Til Tro #2 2018 – Døden

2. kvartal · 2018 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

Tema:

Døden +

På hospice taler de døende om livet TEMA side 6

+

Påskelejr 2018 med klar mission KFS NYT side 9

+

Mit hjerte lever måske videre, når jeg dør I TIDEN side 16

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin.

Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.

Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 9402-0004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet.

Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Studentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvarshavende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Simon Kammersgaard Lindbjerg (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Stud.scient.soc.

Mathilde Mølgaard Stud.med. Janus Rønn Lind Lærerstuderende Anja Irene Sønderby Bak Stud.polyt. i Design og Innovation Mathias Lind Neuenschwander Stud.psyk. Amalie Hartvig Munk Stud.teol. Signe Thorup Elmelund Stud.teol. Filip Bak Stud. polit. Sebastian Hørlück Gymnasieelev Jonathan Oehlenschläger Rasmussen Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Henrik Elias Kristensen Henrikelias.dk Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.tiltro.dk Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

2

Indhold kfs Nyt I tiden Tema

09

Påskelejr 2018 med en klar mission

04

Fra redaktionen

17

KFS' tre nye stærke kvinder

10

Bøger: Alle gode gerninger – Dit arbejde er en tjeneste

26

Bedeliste: Det er for vildt

Refleksion: Mit hjerte lever måske videre, når jeg dør

26

16

KFS præsenterer ny sekretær i Esbjerg

Globalt: Hvor meget må det koste?

27

21

Suk hjerte, brist ikke

Bøger: Pontius Pilatus

30

22

Studerende i Aarhus

Kommentar: Vi skal aktivt hjælpe til liv

30

34

Turister og evangelister

42

Generalforsamling i kølvandet på historiske beslutninger

42

Grønland: Vi vil så gerne have flere med

06

Vi taler om livet

11

Døden har en udløbsdato

18

Livet fik en skygge

23

Skabt forgængelig

28

Tag afsked

32

Aftryk af opstandelsen

36

Portræt: Rebecca Nissen

37

Læserbrev: Hold fokus

38

En hilsen fra livets kyst

43

KFS-leder: Håbet er levende

3

Fra redaktionen:

Kære læser Dette magasins tema indbyder måske ikke ligefrem til hyggelæsning i solen på din altan. Døden er et tungt og kompliceret emne, som, for de fleste studerendes vedkommende, heldigvis ligger langt ude i fremtiden. Så hvorfor skal du kaste dig ud i læsningen af et magasin med døden som tema? Og hvorfor udkommer det her i starten af sommeren, hvor lyset, livet og varmen endelig vender tilbage efter en lang vinter? Det vil jeg gerne give dig tre gode grunde til: 1. Vi taler for lidt om døden For det første er det vores fornemmelse, at studerende ofte har svært ved at tale om døden på en naturlig og nuanceret måde, og at mange er uafklarede i forhold til de spørgsmål, der knytter sig til den. Hvornår begynder og slutter et liv? Er der et liv efter døden? Hvad er en værdig død? Den samtale vil vi gerne være med til at åbne, for som det oftest er tilfældet, gør vi døden langt lettere at forholde sig til, når vi deler vores følelser, tanker og overbevisninger om den. Samtidig kan det bringe os i kontakt med glæden og taknemmeligheden over livet, når vi forholder os til døden. Det kan du læse et eksempel på i ”Vi taler om livet”, som er en reportage fra Arresødal Hospice.

2. Vi møder døden på vores vej gennem livet For det andet kommer vi med stor sikkerhed til at stå ansigt til ansigt med døden adskillige gange i vores liv. Vi konfronteres dagligt med den, når vi gennem nyhedsstrømmen hører om naturkatastrofer, ulykker og konflikter, og vi møder den helt tæt på, når mennesker vi kender og holder af dør eller forbereder sig på at dø. Et eksempel på dét kan du læse i artiklen ”Livet fik en skygge,” hvor psykolog Rebecca Thomsen fortæller om, helt uventet, at miste sin bror. I de situationer er det afgørende, at vi ikke tabuiserer eller fremmedgør det at dø, for det kan skabe en stor ensomhed hos den, der mister – og før eller siden er det os selv.

3. Døden og sommeren er ikke modsætninger Men hvorfor så et sommernummer? Fordi der, i kristendommen, egentlig slet ikke er nogen modsætning mellem døden og sommeren. Tværtimod. Sat lidt på spidsen er døden, for den kristne, i lige så høj grad forbundet med liv, lys og håb, som sommeren er det. Med et citat fra Børge Haahrs artikel ”Døden har en udløbsdato”: ”Når en kristen dør, vil de pårørende sørge og græde. Det er vores måde at sige på, at døden strider mod kærlighedens fællesskab og samhørighed […] Men dødens tyranni har en udløbsdato. I det større perspektiv er døden et midlertidigt ubehag, som Gud som straf for synden har knyttet til menneskelivet. Vi sørger derfor i mødet med døden, men i mødet med et kristent menneskes død sørger vi ikke uden håb. Vi tror på en opstandelse og et evigt liv sammen med Kristus.”

Så velkommen til et sommertema om døden. Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

God læselyst!

4

www.forfulgtekristne.dk

Tegning: Hemmeligt bedemøde i Nordkorea

Forfulgte kristne og andre nødlidende i Nordkorea har brug for medicin og mad

Dansk Europamission Hjælp til forfulgte - evangeliet til alle

Vi taler om

livet

Til Tro bringer her en reportage fra Arresødal hospice, hvor ikke kun død og sygdom får spalteplads, men også livet.

Af Ida Esmarch Pedersen, stud. sprogpsykologi, idaesmarch@gmail.com

Lige på den anden side af Kregme drejer jeg til højre. Den smalle vej snor sig et lille stykke igennem skoven og på trods af de poppede toner fra P3, der flyder ud fra bilradioen, kan jeg mærke freden sænke sig. Igennem de nøgne vintertræer kan jeg skimte en flot, hvid bygning, og snart får jeg at vide, at jeg er nået min destination: Arresødal Hospice. Det er tirsdag formiddag, og jeg er her for at tale om døden, og hvordan det er at arbejde et sted, hvor den konstant er i fokus.

Nænsom nysgerrighed Lisbet møder mig i receptionen, og siger hej med syngende bornholmsk accent og et stort smil. Der står et stort, hvidt bloklys lige til højre for indgangen. Det er slukket. Omgivelserne er lyse og indbydende, og på flere af væggene er der malet klitlandskaber i bløde farver. Lisbet har været hospiceleder siden 2011 og er desuden gammel KFS’er. Hun foreslår, at vi starter med en tur rundt i huset. Selv på en kedelig og grå februardag er lysindfaldet slående. Det gælder både i den patientstue, som for en kort stund står tom, og i det store opholdsrum i midten af huset. ”Får du lige en tur i hyggekro6

TEMA

gen?” spørger Lisbet en pårørende, der sidder i sofaen. Der er en ro og naturlighed over den måde, som hun interagerer med både patienter, pårørende og medarbejde, som vi møder. ”Ja, det gør jeg,” svarer den pårørende og fortæller, at hans kone nyder en stund i jacuzzien.

Lisbet bruger begrebet nænsom nysgerrighed, når hun prøver at beskrive tilgangen til at tale med patienterne om døden: ”Det der med at tale om det, som er svært, det gør man med de mennesker, som man finder genklang hos. Jeg skal være med til at spørge patienterne, hvad de tænker og hvilke overvejelser, de har. Men hvis patienten ikke vil snakke med mig, så skal jeg også respektere, at det ønsker vedkommende ikke. Omvendt skal patienten også kunne mærke genklang hos mig – at det er okay at snakke om,” fortæller hun. ”Vores livsstrategier tager vi med. Derfor siger nogle: Jeg ved godt jeg skal dø – jeg vil ikke snakke med jer om det, og for andre kan det slet ikke undgå at fylde. Men som én sagde: Man kan ikke holde ud at se på solen hele tiden – man må dreje øjnene væk.” Og med det billede begynder jeg langsomt at forstå, at døden ikke kan være i fokus hele tiden, sådan som jeg først

havde antaget – selv ikke på et sted med patienter, der alle er døende.

Hr. og fru Jensen Der er 19 hospicer i Danmark, som i alt har 250 sengepladser til mennesker, der er uhelbredeligt syge og har begrænset levetid. Den gennemsnitlige liggetid er 21 dage; nogle ligger et døgn, og andre ligger der i tre måneder. Lisbet viser mig ud af havedøren. Hun vil vise mig sansehaven, som de store vinduespartier i opholdsrummet vender ud i mod.

Vi når i fællesskab frem til, at der er lige så mange forskellige måder, at forholde sig til døden, som der er mennesker i dette land: ”De patienter, der kommer her, de ved alle sammen, at de er uhelbredeligt syge. Nogle siger, jamen jeg skal jo snart dø, andre siger, jeg skal have det så godt som muligt, så længe jeg lever, og så er der dem, der siger, jeg skal jo ikke dø nu. Og det har noget at gøre med, at overlevelsesmekanismen også eksisterer, selv om man har fået at vide, at man har en dødelig sygdom,” siger Lisbet og understreger, at de syge, der

[...] de syge, der ligger her, det er sådan nogle som dig og mig, som er blevet syge. Det er ikke en anden slags mennesker. ligger her, det er sådan nogle som dig og mig, som er blevet syge. Det er ikke en anden slags mennesker. Der er Hr. og Fru Jensen. Vores nabo, vores veninde, vores familie eller os selv: ”Nogle er rigtig gode til at snakke om det og har været det altid. Andre har aldrig berørt emnet.”

Vi møder flere patienter, mens Lisbet viser mig rundt.

Sygdommen er fremtrædende i deres ansigter. Jeg mærker min egen berøringsangst, men fornemmer samtidig en uudtalt accept af livets afslutning, som en integreret del af både hospicets bygninger og omgangstone, og det giver en form for ro.

At blive berørt eller ramt Vi er tilbage i receptionen efter at have været igennem det meste hele huset. Lisbet fortæller, at det hvide bloklys ved indgangen har en helt speciel funktion. Det bliver tændt, når en patient dør, og brænder ind til kisten køres ud til rustvognen. Der er cirka 140 dødsfald om året på Arresødal. Det står altså ofte tændt, men ikke i dag.

Vi sætter os op i et mødelokale på første sal. Vi snakker om, hvordan man som medarbejdere selvfølgelig bliver påvirket af at arbejde et sted med dødsfald hver tredje dag: ”Der er nogle gange, hvor det kan gå tættere på. Jeg lægger altid mærke til dem, der har samme fødselsår, som mig selv.

Jeg registrerer det også anderledes, hvis det er en patient, der på den ene eller anden måde er i de samme livsomstændigheder som mig selv.” Hun beskriver det som forskellen på at blive berørt eller ramt – og nogle gange går det bare tættere på. Derfor er det også helt afgørende, at medarbejderne

Når jeg ser et menneske blive så enormt glad for at have været i jacuzzi eller få smagen af en appelsin, som hun ellers ikke kan spise – det bliver jeg utrolig glad over. Jeg bliver mødt med meget lidelse, men også enormt meget dejligt og glædeligt.

7

Og der rammer det mig: At det er her og nu, mens vi er i livet, at vi også må tale om døden, og det som ligger efter den. For når døden nærmer sig, har vi i høj grad brug for også at snakke om livet.

kan snakke med hinanden om det, som de oplever og bliver berørt af, fortæller Lisbet og understreger, at der også er mange små ting, som hun møder i sit arbejde, som pludselig får stor betydning: ”Når jeg ser et menneske blive så enormt glad for at have været i jacuzzi eller få smagen af en appelsin, som hun ellers ikke kan spise – det bliver jeg utrolig glad over.

Jeg bliver mødt med meget lidelse, men også enormt meget dejligt og glædeligt. Og det er jo ikke tungt, fordi vilkåret er, at det her menneske nok ikke skal leve så meget længere, men tænk at være med til at gøre det så godt som overhovedet muligt.”

Gud tager sig af det I det arbejde, som Lisbet har, tænker jeg, der må være en del overvejelser om sammenblandingen af fag og tro. Lisbet fortæller, at mange spørger hende, hvordan hun kan holde ud at være sådan et sted, hvis mennesker går fortabt, og svaret kommer prompte: ”Det der med frelse og fortabelse, det ligger heldigvis uden for mit bord. Det er Gud, der tager sig af det. Jeg er slet ikke ansvarlig for det. Det hjælper mig rigtig meget.”

Det med, hvad der sker efter døden, er ikke noget, der fylder meget i samtalen på hospicet: ”Jeg synes nogle gange, vi stiller for store krav til det at være døende, som vi ikke stiller til os selv. Som døende skal man tænke på det og det og det. Men de skal jo også tænkte på, at de skal væk fra deres kære. Og de er møgtrætte. Det er krav, som vi i så fald også skal stille til os selv og vores nærmeste.” Det sætter gang i min egen refleksion. Jeg forholder mig ikke selv i særlig høj grad til døden, men jeg forventer, at alle døende må gøre det. Men faktum er nok bare, at døden er svær at forholde sig til, lige meget om den er lige foran os eller føles langt væk.

Og så kommer Lisbet med en interessant pointe: ”De fleste mennesker, Jesus talte med, var ikke nogen, som var tæt på døden. Han taler med røveren på korset, men ellers er det 8

TEMA

stort set ingen døende mennesker. Der er den døde, han vækker til live, og nogle syge, som han tager vare på, men ellers så taler han jo med mennesker i alle mulige forskellige situationer.” Og der rammer det mig: At det er her og nu, mens vi er i livet, at vi også må tale om døden, og det som ligger efter den. For når døden nærmer sig, har vi i høj grad brug for også at snakke om livet.

Livet fylder Klokken er blevet tolv, og det er tid til et varmt frokostmåltid i den fælles opholdsstue. Der er krebinetter, kartofler og brun sovs på menuen. Det hele tilberedt i små bidder, så det er lettere at få ned, hvis sulten er fraværende. Det er en blanding af pårørende og patienter, der spiser med. Inge, som er frivillig en gang om ugen, serverer maden for os. Lisbet læner sig hen mod mig og hvisker mig noget i øret, som understreger det, vi netop har snakket om: Man ikke taler om døden ved bordet – man taler om livet. Og det oplever jeg. I den ene ende snakkes der om muligheden for at arrangere en fastelavnsfest med tøndeslagning, og i den anden ende diskuteres det, om et hotel kan have max fem eller seks stjerner. Det sidste fordi flere af patienterne var enige om, at Arresødal i så fald måtte være seks plus. Der er rester fra de fastelavsboller, som blev serveret i går, og jeg siger ikke nej til en halv. Mens jeg kæmper med flødeskumsfyldet, siger en patient med et glimt i øjet, at de skal passe på med at få for mange af dem, for så kan de jo ikke være i jacuzzien længere.

Lisbet og jeg går op på hendes kontor for at hente mine ting. Vi snakker om den kontrast mellem døden og livet, som jeg netop har oplevet. ”Når døden kommer – det er nu eller aldrig – det er så definitivt,” siger Lisbet, men ”det er livet, der fylder”. Vi bevæger os mod udgangen. Bloklyset er stadig slukket. Mit besøg har overraskende nok været lige så fyldt af liv som af død. Og det er i virkeligheden det, jeg er mest fyldt af, da jeg sætter mig ind i bilen og kører hjemad. ■

Reportage:

Påskelejr 2018 med en klar mission På Påskelejr lykkedes det at få grundtonen i årets tema slået an igennem lejrens undervisning og fællesskab.

Af Simon Kammersgaard Lindbjerg, lejrjournalist på Påskelejr 2018, simon@kfs.dk

Er hovedtemaet vigtigt på en Påskelejr i KFS? Er det ikke hyggen, fællesskabet og forkyndelsen i sig selv, der bærer oplevelsen?

Tja, det kan der være noget om. Men et tydeligt tema kan dog – når tingene går op i en højere enhed – lede til en utrolig klarhed. Denne klarhed nåede i hvert fald denne skribent på årets lejr. For temaet ”Guds mission – for os – for verden” indeholder mange vigtige pointer.

Guds Mission – for verden Hvad er Guds mission egentlig? Vi er nok mange, der automatisk læser “mission” som ”missionsbefaling” og tænker dette som en uoverskuelig pligt, der bliver trukket ned over hovedet på os kristne.

Men så starter vi det forkerte sted og kigger på, hvad vi skal gøre, i stedet for hvad Gud gør. Og til bibeltimerne stod det klart, at Guds mission starter med Gud. Det er ham, der handler.

Det gør han ved selv at fjerne det, der skiller mennesker fra ham, nemlig synden. Før vi kan være formidlere på Guds mission, må vi gribe dette budskab. Missionen starter altså med Jesus, ikke med os.

Mission, der hvor jeg er Til Påskelejrs undervisningsseminarer, de såkaldte Spor, var temaet om mission også i fokus. Her var temaer om apostlene i den tidlige kirke, fortællinger om livsmission fra modne kristne og ikke mindst fokus på, hvordan man lever i mission i sin hverdag.

På Sporet “Der hvor man er” blev der holdt et oplæg, hvor følgende dilemma blev opstillet: Studerende bruger i gennemsnit 39,3 timer om ugen på studiet og dermed er vi sammen med vores medstuderende de fleste lyse timer i døgnet. Men er det også dem, vi bruger fritiden med? Eller samles vi kristne for os selv uden at dele vores tro med vores studiekammerater omkring os?

Der var efterfølgende inspiration til, hvordan vi kan lære af Jesus til at blive ægte venner, kærlige medvandrere og ærlige samtalepartnere for vores studiekammerater.

Gud mission – for os Lejrens aftenmøder bandt dagligt en fin sløjfe på temaet med fokus på Guds mission igennem os. Et godt eksempel var mandag, hvor Hanne Legarth fik formuleret det stærkt fra scenen: ”Vi er alle både modtagere og formidlere af Guds mission”.

Vi er modtagere på den måde, at vi i Guds tilgivelse er modtagere af Guds mission for os. Vi er dernæst formidlere overfor vores medmennesker, da Gud i et dristigt træk har sendt os ud for at dele det, vi selv har modtaget, i hans mission for verden.

I KFS er vores formål at støtte studerende til at gøre Jesus kendt blandt deres studiekammerater – og det fortsætter vi med så længe, der er brug for det.

KFS NYT

9

Bøger:

Alle gode gerninger – Dit arbejde er en tjeneste Timothy Keller og Katherine Leary Alsdorf Udgivet af Credo 2018 Pris: 249,95 kr Af Lisa List Nissen, psykologistuderende, lisalistnissen@gmail.com Som studerende bliver jeg ofte konfronteret med fænomenet ”arbejde” på mange forskellige måder. Dét, at arbejde fylder ofte på daglig basis, og jeg har på fornemmelsen, at dette ikke kun gør sig gældende i mit liv, men er noget, der fylder i manges liv, på tværs af alder, køn, uddannelse osv. Derfor er Timothys Kellers bog Alle gode gerninger også enormt aktuel, idet den adresserer et fænomen, som vi alle på en eller anden måde bliver konfronteret med.

Keller belyser, hvordan vi kan forstå arbejdet i en kristen kontekst samtidig med, at han også beskriver, hvordan vi skal forstå arbejdet, når det ikke bærer frugt. Alle gode gerninger er en rigtig fin bog, der formår at tale om arbejdet på en meget inspirerende måde ind i en meget aktuel kontekst.

Dit arbejde er en tjeneste Timothy Keller introducerer først flere forskellige syn på arbejdet, og han beskriver, hvordan man som kristen nemt kan blive forvirret i både valg og udførelse af arbejde. Keller ønsker derfor først og fremmest at klargøre, hvordan arbejdet er skabt af Gud som en gave til os mennesker, der kan bidrage med frihed i Guds nærvær. Derudover forklarer han, hvordan Gud skabte arbejdet som en nødvendig del af livet, der giver os mulighed for at tjene Gud og finde os selv, som dem Gud har skabt os til at være.

Inspirerende fortællinger I bogen møder vi mange forskellige fortællinger, der på hver sin måde er med til at skabe eksempler på, hvordan vi kan forstå arbejdet. Gennem disse fortællinger møder vi både den gode historie om arbejdet som en gave, og den svære historie om arbejdet som en udfordring. Det bidrager med muligheden for at kunne identificere sig med Kellers budskaber, og som læser

10

I TIDEN

føler jeg mig derfor mødt og respekteret. Keller taler nemlig ikke kun til den, der formår at møde Gud gennem arbejdet, men også til den, der kan føle sig overset. Videre skaber det grobund for en forbindelse mellem den tro, vi har på Gud, og det liv vi lever til daglig. Kellers fortællinger skaber rum og mulighed for en sammenhæng mellem vores kirkegang om søndagen og det liv, vi lever resten af ugen.

Evangeliet frem for alt Kellers største ønske med bogen er, at vi må forstå, hvordan arbejdet kan være Guds måde at knytte os sammen med ham og hinanden på. Keller beskriver, hvordan evangeliet sætter os fri fra, at vores arbejde skal være det, der giver os værdi, og at det samtidig giver os friheden til at forstå alle former for arbejde som betydningsfulde: ”Når vores blik er oplært af evangeliet, kan vi se hele verden stråle af Guds herlighed i hans arbejde gennem de mennesker, som han har skabt og kaldet”. Kaldet om arbejde er derfor ikke kun til mig, men et kald efter fællesskab med Gud og med andre. Keller formår således at trække tråde ind i den enkeltes liv samtidig med, at han også trækker tråde ind i fællesskabet.

Kort sagt Alle gode gerninger er en bog, der ønsker at beskrive mere end arbejdets betydning i sig selv.

Det er en bog, der både retter blikket indad og udad i forsøget på at fortælle om Guds store kærlighed til os. Gennem nogle livsnære og inspirerende fortællinger formår Keller at skabe en god læseoplevelse samtidig med, at han berører nogle meget essentielle temaer indenfor fænomenet arbejde. Keller formår således at skrive til mange målgrupper og livssituationer på en pædagogisk og tydelig måde.

Døden har en udløbsdato Jesu opstandelse skal forstås lige så konkret som den tortur, han gennemlevede, inden han døde på korset. På samme måde er vores evige liv lige så virkeligt som den sygdom og smerte, vi oplever ved dødslejet. Opstandelsens magt er gennemgribende stor.

Af Børge Haahr Andersen, Rektor på Dansk Bibel-Institut, bha@dbi.edu

11

Da kvinderne påskemorgen går ud til graven for at fuldføre begravelsesritualerne, går de med hele menneskehedens tyngde og erfaring. Døden er kommet ind som en ubønhørlig og brutal magt, der har skilt dem fra Jesus, deres håb om en anderledes fremtid.

Jeg har et vennepar fra min ungdom, som blev gift et par år, før jeg selv nåede så langt. Et par lovende mennesker, hvor hun var sygeplejerske, og han i gang med en akademisk uddannelse. Kort efter det første barns fødsel blev han ramt af en psykisk lidelse, og de sidste fire årtier har været forfærdelige. De sidste tyve år har han siddet i en kørestol og kan i dag ikke tale, så det kan høres. Men hans hustru er trofast blevet ved hans side i alle disse år, selv om livet formede sig meget anderledes, end de drømte om som unge.

Deres eksempel har vist mig, at kærlighed er stærk som døden. Et menneske, der virkelig elsker et andet, kan gennemleve smerter, ydmygelser, nederlag, sygdom og kriser.

Den sande kærlighed tror alt, håber alt, udholder alt.

Denne artikel handler om en magt, der er endnu stærkere end kærlighed mellem mennesker. Jeg tænker på opstandelsens magt. Men først skal vi lige en omvej omkring tyngdeloven.

Da Jesus overvandt tyngdeloven Vi har en finurlig beretning i evangelierne om Jesus, der ved en bestemt anledning overvinder tyngdeloven. Denne lov er ellers en af de mest stabile erfaringer, vi har. Men Jesus er herre selv over naturen. Normalt bruger han en båd som transportmiddel eller talerstol. Men ved en bestemt anledning demonstrerede han sin magt over naturen, og modtager en fortjent hyldest som Guds søn. Jesus har en pædagogik, som vil noget. Han skræmmer livet af disciplene på en måde, sådan at de for altid vil huske vandringen på søen.

Jesus havde sendt disciplene i forvejen med en båd over Genezaret sø, mens han selv går afsides for at bede. Dette havde de prøvet før. Det, de ikke havde forberedt dem på, var den måde, Jesus ville vise sig for dem igen. Mens de kæmper med et hårdt vejr efter mørkets frembrud og har svært ved at få båden til at makke ret, kommer Jesus gående på søen.

Dette syn var total surrealistisk for dem. De skreg af frygt, står der. I Jesu selskab kommer de ud for voldsomme oplevelser, men denne er ekstrem angstprovokerende. De tror, de ser et spøgelse, et overnaturligt gespenst, der kommer svævende hen over bølgerne. Da Jesus tiltaler dem, og de falder til ro, er dramaet fortsat ikke forbi. Peter, der aldrig kan holde sin store mund lukket, spørger, om ikke han må få en spadseretur på søen. Det tillader Jesus. Og pludselig er der to mænd, 12

TEMA

der vader rundt oven på vandet, som om tyngdekraften ikke længere findes. Da Peter begynder at tænke sig om og dermed viser, at han indtil videre har handlet helt spontant, bliver han bange og begynder at synke. Han rækker ikke ud efter båden i baggrunden, men råber til Jesus om hjælp. Så griber Jesus hans hånd, og sammen stiger de op i båden.

Jeg tror, at denne beretning virkelig er sket. Ikke fordi den har efterladt sig arkæologiske spor! Men jeg tror, at tyngdekraftens skaber ikke selv er afhængig af tyngdekraften.

Derfor tror jeg, at Jesus som Guds søn og samtidig et menneske af kød og blod kunne finde på at gå på vandet og efterlade et uudsletteligt indtryk i apostlenes erindring.

Dødens lov Der er en anden lovmæssighed i tilværelsen, som er endnu mere forudsigelig end tyngdeloven. Det er den erfaring, at vi lever en begrænset årrække, indtil vi bliver syge eller rammes af en ulykke og dør. Lige siden Adam og Eva i sin tid gik ud til en frisk grav, hvor deres søn Abel hvilede, har vi mennesker været bundet af den lovmæssighed, at vi skal dø. Det hører med til vores historie, at vi er på vandring mod graven, vores forældres grav, vores venners grav, måske vores ægtefælles grav, vores egen grav. Da kvinderne påskemorgen går ud til

Jeg tror på Gud, som er livets herre og skaber. Han kan ikke dø, og han kan give mennesket udødelighed, sådan at det opstår med krop og ånd. graven for at fuldføre begravelsesritualerne, går de med hele menneskehedens tyngde og erfaring. Døden er kommet ind som en ubønhørlig og brutal magt, der har skilt dem fra Jesus, deres håb om en anderledes fremtid.

Da Jesus kommer vandrende på søen, er disciplene totalt uforberedte. Med hensyn til Jesu død og gravlæggelse havde Jesus forsøgt at forberede sine disciple. Han havde talt til dem om sin død og opstandelse i Jerusalem. Men disciplene kunne ikke rumme det. De regner med, at det er en slags billedtale, der handler om noget andet end en tom grav og en fysisk opstandelse. Selv kæmpestenen, der er væltet fra, englenes budskab, synes ikke umiddelbart at kunne tilsidesætte

den massive erfaring af dødens magt, som de har med i bagagen. Jesus må vise sig for dem, spise sammen med dem, tale til dem, vise dem skriftens forudsigelser af opstandelsen og henvise til hans egne ord, før det langsomt dæmrer. Og siden da har intet været som før.

Jeg tror på dødens tilstedeværelse i verden på samme måde, som jeg tror på tyngdekraften. Døden er uhyggelig og brutal. Den ødelægger vores krop og den unikke blanding af ånd og støv, som et menneske er. Den skiller os fra dem, vi elsker, og den har den uigenkaldelighed over sig, som giver mening til det gamle ordsprog: Hellere levende hund end død løve. Jeg tror godt, jeg kan forstå kvindernes sindstilstand, da de søndag morgen går med tunge skridt ud til en frisk grav.

Jeg har selv prøvet at gå ud til en frisk grav og mærke, hvordan det river i sjælen, fordi nogle, jeg elskede, var blevet revet fra mig.

Opstandelsens lov Alligevel tror jeg, at der er en stærkere magt og lovmæssighed end døden. Jeg tror ikke på en iboende usynlig del af menneskets indre, som er udødeligt, at et menneskes ”jeg” eller ”sjæl” er udødelig, sådan at det lever videre i én eller anden form efter døden. Men jeg tror på Gud, som er livets herre og skaber. Han kan ikke dø, og han kan give mennesket udødelighed, sådan at det opstår med krop og ånd. Når der i Bibelen står, at Gud er fra evighed til evighed, så betyder det, at Gud er den levende, som ikke kan dø. Når den opstandne Jesus siger: ”Jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder” (Johannes Åbenbaring kapitel 1, vers 18), så siger dette noget om den unikke person, som Jesus er. Et almindeligt menneske kan godt have hjertestop nogle minutter og alligevel overleve. Men en dødsproces bliver før eller siden så uigenkaldelig, at alt håb er ude. Jesus var den unikke forening af guddommeligt og menneskeligt, at han kunne dø, som det skete, da han i fuld offentlighed udåndede på korset. I oldkirken sagde man det på den måde, at Jesu menneskelige egenskaber gennemtrængte hans guddommelige egenskaber, sådan at han, der var Gud og dermed udødelig, fik den menneskelige egenskab, at han kunne dø. Samtidig var han guddommelig, og havde dermed den unikke udødelig egenskab, at han efter døden kunne rejse sig til livet igen og aldrig mere dør. Som Jesus selv siger det i afsnittet om sig selv som den gode hyrde: ”Jeg har magt til at sætte mit liv til, og jeg har magt til at få det tilbage” (Johannesevangeliet kapitel 10, vers 18).

Endelig tror jeg, at den vandring fra død til opstandelse, som Jesus gennemgik, er et mønster for, hvordan en Jesu discipel skal gå gennem død til evigt liv. Det var essensen i budskabet påskemorgen: ”Jeg lever,” sagde Jesus, ”og I skal leve”. Denne tro bygger jeg ikke på nærdødsoplevelser eller en synlig fornemmelse af, hvad der sker, når et menneske udånder. Jeg bygger det ene og alene på den bibelske beretning om Jesu død og opstandelse, og på Jesu omhu med at udvælge de vidner, som både kendte ham under hans jordeliv, og som spiste og drak sammen med ham efter opstandel-

sen. Jeg tror, at kvinderne påskemorgen oplevede noget helt utroligt. Stenen var væltet fra, Jesu krop var væk, og han, som var korsfæstet, viste sig i live for kvinderne og de mandlige disciple. Det skete ikke bare en enkelt gang, men igen og igen på en måde så selv de skeptiske disciple blev overbevist om, at tømreren fra Nazaret virkelig var Guds søn og dødens overmagt. Jeg har brug for de fire evangeliers beretning om, at det ikke sluttede med gravlæggelsen og mindet, men med en tom grav og en legemlig opstandelse. Jeg har brug for apostlenes gerninger, som udfolder, at Jesus i fyrre dage trådte frem for disciplene ”med mange beviser på, at han levede” (Apostlenes Gerninger kapitel 1, vers 3). Endelig har jeg brug for Paulus’ beretning. Tre gange i Apostlenes gerninger fortælles om, at Paulus uden for Damaskus så den opstandne og talte med ham. Og han udfolder det i opstandelseskapitlet i 1. Korintherbrev kapitel 15, sådan at han drager et klart link mellem Jesu opstandelse og menighedens kommende opstandelse. Jeg har brug for alle de historiske detaljer i beretningen.

Af jord skal du igen opstå Jeg besøgte for nogle år siden Karl Ludvig Reichelts grav i Hong Kong. Denne viede hele sit arbejdsliv på at udbrede evangeliet i det daværende Kina og efterlod en kristen kirke ved sin død i 1954. Uden for kirkegården står et skilt med, at dette er en kristen kirkegård, og det derfor ikke er tilladt at tænde lys eller på anden måde tilbede forfædreånderne.

Dette ser man ellers overalt i Hong Kong, at der tændes lys og brændes røgelse og bringes forskellige ofre for at tilfredsstille de afdøde ånder.

For mig blev det en påmindelse om, at budskabet om Jesus, som gik gennem døden til opstandelsen, giver et nyt syn på døden. De levende er ikke længere bundet til de døde, sådan at man skal tilfredsstille forfædreånder med gaver og ofre. Vi mindes med taknemmelighed de døde, der har betydet noget for os. Men vi beder ikke for de afdøde, og vi tilbeder ikke de døde. Vi frygter ikke, at de vil straffe os, hvis ikke vi lever op til visse normer om ærbødighed og tilbedelse.

I en sekulariseret kultur som vores er det for mange en selv-

Der kommer en dag, da døden skal være fortid. En dag skal vi være med til dødens begravelse følge. Men i en stor del af verden er et menneskes fremtid og skæbne i høj grad afhængig af en tro på, at de afdøde stadig påvirker de levendes liv og fremtid.

Jeg tror på Jesu opstandelse. Og på, at Jesus en dag skal komme igen for at dømme levende og døde. I de få årtier, vi lever på jorden, er vores liv bundet til jordelivet. Jorden er vores hjem, og det livsrum, vi hver især har, er Guds gave til den enkelte af os, for at vi med udgangspunkt i det livsrum, som er vores, skal erobre vores del af verden. Døden er et grundvilkår og samtidig et midlertidigt fremmedelement i verden. Døden var ikke en del af et menneskes vilkår, da TEMA

13

Lige så konkret som at de pårørende har oplevet sygelejet, det sidste åndedræt, dødens kulde og magt, lige så konkret skal det én dag opleve legemets opstandelse og det nye liv i en genskabt verden.

Gud skabte verden. Ikke at Adam og Eva i sig selv var udødelige, men de var skabt til evigt liv og Gud havde sat livets træ i paradiset med henblik på at give dem evigt liv. Døden er heller ikke en del af den kommende verden. Der kommer en dag, da døden skal være fortid. En dag skal vi være med til dødens begravelse, siges det i Johannes Åbenbaring i forbindelse med dommen og den kommende verden (kapitel 20, vers 14). Døden har blot et midlertidigt herredømme som en del af Guds straf over menneskes gudsoprør. Når et menneske på baggrund af Jesu gerning kommer til det stadium, hvor det er gået fra døden til opstandelsen, så har døden ikke længere nogen magt eller mulighed. Den vil blot være et levn fra den fortid på jorden, hvor mennesket levede i en evig frygt for dødens brutalitet og fangenskab.

I praksis betyder det, at når jeg siger ordene ved en begravelse: ”af jord skal du igen opstå,” så skal disse ord forstås lige så bogstavelige som ordene om, at det kristne menneske skal dø og blive til jord. Lige så konkret som at de pårørende har oplevet sygelejet, det sidste åndedræt, dødens kulde og magt, lige så konkret skal det én dag opleve legemets opstandelse og det nye liv i en genskabt verden. På samme måde som vi må forstå det helt bogstaveligt, at Jesus blev pisket og torturereret, led og til sidst døde, på samme måde må vi forstå den tomme grav og Jesu fysiske tilsynekomst som noget konkret og historisk.

At sørge med håb Paulus bruger ordene oprejst og levendegjort både om Jesu opstandelse og om troens tilblivelse i den kristne. Selve troens tilblivelse er en ny fødsel, en overgang fra død til liv, og selve Kristusrelationen i den kristne har evigheden for sig.

Livets kraft skal engang slå igennem i den kristne, sådan at det på Jesu ord står ud af graven, og en fornyet enhed af krop og støv opstår til et evigt liv i en ny verden.

Når en kristen dør, vil de pårørende sørge og græde. Det er vores måde at sige på, at døden strider mod kærlighedens fællesskab og samhørighed. Sygelejet kan godt opleves som så strengt og langtrukkent, at døden kan opleves som en befrielse. Men i sit væsen er døden brutal og destruktiv og en adskillelse fra dem, vi elsker. Derfor græder vi, når vi bevæger os ud til en frisk grav.

Men dødens tyranni har en udløbsdato. I det større perspektiv er døden et midlertidigt ubehag, som Gud som straf for synden har knyttet til menneskelivet. Vi sørger derfor i 14

TEMA

mødet med døden, men i mødet med et kristent menneskes død sørger vi ikke uden håb. Vi tror på en opstandelse og et evigt liv sammen med Kristus.

For en snes år siden hørte jeg en TV-tale af den for nyligt afdøde Billy Graham, som i mange årtier rejste verden rundt og forkyndte evangeliet. I den sagde han følgende: ”Jeg er nu en gammel mand, og en dag vil i læse i aviserne, at nu er Billy Graham død. Det skal I ikke tro et ord af. Jeg vil være mere levende end nogensinde før. Jeg har blot skiftet adresse for at være sammen med Kristus.”

At gense og genkende i de evige boliger.

I en af Jesu lignelser understreger Jesus gavmildhedens betydning, og da får han i forbifarten sagt noget om livsvilkårene i den kommende verden. Jesus ønsker, at vi skal være gavmilde og derigennem vinde venner her i verden. Disse venner skal vi betro noget evigt og udødeligt, nemlig evangeliet. Dette indebærer, siger Jesus, at vi kan bruge noget så flygtigt som penge til at skaffe os en modtagelseskomite i de evige boliger. Hvis vi bruger penge til at skabe nære relationer, og forkynder evangeliet, så det bliver til tro og nyt liv, så vil en række personer kunne modtage – og dermed genkende os – i den evige verden. Genkendelsen og gensynet med vores kære, der hører Jesus til, er en del af opstandelseshåbet.

Der er meget ved den kommende verden, som vi ikke forstår. Vi forstår for eksempel ikke, hvordan evigheden kan være herlig, når fortabelsens mørke for evigt skiller os fra dem, der lever og dør uden Kristus. Vi ved kun det, som Jesus har villet dele med os, da han gik gennem døden til opstandelsen.

”Ikke se døden” En dag skal solen stå op for sidste gang, og Kristus skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde. Den nu afdøde forfatter Poul Hofman sagde det engang i en radiotale, at det eneste, vi ikke ved med sikkerhed, er, om vi skal dø. Det eneste sikre er, at Kristus kommer igen, og sker det, inden vi dør, så skal vi aldrig dø, men direkte genskabes til evigt liv og herlighed. Den, som dør i troen på Jesus, skal ifølge Jesu ord ”ikke se døden”. De pårørende ser døden i den forstand, at de ser døden brutalt ødelægge et menneskeliv.

Men den, som dør i troen på Kristus, er ifølge Guds ord allerede her og nu ”sammen med Kristus” og skal aldrig skilles fra livets herre. ■

15

Refleksion:

Mit hjerte lever måske videre, når jeg dør En refleksion omkring organdonation og forslaget om formodet samtykke.

Af Mathilde Mølgaard, stud. scient. soc, mathildemoelgaard@hotmail.com

På det seneste er artikler om formodet samtykke til organdonation dukket op i min nyhedsstrøm. Jeg vil her dele nogle refleksioner over emnet.

Hvis formodet samtykke indføres, betyder det, at alle borgere betragtes som donorer, med mindre de aktivt framelder sig.

Debatten kan nemt blive mudret, og lad mig derfor starte med at sige, at det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt organdonation er en god ide. Spørgsmålet er i stedet om holdningen til organdonation skal gå fra at være et individuelt anliggende til at være et statsligt anliggende. Etisk råd er splittet i spørgsmålet, men et flertal er imod indførsel af formodet samtykke.

Det tungtvejende argument for formodet samtykke er, at det vil kunne redde liv, da flere organer vil blive doneret. Jeg kan godt forstå, at argumentet vejer tungt.

Alligevel skærer det mig i ørerne, hvis vi som samfund opfordrer alle til at mene det samme om organdonation, og det synes jeg, vi opfordrer til, hvis vi fjerner det aktive tilvalg og i stedet indfører aktivt fravalg. Formodet samtykke udruller en holdning, som jeg på sigt tror vil blive betragtet som den normale holdning og dermed den forventede holdning. Jeg køber derfor ikke, at formodet samtykke tager fuldt hensyn til individuel autonomi.

Udover den magt der kan ligge i et holdningsskred, er det også en principiel sag for mig. Jeg synes ikke, det er et statsligt anliggende, hvad der skal ske med mine organer, hvis jeg bliver 16

I TIDEN

erklæret hjernedød. Selv har jeg taget stilling, men skal der ikke også være ret til at være tvivlende eller simpelthen ikke forholde sig til spørgsmålet? Der må altid være plads til, at vi til komplekse spørgsmål kan svare: ”Det ved jeg ikke”, og organdonation er komplekst, for det udfordrer os ikke bare på vores overbevisninger men også på vores følelser og relationer.

I mine øjne er det en stor frihedsberøvelse at tage organer fra et menneske, der ikke aktivt har sagt ja. Formodet samtykke er en bevægelse over mod, at staten ejer vores kroppe frem for os selv.

Retten over egen krop må række med ind i de ulykker, som ender med at tage livet fra os.

Jeg er selv registreret som organdonor og har ingen betænkeligheder ved, hvis mit hjerte en dag skal leve videre, når jeg dør.

Første gang jeg så et dødt menneske, var jeg 10 år gammel. Jeg kunne godt se, at det var min morfar, men det lignede ham ikke.

Siden da har opdelingen mellem krop, sjæl og ånd givet mening for mig. Den døde krop er kun krop, og hvis jeg en dag ligger som en krop med sunde organer, må andre gerne få glæde af dem. Jeg tror, at vi i opstandelsen skal møde hinanden uden de handicap, vi har fået pådraget os gennem (og efter) livet her.

Personligt vil jeg derfor opfordre dig til at blive organdonor, men jeg ønsker, at det skal blive ved opfordringen. Organdonation er et ædelt mål, men formodet samtykke som middel er for mig at se ikke vejen dertil.

KFS’ tre nye stærke kvinder På kfs.dk har du i foråret kunnet stifte bekendtskab med KFS’ nye ansatte. Og det er et hold af stærke kvinder, der træder ind i tjenesten. Mød dem her.

Nanna Gummesen Ellerbek KFS har ansat Nanna Gummesen Ellerbek som lærer på LTC fra d.

1. august. Nanna bliver hermed det kvindelige islæt i et dynamisk lærerteam på skolen i Ødsted. ”Jeg synes, KFS er en spændende størrelse med meget initiativ, substans og menneskelighed. Og så har det haft afgørende betydning for min egen trosvandring at være en del af KFS på forskellige måder, herunder ikke mindst at være elev på LTC,” siger hun. ”Jeg glæder mig til at møde LTC’erne og følge dem på en del af deres vandring med Gud. Det glæder jeg mig faktisk rigtig meget til. Og til at se hvad Gud vil bruge LTC og mig til i min tid der.”

Modsat er der også ting, hun er spændt på: ”Det er nok at skulle udtænke og gennemføre undervisningsforløb.

Det har jeg ikke prøvet før i dette omfang. Og… Tæller det at skulle flytte fra København til Vejle med? Det er jeg også ret spændt på.”

Rebekka Barbara Friis Rasmussen KFS har ansat Rebekka Barbara Friis Rasmussen som ny gymnasiesekretær i Østdanmark fra d. 1. august 2018.

“Jeg glæder mig sindssygt meget til at lære KFS’erne ude på gymnasierne at kende, at dele liv med dem og vandre med dem,” fortæller hun og fortsætter: “Det er ikke en hemmelighed, at jeg snart har boet uden for Danmarks grænser i to år. Det har givet mig en helt masse inspiration i forhold til, hvordan evangelisation – især med blik på at investere i relationer og venskaber – kan se ud,” fortæller hun.

“En af de veje, der personligt ligger mig tæt på hjertet, er bøn. Det er på én gang ekstremt intimt i mit forhold til Jesus og en af de mest magtfulde våben, vi har som kristne. Jeg oplever, at mennesker bliver knyttet tættere til Jesus gennem bøn og ved at turde at give slip på kontrollen og lade Jesus tage den i stedet. Det er også der, hvor man kan starte med missionen. At lægge de relationer, vi har, over i hænderne på Jesus.”

Julie Thingmann Christensen

Julie startede i sin stilling som KFS-sekretær i Norddanmark d. 1. maj. Og hun manglede ikke inspiration til sit arbejde i KFS. “Jeg vil gerne arbejde lige præcis i KFS, fordi jeg har lyst til at arbejde med fællesskab – mellem mennesker og mellem Gud og mennesker – fordi det bedste, der kan ske, er, at et menneske kommer til tro på Gud,” fortæller hun.

“Men i virkeligheden glæder jeg mig til alt ved jobbet – fx at møde en masse KFS’ere! Dét er et privilegie at få lov til!”

“I Nord drømmer jeg om at se KFS’ere styrkes i troen på Gud og i kærligheden til mennesker omkring dem. Og så drømmer jeg om, at vi ikke må være bange for at tale om det, der ligger os på hjerte, men at vi må få dybe relationer og derigennem få lov til at se, at det ikke kun er mig men også min klassekammerat, der har brug for Jesus.”

“Jeg håber, at vi må få kreative idéer til veje ind i den slags spændende samtaler, og at vi også må opleve vores fag som samtaleåbnere.”

KFS NYT

17

Livet fik en skygge Livet fik en skygge Af Rebecca Thomsen, psykolog, rebecca.s.thomsen@gmail.com

Da Rebeccas bror døde, oplevede hun dybderne af meningsløshed. Tabet overmandede hende i perioder og gav livet nye skygger. Læs hendes personlige fortælling her.

Da jeg var 16, havde jeg en fornemmelse af, at livet toppede.

Det føltes næsten skæbnesvangert. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg en dag, på cyklen, nød solen i ansigtet. Der fik jeg tanken – nu kan livet ikke blive bedre. På dette tidspunkt var jeg på efterskole, og jeg havde fået bedre venner, end jeg nogensinde havde haft.

Men næste morgen blev alting forandret. Alt det, der føltes næsten uvirkeligt godt, forsvandt i en mørk tåge, da min bror kom ud for en ulykke.

Dette er min fortælling om, hvordan det var for mig at miste min bror.

Dødens entre i mit liv Min bror, Benjamin, havde været på vej til gymnasiet, da han overså en parkeret lastbilanhænger. Den racercykel, han kørte på, gjorde, at han kom til at kigge mere ned i vejen end frem. Uden at ænse anhængeren kørte han med høj hastighed lige ind i den. På asfalten blev han genoplivet, men han kom aldrig til bevidsthed igen.

Da jeg først ankom til sygehuset, var familien samlet i et rum. Vi ventede på scanningsresultaterne. Efter nogen tid kom der en læge ind til os. Han sagde, at de havde sendt bil18

TEMA

lederne til Skejby, men der mente de ikke, at de kunne gøre noget. Sætningen kørte forvirret rundt i mit hoved, og mit hjerte hamrede. Men jeg måtte spørge. Vil det sige, at han skal dø? Ja, sagde lægen. Pludselig var det som om, at rummet blev alt for trængt. Jeg måtte ud. Eller kaste min krop mod væggene, jeg var ved at sprænges.

Da tiden kom til, at vi skulle se ham, var det først alt for overvældende. Nakken var brækket 5 steder, så han var underligt hævet. Nogle af tænderne var slået ud. Der kom blod fra både næste og ører. Men efter noget tid var det ikke længere det billede, der fyldte. Da så jeg ham. Benjamin. Min bror. Og jeg kunne sidde ligeså stille ved siden af, tale til ham og tørre blodet af, når det kom.

Om natten blev han erklæret hjernedød.

I lang tid efter sov jeg utroligt dårligt. Jeg drømte om ham, at han var levende og måtte mange morgener genopdage dødens virkelighed. Maden spiste jeg, fordi jeg skulle.

Men der var ikke noget ved nogen ting mere. Alting føltes så uendeligt ligegyldigt. Efter 2 uger vendte jeg tilbage til efterskolen, for at få slutningen af året med. På en måde var det befriende, for så skulle jeg ikke forholde mig til min families sorg, kun min egen. På en anden måde var det ufatteligt

Vil det sige, at han skal dø? Ja, sagde lægen. Pludselig var det som om, at rummet blev alt for trængt. Jeg måtte ud. Eller kaste min krop mod væggene, jeg var ved at sprænges.

19

Det, der gjorde netop disse to venner så særlige, var, at de begge kunne rumme mine tanker og min sorg. De lyttede og spurgte ind uden at komme med unødige råd eller belæringer.

ensomt, da mit hoved konstant var fyldt med tanker om død, meningsløshed og verdens uretfærdighed, og sorgen knugede mit bryst.

Det helbredende i at blive mødt Det næste år skulle jeg også være på efterskolen. Benjamin havde også gået der, og det føltes godt. Mange af lærerne, og nogle få af eleverne, kendte ham. På mærkedage kom min forstander op med små blomster til mit værelse, og hver gang blev jeg lige rørt over hans betænksomhed. På netop sådan en mærkedag, en månedsdag for ulykken, blev det for meget for mig. Jeg havde lyst til at tale om alle de tanker og følelser, jeg bar rundt på, men der var ikke rigtig lejlighed til det.

Hele tiden var der så mange mennesker omkring mig, at det ikke var oplagt. Om aftenen tog jeg mod til mig og gik over til vores ungdomsmedarbejder, der også havde passet Benjamin og jeg som små. Her fik jeg lov at tale og græde, indtil der ud på natten ikke var mere tilbage, og jeg var helt tom. Så læste hun en forunderlig passage fra bibelen, til trøst og opmuntring. Og jeg følte mig mødt og rørt af såvel hende som Gud og kunne gå i seng med mere ro i sindet end længe.

Men i dagligdagen, når der blev vist film, hvor der var scener fra en intensiv afdeling, eller jeg på anden måde blev overvældet, var der særligt to venner, jeg betroede mig til. Det, der gjorde netop disse to så særlige, var, at de begge kunne rumme mine tanker og min sorg. De lyttede og spurgte ind uden at komme med unødige råd eller belæringer. De holdte om mig, når smerten kom som dybe hulk fra min maves dyb.

De blev ikke forskrækkede og trak sig ikke væk. Hos dem kunne jeg være som den, jeg var, og de gjorde ensomheden og smerten langt mindre.

Ødelagt og tom Men på trods af at jeg havde dem, kunne det være svært både at rumme alt det sjove og spændende, der skete på efterskolen, og samtidigt mine dystre tanker og de voldsomme følel20

TEMA

ser. En dag gik det op for mig, at nu havde jeg fået en sorg så stor at bære på, at jeg aldrig ville kunne være så glad, at jeg ikke på et øjeblik kunne slå over i sorg, hvis jeg blev mindet om min bror. Det var en meget smertelig erkendelse. Det var som om, at noget i mig var blevet permanent ødelagt.

I en periode blev det så svært, at jeg prøvede at undgå at føle. Faktisk kom det som en naturlig forlængelse af, at der sjældent opstod ”passende” øjeblikke til at håndtere min sorg, så jeg var vant til at gemme den lagt væk i mit sind og så finde den frem, når jeg havde kræfter til at skabe et rum til den. Så holdt jeg bare op med at gøre det. Jeg holdte op med at finde et rum til den. Men med de svære følelser forsvandt også de gode, og jeg blev helt tom. Den tomhed førte til en ligegyldighed, som var sværere end noget andet. Livet blev tomt, og livet blev meningsløst. Og det tema kom til at følge mig i flere år frem, livets tilsyneladende meningsløshed.

Et meget helende øjeblik for mig var, da min præst tog sig tid til at tale med mig om det store billede, hvordan meningsløsheden kom ind i verden med syndefaldet. Jeg var plaget af folk, der mente, at der var en mening med alting. Derfor var det en befrielse at blive bekræftet i, at der sker ting, der ikke er mening med. Og jeg må godt spørge Gud: ”hvorfor?” selvom jeg ikke får et svar. Andet end, at en dag bliver det anderledes.

En særlig tak De personer, der kunne holde ud at være hos mig, da smerten var størst, de personer vil for altid have en helt særlig plads i mit hjerte. Særligt de, der kunne lytte til mig, og give mig kram. Men også de, der gjorde mig en tjeneste, når de kunne se, jeg havde det svært. De, der sendte en blomst eller en sms på mærkedage. De, der ikke var bange for at tale om døden eller min storebror med mig, som nægtede at gøre det til tabu. Alle de, som har vist i ord eller handling, at jeg betød noget. De har alle gjort det lettere for mig at leve gennem den værste tid. De har skabt en mening for mig i min krise. ■

Globalt:

Hvor meget må det koste?

Af Line Reckweg Nissen, Markedsførings- og sekretariatskoordinator i Primissio, linereckweg@gmail.com

Jeg mødte Gizaw på en fortovscafé i hans nabolag i udkanten af Addis Ababa, Etiopien. Gizaw er i slutningen af 30’erne, og han er hverken gift eller har børn. Han er udsendt af Mekane Yesus-kirken som evangelist, og hans ringe løn gør ham ikke just til et attraktivt giftermål. Mødet var arrangeret som en del af min arbejdsrejse, hvor han skulle gøre mig og en kollega klog på, hvad hans arbejde som evangelist består i.

Han tog os med for at vise os sin kirke.

Her havde han på et halvt år samlet mellem 30 og 50 mennesker, og næste skridt var at starte børnekirke op. Boligpriserne i Addis Ababa er skyhøje, at menigheder som Gizaws lejer sig ind i ufærdige bygninger. ”Kirken” var derfor ikke andet end betonskelettet til en treetagers bygning.

Når vandet snart blev sluttet til, ville Gizaw flytte ind på første sal, så kirken kunne spare hans husleje. Det gjorde ham ikke noget. Han er alligevel sjældent hjemme, fordi han beder sammen med eller underviser kristne i nabolaget alle aftener i ugen, og om dagen evangeliserer han – for eksempel for drengene, der spiller fodbold i nærheden. Det er hans liv.

Jeg kan kun finde ét svar Gizaw har en inderlig brand for at nå mennesker med evangeliet. Det er den brand,

som allerede for hundrede år siden fik danske missionærer til at flytte om på den anden side af jordkloden for at missionere i et fremmed land, indtil mange af dem blev ramt af tropesygdomme og led en alt for tidlig død. Fik det dem til at fortryde?

Næppe. For de kendte risikoen. De vidste, at det kunne koste dem dyrt, ligesom det koster Gizaw et bekvemmeligt hjem og en familie at være i mission.

Vi kan hurtigt stille spørgsmålet: Hvor meget må det koste? Når vi stiller det, er det for at have en grund til at komme med undskyldninger. Jeg bor for eksempel i Aarhus, og jeg kan komme med de første 20 undskyldninger for, hvorfor det ikke er mig, der skal flytte til Etiopien – eller sågar bare Sydsjælland – for at tjene kirken.

Det må ikke både koste mit arbejde, mine venner, min familie og min kirke. Det er for meget.

Derfor føles det som et slag, når Jesus i Matthæusevangeliet kapitel 19, vers 29 siger: ”Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv.”

For når Jesus spørger: Hvor meget må det koste? Så er det ikke for at høre vores undskyldninger. Så er det for at udfordre os. Og det spørgsmål er min største udfor-

dring lige nu, for et eller andet sted kan jeg kun – med Gizaw, de første missionærer og Jesus’ ord i hovedet – finde ét rigtigt svar: Det hele.

GL BALT Vil du gøre noget? … så vil vi gerne hjælpe dig!

Vil du bringe budskabet om forsoning og fred til Mellemøsten? Så overvej at bruge et halvt år på SAT7, en satellit-TV-kanal, der sender kristent TV ud til Mellemøsten og Nordafrika.

Lige nu har Mission Afrika i samarbejde med SAT-7 en række forskellige volontør- og praktikstillinger på Cypern. Du kan for eksempel blive volontør som mediegrafiker, IT Support Officer, tekstforfatter eller praktikant for Human Ressources. SAT-7 efterspørger mange forskellige kvalifikationer, men det vigtigste er, at du er engageret og har lyst til at lade dig udfordre.

Se mere på www.missionafrika.dk

I TIDEN

21

Bøger:

Pontius Pilatus Paul L. Maier Udgivet af Lohse, 2018 Oversat fra engelsk af Anette Broberg Knudsen Af Mathias Anker Kure, stud. mag. i dansk, kureanker@gmail.com Jeg hører ikke til dem, der på forhånd afskriver romaner skrevet over bibelske eller historiske personer. Opgaven er svær; det kræver sin forfatter at få en fængslende, nærværende fortælling ud af et stof, som læseren kender på forhånd. Paul L. Meiers forsøg med Pontius Pilatus, oprindeligt udgivet i 1968, nu aktuel på dansk, bliver desværre en flad oplevelse hele vejen igennem. Formentlig fordi Meier slet ikke er interesseret i at skrive en roman.

Punkteret fortælling I forordet til første udgave af romanen, som Lohse i deres grundige og i det hele taget flot udstyrede udgave har medtaget, kan man læse, at forfatteren selv opfatter bogen som en ”historisk dokumentarroman”, ”en mellemting” mellem fakta og fiktion. Meier – tidligere professor i antik historie – har helt sikkert ret, når han videre bebyrder, at der findes ”for lidt materiale om Pontius Pilatus til, at man kan skrive en biografi”. Men har han ret i den modsatrettede påstand, at der simpelt hen er for ”for meget” til en ren fiktion? Næppe. Selvfølgelig kan man skrive skønlitteratur, der også tager højde for historiske forhold.

Maiers dokumentariske portræt af Pilatus er kronologisk fortalt og starter i Rom i år 26 e.Kr. Her møder vi ham som en politisk håbefuld og, når det angår hans forlovede Procula, lidt vægelsindet karakter. Via kontakt til den senere landsforræder Sejanus får han mulighed for at blive præfekt i Judæa, og turen kan derfor gå mod Cæsarea. På vejen bliver der tid til et stop i Alexandria, Egypten, hvor mødet med det jødiske kvarter bliver et forvarsel om den stærke kulturelle og religiøse identitet, der præger de jøder, Pilatus skal regere over. Men hu-hej videre og i starten af kapitel fem kan Pilatus og Procula

22

I TIDEN

så endelig skimte Judæas vestkyst. Er det mon til at holde ud at bo i en provinsby i en afkrog af Romerriget? Skibets kaptajn har heldigvis læst op på Cæsarea: ”Han forklarede, at byen var bygget på én gang over en cirka tiårig periode.

Der var stort set kun brugt ét byggemateriale, nemlig hvide sten; der var kun én arkitektonisk stilart, nemlig den hellenistiske, og den var bygget af én mand, nemlig Herodes den Store”.

Sådan lyder en turistbrochure. Ikke en romankarakter. Endnu grellere bliver sproget, når fortælleren i starten af kapitel seks føler trang til at aflægge statusrapport over Pilatus’ indkøringsfase i den nye stilling: ”De første uger i Cæsarea forløb overraskende nemt. Pilatus havde selvfølgelig nogle problemer med at tilpasse sig rollen som præfekt, og naturligvis begik han nogle fejl som nybegynder, men ikke mere end han havde regnet med”.

Et er den sproglige fladhed. Noget andet er det rent tekniske. Hvorfor denne opsummering? Igen og igen skal Maiers fortæller udrede og samle op. Og endnu værre: forklare hvorfor karakterne handler, siger, tænker og føler, som de gør. Som læser får man aldrig lov selv at vurdere Pilatus, får aldrig lov at mærke ham. Eller de andre karakterer for den sags skyld.

Noter med gods i Som litteratur bliver Pontius Pilatus aldrig nogen stor oplevelse. Og selvom vi selvfølgelig kan undskylde Maier så langt, at han med bogen dybest set hellere vil arbejde som historiker, har han nu en gang skrevet en roman. Som sådan er bogen en skuffelse.

Bagerst har Maier udstyret romanen med en række noter, der til de enkelte kapitler uddyber sammenhængen mellem plotvalgene, og de indicier kilderne har givet ham. Her er Maier på hjemmebane, og jeg ville derfor også langt hellere have læst en fremstilling af hans arbejde med kilderne, der ligger til grund for romanen.

Skabt forgængelig I den verden, vi kender, er død et vilkår, de færreste vil benægte, men det er derimod omdiskuteret, hvilken plads døden havde i paradisets have og vil få på den nye jord.

Af Kurt Christiansen, dr.theol. ved Menighedsfakultetet, kch@teologi.dk

TEMA

23

Denne artikel vil fokusere på, om døden kom ind i tilværelsen i forbindelse med syndefaldet, eller om forgængelighed og død udgør et skabt vilkår – og om døden også vil findes på den nyskabte jord.

Det kan jo virke som ret nørdede problemstillinger. Men ved nærmere eftersyn viser de sig at rumme flere vigtige aspekter: Hvordan skal jeg læse Bibelen? Hvordan skal jeg stille mig til naturvidenskabelig viden? Hvad vil det sige, at Gud er god, og at det oprindelige skaberværk var godt? Og hvordan er relationen mellem Guds herlighedsrige – den nyskabte jord – og det oprindelige skaberværk?

Døden kom ind i tilværelsen sammen med syndefaldet Vi må indrømme, at en umiddelbar læsning af Bibelen ikke peger i retning af, at der fandtes død før syndefaldet. Vi læser i Romerbrevet kapitel 5, vers 12, at ”Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi de alle syndede”. Døden synes altså ifølge denne tekst at være koblet snævert sammen med menneskets synd. Og denne forståelse svarer også til den umiddelbare forståelse af de relevante vers i 1 Mosebog kapitel 2 og 3: Gud sagde: ”Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!”(1 Mosebog kapitel 2, vers 16 -17).

Og da Adam og Eva så alligevel spiser af det forbudte træ, lyder straffen: ”… til jord skal du blive” (1 Mosebog kapitel 3, vers 19). Konklusionen synes altså at være, at døden kom ind i tilværelsen ved syndefaldet.

Døden skal ikke findes i herlighedsriget Og tilsvarende kan vi i adskillige tekster læse, at døden ikke skal findes i Guds herlighedsrige. Det ligger implicit i profetier som: ”Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen … Ingen volder ondt eller ødelæggelse på mit hellige bjerg” (Esajas’ Bog kapitel 11, vers 6-8). Og det siges direkte i Johannes Åbenbaring kapitel 21, vers 4: ”Han (Gud) vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, …”.

Så hvis man forstår Guds kommende herlighedsrige som en genoprettelse af skabelsestilstanden (Paradiset), må man kunne slutte, at når døden ikke skal findes i Guds herlighedsrige, så har den heller ikke været et vilkår i det oprindelige skaberværk.

Hertil kommer, at Gud i 1 Mosebog kapitel 1 fremhæver, at skaberværket er godt. Kan dette harmonere med, at der fandtes død og forgængelighed i skaberværket?

Der er altså gode grunde for at mene, at der ikke fandtes død før syndefaldet. Og denne forståelse har, vil jeg tro, været den fremherskende i det meste af kirkens historie.

Bibelen og naturvidenskaben Når denne forståelse så alligevel er blevet anfægtet, skyldes det efter mit skøn i altovervejende grad naturvidenskabens påpegning af, at universet blev til for ca. 14 milliarder år 24

TEMA

siden, og at der har eksisteret liv på vores klode i millioner af år, før vi mennesker kom til.

Og dermed står vi som i en del andre problemstillinger i valget mellem fire muligheder: 1. Vi kan fastholde den traditionelle forståelse af Bibelens udsagn og dermed afvise centrale dele af naturvidenskaben.

2. Vi kan holde os til den toneangivende naturvidenskab og dermed afvise den traditionelle bibelske forståelse.

3. Vi kan overveje, om der gives andre rimelige måder at forstå naturvidenskabens resultater på.

4. Vi kan overveje, om der gives andre måder at forstå de bibelske skrifter på.

Og jeg finder det i denne sammenhæng mest nærliggende at se på punkt 4: Overveje, om den traditionelle måde at forstå Bibelen på er den eneste mulige? Og jeg vil her starte med at pege på elementer, som for mig at se muliggør en forståelse af dette.

Døden som et skabt vilkår Det siges ikke udtrykkeligt, at der ikke fandtes død og forgængelighed i skaberværket før syndefaldet. Det siges heller ikke udtrykkeligt, at Adam og Eva var udødelige før syndefaldet. Man kan tværtimod forstå Bibelens første kapitler sådan, at de var skabt forgængelige på samme måde som det øvrige skaberværk, men at de ikke skulle dø, så længe de havde adgang til at spise af livets træ. Men efter syndefaldet formenes de adgang til livets træ og prisgives dermed deres skabte forgængelighed.

Man kan også argumentere for, at når Gud advarer Adam og Eva om dødens mulighed, så giver det bedst mening, hvis de allerede kendte til forgængelighed og død fra den natur, som omgav dem. Adam betegnes i øvrigt i 1 Korinterbrev kapitel 15, vers 47-50 som forgængelig, fordi han er jordisk – ikke fordi han var syndig – i modsætning til den sidste Adam. Og i Salme

Man kan også argumentere for, at når Gud advarer Adam og Eva om dødens mulighed, så giver det bedst mening, hvis de allerede kendte til forgængelighed og død fra den natur, som omgav dem.

103 vers 14 -16 knyttes menneskets forgængelighed tilsyneladende ligeledes til dets skabthed, ikke til dets syndighed.

Ordene i Romerbrevet kapitel 5, vers 12: ”Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi de alle syndede” kan selvfølgelig, som man oftest har gjort, forstås om den legemlige døds indtræden i skaberværket generelt. Men de kan også forstås som udelukkende sigtende på menneskenes dødelighed – det virker faktisk mest sandsynligt ud fra sammenhængen – og behøver i øvrigt ikke at sigte til den legemlige død.

Romerbrevet kapitel 8 vers 19 -23 er ofte fremført som et argument for, at forgængeligheden i skaberværket er en konsekvens af menneskets synd. Vi læser dér: ”For skabningen

Det er altså efter mit skøn i høj grad muligt at tolke Bibelens udsagn på en måde, der giver plads til døden før syndefaldet. Når det derimod gælder Guds kommende herlighedsrige, ”den nye jord”, er der ikke noget overhovedet, der tyder på, at døden skal være dér.

venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen...”. Men hvad menes der med ”skabningen”? ”Skabningen” kan selvfølgelig forstås som det samlede skaberværk, men udtrykket kan også indskrænkes til at omfatte det levende og besjælede skaberværk: det vil sige mennesker, engle og ånder eller blot menneskeheden – til forskel fra de kristne. Det giver jo ikke rigtig mening at tale om, at dyr og planter længes.

Nogle forstår som nævnt profetierne om, at løven og lammet i Guds herlighedsrige skal græsse sammen, som et billede på, hvordan det oprindelig har været i Paradisets have. Men det er også muligt at forstå det kommende herlighedsrige som noget ”mere”, noget ”bedre” end Paradiset.

Djævelen vil blandt andet være passiviseret.

Hvad angår det oprindelige skaberværks godhed, kan der argumenteres for, at skabelsesberetningens fokus er på mennesket. Ordene ”Gud så, at det var godt” (1 Mosebog kapitel 1, vers 10 m.fl.), skal så forstås som ”godt for mennesket”, hvilket udmærket kan harmonere med, at der i naturen fandtes død og forgængelighed før syndefaldet, hvilket jo netop er grunden til, at vi i dag kan finde kul og olie med mere.

Det er altså efter mit skøn i høj grad muligt at tolke Bibelens udsagn på en måde, der giver plads til døden før syndefaldet. Når det derimod gælder Guds kommende herlighedsrige, ”den nye jord”, er der ikke noget overhovedet, der tyder på, at døden skal være dér.

Problemer for den ”nye” forståelse Men det skal så heller ikke skjules, at denne forståelse har sine problemer. Først og fremmest om død og forgængelig-

hed i det oprindelige skaberværk kan forenes med forståelsen af Guds væsen som godhed og kærlighed. Men også, om dette er udtryk for en læsning af Bibelen, som har underkastet sig evolutionslæren?

Guds væsen er ifølge kristen tankegang primært bestemt af hans kærlighed: ”Gud er kærlighed” (1 Johannesbrev kapitel 4, vers 9 og 16). Men denne kærlighed kan jo godt benytte sig af lidelse og død for at nå sit mål. Det er Jesu sendelse til jorden for vor frelses skyld et vidnesbyrd om. Så man kunne overveje, om død og forgængelighed i skaberværket ikke på lignende vis kan forstås som et nødvendigt middel for at muliggøre og fremme menneskets jordiske liv.

Hvad bibeltolkningen angår, er der næppe tvivl om, at det er den toneangivende naturvidenskabelige forståelse af livets alder på vores klode, som primært har udfordret den traditionelle forståelse af forholdet mellem menneskets syndefald og døden. Dette vil mange måske i første omgang beklage. Men hvis den tidligere opfattelse rent faktisk var ufuldstændig eller direkte forkert, må vi glæde os over, at vi nu har en bedre og mere fyldestgørende forståelse af det bibelske materiale. Og faktisk kan vi allerede i Oldkirken møde synspunkter, som svarer til den af mig foreslåede nye og bedre forståelse.

To kilder til at forstå den ene virkelighed Dermed ender vi med det, der egentlig er forudsætningen for min tænkning om disse spørgsmål: Der findes kun én virkelighed. Og for os kristne findes der to kilder, to legitime tilgange til forståelsen af denne virkelighed: De ret forståede bibelske skrifter og den ret forståede videnskab. ■ TEMA

25

Bedeliste:

Det er for vildt Medarbejderne, de lokale ledere, bestyrelsen, bibelstudiegrupperne, Grønland, de ensomme, LTC, Montenegro, lejrene, IFES, gym'erne, de studerende og dem der ikke kender Jesus. Der er nok at bede for. Gør det sammen med os ved hjælp af den vedlagte bedeliste.

Af Eskil Lyngsøe, bestyrelsesmedlem i KFS, eslypo@gmail.com

Jeg var vel omkring 13 år, da jeg for første gang stod der på den ellers mørke parkeringsplads badet i ambulancens blå lys.

Der blev så frygteligt stille, når de var kørt væk med ham. Og hver eneste gang føltes det, som om de stjal min lillebror fra mig.

Mens vi gik hjem igen, lagde min mor armen om mig og sagde, at vi kunne bede for ham. Det kunne vi. Det gjorde vi. Og efter nogle år, hvor sygdommen kun var blevet værre, var han pludselig rask igen. Lægerne kunne ikke forklare hvorfor.

Jeg tror, at Gud hører, når vi beder til ham, og jeg tror, at han gjorde min lillebror rask. Det er for vildt.

Netop derfor er det også vildt, at jeg nogle gange glemmer at bede. At jeg kan gå flere dage stort set uden at henvende mig

til ham, jeg med så stor sikkerhed tillægger en gennemgribende helbredelse af min brors alvorlige sygdom.

For mig er det en stor hjælp med en bedeliste som den, der var bag på dit blad, inden du åbnede folien. Den minder mig om, at Gud hører mig, når jeg beder til ham. Den viser mig, at der er mennesker, der har brug for min forbøn. Den lader mig bede om og for det samme, som mange andre gør den samme dag. Den fortæller mig, at der er så meget at takke for.

Tak at du vil bede med. Han lytter. Og han handler.

KFS præsenterer ny sekretær i Esbjerg Christina Damgaard Nielsen tiltræder d. 1. august en nyoprettet sekretærstilling i Esbjerg med ansvar for en ny region i Vest- og Sønderjylland.

Hele Danmark til gavn

Den 1. august træder Christina Damgaard Nielsen ind i den nyoprettede KFS-sekretær stilling i Vest- og Sønderjylland med et klart og tydeligt fokus på at tjene KFS’ere på ungdomsuddannelserne og pionere KFS-fællesskaber på videregående studier.

Mød Christina på kfs.dk

Vejret er godt i KFS Om Christina siger generalsekretær Christian Rasmussen: ”Hun er et velreflekteret menneske med stort hjerte for Jesus og KFS’ mission. Hun har været stærkt engageret i Odense i studietiden, og vi tror, at hun er den, Gud har sendt til at løfte opgaven i Esbjerg.

Skønt, at vi er kommet hertil! Jo, vejret er godt i KFS, spørger I mig.”

Christina selv fortæller: ”Jeg oplever KFS som en organisation, der føder fællesskaber hvor spørgsmål, forskellighed og den enkelte bliver omfavnet i Jesu navn. Det er fedt! Og det synes jeg bare, vi skal have meget mere af.”

26

KFS NYT

Ved offentliggørelsen af den nyoprettede stilling understregede generalsekretær Christian Rasmussen desuden, at ansættelsen i Vest- og Sønderjylland også vil komme studerende i resten af Danmark til gavn.

“Syd- og Nord-sekretærerne vil få frigivet ressourcer til både deres daglige arbejde samt arbejdet med det nye særlige fokus, da dele af deres regioner vil falde under den nye Vest-region.”

Suk hjerte, brist ikke: Farvel til Hanne og Lisa KFS siger denne sommer farvel til både Hanne Terp Legarth og Lisa Rom Boye, som begge har været en fast bestanddel af vores allesammens studenterforbund i over et årti.

Lisa stopper i København I fem år har Lisa Rom Boye været gymnasiesekretær i Østdanmark. Før dette var hun bestyrelsesmedlem i KFS, og før dette … Ja, faktisk kan man spore hendes engagement i KFS et godt stykke tilbage i tiden.

Til afslutningsmødet på årets Påskelejr, hvor hun deltog på scenen, kom det således frem, at Lisa havde været på 14-15 påskelejre. Og lagde hun alle de timer sammen, der i årenes løb var blevet brugt på alle slags lejre i KFS-regi, røg tallet op på små 7 måneder.

Glad helt ned i maven ”Der er mange ansigter, der kører forbi, når jeg tænker tilbage på min tid i KFS,” fortæller hun. ”LTC'ere, der er vokset helt vildt med opgaven på en teamperiode. Dygtige volontører, der har gjort mit arbejde både sjovere og dybere.

KFS'ere, der i løbet af 3 år i gymnasiet, lærer nye ting om sig selv og Gud, og som jeg har været så privilegeret at kunne vandre med.” ”De dage, jeg er glad helt ned i maven, er de dage, hvor jeg har fået lov til at se KFS'ere, som opdager, at de ikke bare kan være en velsignelse for hinanden, men for den skole de går på, og dem de går i klasse med. Og når gymnasieelever opdager, at Jesus er en virkelighed – ikke bare for dem, men også for dem omkring dem.” ”Jeg kommer til at savne sene aftensamtaler på lejre, vaffelaftener, religionstimer og gymnasieelever, der skriver til mig, fordi de gerne vil dele en god oplevelse,” afslutter Lisa.

Hanne stopper på LTC Der er løbet meget vand i åen og mange LTC’ere gennem højskolen, siden Hanne Terp Legarth startede som underviser på LTC. 11 år er det blevet til på LTC og i alt 13 år som ansat i KFS. ”Mine allerstørste oplevelser i KFS handler om de to pinde i KFS’ slogan: At kende Jesus og gøre Jesus kendt,” fortæller hun. ”Det mest fantastiske ved at være LTC-lærer har været at få lov at se begge disse ting ske: At se LTC’ere vokse i kendskabet til Jesus, at se dem blive sat fri af evangeliet - og at se mennesker komme til tro rundt omkring i KFS. Jeg kan huske at have bedt for studerende efter LTC’ernes teamperiode for senere på året at kunne takke for, at de er kommet til tro. Det er så meningsfuldt som noget kan være.”

Tak og fremtidsønsker Hanne er ikke færdig med at have hjerte for KFS og vil blive ved at følge med og bede med. ”Jeg har mødt et frisættende evangelium og en tydelig vision for hverdagslivet med Jesus i KFS i alle de år, jeg har hørt til her. KFS har været med til at forme mig som menneske, og på den måde er KFS-tiden ikke et kapitel, jeg afslutter, men en værdi jeg bærer med i min identitet og min tankegang,” fortæller hun. ”I KFS har jeg oplevet en skøn mangfoldighed og set udfoldet i praksis, at vi har brug for fællesskab og forskellighed, og jeg håber, at det må blive ved med at kendetegne KFS som organisation og de enkelte KFS-grupper rundt omkring.”

KFS NYT

27

Tag afsked Vi har spurgt en sognepræst og en ceremonileder fra humanistisk samfund om at beskrive henholdsvis det kristne og humanistiske begravelsesritual.

Det humanistiske begravelsesritual Af Ole Wolf, Ceremonileder i Humanistisk Samfund, ow@hs.dk

Hvorfor er det vigtigt med ritualet?

Jeg tror ikke på et liv efter døden, så kan jeg ikke være ligeglad med, om jeg bliver begravet på en bestemt måde?

Det kan jeg måske nok, men det kan mine efterladte ikke.

Det er her, at et ritual bliver vigtigt. På mange måder er ritualer ikke i pagt med vor tid. Det er blevet en del af vores kultur at tro, at livet er lineært fremadskridende succeshistorie.

Vi forventes at have styr på tilværelsen, og hvis vi kommer i tvivl, er det vores individuelle opgave at analysere os frem til en ny mening.

Ritualer handler om det modsatte. Vi bruger ritualer i de situationer, hvor vi oplever et brud, oplever meningsløshed.

Et ritual standser tiden, skaber et vakuum, hvor vi er åbne for, at noget nyt skal ske. Et ritual er ikke kun ord, det er også fysisk; vi gør noget, vi rejser os, sætter os, går i procession, når kisten bæres ud. Ritualer er heller ikke individuelle, her er man en del af et fællesskab.

Uanset om man er kristen eller humanist, er der brug for et ritual, når en person dør. Min holdning er, at ritualet skal afspejle afdødes liv og livssyn. Hvis afdøde levede sit liv efter den opfattelse, at overjordiske magter ikke griber ind i vores tilværelse, bør det selvfølgelig heller ikke være en del af den sidste afsked.

Hvad sker der i det humanistiske begravelsesritual?

Som humanist har man den grundopfattelse, at vi hver især har et ansvar for at give vores liv mening, både som individer og som en del af et fællesskab.

Et centralt element i en humanistisk begravelse er derfor en tale, hvor ceremonilederen fortæller om afdødes liv, hvordan han/hun gav det mening, og hvad vedkommende betød 28

TEMA

for andre. Talen bliver til ved, at ceremonilederen taler med pårørende og får et billede af, hvad der betød noget i afdødes liv, hvad end det var børnebørnene, kærligheden til ægtefællen, arbejdet, at holde ferie bestemte steder eller at arbejde som frivillig. På samme måde indgår musik, som afdøde holdt af i en humanistisk begravelse. Det kan være fællessange, men det kan også være musik fra en CD. Ved en begravelse vil den, der står for ceremonien, også sige noget der kan trøste de efterladte. For en humanist vil

Vi bruger ritualer i de situationer, hvor vi oplever et brud, oplever meningsløshed. Et ritual standser tiden, skaber et vakuum, hvor vi er åbne for, at noget nyt skal ske. det typisk være, at vi midt i sorgen over at have mistet afdøde har glæden over at have kendt vedkommende. Vi har også den trøst, at vi er en del af et fællesskab, hvor vi kan støtte os til hinanden. Ord om netop dette indgår da også i både starten og slutningen af en humanistisk begravelse.

Og endelig er der i en humanistisk begravelse nogle rituelle elementer. Typisk starter ceremonien med, at ceremonilederen tænder et lys som symbol på afdødes liv og slutter med, at ceremonilederen puster lyset ud. Undervejs rejser man sig og holder et minuts stilhed for at mindes afdødes liv.

På den måde bliver en humanistisk begravelse både et værdigt minde over afdøde og en markering af, at de efterladte fra nu af lever videre – og tager det med sig, som afdøde gav til deres liv.

Det kristne begravelsesritual Af Martin Karkov Kobbersmed, Sognepræst i Skanderup Kirke, makk@km.dk

Hvorfor er det vigtigt med ritualet?

Vi trænger til forsoning. Både relationelt og eksistentielt.

Forsoningen kan finde sted på begge plan ved en begravelse.

Dels kan den finde sted i begravelsesfølget, idet talen ved den afdødes kiste kan bringe ting frem, der gradvist samler og heler, hvor sjælen har haft pivåbne sår, og dels kan der ske en forsoning mellem den enkelte i følget og det vilkår, at det kunne lige så godt være personen selv, der lå i kisten.

Præstens kortfattede beskrivelse af afdøde giver gerne plads for taknemmeligheden over det levede liv, men også sorgen eller bitterheden. Afdøde var måske ikke på lige god fod med alle, eller gav grund til konflikter og gør det fortsat, selv efter sin død. Talen må også give plads for det uforløste, så den, der er fyldt med vrede eller gentagne gange er blevet skuffet over den døde, kan vide sig set og mødt. Det er vigtigt, at de pårørende får muligheden for det.

Vi fordyber os i tekster og ord, der suverænt sætter sig ud over vores tid. Ord, der ikke er påfund til dagen, men knytter generationer og erfaringer sammen. Alle dør, nogle uventet.

Mødet med døden kan chokere og fremprovokere store kriser. Ritualet er godt til at give plads for disse erfaringer og til at sætte ord på det. Det indrammer livets alvor, at der er visse ting – døden er en af dem – der ikke løses med et quick fix. Hvor vi efterhånden mest tænker og lever som individer, samler ritualet os.

Kroppen får også mulighed for at sørge, når kisten (som regel) bæres ud. Selv de mest hårdføre, fattede personer erfarer, at kisten med ens kære er tung i sig selv og særligt tung i kraft af relationen til afdøde. Langt de fleste vælger i dag bisættelse frem for begravelse. Det kan lyde underligt, men derved mister de pårørende også en vigtig del i sorgprocessen og forsoningen, fordi afskeden tages ved bagklappen til en bil

og ikke ved hullet i jorden, der tydeliggør de barske vilkår og derved hjælper i sorgen.

Vi trænger til forsoning med vores skrøbelighed. Forsoningen er båret af budskabet om Guds magt, når vi er svage.

Vi fordyber os i tekster og ord, der suverænt sætter sig ud over vores tid. Ord, der ikke er påfund til dagen, men knytter generationer og erfaringer sammen.

Den kristne begravelse understreger håbet, der rækker ud over livets grænse, hvor andre ikke kan nå os. Der kan Gud nå og omslutte os – et håb, vi ikke kan sige os selv men få forkyndt.

Hvad sker der i det kristne begravelsesritual?

De pårørende ved godt, hvorfor de sidder ved N.N.’s begravelse, men de har også brug for at høre det kristne budskab og håb i den sammenhæng. Hvad gjorde eller sagde afdøde, der kan kobles til Bibelens tekster? Det kristne budskab forenes med det levede liv, som går videre allerede i morgen eller om en time. Gud er med i livet.

Det kristne begravelsesritual indeholder følgende elementer: Tekstlæsning, bøn, fællessang, tale eller prædiken og jordpåkastelse, hvor der kastes jord på kisten med ordene: ”Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.” Dette er den overordnede ramme for begravelsesritualet, men præster er frit stillet med hensyn til forløbet.

Kun selve jordpåkastelsen er ens for alle. ■ 29

Vi har boligerne Kom med din hverdag 128 Aarhus lejligheder i grønne omgivelser Lyse, rummelige og delevenlige lejligheder - 2, 3 eller 4 værelses - til en fornuftig pris, i cykelafstand fra Aarhus C og de fleste uddannelsesinstitutioner.

Tjek ind på vores nye hjemmeside og få indtryk af lejlighederne og dem der bor i dem.

Frederiksborg Apotek Slotsgade 26, 3400 Hillerød Tlf: 48 26 56 00 Apoteker Troels Ingemann

www.frederiksborg-apotek.dk

Åbent alle dage i året kl. 8-21

Turister og evangelister: LTC på udlandsperiode Studerende i Aarhus: Jævnaldrende oplægsholdere gør indtryk Jesus var i centrum på studiestederne i Aarhus til event-ugen Challenge i midten af april.

Af SKL

Der var kærlighed, omtanke og kraft bag temaerne og oplæggene til event-ugen Challenge i Aarhus. Og det smittede af på stemningen til de forskellige lunchbars og skinnede igennem til de mange deltagere.

Skøn uge Hans-Christian Vindum Petterson (HC) er KFS-sekretær i Aarhus og var med til de forskellige events, hvor menige KFS’ere og Challenge-teamet gjorde et ekstraordinært arbejde for at få arrangementerne til at glide. ”Challenge har været en skøn uge med godt vejr, gode oplæg, bedre snakke og Jesus i centrum på studiestederne,” fortæller han.

Engagement og stor respekt Nanna, Mathias og Anders er studerende i Aarhus og var alle oplægsholder på hver sin lunchbar i løbet af ugen. Og så har alle tre fulgt KFS’ Proklama-forløb for universitetsevangelister, hvor HC har været primus motor.

HC fortæller, at der var stor respekt fra de studerende, over at medstuderende og jævnaldrende kunne holde så gode, gennemarbejdede og velreflekterede oplæg, og at de havde tænkt på svar på mange spørgsmål. ”Flere viste ømtålelighed på vore oplægsholderes vegne, når det kom til de mere personlige aspekter af oplæggene – når de inddrog deres egne oplevelser og tro, dog uden at være bange for at stille kritiske spørgsmål,” fortæller han.

Sammenlagt var der omkring 150 deltagere til de 3 events, som de Proklama-studerende stod for.

Der var oplevelser på mange forskellige planer for LTC’erne på årets udlandsperiode – som turister, som evangelister og som team.

Af SKL

LTC livet bringer mange toppe og dale med sig, og udover det rent fysiske bjerglandskab i Montenegro og Albanien, var der også både oplevelser og udfordringer på årets udlandsperiode.

Som turister fik LTC’erne lov at gå på opdagelse i smukke gamle byer, være omgivet af storslåede bjerge og nyde en masse varme og solskinstimer.

Som evangelister samarbejdede LTC’erne med de lokale studenterforbund EUS og BSKSH og kastede sig ud i at møde en masse montenegrinske og albanske studerende lige midt i deres studiehverdag, fortælle dem evangeliet og invitere dem med til de forskellige eftermiddags- og aftenarrangementer.

Relation frem for argumentation Johanna Sonne Mortensen fortæller, at særligt montenegrinerne er meget relationelle, og derfor var det et særligt fokus i mødet at få dannet relationer og tage ud på café og drikke kaffe med dem, man mødte.

Således kom de studerende også ind under huden: ”Sammen med Signe (LTC’er red.) endte jeg således med at blive venner med en pige fra universitetet. Hun kom til at betyde noget særligt for os, og vi håber og beder om, at hun må komme til tro en dag,” fortæller hun. ”Det gjorde dybt indtryk at høre, hvor meget montenegrinerne faktisk søger efter mere end bare de ortodokse traditioner, som præger deres samfund.”

Læs videre om udlandsperioden på kfs.dk

Læs videre om Challenge og Proklama på kfs.dk 31

Aftryk af opstandelsen I Torino, Italien, findes ét af kristendommens mest omdiskuterede relikvier. Et gammelt stykke stof på 4,4 x 1,1 meter, der siges at være det stof, som blev viklet om Jesus umiddelbart efter hans død, og som ifølge Johannesevangeliet blev fundet påskemorgen.

Af Kristian Nakskov Kappel, cand. theol. og studentersekretær i KFS kristian@kfs.dk

Generelt skal man gå til såkaldte ”relikvier” – genstande knyttet til Jesus eller forskellige helgener – med en vis forsigtighed. Eksempelvis er der rigeligt med stumper af Jesu kors til at samle adskillige hele kors. Samtidig opstår der nemt en usund dyrkelse af selve relikviet. Alligevel er der noget ved Jesu ligklæde i Torino, som bliver ved med at fascinere. Hvis det er ægte, repræsenterer det nemlig et reelt fysisk bevis på Jesu opstandelse og er en af de vigtigste arkæologiske genstande i kristendommen. Hvis det er en forfalskning, har tusindvis af mennesker spildt store mængder af deres tid og energi.

Ligklædets historie Beretningerne om et ”klæde med aftryk af Jesu ansigt” går helt tilbage til det apokryfe Hebræerevangelium fra det 2. århundrede, hvori det hævdes at Jesus, efter opstandelsen, selv overdrog det til en præsts tjener. Sankt Nino hævder, at det omkring år 340 var en udbredt opfattelse af Pilatus´

Mange hævder, at aftrykket må være opstået som resultat af en form for stråling i opstandelsesøjeblikket. hustru havde foræret klædet til evangelisten Lukas, og i pilgrimsberetninger fra år 570 og 670 nævnes ”stoffet, som dækkede Jesu ansigt” samt et aflangt stofstykke med en afbildning af Jesus. Herefter nævnes klædet mere sporadisk i forskellige beretninger, indtil det lander mere permanent, først i Frankrig og senere i Italien – hvor det i dag opbevares i domkirken i Torino. På den ene side er der altså kontinuerlige beretninger om ”et klæde med et billede af Jesus” hele vejen 32

TEMA

op gennem kirkens historie. Omvendt er der flere århundreder, hvor klædet ikke nævnes overhovedet.

Videnskabelig undersøgelse Indtil det 20. Århundrede var argumenterne for og imod klædets ægthed primært baseret på teologi, tro, og hvad der kunne ses med det blotte øje. Imidlertid tiltrak det stor opmærksomhed, da klædet første gang blev fotograferet i 1898, fordi det fotografiske negativ viste billedet på klædet tydeligere. I 1978 fik et hold på 40 forskere fra forskellige videnskabelige discipliner for første gang adgang til klædet i 5 døgn – det såkaldte STURP team (Shroud of Turin Research Project). Efter mere end 150.000 timers analyse af resultaterne konkluderede gruppen, at de ikke havde nogen forklaring på, hvordan den tydelige aftegning er opstået. Derfor hævder mange, at aftrykket må være opstået som resultat af en form for stråling i opstandelsesøjeblikket. Andre fastholder klædet som en forfalskning lavet ved hjælp af sollys (fx N.D. Wilson).

I 1988 blev en meget omdiskuteret kulstof 14 prøve foretaget, som placerede klædets alder til at være år 1260-1390.

Der er dog seriøse forskere, som anfægter gyldigheden af det resultat, blandt andet fordi prøven blev taget fra det stykke af klædet, som måske blev repareret i år 1532 på grund af skader fra en brand.

Der findes, på nettet, en nærmest uendelig mængde information og talrige teorier for og imod klædets autenticitet. En god gennemgang findes i Katolske Mirakler gennem to årtusinder s. 78-95, Forlaget Vandkunsten, ligesom Wikipedia – under Shroud of Turin – har en god og grundig gennemgang. Du kan også google ”the shroud of Turin” – men husk din kritiske sans! ■

”Giuseppe Enrie, 1931, Wikipedia”

"Ukendt, 2009, Wikipedia"

Til venstre: det originale klæde i sin fulde længde med aftrykket af en persons for- og bagside. De sorte mærker og mørke skjolder er resultatet af en brand i år 1532.

Til Højre: Et fotografisk ”negativ” som får billedet til at fremstå væsentligt tydeligere.

TEMA

33

Kommentar:

Vi skal aktivt hjælpe til liv Af Inge Munk Møller, speciallæge i psykiatri, www.imm-psykiatriklinik.dk

Aktiv dødshjælp er ikke lovligt i Danmark, og det mener psykiater Inge Munk heller ikke, at det bør være.

Her kommenterer hun på, hvordan aktiv dødshjælp ikke kan harmonere med det lægeløfte, hun har aflagt, eller med hendes kristne tro.

34

I TIDEN

Som kristen er det naturligt for mig at se livet som helligt. Livet er givet os som en gave, og vi skal som læger hjælpe patienter bedst muligt. Det har været udgangspunktet i årevis. I det gamle lægemotto hedder det: ”Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste”. Det er noget af det, vi skal holde os for øje som læger.

I lægeløftet, som alle læger aflægger, når de er blevet færdig med embedseksamen, lover jeg også ”at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn”. I den gamle Hippokratiske ed stod der også: ”Selv om jeg opfordres dertil, vil jeg ikke give nogen dødelige gifte eller noget sådant råd, ej heller vil jeg give nogen kvinde fosterfordrivende midler.” Denne del af løftet er ikke med mere. Nu hedder det kun ”til samfundets og mine medmenneskers gavn.”

Det er jo tankevækkende, at dette løfte som er udformet ca. 300 år før Kristus, udtrykker så stor respekt for livet. Det kæder også umiddelbart aktiv dødshjælp og abort sammen, og det hænger jo sammen. Både ved livets begyndelse og ved livets slutning er der oftest tale om, at vi er meget svage og har brug for stor omsorg. Det har været en given sag frem til vor tid.

Et skift i indstilling Først siden 1973 er det her i landet blevet lovligt at udføre tidlige aborter. Desværre er det efterhånden blevet helt accepteret af de

fleste. Der udtrykkes derimod stor vrede overfor dem, der sætter spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt at gøre det. Tænk blot på reaktionen på de 16000 kors, der blev opstillet ved motorvejen for et par år siden.

Vi taler om ytringsfrihed, men det gælder faktisk kun, når man siger det, som flertallet accepterer. Man ønsker ikke at høre om, at abort er at tage livet af et foster, der ikke selv har været med til at bestemme. Aborten beskrives også ofte som en hjælp til kvinder til selv at kunne bestemme, men jeg har som læge oplevet flere kvinder sige: ”Bare der ikke var noget, der hed fri abort”.

Når abort er blevet så accepteret som sorteringsmekanisme i den første del af livet, leder det naturlig til, at man også ønsker at gribe ind og fremskynde døden i den anden ende af livet. Her tænker jeg ikke på, at man slukker for respiratoren, når en person er hjernedød – det er det, vi også kalder passiv dødshjælp.

Dødshjælp er misvisende Man taler om aktiv dødshjælp, når man gør noget aktivt for, at én skal dø. Når man taler om at yde hjælp, så får det en omsorgsfuld tone. Vi synes normalt, det er godt, hvis man kan yde hjælp. Ord er forførende, og det er rigtig godt at være meget opmærksom på det i vor tid. Til tider kan tingene blive vendt helt på hovedet. Ofte bliver den, der gerne vil holde sig til Guds ord, kaldt intolerant, dømmende og ukærlig. Det kan også komme til at gælde, når vi ikke vil gå ind for abort eller aktiv dødshjælp.

Det er dog vigtig at se bagom dette med at yde ”hjælp”. Det er vigtigt at se, at det faktisk drejer sig om, hvorvidt læger skal have lov at slå patienter ihjel. I dag går flertallet af befolkningen ind for, at man skal kunne få tilbudt aktiv dødshjælp. Jeg tror, man ville få et andet resultat, hvis man spurgte befolkningen, om læger skal have lov til at slå ihjel?

Jeg tror, mange går ind for aktiv dødshjælp, fordi de tænker hjælp til et menneske, der ligger svært forpint, som de ikke tror, man kan hjælpe på anden måde. Det er heldigvis helt forkert. Der er rigtig mange måder at hjælpe på. I langt de fleste tilfælde er det muligt at give smertestillende medicin, så den sidste tid ikke skal være fyldt af fysiske smerter. Mange oplever i første omgang

en bedring af tilstanden, når de kommer på hospice. Det hænger sammen med, at man her har et andet fokus end på hospitalet.

Omsorg og livshjælp På hospitalet gør man normalt alt for, at folk skal blive raske igen.

Men når det ikke kan lykkes, kan patienter virkelig føle sig opgivet. Jeg har oplevet, at en overlæge på stuegang gik forbi svært syge med en flygtig hilsen. Det er meget ubehageligt for patienten næsten at føle sig overset, men lægen kan føle sig som en fiasko.

Det er jo ikke lykkedes at hjælpe patienten til at blive rask.

Derfor kan det opleves meget anderledes at komme på hospice. Her bliver fokus et helt andet. Her er der tale om omsorg og livshjælp, så længe der er liv. Når der er mange smerter, så er det vigtigt at dække smerterne så godt som muligt i samarbejde med patienten. Måske fylder de psykiske smerter mere end de fysiske, og så er det vigtigt, at man også er parat til bede præsten eller en anden, der kan hjælpe patienten med de psykiske smerter, om at komme og tale med vedkommende.

Jeg læste for nylig, at der netop var en, der gav udtryk for, at der var alt for lidt opmærksomhed på at hjælpe mennesker med de psykiske smerter. Det kan så medføre, at man måske også prøver at afhjælpe de psykiske smerter med smertestillende medicin, hvor der i stedet er brug for en samtale.

Aktiv dødshjælp er en glidebane Lægeforeningen i Danmark er heldigvis stadig imod aktiv dødshjælp. De ønsker at der fortsat kan være et tillidsfuldt forhold mellem læge og patient.

I mange af de lande, hvor aktiv dødshjælp er tilladt, kan vi se, hvordan der hurtigt sker et skred, når man bevæger sig ud af det spor. På det sidste er man også begyndt at give tilladelse mange steder til at give aktiv dødshjælp til psykisk syge. Det synes jeg naturligvis er helt forfærdeligt, når jeg tænker på, hvor mange jeg har hjulpet tilbage til livet efter selvmordsforsøg.

Som kristen vil jeg gerne være med til at holde fast ved dette, at livet er helligt, og vi derfor som mennesker skal give omsorg til den syge og svage, så længe vi kan.

I TIDEN

35

Portræt Rebecca Nissen, Stud. med.

7. semester, KU

Hvorfor har du valgt at læse medicin?

Se, det er jo et godt spørgsmål, især fordi jeg har valgt at læse medicin af to omgange. Første gang var jeg meget i tvivl omkring mit studievalg og valgte det nok mest fordi, det var noget, der skulle prøves af. Men jeg fandt aldrig ro i mit valg – jeg syntes, at studiet stjal min Jesustid, fritid og frihed. Så efter 3. semester droppede jeg ud og søgte ind på engelsk. På engelsk indså jeg en lang række ting i forhold til tid og prioriteringer, og selvom jeg nok egentlig bedre kunne se mig selv som gymnasielærer end som læge, så kunne jeg simpelthen ikke komme op at køre over selve engelskstudiet. Det var faktisk et hårdere studie for mig på trods af den mindre studietid. Jeg savnede at kunne lade mig fascinere over emner på samme måde som på medicin, og så søgte jeg om genoptag på medicin og fik lov til det. Så anden gang, jeg valgte at læse medicin, var stadig ikke, fordi jeg ville være læge, men fordi jeg syntes, at selve faget var super fascinerende og gribende.

Hvad er det fedeste ved dit studie?

At man gang på gang får aha-oplevelser – især fordi alt, hvad man lærer, er noget, der foregår i eller på egen krop. Jeg nyder at få lov til at stå tilbage med forundring over, hvordan menneskekroppen er skabt og fungerer, og så samtidig kunne tænke på, at designeren er Gud! Har du måttet forholde dig til døden på en særlig måde på medicinstudiet?

Ja, på nogle områder bliver jeg tvunget til at forholde mig til døden. Aktiv dødshjælp fylder for eksempel en stor del af vores Videnskabsteorikursus, hvorfor jeg har måtte gøre mig nogle tanker omkring det også med et kristent perspektiv. Vi har også undervisning i genetik, hvor den gængse opfattelse af fostre med misdannelser eller andre ”fejl” er, at der skal opfordres til abort. Denne form for undervisning med disse implicitte holdninger har været specielt udfordrende, fordi abort ikke diskuteres som en død, men tværtimod accepteres og tilskyndes som om det intet har med døden at gøre. Her clasher studiet virkelig med min tro.

Er der noget, du har lyst til at sige til folk, der overvejer at læse medicin?

Studiet tager tid og kræver, at man lærer at prioritere, hvilket kan være mega hårdt, hvis man ikke er helt glad for studiet.

Så jeg vil nok sige: Lad være med at læse medicin, hvis du ikke rigtig vil det eller ikke er glad for det. Drop ud. Det gjorde jeg, og det er jeg glad for! Men hvis du modsat virkelig vil studiet, så er det jo verdens fedeste studie! Det bedste råd, jeg selv har fået ift. mit studie, er: ”Man må lære at sige nej, for at kunne sige ja”. Et ja til medicin kræver et nej til andre ting, men det er det hele værd, når man først finder ud af, at det faktisk kan være givende for sjæl og liv at bruge tid på at fordybe sig i noget, man synes er vildt spændende. ■

36

TEMA

Hold fokus Læserbrev:

En læser-respons på sidste magasins kommentar om bæredygtighed og kød på KFS´ lejre.

Af Manuel Vigilius, kommunikationschef, mvigilius@gmail.com I det seneste nummer af TIL TRO skriver Kristian Kappel, at KFS bør droppe kød på sine lejre. Det ville være ”en spæd start … et lille skridt på en lang vandring mod en mere bæredygtig måde at arbejde på”, står der.

Jeg var blandt dem, der ytrede sig kritisk om artiklen og er blevet spurgt af redaktionen, om jeg ville skrive et indlæg.

Først vil jeg gerne fastholde proportionerne: Det er ikke jordens undergang, at man bringer sådan en artikel. Der skal være plads til uenighed og klare, konkrete udmeldinger i TIL TRO. Desuden er Kristians anliggende – vores ansvar for jorden og for hinanden – både godt og bibelsk. Desuden er jeg taknemlig for Kristian og alle andre, som engagerer tid, kræfter og hjerteblod i KFS og i TIL TRO. Når det er sagt, mener jeg, at artiklen bruger både bibeltekster, principper, fakta og logik på en tvivlsom måde.

Ud fra nogle tekster om forvalteransvaret mistænkeliggør den reelt alle (kristne), der arbejder med kødproduktion og/eller nyder kød.

Den siger ikke bare ”for mig betyder xxx, at jeg ikke spiser kød”. Eller: ”Der skal være mulighed for at sige nej til kød”. Begge dele har jeg respekt for. Men i stedet siger den ”ingen skal have valget …”.

Man skal godt nok stå på et solidt fundament af entydighed for at sige sådan.

Men for det første er sammenhængen mellem kød og miljø langt mere komplekst, end artiklen fremstiller det. Kød er en

fantastisk god og effektiv kilde til protein, og protein skal vi have.

At skifte væk fra kød mod fisk har betydning for balancen i verdenshavene. Det har andre beskrevet meget bedre, end jeg kan.

Her vil jeg bare sige: Der er langt, langt flere nuancer, end artiklen antyder.

For det andet: Skal vi følge artiklens logik må det betyde, at ingen KFS'ere bør bruge spraydåser, arbejde på tankstationer eller tage fly til konferencer eller ferier. Og ingen kristne bør se 99% af de film og tv-serier, der bliver produceret eller abonnere på Netflix, have mobiltelefoner eller arbejde for tv- eller teleselskaber (1. Timotheus Brev kapitel 4, vers 7; Efeserbrevet kapitel 2, vers 1; kapitel 5, vers 3-4 m.fl.). Og sådan kunne vi blive ved.

Jeg synes, det er godt, at TIL TRO tager livtag med aktuelle problemstillinger, men jeg oplever, at et firkantet indlæg om kødspiseri er tidstypisk på den kedelige måde og en defokusering fra KFS' mission.

KFS er båret af et krystalklart fokus på Kristus og budskabet om ham. Så mennesker bliver sat fri og bliver udrustet til at leve et liv i overensstemmelse med evangeliet. Hvordan det ser ud, hvilke konsekvenser evangeliet får i hverdagen, vil altid variere.

Især på områder, Bibelen ikke taler utvetydigt om, fx forbrug, mad, drikke med mere.

Så bevar udsyn, relevans og konkret udfordring – men hold fast i fokus, i friheden og i tillid til, at andre kristne kan finde ud af at træffe de rette konkrete valg i livets mange gråzoner.

Guds fred, Manuel I TIDEN

37

Se, nu stiger solen af havets skød © Det Kgl. Vajsenhus' Forlag, Mel.: Lars Nielsen 1891, Oluf Ring omkring 1915

1

Se, nu stiger solen af havets skød, luft og bølge blusser i brand, i glød; hvilken salig jubel, skønt alt er tyst, medens lyset lander på verdens kyst!

3

Takke ham, som gav mig, når sol står op, selv at føle morgen i sjæl og krop, at al mørkhed svinder og sjælevé, blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!

5

Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind, did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind, ret som om det ånded af lyset ud o du milde Fader, min skaber, Gud!

7

2 4

O, at jeg tør favne dig, skære dag, kalde dig med navne, min sjæls behag, alle gode navne, som bedst jeg ved: Moder, søster, elskte: min kærlighed!

6

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly; o for sejersjubel, for salig lyst: Lyset stander stille på livets kyst!

Jakob Knudsen 1891.

38

Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morgnen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død.

Hver dag står solen op og går ned. Der udspiller sig et drama mellem lys og mørke. I ”Se nu stiger Solen” spiller naturens rytme sammen med livets gang. Marie dykker her ned i den folkekære salme og opliver både tekst og melodi.

Af Marie Kobbersmed, gymnasielærer i dansk, mariekobbersmed@gmail.com

Det er søndag, og jeg har valgt at holde gudstjeneste for mig selv. Jeg sidder ved mit arvede spisebord, hvor jeg har fået mange kogte kartofler hos min farmor i Hirtshals. Hun er død nu, og bordet er en daglig påmindelse om gode barndomsminder og håb om flere måltider med hende engang. Det står i min stue på 4. sal, hvor jeg kan sidde ved det og kigge ud over tagryggene i Københavns Nordvest-kvarter. Dagen er nok, hvad meteorologer ville kategorisere som overskyet med chance for sol. Anlægget er tændt, og ud af højtalerne runger DR’s vokalensemble og fylder rummet. Jeg har sat mig for at forsøge at høre, hvad Guds søndagshilsen til mig er gennem Jakob Knudsens salme ”Se, nu stiger solen”.

At føle morgen i sjæl og krop Mange folkekære salmer handler om solens opgang og nedgang – for eksempel ”I østen stiger solen op”, ”Nu går solen sin vej” og så videre – og måske er det ikke tilfældigt. Solen er med til at sætte en ramme om dagen. Når solen står op, vågner vi af vores dvaletilstand, og når den går ned, ved både mennesker og dyr, at natten lige så langsomt tager over.

Denne ramme om døgnrytmen er også sammenlignelig med livets rytme i det store perspektiv. Et hav af digtere, særligt i 1800-tallet, har brugt naturens rytmer som metaforer for menneskelivets gang og endelighed.

Salmens første vers sætter en aktuel scene, som sker her og nu: ”Se, nu stiger solen…”, hvorefter solen spreder sine livgivende stråler til glæde for digter-jeg’et. Anden strofes begyndelse er en næsten meditations-lignende tilstand: ”Jeg vil ånde luften i fulde drag”, og i tredje strofe hedder det ”...selv at føle morgen i sjæl, i krop”. Disse formuleringer er holistiske forståelser af menneskets tilværelse. Vi er både krop og ånd. Kirken er i dag i stigende grad begyndt at få øjnene op for, at trosliv og trospraksis ikke behøver at være adskilt fra kropslighed. Fænomener som pilgrimsvandringer og christfullness er udtryk for en egentlig ældgammel tradition for at bruge kroppen i både gudstilbedelse, nærvær og velvære.

Det er ikke alle mennesker, som oplever Guds nærvær i naturen, men jeg tror, de fleste kan nikke genkendende til, hvor oplivende det kan være at blive ramt af solens stråler midt i kulden eller på en ellers overskyet dag.

Dagen er en fortrolig bekendt Digter-jeg’et henvender sig til dagen, som om det var en person, som vedkommende er ganske fortrolig med. Tag for eksempel strofe 4: Dagen bliver personificeret ved at blive tiltalt som et nærtstående familiemedlem. Påfaldende er det desuden, at det er kvindelige familiemedlemmer, som nævnes. Dagen er altså en kvinde. En skær en af slagsen vel TEMA

39

at mærke. Ordet ’skære’ er ikke det, man oftest hører blive brugt til at beskrive en attraktiv kvinde i dag. Men det er et rammende ord, da det både kan betyde ren, lysende, fin og uskyldig. Denne englelignende og dog familiære kvindeskikkelse, som dagen tiltales som, bliver omfavnet med en hvis andægtighed: ”O, at jeg tør favne dig…”. Der er altså noget på en gang fortroligt og dog helligt over dagen. Den sidste del af denne fjerde strofe: ”elskte: min kærlighed!” hænger godt sammen med den første strofe, hvor amorinerne også svæver over det hele. Der er nemlig en intimitet og kropslighed i salmens metaforer, hvor solen stiger af ”havets skød”, og hvor ”luft og bølge blusser i brand, i glød”. Det kan næsten lyde, som om luften og havet rødmer som et forelsket menneske, der både forlegent og hengivent påvirkes af den andens tilstedeværelse.

Denne englelignende og dog familiære kvindeskikkelse, som dagen tiltales som, bliver omfavnet med en hvis andægtighed: ”O, at jeg tør favne dig…”. Der er altså noget på en gang fortroligt og dog helligt over dagen

Lyset og skyggen side om side Det er svært at komme udenom, at en kæmpe del af denne salmes succes på hitlisterne for kirkernes nummertavler er, at Oluf Ring har skrevet en fremragende melodi til salmen.

Salmer er lyrik, men også lyrik som er tonesat. Et digt tilsat toner giver et komplekst lag af betydninger, da vi ikke kun hører ord men også musik. Det betyder blandt andet, at melodi og harmonisering i høj grad er med til at forme ordenes betydning. Salmen er for eksempel skrevet i en mol-toneart, som vi typisk forbinder med noget trist eller melankolsk: Tænk på en sang som ”Vem kan segla forutan vind”. På det sidste ord i stroferne, for eksempel strofe 1: ”lyset lander på verdens kyst”, skifter tonaliteten pludselig, da vi lander på en dur-akkord. Ligesom lyset lander, indfinder lyset sig altså også i musikken netop på dette sted. Det giver en fantastisk spænding til salmens harmoniske progression, at den overvejende er i mol, men hele tiden lander i dur.

Salmen er ikke udelukkende en naiv besyngelse af livets solskinsside – for nu at blive i salmens metaforik. Livets skyggesider er hele tiden til stede side om side med glæden og taknemmeligheden; ”synd og død” (strofe 2), ”mørkhed […] sjælevé” (strofe 3), ”natmørkt hav […] imod min grav […] dødens garn” (strofe 6) og (strofe 7). Det stærke budskab i salmen er dog, at lyset vinder, og at mørkets og dødens omklamrende tråde ikke får det sidste ord. Når vi oplever døden, kan den føles så forfærdelig definitiv, men Gud giver os et håb om et evigt lys på den anden side af døden.

Mens jeg har siddet og skrevet denne artikel er det frostgrader udenfor. Solen skinner ind ad mit vindue på mit ansigt og hænder, og den varmer mig, mens de sidste toner af denne vidunderlige salme klinger ud. Det bliver en kombineret følelsesmæssig, kropslig og intellektuel erkendelse af, at det gennemtrængende lys, som solen er, er en daglig påmindelse om Guds overvældende skaberkraft og omsorg, som rækker helt ind i evigheden. Jeg er nået til sidste strofe i salmen.

Tårerne triller ned ad mine kinder. Lyset har sin endestation på livets kyst. Der vil jeg hen.

40

TEMA

Det stærke budskab i salmen er dog, at lyset vinder, og at mørkets og dødens omklamrende tråde ikke får det sidste ord.

Tanzania

V ild

e op

le v e

ls e r

mærk landet 23. juli - 10. aug.

En rejse udover det sædvanlige Badeferie på Zanzibar Eksotiske dyr Rejseleder er lokalkendt Besøg det lokale missionærarbejde

Rejseleder: Anders Solgaard, København Hurtig tilmelding. Forhør om plads.

Læs mere om rejsen på: felixrejser.dk/tanzania-sommer eller ring til os på 7592 2022

TAG PÅ

FERIE I SVERIGE OG STØT KFS

VERDEN HAR BRUG FOR DIG! Vil du rejse ud og være med til at gøre Jesus kendt?

Så se her! Luthersk Mission søger missionærer til følgende opgaver: • Undervisning på Phnom Penh Bibelskole, Cambodja • Nomadeevangelisation og undervisning, Tanzania • Menighedsarbejde og bibelskoleundervisning, Peru

Hyggeligt, gammelt stuehus udlejes til jer, der kunne tænke jer at tage på ferie i Sverige. Huset er beboeligt hele året og har plads til max 6 personer (to soveværelser).

I det gamle køkken er brændekomfur og bageovn bevarede. Køkkenet har også moderne faciliteter som el-komfur, køleskab, mikroovn og vandkoger.

Huset ligger 45 km fra Helsingborg, på landet, hvor ejer har fritidslandbrug med køer og kalve. Der er dejlig natur med skov og mark lige uden for døren.

• Teamleder for de danske udsendte, Tanzania

Vil du vide mere?

Læs mere om de ledige stillinger på www.dlm.dk/job/ missionaer eller kontakt en af vores missionskonsulenter på 4820 7660 / internationalejobs@dlm.dk

PRIS: 2500 DANSKE KRONER PR UGE ELLER 400 KR PR DØGN. DISSE PENGE GÅR DIREKTE TIL KFS

SKRIV ELLER RING OG HØR MERE! BENTE OG CHRISTER UNOSSON TLF. 0046-435-53490 // 0046-734-355033 MAIL: RAMNEKARR@CROSSNET.SE

Generalforsamling i kølvandet på historiske beslutninger Godt 75 fremmødte medlemmer blev til den årlige generalforsamling præsenteret for det gode billede af et KFS midt i en velsignet og privilegeret periode.

Af SKL

Det var i kølvandet på to større satsninger for KFS som organisation, at der traditionen tro blev afholdt generalforsamling på årets Påskelejr.

To beslutninger for fremtiden Per Ladekjær kunne i sin første formandsberetning for KFS gøre status på et historisk år i vores studenterforbund og tage medlemmerne med til de seneste to bestyrelsesmøder.

Møderne i november og marts endte ud i henholdsvis oprettelsen af en ny sekretærstilling i Vest- og Sønderjylland til sommer, samt den historiske beslutning om oprettelse af studenterarbejde i Grønland fra skoleåret 2019/2020.

Dette arbejde kommer til at udgå fra et økonomisk sundt KFS, som har fået udfyldt flere ledige stillinger i medarbejderstaben med ny og inspireret arbejdskraft, samtidigt med at man har oplevet en stigning på 14% i sit medlemstal.

Et nyt særligt fokus Generalsekretær Christian Rasmussen redegjorde for det nye særlige fokus i KFS frem mod 2020 i arbejdet på de videregående uddannelser. Hertil supplerede Per Ladekjær ved at bede medlemmer og KFS’ere i det ganske land om hjælp til opgaven. ”Vi har brug for jeres gode idéer og indspark til, hvordan vi gør KFS relevant og tydelig på de videregående uddannelser.”

Dette var hans opfordring til de fremmødte – og dermed nu også til dig, kære læser.

42

KFS NYT

Vi vil så gerne have flere med Derfor skal du gå ind på hjemmesiden kfstilgronland.com og læse om, hvad KFS vil lave i Grønland, hvorfor det er relevant for dig, og hvad du kan gøre for at blive en aktiv del af projektet.

Af Sara Friis Børty, stud. mag. i religionsvidenskab, sarahansenfriis@gmail.com

Du har måske hørt, at KFS har valgt at sende et ægtepar til Nuuk fra sommeren 2019 og tre år frem, hvor den ene af dem skal arbejde fuld tid på at starte Grønlandsk KFS op.

Men som du nok kan gætte dig til, så kræver det flere hænder end bare to, og derfor drømmer KFS om, at du tager med!

Derfor har vi lavet en hjemmeside, som kan give dig lidt mere information. Hjemmesiden er til dig, der gerne vil vide mere om, hvad KFS’ planer er i Grønland, til dig, som gerne vil vide mere om Danmarks storebror i Nord, og til dig, som har lyst til at komme med, men bare ikke ved, hvordan du skal komme afsted.

Gå ind på hjemmesiden, og hør Cecilie Højlund fortælle om det feltarbejde, hun lavede på Grønland om åndelighed, og hvordan hun fik lov til at blive brugt af Gud i nogle helt konkrete ting.

Eller læs om Simon Søvndal, som har været volontør for Sømandsmissionen og bare er blevet helt bidt af Grønland og den grønlandske natur.

Find også helt konkret information om, hvordan man søger arbejde i Grønland, hvordan du kan studere, komme i praktik, lave feltarbejde, eller blive volontør i Grønland.

Kort sagt, besøg KFS’ nye hjemmeside: kfstilgronland.com

KFS-leder:

Håbet er levende Af Ellen Esmarch Pedersen, næstformand i KFS, ellenesmarch@gmail. com

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Denne lovprisning bliver sagt både ved livets begyndelse, hvis vi bliver døbt som små, og ved livets afslutning, når jordpåkastelsen skal ske. Det er ord fulde af håb, som kan holde til både at leve og dø på, fordi vi ved dåb og tro er knyttet sammen med Jesus, som har taget magten fra døden, så den ikke længere er endegyldig.

For ganske nylig begravede vi min mor. Hun døde bogstaveligt talt mæt af dage efter at have levet næsten 91 år. Den sidste tid længtes hun efter at skifte adresse. Alligevel levede hun livet næsten til det sidste – det vidnede en halvfærdig strikkestrømpe om samt interesse for at høre overskrifterne i avisen og insisteren på, at det yngste oldebarn skulle have lov til at spise chokolade.

Ved den åbne grav blev det igen klart for mig, hvor afgørende forskel der er på at se livet og døden med eller uden evighedsperspektiv. Uden håb om evigt liv er døden kun grum og for altid adskillelse fra vores kære. Med håb om evigt liv er døden stadig i sig selv grum, men dog kun adskillelse for en tid. Vi kan sige: På gensyn!

Det var i forbindelse med sin brors død, Martha fik lov til at høre Jesus sige de måske mest livgivende ord, der er blevet sagt: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør (Johannesevangeliet kapitel 11, vers 25).

Lige efter at have sagt disse ord opvækkede Jesus

Lazarus fra de døde. Næsten som en demonstration af ordenes indhold. Det var dog kun for en tid, Lazarus fik livet igen på denne jord. Nu er han for længst død og borte. Men håbet lever for ham og for min mor og for alle, som tror, at Jesus er Kristus og opstået fra de døde. En dag kommer Jesus igen og skaber en ny himmel og en ny jord.

Håbet er levende! Det er det gode budskab, som giver energi til at arbejde i KFS. Vi vil så gerne, at flere skal komme til at se livet i evighedsperspektiv, så det giver deres liv her og nu retning og giver håb om evigt liv på den anden side døden.

Ja, engang mine øjne skal se Kongen i hans pragt, tilbede i hans tempelhal hans nåde og hans magt.

I et krystalklart hav af lys forsvinder tidens nat og gys, forvandlet blir hver gåde her til lovsangsjubel der.

Så er jeg frelst, så er jeg fri, så har jeg vundet frem.

Så er min strid med ét forbi, så er jeg i mit hjem.

Det hjem min frelser lovet har hver den, som korset med ham bar, Guds Paradis, vort rette hjem, det ny Jerusalem.

DDS 569, v. 1 og 4

I TIDEN

43

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

“”

Lige siden Adam og Eva i sin tid gik ud til en frisk grav, hvor deres søn Abel hvilede, har vi mennesker været bundet af den lovmæssighed, at vi skal dø. Det hører med til vores historie, at vi er på vandring mod graven, vores forældres grav, vores venners grav, måske vores ægtefælles grav, vores egen grav.

Børge Haahr Andersen Temaartikel side 11

Støt KFS’ arbejde økonomisk Via MobilePay: 1956 Via bankoverførsel: 9402-0004054954 Via kfs.dk – klik på

STØT KFS

i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer 44

Hvad går pengene til?

Fx Ny stilling i Vestdanmark Vi satser og laver en ny sekretærstilling i Vestog Sønderjylland. Dine penge er med til at betale lønnen og de øvrige udgifter, og dermed er du direkte med til at bære arbejdet på at nå flere studerende i Danmark med evangeliet.