






En teknisk studentereksamen, HTX, åbner mange døre til videregående uddannelser på bl.a. universiteter, akademier, professionshøjskoler og ingeniørhøjskoler. Du får adgang til de korte, de mellemlange og de lange videregående uddannelser. Alt efter hvilken studieretning du vælger, er der op til 326 videregående uddannelser, du har direkte adgang til efter din tekniske studentereksamen. Du kan udvide dine muligheder ved at vælge nogle specifikke valgfag.
Det overordnede formål med undervisningen på Aalborg Tekniske Gymnasium er, at du skal udvikle din faglige viden og blive klar til at læse videre. HTX-uddannelsen strækker sig over 3 år og er opbygget af et 3 måneders grundforløb og derefter et studieretningsforløb. Uddannelsen indeholder forskellige arbejdsformer, fx almindelig klasseundervisning, som du kender fra folkeskolen, tematiseret undervisning – dels i enkelte fag, dels i tværfagligt – og problemorienteret projektarbejde. Du vil lære at fungere i et studiemiljø, hvor selvstændighed, samarbejde og sans for at opsøge viden er vigtigt. Meget af undervisningen foregår i grupper, og ca. 40% af undervisningen sker uden for klasselokalet fx i værksteder og laboratorier. På HTX skal du ikke kun forestille dig, hvad der sker...
Grundforløbet
HTX-uddannelsens grundforløb varer 3 måneder og består af fire obligatoriske fag: dansk, engelsk, matematik og samfundsfag samt nogle af de studieretningsfag, du kan vælge imellem. Det kan fx være teknologi, kommunikation/it, fysik, kemi og biologi/ bioteknologi. I grundforløbet møder du også to forløb, som er helt særlige for HTX, nemlig naturvidenskabeligt grundforløb og produktudvikling.
Formålet med grundforløbet er, at du lærer, hvordan man arbejder i gymnasiet, og at du bliver afklaret på dit valg af studieretning.
Profilfag på HTX
Det er en del af en HTX-eksamen, at man har naturvidenskabelige fag på højt niveau.
Derudover har vi tre fag, som er helt særlige for teknisk gymnasium, og som ikke findes på de øvrige gymnasiale uddannelser.
De tre fag er:
→ Teknologi
→ Teknikfag
→ Kommunikation/it
I teknologi beskæftiger du dig med udvikling af produkter og samspillet mellem teknik, viden, organisation og produkt. Teknisk og naturvidenskabelig viden kombineres med praktisk arbejde i værksteder og laboratorier. Produkterne kan være alt fra en kopholder til en fly-simulator.
I teknikfaget beskæftiger du dig med udvikling og fremstilling af produkter og forudsætningerne herfor. Faget handler bl.a. om analysemetoder, formgivning, konstruktion og udvikling, komponenter, produktionsprocesser og materialer, styring og overvågning. Produkterne kan være alt fra bioethanol til en Stirlingmotor.
Kommunikation/it er et fag med fokus på de kommunikative, designmæssige og teknologiske aspekter af it-baseret kommunikation. I faget træner vi kommunikation igennem diverse medier til forskellige målgrupper. Vi kombinerer lyd, billede, tekst og tale til samlede medieprodukter.
Vores studieretninger:
Teknologi
→ Industrielt design
→ Innovation og teknologi
Anvendt naturvidenskab
→ Beredskabslinjen
→ Bioteknologi
→ Fysikkens verden
→ Naturens kemi
→ Robotteknologi
→ 4-årig science-linje
Kommunikationsteknik
→ Film og medier
→ GAMETECH
→ International HTX
Studieretningsforløbet
Efter grundforløbet fortsætter du på et studieretningsforløb, som varer resten af de 3 år, du går på gymnasiet. Studieretningsforløbet består af obligatoriske fag, valgfag og 2-3 studieretningsfag, som tilsammen præger emner og temaer i hele studieretningsforløbet.
Med næsten 3 år til at opnå A- eller B-niveau i studieretningsfagene er der rig mulighed for at fordybe dig inden for specielle emner. De obligatoriske fag er dansk A, teknikfag A, engelsk B, fysik B, kemi B, matematik B, teknologi B, idéhistorie B, biologi C, samfundsfag C og et it-fag på C-niveau.
Alle tekniske gymnasier udbyder studieretningsforløb inden for tre hovedområder: Teknologi, Anvendt naturvidenskab og Kommunikationsteknik. På Aalborg Tekniske Gymnasium har vi 11 studieretninger, du kan vælge imellem.
Ud over fagene i studieretningen kan du vælge individuelle valgfag på A-, B- og C-niveau, og du skal vælge et teknikfag på A-niveau. Du kan vælge imellem:
→ Byggeri og energi
→ Digitalt design og udvikling
→ Proces, levnedsmiddel og sundhed (bioteknologi – fødevarer, medicin og sundhed/miljø eller livsstil og sundhed)
→ Udvikling og produktion (maskin eller tekstil)
Obligatoriske fag:
Dansk A
Engelsk B
Matematik B
Samfundsfag C
Studieområdet:
Studieretningsfag:
Fysik
Kemi
Teknologi
Biologi/Bioteknologi It-fag
Et samarbejde mellem fagene, der tager udgangspunkt i de teknologiske og naturvidenskabelige fag og inddrager de samfundsfaglige og humanistiske fag.
Studieretning
Obligatoriske fag:
Dansk A
Teknikfag A
Engelsk B
Fysik B
Kemi B
Matematik B
→ 2-3 studieretningsfag
Teknologi B
Idéhistorie B
Biologi C
Samfundsfag C It-fag på C-niveau
→ Studieområdet, studieområdeprojekt
→ 1-3 valgfag
Eksamen
10 eksaminer (inkl. skriftlig dansk A og studieområdeprojekt). Normalt er der én eksamen efter 1.g., to-tre eksaminer efter 2.g og seks-syv eksaminer i 3.g
På Aalborg Tekniske Gymnasium har vi et inspirerende, målrettet og kreativt studiemiljø. Vi laver en lang række intro-aktiviteter, så vi kan blive rystet godt sammen. Alle kommer af sted på studierejse. Rejsemålene er forskellige fra studieretning til studieretning. Rom, Berlin, Barcelona, Genève og Amsterdam er eksempler på steder, vi har været.
Udlandsophold
Aalborg Tekniske Gymnasium har en international HTX-klasse, som rejser til Australien i 3,5 måneder, og klasser, hvor man kan komme på kombineret skole- og praktikophold. De forskellige studieretninger samarbejder med andre europæiske skoler, fx via EU’s Erasmus+-program, og arrangerer også ekskursioner, fx til virksomheder hvis produkter eller organisation, man arbejder med i projekter.
Traditioner og arrangementer Én gang om året holder hele gymnasiet idrætsdag for alle årgange. Elevrådets festudvalg arrangerer også jævnligt fester, og så er der fællessamling hver måned, hvor eleverne er medansvarlige for underholdningen. Herefter er der klassens time, hvor vi snakker om alt fra klassefester til studietur og sidste skoledag. Der er også en del andre arrangementer både af den underholdende og den mere lærerige slags, fx teateraftner, små koncerter, decembersjov, juleafslutning, LAN-party, eksamenstræning og studiecafé. Hvert år holder 3.g’erne en stor gallaafslutningsfest. Desuden deltager gymnasiets elever i forskellige naturvidenskabelige konkurrencer og internationale projekter.
Velkommen til HTX på Øster Uttrup Vej!
Her samles alle vores spændende studieretninger under ét tag i moderne og inspirerende omgivelser, der er skabt til at fremme læring, kreativitet og socialt samvær. Afdelingen byder på en stor og lys aula med masser af plads til både gruppearbejde, afslapning og sociale aktiviteter. Det kreative studiemiljø gør det let at finde en plads, hvor du kan fordybe dig eller nyde pauserne med dine medstuderende. Her er også mulighed for at tage en afslappende pause med et spil bordfodbold eller bordtennis.
Skolens faciliteter omfatter flere nye og moderne laboratorier samt et stort teknologiværksted med avanceret udstyr og uendelige muligheder for innovation og eksperimenter. Vores kantine tilbyder sund og varieret mad, så du kan holde energien oppe gennem hele skoledagen. Med sin beliggenhed i Aalborg er gymnasiet let tilgængeligt og tæt på både offentlig transport og byens mange muligheder. Her finder du de ideelle rammer for at kombinere din uddannelse med et aktivt og inspirerende studieliv.
Teknologi A | Design B
Hovedområde: Teknologi
Vil du præge din egen undervisning? Arbejde på løsninger af virkelige problemer? Indgå i fællesskaber, hvor du gerne må tænke selv og tage ansvar? Industrielt design er studieretningen, hvor især fagene design og teknologi arbejder projektorienteret – ofte i samarbejde med små og større virksomheder. Studieretningen for dig, der drømmer om en fremtid, som blandt andet arkitekt, designer, ingeniør, maskinmester eller konstruktør.
Industrielt design forædler din kreative proces, så du lærer at arbejde kreativt med vilje og at samarbejde gennem projekter både i din klasse og sammen med elever fra de andre klasser i Industrielt design. Du lærer også studieretningens andre elever og lærere at kende på studieture, der i en uge om året flytter undervisningen til Rotterdam, København eller Berlin.
Studieretningen Industrielt design tilbyder et kreativt læringsmiljø, der hviler på høj faglighed blandt motiverede elever, der inspirerer hinanden. Der er også plads til dig.
Matematik A | Teknologi A | Innovation B
Denne studieretning henvender sig til dig, der kan lide at arbejde projektorienteret med at skabe kreative og innovative løsninger og nye produkter. I studieretningen dyrker vi engagement, og vi arbejder med de kompetencer, der skal til for at indgå i foretagsomme fællesskaber.
Du bliver i stand til selvstændigt at strukturere og lede komplicerede projekter i samarbejde med dine klassekammerater, og du vil arbejde med metoder, der giver dig et solidt grundlag for en videregående uddannelse, og som kan fungere som springbræt til at starte din egen virksomhed.
Du kan lide at tænke på tværs af fag og anvende faglig viden fra de naturvidenskabelige fag, viden om mennesker, teknologier og markeder til at skabe nye produkter og services, der kan forbedre verden omkring os.
I mange projekter er kreativitet og iværksætteri i fokus, og du motiveres til at deltage med egne idéer og produkter i nationale og internationale projekter og konkurrencer. Vi besøger innovative og internationale virksomheder, inviterer eksterne oplægsholdere og tager på længerevarende studieophold i EU, hvor studieretningens profilfag er i fokus. Alt i alt gør studieretningen dig klar til at studere og arbejde i netværk på tværs af alle grænser.
Hovedområde: Teknologi
Bioteknologi A | Idræt B
Hvis du kan se en fremtid inden for politi, forsvar, brandbekæmpelse, redning eller lignende og har interesse for idræt og bioteknologi, så er Beredskabslinjen på Aalborg Tekniske Gymnasium det rigtige valg for dig. På Beredskabslinjen lægger vi vægt på – i fagene og på tværs af fagene – at træne de faglige, sociale og menneskelige kompetencer, som bl.a. beredskab, forsvar og politi efterspørger. Det er derfor også vigtigt for os, at vi i den daglige undervisning træner sammenhængen mellem de teoretiske fag og den praktiske virkelighed. I idræt betyder dette eksempelvis, at der trænes kampsport.
I undervisningen på Beredskabslinjen lægger vi vægt på, at der indgår virkelighedsnære eksempler, forløb og temaer, og vi samarbejder bl.a. med politiet, forsvaret og beredskabet.
Hovedområde: Anvendt naturvidenskab
Vi prioriterer ture ud af huset og deltager i en række beredskabsøvelser, hvor eleverne som figuranter oplever, hvordan politi, militær og brandmyndigheder arbejder sammen. Af rejseaktivitet kan det nævnes, at Beredskabslinjens studieophold er i Berlin, hvor eleverne er i praktik. Herudover er der på Beredskabslinjen tilbud om deltagelse i studietur til et arktisk område (delvis egenfinansiering).
Det forventes, at eleverne ligeledes vil besøge indenlandske destinationer – lige nu drejer det sig om Aarhus.
Bioteknologi A | Matematik A
Hovedområde: Anvendt naturvidenskab
Denne studieretning henvender sig til dig, der gerne vil lære om bioteknologiens mange muligheder: udvikling af medicin, forskning i udviklingen af biobrændsel, fremstilling af øl og mejeriprodukter, brugen af GMO (genmodificerede organismer) og behandling af sygdomme.
I matematik lærer du blandt andet om matematiske modeller, som bruges til at understøtte dine resultater fra laboratoriet og forudsige udfaldet af et nyt eksperiment. Et fagligt samarbejde med kemi prioriteres højt, hvilket eksempelvis giver forståelse for DNA-molekylets opbygning, stoffers opbygning og omsætning samt hormonsystemets virkemåde. I samarbejde med idéhistorie dyrkes også filosofisk eftertænksomhed og etik i forhold til såvel de problemstillinger, bioteknologien kan løse, som de problemstillinger bioteknologien selv er med til at skabe.
Fysik A | Matematik A
Hovedområde: Anvendt naturvidenskab
I vores moderne verden er der stigende fokus på klima, energiforsyning og grøn omstilling. Derfor er der et stort behov for mennesker, der forstår de fysiske love og de sammenhænge, der ligger bag den teknik og teknologi, der omgiver os, og som i fremtiden vil være med til at udvikle ny og forbedret teknologi til gavn for samfundet.
Denne studieretning henvender sig til dig, der er interesseret i fysiske fænomener og matematiske sammenhænge, og som gerne vil undersøge, hvordan naturen, teknikken og verden er indrettet. Og som måske gerne vil være ingeniør eller læse naturvidenskab.
I Fysikkens verden vil du blive udfordret med undervisning, opgaver og projekter, som træner din evne til at tænke logisk og abstrakt. Du vil møde konkrete problemstillinger, der kræver din kreativitet for at finde brugbare løsninger. Videnskabsteorier og naturvidenskabelige arbejdsmetoder er ikke bare noget, vi snakker om. Vi afprøver det nemlig i fysiklaboratoriet.
Derfor vil fysikundervisningen primært finde sted i fysiklaboratoriet, så vi let kan bygge måleopstillinger og lave eksperimenter.
Naturens kemi er specielt til dig, der elsker at være nysgerrig og vil vide, hvordan naturvidenskaben fungerer i praksis og gerne vil være med til at undersøge og teste det i vores laboratorier og andre faglokaler. Efter tre år vil laboratorierne være din hjemmebane.
På denne studieretning tager vi udgangspunkt i den virkelighed, der møder os i hverdagen. I kemi kan emnerne være alt fra udvikling af medicin, fødevarer og biokemi til viden om kroppens og miljøets kemi. Et stærkt samspil med biologi B prioriteres, så du opnår en større forståelse for, hvorledes selv de små dele fungerer – både i vores kroppe og i verden omkring os. Når vi i laboratoriet har samlet enten kemisk eller biologisk data som skal behandles, har vi ligeledes glæde af et stærkt samspil med matematik, eksempelvis ved udarbejdelse af modeller for medicins optagelse og nedbrydning i kroppen.
Hovedområde: Anvendt naturvidenskab
I Naturens kemi arbejder vi ofte problem- og projektbaseret, hvilket er med til at styrke dine kompetencer i dit videre uddannelsesforløb – om det er som kemi- eller bioteknologiingeniør, læge, sygeplejerske eller noget andet. Vi har desuden i studieretningen øget fokus på at styrke vores elever i deres personlige udvikling og dannelse mod at blive nysgerrige og ambitiøse individer, der bakker hinanden op i det undersøgende fællesskab. Hvis du er nysgerrig, videbegærlig og brænder for at forstå verden, både omkring dig og indeni dig, så er Naturens kemi lige noget for dig!
Fysik A | Matematik A | Programmering B
Hovedområde: Anvendt naturvidenskab
Robotteknologien udvikler sig konstant og er og bliver en integreret del af vores hverdag, skolegang og arbejdsliv. Vi skal forholde os til, at kunstig intelligens og robotter er i gang med at ændre vores dagligdag og gøre nogle typer af jobs overflødige og skabe behov for andre.
Er du vild med at nørde med programmering og fremtidens robotter? Her er fag som matematik, fysik og programmering væsentlige redskaber.
Du vil blive en del af et studiemiljø, som opbygges omkring faglighed, selvstændighed, engagement og innovation. I denne studieretning er arbejde med teknik og viden om robotteknologi tænkt ind som en naturlig del af studieretningens fag og flere tværfaglige forløb. Vi undersøger også, hvordan vi bruger robotter og de etikker (og problematikker), der knytter sig til dette. Undervejs møder du projekter både på og udenfor skolen, der
anvender robotteknologi, og du får en forståelse af, at det er mindre kompliceret, end det ser ud til ved første øjekast. I et af de første tværfaglige projekter samarbejder eleverne i grupper i fagene programmering, teknologi og fysik om at løse virkelige problemer vha. en robot, som skal programmeres og tilpasses mekanisk til den opgave, gruppen vælger.
Matematik A | Fysik A
Er du klar til at dykke ned i naturvidenskabelige fag – men i dit helt eget tempo?
På Science-linjen har vi skræddersyet et 4-årigt forløb, der passer til dig, som har brug for ro og faste rammer. Her får du ekstra tid og plads til at lære, fordybe dig og udvikle dig. Linjen henvender sig til dig, der er berettiget til specialpædagogisk støtte (SPS).
Vi tror på, at du lærer bedst, når der er struktur og støtte omkring dig. Derfor tilpasser vi undervisningen til dine behov, så du kan trives både fagligt og socialt.
Når du har gennemført din uddannelse hos os, står du med en studentereksamen, der giver dig adgang til videregående uddannelser såsom bioteknologi, IT, miljøvidenskab og ingeniøruddannelser.
Dit fokus på naturvidenskabelige fag giver dig de nødvendige kompetencer til at gå direkte ind på mange spændende uddannelsesretninger og karriereveje.
Hovedområde: Anvendt naturvidenskab
Specielt på Science-linjen
→ Små klasser
→ Struktureret dagligdag
→ Specialiseret støtte og vejledning
→ Skræddersyet læringsmiljø
→ Sociale og faglige aktiviteter på egne præmisser
Kommunikation/it A | Design B
Film og Medier er for dig, der ønsker at kombinere kreativitet og visuelle udtryk. Her dykker vi ned i designprocesser, visuel formidling og innovative løsninger inden for grafisk design, animationer, manga & animé, film og visuelle fortællinger. Du kommer til at udfolde og udvikle dig i et engagerende studiemiljø, herunder vores kreative mediecenter med gratis adgang til Adobepakken samt en masse andet medieudstyr og -gadgets.
Den daglige undervisning med virkelighedsnære projekter krydres bl.a. med workshops og oplæg med eksterne samarbejdspartnere, og du bliver medskaber af skolens egen filmfestival og får mulighed for at deltage i en masse inspirerende efter-skoletids aktiviteter såsom vores filmklub eller en af de spændende kreacaféer.
Hovedområde: Kommunikationsteknik
På Film og Medier får du også et helt unikt tilbud om et Erasmus+ ophold i Japan, hvor vi udforsker den spændende kultur samt oplevelsesrige kunstneriske designs – betalt af EU. Du kommer derudover på en studieretningstur til London, hvor vi besøger en mediemesse, -event, -festival eller lignende.
Med studieretningsfagene Kommunikation og IT på A-niveau og Design på B-niveau og alle de obligatoriske gymnasiefag får du en stærk uddannelse, der åbner døren til et væld af videregående uddannelser. På Film og Medier lærer du at kombinere teori og praksis på en kreativ og innovativ måde, som du kommer til at nyde godt af, uanset hvad du vil bagefter.
Kommunikation/it A | Programmering B
Hovedområde: Kommunikationsteknik
GAMETECH er studieretningen for dig, som har interesse for computerspil og andre interaktive digitale medier. Det gælder både selve produktionen af spil (design, programmering, lyd/ musik og historiefortælling) og hele gamer-kulturen omkring.
GAMETECH er en kreativ studieretning, hvor du lærer at udtrykke og udfolde dine idéer visuelt og i kode, og du lærer at omsætte dine idéer til gode fortællinger.
På GAMETECH er der plads til alle, og vi er et fællesskab som sammen dyrker vores interesse på tværs af alle fagene. Du vil altså opleve, at interessen for computerspil og interaktive digitale medier kommer til udtryk i alle fagene i din gymnasietid – og ikke kun i studieretningens profilfag. Eksempelvis, kan du i Dansk arbejde med spilanalyse af det danskproducerede spil INSIDE, i Idéhistorie kan du arbejde med vikingetiden i spillet Assassin’s Creed: Valhalla eller arbejde med gamification i Kemi. Du kommer til at arbejde med mange projekter, og også tværfaglige, hvor studieretningsfagene samarbejder og spiller sammen med hinanden.
På GAMETECH rejser vi også ud i verden. Studieturen går til Köln, hvor vi bl.a. besøger verdens største spilmesse GamesCom. Du får også mulighed for at tage på studieopholdstur til Singapore, hvor du kan prøve kræfter med spilproduktion på den anden side af kloden. Og derudover vil du som elev få mulighed for at deltage i mange af de sjove aktiviteter som foregår på gymnasiet som fx JamesPrisen, LAN-arrangementer og esport (CS:GO og League of Legends).
Kommunikation/it A | Design B
Den internationale HTX-uddannelse er for dig, der drømmer om et studieophold i et andet land og eventuelt et internationalt studie eller karriere i udlandet eller herhjemme efter HTX-eksamen. Du får mulighed for at gennemføre en uddannelse, hvor der er et stort fokus på interkulturel forståelse, internationale samfundsforhold og relationer samt engelsk sprog og kultur.
Studieretningen henvender sig til dig, der er interesseret i globale problemstillinger, og som er begejstret for at formidle dine undersøgelsesresultater på kreative måder ved hjælp af digitale værktøjer.
Du får mulighed for to længerevarende ophold i udlandet, hvor du kommer til at studere i et internationalt miljø. International HTX samarbejder med den australske udgave af et teknisk gymnasium ”TAFE” (Technical And Further Education) i Kingscliff, der ligger ca. 90 km syd for Brisbane på Australiens østkyst. Her skal du på et studieophold i første halvdel af 2.g. Du bor hos en australsk familie, så du oplever den australske levevis på nærmeste hold. Der vil være brugerbetaling for kost, logi og transport på opholdet.
Hovedområde:
Under opholdet i Australien bliver du undervist i de traditionelle gymnasiefag, samtidig med at du får styrket dine kompetencer i engelsk og tilegner dig vigtige interkulturelle kompetencer. I løbet af opholdet er der tid til lidt ferie og backpackertur. Forinden opholdet i Australien har du i 1.g været på et to ugers sprogpraktikophold i skotske Edinburgh. Turen til Edinburgh er finansieret af EU’s ERASMUS-program, hvorfor du blot selv skal medbringe lommepenge. I 3.g går turen til København, hvor du skal se dokumentarfilm af ypperste klasse på den velkendte dokumentarfilmfestival, COPENHAGEN:DOX.
ROBOTECH
På Aalborg Tekniske Gymnasium har vi et frivilligt studieaktivitetshold kaldet RoboTECH, hvor vi bygger og programmerer robotter. Alle elever bliver inviteret, og der kræves ingen forudsætninger udover interessen for at lege med robotter – og tid om eftermiddagen en gang imellem. Man bestemmer helt selv, hvornår og hvor tit man vil deltage. Vi har flere gange været blandt de bedste skoler i landet, når vi har deltaget i WRO-konkurrencen (World Robot Olympiad) i Odense og Robot Olympiaden i Aarhus. Begge konkurrencer giver mulighed for at deltage i store internationale arrangementer, og siden 2018 har vi repræsenteret Danmark i Philippinerne, Ungarn, Dubai, Tyskland og senest Singapore.
Der er mulighed for at deltage i forskellige faglige konkurrencer, for eksempel BioTEK-mesterskabet, hvor der er både stor ære og fine præmier på spil. Alle elever får også mulighed for at deltage i Georg Mohr-konkurrencen, hvor kun landets skarpeste i matematik kommer langt.
I løbet af skoleåret producerer mange af skolens elever kortfilm som en del af undervisningen i faget kommunikation/it. En stor del af disse film indsender eleverne til Jamesprisen, som er gymnasiets helt egen meget prestigefyldte filmpris.
Jamesprisen afholdes som et rigtigt award show, hvor nuværende og tidligere elever samarbejder om alt fra kulisser til værtsrollen, og Jamesprisen er i høj grad blevet til det, det er i dag, pga. elever, der har brændt for at gøre det til noget helt særligt. Arrangementet afvikles i samarbejde med professionelle dommere, filmskabere og fagpersoner fra reklamebranchen.
Fester og sociale arrangementer på gymnasiet
På gymnasiet er der tradition for både fester, fredagscafe og andre sociale arrangementer. Introfesten er en af de store fester, hvor de nye elever bydes velkommen. Gallafesten er den store afslutningsfest for 3.g-eleverne. Festen er meget højtidelig med god mad, underholdning, musik og rød løber med fotografering. Fredagscaféerne og festerne er typisk arrangeret ud fra et aktuelt tema. Det kan være halloween eller valentinesdag.
Til jul pyntes der op på hele skolen og ”julemanden” kommer på besøg. Gangene summer af sang fra det traditionelle luciaoptog, og klasselokalet med den bedste julestemning kåres.
HIX, elevernes eget SoMe-team
HIX er en gruppe af frivillige elever på tværs af årgange og studieretninger, der styrer gymnasiets Facebook- og Instagram-profil. Indholdet på kanalerne er planlagt og skrevet af eleverne, der både deler indhold fra hverdagen og fra større og mindre begivenheder. Det er også HIX, der tager fotos til dimissioner og fester, og gruppen er ofte også med til at arrangere gymnasiets filmpris, Jamesprisen. Som tak for HIX-gruppens indsats bliver der arrangeret ture, som fx sociale arrangementer som en middag ude med efterfølgende bowling.
Klubber
På HTX har vi mange forskellige klubber og interessegrupper. Nogle klubber er lærerstyrede, og andre klubber er eleverne ansvarlige for. De fleste er fysiske, og nogle er virtuelle. Klubberne opstår typisk ud fra et elevønske. Vi har blandt andet musik-tirsdag, nørkleklub, nørde-matematik, gaming, skakklub, lektiecafé og mange andre sjove, nørdede, kreative og spontane klubber.
På Aalborg Tekniske Gymnasium prioriterer vi internationalt samarbejde, og vi giver dig mulighed for at deltage i internationale uddannelsesprojekter i forbindelse med HTX-uddannelsen. Alle studieretninger har en form for internationalt samarbejde, og vi er akkrediteret ERASMUS-skole og udveksler elever i strategiske partnerskaber og i praktik- og skoleophold med spændende forløb. På vores internationale studieretning kan du f.eks. komme et australsk college i 3,5 måneder. Vi udbyder derudover frivillige studieophold på et animations-college i Singapore, hvis du går på studieretningen GAMETECH.
Uanset hvilken studieretning du vælger på Aalborg Tekniske Gymnasium, vil du komme på en eller flere studieture. Det gælder også vores internationale studieretning, som har studieophold. Studieturene har altid et formål, som passer til studieretningens indhold. Se eksempler på de seneste års ture under de enkelte retninger på vores hjemmeside.
Udveksling
På flere af vores studieretninger er eleverne i 3-4-ugers virksomhedspraktik i bl.a. Berlin, Paris, Dublin, Barcelona og Amsterdam. Alle ophold er finansieret af ERASMUS-midler.
Formålet med praktikophold i EU er, at du lærer at klare dig selv og mærke, hvordan det er at arbejde i en virksomhed. Derudover får du en forståelse for den daglige kultur og sprog, i det land du befinder sig i. På gymnasiet modtager vi desuden hvert år en ERASMUS-teaching assistant, som bidrager til det internationale miljø på skolen.
Optagelse
Adgangskravene til HTX-uddannelsen er de samme som til de andre gymnasieformer.
I 8. klasse skal du have et gennemsnit på 5,0 i dine afsluttende standpunktskarakterer for at opfylde de faglige forudsætninger for at blive vurderet uddannelsesparat til gymnasiet. Uddannelsesparathedsvurderingen (UPV) omfatter også dine personlige og sociale forudsætninger.
I 9. klasse skal du have et gennemsnit på 5,0 i dine afsluttende standpunktskarakterer for fortsat at opfylde de faglige forudsætninger for at blive vurderet uddannelsesparat til gymnasiet. Til afgangseksamen skal du bestå og bekræfte dit faglige niveau.
Hvis du ikke vurderes uddannelsesparat til gymnasiet og ligger under 6,0 i gennemsnit i de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen, har du mulighed for at søge om optagelse via en faglig optagelsesprøve og samtale. Der findes forskellige alternativer for de få, der ikke bekræfter deres niveau ved afgangseksamen. Kontakt UU eller en studievejleder for at høre nærmere om disse.
Ansøgning og valg af studieretning
Søg ind via Den Koordinerede Tilmelding på optagelse.dk. Der er ansøgningsfrist den 1. marts. Du får svar på din ansøgning i april måned. Dit endelige valg af studieretning sker dog først i oktober i slutningen af grundforløbet.
Bemærk, at selvom der er regler for fordeling af elever på gymnasierne. Ønsker du at søge ind efter den 1. marts, kan du kontakte en studievejleder og høre om dine muligheder.
De seneste år, er alle ansøgere blevet optaget.
e-Boks
Bekræftelse via e-Boks
Når du har søgt om optagelse, og vi har behandlet ansøgningerne, vil der blive sendt en bekræftelse på din optagelse til din e-Boks.
Digital post
Gymnasiet sender al post til elever via e-Boks. Vi anbefaler derfor, at du sætter din e-Boks op, således at din post videresendes til dine forældre.