Til Tro #02 2022 – Pligt

2. kvartal · 2022 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

Tema:

Pligt

+ ’Det er ikke godt, at mennesket er alene’ Om nødvendigheden af forpligtende relationer og ærlige snakke!

– TEMA side 23

+ ’KFS-kontoret rykker til Aarhus fra sommeren 2023’ - Læs mere om den beslutning her!

- KFS NYT side 13 og Leder side 43

+ ’Andagten’ - Et nyt fast element har sneget sig ind i Til Tro! – TEMA side 42

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin.

Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.

Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 4597-004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet.

Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Lars Boje Sønderby Jensen (ansvarshavende redaktør) Morten Lund Birkmose (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Signe Thorup Elmelund, stud.theol.

Filip Munch Bak, stud.arch.

Amanda Kaas, stud.psyk.

Jeppe Fræhr Møller, stud. datalogi-økonomi William Rønberg, sabbatsårsKFS’er Josefine Amalie Petersen, stud.psyk.

Nathanael Rønne Kure, stud.jur, Johannes August Kofod Techow, gymnasieelev Cecilie Munch Kofoed, stud. theol Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Sofie Brixen Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

2

Indhold

Tema 06

Du SKAL elske din næste Bud, vilje og følelser – hvordan skal vi forstå næstekærlighedsbuddet?

09

Kunsten at sige nej Stå af hamsterhjulet og indoptag begrænsningens evangelium.

15

Andagtspligten Opmuntrende refleksioner over andagtslivet.

23

Det er ikke godt, at mennesket er alene Henriette fortæller om det frisættende ved forpligtende relationer.

I tiden

kfs Nyt 13

14

KFS-kontoret rykker til Aarhus fra sommeren 2023 Byd velkommen til Anders og Daniel!

14

Mød dine kommende volontører her!

18

”Jeg vil tage det med i klassen og i hverdagen” – dryp fra Påskelejr

33

Godhedsmissionen

34

LTC'erne anno 21-22 takker af!

40

KFS' bestyrelse er klar - med to nye gymnasierepræsentanter

05

Kommissorium for Til Tro

19

Et digt og en natlig bøn fra digtkonkurrencen på Påskelejr

20

Fast kronik: Superhelte som moderne mytologi

26

Globalt: Ny Regional Secretary i IFES Europe

29

Grønland: "Jeg har aldrig før prøvet at være sammen med så mange kristne på min egen alder!"

Alle skal underordne sig Om den kristne pligt til at adlyde myndighederne.

35

Bøger: Fællesskab og kendskab til Jesus i praktisk og tankevækkende bog

Glæden ved at dele Mission made easy – få fire fifs af Rasmus til at fortælle om Jesus.

41

Bøger: Marilynne Robinson skriver, så du får oplevelsen af at få direkte adgang til et andet menneskes indre liv

Portræt Mød Philip Würtz Højgaard, som fortæller om sin værnepligt og det at tro på Gud under kommando.

42

Andagten Det fjerde bud: Du skal ære din far og din mor – når det er let og svært

27

38

39

43

Leder: Vi flytter!

3

Fra redaktionen: Kære læser Når du sidder med denne udgave af ’Til Tro’ i hænderne, så kan det være, at du ligesom mig mærker en umiddelbar snert af ubehag. PLIGT. Det første, der slår mig, er de negative konnotationer: det er noget, jeg skal, ikke noget, jeg har lyst til, og opfylder jeg ikke min pligt, så står den dårlige samvittighed klar på spring. Måske oplever du også denne spænding og kender kontrasten fra dit eget liv. Måske har du en helt anden umiddelbar opfattelse af pligt, og det er okay, for pligtbegrebet er større end bare ærgerlige konnotationer og dårlig samvittighed. Engager dig i temaet, og lad dig forarge og fortrylle af de forskellige tanker og syn på pligt.

Slår man pligt op i ordbogen, så ser man i begrebets definition både dets relation til samvittighed og krav, men også til forpligtelsen. Og her findes måske en gave ved pligten. En gave som Henriette Engberg Vinkel i sin artikel Forpligtende relationer udfolder nærmere. For i mødet mellem mennesker er pligten nødvendig, og, som hun skriver, ”hvis man ikke i en eller anden grad forpligter sig” i fællesskabet og i medmennesket, så opstår relationen ikke, en relation som mennesket ellers er skabt til. Så meget, som jeg kan opleve, at pligten berøver min frihed, i lige så høj grad sætter den mig i virkeligheden fri: Fri til at indgå i en relation, fri til at elske et andet menneske.

Det er ikke altid, at pligten opleves som en gave – nogle gange føles den tværtimod mere dræbende, endda så dræbende, at vi helt kan glemme pligtens oprindelige intention. Og dette forhold i andagtslivet reflekterer Anna Muldbjerg Christensen over i sit essay Andagtspligten. Læn dig tilbage og lad dig i duften fra ”den dampende, nybryggede kaffe og lavendelduftlysets beroligende os” blive mindet om andagtens oprindelige intention – at kende Gud, ikke den dårlige samvittighed.

Lige så vel som pligten kan synes frihedsberøvende, så kan også friheden opleves tyngende. I sin artikel Kunsten at sige nej retter Frank R. Kristensen også et skarpt blik mod kulturens forståelse af frihed, hvor man ofte hører: ”The sky is the limit”, som han skriver. I stedet peger han på det positive i pligten til at sige til og fra, fordi vi som mennesker er begrænsede og siger: ”Du skal ikke være Gud. Og det er faktisk ret befriende.”

Kære læser, jeg håber, at du vil lade dig udfordre og inspirere af temaet og tankerne om pligt, der kommer til udtryk i artiklerne. God læselyst – om du læser af lyst eller af pligt.

På vegne af redaktionen Cecilie Munch Kofoed

4

Kommissorium for

Til Tro er …KFS’ officielle magasin - dog alligevel primært et studentermagasin, som i hver udgivelse behandler et relevant tema i relation til kristen tro, og kun sekundært et medlemsblad med nyheder og information om og fra KFS.

Til Tro vil …som resten af KFS ud fra et evangelisk-luthersk grundlag invitere til at kende Jesus og gøre Jesus kendt. Det gør Til Tro både ved at pege tydeligt og frimodigt på Jesus, og ved at koble evangeliet sammen med samfundet og studieverdenen.

Til Tro vil desuden arbejde for, at der er ”plads til mening” og forskellighed i KFS. Det gør vi ved at skabe debat og ved at bringe forskellige, og til tider modstridende, vinkler på de temaer, som behandles. Det betyder også, at Til Tro kan bringe artikler som ikke repræsenterer KFS´ officielle holdning.

Lederartiklen er naturligvis udtryk for KFS’ officielle holdning.

I andre artikler, hvor ansatte eller bestyrelsesmedlemmer er skribenter, må det fremgå tydeligt, hvis ikke indlægget er udtryk for KFS’ officielle holdning.

Artikler, der har karakter af kirkelig eller bibelsk undervisning, er forpligtet på KFS’ tværkirkelighedspolitik, og det cleares i de enkelte tilfælde med generalsekretæren, hvis redaktionen i sådanne artikler ønsker at gøre brug af ikke-lutherske skribenter.

I Til Tro fylder spændingsfeltet mellem faglighed og tro en stor del af indholdet – ligesom de strømninger og trends, der rører sig i samfundet og studenterverdenen, tages op og sættes i relation til kristen tro og tænkning. Her er det vores mål at se på både de aktuelle strømninger og den kristne tradition og tænkning med ærlighed og kærlighed. Vi bestræber os på, at den klas-

siske forkyndelse af Jesus som gode nyheder står tydeligt frem som en del af hvert eneste tema. Derfor skal der også altid være et bibelsk perspektiv på temaet.

Herudover har Til Tro en vigtig funktion i at bringe nyt fra KFS-hverdagen ud til medlemmer og støtter af KFS, som ikke længere er studerende.

Målgruppen for Til Tro …er primært studerende - både dem, som tror på Gud, dem, som ikke tror på Gud og dem, som er i tvivl om, hvad de tror på.

En sekundær målgruppe er de medlemmer og støtter af KFS, som udgør KFS´ bagland, men som ikke længere er studerende.

Redaktionen …udgøres af en KFS-sekretær som ansvarshavende redaktør, KFS’ kommunikationsmedarbejder som redaktionssekretær og nyhedsredaktør samt 6-8 studerende heraf gerne mindst én gymnasieelev.

Praktisk om Til Tro Til Tro udkommer fire gange årligt, og det udgives elektronisk efter fysisk udgivelsesdag.

Annoncering og boganmeldelser Annoncering i Til Tro er en indtægtskilde for KFS, og derfor skal alle henvendelser om annoncering vendes med sekretariatslederen. Til Tro skal desuden i reglen anmelde Credos nyudgivelser.

Vedtaget af KFS’ bestyrelse i marts 2020

I TIDEN

5

Du SKAL elske din næste Næstekærlighed er et bud fra Gud, men kan man overhovedet elske ud af pligt? Sympatier og varme følelser kan måske gøre det nemmere at elske sin næste, men at føle noget bestemt er ikke vores pligt. Derimod er det vores pligt at handle kærligt, mener Troels Nymann, der i denne artikel udlægger C.S. Lewis’ forståelse af næstekærlighedsbuddet.

Af Troels Nymann Eriksen, cand.mag. i litteraturhistorie med sidefag i religionsvidenskab, troelsnymann@gmail.com 6

TEMA

Hvis jeg nu satte mig ned, lukkede øjnene og virkelig koncentrerede mig, ville jeg så kunne fremkalde varme og kærlige følelser for Vladimir Putin? Ville jeg så være i stand til at elske ham? Jeg vil ikke udelukke det som en potentiel mulighed for nogle med mere avancerede kontemplative evner, men for mig ville det være lige så stor en umulighed som at beslutte mig for at rødme eller kommandere mine fødder til at stoppe med at producere fodsved.

Mine følelser er en mere eller mindre ufrivillig respons, som jeg har omtrent lige så meget kontrol over som min krops reflekser.

Jeg har lige så meget magt over mit hjertes vilje som dets hjerteslag. Hvordan kan Jesus så befale os at elske vores næste? Giver det overhovedet mening at sætte ’at elske’ i bydeform? ELSK! Er Jesus virkelig en urimelig militærsergent, der råber: “ELSK, MENIG ERIKSEN”, hvorefter jeg spænder op i kroppen og forsøger at fremmane følelser i dirrende, stillestående anstrengelse for at lyde min herres befaling, som om jeg forsøgte at skide på tom mave. Nej, selvfølgelig er han ikke det. Men hvad betyder det så?

Er kærlighed en følelse?

C.S. Lewis har et bud på en løsning på netop denne problemstilling, der bygger på en idé om kærligheden som en kristen pligt. Vi møder Lewis’ argument i anden halvdel af Mere Christianity (Det er Kristendom), hvor han er i gang med at gennemgå de kristne

dyder tro, håb og ‘charity’. I den nye danske oversættelse, Fælles Kristendom, er det oversat som godgørenhed. Godgørenhed er en ganske glimrende oversættelse, men som man måske også kan høre i dydernes treklang, så sigter Lewis mod den kristne kærlighed. Og Lewis siger det ret kontant: kristen kærlighed er ikke en følelse. Vi skal simpelthen tage følelserne ud af ligningen. Det er helt i orden at have sympatier og forkærlighed for nogle bestemte mennesker. Det er hverken godt eller skidt. Buddet om at elske sin næste handler ikke om, at du skal nære lige så varme følelser mod ethvert menneske, som du gør mod din søster, bror, hustru, mand eller forælder. At du “elsker” dine nærmeste, gør det måske lettere at elske dem, men følelserne er ifølge Lewis ikke en del af påbuddet om at elske sin næste. Det kan være en hjælp at kunne lide nogle, hvis du vil elske dem, men det er ikke et krav, at kærlighed kommer med varme følelser. Forkærligheden kan faktisk stå i vejen for at elske din næste, fordi vi kan komme til at fodre vores egen forkærlighed fremfor at handle i “rigtig” kærlighed.

For eksempel når curling-forældres helt naturlige forkærlighed for deres børn bliver til forkælelse. Det er ikke kærlighed. Det er blot tilfredsstillelse af deres egen forkærlighed. Sympatier kan både være en hjælp og en hindring. Du SKAL stadig elske Putin eller ham, der taler i telefon i stillezonen — også selvom du ikke kan lide ham. Men det betyder ikke, at det at nyde forkærlighed for nogle eller det modsatte er en dårlig ting. Følelserne er ifølge Lewis i forhold til påbuddet en ren neutral størrelse. En kendsgerning. Disse sympatier kan vi så vælge at bruge på en dydig eller en syndig måde. Det er derfor ikke vores pligt at føle noget bestemt eller at føle det meget eller lidt. Det er vores pligt at handle kærligt.

Kærligheden som pligt Så hvad er det rent faktisk, vi skal gøre? Lewis’ pointe er i og for sig ret simpel. Du skal ikke bruge dine følelsers præferencer til at vurdere din etiske adfærd eller til at tage dine beslutninger. Tag dem ud af ligningen. Lewis kan finde på at sige det således: Hvis vi ærligt forsøger at gøre Guds vilje, så adlyder vi dermed buddet om at elske ham. Det er det samme, der gør sig gældende i for-

Pligten sætter os faktisk fri. Skulle jeg have styr på mit følelseskompas inden, jeg handlede efter næstekærlighedsbuddet, så fik jeg ikke udrettet meget før Jesu genkomst.

TEMA

7

hold til buddet om at elske vores næste. Vi har kontrol over vores handlinger ikke vores følelser, derfor må vi fokusere på pligten til at handle i kærlighed fremfor at arbejde på at fremkalde særlige følelser. På dette punkt har Lewis’ udlægning mødt noget kritik.

Teologen N.T. Wright (som i øvrigt er kæmpe C.S. Lewis-fan!) har blandt andet kritiseret Mere Christianity for at mangle lidt blik for Jesu frelsergerning. Og man kan nok også se, hvordan det måske kunne gøre sig gældende her. Er det ikke en meget kold fremstilling af den kristne kærlighed? Har Jesus ikke taget bolig i os og givet os samme sind? Ønskede Gud ikke hjerter af kød fremfor hjerter af sten? Ønsker Gud ikke, at vi skal gøre det gode ud af kærlighed til det gode og til vores næste? Og ikke mindst, elsker vi virkelig Gud, hvis vi blot gør Hans vilje? Gør Lewis ikke lige pludselig Guds bud meget overkommeligt? Så svært er det altså heller ikke at holde sig indenfor stregerne. Nej, for så vidt har kritikerne ret. Pligten kan ikke alene bære kærlighedsbuddet. Og vi må ikke forveksle den gyldne regel med det dobbelte kærlighedsbud. Men jeg tror faktisk heller ikke, at det er, hvad Lewis mener. Og det bliver tydeligt, når vi kigger på den vejledning, som han giver med pligten som pejlemærke.

Fake it ’till you make it Lewis’ vejledning er meget simpel: “Lad være med at spilde din tid på at bekymre dig om, hvorvidt du elsker din næste; du skal blot handle, som om du gjorde.” Så vi skal bare lade som om?

Nej, vi skal øve os. Vi skal ikke lade som om, fordi det er nok, men fordi vi skal øve os i kærlighed. Og øvelse kræver vilje og pligtfølelse. Og her træder Lewis’ visdom virkelig frem. Når vi vælger at handle kærligt, så giver vi kærligheden næring. Hvis man handler kærligt mod nogen, så bliver det også lettere at elske dem. Og det samme gælder den anden vej. Det menneske, som du afviser, foragter og ikke vil kendes ved, får du sværere ved at elske. Tænk over det næste gang, du bliver irriteret på din klassekammerat.

Fodrer jeg hadet eller kærligheden? Det er en handling, som du kan tage kontrol over. Formaningen er klar: Vælg det gode. Vælg kærligheden. Gud byder dig. Pligten byder dig.

Der er undtagelser. Hvis du gør godt mod andre for at sætte dem i gæld til dig og venter på din betaling i form af taknemmelighed, så kommer du nok til at vente længe. Og det vil nok have den modsatte effekt og gøre dig bitter. Og så er vi mennesker generelt gode til at gennemskue den slags. Vi snyder kun sjældent hinan-

Når vi vælger at handle kærligt, så giver vi kærligheden næring. Hvis man handler kærligt mod nogen, så bliver det også lettere at elske dem.

8

TEMA

den, og vi snyder aldrig Gud. Hvis vi skal lade som om, som Lewis foreslår, så må det netop være med øvelsen for øje. Vi skal øve os i at elske uden forventning om belønning, ellers er det påtagethed.

Vi kalder det også nogle gange i bibelske termer for lovgerninger.

Så selvom man kunne fremlægge Lewis’ pligtperspektiv på kærligheden som ‘fake it ’till you make it’, så er der ikke noget påtaget eller falskt ved det. Når vi gør det gode mod vores næste, når vi vælger kærligheden, blot fordi de er vores næste, og fordi de ligesom os er skabt af Gud, så bliver vi lidt bedre til at elske dem — det bliver i hvert fald sværere at synes dårligt om dem.

For tungnemme hjerter Hvis du har læst lidt Kierkegaard, savner du måske lidt Gud som mellembestemmelse i Lewis’ udlægning af næstekærlighedsbuddet. Og ja, integrationen mellem kærligheden til Gud og kærligheden til næsten står måske ikke superstærkt i Lewis’ fremstilling.

Men der er en visdom i Lewis’ ord, som er svær at overse. Pligten sætter os faktisk fri. Hvis vi rendyrker den, går vi galt i byen, men hvis vi for en stund bevæger os lidt ud af bøgerne og ned på jorden, så er der meget vis og praktisk vejledning i at fokusere lidt på pligten. Jeg er ikke et sentimentalt menneske. Hvis du spørger mig om, hvordan det går, så fortæller jeg dig, hvad jeg laver — ikke hvordan jeg har det. For så vidt er mine manglende emotionelle indsigter mit og mine nærmestes problem. Men hvis jeg skulle have styr på mit følelseskompas inden, jeg handlede efter næstekærlighedsbuddet, så fik jeg ikke udrettet meget før Jesu genkomst. Og derfor oplever jeg også Lewis’ ord om pligt meget frisættende. Jeg kan ikke altid mærke Guds kærlighed i mig mod min næste, men jeg kan forsøge at handle efter den alligevel. Og der er ikke noget særligt helligt ved kærligheden som viljeshandling i pligtens navn. Og jeg tror ikke, at Lewis mener, at kærlighedens ideal er følelseskold og stoisk—tværtimod. Men hvis du har et tungnemt hjerte, og det tror jeg faktisk, at de fleste af os har, så er pligten måske netop dyden, der kan hjælpe dig med at få det til at bløde gavmildt. ■

Kunsten at sige

For ti år siden skulle vi huske at bruge vores rettighed til at sige nej til tilbud, krav og muligheder, som vi ikke magtede. I dag er det en nødvendighed – nærmest en eksistentiel pligt, mener teolog og psykoterapeut Frank Risbjerg Kristensen.

Af Frank Risbjerg Kristensen, teolog og konsulent i Evangelisk LutherskMissionsforening; og privatpraktiserende psykoterapeut, frank@elm.dk

Lidt baggrund Der er noget i tiden og præstations- muligheds- og selvrealiseringskulturen, som på en særlig måde udfordrer os og vores evne og vilje til at turde at vælge og at sige til og fra. Der er noget i tiden, som udfordrer os til med nødvendighed at bakse mere med at finde ud af, hvordan vi med god samvittighed og ro i sindet kan

sige nej og sige til og fra; hvordan vi kan vælge og have det godt med det. Det er nemlig dér, at skoen ofte trykker. Vi får det skidt med os selv, når vi skal vælge noget fra. Vi bliver urolige, når der er døre, vi må lukke, for vi siger jo nej til muligheder; nej til noget, som måske er vitalt for vores lykke og udvikling (?). Vi bliver urolige og usikre på os selv, når vi rammer begrænsningernes mur og skal vælge.

Før i tiden var der mest noget moralsk på spil i det at sige nej og at sige fra. Må jeg godt sige fra over for min arbejdsgiver? Er det okay at skuffe min mor, som gerne vil besøges hver weekend?

Kan jeg godt sige nej til at gå med i kirkens lovsangsband, når jeg nu har så gode evner?

I nutiden er dette kraftigt suppleret med en meget mere identitetsmæssig og eksistentiel uro. Der er hos mange af os hele tiden noget meget eksistentielt på spil i det at vælge til og fra. Alt og alle omkring os råber jo på vores opmærksomhed, vores tid og vores engagement. Vi bliver ramt af eksistentiel angst; angsten for ikke at kunne gøre det rigtige, vælge det rigtige, blive til det rigtige. Vi får eksistentiel stress af det. Vi er hele tiden i alarmberedskab i forhold til, at vi konstant skal præstere og sige ja til alt, uden at vi har nogen viden om, hvornår nok er nok, og hvornår det TEMA

9

10

TEMA

Det kristne evangelium er også ‘begrænsningens evangelium’!

er godt nok. Vi synes, at vi skal kunne det hele, rumme det hele, blive det hele – for det kan alle andre åbenbart (tror vi).

Det er så hjerteskærende livsødelæggende Jeg sidder ofte med folk i samtaleterapi, som er ved at segne under krav og indre og ydre forventninger. Vi kender tidens mantraer: ’Du kan blive til hvad og hvem, du vil’. ’The sky is the limit’. ’Sæt dig selv fri – grib mulighederne’.

Det lyder så godt. Det kildrer i vores ører. Det er så berusende. Men – det er samtidig så hjerteskærende livsødelæggende. For vi kan ikke alt. Ethvert valg er også et fravalg af noget andet. Vi kan ikke nå alt. Vi har ikke evner til alt. Vi skal ikke kunne alt. Vi er begrænsede. Vi er syndere. Vi møder modgang, som på et splitsekund kan tage så meget fra os. Sådan er livet.

Og – vi bliver nødt til at gøre noget ved det. Det går ikke, at vi drukner og går under i ubarmhjertige (og i bibelsk optik meget selvcentrerede) selvrealiseringskrav, endeløse to-do-lister og to-be-lister, hårde succeskriterier for det vellykkede liv, CV- og karrieretyranni, præstationskollaps, angst og stress i mange afskygninger … og mere fra den samme skuffe.

Rettigheden og pligten til at sige fra – og at måtte vælge.

For 10 år siden ville jeg have skrevet, at vi skal huske at bruge rettigheden til at sige fra og til at sige nej, når der er tilbud, krav og muligheder, som vi ikke kan og vil honorere. I dag vil jeg sige, at det er en nødvendighed – nærmest en eksistentiel pligt, som vi skal have installeret og omfavnet. Pligten til at vælge og sige til og fra – på den sunde måde. Pligten til at stå op for mig selv og ansvarligt finde ud af, hvad jeg kan, vil og har mulighed for, når jeg for alvor tager mine begrænsninger, vilkår, værdier, drømme og mit kristne livs- og menneskesyn alvorligt.

Det sidste er det vigtigste. Vi er ikke ladt alene i det at finde vej i alle livets svære valg og muligheder. Vi er ikke som en naturlov underlagt det postmoderne narrativ om, at jeg skal kunne alt

og har potentiale til alt. Det kristne narrativ kommer mig til hjælp: ’Du er dig, og du duer’. Du er uendelig værdifuld for Gud – men du kan ikke alt, og du skal ikke kunne det. Du skal ikke være Gud. Og det er faktisk ret befriende. Du er et begrænset menneske. Du er et afhængigt menneske; afhængig af Gud og afhængig af andre mennesker og deres bidrag. Det er sådan, det skal være! Og du er ovenikøbet en synder, som har brug for megen nåde og tilgivelse fra både Gud og mennesker omkring dig og fra dig selv. Det kristne evangelium rummer hele denne virkelighed. Det kristne evangelium er også ’begrænsningens evangelium’! Du må godt være svag. Du må godt sige, at du ikke har tid, ikke har evnerne, ikke har ressourcerne og mulighederne, ikke har lysten, ikke har kaldet og så videre.

Kunsten at sige nej og vælge til og fra – med ro i livet I hverdagslivets hamsterhjul kører det hele let af sted med os. Men det er lige netop her, at vi trods alt ikke er magtesløse. Vi kan jo faktisk gøre noget. Vi kan gøre noget for at tage både rettigheden og pligten til at sige til og fra og at vælge godt, sundt og ansvarligt tilbage til os. For vælges skal der. Gud holder os fast på, at vi har et ansvar for at vælge; vi har et ansvar, som vi faktisk kan bære.

Og Gud har givet os nogle konkrete værdier og livsguidelines at vælge og handle ud af.

Når vi oplever, at det er svært at sige nej til noget eller nogen, som har forventninger til os, og som gerne vil gøre krav på os, kan vi f.eks. prøve at spørge os selv: - Hvis jeg siger ja til dette, hvad er så min motivation for det? Er det gode, sunde motiver og guidelines, eller er det (mest) usunde ydre og indre kravsstemmer og magthavere, som bliver min motivation og mit kompas?

- Hvis jeg siger ja til dette, er det så med fuld integritet, jeg gør det? Kan jeg stå inde for, at jeg har forvaltet min tid, evner, ressourcer m.v. godt nok i situationen og i valget? Kan jeg leve med, at det valg, jeg tager, er et reelt fravalg af noget andet? ■ TEMA

11

KFS-kontoret rykker til Aarhus fra sommeren 2023 Lørdag den 12. marts kunne en enig bestyrelse vedtage en historisk beslutning i KFS-sammenhæng: KFS-kontoret flyttes efter 14 gode år i Ødsted til Aarhus fra sommeren 2023. De ledige kontorlokaler overtages af LTC, KFS’ Ledertræningscenter.

Af Morten Lund Birkmose, kommunikationsmedarbejder i KFS, birkmose@kfs.dk

sation som KFS. Vi tror på, at det kan være med til at skabe et nyt og spændende samspil mellem KFS’ hovedkontor og KFS’erne.”

Nye muligheder for at engagere KFS’ere For KFS’ sekretariatsleder, Peter Bjerre, er netop samspillet mellem sekretariatet og KFS’erne også en af de store fordele, han kan se ved, at KFS-kontoret nu flytter til Aarhus. ”Med det her ryk, vil vi komme meget tættere på KFS’erne og deres dagligdag. Det glæder vi os til at høste frugterne af, så vi kan lade os inspirere af de konkrete drømme og behov, KFS’erne står med, og så de også på en mere naturlig måde kan byde ind med netop deres kompetencer og visioner.”

Ribevej 71, 7100 Ødsted. Det har været KFS’ adresse i de seneste 14 år, men går alt som planlagt, bliver 7100 Ødsted til 8200 Aarhus N i løbet af 2023. Her flytter kontoret ind på ’Studenterstrøget’ på Katrinebjerg i den nordlige del af Aarhus, hvor Menighedsfakultetet i starten af februar kunne tage det første spadestik til et spændende nybyggeri, som fra august 2023 blandt andet kommer til at danne ramme om KFS’ nye kontor.

KFS-kontoret skal være der, ’hvor studielivet leves og gror’ Der var mange gode grunde til, at man for 14 år siden flyttede fra København til Ødsted, forklarer KFS’ bestyrelsesformand, men både han og bestyrelsen er glade for, at det nu er blevet muligt igen at rykke KFS-kontoret derhen, ”hvor studielivet leves og gror, så ansatte og studerende kommer tættere på hinanden.”

En begejstring, der også deles af KFS’ generalsekretær Christian Rasmussen, som glæder sig til at se, hvad den nye placering kan betyde for samspillet mellem KFS og KFS’erne: ”Med en placering midt på Studenterstrøget i Aarhus bliver de nye lokaler ikke bare et administrativt hovedkontor, men en aktiv del af et levende studentermiljø. Og det må alt andet lige være det naturlige sted at være placeret for en studenterorgani-

Vi rykker KFS-kontoret til Aarhus – ikke KFS At det er Aarhus, der nu skal huse KFS-kontoret, er der mange gode grunde til, fortæller Per Ladekjær, der blandt andet fremhæver muligheden for, at KFS her kan placere sig synligt og centralt i studiemiljøet. Samtidig er det for ham også vigtigt at understrege, at både beslutningen om at flytte kontoret og alternativer til placeringen i Aarhus har været diskuteret og undersøgt grundigt. ”Jeg er glad for, at vi fuldstændig enstemmigt har valgt i bestyrelsen, at det er tid til at flytte KFS-kontoret. Det har ikke været nogen nem beslutning, og vi er bevidste om, at vi nu øger vores omkostninger i en tid, hvor vi i forvejen har et presset budget. Derudover forpligter denne beslutning os også på, at vi fortsat skal engagere KFS’ere fra hele landet i vores arbejde. Det er KFS-kontoret – ikke KFS – der nu rykker til Aarhus.

Men vi har taget denne beslutning med åbne øjne, for vi tror på, at det her er det rigtige at gøre, og vi håber, at mange kan se potentialet og har lyst til at bære med – med forbøn og ikke mindst også økonomisk. På den lange bane er vi overbeviste om, at det her kommer til at tjene visionen: at studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt.”

Du kan læse mere om denne beslutning og bestyrelsens overvejelser i Per Ladekjærs leder på side 43.

KFS NYT

13

Byd velkommen til Anders og Daniel!

I både Grønland og Østjylland vokser maverne – så nu har vi to fantastiske barselsvikarer klar til at tage over fra 1. august! Anders Keseler skal være KFS-sekretær i Østjylland frem til april, mens Daniel Boel tager over i Grønland frem til nytår. Mød dem her!

Aluu KFS Grønland! Mit navn er Daniel, og jeg glæder mig til at blive en del af KFS Grønland!

I februar var jeg med LTC i Grønland og fik lov til at se noget af det arbejde, KFS har gang i.

F.eks. kollegiespisning – et genialt koncept i en by som Nuuk, hvor mange studerende oplever hjemvé. På gymnasiet mødte vi også en stor og spændende åbenhed for at snakke om tro, som jeg ikke har oplevet på samme måde i Danmark.

Jeg nyder at snakke over en kop kaffe, spille brætspil, læse bøger og at lære nyt om alle mulige ting – og så glæder jeg mig til at skulle ud i den fantastiske grønlandske natur.

I bønnen erkender vi noget vigtigt: Det er ikke mig, der arbejder, men Gud. Derfor håber jeg også, at du vil bede med for de grønlandske studerende, KFS Grønland, og at jeg må blive udrustet til at give Guds kærlighed videre!

Mit navn er Anders, til sommer kan jeg kalde mig cand.theol. – og så har jeg den glæde at skulle være KFS-sekretær i Østjylland for en stund. Det glæder jeg mig til!

KFS har været formativ for min egen tro – fra KFS-lejrene, til LTC og storKFS på uni. I KFS har jeg fundet stor glæde og frimodighed i troen på Jesus, og dét KFS vil jeg gerne give videre til andre. Jeg er gift med Nanna, og så er jeg uhjælpelig nysgerrig, storforbruger af podcasts og pastor in spe. Jeg har altid gerne ville arbejde i KFS – og nu er jeg landet det bedste sted: Aarhus.

Jeg glæder mig til at have en hverdag med jer gym’er og stud’er og at tage imod en masse nye til august. Der er så meget på spil i ens studieår – og derfor er det den bedste tid at være grebet af Ham, der holder verden. Vi ses!

Mød dine kommende volontører her!

Annika, Daniel, Sarah og Christoffer. Det er de nye volontører, I får glæden af at vandre sammen med, når kalenderen rammer august. Og I kan godt begynde at glæde jer!

Annika Gottenborg Jacobsen – Volontør i Vest- og Sønderjylland

Daniel Lønborg Andersen – Volontør i Nord- og Midtjylland

Christoffer Rafael Kofod Techow – Volontør i Østdanmark

Sarah Klejnstrup – Volontør i Fyn og Trekanten

Jeg glæder mig til at bygge det bedst mulige KFS-fællesskab op sammen med jer! Da jeg selv gik på HF, var KFS et af højdepunkterne på min uge. Et sted, hvor jeg ikke var den, der skulle have alle svarene, men i stedet kunne komme med spørgsmål og søge efter svar.

Det ønsker jeg også, KFS skal kunne være for alle jer! Jeg er vild med ski, vandring, bål og god te med masser af honning.

Og så glæder jeg mig til at møde jer!

Jeg tror, Jesus vender op og ned på hele virkeligheden, og derfor er mit håb, at vi sammen kan skabe rum for, at snakken om tro og liv bliver åbnet op – også der, hvor den er svær og kompliceret! Derudover glæder jeg mig til at møde jer KFS'ere lige der, hvor I er i jeres vandring med Jesus.

Desuden elsker jeg alt, hvad der har at gøre med at hoppe.

Om det er volley, basket eller parkour, skal jeg helst bruge mere tid i luften end på jorden!

Jeg elsker at snakke om Jesus og brænder for, at endnu flere skal lære ham at kende! Derudover er jeg ret glad for at læse bøger, spille fodbold og musik! For mig var KFS et skønt pusterum, hvor vi kunne støtte hinanden i det med at være kristen i gymnasiet og at dele vores tro med vores klassekammerater. Jeg håber, at KFS bliver lige så fedt for jer! Hold op jeg glæder mig til, at vi sammen kan lære Jesus endnu bedre at kende og gøre ham kendt!

Jeg ser virkelig frem til at møde jer KFS’ere og følges med jer det næste års tid!

Det skal nok blive en fest! Lidt om mig: Jeg elsker at møde nye mennesker og at starte snakke om det, der betyder noget. Jeg nyder også at strikke og læse i min bibel. Jeg er kæmpe fan af KFS og er blevet helt fanget af idéen om, at Jesus er relevant for alle – også studerende. Nu ser jeg bare frem til at være en fast del af fællesskabet i Fyn og Trekanten og til at besøge jeres dejlige KFS-grupper!

14

KFS NYT

Andagtspligten

Selvom du ikke skriger som en tørstig hjort, skal du alligevel huske at drikke vand: det livgivende vand. Anna drager os i osen fra duftlysene ind i en ærlig og hjælpsom snak om andagtslivet.

Af Anna Muldbjerg Christensen, stud.mag. i dansk, muldbjerg@live.dk

Et fromt øjeblik?

Idéen står så lysende klart for mig, at mine sanser reagerer blot på tanken. Duften af den dampende, nybryggede kaffe og lavendel-

duftlysets beroligende os bevæger sig op gennem mine næsebor og spreder et saligt net af ro over mit forvirrede og flyvske fokus. I lampens bløde skær lader jeg lænestolen omslutte mig, og nu er TEMA

15

jeg klar. I dette næsten hellige øjeblik åbner jeg i bøn min Bibel, og tro det eller lad være, men jeg forstår alt, hvad jeg læser – måske skyldes det duftlyset?

Så banker virkeligheden på. Den minder mig om i morges, hvor jeg over en forhastet skål havregrød og lunken instantkaffe fik slået tilfældigt op i Højsangen og kortvarigt morede mig over, hvordan erotikken flyder ned ad siderne. Efter en kort bøn fløj jeg forsinket ud ad døren. Ikke et særlig fromt øjeblik – tæller det overhoved som en andagt?

Pligtens oprindelige intention ”Tæller-det?”-tanken udspringer ofte af en kvælende pligtfølelse.

Den er kendetegnet ved, at man ikke længere har øje for, hvad pligten oprindeligt kommer af, og hvor den skal føre én hen. Den altoverskyggende følelse bliver i stedet, hvor lidt der skal til for, at samvittigheden oplever pligten som opfyldt. Pligt er et belastet ord, der af mange forstås som antitesen til lyst. De to fænomener synes umiddelbart uforenelige, men er det mon muligt at lirke pligtbegrebet lidt fri fra de negative konnotationer?

Jeg læste for en del år siden et råd i bogen Gymnasietro af Rasmus Jonstrup Hansen om bibellæsning, der har sat sig fast, og det lød løst citeret sådan: Det bedste er at læse i Bibelen af lyst,

Den altoverskyggende følelse bliver, hvor lidt der skal til for, at samvittigheden oplever pligten som opfyldt.

det næstbedste er at læse af pligt, men det værste er slet ikke at få læst. Dette råd satte mig fri fra forventningen om, at bibellæsning kun er godt, når det er drevet af lyst. Men som med så meget andet i livet eksisterer der en dobbelthed i denne erfaring. For hvis bibellæsning og andagt for mig alene bliver et spørgsmål om pligtopfyldelse, så er kompasset kommet ud af kurs. Jeg bliver drevet af dårlig samvittighed og har glemt andagtens oprindelige intention: at lære Gud at kende, at finde hvilen i hans nærvær, at lovsynge ham. Jeg skal minde mig selv om, at det er okay, hvis andagt nogle dage bare føles som pligt, fordi intentionen er god.

Men bliver pligten tættere forbundet med dårlig samvittighed end dens oprindelige intention, så lurer faren. Der findes næsten intet så dræbende for bibelglæde som “dårlig-samvittighedslæsning”.

Den slører nemlig for Bibelens virkelighedsrystende sandheder: at den er Guds Ord til os! At han møder os der! At Bibelen er den vildeste bog, der nogensinde er skrevet og nogensinde vil blive skrevet! Så lad den ikke blive reduceret til en dårlig samvittighed.

Der er mange måder at bruge Bibelen på, og man bliver ikke en dårlig kristen af ikke at få læst hver dag! Guds evne til at møde mig begrænses (heldigvis!) ikke af min svingende og til tider svigtende motivation for at søge hans nærvær.

The lost art of concentration…

Nogle gange minder mit andagtsliv om min indsats for at få en skarpt skåret ’sommerkrop’. Hvert forår får jeg en pludselig indskydelse til at tage mavebøjninger hver dag for at klargøre maveskindet til sommerens møde med omverdenen. Efter kort tid ebber vedholdenheden dog ud og ender som 10 symbolske mavebøj16

TEMA

Jeg skal minde mig selv om, at det er okay, hvis andagt nogle dage bare føles som pligt, fordi intentionen er god.

ninger en gang om ugen, der kunstigt holder live i den oprindelige idé. Alt for ofte glider mine gode intentioner om dybdegående nærvær med Gud ud i fragmentarisk bibellæsning, der mest af alt føles symbolsk. Men hvordan skaber jeg en forandring, inden glidebanen fører til en ligegyldighed overfor Gud? “Not everything that is faced can be changed, but nothing can be changed until it is faced,” har den amerikanske forfatter James Baldwin skrevet, og den slående sandhed bag ordene forekommer nærmest banal, men er måske netop derfor desto vigtigere. Når det føles, som om jeg vandrer i en åndelig ørken, må jeg reflektere over, hvad jeg bliver nødt til at ”face”, før der kan ske en forandring. Måske er der ting i Bibelen, jeg har læst, som jeg stødte mig på, og som derfor har afholdt mig fra at læse videre. Måske har jeg ting i mit liv, som dræner min energi i en sådan grad, at jeg ikke engang føler et overskud til Gud. Måske er jeg slet og ret blevet magelig og magter ikke lige at forholde mig til Gud. En konkret ting vi alle må ”face” er, at vi lever i en tid, hvor uforstyrret koncentration nærmest er en utopi. Den fordybelse, som er nødvendig for, at Gud kan nå ind bag min fortravlede facade, kræver en kæmpende og intentionel indsats af mig. Det kunne for eksempel indebære, at jeg lægger min telefon ude af mit synsfelt, fokuserer på vejrtrækning et par minutter for at samle mit fokus og accepterer, at distraherende tanker kan komme, men at de ikke behøver at overtage styringen. Hvis jeg mærker, at jeg hurtigt mister fokus,

kan jeg bruge ”5 mere”-reglen, som indebærer, at jeg tager 5 minutters andagt mere. Det kan hjernen som regel godt overskue.

Gør det af lyst, gør det af pligt En afsluttende tanke går på, at andagtens belastende relation til den negative pligtfølelse måske hænger sammen med en for snæver idé om, hvad andagt kan være. Forstå mig ret: bibellæsning og bøn er helt essentielle for enhver kristen! Men måske behøver det ikke være vores andagt hver dag. Start ved andagtens oprindelige intention: at være i Guds nærvær og at føres ind i en tættere relation til ham. At komme til ham og tømme sit fyldte bæger og lade ham fylde det igen, for han siger ”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt og min byrde er let.”

(Mattæusevangeliet kapitel 11, vers 29-30). Gør det i lovsang, gør det i bøn, gør det i læsning, gør det i bevægelse, gør det i stilhed, gør det i kreativitet. Gør det af lyst, når du er velsignet med sådan en periode, og gør det af pligt, når du ingen gnist af motivation mærker. Og husk, at om din andagt og bøn foregår på cykelturen til studiet eller hjemme i duftlysets skær, så er Guds kærlige faderblik og frelse den samme. Altid. ■

TEMA

17

”Jeg vil tage det med i klassen og i hverdagen” – dryp fra Påskelejr.

Efter tre lange år kunne de magiske ord endelig lyde igen: ”Hva’ så Påskelejr!

Er I klar?” Og næsten 500 glade KFS’ere var klar! Klar til at blive fyldt op, udfordret, opmuntret, nyde fællesskabet og være sammen om, hvad det betyder, at vi er sendt til verden, livet og hverdagen ’Fra Gud’.

Af Morten Lund Birkmose, kommunikationsmedarbejder i KFS, birkmose@kfs.dk

fokus på at være sendt ’fra Gud’, er også noget, Filip ”helt sikkert vil tage med hjem i klassen.”

”Lejren har været en milepæl i min rejse”

I Påsken blev det endelig tid til igen at byde velkommen til Påskelejr med alt det gode, en KFS-lejr indeholder: forkyndelse af verdens bedste nyheder; lovprisning af vores skaber; bibeltimer med nye perspektiver på Bibelens tekster; KFS-fællesskab med Gud i centrum og plads til både spas og refleksioner over livet og troen – og for lidt søvn!

”Jeg vil tage det med i klassen” Der er gået tre år siden, KFS har holdt Påskelejr sidst, så for rigtig mange af de KFS’ere, der var med, var Påskelejr også noget de oplevede for første gang. Og hvordan er det så?

For Filip, Silas, Simon og Noah er der ingen tvivl, da jeg spørger ind til, hvordan lejren har været: Den har været god! Forkyndelsen var god, bibeltimerne var gode, fællesskabet var godt.

De fremhæver blandt andet Martin Falch Rasmussens forkyndelse lørdag aften, hvor han tog os med på en personlig rejse ind i, hvordan Jesus midt i sygdom og glæder står klar med åbne arme og proklamerer håb, trøst og frelse for os. Og hvordan mødet med den kærlighed også kalder os til at gå ud i verden og forandre den.

Og netop det var også temaet for lejren. At vi er ’Fra Gud’ – skabt, frelst og sat i relation til Gud. En relation, der forandrer os og kalder os til at gå ud i verden for at tjene vores næste – midt i studier og arbejde.

Det er også noget af det, de vil tage med hjem fra Påskelejr, fortæller Silas, der er blevet mindet om, ”at det ikke er en selv, der skal sørge for, at troen blomstrer. Det er Gud, der gør det.” Lejrens

18

KFS NYT

Hos Andreas, Mathias, Tristan og Benjamin, der også var med for første gang, er der også enighed om, at Påskelejr er ”virkelig godt.” Mathias fortæller blandt andet, at ”det er fedt, at det er i KFS-sammenhæng. Når man kommer i en kirke, så kommer man enten i IM, LM, Oase, Pinse eller sådan noget. Her kommer folk med alle mulige baggrunde, og så får man også indtryk af, hvad det betyder.”

Det kan være svært at sætte specifikke ord på, hvad man tager med sig hjem, fortæller Tristan, men for ham ”har lejren været en milepæl i min rejse. Uden, at jeg helt kan sige hvordan eller pege på noget konkret, så tror jeg, talerne og det hele har haft indflydelse på det.”

Andreas var særligt glad for en bibeltime, hvor han blev mindet om, at ”vi skal turde overlade kontrollen til Gud. Det er der, vi er mest frie. Ikke der, hvor vi har kontrol selv, men når vi lader Gud have kontrollen. Det havde jeg brug for at høre.”

En stærk påmindelse om, hvorfor vi holder Påskelejr!

Hvordan Gud brugte Påskelejr, ved kun han, men dette års lejr blev blandt andet en særlig påmindelse om, hvorfor KFS holder Påskelejr! Hvor stor betydning, det har for både KFS’ere og KFS, at vi kan mødes og sammen få fyldt op til hverdagens tjeneste. På tværs af alder, studier, kirker og KFS-fællesskaber – sammen om den Gud, der har kontrollen, og som har lovet at gå med os gennem både pandemier, krig og alle hverdagens glæder og sorger!

Vi ses på Påskelejr 2023 – om Gud vil!

Et digt og en natlig bøn fra digtkonkurrencen på Påskelejr “Gud er sexistisk.”

Mit hjerte bløder; Pulsen stiger; Knæene vakler.

I sætningen lyder det usagte: Gud er ond; En myte; Uddød.

“Tålmodighed, mit barn” Blodet fosser mod maven.

Det danner en kugle.

Der er så lang vej igen.

Alt i mig vil flygte og gemme sig.

Græde.

Men jeg ved, At det er min tur til at kæmpe.

Så jeg lader ordene skære, Og blodet løbe til benene.

Uden sværd og selvtillid, Men med dine sande ord.

For den ene gjorde du alt.

Så for den ene vil jeg gøre dette.

Kære Gud Jeg ber for dem der ikke ved hvor madkøen starter og for dem der ikke ved hvor længe vi stod i kø i gamle dage.

Jeg ber for dem der tror at Påskelejr kun er for gymnasieelever og for dem der lyver sig ældre end de er for at komme ind i stud-cafeen.

Jeg ber for dem, der ikke er i stand til at lukke en dør uden at vække en hel sovesal, og for dem, der snorker som et rustent savværk.

Tilgiv mig når jeg i halvvågen tilstand håber at de må få deres tykke pølsefingre i klemme og kvæles i deres eget snork.

Amen.

Af Kasper A. Bergholt, stud.theol..

For dig og på grund af dig, står jeg her.

Af Maria Kjær Jensen, stud.mag. i litteraturhistorie, instagram: @digterma

I TIDEN

19

2

19071

1

19071

m o s e t l e h r i g o l Supe o t y m e n r e d mo 2 19071

Superheltene fylder skærmene og er populære som aldrig før. Jonathan reflekterer over, hvad heltene siger om vores samtid og over, hvad vi kan lære af dem.

det anerkendte britiske forlag Penguins Books netop begyndt at udgive Marvel-tegneserier i Penguins Classics-serien, der består af litterære klassikere; superheltetegneserier er simpelthen blevet litterær kanon.

Superheltene begyndte at komme til verden i midten af det 20. århundrede, hvor gennembruddet kom med Supermans første optræden i Action Comics #1 i 1938, men deres forløbere går langt tilbage. Der er blevet peget på, at de har åbenlys religiøs inspiration, særligt fra jødedom, kristendom og græsk og nordisk mytologi. Ligeledes er historier om helte langt fra noget nyt, enten disse så hedder Gilgamesh, Odysseus eller Tony Stark. Psykoanalytikeren Joseph Campbell er blevet kendt for sin tese om ’helten med de tusind ansigter’; ideen om, at der i alle kulturer er

Jonathan Oehlenschläger Rasmussen, stud.theol., jonathanduck@hotmail.dk

I marts ramte den nye Batman-film, The Batman, biograferne.

En efter min mening fremragende film og endnu et udtryk for det sejrsindtog, superheltene har haft på tv- og biograflærrederne de seneste år. DC Comics, som Batman er en del af, har haft nogen succes, men det er især ærkerivalen Marvel, som blandt andet er kendt for superheltene Spider-Man, Hulk og Iron Man, der står som hovedaktør i at spytte film og serier ud. Deres kæmpe filmfranchise, det såkaldte Marvel Cinematic Universe, der begyndte med Iron Man-filmen i 2008, har gjort superheltene til allemandseje og fælles referenceramme for mange. Sågar er 20

I TIDEN

Måske skyldes superheltenes succes, at de er variationer over historier, vi til alle tider har fortalt, og som ræsonnerer dybt i os mennesker?

en fælles monomyte, nemlig helte-narrativet, der har den grundlæggende samme struktur, men blot kommer til udtryk forskelligt. Den kristne apologet Khaldoun Sweis mener ovenikøbet med udgangspunkt i Campbell, at selve denne heltestruktur er udtryk for, at Gud har givet alle mennesker Kristuslignende historier, der peger hen på den større historie om Jesus – en tanke, der ikke er langt fra Narnia-forfatteren C. S. Lewis’ idé om, at også hedenske religioner indeholder Kristusfigurer, for eksempel Balder i nordisk mytologi. Måske superheltenes succes skyldes, at de er variationer over historier, vi til alle tider har fortalt, og som ræsonnerer dybt i os mennesker?

Men måske er der også noget særligt i vores tid, der kalder på helte? Helteretorikken er blusset op efter den russiske invasion; den ukrainske præsident Volodomir Zelenskij er i flere danske medier blevet omtalt som en helt, sågar ’arketypen på den helt, vi længes efter’. Og interessant er det også, at superheltene ikke altid har været populære. Deres succes er groft sagt faldet i tre perioder, og disse har alle været præget af uro: 1940’erne, superheltenes såkaldte Golden Age under 2. Verdenskrig, hvor Captain America bankede Hitler i de amerikanske tegneseriehæfter; 1960’erne, den såkaldte Silver Age, under Cubakrisen og en eskalerende kold krig; og endelig i dag, tiden efter 9/11 med finanskrise, klimakrise og nu krig i Europa. Måske vi særligt i krisetider har brug for (super)helte?

Journalisten Kim Schou beskriver i sin bog ’Fra Moses til Superman: Superheltenes religiøse rødder’ superheltene som en slags moderne mytologi og skriver således: ”Superhelte er moderne mytologi, halvguder i en måske alt for gudløs verden.

Mere end underholdning. Forbilleder og moralsk kompas. Superhelte er tragiske skæbner, der modigt overvinder modgangen og lever for at hjælpe andre. I stedet for at give op, giver de. Af kærlighed til menneskeheden. Til inspiration og vækkelse af håb”.

Schou påpeger blandt andet to ting ved superheltene: De er moralske forbilleder. Og de kan vække håb.

Der er fra flere sider, blandt andet af den skotske filosof Alasdair MacIntyre, blevet peget på, at Vesten er i et moralsk kaos på grund af vores tab af tradition og dermed tabet af en fælles metafortælling. Måske vi i heltehistorierne, blandt andet i dem om superhelte, kan finde fodslag til en samtale om etik, og hvilke

Superhelte er moderne mytologi, halvguder i en måske alt for gudløs verden.

mennesker vi ønsker at være? Personligt tror jeg meget på historiernes dannende potentiale og en stærk narrativ etik. Og jeg tror ikke, at vi som kristne skal være bange for også at bruge de historier, som ikke nødvendigvis har kristent ophav, eller hvor heltene blot er fiktive. Samtidig har vi også en rig kristen tradition at trække på, når det gælder helte, hvis historier kan tjene en etisk funktion: Vi har vidnesbyrdene om helgenerne, de mange kristne, der er gået foran os; måske er der særligt her en udfordring til os, der er protestantiske kristne, om at undersøge nogle af kirkehistoriens forbilleder? Og vi har de mange troshelte, som de for eksempel beskrives i Hebræerbrevet kapitel 11.

Men vi har ikke bare brug for moralske forbilleder, vi har brug for noget mere. I en slutreplik i The Batman gør Batman en erkendelse: ”Vengeance won’t change the past. Mine or anyone else’s.

People need hope.” Batman og de andre superhelte kan fungere som bærere af håb i Gotham og andre fiktive byer. Måske kan de også et stykke på vej være det i vores; og om ikke andet tror jeg, at de for den kristne kan tjene til at minde om et levende håb, uanset om man så køber ind på Campbells monomyte-ideer eller ej: Nemlig historien om ham, som Arvid Asmussen i en af sine lovsange kalder ’helten over alle’: Kristus selv. Han er nemlig – som C. S. Lewis siger – myten, der blev sandhed. Han er helten, der blev sandhed. ■ I TIDEN

21

Det er ikke godt, at mennesket er alene Det er godt og frisættende at turde forpligte sig på et andet menneske. En god ven i hånden kan gøre vejen lidt lettere at gå. Læs Henriette udfolde, hvordan man finder ind i det nære følgeskab.

Af Henriette Engberg Vinkel, KFS-sekretær for Fyn og Trekanten, henriette@kfs.dk

Når vi taler om forpligtende relationer, så kommer vi lynhurtigt til at tale om ægteskab, og det er da også med rette. For ægteskabets bindende aftale og pagt mellem to mennesker må siges at være en forpligtende relation. Men selvom vi i andre relationer ikke er forpligtede på samme måde, så har vi alle brug for forpligtende relationer uanset vores civilstatus. Det er vigtigt for os som mennesker, at vi oplever forpligtende relationer, der følger

os i livet, for ensomhed indfinder sig hurtigt, når vi alene har flygtige og overfladiske relationer.

Skabt til relation Ved Bibelens beretning om skabelsen af mennesket konstateres det, at mennesket er skabt i Guds billede (1. Mosebog kapitel 1, vers 26-27). Gud har designet mennesket til relation og konstaTEMA

23

terer i forbindelse med skabelsen af menneskene: ”Det er ikke godt, at mennesket er alene” (1. Mosebog kapitel 2, vers 18). Det beskriver, hvordan vi som mennesker er forbundet med hinanden og står i relation til hinanden. Gode relationer har en afgørende betydning for både vores menneskelige og åndelige trivsel, og derfor skal man ikke undervurdere betydningen af vores relationer – både de gode og de udfordrende.

Mange unge studerende oplever ensomhed, og det er desværre en stigende tendens. Under coronanedlukninger har det været mere i orden at give udtryk for sin ensomhed og længsel efter nære relationer. Desværre må vi nok se i øjnene, at vinduet for åbent at kunne tale om dette tabuiserede emne har lukket sig igen. Gud har skabt os til relation, og derfor er ensomheden og manglen på relationer et gennemgribende problem og kan være en svær erfaring, når man ikke kan bruge ’coronalockdown’ som begrundelse.

men at træde ind i den ærlige og åbne samtale er forbundet med en sårbarhed og kan være krævende. Derfor kan vi heller ikke følges med alle, men vi kan følges med nogen, hvor vi på en særlig måde i vores følgeskab og medvandring må lade hinanden vide og erfare, at vi ikke går vejen alene.

På vej sammen I Lukasevangeliet kapitel 24 kan vi læse beretningen om to disciple, der går på vejen mod byen Emmaus. Det er efter Jesu død og opstandelse, og de to disciple går og taler med hinanden om det, som er sket, og samtalen afslører, at de er forvirrede og skuffede. Jesus slår følge med de to disciple, uden at de kan genkende ham, og han møder dem med åbenhed og nysgerrighed ved at stille dem spørgsmål til deres erfaring og oplevelse. Det kan være umådelig godt at følges med en anden discipel, for vi behøves ikke at gå alene. Mange, der har en medvandrer, beskri-

En relationel forpligtelse I bogen Broen til det andet menneske beskriver Per Schulz Jørgensen, hvad der sker i mødet mellem mennesker i en psykologisk forstand. Han beskriver, at der i enhver relation er en etisk dimension, hvor vi har et medmenneskeligt ansvar: ”Jeg holder noget af den andens liv i min hånd. Jeg kan ikke fratage ham hans eksistentielle vilkår: Han skal leve sit liv, det kan ingen leve for ham, sorgen, smerten, tabet eller udfordringen er hans. Men jeg kan følges med ham og dermed gøre hans gang en smule lettere at bære. Som det er udtrykt: Der var ingen, der lærte mig at gå, men der var én, der holdt min hånd, da jeg tog de første skridt.” Vi har et medmenneskeligt ansvar i mødet med ethvert menneske, 24

TEMA

Jesus er vores ultimative ven og medvandrer, der møder os lige midt i livet, uanset om det er fyldt med glæde, sorg eller skuffelse.

ver, at det er ganske enkelt godt at have nogle at tale med, hvor man har forpligtet sig på at åbne op og ærligt dele sine tanker og erfaringer med livet og troen.

Beretningen viser også, at Jesus er vores ultimative ven og medvandrer, der møder os lige midt i livet, uanset om det er fyldt med glæde, sorg eller skuffelse. Han møder os lige der, hvor vi er og ikke først, når vi er nået frem til det sted, vi nogle gange føler, at vi burde være. Han er det fuldkomne forbillede på en ven og medvandrer, som forpligtede sig på os mennesker.

At forpligte sig kræver, at man træffer et valg om, hvem og hvor man vil investere sin tid og sit engagement.

Den gode samtale Den gode samtale kan være krævende, for jeg må med både åbenhed og nysgerrighed møde mit medmenneske midt på deres vej, og måske kræver det nogle gange af mig, at jeg går med. Vi må der blive mindre optaget af selv at sætte agendaen for samtalen og i højere grad lade det andet menneskes perspektiver bevæge os og samtalen. I mødet mellem to forskellige mennesker opstår muligheden for, at de med hvert deres input bidrager til relationen og samtalen, og at der derigennem kan opstå nye perspektiver til gavn og glæde for dem begge.

Jeg vil gerne den gode samtale, og at der kan være plads til alle livets og troens erfaringer, men alligevel opstår den ikke altid naturligt. Det kan være en hjælp for mange af os, der har det sådan, at aftale med nogen eller nogle, at vi vil gerne vil kunne dele og spørge ind.

Det handler ikke om at have dybe snakke hele tiden, men hvis vi gerne vil have et nært følgeskab, så må vi også nogle gange gå tæt på, og der kan det være frisættende at aftale det med nogen.

Den frisættende forpligtelse Det virker paradoksalt at betragte de forpligtende relationer som frisættende, men ikke desto mindre kan de aftalte og forpligtende relationer bidrage med en tryghed og frihed, fordi man ikke hele tiden behøves vurdere og analysere relationen. Det er en af de pointer, jeg tit hører fra mennesker, der har en medvandrer, hvor man med en ramme for relationen og samtalen forpligter sig på at følges.

I mange medvandringsrelationer har man forpligtet sig på hinanden ved at dele ud af sit eget og tage del i en andens liv. Der forpligtes man på at dele med et andet menneske, hvordan man har det, og fordi det er aftalt i en medvandringsrelation, så indgår det delte i en kontinuerlig samtale. Man forpligter sig også på at lægge sit eget til side for at spørge ind til det andet menneske.

En italesat og aftalt relation behøves ikke blive instrumentel eller kunstig, men kan tværtimod bidrage til, at man afstemmer forventninger til relationen og måske aftaler, hvad man gerne vil tale om, og om man gerne vil bede sammen, som gør det mere sandsynligt, at man rent faktisk får holdt hinanden op på det.

Aftalen kan hjælpe os til at nå hen til det, vi gerne vil, og som, vi synes, er vigtigt.

Følgeskabet og medvandringen Uanset om følgeskabet bliver et kortere eller længere stykke af livets vej, så er det en velsignelse at kunne følges og tale sam-

men. Når der er mennesker, der følger os igennem livets forskellige sæsoner, så bliver de vores livsvidner og har et kendskab til os og vores historie. Det har også stor betydning at kunne møde nye mennesker, der kan komme med nye perspektiver uden et større forudgående kendskab til os, men måske er der særligt brug for i denne tid med mange flygtige relationer at tale følgeskabet og medvandringen op.

De få nære og de mange Medvandringen og de nære relationer står ikke i kontrast til det store fællesskab, men der er brug for en vekselvirkning imellem det nære og det store fællesskab. Vi har også brug for at forpligte os på det store fællesskab, hvis vi vil opleve et meningsfuldt samvær i for eksempel vores kirke, ungdomsfællesskab og KFS. Mange bruger lang tid på at ’tjekke stedet ud’ og ’zapper’ ofte videre i jagten på et fællesskab at blive en del af. Problemet er, at man ikke bliver en del af noget, hvis man ikke i en eller anden grad forpligter sig på fællesskabet og relationerne der.

Forpligtelse og begrænsninger At forpligte sig kræver, at man træffer et valg om, hvem og hvor man vil investere sin tid og sit engagement. For vi kan ikke være investerede i alle og være alle steder. Forpligtelsen kræver et valg og en beslutning, som automatisk bliver et fravalg af noget andet, og det kan på mange måder være forbundet med stor vanskelighed og ubehag, for hvad hvis jeg vælger forkert? Hvad hvis noget andet, der er bedre, dukker op? Men det er det svære valg, vi med nødvendighed må træffe, da vi er begrænsede som mennesker, også når det gælder relationer. Det betyder ikke, at alle vores venner også skal være vores medvandrere, og at vi kun skal bruge tid sammen med dem, der er, men måske kan det være gavnligt at blive bevidst om, hvem der på en særlig måde følger vores liv og vores tro nært i både gode og svære perioder. Vi må nogle gange vælge at pleje og investere i de nære relationer, som måske også kræver lidt mere tid og personligt engagement, for at erfare nogle af de velsignelser, der følger med det at have gode venner, som Gud har skabt os til. Derfor må vi overveje, om der er nogle relationer, som vi skal forpligte os mere på. ■ TEMA

25

Globalt:

Ny Regional Secretary i IFES Europe Ireren David Montgomery – også kaldet ‘Monty’ – overtog i februar posten som leder af IFES Europe efter nordmanden Tor Erling Fagermoen. Mød ham her.

Interview og oversættelse af Christian Rasmussen, generalsekretær i KFS, christian@kfs.dk

GL BALT Bliv frivillig på ’Night Light Café’ ’Night Light Café’ ligger i Eliaskirkens krypt på Vesterbro torv i København. Her holder frivillige fra fem københavnske kirker natten mellem onsdag og torsdag dørene åbne for kvinder, som via trafficking er havnet i Danmark – og i prostitution. Mange af de hovedsageligt afrikanske og østeuropæiske kvinder har svære historier med sig, men i caféen er der et fristed – fællesskab, kaffe og omsorg. Ønsker du at være med i dette vigtige arbejde, så kontakt Karin Kjærgaard på kk@exist-ngo.org og læs mere om arbejdet på www. exist-ngo.org/en/night-light-cafe-idanmark/".

26

I TIDEN

Tillykke med posten, Monty! Hvad er status i den europæiske IFES-region, som du nu overtager lederskabet for?

Det har været ganske usikre tider i løbet af pandemien. Mange bevægelser er hårdt ramt, fordi studenterarbejde generelt er så relationelt.

Lige nu ser vi, at bevægelserne i de lande, der grænser op til Ukraine, bliver remobiliseret i en fælles sag om at hjælpe deres brødre og søstre i nabolandet. Og i den polske bevægelse, som har haft en svær tid, hjælper kvindelige ukrainske stabsmedarbejdere, som er evakueret på grund af krigen, nu til med studenterarbejdet.

Hvad er IFES’ grundlæggende mission, og hvordan vil du gerne se den udtrykt mere konkret de næste 5 år?

Skåret ind til benet er missionen, at studerende rækker evangeliet til studerende og vokser sammen til fællesskaber af efterfølgere af Jesus. Det skal vi fastholde et skarpt fokus på. Alt, hvad vi laver, skal være informeret af denne vision.

Aktuelt er vi ved at finde vores ben efter pandemien. Vi ved, hvor vi har været, og måske kan vi ikke gå tilbage dertil.

Evangeliet er godt nyt til alle tider, og ikke mindst i krisetider søger mennesker efter håb i tilværelsen. Hvis folk havde brug for Jesus i 2019, har de det ikke mindre i 2022.

Det, som også står klart, er, at vi i IFES Europe også har en opgave i form af at bidrage til større sammenhængs-

kraft og organisatorisk bæredygtighed i mange af bevægelserne – ikke mindst i form af at styrke relationen mellem stab og bestyrelser.

Hvad står på din to-do den næste måneds tid?

Jeg skal besøge bevægelserne i Benelux-landene, Centraleuropa og på Balkan. Jeg vil gerne prioritere at komme rundt og møde de forskellige medlemslande og lytte til, hvordan det står til hos dem, og hvordan vi kan støtte dem.

Har du en opmuntring til os i KFS? Ja, Jesus sagde, ”frygt ikke”. Det er let at blive mismodig i disse tider. For hver gang vi læser nyheder, skulle vi også læse en salme fra Bibelen. Pandemien og krigen har ikke overrasket Gud. Jesus fiksede ikke alle verdens problemer, da han gik på jorden. Vi skal koncentrere os om det, vi kan gøre og så bede Gud velsigne det.

Grønland:

”Jeg har aldrig før prøvet at være sammen med så mange kristne på min egen alder!”

Skrevet af Sara Friis Børty, KFS-sekretær i Grønland, og Magda-Maria Treur, GUX-studerende i Nuuk

Med støtte fra NUBF – Nordens Unge i Bæredygtige Fællesskaber – lykkedes det KFS Grønland at sende en lille håndfuld studerende til årets Påskelejr i Skanderborg. Det var en stor oplevelse at rejse afsted som team til denne store lejr og både deltage i det tætpakkede program og også selv få lov til at bidrage til det.

Magda går i 2.g. på GUX i Nuuk (svarende til STX) og er aktiv i KFS i Nuuk.

Hun sagde hurtigt ja til at komme med til Påskelejr i Danmark, da muligheden bød sig. Også selvom det ville koste noget ekstra fravær pga. den lange rejsetid. Her deler Magda lidt af, hvad hun fik ud af at være med på Påskelejr: ”Jeg synes, at Påskelejr var en rigtig god oplevelse, som jeg var glad for at kunne dele med nogle skønne mennesker.

Jeg har aldrig før prøvet at være sammen med så mange kristne på min egen alder.

Jeg synes, det var fedt, hvor mange der var meget interesseret i, hvordan det er at leve i Grønland og som ønskede at forstå, hvordan hverdagen er her. En af dagene på Påskelejr holdt os fra Grønland en kaffemik. Kaffemik er noget, man holder i Grønland for at fejre noget bestemt. Det kan være alt fra skolestart til konfirmation, almindelig fødselsdag eller bryllup. Det går ud på, at man har en slags åbent hus, hvor folk kan komme forbi, spise noget grønlandsk mad og kage, snakke lidt med hinanden og gå igen, når man har spist, så der er plads til de næste, der kommer. Vi havde meget forskelligt grønlandsk mad

med til lejren, og jeg var meget overrasket over, hvor mange der ville prøve noget af det hele. Der var mange, der var meget nysgerrige på, om det, vi havde med, mon smagte, som de forventede, at det ville smage.

Det er fedt at se, hvor mange medlemmer KFS har i Danmark. KFS har været i Grønland i snart 3 år, og vi har udviklet os meget på de 3 år. KFS har været i Danmark nu i ca. 60 år og har også udviklet sig meget på den tid. Jeg håber, at når KFS har været i Grønland i lige så mange år, at det også har nået at vokse sig så stort.”

I vores lille Grønlands delegation oplevede vi det som en stor velsignelse at være med på Påskelejr, og vi nød, at der var så mange søde mennesker, som viste interesse for os og ønskede at danne fællesskab med os. Selvom vi kommer fra hver vores ende af Rigsfællesskabet, så har vi KFS i begge steder, og det er vi fælles om.

Hvis du gerne vil følge os i Grønland lidt tættere og høre mere om de små skridt i det store land, så kan du skrive dig op til en nyhedsmail, som kommer en gang i måneden. Du skriver dig op via www.kfs.dk Til sidst vil vi gerne opfordre dig til at gå i forbøn for os.

I TIDEN

27

Alle skal underordne sig

Om du kan lide fru Mette Frederiksen eller ej, skal du underordne dig statsministerens myndighed, for embedet er indsat af Gud til at regere og opkræve skatter.

Sådan læser vi i Romerbrevet.

Det er nødvendigvis ikke let, hvis man er uenig med dem, som sidder på magtens sæde.

Allieret med Paulus forklarer Søren Øhrstrøm, hvorfor denne gudgivne forordning alligevel er god og bindende for kristne, og han gør det samtidig klart, hvor grænserne for øvrighedens magt går.

Af Søren Øhrstrøm, cand.soc., sorenohrstrom@gmail.com

28

TEMA

Ordet “underordnelse” har ikke de bedste vibes i 2022. Ligesom temaet for det her magasin “Pligt”, smager det lidt af noget påtvunget og surt. Jeg kan heller ikke selv sige mig fri fra, at jeg nogle gange læser ordet og så oversætter det i hovedet til “undertrykkelse”, hvilket siger, hvor svært det tema er. Alle os, der er vokset op i Vesten efter Murens fald, går jeg ud fra, kan skrive under på nogenlunde det samme. Vi er badet i en kultur, som i høj grad betoner individualisme og vigtigheden af autenticitet for opbyggelsen af vores identitet – og de værdier går dårligt i spænd med autoritet og hierarki. Men vi skal alle underordne os. Det har vi pligt til. Det, tror jeg, er apostlen Paulus' budskab fra Romerbrevet kapitel 13 til os i dag

Guds forordning Romerbrevet kapitel 13, vers 1-7 har en særligt berygtet fortolkningshistorie. Passagen blev brugt af reformerte i Sydafrika til at forsvare apartheid-staten, og i en luthersk sammenhæng er passagen blevet brugt af kirken i Nazityskland til at legitimere underordnelse under Hitler. Det må vel nærmest være fuld plade i ondskabsbingo. Vi vender tilbage senere til spørgsmålet om, hvad vi så gør med teksten i dag. Først ser vi på, hvad teksten mon betød for de første modtagere i Rom. Vers 1-2: Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom.

Myndigheder eller autoriteter, som det også kan oversættes, referer til de mennesker, som i kraft af deres job (eller embede kunne vi også sige) repræsenterer Romerriget. I sidste ende er det kejseren, som på dette tidspunkt er Nero, men også politikere, guvernører, embedsmænd, soldater og andre, der handler på vegne af kejseren til at udøve hans autoritet. De ordninger, som de personer varetager som myndighedspersoner i Rom, er ifølge Paulus forordnet af Gud – et helt utroligt udsagn! Er dommeren

Man bør adlyde Gud mere end mennesker.

i sit virke som dommer virkelig i en ordning, som Gud har villet?

Også hvad angår den hedenske dommer? Det virker som om, at det er, hvad Paulus mener. Myndigheden til at regere og opkræve skatter (vers 6-7) er en ordning, som Gud har indsat og bestemt skal være der, og som Gud ønsker, at menigheden i Rom skal respektere ved at underordne sig den. Hvorfor det – kunne nogle af os, der ikke elsker høje skatter, spørge? Paulus giver to grunde, som han i vers 4 opsummerer som, at det er “til dit eget bedste”.

Det straffende magtmonopol For det første handler det om at skræmme folk fra at gøre ondt.

Myndighederne bærer ikke for ingenting sværdet, som Paulus er inde på. Hvis jeg lige skal lave et sidespring til mit hovedfag i samfundsfag, så er den definition af staten ret sammenlignelig med Max Webers fra 1919 i Politik als Beruf: “stat er den organisationsform, der inden for et afgrænset område med held opretholder et monopol på legitim magtudøvelse.” Straf virker selvfølgelig afskrækkende, og det er en god ting, at folk afskrækkes fra at begå alvorlig kriminalitet, og at der inden for et afgrænset geografisk område ikke er konkurrerende instanser, men kun er én instans, der retsmæssigt (eller legitimt) kan udøve magt eller lige frem vold, om nødvendigt. For det andet begrunder Paulus i vers 5 menighedens underordnelse i, at de også skal det på grund af samvittigheden. Det kan måske virke lidt dunkelt, men jeg tror, det skal forstås i lyset af, at Paulus allerede i vers 2 har sagt, at de, som ikke underordner sig, vil pådrage sig en dom: Enten før døden af øvrigheden, som vers 4 er inde på, eller af Gud på dommens dag. Så underordnelse under myndighederne er vitterligt Guds ønske for romermenigheden.

Absolut lydighed?

Hvilken slags underordnelse, mener Paulus så, skal kendetegne kristnes forhold til myndighederne? Dét er måske det brændende spørgsmål, som man sidder tilbage med, når man læser sådan en tekst. I teksten er der ikke nogen eksplicitte undtagelser til at underordne sig, og det er nok grunden til, at folk har udnyttet teksten politisk. Hvis man ser på det spørgsmål i lyset af andre passager, så er den allertydeligste undtagelse beskrevet i Apostlenes Gerninger kapitel 5, vers 29, hvor Peter og Johannes afhøres af de ledende religiøse jøder i Jerusalem. De ønsker, at Peter og Johannes skal holde op med at tale om Jesus, og til det siger Peter og Johannes: “Man bør adlyde Gud mere end mennesker”. Så ud fra det, må det være klart, at underordnelsens grænse i hvert fald er nået, hvis myndighederne forbyder noget, Guds ord tillader.

TEMA

29

Vi ser også Paulus’ eget eksempel på, hvordan han forholder sig til øvrigheden i Apostlenes Gerninger kapitel 22, vers 22-30, hvor Paulus har provokeret jøderne i Jerusalem og skabt røre på grund af sin forkyndelse. Romerne arresterer ham og vil piske ham under forhør.

Paulus kræver dog sin ret som romersk statsborger: “Må I piske en romersk borger, det uden dom?” Det må de selvfølgelig ikke. Paulus anker sin sag til Kejseren og bruger muligheden til at komme til Rom, hvor traditionen siger, at han dør. Eksemplet med Paulus siger mig, at Paulus i hvert fald ikke forstod underordnelse under myndighederne i en absolut forstand, hvor det var hans pligt kun at nikke ja til alt, hvad myndighederne bad ham om.

Hvis vi vender tilbage til Romerbrevet kapitel 13, så kan man også sige, at der implicit er forhold, der begrænser øvrighedens magt. Øvrigheden har deres autoritet fra Gud – det er dermed en afledt autoritet i modsætning til en autoritet i sig selv. Dette er eksplosivt, fordi Paulus skriver ind i en tid, hvor kejsere tilbedes som guder. Kejserne har præsenteret sig selv som nogle, der har absolut autoritet til at gøre, hvad de vil, og her siger Paulus, at de er forordnet af Gud, og derfor står under Ham og ikke kan 30

TEMA

regere præcis, som de vil. Paulus har i Romerbrevet kapitel 2, vers 11-15 introduceret det, som senere teologisk tradition har kaldt den naturlige lov, det vil sige den moralske lov alle mennesker, uanset om de er kristne eller ej, kan genkende i naturen og i samvittigheden – om end vores moralske intuitioner kan bedrage os nogle gange.

Den lov skal øvrigheden regere efter, og menigheden i Rom skal efter bedste evne underordne sig og adlyde øvrigheden, selvom der så kan opstå situationer, hvor de ikke skal adlyde. Det skal så siges, at i de situationer kan man stadigvæk tale om en slags underordnelse under øvrigheden, eventuelt tager man sin straf og anerkender, at det er landets love. Her har kirken et stærkt forbillede i den forfulgte kirke og ultimativt i Kristus, som byder os at tage vores kors og følge ham. Peter siger det godt i 1. Peters brev Kapitel 4, vers 13: ”... men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares.”

Hvad med i dag?

Menigheden i Rom skal altså underordne sig under øvrigheden, medmindre den påbyder synd, eller hvis borgeren behandles

Øvrigheden har deres autoritet fra Gud – det er dermed en afledt autoritet. i strid med, hvad øvrigheden ellers har bestemt. Hvad med os i dag? Er det måske ikke bare på tide, at kristne opgiver sådan en passage på grund af den belastede fortolkningshistorie? Mange bibellæsere har taget sådan en strategi. På den ene eller anden måde er målet at relativisere appliceringen af passagen til den konkrete situation i 50’ernes Rom under Nero og til ingen anden sammenhæng end netop den. Politisk har menigheden og Paulus en interesse i ikke at skabe for meget røre og at holde sig venner med øvrigheden. Særligt efter Kejser Claudius edikt fra omkring år 49, hvor alle jøder (dermed også mange kristne) skulle forlade Rom. Celsus, en af kristendommens kritikere i det 2. århundrede, anklagede kristendom for at undergrave den romerske republik, fordi kristendom, som han forstod det, forbyder hævn og krigsførelse. De kristne var derfor under pres på grund af deres forhold til øvrigheden. Underordnelse under myndighederne har ikke bare været smart, men nødvendigt for overlevelse.

Ikke bare pragmatik, men lære Problemet for denne læsning er dog bare, at teologien om underordnelse under myndighederne og tanken om myndighedsembedet som forordnet af Gud er ud over hele bibelen og ikke bare i Romerbrevet. Tag Jesu svar til Pilatus i Johannesevangeliet kapitel 19, vers 11: “Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra.” Gud har givet magt til Pilatus som øvrighed, og Jesus underlægger sig faktisk under myndighederne, selvom hele situationen er uretfærdig. Der er parallelpassager til Romerbrevet kapitel 13 i 1. Peters brev kapitel 2, vers 13-17 og Titus brev kapitel 3, vers 1, som gentager ideen om underordnelse under myndighederne som den kristnes pligt. Et stort tema i Daniels bog er på sin vis også, at Gud er herre over historien og indsætter og fjerner konger, som han vil (2,21; 4,14; 5,21). Imens Daniel og hans venner er i eksil i Babylon, er deres opgave ikke at være politisk revolutionære og lave et kup, men tværtimod skal de, som Jeremias siger: “Byg huse og bo i dem, plant haver og spis frugten; gift jer og få sønner... Stræb efter lykke og fremgang for den by, jeg førte jer bort til, og bed til Herren for den; går det

det den godt, går det også jer godt” (Jeremias bog kapitel 29, vers 5-7). Daniel og hans venner dygtiggør sig i kaldæernes sprog og skrift og bliver betroede embedsmænd i Babylon, og når Babylon kræver afgudsdyrkelse af dem, så vælger de side med Israels Gud. Når alt kommer til alt, så er “reduktionisk-kontekstualiserende” læsninger udelukket for den person, der ønsker en helbibelsk vision for teologi om øvrigheden. Det er ikke et tema, vi bare kan skubbe fra os i dag som kristne.

”Ej ikke mere skat” Den slags vision har selvfølgelig nogle konsekvenser for vores forhold til øvrigheden i dag. Jeg synes personligt ikke arveafgiften er en retfærdig ordning, idet den både straffer sparsommelighed og gavmildhed imod sin nærmeste familie, hvilket i mit hoved ikke flugter godt med statens ideelle rolle, som den der straffer forbrydere og roser det gode (1. Peters brev kapitel 2, vers 14). Alligevel skal jeg nok punge ud engang, hvis jeg arver mere end 300.000 kr. på én gang.

“... for de er Guds tjenere” Paulus kalder myndighederne for “Guds tjenere”. Hvis du spurgte mig om natten om et eksempel på en Guds tjener, så ville jeg nok nævne en apostel, en supergod person som Moder Theresa eller måske endda min præst. Jeg ville nok aldrig nævne den lokale skrankepave i Aalborg Kommune, byrådsmedlemmet, embedsmanden eller byretsdommeren, men det tror jeg faktisk, at Paulus gør her. Vi kan have en forudfattet mening om, at hvis vi virkelig skal gøre Guds arbejde eller tjene Ham, så skal vi arbejde i kirken eller lave diakoni. Alle os andre, der ikke gør det, er bare nogle, der støtter de andre i Guds arbejde. Det er i virkeligheden en opdeling mellem hellig og verdslig, der har mere til fælles med den romersk-katolske teologi i middelalderen og deres klostersystem, end med Paulus’ teologi. Paulus siger faktisk, at der er en mulighed for at tjene Gud (og andre mennesker) ved at være politiker, embedsmand, dommer, politimand, soldat eller studerende. Det er en del af en større teologi om Guds forsyn og menneskets kald og stand: Gud virker igennem forskellige midler helt generelt for at sørge for os. Han giver os det daglige brød, når vi går ned og køber det af bageren eller af købmanden. Han helbreder os, når vi går til lægen. Han giver os sikkerhed igennem øvrigheden. Der er altså en stor værdighed i helt almindeligt arbejde, som er tjeneste på Guds vegne for andre mennesker. ■ TEMA

31

Godhedsmissionen Kan vi som KFS’ere og KFS-grupper være med til at gøre vores studiesteder og gymnasier til et bedre sted for alle, hvis vi begynder at sprede godhed, der hvor vi er? Og hvad har det egentlig at gøre med at ville ’kende Jesus og gøre Jesus kendt’? Læs med her, hvor Cecilie og Selma fortæller om ’Godhedsmissionen’, Laget og Norge.

Af Selma Terp Legarth og Cecilie Idorn

Vi var i marts en god flok KFS'ere i Stavanger i Norge på en "Godhedsmission" for at få inspiration og lære mere om godhed med/ fra vores brødre og søstre i Laget, som er det norske KFS. Vores umiddelbare indtryk er, at Laget minder rigtig meget om det KFS, vi har i Danmark. De mødes i spisepausen og får en snak om tro, ligesom vi også gør i vores KFS-grupper rundt om i Danmark. Og så prøver de også at række ud og fortælle om på deres gymnasier, hvor meget Jesus betyder for dem.

GODHETSUKA I Laget og i Stavanger har de hvert år en Godhetsuka, hvor de i en uge har særligt fokus på at sprede godhed på gymnasierne. I forbindelse med vores tur var vi med til deres Godhetsuka, hvor vi hang en masse søde post-its op og delte gifler, is, kage, kakao og andet godt ud på gymnasierne omkring Stavanger.

Udover at deltage i Godhetsuka og danne fællesskab med skønne nordmænd, havde vi en masse spændende workshops omkring godhed mm. Her snakkede vi blandt andet om nogle af de problemer og ærgerlige tendenser, vi oplever på gymnasierne, og hvad vi kan gøre helt konkret for at forhindre det – som KFS-grupper og individer. Vi snakkede ind i det også om, hvad godhed kan gøre og gør. Derudover undersøgte vi også, hvilke problemer der kan være på uddannelsessteder på globalt plan.

Vi havde mange gode snakke, foredrag og andagter. Og så nåede vi da også lige et smut på smuk fjeldvandring, i kirke og deltog lørdag aften på Impuls, som er et kæmpe kristent event med over 2.000 unge deltagere, som alle mødtes i Stavanger for at lovprise Gud.

VORES OPLEVELSE AF TUREN Vi synes, det var megafedt at være i Norge med KFS. Det var vildt at mærke, hvor overraskede og glade nordmændene blev, da vi var ude på gymnasierne for at sprede godhed. Det var også dejligt at se de kristne fællesskaber i Stavanger. Det var fedt at opleve, hvor meget vi har tilfælles med dem. Vi har samme visioner og

samme Gud som dem. Vores danskerflok hyggede sig virkelig også meget, og vi havde nogle rigtig spændende snakke. Så vi er i den grad begejstrede over godhed og Norge

DET TAGER VI MED OS HJEM Selma: Jeg blev på vores tur til Norge enormt inspireret til at sprede godhed lige der, hvor jeg er. Godhed gør så meget godt på alle fronter, så det kunne være så fedt, hvis “Godhetsuka” også blev en ting i Danmark. Jeg tror ikke, der skal så meget til for at gøre en forskel for vores medmennesker. Man kan arrangere julehjælp eller andre slags indsamlinger med KFS-gruppen, øve sig i at se sine kammerater og tage nogle af de svære samtaler med dem – eller bare noget så simpelt som at give komplimenter.

Cecilie: Jeg synes, at det var megafedt at komme til et andet land og opleve den kristne kultur. Det var ret befriende at finde ud af, at kristne unge ikke kun findes i Danmark, men at de også findes andre steder i verden. En ting, jeg tager med, er helt sikkert, hvor meget man kan vise Jesu kærlighed til mennesker uden overhovedet at snakke om ham. Det hele kan ses i de gode gerninger. Og “Godhetsuka” er helt sikkert noget, vi også skal have indført i Danmark.

KFS NYT

33

LTC’erne anno 21-22 takker af!

Af Christian Østergaard Jacobsen & Andreas Theodor Teglgaard Christensen

Her i timerne før flyet letter med kurs mod Tel Aviv, fyldt med en stak eventyrlystne og nysgerrige LTC’ere, fyldes tankerne af mere end solskin, oliventræer og grædende murer. Det er nogle af de tanker, vi vil invitere jer med ind i…

I skrivende stund (hvilket er den 26. april) er der omkring en måneds tid til, at hoveddøren på Ribevej 71 lukkes i for sidste gang for LTC anno 2021-2022. Det efterlader os elever med mange refleksioner om tiden, der nu er gået, tiden, der kommer, og båndene til hinanden, der ikke brister, skønt de bliver geografisk udspændt. Hvad har et helt år med undervisning, bønsfællesskab, eventyr og en til stadighed voksende relation til Jesus gjort ved os?

Christian – ”Jeg glæder mig til at erfare, hvilken forskel LTC har gjort for mig i mit videre liv” For mig, Christian, har året overgået mine forventninger på flere niveauer. Jeg må sande, at også jeg har gennemgået en stor udvikling. Jo flere tanker, jeg skænker fællesskabet her, des mere taknemmelig bliver jeg for det. Det har været helt unikt, lærerigt og fantastisk at skabe et hjem med så skønne mennesker – lære at lytte, afstemme forventninger, sige undskyld og blive tilgivet. At elske og blive elsket. Noget af det, der gør det så særligt, er dét, at Jesus altid har været og skal være med i alt, hvad vi gør. Om det er at holde religionstimer, arrangere KFS-lejre, lave aftensmad eller spille Spikeball i haven. Jesus er grunden til, at vi er her, og det er Ham, der elsker os tættere sammen. Jeg glæder mig til at 34

KFS NYT

erfare, hvilken forskel LTC har gjort for mig i mit videre liv – jeg er vis på, at den er større, end jeg kunne forestille mig. Min rygsæk er blevet fyldt med meget godt. Og det er ikke kun ting til egen gavn, men også ting, der skal deles med verden omkring mig. Til glæde, gavn og vigtigst – til Guds ære!

Andreas – ”Jeg har fået et mere personligt og fortroligt forhold til Jesus” Det er efterhånden næsten 10 måneder siden, at vi begyndte på LTC. Det føles egentlig mere som æoner end måneder. Det er i hvert fald sådan, at når jeg, Andreas, tænker tilbage på opstartstiden, så føles det lidt som om, at det var et andet menneske, der oplevede det. Den Andreas, der startede på LTC, havde jo ikke prøvet hverken teamperioder, religionstimer foran gymnasieklasser, LTC-morgenandagter, hygge i dagligstuen kl. 2 om natten med eksperimenterende toasts, undervisning i sjælesorg eller at køre i en af LTC's skramlekasser (som man knytter sig ret meget til). Han havde ikke prøvet at være en del af LTC-fællesskabet. Jeg er utroligt taknemmelig over, at jeg har fået lov til at opleve alt dette og mere til, og jeg bilder mig ind, at jeg i processen er blevet en anelse klogere. Lidt på Gud, lidt på mig selv og lidt på andre.

Og det er helt sikkert, at jeg har fået et langt mere personligt og fortroligt forhold til Jesus. Jeg tænker en del på den Andreas, der spændt og forventningsfuld begyndte på LTC for længe, længe siden. Han kan godt glæde sig!

Glæden ved at dele Kender du til følelsen af pligt og utilstrækkelighed over at skulle fortælle andre om Jesus? Det gør Rasmus Jonstrup i hvert fald, men han giver dig her fire forrygende fifs til, hvordan du kan dele ud af din tro med større glæde og frimodighed.

Rasmus Jonstrup, cand.theol., ph.d.-studerende og bibellærer på Mariager Højskole, rasmusjh1@gmail.com

På sin vis er det jo faktisk den kristnes pligt, for Jesus har jo sagt: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen” (Markusevangeliet kapitel 16, vers 15). Alligevel er det ikke altid let at dele sin tro i dag, måske særligt ikke på sit uddannelses-

sted som ung. Det er nemlig ikke altid, at man får den ønskede reaktion, eller at samtalen sker på de præmisser, som man selv ønsker. Man kan føle sig udstillet eller som en outsider. Jeg har i hvert fald selv haft mine frustrationer – og samtidigt oplevet en længsel efter stadig at ville fortælle dem om Jesus. Jeg har haft mine fejl og succeser og vil gerne dele lidt af mine råd til, hvordan pligten til at dele kan blive til glæden i at dele: TEMA

35

01 Elsk din Gud

Det at dele sin tro er ikke noget, der først og fremmest kommer af et kendskab til gode evangelistiske teknikker. Det kommer derimod først og fremmest ud af en længsel efter at dele Jesus med andre, fordi man selv elsker Jesus. Det kender jeg selv ud fra de forskellige perioder i mit liv: Dér, hvor jeg har været mest vild med Jesus, har det også været mest naturligt for mig at dele min tro med andre. Det kommer bare meget mere ud af en glæde frem for en byrde. Og ud fra en frihed i visheden om, at det er Gud, der omvender mennesker, ikke os. Det er, som det gamle ordsprog siger: ”Frem for alt: Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet.”

(Ordsprogenes bog kapitel 4, vers 26) Med andre ord: Vogt din kærlighed til Jesus i dit hjerte, for derfra udspringer det naturligt at dele sin tro med andre! Opsøg derfor Jesus mere ved at tage til bibelstudier, lovsangsaftener, på bibelskole, høre lovsang, gå bønneture og høre podcasts, der vækker din tro! Gør, hvad end der skal til for at komme nærmere din Gud, for så vil du automatisk dele din tro mere.

Eftersom vi forventer, at andre lytter til os, burde vi derfor også lytte til dem. As simple as that!

36

TEMA

02 Vis oprigtig interesse

Når det er sagt, er der naturligvis bedre måder at fortælle om Jesus på frem for andre. En af de største fejl, jeg har begået igennem tiden, har været at være for dominerende i samtaler om tro frem for at vise oprigtig interesse for min samtalepartner. Jeg mener, at det ligger implicit i den gyldne regel: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” (Matthæusevangeliet kapitel 7, vers 12). Eftersom vi forventer, at andre lytter til os, burde vi derfor også lytte til dem. As simple as that! Det er for det første godt at gøre, fordi man jo rent faktisk selv lærer noget af den anden, også selvom ordene består af en kritik af troen. Det kan få dig til at reflektere på en sund og konstruktiv måde og forhåbentligt faktisk styrke din tro. For det andet kan det gøre, at din samtalepartner også har lyst til at lytte til dig, fordi du først har lyttet til vedkommende. Min erfaring er, at man kan udvise den her interesse ved ganske enkelt selv at stille interesserede spørgsmål som: ”Hvad mener du med det?” eller ”Hvordan er du kommet frem til det?” Herefter kan du så spørge: ”Har du overvejet, at …” og så biddrage med dit eget bud.

Og her ender de fleste så faktisk med at lytte med større interesse end før.

03

Fortæl om mirakler i dit liv, hvordan du blev kristen, eller hvordan du oplever at få fred hos Gud i en svær tid

Hold det på din egen banehalvdel

Vi danskere hader typisk, når andre ”prædiker” for os i samtaler og prøver at presse noget ned over hovedet på os. Til gengæld respekterer vi hinandens holdninger og oplevelser, så længe det bliver på den andens banehalvdel. Der er for eksempel forskel på at sige: ”Du burde seriøst læse i din bibel og opleve Gud” og ”Jeg synes faktisk, at jeg oplever Gud, når jeg læser i min Bibel”. Det sidste er langt mindre offensivt end det første, men kan stadig være inspirerende for den, der lytter. På ”Christianese” kalder vi det for ”vidnesbyrd”, hvilket i bibelsk forstand har stor kraft, endda i en eskatologisk (de sidste tiders) forstand, hvor Guds folk besejrer Satan ”ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord.” (Johannes’ Åbenbaring kapitel 12, vers 11) Hvis vi til sidst skal besejre selveste Satan med Jesu blod og vores vidnesbyrd, hvad er vores vidnesbyrd da ikke værd i en samtale med et andet menneske i dette liv? Der er kraft i vidnesbyrd! Del derfor dine åndelige oplevelser med dine ikke-kristne venner. Fortæl om mirakler i dit liv, hvordan du blev kristen, eller hvordan du oplever at få fred hos Gud i en svær tid. Her har vi en stor mulighed for at inspirere uden at provokere!

04 Grib det gunstige øjeblik

Paulus skriver: ”Vær vise i jeres omgang med dem udenfor, og brug det gunstige øjeblik. Jeres tale skal altid være venlig, krydret med salt, så I ved, hvordan I skal svare hver enkelt.” (Kolossenserbrevet kapitel 4, vers 5-6) Sådan et gunstigt eller gyldent øjeblik oplevede jeg for eksempel på gymnasiet, da en af mine ikkekristne klassekammerater havde store rygsmerter. Da skoledagen var ovre, fortalte jeg hende bare lige kort på vej ud af gymnasiet, at jeg ville bede for hendes ryg, mens jeg gik hjem fra skole. Den næste dag kom hun og spurgte: ”Hvornår var det egentlig, at du bad for mig i går?” Jeg fortalte, at det nok måske var et halvt minut efter, at vi havde talt sammen. Hun svarede noget i stil med: ”Det er ret vildt, for det var lige præcis dér, at jeg oplevede en varme ned ad min ryg, og at smerten forsvandt.” Fantastisk! Jeg har ikke altid turde gribe muligheden, når den kom, og det er heller ikke altid, at miraklet er fundet sted. Men der er altid en velsignelse at hente i at gribe mulighederne! Og måske er der langt flere små muligheder i hverdagen, end man lige skulle tro? ■ TEMA

37

Bøger:

Fællesskab og kendskab til Jesus i praktisk og tankevækkende bog Af Stefan Lumholdt Pedersen, sabbatsårs-KFS’er, lumholdt9098@gmail.com

Måske har du hørt, at Jesus ‘’lever i dig’’, og at du kan ‘’leve i ham’’. Og måske synes du også, at det let bliver en kristen jargon, som ikke altid giver mening – især, hvis du lige har hørt om Jesus for første gang. Det er sandt, at der ofte bliver sagt ting i kirken og i det kristne fællesskab generelt, som vi ikke forklarer os selv betydningen af.

Michael Reeves har formentlig haft samme oplevelse og frustration, da han satte sig for at skrive ‘’Kristus vores liv’’.

Her dykker han ned i det menneskelige kendskab til Jesus og tager læseren med på en rejse ind i, hvad ‘’Kristus i os’’ og ‘’os i Kristus’’ mon betyder helt konkret – med en skarp praktisk vinkel! Bogen giver blandt andet indsigt i, hvordan vi lærer Jesus bedre at kende, hvorfor det er vigtigt for os, og hvilken betydning det kan have for vores liv her på jorden, såvel som i Himmelen.

Michael Reeves skriver med et enormt og grundigt bibelkendskab og præsenterer med denne bog det smukke evangelium, glimrende fremlagt, så det dulmer smerten ved skam, giver forståelse af Faderens kærlighed og viser, at

Jesus stadig er til stede i verden efter sin himmelfart.

Ultimativt giver Reeves det søndagsskolesvar, vi alle kender så godt: Jesus.

Evangeliet er Jesus. Håbet er Jesus. Glæden er Jesus. Lever vi vores kristenliv i håb om at komme i Himmelen, når vi dør, lever vi ikke for mere, end muslimer gør. Men hvis kristenlivet lover, at i Himmelen er der fællesskab med Jesus, så har vi mere at se frem til. En intim forening med vores Gud, som vi nu blot kan smage gennem hans Helligånd. I sin konklusion skriver Reeves: ‘’Han er ikke en vej til Himlen blandt andre, og for kristne er han ikke bare et emne blandt andre. Kristent liv og kristen teologi må nødvendigvis begynde og ende med Jesus Kristus, vores frelser og mål.’’

I hele bogen er det vanskeligt at læse en side uden at finde et bibelvers eller en historisk prædikant citeret. Reeves’ ressource- og bibelkendskab er stort og velanvendt her, og Spurgeon, Calvin, Goodwin, Luther og mange andre bringes på bane for at give mere vægt til den Jesusfikserede teologi, der gør bogen så stærk. Nu skal bogen læses igen, for hver

Kristus Vores Liv - Om glæden ved at kende Jesus Michael Reeves Credo, 2021 173 sider

38

I TIDEN

sætning er værd at læse to gange. Både fordi bogen forsøger at forklare himmelske begreber til jordisk forståelse, men især også fordi hver sætning indeholder en kristelig trøst, som for mig genlyder af den kærlighed, Gud har til os.

Reeves præsenterer her et stærkt forlig mellem de svære spørgsmål, vi kan have til nogle af Bibelens tekster, og vores forståelse af den kærlige Gud. Han prædiker håb for enhver, som er født i en syndig verden. Selvom jeg før har læst, at der er større kærlighed end fordømmelse at finde hos Jesus, så står det mig nu klarere end nogensinde før, at hvis jeg retter mine øjne mod Jesus, er der frihed fra enhver synd.

Reeves taler også om håb for syndskampen selv. Vi befrier aldrig os selv fra synd, men hvis vi i alting ser mod Jesus, hvad enten det er skolegang med lange fysiktimer, arbejde til sent på aftenen eller mødet med vennerne, så er der håb for befrielsen fra det slaveri, det er at sidde fast i synden.

Bøger:

Marilynne Robinson skriver, så du får oplevelsen af at få direkte adgang til et andet menneskes indre liv Af Josefine Amalie Petersen, stud.psyk., josefineamalie@hotmail.com

Da hans liv nærmer sig sin afslutning, beslutter John Ames, en aldrende præst i den lille afsides by Gilead i staten Iowa, at skrive et brev til sin unge søn. Da han har fået sønnen sent i livet efter at have giftet sig med en væsentlig yngre kvinde, må han give afkald på at opleve sønnens opvækst og i stedet håbe, at sønnen som voksen må læse brevet og derigennem lære sin far at kende. Brevet, der udgør rammen for romanens fortælling, veksler mellem at skildre fortællinger om præstens slægtshistorie, hans egen historie om tilværelsen som præst i den lille by og hans indre liv med refleksioner over livet, døden og troen på Gud. Fortællingen udformer sig som en langsom vekslen mellem disse forskellige dele og dvæler længe ved refleksioner og stemningsbilleder. Stemningsbillederne kan være af små, trivielle hverdagssituationer, som når John Ames betragter sin hustru og søn lege i haven på en forårsdag, men det mærkes gennem måden, hvorpå disse situationer beskrives, at de

af præsten tolkes i et større perspektiv; som et udtryk for Guds nåde og godhed.

Marilynne Robinsons fortællestil lægger op til eftertænksomhed og fordybelse.

Forventer man en hurtigt fremadskridende handling, må man derfor væbne sig med tålmodighed. I stedet vil jeg anbefale at læse romanen på dens egne præmisser; i et langsomt tempo, hvor man tillader sig selv at dvæle ved de samme situationer og refleksioner som præsten.

For mig bliver romanen først for alvor medrivende, da fortællingens ”fortabte søn” omtrent halvvejs inde i bogen vender hjem til sin far, der er nabopræst og John Ames’ tætteste ven. Hermed introduceres historiens første egentlige (om end primært indre) konflikt for John Ames, da han kæmper med at møde den utilpassede og plagede unge mand med den samme præstelige omsorg, som han møder sine egne sognebørn med. Dette bliver en meget bevægende historie om tvivl, skyld og forsoning, som – på trods af, at man oplever den gennem en aldrende,

amerikansk landsbypræst – bliver genkendelig og relevant for mig som læser. Måske særligt, når man som romanens fortæller tror på Gud og tolker Ham ind i de situationer og udfordringer, man møder i sit liv.

Den følelse, man sidder tilbage med, når man har læst ”Gilead” til ende, er mere end følelsen af at være blevet fortalt en god historie. I stedet har man det næsten som om, at man i en tid har fået direkte adgang til et andet menneskes indre liv og oplevet lidt af verdenen gennem dette menneske – og Marilynne Robinson skriver så overbevisende, at man kan glemme, at der er tale om en fiktiv karakter i en fiktiv amerikansk by og ikke et rigtigt menneske.

Men oplevelsen af at komme ind i hovedet på den aldrende præst, at tænke med på hans tanker og gennem ham at opleve et stykke af livet i den lille by Gilead kan varmt anbefales.

Gilead Marilynne Robinson Gyldendal, 2006 222 sider

I TIDEN

39

KFS’ bestyrelse er klar – med to nye gymnasierepræsentanter

KFS er KFS’ere, og intet sted er det mere tydeligt, end når der vælges en ny bestyrelse på KFS’ årlige generalforsamling. I år kunne KFS søndag den 10. april også endelig igen invitere til generalforsamling lige der, hvor der i forvejen er allerflest KFS’ere samlet – Påskelejr.

Til denne generalforsamling var 7 ud af i alt 15 pladser i bestyrelsen på valg. Eskil Lyngsøe og Lukas Kaarby, der har gjort en kæmpe indsats i bestyrelsen for KFS i de seneste år, havde på forhånd valgt ikke at genopstille. Støder du på dem på din vej, så sørg for at give dem en stor tak!

Til stor glæde for KFS og KFS’ere valgte Maiken Terp Legarth og Anna Dahl Iversen, der er i gang med STX i henholdsvis Tørring og Aarhus, frem mod generalforsamlingen at stille op til bestyrel-

sen. Det er et vedvarende ønske i KFS at engagere nye gymnasierepræsentanter i bestyrelsen, og derfor var der på generalforsamlingen også stor begejstring over, at Maiken og Anna har stillet sig til rådighed, så de kan bringe deres erfaringer med ind i KFS’ og bestyrelsens arbejde.

De i alt syv opstillede kandidater fik ved skriftlig afstemning alle den nødvendige opbakning fra de fremmødte medlemmer, og den nye bestyrelse kunne lørdag den 7. maj også afholde deres allerførste møde. Her fik de blandt fik mulighed for at konstituere sig og vælge, hvilke medlemmer der skal deltage i forretningsudvalget (FU) og økonomiudvalget (ØU), som behandler løbende sager mellem bestyrelsens møder. Hvordan roller og udvalgsposter er fordelt, kan du se i den nedenstående oversigt:

KFS’ bestyrelse 2022 (På valg i 2023) Per Ladekjær (Formand i bestyrelsen) Erik Nedergaard Hansen (Formand for ØU) Ellen Højlund Wibe Vicky Gaedt Kastbjerg Rasmus Vævest Nymann Eriksen (menigt medlem af FU) Anine Madvig Struer Kenneth Kjær Jensen (menigt medlem af ØU) Rebecca Baltzer Stidsen

40

KFS NYT

(På valg i 2024) Ellen Esmarch Pedersen (næstformand i bestyrelsen) Anna Dahl Iversen Maiken Terp Legarth Kristoffer Roager Frederik Mukai Hauge Sarah Morthorst Andersson Benjamin Birk Christophersen

Portræt Philip Würtz Højgaard, 24 år, Aftjent værnepligt ved Garderkasernen i Høvelte og Livgardens Kaserne på Gothersgade

Hvorfor valgte du at aftjene værnepligt?

Jeg valgte værnepligten for at udfordre mig selv, for at skabe nogle mindeværdige oplevelser og for at opleve tæt kammeratskab, hvilket det også resulterede i. Jeg vidste, at jeg med min kristne opvækst nok kom med nogle lidt andre perspektiver og holdninger end alle andre, og jeg tænkte, at det ville blive spændende at møde andre, som kom med en anderledes opvækst end jeg.

Hvordan oplevede du det at være under andres kommando?

En af de første ting, du får at vide som ny værnepligtig, er, at en soldats første og vigtigste pligt er at adlyde ordre. Det kaldes ’lydighedspligt’. Som udgangspunkt kan det føles unaturligt og ubekvemt, at der er en, som bestemmer over dig og fortæller dig alt, hvad du skal gøre og ikke gøre. Især i et land som Danmark, hvor du ofte får at vide; ”Gør det, du har lyst til, og det, som du selv synes, er rigtigt”.

Jeg oplevede det dog meget naturligt at adlyde ordre, og jeg oplevede overraskende tit, hvordan det at være under andres kommando kunne være en befrielse, da jeg bare kunne få en retning og så knokle på og ikke selv at skulle tage store beslutninger i forskellige opgaver og øvelser.

Jeg tror også det bibelske perspektiv om, at vi skal underordne os autoriteter, og det, at jeg har Gud som en autoritet i mit liv, spiller en rolle i forhold til min oplevelse af, at det var naturligt at underordne sig andre.

stelser byder sig. Det vil sige, at jeg i den periode oplevede at nærme mig verdens tankegang mere og mere. Det, der normalt var en bevidst kamp mod verdens fristelser i mit liv og mit eget ego, blev en mere flad kamp og ikke aktiv kamp, da den åndelige robusthed og bevidsthed, jeg kom med før, fladede lidt ud i Livgarden. Det resulterede i, at jeg i perioder kunne føle mig på ret lang afstand af Gud. Dog vidste jeg, at Livgarden var for en stund, og at jeg ville vende tilbage til kristne fællesskaber efterfølgende. Jeg har sidenhen på ny mærket, hvilken enorm betydning det har at være i kristne fællesskaber, og at det at være kristen ikke er noget, man kan være alene. Jeg erfarede også i Livgarden, at selvom Gud kunne føles langt væk, så var han ikke længere væk end en bøn, og at han svarede med andre perspektiver, ro og tålmodighed i relationer og situationer, når jeg bad til ham om hjælp.

Ændrede din tid i Forsvaret din relation til Gud og evt. hvordan?

Et sted som Livgarden er ikke ligefrem et sted, som oser af Jesus. Jeg kendte til 3 andre ud af 400 på december 2020 holdet, der ligesom jeg gav udtryk for at kende Jesus som deres frelser. Som udgangspunkt ændrede min grundlæggende tillid og tro på Gud sig ikke i løbet af min tid i Livgarden. Men af og til kunne jeg dog godt føle Livgarden som et sted med åndelig tørke. At leve i et fællesskab, hvor størstedelen ikke kender til det at tro på Gud, Jesus eller noget andet, gør det svært at bevare sine åndelige discipliner. De discipliner, der opbygger den åndelige bevidsthed og udrustning, som man kan bruge proaktivt, og som er afgørende, når verdenens friTEMA

41

Det fjerde bud: Du skal ære din far og din mor Af Jakob Valdemar Olsen, sognepræst i Emdrup Sogn og lektor i religionsfilosofi ved DBI, jvo@km.dk

Bibelvers: Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig. (2. Mosebog kapitel 20, vers 12) Erfaringer af ære og skam, respekt og foragt, kærlighed og ligegyldighed er en del af det menneskelige liv. Kærlighed kan vi ikke leve uden, og det kommer til udtryk under mange former og i forskellige forhold. Kærligheden til børn, venner, ægtefælle, forældre og Gud viser sig på varierende måder.

Noget, som kendetegner det menneskelige liv, er, at det er bestemt af relationer, af forhold som vi lever i. Fra vi sættes ind i verden, til vi dør, lever vi med og i forhold til andre. Det viser sig i den omsorg, andre giver os, og det fastholder en pligt i vores liv.

Alt dette gælder tydeligvis forholdet til forældre, som det er formuleret i de 10 bud, at vi skal ære far og mor.

Næst efter Gud er det dem, der sætter os i verden og opretholder livet. Der er nødt til at være en forbindelse mellem forældre og børn for, at livet, personligheden og samfundet kan hænge sam42

TEMA

men. Det fællesskab, som uden videre forkaster denne kontakt, forkaster i virkeligheden det menneskelige liv.

Respekten for andre må også komme til udtryk i familien. Og særligt da buddet blev givet, var det nødvendigt, at børnene tog sig af forældrene, når de blev ældre og ikke længere kunne tage vare på sig selv. Sådan har det været i alle kulturer, og det er en opgave, der er lagt hen til alle.

Ikke altid let Men erfaringen siger mig, at det ikke altid er så let. Og så kan man overveje, hvad det egentlig vil sige at ære, respektere og elske. Som det siges et andet sted i Bibelen, så skal man lyde Gud mere end mennesker, og forældrene ejer ikke børnene, men de har et ansvar for dem i en periode; ligesom børnene ikke ejer forældrene.

Det at ære, respektere og vise kærlighed kan betyde at give modstand, at gøre noget andet end det, der ønskes.

Det at ære er også at være ærlig, at være den, man er. Falskhed er ikke at ære, men oprigtighed overfor andre er

udtryk for respekt. Det betyder ikke, at man skal sige alt eller give udtryk for alt, men at løgn ikke er et ideal.

Jeg har dog erfaret, at der er forhold, der er så betændte, at det kan give mening for en tid at holde afstand til gavn for alle parter. Hvis det sker i familien, at afstand må praktiseres, så ophæver det ikke buddet om at ære, men det at ære kan komme til udtryk gennem modstand og et ønske om det gode forhold.

Gud er med Efter det 4. bud siges det: ”for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.”

Der er en Guds velsignelse, der følger buddet, hvorved det angives, at den enkelte ikke er overladt til sig selv, heller ikke til sine forældre, men Gud går med. Jeg anser det for uomtvisteligt, at gode relationer bygger gode liv. Samtidig gælder det også, at Gud er nærværende i familiens kamp for det gode liv og vi overlades ikke til egne evner og kræfter, heller ikke når kampen er tung. ■

KFS-leder:

Vi flytter!

Af Per Ladekjær, formand for KFS’ bestyrelse, perladekjaer@gmail.com

Livet som studerende er en tid, hvor man må være klar til at flytte sig – både geografisk, men også på det personlige plan. At være i gang med en uddannelse giver en ny identitet. Det kan være angstprovokerende for nogle at tage de skridt, men det er også en udviklende proces.

Man kan godt sige, at det samme gælder for KFS. Nu flytter vi også KFS-kontoret geografisk fra Ødsted til Århus fra sommeren 2023. Vores forventning til den proces er, at det ikke forandrer KFS’ identitet helt grundlæggende, men det er en god mulighed for udvikling.

Muligheden opstod i første omgang med en invitation fra Menighedsfakultetet. Det gav bestyrelsen en anledning til at drøfte, hvorfor vores placering i Ødsted var det bedste? Og jo mere vi drøftede det, jo mere stod det klart, at det bedste for KFS ikke er, at vores kontor ligger i en by, hvor der ikke er studerende.

Til gengæld er der klare fordele ved at have KFS-kontoret placeret i en aktiv studieby. Det har også været tilfældet i næsten hele KFS’ historie, men økonomi tvang i sin tid KFS til at flytte ud af København og til Ødsted. Det var den rigtige beslutning dengang, men vi må også tage det alvorligt, at de ansatte på kontoret igennem flere år har peget på de store udfordringer, der er i at være placeret langt væk fra de studerende, som vi er sat i verden for at tjene.

Erfaringerne fra tiden i København var, at når man har et tilgængeligt kontor, skaber det et naturligt rend ud og ind af studerende. Det vil gavne KFS’ sag at have en bedre kontakt og større synlighed, og med den nye placering kommer vi til at være centralt placeret og tæt på en masse uddannelser.

En oplagt mulighed er også, at vi kan have flere studenteransatte med en tættere kontakt med kontoret. Erfaringerne fra flere af de missionsbevægelser, der er flyttet til en studieby, er, at det er lettere at rekruttere. Det er i disse år en stor udfordring – selv i KFS, hvor vi er godt vant. Vi mærker, at vi får færre ansøgninger, når vi slår stillinger op, og at vi skal rekruttere mere aktivt. Vi tror også, at det særligt bliver lettere at rekruttere til stillingerne på kontoret.

I forbindelse med den her beslutning satte vi en arbejdsgruppe i gang med at undersøge fordele og ulemper og mulig-

heden for at flytte til en større studieby. Der har været mange hensyn at tage højde for, f.eks. økonomien i det. Økonomisk vil det være en ekstra udgift at flytte kontoret til Århus, men vi ser det som en god investering på den lange bane. Vi har undersøgt mulighederne i alle de større studiebyer, men samlet set er løsningen i Århus bedst for os.

Vi har ønsket at fastholde, at vi stadig har et kontor i København for vores ansatte dér samt en lejlighed, der bl.a. bliver brugt som mødested for gymnasieKFS’ere i København. København vil altid være en prioritet for os, ligesom vi selvfølgelig også skal være til stede i de andre store studiebyer, så meget vi overhovedet kan.

Dét ændrer sig ikke, fordi kontoret flytter fra Ødsted til Århus.

Men som med ethvert flyt, vedkender vi os, at dette påvirker vores identitet. Vi tror på, at det er til det gode, men vi er også meget opmærksomme på de nye udfordringer, der er forbundet med det.

PS: Vi tager gerne imod ’indflyttergaver’!

I TIDEN

43

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

“”

Pligten sætter os faktisk fri. Hvis vi rendyrker den, går vi galt i byen, men hvis vi for en stund bevæger os lidt ud af bøgerne og ned på jorden, så er der meget vis og praktisk vejledning i at fokusere lidt på pligten. Jeg kan ikke altid mærke Guds kærlighed i mig mod min næste, men jeg kan forsøge at handle efter den alligevel.

Troels Nymann Eriksen, i "du skal elske din næste" Temaartikel side 06

Støt KFS’ arbejde økonomisk Via MobilePay: 700800 Via bankoverførsel: 4597-0004054954 Via kfs.dk – klik på

i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer

44

Hvad går pengene til? Fx At gøre Jesus kendt for gymnasieelever KFS besøger hvert år mange af de danske gymnasier og studiesteder på forskellige måder. Vi tilbyder blandt andet at holde religionstimer, hvor eleverne – måske for første gang – får et møde med en ung kristen, de kan spejle sig i, og mulighed for at tale frit om tro, kristendom og Jesus. Sidste år holdt vi over 150 religionstimer – det er mere end 4.500 gymnasieelever, der har fået lov til at høre evangeliet forkyndt fra en KFS’er!

45