk. 5,1.6). Vi opfører os nogle gange som om, sagen var den modsatte. Som om vi stod over Gud og kunne undersøge og vurdere ham. Men Gud er ikke noget undersøgelsesobjekt. Da Gud åbenbarer sig for Moses i en brændende tornebusk, bliver Moses umiddelbart nysgerrig: ”Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn!”. Men Moses finder hurtigt ud af, at det ikke er hensigten med, at Gud åbenbarer sig. ”Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord” (2. Mos. 3,3-5).

Som mennesker kan vi ikke forlange at få forklaret Gud. Vi må som udgangspunkt anerkende, at Gud er ophøjet og anderledes – at han er den, han er (2. Mos 3,14). Men det vil også sige, at det ikke er noget krav, at vi skal kunne forstå Gud, for at vi kan leve i fællesskab med ham. Jesus siger ligefrem, at ”den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det” (Luk 18,17). Det er ikke vores forklaringsstativer, der holder Gud oppe, selvom vi måske nogle gange oplever det sådan.

En væsentlig del af livet i fællesskab med Gud leves derfor også i bønnen til ham, i tilbedelsen af ham og i proklamationen af, hvem han er, og hvad han gør. I fejringen, hvor vi fastholder Guds virkelighed, selvom vi slet ikke forstår tingene til bunds. Trosbekendelsen i gudstjenesten skal, i sammenhæng med det, heller ikke opfattes som en opregning af, hvad jeg har forstået, men er ligeså meget et

fast grundlag at stille sig ind på for os, der ikke kan fastholde eller forstå tingene selv.

Men den væsentligste følge af vores afstand til Gud og vores manglende evne til

Nogle gange må proportionerne slås fast for mennesket: Gud er i himlen, og du er på jorden! … frygt Gud!

at forstå Gud er, at Gud i stedet kommer til os: ”Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte (Es 57,15). ”Og Ordet blev kød og tog bolig i blandt os…” ( Joh 1,14).

At frygte Gud er ikke at være perfekt Vi kan ikke leve op til at skulle lade Gud være Gud og til at skulle leve ret som mennesker ud fra det. Er der så alligevel grund til at være bange for, om Gud nu straffer, selv om jeg håber og tror på ham? Nej! Den gudfrygtige er netop helt klar over sin uperfekthed. Det er ugudeligheden og ikke uperfektheden, der er det modsatte af gudsfrygt. At lade Gud være Gud og frygte ham er også at leve af den tilgivelse, Gud siger, ethvert menneske har brug for. Selv en uperfekt synder kan altså i en forstand leve gudfrygtigt! Det er endda sådan, at selve den grundlæggende gudsfrygt, som Gud kræver af mennesket, er noget, Gud selv må lægge i menneskets hjerte (se Rom 3,18 (3,9-20); Jer 32,39f). Det er Gud, der suverænt indleder og opretholder det livgivende fællesskab, vi har med ham. Derfor skal vi frygte ham.

29

Kæphesten Af klima- og energiminister Connie Hedegaard (K)

Kirken og klimaet Har kirken en rolle at spille i klimadebatten? I efteråret deltog jeg i en konference arrangeret af Århus Stift og Folkekirkens mellemkirkelige råd, som stillede netop dette spørgsmål. Det gjorde jeg med stor lyst, for jeg mener, at kirken og kristendommen har en opgave – også på dette område.

Men hvordan skal det så gribes an, for det er vel ikke kirkens opgave at blande sig i konkrete politiske diskussioner? Nej, bestemt ikke – og selv om de fleste i dag er enige om, at klimaforandringerne overvejende er en følge af menneskeskabt CO2-udledning, så er der stadig nogen, som ikke deler den opfattelse, og de skal selvsagt ikke føle, at folkekirken spændes for en politisk vogn.

Mit ærinde er da heller ikke, at kirken skal have en bestemt holdning til klimaforandringer, men jeg mener, at det religiøse sprog i almindelighed og kristendommens ansvarsetik i særdeleshed også er velegnet til at adressere klimadagsordenen. Kirken kan mobilisere dette ansvar, sætte ord på det, og formidle til det moderne menneske, at vi har forpligtelser over for andre arter og vore medmennesker. Kirken må ikke være bange for at appellere til dette ansvar, for der er noget i det religiøse sprog, som tiden har brug for. Blandt andet evnen til at betone, at mennesket ikke bare er en materialistisk størrelse, men er en del af en større sammenhæng.

Men dermed ikke sagt, at kirken skal forpligte sig på en miljøog klimapolitisk dagsorden. Jeg hverken håber eller ønsker, at den danske folkekirke begynder at forholde sig til regeringens energispareindsats eller EU’s 20/20/20-målsætning, men det bør altid være kirkens opgave at overveje vores adfærd og levevis. Er den mest privilegerede generation i verdenshistorien i færd med at feste igennem og overlade en ubetalelig regning til kommende generatio-

ner, og hvilke konsekvenser har den vestlige verdens forbrug for os selv – og for fattigere lande i andre dele af verden?

For mig at se handler klimaudfordringen i meget høj grad om at bevare og værne om den natur og den rigdom af ressourcer, der er givet os. Nogle mener, at klimaudfordringen bør betinge, at verden stopper sit uendelige krav om vækst. At vi altså skal stille os tilfredse med det niveau, verden har i dag og ikke længere kræve nye, bedre produkter og udvikling. Jeg kunne ikke være mere uenig: Det tilkommer ikke os, at afskære resten af verden fra at opleve vækst. Det bliver i hvert fald ikke mig, der leverer det budskab til 500 mio. indere, som stadig ikke har adgang til elektrisk lys.

I 2050 vil der leve ni milliarder mennesker på jorden, og otte milliarder af dem vil leve i lande, der i dag bliver betegnet som udviklingslande. Derfor skal vi i alle tilfælde finde på mere begavede, energi- og ressourceeffektive løsninger. Og det kræver – vækst. Bæredygtig vækst vel at mærke!

Blandt mine yndlingsfortællinger i Biblen er lignelsen om de betroede talenter. I lignelsen om talenterne lader Jesus os forstå, hvorledes det er vores pligt hver især at bruge de talenter vi har fået, frem for at gemme dem væk. Vi skal bruge det, Gud har givet, vi skal bruge det rigtigt, og vi skal bruge det til gavn for andre mennesker med respekt for skaberværket. Det gælder ikke kun på klimaområdet, men det gælder også på klimaområdet.

Kæphesten er Til Tros faste klumme, hvor forskellige skribenter får luft for deres synspunkter. Synspunkterne stemmer ikke nødvendigvis overens med KFS’.

 



          



 

Lovsangsband på påskelejren 2009! »Større er du Gud« er en ny lovsangscd indspillet af det danske band Light up Lion, som spillede til lovsangen på årets påskelejr. »Med pladen ønsker vi at forny og værne om den danske lovsang og samtidig være en inspirationskilde for kristne lovsangsmusikere.« fortæller Thomas Friis, som har stået for produktionen.

Albummet indeholder helt nye danske og et par engelske lovsange. Melodierne og sangene er skrevet af medlemmer fra bandet suppleret med eksterne tekstskrivere bl.a. Sprint og Jón Poulsen.



   

Tænk nu, hvis Jesus faktisk mente det...

– det med at elske vores fjender, gøre fælles sag med de fattige osv.

Shane Claibornes spændende beretning om et liv blandt Calcuttas spedalske, i krigens Bagdad og blandt hjemløse i Philadelphia. “...giver mig gåsehud af lykke og taknemlighed.“ – Magnus Malm Shane Claiborne: Den uimodståelige revolution 304 sider, kr. 199,00

Bestil på refleks.dk Se også myspace.com/lightuplion

Den feminine kirke Kirkens atmosfære er gennemsyret af kvindelige værdier som tryghed, omsorg og nærhed – mens man skal lede længe efter mandlige værdier som udfordring, risiko og ekspansion.

En bog, der udfordrer kristne – mænd og kvinder – til at give plads til kirkens maskuline ånd.

David Murrow: Kirken er jo kun for kvinder og bløde mænd 272 sider, kr. 99,00

Den glemte skat Står kristen spiritualitet i modsætning til luthersk kristendom?

Nej, mener Boris Salo. Men den lutherske kirke har brug for at genopdage en luthersk spiritualitet, der har været gemt væk. „Denne bog giver god hjælp til hverdagens liv med Gud.“ – Sognepræst Per Munch, Nyker Boris Salo: Den glemte skat 176 sider, kr. 169,00

Postboks 90 / 3300 Frederiksværk / Tlf. 48 79 73 77 / post@boedal.dk

I kloster med en protestant Klosteret har fået en renæssance – også i protestantiske kirkesamfund.

Denne bog er nogle indsigtsfulde refleksioner om, hvad der sker, når mennesker søger tilbage til stilheden.

Henrik Højlund: Klosteret og kærligheden 80 sider, illustr., kr. 99,00

www.boedal.dk

Afsender: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted • 7100 Vejle UMM • ID-nr. 45049

Generalens More hope, less Utopia Af generalsekretær Robert Bladt, robert@kfs.dk

Thomas More levede i England i første del af det 16. århundrede. Han var en succesfuld advokat, som gjorde karriere i politik og endte som rigskansler under Henrik d. 8. Han huskes for to ting.

Den ene er hans bog ”Utopia”. En fiktiv rejseberetning, som omhandler et idealsamfund, hvor der blandt andet ikke findes ejendomsret og pengeøkonomi, hvor sundhedsvæsenet er veludbygget, samfundsborgerne virksomme og standsforskellene små. En slags socialistisk superstat. Et noget andet samfund end det, der senere udviklede sig i det af Christoffer Colombus nyligt opdagede Amerika.

Titlen på bogen er en sjov finte. U-topia er et ord, Thomas More konstruerede af det græske topos, som betyder ”sted”, i kombination med det engelske præfix, der ligesom på dansk betyder ”ikke”. Et ”ikke-sted”.

Senere søgte Karl Marx at realisere noget, der lignede Mores Utopia. Et samfund, hvor alle yder efter evne og nyder efter behov. Men virkelighedens marxisme førte til diktatur, kontrol og frihedsberøvelse, hvor alle manglede alt (undtagen en lille, top-privilegeret klasse i partiet). Virkeligheden bekræfter tanken om, at Utopia, idealsamfun-

det, virkelig er en utopi. En smuk, idealistisk og uopnåelig drøm.

Kristendommen har også sit Utopia. Jesus taler om det i Åbenbaringen 21: ”Døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.” Forskellen til Marx er, at Jesus ikke vil realisere sit Utopia gennem politiske tiltag, revolution eller en ideologisk kursændring. Jesu Utopia realiseres ikke af mennesker, men af ham selv. Jesus har forankret sit Utopia i sin egen person og kalder det ”Guds rige”. Hvis Jesus er troværdig, er hans ord om det fremtidige Gudsrige det også. Så findes der et Utopia, som er mere end en luftig drøm.

Den anden ting, Thomas More huskes for, er hans martyrium.

Det viser, at han havde et håb om en bedre verden, en tro på, at det Gudsrige, som Jesus forkyndte, ikke blot var et Utopia, men et virkeligt sted. Henrik d. 8. tog på den tid både initiativ til at blive skilt fra sin dronning og blive den engelske kirkes leder i opposition til den katolske kirke. More modsatte sig begge dele. Det første blev han fængslet for, det sidste kostede ham hovedet. Stående på skafottet skal han efter sigende have sagt: ”Jeg er kongens tro tjener, men først og fremmest Guds.”

Girokort

kr. __________ Frivilligt Til Tro abonnement kr. __________ Gavebrev kr. __________ Fastgiver kr. __________ Almindelig gave Oplys cpr.nr. ______________________________

Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle

Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle