Til Tro #3 2018 – Næste

3. kvartal · 2018 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

Tema:

Næste

+ Filmanmeldelse: Lykke-Per I TIDEN side 23

+ Tænk globalt – lev lokalt TEMA side 24

+ Teknologiske udfordringer TEMA side 31

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin.

Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.

Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 9402-0004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet.

Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Studentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvarshavende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Simon Kammersgaard Lindbjerg (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Stud.scient.soc.

Mathilde Mølgaard Lærerstuderende Anja Irene Sønderby Bak Stud.psyk. Amalie Hartvig Munk Stud.teol. Signe Thorup Elmelund Stud.teol. Filip Bak Stud. polit. Sebastian Hørlück Gymnasieelev Jonathan Oehlenschläger Rasmussen Lærerstuderende Inger Sløgedal Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Henrik Elias Kristensen Henrikelias.dk Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.tiltro.dk Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

2

Indhold Tema 07

Den barmhjertige muslim

12

Da kirken inviterede til velfærd

15

Portræt: Tabitha Schrøder-Knudsen

16

Dit liv i min hånd

21

Portræt: I min fars fodspor

24

Longread: Tænk globalt – lev lokalt

31

Clickbait: 5 teknologier du ikke vidste kirken manglede

38 39

I tiden

kfs Nyt

04

Fra redaktionen

10

Hverdagens KFS-superhelte

11

Kommentar: Undvær lidt individfokus

10

Femten elever fylder godt op på LTC

18 19

Globalt: Nogle gange kommer Brasilien til København

Uncover18: Lad os læse i Bibelen med vores venner

18 22

Bøger: På kanten af paradis. Kristen i Tyrkiet - med livet som indsats

KFS opruster yderligere

29

Breaking: KFS er for studerende

22

Bøger: Biskop Thomas. I kærlighedens cirkel

30

Rekordvarm sommer intet problem for frivillige KFS'ere

23

Film: Lykke-Per

30

KFS sender volontør til Frankrig

36

To perspektiver på debatten om flygtninge

34

Discipeltræf 2018: Back to Jesus

35 43

Leder: Gør som Gud – bliv menneske!

Småt var godt på STiK-lejr

42

Et nyt skoleår, et nyt KFS

Portræt: Jenny Weber Jørgensen Det største bud

3

Fra redaktionen:

Kære læser Måske er du garvet KFS'er og Til Tro-læser med flere magasiner hjemme på hylden.

Måske er dette første gang, du har bladet i hånden. Stort velkommen til uanset hvad!

Til dig, der er ny, kommer her en kort introduktion. KFS er en kristen studenterorganisation, som ønsker at sætte spørgsmål om liv og tro på dagsordenen. Særligt ønsker vi at diskutere og forholde os til kristendommen og dens relevans. Det gør vi bl.a. ved at være til stede ude på gymnasier og universiteter, ved at arrangere events og lejre og ved at lave Til Tro, som er KFS' magasin, der udkommer 4 gange årligt.

Temaet for dette blad er "næste". Et tema som rummer en vis dobbelthed. Det første, jeg tænker på, er begrebet næstekærlighed. Et kristent begreb, som jeg har indtryk af, at mange danskere ser som en værdi, der bør praktiseres. Ideen om, at vi alle grundlæggende er lige og skal møde hinanden, som vi selv ønsker at blive mødt. Men det er mere end blot en værdi. Det kommer af det dobbelte kærlighedsbud i Bibelen: ”Du skal elske Herren din Gud - og din næste som dig selv.” Det står altså ikke alene men udspringer af forholdet til Gud. Læs ”Det største bud,” hvor netop vigtigheden i at have begge dele af buddet med udfoldes.

For reformatoren Martin Luther var det logisk, at når et menneske oplever at blive elsket ufortjent af Gud, så kan det slet ikke lade være med også at elske sin næste og give en del af kærligheden videre. Det fordrer så spørgsmålet: Hvem er min næste? Det er enhver, jeg møder på min vej, hvad enten det er min veninde, min lærer eller den flygtning, der flytter ind overfor mig. I artiklen ”Tænk globalt – lev lokalt” kan du blive klogere på, hvem din næste er i en verden, som globaliseres mere og mere.

Men i ordet "næste" ligger også et tidsaspekt. Der er noget, der kommer, noget der er det næste. Vi lever i et samfund, som næres ved det, som kommer, om det så er den næste generation, der skal løfte samfundet eller fremtidens teknologi, som skal gøre det lettere at være menneske. Læs ”Clickbait: 5 teknologier du ikke vidste kirken manglede,” hvor der gives bud på 5 teknologiske udfordringer for kirken de kommende 10 år.

Jeg håber, at dette blad vil inspirere dig til liv og til tro. God fornøjelse med læsningen!

På vegne af redaktionen Amalie H. Munk

4

www.forfulgtekristne.dk

Tegning: Hemmeligt bedemøde i Nordkorea

Forfulgte kristne og andre nødlidende i Nordkorea har brug for medicin og mad

Dansk Europamission Hjælp til forfulgte - evangeliet til alle

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner Lukasevangeliet kapitel 10, vers 25-37

En dag kom en jødisk skriftlærd for at sætte Jesus på prøve. »Mester, hvad skal jeg gøre for at få del i det kommende liv?« spurgte han. »Hvad siger Toraen?« var Jesu svar. »Den siger: ‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, med hele dit liv, med al din styrke og med alle dine tanker,’« svarede den skriftlærde. »Og den siger også: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’« »Rigtigt svaret,« sagde Jesus. »Gør det, så skal du få del i livet.« Men manden ville retfærdiggøre sig selv, og derfor spurgte han: »Jamen, hvem er så min næste?« »Lad mig fortælle dig en historie,« svarede Jesus. »En mand var på vej fra Jerusalem til Jeriko. Pludselig blev han overfaldet af røvere. De rev tøjet af ham, slog ham til jorden og lod ham ligge halvdød i vejkanten. Tilfældigvis kom en præst gående ned ad den samme vej. Da han så manden ligge der, gik han over i den modsatte side af vejen og fortsatte. Senere kom en tempeltjener til det samme sted.

Da han fik øje på manden, gik også han forbi i den modsatte side af vejen. Til sidst kom der en samaritaner forbi, ridende på sit æsel, for han var på en lang rejse. Da han så manden ligge der, fik han medlidenhed med ham, så han stod af sit æsel og gik derhen. Han rensede og behandlede mandens sår med olivenolie og vin og forbandt dem. Derefter anbragte han manden på sit æsel og bragte ham til en landevejskro, hvor han fortsat selv plejede ham. Dagen efter gav han kroværten to denarer og bad ham tage sig af manden. ‘Kommer det til at koste mere, skal jeg nok betale det på tilbagevejen,’ sagde han.

Hvem af de tre, synes du, har handlet som den overfaldnes næste?« »Ham, der viste barmhjertighed,« svarede den skriftlærde. »Så gør du, som han gjorde!« sagde Jesus.

6

Den barmhjertige muslim Jesus er en sten i skoen. En malplaceret provokation, men også en redning. Han er den foragtede, som bliver den barmhjertige. Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er en forunderlig selvbiografi fortalt af Jesus.

Af Thomas Frovin, Projektleder ved Areopagos, thomas.frovin@gmail.com

Det provokerer At løfte Den andens menneskelige kvaliteter frem når man diskuterer de principielle konnotationer ved islams tilstedeværelse i et samfund, der dog stadig har en kristen arv, kan synes uventet, malplaceret, nederdrægtigt eller måske banalt. Det provokerer. Det er mere vanskeligt at tale om mennesker, som på en måde har fået ansigt. Især – måske – når der er tale om de, vi ikke tænker så godt om, om det så gælder muslimer, hjemløse, asylansøgere, romaer, prostituerede eller politiske modstandere. Det ville være lettere, hvis der var tale om en anonym, tavs gruppe.

Jesus provokerer Derfor kan der også være noget ekstra provokerende, når Jesus, Guds søn, også vælger at fremture og sige noget, der er uventet at lytte til fra de kanter. Og det er jo et gennemgående træk ved beretningerne om Jesus, at han igen og igen gjorde det uventede. Når man læser evangelierne, og det synes jeg, du burde gøre, så står det mere og mere klart, at Jesus ikke bare sagde og gjorde en række ting, men kom med et helt nyt verdensbillede. Et helt nyt blik på mennesket og livet. Og dét på et tidspunkt, hvor de religiøse ledere, de lovkyndige, og besættelsesmagten på forskellig vis forsøgte at sætte rammer op for, hvordan man skulle te sig.

I lignelsen om den barmhjertige samaritaner møder vi igen en Jesus, som fremturer og provokerer. Måske du har ladet dig provokere af titlen på denne artikel; det er sådan set meningen, for jeg tror nogle gange, vi skal dreje lidt på tingene for at fange den forargelse, som Jesu forkyndelse af og til udløste. Det handlede nemlig ikke bare om lys og kærlighed og accept; det handlede også om, at der var ting, der skulle anskues på en ny måde. Jesus kom for at frelse og ryste os, og er man i tvivl om det sidste, så burde man altså som sagt virkelig læse evangelieberetningerne igen. Et enkelt trick er at spørge, hvordan det Jesus har sagt mon lød i ørerne

på dem, der ikke kendte slutningen på fortællingen. Der finder vi, for hvem historierne er gammelkendte, måske en snas af det revolutionerende, forargende og omvæltende, som Jesu forkyndelse ikke blot var, men stadigvæk er.

Blodets vej I lignelsen møder vi den navnløse mand, der slås omkuld på vejen fra Jerusalem til Jeriko. Det er ham, vi først møder, og sidst ser. Han er på vej og overfaldes så. Og der ligger han så, ham, der bare skulle en tur. Godt nok var ruten Jerusalem-Jeriko notorisk berygtet for at være farlig. Nogle kaldte den blodets vej. Men det voldsomme i rent faktisk at blive slået til plukfisk kan de fleste af os nok godt relatere til. For tilhørerne var det muligvis en trist, men alment kendt historie – vejen var farlig.

Så kommer præsten, og Jesus fortæller os, at han ser manden ligge der, nøgen, slået fordærvet; halvdød, faktisk.

Men præsten går forbi. Bedre bliver det ikke, da levitten kommer. Siden Moses’ dage havde disse efterkommere af patriarken Jakobs søn Levi haft som særlig opgave at være tempelpersonale og på en særlig måde tage sig af gudsdyrkelsen. Præsten og levitten repræsenterede jødernes historiske bevidsthed og arv, forbindelsen til Gud og til traditionen, og ikke mindst den korrekte og konkrete dyrkelse af Skaberen.

Og disse repræsentanter for alt det, der er jødisk, går forbi den lidende.

Bortforklaringer kan ikke skjule virkeligheden Når man læser teksten i år 2018 ser man let et tema som ”religiøst hykleri” træde frem. Det er vel på det nærmeste blevet kanoniseret af sekulariseringen, at religiøse autoriteter kan man ikke stole på.v De meler deres egen kage, de rotter sig sammen for at skjule al den råddenskab, der i virkeligheden gemmer sig i de religiøse institutioner. Men sådan var det formodentligt ikke for tilhørerne. Måske man har overvejet, TEMA

7

om den unavngivne mand i Jesu historie havde været så letsindig at rejse på en sabbat, for så var han næsten selv ude om det. Formodentligt ville en præst eller en levit ikke have gjort det samme. Men når de nu var på vejen, så var det måske de

den, der er kommet for at vise medynk, forbinde de lidende sår, løfte dem op, og bringe dem i sikkerhed.

Jesus kom for at frelse og ryste os, og er man i tvivl om det sidste, så burde man altså som sagt virkelig læse evangelieberetningerne igen.

Men der er mere på spil end en allegorisk beretning om Jesus selv. Vi mangler helt afgørende den framing, der understreger, at Jesus bryder forventningerne igen og vender tingene på hovedet. Provokationen med at bruge samaritaneren som det gode eksempel, er nemlig endnu dybere. ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”, spørger en lovkyndig, der dermed sætter Jesus i gang med sin fortælling. Lukas kalder ham lovkyndig; andre evangelister ville muligvis have kaldt ham for

jødiske love om renhed, der forhindrede dem i at gribe ind. At røre ved en død eller døende medførte meget udspecificerede og tidskrævende renselsesprocesser. Præsten og levitten var måske på vej til vigtigt arbejde i templet, og ville dermed blive forhindret. Måske sådan noget var på færde. Måske reglerne, det vedtagne, loven stod i vejen. Af frygt for at gøre det, der var forkert, undlod de at gøre det, der var nødvendigt. Det var ukærligt.

Som muslimen på den hvide hest Jesus bygger historien op like a pro. Efter de to, der gik forbi, er tiden kommet til den tredje. Hvem mon det er? En jødisk lægmand? En kvinde? Men nej, Jesus fortæller om en samaritaner, der kommer forbi – som en muslim på den hvide hest.

Samaritanerne udgjorde en jødisk sekt – de troede godt nok på Gud, men de gjorde det ikke på den rigtige måde. De var forkerte. De var udgrænsede i samfundet, man skulle holde sig fra dem, og det gjorde man nok også med stor fornøjelse.

Når man gik i synagogen indeholdt bønnerne offentlige forbandelser af dette folkeslag, som havde misforstået i så voldsom en grad, at man dagligt bad om, at de ikke måtte få del i det evige liv. Senere skulle samaritanere i stort tal tage imod Jesus som deres frelser, hvad vi kan læse om i Apostlenes Gerninger kapitel 8.

Lidt ligesom Gud selv Samaritaneren i lignelsen klæder Jesus i vendinger, som normalt bruges til at beskrive Guds omsorg. Denne udstødte viste medynk, forbandt den lidendes sår, løftede ham op, bragte ham i sikkerhed. Jesus, som selv blev foragtet af den jødiske intelligentsia, løfter her en anden foragtet op som et

Af frygt for at gøre det, der var forkert, undlod de at gøre det, der var nødvendigt.

Det var ukærligt. eksempel på en, der har forstået, hvad det er at vise medynk.

Samaritaneren handler ret, hvorimod levitten og præsten slet ikke handler. Som kirkefaderen Augustin ville understrege, så bruger Jesus samaritaneren som et billede på sig selv som

8

TEMA

Det handler om meget mere end en mand, der er slået til plukfisk

Bevægelsen at elske sin næste kommer fra den, der har taget imod barmhjertighed. en farisæer – sådan en, som er helt bekendt med den jødiske lovs mange krinkelkroge, og som, i hvad vi må tro var oprigtig fromhed, gør, hvad han kan for at leve et liv, der lever op til de mange krav. Troen er måske blevet en dragt, han tager på; det ser fint ud, men skjuler måske, hvad der bor i hans hjerte.

Jesus svarer ham: ”Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?” Den lovkyndige siger: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Og dette fører til spørgsmålet fra den lovkyndige: ”Hvem er så min næste?”

Hvem er din næste?

Kærligheden til Gud, kærligheden til næsten, og frelsen – det hænger sammen. En gang i mellem hører man, at næstekærligheden som sådan er kristendommens vigtigste komponent. Og næstekærligheden er vigtig, som den også er det hos buddhister og andre karma-troende, der af sig selv knokler for at blive fri for den skam og skuffelse, de bærer på. Men i fortællingen her hænger tingene også sammen med fjendekærlighed, for samaritaneren var dybt foragtet. Bevægelsen at elske sin næste kommer fra den, der har taget imod barmhjertighed. Det er samaritaneren, der er en næste for den overfaldede. Det er den overfaldede, der reddes, og nu skal elske sin næste som sig selv.

Samaritaneren i dit hjerte Hvem kan det? Hvem kan elske sin fjende? Den lovkyndige tør ikke engang tage ordet ”samaritaner” i sin mund. Måske er det her, han opdager, at han i virkeligheden er som den præst, der gik forbi. Eller rettere: Han er den, der ligger, slået til jorden af sin egen utilstrækkelighed; i nød, i behov fra hjælp. Hans hjerte er ikke fyldt af kærlighed, og han er måske ikke engang villig til at tage imod hjælp fra en, der er

”forkert”. Og her kommer han, ham, der er Guds søn, tømrersønnen fra Nazaret, stenen i skoen. Han kommer med sine dybe og provokerende ord, men også med sin redning.

Som en samaritaner, der vandrer ind i hjertet, viser medynk, forbinder den lidendes sår, løfter ham op, og vil bringe den i sikkerhed, som lukker ham ind.

Det er Jesus, der fortæller, at den lovkyndiges slaviske overholdelse af budene har efterladt ham som en krøbling.

Men det slutter ikke med det, for det er her, kærligheden begynder. Den kommer til os, som den kommer til den lidende på vejen. Og når den har løftet os op og bragt os i sikkerhed, så sender den os ud i verden, for at elske den, der er uelskelig, og for at vise andre, hvad sand barmhjertighed er.

Vi burde kende den godt, barmhjertigheden. For vi har jo mødt den hos ham. ■

9

Hverdagens KFS-superhelte: Mød din nye KFS-volontør KÆRE GYM-KFS’ERE I ØSTDANMARK!

KÆRE GYM-KFS’ERE I NORD!

KÆRE GYM-KFS’ERE PÅ FYN OG I SYD!

Jeg er den nye volontør for gymnasieelever i Østdanmark. Jeg er lige nu meget glad og taknemmelig for min nye stilling, da KFS – og særligt hvad KFS vil og står for – bare er noget særligt.

Dengang gymnasiet var min hverdag, betød KFS-gruppen, lejrene og relationerne meget for mig. Jeg kan huske mange stunder knyttet til KFS, som på hver sin måde har formet mig og mit forhold til Gud. Mit job i år er derfor mere end bare en opgave med at lytte, opmuntre og give ud af mig selv. Det er profound glæde.

Jeg glæder mig til at lære jer at kende. Skriv eller kontakt mig endelig, når I ser det mindste behov eller bare har lyst.

Vi ses derude!

Simon Nymann Eriksen, KFS-volontør i Øst

Så er jeg så småt kommet i gang som volontør i Nord.

Jeg har nydt at møde og snakke med de få af jer, som jeg har fået mulighed for at møde indtil videre.

Jeg glæder mig utrolig meget til at hjælpe og følge jer i det kommende år som KFS’ere!

Jeg håber på, at I vil invitere mig med til jeres fede arrangementer og hyggeaftener, så jeg kan møde endnu flere af jer, og lære jer endnu bedre at kende! Jeg er volontør for jeres skyld – udnyt det! Så hvis I vil have besøg eller snakke om stort, småt, Gud, personlige ting, KFS eller noget sjette, så kontakt mig!

Thomas Birk Sørensen, KFS-volontør i Nord

Jeg er så småt ved at være sat ind arbejdet som KFS-volontør, og det tegner til at blive et fremragende år.

Jeg har bopæl i Odense, men det er intet problem at komme til Vejle eller Ærø for at besøge dig og din KFSgruppe og holde en andagt. Indtil videre har jeg allerede nogle aftaler i kalenderen, og jeg vil rigtig gerne møde jer alle sammen. Husk, at hvis I ikke kontakter mig, så kontakter jeg jer. Hermed truet.

Jeg ser frem til mange ting, men en af de ting, jeg glæder mig mest til, er at snakke om det, der rører sig hos dig. Du er altid velkommen til at skrive til mig på Facebook eller på e-mail.

Andreas Nørgård Pedersen, KFS-volontør på Fyn og i Syd

Fang Simon, Thomas og Andreas på Facebook eller find deres mail på kfs.dk

Femten elever fylder godt op på LTC Opstarten er ovre på KFS’ Ledertræningscenter, LTC – og den har været god.

Af Jakob Højlund, forstander på LTC, jakob@kfs.dk

Vi har fået en rigtig god opstart på det nye LTC-år! Skønt med femten unge mennesker; huset er stort set helt fyldt ud.

Der er også gode vibes i luften, en spændende blanding af forventninger, glæde over at møde bekendte, en smule nervøsitet ved nye mennesker, sult efter viden og sjælens dybe tørst efter Jesus.

Med andre ord: Det er særdeles meningsfuldt at være sammen på LTC – og når dette magasin læses, har eleverne været ude i landet for første gang med budskabet om Jesus.

10

KFS NYT

Når alt kommer til alt, er det jo bare det, vi vil: Kende Jesus og gøre Jesus kendt.

Og de nye LTC’ere er…

Anders Kjærgaard, Skjern Anne Kruse Mølgaard, Skive Julie Weber, Odense Kristiane Andersen, Aarhus Kristina Nørgaard Schou Pedersen, Farsø Lærke Søes, Kastrup Nathalie Kirkegaard Vestergaard, Odense Niels Peter Christensen, Tilst Nikolaj Bach, Galten Rasmus Boel Nielsen, Børkop Rasmus Nymann Eriksen, Hillerød Rebekka Thusholt Hansen, Sørvad Signe Brødsgaard Nikolajsen, Skjern Sarah Waskiw Rasmussen, Kastrup Tobias Baltzer Carlsen, Aarhus

Kommentar:

Undvær lidt individ-fokus

Spændingen mellem individ og kollektiv er en af de mest basale i den menneskelige tilværelse. Vi kommer til verden som individer, men kan ikke overleve uden kollektiver.

Af Carsten Hjorth Pedersen, daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut, chp@kpi.dk

Et både-og Individualismen er ikke dårlig. Den har tværtimod givet os uvurderlige goder så som demokratiet og retten til at gifte os med den, vi elsker. Dog mener jeg, at individualismen fylder for meget.

Balancen mellem individ og kollektiv har forskubbet sig voldsomt mod individualistisk dominans.

Den udvikling har i vores kulturkreds stået på så længe, at vi må søge en bedre balance. Ikke for princippernes skyld, men for menneskenes.

Alt for mange lider nemlig under individualismens dominans.

Vi må få øje for, hvilket et enormt potentiale, der ligger i at få kollektivet mere på banen – og uløseligt knyttet dertil: at ofre lidt af vores individ-fokus.

Fællesskabet giver beskyttelse, aflastning og tryghed Et kollektiv beskytter dets individer. Det handler ikke bare om krigslignende situationer, men for eksempel også om forsvar for en fælles tro. Når vi sætter lidt af vores individualitet til side for at forsvare vores fælles tro, styrker det fællesskabet og beskytter den enkelte.

Fællesskabet giver også aflastning, fordi jeg ikke behøver at definere alting selv. Et aktuelt eksempel: Børn i dag har mange spørgsmål, de skal finde svar på. Sådan vil det fortsat være. Men det er for eksempel en aflastning for et barn ikke at skulle afgøre, hvilket køn det har. Det er en lettelse, at nogle sager ikke skal afgøres individuelt, men kan defineres af et naturgivent, nationalt eller familiemæssigt fællesskab.

Endelig tryghed, fordi gode fællesskaber er som varme tæpper, man kan svøbe sig i i en verden, som kræver – og fortsat skal kræve – meget af den enkelte. Det handler ikke om at forskanse sig i fællesskaber eller om at opgive individuel identitet, men om at søge trygge baser, som giver én mod og kræfter til at leve i den gode spænding mellem individ og fællesskab.

Kollektivisme uden individualisme er tvang og ufrihed. Individualisme uden kollektivisme er utryghed og ensomhed. I dag, her hos os, er faren for det sidste større end faren for det første.

Konkrete forslag Men det er en supertanker, der er svær at vende. Så lad mig foreslå tre ting, vi kan begynde med: 1) Lad os italesætte det negative i individualismens dominans, og flittigere fokusere på alt det, der er at vinde i en bedre balance mellem individ og kollektiv.

2) Lad os fastholde absolut sandhed. Ikke, at der gives absolutte sandheder om alting. Men i dag er faren, at selv fundamentale kristne sandheder – som fx at Gud findes – gøres relative.

At fastholde visse absolutte sandheder kan derimod generere stærke fællesskaber, der for øvrigt også kan være respektfulde over for fællesskaber, som samler sig om andre absolutter.

3) Lad os synge flere sange, som bæres af et fælles ”vi/os” eller ”I/jer”, frem for det individuelle ”jeg/mig” eller ”du/dig”.

Jeg har foretaget en optælling af Fællessang 4’s 177 sange. 33 % bæres af det det første, 63 % af det andet, 4 % kan ikke rubriceres. Lad os dobbelt så ofte synge de første, så kommer der nogenlunde balance i tingene.

I TIDEN

11

Da kirken inviterede til velfærd Den sociale nød var stor i København omkring år 1900. Motiveret af Guds kærlighed omsatte lokale kristne deres tro til praksis og lagde grundsten for det moderne velfærdssamfund.

Kurt E. Larsen, professor, dr. theol, Menighedsfakultetet i aarhus, kl@teologi.dk

Dengang velfærdsstaten ikke fandtes Engang var Danmark ikke et velfærdssamfund. H. C. Andersen har i sin historie om Den lille pige med svovlstikkerne tegnet et gruopvækkende billede: En lille fattig pige i København sidder frysende og sultende på gaden nytårsaftensdag i håb om at få almisser eller at få solgt nogle svovlstikker. I sin nød kommer hun til at tænde svovlstikkerne, for dog at få lidt varme og lys, inden hun til sidst fryser ihjel.

I dag har vi en velfærdsstat, som der er bred opbakning til, og som vi endda regner som noget godt og typisk dansk.

I virkeligheden er det dog en ret ny ting, også i Danmark.

Først i 1890’erne kom det første spæde tiltag i retning af et velfærdssamfund. Offentlig forsorg fandtes indtil da kun i meget beskedent omfang, og da forbundet med negative følger. For eksempel mistede man sin stemmeret, hvis man kom under fattigloven. Og der var store sociale problemer i landet, især i København. Omkring 1900 var der i København større 12

TEMA

børnedødelighed end i London og andre europæiske hovedstæder. Byen var vokset voldsomt i størrelse fra 1850 til 1900.

Boligforholdene var ofte elendige, ligesom de sociale forhold i det hele taget. Der var sult og elendighed i store dele af byen.

Derfor var der hårdt brug for frivillig hjælp og godgørenhed.

I praksis kom kristne grupper og menigheder til at spille en hovedrolle i det frivillige diakonale og sociale hjælpearbejde i byen.

Det diakonale arbejde i København 1850-1900 Ordet diakoni er græsk og kan oversættes ”tjeneste”, og det bruges som betegnelse for den praktiske hjælp og sociale omsorg, som udgår fra kristne mennesker og menigheder, ud fra Jesu ord om at tjene andre i kærlighed og ud fra den første menigheds eksempel i Ny Testamente.

Et af de første og vigtigste diakonale arbejdsgrene i hovedstaden var Diakonissestiftelsen, der fra 1863 uddan-

Der var sult og elendighed i store dele af byen. Derfor var der hårdt brug for frivillig hjælp og godgørenhed. I praksis kom kristne grupper og menigheder til at spille en hovedrolle i det frivillige diakonale og sociale hjælpearbejde i byen.

nede diakonisser til forskellige former for sygepleje og hjælpearbejde. Fra denne institution udgik en lang række medarbejdere, der var uddannede til at hjælpe mennesker med både åndelige, fysiske og materielle behov. De kom til at virke i forskellige dele af byen blandt syge og forkomne.

Rundt omkring i mange københavnske sogne oprettedes ”menighedsplejer”, der på frivillig basis samlede penge ind til at aflønne en diakonisse til hjælpearbejdet i sognet.

Et særligt stort diakonalt arbejde udgik fra Københavns Indre Mission, der blev stiftet i 1865 og arbejdede blandt bestemte målgrupper på tværs af hovedstadens sogne. Her ville man drive kristent missionsarbejde, men på grund af byens alvorlige sociale forhold kom missionsarbejdet til at kombinere forkyndelse og socialt hjælpearbejde. Inspireret af tyske forbilleder udviklede lederen, pastor Harald Stein, en storslået plan for et omfattende socialt sikkerhedsnet, der skulle imødekomme en lang række behov. Han talte om ”lindrende kærlighed” over for fattige og syge og ”bevarende kærlighed,” som handlede om at støtte familielivet og bevare børn og unge fra umenneskelige arbejdsforhold og storbyens fristelser. Endelig skulle en ”frelsende kærlighed” rækkes til dem, der allerede var faldet i druk, forbrydelser eller prostitution. Stein lagde planer for et helt velfærdssamfund opbygget på frivillighedens og kirkeligt grundlag. Vel blev disse store tanker ikke ført ud i livet alle sammen, men meget blev dog sat i gang. Det store missionshus Bethesda (”Barmhjertighedens hus”) på Israels plads blev udgangspunktet for en mængde aktiviteter, heraf mange med socialt sigte: Vuggestuer, bespisning af sultende, besøg i fængsler, hjælp til hjemløse mænd, hjælpearbejde for prostituerede og straffede piger osv. Kirkehistorikeren Hal Koch skrev: ”Med alt, hvad der bør siges om kirkens forsømmelighed over for de sociale spørgsmål, bør det også siges, at næsten alt socialt reformarbejde er sat i gang af de mennesker, der var inspireret af Københavns Indre Mission”.

I årene efter 1900 fremstod der fortsat nye kirkelige institutioner med det formål at yde mere diakonal og social

støtte. Ikke mindst til storbyens børn. Børnehjem blev oprettet. De Samvirkende Menighedsplejer fra 1902 sørgede for ansættelse af sygeplejersker, der hjalp børn og mødre på såkaldte børneplejestationer. Kirkelige kredse tog initiativ til folkebørnehaverne i 1915, senere kaldet “De samvirkende menighedsbørnehaver”. Mødrehjælpen havde også en kristelig baggrund. Den kirkelige organisation Blå Kors ville bekæmpe datidens store alkoholmisbrug og dens sociale følger – og kom til at drive en stor del af landets rednings- og behandlingshjem. Uden for folkekirken var der nogle aktive frikirker, der ligeledes var aktive i socialt hjælpearbejde. Det gjaldt Metodistkirken og Frelsens Hær, der med frisk musik og uniformer var meget tydelige i gadebilledet. Disse var så kendte og respekterede for deres arbejde blandt samfundets allerringest stillede, at andre fandt behov for at oprette en folkekirkelig ”hær”, der så fik navnet Kirkens Korshær.

Alle disse frivillige kirkelige initiativer havde den kristne tro som baggrund. Bibelen lægger op til, at tro og gerninger må høre sammen. Et liv som kristen bør være et liv med gudsfrygt, flid, nøjsomhed og barmhjertighed, for mødet

Mødet med Guds kærlighed må føre til at bringe lidt af Guds kærlighed videre til andre. med Guds kærlighed må føre til at bringe lidt af Guds kærlighed videre til andre. Den form for københavnsk kapitalisme, der søgte efter rigdom på fattige menneskers bekostning, tog kirkens aktive afstand fra som ugudelig materialisme og griskhed, hvad Jesus havde advaret imod. Omkring 1900 var ganske mange københavnere begyndt at tage den kristne tro alvorligt, og derfor var det muligt at drive det store netværk af frivillige diakonale og sociale arbejdsgrene. En nyvakt og fornyet kristen tro fik store sociale og diakonale følger i hovedstaden.

Forskeren Karin Lützen, der har skrevet en afhandling om sociale forhold i København i 1800-tallet, forsvarer Indre TEMA

13

Mission, som hun ellers ikke står nær, for i København virkede Indre Missions lægfolk ud fra en kaldsfølelse, en kærlighed til gerningen og en udholdenhed, som hun opfatter som en kilde til inspiration i nutiden. Hun hylder de frivillige, der tog de fattiges forhold alvorligt og søgte at forbedre dem, og skriver: ”Den private velgørenhed kan således betragtes som en forløber for velfærdsstaten i højere grad end Det offentlige Fattigvæsen”.

Kirkelig hjælp og offentlig velfærd, efter 1900 Gradvist blev et velfærdssamfund til. For Socialdemokratiet var det en offentlig opgave at løse sociale problemer – ikke en opgave for hverken kirkelige kredse, arbejdsmarkedets parter eller private forsikringer. Denne danske velfærdsmodel lå bag den store socialreform af 1933. Loven sikrede borgerne ret til en række sociale ydelser, og som en konsekvens af det nye rettighedssynspunkt skulle stat og kommune påtage sig mange af de arbejdsopgaver, som diakonale kredse tidligere havde taget sig af: Sygepleje, børnepleje, alderdomshjem og hjem for kronisk syge. Et offentligt velfærdssamfund voksede gradvist frem. Der blev dog ikke undervejs tale om nogen konfrontation mellem kirkeligt arbejde og offentlige institutioner. Staten kanaliserede i praksis ofte sin hjælp ud gennem det frivillige diakonale arbejde. Partnerskab blev nøgleordet, så ildsjælene i det frivillige arbejde kunne fortsætte deres engagement, nu blot med økonomisk støtte fra

14

det offentlige. For eksempel fortsatte Menighedsplejernes diakonisser i København deres arbejde, blot nu som hjemmesygeplejersker med kommunal aflønning, frem til 1975.

Det forholdsvis smertefrie samarbejde mellem det frivillige arbejde og det offentlige hang sammen med, at der i kirkelige kredse kun var få, der som Harald Stein gik principielt ind for, at det sociale arbejde burde styres fra kirkelige kredse. De fleste kirkefolk tænkte ikke principielt, men praktisk: Barmhjertighed var noget, man nødvendigvis måtte vise overfor konkret nød. De mente, at stat, amt og kommune var de rette til at påtage sig ansvaret for at drive fx børnehjem, og opfordrede dem til at gøre det. Hvis det offentlige tog ansvar

De fleste kirkefolk tænkte ikke principielt, men praktisk: Barmhjertighed var noget, man nødvendigvis måtte vise overfor konkret nød. for disse konkrete problemer, behøvede man ikke selv længere samle penge ind til dette formål. Så kunne kræfterne samles om andre opgaver, som der var mere end nok af.

Danmark har ikke altid været et velfærdssamfund, og kirkelige kredse har en ikke ringe del af æren for, at vi har det i dag. Som professor Lars Quortrup har sagt: ”Velfærdsstaten er groet ud af diakonien, men den har også gradvist adskilt sig fra diakonien.” ■

Portræt Tabitha Schrøder-Knudsen Frivillig i Night Light Café på Vesterbro, KBH Studerer Internationale Studier og Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet, 5. Sem.

Hvad er Night Light Café på Vesterbro i Kbh? Nigerianske kvinder udgør langt størstedelen af udenlandske kvinder i prostitution i Europa. Dette gælder også i Danmark, og ofte er kvinderne handlet hertil. Night Light Caféen er etableret for at møde netop disse kvinder med værdighed, omsorg og næstekærlighed. Den er etableret for at give dem et afbræk fra gadehjørnet, samt fortælle dem om mulighederne for at komme ud af prostitution og hjem til Nigeria.

Det er et diakonalt projekt, der bygger på kristne værdier og er et samarbejde mellem Eliaskirken, Apostelkirken, Byens Valgmenighed, Vineyard København, Regen og Kirkernes Integrations Tjeneste.

Vi er 20-30 frivillige, som holder caféen åben hver onsdag til torsdag nat fra 03-06. Vi serverer te og toast, spiller spil, snakker, og har forskellige kreative workshops. Midtvejs i natten holder vi en andagt. Derudover er vi også på gaden, hvor vi tilbyder dem noget varmt at drikke.

Hvorfor har du valgt at være frivillig, og hvorfor giver det mening?

Jeg møder ofte folk, som ikke kender til de nigerianske kvinders situation her i KBH. Jeg kendte godt til caféen, før jeg flyttede hertil, og vidste også, at jeg ville være frivillig. Det ville jeg, fordi jeg kendte til, hvad der foregik og følte et behov for at handle. Det føler jeg stadig.

På en af mine første vagter var der en af kvinderne, der blev ved med at spørge ind til, om ikke vi fik penge for at være i caféen. Det var svært for hende at forstå, at vi kunne finde på at være oppe om natten frivilligt for hende og de andre kvinder. Det er blandt andet situationer som denne, der driver mig som frivillig. At få muligheden for at vise dem, at de er værdifulde, er utrolig meningsfyldt for mig.

Hvordan ser du/oplever du næstekærligheden i arbejdet med Night Light Café?

De nigerianske kvinders hverdag er på flere måder ”mørk”.

At kunne sprede bare en smule lys i form af et pusterum for dem i løbet af natten er vigtigt. Det at møde dem som individer og hjælpe dem til at realisere deres drømme er den måde, næstekærlighed ser ud på i dette tilfælde. Vi får lov til at elske dem på helt basale og individuelle måder, som for eksempel ved at genkende dem, se dem i øjnene, give dem noget at spise, og ikke mindst snakke og grine med dem.

Hvordan kan andre blive involveret som frivillige?

Hvis man er interesseret i at være frivillig, kan man deltage i et introduktionsmøde – se kommende events på caféens facebookside: ”Night Light Café”. For at være frivillig i caféen skal man være kvinde, over 18 år, og tage mindst én vagt hver tredje uge.

Hvis man er mand, eller af andre grunde ikke kan være i caféen om natten, er der også andre muligheder for at hjælpe til. Dette kan fx være ved at opdatere hjemmesiden.

Vil du høre mere, kontakt projektleder Karin Kjærgaard på karin@kit-danmark.dk eller 40 14 34 35.

TEMA

15

Dit liv i min hånd Du er skabt til at leve i afhængighed af andre mennesker og i afhængighed af Gud. Det er måske provokerende, men det er en central påstand fra K. E. Løgstrup, som du kan blive klogere på her.

Af Jakob Valdemar Olsen, Lektor, ph.d, sognepræst, jo@dbi.edu

Hvis man skal nævne en dansk tænker fra det 20. århundrede, som har vakt interesse uden for landets grænser, vil det være oplagt at pege på teologen K. E. Løgstrup (1905-1981).

Noget, han særligt er kendt for, er hans refleksioner over etik.

I bogen Den etiske fordring skriver han: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden, at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget eller lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man 16

TEMA

får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Noget Løgstrup fremhæver, når han beskriver det menneskelige liv, er afhængighed. Det, at være menneske, er at være afhængig. Nu kan det jo for nogle lyde som noget forfærdeligt noget, fordi det smager af ufrihed. Frihed bliver

ofte forstået som uafhængighed, så man kan gøre, hvad man vil, og ufrihed defineres som afhængighed, men den frihedsforståelse er overfladiskhed og ødelæggende. Frihed er at være der, hvor man passer ind, hvor man er skabt til at være, hvor man kan udfolde sig. Fisken er fri i vandet; fuglen er fri i luften; mennesket er frit i den rette afhængighed – men hvad er den rette afhængighed?

Tillid som givet og grundlæggende Når Løgstrup skal beskrive den menneskelige verden, så er han bevidst om, at der er grusomhed og overgreb, men der er også noget andet, som grusomheden forudsætter og lever på baggrund af. Der er noget godt i den menneskelige verden, som vi trods alt ikke kan komme udenom, som vi ikke kan undgå, selvom vi prøver. Der er noget godt, der holder os fast.

Løgstrup peger blandt andet på tillid som grundlæggende. Hvis ikke tillid eksisterede, ville verden bryde sammen. Vi ville ikke kunne tale sammen, stole på hinanden og omgås andre. Mistilliden kan kun være, fordi tilliden forudsættes. Hvis alt var mistilid, ville verden gå i stykker. Hvis

Frihed er at være der, hvor man passer ind, hvor man er skabt til at være, hvor man kan udfolde sig. Fisken er fri i vandet; fuglen er fri i luften; mennesket er frit i den rette afhængighed. man går ud fra, at alt, hvad den anden siger, er løgn, går samtalen i stå, den bryder sammen, den udånder. Hvis ikke vi har grund til andet, så går vi i udgangspunktet ud fra, at den anden taler sandt, at han ikke ønsker at føre os bag lyset. For overhovedet at have menneskeligt liv må der være tillid, og den tillid står det ikke i vores magt i grundlæggende forstand at skabe, men den må forudsættes.

Godhed som givet og grundlæggende Dermed ser vi ind i en flig af verden, som er god, før vi overhovedet sætter foden ned, før vi har gjort det ene eller andet.

Det menneskelige liv er et liv i afhængighed af noget, der er givet.

Nu er det sådan, med det gode, der er givet, at det kan vi i mange situationer ødelægge. Helt udradere det, kan vi ikke, men det kan mistrives i vores hånd. Løsningen er ikke at trække sig fra det menneskelige fællesskab, men at være der på den rette måde, hvor man er skabt til at være. Det betyder ikke, ifølge Løgstrup, at man skal opgive kampen og acceptere hvad som helst, tværtimod: ”Hvad der mellem mennesker har navn af godhed er som oftest en eftergivenhed, der tjener til at oprette et uoprigtigt forhold. Hvad der har navn af kærlighed er som oftest en kælenskab, der skyer sandheden mellem mennesker som pesten”. Denne insisteren på sandheden og kærligheden er en fastholdelse af en oprigtighed i både det menneskelige fællesskab og i det, som går ud over det fællesskab, nemlig fællesskab med Gud.

Det, som går ud over det menneskelige, er det, som i udgangspunktet skaber det menneskelige fællesskab, hvilket er tilliden. Den tillid er indbygget i sproget og – på trods af alt – i de menneskelige omgangsformer, og er samtidig et kald til os om at bevare det andet menneskes liv. Når vi møder tillid, møder vi en forpligtelse til ikke at ødelægge.

Menneskets frihed er bundet op på noget uden for mennesket selv. Hvis mennesket skal finde friheden, må det leve i det, det er skabt til, og mennesket er skabt til den rette form for afhængighed.

Det personlige som givet og grundlæggende Dermed er der sat fokus på et element i det menneskelige liv, som er ganske afgørende for at forstå, hvad det vil sige at være menneske, nemlig det personlige. Verden er personlig.

Vi indgår i menneskelige fællesskaber, hvor vi er afhængige af andre, og andre er afhængige af os.

Denne erfaring af det personlige er så grundlæggende i det menneskelige liv, at det både er udgangspunktet og målet for menneskelig udfoldelse. Friheden ligger her. Mennesket må være i forbindelse med andre mennesker og med den, der har givet livet, og som livet i sidste ende sigter imod, det vil sige Gud. Fordi tilliden er grundlæggende, vil der være håb selv, når mistilliden dominerer.

Der er dermed en fordring, som er dobbelt: Dels at tage vare på næsten og dels at tage vare på sig selv ved at fastholde forbindelsen til Ham, der giver håbet.

Kritik af reduktionismen Løgstrups læsning af menneskelivet er en kritik af en reduktionisme, som vil forklare alt ved hjælp af upersonlige årsager og påvirkninger. Der er erfaringer, der ikke lader sig reducere med mindre de bortforklares, hvilket er oplevelser af personlighed, tillid og barmhjertighed. De erfaringer bryder med et mekanisk verdensbillede og peger på personlighed som noget essentielt i livet.

Denne erfaring gør, at vi ikke kan være ligeglade med andre eller med Gud. De andres verden presser sig på som uundgåelig, hvis vi ønsker et liv i frihed og kærlighed. Guds

Mennesket må være i forbindelse med andre mennesker og med den, der har givet livet, og som livet i sidste ende sigter imod, det vil sige Gud. virkelighed gør sig uundgåeligt gældende for det menneske, der erfarer, at en person står bag erfaringen af det personlige.

Den rette afhængighed er at leve i forpligtende fællesskab med Gud og mennesker, hvilket forudsætter, at personlighed, godhed og tillid er realiteter i den menneskelige verden. Der er andet i livet end det materielle. Hvis livet skal lykkes, er det nødvendigt at leve hver dag i den rette afhængighed af Gud og mennesker og ikke forlade de fællesskaber, der er grundlæggende for det menneskelige liv. ■ TEMA

17

Uncover18: Lad os læse i Bibelen med vores venner Til november afholder KFS Uncover18, og du skal være med. Uncover18 ligger i november måned, og alle KFS’ere udfordres til at invitere deres venner til at læse Uncover med dem Af Kristoffer Kruse, Uncover-studentermedhjælper, kristoffer@kfs.dk

Måske har du allerede nogle Uncover-bøger stående, men du fik ikke gjort noget ved det. Det er helt naturligt, da det er en stor udfordring at invitere ens venner med, når det er så personligt et emne. Det er det for næsten alle.

Derfor vil vi i KFS gerne stå sammen om at invitere vores venner. Til november afholder vi Uncover18, en uge med fokus på at invitere vores venner og starte Uncover-grupper. På denne måde er du ikke alene om udfordringen at invitere dine venner, men er sammen med en masse andre KFS’ere rundt i landet.

KFS opruster yderligere: Endnu en Uncovermedarbejder ansat Arbejdet med KFS’ materiale til åbne bibelstudiegrupper, Uncover, får endnu et nøk op med oprettelsen af ny studentermedhjælperstilling øst for Storebælt.

Af Simon Kammersgaard Lindbjerg, nyhedsredaktør, simon@kfs.dk

I KFS tror vi på, det rykker noget, når kristne studerende og deres kammerater mødes på lige fod over et stykke fra Guds ord. Derfor har vi ansat 26-årige stud. theol. Morten Kofoed Munch som Uncover-studentermedhjælper øst for Storebælt.

Her skal han støtte de nuværende Uncover-grupper og arbejde på at hjælpe KFS’ere med at oprette nye.

Giv dine venner muligheden

Feste og invitere

Vores erfaring er, at de fleste faktisk er åbne for at læse Uncover, når deres venner spørger dem. De vil gerne vide mere om, hvad du tror på, og hvad det betyder for dig. Så hvorfor ikke give dine venner muligheden?

Og når dine venner først begynder at læse i Bibelen, så tror jeg, at det gør noget ved dem. Helligånden begynder at arbejde i dem og skaber troen. Sådan går det i hvert fald ofte. Og det er fantastisk at opleve! Guds ord kan virkelig ændre menneskers liv – se selv Romerbrevet kapitel 1, vers 16, hvis du er i tvivl.

Jeg håber, at du vil være med til Uncover18! Find os på Facebook for mere info.

Vi har spurgt ham, hvorfor han gerne vil arbejde i KFS. ”Når Jesus skal beskrive Guds rige, gør han det blandt andet ved billedet om, at der inviteres til festmåltid og bryllup for kongesønnen. Og er der noget, som jeg synes, vi kan i KFS, så er det at feste og invitere,” fortæller han. ”Derudover er min tillid til Jesus på en særlig måde vokset i KFS. Så at jeg kan få lov til at være med i KFS-staben og forhåbentlig være et værktøj til, at andres tillid til Jesus også må vokse, gør mig ydmyg og forventningsfuld.”

Drømmen, forventningen, håbet Til hvad han glæder sig mest til i arbejdet med Uncover i KFS, svarer Morten: ”Altså. Helt til benet, så glæder jeg mig til at se studerende få en levende relation med Jesus. Det er drømmen, forventningen, håbet og min bøn, at Uncover vil blive læst og brugt i hele Danmark, så at mange studerende vil få deres hjertes øjne åbnet for Jesus og tage imod ham og hans invitation til fest i Guds rige.” ”Derudover glæder jeg mig til gode snakke om bibeltekster, Jesus, tro/tvivl, frustrationer, og til aha-oplevelser, sjove situationer, venskaber og hvad der ellers følger med i et åbent studie af Bibelen,” slutter han.

18

KFS NYT

Globalt:

Nogle gange kommer Brasilien til København Ikke alle har mulighed for at rejse ud og bruge et semester eller to i udlandet. Heldigvis sker det hvert år, at det store udland kommer til os.

Af Lisa Rom Boye, lisaboye@gmail.com

Her på Globalt-siden vil vi gerne opmuntre KFS’ere til at rejse ud og opleve den store verden – et semester på et universitet i udlandet eller en praktik i et andet land.

Har man ikke mulighed for at rejse, kan man dog stadig få den store verden tæt på ved at engagere sig i de mange internationale studerende, der lander i Danmark hvert år. Vi har mødt én af disse samt en KFS’er for at snakke om, hvad et møde på tværs af nationaliteter kan betyde.

Vi kan lære en masse af hinanden Marcelo Kaique fra São Paulo studerer Public Policies og har taget et semester på Statskundskab for at undersøge den skandinaviske velfærdsstat. Morten Munch studerer teologi og har været glad og opmuntret over at møde Marcelo. ”Marcelo har været nysgerrig på hvad det vil sige at være i mission her, og hvordan kulturen er i Danmark. Det er godt, når der kommer nogen og stiller spørgs-

målstegn ved det, vi gør,” fortæller Morten. For ham er de internationale, kristne studerende i byen med til at vise, at kirken er større, end vi nogle gange tænker. ”Der er kristne studerende i hele verden, der lever som tydelige vidner på deres universitet, og dem kan vi lære en masse af,” fortæller han.

Marcelo fortæller, at han havde tænkt en del over, hvordan han kunne vokse i tro, mens han var hjemmefra. Et semester i udlandet skulle ikke være en pause fra at være kristen eller være i mission. Han fik kontakt til KFS igennem eventugen Story i København og begyndte at læse i en engelsk udgave af Uncover sammen med en fyr fra Italien, som var på udveksling. ”Det var virkelig et godt redskab til at studere Bibelen med én, der ikke kender til det. Jeg havde ham med i kirke, og han var meget overrasket over, hvor levende kirken var.”

Svært at finde fællesskabet Marcelo mener, at mange kristne studerende ikke når at blive en del af en kirke, mens de er i udlandet, eller ikke når at opdage, at KFS findes på deres studie. Det krævede en indsats for ham, men det var fantastisk at blive en del af et fællesskab, der både kunne støtte, når det var svært at være langt væk hjemmefra og kunne forklare, hvordan rejsekortet virker.

Derfor skal der herfra lyde en opfordring til at tage fat i de internationale studerende og invitere dem med i sine fællesskaber – ligesom Marcelo, som i foråret også var på Påskelejr – en type lejr, som det af logistiske årsager ikke er muligt afholde på samme måde i Brasilien. ”Måske skal flere KFS’ere tage til udlandet for at se, hvor stor en velsignelse det er at kunne tage på lejr?” slutter han.

GL BALT KFS'ere til Grønland Vi vil rigtig gerne starte noget grønlandsk KFS og planlægger derfor at ansætte en sekretær med base i Nuuk fra næste sommer. Vi ønsker, at Jesus må kendes og gøres kendt blandt studerende på verdens største ø.

Har du lyst til at tage derop og være med? Måske kan du lave et feltstudie eller tage din praktik eller på anden vis studere et semester eller to i Grønland? Der er også volontørmuligheder. Og hvis du er færdig med at studere, så overvej at søge job i Grønland.

Bliv meget klogere på mulighederne ved at tjekke ind på www.kfstilgronland.com.

I TIDEN

19

TAG PÅ

FERIE I SVERIGE OG STØT KFS

Julekoncert

i London

Oplev et kæmpe brag af en julekoncert 80 musikere og 400 sangere Syng sammen med 5000 andre Kendte seværdigheder i London Tid til juleshopping

Hyggeligt, gammelt stuehus udlejes til jer, der kunne tænke jer at tage på ferie i Sverige. Huset er beboeligt hele året og har plads til max 6 personer (to soveværelser).

I det gamle køkken er brændekomfur og bageovn bevarede. Køkkenet har også moderne faciliteter som el-komfur, køleskab, mikroovn og vandkoger.

Huset ligger 45 km fra Helsingborg, på landet, hvor ejer har fritidslandbrug med køer og kalve. Der er dejlig natur med skov og mark lige uden for døren.

PRIS: 2500 DANSKE KRONER PR UGE ELLER 400 KR PR DØGN. DISSE PENGE GÅR DIREKTE TIL KFS

7. - 10. december

Læs mere på: www.felixrejser.dk/london eller ring på 7592 2022

Vi har boligerne Kom med din hverdag 128 Aarhus lejligheder i grønne omgivelser Lyse, rummelige og delevenlige lejligheder - 2, 3 eller 4 værelses - til en fornuftig pris, i cykelafstand fra Aarhus C og de fleste uddannelsesinstitutioner.

Tjek ind på vores nye hjemmeside og få indtryk af lejlighederne og dem der bor i dem.

SKRIV ELLER RING OG HØR MERE! BENTE OG CHRISTER UNOSSON TLF. 0046-435-53490 // 0046-734-355033 MAIL: RAMNEKARR@CROSSNET.SE

Portræt: I min fars fodspor Anders Kobbersmed er præst lige som sin far. Her fortæller han, hvordan det er at være den næste i rækken.

Hvorfor har du valgt den samme profession som din far?

I første omgang har det altid været naturligt for mig at gå i kirke sammen med mine forældre. Søndagsgudstjenesten er en fast del af en god uge for mig. Og fordi jeg har oplevet noget, der ligner 1800 gudstjenester i løbet af livet, har jeg også en god idé om, hvordan jeg synes, en gudstjeneste skal tilrettelægges og ledes. Derudover ønsker jeg inderligt, at så mange som muligt skal have lov at høre og mærke evangeliet, og blandt andet derfor var det et naturligt valg.

Ser du nogen fordele / ulemper ved at følge i én af dine forældres fodspor?

Den største ulempe handler om forventninger. Forventninger fra andre, som måske kender eller har kendt min far, og ved, hvad hans styrker og interesser er. Eller som har forventninger til, at jeg gerne skal være præst på samme måde, som man var det ’i de gode gamle dage’. Men faktisk mest af alt mine egne forventninger. At jeg skal indstille mig på, at jeg ikke kan og skal de samme ting som min far. At jeg er præst i en helt anden familiesituation, i et andet sogn og med nogle helt andre evner og interesser.

Den helt store fordel er så at have en hotline til et menneske, som jeg stoler på, og som jeg kan vende både teologi, salmer, kirkeret, og alverdens andre ting med. En far, som samtidig er min bedste kollega.

Er der noget, du har lyst til at sige til folk, der overvejer den samme karriere som deres forældre?

Ja, der er to ting: 1) Gør det endelig, hvis du har lyst! Der er ingen grund til at bryde den sociale arv for stiløvelsens skyld, hvor og når den ikke er en klods om benet. 2) Vær meget opmærksom på forventninger – ikke mindst dine egne. Du skal udfylde rollen som præst – eller hvad det måtte være – på din måde og ikke på dine forældres eller nogen andens måde.

Hvad sætter du størst pris på, og hvad er den største udfordring ved jobbet som sognepræst?

Den største udfordring er tiden. Det er svært at sætte grænser for et uendeligt arbejde, hvor der altid vil være mere at gøre.

Og det er svært at balancere i at være ægtefælle, familiefar, præst, bror, søn, ven, nabo og så videre på én gang, når tiden opleves som alt for knap.

Hvad jeg sætter pris på? En vis mand sagde engang til mig: ”Måske har Gud gjort dig til præst blandt andet for at hjælpe dig til at få læst lidt i Bibelen en gang imellem”. Det vil jeg nemlig gerne, men har igennem livet ofte oplevet det som en udfordring at få en god rytme i. Ellers sætter jeg stor pris på fleksibiliteten og friheden i at strukturere min dag, som jeg vil. Og så at få lov at møde andre mennesker med evangeliet i livets brændpunkter: når livet begynder, når livet slutter, på vej til at blive voksen etc. Jeg møder hver eneste uge mennesker, som ikke er vant til at sætte ord på tro, håb og længsler.

At få lov at række evangeliet videre ind i det og derigennem opleve at mit arbejde giver mening! Det er en uvurderlig kilde til glæde og fornyet energi.

TEMA

21

Bøger:

På kanten af paradis.

Kristen i Tyrkiet – med livet som indsats.

Af Martin de Lange og Belinda Lamprecht Oversat af Helge Hoffmann Logos Media 2018, 208 sider vejl. pris 199,95.

Dobbeltanmeldelse: To nye bøger aflægger vidnesbyrd fra Mellemøsten. Begge kan anbefales.

Af Mathias Anker Kure, stud. mag, kureanker@gmail.com Sydafrikanske Martin de Lange har et stærkt vidnesbyrd – en stærk historie – at fortælle med bogen På kanten af paradis. I tretten år, fra 1993 til 2006, boede han sammen med sin familie i Tyrkiet, hvor han virkede som missionær. Kort efter hjemkomsten stod det klart, at fire af hans venner og tidligere kollegaer var blevet dræbt på grund af deres kristne tro.

Bogen er et forsøg på dels at vidne om deres indsats og vilkår, dels at fortælle om oplevelsen af Guds ledelse.

Menneskelighed ikke tonet ned Men inden de Lange når frem til den tragiske udgang, starter han så at sige fortællingen forfra. For hvad får en sydafrikansk politimand til at skifte en sikker livsbane ud med en farefuld tilværelse i Tyrkiet? Det korte svar, bogen giver, er, at det gjorde han på grund af lydhørhed overfor Gud. Til en start er det dog hans hustru, Petro, der lufter idéen om at lave noget andet – ”måske vil Herren have dig til at bruge dit liv på en ny måde”.

Det ene med andet. Martin oplever Guds opmuntring til et kursskifte og påbegynder et aftenkursus i teologi. Senere tager han en egentlig teologisk uddannelse – med henblik på at blive præst. Men Gud vil det tilsyneladende anderledes.

Sammen med deres ene dreng rejser Petro og Martin til Tyrkiet. I første omgang uden succes; efter en kortere periode i landet vender de tilbage.

En af bogens store styrker er den ligefremhed, de Lange taler med også om udfordringerne. Skuffelse over Gud, kon-

22

I TIDEN

Biskop Thomas.

I kærlighedens cirkel.

Af Eyvind Skeie Oversat af Leif E. Kristensen Boedal 2018, 189 sider vejl. pris 299,95.

flikter i ægteskabet, kontroverser med løjerlige tyske kollegaer – det sårbare udelades ikke, og selvom det sikkert kunne være fristende at fremstille alt lidt glattere, er de menneskelige følelser – mistrivsel, irritation, tvivl – ikke tonet ned. På kanten af paradis er ikke en moderne helgenlegende.

Endelig skal bogens stil have et par ord med på vejen.

Den er nemlig skrevet, som var det en roman. De Lange fungerer som historiens fortæller, der kan foregribe begivenhederne, og hvis tanker, læseren får del i. Desuden taler alle i replikker. Det kan virke lidt søgt, men det fungerer, og det har den fordel, at bogen bliver fængende og letlæst.

En indgang til ørkenen I Biskop Thomas. I kærlighedens cirkel kan man ligeledes møde et hjørne af den globale kirke. Biskop Thomas, der også omtaler sig selv som ”Munken Pafnotios”, er biskop i den koptiske kirke i Egypten.

I bogen, der er blevet til på den norske præst og forfatter Eyvind Skeies initiativ, fortæller han om Anafora, et åbent retræte- eller klosterlignende center i ørkenen mellem Kario og Alexandria. De første spadestik til stedet, fortæller Biskop Thomas, blev taget i 1999 – ”det meste var goldt og bart”.

Siden voksede et center frem i et område, hvor kirken traditionelt har praktiseret tilbagetrækning og meditation.

Bogen er illustreret med billeder fra Anafora og falder ud som en herlig krydsning mellem en samtalebog, en løselig biografi og en prædikensamling. I korte refleksioner fortæller Biskop Thomas om nogle af idéerne bag Anafora og får dermed også givet flere smagsprøver på den koptiske kirke.

Han lægger vægt på bøn, bibellæsning, samtale, spørgen og undren og vender desuden igen og igen tilbage til inkarnationen og ”skabelsens mysterium”.

Til inspiration og som en let indgang til en anden kristen tradition kan bogen anbefales.

Film:

Filmanmeldelse: Lykke-Per Instruktør: Bille August Produktionsselskab: Nordisk Film Premiere: 30. august

Af Lisa List Nissen, psykologistuderende, lisalistnissen@gmail.com

I årene 1898 til 1904 udgav den senere udnævnte kanonforfatter Henrik Pontoppidan otte bind, der tilsammen udgjorde romanen Lykke-Per. I dag, over 100 år senere, har den danske filminstruktør og manuskriptforfatter Bille August valgt at tage kampen op og lave Pontoppidans klassiker om til en film. Ligesom Pontoppidan har Bille August ladet Lykke-Pers livsforløb danne rammen for filmens udvikling. Det betyder, at det særlige omdrejningspunkt for filmen bliver en behandling af livets mange facetter, hvor der tages udgangspunkt i, hvordan Lykke-Per formår – eller måske i højere grad ikke formår – at gå livet i møde.

Fra Peter Andreas til Lykke-Per Fra filmens start møder vi Peter Andreas i det præstehjem, han er vokset op i. Han er netop blevet optaget på ingeniørstudiet i København, og han har en stor længsel efter at skulle berige verden med sine opfindsomme idéer. Dette er i stor modsætning til det liv, han er vokset op i, hvor hans fars præsteembede har dikteret en meget streng opdragelse. En opdragelse, der for Peter har båret præg af utallige konflikter, og det er også i stor konflikt med sin far, at han må forlade sit hjem. Og i København er det som om, at verden for en stund bedre kan rumme hans store idéer, og det er også heraf navnet Lykke-Per opstår. Men i takt med, at filmen udvikler sig bliver det dog mere og mere tydeligt, at jagten efter lykken altid har en pris. Som Lykke-Per langsomt må erfare, kan det nemlig synes svært at undsige sig den arv, man har fået med sig.

Spændingen i filmen ligger derfor i, om Per formår at gribe sit liv, og de relationer han står overfor; og således ikke undsige sig sin arv, men derimod tage arven på sig for måske at kunne lægge den bag sig.

Et filmisk kunstværk Ligesom Lykke-Pers liv konstant bygges op til noget stort for igen at falde fra hinanden, følger filmen samme udvikling. Den frustration, som Lykke-Per står med, rummes i filmen på en sådan vis, at man som tilskuer sidder med samme frustration. ”Hvis han nu bare kunne…”, var en tanke jeg ofte sad med undervejs, hvilket vidner om, at Pontoppidans værk stadig har relevans for det liv vi lever i dag. Og her må August roses for at omdanne så stort et værk om til et selvstændigt filmisk kunstværk, der på en særlig måde formår at gribe ud mod tilskueren med de til stadighed relevante livs-temaer.

Kort sagt Bille August har med filmatiseringen af Lykke-Per formået at tage livtag med eksistentielle temaer på en relevant og rørende måde, hvor man som tilskuer bliver efterladt med et kærligt oplæg til diskussion og eftertanke.

I TIDEN

23

Longread:

Tænk gl balt – lev lokalt Efterspørgslen på kærlighed er høj. Det gode liv har hårde odds for mennesker overalt i verden. Opgaven, at være en god næste, er højaktuel. Samtidig gør det globale udsyn mit ansvar uhåndgribeligt. Hvor skal jeg starte?

Af Arngeir Langås, fagkoordinator for kirkeudvikling og dialog, Danmission, ala@danmission.dk

Indledning I otte år boede jeg på den muslimske ø Zanzibar. Blandt mange gode minder var der også mindre gode. Jeg husker mit sidste møde med en af byens mange narkomaner. Han insisterede på at få 30 kroner. Det havde han fået tidligere, men jeg stod stædigt fast på mit nej. Nogle uger senere fik jeg at høre, at han var død. Jeg fik ekstra dårlig samvittighed, for hvorfor havde jeg ikke bare givet ham de penge? På den anden side vidste jeg, at der var mange andre kærlige ”næster” i hans liv.

Familien havde forsøgt at hjælpe i mange år, men de var magtesløse. De var nemlig oppe imod strukturelle modstandere som for eksempel den globale narkotikahandel.

Vi lever i en global verden, hvor spørgsmål om egen identitet og oplevelser af politisk afmagt blander sig med drømme om en god fremtid. Denne artikel kan læses som et lille bidrag til at orientere sig for at påvirke.

Hvem er min næste?

Næstekærlighed er blevet regnet for en dyd og en pligt i Danmark i generationer. At tage sig af de svage bruges som argument for at begrunde velfærdsstaten. Rødderne finder man allerede i Det Gamle Testamente, hvor Gud gav Israels folk mange påbud, blandt andet at ”du skal elske din næste som dig selv” (3 Mosebog kapitel 19, vers 18). Jesus bekræftede, at det dobbelte kærlighedsbud, det at man skal elske både næsten og Gud, har varig gyldighed (Matthæusevangeliet kapitel 22, vers 37). Men tilbage står alligevel definitionsspørgsmålet: Hvem er min næste? Det er vel ikke alle mennesker? Spørgsmålet er ikke kun aktuelt i vores globaliserede samtid, men har nok været det til alle tider, for mennesker har altid været i bevægelse uden for den oprindelige flok.

Islam Den muslimske tro taler også om næstekærlighed. Da Muhammed pludselig begyndte at forkynde en ny tro i Ara24

TEMA

bien, var det i en sammenhæng, hvor ens solidaritet primært var reserveret for familien og klanen. Profeten lancerede imidlertid et universelt fællesskab begrundet i den fælles tro på Gud som én og koranen som Guds åbenbaring. Den næste blev dermed i princippet alle muslimer, hvad enten man tilhørte den ene eller anden klan. Senere i islams historie blev spørgsmålet om næsten imidlertid mere praktisk besvaret.

En hadith, det vil sige en mundtlig overlevering tilskrevet Muhammed, der ikke står i koranen, afgrænsede næsten til dem, der er bosat ”fyrre huse foran dig og fyrre huse bagom dig og fyrre huse til højre for dig og fyrre huse til venstre for dig”. Dog findes der i islam også mere generelle næstekærlighedsbud, som det tilskrevet profeten af Bukhari, nemlig at ”ingen har tro, førend han elsker for sin bror, hvad han elsker for sig selv.”

Bibelen Hvad siger kristendommen? Det klassiske svar er Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. I den jødiske provins af Romerriget undgik jøder samaritanere, fordi man anså dem for urene i Guds øjne og vantro. Hvor den unge religiøse leder nok forventede et svar fra Jesus om, at ”din næste er ham, der som dig er på Guds side, det vil sige, som har det rig-

Vi lever i en global verden, hvor spørgsmål om egen identitet og oplevelser af politisk afmagt blander sig med drømme om en god fremtid. tige forhold til Gud, og i hvert fald ikke de gudløse og kætterske samaritanere”, så blev han overrasket. Jesu svar tog ikke udgangspunkt i gruppetilhørighed eller rigtig eller forkert tro og religion. Hans svar handlede kort og godt om handlingen.

Jesu svar vendte det hele på hovedet. Han viser, at det ikke er den etniske eller religiøse tilhørighed, der definerer, hvem

næsten er. Det gør tværtimod ens handling. Den unge mand gik formentligt tankefuld og urolig derfra: ”Handler jeg, som en næste skal?” Helten i lignelsen bliver jo ikke defineret af sin tilhørighed, men af hans handlingers kvalitet. I et samfund med stærke skæl mellem ”dem” og ”os”, så Jesus på gruppetilhørighed som underordnet, og henledede opmærksomheden på det etiske: Samaritaneren var en næste, fordi han handlede, som en næste skal.

Den sekulære humanisme Religionerne har ikke patent på at tale om næstekærlighed.

I lang tid har også en sekulariseret humanisme præget Dan-

marks og andre vestlige samfunds tanker om næstekærlighed. Fordi næstekærlighedstanken i den sekulære tænkning med nødvendighed er afkoblet fra Gud, begrundes den i mennesket selv, som hævdes at have en iboende værdighed. Fordi den ikke tillader sig at hente næring i religiøse fortællinger, formuleres den tit som principper, erklæringer og politikker. Selv har jeg i lang tid haft problemer med at forholde mig til de blodfattige ord og politikker, men jeg kan også se, at de selvsamme har haft uvurderlig stor betydning for Danmark, men sandelig også for verdens fred og udvikling siden anden verdenskrig. Det er ikke mindst fordi, internationale institutioner som FN ved nærmere eftersyn synes TEMA

25

Jesu svar tog ikke udgangspunkt i gruppetilhørighed eller rigtig eller forkert tro.

at være gennemsyret med næstekærlighed som iboende værdi.

Menneskerettighederne kan altså anses som et udtryk for den sekulære humanismes tanker om næstekærlighed.

Nogle taler om, at både menneskerettighederne og den sekulære humanisme er i krise. En løsning på denne krise kan måske være at holde et større fokus på den fælles opgave i verden. Det er en opgave, der deles af alle mennesker, både FN, stater, sekulære humanister, erhvervslivet og religionerne. Det handler om at være en tjener for livet, både menneskers liv og jordens øvrige liv.

At handle ud fra bibelske idéer om menneskeværdet Tanken om ligeværd har bibelske rødder og implementeres bredt. Når danske missionsselskaber etablerede hospitaler i Indien, fik alle naturligvis behandling; både hinduer, muslimer og kristne. Menneskesynet i lignelsen har også præget det danske samfund med en universel lighedstanke: I Guds øjne er ethvert menneske af samme værdi. Udlagt i retssystemet fandt menneskesynet udtryk i princippet ”lighed for loven.” Selv om praksis nok stadig dømte rige mildere end fattige, var der enighed om princippet.

Missionens praksis har vist, at i forhold til de udfordringer kirkerne responderer på i deres diakoni, behøver der ikke være en modsætning mellem den spontane reaktion på nød hos mennesker ,Gud sender ens vej, og de proaktive, langsigtede livtag med udfordringerne. Det lutherske verdensforbund (LVF) definerer således diakoni som: “Hvad kristne gør – spontant eller organiseret … – som partnere i Guds mission for heling af verden”. Diakonien kan altså både være spontan og organiseret.

26

TEMA

Udover den personlige dimension kan man med andre ord som kirke forsøge at udfolde kærligheden til næsten i teologisk begrundede initiativer. Både mission og diakoni udgør meningsfyldte forståelsesrammer for sådanne initiativer.

Mission handler om at gøre noget i forlængelse af Jesus: ”Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer” (Johannesevangeliet kapitel 20, vers 21). Diakoni handler om den kristnes handlingers intention og kvalitet, igen i forlængelse af Jesu ord om at: ”Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matthæusevangeliet kapitel 20, vers 28).

Kirkens og den enkelte kristnes aktivitet, hvad enten den er forstået som mission eller diakoni, udfolder sig i en bred vifte af udtryk. Det kan være at hjælpe næsten i nød, bygge fred igennem dialog, forklare den kristne tro eller samarbejde for at opnå retfærdighed eller redde den truede regnskov.

En global verden Men hvem er så alligevel næsten, rent praktisk? ”So many new nations that were created in the last century are failing or falling apart under the stresses of population explosions, climate change, corruption, tribalism and unemployment”.

Ja, det er tit i de fattigste nationer, hvoraf mange er ret nye efter kolonitiden, at problemerne er størst. De kan afhjælpes

Det handler om at være en tjener for livet, både menneskers liv og jordens øvrige liv. af spontane gode gerninger, men problemerne er så komplekse. Den narkomane muslim jeg nævnte indledningsvis, fik givetvis masser af hjælp fra familien, men hvem bærer ansvar for den globale narkotikahandel? Hvem tjener pen-

gene, og hvem er medskyldige? Den store nød så mange steder i verden kræver tænkning og respons, hvad enten det er i udlændingestyrelsen, danske kommuner eller de områder i Afrika folk ankommer fra på flugt fra klimaforandringerne.

Den respons bør komme fra kristne, muslimer og ikke-religiøse.

Fjendekærlighed I Bjergprædikenen indfører Jesus en ny tanke, nemlig fjendekærlighed. Jesus regner ikke det at elske ”sine egne” for noget ekstraordinært, men sætter tværtimod barren højere, hvor det, man skal, er at elske fjenden. Med det bud er kravet til næstekærlighed gjort uigenkaldeligt universelt: ”I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer … Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også.” (Matthæusevangeliet kapitel 5, vers 44-47) Selv om kirken ikke altid har elsket som Jesus, har princippet ikke desto mindre stået stærkt i hele kirkens historie, inspireret af Jesu eget liv, hvor han selv demonstrerede fjendekærlighed ved at leve og dø for mennesker, hvad enten de elskede ham eller ej.

Fjendekærlighedsbuddet kan man anse for urealistisk og forholde sig sentimentalt til. Det gjorde jeg nok selv i mange år. Måske kom det af min begrænsede erfaring med ”fjender”. Imidlertid bragte en del år som kristen i mindretal i det

Selv om kirken ikke altid har elsket som Jesus, har princippet ikke desto mindre stået stærkt i hele kirkens historie. muslimske samfund Zanzibar en ny realisme til fjende-begrebet, og det skete på bekostning af enhver sentimental holdning til begrebet. Mit nye syn på begrebet handlede ikke om, at jeg fik et billede af, at muslimer og kristne i sig selv er fjender, tværtimod. Det handlede om, at jeg tydeligere så, at ikke alle arbejder for det fælles bedste i ethvert samfund.

Jeg så også, at diskriminering og modarbejdelse af det fælles bedste eksisterer de fleste steder. Med andre ord findes der kræfter, der ikke har det fælles bedste som mål, men styres af ”det eget bedste”. Det så jeg i forbindelse med begravelsen af den katolske præst fader Mushi, der blev myrdet på Zanzibar i 2013. Ukendte gerningsmænd havde gjort sig til guder og afsluttet hans liv uden noget kendt motiv. Hans efterladte kolleger i kirken overvejede, hvordan de skulle reagere. De kunne have valgt at opfordre til hævn eller frygtens isolation.

Men i stedet for frygt og hævntanker valgte man at reagere fra kirkens dybeste værdier. Jeg fik tilsendt et fotografi af kirkens respons, nemlig et banner uden for kirken med teksten, ”Elsk jeres fjender.” Det demonstrerede, hvordan fjendekærlighed kan se ud fra et minoritetsperspektiv. Når man er minoritet og behandles uretfærdigt, elsker man sine fjender ved ikke at tage hævn, men tværtimod søge retfærdighed

igennem landets retsvæsen. Derfor var det, at kirken krævede af de relevante myndigheder, at de efterforskede sagen med alvor, så den eller de skyldige blev stillet til ansvar og retfærdighed kunne ske fyldest. Som minoritet vælger man i stedet for bitterhed at elske sine fjender ved at blive ved med at være god mod alle og konstruktivt arbejde for et samfund, hvor retten råder, og der er plads til alle.

Hvordan kan man elske sin næste At elske sin næste gør man i praksis, men rigtig tænkning giver denne praksis inspiration, begrundelse og retning.

Denne konklusion opsummerer nogle måske personlige og til tider teologiske bud på, hvordan man kan tænke for at elske sin næste rigtigt.

Vi har set over, hvordan man fra et kristent minoritetsperspektiv på Zanzibar kan elske fjenden. Men også fra et majoritets- og magtperspektiv, som i Danmark, er det som kristen muligt at elske fjenden, ”den anden”, den fremmede, den, man frygter. Næstekærlighed behøver ikke altid organiseres. Jeg er til enhver tid fri til at hjælpe og forbarme mig over de medmennesker, nødstedte eller ej, der kommer i min vej. Men næstekærlighed handler også om mere end tilfældige og spontane initiativer. Man elsker fjenden ved proaktivt at bygge et samfund, hvor det er godt at være menneske.

Når vi som kirkemedlemmer skal elske næsten, bør vi huske, at fællesskaber tit kan klare mere end individer, og at vores initiativer har profetisk eller eksemplarisk potentiale. Det var nemlig kirkelige organisationer, der organiserede diakoni og hjælp til udsatte i Danmark i 1800-tallet. Det profetiske og det eksemplariske viste sig, da ressourceproblematikken efterhånden kom op, og hvor staten blev bedt om at tage ansvar, fordi behovene var så store. På den baggrund har velfærdsstaten udviklet sig. Selv om den har svagheder, anser jeg velfærdsstaten som et næstekærligt projekt, inspireret af kirkens profetiske eksempel. At det nuværende sekulære Danmark hviler på kristne fødder, ville en del historikere kunne enes om.

Også på internationalt niveau kan man ane konturerne af et næstekærligt system. FNs udvikling efter anden verdenskrig medførte, som nævnt over, en helt anden koordinering

TEMA

27

af næstekærlighed, blandt andet i form af udviklingsbistand.

Ja, jeg tolker bistand som fjendekærlighed, fordi den rækker ud over landegrænserne og ikke begrænser sig til ens eget folk eller nation. Som kristen kan jeg endda tolke den gode bistand som Kristus-aftryk i verden, som Helligåndens nærvær, som gudsrigets virkelighed, selv om det ikke er usmittet af menneskets syndighed. Jeg kan tolke det gode, der sker, som en forlængelse af den Guds inkarnation i verden, der fandt sted ved Jesus. Den spredning af gudsriget som Helligånden efterfølgende har effektueret, kan jeg se konturerne af i spontan og organiseret fjendekærlighed. Jeg anser altså gudsrigets mål for delvist at konvergere med menneskerettighedernes mål. Men ethvert bistandsinitiativ skal kunne analyseres i lys af gudsrigets værdier, og sådan vil en analyse kunne vise i hvilken grad, der er samsvar.

Måske er udfordringen at træne blikket og få øje på de mange mere skjulte udtryk for næste- og fjendekærlighed.

De kan anes i samvittighedsfulde institutioners forsøg på

at forvalte magten retfærdigt, i lovgivernes forsøg på at beskytte menneskers værdighed imod de stærkes udnyttelse, i mediernes afsløringer af løgn og magtmisbrug, i smil og hjælpsomhed mennesker imellem. En opmærksomhed på fjendekærlighed udvikler en standard, med hvilken skelnen mellem livsstyrkende og livsødelæggende bliver nemmere.

For os alle kunne udfordringen handle om at tænke globalt og handle lokalt. For os kristne handler det om at bygge tjenende fællesskaber med Gud og næsten i centrum, hvor vi finder næring og inspiration hos Gud, i bøn og fællesskab til at handle næstekærligt. Et liv med Gud handler også om praktisk, autentisk og strategisk tjeneste, hvor globaliseringen giver nye muligheder for at engagere sig for verden i analoge og digitale interessefællesskaber. I en verden med store udfordringer kan det ikke gå for hurtigt at udvikle konstruktive måder at tænke og samhandle på, hvad enten det er lokalt eller globalt. Hvem er min næste? Vi er allerede i samme båd.■

Næstekærlighed handler også om mere end tilfældige og spontane initiativer.

Man elsker fjenden ved proaktivt at bygge et samfund, hvor det er godt at være menneske.

28

TEMA

BREAKING: KFS ER FOR STUDERENDE

Øh, ja… Selvfølgelig er KFS for studerende, tænker du måske. Men mange tror faktisk, at KFS kun hører gymnasietiden til. Faktisk er det kristne studenterfællesskab dog stærkest på de videregående uddannelser set i internationalt perspektiv. Og i KFS har vi da også en masse tilbud til dig som studerende i netop din region, om du så bor …

… i Nord Her er KFS særligt centreret i Aalborg omkring universitetet og UCN, hvor grupper på studiestederne mødes for at bede for hinanden, studiestedet og kammeraterne. Vi er ikke mange, men her er et tæt fællesskab og en drøm om, at alle studerende i Nord må længes efter at kende Jesus og gøre ham kendt.

Hvis du vil høre mere om, hvad der sker på dit studiested – eller hvis du vil være med til at kende Jesus og gøre ham kendt blandt studerende i Nord – så kontakt KFS-sekretæren.

Velkommen til Nord – vi glæder os til at se dig.

… i Vest I Region Vest er der i øjeblikket ingen KFS-grupper på de videregående uddannelser. Til gengæld er her dejlige mennesker – både andre kristne og deres studiekammerater, der ikke kender Jesus endnu. Og så drømmer vi om at starte KFS blandt de studerende. I Esbjerg, Holstebro, Herning, Lemvig, Ikast … ja allevegne.

Er du grebet af den samme brand, for at studerende må møde Jesus her i Vest? Eller ville du ønske, at du kunne mødes og dele tro med andre kristne på dit studiested?

Så kontakt KFS-sekretæren. Ring, mail eller skriv på Facebook.

… i Midt Aarhus KFS er et studenterfællesskab på tværs af uddannelser og kirker. Vi mødes 80-100 studerende hver torsdag i Studenterhuset, Nordre Ringgade 3, så der er også plads til dig – kom frisk!

Se også programmet og følg med i, hvad der sker af spontane og planlagte begivenheder i vores Facebook-gruppe. Hør mere ved at kontakte KFS-sekretæren

… i Syd Er du studerende i region Syddanmark? Så har du også her muligheden for at være med i Danmarks måske stærkeste studenterfællesskab.

KFS i Syddanmark er i år blevet opgraderet med flere ressourcer end nogensinde før: Studerer du i Odense kan du hoppe direkte ind i Odense KFS, et fællesskab med Jesus i centrum. Går du på SDU Odense vil du opleve et større KFS-maskineri med Lunchbars, KFS-stand, Kaffe-klub, bøns-fællesskab osv. Har du derimod slået dig ned i Kolding, så tjek www.velkommentilkolding.dk – et samarbejde mellem KFS og byens kirker.

Studerer du i en helt tredje by, så tag kontakt til din KFS-sekretær. Han er ansat for din skyld og kan træffes i alle døgnets timer, uanset om du studerer i Odense, Kolding eller en tredje by i Syddanmark.

… i Øst KFS København er et åbent og stærkt studenterfællesskab på tværs af studieretninger, kirker og overbevisninger. Vi mødes 25-50 studerende hver mandag – som regel i Fredens Kirkes lokaler på Østerbro – og vi glæder os til at byde dig velkommen!

Derudover har KFS København en række lokale studiestedsgrupper rundt omkring i København. Se mere på KFS-kortet.

Hvis du har spørgsmål eller har lyst til at starte noget op på dit studie, så ring eller skriv til KFS-sekretæren – eller kom forbi KFS-kontoret på Ryesgade 68.

Vi glæder os til at møde dig!

Få overblik Du kan altid få overblik over vores medarbejdere på vores hjemmeside under ”Kontakt”. Du er også altid velkommen til at kontakte KFS’ sekretariat på 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk, hvis du ikke lige ved, hvem du skal have fat i, eller har andre spørgsmål.

KFS NYT

29

Rekordvarm sommer intet problem for frivillige KFS'ere Nok var juli historisk varm, men det stoppede ikke 40 studerende fra hele Danmark i at vise kærlighed til mennesker gennem praktisk hjælp.

Af Julie Thingmann Christensen, KFS-sekretær i nord, julie@kfs.dk

Der kom lidt hård hud på de bløde studenterhænder denne juli.

Anledningen hed ASSIST, en KFS-sommerlejr for videregående studerende, der afholdes i tæt samarbejde med Grønnevang Kirke i Hillerød og områdets beboerhus.

Relationer og åbne hjerter I sig selv er det selvfølgelig helt fantastisk, at 40 studerende på én uge lagde 600 timers praktisk arbejde i 77 forskellige hjem. Dog er det langt større, at de mange timers arbejde resulterede i stærke relationer de studerende imellem og til de mennesker, der havde åbnet deres hjem og hjerter for besøg.

En oplevelse, der særligt satte sig i hjertet på mig, var, da en tiloversbleven elevationsseng fra et dødsbo fik pæren til at blinke hos en anden deltager. Han havde besøgt en ældre herre i løbet af ugen, som sov på sin sofa, netop fordi han manglede en elevationsseng. Hvilket fantastisk match – nærmest som var det lagt til rette fra oven.

Den slags oplevelser var der tid til at fundere og begejstres over flere gange på lejren, blandt andet til gudstjeneste på lejrens sidste dag, som endnu engang bragte lejrens deltagere sammen med de mange lokale og gav et fælles møde med den treenige Gud. Hvilket fantastisk fællesskab at være en del af!

Allez les Bleus! KFS sender volontør til Frankrig KFS støtter op om et smalt besat gymnasiearbejde i vores franske søsterforbund, GBL, med ansættelsen af Signe Oehlenschläger Petersen som volontør i Paris fra 1. september 2018.

Af Simon Kammersgaard Lindbjerg, nyhedsredaktør, simon@kfs.dk

Det går godt i Frankrig for tiden. Først guld i verdensmesterskabet i fodbold og nu guld fra KFS i form af Signe Oehlenschläger Petersen, ny KFS-volontør i Paris fra d. 1. september 2018.

Fra Danmark til Frankrig Signe har en lang KFS-baggrund bag sig fra gymnasie-gruppen i Gribskov, det regionale fællesskab i Gym-KFS Øst til et år på KFS’ ledertræningscenter, LTC. Du kender hende måske også fra KFS’ live-transmission på Påskelejr 2018.

I det franske skal hun arbejde i vores franske søsterorganisation, GBL – Groupes Bibliques Lycées, i et gymnasiearbejde, som i Frankrig ikke er ligeså udbredt som i Danmark. ”Frankrig er som nation, lidt firkantet sagt, en smule religionsforskrækkede, så religion er slet ikke velkomment i det offentlige rum, og det gælder jo så også gymnasierne,” forklarer Signe.

En anderledes måde at være kristen og gymnasieelev Hun fortæller, at en fransk KFS-gruppe typisk består af én kristen gymnasieelev og så vedkommendes ikke-kristne venner, der mødes uden for skolens område, i deres cirka 60 minutter lange frokostpause, og holder en åben bibelstudiegruppe. ”Det, som jeg skal være en del af i GBL, er blandt andet at udruste disse unge kristne til at være leder for en sådan gruppe, samt at følge op på og vejlede et par gruppeledere mere kontinuerligt og en masse andre spændende ting,” siger hun.

Læs mere om Signes arbejde på kfs.dk og giv en gave til arbejdet på kfs.dk/giv 30

KFS NYT

5

Clickbait:

Teknologier du ikke vidste kirken manglede

Det er nemt at forudsige fremtiden. Hurtigere kommunikation, små personlige devices, biometriske id-systemer, større datamængder, og så kan man google resten! Her er 5 bud på, hvad kirken nødvendigvis må forholde sig til de næste 10 år.

Af Gabriel Kure, Design Ingeniør, Widex, gabrielkure@gmail.com

1 - Digital etik Vi mennesker er dygtige, og lige nu satser mange forskere netop på kortlægning og interaktion med den menneskelige hjerne. Det skal gøre os i stand til at udvide computernes begrænsede evner. Sammen med computeren er vi et effektivt system, der kan levere basale behov samt kommunikation, nyheder og underholdning på en effektiv måde.

Men det ligner vel et babelstårn, at vi på den måde kobler os direkte ind i en global ét-sproget maskine. Jeg ved ikke,

hvor grænsen går, hvornår mennesket mister sin unikke status, men det er godt at være bevidst om systemernes sårbarhed og overveje, hvem der kommer til at bestemme over os i den online virkelighed, som vokser og vokser.

Tag Kina som eksempel. De er interessante på teknologifronten, fordi de har en rivende udvikling, hvor blandt andet miljø er sat på dagsordenen. Nu arbejder de på at bruge et digitalt borger-id til at styre borgernes adfærd. Der ligger et kæmpe potentiale i at kunne påvirke én milliard menneTEMA

31

Internettet er en lang strøm af informationer, derfor kan vi ikke bare skrive ord og forvente, at de bliver fundet og læst – i stedet må vi leve budskabet ud.

skers energiforbrug og spisevaner. Bagsiden af det system er, at Kina allerede bliver kritiseret for deres behandling af kristne og menneskeretsforkæmpere. Facebook-skandalen har vist os, at der ligger en stor sårbarhed ved at samle alle vores personlige oplysninger inklusiv vores religiøse overbevisning i ét computersystem, der kan styres af nogle få mennesker.

2 - Online liv Hvis man starter med kirkens mission: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple...” (Mathæusevangeliet kapitel 28, vers 19), så har vi bestemt brug for online teknologi til at støtte den gode sag. Det er nemt at lave en blog eller et opslag, hvor man kan fortælle Bibelens budskab om Jesus, der kom til jorden for at frelse os. Men som brugere af det fantastiske internet ved vi også, hvordan promoverede links, tonsvis af informationer og højaktuelle nyheder, selv de falske, styrer vores søgen efter det gode liv.

Internettet er en lang strøm af informationer, derfor kan vi ikke bare skrive ord og forvente, at de bliver fundet og læst – i stedet må vi leve budskabet ud. Jesus viser os tydeligt, hvordan man elsker sin næste. Hvordan kommer det så til udtryk i en snap, en hangout, en post, en chat, et forum eller via Tor Net? De sociale medier er ny teknologi, som åbner for direkte kommunikation mellem mennesker.

Det skal udnyttes, med udfordringerne i mente, og så er det fantastisk, hvis det kunne blive nemmere for mennesker, der søger efter sandheden at støde på den, når der søges i det overskud af informationer, der findes online.

3 - Lokalt nærvær Jeg elsker de online muligheder, der er i dag, men det er også blevet markant sværere at lægge vores digitale venner fra os og bruge tid sammen med de mennesker, vi kan mærke og se i øjnene i den virkelige verden. Det er i høj grad en beslutning at styre vores eget forbrug af underholdning, kommunikation og søgninger. Et godt argument for os til at pause vores stigende dataforbrug og blive ægte lokale er at 32

TEMA

2% af det globale CO2 udslip skyldes online aktivitet. Gud gav mennesker lov til at styre verden, så det er fedt, hvis kirken også tør gå foran i at være ansvarlige for vores allesammens miljø.

Hvis man nu skal se mulighederne i den digitale rytme af gratis ting og dertilhørende reklamer, så har alle mennesker behov for en løsning, der giver ægte pauser og ikke bare fem minutters reklamestøj. Her snakker vi traditionel forståelse af teknologi: Ad-blockers, apps eller hardware accessories. En løsning, der kan slukke billede og lyd på vores enheder, når der kommer reklamer, og give vores sanser en pause, så bevidstheden kan være på egen hånd og tankerne få plads. Det er også i stilheden, at den kristne tradition har vist, at Gud er nær.

4 - Del din værdi Mennesker har værdi. Traditionelt set har samfundet værdisat det arbejde, et menneske kan udføre, men i dag høster sociale medier værdien af deres brugere i form af reklamer og nudging betalt af andre firmaer. Gad vide, om man kan udvikle en online platform, hvor reklamerende firmaer ikke kun betaler til platformen men også betaler en social skat, som er dedikeret uligheden i verden. Det vil sige en non-profit platform, som knytter I-lande og U-lande sammen indbygger til indbygger.

I dag er der et privat firma, som lever af at registrere postadresser ved hjælp af digitale kort og billeder af hoveddøre i Nairobi, hvor folk bor lag på lag, og byudviklingen foregår hurtigt og ukontrolleret. Det, de kan, er noget, som samfundet ikke magter, altså er det teknologien, der muliggør løsningen.

Jeg håber, der kan udvikles en online platform, hvor man kan stole på en retfærdig deling af den digitale værdi fra et menneske til et andet. Det kræver, at man som minimum skal være i stand til at skelne mellem fake profiler og virkelige mennesker i forholdsvis uregistrerede samfund.

Det er altid godt at starte med et svært problem, og jeg sidder ikke selv med løsningen.

Jeg håber, der kan udvikles en online platform, hvor man kan stole på en retfærdig deling af den digitale værdi fra et menneske til et andet.

5 - Fremtidens kirke En stor udfordring for kirkens udbredelse i det sekulariserede samfund er at være lys og salt i verden. Kirken har været en del af samfundet i tusindvis af år, og det er ofte religionskrig eller undertrykkelse, folk forbinder med ordet “kirke”.

Det vigtige er, at Gud har sendt os med godt nyt og opofrende kærlighed til alle folkeslag. Når alle har mødt Jesus i ord og handling, er vi på rette spor.

Som verdensomspændende kirke har vi brug for at give plads til forskellighed i musik og åndelighed, så vi kan stå sammen i vores mission. I vesten får vi indenfor 10 år brug for at tage godt imod missionærer, der kommer med deres kultur fra Asien, Afrika, Mellemøsten og Latin Amerika.

Måske fordi vi ikke er alene i opgaven at nå alle subkulturer i vores land. ■ 33

Discipeltræf 2018 – Fokus på det centrale: Back to Jesus Af Simon Kammersgaard Lindbjerg, nyhedsredaktør, simon@kfs.dk

Du ved godt, hvad du skal i din efterårsferie, ikke? Men før nætter med Netflix og dovne formiddage i sengen skal du Back to Jesus på Discipeltræf 2018, d.13.-17. oktober i Skanderborg.

På Discipeltræf 2018 fokuserer vi på det helt centrale og justerer vores fokus skarpt på det, som bærer kristendommens relevans og sandhed: Evangeliet om Jesus.

Back to Jesus Årets tema pjatter ikke rundt i en nørdet teologisk problemstilling, men vil ”Back to Jesus” og de grundlæggende sandheder om ham. Vi træder ikke rundt i floskler, men vil fordybe os i evangeliet

og genopdage, hvorfor Jesus er relevant for mig som menneske i 2018 – og værd at satse på.

Lidt provokerende lægger lejren også op til at komme back to Jesus. Og ja, i en travl gymnasiehverdag, hvor timerne hurtigt tikker afsted med undervisning, lektier, venner og fritidsinteresser, kan man let komme til at glemme sin tro og at lade den fylde.

Det stresser når vi lever for skole, venner, kærester eller andet, og vi vil derfor tanke op på evangeliet for at komme tilbage til at leve for Jesus og lade ham påvirke vores forhold til disse gode og vigtige ting.

Alt det gode fra det store KFS-fællesskab Vi mødes i det store KFS-fællesskab lørdag til onsdag i efterårsferien – d. 13. 17. oktober – til alt det gode, du kender fra KFS-lejrene: gamle venner og bekendtskaber, aftenmøder med indhold, seminarer, samtalerum, tortillas-tirsdag, madkøer, kaffe, lovsang og masser af hygge.

Tilmelding på www.kfs.dk/billet – don’t miss out!

Frederiksborg Apotek Slotsgade 26, 3400 Hillerød Tlf: 48 26 56 00 Apoteker Troels Ingemann

www.frederiksborg-apotek.dk

Åbent alle dage i året kl. 8-21

34

Udrustning til hverdagen: Småt var godt på STiK-lejr Der var langt fra fuldt hus på 25. udgave af KFS’ sommerlejr, STiK. Men det svækkede ikke fællesskabet eller udbyttet for deltagerne.

Af Signe Oehlenschläger, leder, signe@kfs.dk og Simon Kammersgaard Lindbjerg, lejrjournalist, simon@kfs.dk

”Der kom nogle rigtig gode argumenter om, hvordan det hele hænger sammen, ind i hvad jeg allerede ved om verden,” siger hun.

”Det er ikke kun mig, der skal hoste op med svar” Det var 25. gang, KFS afholdte sommerlejren STiK, Sandheden Tro i Kærlighed. Modsat sidste år, hvor lejren hurtigt blev udsolgt, strøg tilmeldingerne ikke ligefrem ind i år.

Var konceptet ikke relevant længere? Eller var det sommervarmen, der smeltede al lyst til en uge med undervisning? ”Helt klart varmen”, siger Mie Bauer, leder på årets lejr, ”For STiK giver helt sikkert fortsat mening!”

“Jeg tror, Gud kalder os til det” STiK er KFS’ udrustningslejr, der giver input til dilemmaer og spørgsmål, som gymnasieelever ofte oplever undervejs i deres uddannelse. ”Vi har stadig rod i det samme som for 25 år siden, men undervisningen er ny for deltagerne, og hvert eneste år ændrer og tilpasser vi lejren, efter de evalueringer vi får, for at ramme målgruppen bedst muligt,” forklarer Mie. Hun tilføjer overbevisende: “Og så jeg synes bare, at det giver så meget mening at udruste alle til at være sandheden tro i kærlighed, og jeg tror, at Gud kalder os til det.”

Svar på mine spørgsmål Blandt årets deltagere blev der heller ikke sat spørgsmålstegn ved, at STiK er en relevant lejr, der taler ind i gymnasiehverdagen.

Amalie Haahr fra Vesthimmerlands Gymnasium føler, hun fik svar på et særligt spørgsmål, hun tit er blevet stillet af sine kammerater: ”Hvordan kan dette her med tro give logisk mening?”.

Lærke Roager fra Viborg Gymnasium havde ikke konkrete spørgsmål med sig til STiK – og så alligevel. ”Jeg har fået svar på nogle spørgsmål, jeg ikke vidste jeg havde”, forklarer hun og fortsætter: ”Jeg kan bruge alt det her til at få nogle konstruktive samtaler med mine klassekammerater, hvor der ikke er nogen, der bliver skudt ned, men hvor vi taler sammen og hører hinanden.”

Denne pointe trækker Benjamin Rahbek fra Rosborg Gymnasium også frem. ”Jeg har fået mit perspektiv drejet, så det ikke kun er mig, der skal hoste op med svar, men jeg tør godt forvente en samtale på lige fod, når folk spørger”.

Intimt KFS-lejr-fællesskab Mie, som er erfaren STiK-leder, beskriver deltagerflokken som et intimt KFS-lejr-fællesskab, hvor netop størrelsen gjorde det nemmere at kunne dele liv og to med hinanden.

Og det blev også bemærket hos deltagerne. Amalie kendte for eksempel ingen, da hun kom, men oplevede at den lille flok var med til at åbne op for fællesskabet. ”At vi har været så få, har gjort det nemt at få snakket med de mennesker, der er her – jeg har fået lov at snakke med alle og at lære alle lidt at kende,” siger hun.

Benjamin supplerer: ”Gennem undervisningen kommer man ind på nogle emner, man ellers ikke normalt ville snakke om, og man lærer hinanden at kende igennem det.”

KFS NYT

35

To perspektiver på debatten om flygtninge Debatten om flygtninge er en evig suppesten for de danske medier. Men kan man kalde flygtninge for statens næste? Og har vi som kristne et særligt ansvar? Til Tro tager del i debatten og har spurgt to studerende om deres syn på sagen.

Af Lars Boje Sønderby Jensen, stud. phil. larsbsj@gmail.com

Skal staten være næstekærlig?

Statens opgave er ikke næstekærlighed, men at opretholde lov og orden ved brug af magt. Hvordan ville du reagere, hvis domstolen fandt din voldsmand skyldig, men nægtede at straffe ham? Du ville formentligt føle dig krænket over benådningen og protestere. Hvorfor? Fordi staten skal straffe forbrydere. Bibelen bekræfter det i Romerbrevet kapitel 13, hvor der står, at myndighederne er Guds tjenere, der lader ”vreden ramme dem, der gør det onde”. Statens moralske pligter er derfor ikke de samme som kirkens moralske pligter.

Hvordan bør staten forholde sig til flygtninge?

Der er flere væsentlige faktorer, som er afgørende for at besvare spørgsmålet. Jeg vil fremhæve fire faktorer, som jeg mener, er særligt afgørende: selvinteresse, afstand, relationer og omkostninger. Det er et grundprincip, at en legitim stat bør opretholde sin egen eksistens. Et folk og et territorium er grundlæggende betingelser for det. Derfor er statens primære opgaver blandt andet at sikre territoriet og folkets sunde selvinteresse. Afstand har en betydning. Hvis der for eksempel sker en klimakatastrofe i Danmark, har Sverige en større hjælpepligt mod danske flygtninge, end Syrien har.

36

Alliancer og fjendskaber har naturligvis også betydning for pligten til at hjælpe.

Tillige er omkostninger umulige at ignorere. Hvis omkostningerne er store både økonomisk, kulturelt og demografisk, så mener jeg, at pligten til at hjælpe svækkes.

Staten kan ikke og bør ikke hjælpe alle. Som udgangspunkt har staten en svag hjælpepligt mod flygtninge – for eksempel dækning af grundlæggende behov i flygtningelejre. Dog kan niveauet af hjælp variere i relation til de andre faktorer.

Staten har ret til at ekskludere Forestil dig, at det er vinter. Det sner, og Mie er på vej ud med skraldet. Til Mies overraskelse finder hun et spædbarn liggende på sit dørtrin. Mie er forpligtet på at tage barnet ind og sørge for det, men hun er ikke forpligtet på at adoptere barnet, hvis hun ikke ønsker det. Barnet har en ret til ikke at fryse ihjel, men barnet har ikke en ret til at blive en permanent del af Mies familie. Sådan er forholdet også mellem staten og flygtninge. Der findes ingen ret til at immigrere – heller ikke som flygtning. Dog har en flygtning ret til beskyttelse ved den første sikre stat, han ankommer til. Syrere, der er rejst igennem Europa, har derfor ikke krav på asyl i Danmark.

Her er de migranter.

Af Philip Rasmussen, BA i arabisk og mellemøststudier, ph.rasmussen@gmail.com I sommer lyttede jeg til et debatprogram på P1, der handlede om flygtningesituationen. Det var lidt en skrattende oplevelse, for det foregik på den gammeldags facon fra en ægte køkkenradio i det mørke Jylland. Det var dog ikke kun radioen men også indholdet, som skurrede i ørerne, og jeg har siden funderet en del over, hvordan den snart flerårige flygtningedebat har rykket ved folkeopinionen. Der bliver i dag talt mere om, hvordan vi beskytter Danmark, end hvordan vi yder beskyttelse til flygtninge. Ja, det er blevet politisk ukorrekt sådan helt uforbeholdent at ville tage imod flygtninge.

Et Guds barn i Hans rige I debatprogrammet begrundede en af panelisterne, en tidligere universitetslektor, sin modstand mod flere flygtninge i Danmark ved at sige, at hans identitet er truet, og for ham er hans identitet at være dansker og at ville beskytte sit land.

Jeg ville nok være tilbøjelig til at give ham ret, hvis ikke min kristne overbevisning tilsagde mig noget andet. For som kristen er min identitet nemlig først og fremmest at være Guds barn og være en del af Hans rige og virkelighed. Jeg tror bestemt, at en kristen kan elske sit land og fremme dets interesser, men det må komme i anden række. Jeg skal til enhver tid være mere forhippet på at være borger i Guds rige end i det danske rige. Og i det rige gælder nogle spilleregler, som jeg ikke kan unddrage mig. Heriblandt næstekærlighed. ”Elsk din næste som dig selv” står der flere steder i Biblen. Der er en ligevægt indbygget i det vers, som gør forskelsbehandling umuligt. Derfor spidsede jeg også ører, da samme panelist sagde, at nogle menneskers overlevelse er vigtigere end andres. Han argumenterede herfor med et spørgsmål til sin moddebattør, om hun ikke ville vælge sit eget barn fremfor et fremmed barn, hvis de to børn var ved at lide druknedøden, og hun kun kunne redde et af dem? Jovist ville det være det mest instinktive valg. Men Gud valgte lige omvendt, da han på Golgata fravalgte sin egen søn og lod ham gå i døden for dig og mig. For Gud har alle mennesker en uendelig stor værdi, og man kan som kristen vel ikke gå ind og lave et hierarki, som ikke eksisterer i Guds optik?

En kristens pligt er gæstfrihed Inden min taletid udløber, vil jeg gerne tilkendegive, at spørgsmålet om hvilket barn, man ville redde, er yderst komplekst, og ligeså er flygtningespørgsmålet. Der er så mange nuancer og politiske tråde i det net, som udgør den aktuelle flygtningesituation i dag. Men det skal ikke efterlade os handlingslammede. Lad os suge til os af næstebegrebet og dets lavpraktiske implikationer, der gør, at vi ikke kan undvige fra at vise gæstfrihed til de fremmede, vi møder på vores vej. I den forbindelse er det passende at give den sidste replik til Jesus selv: ”For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig.” (Matthæusevangelist kapitel 25) 37

Portræt Jenny Weber Jørgensen 19 år Aalborg Færdig med gymnasiet

Hvad tager du først og fremmest med dig fra din gymnasietid?

De tre år på gymnasiet har for mig været en utroligt god tid, som jeg siger farvel til med taknemmelighed over alt det, jeg er blevet beriget med. Ikke nok med at jeg har fået en hel masse faglig viden, som har været med til at udvide mit syn på verden, har jeg også fået en masse gode venskaber, som blandt andet har lært mig meget om, hvad det vil sige at være ung i den danske kultur.

Hvilke tanker gør du dig om fremtiden?

Jeg har længe tænkt, at tiden efter gymnasiet var lidt uhåndgribelig, fordi det virkede til at være så langt ude i fremtiden. Men nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg bliver nødt til at forholde mig til det, selvom det virker en anelse uoverskueligt, samtidig med at det er spændende og sprængfyldt af muligheder.

Fremtid er et lidt diffust begreb, men inden for den nærmeste fremtid tænker jeg, at jeg gerne vil have en perio-de, hvor jeg i særlig grad investerer tid sammen med venner og veninder. Forhåbentlig får jeg også mu-lighed for at spare nogle penge sammen, da jeg engang lidt længere ude i fremtiden har en drøm om at tage på DTS – disciple training school. En DTS er et slags højskoleophold i udlandet, hvor man både får fantastisk bibelundervisning og tager på outreach for at hjælpe og evangelisere for mennesker i udsatte dele af verden. For mit vedkommende tror jeg nemlig, at et ophold på en DTS vil være en god mulighed for at

38

TEMA

lære Gud bedre at kende og se nye sider af den verden, han har skabt til os.

Gør det en forskel for dig, i overgangen til noget nyt, at du har en tro på Gud? Hvilken forskel gør det?

Ja, det gør en kæmpestor forskel! For mig betyder det, at jeg oplever en meget stor tryghed i og med, at jeg ikke er bange for at skulle ende et helt ’forkert’ sted. For mig har det været en kæmpe befrielse at kunne lægge min fremtid i Guds hænder og spørge ham, hvilke planer og drømme han synes, jeg skal tage del i.

Desuden oplever jeg også, at Gud vejleder, når jeg spørger ham, for han ønsker ikke, at vi skal være fyldt af usikkerhed og bekymring, men at vi øver os i at stole på ham og opsøge hans vejledning.

Har du nogen tanker om, hvad du gerne vil studere, og hvilket arbejde du drømmer om i fremtiden? Ærlig talt så har jeg ikke nogen særligt konkrete tanker. Der er mange forskellige ting, jeg kunne forestille mig at studere, for jeg synes faktisk, at der er rigtig mange studier, der byder på fordybelse i nogen fantastisk spændende og relevante ting.

Det udvalg af studier, jeg i særlig grad har leget med tanken om en dag at begynde på, omfatter medicin, antropologi og sygepleje. Hvilket arbejde, det skal ende med, ved jeg ikke, men så længe det er noget, hvor jeg kan have fællesskab med andre mennesker, så er jeg glad. I den overgang der kommer fra sabbatsår til studiestart, vil jeg ligesom nu i overgangen fra gymnasiet til sabbatsår spørge min gode Far i himlen, om han har noget særligt i tankerne for, hvor jeg skal være.

Det største bud De næstekærlige er nutidens helte. Kærlighed til Gud er anderledes utidssvarende. Men det er i den nære relation med Gud, vi får kraft til at elske andre.

Af Amanda Sjursen Helmsdal, stud.theol, amandahsjursen@hotmail.com

39

Kilden til kærlighed findes ikke i mig selv, men i ham. Det at elske er en gave fra Gud.

Jesus sagde: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.” (Matthæusevangeliet kapitel 22, vers 37-39) Emnet, Jesus her bringer på banen, er enormt, så jeg har valgt at fokusere på følgende: Er det nok med næstekærlighed? Hvor kommer kærligheden (ikke) fra? Hvad er sammenhængen mellem at elske Gud og næsten? Og hvordan kan man elske Gud?

fordi han betalte straffen for min synd og egoisme, kan jeg nu leve i en kærlighedsrelation med Gud, som synden ellers adskilte mig fra. Så i stedet for at slutte fred med alt mit rod, vil jeg glæde mig over, at Gud elsker mig og accepterer mig helt. Han har tilgivet mig.

Kilden til kærlighed findes ikke i mig selv, men i ham. Det at elske er en gave fra Gud. ”Vi elsker, fordi han elskede os først” (1. Johannesbrev kapitel 4, vers 19) Lad os prøve at se lidt nærmere på det med at elske Gud og min næste.

En hyldest til næstekærlighed

Hjælp til at elske

De fleste er glade for næstekærlighed.

Det er et populært og positivt kodeks, som de fleste, uanset om de tror eller ej, prøver at leve efter. De næstekærlige er nutidens helte. De donerer penge og tager sig af de udsatte. Og det med god grund; for Gud har gjort det sådan, at vi fungerer bedst, når vi hjælper hinanden. Ikke når vi hver især går rundt og blot tænker på vores eget. Næstekærlighed er smukt.

Men står det alene, er det ret tomt. Kærlighed til Gud og kærlighed til næsten bør ikke skilles ad. Der må være balance. Ellers når man ud i én af to grøfter: Enten den, at man elsker Gud, men er ligeglad med mennesker omkring sig. En hyklerisk livsstil, som jeg ikke vil udpensle her. I den anden grøft prøver man at leve næstekærligt men ignorerer Gud. Derved går man glip af den mest fuldkomne kærlighed.

Det vil jeg uddybe her.

”Se ikke skabningen isoleret fra sin skaber” er en sætning, jeg har tænkt en del over. Det vil jeg gerne lære at blive bedre til. Ikke bare at se mennesker ud fra hvem de selv eller andre siger de er, men at se andre ud fra hvem Gud siger de er. Hvis jeg ser mennesker isoleret fra Gud, kan følgende ske: For det første at jeg mener, at jeg ikke har brug for Gud til at elske andre.

Uden Gud som kilde for kærligheden bliver det hurtigt overanstrengende.

Jeg går ovenikøbet glip af at elske med den livsforvandlende og mirakuløse kærlighed, som Gud giver.

For det andet kan jeg blive misundelig, og det hæmmer kærligheden.

Men er Gud med i de situationer, hvor jeg møder folk, der synes at have et bedre liv end jeg, så minder Gud mig om, at han elsker os lige højt. Han har gode planer for os begge. Når jeg hviler i det, så kan jeg pludseligt værdsætte og elske min næste.

Jeg kan også komme til at se ned på den person, jeg hjælper, eller mene, at personen ikke har fortjent min kærlighed. Med Gud som mellemmand i relationen, får jeg en mere ydmyg indstilling. Gud elskede mig, uden at jeg havde fortjent det. Ubetinget, hvilket gav et eksempel til efterfølgelse. Gud ser os begge med kærlige øjne, og vi har lige meget brug for Gud.

Kilden til kærlighed ”Du skal elske din næste som dig selv” har jeg flere gange hørt som slogan for: Du kan ikke elske andre, før du har lært at elske dig selv helt. Hvis jeg gik i gang med at se på mig selv, og prøve at elske alt jeg så, ville jeg blive stærkt udfordret. For jeg er fuld af fejl og mangler; synd er alle steder i mit liv. Derfor valgte Jesus at dø på et kors for mig. Og 40

TEMA

Jeg elsker Gud, når jeg lytter til ham og adlyder ham – provokerende men sandt.

For Gud har altid ret.

Vi kan bede Gud vise os, hvordan vi kan elske et andet menneske, bede om hans hjælp til at gøre det, og så gå i gang med at gøre det. Gud vil gerne være mellemmand, når vi elsker hinanden. På den måde elsker vi også Gud, når vi elsker hinanden.

Hvis man overser den første del af Jesu bud og går direkte til det med at elske næsten, går man glip af kærlighedsrelationen til Gud. Han vil gerne, at vi elsker andre, men han vil også have os helt tæt på sig. Det er kun der, vi kan lære at elske, som han elsker os. Det er balancen i det dobbelte kærlighedsbud.

Et væld af muligheder Da er det oplagt, at resten af artiklen handler om, hvordan man kan elske Gud. Der findes utallige måder, da Gud har skabt os kreative og forskellige. Jeg har elsket Gud ved at vaske toiletter for ham og andre. Jeg elsker Gud i fællesskab med andre, når vi lovsynger sammen. Jeg har en ven, der tegner, og når folk spørger ind til hendes tegninger, fortæller hun om, hvem Gud er – hvilken kærlighedserklæring til Gud. Det er dog ikke bare det at fx tegne, der i sig selv priser Gud. Det handler om hjertets indstilling. Er det Gud, du gør det for, eller bare dig selv? Har du dine tanker rettet mod Gud i processen? Gør du det som en respons på hans kærlighed til dig?

Jeg elsker Gud, når jeg lytter til ham og adlyder ham – provokerende men sandt. For Gud har altid ret. Han taler til mig i bibelen, i bøn og gennem andre. Så jeg søger at lære ham stadig bedre at kende og følge hans planer.

Hverdagskærlighed til Gud En god hverdagsmulighed at elske Gud på er at sætte tid af, hver dag, til at være alene med ham. Prøv at google "Personal devotion ideas", det giver godt 21.800.000 resultater, hvoriblandt der findes mange råd til, hvordan det kan se ud.

Steffany Gretzinger har skrevet en sang, der hedder ”No fear in Love”. I den er der en sætning, som tit spiller i mit hoved: ”I wanna be close to you, it’s really that simple”. Det er rart at blive mindet om, når jeg ikke kan huske, hvad mit liv gik ud på, og er i tvivl om, jeg nu også gør det godt nok.

Elsker godt nok. Når jeg kommer i tanke om de ord, er det dejligt, at jeg straks kan henvende mig til Gud. Hvis jeg føler mig fyldt af alle mulige mærkelige tanker, er det ofte en lettelse at sætte mig og læse i Bibelen og derigennem blive fyldt af Guds tanker. Tænk at kunne få lov til at leve hverdagen i et kærlighedsforhold til den levende Gud. Jesus siger, at vi skal elske Gud af hele vores hjerte, sjæl og sind samt elske vores næste som os selv. Det er fristende at blive i en intellektuel distance til Jesu ord. Men Jesus byder os at elske. Godt at Gud vil hjælpe, vejlede og elske os igennem det. ■ TEMA

41

Et nyt skoleår, et nyt KFS: Ny region, nye medarbejdere Der er sket lidt i dit yndlings kristne forbund for studerende hen over sommeren. Otte nye medarbejdere er blevet ansat, og der er blevet udrullet en ny regionsinddeling for at bringe os endnu tættere på KFS’erne.

Af Simon Kammersgaard Lindbjerg, nyhedsredaktør, simon@kfs.dk

Et nyt skoleår er startet, og det betød debut til en ny regionsinddeling i Jylland i KFS, samt til nye medarbejdere, der har sat sig på deres poster – klar til at servicere de studerende.

Nye regioner Vi præsenterede en ny regionsinddeling i Jylland fra dette skoleår, og dermed består det jyske nu af regionerne: Nord, Vest, Syd og Midt.

Den nye inddeling kommer i forlængelse af forårets styrkede fokus på videregående studerende, hvor en ekstra sekretærstilling blev oprettet for at servicere studerende i Jylland endnu bedre.

I hverdagen har regionerne betydning for, hvilken medarbejder du og din KFS-gruppe hører ind under. Og husk på, vores sekretærer og volontører sidder klar til netop at støtte op om og hjælpe dig, så tøv endelig ikke med at kontakte dem.

Du kan orientere dig på ovenstående kort omkring den nye opdeling af det gymnasiale arbejde i Jylland, samt opdelingen på området for videregående studerende.

42

KFS NYT

Find kortet i et større format på kfs.dk.

Nye medarbejdere En række nye medarbejdere er også blevet ansat henover sommeren.

Første nye medarbejder var Julie Thingmann Christensen, der startede som sekretær i nord med base i Aalborg d. 1. maj – netop som det gode sommervejr i Danmark tog rigtigt fat. Et tilfælde? Måske, måske ikke.

Den 1. august startede Rebekka Barbara Friis Rasmussen og Christina Damgaard Nielsen i deres stillinger i KFS. Rebekka er ny gymnasiesekretær i Øst, mens Christina skal arbejde ud fra en base i Esbjerg i den nye region Vest.

Også på LTC kom der nye kræfter til, da Nanna Gummesen Ellerbek startede i hendes stilling som underviser på skolen i uge 31.

I København har vi udvidet vores satsning på Uncover-materialet til bibelstudiegrupper med ansættelsen af Morten Munch som Uncovervolontør, mens vi i Frankrig har ansat Signe Oehlenschläger Petersen som volontør til at støtte op om det tyndbesatte gymnasiearbejde dér. Mød Morten og Signe andetsteds her i Til Tro. Sidst, men bestemt ikke mindst, er også tre nye KFS-volontører startet, nemlig Andreas Nørgård Pedersen i Syd, Simon Nymann Eriksen i Øst og Thomas Sørensen i Nord. Du kan ligeledes møde disse tre unge hverdagssuperhelte andetsteds her i Til Tro.

Få overblik Du kan altid få overblik over vores medarbejdere på vores hjemmeside under ”Kontakt”. Du er også altid velkommen til at kontakte KFS’ sekretariat på 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk, hvis du ikke lige ved, hvem du skal have fat i, eller har andre spørgsmål.

KFS-leder:

Gør som Gud – bliv menneske!

Af Per Ladekjær, formand i KFS, perladekjaer@gmail.com

Overskriften er ikke min, men titlen på en bog af svenskeren Stefan Gustavsson. Jeg tror, at han har fat i noget vigtigt med den overskrift. Der er rigeligt af politiske og religiøse paroler, men hvad flytter det? I medierne, på studiestederne, til debatarrangementer og måske endda i en diskussion over middagen hører vi et hav af holdninger til alt muligt. Der er Bezzerwizzere, Mads og Monopolet, politikere, kommentatorer og bloggere, der fylder os med deres meninger. Men hvad flytter det? Der er i hvert fald et stort problem: Vi ved, at mennesker i dag stort set kun lytter til dem, vi i forvejen er enige med.

KFS har også en fare for at være en forening, der har nok af paroler og holdninger. Men hvad nytter det, hvis vi ikke kan bryde igennem lydmuren til andre end dem, der er enige med os. Måske kender du frustrationen over at have et virkelig vigtigt budskab, men der er ikke rigtig nogen, der vil lytte til det. Måske ikke engang dem, der kender os allerbedst, og som vi holder allermest af.

Jeg tror, at Gud må have haft det sådan. Han har skabt menneskeheden og sendte profeter til verden. Men ingen lyttede til verdens vigtigste budskab. De lyttede til deres egne profeter, der kunne bekræfte dem i, at alt stod fint til. De fattede ikke alvoren.

De opfattede måske ikke engang, hvad der blev sagt. Så Gud blev menneske! En af os. Så vi ville lytte og forstå, fordi det var en af vores egne.

Det er derfor, vi har brug for, at verdens bedste budskab har kød og blod ude på studiestederne. Vær en næste for dine medstuderende, for ørerne er lukkede for ord uden kød og blod. Der er et utal af andre gode grunde til at være en næste. En af de bedste, jeg kender, handler om, at Jesus kom som den ukendte og foragtede barmhjertige næste for at redde dig og mig. Der var

ingen, der havde efterspurgt den handling. Han kom bare og brød forstyrrende ind i vores virkelighed og gav sit liv for os, selvom vi ikke fortjente det. Når jeg har taget imod den kærlighed, han dér viste, så bliver man drevet til at gøre godt mod andre. Så forstår man også, at man er forpligtet til kærlighed mod andre end dem, der i forvejen er enige.

I TIDEN

43

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

“”

Og her kommer han, ham, der er Guds søn, tømrersønnen fra Nazaret, stenen i skoen. Han kommer med sine dybe og provokerende ord, men også med sin redning. Som en samaritaner, der vandrer ind i hjertet, viser medynk, forbinder den lidendes sår, løfter ham op, og vil bringe den i sikkerhed, som lukker ham ind.

Thomas Frovin Temaartikel side 6

Støt KFS’ arbejde økonomisk Via MobilePay: 1956 Via bankoverførsel: 9402-0004054954 Via kfs.dk – klik på

STØT KFS

i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer 44

Hvad går pengene til?

Fx Uncover Vi ønsker, at alle studerende må kende Jesus og har derfor gjort vores bibelstudiemateriale, Uncover, gratis tilgængeligt. Vi bruger desuden ressourcer på at støtte Uncover-grupperne og de, der har lyst til at starte en gruppe. Se mere om Uncover inde i bladet.