
2 minute read
Kulturstationen/Kinorevuen – 100-Salen
Frivillig kultur
TEKST: JØRGEN PETERSEN, KULTURSTATIONEN
Advertisement
Som barn var jeg ofte tilskuer til min bedstefars daglige ritual, et ritual hvor hånden blev let knyttet, knoerne spændt, målbevidste skridt henimod ofret, armen blev løftet og i sidste øjeblik fik pegefingeren et let bøj og den slog let men bestemt mod barometerets glas, i den lette banken lå et dybfølt ønske og håb om at pilen pegede på godt vejr. Jeg har prøvet at stå foran vinduet i Kinorevuen og slå på glasset til 100 salens indsamlingsbarometer. Mellem hvert bank har søjlen løftet sig og i skrivende stund er den tæt på 300.000 kr. og stadig stigende, det må siges at være på vej mod gode tider.
Penge er ikke alt
Barometeret er meget mere end penge, det er en manifestation af et lokalsamfunds vilje og beslutsomhed. En vilje og beslutsomhed som blandt andet kan aflæses i den menneskelige crowdfunding, der har været i gang. Gruppen bag 100 salen bad om hjælp til praktisk arbejde, så salen kunne færdiggøres uden større udgifter end absolut nødvendigt. Foreløbig har mere end tredive meldt sig. De samlede kompetencer i gruppen overstiger de vådeste drømme hos de største entreprenørfirmaer i Danmark.
Nordjylland ligger over landsgennemsnittet for frivilligt arbejde, så det er ikke ukendt for nordjyder at arbejde frivilligt. Men som regel er frivilligt arbejde direkte rettet mod bestemte grupper eller mod et specifikt formål. Trænere i idrætsforeninger, genbrugsforretninger, besøgsvenner og der er mange flere eksempler. Så hvad er motivationen for at yde frivilligt arbejde i en sal, hvor de færreste kan se, hvad de laver, og når alt er færdigt, vil de færreste vide, hvem der har lavet hvad? Jeg ringede til nogle, der havde meldt sig og spurgte, hvorfor de meldte sig som frivillig arbejdskraft.
Fællesnævneren
I alle svarene var ønsket om at gøre noget for lokalsamfundet. Tanken om, at der ved fælles hjælp kunne skabes noget unikt, var en klar motivationsfaktor. I samtalerne fornemmedes en vis stolthed og glæde over, ikke alene at være en del af et frivilligt fællesskab, men også at byen har en Kulturstation og en biograf, som med alle deres aktiviteter er med til at samle byen.
Har mursten sjæl?
På samme måde som Kulturstationen gennem årene har været båret af frivillige timer i et utælleligt antal og skiftende bestyrelsers store engagement, bliver den nye sal således ikke kun en sal med hundrede muligheder og plads til begejstring, den bliver også en sal med en sjæl af hundredvis af frivillige timer og hundrede menneskers engagement og ildhu. Så i en tid hvor kulturbarometeret generelt, og ikke mindst i Rebild Kommune, har faldende tendens så er det ekstra dejligt, at barometeret i 100 salen peger mod godt vejr. Vi vil godt kulturen, om det er teater, biograf, idræt eller nogle af de mange andre kulturtilbud vi har, og vi er klar til at yde en indsats for fællesskabet
En frivillig får det sidste ord, “At få et hus, hvor jeg kan komme til et arrangement med Niels Hausgaard, fejre mine forældres sølvbryllup, sende mine børn i . biografen og så er der stadig plads til både legestue og café, det er værd at yde en indsats for”.