Tanken #19

NOVEMBER ‘17

DEN NITTENDE TANKE

TANKEN

TANKENONLINE.DK

#19 EFTERÅRET 2017

Filosofisk tidsskrift for studerende

Den nittende Tanke EfterĂĽret 2017

T A N K E N # 19

KOLOFON

EF T ER Å R ‘17

REDAKTØRER Agathe Ostenfeld Amalie Martens Amalie Søgaard Aarup Iversen Elise Normann Hannah Lang Ida-Maria Mols Clausen Jonas Rasmussen Kirke Bøg Clemmensen Kristian Podbielski Laura Sandbak Petersen Magnus Sabroe Bjernemose Malthe Majgård Nørbjerg Nanna Storgaard Helledie Rose Kristine Hvidberg CHEFREDAKTØR Kirke Bøg Clemmensen OPLAG 100

KOLOFON ILLUSTRATIONER Agathe Ostenfeld Amalie Martens LAYOUT Kirke Bøg Clemmensen

TRYK Publikom

TANKEN modtager gerne artikler, anmeldelser, kritik o.a. på tankensredaktion@gmail.com Følg med om arrangementer, call for papers m.m. på www.tankenonline.dk www.facebook.com/tankenonline Forsideillustration: Dangerous Liaisons (1926) af Magritte

–2–

04 LEDER v. Kirke Bøg Clemmensen

28 Hvad er proletariatet?

08 Hvad kan du bruge din uddannelse til?

· af Kristoffer Bayer · ARTIKEL ·

· af Malthe Majgård Nørbjerg · ESSAY ·

10 Hvor vi er på vej hen – om biblioteket som rum · af Jens Kongsted · ESSAY ·

15 Kan man bryde med perceptionen af kroppen som billede? · af Ditte Dyrgaard · ARTIKEL ·

20 Don’t hate the player, hate the game · af Aja Faurschou Enghoff · ARTIKEL ·

–3–

34 Etisk held – kan man fordømme Trumps tilhængere? · af Sofie Birkedahl Scheel · ARTIKEL ·

43 ”FAKE NEWS – når virkeligheden taber” Bog af Vincent F. Hendricks & Mads Vestergaard

· af Silas L. Marker · ANMELDELSE ·

46 Væren og tidsrejse · af Marcus Strøm-Hansen · TEGNESERIE ·

INDHOLD

T A N K E N # 19

LEDER

EF T ER Å R ‘17

LEDER December står for døren, og snart indtræffer en måned med eksamensnervøsitet, paniklæsning, og for nogle måske en ulmende tvivl om, hvad man egentlig laver på det her studie. For hvad er det i grunden, vi laver – det er et spørgsmål, som man efterhånden bliver afkrævet et svar på fra rigtig mange sider. Det er også et spørgsmål, som mange studerende er blevet nødt til at stille sig selv. Jeg har det seneste år været vidne til at adskillige af mine medstuderende er faldet fra studiet, ikke nødvendigvis fordi de ikke trivedes, men fordi loftet over statsfinansierede uddannelser presser et fag som filosofi, hvor målbarhed og anvendelighed ikke ligger lige til højrebenet. Man skal heller ikke forglemme at humaniora som bekendt er hårdt ramt af regeringens krav fra 2015 om at skulle spare ekstra to procent hvert år fra 2016 til 2019. Dette indebærer bl.a. at de ansattes tid til at vejlede og bedømme bachelorprojekter og specialer reduceres, at vi får færre valgfrie kurser at vælge imellem, og hvad angår bibliotekerne skal antallet af betjeningssteder, hvor vi kan få hjælp og udleveret materiale, reduceres fra otte til fem. Bladet indledes derfor med to essays, der på hver sin måde kredser om aspekter af den ’krise’, som humaniora befinder sig i; Malthe Majgård Nørbjerg fortæller om det brugbarhedsideal han selv blev mødt med, da han startede på filosofi i september, og efterfølgende kan du læse Jens Kongsteds forsvar for institutbibliotekernes bevarelse, hvor biblioteket netop er det rum, der opretholder vores forbindelse til fortiden. De øvrige artikler favner bredt: På side 15 dykker Ditte Dyrgaard med hjælp fra Heidegger og Merleau-Ponty dybere ned i spørgsmålet om, hvad det egentlig betyder, når kroppen gøres til et billede. Med udgangspunkt i gangsterrap skriver Aja Faurschou Enghoff om hadets potentiale som en drivende faktor for social forandring, og udfordrer dermed den gængse opfattelse af had som noget negativt. Kristoffer Bayer undersøger nogle af forudsætningerne for Marx’ begreb om proletariatet, og reformulerer det som den klasse, der er inkluderet i det bestående ved at være ekskluderet. Det kan du læse om på side 28. Sofie Birkedahl Scheel tager afsæt i spørgsmålet om, hvad der gør en person uetisk og hvad begrebet etisk held har af konsekvenser for denne diskussion – bl.a. om man kan holdes ansvarlig for sine handlinger på trods af blot (u)held. I bladets sidste sektion bringer vi en anmeldelse af Fake News skrevet af Vincent Fella Hendicks & Mads Vestergaard og anmeldt af Silas L. Marker. Sidst men ikke mindst anbefaler jeg Marcus Strøm-Hansens formidable tegneserie, hvor Heidegger tager på en tidsrejse tilbage til det antikke Athen for at destruere traditionen!

–4–

T A N K E N # 19

LEDER

EF T ER Å R ‘17

Det overordnede tema for udgivelsen dette efterår var oprindeligt ’brud’ eller ’opbrud’. Temaet var ikke nødvendigvis tænkt som at artiklernes indhold skulle omhandle et konkret, statisk brud eller en særlig begivenhed – hensigten var nærmere en slags skrivevejledning, en opfordring til at anlægge et kritisk blik og bryde med det gængse; om det var i form af nylæsninger af tekster fra eller uden for pensum, eller måske i selve formatet eller (skrive-, tænke-)stilen. Målet har ikke været at komme med udtømmende, færdige forklaringer – så meget er sikkert. Intentionen er snarere at sætte gang i en bevægelse: en tankevækkelse, der fordrer videretænkning. Om det er lykkedes, må være op til læseren. ”Filosofferne er tænkerne. Således hedder de, fordi det er i filosofien, at tænkningen egentlig udspiller sig”1 lyder det i Heideggers Hvad vil tænkning sige. Heidegger taler samtidig om videnskaben som noget andet end tænkningen – ”videnskaben tænker ikke”2 – men pointerer samtidig, at logikken, særligt i de angelsaksiske lande, er ved at overtage åndsherredømmet som den egentlige filosofi for fremtiden, fordi ”logikkens resultater og dens fremgangsmåde kaster en sikker nyttevirkning af sig til opbygningen af den tekniske verden”3. Det, at man udviser en interesse for filosofien, som Heidegger skriver, bevidner altså intet beredskab til rent faktisk at tænke. Men hvad er tænkning så? Og hvad er det, som har gjort Heideggers tænkning så indflydelsesrig? Mellem 1959 og 1969 afholdte Heidegger en række seminarer, kendt som Zollikon-seminarene, i samarbejde med den schweiziske psykiater Medard Boss, hvor han omtaler sin ontologi og fænomenologi i relation til den medicinske teori og praksis. Seminarerne var foranlediget af Boss, som havde læst Væren og Tid og vurderede dens ideer som ”fundamentalt nye, uopdagede indsigter om menneskets måde at eksistere i verden”4. Boss bemærkede, at de indledende seminarer var uhørt vanskelige, og han sammenlignede Heideggers forsøg på at diskutere sin filosofi med de medicinsk uddannede praktikere og studerende som ”hvis en mand fra Mars besøgte en gruppe jordboere, og forsøgte at kommunikere med dem”5. Reaktionerne på Heideggers spørgsmål vedrørende mennesket, eksistens, tid, rum osv. blev ofte efterfulgt af ”lange perioder med stilhed, og i nogle tilfælde chok og harme over, at disse spørgsmål overhovedet blev stillet”6. Historien, synes jeg, er et godt billede på den inkommensurabilitet, som Thomas Kuhn benævner når han siger, at to paradigmer ikke har noget fælles grundlag hvorpå de kan sammenligne deres resultater – de snakker forskellige sprog.

Heidegger, 2012 [1954]: s. 13 Heidegger, 2012 [1954]: s. 15 3 Heidegger, 2012 [1954]: s. 28 4 Wilberg, 2003 (egen oversættelse) 5 Ibid. 6 Ibid. 1 2

–5–

T A N K E N # 19

LEDER

Filosofien er dømt til at fejle, hvis den forsøger at leve op til det videnskabelige paradigmes præmisser. Filosofien og videnskaben snakker forskellige sprog, og man kan ikke forvente at filosofiens ’resultater’ – hvis den da overhovedet har nogen – skal kunne måles ud fra den samme standard som videnskabens. Hvis filosofien blot efterligner de formelbaserede videnskaber, går den så ikke glip af sit potentiale for nytænkning? Det er vel når vi afviger fra den gængse rute, at nye veje åbner sig – også selvom det fører til ”chok og harme”. Er det ikke netop sådan filosofien forbliver relevant? Med andre ord: Vi opfordrer til at gribe Tanken og give tænkningen et forsøg!

Kirke Bøg Clemmensen Chefredaktør

Litteratur Heidegger, Martin: Hvad vil tænkning sige? [1954], oversat fra tysk efter Was heißt Denken, 1. udgave, 1. oplag, Forlaget Klim, 2012. Wilberg, Peter: Heidegger, Medicine & Scientific Method. New Gnosis Publications, 2003.

–6–

EF T ER Å R ‘17

Essays Essays

T A N K E N # 19

ESSAY

EF T ER Å R ‘17

Hvad kan du bruge din uddannelse til? af Malthe Majgård Nørbjerg

Hvad kan du bruge din uddannelse til? Langt de fleste studerende på et humanistisk fag på universitetet må i én eller anden udstrækning have oplevet at føle en art utilstrækkelighed i forbindelse med at skulle svare på dette spørgsmål. Jeg har følt det, og jeg tror også at du

Så hvad svarede jeg ham? Hvor kandidater i filosofi er

har følt det. Og følelsen er fuldstændigt berettiget. Som

i arbejde. Og jeg skammer mig over, at jeg gav ham det

jeg ser det, skaber spørgsmålet behov for at retfærdiggø-

svar. Ikke fordi der er noget forkert ved svaret, men fordi

re sin uddannelse ud fra en meget snæver forståelse af

jeg gik med på hans præmis af, hvad det vil sige at bruge

begrebet ’brugbarhed’. Mit ønske er at gøre opmærksom

en uddannelse til noget. Jeg svarede det, han gerne ville

på, at denne opfattelse ikke er fair overfor hverken det,

høre, og idet degraderede jeg min motivation for at starte

der skal forsvares eller forsvareren.

på filosofi. Den blev til et spørgsmål om at bruge den til at arbejde med. Mit svar er til dels en reproduktion af det

At bruge sin uddannelse til noget, i den forstand spørgs-

svar, jeg får, når jeg selv spørger, hvad jeg kan bruge min

målet afspejler, og som min onkel sikkert også mente det

uddannelse til. Da jeg startede på filosofi i september, var

(for det var ham, der spurgte mig), skal forstås ekstremt

der et stort fokus på at modbevise den ene og den anden

konkret. Egentlig vil jeg gå så langt som at sige, at det

statistik, som sagde at kandidater i filosofi er arbejdsløse.

min onkel egentligt spurgte om var: ”Hvad kan du ar-

Kandidater i filosofi er i arbejde, og de tjener ovenikøbet

bejde med bagefter?”. Spørgsmålet gav sig altså i én eller

godt, lød det. Selv her findes brugbarhedsidealet.

anden udstrækning ud for at spørge om noget andet, end det egentlig gjorde. Han spurgte om ét, men mente no-

Selvfølgelig er det ikke forkert at sige at det, at arbejde

get andet; jeg havde mest lyst til at svare på ét, men det

med sin uddannelse, er at bruge den. Men det er ikke

ville ikke besvare, hvad han mente, og han vil endnu en

hele sandheden. Så hvad vil det sige at bruge sin uddan-

gang bliver bekræftet i, at det nok ikke er så underligt at

nelse til noget? Ordet, i min onkels forstand, er hverken

humanister er arbejdsløse. Vækker det genklang?

dækkende for min motivation for at studere eller bruge filosofi. Og filosofi giver ikke direkte adgang til et jobmarked på samme måde som f.eks. medicin og journalistik. Som humanist er man bare stillet anderledes.

–8–

T A N K E N # 19

ESSAY

EF T ER Å R ‘17

Humanistiske fag kan bruges til noget. Selvfølgelig kan de det. Og selvfølgelig skal man ikke som førsteårsstuderende kunne stå på mål for alle afkroge af hvordan. Det hører jo med til at studere, at man finder ud af det. At kunne passe ind i et arbejdsmarked, må aldrig ikke være den eneste måde, hvorved vi kan retfærdiggøre vores brugbarhed på. Der er flere måder, og det skal vi vise. Da min onkel spurgte mig, burde jeg selvfølgelig have svaret: ”Når du siger bruge, hvad mener du så?” Det bedste forsvar er tit et angreb, og dermed er det min opfordring til alle som studerer et humanistisk fag, at bryde med den snævre forståelse af brugbarhed. Af alt hvad vi lærer som humanistiske studerende, er det at stille de rigtige spørgsmål én af vores vigtigste kompetencer, og med det, skal vi bevise vores brugbarhed og værd. Hvis vi med de rigtige spørgsmål kan bringe mennesker til refleksion over hvordan vi forstår begreber som brugbarhed, men også hinanden og verden, er det da ikke svar nok på, hvad man kan bruge sin humanistiske uddannelse til?

Illustration af Amalie Martens

–9–

ESSAY

T A N K E N # 19

EF T ER Å R ‘17

Hvor vi er på vej hen Om biblioteket som rum af Jens Kongsted

Foto af Amalie Martens

Dette essay gør brug af Foucaults begreb om det heterotopiske rum til at udforske hvad et bibliotek egentlig spiller for en rolle for det omliggende samfund. Her vil der i sagens natur være en særlig opmærksomhed på, hvilket forhold biblioteket har til tid og fortid. Dernæst vil eposset om Gilgamesh blive inddraget til at gøre os klogere på hvordan et biblioteksrum, ved sin eksistens og funktion, holder os i forbindelse med de døde og deres erfaringer. Hvis jeg nu siger at mit bidrag til TANKEN omhandler

hvad alt er, bliver man fristet til at omskrive Smerdyakovs

biblioteket som rum, hvorom det gælder at institutbib-

replik fra Brødrene Karamazov, ”Hvis Gud er død, er alt

liotekernes skæbne på det humanistisk fakultet måske

tilladt” til ”Hvis der kan spares, er alt tilladt”. At det skulle

stadig er uvis, når dette er udgivet, tror jeg at jeg opfylder

komme så galt, at et universitet ville gå med til at spare

kriteriet om aktualitet. Til de som ikke skulle have fået

sine egne forskningsbiblioteker væk, er en tragedie. Jeg

det med, har der siden Helge Sander-doktrinen første

bliver nok derfor nødt til at undskylde overfor de, som

gang så dagens lys, for lidt over 10 år siden, sket et lang-

allerede er blevet præsenteret for den tanke, der følger.

somt opbrud med hele ideen om hvad et universitet skal

Men jeg ser ikke nogen anden vej udenom end at skrive

være. Måske fandt opbruddet sted længe før det. Men om

dette forsvar for biblioteket som rum.

– 10 –

T A N K E N # 19

ESSAY

EF T ER Å R ‘17

Hernæst er jeg også nødt til at afsløre mig selv som væ-

er, at det også handler om hvordan forskellige rum inter-

rende udefrakommende til dette selskab. Jeg er ikke fi-

agerer med hinanden, eller i dette tilfælde er hinandens

losofistuderende. Jeg studerer derimod assyriologi. Et

modsætninger. til at sørge for, at du ikke forstyrrer stil-

studie hvis eksistensgrundlag er, at de ældste civilisati-

heden. Men hvad der er hele humlen i hans heteroto-

oner vi kender til i den vestlige verden, såsom Sumer,

pi-begreb er, at det også handler om hvordan forskellige

Babylon og Assyrien, havde sine egne arkiver og biblio-

rum interagerer med hinanden, eller i dette tilfælde er

teker. Genopdagelsen af disse i det 19. århundrede gør os

hinandens modsætninger.

i stand til i dag at studere vores civilisations oprindelse. I den forstand er vi i forbindelse med dem. De tekster

For at følge Foucaults tanke og komme tættere på, hvad

som man fandt i bl.a. Assurbanipals bibliotek – den sid-

han egentlig mener med heterotopi, er vi nødsaget til at

ste store konge af Assyrien – gør os i stand til at studere

starte med hvad det ikke er. Det er ikke et utopisk rum,

deres juridiske, litterære, statslige, religiøse og filosofiske

da et sådant rum per sin egen definition ikke vil kun-

traditioner. Så når eksistensen af biblioteker og bøger i

ne eksistere. I så fald ville det miste sin utopiske status.

dag er uvis, fristes man til at spørge sig selv, hvor langt

Men heterotopien er heller ikke helt ægte. Det er nær-

barbarerne er nået indenfor murerne. De står tydeligvis

mere hvad han vil kalde en spejling. Spejlet, skriver han,

ikke længere blot og banker på porten.

er en utopi. Det er et stedsløst sted, hvor jeg ser mig selv, hvor jeg ikke er, men samtidig er det mig selv, som jeg

For at kunne forfølge undersøgelsen af hvad biblioteket

ser. Men samtidig er spejlet og spejlinger også noget fy-

er, og hvad et bibliotek gør, vil jeg give mig selv nogle

sisk, der eksisterer, men det optager da en modposition. I

benspænd. Jeg vil for det første tage udgangspunkt i spa-

den forstand er spejlet heterotopisk (Foucault 1986: 24).

tialitet og spørger ind til, hvad biblioteket er for et rum,

Lad mig komme med nogle af hans egne eksempler for

og hvilket forhold dette rum har til resten af samfundet

at bringe os en forståelse nærmere. Foucault har en række

udenfor. Men inden jeg kan spørge ind til det sidste, vil

kriterier, men det er ikke kriterier forstået på den måde,

jeg øjensynligt være nødsaget til at inddrage temporalitet

at de alle skal være opfyldt for, at man kan kalde et rum

i ligningen, herunder hvilket forhold rummet ’bibliotek’

heterotopisk. Nogle af hans kriterier udelukker også hin-

har til tid. Til at lede min tænkning på vej vil jeg benyt-

anden. Fælles for alle heterotopiske rum er, at de findes

te mig af begrebet heterotopi (fra gr. topos, ’sted’). Dette

for at det samfund, som er udenfor rummet kan eksistere

begreb stammer fra en forelæsning af Michel Foucault i

og opretholde en hvis form for orden – men i nogle til-

1967, men som først blev tilgængelig på skrift for inter-

fælde også uorden.

nationale læsere under titlen ”Of Other Spaces” i 1986.

Vi kan starte med det, som han kalder krisehetero-

Som i mange andre tekster er Foucault meget interesseret

topier (Foucault 1986: 24). Et eksempel på disse kunne

i hvordan spatialiteter påvirker de subjekter, der færdes i

være de rum, hvortil man i tidligere samfund forviste

et givent rum. Med andre ord hvordan et rum kan kræve,

menstruerende eller gravide kvinder, da disse blev anset

at mennesker agerer anderledes i det respektive rum. Når

som en trussel imod den kosmiske orden. Så ’krise’ i den

du kommer ind i et stille bibliotek yder rummet en hvis

forstand at samfundsordenen var truet, og at der skulle

repression til at sørge for, at du ikke forstyrrer stilheden.

tages visse forbehold for at sikre samfundet. I nutidens

Men hvad der er hele humlen i hans heterotopi-begreb

samfund kan der argumenteres for at hospitaler, i sine

– 11 –

T A N K E N # 19

ESSAY

EF T ER Å R ‘17

forskellige variationer, betjener denne samme funktion.

en stadig akkumulerende proces. Der er altså tale om et

Indlæggelse sker kun i tilfælde af krise, når man er kom-

immobilt rum, hvor der samles og opbevares tid. I sokra-

met galt af sted. Lægerne og sygeplejerne søger derefter

tisk forstand de uforgængelige børn. Alle de ideer, der

for at vi igen bliver fri for kropslig smerte, så vi kan kom-

ikke løber tør for tid på samme måde som de forgængeli-

me tilbage på arbejdet.

ge menneskerester, der anbringes på kirkegården.

Noget af det samme gælder fængslerne. Fængslet,

Tanken er ikke materialiseret, før den er nedskrevet,

i moderne skandinavisk forstand, er det sted vi sender

som Hannah Arendt sagde. Derfor indeholder et biblio-

kriminelle ind for at blive rehabiliteret. Det er ikke en

tek bøger – fyldt med tanker fra både levende og døde.

hævnagt. Selvom der dog selvfølgelig er en vis retsfølelse

Men størstedelen er nok fra døde tænkere. I den hand-

indblandet. Men det er et rum, hvor de der er blevet sendt

ling at vi stadig kan læse deres tanker, og i den forstand

derhen, via domsafsigelse, er holdt indespærret, væk fra

have en samtale med dem, er de ikke helt døde. Deres

det samfund der befinder sig uden for murerne. På den

eksistens er ikke gået os ubemærket hen. Vi har stadig

måde er det heterotopiske rum, og det formål som fængs-

et interagerende forhold til dem igennem denne samtale

let har, en forudsætning for at opretholde orden.

med de døde og deres erfaringer, som vi kan forholde os

Kirkegården kan også anskues som værende hetero-

til og drage nytte af. Det er i den sammenhæng, at der

topisk, men dog på en lidt andet måde. Modsat nogle af

som regel bliver sagt at videnskab står på skuldrene af tid-

oldtidens samfund begraver vi ikke længere vores døde

ligere arbejde, hvad enten det er den naturvidenskabelige

forfædre under gulvbrædderne, som man gjorde i Baby-

eller den humanistiske af slagsen. Med andre ord brygges

lon. I moderne samfund er kirkegården blevet indrettet

der altså hele tiden videre på menneskehedens kollektive

som et kommunielt sted, hvor vi kan begrave de dødelige

viden. Eller er det for universalistisk at kategorisere det

rester af vores kære afdøde familiemedlemmer, venner og

som sådan?

bekendte. Heterotopien fremstår ved det samme mønster som før. Noget der skaber uorden, eller i dette tilfælde en

Som tilhørende et meget lille forskningsfelt på globalt

eksistentiel angst, døden, er blevet forvist til et sted, der

plan, hvis vi sammenligner med større discipliner, er det

er uden for samfundet, i den forstand at vi ikke dagligt

et sådant indtryk man får. Inden for assyriologien er vi

bliver fysisk konfronteret med den. Da det primært er tid

primært optaget af fortiden. Den franske assyriolog, Jean

det handler om, ville det måske, som Foucault (1986: 26)

Bottéro, gav i 1982 en forelæsning med titlen ”In defen-

også påpeger, være mere redeligt at kalde kirkegården for

ce of a useless science”, der blev tilgængelig på skrift 10

en heterochroni (fra gr. chronos, ’tid’). Et absolut brud med

år senere (Bottéro 1992: 15-25). Heri opdeler han den

tiden forstået som at de, der nu er anbragt her, løb tør

videnskabelige verden i to kategorier. Den første er dem,

for tid. I den forstand fungerer heterochronien først, når

der med deres opfindelser, eksperimenter, diskussion og

dette brud er etableret. Dette andet-rum bliver dermed et

lærdom bringer verdens ende nærmere. Hvorimod den

sted hvor de pårørende kan samles for at minde den nu

anden gruppe er de, der er interesseret i begyndelserne

forsvundne tid.

og derfor efterlader universet og dets indbyggere i fred.

Der er også andre rum hvor det gælder, at det ab-

Nu behøver man ikke tage den dikotomi for gode varer,

solutte brud med tid forekommer. Dog ikke som at tiden

men pointen er blot at selve disciplinen handler om at

løber ud, men som at tiden bliver opbevaret og bevaret, i

genskabe den forbindelse til oprindelsen, eller hvor tæt

– 12 –

T A N K E N # 19

ESSAY

EF T ER Å R ‘17

vi nu er i stand til at komme på denne forestillede op-

til verdens ende, men han fejler alligevel til sidst, da en

rindelse. Mennesket i sin nuværende form har eksisteret

slange stjæler og spiser den plante, der skulle kunne gøre

på planeten i måske 250.000 år, og vi har kunne nedfæl-

ham ung igen. Eller fejler han?

de og materialisere vores tanker på skrift i ca. 5000 af

I de sidste linjer af eposset bliver læseren bedt om

dem. Så helt tæt på en oprindelse kommer vi nok aldrig.

at forestille sig byen Uruks mure, som de tidligste vise

I vores arbejde som fortolkere, formidlere og afkodere af

mænd skulle have lagt fundamentet til. Derefter bliver

fortiden er vi altså i forbindelse med fortiden. Jeg mindes

læseren ført op på muren, hvor man vil finde en kiste med

derfor flere lejligheder, hvor jeg har forsvaret studiet af

alle kileskriftstavlerne, der vil fortælle historien om Gil-

fortiden med henvisning til den klassiske devise om, at vi

gamesh, længe efter hans fysiske død og krops forrådnel-

skal lære af fortiden, så vi ikke gentager deres fejl.

se. På den måde er Gilgamesh udødelig – blot ikke helt den udødelighed han havde regnet med.

For nu at vende tilbage til mit egentlige ærinde: Under-

Så længe vi er i stand til at læse om Gilgamesh, lever

søgelsen af de rum, som indeholder og akkumulerer tid,

ideen om Gilgamesh sammen med de literærer erfarin-

og som opbevarer, opretholder og håndhæver vores for-

ger, han bringer. Det var således ikke Jesus af Nazareth,

bindelse til fortiden. I vor tid synes de kantianske vogtere

men derimod Gilgamesh af Uruk, der genopstod fra de

at mene, at denne forbindelse til fortiden kan opretholdes

døde. Dette skete alt sammen da historien blev genopda-

under ringere vilkår. Men det er ikke kun et spørgsmål

get. Teksten, der indeholder historien, er i dag at finde på

om bibliotekernes kvalitet. Det er et spørgsmål om selve

biblioteket, der således kommer til at minde om en an-

opretholdelsen af vores forbindelse med fortiden. Hvor

derledes kirkegård, der ikke opbevarer de dødelige rester,

skulle vi ellers hige og søge i gamle bøger? Jeg kan kom-

men derimod de udødelige rester. Hvis disse udødelige

me med endnu et eksempel på dette ude at skulle forlade

rester forsvinder, og erindringen render ud, vil det være

mit eget forskningsfelt.

som at idéen Gilgamesh aldrig har eksisteret. Forbindel-

Det Mesopotamiske epos om helten Gilgamesh

sen imellem de levende og døde vil hermed blive kappet,

kan hjælpe os med at forstå dette bedre (For Gilgamesh

og mennesket bliver kastet tilbage til sig selv og sin kar-

se George, 1999). Gilgamesh er som ung konge af Uruk

tesianske tvivl (Arendt 1998: 320), nu uden sine forfædre

en værre tyran. Han render rundt og banker alle mænd

til at hjælpe sig på vej. Jeg vil derfor betragte det som en

og forbryder sig mod deres nygifte koner. Dette fort-

frarøvelse af fortiden, hvis biblioteket skulle forsvinde.

sætter indtil han møder Enkidu, som stiller sig op imod ham. De to beslutter sig efterfølgende for at drage ud

Litteratur

på togt og dræbe diverse monstre. Dette er guderne dog

Arendt, Hannah. 1998 [1958]. The Human Condition. 2nd edition. University of Chicago press. Chicago.

ikke helt tilfredse med, så de dræber Enkidu. I dette øje-

Bottéro, Jean. 1992. Mesopotamia: Writing, Reasoning, and the Gods. University of Chicago Press. Chicago.

blik, da Gilgamesh betragter Enkidus lig, går det op ham, at han selv er dødelig og kan dø hvilket øjeblik det skal

Foucault, Michel. 1986. Of Other Spaces. I Diacritics Vol. 16 (No.1). pp. 22–27. John Hopkins University Press. Oversat til engelsk af Jay Miskowiec

være. Han bliver ængstelig og beslutter sig for at han vil finde en vej til udødeligheden. Han vil med andre ord ikke ende som Enkidu. Som et koldt lig inden det går

George, Andrew. 1999. The Epic of Gilgamesh. Penguin Books. London.

i forrådnelse. Hans jagt på udødeligheden bringer ham

– 13 –

Artikler

T A N K E N # 19

ARTIKEL

EF T ER Å R ‘17

Kan man bryde med perceptionen af kroppen som billede? af Ditte Dyrgaard

Et af de hotteste emner i den offentlige debat er, hvordan brugen af sociale medier såsom Instagram er med til at øge kvinders selvhad til deres kroppe gennem en ekstrem eksponering af idealkroppen. Som jeg ser det, forholder diskussionen sig ofte til denne konstatering uden at dykke dybere ned i spørgsmålet om, hvad det egentlig betyder, når kroppen gøres til et billede. Derfor vil jeg lade dette spørgsmål danne rammen om min artikel, hvor jeg vil undersøge den billedliggjorte krops status. Til det formål vil jeg inddrage Martin Heideggers karakterisering af billedet fra teksten ”Verdensbilledets tid” og Merleau-Pontys definition af egenkroppen fra ”Kroppens fænomenologi”. Med afsæt i disse tænkere vil jeg pege på, hvordan den stigende billede-produktion af kroppen, som vi ser på de sociale medier, bidrager til en værens-glemsel. Herved vrages egenkroppen til fordel for et kropsbillede, der med et klik kan deles med hele verden. Endeligt vil jeg diskutere, hvorledes et støre fokus på egenkroppen er tilstrækkelig til at bryde med perceptionen af kroppen som et billede.

Når verden begribes som billede

ger påstår således: ”Verdensbillede væsentligt forstået betyder

Indledningsvis jeg kort skitsere, hvilken rolle Heidegger

derfor ikke et billede af verden, derimod verden begrebet som et billede” (Heidegger, 1996: 14). Det er altså selve hand-

tildeler billedet og billeddannelsen i teksten ”Verdensbil-

lingen, at danne sig et billede af noget, som interesserer

ledets tid”, der første gang blev afholdt som et foredrag i

ham. Herfra fastslår han, at billeddannelsen involverer en

1938. Heidegger ser det som kendetegnende for den mo-

bestemt positionering i forhold til et givet objekt. Når

derne tid, at verden begribes som et billede (Heidegger,

historikkerne taler om et verdensbillede, behandler de

1996: 17). Han fremhæver, hvordan den moderne histo-

dermed verden som en genstand, de kan anbringe foran

rievidenskab forsøger at afdække forskellige tidsepoker

sig. Fra denne position er lettere at opnå en viden om

ved at behandle dem som billeder. Vi taler eksempelvis

den historiske verden, idet den overskueliggøres som en

om det antikke verdensbillede og om det middelalder-

samlet og afgrænset helhed. Det betyder, at der ligger en

lige verdensbillede (Heidegger, 1996: 13). Netop denne

epistemisk funktion i at kunne bringe noget foran sig

tendens får ham til at undre sig over, hvad der ligger i

(Heidegger, 1996: 14). Her kunne man være fristet til at

begrebet billede. Historikerne søger jo ikke blot et be-

spørge: Jamen hvad er problemet med en sådan tilgang

stemt aftryk eller en afbildning af en fortidig verden men

til verden?

at kunne danne sig overblik over denne verden. Heideg-

– 15 –

ARTIKEL

T A N K E N # 19

EF T ER Å R ‘17

Til det svarer Heidegger, at problemet bunder i, at men-

at nu behøver mennesket ikke længere atombomber for

nesket løsriver sig fra verden ved at begribe den som et

at udslette sig selv fra jordens overflade, eftersom billedet

billede. Billeddannelsen indstifter herved en splittelse

udøver den samme funktion ved at afkoble mennesket fra

mellem mennesket og verden, hvorpå mennesket gø-

verden (Heidegger, 1966). Igen ser vi, hvordan Heidegger

res til et subjekt, der modtager en objektliggjort verden

tillægger billedet en enorm magt. Af samme grund finder

(Heidegger, 1996: 15-16). Denne splittelse har konse-

jeg det rimeligt at anvende Heideggers analyse af billed-

kvenser – først og fremmest fordi verden herved ople-

dannelsen fra ”Verdensbilledets tid” til at belyse fotogra-

ves som en genstand, der kan erobres og besiddes af det

fiets distancerende mekanisme.

menneskelig subjekt (Heidegger, 1996:17). På den måde kan billeddannelsen tolkes som en tendens, der medvir-

Den væsentligste pointe som jeg gerne vil hente med fra

ker til, at naturen i højere grad anskues som en ressource,

Heidegger er, at billedet ikke blot udgør et neutralt et

hvis formål er at stå til rådighed for menneskets brug.

medie, fordi det påvirker vores oplevelse af de fotografe-

I den forbindelse sammenligner Heidegger det moder-

rede objekter. Billedet er derfor ikke blot en kopi eller et

ne subjekt med det antikke menneske, der forholdte sig

aftryk, men rummer en kraft til at skabe en afstand mel-

mere lyttende til verden i stedet for at erobre den som

lem beskuer og det beskuede. Jeg er sikker på, at Heideg-

et billede. For det andet finder Heidegger billedannelsen

ger ligeledes ville dele min bekymring over den nyere

problematisk, fordi den får mennesket til at glemme, at

ekspansion af smartphones, der i dag udstyrer milliarder

det selv er en del af verden (Heidegger, 1996: 15). Hvis vi

af individer med et fotografiapparat, som de konstant har

inddrager Heideggers bestemmelse af tilstedeværen fra

vedhånden, hvorfra de kan billedligøre sig selv og andre.

”Væren og Tid”, kan man sige, at mennesket ved at begri-

Inden jeg går dybere ned i, hvad der sker, når jeg tager et

be verden som et billede ser bort fra sin konstitution som

billede af min krop og ligger det ud på nettet, vil jeg først

i-verden-væren (Heidegger, 2007: 74-76).

forsvare min analyse mod en relevant indvending.

For at tydeliggøre, hvordan Heideggers analyse af bil-

KROPPEN I FOKUS

leddannelsen kan være relevant for diskussionen af den

I modsætning til det første fotografi af jorden, der blev

ekstreme eksponering af billeder, der foregår på de sociale

taget for knap 50 år siden, er menneskekroppen blevet

medier, vil jeg i næste afsnit inddrage et interview, som

billedliggjort i årtusinder. Kroppen er sågar et af de mest

Heidegger giver til det tyske nyhedsmagasin ”Der Spie-

anvendte motiver i kunsthistorien. Man kunne derfor

gel” i 1966. Her taler han om et verdensbillede i en mere

indvende mod min bekymring, at den massive deling af

bogstavelig forstand.

kropsbilleder, som vi ser på de sociale medier, ikke er et nyt fænomen men blot forsættelsen af en gammel tradition. Jeg vil dog påstå, at den teknologiske forskel spiller

JORDEN SET FRA RUMMET

I interviewet forklarer Heidegger, at han for nyligt har set

en afgørende rolle i forhold til, hvordan kroppen gengives

et billede af jorden taget fra månen. Denne oplevelse har

og erfares gennem forskellige medier. For at understøtte

chokeret ham, fordi at billedet fik verden til at fremstå

denne pointe vil jeg inddrage Walter Benjamins karak-

som en forhåndenværende genstand – frem at indfange

terisering af fotografiet fra teksten ”Kunstværket i dets

den verden, han kender og bebor. Ydermere påpeger han,

tekniske reproducerbarheds tidsalder”. Her understreger

– 16 –

ARTIKEL

T A N K E N # 19

EF T ER Å R ‘17

Benjamin, at fotografiet har en større udstillingsværdi

Hvor spejlbilledet stadig følger mine bevægelser, kan jeg

sammenlignet med maleriet og skulpturen. Fotografi-

med et enkelt klik på min Samsungs kamera fuldstændig

et kan derfor vises til langt flere mennesker på samme

løsrive mig fra det billede, jeg var for blot et sekund siden.

tid. Det skyldes, ifølge Benjamin, at fotografiet har let-

Herved tilbyder billedet et bedre sammenligningsgrund-

tere ved at blive reproducereret end de mere traditionelle

lag end spejlbilledet, da adskillelsen er fuldstændig. Som

kunstformer (Benjamin, 1998: 138-139).

tidligere beskrevet påpeger Heidegger, hvordan en verden

Med fremvæksten af smartphonen er billedets re-

går tabt, så snart den betragtes som et billede. Jeg vil li-

producerbarhed steget yderligere. I dag er det muligt for

geledes hævde, at min selfie medfører en fare for, at jeg

mig at dele et billede med tusindvis af mennesker i samme

glemmer en særlig kropslig erfaring – nemlig oplevelse af

sekund. Derudover har den teknologiske udvikling gjort

egenkroppen. Hvad egenkroppen mere præcist er, vil jeg

billedproduktionen mere demokratisk, idet smartphonen

nu uddybe nærmere.

udruster alle sine brugere med kapaciteten til at billedliggøre sig selv og andre døgnet rundt. Dermed gengives

Egenkroppen

kroppen ikke blot af maleren eller billedhuggeren, men af

Merleau-Ponty beskriver egenkroppen som et permanent

over 78% af verdens befolkning (Nordfeld, Klaus (2016).

nærvær i ”Kroppens fænomenologi”, der oprindeligt blev udgivet i 1945 (Merleau-Ponty, 2009: 34). Det hænger

MIN BILLEDLIGGJORTE KROP

sammen med, at egenkroppen altid tilstede hos mig som

Som vi tidligere så, beskriver Heidegger billeddannelsen

den instans, der binder mig til verden. Egenkroppen er

som en proces, hvor mennesket distancerer sig fra objek-

derfor bæreren af i-verden-væren (Merleau-Ponty, 2009:

tet i sin betragtning. Ud fra hans bestemmelse af billedets

20). På den måde viderefører Merleau-Ponty Heideggers

mekanisme, kan min selfie anskues som en begivenhed,

bestemmelse af menneskets værens-struktur samtidig

hvor jeg skaber en afstand til kroppen. Billedet formår

med, at han tillægger det kropslige aspekt en større betyd-

således at adskille mig fra min krop ved at placere den

ning (Thøgersen, 2010: 135-136). Ifølge Merleau-Ponty

foran mig som forhåndenværende genstand. Derfor er

er det således menneskets kropslige forankring, der udgør

det ikke tilstrækkeligt, hvis billedet udelukket defineres

forudsætningen for, at verden kan opleves som menings-

som et kommunikationsmiddel, for i så fald overses den-

fuld, eftersom kroppen muliggør enhver handling og

ne distancerende funktion. Udover at sætte mig i relation

interaktion med verdens fænomener (Thøgersen, 2010:

til andre, placerer billedet mig ligeledes i en relation til

125). Egenkroppen foreligger derfor ikke som en gen-

mig selv, hvor jeg kan betragte min krop fra et tredjeper-

stand, men fremtræder i menneskets ureflekterede brug

sonsperspektiv.

af tingene. Man kan sige, at hvor fotografiet af jorden

I tråd med Heidegger vil jeg påstå, at der ligger en

skaber en opdeling mellem det menneskelige subjekt og

epistemisk værdi i at kunne anbringe kroppen foran sig

verden, får egenkroppen dem til at smelte sammen. Af

som en genstand, eftersom jeg fra denne position lette-

den grund taler Merleau-Ponty hverken om et subjektiv

re kan sammenligne min egen krop med andres krops-

teller et objektivt perspektiv, når det gælder egenkroppen,

billeder. Som jeg ser det, er det netop i kraft af denne

men om et præobjektivt forhold til verden (Merleau-Pon-

epistemiske funktion, at den stigende billedproduktion

ty, 2009: 17-20). Det betyder, at egenkroppen gør mig i

kan bebrejdes for at øge kvinders selvhad til deres kroppe.

stand til at forholde mig til verdens fænomener – uden

– 17 –

T A N K E N # 19

ARTIKEL

EF T ER Å R ‘17

at jeg behøver at være bevidst om grænserne for, hvor-

I ”Kroppens fænomenologi” udpeger Merleau-Pon-

når min hånd slutter og en ydre genstand begynder. Man

ty videnskaben som den skyldige, når han skal forklare

kan sige, at i det øjeblik, hvor jeg ureflekteret tager en

grunden til, hvorfor egenkroppen så ofte ignoreres. Det

tår af kaffekoppen, da udgør kaffekoppen og jeg en fæl-

kommer af, at videnskaben udelukket fokuserer på den

les symbiose (Merleau-Ponty, 2009: 98-99). Kaffekoppen

genstandsmæssige krop, der kan beskrives objektivt fra

bliver herved en forlængelse af egenkroppen gennem den

et tredjepersons perspektiv (Merleau-Ponty, 2009: 8). Jeg

kropslige handling (Merleau-Ponty, 2009: 102).

vil påstå, at hvis Merleau-Ponty levede i dag, burde han overveje at revidere sin udvælgelse af skyldige, hvad angår

Et andet interessant aspekt ved egenkroppen er dens

egenkroppens glemsel, til også at inkludere brugere af so-

paradoksale natur. Der hviler nemlig noget fremmed og

ciale medier, fordi disse i lige så høj grad behandler krop-

ubegribeligt over egenkroppen på trods af dens perma-

pen som en genstand ved at betragte den som et billede.

nente nærvær. Merleau-Ponty påpeger således: ”At sige,

Dertil finder jeg det væsentligt at spørge, hvad min

at den altid er hos mig, altid er der for mig, er det samme som

fremhævelse af en værens-glemsel egentlig har af kon-

at sige, at den egentlig aldrig er overfor mig, at jeg aldrig

sekvenser. Måske kunne man beskylde mig for, at min

kan udfolde den for mit blik, at den altid befinder sig i ran-

pointes relevans er forbeholdt filosofiinteresserede, der

den af alle perceptioner, at den er med mig” (Merleau-Pon-

bestræber sig på at opnå en filosofisk forståelse af menne-

ty, 2009: 32). Fordi egenkroppen ikke foreligger som en

skets væren, og at glemslen som sådan ikke er væsentlig

genstand, kan jeg ikke tilskrive den bestemte karakter-

for andre, der befinder sig uden for filosofiens mure. Eller

træk på samme måde som jeg kan beskrive den krop, der

sagt på anden vis: Er det et problem for andre end filo-

eksempelvis præsenterer sig på billedet (Merleau-Ponty,

soffer, at billedet tildækker og skjuler egenkroppen? Jeg

2009: 34). Egenkroppen kan derfor ikke indfanges med

vil derfor her til slut kort diskutere den konklusion, jeg

kameraets linse, men er derimod tilstede i perceptionen

er nået frem til, fordi jeg i udgangspunktet søgte et mere

af kropsbilledet. Den ledsager mit kritiske blik og gør,

radikalt brud med den billedliggjorte krop end et opråb

at jeg ser billedet fra et bestemt perspektiv. Med andre

om egenkroppens glemsel.

ord udgør egenkroppen selve betingelsen for, at jeg kan have et forhold til min krop som et billede. Dermed kan billedets distancerende mekanisme ikke få egenkroppen til at forsvinde, men den kan være skyld i, at egenkroppen havner i en glemsel, fordi billedet retter vores fokus mod den genstandsmæssige krop, der kan ses og bedømmes af andre. Som en konsekvens af Merleau-Pontys sidestilling af egenkroppen med individets forhold til verden, vil billedet ligeledes tildække en del af vores umiddelbare verdensforståelse. Herved angår billedets distancerende effekt ikke kun kroppen men ligeledes kroppens forankring i verden.

Illustration af Agathe Ostenfeld

– 18 –

T A N K E N # 19

ARTIKEL

EF T ER Å R ‘17

Betydningen af egenkroppens glemsel

LITTERATUR

Da jeg påbegyndte min artikel, havde jeg til hensigt, at

Benjamin, Walter (1998). Kunstværkets i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder, I: Bejamin, Walter ”Kulturkritiske essays”. Gyldendal.

fremhæve egenkroppen som et muligt brud med det stigende fokus på idealkroppen, som trives på Instagram,

Heidegger, Martin (1996). Verdensbilledets tid, I: Jeppesen, Morten Haugaard & Kristensen, Jens Erik (red.) ”Idehistoriske arbejdspapirer” nr. 1. juli.

Facebook osv. Efterhånden som arbejdet med min artikel er skredet frem, er jeg blevet usikker på, hvorvidt en større opmærksomhed på oplevelsen af egenkroppen overhoved

Heidegger, Martin (2007). Væren og Tid. Forlaget Klim.

kan hjælpe individer med at få et bedre forhold til deres

Merleau-Ponty, Maurice (2009). Kroppens fænomenologi. Det lille Forlag.

kroppe. Denne usikkerhed udspringer først og fremmest af mine egne erfaringer. På trods af min egen læsning af

Thøgersen, Ulla (2010). Krop og fænomenologi – En introduktion til Maurice Merleau-Pontys filosofi. Hans Reitzels Forlag.

Merleau-Pontys kropsbegreb, føler jeg stadig i perioder en utilpashed, når det gælder min krop. Det hjælper ikke

internetkilder

mig personligt at huske på, at min krop ikke kun eksi-

Heidegger, Martin (1966). Only God can save us, I: Richardson, Williams (red.) ”The Spiegel Interview”: http://www.ditext. com/heidegger/interview.html

sterer til skue for andres blikke, men tværtimod er forudsætningen for, at jeg overhoved kan være i verden – at det er min krop, der gør mig i stand til at interagere med

Nordfeld, Klaus (2016). 78 procent af verdens forbrugere har en smartphone i lommen i ”Alt om data, Datatid TechLife”: https:// www.altomdata.dk/78-pct-verdens-forbrugere-har-smartpho-

verdens fænomener og opleve dem som meningsfulde. I stedet er jeg nået frem til den mere pessimistiske

ne-lommen

konklusion, at billedet har en enorm magt over den måde, vi oplever os selv og andre på, og at det er svært at undgå at begribe kroppen som et billede, når først man en gang har set den gennem kameraets linse. Derfor ender mine overvejelser med et spørgsmål om, hvorvidt det er muligt at bryde med perceptionen af kroppen som et billedet? Er det nok at slette sine profiler på diverse medier, eller har billeddannelsen allerede trængt dybere ind i vores begribelse af verdens fænomener – herunder vores egen krop? Eller rette sagt: Vi kan måske gøre op med brugen af billeder, men kan vi bryde med begribelsen af kroppen som et billede? Selvom det er en smule utilfredsstillende at slutte min artikel med en masse spørgsmål, håber jeg at den kan give stof til eftertanke om forholdet mellem kroppen og billedet – og ikke mindst om billedets indflydelse på vores tænkning.

– 19 –

ARTIKEL

T A N K E N # 19

EF T ER Å R ‘17

Don't hate the player, hate the game Diagnosing, challenging and redirecting player-hating in gangster rap af Aja Faurschou Enghoff

In this paper I challenge the widely appreciated notion that hatred is always bad, arguing that hatred can in fact be a necessary moral component and driving force in the fight against an oppressive system. In order to elaborate this argument, I turn to the gangster rap song Don’t Hate the Playa on the African American rapper Ice-T’s 1991 album The Seventh Deadly Sin. Here I explore how the proverb “don’t hate the player, hate the game” articulates the possibility of redirecting and repurposing hatred instead of rejecting it, suggesting that hatred, depending on its intentional object and its cognitive content, does not always have to be counterproductive, unjust or morally wrong. I argue that the song exposes a number of different expressions of hate, out of which one is both productive and moral since it is driven by a creative nihilistic impulse to reject the conditional and ambiguous love of the nation-state with the aim to gain justice and equality.

Interlude

of weakness and idleness. X argued that identifying the

In his speech Prospects of Freedom (1965), Malcolm

cause of that counterproductive self-hate, and hating its origin, was a necessary means for bringing unity in love

X put forth that it is impossible to separate peace

for the oppressed so Black people could fight the racist

from freedom because no one can be at peace without

and discriminatory status quo together.

being free (X: 1965). Accordingly, Black people whose freedoms had been compromised were encouraged to

In an effort to look at hate as a unifying and efficacious

join the civil rights revolution and by any means necessary

site for change and therefore a potentially positive dri-

become completely free. But what are the necessary me-

ving force, I will zero in on the rap song Don’t Hate the

ans for bodies to break free of racial affliction? Or more

Playa appearing on the rapper Ice-T’s album The Seventh

specifically, which affective, behavioural and cognitive

Deadly Sin from 1999. The song, in which the popular

components should be disheartened, and which should

proverb “don’t hate the player, hate the game” was pen-

be encouraged, in order to effectively aid a revolt against a discriminatory and oppressive status quo?

ned, deals with an interesting concept of a somewhat

The white man’s world that Malcolm X protested, had

sel to “hate the sin and not the sinner” the proverb ar-

flexible hatred worthy of scrutiny1. Much like the counticulates the possibility of redirecting and repurposing

taught the black man inert self-hate and, accordingly, to

hatred instead of rejecting it, suggesting that hatred,

hate his/her own kind: this kept the Black man in a state

Gangster rap has been rightfully accused of promoting hatred towards women; I therefore think it is important to note that even though this paper will not deal with misogyny, I am aware of this problem. If you are interested in this perspective, I encourage you to read Patricia Hill Collins’ Black Feminist Thought (1990) and Mark Anthony Neal’s Looking for Leroy, illegible black masculinities (2013). 1

– 2o –

T A N K E N # 19

ARTIKEL

EF T ER Å R ‘17

a common understanding that the anatomy of hate will depending on its intentional object and its cognitive

always destroy the hater (idem). Reactive attitudes have

content, does not always have to be counterproductive,

long been recognised as moral and legitimate human

unjust or morally wrong.

responses, whereas hatred ‘serves more typically as the

Drawing on a selection of moral philosophy and

mark of the villain and as a source of dehumanizing and

contemporary writing on hate, backed up by the lyrics of

excessive violence’ (Brudholm, 2010: 289). As Brudholm

Ice-T’s earlier song New Jack Hustler (1991), I advance

(2010) argues, this is in part due to the fact that we tend

the idea of a flexible and moral hatred imagined in Don’t

to think of all hatred as projective-collective hatred me-

Hate the Playa (1999). Here, the scope is not to deter-

diated by unsubstantiated ‘beliefs about the essence of

mine or subscribe to a notion of what hate is but rather

others’ and not by social reality (Brudholm, 2010: 307).

to look at how Ice-T, by diagnosing, challenging and attempting to redirect the hate aimed at him by other

However, by taking a closer look at this logic – that

“players”, opens up for a discussion about what hate does

hatred is inherently “bad” – we might reveal some im-

and how hate can be used constructively as a tool for political

portant blindspots. As Nietzsche established in On The

intervention.

Genealogy of Morals (1887), it was the powerful people ‘who felt and set themselves and their actions up as

Why hatred gets a bad rap

good, that is to say, of the first rank, in opposition to

Today, the word “hate” echo’s death and destruction

everything low’ and from this pathos of distance ‘arroga-

and it is normally maintained that hatred is never the

ted to themselves the right to create values, to stamp out

answer (Brudholm, 2010: 289). Expression of hatred is

the names for values’ (Nietzsche, 1887). That is, those to

considered socially illegitimate (Yanay, 1996: 22), and

whom “hatred” was shown did not define “hate”, as well

claiming that someone is “hateful” or a “hatemonger” is

as those to whom “goodness” was shown did not define

usually assumed to be sufficient to dismiss his/her ideas.

“good”. Invariably, the verdict of a specific act or doer

This may also explain why the “an eye for and eye and a

as hateful can only be judged in relation to concepti-

tooth for a tooth” philosophy of Malcolm X was much

ons of “the good” (Green, 2007: 436). This was also what

less celebrated than the non-violent biblical “turn the

Malcolm X wanted to get at when he wrote that ‘[t]he

other cheek” doctrine of Martin Luther King Jr2. Inde-

white man is in no moral position to accuse anyone else

ed, because Malcolm X and Nation of Islam were often

of hate!’: the white man’s hatred of the Black man was

– and still are – identified with hate, their revolutionary

the source of the Black man’s hate – not the other way

labour has been cast to the margins of history books.

around. These two types of hatred have different histories, cognitive content and motivation, and they should

The negative image of the hater is usually afforded by

therefore not be treated the same. As Aquinas claims,

the impression that hatred seems to differ from what

all hatred is not condemnable, because “hatred of evil

we normally categorise as an emotion; where emotions

is praise-worthy” (Aquinas 1981 [1265–74], ST II-II,

are said to be episodic and reactive, hatred seems to be

Q.34, A. 6). If the system is evil, is hate then not an

more intractable and interminable (Allport, 1979; Jo-

appropriate attitude to take towards it?

hansen, 2015; Brudholm, 2010; Yanay, 1996). And it is 2

The believe that one should respond to hate with love can often be found in the philosophy of victims.

– 21 –

T A N K E N # 19

ARTIKEL

EF T ER Å R ‘17

ween members of the same identity group, and (2) the game’s hatred of the player: a systemic hatred focused not on actions, but on essence, which seeks domination and control of its object. This type of hatred can be conceptualised as a projective-collective hatred (Brudholm, 2010). From these two types of hatred we can further derive two other types: (1.1) The player’s hatred of the player-hater: an affect-free, calculated hatred – which might also be understood as an apathetic attitude, and (2.1) The player’s hatred of the game: a moral hatred, which seeks justice and respect. This latter type of hatred is an example of a retributive reactive hatred (ibid.). All four types of hatred are attached to different conceptualisations of freedom and are best understood in relation to each other. Illustration af Amalie Martens

1. Player-hatred

Don't hate the player, hate the game

While type 1.1 as well as type 2 and 2.1 remain rather

In its many forms, hip hop music has sustained a pro-

implicitly defined in the song and therefore requires that we define them in the context of the Black experience,

minent and proactive platform for socio-political con-

the first is explicitly identified in the song:

sciousness and ideological articulation. Rappers and rap groups like N.W.A, Notorious B.I.G, Immortal

Don’t hate, cause my game’s much tighter than yours/My girls,

Technique, 2Pac, Public Enemy, Kendrick Lamar and

finer than yours, my jewels shine, brighter than yours/[…]/You

Ice T, to name a few, have all contributed to bringing

wanna be me, you hate my motherfucking guts’

awareness of the struggle of the denizens in America’s Black ghettos as well as providing vivid first-hand ac-

In this formulation, the cognitive pathway to player-ha-

counts of the nihilistic mentality of the “ghetto hustler”

ting is presumed to be through envy of the power and

and the so-called “player hating” that often results. In

freedom that material possession and sexual achieve-

the song Don’t Hate the Playa Ice-T identifies, challen-

ments is believed to engender. Player-hating emerges as

ges and attempts to redirect the hate aimed at him by

the sorrow of the accomplished player’s affluence, which

other players. Specifically, Ice-T educates his haters on

is felt to be an occasion of harm to oneself:

the cognitive pathway to their player-hatred, while at the

‘I still got more Lexus and gators on my shopping list/Make a

same time prompting them to aim their hatred at “the

fist, take your best shot, bet you drop it kid/Hit more licks than

game” instead.

you, and never caught a bid’

Ice-T exposes four types of hatred in Don’t Hate the

In effect, what is considered evil becomes anything that

Playa: (1) Hatred of the player: a short-tempered per-

prevents one from having “the good” which is believed

sonal hatred that seeks elimination rather than domina-

to bring pleasure (Green 2007, 417).

tion of its object. Player-hatred, in this case, occurs bet-

– 22 –

T A N K E N # 19

ARTIKEL

EF T ER Å R ‘17

As Green (2007) notes in his reading of Aquinas, one of

also be a hater, but more calculated and “cooler” than

the instances where feeling sorrow for another person’s

the player-haters. In rationally wilful animals, as Year-

affluence predisposes one to feel hatred, is when the

ley (1990) notes, ‘the concupiscible and irascible pow-

hater forms a belief that this person somehow impedes

ers “obey” reason both in its “estimative” and calculating

him or her from having or enjoying the pleasures affor-

(means to ends) function’ (Green 2007, 409), whereas in

ded by these goods. Because the player-haters believe

irrational wilful “animals” (embodied by the figure of the

that the player is an obstacle to their own success within

player-hater) these powers “overpower” reason; in effect,

“the game” they hate him so that ‘out of envy cometh

player-haters become prisoners, rather than masters, of

hatred’ (Aquinas 1981[1265–74], ST II-II, Q.34, A. 6).

their own desires. What seems to separate Ice-T’s attitu-

Ultimately, the hater desires the annihilation of its ob-

de towards his haters from their hatred towards him, is

ject, but may not act upon this desire (Green 2007, 407,

not that his hatred (if it is hatred at all?) is less personal,

415, 418). Ice-T seems to argue that player-hating clouds

but that he already has obtained his fortune and fame

this choice, because it is extrovert and irrational rather

and therefore does not consider his haters to impede

than playful and calculated unlike his own attitude tow-

access to this good. However, the accomplished player’s

ards the player-haters:

attachment to the freedom that these goods promise, leaves him in a position of having to play “the game”

‘Sometimes I get illy, cock back the nine-milli/I choose not to

constantly to maintain status quo.

bust, smack your punk-ass silly/[…]/ Niggas say they gonna kill me and I say: “Oh really?”

Nietzsche believed that every suffering man will instinctively seek a cause for his suffering; ‘a guilty doer’ who is also capable of suffering, because the discharge of feelings onto someone else ‘represents the greatest attempt on the part of the suffering man to find relief ’ (Nietzche 1887, third essay). Because the player-hatred is impotent, it has some similarities with Nietzsche’s concept of ressentiment, however, it lacks the explicit vengefulness and the moral claim. This might be because within the limited scope of “the game” it is ultimately every player to him/herself; there is no common object of, and moral objective with, their hate.

Illustration af Amalie Martens

1.1 The player's hatred of the player-hater According to Aquinas, hatred can not only be identified

2. The game’s hatred of the player

as a passion that arises out of experience and overpow-

Player-haters are just as much participants in “the game”

ers reason, but also as a “cooler” mental phenomena that

as players are; the only difference is that they are lo-

may ultimately shape an agent’s considered judgments

sers. Like Ice-T, they “didn’t choose the game” but were

about “the good” (Green 2007, 415). On this premise,

chosen by it. “The game”, Ice-T seems to suggest, is so-

the accomplished player, as epitomised by Ice-T, might

– 23 –

T A N K E N # 19

ARTIKEL

EF T ER Å R ‘17

-mething you enter because there is a lack of alternati-

interest (i.e. “the plan”) of those who benefit from ca-

ves: the players try to realise their objectives by means

pitalism to play people within the same identity groups

of the limited options available to them. It becomes the

out against each other. Because capitalist structures re-

only game you believe you have a fair chance of win-

produce the exploitation and inequalities that were esta-

ning. In the words of Malcolm X: ‘These ghetto teen-

blished under colonialism, the translation of capitalist

agers see the hell caught by their parents struggling to

mentality to the streets of the ghetto transforms it in

get somewhere, or see that they have given up struggling

to a certain kind of Nihilism born out of the tension

in the prejudiced, intolerant white man’s world. [They]

between despair and aspiration (West 1993; De Genova

make up their own minds they would rather be like

1995).

the hustlers […] displaying no respect for anybody or anything’ (X 1992, 944). The gangster life not only pro-

The player and the player-hater emerge only within the

vides a personal opportunity of getting out of the poor

confines of the game, which has no foreseeable end; if

material conditions of the ghetto, but also of “dropping

a player or a player-hater dies or gets locked up, some-

out” of the social position that many Black people find

one else will take over his /her position in the game.

themselves in and thereby expand the options for social

However, this does not mean that if there are no players,

performativity. Choosing to play “the game” means that

there is no game. Rather, “the game”, as it were, is set up

you choose to want something, even if what you acqui-

to a significant extent, by the external environment; by

re is just empty symbols, no friends, and only nominal

individuals (secondary participants) who are not them-

power and freedom. As Nietzsche asserted ‘the will ne-

selves the relevant players (as Ice-T and his haters). In

eds an aim or target, man would rather will nothingness

the analysis of conflict provided in Game Theory, a game

than not will’ (Nietzsche 1887, third essay). Fittingly,

devoid of relevant players is just a game that has not rea-

Ice-T chants the following in the earlier song New Jack

ched a stable state in which no participant can gain by

Hustler (1991):

changing strategy, insofar as the strategies of the others remain unchanged (this is the premise of the Nash

‘I got nothin to lose, much to gain/In my brain, I got a capita-

equilibrium). To this we might argue that “the game” is

list migraine /[…]/ Got me twisted, jammed into a paradox/

founded on a projective-collective hatred of Black people

Every dollar I get, another brother drops/Maybe that’s the plan, and I don’t understand/God damn--you got me sinkin

and that this orchestrates “the game”. That is, the terms

in quicksand/[..]/Cool out and watch my new Benz gleam/

of “the game” would not exist in the way they do, if the

Is this a nightmare or the American dream?/[…]/That’s how the game is played/Another brother slayed, the wound is deep/

infrastructure of the state was otherwise construed: the

end, cold as a mortician/Lock me up, it’s genocidal catastr-

before other games, in which they have a fair chance of

game does not change or end for the relevant players

BUT they’re giving us a Band Aid/[…]/My Uzi’s my best friophe/There’ll be another one after me!’

winning, become accessible to them.

The insight that Ice-T offers in this passage is that capi-

2.1 The player’s hatred of the game

talist mentality - where no one can win if no one loses

Ice-T seems to suggest that hate has the potential of

- plays off “brothers” against each other, and forces them

being a productive and creative force, as it offers a way

to “slay” each other, and jeopardise their life, in order to

out of unproductive hatred. Indeed, it is implied in the

gain power. Capitalism cannot function without a ran-

proverb “don’t hate the player, hate the game” that it is

ge of suppressive mechanisms, and it is therefore in the

– 24 –

T A N K E N # 19

ARTIKEL

not possible to both hate the player and hate the game:

EF T ER Å R ‘17

be possessed justly of unjustly’ (ibid.: 419). By claiming that the game constitutes “a level playing field” Ice-T

‘Don’t hate the player, hate the game/Niggas, sharpen your

dismisses the idea that he unjustly possesses his fortune

aim/Every baller on the streets is searching fortune and fame/

and fame:

Some come up, some get done up, except the twist/If you out for mega cheddar, you got to go high risk’.

‘Ice-T baby, this goes out to all you haters out there/ Actin’ like a brother done did somethin’ wrong/Cause he got his game

Interestingly, Ice-T’s instruction for hating the game

tight /[…]/ It’s a level playing field/ My game’s against yours,

rather than the player is to “sharpen your aim”. But how

hustling wars/Roll the dice, risk your motherfucking life’.

is it possible to aim (your effort, your gun, etc.) at something as general and immaterialised as “the game”?

Accordingly, Ice-T makes the central argument that it does not make sense for other players to hate the player

To hate the game, it seems, is to hate its ecosystem re-

who’s “got his game tight” but rather “the game”, which

quiring the players, provided they want “mega cheddar”

encompasses and encourages “every baller on the street”

to “risk [their] motherfucking life”: in order for some to

to play. Ice-T plays the part of the odd therapist making

“come up” some have to “get done up”. However, what

the player-haters conscious of the cognitive pathway to

the song seems to suggest is that there is no taking plea-

their hatred while dismissing it as hypocritical all to-

sure in the annihilation of the other participants as an

gether.

end. The choices that Ice-T make within the game are forced upon him by his haters since their survival or

In Hatred as an Attitude (2010) Thomas Brudholm pon-

success would result in his own downfall. Because Ice-T

ders whether there might be a category of hate worthy

is a player par excellence they hate him. Inevitably, they

of a better rap; he calls this redistributive reactive hatred.

become player-haters rather than true players. To “hate

Brudholm defines it as a response ‘to degrees of male-

the player” is the path to loosing at the game, while the

volence or kinds of indifference that are much worse in

path to winning within the game and ‘succeeding in ke-

nature than the kinds of cases fit for resentment […] a

eping from bleeding in the lane’ is to reaffirm chance,

moral response to serious breaches of basic normative

accept the rules, and commit oneself to the game fully

demands and expectations’ and a response to a ‘sense of

and wholly (i.e. “go high risk”).

existential threat’ (Brudholm 2010, 305-6, 310). This de-

You can’t win if you don’t play and this leaves

finition, I would argue, seems to fit the player’s potential

the player-hater and the player (who constantly needs

hatred of “the game”.

to compete to maintain his position) in a paradox: while having fortune and fame is dangerous and stressful: ‘Got

Can there be a productive and moral hatred?

a nigga tryin’ to figure out the best route/I got cops in

Amidst all the chaos “the game” entails, the proverb

my rear view, too, but I’ll shoot/Every bitch I meet is

“don’t hate the player, hate the game” calls for an aim to

fucking up to something’, the alternative, that is, never

uncover a sense of purpose that has hitherto been ma-

being allowed to have fortune and fame is not an option.

sked by social disadvantage. “Hating the game” entails that the player-hatred shifts motive, trigger and object:

As Green (2007) argues, while wealth of riches ‘may in-

from being self-serving, envious and person-focused to

clude fame or reputation or any other good fortune’ they

being collective, moral and system-focused.

may also ‘accrue to the worthy or unworthy, and may

– 25 –

T A N K E N # 19

ARTIKEL

EF T ER Å R ‘17

From the analysis we can derive four assumptions about

oppressed (Brudholm 2008; 2010, Green 2007). Hate,

hatred: (1) when hatred takes form as a person-focused

in this case, comes to be an attitude of moral protest

envious player-hatred, it is not only hypocritical – it is

that demands a ‘testimony of radical change of chara-

also unproductive, because it confines the hater to play-

cter rather than “simply” a repudiation of a particular

ing “the game”, (2) in order for the hatred of the system

offence’ (ibid., 308). Its hardwired demands becomes a

to be creative, its cognitive pathway must go through

tool for dismantling the violent capacities of oppressive

anger, and (2.1) it should not be the alternative to love,

systems that feign neutrality. Now, the question at hand

but the product of love (for equal rights and justice,

is whether it is legitimate to state that hatred can be the

black people, oneself etc.), (3) if hatred is not angry,

way out of hatred, and if it then can be justified?

and if it is the alternative to love, hatred manifests itself as a staggered nihilism and/or passionate indifference,

When Audre Lorde wrote ‘the master’s tools will never

(4) collective hatred as hatred of “the game” is necessary

dismantle the master’s house. They may allow us tempo-

to move beyond person-focused hatred as player-hatred,

rarily to beat him at his own game, but they will never

because the hater has reason to hate, just not his/her fel-

enable us to bring about genuine change’ (Lorde 1984,

low players. In this sense hatred comes to be flexible: it

112) she didn’t mean that the oppressed couldn’t fight

can be wrong and right depending on its attachments

the oppressor using his tools – in this case hate. Rather,

and cognitive pathway.

she saw that there was a need for a changed consciousness: for self-definition and repurposing of the self, for

In terms of challenging player-hatred, Ice-T builds the

rejecting the master’s controlling images of Black peop-

valid argument that player-hatred is hypocrisy and there-

le (in Audre Lorde’s case: Black women) and society’s

fore wrong. The player who hates “the game” and not the

conditional love (see: Ahmed, 2001; 2004) in order to

player, is woken to the structural implications upon his

collectively change the conditions of their lives. There-

life. Yet, while the way out of player-hatred is to face what

fore, determining whether hate is morally right depends

has been kept out of the player-hater’s consciousness

on whether one can understand and agree with its in-

(i.e. their envious hypocrisy) the way out of the game

tentional object and reasoning. In this sense, accounting

is much more complex: the mental revolution does not

for the motivation and the cognitive pathway to hate

necessarily amount to an actual revolution, but often to

might be the only possible way of deciding whether hate

a staggered or looping nihilism where the constraints to

can be justified. Therefore I would like to offer the final

the lives and imagination of the ghetto hustlers remain.

argument that when hatred is rightfully directed at the aspects of the system it wishes to reform, its enduring-

Indeed, monitoring for player-hatred allows for a col-

ness and stubbornness allows it to work as a unifying

lective understanding of “the game’s” premises and so-

and efficacious site for positive genuine change.

cio-political embeddedness, and thereby for hatred not to come from a place of envy, but from an oppositional collective attitude towards the system. Contrary to the hate that comes from envy, the redistributive reactive hatred might not be condemnable as its object is to eradicate “evil” and draw attention to the dignity of the

– 26 –

ARTIKEL

T A N K E N # 19

Bibliography

EF T ER Å R ‘17

X, Malcolm & Haley, Alex. 1992. The autobiography of Malcolm

Ahmed, Sara. 2001. “The Organization of Hate”, Law and

X, (Ch. 5-10). New York: Ballantine Books.

Critique 12, 345-365

X, Malcolm. 1965.“Prospects for Freedom”. Accessed August

Ahmed, Sara. 2004. The Cultural Politics of Emotion. Edin-

14, 2016 on www.malcolmxfiles.blogspot.dk/2013/07/prospe-

burgh: Edinburgh University Press.

cts-for-freedom-in-1965-january-7.html

Aquinas, Thomas. 1981 [1265–74]. Summa Theologica, I-II

Yanay, Niza. 1996. “National Hatred, Female Subjectivity, and

(Question 29) and II-II (Question 34). Translated by the

the Boundaries of Cultural Discourse,” in Symbolic Interaction

Fathers of the English Dominican Province. Westminister,

19:1.

Md.: Christian Classics.

Brudholm, Thomas. 2008. Resentment’s Virtue: Jean Améry and the Refusal to Forgive. Temple University Press.

Brudholm, Thomas. 2010. “Hatred as an Attitude”, Philosophical Papers 39 (3), 289-313.

De Genova, Nick. 1995. “Gangster Rap and Nihilism in Black

America: Some Questions of Life and Death”, Social Text, (43), 89-132.

Green, Keith. 2007. Aquinas on Attachment, Envy, and Ha-

tred in the Summa Theologica. Journal of Religious Ethics, 35(3), 403–428.

Ice T. 1999. “Don’t Hate the Playa” on The Seventh Deadly Sin. Coroner/Atomic Pop Records.

Ice T. 1991. “New Jack Hustler” on O.G. Original Gangster. Sire, Warner Brothers Records.

Johansen, Birgitte S. 2015. “Locating hatred: On the materiality of emotions”, Emotion, Space, Society (16), 48-55.

Lorde, Audrey. 1984. Sister Outsider. Trumansberg, NY: Crossing Press.

Nietzsche, Friedrich. 1887. On The Genealogy of Morals. Oxford University Press.

West, Cornel. 1993. “Nihilism in Black America,” in Race Matters. Boston, Mass: Beacon.

– 27 –

ARTIKEL

T A N K E N # 19

EF T ER Å R ‘17

af Kristoffer Bayer

HVAD ER PROLETARIATET? Karl Marx’ begreb om proletariatet indtager den centrale rolle i hans undersøgelser, og vi er dermed som udgangspunkt konfronteret med det paradoks, at ordet ’proletariat’ stort set er fraværende i hans hovedværk, Kapitalen, 1. bog (Balibar 1994: 125). I denne artikel vil jeg dog ikke tilvejebringe et svar på proletariatets fravær, men undersøge nogle forudsætninger for Marx’ begreb og hans brug af begrebet i forskellige værker, herunder Kapitalen. Jeg vil forsøge at vise, at proletariatet kan reformuleres som den klasse, der er inkluderet i det bestående ved at være ekskluderet1.

I. Pøblen

tænke som samfundet som denne rationelle totalitet: Fat-

Marx’ begreb om proletariatet har to centrale udgangs-

tigdom og pøblen. Hegel viser, at fattigdom er et vilkår i det borgerlige samfund, og foreslår selv forskellige måder

punkter, et filosofisk og et etymologisk: a) G.W.F. Hegels

hvorpå fattigdommen kan afhjælpes (Hegel 2007: §245,

begreb om pøblen fra hans Retsfilosofi og b) romerrettens definition af proletariatet.

s. 229). Men Hegel konkluderer i samme paragraf, at ”det

a) Frank Ruda skriver, at Hegels Retsfilosofi ”proposes

er rigt nok; dets egne ressourcer er ikke tilstrækkelige til

borgerlige samfund – trods et overskud af rigdom – ikke at afhjælpe fattigdom og forhindre fremkomsten af en

to expound the necessary deployment and the rational

pøbel” (Hegel 2007: §245, s. 230). Fattigdom er med an-

structure of an ethical polity” (Ruda 2012: 3). Hegel for-

dre ord et nødvendigt vilkår i det borgerlige samfund. Og

mulerer noget lignende, når han i forordet til værket ta-

det er netop fattigdommen, der udgør forudsætningen

ger som ledetråd, at: ”Hvad der er fornuftigt, er virkeligt;

for pøblens opståen, som Hegel skriver i §244:

Og hvad der er virkeligt, er fornuftigt.” (Hegel 2007: 25). Hegel forsøger med andre ord at fremvise den borgerlige

Når en større befolkningsgruppe synker under grænsen for en

stat som en rationel totalitet. Og ifølge Ruda viser Hegel

vis passende subsistensmåde – der regulerer sig selv på et niveau, der er nødvendigt for et medlem af det borgerlige samfund –

dette ved at argumentere for, at det for mennesket kun

fortabes den følelse af retmæssighed og ære, der kommer af, at

er muligt at realisere ens frihed indenfor statens rammer

man er i stand til at ernære sig selv ved egen virksomhed og eget

(Ruda 2011: 166). Staten er med andre ord nødvendig og

arbejde. Dette leder til dannelsen af en pøbel, der derpå, i næste

omgang, gør det så meget lettere at koncentrere en uforholds-

rationel, fornuftig og virkelig.

mæssig mængde rigdom på få hænder (Hegel 2007: §244, s. 229).

Ifølge Hegel er forudsætningen for det borgerlige samfund, at alle borgere kun kan realisere deres frihed in-

Fattigdommen som vilkår i det borgerlige samfund har

denfor rammerne af den moderne stat, og dette sker nær-

med andre ord to konsekvenser: det skaber pøblen og gør

mere bestemt gennem arbejde og selvforsørgelse. Men

det muligt at akkumulere rigdommen på få hænder; fat-

Hegel støder på et problem i henhold til ambition om at Denne artikel er en omskrivning af to oplæg, jeg har haft lejlighed til at afholde til henholdsvis konferencen Marx Nu! på RUC, september 2017 og ved Filosofisk Studenterkollokvium på KU, november 2017.

tigdom bliver selve forudsætningen for en koncentration af rigdom og for skabelsen af pøblen.

1

– 28 –

ARTIKEL

T A N K E N # 19

EF T ER Å R ‘17

Hegel vil altså gerne demonstrere, at det kun er muligt

henviste til en borger, der ikke ejer andet end sit afkom,

at realisere ens frihed inden for rammerne af det borger-

eftersom proles betyder barn eller afkom (Hansen 2017).

lige samfund, men støder på det paradoks, at der skabes

I romerretten henviser proletariatet med andre ord til

en klasse – pøblen – for hvem dette ikke kan lade sig

den klasse af borgere, hvis ejendom var ikke-eksisteren-

gøre. Måske derfor er Hegels konklusion på §244 be-

de, hvorfor deres afkom i stedet blevet henregnet som

mærkelsesværdig: ”Det vigtige spørgsmål om, hvorledes

det eneste bidrag til den sociale orden: ”the proletariat

man afhjælper fattigdom, gør sig i særlig grad og særlig

is defined as the class whose social contribution consist

kvalfuldt gældende i de moderne samfund.” (Hegel 2007:

entirely and exclusively of their body, in the reproduction

§244, s. 229-230). Som både Ruda og Schlomo Avineri

of their class, thereby creating offspring, future Roman

bemærker, er det enestående for Hegel at lade et problem

citizens”. (Tomsič 2015: 195). Proletariatet i romerretten

forblive uløst på denne måde (Ruda 2011: 3-4). Det er

var med andre ord kendetegnet ved manglende ejendom,

af denne årsag, at Slavoj Žižek læser Hegels begreb om

og fra denne definition kan Marx hente det væsentligste

pøbel som et symptom :

karakteristika, der kendetegner hans proletariat: de ejer

2

ikke produktionsmidlerne og er derfor tvunget til at sæl-

What makes the notion of the rabble symptomatic is that it

ge deres arbejdskraft som vare på markedet.

describes a necessarily produced ”irrational” excess of the mo-

Denne sætning indeholder et paradoks. Marx un-

dern rational state, a group of people for whom there is no place

within the organized totality, although they formally belong to it.

derstreger gentagne gange, at salget af arbejdskraften som

(Žižek 2012: 431).

vare på markedet forudsætter, at dette er en fri akt mel-

Hegel demonstrerer med andre ord, at selve forudsætnin-

lem to frie individer – ”et sandt paradis for de medfødte

gen for den moderne stat – at alle borgere kan realisere

menneskerettigheder”, som Marx ironisk skriver i Kapi-

deres frihed gennem arbejde – skaber en klasse, for hvem

talen (Marx 1970: 292). På samme måde hævder Marx

det gælder, at de ikke kan gøre netop dette. Hegels ’pøbel’

andetsteds: ”Arbejdskraften har ikke altid været en vare.

er med andre ord navnet for et paradoks: Eksistensbe-

Arbejdet har ikke altid været lønarbejde, d.v.s. frit arbejde”

tingelserne for pøblen er i modsætning til det gældende

(Marx 1962a: 134). Det er altså det første paradoks, der

rationale bag den bestående orden. Det er netop fra den-

kendetegner proletariatet: de er tvunget til at sælge deres

ne konklusion, at Marx’ begreb om proletariatet tager sit

arbejdskraft, hvilket også kan udtrykkes ved, at proletaren

udgangspunkt. Marx forsøger ”at yde et afgørende bidrag

er tvunget til at være fri.

til løsning af fattigdommens problem”, og denne løsning

Dermed har Marx på sin vis foregrebet den be-

finder sin teoretiske form i hans såkaldte merværdi-teo-

rømte distinktion mellem positiv og negativ frihed, som

ri (Witt-Hansen 1989: 23-24). Men for at tilvejebringe

Isaiah Berlin fremførte3. På den ene side, er proletaria-

en løsning på et problem, må problemet i første omgang

tet negativt frie: de ejer ikke produktionsmidlerne og er

beskrives – og dette forsøger Marx netop ved at videreud-

i egenskab heraf positivt frie til at sælge deres arbejds-

vikle Hegels begreb fra pøblen til proletariatet.

kraft. Det er denne ambivalens, Marx understreger, når han i Kapitalen beskriver den altafgørende forudsætning

b) Det er fra romerrettens definition af proletariatet, at

for kapitalismens opståen, dvs. forvandlingen af penge til

Marx beskriver ’det moderne’ proletariat. Ordet proleta-

kapital:

riat er afledt af det latinske proletarius, der i romerretten For en redegørelse for Zizeks begreb om symptomet, se Bayer, Kristoffer, Det kan aldrig betale sig at arbejde, TIDskrift. vol. 9, efterår 2016. 2

Se Berlin, Isaiah: ’Two Concepts of Liberty’, i: Liberty: Incorporating Four Essays on Liberty, Oxford University Press: Oxford, 2006. 3

– 29 –

T A N K E N # 19

ARTIKEL

EF T ER Å R ‘17

-gical obstacle into the thing itself, as its ontological

For at forvandle penge til kapital må pengebesidderen altså forefinde den frie arbejder på varemarkedet, fri i den dobbelte betyd-

failure (what appears to us a our inability to know the

ning, at han som fri person råder over sin arbejdskraft som vare,

thing indicates a crack in the thing itself, so that our very

og at han på den anden side ikke har andre varer at sælge, han er løs og ledig, fra for alle de ting, han skal bruge for at realisere sin

failure to reach the full truth is the indicator of truth).”

arbejdskraft. (Marx 1970: 284).

(Žižek 2012: 17). Frihedens ’dobbelthed’ betegner med

Denne ”ene historiske betingelse”, fortsætter Marx, ”rum-

andre ord, at selve begrebet frihed rummer en indre, ’on-

mer en verdenshistorie.” (Marx 1970: 285). Friheden i

tologisk’ selvmodsigelse.

denne ’dobbelte betydning’, som Marx formulerer det, udgør ikke en mangel i Marx’ forståelse af, hvad frihed er,

II. Proletariatet

men benævner nærmere et paradoks i selve det borgerlige

Det sted i Kapitalen, hvor Marx fleste gange nævner or-

begreb om frihed. Žižek formulerer det klart i Ideologiens

det ’proletariatet’ (omkring 20 gange), er i forbindelse

sublime objekt:

med hvad han kalder den oprindelige akkumulation (Balibar 1994: 126). Dette er ikke et sammentræf, eftersom

Ethvert ideologisk Universale – for eksempel frihed eller lighed –

den oprindelige akkumulation hos Marx udgør navnet

er ’falskt’, for så vidt som det nødvendigvis indbefatter et specifikt

for den proces, hvormed proletariatet skabes.

tilfælde, der sprænger dets enhed og blotter dets falskhed. Såle-

des er frihed eksempelvis en universel forestilling, der rummer

Den kapitalistiske æra, skriver Marx, daterer sig til-

en række afarter (ytringsfrihed, pressefrihed, bevidsthedsmæssig

bage til det 16. århundrede ”hvor store menneskemasser

frihed, handelsfrihed, politisk frihed osv.), men frihed er også af strukturel nødvendighed en specifik frihed (arbejderens ret til

pludseligt og med vold rives løs fra deres subsistensmid-

frit at sælge sin egen arbejdskraft på markedet), der undergra-

ler og bliver slynget ud på arbejdsmarkedet som rets- og

ver den universelle forestilling om frihed. Denne frihed er altså

ejendomsløse proletarer.” (Marx 1970: 1001). Det er altså

det stik modsatte af reel frihed: Når han sælger sin arbejdskraft ’frit’, mister arbejderen faktisk sin frihed – det reelle indhold af

adskillelsen af en gruppe mennesker fra ejerskabet af de

denne frie salgsakt er, at arbejderen trælbindes af kapitalen. Det

produktionsmidler, der kan realisere deres eget arbejde,

afgørende er selvfølgelig, at det netop er denne paradoksale frihed, friheden i modsat form, der slutter ringen for de ’borgerlige

der er kendetegnende ved proletariatets opståen – og

friheder’ (Žižek 2010: 61).

også denne proces rummer ifølge Marx en dobbelthed,

Problemet er med andre ord ikke epistemologisk, men

der er tilsvarende frihedens. Skabelsen af proletariatet

snarere ontologisk: Friheden ’er’ (konstitueret ved) denne

forudsætter løsrivelsen fra feudalsamfundets økonomiske

splittelse. Det er kun på baggrund af denne splittelse, at

struktur og skabelsen af et marked for salg af arbejdskraft:

den borgerlige frihed overhovedet er frihed. Den borger-

På denne måde fremtræder den historiske bevægelse, der for-

lige frihed indeholder med andre ord sin egen negation

vandler producenter til lønarbejdere, på den ene side som be-

som konstitutivt moment (Žižek 2010: 60). Denne måde

frielse af dem fra tjenesteskyldighed og lavstang; og det er kun

denne side, der eksisterer for vore borgerlige historieskrivere. På

at tænke på – denne metode, hvis man vil – er måden

den anden side bliver disse nyligt løsladte først til sælgere af sig

hvorpå Žižeks definerer en sin dialektiske filosofi4: Hos

selv, efter at man har berøvet dem alle deres produktionsmidler

Immanuel Kant er tingen-i-sig selv et udtryk for en

og alle de garantier for deres eksistens, der rummedes i de gamle feudale institutioner (Marx 1970: 1000).

epistemologisk mangel i den menneskelige erkendelse, mens tingen-i-sig selv hos Hegel udtrykker en ontolo-

Det, Marx kalder den oprindelige akkumulation, beskri-

gisk mangel i tingen selv: ”the most elementary figure of

ver således den proces hvormed proletariatet skabes: En

dialectical reversal resides in transposing an epistemolo-

adskillelse af dem, der ejer, og der, der ikke gør.

Især i Zizek, Slavoj: Less Than Nothing, Verso Books: London, 2012 og Zizek, Slavoj: Absolute Recoil, Verso Books: London, 2015. 4

– 30 –

T A N K E N # 19

ARTIKEL

EF T ER Å R ‘17

I overensstemmelse med denne genesis er det ikke over-

definition følger meget af det, Marx er blevet kritiseret

raskende, at proletariatet ofte associeres med lønarbejde-

mest indgående for: Falsk bevidsthed, deterministisk hi-

re, nærmere bestemt den industrielle arbejderklasse. Men,

storisk materialisme, kapitalismens uundgåelige forfald,

som Michael Hardt og Antionio Negri i Imperiet gør

osv. Som Marx eksempelvis skriver i Manifestet: ”Bour-

opmærksom på, så er den oprindelige akkumulation ikke

geoisiets undergang og proletariatets sejr er lige uundgå-

givet en gang for alle, men en stadigt fortløbende proces:

elige” (Marx 1962b: 171).

Oprindelig akkumulation er ikke en proces, som gennemføres én

gang for alle, hvorefter den så er overstået; kapitalistiske produktionsforhold og sociale klasser skal derimod hele tiden reproduceres (Hardt & Negri 2009: 234).

Det er ligeledes ud fra denne definition, at flere filosoffer har kritiseret og afvist Marx’ begreb om proletariatet. Det gælder blandt andre Axel Honneth og André Gorz. Gorz sammenfatter i hans bog Farvel til proleta-

Proletariatet (gen)skabes med andre ord løbende i den

riatet sin kritik således: ”The being of the proletariatet

kapitalistiske udvikling, hvorfor proletariatets sammen-

transcends the proletarians. It is a sort of transcendental

sætning nødvendigvis også må forandre sig. Derfor kan

guarantee that proletarians will ultimately conform to the

Hardt og Negri tidligt i deres værk konkludere, at ”Prole-

class line” (Gorz 1987: 16).

tariatet er ikke, hvad det har været, men det betyder ikke, at det er forsvundet” (Hardt & Negri 2009: 69). Det afgørende er blot, at proletariatet og industriarbejderklassen ikke er det samme (Ruda 2011: 171; Hardt & Negri 2009: 67-68; Žižek 2006: 568). Men hvad er proletariatet så? Der foregår en udvikling i Marx’ værker vedrørende proletariatet, som jeg vil illustrere med to udvalgte citater. Denne udvikling kan kaldes udviklingen fra a) et hvad til b) et hvordan. a) Eksemplarisk for proletariatets ’hvad’ er følgende passage fra Den hellige familie – skrevet sammen med Frederick Engels og udgivet i 1844 – hvor Marx udfolder sig i sit historiefilosofiske værste: Det drejer sig ikke om, hvad den ene eller anden proletar eller

endda hele proletariatet foreløbigt forestiller sig som mål. Det drejer sig om, hvad det er, og hvad det historisk set er nødt til at gøre ifølge dette faktum (Marx 1956, egen oversættelse).

Illustration af Amalie Martens

Honneth leverer en lignende kritik i Socialismens idé, i hvilken han argumenterer for, at ”der må tages endegyldigt afsked med idéen om proletariatet som revolu-

I denne definition af proletariatet er det en analytisk

tionært subjekt” (Honneth 2017: 183). Årsagen til, at

sandhed, at proletariatet besidder objektive interesserer

denne afsked ifølge Honneth nødvendig er, at i ”næsten

uafhængigt af de interesser, den enkelte proletar eller hele

alle hans [Marx’] skrifter fremgår det på forskellig vis,

proletariatet måtte have. Klassens teleologi kan så at sige

at han tager det for givet, at aktørerne har en objektiv

deduceres forud for dets empiriske eksistens. Fra denne

interesse, som han derefter søger at gøre sine analyser til

– 31 –

T A N K E N # 19

ARTIKEL

til talerør for.” (Honneth 2017: 79). Honneth skriver vi-

EF T ER Å R ‘17

Når proletariatet forkynder opløsningen af den hidtidige verdens-

orden, så udtaler det kun hemmeligheden ved sin egen tilværelse, thi

dere, at proletariatets interesser er givet med ”transcen-

det er den faktiske opløsning af denne verdensorden. Når proleta-

dental nødvendighed” og, at ”der ikke længere [er] tale om

riatet kræver negationen af den private ejendomsret, så gør det kun

til samfundsprincip, hvad samfundet har gjort til dets princip, hvad

empiriske interesser, men om de ønsker, de pågældende

der allerede uden dets eget initiativ er legemliggjort i det som

sociale grupper nødvendigvis vil nære, hvis de handler ud

samfundets negative resultat (Marx 1970b: 65).

fra den rette indsigt i deres egne vilkår.” (Honneth 2017: 79, 81). Honneths kritik er med andre ord, at Marx anta-

På samme side findes også den berømte sætning, at prole-

ger det som værende en analytisk sandhed, at proletaria-

tariatet er ”en klasse i det borgerlige samfund, som ikke er

tet er bærere af objektive interesser. Proletariatets rolle er

nogen klasse i det borgerlige samfund” (Marx 1970b: 65).

dermed transcendental konstitueret og dets interesser er

I denne definition er der tale om et mere radikalt ’er’ end i

a priori revolutionære. Men denne teoretiske forudsæt-

den forudgående, og citatet viser tydeligt, at der – ligesom

ning kan ifølge Honneth empirisk tilbagevises: industri-

hos Hegel – er tale om en klasse hvis eksistensbetingelser

arbejderklassen er et mindretal i gruppen af lønarbejdere,

er i modsætning til det gældende rationale bag den bestå-

det post-industrielle samfund er en realitet og ”et revo-

ende orden. Det er denne forskydning i Marx’ begreb om

lutionært proletariat glimrede ved sit fravær”. (Honneth

proletariatet, som jeg foreslår at kalde skiftet fra et hvad

2017: 82-83).

til et hvordan. I den første definition – hvad – udgør proletariatet en teoretisk kategori, hvis interesser og teleologi

Kort sagt: De objektive interesser, som Marx transcen-

kan deduceres forud for dets empiriske eksistens. Men i

dentale situering af proletariatet forudsætter, kan empi-

den anden definition – hvordan – repræsenterer proleta-

risk tilbagevises – socialismen har dermed, ifølge Hon-

riatet snarere det punkt i samfundet, hvor forudsætnin-

neth, mistet sin forbindelse ”til en allerede eksisterende

gen for samfundet ikke gør sig gældende: det punkt, hvor

samfundsmæssig kraft, der påviseligt søger at virkeliggøre

samfundet konfronteres med sin egen umulighed. Dette

socialismens målsætninger” (Honneth 2017: 83). Hon-

er ifølge Žižek netop:

neths argumentet forudsætter, at proletariatet er det samme som industriarbejderklassen. Argumentet forudsætter med andre ord, at ’den oprindelige akkumulation’ – og dermed proletariatet – er givet én gang for alle. Dette er ikke stedet for en dybdegående kritik af Honneths argument, men jeg vil derimod fremhæve en anden definition, der ikke er modtagelig overfor samme type indvending. b) I en anden definition af proletariatet, der også optræder i Den hellige familie såvel som alle andre af Marx’ ungdomsskrifter fra 1844-1847 (Balibar 2017: 21), er strukturen på proletariatets definition radikalt anderledes end i ovenstående, hvilket følgende passage fra Kritik af den hegelske retsfilosofi. Indledning viser:

Illustration af Amalie Martens

– 32 –

T A N K E N # 19

ARTIKEL

EF T ER Å R ‘17

Økonomi og filosofi. Ungdomsskrifter, udvalg ved Villy Sørensen, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag: København.

...logikken i Marx’ kritik af Hegel, af den hegelske forestilling om

samfundet som rationel totalitet: Så snart man forsøger at tænke

Marx, Karl & Engels, Frederick (1962b [1848]): Det kommunistiske partis manifest, i: Karl Marx. Økonomi og filosofi. Ungdomsskrifter, udvalg ved Villy Sørensen, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag: København.

den eksisterende sociale orden som en rationel totalitet, vil man være nødt til at indbefatte et paradoksalt element, der vedbliver

at være en indre bestanddel af totaliteten, men samtidig fungerer som dens symptom og nedbryder selve det universelle, rationelle

Marx, Karl (1962c [1844]): Kritik af den hegelske retsfilosofi, i: Karl Marx. Økonomi og filosofi. Ungdomsskrifter, udvalg ved Villy Sørensen, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag: København.

princip for totaliteten. For Marx var det naturligvis proletariatet

– ’fornuftens egen ufornuft’ (Marx), det punkt, hvor den Fornuft, der kommer til udtryk i den eksisterende sociale orden, møder sin egen ufornuft – der var dette ’irrationelle’ element af det eksiste-

Marx, Karl (1970 [1867]): Kapitalen, Rhodos: København.

rende samfund (Žižek 2010: 62).

Ruda, Frank (2011): Hegel’s Rabble. An Investigation into Hegel’s Philosophy of Right, Continuum: New York.

Proletariatet kan med andre ord karakteriseres ved at være

Tomsič, Samo (2015): The Capitalist Unconscious, Verso Books: New York.

inkluderet i den bestående orden netop ved at være ekskluderet. Det afgørende ved denne definition er, at proletariatet ikke

Witt-Hansen, Johannes (1985): Videnskabernes historie i det 20. århundrede: Filosofi, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag: København.

udgør en afgrænset klasse (eksempelvis industriarbejdere), men nærmere fungerer som Hegels pøbel: Eksistensbetin-

Žižek, Slavoj (2006), ’Against the Populist Temptation’, Critical Inquiry 32, no. 3 (spring): 551-574.

gelserne for proletariatet er i modsætning til den bestående orden. Det handler altså ikke om hvad proletariatet er eller

Žižek, Slavoj (2010 [1989]): Ideologiens sublime objekt, Hans Reitzels Forlag: København.

hvad det vil, men hvordan det er.

Žižek, Slavoj (2012): Less Than Nothing. Hegel and the shadow of dialectical materialism, Verso Books: New York.

Litteratur Balibar, Etienne (1994): Masses, Classes, Ideas, Roudledge: New York. Balibar, Etienne (2017 [1993]): The Philosophy of Marx, Verso Books: New York. Hansen, Erik Jørgen (2017). ’Proletariat’, Den Store Danske, Gyldendal. Tilgået 16. november 2017. Hardt, Michael og Negri, Antonio (2009 [2000]): Imperiet, Informations Forlag: København. Hegel, G.W.F. (2007 [1821]): Retsfilosofi, Det lille Forlag: København. Honneth, Axel (2017 [2015]): Socialismens idé. Forsøg på en aktualisering, Hans Reitzels Forlag: København. Marx, Karl & Engels, Frederick (1956 [1844]): The Holy Family, Foreign Languages Publishing House: Moskva. Marx, Karl (1962a [1849]): Lønarbejde og kapital, Karl Marx.

– 33 –

ARTIKEL

T A N K E N # 19

EF T ER Å R ‘17

ETISK HELD Kan vi fordømme Trumps tilhængere? af Sofie Birkedahl Scheel

Hvad gør en person uetisk? I undersøgelsen af hvorvidt handlinger kan være etisk forkerte samt hvilke handlinger, der i så fald er det, må man undersøge hvilke betingelser der er nødvendige for etisk at kunne fordømme en person. Held har sædvanligvis ikke været en faktor, der har spillet en rolle i bestemmelsen af hvorvidt en agent handler etisk, men det bliver det med introduktionen af begrebet etisk held. Etisk held indebærer at man forpligter sig på at folk kan holdes ansvarlige og fordømmes for handlinger, der er udenfor deres egen kontrol. Denne forpligtelse er i modstrid med kontrolprincippet, hvilket vil sige, at den er et opgør med den gængse etiske forståelse af forholdet mellem kontrol og ansvar. Den gængse opfattelse af dette forhold tvinges altså til revurdering, idet jeg argumenterer for eksistensen af etisk held. I denne revurdering argumenterer jeg yderligere for, at eksistensen af etisk held ikke er ensbetydende med, at folk ikke kan fordømmes og holdes ansvarlige for de pågældende handlinger. Således argumenterer jeg for, at kontrol ikke er en nødvendig betingelse for, at man kan fordømme en agent; til trods for blot (u)held, kan man holdes ansvarlig for den pågældende handling.

Etisk og meta-etisk teori har i høj grad beskæftiget sig

faktorer, der er uden for ens egen kontrol. Spørgsmålet

med spørgsmålet vedrørende hvorvidt en handling kan

er da, om denne mangel på kontrol kan retfærdiggøre at

være etisk forkert, således at man etisk kan fordømme

sætte krydset ved Trump. Er Trump-tilhængere blot på

agenten, der udfører den pågældende handling. Dette

det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, altså uhel-

har yderligere givet anledning til diskussion om hvor-

dige, og hvilken rolle spiller det i forhold til hvorvidt

vidt en person kan være uetisk. Var mennesker, der til-

vi kan gøre dem ansvarlige og fordømme dem for det?1

sluttede sig Hitler under 2. verdenskrig, uetiske - selv

Etisk held (eng: Moral luck) er et fænomen, in-

hvis disse menneskers beslutning i høj grad var påvirket

troduceret af Bernard Williams, der forekommer når en

af deres fysiske og tidslige placering? Dette spørgsmål

agent dømmes for sine handlinger eller konsekvenserne

er ofte stillet og synes stadig relevant i dag. Dog kunne

af sine handlinger på trods af, at vedkommende tydelig-

det gøres mere aktuelt ved at betragte den amerikanske

vis ikke har haft kontrol over handlingerne, eller konse-

præsident Donald Trump og hans tilhængere i stedet.

kvenserne af handlingerne (2013). Begrebet etisk held

Til trods for Trumps eksplicitte (blandt andet) sexistiske

kan ses som et opgør med den gængse måde at tænke

og racistiske udtalelser og handlinger, bliver han valgt til

på indenfor etisk teori. Etik er ofte set som noget, der

præsident for USA. Der kan være mange faktorer, der

bør være immunt overfor held2. Det vil sige, at eksisten-

medvirker til, at man stemmer på Trump - måske endda

sen af etisk held ofte synes problematisk for en plausibel

At dømme eller fordømme, menes her i en etisk forstand. Jeg adskiller disse domme fra juridiske domme – hvilke jeg ikke vil inddrage i denne artikel. 1

– 34 –

Idéen om at etik skal være immunt overfor held stammer bl.a. fra Kants pligtetik, da denne tilskriver agentens motiv og intension en afgørende rolle for hvorvidt vedkommende kan dømmes. Se Grundlæggelsen af Sædernes Metafysik, 1785 2

ARTIKEL

T A N K E N # 19

og kohærent etisk teori. Dette er blandt andet tilfældet

ikke et valg, som R traf og siden dette betyder, at det var

fordi, man ofte forbinder etisk ansvar med en vis kontrol

udenfor Rs kontrol - at R blot var uheldig - ville man

over egne handlinger. Jeg vil argumentere for, at etisk

ikke fordømme R. Held synes således i nogle tilfælde at

held faktisk eksisterer, men at dette ikke nødvendigvis er

spille en rolle for, hvorvidt vi fordømmer folk. I nogle

ensbetydende med, at agenten ikke kan fordømmes for

tilfælde dømmer vi altså på baggrund af, hvorvidt hand-

sine pågældende handlinger. Således vil jeg argumentere

lingen var udenfor agentens egen kontrol eller ej.

for, at selv hvis det er tilfældet at Trump-tilhængere på

Dog synes en forpligtelse på KP problematisk,

den ene eller den anden måde stemmer på og støtter

da vi, når vi kigger på utallige andre scenarier, samtidig

Trump på grund af (u)held/noget udenfor deres egen

forpligter os på det modsatte; eksistensen af etisk held.

kontrol, kan de fordømmes og holdes ansvarlige for det.

Som Williams’ i værket Moral Luck og Thomas Nagel i en artikel af samme navn også påpeger. Et eksempel

Eksistensen af etisk held

kunne være følgende: Hvis X slår en person ihjel og Y

Umiddelbart synes etisk held at være et oxymoron, da vi

forsøger at slå en person ihjel, ville vi ofte fordømme X

ofte forpligter os på kontrol-princippet (KP): At etiske

hårdere end Y, selv hvis grunden til at det ikke lykkedes

agenter udelukkende kan dømmes etisk, hvis det ved-

Y at slå personen ihjel var ren (u)held – f.eks. at perso-

kommende bliver dømt for, afhænger af faktorer, der er

nen, som Y ville slå ihjel, snublede og derfor ikke blev

indenfor vedkommendes egen kontrol. En udvidelse af

ramt af kuglen som Y skød efter vedkommende. Selvom

KP kan således være, at to agenter ikke bør dømmes for-

både X og Y valgte at dræbe, lykkedes det ikke Y faktisk

skelligt, hvis den eneste forskel mellem dem bunder i

at gøre det, hvilket ikke skyldes at Y ombestemte sig og

faktorer udenfor deres egen kontrol (2013). Når noget er

derfor undlod at affyre skuddet, men det var udelukken-

”udenfor egen kontrol” refererer jeg her til en direkte og

de faktorer udenfor Y’s kontrol der gjorde, at Y ikke slog

øjeblikkelig kontrol. Med andre ord kan man sige, at den

personen ihjel. Det faktum, at vi ofte ville dømme folk

pågældende handling ikke var ”med vilje”. Kontrol for-

for noget de faktisk har gjort og ikke udelukkende deres

bindes altså med en bestemt intention bag handlingen,

intentioner, kan pege på at vi forpligter os på eksisten-

som vedkommende valgte at udføre. Denne tolkning af

sens af etisk held.

KP finder jeg rimelig, da litteraturen vedrørende KP be-

Et andet eksempel kan være som følger: X og Y

nytter sig af eksempler og argumenter, der præsenterer

kører begge for hurtigt i bil nedad Jagtvej. X kører uden

kontrollen som direkte og øjeblikkelig

skadelige konsekvenser. Mens Y kører løber et barn ud

3.

3

EF T ER Å R ‘17

KP virker umiddelbart plausibelt, bl.a. fordi det

på vejen. På grund af den høje fart når Y ikke at stoppe

kan finde støtte i den måde vi sommetider reagerer på

bilen, og barnet bliver derfor påkørt og dræbt. Til trods

i praksis. Hvis en retorikstuderende (R) hælder kaffe

for at hverken X eller Y intenderede at slå ihjel, og til

udover en filosofistuderende (F) i Café Olympen, ville

trods for at de begge begik den fejl at køre for stærkt

F fordømme R, medmindre det var tilfældet, at R blev

ville man dømme Y anderledes (hårdere) end X. I dette

skubbet af en voldsom film- og medievidenskabsstude-

tilfælde kan X blot siges at være heldig, og det tyder igen

rende (VFM). I sidstnævnte tilfælde ville F ikke holde

på, at vi forpligter os på eksistensen af etisk held.

R ansvarlig for at spilde kaffen, da det var noget, som R

Williams påpeger, at sådanne eksempler kan være

ikke selv havde kontrol over. På grund af VFM var det

behjælpelige til at konkludere, at etisk held eksiste-

Se bl.a. Dana K. Nelkin, ”Moral Luck”, 2013.

– 35 –

T A N K E N # 19

ARTIKEL

EF T ER Å R ‘17

-rer, og med opstillede scenarier argumenterer han for

mærke, ikke modbevise eksistensen af etisk held (ikke

at ”… The aim of making morality immune to luck is

mindst i nogle tilfælde). Med dette sagt, mener jeg altså

bound to be disappointed.” (1981, p.21). Proceduren er

med rette at kunne konkludere, at etisk held eksisterer.

ikke blot at teste folks intuition men snarere at opstille

Spørgsmålet er da, om denne konklusion virkelig er

nogle scenarier, der er mulige, kohærente og intelligib-

et problem for etisk teori. Kræver den etiske teori og

le. Selv fremsætter Williams et scenarie vedrørende en

praksis i så fald en radikal forandring? Det, der i den-

mand ved navn Gauguin, der vælger at ændre sit liv og

ne sammenhæng især synes interessant at undersøge er,

flytte fra sin familie for at blive malerkunster på Tahiti.

hvorvidt denne konklusion (at etisk held eksisterer) er

Gauguin kan ikke forudse, og er således uvidende om,

problematisk i den forstand, at vi som konsekvens af

hvorvidt han vil blive en succesful malerkunster. I et sce-

konklusionen ikke længere kan holde folk ansvarlige

narie bliver Gauguin succesful, i et andet bliver han ikke

for handlinger, der er uden for deres egen kontrol, og

succesfuld. Ifølge Williams vil Gauguin dømmes for-

således ikke kan fordømme dem for disse handlinger.

skelligt i de to scenarier – man vil kun fordømme ham i

Hvis vores syn på KP, og derfor på etisk fordømmelse

det andet scenarie. Hvis Gauguin ikke bliver succesfuld,

generelt, ændres ved eksistensen af etisk held, har vi så

gjorde han det forkerte. Det, der retfærdiggør Gauguins

nogen grund til at inkludere genuine begreber om for-

valg, er altså successen i sig selv (1981). Forpligter vi os

dømmelse og ansvar? Spørgsmålet vi nu søger et svar

på KP, kan dette ikke være tilfældet. Så skulle Gauguin

på er altså, hvorledes en agent kan fordømmes og stå

dømmes på samme vis i begge scenarier, siden han ikke

til ansvar for en given handling, hvis denne handling er

kunne vide, da han traf valget, hvorvidt han ville få suc-

udenfor agentens egen kontrol.

ces (samt vi antager at det var udenfor Gauguins egen kontrol hvorvidt han blev succesfuld eller ej). Men siden

Kontrol og ansvar

det virker plausibelt, at vi dømmer Gauguin forskelligt i

Dette problem undersøges i flere dele af filosofisk og

de to scenarier, synes KP ikke at være overbevisende og

tværfagligt litteratur, men især i nyere filosofisk forsk-

eksemplet synes derfor at pege på eksistensen af etisk

ning vedrørende implicit bias4, kan man finde interes-

held.

sant og relevant litteratur vedrørende problemet an-

Hvis der i nogle tilfælde synes at være etisk held, vir-

gående kontrol og ansvar. Jules Holroyd skrev i 2002

ker KP ikke som et plausibelt princip. Man kan muligvis

artiklen ”Responsibility for Implicit Bias”, der, som tit-

omskrive KP og påpege en bestemt type af tilfælde hvor

len indikerer, primært fokuserer på implicit bias. Uden

KP ville gælde. Dette ville være en større opgave at løse,

at dreje emnet ind på implicit bias, mener jeg at nogle

men opdelingen af forskellige typer held i resultant held,

af Holroyds pointer i artiklen er yderst brugbare i denne

omstændighedsheld, konstitutiv held og kausal held (2013)

sammenhæng. Her er fokus ikke udelukkende på hand-

kunne bidrage til denne bestemmelse. Hvad de forskel-

linger, men også på overbevisninger. Da sidstnævnte kan

lige typer held indebærer samt for hvilke KP ville gælde,

lede til førstnævnte, vil jeg mene, at det er meningsfuldt

vil jeg ikke vurdere her. Jeg lader det blot stå åbent, at der

at tale om kontrol over egne overbevisninger i denne

muligvis kan argumenteres for, at etik er immunt overfor

sammenhæng – specielt hvis man vil undersøge hvor-

nogle typer held. Hvis dette er tilfældet vil det, vel at

vidt tilhængere af Trump, efter accepten af eksistensen Implicit bias refererer til en slags (relativt) ubevidst og (relativt) automatisk egenskab i form af forudindtaget bedømmelse og social adfærd. Se f.eks. Jennifer Saul, ”Implicit Bias, Stereotype Threat, and Women in Philosophy”, 2013. 2

– 36 –

ARTIKEL

T A N K E N # 19

EF T ER Å R ‘17

af etisk held, kan fordømmes, da det at være tilhænger

mindre er sådan en aktivitet velegnet til at kunne betrag-

af Trump ikke udelukkende drejer sig om de handlinger,

te hinanden som ansvarlige agenter når vi interagerer i

som tilhængerne fortager, men i høj grad om de overbe-

den givne aktivitet (eller når vi udøver den langsigtede

visninger de har.

kontrol der er nødvendig for udøvelsen). Eksemplet er således ikke, til trods for den etiske neutralitet, irrelevant

Langsigtet kontrol

i forhold til spørgsmålet om ansvar. Langsigtet kontrol

Et argument, baseret på (mangel på) kontrol, der kunne

synes også relevant i forhold til nogle etisk relevante ak-

være forpligtende til KP, kunne være følgende:

tiviteter – f.eks. kunne man sige at kultivering af dyder er resultat af langsigtet kontrol.

1. Agenter kan ikke holdes ansvarlige for kognitive

Dette viser blot eksempler på evner eller aktivite-

tilstande eller processer (såsom overbevisninger),

som de ikke har øjeblikkelig og direkte kontrol over.

ter for hvilke vi synes at være ansvarlige, men Holroyd

2. X er ikke under en agents øjeblikkelige og

stande, hvilket er relevant i diskussionen af Trump-til-

påpeger også, at vi kan være ansvarlige for kognitive til-

direkte kontrol.

hængerens overbevisning. Hvis vi antager, at en agent bør have bestemte overbevisninger, deriblandt f.eks.

3. Altså, kan agenter ikke holdes ansvarlige for X.

overbevisningen at ikke-hvide mennesker har samme Holroyd spørger til, hvorvidt (direkte og øjeblikkelig)

værdi som hvide mennesker, kan man da holde agenten

kontrol er en nødvendig betingelse for ansvar og angri-

ansvarlig for ikke at have de bestemte overbevisninger?

ber således 1. Holroyd påpeger plausibiliteten af idéen

Ud fra KP synes det ikke at være tilfældet, siden æn-

om, at kontrol er en nødvendig betingelse for ansvar, og

dring af overbevisning ikke altid er noget man bare lige

anerkender således den gængse idé om dette, da idéen

kan vælge at gøre – mange faktorer påvirker og deter-

om, at en nødvendig betingelse for ansvar for en hand-

minerer ens overbevisninger. Dog påpeger Holroyd, at

ling, A, er, at man er i stand til at gøre ¬A, virker over-

denne mangel på kontrol ikke betyder, at der ikke er epi-

bevisende. Dog påpeger hun også, at kravet om (direkte

stemiske og etiske forpligtelser, som agenter er ansvar-

og øjeblikkelig) kontrol kan afvises. Mange af de ting vi

lige for at imødegå. Hvis man overvejer den langsigtede

er i stand til at gøre, er et resultalt af en langsigtet kon-

kontrol man har over sine overbevisninger, kan man ikke

trol snarere end en mere direkte og øjeblikkelig kontrol,

blot beslutte sig for at have en overbevisning om P, men

ifølge Holroyd (2012). Hvis man er dygtig til at spille et

man kan undersøge det pågældende yderligere og tage

instrument, er det at være i stand til at spille det pågæl-

højde for kilder på evidens for det pågældende således,

dende instrument ikke under vedkommendes direkte og

at man får en passende overbevisning om P. Da man har

øjeblikkelige kontrol, men snarere resultatet af en lang-

denne langsigtede kontrol over sine overbevisninger, kan

sigtet kontrol. F.eks. er det at placere hænderne på in-

man, til trods for at kontrollen ikke er direkte og øje-

strumentet noget man gør under direkte og øjeblikkelig

blikkelig, således holdes ansvarlig for at have en bestemt

kontrol - vi er i stand til at udøve direkte og øjeblikkelig

overbevisning, givet en forpligtelse til at sørge for at re-

kontrol over en række mellemliggende trin - men ikke

vurdere sine overbevisninger. At man kan vurdere sine

over det, at vi faktisk er i stand til at spille. Dette eksem-

overbevisninger, samt opveje evidens for og imod sine

pel er et eksempel på en aktivitet, der kan siges at være

overbevisninger, betyder, at vi er ansvarlige for dem, da

etisk neutral i de fleste sammenhænge, men ikke desto

de er kausalt og rationelt forbundet med ting, som vi er

– 37 –

ARTIKEL

T A N K E N # 19

EF T ER Å R ‘17

direkte ansvarlige for, ifølge Holroyd (2012). Hvis man

brugbar skillelinje mellem de handlinger og overbevis-

accepterer Holroyds argument, betyder det, at det ikke

ninger for hvilke vi er ansvarlige og dem for hvilke vi

er en nødvendig betingelse at kontrollen er direkte og

ikke er, giver det ikke meget mening at argumentere for,

øjeblikkelig (som KP indikerer) for at man er ansvarlig

at det er en nødvendig betingelse for ansvar, at man er

for, og derfor kan fordømmes for, sine overbevisninger –

vidende om de førnævnte faktorer, da dette blot opløser

indirekte kontrol er nok.

denne linje. Således synes det altså rimeligt ydereligere at konkludere, at det faktum at folk er uvidende om di-

Uvidenhed

verse førnævnte faktorer ikke implicerer, at folk ikke er

Til denne konklusion, kan man spørge følgende: Hvad

ansvarlige for de pågældende overbevisninger og hand-

hvis der er nogle udefrakommende faktorer, der, uden vi

linger. At Trump-tilhængeren ikke er klar over diverse

ved det påvirker vores overbevisninger - er vi da stadig

fordomme grundet en bestemt kontekst, betyder altså

ansvarlige? Hvis vi antager, at nogle samfundsmæssige

ikke at vedkommende ikke han holdes ansvarlig, og det

strukturer, der udmønter sig i f.eks. den opdragelse vi

betyder således at vedkommende kan fordømmes.

har fået, gør os forudindtagede og farvede på nogle områder og således påvirker vores overbevisninger - og hvis vi ikke er klar over dette - kan man da fordømme os for det? Hvis faktorer som disse påvirker agenters overbevisninger således at de bliver tilhængere af Trump, men disse agenter ikke er vidende om disse faktorer, kan Trump-tilhængerne da fordømmes? Umiddelbart synes denne form for uvidenhed at være rent (u)held. Selvom man ikke er skyld i at det er tilfældet (f.eks. at diverse fordomme eksisterer), er det ikke, ifølge Holroyd, ensbetydende med, at man ikke kan have ansvar for disse overbevisninger og handlinger der udspringer derfra (2012). Hun argumenterer altså for, at det ikke er en nødvendig betingelse for ansvar, at agenterne er vidende om de faktorer i form af kognitive tilstande, såsom fordomme, der influerer deres handlinger og over-

Illustration af Amalie Martens

bevisninger. Det ville være urimeligt krævende, hvis ikke umuligt, at kræve for ansvarlighed at agenter skulle være vidende om dette, ifølge Holroyd – det vil betyde at stort

Konklusion

set ingen handlinger, hverken dem vi gør af vane eller

Adskillige faktorer udenfor en agents egen kontrol kan

endda dem, der udspringer af velovervejede refleksio-

påvirke, og måske endda være årsag til, hendes over-

ner, kunne være af den type, som man holdes ansvarlig

bevisninger og handlinger. Nogle agenter kan foretage

for. Dette ville lede til en slags ansvars-skepticisme, som

handlinger, der synes etisk forkerte, men handlingen er

ikke er særligt brugbar i udarbejdelsen af en etisk teori.

måske blot et produkt af vedkommendes opvækst, fysi-

Derudover, i denne kontekst, hvor vi gerne vil lave en

ske placering eller af en anden form for (u)held. I nogle

– 38 –

T A N K E N # 19

ARTIKEL

EF T ER Å R ‘17

tilfælde synes sådan en form for (u)held at retfærdiggøre en bestemt handling – i nogle tilfælde afhænger

Litteratur

vores dom af, hvorvidt vedkommende var i (direkte og

Nelkin, Dana K., ”Moral Luck”, The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Winter 2013 Edition), Edward N. Zalta (ed.)

øjeblikkelig) kontrol over den givne handling (jf. kontrolprincippet). Dog synes det tydeligt at være tilfældet,

Holroyd, Jules, “Responsibility for Implicit Bias”, Journal of

at agenter i mange tilfælde kan fordømmes og holde an-

Social Philosophy, 2012.

svarlig for handlinger til trods for, at den givne handling

Williams, Bernard, Moral Luck, 1981, Cambridge University

var udenfor vedkommendes egen kontrol, hvilket tegner

Press, 1981

på at etisk held eksisterer. Det faktum, at etisk held eksisterer, vil ofte ses som et opgør med etisk teori, da vi da ikke længere kan fordømme folk eller holde dem ansvarsfulde. Jeg har argumenteret for, at det ikke behøver at være tilfældet. Selvom eksistensen af etisk held gør op med den gængse forestilling om forholdet mellem kontrol og ansvar, synes vi at kunne holde folk ansvarlige i etisk held-situationer. Blandt andet kan man fordømme folk for ikke at leve tilstrækkeligt op til kriterier vedrørende ting, som de har langsitet kontrol over. . Da mange af ens handlinger og overbevisninger påvirkes af langsigtet kontrol, kan man, på trods af mangel på direkte og øjeblikkelig kontrol, holde agenter ansvarlige for at sørge for at revurdere sine overbevisninger, opsøge viden, øve sig, etc., således at de ikke begår de uetiske handlinger. Jeg argumenter således for at (direkte og øjeblikkelig) kontrol ikke er en nødvendig betingelse for at fordømme og holde agenter ansvarlige. Slutteligt argumenterer jeg ydermere for, at viden ej heller er en nødvendig betingelse for selv samme. Accepterer man eksistensen af etisk held (ikke mindst i nogle tilfælde), betyder det således ikke, at man ikke kan kritisere Trump-tilhængere, da de, ifølge min argumentation, til trods for diverse faktorer uden for deres egen kontrol, der måtte påvirke eller være årsag til deres støtte til Trump, stadig kan fordømmes og holdes til ansvar.

– 39 –

Du kan altid mødes med os!

Undgå bøvlet på Facebook. Vi køber og sælger dine brugte bøger. Klik ind på academicbooks.dk/ brugtebøger og se hvilke brugte bøger vi køber i butikkerne.

z

Nye udgivelser fra

Forlaget Philosophia Niels Bohr filosofiske skrifter. Bind IV Udvalgte tekster 1927 - 57 Nu foreligger for første gang på dansk nogle af de vigtigste videnskabelige og filosofiske tekster i det 20. århundrede. Bogen indeholder 8 af Bohrs vigtigste tekster, som aldrig før har været oversat til dansk, og indeholder en række vigtige artikler, der ikke har været alment tilgængelige i 50 år. Først og fremmest indeholder bogen den berømte Einstein (Podolsky og Rosen) artikel fra 1935, der hævder, at kvantemekanikken ikke kan accepteres som en fysisk teori, samt Bohrs barske svar på denne artikel.

Pris: 289,-

Det politiskes fiktion Heidegger, kunsten og politikken af Philippe Lacoue-Labarthe Bogen der satte gang i debatten om koblingen mellem Heideggers filosofi og nazismen. En klassiker i nyere fransk filosofi. Bogen er forsynet med en lang indledning af oversætteren Esben Korsgaard Rasmussen, som giver en oversigt over de diskussioner, som bogen katalyserede.

Pris: 189,-

Hvad er kærlighed? af Alain Badiou Interviewbogen med Alain Badiou, Kærlighedens Lovprisning, er allerede en bestseller i Danmark. Hermed udgives, for første gang på dansk, den oprindelige tekst, som Badiou skrev om kærlighed: Hvad er kærlighed? Badious tekst følges op af en række kapitler, der uddyber teksten og redegør for dens placering i Badious øvrige forfatterskab, samt opridser kærligheds-opfattelsen i filosofien siden Platon. Forfattere: Lillian Munk Rösing, Kirsten Hyldgaard, Ejvind Hansen, Anne Marie Pahuus.

Pris 139,-

En jordisk tragedie. Således talte Aeneas. af Morten Rosenkrantz de Neergaard Ny genre i dansk litteratur: En filosofisk thriller af Morten Rosenkrantz de Neergaard. Bogen handler om englen Lucifers rejse til Jorden, hvor han lander i en lille by sydvest for Moskva i et udvalgt menneskes bevidsthed under den kolde krig med en mission om at afværge risikoen for et atomragnarok. Inden afrejsen konsulterer han et omfattende bibliotek i sit forsøg på at forstå, hvad mennesket er for et væsen. Den erhvervede viden konfronteres snart med virkelighedens barske realiteter i et sprængfarligt drama, der eskalerer i en kamp på liv og død.

Se mere på www.philosophia.dk

Anmeldelser

ANMELDELSE

T A N K E N # 19

EF T ER Å R ‘17

EN HÅNDBOG TIL DEN POLITISKE VIRKELIGHED? Vincent Hendricks og Mads Vestergaards Fake News er et letlæst katalog med begreber og teorier til at sætte ord på, hvad i alverden der sker i det politiske lige for tiden. af Silas L. Marker

FAKE NEWS Når virkeligheden taber

Hvad sker der i den politiske debat? Det er der længe ikke så få, der har spurgt sig selv om, og da Donald Trump blev valgt som præsident i verdens mægtigste land, var der sandsynligvis endnu flere, der sluttede sig til skaren. Danmark havde sin egen mini-udgave af dette wow-valg i 2015, da Dansk Folkeparti blev det andetstørste parti i Folketinget og det største af de borgerlige partier. Her måtte det, som Rune Lykkeberg har kaldt de talende klasser1, frustrerede, uforstående og i-håret-sig-rivende spørge sig selv: Hvordan kunne det ske? Har vi ikke lyttet nok? Har vi ikke kommunikeret (godt) nok? I sommers udkom Vincent Hendricks og Mads Vestergaards Fake News på Gyldendal, der er et forsøg på at svare på spørgsmålet om, hvorfor det går, som det går – med den brede befolkning som målgruppe. Bogen samler en masse tråde op fra forfatternes debatindlæg i aviserne, deres arbejde i Center for Information og Boblestudier (CIBS) og Hendricks tidligere udgivelser som Oplysningens blinde vinkler (2011), Infostorms (2014) og Spræng boblen (2016). ’Skylden’ for verdens tilstand placeres dog bredere end på én klasse eller gruppe af mennesker, og de prøver i stedet at give en mere strukturel og mangesidig forklaring. ’Mangesidig’ kan her skrives med stort ’M’. Fake News giver os et veritabelt overflødighedshorn af begreber og teorier til at forstå den offentlige debat. Således kan du i Fake News både læse om postfaktualitet (s. 19), opmærksomhedsøkonomi (s. 25), ideologi (s. 57), power law of online attention (s. 60), medialisering (s. 73), simulakrer og hyperrealitet (s. 74), signallovgivning (s. 80), poli"FAKE NEWS. Når virkeligheden taber” af Vincent F. Hendricks og Mads Vestergaard Gyldendal, 175 sider. 2017.

1

tiske bobler (s. 85), alternative facts (s. 94), cherry picking (s. 103), overbevisningsekkoer (s. 105), bullshit (s. 108), fake news (s. 109), motiveret ræsonnering (s. 120) og tribalisme (s. 122). Sagt med andre ord bliver man som læser sendt i mange forskellige retninger.

Se Lykkeberg 2008.

– 43 –

ANMELDELSE

T A N K E N # 19

EF T ER Å R ‘17

Alle begreberne og teorierne får en lynintroduktion og en

UKRITISK KRITISK TEORI?

kildehenvisning, og således kan Fake News fungere som

Som nævnt er bogen bygget op om teorier og begreber,

en håndbog i den offentlige debat; et opslagsværk med

som konceptualiserer den offentlige debat. Desværre vir-

konkrete teoretiske værktøjer til at sætte ord på, hvad

ker Hendricks og Vestergaard til at have en ret ukritisk

der sker. Som en funktion af bogens form og målgruppe

tilgang til de teorier, de bruger. Det er som om, at det

kommer man aldrig i dybden med den enkelte teori, men

hele bare passer sammen, selvom det ved nærmere øje-

så kan læseren selv læse videre andetsteds.

kast måske ikke gør. I kapitlet om sandhed slås det fast, at sandheden findes, men at den kan være svær at nå;

FALSKE NYHEDER

sandhed er ”verificerede kendsgerninger” (Hendricks &

Et af Fake News vigtigste bidrag er dens stringens med

Vestergaard, 2017: 100). Samtidig henviser de andetsteds

hensyn til at definere det begreb, der udgør bogens titel.

til den franske poststrukturalist Jean Baudrillards teorier

Den daglige, politiske snak kombineret med den alle-

om hyperrealitet, der erklærer sandheden for død. Baud-

stedsnærværende twitter-ironi har haft en tendens til at

rillard skelner skarpt mellem repræsentation og simulati-

kalde alt, hvad der er falsk, for ’fake news.’ Hendricks og

on og siger, at simulationen har opslugt repræsentationen

Vestergaard giver derimod en streng og tiltrængt præci-

og gjort den til et simulakrum; der eksisterer ikke længere

sion af begrebet: ”[D]et definerende træk ved fake news

sandt og falsk (Baudrillard, 1983: 11). Teorien om hyper-

[er] ikke, at de er faktuelt falske. Det er, at de giver sig ud

realitet er altså ikke den simple retoriske teori om, at man

for at være journalistik og sandhedssøgning, mens målet

med framing, altså billeddannende ordvalg i sine tekster

reelt er noget andet” (Hendricks & Vestergaard, 2017:

og taler, kan overbevise folk om hvad som helst. Den går

109). Når Trump lyver på twitter, er det ikke fake news.

videre og siger, at sandhed altid har været en menneskelig

Når Socialdemokratiet skriver på deres hjemmeside, at

produktion, og at vi nu er stoppet med at producere den.

deres regeringstid var en succes, er det ikke fake news. Men når man læser på Den Korte Avis eller Breibart News, at… ja, vel næsten uanset hvad, de skriver, er der en risiko for, at man udsættes for fake news. Det giver sig ud for at være journalistik men er falskt. Samtidig er en anden væsentlig styrke i bogen, at fake news-fænomenet kobles til de økonomiske interesser bag (Hendricks & Vestergaard, 2017: 113). Fake news er ikke faldet ned fra himlen, fra vores mentalitet eller fra tidsånden – følg pengene i stedet. Forfatterne sporer fænomenet til markedsliggørelsen af kommunikationsog nyhedssfæren, hvor alt handler om at få klik, så man kan få annoncekroner. Og har man brug for nogle hurtige klik, er det oplagt at skrive noget vildt og opsigtsvækkende, sandt eller ej.

Illustration af Agathe Ostenfeld

– 44 –

T A N K E N # 19

ANMELDELSE

EF T ER Å R ‘17

Så når Hendricks og Vestergaard skriver, at ”spørgsmål

Dette er der skrevet, og kan der skrives, meget mere om,

om, hvorvidt det er kendsgerningerne, er ikke politiske

men pointen her er blot, at Hendricks og Vestergaard

spørgsmål” er det meget langt fra en teori som Baudril-

fremstiller konflikten meget reduceret – som et spørgs-

lards (Hendricks & Vestergaard, 2017: 151). Her er alt

mål om krænkethed – og de ender dermed med at adop-

politisk. På den måde synes Fake News’ sandhedsbegreb,

tere narrativet hos dem, de kritiserer i bogen.

der er en af bogens mest grundlæggende præmisser, ikke at være kompatibelt med Baudrillards teori, som bogen

VI VED DET GODT, MEN HVORFOR?

bruger.

Fake News er et forsøg på at bedrive moderne kritisk te-

Fake News griber også ned i spørgsmålet om den så-

ori med henblik på at konceptualisere, forstå og kritisere

kaldte alt-right-bevægelse; den ekstreme højrefløjs nye

de herskende forhold i den offentlige debat. Den starter

form, eller i hvert fald dens sidste nye navngivning af sig

dog så at sige i den modsatte ende end Frankfurtersko-

selv. Her stilles alt-right op over for den yderste venstre-

lens første generations kritik af en kulturindustri, som

fløj, og denne kamp ses som et udtryk for polariserin-

folk fandt fornøjelig og sjov, men som i virkeligheden

gen på internettet (Hendricks & Vestergaard, 2017: 63).

var ondskaben selv. Dengang skulle folks opmærksom-

Men at stille det op på denne måde, i en slags bandekrig,

hed rettes mod den ensretning og ideologiske hjerne-

hvor alle er lige gode om det, synes unøjagtigt og, igen,

vask, der foregik i kulturen, hvis værker var blevet kapi-

ukritisk. Alt-right er en decideret racistisk bevægelse,

talistiske varer som alt andet.

der hylder white power, Det Tredje Rige, og idéen om at

Men med valget af Trump og verdens voksende

manden skal bestemme alt i samfundet, mens kvinden

elendighed ved vi godt, at noget er galt. Det skal vi ikke

skal underkues. Venstrefløjen beskrives i Fake News med

overbevises om. Fake News er et forsøg på at sætte be-

begreberne ”trigger warnings,” ”safe spaces” og ”micro

greber på, hvorfor det går, som det går. I denne bog får

aggressions.” Man kan sikkert kritisere sidstnævnte for

man et katalog af begreber til at sætte ord på dette og til

meget, men de er ikke udtryk for en polariseret debat-

at være kritisk over for det. Den kritiske teoretiker skal

kultur på internettet. Det handler heller ikke om, som

bare også huske at være kritisk over for sin egen teori.

Hendricks og Vestergaard skriver, at undgå at føle sig krænket eller stødt.

LITTERATUR

Det handler derimod om at skabe nogle politi-

Baudrillard, J. (1983). Simulations. New York: Semiotext(e)

ske rum for modstand mod den undertrykkelse, f.eks.

Hendricks, V. & Vestergaard, M. (2017). Fake News. Når vir-

racialiserede mennesker oplever. Venstreorienteret iden-

keligheden taber. København: Gyldendal.

titetspolitik er jo netop et forsøg på at skabe kollektive

Lykkeberg, R. (2008). Kampen om sandhederne. Om det kultu-

identiteter blandt de undertrykte med henblik på mod-

relle borgerskabs storhed og fald. København: Gyldendal.

stand mod undertrykkeren, og at sidestille dette med alt right-bevægelsen er at sidestille undertrykkeren med den undertrykte. Det synes ikke at være i tråd med bogens ånd, så det er ærgerligt, at det kommer til at fremstå sådan i dette kapitel.

– 45 –

T A N K E N # 19

TEGNESERIE

– 46 –

EF T ER Å R ‘17

T A N K E N # 19

TEGNESERIE

– 47 –

EF T ER Å R ‘17

T A N K E N # 19

TEGNESERIE

– 48 –

EF T ER Å R ‘17

T A N K E N # 19

TEGNESERIE

– 49 –

EF T ER Å R ‘17

TANKEN 19