TT02_2009_Kvinden

2009

Kristeligt Forbund for Studerende

Hvad laver de egentlig i Ødsted? » 4 Rejs ud som volontør og gør en forskel! » 6 Sol, Helligånd og æsler på gaden... læs om LTC’ernes tur til Etiopien » 5 “Generaler” mødes på KFS-Centeret » 9

Tema: kvinder

her står du

5 6 Internationalt ”generaltræf”

13 Karriere og familie

21 25

3

8 12 15 16 Rejsefeber i maven?

tema: kvinder

Se, jeg er Herrens tjenerinde...

18 Maskulint reality-tjek!?

refleksioner

kæphesten

kvinde, kend din kamp

Vi skal udnytte forskellene

23 27 31

bøger

Båndtaler Version 2.0

generalens

Leder Hvad skal vi egentlig med KFS? For et stykke tid siden fik jeg en trist nyhed: Gennem de seneste år er antallet af KFS-grupper faldet. Endda så meget, at det ikke bare kan kaldes ”konjukturudsving”. Der er simpelthen færre gymnasier og studiesteder, hvor man samles om Jesus, end der var for nogle år siden.

Men er det ikke bare den slags ups and downs, alle bevægelser oplever? Er det ikke bare udtryk for, at færre føler for det daglige KFS-arbejde, mens flere kommer på lejrene, som vitterlig er vokset meget? Er det ikke bare på tide at vågne op til 2009 og finde mere relevante måder at være kristen på studiestederne?

Nej. Det er det ikke bare. Det er ganske vist helt naturligt, at tingene bevæger sig i bølger. Det er også pragtfuldt, at lejrene vokser.

Og jo, 2009 er hverken 1959, 1979 eller 1999. Men. Der er et stort men …

For der er en uro, som jeg tror, KFS står og falder med. Det er den uro, man mærker, når det går op for en, at der er mange studerende, der ikke kender Gud. At mange heller ikke kender andre, der kender Gud. Og at Gud længes efter dem.

Af bestyrelsesformand i KFS Johannes Baun

Engang kittede kristendommen samfundet sammen. Sognekirkens klokker bimlede på bakketoppen, degnen underviste i skolen, ”den kristne børnelærdom” var faktisk børnelærdom. Sådan er det ikke i dag. I dag har mange studerende ikke noget forhold til hverken kirken eller kristendommen. I dag har mange ikke andre til at bede for sig end KFS’erne. Og mange har ikke andre til at fortælle sig om Jesus. Derfor er der mange, der ikke møder Gud, hvis ikke KFS’erne er der til at vise hen til ham.

Det var det, der gjorde mig så trist – tanken om, at der lige nu bliver flere gymnasier og studiesteder, som der ikke er nogen til at bede for. Hvor der ikke er et sted at lære mere om, hvem Jesus er.

Derfor længes jeg efter flere KFS-grupper, der beder for deres studiesteder og fortæller om Jesus dér. Og findes der en større, smukkere, mere livsbekræftende opgave end at lægge sine kammerater og medstuderende frem for Gud og vise dem lidt af, hvem han er?

Udgiver Kristeligt Forbund For Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 Fax: 35 43 48 04 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Giro: 405-4954

Redaktionen Studentersekretær Martin Krak (ansv. red.)

Stud.mag. Anders Vindum Stud.polyt Henrik Roager Jensen Stud.mag. Annie Schjelde Rasmussen Stud.litt. Lea Braüner Larsen Stud.theol. Morten Rugager Kristensen Lærerstuderende Signe Esmarch Journalist Helle Bastrup (redaktionssekretær)

Abonnement Det er gratis at modtage Til Tro, men du er velkommen til at betale et frivilligt abonnement med lige netop det beløb, du har lyst til at give KFS. Sæt pengene ind på reg. 9541, kontonr. 0004054954

Design Martin Luckmann & Klaus Juul Jensen Layout og illustrationer Gertrud Hjelm & Klaus Juul Jensen

Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.tiltro.dk

4

TIL TRO · # 2 · 2009 · nyheder

Hvad laver de egentlig i

Ødsted?

Siden august 2009 har sekretariatet resideret i nye tilbygninger ved KFS’ Ledertræningscenter i Ødsted. Men hvad laver de egentlig på det nye KFS-Center?

Af Helle Bastrup

Ribevej 71, Ødsted, Vejle. Vi befinder os i en lille by uden for Vejle, som ved første øjekast kan synes både søvnig og lille. Ikke desto mindre er byen ramme om cirka 1500 mennesker, en skole, brugs, bager – og ikke mindst: KFS-Centeret. Siden august har KFS’ sekretariat delt adresse med KFS’ Ledertræningscenter.

I tilbygningens største rum er der af mursten, maling og armsved opstået et stort, lyst kontor. På en af de i alt fire arbejdspladser sidder kontorassistent Marie Jensby.

- Her på kontoret vil vi gøre meget for at servicere KFS – det vil sige de frivillige og medarbejderne. Jeg står blandt andet for at sende materialer ud til KFS’erne, administrere bogsalg og hjælpe til i lejrarbejdet, fortæller Marie.

På de resterende fire arbejdspladser finder vi kommunikationsmedarbejder Helle Bastrup og studentermedhjælperne Christina Hansen og Flemming Bo Larsen.

De to sidstnævnte er dog kun forbi Ødsted cirka en gang om ugen og arbejder med henholdsvis layout og video. Pt er Christina

i gang med at lave en præsentationsfolder af KFS, og Flemming arbejder på det næste store videoprojekt i KFS: ”V-logs”, en slags video-blog på nettet.

Men ikke mere om Vlogs i denne omgang! Vi haster ned ad gangen, hvor vi inden længe får øje på landskasserer Maria Laursen. Hun har stort set de samme opgaver som på pinden i København. En væsentlig forskel er dog, at der ikke længere skal laves regnskab for KFS’ forlag Credo (det blev i januar 2009 en del af Lohse Forlag) men til gengæld har hun overtaget en del af de økonomiske opgaver vedrørende LTC. Det næste kontor vi kommer til, er sekretariatslederens. Her opholder Daniel Toft Jakobsen sig, og sidst nede på gangen finder vi generalsekretær Robert Bladt.

- Vi har det godt her på KFS-Centeret.

Her et et livligt miljø med LTCerne på den anden side af døren og en engageret medarbejderflok – både på sekretariatet og på LTC. Det har på mange måder været rigtig godt for KFS at flytte kontoret til Ødsted, fortæller Robert.

Og således siger vi farvel til sekretariatet og går ind på LTC. - Det er fedt at være blevet et stort KFS-Center. Vi er blevet flere medarbejdere i Ødsted og LTC’erne synes, det er hyggeligt at kunne gå ned og sludre med folkene på sekretariatet. Det gør også, at vi bedre kan udnytte de mange ressourcer, vi har i medarbejderflokken i KFS, fortæller forstander Nic Skjøtt.

Som en del af omstruktureringen af LTC blev sekretærstillingen i Region Syd nedlagt, og grupperne blev i stedet delt ud på de ansatte på KFS-Centeret, blandt andre LTC-lærerne Lisbeth Borum Schmidt og Frank Kristensen. Sidstnævnte fortæller: - At møde KFSerne i deres hverdag er fantastisk. Vi ansatte får lov til at komme ud og være med i KFS-arbejdet på studierne, og det er rigtigt spændende og givende, siger Frank.

Og således forlader vi det nyopståede KFS-Center. Skulle du have lyst til at besøge os i Ødsted, er døren altid åben!

nyheder · 2009 · # 2 · TIL TRO

En vældig Gud ganske enkelt I tre uger i februar dykkede KFS’ højskolelever dybt ned i Etiopiens menneskemylder, solskin og varme. Sammen med studerende fra det etiopiske KFS forkyndte danskerne evangeliet og oplevede dets kraft Af Mirjam Norup og Nanna Gummesen, LTC’ere

Eftermiddagssolen bager fra en skyfri himmel ned på livet i byen Bahir Dar i det nordlige Etiopien. Stemmer fra taxadrenge, der forsøger at skaffe sig kunder, horn fra biler og taxaer og brudstykker af samtaler flyder sammen med enkelte geders brægen.

Gaderne er omkransede af blikskure, huse og forretninger i forskellige afskygninger og langs med vejen står store palmer. På vejene færdes mennesker i alle aldersgrupper og i hver deres ærinde. En gruppe unge etiopierknægte hænger ud på et hjørne, og på den anden side af gaden kommer to ortodokse kvinder gående med deres karakteristiske hvide tørklæde over håret. En lille flok geder og et æsel i selskab med to unge fyre vandrer forbi i roligt tempo.

Det var netop i denne by, en i denne by, en uge af vores tre uger lange oplevelse for livet af en Etiopientur udspillede sig.

Turen foregik fra d. 3.-27. februar 2009, og rejsetruppen udgjordes af otte LTC’ere og forstander Nic. Vi var tilknyttet EvaSUE, det etiopiske KFS, og formålet med turen var at lære mere om den levende Gud vi tror på, den verden vi lever i, mennesker skabt i Guds billede og os selv midt i det alt sammen.

Fantastiske studerende Programmet for de 24 dage bød på undervisning af kristne stud.grupper i lederskab og evangelisation, oplevelse af landet og kulturen samt ugen i Bahir Dar som blandt andet indeholdt evangelisation sammen

med ni fantastisk dejlige, kristne studerende, som vi også boede med.

Øjenåbnende oplevelser Turen blev en oplevelse for livet ganske enkelt. Af utallige gode og øjenåbnende aspekter skal nævnes det at være på gaden i Bahir Dar og evangelisere sammen med etiopierne. Vi fik lov til at opleve, at Helligånden rørte ved mennesker i sådan grad, at de efter blot 5-20 minutters snak valgte at tage imod Jesus som deres frelser! Og det til trods for vores indimellem utrolig rodede formidling af evangeliet, og at vores ord for

det meste skulle oversættes til amharisk, idet mange etiopiere ikke er særlig gode til engelsk. I alt var vi vidner til 17 menneskers omvendelse! Det var en kæmpe oplevelse, som stadig ikke er trængt helt ind under huden på de fleste af os – men faktum er, som vi så også fik slået grundigt fast: Gud virker, lige nu og her, helt konkret! Og han gør det på trods af vores til tider manglende tro på, at det er muligt og på tværs af kulturkløfter og sprogbarrierer. Evangeliet har magt, og vi oplevede, at Helligånden inviterede os ind i Apostlenes Gerningers virkelighed. Det er en vældig Gud, vi tror på!

5

6

TIL TRO · # 2 · 2009 · nyheder

Fik lov til at gøre en forskel Efter ni måneder som volontør i Cambodja har Kristoffer Sølvsten Burgdorf fået masser af oplevelser med hjem i rygsækken Af Helle Bastrup

- Vi fik set, hvordan et kristent humanitært arbejde fungerer i udlandet – og samtidig fandt vi ud af, hvor materialistisk vores kultur er herhjemme.

Sådan lyder ordene fra Kristoffer Sølvsten Burgdorf 28 år, der sammen med sin hustru Sidsel tilbragte ni måneder i Cambodja fra september 2007 til juni 2008.

Efter at have afsluttet en uddannelse som henholdsvis biolog og sygeplejerske drog de i samarbejde med Luthersk Mission til Phnom Penh, hvor de skulle arbejde på to forskellige sociale projekter.

- Sidsel fik arbejde som sygeplejerske på et slags børnehjem og fik dermed et stort fagligt udbytte af opholdet. Jeg blev tilknyttet et teenageprojekt, hvor unge fra bandemiljøer blev uddannet til at køre motorcykeltaxa, fortæller Kristoffer.

Han fik dermed ikke mulighed for at bruge sin uddannelse som biolog, og det savnede han. Til gengæld fik han mange andre ting med sig hjem, fortæller han.

- Jeg har på ingen måde fortrudt, vi tog af sted. Det var fantastisk at se, hvordan et lokalt kristent arbejde fungerede og samtidig få et indblik i de lokales liv. Derovre er det vigtigste for mange at få mad på bordet hver dag. En stor kontrast til vores materialistiske liv herhjemme, fortæller han.

Skulle parret gøre noget om, var det at gøre en større indsats for at lære spro-

get. Det blev aldrig til mere end de mest nødvendige høflighedsfraser, og det sætter sin begrænsning, erkender Kristoffer. Man får mere ud af kulturmødet, hvis man lærer mere af sproget, mener han.

Men alt i alt er Sidsel og Kristoffer glade for deres beslutning om at rejse ud som volontører. Særligt Sidsel fik lov til at mærke, at hendes indsats gjorde en forskel, da det for eksempel lykkedes hende at få arrangeret et tandlægebesøg for alle børnene på børnehjemmet. Det var aldrig sket før og var en grænseoverskridende oplevelse for en del af børnene, fortæller Kristoffer med et grin.

En helt uventet sidegevinst ved opholdet var desuden at mærke støtten fra kirken i Danmark.

- Vi blev klar over, hvor heldige, vi er med vores kirke herhjemme – de fulgte utroligt meget med i vores tur, fortæller Kristoffer og fortsætter: - I Cambodja var det svært at finde en kirke, hvor vi følte os hjemme, og opholdet kunne i perioder godt føles som en åndelig tørke… Der var bare ikke så mange gode steder at gå hen… Derhjemme er der masser af muligheder for at gå til gode møder og komme ind i et godt åndeligt fællesskab.

Det lærte vi at sætte pris på.

nyheder · 2009 · # 2 · TIL TRO

Rejselyst i maven?

Tag ud som volontør!

Har du brug for en tænkepause fra studiet eller lyst til at bruge din uddannelse i udlandet? Mulighederne er mange for at rejse ud som volontør – og samtidig gøre en forskel.

Her kommer en kort vejledning i, hvad du gør, hvis du gerne vil ud som volontør Af Helle Bastrup

Hvor henvender man sig?

Der er rigtig mange forskellige organisationer, der sender volontører ud eller hjælper med at arrangere rejsen. Kontakt for eksempel: Dansk Etiopier Mission: www.dem-dk.dk Brødremenighedens danske mission: http://bdm-dk.dk/volontoer/ volontoerer-i-tanzania/ Mission Afrika: www.missionafrika.dk www.missionafrika.dk/engagement/ volontoer/ Luthersk Mission: www.dlm.dk/at-vaere-volontoer/ Jobmission: www.jobmission.dk Youth for Christ: http://www.yfc.dk Danmission: www.danmission.dk Impact: www.impact.co.dk Hjemmeside med oversigt over stillinger: www.blivvolontor.nu

Kontakt desuden Luthersk Missions børne- og unge missionskonsulent Inga Provst­gaard Mogensen på ingapmogensen@gmail.com som gerne vil hjælpe dig videre!

kan også blive ansat som håndværker eller for eksempel sygeplejerske – alt efter dine kvalifikationer og hvilke jobs, der er ledige.

Hvor gammel skal man være?

Nogle organisationer dækker delvist dine udgifter, andre steder skal du betale alt selv. Prisen afhænger selvfølgelig af rejsens varighed, om du får løn under opholdet og det enkelte lands priser. Hvis du for eksempel tager tre måneder til Etiopien med Dansk Etioper Mission skal du betale 19.000 kroner, som dækker rejsen, forsikring, kost og logi samt en uges forberedende undervisning. For seks måneder med Brødremissionen i Tanzania koster det cirka 22.000 kroner.

Det er meget forskelligt – alt efter hvilket job, du søger. Du har mulighed for at rejse ud efter din ungdomsuddannelse, under dine studier eller efter endt uddannelse.

De fleste organisationer kræver dog, du er mindst 20 år.

Hvor kan man komme hen?

Mange forskellige steder! Dansk Etioper Mission sender for eksempel til Etiopien, Brødremenigheden til Tanzania, Luthersk Mission til Cambodja og Mission Afrika til Nigeria.

Hvad skal man lave?

Bliv for eksempel lærer på en skole, undervis missionærbørn, deltag i kirkeligt arbejde eller arbejd på et børnehjem. Du

Hvad koster det?

Artiklen er forfattet med hjælp fra Inga Provstgaard Mogensen

7

8

TIL TRO · # 2 · 2009 · nyheder

Historisk stor nedgang af gavebreve Usædvanligt mange gavebreve udløb med udgangen af 2008. KFS har brug for mange nye fastgivere i 2009 Af Helle Bastrup Budgettet for 2009 taler sit eget kontante sprog: Hvis ikke der sker noget drastisk, får KFS 300.000 kroner færre i gavebreve end i 2008. En stor del af KFS’ gavebreve udløb i 2008, mens der desværre ikke var ret mange nye, der kom til. Det betyder, at

gavebrevsbudgettet for 2009 er nedskrevet markant.

- 300.000 kroner er mange penge, og vi vil helt sikkert kunne mærke det i KFS. Vi er meget afhængige af gavebreve, og det er ikke rart at tænke på årene fremover, hvis udviklingen fortsætter, siger sekretariatsleder Daniel Toft.

Et gavebrev varer minimum 10 år af gangen, og netop gavebrevene har i mange år været KFS´ væsentligste indtægtskilde.

Så der er bestemt brug for nye gavebrevsydere. Men der er også behov for at sætte fornyet fokus på KFS´ fastgiverordning.

Begge dele er vigtige, hvis der også fremover skal være et kristent arbejde målrettet den ofte mest afgørende og identitetsska-

bende periode i et menneskes liv, mener Daniel Toft: - Vi er meget taknemmelige for de, der har båret med de seneste ti og tyve år. Nu håber vi så bare, at der er nye, der har lyst til at tage over. Her vil jeg gerne fremhæve vores fastgiverordning, som modsat gavebrevsordningen til hver en tid kan opsiges uden varsel, og som for langt de fleste indeholder stort set lige så attraktive fradragsmuligheder, fortæller Daniel Toft.

Skulle du have lyst til at blive fastgiver i KFS, kan du kontakte landskasserer Maria Laursen tlf. 35438282, maria@kfs.dk

Sådan gik 2008 KFS kom ud af 2008 med et underskud på 208.277 kroner, hvilket er et fint resultat i et år, hvor der blev brugt mange penge på blandt andet flytning af sekretariatet og ombygning af LTC. Dette er dog ikke hele sandheden om 2008: - Langt den største del af vores byggeomkostninger i 2008 er ikke med i driftsregnskabet, fordi det forudsættes, at vores bygninger er blevet tilsvarende mere værd.

Det ændrer bare ikke, at der var omkring halvanden million kroner mindre i KFS´ sparegris, da året sluttede, end da året startede, forklarer sekretariatsleder Daniel Toft.

I hele 2008 samlede KFS ind til om- og tilbygningen i Ødsted under overskriften ”Byg et ny KFS”. Målsætningen var at samle 1,3 mio. ind. Da indsamlingen sluttede i december 2008, var der indkommet 773.100 kroner fra private givere samt 361.000 kroner i anlægstilskud fra Dansk Ungdoms Fællesråd.

Er du flyttet?

Det skal understreges, at 2009-tallene kan nå at ændre sig i det omfang, der kommer nye gavebrevsydere og fastgivere til i løbet af året.

Nedgangen i pct.-gavebreve fra 2008 til 2009 svarer til ca. 300.000 kr.

Husk at give KFS besked, hvis du flytter!

Vi får desværre ikke automatisk din nye adresse tilsendt fra Postdanmark, så du kan spare vores kontorassistent for en masse besvær, hvis du selv oplyser din adresseændring. Kontakt kfs@kfs.dk eller ring på tlf. 35438282.

nyheder · 2009 · # 2 · TIL TRO

Internationalt ”Generaltræf” på KFS-Centeret Tre dage i februar lagde KFS-Centeret hus til IFES’ årlige træf for unge generalsekretærer i Europa Af Helle Bastrup Der blev snakket engelsk med mange forskellige accenter, da KFS-centeret tre dage i februar var ramme om IFES’ træf for unge generalsekretærer. IFES står for ”International Fellowship of Evangelical Students” - og er en sammenslutning af internationale kristne studenterorgansiationer. KFS’ generalsekretær Robert Bladt var blandt deltagerne og ham, der havde inviteret gruppen til Danmark. Selv har han været en del af ”Young General Secretary Group”, siden han trådte til som generalsekretær i KFS i 2008.

- Mit personlige udbytte af at være en del af netværket er stort. Det er for eksempel virkelig opmuntrende at høre om nye studenterbevægelser, som fordobler antallet af deltagere i deres grupper, fortæller Robert.

Vidt forskellige vilkår I alt var ni generalsekretærer samlet på KFS-Centeret og kom blandt andet fra Bulgarien, Island, Belgien og Irland. Generalsekretærerne mødtes for at få uddannelse og mentorering i kunsten at lede en studentermissionsorganisation. Desuden havde de bibelundervisning og mulighed for at dele erfaringer fra de nationale arbejder.

- Vores vilkår er vidt forskellige, og det samme er de lande, vi kommer fra. Netop derfor kan vi hjælpe hinanden til at tænke mere kreativt og utraditionelt, påpeger Robert.

Blandt deltagerne var Darena Dimitrova og Adam Jones fra henholdsvis Bulgarien og Irland. De delte deres oplevelser om at være kristen i deres hjemlande.

- Det er ikke altid nemt at være kristen i Bulgarien. De fleste bulgarer tilhører den ortodokse kirke, og når man fortæller, at man er protestant, bliver folk skeptiske og tror måske, det er en sekt, man er med i, fortæller den bulgarske generalsekretær Darena Dimitrova.

Derfor kan det også være svært for de studerende at fortælle om deres tro til deres medstuderende på universitet, for det kræver mod at blive stemplet som ”mærkelig” eller ”farlig”, fortæller Darena.

Ny interesse i det spirituelle Sådanne oplevelser ligger langt væk fra ireren Adam Jones’ arbejde i IFES Ireland. Ligesom i Bulgarien er de evangelisk kristne et mindretal i Irland, hvor den katolske kirke

dominerer. Det betyder dog ikke, at irerne ikke gerne vil høre om, hvad protestanterne har at sige om Jesus.

- Folk vil gerne høre evangeliet. De er nysgerrige og vil gerne se, hvordan troen virker i ens liv. Der er opstået en ny interesse i det spirituelle, ikke kun i kristendommen desværre, men interessen giver os mulighed for at fortælle evangeliet, fortæller Adam.

Det irske IFES har derfor gang i mange evangelisationsfremstød for tiden og afholder blandt andet diskussionsgrupper og kristendomskurser.

Skulle man have lyst til at prøve kræfter med et kristent studenterarbejde i udlandet og samtidig forbedre sit engelsk, kan man efter endt uddannelse blive volontør hos IFES Ireland, fortæller Adam. Læs mere på www.ifesinteraction.org/interaction hvor man også kan læse om mulighederne for at komme til andre lande.

9

10

TIL TRO · # 2 · 2009

Rydder op efter andres rod På Solrød Gymnasium har KFS-gruppen taget nye midler i brug for at vise Guds kærlighed til gymnasiet Af Helle Bastrup

hvor vi kunne vise Guds kærlighed til gymnasiet, fortæller 18-årige KFS-repræsentant Simon Grønne.

Hjælper køkkenfolkene Den idé udviklede sig til et ønske om at give køkkenfolkene en hånd med oprydningen efter frokosten. Eleverne på skolen havde nemlig udviklet en bedre og bedre evne til ikke at rydde op… Men inden KFS-gruppen overhovedet havde nået at gå videre med dette, blev Simon kontaktet fra anden side…

- Jeg var på kontoret for at snakke om noget helt andet, men pludselig fortæller kontordamen om, at det virkelig er et stort problem, at folk ikke rydder op efter sig selv og spørger mig, om jeg har en idé til, hvad vi kan gøre ved det. Jeg fortalte, at KFS-gruppen meget gerne ville hjælpe, og det syntes hun, lød som en smaddergod idé, fortæller Simon.

Brugt madpapir, æbleskrog og tomme mælkekartoner. Når spisefrikvarteret er slut på Solrød Gymnasium, ser bordene langt fra lækre ud. Men sådan skal det ikke blive ved med at være! KFS-gruppen på gymnasiet har besluttet sig for at gå forrest i affaldskrigen – og samtidig vise Guds kærlighed i praksis.

- Vi havde i KFS-gruppen længe snakket om, at vi godt kunne tænke os at lave noget mere udadvendt på gymnasiet, som for eksempel nogle events, der kunne være med til at fortælle om Gud. Men egentlig troede vi mere på at gøre noget fast og regelmæssigt,

Folk kigger underligt Herefter har KFS-gruppen to gange om ugen brugt de sidste ti minutter af spisefrikvarteret på at rydde op i kantinen. De i alt otte KFSere har delt sig i to hold og får dermed hver især en ugentlig oprydningstjans.

- Det er da lidt underligt, og folk kigger underligt på én. Man er jo ikke vant til, at nogen gerne vil hjælpe frivilligt. Men jeg håber på, at folk begynder at spørge til, hvorfor vi gør det – det glæder jeg mig til at snakke med dem om, fortæller Simon.

Tema:

Kvinder En diskussion for alle I en tid hvor kvinders rolle i vores samfund ofte er på dagsordenen, må vi som kristne spørge os selv: Hvilken plads har kvinden fået i vores kristne fællesskab? Det er nok de færreste, der ikke kan se, at der her er en stor forskel på mænds og kvinders roller.

Men det er vel også naturligt. Mænd og kvinder er jo på mange måder forskellige væsener. Men kvinder kan meget mere end bare passe børn og bage kage. Det ser vi ikke mindst flere eksempler på i Bibelen.

Dette tema er ikke en kamp for ukritisk ligestilling. Ikke rødstrømpernes verbale brosten. Men derimod et perspektiveret syn på den vigtige debat om kønsroller i vores liv som kristne – hovedsagligt set ud fra kvindens synspunkt. Hvilke frustrationer og problemer kommer mange kristne kvinder til at stå med? Og hvad kan der gøres ved det? De spørgsmål er vigtige for alle at overveje.

Derfor: God læselyst – både piger og drenge.

Temaredeaktionen

12

TIL TRO · # 2 · 2009 · kvinder · artikel

Kvinde, kend din kamp

Denne artikel kommer til at handle om en samtale på stranden, en vis gammel kone og ikke ret meget om røde strømper.

Artiklen er egentligt ikke primært henvendt til mænd. Det er ikke en rødstrømpes statement/proklamation/bøn om at blive hørt, men en opmuntring til mine kære medsøstre i Herren. En udfordring til ikke at blive selvmedlidende og indebrændte. En opfordring til ikke passivt at lade stå til og nøjes med at beklage sig over ikke at blive set, hørt eller spurgt. Ikke for ligestillingens skyld, men fordi vi alle går glip af en del af Guds rige gaver, hvis halvdelen af kronen på skaberværket forsvinder bag en kaffekande.

Fordi jeg tror, at både mennesker selv og de kristne fællesskaber fungerer bedre, når alle gør det, de er bedst til.

Men titlen på artiklen kunne også godt have været ”Op på barrikaderne, kvinder!”.

For uden manglen på synlige kvinder og kvindelige rollemodeller var samtalen på stranden og nærværende artikel ikke opstået…

Samtale på stranden

I et kristent fællesskab er der mange opgaver, der skal løses. Og et kristent fællesskab rummer ofte både piger og drenge med forskellige evner.

Men mange kvinder føler, at de brænder inde med deres evner.

En frustration der er vigtig at få sat ord på – og gøre noget ved Af stud. psyk. Elli Kappelgaard, elli@afrikaintouch.dk

I sommers sad jeg en lun aften på Amager Strand med to af hunkøn samt en enkelt af det andet køn, der havde forvildet sig ind i selskabet. Samtalen faldt på kvinders generelt manglende synlighed i kristent regi. Den ene pige var frustreret over, at hun ikke blev spurgt om at påtage sig de opgaver, hun tydeligvis var kvalificeret til, selvom hun gentagne gange havde gjort ledelsen i sit kristne fællesskab opmærksom på sin interesse og engagement på dette område. Opgaver, som der manglede folk til. Hun var kørt træt.

Senere bevægede samtalen sig over i manglen på kvindelige forbilleder. Men forbindelsen mellem samtaleemnerne var tydelig nok: For få synlige kvinder i kristent regi har medvirket til, at opfindsomheden med hensyn til at spørge kvinder om forskellige opgaver kunne ligge på et meget lille sted.

Jeg var rørende enig i, at der er mangel på kvindelige rollemodeller. Og jeg kunne fuldt ud følge det frustrerende i gang på gang at se mænd blive spurgt om opgaver, som pigerne selv eller kvinder omkring mændene var bedre kvalificeret til (her taler jeg ikke kun om at stå på en talerstol).

artikel · kvinder · 2009 · # 2 · TIL TRO

Alligevel kunne jeg mærke en snert af utålmodighed, da jeg tog hjem fra stranden. For hvad hjælper det at brokke sig? Her skulle handles. Ikke brokkes. Selvfølgelig skal der

gynder at tvivle på sig selv eller sine ideer?

Lider man i stilhed? Ingen af delene er særligt fromt. Til gengæld hindrer det en selv samt ens fællesskab i at blomstre.

Ikke for ligestillingens skyld, men fordi vi alle går glip af en del af Guds rige gaver, hvis halvdelen af kronen på skaberværket forsvinder bag en kaffekande læsses af til rette vedkommende, men det skal ikke blive ved det. Utilfredsheden og frustrationen rummer i sig kimen til handling, til forandring.

En gudfrygtig kvinde Et af mine største forbilleder er min nu afdøde mormor. Hun var en gudfrygtig kvinde, der ikke passede særligt godt ind i tidens kønsrollemønster. Hun sagde sin mening, når hun fandt det nødvendigt – uanset om det så stred mod resten af landsbyens holdning eller de gældende konventioner. Ud af sin dybeste overbevisning og uden antydningen af en bitter tone.

Som eksempelvis da en ny præst for nogle år siden kom til landsbyen. Det skabte splittelse og en masse bagtalelse. Min mormors reaktion var at bede trofast for præsten.

Når hun var uenig med, hvad han sagde, gik hun direkte til ham selv og ikke til alle andre.

Samtidig opmuntrede hun ham, når der var grund til det. Han havde efter sigende stor respekt for den gamle kvinde. Jeg tror, det er det, Paulus har ment med udtrykket ’Sandheden tro i kærlighed’. Men ofte glemmer vi enten sandheden eller kærligheden.

Min mormor var på en gang ydmyg og stædig. Men hendes stædighed blev brugt til vedholdenhed i at tale de svages sag - aldrig til at sætte sig selv i centrum.

Jeg tror, at mange - såvel kvinder som mænd - kan opleve at stå alene med deres holdninger, visioner eller gaver. Spørgsmålet er så, hvad man stiller op, når frustrationen melder sig. Brænder man inde med den og lader bitterheden gnave løs for kun at lade den komme ud mellem sidebenene? Resignerer man, opgiver håb og drømme eller be-

Min mormor fulgte sin samvittighed og den indre stemme. Den gik hun ikke på kompromis med. Men samtidig bevarede hun kærligheden til sine medmennesker og kristne fællesskaber. Jeg tror, bønnen var en af de ting, der beskyttede min mormor mod bitterhed, resignation og firkantethed og bevarede hendes mildhed. Her var en uudtømmelig kilde til ny kraft. Derfor blev hun ikke ved mismodet. Og derfor kunne hun være ligeglad med andres meninger om hende.

Og her i ligger der et paradoks, idet min mormor egentlig ikke havde en voldsom stor selvtillid. Alligevel kunne hun være usædvanlig stærk på andre områder, når hun fik tæsk for at stikke næsen frem. For hendes

og bitterhed. Og i bønnen kan mismod blive vendt til frimodighed, fordi jeg pludselig ikke længere selv er omdrejningspunktet.

Her kan jeg trygt være uperfekt.

Vær konstruktiv. Tal med dine ledere eller hvem der nu har indflydelse. Vær ikke bange for at gøre opmærksom på dine evner.

Falsk beskedenhed har aldrig været fromt.

Man kan ikke forvente, at de selv skal kunne se på dig, hvad du indeholder. Og de skal nok have det at vide mere end én gang.

Vær opfindsom. Giv ikke op. Vi har fået vores kreativitet for at bruge den. Måske er der en anden måde, du kan bruge dine evner på, end den måde du hidtil har tænkt om det på?

Find forbundsfæller. Ikke sladdertanter, men et par stykker, der kan opmuntre dig på vejen og minde dig om dine gaver og visioner, når du selv er ved at glemme det.

Hvad enten dette er din ven/veninde/præst/ medvandrer/?

Til sidst: Det, man har øje for, har man også pligt til at forsøge at give videre. Hvis Gud har lagt dig noget på hjerte, må du spørge om, hvad det er, du skal gøre ved det i stedet for at blive forarget over, at andre (endnu) ikke kan se det. Gud fortæller os sjældent,

Vær ikke bange for at gøre opmærksom på dine evner. Falsk beskedenhed har aldrig været fromt identitet lå et andet sted, nemlig hos Gud. Her var hendes ankerpunkt, som hun kunne vende tilbage til. Et skjul mod andres forventninger og egne selvbebrejdelser.

Men hun lod det ikke kun blive ved bønnen. Bønnen var min mormors kraftcenter og batterioplader. Derfor kunne hun handle.

Og derfor kunne hun netop ikke lade være med at handle.

Fodspor efterlyses Det bringer mig til det næste: Hvad stiller man så op med al den uforløste energi? Når man som den ene af de to piger på stranden har svært ved at komme til at tjene.

Bed. Det bevarer mod indebrændthed

hvad der er andres pligt. Først og fremmest lægger han drømme, visioner og ideer ned i vores hjerter, som vi må følge.

Rødstrømpe? Nej. Min pointe er blot, at har man en gave, skal man bruge den. Og har man en mening, skal man sige den. Vi går glip af en masse værdifuldt, hvis halvdelen lader sig overse eller gemmer sig.

Der er så mange seje piger med værdifulde erfaringer, interessante refleksioner og masser af visdom - så spyt dog ud til glæde for os andre! Vi (kvinder, mænd, piger og drenge) har brug for det. Brug for synlige uperfekte kvindelige forbilleder. Til inspiration og opmuntring. Fodspor til at trampe i og ved siden af.

13

14

TIL TRO · # 2 · 2009 · kvinder · artikel

Du tænker måske ikke på kvinder som fremtrædende personer i Bibelen. Men det viser sig, at de spiller en stor rolle – og at de kan være store forbilleder for mange også i dag. Her skal vi se på kvinder i Ny Testamente – og der er nok at tage fat på Af stud.theol. Anne Illeborg Riis, anneilleborgriis@yahoo.dk

Det Nye Testamente er fuldt af mennesker af alle slags. Jøder og hedninger. Syge og raske.

Trælle og frie. Og mænd og kvinder.

Det er kvinderne, vi særligt skal kigge på her.

Dem er der mange af i NT, både dem med og uden navn, de kendte såvel som de mere ukendte. Den opmærksomme bibellæser vil opdage, at de fyldte meget i deres tid, i kredsen omkring Jesus og i den tidlige kirke.

Det vil måske komme bag på nogle, eftersom evangelierne er skrevet af mænd, apostlene var mænd osv. Og derfor har man måske til tider glemt eller nedtonet kvindernes rolle på en ikke helt rimelig måde.

Men ser vi lidt nærmere på NT, vil vi opdage, at kvinderne her har mange forskellige roller, også andre end de traditionelle huslige og familiemæssige (om end de også er vigtige opgaver, som ikke bør foragtes).

Lad os derfor nu dykke lidt ned i NT og stifte bekendtskab med nogle af de mange forskellige kvinder, der er nævnt dér – og se, om ikke de kunne have noget at lære os i dag.

Kvinder i evangelierne En af de første kvinder, vi møder, er Maria.

En ung, forlovet pige, som en dag får besøg af en engel, der har en opgave til hende: Hun skal være mor til Guds søn og Israels Messias, og det endda som jomfru! – På underfuld vis ved Helligåndens kraft.

Hun bliver bange, undrer sig – men ender alligevel med at sige ja til den overvældende opgave med et: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde.

Lad det ske mig efter dit ord!” (Luk. 1,38.)

Det gør hun i tillid til den Gud, som hun lever i et nært forhold til – som man kan se i hendes lovsang (Luk. 43-55).

Maria fik nok det højeste kald, nogen kan få: At være mor til Frelseren, der samtidig var helt Gud og helt menneske. For at kunne give sit liv for os måtte Gud blive menneske som os – og det fik Maria lov at blive redskab til.

Under graviditeten besøgte Maria sin

ældre slægtning Elisabeth, som var blevet gravid efter mange års ufrugtbarhed. Hun blev fyldt med Helligånden og velsignede Maria og den ufødte Jesus, som hendes søn, Johannes Døberen, siden skulle bane vej for.

Faktisk var Elisabeth den første, der bekendte Jesus som Herre, idet hun kaldte Maria ”min Herres mor”, Luk. 1,43. Maria sang på sin side en lovsang til Gud, som havde vist

Jesus havde en markant anden måde at omgås kvinder på end sine samtidige sit folk barmhjertighed og opfyldt løfterne til fædrene. I de tre måneder, de to kvinder var sammen, har de sikkert været hinanden til støtte og opmuntring.

Da Josef og Maria var i templet med Jesusbarnet for at bære ham frem for Herren, mødte de blandt andre Anna. Hun var en gammel enke og profetinde, som aldrig forlod templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn (Luk. 2,37) og vel også med

artikel 路 kvinder 路 2009 路 # 2 路 TIL TRO

15

16

TIL TRO · # 2 · 2009 · kvinder · artikel

frembæring af profetiske budskaber, siden hun kaldes profetinde. Hun kom hen til Josef og Maria, priste Gud og talte om barnet til alle, som ventede Jerusalems forløsning.

Sandsynligvis fortalte hun dem, at han var den forløser, de havde ventet på så længe, og som Gud havde lovet gennem profeterne.

Nu var opfyldelsen kommet!

Da Jesus begyndte sin offentlige virksomhed, valgte han 12 mænd til apostle. Men Lukas skriver i kap. 8,1-3, at da Jesus gik rundt og forkyndte evangeliet, var der udover de 12 nogle kvinder med ham, som han havde helbredt. Tre af dem nævnes ved navn: Maria Magdalene, Johanna og Susanna. De var med til at støtte kredsen omkring Jesus med egne midler. Af kærlighed og taknemlighed til ham, som havde vist dem kærlighed og

udstødte og viste dem ubetinget kærlighed.

Og da han opstod, var det kvinder, han først viste sig for og bød at bringe opstandelsesbudskabet videre til apostlene, noget virkelig påfaldende, da kvinders vidneudsagn ikke var gældende på den tid.

Kvinder i Apostlenes Gerninger Efter Jesu himmelfart samledes de troende i bøn og venten på Helligånden. Lukas fortæller i ApG. 1,14 om apostlene, at ”de holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre.” Og alle de, der var samlet på pinsedagen, fik del i Åndens fylde.

Som Peter sagde i sin prædiken, blev løftet hos profeten Joel nu opfyldt: Helligånden

De ældre kvinder havde til opgave over for de yngre at vejlede dem i at leve et kristent familieliv hjulpet dem, ville de stille sig selv og det, de havde, til rådighed for Mesteren – og han lod dem gøre det. I modsætning til den tids rabbinere ellers, havde han kvinder i sit følge.

Også disciplene undrede sig, da Jesus talte med kvinden ved brønden ( Joh. 4,27), men i respekt for Mesteren spurgte de ikke hvorfor. Og siden hører vi ikke om en tilsvarende undren.

Maria, en af Jesu nære venner, satte sig ved hans fødder og lyttede til hans ord (Luk. 10,39) – ligesom de mandlige rabbinerdisciple, der blev undervist ved deres mestres fødder (fx Paulus hos Gamaliel, ApG. 22,3).

Så Jesus havde en markant anden måde at omgås kvinder på end sine samtidige.

Hans omsorg for de kvinder i nød, han møder, er også slående: Han tog imod en prostituerets udtryk for kærlighed, da hun salvede hans fødder (Luk. 7). Han lod en kvinde med svære blødninger – og dermed uren – røre ved sig og blive helbredt. Og som før nævnt holdt han sig ikke for god til at tale med en samaritansk kvinde med et broget liv, endda om teologiske spørgsmål, og åbenbare sig for hende som Kristus. Han løftede dem op, som andre ringeagtede og

blev udgydt over alle, uanset køn, alder og status. Ikke kun sønner og trælle, men også døtre og trælkvinder skulle profetere!

I resten af Apostlenes Gerninger får vi et glimt af den mangfoldighed, der var i kvindernes opgaver og roller i den første menighed.

Som nævnt havde både mænd og kvinder profetisk gave, fx evangelisten Filips fire døtre (ApG. 21,9).

Purpurhandleren Lydia viste gæstfrihed mod Paulus, Silas og andre kristne brødre (ApG. 16,13-15 og 40).

Priskilla og hendes mand Akvila arbejdede også sammen med Paulus i missionens tjeneste. De forklarede forkynderen Apollos nærmere om troen på Kristus, fordi han prædikede ivrigt, skønt han kun kendte Johannes’ dåb (ApG. 18,26). Det er værd at bemærke, at ikke kun Akvila, men også Priskilla deltog i vejledningen. Sammen havde de en menighed i deres hus, mens de boede i Korinth (1.Kor. 16,19).

Tabitha (ApG 9,36f), som Peter opvakte fra de døde, udøvede en diakonal tjeneste ved at gøre godt og give almisser. Hendes tjeneste har blandt andet bestået i at sy tøj

til de fattige, fx enker, som efter hendes død viste Peter de kjortler og kapper, som hun havde syet.

Kvinder i brevlitteraturen Også i brevene får vi glimt af de forskellige tjenester, kvinder havde på den første kirkes tid.

I Rom. 16 sender Paulus hilsen til 29 enkeltpersoner, hvoraf ni er kvinder. Blandt dem er menighedstjeneren Føbe, som ifølge Paulus har stået mange bi, også ham selv.

Han nævner også fire kvinder, som har gjort et stort arbejde i Herren: Maria, Persis, Tryfæna og Tryfosa. Hvad de har lavet, står der ikke, men måske har det drejet sig om mission og / eller diakoni.

I Fil. 4,1-3 formaner Paulus to kvinder, Euodia og Syntyke, til at enes i Herren. Det fremgår ikke, hvad deres uenighed bestod i, men han nævner, at de har kæmpet for evangeliet sammen med ham. Det viser os, at de, ligesom Priskilla, var Paulus’ højt vurderede medarbejdere og medstridere for evangeliets sag.

I 1.Kor. 11 nævnes kvinderne som aktivt deltagende i gudstjenesten med bøn og profeti, ligesom de kunne være menighedstjenere (1.Tim. 3,11), og de ældre kvinder havde til opgave over for de yngre at vejlede dem i at leve et kristent familieliv (Tit. 2,4-5).

Til sidst Kort sagt: Kvinder i NT har en vigtig plads som medarbejdere i Guds rige ligesom mændene – om end med forskellige opgaver.

Som vi har set, er der mange af NTs kvinder, som vi kvinder i dag (og mændene med!) kan lære af og bruge som forbilleder til inspiration og opmuntring på forskellig vis. I deres liv kan vi se, hvordan Jesus ”ophøjer de ringe” (Luk. 1,52) og hjælper dem, der kalder på ham. Og deres eksempel kan inspirere os til tjeneste, gavmildhed, kærlighed, tro, kampånd, bøn og meget andet godt.

Så kan vi også sige som Maria: ”Se, jeg er Herrens tjener(inde). Lad det ske mig efter dit ord!”

artikel · kvinder · 2009 · # 2 · TIL TRO

Min familie er mit førstevalg, og jeg elsker at gå på arbejde Karrieren og familien er to vigtige ting i de flestes liv. Men kan man kun få en af delene? Her følger en personlig historie om et liv med mange overvejelser – og plads til begge dele!

Af journalist Elisabeth Astrup, elisabeth.astrup@get2net.dk

”I redaktionen har vi planlagt et nummer om ’kvinden’... I denne forbindelse tænke vi på, om du kunne have lyst til at skrive om dine tanker bag valget af karrieren”.

Sådan lyder en del af den mail, som jeg fik fra nærværende blads redaktion.

Jeg må indrømme, at både min mand og jeg skraldgrinede, da vi læste den. Ikke fordi der som sådan er noget galt med temaet.

Men jeg havde ærlig talt svært ved at se mig selv som en kvinde, der har valgt karrieren.

For her sidder jeg - højgravid med nummer to. På nedsat tid og stort set udelukkende med arbejdstider, der er tilpasset, så jeg kan hente vores toårige datter i rimelig tid i dagplejen.

Karrierekvinde, mig?

Skønt ordet ’karrierekvinde’ ikke direkte indgår i henvendelsen, fornemmer jeg alligevel, at det står at læse mellem linjerne.

Jeg er uddannet journalist og arbejder som reporter på politiken.dk. Det har jeg gjort de seneste par år, og jeg er fantastisk glad for det og glæder mig jævnligt over, at jeg i sin tid valgte netop journalistuddannelsen. I min fritid er jeg blandt andet med i en netværksgruppe for yngre kvindelige journalister – her forsøger vi at hjælpe hinanden

med at realisere de drømme og mål, som vi hver især løbende definerer.

Gør dette mig til karrierekvinde? Har jeg valgt karrieren frem for familien? Nuvel - man kan jo lægge, hvad man vil i selve ordet ’karrierekvinde’. For mig er det negativt ladet.

Ikke mindst fordi ordet er kønnet. De færreste vil omtale en mand som ’karrieremand’ – han er derimod et ’karrieremenneske’. I ’karrierekvinde’ er der for mig antydet et fravalg af noget, som giver kvindelig identitet – til fordel for faglig prestige.

Spørgsmål som disse forekommer mig derfor temmelig mærkelige, såfremt man ikke stiller min mand de samme spørgsmål.

Ja, jeg kan godt høre, at min stædighed på

kan hverken mine livsvalg - eller min mands!

- betragtes uafhængigt af hinanden. Siden jeg mødte min mand, er disse valg jo blevet til i et afbalanceret samspil mellem os.

Derfor er det ikke ligegyldigt, om vi stiller de samme spørgsmål til mænd, som til kvinder.

Firkantede kategorier holder ikke At forholdet mellem kvinder og karriere er interessant hænger naturligvis sammen med, at kvinder historisk set aldrig har været bedre uddannet end i dag. Og kvinder har formentlig aldrig tidligere haft lettere ad-

Kategorisering af kvinder som ’karrierekvinder’ eller ’familiekvinder’ forekommer mig som oftest ude af trit med virkeligheden dette punkt kan opfattes som et forsøg på at indføre kønsneutralitet.

Lad mig dog understrege, at dette langt fra er min pointe. Som mennesker er vi skabt, så vi supplerer hinanden. Det gælder på arbejdspladsen, i de små hjem såvel som i menigheden. Men vi er også skabt som mennesker med et ansvar for hinanden. Derfor

gang til at vælge karrieren til som en faktor eller i deres liv. Og det gælder vel indenfor de fleste fag. Men kategorisering af kvinder som ’karrierekvinder’ eller ’familiekvinder’ forekommer mig som oftest ude af trit med virkeligheden.

For hvor mange kvinder kender vi egentlig, som frivilligt og entydigt har valgt at sat-

17

18

TIL TRO · # 2 · 2009 · kvinder · artikel

se på karrieren frem for familie? Selv kender jeg kun navnene på ganske få.

Når vi alligevel kategoriserer kvinder i relation til karriere eller familie, hænger det for mig at se blandt andet sammen med vores forestilling om fag. Nogle fag betragtes som mere familievenlige end andre, skønt de på ingen måde behøver være det.

Det gælder for eksempel sygeplejen, pædagogikken, jordemoder- eller lærerfaget, som traditionelt tiltrækker mange kvinder.

Indenfor disse fag forekommer aften- eller natarbejde. De svingende arbejdstider kan naturligvis vendes til en fordel, men i mange familier opleves det også som en belastning.

Samtidig er der mangel på arbejdskraft indenfor flere af disse fag, og i nogle tilfælde betyder det, at man ikke umiddelbart kan regne med at kunne gå på nedsat tid, hvis det for eksempel er det, man ønsker.

Selv om man kan argumentere for, at

disse fag i deres indhold kan karakteriseres som primært kvindelige, så føler jeg alligevel trang til at spørge: Hvad er forskellen på en sygeplejerske, der arbejder på nedsat tid, med skiftende vagter og to børn i daginstitution og en journalist, der arbejder på nedsat tid, med skiftende vagter og to børn i daginstitution?

For mig at se er der ikke den store forskel. Men jeg har flere gange oplevet, at ikke mindst andre kvinder har betegnet mig som karrierekvinde eller har opsummeret mine livsvalg i noget, der minder om ’Du har måske ikke fravalgt familien, men du har i hvert fald heller ikke fravalgt karrieren’.

Den sidste beskrivelse af mig selv nikker jeg til dels genkendende til i den forstand, at jeg har valgt en uddannelse med mulighed for avancement og personlig såvel som faglig udvikling. Et kig ind på min redaktion viser udmærket mulighederne i min uddannelse. Flere af mine jævnaldrende kolleger kører med klatten og leverer den ene forsideartikel efter den anden og vinder priser på stribe. Men samtidig er vi altså også en gedigen flok, som har valgt at få børn og køre en mere afdæmpet, men koncentreret stil.

Dejligt med etaper Journalistjobbet – i hvert fald i de stillingsbeskrivelser, som jeg har været ansat i – giver mig mulighed for at tage arbejdslivet i etaper.

Hvis jeg skal være på arbejdsmarkedet de næste 30-35 år, så må der gerne være noget sjovt at glæde sig til – også arbejdsmæssigt - når børnene begynder at kunne klare sig selv lidt mere. Heldigvis behøver man ikke opleve alle facetter af karrieren, mens man er i 30’erne - selv om vi nogle gange er lidt for gode til at gasse hinanden op til, at det er sådan, det forholder sig. Jeg har det fint med bevidstheden om, at det er muligt at træde hårdere i karrierepedalerne på et senere tidspunkt, hvis jeg skulle få lyst til det.

Hjemme hos os er det vores familie, der har førsteprioritet i hverdagen. Det betyder ikke, at vi ikke kan have for travlt og mærke stressen hamre i tindingerne. Det, tror jeg, er et vilkår i de fleste børnefamilier med udearbejdende forældre.

På min arbejdsplads oplever jeg stor respekt fra ledelsen omkring vigtigheden af, at medarbejderne skal kunne få hjemmefronten til at fungere for at levere en hæderlig

artikel · kvinder · 2009 · # 2 · TIL TRO

indsats. Det er en af grundene til, at jeg oprigtigt også kan sige, at jeg nyder at gå på arbejde. Nyder suset af at være med, når der sker noget. Breaking news giver et fantastisk

livsvalg er truffet bevidst. Jeg anerkender, at impulsive tilvalg og fravalg kan være både motiverende og igangsættende. Men for mig kræver det, at impulsiviteten får plads til rette tid. I længden er det utilfredsstillende, når konsekvenserne af ugennemtænkte valg pludselig truer med at få hverdagen til at kuldsejle.

Samtidig vil jeg ikke lægge skjul på, at det at nå frem til at finde en fornuftig og tidssvarende balance mellem familie og karriere er en proces, som tager tid.

Hjemme hos os havde vi begge, før vi fik vores datter, mulighed for at bruge en stor del af vores tid på arbejde. Derfor har det også været nødvendigt at smide følelserne på bordet med jævne mellemrum og diskutere og evaluere vores livssituation for at finde ind i den rytme, som vi i dag oplever giver sammenhængskraft.

Det at nå frem til at finde en fornuftig og tidssvarende balance mellem familie og karriere er en proces, som tager tid” kick, når det lykkes at få leveret en nuanceret og hurtig artikelpakke til læserne.

På den baggrund synes jeg, det kun er rimeligt at måtte sige, at jeg både har valgt min familie først og samtidig elsker at gå på arbejde.

Bevidste valg er en forudsætning For mig har det været afgørende, at mine valg omkring børn, hus, have, uddannelse og job er blevet løbende evalueret. Det har jeg gjort i et samspil med min mand, kolleger og chefer, venner og veninder og kvinderne i min netværksgruppe.

Konkret betyder det, at jeg føler, at mine

Har Gud noget at skulle sige?

Og hvad så med Gud? Har han noget at skulle sige, når jeg træffer mine livsvalg? Det synes

jeg. Ikke på en sådan måde, at jeg kan sige, at Gud har fortalt mig, at jeg skulle være journalist med alt, hvad det indebærer af tilvalg og fravalg. Men grundlæggende føler jeg, at Gud har velsignet mig med evner og muligheder, som gør, at mange af mine livsvalg opleves naturlige. Derfor kaster jeg med frimodighed mig over det, som giver mig glæde i hverdagen – på job såvel som herhjemme.

Jeg stoler på, at Gud vil mig det bedste, og at han glæder sig over, at jeg trives.

Samtidig må jeg ikke glemme at lytte, når jeg taler med Gud. Hvis Han fortæller mig, at det er tid til at standse op og revurdere mine livsvalg, så gør jeg det. For eksempel er jeg overbevist om, at det er Gud, der har skænket mig min mand og mine børn.

De er mit første ansvar, og hvis ikke jeg formår at forvalte det ansvar ordentligt, fordi størstedelen af mine ressourcer bruges på mit arbejde, så har jeg svigtet dem, som jeg af kærlighed har fået betroet at elske.

Det er vigtigt at have det oprigtigt godt med de valg, vi træffer, - også i forhold til Gud - og ikke blot påtaget godt.

19

20

TIL TRO · # 2 · 2009 · kvinder · artikel

Vi skal udnytte forskellene – kvinders position i kirken og missionshuset En mand der taler, en mand der er mødeleder – og en håndfuld kvinder til at klare kaffen og kagen. Den er set før. Men kunne man forestille sig, at en mere nuanceret tjenestedeling ville gavne begge køn – og den kristne menighed?

Af højskolelærer Ellen Esmarch

I de kirkelige kredse, hvor jeg færdes, er der for tiden meget fokus på kvinders tjeneste i kirke og menighed og fokus på, hvor grænserne for den kvindelige tjeneste går.

Jeg er ikke uenig i, at der er en tjenestedeling, men jeg oplever, at det store fokus på den er med til at tage frimodigheden fra mig selv og mange kvinder, der egentlig ønsker at gøre et stykke arbejde og bruge den udrustning og de nådegaver, Gud har givet dem. Det er ærgerligt, for derved går vi glip af noget af den mangfoldighed, der ligger i tanken om menigheden som et legeme med mange lemmer, hvor hver tjener med sin nådegave, og hvor forskellighederne er en styrke, der udnyttes.

Det er mit håb, at denne artikel kan være med til at give kvinder i alle aldre fornyet frimodighed til at tage opgaver på sig, for der er brug for kvinder på mange niveauer i det kirkelige arbejde.

Synlige kvinder – ja tak!

Der er en stor og vigtig opgave for kvinder i kirken og missionshuset, som handler om at træde i karakter som rollemodeller. Kvinder, der frimodigt tjener med deres nådegaver, og som fylder det rum, der er givet for den kvindelige tjeneste, ud. Heldigvis er der mange områder, hvor det allerede sker. Her tænker jeg for eksempel på praktiske opgaver som kaffebrygning, blomsterdekora-

tioner, rammer for hygge, omsorg og meget mere. Jeg tænker også på alle de kvinder, jeg kender, der i mange år har været trofaste i børne- og juniorarbejdet. Dem har jeg stor respekt for! Der er altså mange områder – og flere end de her nævnte – hvor kvinder allerede har tydelige positioner i kirken og missionshuset.

Men der er også nogle positioner, som jeg kunne ønske styrket, og hvor jeg håber, at flere kvinder vil blive mere tydelige og tage flere opgaver. Der er brug for kvinder, der fyldet hele rummet for den kvindelige tjeneste ud, men som samtidig frimodigt taler om tjenestedeling – eller er tydelige på det. Det gælder for eksempel forkyndelse, bestyrelsesarbejde, mødeledelse, evangelisation og sjælesorg.

Vi skal udnytte forskellene Her mener jeg ikke bare, at vi skal gøre forskellige ting og have forskellige opgaver.

Nogle gange handler det om, at vi udfylder sammenlignelige opgaver på forskellig måde, fordi vi på grund af vores køn har forskellig tilgang til det. Lad mig give et par eksempler.

Forkyndelse På en kvindelejr fik jeg engang følgende kommentar efter et forkyndende møde:

”Det, du sagde, ville vi aldrig have hørt en mand sige”. Jeg tror, der er nogle pointer og sider af det bibelske stof, som kun kommer frem, hvis der skabes platform i menigheden for en kvindelig forkyndelse. Altså uden at gå ind i hyrde- og lærerområdet som er forbeholdt mænd. For eksempel kan forkyndelsen af Gud som vores far vægtes og opfattes forskellig, om jeg er mand eller kvinde, for min relation til min jordiske far er jo afhængig af mit køn, og det vil automatisk være den relation, jeg tager udgangspunkt i. Det er tankevækkende at lægge mærke til, at Gud ikke udelukkende beskrives med typisk mandlige egenskaber: ”Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte?

Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.” (Es 49,15). Gud rummer altså alt – både det mandlige og det kvindelige. Det skal forkyndelsen også afspejle.

Bestyrelsesarbejde Der er forskel på en bestyrelse bestående udelukkende af mænd og en bestående kun af kvinder. Dagsordenspunkterne kan godt være de samme, men måden, punkterne bliver behandlet på, vil være forskellige.

Vægten vil blive lagt andre steder, og konklusionerne vil være forskellige. Når mænd og kvinder arbejder sammen supplerer de hinanden og komplementerer hinanden. De bliver simpelthen mere kreative og dynami-

artikel · kvinder · 2009 · # 2 · TIL TRO

ske sammen. Derfor er det vigtigt, at kvinder også vælger bestyrelsesarbejdet til.

gen, at der her gives større rum for kvinders tjeneste, fordi hyrdeembedet er så tydeligt defineret.

Mødeledelse Kvinder er ikke bedre mødeledere end mænd. Men de er anderledes. Igen søger vi mangfoldigheden og den gode variation. Det falder naturligt for mange kvinder at organisere, lægge tilrette og skabe gode og trygge rammer. Det er egenskaber, der er brug for i god mødeledelse. Og så vil kvinder ofte vægte nogle ting i en indledning eller i sangvalget eller i en bøn, som kan være med til at udfolde gudsbilledet på en måde, så flere oplever at blive mødt.

Evangelisation Vi ønsker at gøre Jesus kendt, så flere må komme til tro. I disse år sker det blandt andet ved, at mange kirker og menigheder arrangerer kristendomskurser. I min kirke er der lige nu mere end 30 mennesker, der følger et sådan kursus. Det er en fantastisk mulighed, som kræver mange resurser. Her er der brug for kvindelige undervisere og gruppeledere – og mandlige. For vi skal supplere hinanden. Af en eller anden grund oplever jeg, at kvinder har større frimodighed til at melde sig til tjeneste i folkekirken end i missionsforeningerne. Måske er årsa-

Sjælesorg I mit arbejde som sjælesørger har jeg ofte brug for at kunne henvise til kvindelige sjælesørgere forskellige steder i landet. Når jeg spørger dem, jeg taler med, om de kan nævne et navn på en moden kvinde, de eventu-

den eller det mest gælder forkyndelsesmæssige opgaver – og alt derimellem.

Men når der er opgaver, kvinder ikke skal have, mens mænd i udgangspunktet kan varetage alle opgaver, vil der i et samfund som vores, hvor kvinders ligestilling længe har været på dagsordenen, og hvor kvinder i årtier har haft tydelige positioner i arbejdslivet, ligge en kim til frustration. Specielt hvis der ikke er enighed om, hvilke opgaver det drejer sig om, og specielt hvis kvinder op-

Jeg kunne godt ønske, at der var flere mænd, der opmuntrede mig til at bruge rummet fuldt ud elt kunne tale med i nærheden af, hvor de bor, bliver de ofte meget tomme i blikkene.

Der popper simpelthen ikke noget navn op.

Her er en stor og vigtig opgave, som jeg kunne ønske, flere kvinder ville tage. Men skal de have mulighed for at blive brugt, skal de også være synlige i menigheden i andre opgaver – fx af forkyndelsesmæssig karakter.

Kære mænd Det gælder for kvinder som for mænd, at de skal finde ind i opgaver, som de trives med, og som de har udrustning til. Hvad enten det mest gælder praktiske opgaver i menighe-

lever, at mænd er mere optaget af at sikre grænserne end af at udnytte mulighederne.

Jeg kunne godt ønske, at der var flere mænd, der opmuntrede mig til at bruge rummet fuldt ud, og som kunne leve med, at jeg dermed kunne risikere at komme til at ”kysse grænsen” – uden at mistænke mig for at ønske at overskride den.

Jeg tror godt, de kvinder, som ønsker at leve i anerkendelse af, at der er en tjenestedeling, selv kan skønne, hvor grænsen er. Det er i hvert fald en opmuntring i min tjeneste, når jeg bliver vist den tillid. Og jeg tror, det vil give flere kvinder mere frimodighed til at tage opgaver.

21

22

TIL TRO · # 2 · 2009 · kvinder · artikel

Maskulint reality-tjek!?

- 3 årsager til at mænd ikke gider kirken Drenge leger med sværd, og piger leger med dukker. Sådan er det bare. Men hvad med henne i kirken? Er her plads til at ”lege med sværd”? Eller er det kun dukkerne og de bløde værdier, der hører hjemme her?

Af valgmenighedspræst Jens Lomborg, lomborg@skjern-net.dk

Der kan være mange grunde til, at mænd ikke gider gå i kirke. Ikke nok med at han på hjemmefronten jævnlig får af vide, at han opfører sig som et lille pattebarn – næh, nej, når han så endelig kommer i kirke, så får han at vide, at han skal blive som et lille barn. ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” ( Jesus, i Mattæusevangeliet 18,3) Er det underligt, at mange mænd har indtryk af, at de skal opføre sig barnagtigt for at leve op til den kristne tro? Eller alternativt: At mænd skal være kvindagtige! I mange menigheder er det nemlig de feminine værdier, der styrer måden at være kirke på, og det holder mændene væk.

1. årsag: Mænd og lovsang Har vi glemt, at mange mænd simpelthen er bange for at synge offentligt? Med mindre det altså er på stadion med en øl i hånden.

Er du klar over, hvor meget vi mangler maskuline, kristne sange. Det er især den nyere lovsangstraditions skyld. Hvornår har du sidst sunget en ny, maskulin lovsang? Dem er der alt for få af. Tag flere af de nutidige lovsanges tekster: De signalerer overhovedet ikke længere slagmark, nærmere soveværelse:

Mit hjerte glædes når du kalder mig din.

Der er intet sted så underfuldt, som i din åbne favn, i din åbne favn.

Hellig og varm, Himlen jeg fandt I din åbne favn (Fra Fællessang 41, ”En sang om kærlighed til dig”) Jeg siger ikke, teksten er forkert. Men hvis man synger tre-fire af den slags tekster i streg, så er kvalmegrænsen nået for de fleste mænd (og det bliver ikke bedre, hvis musikken er gennemført pop-sovs). Kan du forestille dig de 12 apostle holde i hånd ved Genesaret Sø, mens de nynner den ene feminine lovsang efter den anden? Nej, vel!

Mange af de nye sange er for feminine i deres sprog. Når vi tænker på en varm, åben favn, er det som regel vores hustruer, vi med al god grund tænker på. Giv os da noget at kæmpe for i stedet. Hvor er de moderne lovsange, som tør udfordre os ligesom Jesus udfordrede de 12 første mænd? Hvor er sangene om at være årvågne, følge efter kongen ud på slagmarken, tage sit kors op, tage sin rustning på og kæmpe sammen med sejrherren!!

artikel · kvinder · 2009 · # 2 · TIL TRO

Er du klar over, at salmer som ”Op I Kristne, ruster eder”, ”Nu da til lykke, du mandig kristensjæl” og ”Stå fast min sjæl, stå fast i Herrens krige!” findes i Den Danske Salmebog? Det kan godt være, at tekst og melodi er oldnordisk, men indholdet er godt. Indholdet er for mænd. Flere af de gamle salmer magter at sætte ord på en maskulinitet, vi finder i Bibelen. Kampen. Efterfølgelsen.

Lidelsen. Opofrelsen.

Vi skal lede efter og finde den slags sange. Vi vil have jer nutidens kristne sangskrivere til at tænke sådan. Vi vil have mere maskulinitet i sangene i kirken. Vi vil have noget og nogen at kæmpe for, sammen med sejrherren! Mere ”Vor Gud han er så fast en borg”, mere ”Guds menighed er jordens største under”.

I Fællessang har jeg opdaget en overset maskulin sang: ”Kristne, se opad” (nr. 134, endda skrevet af en kvinde!). Eller hvad med den moderne salme ”O Church Arise”, skrevet af Stuart Townend og Keith Getty i 2005; her er første vers i dansk beta-oversættelse: Guds menighed, tag Herrens rustning på, hører du kaptajnen kalder!

Find mod og kraft i korsets sejrs-tegn, Find din styrke i Guds nåde.

Med troens skjold, med Åndens sværd, holder vi stand mod Satans løgn Vort feltråb er: “Stor er Guds Kærlighed!”

Lad det runge over mørket!

Kan du se det for dig? En sådan sang synges bedst med løftede arme og knyttede næver (i glæde!). At synge den slags varmer os mænd helt ud i de knyttede næver, hævet i sejrsrus!

2. årsag: Mænd og efterfølgelse Det at gå i kirke opleves af mange mænd som et konstant dræn på deres maskuline konto. De oplever ikke nogen udfordring eller risiko. Pas på sprogbrugen i menighederne i forhold til discipelskab og efterfølgelse! Mænd bør ikke have at vide, at det gælder om at få et intimt forhold til Jesus.

Han kalder ikke mænd til at være kærester med sig. Jesus kalder mænd til at følge efter sig! Mænd skal have at vide, at det at være en discipel af Jesus handler om at slå følge med den korsfæstede og opstandne på rejse

gennem livet. At møde farer og udfordringer på slagmarken i fællesskab med sejrherren!

Kvinder og mænd lærer at følge efter Jesus på hver deres måde. I krig sender man ikke kvinder i fronten. Det var derfor Jesus udvalgte 12 mænd som sine særlige disciple, der skulle bygge de første menigheder og lægge grunden for fremtidens kirke… Hårdhudede, barkede håndværkere dannede et team og vandrede rundt i farer på landevejene i Israel. Som gik og daskede hinanden på skulderen og fyrede jokes af. Konkurrerede.

Svedte. Talte om hverdagsting, om kvinder og arbejde. Fik deres del af oplevelser med Jesus og talte sammen om den rejse, han havde kaldet dem til at tage del i.

Jesus blev respekteret af dem, fordi han ikke pakkede tingene ind, selv når det gjorde ondt på dem selv og afslørede deres fejl og mangler. Han turde gøre og sige det, der skulle siges, for at Gud kunne få ære. Og han gik i døden for dem. Tænk på hvor mange film, der er lavet, hvor en helt dør for at redde en masse andre.

Mænd ELSKER den slags film. Vi får hjertebanken og tårer i øjnene, når Bruce Willis redder jorden fra undergang i Armageddon. Jesus undgik ikke at gøre opmærksom på omkostningerne ved at følge efter ham. Lidt ligesom polarforskeren Ernest Shackleton, der i 1913 satte denne annonce i avisen: ”Mænd søges til farefuld rejse. Dårlig løn.

Isnende kulde. Lange måneder i fuldstændig mørke. Konstant fare. Sikker tilbagekomst tvivlsom. Ære og anerkendelse, hvis vores forehavende lykkes” Mere end 5000 mænd ansøgte om en af de 26 pladser på ekspeditionen. De kunne se eventyret. Hvorfor er kirken holdt op med at annoncere den farefulde rejse med Jesus?

Er det fordi, man vil holde mændene på afstand? Mal os dog Guds rige for øje!

man at ”dele noget” med folk, man knap nok kender? Som så vil bede en lang uforståelig bøn for én… Kristen bøn retter sig mod Jesus, sådan som han har åbenbaret sig i Bibelen.

Jesus foretrak enkle, ydmyge bønner. Anbefalede ”Fadervor” som tager 20-30 sekunder og både indeholder tak, lovprisning, bøn om hjælp og vejledning. Mønsterbøn på max. 30 sekunder. Mænd sætter pris på korte bønner. Det gjorde Jesus også: ”Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, for de tror, at de bønhøres for deres mange ord”, Matt 6,7). Han gør op med en praksis omkring bøn i sin samtid. Skal vi gøre op med noget?

3. årsag: Mænd og bøn

CREDITS: I taknemmelig gæld anbefales bogen: ”Kirken er jo kun for kvinder og bløde mænd” Af David Murrow, Forlaget Boedal 2005.

Kristi legeme = Kropsfylde af mænd og kvinder Guds menighed består af mænd og kvinder.

Har du nogensinde tænkt sådan om den menighed, du tilhører: Er der rum for bibelsk

Han kalder ikke mænd til at være kærester med sig.

Jesus kalder mænd til at følge efter sig!

Mænd er bange for kirkens uskrevne regler om bøn. Mænd er bange for den intimitet, der ofte er forbundet med fælles bøn. Mænd ser for sig en rundkreds, holden i hånden, passivitet, svedige håndfalder. Forventes

maskulinitet i forkyndelsen, vi lytter til, og sangene vi synger?

Det handler om at give plads til det maskuline sprog (som til overmål findes i Skriften). Om at skabe en ligevægt, en Kristi kropsfylde af både kvinder og mænd.

Der kan være mange grunde til, at mænd ikke gider gå i kirke. Men ingen af dem afspejler den Jesus, som aftegnes i Det ny Testamente. Den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus er ikke en god grund til at holde sig væk fra kirken! Han er barsk, risikovillig, tydelig, enkel og udfordrende. Han giver mænd noget at kæmpe for, afstikker kursen og siger: Følg mig!

Tjek desuden diverse youtube-klip med Mark Driscoll

23

24

BØGER

Hytten Af W. Paul Young overs. Steffen Boeskov 255 sider Forlaget Boedal

Af stud.mag Johannes Korsholm Poulsen paulusirom@hotmail.com Hytten (eller ”The Shack”, som den hedder på originalsproget) er genstand for heftig debat i kristne kredse for tiden især i USA, hvor den oprindeligt kommer fra. En hurtig søgning på Youtube frembringer en sand jungle af amerikanske prædikanter, der enten stærkt anbefaler bogen eller anklager den for at være dybt kættersk.

Uenigheden bunder i, at Hytten, selvom den i sin form er en roman med et fremadskridende plot, er et fiktivt persongalleri, og alt hvad dertil hører, også er et stykke teologisk undervisning. Eller rettere: Det, man er uenige om, er hvorvidt Hytten skal læses som doktriner og teologi eller ”bare” som et stykke fiktion med et åndeligt emne. Denne problematik er ikke ny på den kristne kulturscene, men har måske skiftet nuance en smule over det sidste årti.

Den rendyrkede allegori, som vi kender den fra C.S. Lewis’ Narnia-serie, har sikkert eksisteret i kristen litteratur siden Jesu lignelser. Men fælles for disse er, at der kræves en form for tolkning mellem de billedhandlinger, som udgør den umiddelbare fortælling i romanen (og som ofte kan stå på egne ben, uden at man decideret behøver at tolke noget kristent ind i den) og det budskab, forfatteren ønsker at formidle.

Endvidere kan denne lidt slørede sammenhæng mellem fremstilling og budskab være meget berigende for budskabet, da den

tvinger læseren til selv at reflektere over, hvordan fiktionens virkelighed kan ses som et billede på Guds virkelighed.

På det seneste har en hybrid af den kristne allegori og den teologiske opbyggelseslitteratur så gjort sit indtog, med for eksempel Brian McLarens Kristen på en ny måde, som vakte stor debat, da den ganske vist brugte en fiktiv fortælling som ramme, men var meget eksplicit i sine teologiske udsagn Hytten får forståeligt nok denne debat til at blusse op igen. Den handler nemlig om noget så vildt som en weekend i en hytte, hvor hovedpersonen Mack, som få år tidligere har mistet sin datter, får besøg af Treenigheden! Vi har altså med en fiktiv fortælling at gøre, men Treenigheden optræder konkret i den, således at både Gud Fader, Jesus og Helligånden har lange replikker om deres natur, menneskets plads i verden, synd, frelse, forsoning osv. Der er altså ikke noget allegorisk filter a la Aslan i Narnia-bøgerne. Dog adskiller Hytten sig markant fra Kristen på en ny måde ved at bruge romanformen ganske aktivt, så hverken plot, miljø eller karakterer føles alt for påklistrede på bogens åbenlyst forkyndende dagsorden.

Men hvad så med budskabet? Kan man stole på de svar, der i bogen bliver lagt i munden på Treenigheden? Nej, det kan man ikke i absolut forstand, da der jo er tale om en fiktiv fortælling. Men man kan i høj grad lade sig inspirere af bogens påstande,

hvis man ser dem som et medmenneskes overvejelser om, hvem Gud er, og så holder dem op mod Bibelens udsagn og ens egne tanker. Jeg føler mig næsten dum, når jeg bliver nødt til at skrive sådan noget, men meget i debatten tyder på, at vi som kristne holder lidt for hårdt fast i et meget skarpt skel mellem på den ene side den teologiske litteratur som en slags objektiv genre, som enten er eller ikke er ”teologisk korrekt”, på den anden side fiktionen som ren og skær subjektiv fortælling. Dette gør os blinde over for faglitteraturens begrænsning (for vores erkendelse af Guds sandhed vil altid være stykkevis og begrænset, uanset hvor akademisk sproget er) såvel som fortællingens evne til at kommunikere evige sandheder. Og det er for dårligt, for Hytten er, på trods af sine mange begynderfejl, et velment skridt på vej imod en kristen litteratur, som bruger fiktionen som et rum hvori tanker om Gud kan udforskes, uden at de nødvendigvis skal forstås som autoritative udsagn. Selve bogens form opfordrer altså læseren til at være kritisk, prøve alt og holde fast ved det gode. Det kunne meget kristen litteratur lære noget af.

artikel · kvinder bøger · 2009 · # 2 · TIL TRO

Mit venskab med Jesus Kristus Lars Husum 318 sider Gyldendal 2008

Af stud.mag Johannes Korsholm Poulsen paulusirom@hotmail.com Mit venskab med Jesus Kristus. Det lyder umiddelbart som titlen på en lille husstandsomdelt pamflet indeholdende et personligt kristent vidnesbyrd. Men Lars Husums roman afslører allerede på sit omslag, at den er noget helt andet. Det dominerende element på forsiden er en tegneserieknytnæve med tilhørende karakteristisk ”KAPOW!!”-stjerne. Ikke noget med smilende, langhårede Thorvaldsen-Kristusfigurer skæg her!

Forsiden opsummerer egentlig bogens grundlæggende gimmick meget godt. Det er ganske vist en roman, hvor Jesus spiller en (i hvert fald i dele af bogen) central rolle, men den fortælling han væves ind i er langt mere kulørt end opbyggelig. Jeg vil helst ikke afsløre for meget her, da Mit venskab med Jesus Kristus helt klart er en ”pageturner”, hvis litterære kvaliteter primært ligger i dens uforudsigelighed. Helt kort fortalt handler bogen om Nikolaj Okholm, søn af den i bogen berømte, men afdøde popsanger Grith Okholm. Begge forældre er døde, og han gennemlever en hård opvækst med sin søster som eneste holdepunkt. Vold, apati og ensomhed er ved at æde ham helt, da der en nat pludselig er en bredskuldret, langhåret mand i sandaler i hans lejlighed.

Gæt selv hvem. Nikolaj pander ham en med et askebæger, og før han får set sig om, er han på vej til sin mors hjemby Tarm for at

blive et bedre menneske og tage et opgør med de spøgelser, moderens (fuldstændigt todimensionelt karikerede) missionske opvækst har bragt ind i familiens liv.

Der er altså lagt op til lidt af en røverhistorie, og der er da også drøn på til sidste side. Og Jesus-figuren bliver faktisk brugt på en rigtig interessant måde, selvom der ikke er meget tilbage af Bibelens Jesus i ham. Eller er der? Forbindelserne mellem den køleskabsformede kæmpe i sandalerne i romanen og virkelighedens Jesus er faktisk ikke til at få hold på. For eksempel er det lidt uvant at læse om en Jesus, som gennemtæver en rockertype for at redde Nikolaj. Man er aldrig helt sikker på, om Jesu opførsel er udtryk for næstekærlighed og omsorg for Nikolaj, eller om vi bare har at gøre med en småpsykopatisk bedrager.

Så ideen med at inkludere Jesus i en ellers realistisk fortælling er egentlig meget god.

Så er der til gengæld ikke noget nævneværdigt positivt tilbage at sige. Mit venskab med Jesus Kristus stinker langt væk af at være en debutroman: Karaktererne er papirstynde (Nikolajs forløsningsprojekt kommer blandt andet til at handle om at tabe nogle kilo, så hans drømmepige gider have sex med ham). De små layout-krumspring, Husum forsøger sig med, fungerer slet ikke. Han bryder teksten op med fiktive avisartikler, der minder alt for meget om fiktive avisartikler tænkt af en middelmådig forfatter i stedet for at minde om noget virkeligt. I det hele taget virker bogen

mere som et oplæg til en klassisk dansk mainstream voldskomedie end en egentlig roman. Og den er da allerede blevet solgt til filmatisering. Så lad os håbe den gør sig bedre på det store lærred, for som roman er den bare en sjov, men uforløst ide.

25

26

REFLEKSIONER

Langsomlæste tanker!

Af Jakob Sejergaard, lærerstuderende jsejergaard@hotmail.com.

Lige nu tænker jeg. Jeg tænker på, om jeg nogensinde får skrevet noget, der giver en lille smule mening. Jeg tænker ofte.

Faktisk synes jeg, at jeg tænker det meste af tiden. Nogle gange har jeg tænkt på, om jeg nogensinde bliver fri af tanken – men jo mere jeg tænker over det, jo mere overbevises jeg om, at tanken aldrig slipper mig.

Men jeg sover jo. Om natten sover jeg. Der tænker jeg vel ikke? Jeg tror, jeg tænker, for om aftenen ved jeg ikke, hvad jeg vil, det ved jeg først om morgenen, når jeg vågner.

Det er vel fordi, jeg har tænkt mig om.

Kaj og Andrea tænker. Papegøjen og frøen. Synger, gør de også. Tiden er noget underligt noget, det er noget, der aldrig helt er forstået. Tiden er noget underligt noget. Hvad så med tankerne til at tænke over tiden? Vi må hellere tænke os godt om.

Det hjælper nok.

Tænk hvis man lod være med at tænke sig om. Bare tanken gør mig angst. Andre påstår ellers, at jeg ofte ikke tænker mig om. Jeg har tænkt på, om de mener det, eller måske er det bare noget, de siger. Siger, fordi de ikke tænker sig om. Men, hvorfor skulle de tænke sig mindre om end jeg. Vi tænker jo alle hele tiden. Fireogtyve timer i døgnet har vi til at tænke os om. Det er ens for alle. Måske er der nogen, som ikke tænker hele tiden. Nogen, som bare lader være med at tænke.

Tænk!

Måske er det for meget at tænke over.

Tankerne er alles, og alligevel er de helt deres egne. Tankestrømme der bare suser gennem hovedet. Forskellige tanker. Tanker som fylder os med glæde. Tanker som insisterer på at forblive i vore tanker – i hovedet måske. Jeg tænker – hmm? Er tanker i stand til at sætte sig fast? På indersiden altså. Af hovedet. Det er jo der, de er. Der sidder de fast, og alligevel er de i stand til at køre rundt. Løbe rundt. Nogle gange trampe rundt. Larmende, så man næsten ikke kan få ørenlyd. Tilmed så voldsomme, at de ikke bare løber eller tramper. Nej, disse tanker hopper. Det føles som om, de hvert andet øjeblik kunne finde på at hoppe så kraftigt, så højt, så virkeligt, at de vil springe ud af hovedet. Det er som om, at de presser sig ud gennem pandeskallen.

De er så virkelige, at man mere og mere bliver i tvivl om disse tanker. Er det bare tanker, eller er det noget, jeg allerede har sagt, gjort, oplevet. Tilhører de den virkelige virkelighed, eller tilhører de bare min egen lille hemmelige hemmelighed?

Bumser kalder man det. Det er, når man er teenager. Det er buler, der kommer efter tankernes hærgen i hovedet. Men når man bliver ældre, vil tankerne ikke klemmes og fjernes – eller renses væk med kraftig sæbe.

De vil bare være virkelige – og de ved, de kan. De er ikke hæmmede af teenageubeslutsomhed og vægelsind. De har magt.

De har kraft. En styrke som overgår næsten al forstand. Tænk hvis tanker, disse for den enkelte så virkelige, var tanker tilgængelige for andre. Tænk hvad der så ville ske. Hvis tanker var virkelighed, og ikke bare tanker.

De fleste tanker forbliver alligevel i hovedet. Mon de er underlagt en anden og større kraft?

Tænk hvis du forstod disse tanker. Så var du forstandig, ja måske tænksom...

27

MEDIER

”But for God’s sake - NO MESSIAH!” En bittersød refleksion over Det Ny Menneske

Af Jonas Petersen, sangskriver og stud.dansk. jonaspetersen@gmail.com

Surprise, surprise - der er officielt ingen mening med tilværelsen. Nietzsche slog Gud ihjel i én sætning. Alt er relativt, og det, man siger noget om, må altid afhænge af den kontekst, det bliver sagt ud fra og ind i. Sådan er det i den verden, som er nu.

Denne problemstilling blev aktuel for mig, da jeg forleden var i teatret. Jeg så Det ny menneske på Camp X i København. Undertitlen var ”en overmenneskelig opera af og med Das Beckwerk”. Beckwerket hentyder til Claus Beck Nielsen, som er en anerkendt avantgardekunstner, hvis værker de senere år bl.a. har aktualiseret døden. Således også dette stykke.

I Det Ny Menneske sker der en erkendelsesmæssig 3-trinsraket for hovedpersonen: 1) Mennesket har intet kerneselv. 2) Alle mennesker skal dø. 3) Mennesket er sat fri ved denne erkendelse.

Det gennemgående mantra var: Vi skal dø – men hey, vi lever nu! Som så meget andet moderne teater var publikum vigtige medaktører i stykket. På et tidspunkt går hovedpersonen (iført gyser-klovnekostume!) op til en ældre herre, lægger hånden på hans skulder og siger ”du skal dø”.

Hustruen sidder ved siden af, lukker øjnene og klemmer kontrolleret panisk sin mands hånd. Hun morer sig bestemt ikke. Skuespilleren gentager mekanisk: Du skal dø. Hvad gør du? Hvad gør du nu?”.

Ind imellem var der små, besynderlige intermezzoer, hvor Beck Nielsen sang. Én af sangene fremstod nærmest som en antibøn, hvor der blev sunget: ”....but for God’s sake (let there be) no Messiah”. Der er altså intet ”andet” end det 3. trin – vi lever nu, basta!

Men erkendelsesprocessen standser ikke her – via denne antibøn kommer den holdning til udtryk, at selv hvis Gud fandtes, gid at han så ikke måtte eksistere! Disse elementer er der for så vidt intet nyt i. Det er en hundredår lang kunstnerisk disciplin at beskæftige sig med disse begreber. Det problematiske var imidlertid, at stykket, ved at inddrage publikum, skabte en kollektiv erkendelse om, at vi alle skulle dø, samtidig med, at Gud som en selvfølgelighed var skrevet ud af erkendelsesprocessen, endda var håbet om, at han alligevel måtte findes elimineret!

Erkendelsen om dødens virkelighed hang uløseligt sammen med en erkendelse om efterlivets uvirkelighed. Det overskred mine grænser på en måde, jeg ikke var forberedt på. Al denne snak om efterdød og erkendelse fik mig imidlertid til at tænke på Kierkegaard, som mente, at man ikke kan erkende på sin broders vegne - man må erkende selv, for eksempel om Gud findes eller ej. Som kristne mennesker - kunstnere, kreaturavlere eller kassedamer - mener jeg faktisk, at vi skal passe på med ikke at

gøre en omvendt clausbecknielsen, nemlig at fratage ikke-troende deres gudløshed.

Sådan må det være i den verden, som er nu. Men disse to erkendelsesformer mødes i ét punkt. De er begge udtryk for, at det nye menneske vil have lov til at bestemme over sin ret til at skabe sin egen erkendelse.

Men Det ny menneske er et udtryk for, at den kristne gudstros eksistensberettigelse er truet. Det, at tro på, at Gud findes, og at selvom Nietzsche slog Gud ihjel for anden gang, så var han allerede genopstået én gang for alle. Derfor bliver den største udfordring for kristendommen i det senmoderne samfund, hvordan den taler om sig selv. Hvordan vi som kronikører og kommunalarbejdere formidler kristendommen i vores liv og i vores ord. Er det nok bare at svare: For Man’s sake – (let there be) a Messiah!!? Er det sådan, det skal være i den verden, som er endnu?

28

TIL TRO · # 2 · 2009 · artikel

Båndtaler Version 2.0 Efterhånden som internettets potentiale udvikler sig, sætter mulighederne sig også spor i den teologisk-kirkelige verden, hvor der over de seneste år har udviklet sig en lang række brugbare ressourcer.

Dette er tænkt som anmeldelser og anbefalinger til inspiration for dig Af adjunkt i Ny Testamente, cand.theol. ph.d. Nicolai Techow og stud.theol. Morten Rugager Kristensen

Der er rigtig megen god (og skidt!) forkyndelse på nettet. Her vil vi begrænse os til det gode og gennem nogle få korte præsentationer af forskellige kirker og præster, som vi selv er begejstrede for, give inspiration til dit personlige trosliv samt nogle indtryk af, hvordan man laver kirke i andre dele af verden.

Der er tale om en bred reformert (dvs. calvinsk) tradition. Det er den tradition, vi som lutherske ligger tættest på i de spørgsmål, som har de største konsekvenser for ”inspirationssundheden” på mange områder. Samtidig opfordrer vi til kritisk sans, og at du gør brug af din faktisk ret sunde lutherske fornuft.

Mars Hill Church Mark Driscoll startede Mars Hill Church i Seattle i 1996 som en lille husmenighed af utilpassede unge med det udtalte mål at være en teologisk konservativ og kulturel liberal kirke. Kirken samler i dag omkring 7500 mennesker hver søndag og podcaster alt indhold gratis. Mark Driscoll er en meget dygtig formidler, kategoriserer sig selv som

artikel · 2009 · # 2 · TIL TRO

”karismatisk med sikkerhedssele” og forkynder hudløst direkte, men også med et hjerte for mennesker og sjælesorg. Der er ingen emner, der ikke kan prædikes om, og han kalder en spade for en spade. Det bør dog ikke få nogen til at snyde sig selv for at høre en stemme, der nogle gange taler med en netop profetisk voldsomhed.

Driscoll brænder først og fremmest og i midten og sidst for Jesus Kristus og hans fuldendte frelsesværk. Han kalder konstant sin menighed til daglig omvendelse hen til Jesus og væk fra synden, ikke mindst kønsrelaterede konkretiseringer af den og giver meget håndgribelig hjælp. Det er tydeligvis en mærkesag for Driscoll, at mænd må blive bevidst om deres ansvar for at elske og ære én kvinde og prioritere deres familie. Kirkens prædikener kan ses på nettet og varer ofte over en time. Driscoll er også manden

af en dyb og hermeneutisk reflekteret overbevisning om, at alt i Skriften handler om Jesus, desuden en meget dyb forståelse af evangeliet, som han formår at få helt ned i storetåen på sine tilhørere. Heraf følger bl.a. en frigørende helliggørelsesforkyndelse.

Keller er samtidig en dygtig missional og kontekstuel forkynder. Han fokuserer blandt andet på at nå de kulturelt indflydelsesrige personer i New York, give dem mening i livet og noget at leve for. Han har et meget bredt kendskab til den intellektuelle verden og citerer vidt og bredt. Han tager ofte kontroversielle emner op og forsøger at give sine svar ud fra en fuldstændig tillid til Bibelen som Guds ord. Redeemer planter også aktivt kirker og har et kirkeplantningscenter.

En lang række af Keller’s prædikener og foredrag kan findes gratis på nettet, men hvis man skal have en hel serie af hans Re-

Der er ingen emner, der ikke kan prædikes om, og han kalder en spade for en spade bag kirkeplantningsnetværket Acts 29, ressourcenetværket Resurgence og er forfatter til efterhånden en pæn bunke bøger.

deemer-prædikener, så koster det. Et abonnement er imidlertid alle pengene værd.

Bethlehem Baptist Church Redeemer Presbyterian Church Redeemer er en bykirke med fokus på by.

Kirken har gudstjenester forskellige steder på Manhattan i New York. Den samler hver uge over 5.000 mennesker – uden at eje en kirkebygning - som mødes i forskellige lejede faciliteter. Kirken ønsker at være et fællesskab af forvandlede kristne i byen, som gavner både indbyggernes jordiske og evige vel.

Tim Keller er kirkens ledende præst. Hans forkyndelse er kendetegnet ved en sjældent set evne til at prædike evangeliet om Jesus fra alle tænkelige vinkler. Dette springer ud

John Piper leder Bethlehem Baptist Church i Minneapolis. Han er en ydmyg forkynder, som med en karismatisk indlevelse formår at dele evangeliet både profetisk ved at tale åbent om synd og med et dybt pastoralt hjerte for mennesker og et ønske om, at mennesker må komme til tro på Jesus Kristus. Piper er kendetegnet ved en stærk tale om lidelse, død og frelse, der bæres af det, han kalder kristen hedonisme, nemlig at ”God is most glorified in us when we are most satisfied in Him”. Så at sige alle John Pipers prædikener og bøger og mange andre ressourcer findes gratis på nettet. John Piper har tre årtiers

erfaring med forkyndelse. Flere af hans bøger er udkommet på dansk. Han formår at forkynde med indlevelse, følelse og tydeligt kropssprog.

D. A. Carson Don Carson er professor ved Trinity Evangelical Divinity School og en af verdens dygtigste nulevende bibelteologer. Han er en fantastisk formidler og har stor pastoral erfaring.

I denne artikels sammenhæng er det særligt værd at nævne, at Carson sammen med Keller er initiativtager til The Gospel Coalition.

Det er et netværk, der nu for alvor er ved at samle momentum, og som går efter at genetablere en stærk reformatorisk teologi kombineret med en radikal missional indsats som den evangelikale verdens centrum.

Initiativet samler en lang række præster og teologer, der står for solid og sund, bibelsk, Kristuscentreret teologi og som samtidig virkelig når mennesker med evangeliet. Deres hjemmeside er en sand guldgrube, der samler og linker til alt det andet, vi nævner her og mere til.

I Danmark lægger en del menigheder og kirkelige institutioner allerede nu mediefiler fra deres forkyndelse ud på nettet. Norea Radios ’Lyset og Livet’ (lysetoglivet.dk) har samlet rigtig meget af det bedste fra KFS’ bagland.

links D. A. Carson: thegospelcoalition.org John Piper: hopeingod.org og desiringgod.org Tim Keller: redeemer.com Mark Driscoll: marshillchurch.org og theresurgence.com

29

Kæphesten Af stud.mag Stefan Poulsen, stefan.poulsen@gmail.com

Da maskuliniteten blev til varm luft i lænestolen Der er brug for, at vi mænd hanker op i os selv og kommer ind i kønskampen.

Ikke på den råbende og skrigende maner, men på den ansvarsfulde arbejdsomme måde, hvor vi helt praktisk viser kvinderne, at vi mænd både har ben i næsen og KÆMPE armmuskler.

Kært barn har mange navne, og op af det 20 århundrede dukkede en gruppe kvinder under navne som rødstrømper og feminister. Så gik der 30 år med det, og kampen var stort set vundet. Kvinderne er godt i gang med at overtage verdensherredømmet. De er dygtige, de er effektive og frem for alt, så er de klar på, at de ikke skal holdes nede og tilbage af noget som helst. Og hurra for det! Ligestillingen og feministerne skal der fra min side ikke lyde et eneste ondt ord imod. Ligestillingen er en gave til vores samfund, og det varer nok ikke længe inden, der dukker en statsminister op med langt lyst hår og Gucci-taske. Og det er da fint nok!

Til gengæld skal vi mænd have en ordentlig røffel med på vejen. For hvor blev vi af? I århundrede havde vi været toneangivende på arbejdsmarkedet (om det så var i marken, ministeriet eller universitetet). Og efter en god dags arbejde vendte vi hjem til et veldækket bord, hvor konen dagen igennem havde passet sit domæne ”hjemmet”. Men så skete det ovenstående, og så skulle man jo tro, at manden til gengæld ville tilkæmpe sig lidt mere indflydelse og magt derhjemme. Men ak nej! Vi mænd er i højere og højere grad blevet en skygge af os selv på både arbejds- og hjemmefronten. Op gennem særligt skoleårene har vi mænd udviklet en tendens til at bruge tiden på fjernsyn og fodbold, og alt hvad der hedder dygtiggørelse og karriere er blevet erstattet af dovenskab og sovehjerte. Med kvindernes indtog over alt i verden opgav vi mænd efterhånden, lænede os tilbage og lod verden passere.

Men giver kvinderne så ikke os mænd muligheden for at byde ind? Jo såmænd. For kvinder har gennem årtusinder hyldet samtalen,

så vi mænd bliver både spurgt, talt og til tider udfrittet om beslutninger og overvejelser i hjemmet og på arbejdspladsen. Problemet er, at det ”maskuline” svar oftere og oftere lyder: ”Hvis du syn’s det!”. Et svar som jeg igen og igen må gribe mig selv i at svare for at slippe ud af den forpinte situation, man står i, når man skal tage ansvar.

Selv i kirken, hvor en del ellers mener, at manden har eneret til præstestillingen, er der gået slapsvans i det. Kirken er efterhånden blevet mere og mere fyldt med rundkredssjælesorg og meditationsaftener, hvor der ikke er grænser for, hvor meget vi skal samtale og grunde over vores indre. Det er der sådan set ikke noget galt i, men nogle gange er det bare som om, at kristendommen er blevet til en selvreflekterende indadskuende gang samtaleterapi med tendens til tåre. Og her bør vi mænd spille ind. For kristendommen er nemlig også praktisk og handlende. Men selvom mange præster og menighedsledere er mænd, er mange faldet i en grøft, hvor de desperat prøver at please kvinderne i stedet for at spille ind med maskulint vovemod, lederskab og handlingskraft.

Hvad skal vi mænd så gøre? Der er ingen grund til at abe kvinderne efter og skabe en slags blåstrømpet maskulinitetsbevægelse med sloganet ”Jeg er Mand, og jeg har også rettigheder”. Nej, løbet for den slags bevægelser er godt og grundigt kørt. Men jeg mener virkelig, at der er behov for, at vi mænd melder os ind i verden og påtager os ansvar og beslutninger. Jeg har aldrig hørt om en kvindearbejdsplads, som ikke skreg på mandlige ansatte. For kvinderne har vitterligt brug for os både i hjemmet, i kirken og på arbejdspladsen.

Kvinderne vil så gerne have mænd med på vognen, så længe vi ved, hvad og hvem vi er. Der findes et hobetal af mandlige værdier som langsomt igennem årene er sivet ud som varm luft i lænestolen. Men lad os da kæmpe os tilbage. Der er brug for, at vi hanker op i os selv og kommer ind i kønskampen. Ikke på den råbende og skrigende maner, men på den ansvarsfulde arbejdsomme måde, hvor vi helt praktisk viser kvinderne, at vi mænd har både ben i næsen og KÆMPE armmuskler. Vi skal vise, at vi er skabt til ansvar, beslutninger og handling. Vise at vi er mænd, og det kan der altså godt komme noget godt ud af.

Kæphesten er Til Tros faste klumme, hvor forskellige skribenter får luft for deres synspunkter. Synspunkterne stemmer ikke nødvendigvis overens med KFS’.

 

        





  

   

NYHEDER FRA CREDO G E N E E D WA R D V E I T H

EVANGELIET GENOPDAGET

184 sider 199,95 kr.

Gene Edward Veith brugte mange år på en lang og rastløs vandring i det kirkelige landskab, indtil han til sidst (og til sin store overraskelse) fandt evangeliet og sit åndelige hjem i den lutherske kirke. »Det er en af de bedste bøger, jeg har læst om værdien ved at være luthersk.« Holger Skovenborg, cand.theol.

F L E M M I N G B A AT Z K R I S T E N S E N

SKYLDIG OG FRI

208 sider 249,95 kr.

Denne bog handler om at være skyldig og fri. Den er skrevet som en hjælp til at blive befriet til at leve – gennem det at blive tilgivet.

Bogen er en grundig bearbejdelse af en tidligere udgivelse »Befriet til at leve«. Forfatteren har givet mere plads til emner som skyld, tilgivelse, frihed og sjælesorg, og samtidig har skriftemålet fortsat en central plads i bogen.

FORLAGSGRUPPEN LOHSE TLF.: 75 93 44 55 WWW.CREDO.DK

Støt KFS, tag på ferie i Sverige!

Hyggeligt gammelt stuehus udlejes til jer, der kunne tænke jer  at tage på ferie i Sverige. Huset er beboeligt  hele året og har plads til max seks personer (to soveværelser).   I det gamle køkken er brændekomfur og bageovn beva rede.

Køkkenet har også moderne faciliteter som el-komfur,  køleskab, mikro og vandkoger. Medbring sengelinned og  håndklæder.

Pris: 2100 danske kroner pr uge eller 350 kr pr døgn. Disse  penge går direkte til KFS.

Lyst til udfordringer?

- Bliv elev på LTC!



Vi bor 45 km fra Helsingborg ude på landet og har fritids-land brug med køer og kalve. Dejlig natur med skov og mark lige uden for døren. Der går bus (nr 10 mod Markaryd) fra Helsing borg. Vi kan evt. hente i Ljungaskog, ca 2,5 km herfra.

Velkommen!



Bente og Christer Unosson 

 Ramnekärr 111 28691 Örkelljunga.  Tlf. 0046-43553490  eller 0046-734355033  ramnekarr@crossnet.se  

Ansøgningsfrist 1. maj Læs mere på www.kfs.dk

Afsender: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted • 7100 Vejle UMM • ID-nr. 45049

Generalens Den utjekkede dagsorden Af generalsekretær Robert Bladt, robert@kfs.dk

En af mine tidligere studiekammerater er blevet senior associate, mens en anden er avanceret til key account manager, og da jeg i sidste uge ville hænge en påskelejr-plakat op på Sønderborg Handelsskole, havde den skiftet navn til ”Business College Syd”.

Både på uddannelsesinstitutionerne og i erhervslivet gør man sig stor umage for at peppe et måske lidt støvet image op. Og måske er det virkelig lettere at blive motiveret for at yde en rigtig god indsats, hvis man kan kalde sig ”key acount manager”. Måske kan det hjælpe de søvndrukne øjne i morgenspejlet lidt mere på gled og rejse en ny selvrespekt. Måske.

I KFS møder man også spændende navne. Der findes KFS-fællesskaber under dæknavne som ”Basecamp” og ”Unplugged”. På vores lejre foregår morgenandagten i ”reflektorium”, og når man skal spille banko, hedder det ”ualmindelig oldschool”. Måske er den slags virkelig med til at genrejse selvrespekten og gøre det hele lidt mindre søvndrukkent. Måske.

I hvert fald vidner det om, at der rundt omkring i den danske studieverden er kreative mennesker, som bruger deres fantasi på at

fremme mission blandt studerende og glæden ved at engagere sig i KFS’ arbejde. Bliv endelig ved med det. Lad os gøre tingene så sjove som overhovedet muligt.

Samtidig skal vi være bevidste om, at dagsordenen for KFS i rippet form er og forbliver utjekket. Vi samles for at bede til Gud og lytte til hans ord. Vi kan kalde det kollektiv uge, prayer night, wellness weekend eller ... Vi kan arbejde på at skabe en sjov, motiverende KFS-kultur. Og det kan alt sammen motivere og få ram på nogle søvnkerner. Men det, der virkelig rejser en ny selvrespekt i os, er bønnen og Guds ord. Gennem bøn og Guds ord sættes vi i forbindelse med den Gud, som har skabt os, har elsket os til døden og har planer om at leve evigt sammen med os. Herfra rejses ikke blot selvrespekt, men et helt nyt liv for et fortabt menneske.

Lad os sende masser af tjekkede, skæve, kreative og motiverende indbydelser ud til at samles om den utjekkede, men livgivende dagsorden: At bede til Gud og lytte til hans ord.

Girokort

kr. __________ Frivilligt Til Tro abonnement kr. __________ Gavebrev kr. __________ Fastgiver kr. __________ Almindelig gave Oplys cpr.nr. ______________________________

Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle

Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle