Issuu

Kvantefysik Løsningen på problemet om den frie vilje? Star Wars Det eneste filosofiske system du har brug for! Hjernedoping Tanken inviterer dig til at spise den røde pille. Interview Mød Kim Gørtz, der bruger filosofien ude I virkeligheden.

Nr. 9

Kolofon Redaktion Helene Scott-Fordsmand Linda Fønss Sebastian Cordes Janus Haastrup Tanja Tofte Bøndergaard Rune Nyrup Asger Heldager Pedersen Elisabeth Bruun Gullach Rasmus Pedersbæk Mejlhede Andreas Markert Anne Viit Christensen Ina Johanne Mønsted Leder Janus Haastrup Layout Helene Scott-Fordsmand Forside Pernille Olsen Illustrationer Linda Fønss Tryk Grafisk, KU Oplag 100 Kontakt og info tankensredaktion@gmail.com Facebookgruppe: “Tanken” I samarbejde med fredagsbarerne Alkvantor og Colorbar

ISSN: 2245-2958

Den Niende Tanke ForĂĽret 2012, vol. 2

LEDER Der er forår i luften. Filosoffer udenfor. Tanken nr. 9 har du i hånden. Vi har i denne udgave taget forårets jomfruelige natur til os, og bringer jer her en godtepose af søde og syrlige sager. Din enorme (og akavede) viden om Star Wars, som du erhvervede dig i dine unge år, var ikke forgæves! Fryd dig over det nok vigtigste filosofiske værk siden Onkel Ludwigs Tractatus. Hvis du ikke helt kan forstå sammenhængen mellem Star Wars og filosofien, kunne du overveje hjernedoping, men vær forsigtig; der kunne gemme sig et etisk problem i den beslutning. Dette kunne dog vise sig ikke at være et rigtigt problem, fordi du har ikke nogen fri vilje. Nemlig, dig, der læser dette, prøv at holde op med at læse… Du læser stadig gør du ikke? Tror du, det er noget du vælger? Kvantemekanikken kan måske løse dit deterministiske problem. Men det vil tiden vise, hvis altså du kan lokalisere den. Hvis ikke, må du nøjes med at få frataget dine basale rettigheder, blive reduceret til nøgent liv og lade dig determinere til at læse de glimrende anmeldelser af Giorgio Agambens nøgenhed og en ny, endnu mere graphic novel om Russells liv. Slutteligt er der ikke andet at sige, end at du skal læse hele bladet – lad være at kæmpe imod, du har intet valg. Hvis du i nat ikke kan sove, fordi din væren er blevet beriget med så meget visdom, kan du jo prøve at tælle elektriske får. Hvis du da kan tælle.

INDHOLD Oplever androider frygt og bæven?

Kan kvantemekanikken ’redde’ den frie vilje?

Tractatus Bellorum Stellarum-Philosophicus

Anmeldelse: Logicomix

Anmeldelse: Nøgenhed

”Hjernedoping”– akademisk præstation på piller

Interview med frontløberen Kim Gørtz

Af Simon Hesselager Johansen

Af Rasmus Jaksland

Af Lars Harhoff Andersen og Andreas Terp

Af Sebastian Cordes

Af Nana Cecilie Kongsholm

Af Rasmus Pedersbæk Mejlhede og Asger Heldager Pedersen

Oplever androider frygt og bæven? Kristen eksistentialisme i Philip K. Dicks forfatterskab

Af Simon Hesselager Johansen

Vil vores computere i fremtiden have deres egne gudsargumenter? Tag med Simon Johansen på en spatiotemporal rejse, og find ud af hvad sci-fi forfatteren Philip K. Dick har af tanker om en eksistentiel religionsforståelse. - Red.

det syvende nummer af Tanken skrev Eirik Gjerstad en ret bemærkelsesværdig artikel med titlen Eksistentialistisk religionskritik. Pointen var, at det meste religionskritik inden for de sidste mange år, har fokuseret næsten udelukkende på den mere bogstavelige religionsopfattelse, som er mest udbredt i den engelsktalende kultursfære, end på den mere eksistentialistiske, der hersker i Europa. Senere bemærkede denne artikels forfatter så, at en af de få angelsaksiske kristne eksistentialister han kunne komme i tanke om, var den amerikanske science-fiction-forfatter Philip K. Dick (19281982). Litteraturhistorisk og kulturel kontekst At en anglo-amerikansk forfatter udvikler og udtrykker et eksistentialistisk religionssyn er sjældent nok. Det er endnu særere, at han så er science-fiction-forfatter, da det er meget svært at komme i tanke om en litterær genre, som sjældnere har taget religion alvorligt.1 Selv blandt de få SF-forfattere, der beskæftigede sig med religiøse temaer, skilte han sig igen ud: I modsætning til f. eks. Frank Herbert, der i Dune behandlede religion i 6

et mere sociologisk perspektiv, fokuserede PKD i højere grad på, hvilken betydning religion har for det enkelte individs verdensoplevelse, end på religionens objektive sandheder og sociale effekter. Dette er usædvanligt i en kulturkreds, hvor diskussionen pro og kontra religion hovedsageligt omhandler, hvorvidt det propositionelt er sandsynligt, at en guddom eksisterer, om religiøsitet er etisk gavnligt eller skadeligt, men sjældent om hvordan religion ’giver mening’ hinsides rationalitet og moralske overvejelser. C. S. Lewis’ berømte trilemma; at Kristus var enten ”løgner, galning eller herre”, hviler på, om Kristi budskab var ontologisk sandt, og CSL forsøgte logisk at udelukke mulighederne for, at han ikke var guddommelig.2 På den anden side af konflikten har vi Bertrand Russells vigtige essay Why I Am not a Christian,3 der bruger mere plads på at dissekere gudsbeviser, og på religions moralske rolle, end på hvor fyldt med frygt og lede et religiøst liv er. Det forholder sig helt anderledes med kontinental-europæiske forsvarere af kristendommen, der tog et meget mere eksistentialistisk udgangspunkt, såsom Søren Kierke

gaard, der i Frygt og Bæven placerede sin religionsfilosofi hinsides fornuft og moral. Det samme gør sig gældende hos kristendomskritikere som Friedrich Nietzsche og Jean Paul Sartre. En analyse af, hvordan Philip K. Dick behandler religion i sin litteratur, afslører at en ’angelsaksisk’ religions forståelse gentagne gange udstilles som falsk, mens en eksistentialistisk religion gentagne gange optræder positivt. Religiøse temaer i Philip K. Dicks romaner A Maze of Death fra 1970 er, til at begynde med, et Agatha Christie-agtigt mordmysterie, der foregår på en isoleret forskningsstation på en fjern planet. I det fremtidsunivers, romanen skildrer, har den teknologiske udvikling gjort det muligt for mennesker at opnå direkte kontakt med Gud. Religion er følgelig blevet formaliseret efter et sæt jungianske arketyper, som figurer fra alle religioner skulle passe ind i. Muligheden for, at morderen i virkeligheden er ingen ringere end The Form Destroyer – A Maze of Deaths svar på Djævelen, understøttes gennem en stor del af plottet. Det viser sig så i bedste mordmysterie-tradition, at den tilsyneladende overnaturlige mistænkte ikke står bag mordene. Samtidig får vi ofrenes tanker og følelser før mordene præsenteret, og det er helt tydeligt, at person erne oplever, at det er noget over-menneskeligt der snart skal til at myrde dem.

Senere afsløres det, at hele den virkelighed hoved personerne lever i, er en fabrikeret illusion, nøje udtænkt for at distrahere dem fra en endnu mere grusom eksistens. Denne illusion inkluderer især den teknologisk forstærkede religion med håndfaste videnskabelige beviser for Guds eksistens, og den næsten bogstavelige radioforbindelse til ham. Men efter dette twist dukker romanens frelser-arketype-guddom, The Intercessor, pludselig op for den ene af hovedpersonerne, som har valgt ikke længere at ville være med i den beroligende illusion, som The Intercessor tilsyneladende var en del af, og The Intercessor fører hovedpersonen videre til en eksistens, som han finder mere åndeligt opfyldende.4 Hvad læseren kan se i A Maze of Death, er at der opstilles en religionsforståelse, som nærmest er en reductio ad absurdum af den religionsopfattelse som ligger til grund for gudsbeviser som CSLs, og derefter udstilles denne som bedrag. Det vigtige er, at hovedpersonen gennem sin afvisning af den falske virkelighed, velkommes af den tilsyneladende ikke-eksisterende frelserskikkelse. Hovedpersonen tager altså Kierkegaards spring ud i dybet, hinsides det rent etiske og den propositionelle logiks rammer, og først dér kommer han i ægte kontakt med det guddommelige. Det virker nærmest som om, at PKD prøvede at fortælle begge sider i den angelsaksiske religionsdebat, at de begge havde misforstået, hvad alt det med religion overhovedet handlede om. 7



Lignende temaer dukker op i Do Androids Dream of Electric Sheep?5 (1968). Denne er nok PKDs bedst kendte roman pga. filmatiseringen Blade Runner (1982). En af sidehandlingerne fra bogen, der blev droppet i filmen, omhandler en ny religion, der følger en Marsnybygger ved navn Wilbur Mercer, som blev martret af onde mennesker. Merceristerne kan så komme i direkte kontakt med Mercer gennem en såkaldt empati-kasse, som de kobler sig til, og på den måde oplever de sig selv som Mercer under hans martyrium. Dette apparat kan de menneskelige robotter, som hovedpersonen Rick Deckard jager som sit arbejde, dog ikke benytte sig af. Dette udelukker dem fra Mercerismen, og derfor også fra den empati-baserede menneskehedsdefinition som hersker i bogens samfund. Er svaret på denne artikels titel så et nej? I Blade Runner, modsat Electric Sheep, ser robotten Roy Batty ud til at have en slags underlig halv-luciferiansk religiøsitet i sin selvopfattelse, hvor han er en falden engel, der rejser sig imod sine uretfærdige skabere. Scenen, hvor han myrder sine menneskelige designere, minder også svagt om en vrangvendt variant på Abrahams offer af Isak – netop det eksempel, som Kierkegaard i Frygt og

Bæven bruger som et billede på rigtig religiøsitet. Ingen af disse elementer findes i bogen, og robotterne opfører sig endnu mere naivt overfor deres handlingers etiske implikationer, end i filmen. Der er dog stadig scener, hvor de udviser den empati de officielt benægtes, omend på en meget anderledes måde... gad så vide, hvordan en religion udviklet af robotter ville se ud? Læseren får hverken helt tydeligt svar i bogen eller filmen, men det virker som om, at robotterne forholder sig til etik og empati ud fra nogle andre udgangspunkter end menneskene. Mercerismen bliver også hen imod slutningen afsløret som et fupnummer, da det på TV bevises helt klart, at Mercer aldrig har levet, og at der ikke er noget overnaturligt over empati-kasserne. Kort efter dette har Deckard alligevel en transcendent oplevelse, hvor han møder Mercer og kommunikerer med ham! PKD må have fundet hele debatten om hvorvidt Guds eksistens

Af Linda Fønss 8

(og lignende) kan bevises logisk og naturvidenskabeligt, enten irrelevant eller direkte skadelig for religions udfoldelse. Den pseudo-logiske form for religiøsitet bliver her repræsenteret i empati-kasserne, der ikke alene er fup, men også socialt bruges til at benægte robotternes menneskelighed. VALIS Philip K. Dick havde i 1960erne problemer med amfetamin, og narkomisbrug er også et tema i romaner som The Three Stigmata of Palmer Eldritch (1965) og A Scanner Darkly (1977). I 1974 kvittede han stofferne, og blev endnu mere religiøs. Dette bliver tydeligt i den sidste roman, han udgav i sin livstid: VALIS. Plottet i VALIS følger Horselover Fat,6 der efter en traumatiserende skilsmisse og hans bedste vens selvmord, begynder at modtage hvad der tilsyneladende er direkte visioner fra Gud. Disse visioner redder bl.a. hans søns liv, da de informerer ham om en livstruende sygdom i sidste øjeblik, drengens liv kan reddes. HF gennem trævler derefter en masse religiøs og filosofisk litteratur for at fortolke sine visioner. Dette fører til en sær fortælling om et univers, som kun består af 2-dimensionel

information, men som opleves 3-dimensionel: Et panteistisk guddommeligt univers som ved en fejlslået mitose-proces splittede i en god og en ond halvdel, som Jesus Kristus kom for at genforene. En art af rumfarende tre-øjede krebsdyr fandt ud af denne hemmelighed bag universets skabelse før menneskene, og kontakt med disse aliens førte til alle de store religioner, som har en fælles kerne. Visionerne skulle så være beamet ned i hans hjerne fra en fremmed rumsonde, bygget af de 3-øjede krebsdyr. Dette bizarro-panteistiske gudsbegreb kalder HF for Vast Active Living Intelligence System – heraf bogens titel. Senere ser han en science-fiction-film i biografen, der også har titlen VALIS. Denne historie-inden-i-historien er instrueret af sangeren Eric Lampton, med sig selv i hovedrollen, og viser sig at være baseret på de samme idéer som var indeholdt i HFs egne visioner. Fat og hans venner besøger så sangeren for at snakke om deres fælles visioner. Her finder de ud af, at både Eric og hans kone Linda, tror at deres 2-årige datter, Sophia, er en udenjordisk cyborg og Kristi reinkarnation. Dette gør hele VALIS-affæren endnu sværere at sluge. 9



Muligheden for, at det ovenfor beskrevne drama med holografiske universer og kristne krabber fra det ydre rum, bare er en serie sammentræf og hallucinationer af mennesker på desperat jagt efter en større mening i deres traumatiske liv, understøttes gennem det meste af bogen. Senere i plottet dukker Philip K. Dick selv op som en bifigur, og forfatteren ved heller ikke, om han skal tro på Horselover Fats endnu mere kringlede teorier. Så bizar som VALIS kan være, er den stadig en krystallisering af PKDs eksistentialistiske religiøsitet, og netop derfor så interessant for selv en så irreligiøs person som denne artikels forfatter: Det bliver hamret fast, hvor uforklarlig og absurd den religiøse oplevelse er, selv for den religiøse person selv, men samtidig hvordan netop accepten af denne absurditet hinsides det rationelle er det vigtige ved religiøsiteten. Og er kosmologien med det holografiske informations-univers opdelt i en god og en ond tvilling, samt Guds forbindelse med tre-øjede krabbe-aliens, virkelig så meget underligere, end enhver anden religion ser ud for fremmede? At Horselover Fat stoler på at disse visioner, hvor sære de end er, er hvad der bringer meningen tilbage i hans tilværelse, efter at det tilsyneladende kollapser, men også det, der redder

hans søns liv. Uanset om visionernes indhold er propositionelt sandt eller ej, eller hvor visionerne kommer fra, hvilket aldrig bliver besvaret. Det er dog interessant at VALIS hælder meget kraftigere til at bekræfte det religiøse, end PKDs tidligere bøger: Nogle af hovedpersonens visioner forudsiger fremtidige begivenheder, og flere mennesker modtager uafhængigt lignende visioner. Alligevel forbliver PKD selv skeptisk over for nøjagtigt hvorfra visionerne kommer, og han kommer ikke med noget endegyldigt svar på, hvad det rent faktisk er, som foregår, især ikke når han selv dukker op i historien. Havde han været under en stærkere indflydelse af anglo-amerikansk kristendom, så ville han muligvis være hoppet med på den propositionelle gudsbevis-vogn. Han ville dog nok alligevel på et eller andet tidspunkt stadig have fundet noget util-

fredsstillende eller ukomfortabelt ved et sådant projekt. Den cyberpunk-kierkegaardianisme, som karakteriserede behandlingen af religion i de fleste af PKDs andre bøger, må i hvert fald have været ret fremmed for mange af hans trosfæller i hans hjemland. Måske er det også netop derfor, at hans bøger i PKDs egen livstid var mere populære i Europa (især Frankrig) end hjemme i USA?7

NOTER Bibliografi Dick, Philip K.: A Maze of Death, Doubleday, New York, 1970 Dick, Philip K.: Do Androids Dream of Electric Sheep?, Doubleday, New York, 1968 Dick, Philip K.: VALIS, Bantam, New York, 1981 Russell, Bertrand: Why I Am Not a Christian, National Secular Society, London, 1927 (senere udgivet i essay-antologi med den titel i 1957 af Touchstone, New York) http://users.drew.edu/~jlenz/whynot.html http://en.wikipedia.org/wiki/Lewis%27s_trilemma http://totaldickhead.blogspot.com/2011/12/exegeting-exegesis.html http://www.philipkdick.com/media_sfeye96.html 1 Denne artikel om ”The Exegesis”, en personlig dagbog som Dick førte om sine religiøse oplevelser, er ret interessant og relevant i denne sammenhæng.: http://totaldickhead.blogspot.com/2011/12/exegeting-exegesis.html 2 Se http://en.wikipedia.org/wiki/Lewis%27s_trilemma 3 http://users.drew.edu/~jlenz/whynot.html 4 I hans tilfælde er det at blive genfødt som en blomst i ørkenen. 5 Tæller folk i dag stadig får, hvis de ikke kan falde i søvn om natten? Artiklens forfatter er ikke sikker. 6 ”Philip” betyder ”hesteelsker” på græsk og ”Dick” betyder ”tyk” på tysk. 7 http://www.philipkdick.com/media_sfeye96.html 11

Kan kvantemekanikken ‘redde’ den frie vilje?

Af Rasmus Jaksland

Lad den tidligere fysik- og nu filosofistuderende Rasmus Jaksland guide dig i grænselandet mellem fysik og filosofi, når han diskuterer hvordan kvantemekanik og elektroners mulige positioner kan hjælpe med at afklare universets natur og muligheden for en fri vilje i denne introducerende undersøgelse af kvantemekanikkens kausale struktur. - Red.

et lader til at være en populær opfattelse, at de problemer, den frie vilje har haft inde for rammerne af en deterministisk verdensopfattelse anført af Newton, er blevet løst med introduktionen af kvante mekanikken. Nogle vil måske påpege, at problemet allerede er løst af Hume, der påstår, at en fri vilje slet ikke er i uoverensstemmelse med et determineret univers. Dette er de såkaldte kompatibilister. Ikke alle er imidlertid enige i dette synspunkt. Inkompatibilister vil mene, at en fri vilje er grundlæggende uforenelig med et determineret univers. Tilslutter man sig således dette synspunkt og forfægter man samtidig, at vi har fri vilje, så må man nødvendigvis også mene, at universet er indeterministisk. Det er netop dette, jeg henviser til, når jeg i overskriften spørger, om kvantemekanikken kan ’redde’ den frie vilje. For at kunne besvare dette spørgsmål med et ”ja” må man gennemgå en lang række undersøgelser. Mens det, jævnfør det ovenstående, er en nødvendig betingelse for fri vilje, at man har at gøre med et indeterministisk system, så vil dette næppe være en tilstrækkelig beting else. Mængden der udgør de tilstrækkelige betingelser, 12

vil afhænge af de eksakte krav til den eftersøgte frie vilje, men kunne måske som eksempel indeholde et krav om at denne indeterministiske opførsel skulle relateres til en agent og dennes vilje. Da der er tale om en nødvendig betingelse vil det imidlertid være ganske simpelt at afkræfte, at kvantemekanikken kan redde den frie vilje. Dette ville ’blot’ kræve, at en undersøgelse af kvantemekanikkens kausale struktur viste, at kvantemekanikken er deterministisk. En sådan undersøgelse af den kausale struktur må derfor være et naturligt udgangspunkt, når vi vil besvare spørgsmålet i titlen. Kvantemekanikken – en kort introduktion Kvantemekanikkens udgangspunkt er, at et objekt, det kunne være en elektron, beskrives med en bølge funktion, der normalt skrives som (x,t). Det er en funktion, som man kender det fra folkeskolen, f(x), med den ene forskel, at funktionens værdi ikke kun afhænger af én variabel, men af to. I dette tilfælde elektronens position og tidspunkt. Hvis vi bestemte os for at se på (x,t) på et bestemt tidspunkt, ville bølgefunktionen altså kun afhænge af x, elektronens position, nøjagtig som man er vant til. Hermed er vi klar til at indføre kvante

mekanikkens grundlæggende postulat, nemlig at bølgefunktionen er relateret til sandsynligheden for at finde elektronen i forbindelse med en måling på et bestemt sted til et bestemt tidspunkt. Lad os forestille os, at vi måler på elektronen position på et bestemt tidspunkt, vi kalder det for t1, og det viser sig, at elektronen be finder sig i et punkt, vi kan kalde for C. Det interessante filosofiske spørgsmål må nu være: Hvor var elektronen umiddelbart inden målingen? Altså på det tidspunkt vi kan kalde t0. Hvis vi indsætter dette tidspunkt i bølgefunktionen, vil vi generelt få, at bølgefunktionen er forskellig fra nul i alle x, og dermed siger bølgefunktionen altså, at hvis vi havde målt elektronens position, øjeblikket inden vi gjorde, så kunne den være dukket op ethvert sted i universet. Men det var jo ikke det, vi ville vide; vi ville vide, hvor elektronen var rent ontologisk umiddelbart før målingen. Der betragtes almindeligvis tre positioner i forbindelse med dette spørgsmål, og dermed også tre svar.1 Den realistiske positions svar på dette vil være, at partiklen naturligvis var i punktet C eller et bestemt sted uendelig tæt på punktet C. Nøjagtig som vores intuition fortæller os, at det ville være tilfældet, hvis man havde at gøre med kanonkugler. Bølgefunktionen fortalte os imidlertid noget andet. For en realist er bølgefunktionen altså ikke en beskrivelse af verden rent ontologisk, men et udtryk for vores viden om systemet. Denne distinktion kan i nogen grad eksemplificeres med et terningkast. Når jeg kaster en terning, påstår jeg, at der er 1/6

sandsynlighed for, at den lander på hver af de seks sider. Dette er et udtryk for min viden om systemet. Når terningen er kastet, er dens bevægelse nemlig fuldstændig determineret af fysikkens love, og således er det også determineret, på hvilken side den vil lande. Jeg siger 1/6 sandsynlighed for hver side, fordi jeg ikke ved bedre. På samme måde, siger realisterne, benytter vi kvantemekanikken, fordi det er den bedste beskrivelse, der er til rådighed for os, ikke fordi den beskriver systemets grundlæggende struktur. Når en realist omtales i det følgende, er det vigtigt at holde sig for øje, at der er tale om en, der advokerer for denne kvantemekaniske position, og ikke en realist i en almindelig filosofisk forstand. En anden mulighed er det, som kaldes den agnostiske position. Her vil man ganske enkelt nægte at svare. Dette skyldes, at de mener, at den eneste måde, hvorpå man kan finde svaret på spørgsmålet, må være ved at måle partiklens position lige inden målingen, hvilket naturligvis undergraver idéen om, at vi så har sagt noget om partiklens position før den måles. Den sidste mulighed er den såkaldt ortodokse position. Her tages det kvantemekaniske skridt fuldt ud. Svaret på spørgsmålet er ganske enkelt, at partiklen ikke var noget bestemt sted umiddelbart før målingen. Det er således selve målingen af partiklen, der tvinger partiklen til at være et sted. Inden målingen er bølgefunktionen den mest fuldstændige beskrivelse, også rent ontologisk, der kan gives af partiklen. Denne sidste position er langt den sværeste at forstå rent konceptuelt, men man kan lidt populært og ikke fuldstændig retvisende betragte det således, at partiklen, indtil vi måler dens position,



faktisk er alle de steder, der er en sandsynlighed for at finde den i forbindelse med en måling. Når positionen så måles, tvinges elektronen til at ’bestemme’ sig for at være ét sted. Man siger, at elektronens bølgefunktion kollapser. Vi vender tilbage til dette senere. De tre positioners kausale struktur Det interessante spørgsmål for vores undersøgelser må være, om der er en eller flere af de tre positioner, der virker lovende med hensyn til vores forsøg på at finde indeterministisk opførsel i kvantemekanikken. Lad os starte med den realistiske position. Realister fastholder, at kvantemekanikken er et udtryk for vores viden om systemet og ikke en beskrivelse af verden rent ontologisk. Men hermed er det også sagt, at kvante mekanikken for realisterne slet ikke beskæftiger sig med, om universet er determineret eller ej, da dette må være en egenskab ved universet og ikke noget, der afhænger af vores viden. Når vi spørger: Er universet determineret? Vil realisterne maksimalt kunne svare: Det

ser/ser ikke sådan ud. Men det var ikke det, vi spurgte om. Det er ikke det, vi spørger om, når vi vil vide, om kvantemekanikken redder den frie vilje. I vores søgen efter indeterminisme ser det endnu værre ud for den agnostiske position. Hvis vi ikke kan tale om, hvor elektronen er, medmindre vi måler det, så kommer vores billede af verden til at bestå af en række distinkte målinger, hvor vi kan sige: Elektronen var her, den var her, den var her etc. Men hermed bliver det også umuligt at tale om en kausal struktur, da vi blot har denne lange række af distinkte målinger af position. Det bliver altså meningsløst at spørge, hvorvidt systemet er determineret eller ej. Jeg kan sige: ”Elektronen er her”, men det har ingen mening at tale om, hvor elektronen er lige om lidt. Hermed er der kun den ortodokse position tilbage. Den virker til gengæld lovende. At elektronen er alle steder på en gang, er meget forskelligt fra det klassiske billede i Newtons fysik. Det virker vanskeligt umiddelbart at

Af Linda Fønss

gennemskue, om dette er tilstrækkeligt til, at kvante mekanikken i denne udlægning bliver indeterministisk. Vi vil derfor se nærmere på den ortodokse position i det følgende afsnit. Den ortodokse position - Almindelige tidsudvikling Som jeg hører argumentet for, at kvantemekanikken skulle redde den frie vilje, så går det som regel ud på, at kvantemekanikken indfører en eller anden tilfældighed. Så længe vi har at gøre med systemer, der ikke bliver målt på, er det ganske enkelt en fejlagtig formodning, der skyldes to ting: en dårlig forståelse af fortolkningen af kvantemekanikken og en ringe indsigt i den matematiske formalisme. Jeg vil ikke komme nærmere ind på disse misforståelser, men blot fremføre, hvordan det faktisk forholder sig. Som nævnt afhænger bølgefunktionen af to variabler hhv. tid og sted. Man kunne forestille sig, at denne tidsafhængighed kunne medvirke til at konstituere den indeterminisme, vi søger. Det forholder sig imidlertid således, at hvis man kender bølgefunktionen til et bestemt tidspunkt i et lukket system, og vi ikke måler på systemet, så vil vi kunne beregne bølgefunktionen til ethvert andet tidspunkt ved hjælp af en tidsudvikling. Det samme ville gøre sig gældende for en kanonkugle i Newtonsk mekanik, hvis vi kendte dens hastighed og impuls, og den befandt sig i et lukket system. For kanonkuglen kunne vi opnå en ligning for dens position som

funktion af tiden. Et fuldstændig determineret system. Det er dette, der skal give os et hint til den fejlagtige formodning om indeterminisme i lukkede kvantemekaniske systemer. For hvis nu vi havde en elektron i en lille kasse, så kunne vi ikke finde et udtryk for elektronens position som funktion af tiden. I stedet ville vi have en bølgefunktion. Altså noget markant anderledes end det, vi er vant til, når vi skyder med kanoner! Vi husker, at man i den ortodokse position er af den opfattelse, at bølgefunktionen er en beskrivelse af virkeligheden rent ontologisk. Lidt radikalt kan man sige, at virkeligheden er bølgefunktioner. For den ortodokse kvantemekaniker er verden altså under overfladen meget forskellig fra vores kanonskydende dagligdag. Således må man forstå, at det, der kan virke som en åbning for indeterminisme som følge af elektronens beskrivelse med en bølgefunktion, blot er et udtryk for en meget anderledes ontologi end den, vores intuition fodrer os med. Man har både i decoherence-teori og mange-verdens-teori redegjort for, hvordan vores hverdagsopfattelse af verden kan forklares inde for rammerne af en virkelighed, der grundlæggende har denne sære bølgefunktionsontologi. Konsekvensen af disse teorier er, at elektronen er fuldstændig determineret, men i en verden der består af bølgefunktioner. Hermed er endnu en dør lukket for indeterminismen i kvantemekanikken.



På baggrund af det ovenstående er det blevet sand synliggjort, at de mest almindelige fortolkninger af kvantemekanikken med undtagelse af den, jeg di skuterer i nedenstående afsnit, ikke giver anledning til en indeterminisme og dermed heller ikke giver inkombatibilister, som undertegnede, mulighed for at kippe med flaget på den frie viljes vegne. Selvom den nedenstående fortolkning, der tilfældigvis går under navnet Københavnerfortolkningen, fortsat er populær, har den tabt meget tærren i forhold til sådan noget som Mange-verdens-teorien, der har udgangspunkt i en ortodoks position uden kollaps, dvs. den position der netop er blevet behandlet. Fra pålidelig kilde har jeg tillige, at Jan Faye advokerer for den realistiske position, for hvilken det også er blevet vist, at den ikke fører til en indeterminisme. Den nedenstående fortolkning introducerer faktisk en indeterminisme, der kunne være en kandidat til vores nødvendige betingelse for den frie vilje. Som det vil blive fremlagt, har denne fortolkning imidlertid en række problemer, der vanskeliggør, hvis ikke umuliggør, at denne indeterminisme nogensinde kan forekomme.

Målingen i kvantemekanikken En af de eneste muligheder, der er tilbage, er, hvis vi kan finde en indeterministisk opførsel i forbindelse med en måling i kvantemekanikken, som den forstås i den ortodokse position. Som hidtil har vi en elektron, der er beskrevet med en bølgefunktion, og vi erindrer fortsat, at denne bølgefunktion er den mest fundamentale beskrivelse rent ontologisk, vi kan give af elektronen. Vi har altså stadig udgangspunkt i en ortodoks position. Jeg vil i diskussionen forudsætte, at kvantemekanikken er en fuldstændig teori forstået på den måde, at der ikke forekommer en dualisme mellem mikroskopiske (kvantemekaniske) og makroskopiske objekter eller mellem en fysisk (kvantemekanisk) virkelighed og bevidstheder.2 Hvis kvantemekanikken ikke er fuldstændig, må der være en teori, måske en kvantemekanik, der er fuldstændig, som kvantemekanikken så vil være et specialtilfælde af. Hvis vi kun beskæftiger os med den ufuldstændige kvantemekanik vil det ikke være en korrekt beskrivelse af verden rent ontologisk,3 og således bliver den igen et udtryk for vores viden eller mangel på

nss

a Fø

nd Af Li 16

samme. På samme måde som Newtonsk Mekanik er et specialtilfælde af relativitetsteorien, og dermed ikke en korrekt ontologisk beskrivelse af virkeligheden i sig selv. Kort sagt: Hvis kvantemekanikken ikke er fuldstændig, beskriver den ikke virkeligheden rent ontologisk, og dermed siger den intet om virkeligheds kausale struktur, som vi jo netop er interesserede i. Vi antager altså, at kvantemekanikken er fuldstændig, og vil på den baggrund forsøge at indføre en måling. En måling vil meget forsimplet sige, at det kvantemekaniske objekt bliver til en kanonkugle med hensyn til den størrelse, som vi måler efter. Hvis vi forestiller os en elektron i en kasse, så beskrives den med en bølgefunktion, der almindeligvis vil have en værdi for samtlige positioner i kassen. Men lad os nu antage, at vi gerne vil vide, hvor elektronen er. Vi er fra vores dagligdag vant til, at hvis vi måler, hvor noget er, det kunne være at vi kiggede på det, så er det et bestemt sted, ikke lidt her og lidt derovre og en smule ovre i hjørnet. Men så længe vi ikke måler på elektronen, kan vi med nogle briller faktisk forstå det sådan, at det netop er det, der gør sig gældende for

elektronen. Hvad målingen gør, er at tvinge elektronen til at være et bestemt sted i kassen. Dette omtales som et kollaps af elektronens bølgefunktion til en egentilstand for målingen. Sandsynligheden for at finde elektronen i et bestemt punkt er, som tidligere nævnt, relateret til værdien af dens bølgefunktion i punktet. Der er altså tale om, at elektronen går fra at være lidt alle steder i kassen til at være ét bestemt sted i kassen. Det inter essante for os er, at det er tilfældigt, hvor elektronen dukker op. Således kan vi forud for målingen kun sige noget om sandsynligheden for, at elektronen vil dukke op i et givet punkt. Husk at elektronen ikke er i dette punkt umiddelbart inden målingen. Umiddelbart inden målingen er den beskrevet med sin bølgefunktion. Ifølge von Neumann er målingen instantan, ikke-kausal og diskontinuert. Vi har en årsag og et helt rum af mulige virkninger, blandt hvilke der udvælges en helt tilfældigt. Dette er netop den indeterministiske opførsel, vi har ledt efter. Målingen i kvantemekanikken kan altså tilsyneladende benyttes til at give plads til inkombatibilisternes frie vilje. Inden vi kipper med flaget, er der imidlertid en stor udfordring. Hvad er det,



Schrödingers kat har eksistentielle kvaler 17

der måler elektronens position? Da vi antager, kvantemekanikken er en fuldstændig teori, vil måleapparatet også være et kvantemekanisk objekt. Så i stedet for at kollapse elektronens bølgefunktion, vil vi blot få en sammensat bølgefunktion bestående af elektronens og måleapparats bølgefunktion. Hvis elektronen var lidt her og der, så ville måleapparatet have en arm, der enten kunne pege på her eller der på et display. Men fordi måleapparatet også er kvantemekanisk, vil armen pege på både her og der, når dens bølgefunktion sammensættes med elektronens. Så måtte vi jo måle, hvor armen på måleapparatet peger hen, men til det skal vi bruge et nyt måleapparat, der blot vil videreføre problemet. Enhver filosof kan genkende en uendelig regres, og dette er utvivlsomt sådan en. Vi får aldrig lavet en måling, da der ikke er noget, der kan måle, og således forekommer der ingen indeterministisk opførsel. Det er måske vigtigt at nævne, at det ikke er noget problem at indføre og faktisk afvikle en måling i en ufuldstændig kvantemekanik ved at indføre en dualisme. En ufuldstændig kvantemekanik har imidlertid de nævnte

problemer, og får i tilgift alle Descartes problemer med indføringen af en dualisme, mest fremtrædende: Problemet med at få de to til at virke på hinanden. Konklusion Vi har i det ovenstående vist, at kvantemekanikken kun i en enkelt udlægning giver anledning til indeterminisme, den ortodokse position med måling. Mens dette var den måske mest fremtrædende fortolkning i kvantemekanikken de første år, 20’erne og 30’erne, så står den i dag i skyggen af Decohærensteorien, Mange-verdensteorien, forskellige varianter af skjult variabel-teorier etc. Den har da også det problem, at det er vanskeligt at redegøre for, hvordan målingen skal kunne forekomme, et problem der nødvendigvis skal løses, før at en ortodoks position med måling kan anses som en gyldig udlægning af kvantemekanikken. På den ovenstående baggrund mener jeg derfor, at det er rimeligt at sige, at kvantemekanikken ikke kan ’redde’ den frie vilje. For nogen kan den måske åbne et lille badeværelsesvindue, men med store problemer for kvantemekanikken til følge.

NOTER Bibliografi G. Auletta, Foundation and Interpretation of Quantum Mechanics. World Scientific Publishing: Singapore, 2001. J. Faye, Kvantefilosofi. Arhus Universitetsforlag: Århus, 2010. (God ikke-teknisk introduktion til kvantemekanik og dens filosofiske implikationer) D. Griffiths, Introduction to Quantum Mechanics. Pearson Education International: Upper Saddle River, 2005. (Måske den bedste tekniske introduktion til kvantemekanik) 1 Terminologi hentet i David Griffiths Introduction to Quantum Mechanics. 2 Sådanne fortolkninger findes faktisk! 3 Husk, vi er stadig inde for rammerne af den ortodokse position. 18

Tractatus Bellorum StellarumPhilosophicus Af Lars Harhoff Andersen og Andreas Terp

Endelig er den nye (og forbedrede) Tractatus udkommet. Ligesom den oprindelige Tractatus er denne reviderede udgave også blevet undfanget under en krig, denne gang ikke i det herlige Tyskland, men i en fjern, fjern galakse. Lars Harhoff Andersen og Andreas Terp har, i en systemfilosofisk stil, der ikke er set så gennemført siden Kant, redegjort for alle de essentielle problemstillinger i filosofihistorien. - Red.

Forfatternes forord

Måske vil dette værk kun blive forstået af nogen, der selv allerede har haft disse tanker – eller nogle lignende tanker. Dette er ikke en lærebog. Dets mål vil være nået, hvis det giver nydelse til blot én person, der læser og forstår det. Vi understreger at sandheden, der fremlægges i dette værk, er uangribelig og definitiv. Vi mener derfor at have fundet, på alle essentielle områder (Star Wars), den endelige løsning på alle spørgsmål, og hvis vi ikke tager fejl, har vi ligeledes vist, hvor lidt der er opnået, når disse problemer er løst!

4.0 Folk spørger os: ”Men hvad er meningen med Star Wars?”. Før nu har ingen set den klare og distinkte sammenhæng, der er mellem Star Wars og filosofi: Kampen mellem den lyse og den mørke side, mellem det klare og det dunkle. For ethvert filosofisk spørgsmål vil der findes en ækvivalent i Star Wars. Enhver filosof må have sit modstykke. For en god ordens skyld, skal vi nævne, at vores filosofi-Star-Wars-historie, tager sit udspring i Kant. Den nysgerrige læser vil kunne søge i det omfattende værk af undertegnede Sofisterne – Return of the Sith,1 hvor en redegørelse som strækker sig fra før-sokratikerne til the old republic, vil kunne findes. 5.0 Ligesom enhver forståelse af moderne filosofi må tage udgangspunkt i Kant, således kan heller ikke Star Wars forstås, uden at se på Yodas vedvarende indflydelse. Kant advarer i Sædernes metafysik mod at lade sig styre af sine

tilbøjeligheder, hvilket Yoda beviser er en muligheds betingelse for at undgå lidelse: Fear

Anger

Hate

Suffering

¬Suffering

¬Fear

De facto har Yodas læresætning dog haft en noget større indflydelse end Kants. Dette faktum skyldes i høj grad hans hovedsæde i Jedirådet – en post hvor Kant desværre måtte se sig forbigået. For begges vedkommende gælder det ligeledes, at deres evne til at starte årsagskæder i fænomenverdenen ved hjælp af den rene vilje er betydeligt sejere end deres moralteori. Desuden har de begge en forkærlighed for omvendt ordstilling. 6.0 Igennem hele filosofihistorien er filosofien vokset, fra én filosof til en anden. Fra lærer til elev. Fra Master til Padawan. Af og til ender det endog med, at lærlingen bliver mester. Hvem husker ikke Brentano og Qui-Gon Jin? Det er rigtigt – ingen! Hvem er filosof? Hvem er Jedi? Med deres fjollede udseende og deres korte



Habermas’ kamp mod dekonstuktivismen Af Linda Fønss

optræden i historien, blev de begge overgået af deres elever: Husserl og Obi-Wan Kenobi. Ingen af disse endte dog med at tilslutte sig et diktatorisk imperium og blive mørkets lakaj. Enter: Heidegger! Efter at lade sig indflyde af ondskabens kejser, Nietzsche, og dennes tanker om den stærkes ret, går filosofiens Anakin væk fra Husserls klare projekt og forsvinder ind i dunkelheden, den mørke side af kraften. Selvom Heideggers afvisning af at lade Husserl låne bøger på biblioteket, ikke endte på toppen af en vulkan med det halve af Heideggers krop i lavaen, er vi alligevel ikke i tvivl om, at en slåen Husserl har forladt Freiburg med ordene ”You were supposed to bring balance to philosophy, not leave it in darkness. You were my brother!!!” 1.0. I enhver saga er der en smuk pige, der bliver forført at den onde. Vores historie er ingen undtagelse. Hippiedemokrati-forkæmperen Arendt bliver forblændet af Heideggers utroligt store midi-chlorian count, og ser derfor først alt for sent, at han er på vej ned af en dunkel sti. Vi husker alle Amidalas ord ”So this is how liberty dies… With thunderous applause” – en sætning Arendt senere skrev om til værket The Origins of Totalitarism. 22

Det er dog ikke kun pigehjerter, der bliver knust som følge af Heideggers gerninger. I samarbejde med Derrida – også kendt som Grand Moff Tarkin – endte den affære i konstruktionen af en dekonstruktivistisk dødsstjerne, der tog livet af metafysikken (for ikke at nævne Alderaan). 2.0 Enhver, der har set Star Wars, ved, at en blasters døde lighed er ligefrem propotionel med dens manglende evne til at ramme noget. I Star Wars sagaen har blasterriflen slået nogenlunde lige så mange ihjel, som formal logikken er kommet frem til filosofiske sandheder. De fleste har ligeledes erkendt, at de logiske positivister ikke er andet end filosofiens clone troopers, alle skabt i Jango Freges billede. Blasteres ubrugelighed gælder dog ikke for filosofiens svar på Han Solo, Wittgenstein. En friskfyrsagtig figur, som man aldrig helt ved hvor man har – den ene dag er han logiker, den anden dag snakker han om sprogspil, men hver dag knuser han pigehjerter, dog af en lidt anden årsag end Han Solo. Deres største lighed er dog deres afstandtagen fra enhver metafysik, hvad enten det gælder eksistensen af ’kraften’ eller sandheden af moralske udsagn som ”Du må ikke true en gæstelektor med en ildrager.”



Af Linda FÃ¸nss 23

3.0 Ligesom Star Wars 3 slutter med den svært forud sigelige afsløring af Anakin som værende Darth Vader, således vil vi i vores 3’er også løfte det gennemsigtige slør for Chewbaccas identitet: Marx. Enhver der taler wookiee ved, at stort set alle Chewbaccas replikker er citater fra Das Kapital: selvom ”Wuaarrhhh”, synes at bygge på en misforståelse af Marx’ begreb om merværdi. Denne fejloversættelse må dog tilgives, da wookiee er et meget svært sprog, der kun består af ét ord, med 46.135 forskellige bøjninger. Ligesom Chewbacca i Star Wars gør sig til ven med C3PO og R2D2, ligeledes gør den behårede kæmpe sig også til læremester for filosofiens gøg og gokke, Horkheimer og Adorno, der tilsammen både har C3POs snakkesaglighed og R2D2s ufor ståelighed. De fleste husker scenen i sjette film, hvor vores ewoks, Star Wars’ svar på marxister, tilbeder C3PO; en begivenhed man senere døbte ungdomsoprøret.

En ewok har desuden det til fælles med en marxist, at den kun i kraft af nuttethed og gode intentioner opvejer for sit manglende intellekt. 7.0 Et spørgsmål må nu have meldt sig. Hvem er Luke Skywalker, manden, der bragte den balance i kraften, som Darth Heidegger skulle have givet os. Ham, der skulle forene filosofien og ødelægge dekonstruktionens dødsstjerne. Problemet er, at hvis en sådan fandtes, måtte han have gennemskuet filosofien, hvilket ville betyde, at han havde gennemskuet Star Wars. Men det ville ligeledes betyde, at vi allerede i denne komplette beskrivelse af Star Wars ville have beskrevet ham. Derfor må kendskab til Lukes identitet være en umulighed og dermed meningsløs. Hvorom man ikke kan tale, derom må man tie.

NOTER 1 ”Sofisterne – Return of the Sith”: L.H. Andersen & A. Terp, Galactic City University Press. Coruscant (2010)

Af Linda Fønss og Tanja T. Bøndergaard 25

Anmeldelse af

Logicomix

En graphic novel af: Apostolos Doxiadis & Christos H. Papadimitriou, Alecos Papadatos & Anni Di Donna Af Sebastian Cordes

Her bringes en anmeldelse af Logicomix, en græsk graphic novel, der er baseret på Bertrand Russells desperate søgen efter et sikkert grundlag i matematikken. Et værk på 350 sider, der sågar postulerer, at det at beskæftige sig med logik højst sandsynligt fører til sindssyge. - Red.

Hvordan anmelder man en graphic novel? En ny genre, der umiddelbart ikke lader sig definere, men svømmer rundt mellem tegneserie og roman – tegnet roman er den blevet kaldt. Genren spænder øjensynligt fra teksttunge Paul Auster adaptioner, til denne ’lettere’ graphic novel, der blot fremstår som en meget lang tegneserie i bogformat. Logicomix bliver ikke desto mindre markedsført med denne label, og så omhandler den sågar noget så ’anti-visuelt’ som logikkens fødsel, med udgangspunkt i logikeren og filosoffen Bertrand Russells turbulente søgen efter sandhed. Kompositionen er tredelt: Den grundlæggende struktur er et foredrag Bertrand Russell holdt i USA, for en gruppe anti-krigs isolationister ved starten af 2.verdenskrig. Foredraget omhandler egentlig logikkens rolle i hverdagen, men Russell fungerer som fortæller for resten af bogen via en detaljeret fortælling om logikkens opståen og dens personligheder fra midten af 1800-tallet. Af ukendte årsager har forfatterne dog også valgt et underliggende metalag, som bogen også starter med. Herigennem hopper tegnere og forfattere ind og ud af historien, kommenterer på fortællingen, og taler verfremdung’sk til læseren. Man fornemmer, at det har været en svær skabelsesproces, som de syntes fortjente at blive viklet ind i den originale historie. Man forstår dog ikke hvorfor. Fortællingen bliver dels mere indviklet, dels mere slap og uinteressant.

Kompositionen er herfor en noget rodet affære. Den er meget begivenhedsbaseret, og der sker stort set ikke noget skift i narrativets tempo – hverken sprogligt eller billedmæssigt. Alt benævnes med ”fra den dag af vidste jeg...” eller ”da vidste jeg at jeg skulle...” og man tvivler på, at alle begivenheder i Russells liv har haft den skelsættende begivenhedskarakter. Tendensen til at ophøje alt til storslåede events med et nærbillede af Russell, der skuer drømmende mod himlen, gør mest af alt fortællestrukturen alt for monoton. Hvad der er overraskende er, at dette bliver afbrudt af glimtvis fantastiske øjeblikke, der for en stund annullerer den wikipediaoplæsende tilbøjelighed og beskriver logikernes professionelle stræben efter sikker sandhed, og den tilsyneladende heraf følgende følelsesmæssige deroute, med ypperlig spidsfindighed. Her kan nævnes hele afsnittet om Russells opdagelse af barberparadokset, der er usædvanligt medrivende, både visuelt og fortællermæssigt. Logicomix har en tiltalende minimalistisk streg, fritaget for unødvendig ekstravagance, der leder tankerne hen mod Hergé i sine senere år, dog mindre støvet og med mere pastel i sin farvelægning. Det passer godt til historien, og der er tidspunkter, hvor det går op i en højere enhed. Et fremragende eksempel er en dobbeltsidet tegning af Wittgensteins åbenbaring i en 1.verdenskrigs skyttegrav: ”Verdens mening er ikke til stede i verden” påpeger han med episk tungsindighed. Men også her forekommer der en vis ambivalens i konsistensen, bogen igennem. Seriøsiteten i historien og stilen bliver indimellem brudt af mærkelige komiske indslag – røgskyer ved en sur mine, pludselige karikaturagtige nærbilleder – der desværre fjerner fokus fra det ellers stilrene univers. Projektet er tydeligvis et con amore projekt, og engagementet fra skaberne gennemsyrer virkelig udgivelsen. Men det gør perfektionismen og professionalismen desværre ikke. Teksten falder nogle gange uden for taleboblerne, der mangler bogstaver, og oversættelsen er til tider ret aparte (der optræder sågar ord, der ikke findes i det danske sprog). Det synes beklageligvis at være det generelle billede af den ellers ambitiøse udgivelse. Den 350 sider lange graphic novel er sprængfyldt med fortællerpotentiale, men det bliver ikke fuldt ud realiseret. Den lægger op til, at det ikke blot skal være en tegneserie, og har endda inkluderet et over femogtyve sider langt efterskrift med begrebsafklaring og historisk personkarakteristik. Det er sjældent man ser dette. Derfor kunne den tiltale et yngre publikum, for dens ivrige insisteren på sandhedssøgning. Omvendt betjener den sig af et sprog, der inkluderer fremmedord, som sandsynligvis er ukendte for folk uden en vis mængde skoleår på bagen. Uanset hvad, kan den formodentlig få den indre nørd til at blomstre hos en hel del folk. Man må tage hatten af for skabernes noble projekt, der på baggrund af det modige initiativ, fortjener en eller anden anbefaling – det er bare usikkert hvem den skal gå til.

Små Forlag: Anmeldelse af

Nøgenhed – Skrevet af Giorgio Agamben oversat af Lars Östman

Af Sebastian Cordes

Hermed anden udgave af vores artikelserie: ’Små Forlag’. Heri vil vi i sammenhæng med en anmeldelse fra det respektive forlag, bringe en karakteristik af forlagets profil. Denne gang kigger vi på Agambens ’Nøgenhed’ og forlaget Anis. - Red.

Forlaget Anis

Forlaget Anis udgiver faglitteratur med fokus på især teologi og religionsfilosofi, som de selv nævner bruges til under visning på både universiteterne og seminarerne. Titlerne spænder mellem islamisk filosofi, augustintekster, Karen Blixens teologi og nedenstående anmeldte bog af Giorgio Agamben. Desuden udgiver forlaget to tidsskrifter: Kritisk forum for praktisk teologi og Dansk teologisk tidsskrift.

Anmeldelse

Nøgenhed er Agambens genesislæsning, gennemsyret af hans filosofipolitiske credo: Mennesket og kroppen står altid over for en magt. Hvordan skal dette forstås, og hvad har det at gøre med skabelsen, Adam og Eva og en minutiøst nøje læsning af biblen? Det er ikke noget man umiddelbart får svar på, til at starte med i hvert fald. Bogen har hverken forord eller programskrift, manifest eller introduktion, men at sige at den er stærkt fængslende fra starten af, ville stadig være en underdrivelse. Bogen starter imidlertid meget abrupt. Der er således ikke femten sider af den sædvanlige, og oftest uinteressante, akademisk metasnak, hvor historien ridses op, projektet pudses af, og bogens tema lægges frem. Det er yderst befriende, men stiller også krav til forfatteren om, at teksten skal fange med det samme. Heldigvis fanger Nøgenhed i høj grad en med det samme. Men værket bærer dog præg af, at komme midt ind i en samtale, som har været i gang længe. Og det er nok ikke så forkert igen. Et hurtigt oprids af samtalens karakter kan være nyttig. Nøgent liv Agamben ligger først og fremmest i forlængelse af Michel Foucault; staten har mulighed for at give og tage rettigheder, det er dens grundlæggende bestemmelse (politiets magtbeføjelser, asylansøgeres ikke-eksisterende ret til at stemme). Dette er undtagelsestilstandens manifestation. Derfor kalder Agamben den tilstand mennesket er i, først og fremmest i det moderne samfund, det nøgne liv; en straffefange har, empirisk set, tøj på, men er strippet for sine rettigheder, han er samme krop, med samme tøj, men magten har frarøvet ham visse rettigheder. Dette overfører Agamben til biblens univers, og sprogets brug heri. Det samme skete nemlig i paradis, da Adam og Eva blev frataget deres ’nådens tøj’, selvom de reelt allerede var nøgne, og blev herfor opmærksomme på deres ’nøgenhed’, og blev syndige, seksuelle. Det er således ikke den konkrete nøgenhed Agamben taler om, men det at magten tildeler ’symbolske’ klæder til mennesket. Eller mere præcist formuleret, at magten har potentiale til at tildele og fratage, til at ændre den bestående orden efter forgodtbefindende; 28

hvad enten det er englene, der udviser Adam og Eva gennem Guds befaling, eller politiet der fordriver asylansøgere fra Brorsons kirke, gennem lovens dekret. Gennem litteraturen kan vi således også finde udtryk der underbygger den ikke-konkrete brug, mere symbolsk forståede af at afklæde sig; blottet for moral, en gold hede, at smide masken osv. Dette leder ham tilbage til biblen som konstituerende artefakt for denne vestlige tænkning. Basalt handler bogen således om det begreb Agamben benævner undtagelsestilstanden; dens indføren via lovgivningens/guddommens magt og ’biomagtens forskellige signaturer’, som også Lars Östman uddyber i det over fyrre sider lange efterskrift. Efterskriftet fortjener også kort at få sin spalteplads; især for sin filosofihistoriske henvisen af Agamben tilbage til Hobbes’ Leviathan, og Agambens generelle projekt, der giver en blanding af hardcore forskningsbaseret viden, og mulighed for selv at gå tilbage til inspirationskilderne. Italieneren Agamben Agambens italienske metode er en væsentlig del af værkets udtryk. Søren Gosvig, lektor på KU i filosofi og underviser i bl.a. Giorgio Agamben, forklarer i sin seneste bog Forsøg med filosofien hvordan den italienske metode hermeneutisk frembringer en teori af teksten selv og ikke tager højde for, om den tekst, der behandles, er litteratur eller filosofi.1 Agambens ’metode’ bærer herfor mere præg af at være mere kommentatorlæsning, eller sirlig sprogarkæologi, end løsninger på filosofiske problemer. ”Indfaldsvejen til nutiden har nødvendigvis form af en arkæologi” skriver han selv. Heri skal også findes grunden til den essayistiske og komprimerede tekstform, der til tider virker nærmest indforstået. Det har selvsagt sine negative sider, men hvis man forstår sprogspillet, som Wittgenstein ville have benævnt det, går man en gylden tekst i møde. Det er en subtil skrivestil, der ikke bærer præg af noget overdådigt manifest, men indeholder små skridt på vejen til forståelse. Hermeneutik i sin pureste form; elegant dechifrerede referencer til de samme teologer, forfattere og filosoffer snor sig ind og ud af teksterne, og skaber en vis sammenhængskraft. Her er Augustin, Aquinas og Kafka velrepræsenterede – de er ligefrem grundlaget for størstedelen af undersøgelsen. Og igen, som i resten af hans forfatterskab, udspiller der sig en underliggende trinitet, som Agamben altid bærer rundt på; litteraturen, teologien og filosofien. Denne menage á trois er netop beviset på arven fra den italienske, svage tænkning, som Vattimo var forgænger for. Litterær fortrinlighed Bogens brændpunkt er som sagt det teologiske aspekt, og det er i titelkapitlet ’Nøgenhed’ at Agambens hovedpointe forefindes. Det er ekstremt udførligt, filologisk, etymologisk og teologisk arbejde - meget agambensk i stilen. Han arbejder strengt inden for tekstens bogstav som Lars Östman benævner det i sit efterskrift. Men der sniger sig desværre en sjælden kedelig tone ind, grænsende til det monotone i netop dette kapitel. Det er som om, der mangler en smule af den perfektionistiske økonomisering af sproget, som han mestrer generelt. Her clincher længden af teksten desværre en smule med den grundige analyse. Dette rykker dog ikke ved resten af bogens eminente litterære kvaliteter. Man må simpelthen flere gange igennem bogen stoppe op ved små perler af sætninger, der kræver og fortjener et eller to minutters stille refleksion. Tag blot denne rammende sentens om den historiske indførsel af biologisk fakta til at identificere forbrydere og almindelige borgere med:



”Det tilkommer ikke længere ’de andre’, mine medmennesker, mine venner eller fjender at garantere anerkendelsen og ikke engang min etiske kapacitet at ikke sammenfalde med den sociale maske jeg dog bærer: At definere min identitet og sikre min genkendelse tilkommer nu de meningsløse arabesker, som min blækfarvede tommelfinger har efterladt på et stykke papir på et politikontor.” Teologisk relevans Det spørgsmål, der melder sig, er, hvorvidt bogen blot en litterær eller teologisk analogi fra biblen, der understreger hans projekt om det nøgne liv – et maskepi for at tale om de samme juridiske begreber, forklædt ny teologisk læsning? (Som man siger om forfattere; de skriver den samme bog hver gang de skriver en ny) - Ikke 100 %. Produktionen af det nøgne liv skete først (som i denne bog) gennem biblen – menneskets forhold til Gud, og efterfølgende (med Agambens Homo Sacer projekt) gennem den demokratiske stat. Thi der findes også et forhold mellem magt og krop i den teo logiske tradition. Det er dette element som Agambens inspiration, Michel Foucault, ignorerede eller blot overså. Hermed udvider han Foucaults teori om biomagten (magten og produktionen af mennesket som essentielt biologisk, der kan tildeles rettigheder), forlænger dens holdbarhed og cementerer tilmed sin egen påstand om, at kroppens forhold til magten ikke blot er en nyere opfindelse, forbeholdt det moderne politiske samfund, men er dybt, dybt forankret i det vestlige tankesæt, mens det konstant gennemsyrer alle aspekter af livet – moralsk, politisk og æstetisk. Agamben problematiserer nemlig ideen om, at personen blot konstitueres af og defineres ud fra tal i en database og biologiske fakta - fakta jeg ikke selv har indflydelse på, og sandsynligvis intet ved om. Han sætter spørgsmålstegn ved vores nuværende samfundsform, der fordrer anerkendelsen, og identificeringen af mennesket udelukkende gennem hornhindens særprægede farvespil, og overvågningskameraets milde registrering af min færden; for, som han symptomatisk for hele sit politiske projekt siger i et af de bedste afsnit, denne anmelder nogensinde har læst af Agamben; identitet uden person ”hvordan er det i hele taget muligt at kommunikere ikke gennem et smil eller en gestus, høfligt eller tavst, men gennem en biologisk identitet?” Nøgenhed er eminent skrevet, både inspirerende i sin stil og fascinerende i sin metode. Til tider frydes man over sprogets mesterlighed, til tider deprimeres man over den dystopiske udsigt Agambens konklusioner åbner vinduet for – men man kan ikke andet end at give ham ret. Bogen er stærkt anbefalelsesværdig, primært hvis man har stiftet bekendtskab med Agamben før, da samtalen som sagt allerede er startet. Det vil dog blive en begivenhedsrig og givtig rejse, hvis man hopper på vognen nu, eventuelt starter med Lars Östmans efterskrift, og dykker ned i Agambens sprogkammer i Nøgenhed.

NOTER 1

Anmeldelse af Forsøg med filosofien kan bl.a. findes i Tanken #8 (Se Tankens hjemmeside: https://www.sites.google. com/site/tankenfilosofi/home/arkiv)

”Hjernedoping” – akademisk præstation på piller Af Nana Cecilie Kongsholm

Hvis du af den ene eller anden årsag missede Tanken Live II og allerede nu mangler søvn pga. eksaminernes kommen – bør du læse, hvad Nana Kongsholm har af non-liberale, moralske overevejelser omkring det at poppe piller for at opnå den fremragende 12-talspræstation. Denne artikel er baseret på uddrag af specialet ’Den udmærkede, men dopede præstation? Non-liberale etiske problemer ved ”hjernedoping”’. Skulle man have lyst til at læse hele værket, kan hun kontaktes på nana.kongsholm@gmail.com. - Red.

t støt stigende antal studerende på amerikanske universiteter begrænser sig ikke længere til ’all-nighters’ og store mængder koffein, når eksamen nærmer sig, men benytter også receptpligtige medikamenter såsom Ritalin og Modafinil til at optimere deres studierelevante kompetencer. Fænomenet er i USA blevet kaldt ’study drugs’ og i Danmark ’hjernedoping’, og er af både læger og filosoffer blevet gjort til genstand for etisk bekymring. Potentiale og problemer De omtalte præparater er oprindeligt udviklet til behandling af anerkendte diagnoser som ADHD (opmærksomhedsforstyrrelse) og narkolepsi (sygelig søvntrang), men har vist sig også at have en positiv, om end tidsbegrænset effekt, på raske individers kognitive egenskaber – såsom hukommelse og koncentration – og det er dette kortvarige ’boost’, der udnyttes af de studerende. Medikamenterne udøver deres effekt ved at påvirke centralnervesystemet og kan medføre en række

bivirkninger (såsom hovedpine, mundtørhed og depression), og er af denne årsag under regulering af sundhedsmyndighederne. De kan derfor som hovedregel kun udleveres til personer, der er diagnosticeret med én af de lidelser, præparatet er udviklet til. Det ses imidlertid ofte, at de studerende enten anskaffer sig præparaterne via internettet mod betaling, får dem overdraget af en bekendt, der er diagnosticeret med én af de omtalte lidelser, eller overtaler egen læge til at udskrive præparaterne til et andet formål, end det er tiltænkt. Motivationen til at optimere egenskaber som koncentration og hukommelse skal ifølge de studerende selv findes i det ekstremt konkurrenceprægede amerikanske studiemiljø, hvor der er kamp til stregen om topkaraktererne, der konstituerer nøglen til det gode internship eller en plads på et Ivy League-universitet. Hjernedopings indtog på danske universiteter Det kan være fristende at forklare trenden ved at hen-



Af Linda Fønss vise til, at det jo bare er ’de skøre amerikanere’. Det er en udbredt holdning, at der generelt er større villighed til at eksperimentere med nye hjælpemidler på den anden side af Atlanten, og i øvrigt at den konkurrencementalitet, der gør sig gældende i det amerikanske uddannelsessystem (og samfund generelt), ikke finder sit modstykke i vores danske velfærdsandedam, hvor alle skal have lov til at udfolde deres evner ligeligt. Ikke desto mindre er der evidens for, at hjernedoping også har indyndet sig hos danske studerende: En undersøgelse foretaget af Information i 2010 viser, at 2% af 2000 adspurgte studerende fra landets syv største universiteter har benyttet sig af receptpligtig, central stimulerende medicin, med henblik på at optimere deres studierelevante egenskaber.1 Det synes derfor på sin plads, at hjernedoping i Danmark gøres til genstand for både konstruktiv debat og seriøs filosofisk og kritisk overvejelse. Dette ikke mindst fordi fænomenet meget hurtigt rejser en række forskellig artede etiske problematikker og dilemmaer, der bunder i nogle af vores dybereliggende begreber og intuitioner om vores virkelighed og samfund, og som er relevante at artikulere, hvis en eventuel konkret politik på området skal være adækvat og frugtbar. Denne artikel har til formål at tage to af disse problematikker under filosofisk behandling: hjernedopings potentielle konsekvenser for fordelingsretfærdighed, samt den moralske relevans af skellet mellem behandling og optimering. 32

”De rige og kloge bliver rigere og klogere” Mange røster i debatten om hjernedoping udtrykker bekymring over fænomenets potentiale til at øge den allerede eksisterende sociale ulighed: Idet det for nuværende kræver en sum penge og/eller de rigtige kontakter at anskaffe sig præparaterne, er det oplagt, at det primært er de allerede ressourcestærke i samfundet, der har adgang hertil. Ved at optimere deres kompetencer via hjernedoping, kan samfundets allerede velstillede individer således forbedre deres position endnu mere, i forhold til de allerede ringere stillede – en udvikling, der synes intuitivt uretfærdig. Men holder denne intuition stik? I Danmark opererer vi generelt med et egalitaristisk retfærdighedsbegreb, der fordrer at individer bør have lige muligheder for at opnå samme resultater. Ud fra en sådan retfærdighedsforståelse er hjernedoping åbenlyst problematisk: det er uretfærdigt, hvis nogle individer, grundet omstændigheder de ikke selv er herre over (som f.eks. socioøkonomisk position), ikke har samme muligheder som andre, og det er endnu mere uretfærdigt, hvis denne fordeling medfører, at de dårligst stilledes position forværres relativt til de bedre stilledes. Der er imidlertid flere relevante indvendinger imod denne position. For det første står det klart, at uretfærdighed i ovenstående form kun er en reel risiko, så længe adgangen til hjerne doping er markedsbestemt2 – hvorfor den hurtigt kan opløses, ved at gøre adgangen til hjernedoping lige for alle, eksempelvis ved at lægge den under den offentlige sygesikring, eller lade uddannelsesinstitutioner stille præparaterne til rådighed på linie med andre hjælpe-

midler som f.eks. computere og lommeregnere. For det andet kan det fremføres, at en ulige fordeling ikke nødvendigvis er entydigt uretfærdig, men tværtimod kan sikre en overordnet set mere ønskværdig fordeling. Et sådant udfald kan opnås, hvis der som alternativ til et egalitaristisk retfærdighedsbegreb anvendes, hvad John Rawls har kaldt differensprincippet. Princippet fordrer, at en ulige fordeling af eksempelvis goder eller muligheder sagtens kan være retfærdig, så længe den sikrer, at de dårligst stillede er bedst muligt stillet, sammenlignet med andre mulige scenarier.3 I en sådan rawlsiansk ånd argumenterer mange for, at hjernedoping muligvis har potentiale til at medføre eller bidrage til øget social ulighed, men at dette opvejes af de goder, der kan høstes ved at tillade forbedrede forudsætninger for en allerede eksisterende elite. Man kan f.eks. forestille sig det hypotetiske scenarie, at et antal i forvejen ressourcestærke medicinstuderende under påvirkning opdager en kur mod kræft – en opdagelse, der i sidste ende kommer hele samfundet (og dermed også de ringere stillede) til gode. Når hjernedoping angribes med fode i et egalitaristisk retfærdighedsbegreb, synes der ydermere at blive opereret med den implicitte præmis, at hjernedoping er den eneste relevant ulighedsskabende faktor – med andre ord, at der uden hjernedoping ville være en lige fordeling af muligheder og ressourcer i uddannelsessammenhænge. Denne præmis er dog ved nærmere eftersyn grundløs. Som udgangspunkt er studerende

fra naturens hånd udstyret med forskellige anlæg for eksempelvis koncentration og hukommelse, og selv hvis der ses bort fra sådanne naturgivne fordele eller ulemper, er, hvad der i debatten er blevet benævnt a level playing field, stadig en utopi. Givet den i forvejen skæve ressourcefordeling har nogle studerende i højere grad end andre bedre muligheder for at anskaffe sig lektiehjælp og studierelevant software, nogle har bedre økonomisk overskud til at dedikere megen tid til studier og eksamenslæsning, og der er i øvrigt store forskelle i studerendes personlige præferencer, hvad angår for holdet mellem ambitioner og indsats. Man kan mere passende hævde, at a level playing field muligvis ikke eksisterer, men hjernedoping vil højst sandsynligt heller ikke ligefrem bidrage til udviklingen hen imod en sådan – snarere tværtimod, givet at adgangen hertil forbliver markedsbestemt. Men under alle omstændigheder er det både menings- og frugtesløst at afvise hjernedoping med henvisning til at beskytte lighed i forudsætninger og ressourcer, da denne i forvejen ikke eksisterer. Behandling eller optimering – er der en moralsk relevant forskel? En anden tilbagevendende anklage mod hjernedoping lyder ”medicin er til syge, ikke til raske!” – at anvende medicin når man egentlig ikke er berettiget hertil, er ifølge manges intuitioner moralsk problematisk. Når der synes at være noget ’uldent’ ved raske studerendes



brug af medicin, der ellers er udviklet til individer med neurologiske lidelser, bunder dette (blandt andet) i skellet mellem behandling og optimering. Distinktionen optræder ofte i bioetiske og sundhedspolitiske diskussioner, hvad enten disse omhandler plastikkirurgi, kunstig befrugtning eller noget tredje. I distinktionen henviser behandling til teknikker eller indgreb, der har til formål at forebygge eller kurere sygdomme eller handicap. Omvendt dækker optimering over teknikker eller indgreb, der forbedrer en tilstand, der opfattes som en normal funktion eller egenskab ved medlemmer af den menneskelige art.4 Denne skelnen forudsætter imidlertid, at det er muligt at etablere et sådant normalniveau for funktionen af den menneskelige art, der kan danne konceptuelt grundlag for en sondring mellem behandling på den ene side og optimering på den anden. Hvorvidt dette er tilfældet er omdiskuteret, men vi finder i hvert fald ét bud hos filosoffen Norman Daniels. Ifølge Daniels kan vi definere normaltilstanden for den menneskelige organisme, som det artstypiske funktionsniveau (species-typical functioning).5 Definitionen fastslår, hvad det vil sige for et medlem af en vis referencegruppe af den menneskelige art (eksempelvis alder eller køn) at være komplet sund og rask. Negative afvigelser fra det

artstypiske funktionsniveau opfattes som patologier, og korrektion af disse opfattes derfor som behandling. Omvendt vil et indgreb, der medfører, at et individ fungerer bedre, end hvad der er typisk for denne referencegruppe, således tælle som optimering. I forbindelse med hjernedoping er distinktionen mellem behandling og optimering åbenlyst relevant. Når eksempelvis Ritalin anvendes af individer diagnosticeret med ADHD fungerer medikamentet som behandling af lidelsen, hvorimod det, når det tages af individer, der ikke har denne diagnose (og dermed må kategoriseres som faldende inden for det artstypiske funktionsniveau), fungerer som optimering af disses allerede normale egenskaber. Mange er af den holdning, at førstnævnte, men ikke sidstnævnte, form for brug er etisk tilladelig. Dette bunder i en intuition om, at optimering er etisk problematisk på en måde som behandling ikke er, dvs. at der er en moralsk relevant forskel på behandling og optimering. Til kvalifikation af denne intuition kan det påpeges, at behandling og forebyggelse i stort set alle tilfælde synes gode i sig selv. Der er i enhver situation intrinsisk værdi i at behandle eller forebygge sygdom eller lidelse, men det samme gør sig ikke gældende ved

optimerende indgreb. Af denne årsag bliver optimering generelt mødt med mere tøven og mistænksomhed, end det er tilfældet ved behandling – optimerende indgreb kan synes etisk problematisk, alene af den årsag at det er optimering. Denne position forudsætter imidlertid, at der tillægges intrinsisk, moralsk værdi til det, der optimeres i forhold til, nemlig den menneskelige normaltilstand (som f.eks. forstået som Daniels’ artstypiske funktions niveau). Denne position er udbredt hos biokonservatister som eksempelvis Michael Sandel og Francis Fukuyama, og medfører den holdning, at optimerende indgreb er intrinsisk problematiske i kraft, af at de overskrider det menneskelige normalniveau. Et alternativ til denne position findes imidlertid hos Daniels selv. Hans redegørelse for artstypisk funktionsniveau er en del af hans teori om sundhedsvæsnets betydning for social retfærdighed, der fordrer, at staten bør søge at opretholde individernes artstypiske funktionsniveau, da dette er en grundlæggende forudsætning for disses lige muligheder i samfundet. Idet det artstypiske funktionsniveau således er et middel til at opnå et større gode (social retfærdighed), tillægges det hos Daniels instrumentel frem for intrinsisk værdi.6 Af samme grund opstår den modstand mod optimering som moralsk problematisk i sig

selv, som vi finder hos eksempelvis Sandel og Fukuyama, ikke hos Daniels. Ifølge en position som Daniels’, er der således ikke noget intrinsisk moralsk problematisk ved hjernedoping, selv om det konstituerer optimering. Konsistent med denne position kan der imidlertid rejses en række andre indvendinger om hjernedopings etiske berettigelse – eksempelvis hvorvidt hjernedoping bør falde under den medicinske praksis’ retmæssige felt eller under en eventuel offentlige sygesikring, eller hvorvidt en bred accept af hjernedoping med tiden kan medføre en sygeliggørelse af ellers normale kognitive evner, der bare ikke lever op til de støt stigende standarder for præstation i uddannelsessystemet og samfundet generelt. Det bør således stå klart, at til trods for at præparaterne, der anvendes ved hjernedoping, finder sit ophav i den medicinske videnskab, kan en fyldestgørende etisk vurdering af fænomenet ikke begrænse sig til medicinsk etik (der hovedsageligt fokuserer på den enkelte patients velfærd, autonomi og præferencer). Idet hjernedoping har potentiale til at have konsekvenser for både den sociale retfærdighed og andre vigtige aspekter af vores virkelighed, er det lige så presserende at inddrage mere fundamentale filosofiske overvejelser.

NOTER Bibliografi Daniels, N.: “Normal Functioning and the Treatment-Enhancement Distinction”. Cambridge Quarterly of Healthcare Ethics 2000:9, pp. 309-322. Friislund, M. & Humle,T.: ”’Study drugs’ vinder frem på universiteter”. Artikel i Information, 11.6.2010. Kymlicka, W.: Contemporary Political Philosophy. Oxford University Press: New York, 2002. Segall, S.: Health, Luck and Justice. Princeton University Press: New Jersey, 2010. 1 Friislund & Humle, 2010. 2 Læg dog mærke til, at et sådant marked ikke er uretfærdigt, anskuet ud fra et libertariansk synspunkt, som eksempelvis repræsenteret ved Robert Nozick. 3 Kymlicka 2002, pp. 55-57. 4 Daniels 2000, p. 309. 5 Af pladshensyn vil jeg her ikke diskutere Daniels’ teori indgående, men blot fremhæve de mest centrale pointer. Min redegørelse for teorien skal i denne sammenhæng derfor ikke ses som udtømmende. 6 Segall 2010, pp. 125-126. 35

Interview med frontløberen Kim Gørtz Af Rasmus Pedersbæk Mejlhede og Asger Heldager Pedersen

Tanken har været ude og besøge filosoffen Kim Gørtz, der har formået at sammensætte en Ph.d. således, at også forretningsledere kan se relevansen af Kant, Foucault og mange af de andre velkendte skikkelser. Læs med og få inspiration til, hvordan du kan omsætte din passion, så den virkelige verden også vil lære at værdsætte den. - Red.

im Gørtz har studeret filosofi på Københavns Universitet. I første omgang var han ved at køre død i den meget analytiske tilgang, som han oplevede dengang, og som ikke interesserede ham specielt, men han valgte at studere videre, og kom over det, da han fangede interesse for Heidegger. Derefter arbejdede han nogle år som ekstern lektor på Copenhagen Business School og Roskilde Universitetscenter efterfulgt af et forskningsprojekt i coaching, hvor han har skrevet en Ph.d. om Filosofisk tænkning i coachpraktikken med Nordea som værtsvirksomhed – i perioden fra 2006 til og med 2008. Fra 2009 kom Kim Gørtz til at arbejde som filosof og konsulent i Copenhagen Coaching Center og er herunder også (fra 2010) leder af Center for Erhvervs- og Ledelsesfilosofi. Han har også skrevet flere bøger: Coaching for Viderekomne (2008), Den Filo sofiske Præstation – Kritik af den Refleksive Kompetence 36

(2007), Tankens Åbenhed – Martin Heideggers Sene Værk (2003); og været medforfatter på flere andre, senest i 2011: Fra forandring til udfoldelse sammen med bl.a. Poul Nesgaard, rektor på Filmskolen. Kim Gørtz har derudover skrevet en lang række artikler i krydsfeltet mellem filosofi og erhvervsliv. Senest har han skrevet og udgivet ’en mindre trilogi’ i tidsskriftet: ”Strategi og ledelse”, en trilogi, der kredser om det, han betegner som nogle arbejdspatologiske temaer, nemlig ’paranoia’, ’hysteri’ og ’skizofreni’ i det moderne arbejdsliv. Vi tog udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad de formidlingsmæssige vanskeligheder i filosofien består i. Kim Gørtz mener at den største udfordring ved at anvende filosofi i erhvervslivet er, at folk går til filosofi med den opfattelse, at det er svært, og det betyder, at der allerede er en barriere for at indoptage og lære af

Af Asger H. Pedersen filosofien. Formidlingen er ikke rigtig noget Kim Gørtz har lært på filosofistudiet, men noget han har udviklet efterfølgende i praksis: ”Jeg har fundet nogle teknikker der virker godt, jeg kalder dem tilpasningsstrategier i forhold til at lette idéen om at det vi skal arbejde med nu, er svært. Klassikeren er humoren”. Dette gør han ved at bringe filosoffen ned på jorden: ”Jeg prøver at møde dem på et almindeligt niveau først, ved at menneskeliggøre filosoffen.” Kim bruger nogle kreative

redskaber som introduktion til filosoffernes levede liv og samtid, tildels gennem klip fra YouTube med musik og billeder af filosofferne. Han har lavet og uploadet en lang række ’filosofiske montager’ på YouTube. Kim fortsætter: ”Man skal skrue ned i tempo, og så skal man beslutte sig for to, måske tre pointer. To vigtige facetter af en grundtanke fra den tekstpassage man har givet dem. Altså som måder hvorpå man kan lette det svære.”



Kim Gørtz mener ikke at filosofien lærer folk at skabe tillid, som han siger: ”Man bliver ikke mere tillidsvækkende af filosofien.” – Dette siger han ikke fordi filosofien skaber mistillid, men fordi man ikke på uddannelsen lærer at vinde menneskers tillid.

des, at han ikke mener, at man skal præsentere kursist erne for alle de hardcore filosofiske mellemregninger: ”jeg præsenterer dem for de 12 forstandskategorier, og så sætter jeg dem til på forskellig vis at reflektere over dem, fx ansvar i relation til realitet, enhed, flerhed, osv.”.

Folk reagerer, ifølge Kim Gørtz, også meget forskelligt på filosofien. Eksempelvis har han en kollega, der gengav hvordan en borebisse på en boreplatform reagerede på coaching og filosofi med sætningen: ”det er noget københavneri”.

Vi kom også ind på filosofi i erhvervssammenhænge, fx som kreativt potentiale og inspirationskilde. Kim Gørtz anskuer delvist filosofien som et større kreativt projekt, med skabelse af begreber i fokus. Her fremhæves Kants betydning: ”Kant er jo et stort kreativt projekt. Tænk engang hvor mange begreber han får skabt. For eksempel den transcendentale æstetik; det er der ingen der har tænkt før ham. Sådan kan man også læse dem, som mestre i kreativ tænkning, og lade sig inspirere af hvordan de skaber begreber. Det er så fordi jeg har læst Deleuze og Guattari, Hvad er Filosofi?”.

”Ledere er til gengæld meget interesserede i Foucaults inklusions og eksklusionstanker og forskelsmarkører” fortæller Kim Gørtz. Han siger, at det ofte er mest et spørgsmål om at sætte nogle overvejelser i gang som for eksempel at lade kursisterne overveje, hvad forskellen er på, at noget er, og hvad noget er, som hos Hei degger. ”Jeg prøver at ramme de steder hvor de kognitivt, emotionelt og relationelt kan klikke ind”. Ved hvilket Kim Gørtz forstår:”at sætte nogle tanker i gang, og så give dem oplevelsen af at have lyst til mere”. Angående disse konkrete anvendelser af filosoffer siger Kim Gørtz: ”Jeg har udviklet en nonchalant stil med at tage en passage ud fra et tekstkorpus, eksempelvis Kritik af den rene fornuft (den transcendentale analytik)”. Dette skyl-

Det som Kim Gørtz finder mest interessant ved filosofien i forhold til coaching er spørgsmålet, hvor Kim mener at der ligger et uudforsket område. ”Hvad spørgsmålet kan og hvad spørgsmålet gør. Det spændende ved filosofien i forhold til coaching er spørgsmålet, det er spørgsmålet der fascinerer mig”. Dette område mener Kim ikke var ordentligt undersøgt inden for coachingen, da han startede: ”Da jeg kom ind i coachingbranchen, var der mange, der ikke havde en fornemmelse af hvad spørgsmålet

gjorde ved en selv og den anden i samtalen, man havde klassificeret det i spørgsmålstyper, åbnet og lukket, lineære og cirkulære, refleksive, m.m. Og så tænkte jeg ’ej, det kan man gøre bedre’. Så har jeg udviklet en taksonomi over spørgsmål af filosofisk art. Det synes jeg er interessant.” Det, der særligt har fascineret Kim Gørtz, er spørgsmålets fasthed i filosofihistorien i forhold til svaret: ”Filosofien producerer ikke svar, men yderliggående refleksioner.” Angående filosofiens rolle i erhvervslivet fremover, er historien endnu ikke skrevet, og rollerne endnu ikke besat: ”I forhold til at det bliver almindeliggjort, er vi stadig i gang med at skrive rollen”. Kim Gørtz siger endvidere, at filosofiens vigtighed endnu skal gå op for erhvervslivet, tendenserne ses allerede, på fx CBS (HA(fil.)). ”Man ved ikke rigtig, hvad filosofferne kan endnu. Det er stadigvæk et felt i sin vorden. Det skal dokumenteres, og der skal skabes nogle redskaber, der ikke bare er kopier af psykologernes, og som samtidig ikke er helt ude i hampen. Og der ser jeg mig som en frontløber (blandt andre frontløbere). Vi skal vinde land tilbage og opdyrke nyt”. Kim Gørtz er optimist angående filosofiens fremtid i bl.a. coaching: ”Jeg har en udbredelsesoptimisme. Folk skal lige stifte bekendtskab med det.” Som afrunding på interviewet lod vi Kim Gørtz få lidt filosofisk friløb. Vi spurgte, hvilken filosof han helst

ville møde: ”Jeg tror i sidste ende, og det udtrykker hvem jeg selv tror, er den største filosof i den vestlige filosofihistorie, at det er Hegel. Det er et mageløst værk, Åndens Fænomenologi”. Selvom han ikke forstod Åndens Fænomenologi i første omgang så talte det alligevel til ham. Det er særligt værkets stil, som fascinerer Kim Gørtz: ”Han vil skrive bevægelsen ind, som Heraklit sagde, at intet forbliver det samme, og det kræver dynamiske begreber … Det synes jeg er enormt spændende, at der er den forskydning. Ham tror jeg at jeg ville få meget ud af at snakke med.” Til sidst spurgte vi ham, om han ville bo på en øde ø med Hegel: ”Jeg ved ikke hvordan jeg ville have det med at bo sammen med Hegel”. Kim Gørtz fortsatte lidt videre med nogle overvejelser om, hvordan det ville være at møde og tale med forskellige filosoffer, som Heidegger og Deleuze. Særligt inspireret af Gosvigs møde med Foucault i hans lejlighed i Paris. Hegel var dog den, som han mente han ville få mest ud af at tale med. Interviewet sluttede kort herefter, dog bad vi ham prøve at se sig selv ift. den type coach man generelt ser i mediebilledet. For ham at se er ’coaching’ et meget generelt begreb, der kan opfattes i stil med ordet ’træner’. For ham er der ikke nogen universel, entydig måde at coache på, det er, hvad man på godt og ondt kan gøre det til. Og så var tiden løbet ud og interviewet slut.

Tankens bagside 1

6 7 8 9

14 15 Vandret 2 Synonymt med “samme ord som som” 3 Fornavnet på filosof, der har skrevet omfattende mængder litteratur om musikteori 5 Yndet “study drug” blandt unge studerende (svaret findes i bladet) 7 Efternavn på australsk filosof med fornuftige spisevaner. 9 George W. Bushs yndlingsfilosof 11 Nick og Jay siger din booty gør dette 12 Filosof, mest kendt som nøgensover. 13 Hovedskikkelse inden for hermeneutikken. 14 Stoisk filosof, der blev beordret til at begå selvmord 15 “Fyrsten” var dedikeret til denne person (fornavn). Lodret 1 Bevidsthedsfilosofisk teori inden for det psykofysiske problem, blandt andet fremført af D.M. Armstrong. 2 Efternavn på filosof, der blev skudt af en studerende i 1936. 4 Navnet på Jeremy Benthams “hellige tepotte” 6 Efternavn på dansk filosof, der har beslæftiget sig med retrokausalitet 8 Modsætningen til “doxa” 10 Dansk ord for “Ethos”