9 minute read

Fra Skudehavnen til St. Brøndum

TEKST: MARIA OHRT-NISSEN, HENRIK BUGGE MORTENSEN FOTO: HENRIK BUGGE MORTENSEN

Kunstskole i Aalborg

Advertisement

Uddannet socialpædagog

Selvstændig kunstner

Bosat i St. Brøndum

ET BESØG HOS KUNSTNEREN MICHAEL SASSERSON

”Moder Jord” med ”hale” på slibes og poleres.

Drejer man i St. Brøndum fra mod genbrugspladsen ved Krastrup passerer man i byens udkant, lige før byskiltet, forbi en bunke rustent jern. Sådan ser det ud i farten, men et nærmere kig afslører en finurlig ”blikdåsemand” med åben mund, flagrende frakke og udslåede vinger. Man får den tanke – han skal skynde sig ud på lossepladsen! ”Rustbunken” eller ”Insektet”, som nogen kalder skulpturen, står ved indkørslen til et lille rødstenshus. Her bor Michael Sasserson – byens kunstner, hvis foretrukne materialer er træ, fedtsten, bronze og aluminium.

Omgivelserne bærer præg af, at her bor en ungkarl, der ikke går synderligt op i hverken indretning eller havedesign. Han er derimod dybt optaget af de muligheder, som ligger gemt i de enkelte ting. På vej ind i haven går vi forbi et meter højt hestehoved udskåret i træ. ”Det arbejder jeg på i øjeblikket”, fortæller Michael Sasserson. På en overdækket terrasse står et bord fyldt med kunstnerens projekter. Det er gang i mange ting på samme tid. Her ligger ”Moder Jord”, der nærmest er blevet Michaels signaturfigur. Den mangler blot at blive slebet og poleret.

Pløjet frem fra den lokale muld

Nysgerrigt bliver man ledt videre gennem haven til Michael Sassersons værksted. På indgangsdøren hænger ”Ælde” – en af skikkelserne fra den nordiske mytologi. Under et besøg hos Udgårdsloke blev Thor ifølge myten udfordret til kamp mod Ælde, dvs. alderdommen i skikkelse af en gammel kroget kone. Det var en ulige kamp, som selv ikke Thor kunne vinde. Sassersons skulptur består i al sin enkelhed af et stort stykke moseeg, som blev pløjet op på en nærliggende mark. Ægteparret, der ejede jorden, afleverede fundet til Sassersen med ordene, ”at det kunne han nok finde ud af at bruge til noget”. Da træstykket blev renset, stod en krop uden hoved tydeligt frem. Hovedet fandt Michael Sasserson efterfølgende i en bunke med alabast sten. De to elementer smeltede sammen i figuren ”Ælde”.

Vi lister videre ind i værkstedet. På vejen møder vi endnu en ”Moder Jord” med ”hale” på. ”Der skal være noget at holde ved, når den skal slibes”, forklarer Michael Sasserson. Han gør stolt opmærksom på de mange sække med øl- og sodavandsdåser. ”Der går 67 omsmeltede dåser til en Moder Jord-figur, og det SKAL være dåser, der er samlet i naturen”, pointerer han. Naturplejer og kunstner i en og samme person!

Udenfor værkstedet ligger en kæmpe træstamme, der er opskåret i flere mindre stykker. ”Et af stykkerne har jeg brugt til det hestehoved”, fortæller Michael Sasserson, der har fået god hjælp til opskæringen af en nabo, der har det helt rigtige udstyr, for til sådan en opgave kræves mere end blot en almindelig motorsav. ”Gode og hjælpsomme naboer er der mange af i St. Brøndum”, siger Michael Sasserson med et smil.

Et springbræt til kunsten

Michael er født og opvokset i skudehavnen i arbejderbyen Aalborg. Det var et hårdt miljø, hvor slåskampe og ballade mellem kvarterets drenge var en del af dagligdagen. For at komme væk fra det dårlige selskab blev Michael efter endt skolegang først sendt til Tvind og derefter et halvt år til søs som skibsdreng på et skib, der besejlede Grønland. Da han vendte hjem, havde moren fundet en læreplads til ham hos en

smed. Et karrierevalg, han ikke selv havde den store indflydelse på. Det skulle dog senere vise sig, at den håndværksmæssige uddannelse blev springbrættet til den kunst, der endte med at blive hans levevej. Han blev udlært smed, og arbejdede som sådan i nogle år frem til 1980’erne, hvor han som så mange andre blev ramt af arbejdsløshed. Det gav en ny drejning i livet, hvilket betød, at Michael Sasserson kom på kunstskole.

"Det, at sidde for sig selv, tegne og male, det har lige siden jeg var barn været et sted, hvor jeg kunne fordybe mig”.

Tegnede potteskår

”Det var en kæreste, der fik mig på den tanke, men jeg kunne også selv mærke, at jeg mere og mere søgte i den retning. Det, at sidde for sig selv, tegne og male, det har lige siden jeg var barn været et sted, hvor jeg kunne fordybe mig”. På kunstskolen i Aalborg fik Michael Sasserson indsigt i de grundlæggende teknikker omkring farver, materialer, croquis og grafik. Efter 4-5 år på kunstskolen blev han ansat på Aalborg Historiske Museum, hvor han som tegner skulle gengive fund fra vikingetiden. Her lærte Michael Sasserson at se på tingene for så nøjagtigt som overhovedet muligt at gengive selv de mindste detaljer. ”Jeg var til sidst ved at brække mig over at sidde og tegne potteskår, men hvor lærte jeg meget. Jeg fornemmede den spænding, som også arkæologer oplever, når de gør et spændende fund. Der var plads til at filosofere over, hvad tingene mon var blevet brugt til. I det spændingsfelt kunne jeg mærke, der kunne man mødes i kunsten”.

Grønlandsk kultur og mytologi

Michael Sassersons kæreste havde et handicappet barn, en pige, som han tog sig meget af. Samværet med hende tændte noget i ham, hvilket fik ham til at søge i en ny retning. Ad indviklede omveje havnede han på Ranum Seminarium, hvor han blev uddannet socialpædagog. Studierne blev finansieret gennem arbejde på behandlingscentret Hammer Bakker. På Kofoeds Skole i Aalborg kom Michael Sasserson til at arbejde med de grønlandske brugere, og gennem dem lærte han den grønlandske kultur og mytologi at kende, og han kom til at arbejde med fedtsten. ”Det var her jeg for alvor begyndte at lave skulpturer”, fortæller Michael Sasserson. Her blev kunstneren født.

Opdagede St. Brøndum

Det var en sommer på Safari Camping i Rebild, hvor Michael Sasserson udforskede egnens natur og kultur, der fik hans øjne op for det midthimmerlandske. ”Det gik op for mig, hvor meget dette område har at byde på både kulturelt og naturmæssigt. Her var et inspirerende miljø, så jeg havde svært ved at vende tilbage til Aalborg. Med min daværende kæreste begyndte jeg at kigge på hus forskellige steder omkring Skørping, men uanset hvor vi kiggede, var det som om alle veje førte til St. Brøndum. På det tidspunkt havde jeg en forkvaklet drøm om, at jeg skulle være fritidsbonde, så vi købte et landbrug på Langmosevej mellem St. Brøndum og Sejlstrup. Men bonde var jeg bestemt ikke, så det gik helt skævt for os”.

Michael Sasserson engagerede sig i kommunalpolitik og i borgerforeningen i St. Brøndum, hvilket skabte en masse kontakter. ”Der er stor forskel mellem land og by. Her ude på landet snakker man mere sammen, man er på mange måder tættere på hinanden og mere hjælpsomme over for hinanden”.

Under arbejde i marken mødte Michael Sassersen en af landmændene fra St. Brøndum, der nysgerrigt kom kørende på sin traktor. Det blev til en la-a-a-ng snak, der

Inspireret af den internationale menneskerettighedsbevægelse Black Lives Matter, der har sit udspring i det afroamerikanske samfund i USA, lavede Michael Sasserson en skulptur, som han lagde på Instagram med hashtagget #blacklivesmatter. Kort efter blev han kontaktet af hovedorganisation i USA, der bad om tilladelse til at benytte et foto af skulpturen som tryk på deres T-shirts

viste tilflytteren, hvor stor hjælpsomheden er på disse kanter. Der var nemlig ikke den ting, som Michael ikke kunne få hjælp til eller kunne låne. Om det så var den traktor, landmanden sad på, så skulle han bare sige til. ”Jeg stod bare der som et stort måbende spørgsmålstegn. Hvis man nævnte, at man manglede et eller andet, så lød det som oftest, det kan jeg da hjælpe dig med, eller sådan en har jeg da liggende”.

Tiden som bonde blev kort. En yngre mand fra St. Brøndum var interesseret i at overtage ejendommen på Langmosevej, men han skulle først have solgt sit hus i St. Brøndum. ”Det passede perfekt. Jeg ville gerne bo i St. Brøndum, så vi lavede simpelthen en byttehandel”.

Fra småt til stort

En flirt med vikingerne lærte Michael Sasserson om træ, sten og bronze samt først og fremmest den nordiske mytologi, som han er dybt fascineret af. Besøg i Norge bragte ham omkring de norske stavkirker. ”Det er selve håndværket, den måde hvorpå vikingerne har arbejdet med træet, der fascinerer mig som kunstner, og kulturen i det mytologiske virker tiltrækkende”.

En lille ”herreklub” af vikinger fra nær og fjern flyttede ind i Michael Sassersons baghave, hvor de begyndte at arbejde med bronze. I første omgang mest mindre smykker, der blev fremstillet på primitiv vis med en gammel Nilfisk-støvsuger som udsugning. Det vendte et besøg på et støberi i Støvring op og ned på. Her åbnede en helt ny verden sig for Michael Sasserson, da han så hvordan man også kunne støbe store skulpturer i bronze. ”Det var som om den hellige ild blev tændt og det tog fuldstændig overhånd, da jeg opdagede, at det var muligt at lave noget meget større, end det vi havde gået og puslet med i min baghave”. Her kom Michael Sassersons fortid som smed ham også til gode, når der skulle arbejdes med store maskiner og selve støbeprocessen.

Michael Sasserson begyndte at deltage på udstillinger og folk købte hans skulpturer. Lige så stille begyndte tanken om en fremtid som selvstændig kunstner at lagre sig i ham, men det var i begyndelsen ikke nogen nem levevej.

"Jeg stod bare der som et stort måbende spørgsmålstegn. Hvis man nævnte, at man manglede et eller andet, så lød det som oftest, det kan jeg da hjælpe dig med, eller sådan en har jeg da liggende”.

Gave til kommunen

Da Michael i 2014 kunne fejre sin 50-års fødselsdag, var det ham der gav en gave til Rebild Kommune i form af skulpturen ”Moder Jord” lavet af omsmeltede øl- og sodavandsdåser indsamlet af Danmarks Naturfredningsforening. Skulpturen blev placeret ved trappen til gangtunnelen under jernbanen ved St. Økssø. ”Det er den bedste gave jeg har givet væk, for hvert år besøger 70.000 mennesker Mosskov for at gå tur, så ”Moder Jord” er lige pludselig blevet berømt viden om. Det har givet en masse omtale, og har resulteret i andre opgaver bl.a. skulpturen Bivognen, der står foran Himmerlandsteatret i Hobro”. ”Mange af de ting, som jeg har været involveret i lokalt, kunne aldrig være sket i en by som Aalborg. Her er der kort vej fra idé over handling til færdigt resultat. Det er forskellen på de større og de mindre bysamfund”.

”Blikdåsemanden”

Inden besøget hos Michael Sasserson slutter mangler vi lige historien om ”Blikdåsemanden”. Det er kunstneren Steen B. Langvad fra Orø, der har foræret skulpturen til Michael Sasserson. Steen B. Langvad kalder den selv ”Learning to fly”. ”Figurens sokkel symboliserer den kultur, vi kommer fra – den opvækst man har haft, det at være dansk” fortæller Michael Sasserson. ”Stængerne omkring benene er de rødder, som vi har dannet i den kultur og den familie, vi er rundet af, og som kan være svære at slippe. De forsøger at holde os tilbage, men vi skal ikke være bange for at hoppe ud i noget nyt. Jeg vil flyve, men kan jeg det? Jo, jeg vil, jeg kan og jeg gør det! Men jeg har glemt at knappe min frakke, så er jeg nu klædt godt nok på til det her? Jo med klap for det ene øje, kaster jeg mig ud i det med åben mund”.