Tanken #6

TANKEN NR. 6

Hva’ Så fessor?

Interview med professor ved CBS - Ole Fogh Kirkeby Oversættelse af Camus’ Den landflygtige Helena - en filosofisk novelle Anmeldelser Sebastian Cordes fortæller om Filosofiens kærlighed og Mesterværk Skarpe svar, etik og økonomisk metode...

VIGTIGT!!!

Overlevelsesguide til nye filosofistuderende

1

Redaktion Rune Nyrup Eirik Gjerstad Helene Scott-Fordsmand Linda Fønss Sebastian Cordes Ida Pii Nielsen Elisabeth Bruun Gullach Janus Haastrup Tanja Tofte Bøndergaard

Leder Janus Haastrup Eirik Gjerstad Layout Helene Scott-Fordsmand Mads Møller Angelsø Rune Nyrup Forside Sebastian Cordes Tryk Grafisk afdeling, KUA Oplag 100 Kontakt og info red@tanken.nu Facebookgruppe: “Tanken”

I samarbejde med fredagsbarerne Alkvantor og Colorbar 2

Den Sjette Tanke EfterĂĽret 2011, vol. 1

3

LEDER

4

!

Velkommen til dette semesters første udgave af Tanken.

Denne gang byder vi på alskens godt, lige fra anmeldelser af

filosofisk galskab og kærlighedsfilosofi, nyoversættelse af Camus’ refleksioner over moderniteten og antikken, kritik af diskursetiskbegrundet libertarianisme, hardcore økonomisk teori aus Öster-

reich, samt dyreetiske overvejelser der tager dig bag uvidenhedens slør. Derudover har vi også vores traditionsrige, underholdende indslag i form af krydsogtværs, tegneseriestribe, guide til overlev-

else på filosofistudiet for nye filosofistuderende, og uintentionelle filosofireferencer i populærmusik.

Som altid er Tanken filosofis studieblad, lavet af filosofistude-

rende for filosofistuderende som filosofistuderende. Dette betyder

også at dit bidrag er ønsket, så tøv ikke med at tage kontakt angåen-

de den idé til en artikel du går og pusler med, eller hvis du ellers har

tanker om at involvere dig i redaktionsarbejdet omkring Tanken.

Så stop med at tud’, og op din væren i selskab med Tanken.

INDHOLD HVORFOR DISKURSETIK IKKE KAN BEGRUNDE LIBERTARIANISME: EN KRITIK AF J. E. EISTRUP Rune Nyrup

6

DEN LANDFLYGTIGE HELENA Albert Camus (Oversat af Kasper Gregersen)

10

POKER NIGHTS AT CAMBRIDGE Linda Fønss

13

Boganmeldelse: MESTERVÆRK? Sebastian Cordes

14

Boganmeldelse: KÆRLIGHEDENS FILOSOFI Sebastian Cordes

15

THE MORAL CONTRACT - CAN YOU SIGN WITH CLAWS AND HOOVES? David Pedersen

16

OVERLEVELSEGUIDE TIL NYE FILOSOFISTUDERENDE Linda Fønss

20

DEN ØSTRIGSKE SKOLE OG ØKONOMISK TEORI Jens Emil Eistrup

23

It’s back: KRYDS OG TVÆRS

27

EKSEMPLER PÅ FILOSOFIENS ÅBENLYSE RELEVANS I POPULÆRMUSIK

28

HVA’ SÅ FESSOR? INTERVIEW MED OLE FOGH KIRKEBY Eirik Gjerstad og Helene Scott-Fordsmand

29

EVENTKALENDER

31

5

Hvorfor diskursetik ikke kan begrunde libertarianisme: En kritik af J. E. Eistrup Af Rune Nyrup

Der præsenteres her en kritik af det diskursetiske argument for libertarianisme, som Jens Emil Eistrup fremlagde i sidste nummer af Tanken. Kritikken tager udgangspunkt i de samme, pragmatiske modifikationer af Habermas’ diskursetik, som argumentet selv forudsætter.

- Red.

I

nes ejendom. Har en person retmæssigt erhvervet sig et stykke

Herman Hoppes diskursetiske argument. I denne artikel vil jeg

person til at anvende eller opgive sin ejendom mod sin vilje. En

af Eistrup – risikerer at underminere liberatianismen frem for

ling er intrinsisk uretfærdig. Dog kræver libertarianismen på in-

for eller imod libertarianisme eller diskursetik som sådan. Det er

frivilligt kan enes om at skabe et planøkonomisk samfund, har

libertarianisme, jeg mener, er uholdbar.

blot, at enhver statsdannelse skal ske under frivillig deltagelse af

Tanken #5 fremlægger Jens Emil Eistrup to begrundelsesstrategier for libertarianisme, hvoraf den ene er Hans-

ejendom (af den ene eller den anden art), må ingen tvinge denne

påpege, at dette diskursetiske argument – som det fremlægges

konsekvens heraf er, at ufrivillig skatteinddragning og omforde-

at underbygge den. Mit formål er dog hverken at argumentere

gen måde en ren laissez faire kapitalisme: Hvis et antal individer

denne kombination, hvor diskursetikken bruges til at begrunde

libertarianismen intet problem hermed. Libertarianismen kræver

1

Libertarianisme er et politisk-filosofisk synspunkt, hvis

grundidé er, at det enkelte individs frihed til at råde over sig selv

og sin ejendom står over alt andet. Dette udtrykkes som regel i teserne om individets selvejerskab og den private ejendomsret.

Individets selvejerskab betyder, at enhver person frit må råde

over sig selv og sin krop. Konsekvensen heraf er, at man hverken

må tvinge andre til at gøre noget mod deres vilje, eller forhindre

andre i at gøre det, de vil.2 Dette gælder naturligvis også for stater.

F.eks. overtræder værnepligt eller antinarkotikalove selvejerskabstesen. Der er dog én undtagelse: Individer har ret til at forsvare

sig selv mod andres overtrædelser af førnævnte rettigheder. Det betyder med andre ord, at hvis nogen forsøger at tvinge en person mod dennes vilje, har denne person lov til at tvinge dem til ikke

at tvinge ham eller hende. Selvejerskabstesen er altså ikke en for-

simplet pacifistisk afvisning af en hvilken som helst form for vold eller tvang (jf. Eistrup s. 11).

Tesen om den private ejendomsret udstrækker de rettighe-

der, som gælder individet og dennes krop, til også at gælde den6

alle borgere – men vel at mærke netop samtlige borgere (jf. Eistrup s. 13).

Før jeg kommer til min kritik, skal jeg naturligvis først for-

klare, hvordan libertarianisme forsøges begrundet diskursetisk.

Diskursetik er en moralteoretisk retning udviklet af Habermas og Apel.3 Diskursetikkens grundlæggende ide er, at forudsætnin-

ger for enhver rationel diskurs har et stærkt normativt eller etisk

indhold. Et eksempel på en sådan forudsætning kunne være, at man ikke kan indgå i en rationel diskussion med nogen, som man

samtidigt tvinger til ikke at sige sin oprigtige mening. For får man ”overbevist” den anden person, ved blot at tvinge denne til ikke at modsige én, kan man ikke her tale om en rationel overbevisning

– i hvert fald ikke på den måde, som man kan blive rationelt overbevist af et godt argument.

For så vidt som man accepterer denne argumentstrategi,

fremstår et holdbart diskursetisk argument ganske stærkt: Det

blotte forsøg på at argumentere mod konklusionen, vil allerede have forudsat den, da en sådan argumentation kun vil være rationelt overbevisende, for så vidt den overholder forudsætningerne

en del af samtalen, bliver det relevant at se på, hvordan kropslige

aspekter indgår i samtalen. Her er lige præcis fraværet af trusler om kropslig vold eller tvang et vigtigt element: Muligheden for at

kunne yde fysisk vold eller tvang mod sin samtalepartner – også i

situationer, der ligger udenfor den konkrete samtale – underminerer den rationelle diskussion.

De ovenstående præmisser skal ydermere begrunde den pri-

vate ejendomsret. Ifølge Eistrup mener Hoppe, at ”ejendomsret også er en præsupposition på linje med selvejerskabet. […] Dette

skyldes, at for overhovedet at kunne deltage i en diskurs, er man nødt til at have benyttet sig af privat ejendomsret, da man ellers

ikke ville kunne have opretholdt sit eget liv.” (Eistrup s. 12). Argumentet er altså, at for så vidt som vi accepterer, at kroppen er

en nødvendig præsupposition for en diskurs, må vi også acceptere det, som gør det muligt at have en (levende) krop, som en præsupposition på samme linje. Præcis som vi ikke må kunne tvinge andre ved (trusler om) vold mod deres krop, må vi heller ikke kunne

for en rationel diskussion. Hvis vi går videre med eksemplet, vil enhver der forsøger at argumentere

mod ytringsfriheden altså modsige sig selv, for så vidt som denne ønsker at argumentere rationelt.

Hvordan forhindrer man nogen i at deltage i diskursen, blot fordi man beskatter dem nok til, at de kun har råd til én lystyacht?

(true med at) fratage den ejendom, som gør det muligt for dem at deltage i samtalen.

Min ovenstående udlægning af det

diskursetiske argument for libertarianisme

Spørgsmålet er nu, om de to karakteristiske

libertarianistiske teser kan udledes af diskursetikken. Argumentet for selvejerskabstesen bygger ifølge Eistrup (s. 11) på følgende præmisser:

1. Argumentation er ikke blot et kognitivt foretagende, men også et praktisk foretagende.

2. Argumentation er en form for handling, der involverer brugen af den begrænsede ressource, som er ens egen krop.

3. Argumentation er en konfliktfri interaktion, da man altid kan enes om hinandens interne uenighed, så længe argumentationen er i gang.

Pointen med disse præmisser er, at henlede opmærksomhe-

den på, at ingen kan argumentere, hvis de ikke har en krop at argumentere med.4 Lidt dualistisk formuleret påpeger specielt

præmis 1 og 2, at ingen kommunikation kan foregå udenom den

fysiske verden, som en levende krop er vores eneste adgang til.

Dette betyder i første omgang, at ingen må tvinge andre til at

bruge deres krop anderledes i diskussionen, end de selv ønsker.

Men dette ville ikke umiddelbart betyde, at ens samtalepartner

ikke må tvinge én på områder, der ikke er relevante for samtalen.

Derfor synes det yderligere skridt fra libertarianeren at være at henvise til, at lige så snart vi anerkender, at kroppen så at sige er

7

hjælpe sådanne mennesker, overbevise dem om, at de ikke skulle have del i vedkommendes resurser? Et forsøg på en diskussion

ville selvfølgelig hurtigt føre til, at den sultende gav op, og ac-

cepterede hvad som helst, der stillede en smule mad i udsigt. Men

dette ville åbenlyst ikke være rationelt overbevisende. (I hvert fald ikke i den forstand som diskursetikken arbejder med. Det er mu-

ligvis ”rationelt” på samme måde, som det er rationelt at gøre det, som en røver, der har en pistol rettet mod ens pande, forlanger.)

Det giver først her mening at tale om en rationel diskussion, hvis

alle parter er på et niveau, som er tilstrækkeligt for overhovedet

at have overskuddet til at deltage. Der er ingen grund til, hvorfor resurserne til at sikre dette, ikke skulle tages fra dem, som allerede har mere end rigeligt til at deltage i diskursen.5

En libertarianer kunne måske her indvende, at det bryder

selvejerskabsprincippet at tvinge folk til at gøre noget (at opgi-

ve deres ejendom), som de ikke frivilligt indvilger i. Men dette ville være inkohærent med libertarianernes forklaring på, hvor-

for selvejerskabstesen ikke reducerer til en forsimplet pacifisme.

Her så vi netop, at tvang er tilladt for at forsvare sig mod angreb

på selvejerskabet. Den tvang, som skulle udøves for at sikre en

antyder måske allerede, hvor min kritik ligger: Selvom man accepterer argumentet så langt, som at man ikke må fratage andre kroppen eller de resurser, som gør det muligt for dem at have en krop, og

ej heller true hermed, er denne konklusion stadig

ikke det samme som en ubegrænset privat ejendomsret.

Problemet ligger i, at argumentet inddrager pragmatiske overvejelser i diskursetikken

Problemet er, at argumentet giver prioritet til den rationelle

diskurs: Den private ejendomsret er retfærdiggjort fordi den mu-

liggør en rationel diskurs. Dermed bliver den kun retfærdiggjort

relativt til, at den muliggør diskursen. Dette ville ikke i sig selv være et problem, hvis en ubegrænset privat ejendomsret var en

nødvendig betingelse for en rationel diskurs, dvs. den eneste mu-

lige måde at sikre en rationel, tvangsfri diskurs. Det er plausibelt, at dette er tilfældet for ens krop, og de resurser, som er nødvendige for at opretholde den. Men det er ikke klart, hvorfor dette

argument skulle begrunde en ejendomsret til resurser, som ligger

ud over det, der er nødvendigt for at kunne deltage i en diskurs.

Hvordan forhindrer man nogen i et deltage i diskursen, blot fordi man beskatter dem nok til, at de kun har råd til én lystyacht?

Jeg vil faktisk argumentere for, at det diskursetiske argument,

modsat libertarianernes holdning, medfører et krav om omforde-

ling, som – hvis nødvendigt – må gennemføres med tvang (f.eks. gennem ufrivillig beskatning). Tænk på de, som resursemæssigt er

så dårligt stillet, at det er umuligt for dem at deltage i en rationel diskurs. Hvis man er døden nær af sult eller må bruge al sin tid på opslidende arbejde, har man umuligt overskud til at føre en

diskussion. Hvordan ville én, som kunne undvære resurserne til at 8

omfordeling, ville være af præcis samme art. Hvad

jeg herover argumenterer for, er at en omfordeling, som er tilstrækkelig til at sikre, at alle kan deltage

i diskussionen, er en forudsætning for en tvangsfri diskussion på samme måde, som selvejerskabet er det. Altså giver det også kun mening, at de begge må

forsvares med lignende midler. Alt andet ville være arbitrært.

Lad mig her til sidst kommentere på, hvorfor det ”libertari-

også, at diskursetikken i Habermas’ version ikke kan bruges di-

til den modsatte konklusion af, hvad man normalt forbinder med

nismen. Det libertarianske argument, jeg her har diskuteret, for-

anske” diskursetiske argument, jeg her har set på, viser sig at lede libertarianisme. Problemet ligger i, at argumentet inddrager prag-

matiske overvejelser i diskursetikken. Som Habermas fremlægger diskursetikken, beskæftiger den sig kun med de formelle betin-

gelser for en ideel diskurs – dvs. en diskurs, hvor deltagerne ikke er begrænset på nogen måde, i princippet heller ikke af at have en

krop. Derfor når han også kun frem til generelle, formelle principper for, hvad der kan accepteres som moralsk i en konkret situation: Nemlig det, som alle berørte parter ville blive enige om som

en retfærdig afvejning af deres interesser, hvis de diskuterede det

i en ideel, rationel diskurs. (Han mener ligefrem (s. 51), at dette

giver teorien en fordel frem for Kants etik, som medfører pligter, der gælder i en hvilken som helst situation). Dette gør samtidigt

Noter 1

rekte til at begrunde en konkret politisk ideologi som liberatariasøger netop at gøre diskursetikken mere konkret anvendelig, ved

at inddrage pragmatiske overvejelser omkring forudsætningerne for en diskurs mellem konkrete, menneskelige og altså ikke-ideelle deltagere.6 Som jeg har argumenteret for herover, åbner dette

dog op for yderligere pragmatiske overvejelser omkring deltagere, der ikke har resurserne til at deltage på en rationelt acceptabel

måde. Hvis argumentet skal redes, skylder libertarianeren os en forklaring på, hvorfor den ene form for pragmatiske overvejelser er tilladte, mens den anden slags ikke er. Som læseren måske kan

gætte, er jeg skeptisk overfor, om en tilfredsstillende forklaring kan gives.

Jeg fokuserer kun på den version af argumentet, som Eistrup fremlægger. Jeg har ikke udforsket, om Hoppe (eller andre libertarianere) har præsenteret andre, forbedrede former for diskursetiske argumenter. Dette er heller ikke nødvendigvis en kritik af Eistrup. Hans artikel er i højere grad en præsentation af libertarianske argumenter end et detaljeret forsvar for dem.

2 3 4 5

Eistrup kalder denne konsekvens for ’ikke-aggressionsprincippet’. Da libertarianere som regel forsøger at begrunde selvejerskabstesen for derefter at udlede ikke-aggressionsprincippet, diskuterer jeg her disse to teser under én overskrift.

Jeg baserer min diskussion på Jürgen Habermas’ Diskursetik: notitser til et begrundelsesprogram, Det lille Forlag: Frederiksberg, 2003.

Jeg ekspliciterer her, hvordan selvejerskabet kan udledes fra de af Eistrup nævnte præmisser. Eistrup skriver ikke selv hvordan tesen følger af præmisserne, men dette er den mest plausible måde, jeg kan komme på.

Hvor mange resurser, der kræves, for at deltage i en diskurs kan diskuteres. Kræver det blot, man ikke sulter, eller kræver det langt mere, f.eks. god uddannelse, adgang til medier og kommunikationsmidler, osv.? Bemærk at det ovenstående argument fordrer så meget desto mere omfordeling, jo højere man sætter den mængde resurser, som kræves for at deltage i en diskurs.

6

Eistrup argumenterer i sin fodnote 7 for, at Hoppe næppe kan have misforstået Habermas’ diskursetik, da Hoppe tog sin doktorgrad under Habermas. Men dette forhindrer jo ikke, at Hoppe har videreudviklet diskursetikken ved at tillade pragmatiske overvejelser. Det vigtigste for min diskussion er dog ikke, hvorvidt Habermas og Hoppe er enige, men hvorvidt Hoppes argument, som det præsenteres af Eistrup, er plausibelt.

9

Den landflygtige Helena Af Albert Camus Oversat af Kasper Gregersen

M

iddelhavet har sin egen solfyldte tragik, ganske ulig mørkets og tågens tristhed. Visse aftener ved havet for bjer-

genes fødder, når natten falder på over den perfekte kurve i en lille

begrænsning.

Grækerne

brugte århundreder på at diskutere det, der

bugt og dens stille vand, er det som om en overflod af angst stiger

kaldes retfærdighed, og de ville aldrig kunne forstå vores idé om

så var det altid gennem skønheden. Tragedien kulminerer i denne

hvorimod vores kontinent krampagtigt søger en altomfattende

sen ved hæslighed og krampetrækninger. Såfremt smerten kunne

stillede Heraklit sig, at retfærdigheden satte en begrænsning for

op. Sådanne steder forstår man, at hvis grækerne følte fortvivlelse,

retfærdighed. For dem forudsatte retfærdighed en slags grænse,

forgyldte ulykke. I kontrast hertil udtrykker vores tid fortvivlel-

retfærdighed. Allerede i den græske tænknings morgenrøde fore-

være uædel og gemen, ville Europa også være det.

selve det fysiske univers: ”Solen når ikke ud over sin begrænsning,

Vi har sendt skønheden i eksil; grækerne gik i krig for den.

Det er den tydeligste forskel mellem nutid og fortid, men den

og hvis den gør, så skal retfærdighedens vogtere Erinyerne nok opdage det”.

Vi, der har vendt op og ned på univers og ånd, kan kun le

stikker dybt. Den græske tænkning har altid forskanset sig i idéen

hånligt af denne trussel. På vores afsindige himmel tænder vi kun

fornuftsdyrkelse eller religion, fordi den ikke fornægter noget,

ved det. Og i vores stadig mere voldsomme vanvid drømmer vi om

om begrænsning. Den er aldrig gået til yderligheder, hverken i

hverken fornuft eller religion. Den gav hver sit, og fordelte sol og

vind lige. Vor tids Europa er overdrivelsens afkom, der vil erobre

alt i sin helhed. Man fornægter skønheden, som man fornægter

alt, man ikke forherliger. Og kun en eneste ting forherliger man, nemlig fornuftens fremtidige rige, skønt det sker på forskellig vis.

I sin galskab trodser man menneskets evige begrænsning, og i selv

de sole, vi vil. Men ikke desto mindre eksisterer grænserne, og vi en harmoni, vi har efterladt bag os og naivt tror at genfinde for

enden af vores fejltagelser. Men det er en barnagtig indbildskhed der retfærdiggør, at historiens gang dikteres af alt for unge folkeslag og vores nedarvede galskab.

I

et fragment tilskrevet samme Heraklit formuleres det

samme øjeblik slår de mørke Erinyer ned med sønderlemmende

ganske enkelt: ”Indbildskhed – fremskridtes tilbagegang”. Og da

hun sover aldrig. Nådesløst straffer hun alle, der overskrider sin

truslen om sin dødsdom, anerkendte han blot en kvalitet: Ikke at

kraft. Nemesis er ikke hævnens, men mådeholdets gudinde, og

10

Sokrates, flere hundrede år efter filosoffen fra Efesos, stod over for

Nærværende tekst er en nyoversættelse, begået af Kasper Gregersen, af et essay skrevet af Camus kort efter anden verdenskrig. Camus reflekterer over tabet af de gamle græske dyder gennem filosofihistoriens udvikling.

- Red.

foregive at vide noget om det, man ikke ved noget om. Adskillige århundreders mest eksemplariske liv og tænkning fuldføres med en stolt tilkendegivelse af sin uvidenhed.

den alt det, der førhen gav den sin fasthed: Naturen, havet, bjergene og de sene nattetimers tænkning.

Bevidsthed findes kun på gaden, for historien findes kun på

Da vi glemte det, glemte vi grundprincippet for vores liv. Vi

gaden – sådan lyder tidens slogan. Og i forlængelse heraf vidner

der, dernæst de romerske erobrere og sidenhen vores kronikører,

gæves leder man efter naturen i den store europæiske natur efter

begyndte at foretrække magt som tegn på storhed; først Alexander med uset nederdrægtighed lærer os at elske dem. Vi har ero-

bret på vor færd; forflyttet grænserne og bemægtiget både himmel og jord. Men vores fornuft har skabt et tomrum. Alene, langt om længe, afslutter vi vores rige med ørkesløshed. Hvilken forestilling

skulle vi da have om denne fuldendte harmoni, hvor naturen var et med historien, skønheden, det gode, og hvor selv blodige tra-

gedier var opført til tonerne af lystig musik? Vi forkaster naturen, vi skammer os over skønheden. Vores ynkelige tragedier stinker af kontorer, og blodet, der flyder fra dem, minder om tyk blæk.

Derfor er det uanstændigt, når vi i dag erklærer os børn af

den græske antik. I så fald var vi de frafaldne børn. Og idet vi indsætter historien på Guds trone, bevæger vi os mod samme form

for teokrati, som grækerne kaldte barbari og bekæmpede til sidste

mand i Salamis-bugten. Hvis man virkelig vil forstå forskellen, må man henvende sig til Platons eneste sande rival i vor tid: Kun i den moderne by, skriver Hegel dristigt, kan ånden blive sig selv

bevidst. Vi lever i storbyens tidsalder. Her har man frakendt ver-

vor tids vigtigste værker om samme forudfattede mening. ForDostojevskij. Historien forklarer hverken naturen, der går forud

for den, eller skønheden, der er over den. Historien har overset

dem. Platons tænkning rummede alt; absurditet, fornuft og myte.

Og fordi vores filosoffer har lukket øjnene for resten, ser de kun det absurde eller fornuften. Muldvarpen mediterer.

Kristendommen var den første til at erstatte naturen med

sjælens tragedie. Dog henviser den til en spirituel natur, og opret-

holder derved en slags bestandighed. Men efter Guds død er der kun historien og magten tilbage. I lange tider har vores filosoffer

stilet efter at erstatte begrebet om menneskets natur med dets

miljø, og den antikke harmoni med enten tilfældighedens vilde spil eller fornuftens ubarmhjertige fremdrift. Mens grækerne lod viljen sætte grænser for fornuften, har vi indskrevet viljen i

fornuftens hjerte, som derved er blevet morderisk. Hos grækerne

gik værdierne forud for handlingen, og markerede dermed dens grænse. Den moderne filosofi placerer sine værdier for enden af

handlingen. Heri findes værdierne ikke, men skabes, og vi kender 11

digt. På samme måde som Dostojevskijs tåber, der roser sig selv til

op over skyerne, men ender med at stille deres skam til skue ved

førstkommende lejlighed, mangler vi den menneskelige stoltheds troskab over for vores grænser, det vil sige, vi mangler en klarsynet kærlighed til vores vilkår.

”Jeg hader min tid”, skrev Saint-Exupèry kort før sin død

af grunde, der ikke ligger langt fra dem, jeg har talt om. Men hvor rystende disse ord end er skrevet, og på trods af at de kommer fra en mand, der holdt af det beundringsværdige i mennesket, kan vi

ikke tage dem til os. Hvilken fristelse er det dog ikke en gang i mellem at vende ryggen til denne triste, afmagrede verden! Men tiden er vores egen, og vi kan ikke leve i hadet til den. Når den

er sunket så dybt, skyldes det ligeså meget overdrivelsen af dens dyder, som storheden af dens mangler.

Vi må kæmpe for tidens fjerneste dyder. Hvilke? Patroklos’

heste græd over deres herres død i krigen. Alt er tabt. Men Achil-

leus genoptager kampen og sejrer, for med Patroklos døde også dem derfor først ved historiens afslutning. Med værdierne forsvandt også begrænsningen, og således ikke længere tøjlet af fælles fodfæste, ser man i dag en nærmest uendelig strid mellem den ene

messianisme efter den anden, mens deres kampråb forsvinder i

bragene fra nationernes sammenstød. Ifølge Heraklit er manglen på mådehold utæmmet ild. Ilden tager til; vi har overgivet os til

Nietzsche. Europa filosoferer ikke længere med hammeren, men med kanoner.

Naturen findes dog altid. Den stiller menneskes galskab

over for sine rolige himmelstrøg og sin egen fornuft, indtil også

atomet en skønne dag bryder i brand og historien fuldendes med

arternes dødskamp. Men grækerne har aldrig påstået, at grænserne ikke kunne overskrides. De sagde, at grænserne findes, og

at den der bryder dem straffes hårdt. Intet i vores tid kan modsige dem. Historikeren og kunstneren ønsker begge at genskabe

verden. Men kunstneren er som følge af sit arbejdes natur bevidst om sin begrænsning, hvorimod historikeren ikke erkender

noget lignende. Derfor er historikerens mål tyranni, mens målet for kunstnerens passion er frihed. Enhver der i dag kæmper for

friheden, kæmper først og fremmest om skønheden. Selvfølgelig

handler det ikke om at forsvare skønheden for dens egen skyld.

Skønheden kan ikke findes uden mennesket, og vi kan kun give

vores tid dens storhed og ro tilbage, hvis vi også forfølger tiden i dens ulykke. Aldrig mere vil vi være alene. Men ikke desto mindre

er det også sandt, at mennesket ikke kan eksistere uden skønheden, og netop dette foregiver tidsånden at overse.

Tiden stivner i kampen og at opnå det absolutte og den fuld-

endte nation – man vil omforme verden, før man har udtømt den, og man vil indrette den, før man har forstået den. Uanset hvad der siges, så flygter vores tid fra verden. Kalypsos ville have Ulysses

til at vælge mellem udødelighed og hjemland. Han valgte landet og dermed døden. Vi er fremmede for en så enkel storhed. Andre

siger vi mangler ydmyghed. Men dette ord er alt andet lige tvety12

et venskab: Venskabet er en dyd. Anerkendelsen af uvidenheden, afvisningen af fanatismen, begrænsningen af verden og menneske, vores elskedes ansigt og til sidst: Skønheden – på disse områder kan vi atter genfinde grækerne.

På en vis måde er meningen med morgendagens historie

ikke den, vi tror. Meningen findes i striden mellem skabere og

inkvisitorer. Og trods en sejr koster kunstnerne deres arbejde, kan

man håbe på den. Endnu en gang vil mørkets filosofi fordampe over det strålende hav. Dette er genkomsten af middelhavets tanke: Krigen og Troja står langt fra slagmarken! På ny falder de frygtelige mure om den moderne by, og Helenas skønhed vil atter give ”sjælen samme klarhed som det stille hav”.

(1948)

Af Linda Fønss

13

Mesterværk er en samling tekster skrevet af filosofistuderende. Det indeholder tekster af filosofisk art, men også skønlitterære tekster og digte har fundet vej til bladet. Tanken anmelder her den lille ny...

Af Sebastian Cordes

Mesterværk?

Det første der møder én, når man sidder med Mesterværk i hånden, er, udover den små-arrogante titel, det minimalistiske sort/hvide design,

og den dejligt provokerende og sandsynligvis kønsdiskriminerende undertitel: Endelig et blad for gentlemen. Så er stilen lagt.

Det er svært, for ikke at sige umuligt, at skære udgivelsens tekster over én litterær kam. Digte, kontaktannoncer, småfilosofiske essays og

tekster, hvis genre umiddelbart ikke er definerbare, er smeltet sammen på de næsten 100 sider, og forfattet af en blanding af ’rigtige’ navne og pseudonymer. Netop pseudonymerne er dog et kritikpunkt. Det virker alt for prætentiøst, og det er nogle gange direkte forstyrrende at læse

en tekst med forfatternavne som Ørnebetvingeren, Guds Anden Søn og E. Rotisch-Antichrist. Pudsigt indfald, men det skygger desværre for teksterne. Når pseudonymerne er skrabet væk, bliver det en blandet fornøjelse.

I ’Om at læse og skrive. Om litteratur’ bliver der i essayform præsenteret en banal og forudsigelig akademisk kritik af ’dårlig’ litteratur. Uden

egentlige argumenter eller overbevisende skrivestil, udelukkes både krimi og fantasy-genren fra det eksklusive litterære selskab. Her får man lyst til at nævne både Tolkien og Sherlock Holmes. Omvendt er afslutningsdigtet ’Ordenes Vold’ både velskrevet og tiltalende i sin mere milde sprogbrug, dog stadig med bombastiske tendenser: Et element resten af udgivelsen også bærer stærkt præg af.

Interessant er det, at ingen af kunstnerne stikker ud, kvalitetsmæssigt, men at alle har deres gode og dårlige sider. Og endnu mere interes-

sant er det, at det umiddelbart mest vedkommende tekststykke er en kontaktannonce af Eirik Gjerstad – ikke skrevet under pseudonym. Her

synes al facade at være forsvundet, og selv hvis denne form er et stilistisk valg og det hele er fiktion, efterlader det én med et indtryk af, at der er noget andet og dybere på spil, end de sædvanlige (og i længden trættende) modsætningsfyldte metaforer og sure opstød.

Teksterne af Guds Anden Søn stikker dog ud, rent stilistisk, med en Strungsk aggressivitet og bibelsk tvetydighed, der både kræver op-

mærksomhed og tålmodighed af læseren. Mest opsigtsvækkende er stykket ’vi er ikke kommet for at danse’, der udfordrer én formmæssigt, ved at være halv regulær tekst og halv fodnote – et virkeligt interessant formspil!

Man søger desværre konstant efter et samlingspunkt i bladet, da det meste er skrevet i ’vi’-form. Man er i tvivl om man sidder med et ma-

nifest mod dårlige mennesker eller en vred ung mands personlige digtning. Dog nævnes det, dejligt selverkendende og præcist, i en af lederne: ”Det er et blad uden et veldefineret indhold og uden retning. Men det er et blad med kraft og ambitioner.” Meget rammende. Og det ses også i

temaerne. De strækker sig blandt andet fra harme over dovne mennesker, harme over forbrugende mennesker, harme over fede mennesker, og harme over naturødelæggende mennesker. Pillet fra hinanden er det desværre formen, der tager opmærksomheden i udgivelsen, med undtagelse af enkelte stykker. Her fortjener digtet ’Sod Som Væske’ og essayet ’Om Menneskekroppen’ at blive nævnt.

At ’Mesterværk’ blot er titlen, og ikke et adjektiv om samtlige af udgivelsens tekster må stå klart – til det er kvaliteten for svingende. Men

lakmusprøven må stå, når anden udgivelse finder sted, og chokeffekten ved de aggressive tekster er væk, pseudonymerne afsløret, og de mange

individuelle ledere udbyttet, og der kun står nøgen tekst tilbage. Hvem ved, denne anmeldelse er måske brænde på det allerede benzinbefængte bål.

(Den seneste, 2. udgave af Mesterværk blev udgivet 16. september 2011, efter denne anmeldelse var skrevet)

14

Anmeldelse af Kærlighedens Filosofi skrevet af cand.mag. i filosofi og videnskabsteori samt dansk, Mads Rangvid. Bogen henvender sig til gymnasieelever, eller den kommende gymnasielærer, der ønsker sig et brugbart redskab til filosofiundervisningen.

Af Sebastian Cordes

Kærlighedens filosofi

Mads Rangvid er lektor på Avedøre Gymnasium og har undervist i et kursus, han kalder Kærlighedens Filosofi. Her ses der på begrebet

kærlighed med henholdsvis filosofihistoriske, videnskabelige, litterære og psykologiske briller. Bogen af samme titel er nu udsprunget som produkt heraf. Intentionen er dobbelt. Bogen siges at kunne bruges både i den gymnasielle filosofiundervisning, men også til at skabe grobund for

tværfagligt samarbejde i en række af gymnasiets andre fag. Bogen forsøger allerede i introduktionen at definere essentielle filosofiske begreber, såsom dualisme, determinisme, og konstruktivisme, og samtidig åbner den op for indspark fra så brede tekstpassager som fra f.eks. Darwin, Freud og endda weekendavisens videnskabsjournalist Lone Frank.

Man kunne hurtigt frygte, at forfatteren enten tager munden for fuld og overlæsser den unge læser med for mange begreber, og som kon-

sekvens taber ham/hende undervejs, eller at gennemgangen simpelthen bliver for overfladisk. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Gennemgangen

har et flow, der fører læseren gennem begreberne let og forståeligt, mens man bevæger sig hen af den akse, der forklares i indledningen, og som

fungerer som grundstruktur for hele bogen, nemlig essentialisme kontra konstruktivisme. Denne opdeling skaber fundamentet for de to afsnit, bogen er delt op i.

Del et er en filosofihistorisk gennemgang af Eros, evolutionisme og kønnenes indbyrdes forhold. Det er et grundigt filosofisk grundlag,

men del to er den klart stærkeste og opfordrer til mest filosofisk diskussion i det gymnasielle klasseværelse. (Med undtagelse af Nietzsches

afsnit, der bl.a. indeholder en velvalgt aforisme, om at benægte piger en gymnasiuddannelse). Del to hedder ’Moderne Kærlighed’ og er noget

af et projekt; to skønlitterære tekster samt Freud, Lone Frank, Foucault, Munk Rösing, Beauvoir og Nørretranders er alle banket ind på de i alt

65 sider. Fungerer det? Det slår et forfriskende slag for filosofien som redskab, der går udover fagfilosofiens snævre grænser og viser, at filosofi er andet end skolastiske tankeeksperimenter, hvilket ofte er en gængs fordom. Afsnittet indeholder bl.a. den yderste konstruktivistiske fløj af

kønsspektret - mest interessant er nok Foucaults begreb om bio-magt. Men Lone Franks (Ph.D. i neurobiologi) artikel om ’kælekemikaliet’ oxytecins indflydelse på monogami og nære forhold, fungerer fantastisk som første primære tekststykke, og er nærmest også højdepunktet i

hele afsnittet. Tilføj et koncist og velskrevet introduktionsafsnit af forfatteren selv, og du har et kompakt afsnit, der lægger op til en lang række

aktuelle diskussioner. Hertil skal dog tilføjes, at Svend Aage Madsens lange tekststykke er lige så godt skrevet, som det er ærgerligt valgt. Det er desværre lidt for langt og tilføjer ikke nogen ekstra dimension til emnet om kønnet som konstruktion, som Madsens tema er. Det passer ind i afsnittet, men er overflødigt, når man betragter de repræsentanter, der allerede er valgt til denne fløj. Ikke desto mindre er Aidts novelle om

ekstrem kærlighedsbesættelse skarpt valgt, og brugbar i analysesammenhæng med en række af bogens andre afsnit, bla. Kierkegaard, Darwin, Freud, Nørretranders osv.

Omslaget på bogen fortjener at blive nævnt. Det er nærmest synskt designet, filosofistudiets nye kønsfordeling taget i betragtning (35 ud af

69 (50,7%) af det samlede antal optagne er kvinder (2011), mod kun 17 ud af 68 (25%) året før (2010)), og slår med lilla baggrund, en elegant, krøllet font og titlen, Kærlighedens Filosofi, et slag for et mere feminint publikum i de filosofiske kredse. Der tages mange vigtige kampe i denne

bog. Primærteksternes overvægt er en af de største, og er et tiltrængt modsvar til en tendens rettet mod letopnåelig viden via sekundærlittera-

tur og online leksika. Det største plus er dog slaget for tværfaglighed og filosofiens potentiale som redskab, ikke kun indsnævret til filosofi for filosofiens skyld.

Alt i alt, en meget aktuel bog, der favner bredt, men ikke for bredt, og helt klart potentiale for en meget vedkommende undervisning på

gymnasiet.

15

The Moral Contract – Can You Sign With Claws and Hooves?

A critical examination and expansion of Rawls’ theory Af David Pedersen

Hvad er argumenterne for at være veganer? Vi kender måske alle veganere eller vegetarer, og har måske forsøgt at diskutere med dem, hvorfor de spiser, som de gør. Men ofte bliver det enten en mudret, og ofte meget følelsladet, diskussion, der ikke bringer meget klarhed, eller også bliver spørgsmålet bare afvist som “hver deres smag”. David Pedersen lægger med denne artikel op til en lødig diskussion af emnet, i form af et forsvar for veganisme.

- Red.

A

s a vegan I have often been presented with the statement that “Hitler was a vegetarian”. I am then left to ponder

whether this was meant as some misfired ad hominem knockdown argument against vegetarianism, a failed attempt at a

flattering comparison between me and the mustached dictator or something entirely different. I usually opt for the first explanati-

on. I could then go on to cite the fact that Martin Luther Kings’ wife, Coretta was, and his son Dexter is, vegan. So now what?

Does that leave the scoreboard 2-1 in favour of my position?

Having tired from such “reasoning”, I have decided to put

forth the discussion of animal ethics in Tanken in hope of a more philosophically sound reception.1

At the center of the debate is the question of whether or not

there is anything that separates our moral standing from that of

animals. Since Aristotle’s assertion of “Man as a rational animal”, rationality has been the main demarcation criteria. So it has been

argued that possessing rationality makes you an object of direct moral concern. This line of reasoning has the unintended effect of

excluding non-rational humans (e.g. mentally deprived humans and small children) as well as animals. Short of those biting the bullet, this conclusion is not acceptable to many. Some have then

argued that simply belonging to the class of rational beings (being 16

of the species homo sapiens) is what makes you eligible for di-

rect moral concern. This argument is flawed though. Imagine an

employer not hiring a person because he is black, even though he is perfectly suitable for the job. Just as we would call mistreating

a person based on his race an act of racism, so is mistreating an

animal simply based on its species an act of speciesism. This does

not entail that no reasons can be given that in many cases humans are of a greater moral concern than animals. But it does mean that those reasons must be given with reference to the individual

capacities of the beings in question, and not their species. So belonging to a class is not relevant, one has to look at the individual capacities.

Another way to approach the subject is to say that it is not

rationality in itself, but what it makes us capable of that is important. So maybe it is our capacity to form moral contracts that is relevant. These reflections made me devote my bachelor thesis to

the connection between moral contract theory and animal ethics. 2 More specifically John Rawls’ contractarian views as set forth in his famous work A Theory of Justice (2005 Ed.)

ory.

To set the background I will briefly sketch out Rawls’ the-

Rawls’ theory

Rawls’ notion of justice starts with the intuition that the

‘natural and social lottery’ is unjust. The natural and social circumstances into which we are born are arbitrary from a moral

point of view. Picture life as a racetrack where ‘success in life’ is measured by how far you can run within a given amount of

time. In normal racetracks people start out by the same starting line and we therefore generally view the end result as just. But in

life people do not have equal starting positions. Some are born endowed with abilities and circumstances that set their ‘starting point ahead of others’. E.g. intelligence, bodily health, being born

into a wealthy family etc. Rawls’ solution to this problem is to try and find a procedure that ensures a just way of balancing out these inequalities in starting positions. He establishes an original

position where the contractors can form a just contract. The aim of the original position is to establish a procedure, which nullifies the contingencies from the natural lottery. If you from the

outset of the contractual situation had the knowledge that you were rich, then you would most likely option for a contract that

benefitted the rich more than the poor. Rawls’ solution is to position the contractors behind ‘a veil of ignorance’. Behind the veil

les that should guide the society, once they are ‘reincarnated’ again.

They don’t know their own gender, race, intelligence, strengths

they are forced to represent everyone’s interests as their own. But

their lives, the particulars of their psyche (prone to optimism/pes-

the choice the contractors make is rational, he rigs the veil of ig-

circumstances of their society, their own place and class, the eco-

facts that would affect the choice of principles. They have general

own generation. From here they are to choose the moral princip-

human psychology.

of ignorance, the contractors have no knowledge of themselves:

Since they don’t know which position they will be given in society,

and weaknesses, nor their conception of the good, the plan for

this is not entirely a view from nowhere. In order to secure that

simism, risk-taking, conservatism etc.). Neither do they know the

norance so that they do have knowledge about whatever general

nomic and political situation, the level of civilization or even their

knowledge of politics, economic theory, social organization and

The relevant part for present purposes is Rawls’ thoughts

about the scope of the contract (e.g. who is the beneficiaries of the contract). He clearly states that “Those who can give justice are owed justice.”3. This actually includes both children and tempor-

arily mentally deprived humans. Although they can’t give justice

at the present time, recall that the contractors do not know which generation they belong to. So they are forced to represent the interests of future moral persons as well. As for non-human, non-

rational beings Rawls says they are outside the scope of a theory of justice. Instead “[t]he capacity for feelings of pleasure and pain and for the forms life of which animals area capable clearly im-

poses duties of compassion and humanity in their case.”4 As for

persons permanently deprived of rationality, Rawls says that he is unable to examine this further, but admits that they present a difficulty.

I will now present Tom Regan’s argument, that the duty of

non-cruelty is not adequate in regards to our duties towards animals.

Rawls n’ Regan: The duty of non-cruelty

Outside their bedrooms, most people would agree that cru-

elty in all its forms should be opposed. But that does not make 17

it an adequate moral guideline. The relevant feature of all forms

of cruelty is cruelty’s necessary reference to the mental state of

an individual. This means according to the duty of non-cruelty, our negative duties towards animals would be exhausted as long as we neither enjoy, nor feel indifferent to causing or allowing

them to suffer. But as Regan writes: “How one feels about what one does is logically distinct from the moral assessment of what

one does.”5 So even though we should condemn the mindset of the cruel person, we should assess the moral worth of his actions on a separate note. And it is possible to imagine a person acting

in a way worthy of moral condemnation, who neither enjoys nor feels indifferent to his/hers actions. For example an executioner in

a Nazi concentration camp, who sympathizes with his victims, but carries out the murders anyway. Many would still find his actions

morally condemnable. The duty of non-cruelty cannot account for this, and is therefore not adequate as a basis for our duties towards animals.

So Rawls wants to admit some duties towards animals, but as

we have seen the duty of non-cruelty is not adequate. According

to Regan, Rawls’ problems arise because he doesn’t distinguish between: “(1) the abilities necessary if one is to be able to select between alternative principles of justice and (2) the abilities necessary if one is to be owed duties of justice.”6 For Regan a suf-

ficient condition for being owed justice is that one has a welfare; that one experiences a life for better or worse, even though one does not have a conception of what welfare is. 7

So instead of claiming that only those that can sign the con-

tract should benefit from it, all those that are capable of benefitting should benefit from it. So instead of disqualifying both types of non-rational beings from direct moral concern, Rawls should instead expand his contract to include them. An attempt at such

an expansion has been made by Carlo Filice in his essay Rawls and Non-rational Beneficiaries. To this attempt I shall now turn.

Filice: Rawls revised

Recall the examination of Rawls’ theory. All moral persons,

actual as well as potential, are to be represented in the original position. The potentiality clause forces the inclusion of normal

children and those temporarily out of touch with the moral personhood. But those permanently without moral personhood are excluded.

Filice suggest a more compassionate reading of Rawls. He

points to some passages in A Theory of Justice, which imply that a revised, more inclusive contract is possible without doing grave

injustice to the core idea behind Rawls’ contract. One such passage reads:

“[U]ndeserved inequalities call for redress; and since ine-

qualities of birth and natural endowment are undeserved, these inequalities are to be somehow compensated for.”8

So Rawls clearly intends inequalities in natural endowment

to be addressed. Remember that Rawls holds that moral person-

hood is the bar one must pass to be eligible for one’s inequalities

to be redressed. But is this a fair bar? Is moral personhood not just

another arbitrary natural endowment? According to Filice it is.

The facts about the hypothetical society that the contractors are

to imagine, must be remarkably similar to ours. Were it otherwise, the theory would lose much of its strength. Imagine if the society they were to imagine was vastly different from ours. Imagine no

mentally deprived humans, no animals, and no lack of resources.

In this case it seems plausible to assume that the choice of prin-

ciples would differ vastly from ours as well. Besides, what good

would choosing principles for such a utopia do us? We would be no closer for choosing fair principles for this society.

Remember that the contractors do posses general political,

societal and psychological knowledge. They must know about the

possible situations that humans can find themselves in. Given this 18

knowledge of society they must be aware that it is at least possible for them to be incarnated as permanently mentally deprived

humans.9 So it would be in their own best interest to choose principles that accommodate permanently mentally deprived humans also.

the impartiality of the choice. Filice goes on to conclude: “One’s current full rationality must be viewed – at least for purposes of

this exercise in ethical impartiality – as a contingent trait, that, like natural physical talents, one need not have possessed.”10 So

according to Filice, we ought to view rationality as contingent and It might be objected here that strictly speaking it is not

possible that the rational contractor P could become the mentally deprived human P1 in the imagined society. But this misses the

point. What the original position aims at is ethical impartiality.

One must not know one’s position in the actual society, to rule out choosing principles which only furthers these interests. But as long as one chooses impartially, it is not that important whether one chooses, from behind the veil of ignorance, on behalf of one’s

own interests, or on behalf of another, whose interest one wishes to further as well. One could simply imagine choosing principles

that would accommodate a made-up, mentally deprived sibling.

And this can be taken a step further, so that one could imagine representing the interests of a animal as well. What matters is

then the contractors ought to imagine themselves in the shoes of

permanently deprived human beings and non-rational animals as

well. Recalling the previous argument, that simply belonging to

a class is not enough, so too should the contractors view species

as a contingent trait, and represent the interests of non-rational, non-humans as well.

To sum up in those few golden last words, I find Rawls’

theory to be one of great theoretical insight and of great practical

value; A feat not easily attained in moral philosophy. I find one

of the greatest aspects of his theory to be, that it forces people to put themselves in the shoes of others. I find the aspect most open to criticism to be, however, that he limits his considerations of justice, to those beings who actually wear shoes.

Litteratur

Rawls, John, A Theory of Justice. The Belknap press of Harvard University Press, London, England, (2005 Ed.) Regan, Tom, The case for animal Rights. University of California Press, Los Angeles (2004 Ed.)

Filice, Carlo, “Rawls and non-rational beneficiaries”, Between the species (2006), viewed the 5/5 2011 from http://digitalcommons.calpoly.edu/cgi/viewcontent.cgi?article=1033&context=bts Noter 1

As I cherish the idea of open debate, I welcome any reply, written or otherwise, with perspectives, thoughts and arguments pertaining

2

The following article is based on that thesis, and is therefore shortened considerably and will only present the main arguments. Should

to the subject. My only demand is that the name “Adolf ” does not figure in the reply and that it is otherwise philosophically sound. the following reading inspire or provoke (or both) the reader to engage in further reading I will be happy to provide a copy of my thesis. Write me at davidpede@gmail.com

3

Rawls p. 510

5

Regan p. 198

4 6 7 8 9

10

Ibid p. 512 For the sake of brevity I will refer to this as the ‘duty of non-cruelty’.

Regan 2004 p. 170

Regan advances convincing arguments that some animals have an experiential welfare. Regan 2004.

Rawls 2005 p. 100 Filice 2006 p. 5 Ibid. p. 7

19

Overlevelsesguide til nye filosofistuderende Af Linda Fønss

Livet på filosofi kan være forvirrende og frustrende. Linda Fønss giver her en hurtig introduktion til visse aspekter af tilværelsen som filosofistuderende. Håbet er, at I vil få en (fortsat) god start på studiet...

- Red.

E

t nyt studieår er blevet sparket i gang og halter nu vaklende af sted foran os uden den mindste snert af yndefuldhed. Det betyder selvføl-

gelig, at et nyt kuld filosofistuderende også har indfundet sig i det utopia, som udspiller sig omkring Trappe 17 på Gamle KUA. Mange

spørgsmål præsenterer sig selv ved studiestart. Hvem er jeg? Hvad er jeg? Er jeg overhovedet? Hvad i alverden laver jeg her, og hvordan undgår

jeg permanent leverskade?

Jeg vil forsøge at gøre assimileringen mindre ubehagelig ved at præsentere en overlevelsesguide til de nye studerende – og til de gamle

studerende, der stadig ikke helt ved, hvem de er, og hvor de befinder sig. Her følger ti bud, ti imperativer, ti meget tvivlsomme råd, som jeg vurderer, har relevans i dagligdagen som filosofistuderende.

1

Forbered dig på at skifte filosofisk standpunkt hver tredje uge, hver gang du tror, at du har fundet svaret.

2

Væn dig til tilbagevendende, mærkværdige eksempler i al faglitteratur og undervisning. Populære kendinge inkluderer ung-

karle, sorte og hvide svaner, enhjørninger, lyserøde elefanter og mennesker, der af uforklarlige grunde ikke har noget bedre at

foretage sig end at ligge og flyde på jernbanespor.

3

Find den gyldne middelvej – like a boss!

Aristoteles mente, at de menneskelige dyder er egenskaber, som hverken er i underskud eller i overmål. Således er kujonagtig adfærd

f.eks. ikke tilrådeligt, ej heller dumdristighed; den ideelle tilbøjelighed er en disposition til modig opførsel (Aristoteles, 1106b30 - 1107a5).

Vi filosofistuderende har valgt en anden udvej. Vi stræber ikke efter den gyldne middelvej, men efter en radikaliseret, alternativ version

heraf, hvor vi konstant skifter mellem to ekstremer og blot håber på, at det udligner sig i sidste ende. Derfor er vi både de mest fordrukne og barbariske studerende på KU og de mest elitære og højpandede intellektualister, man kan forestille sig. Filosofistudiet har en profil at passe og et

omdømme at opretholde. Det anbefales af den grund, at man ter sig ubegribeligt upassende det ene øjeblik og sidder i en lænestol og diskuterer Heideggers fænomenologi med dyb seriøsitet det næste.

4

Forbered dig på at lære om sådanne mulige (men usandsynlige) eksistenser som ”filosofiske zombier”, ”hjerner i kar” og ”andre mulige verdner”.

5

Argumentér mod alle, der ikke studerer filosofi, og fang dem i at være inkonsistente eller bruge logisk ugyldige slutninger. Det er det eneste, vi har kørende for os.

20

6

Lær at spille bordfodbold.

I filosofihistorien har der været megen debat om hvilke værdier, der kan karakteriseres som selvindlysende awesome. For hedo-

nisterne er nydelse et intrinsisk gode, for eudaimonisterne er det lykke (der er en ret klar tendens i ræsonnementet her: hvis det føles lækkert, så er det nok ikke så ringe endda. Vi har aldrig påstået, at filosoffer opfinder den dybe tallerken hver gang). Kant argumenterede for, at det eneste ubetingede gode er den gode vilje (Kant, s. 39, l. 1-3). De filosofistuderende ved Københavns Universitet har

dog foretaget nogle pålidelige, empiriske studier og er kommet frem til, at bordfodbold er svaret, uanset hvad spørgsmålet måtte være.

Vigtige bordfodboldtermer: tysker (bolden sendes fra midtbanden op til angrebet, hvorfra der scores), københavner (når bolden ryger ind i

modstanderens mål og ud på banen igen. Dette afstedkommer et karakteristisk smæld og et minuspoint til offeret), konvolut (når der scores fra

forsvaret ved at bande på den langside forsvarsspilleren er i), rudekuvert (se konvolut, dog bandes på den langside længst fra forsvarsspilleren), havelåge (et skud fra modstanderens forsvar, der sendes tilbage og i mål ved et modskud fra angrebet), housewife (et mål, hvor bolden fortsætter ud af målet og rammer gulvet), æg (10-0 sejr), bacon (10-(-x) sejr) og palermo (bolden sendes fra angrebet tilbage til midtbanen, der skyder den ind i målet – den eneste lovlige måde at score med midtbanen på!)

7

Hvis du nogensinde bliver fanget i at udføre en handling, der ikke kan forsvares som almengyldigt acceptabelt, så sig, at du kommer fra et andet fag.

8

Lær hvordan du skal argumentere overbevisende for, at du ikke ender på kontanthjælp.

9

Lær for en sikkerheds skyld alligevel reglerne for modtagelse af kontanthjælp udenad. It might come in handy.

1

0

Husk, at du går på det mest fantastiske studie man kan forestille sig, og at kærlighed til viden (φιλοσοφία) vitterligt er vigtigere end

alt andet. Eneste undtagelse er selvfølgelig det kærlige had til de andre studier på MEF, bedre kendt som Film-og-TV, Pædagogos,

Sofisterne og ”KommIT it to the flames”. Enjoy!

Litteratur:

Aristoteles, Nicomachean Ethics: Translation, Introduction and Commentary, overs. Christopher Rowe, Oxford University Press, Oxford 2002 Immanuel Kant, Grundlæggelse af sædernes metafysik, overs. Tom Bøgeskov, Hans Reitzels Forlag, 2. udg. København 1999

21

Den østrigske skole og økonomisk teori

Af Jens Emil Eistrup

Her gives en redegørelse for den østrigske skole, der er et forsøg på at fremsætte en a priori tilgang til økonomi, og hvordan denne tilgang forudsagde den økonomiske krise i 2008.

- Red.

H

vad er økonomi?

Før man kan beskrive og udtale sig om et emne, hvad

enten det er frimærker, fysik eller i dette tilfælde økonomi, er man nødt til at definere dets indhold. Søger man at beskrive et område inden for rammerne af den samlede videnskab, er man derudover nødt til at indkredse hvilket felt af menneskelig erkendelse, man ønsker at udrede. Når jeg i denne artikel vil forsøge at beskrive økonomisk teori, bliver jeg derfor nødt til at definere, hvad økonomi handler om. Økonomi kan, hvis vi bruger den bredeste definition, beskrives som studiet af udvekslinger af goder. Dette betyder, at alle udvekslinger af fysiske objekter eller mere immaterielle servicetjenester, der finder sted mellem en sælger og en køber, er en del af den økonomiske videnskabs genstandsfelt.1 Økonomi og metode

Den ovenstående definition giver ingen retningslinjer for,

hvordan man kan eller bør beskrive disse udvekslinger. Skal man

forsøge at være ideografisk og beskrive egenskaber, der er særegne, eller nomotetiske, hvor man derimod forsøger at komme frem til

generelle principper og love? Ydermere, hvis den økonomiske teori skal være nomotetisk, skal dens love så være empirisk funderet a la fysik, eller rationelt funderet og minde mere om anvendt logik?

Inden jeg går videre med at behandle økonomisk teori, er der dog et forhold, der er vigtigt, når man beskæftiger sig med økonomisk teori. Økonomi som disciplin startede ikke med Adam Smith (1723-1790), men går derimod tilbage til klassiske, græske filosoffer, hvor Xenophon (430-354), Platon (424/423-348/347) og Aristoteles (384-322), var nogle af første til at beskrive økonomiske forhold.2 Tvivlen om hvordan man skal udvikle økonomisk teori

skabte i slutningen af det nittende århundrede og starten af det

tyvende århundrede to stridigheder om den mest eksakte metode

til at beskrive disse udvekslinger. Den første strid, som man også kalder Metodestriden, stod mellem den Historiske skole og især

den Østrigske skole, men var også rettet mod den Klassiske skole.

Den anden uenighed stod mellem de økonomer, der var inspireret

af de logiske positivister, og igen den Østrigske skole. Det er dog den Østrigske skole, og ikke disse stridigheder, der er mit fokus.

Inden jeg beskriver, hvordan tilhængere af den Østrigske

skole mener, at man bedst kommer frem til viden om økonomi, vil

jeg først beskrive den Historiske skole, og derefter de økonomer, 22

Dette syn på økonomisk teori blev dog forladt, og mistede støtte op igennem starten af det tyvende århundrede.5 De nye retninger, der kom frem, var enige i, at økonomisk teori burde baseres på empiri, men var uenige i, at man var begrænset til kulturspecifikke love. Dette betød, at disse retninger, som i dag kan indordnes under paraplytermen neoklassisk økonomisk teori, anså økonomi som et studie med universelle love, der var baseret på enten økonometri, eller idealtyper a la Homo oeconomicus.

Forskellen på disse to er, at tilhængerne af økonometri for-

søger at finde regulariteter mellem statistiske parametre, hvor

idealtype-økonomerne benytter opstillede forsøg. Fælles for dem

er dog, at de begge udelukkende anvender matematiske modeller, der har været inspireret af positivismen, da dette giver en dybere forståelse af den Østrigske position.

når de skal forsøge at forudsige fremtidige forhold i økonomien.

De oprindelige inspirationskilder til dette empiristiske syn på økonomisk teori, er ikke overraskende positivister, og især de

Den Historiske skole, der nåede sit klimaks mod slutningen

logiske positivister fra Wienerkredsen udøvede indflydelse på

frem til universelle økonomiske love, og mente derimod, at de

fikationsprincip overtaget positionen, som den dominerende tese

af det nittende århundrede i Prøjsen, afviste, at man kunne nå

denne retning. Senere hen har Karl Poppers (1902-1994) falsi-

økonomiske love var bundet af specifikke kulturelle og historiske

indenfor disse retninger.6

forhold. Det betød, at man burde studere historie og historiske

forhold, for at komme frem til viden om økonomiske forhold. Økonomi kunne således ikke adskilles fra andre discipliner, hvilket medførte et holistisk syn på socialvidenskab.

Den Østrigske skoles oprindelse

Den Østrigske skole opstod som et modspil til den oven-

stående Historiske skole, og man kan datere begyndelsen til at være 1871. Carl Menger (1840-1921) udgav dette år Grundsätze

En af årsagerne til, at de kom frem til dette synspunkt var, at

der Volkswirtschaftslehre, der var et modsvar til det empiriske

de var præget af doktrinen om interne relationer samt den skep-

og holistiske syn på økonomisk teori, som den Historiske skole

tiske indvending mod stabiliteten af love i et tidsligt perspektiv.

stod for.7

3

Begge disse positioner overtog de fra G. W. F. Hegel (1770-1831), hvilket ledte den Historiske skole frem til deres syn på økonomi.

Deres syn på økonomi blev derfor, at det var et kultur-specifikt studie, baseret på empiri, hvor det ikke var muligt at generalisere principper over tid og rum.4

Det var blandt andet under Metodestriden at den Østrigske skole fik sit navn, eftersom Carl Menger og hans tilhængere alle var baseret i Østrig, hvorimod tilhængerne af den Historiske skole overvejende var baseret i Prøjsen. Betegnelsen blev givet af disse prøjsiske økonomer, og var ment negativt, eftersom Østrig blev opfattet som et tilbagestående land af den prøjsiske elite.8 Ligesom den Historiske skole, er den Østrigske også kommet frem til sine synspunkter under indflydelse fra andre. Den største enkelte indflydelseskilde på Menger, var den østrigske filosof og psykolog Franz Brentano (1838-1917). Uden at gå ind i for mange detaljer, kan Brentanos indflydelse opsummeres i to hovedpunkter. Det første er en afvisning af doktrinen om interne relationer, hvilket muliggjorde en abstraheret beskrivelse af objekter. Det andet er en adskillelse af mentale akter og eksterne objekter, hvilket stod i modsætning til empiriske opfattelser af sindet, som især David Hume (1711-1776) og John Locke (16321704) stod for. Brentano anvendte en aristotelisk intentionalitet til at forklare psykiske fænomener, såsom kærlighed, had, empati etc. De mentale handlinger er rettet mod et intentionelt objekt, hvilket er målet for handlingen.9 Menger anvendte denne aristoteliske opfattelse af intentio23

handlingsaksiomet.13 Dette udsagn implicerer en række sætninger, der alle er tautologier af handlingsaksiomet, da de er nødvendige, logiske afledninger af aksiomet. Eksempler på sådanne sætninger kan være ”human action involves a choice between alternative courses of action” og ”human action aims at realizing some end in the future using some mean”.14 Disse egenskaber bliver af Mises kaldt for kategorier af handling. Egenskaberne inkluderer ”Values, ends, means, choice, preference, cost, profit & loss, as well as time and causality”, og er nødvendige for handlinger med et formål.15 Eftersom praxeologi defineres til at være en disciplin, der når

frem til sine udsagn a priori, må handlingsaksiomet derfor kunne beskrives som et a priori udsagn. Årsagen til dette er, at såfremt nalitet i sin udvikling af den subjektive værditeori, som den kom til udtryk i Grundsätze.10 Denne værditeori blev brugt i en generel kritik af arbejdsværditeorien, som var grundlaget for de klassiske økonomer, Adam Smith (1723-1790) og David Ricardo (17721823) blandt de mest kendte, men også marxistiske økonomer.

Konceptet grænsenytteværdi blev først udviklet af den senere Østrigske økonom Friedrich von Wieser (1851-1926).11 Opfattelsen af menneskelige handlinger som værende inten-

tionelt rettet mod et subjektivt mål, står stadig som grundstenen i den Østrigske skole, hvilket jeg vil forklare i følgende afsnit.

man forsøger at modbevise handlingsaksiomet, vil man begå en

performativ selvmodsigelse, og derved implicit bevise det. Man ville netop have udført en handling, hvor man benyttede et mid-

del (sin krop), der skulle bruges til at opnå et bestemt mål (at modbevise sætningen).

Sandheden af indholdet i handlingsaksiomet kan derfor erkendes, før end vi overhovedet udfører en handling, og det kan gøres igennem indre, refleksiv forståelse, hvilket kvalificerer det til at være a priori.16 Et er at etablere et grundlag for økonomisk teori, der er a

Praxeologi – den Østrigske metode

priori, men hvis man ikke kan udvikle noget ud fra dette grund-

Human Action, at skabe det epistemologiske fundament for ud-

hvor meget, man kan komme frem til, ud fra dette handlingsak-

af menneskelig handling og udviklede på dette grundlag den

der konkrete, økonomiske påstande? Jeg vil af pladsmangel blot

Ludwig von Mises (1881-1973) forsøgte i sit hovedværk

lag, bliver det et frugtesløst projekt. Spørgsmålet er så hvad, og

viklingen af økonomisk teori. Mises anså økonomi som studiet

siom? Med andre ord, hvad kan praxeologi bruges til, når det gæl-

metode, han kaldte for praxeologi (handlingens logik, the logic of

nævne ét eksempel på, hvordan man fra handlingsaksiomet kan

action). Dette lyder umiddelbart ukontroversielt, men Mises har

en definition, der i dag forekommer mere kontroversiel. Den spe-

cificerer, hvordan man skal komme frem til ny viden inden for økonomisk videnskab:

”Its statements and propositions are not derived from experience. They are, like those of logic and mathematics, a priori.

They are not subject to verification or falsification on the ground of experience and facts. They are both logically and temporally antecedent to any comprehension of historical facts. They are a necessary requirement of any intellectual grasp of historical events.”12 Selve termen praxeologi indikerer, at det er studiet af selve handlingen, der er genstandsfeltet, og Mises introducerer denne term for at indikere økonomis metodologiske relation til logik eller matematik. Det grundlæggende aksiom for praxeologi er udsagnet ”human action is purposeful action”, også kendt som 24

udlede økonomiske påstande: Når som helst når to individer, A og B, indgår en frivillig handel, må det forventes at begge parter ønsker at profitere. Der kan derudover også udledes, at individ A og individ B må siges at have inverse præferencer ift. de goder, der indgår i handlen, da A subjektivt må bedømme B’s gode som mere værdifuldt end det gode, som A selv er i besiddelse af, og omvendt.17 For at en frivillig handel skal kunne finde sted, er det der-

for nødvendigt, at hver aktør anser varen han vil bytte sig til, for mere værdifuld, end det han opgiver. Omvendt, hvis det ikke er en frivillig handel, betyder det at kun den ene part profiterer, på bekostning af den anden part.

Mises udviklede praxeologi i et forsøg på at skabe en me-

tode til socialvidenskaber, der kunne give mere sikre og præcise forklaringer og fortolkninger. Mises mente, at kompleksiteten i

Ved at lave et rationalistisk fundament for økonomisk teori, mente

klausuler, da menneskers handlingsmønstre langt fra er stabile.

som økonomer forsøger at skabe orden og regelmæssigheder i.19

mål ændres over tid. Når empiriske skoler inden for socialviden-

Hvad kan den Østrigske skole?

sætter de at finde konstante, kvantificerbare relationer. Den sub-

andre umiddelbare følgevirkninger. Opfattelsen af menneskelig

med konstanter i økonomisk henseende. Hvad individer tillægger

en stærk metodologisk individualisme, hvor alle påstande om

for deres handlinger er ikke nødvendigvis økonomisk velstand.

Dette betyder, at det skel, som findes inden for mange økonomi-

socialvidenskaberne gør, at man ikke kan opstille ceteris paribus-

Mennesker handler altid efter bestemte subjektive mål, men disse skab opstiller matematiske formler for menneskers adfærd, forud-

han, at han havde skabt en metode, der kunne fastholde det kaos,

Det praxeologiske syn på økonomisk teori har også en række

jektive værditeori medfører, at man ikke meningsfuldt kan operere

handling som grundlaget for økonomisk teori, fremmer nemlig

værdi, og derved hvad de handler efter, ændres konstant, og målet

økonomiske forhold, skal begrundes ud fra individets synspunkt.

Derfor mente Mises, at de empiriske skoler gør sig skyldige i en af de mest banale fejlslutninger, nemlig induktion.18

ske skoler mellem mikro- og makroøkonomi20 brydes ned.

Dette metodologiske synspunkt er en af hovedårsagerne til den Østrigske skoles nutidige ’claim to fame’ efter den finansielle

Mises mente at han med formuleringen af det praxeologiske

krise i 2007-2008. Mange tilhængere af den Østrigske skole argu-

system, havde besvaret de epistemologiske problemer i økonomi,

menterede op igennem 00’erne for, at der ville komme en snarlig

og skabt et grundlag for udviklingen af videre økonomisk teori.

økonomisk krise, og da den brød ud, argumenterede de imod de forskellige hjælpepakker.21 Deres redskab var den såkaldte Østrigske Konjunkturteori (Austrian Business Cycle Theory, ABCT), der meget kort fortalt bestemmer årsagen til økonomiske kriser, til at være udvidelser i pengemængden gennem lave renter sat af en centralbank. Ifølge modellen betyder de lavere renter, at mindre rentable projekter bliver igangsat, men uden at der er opsparet mere kapital, til at disse projekter rent faktisk kan gennemføres. Når priserne i økonomien begynder at stige, vil projekterne vise sig at være urentable, og entreprenører vil gå konkurs en masse. Dette medfører en periode med økonomisk nedtur. Nedturen ses dog som en løsning på det underliggende problem, nemlig at gældsætningen under opturen var for høj.22

25

Litteraturliste:

Crovelli, Mark R.; Ludwig von Mises and Hannah Arendt on Human Action; Ludwig von Mises Institute http://mises.org/journals/scholar/crovelli.pdf

Gordon, David; Philosophical Origins of Austrian Economics, The;Ludwig von Mises Institute, Alabama; 1996 Hoppe, Hans-Hermann; Economic Science and the Austrian Method; Ludwig von Mises Institute; 2007

Mises, Ludwig von [1]; Historical Setting of the Austrian School of Economics, The; Ludwig Mises Institute, Alabama; 2007 Mises, Ludwig von [2]; Human Action: A Treatise on Economics; Ludwig von Mises Institute; Auburn, Alabama; 1998 Mises, Ludwig von [3]; Money, Method and the Market Process; Ludwig von Mises Institute; Auburn, Alabama; 1990 Murphy, Robert P.; Lessons for the Young Economist; Ludwig von Mises Institute; Auburn, Alabama; 2010

Rothbard [1], Murray N.; Economic Thought Before Adam Smith: An Austrian Perspective on the History of Economic Thought Volume I; Ludwig von Mises Institute; 2006 edition

Rothbard [2], Murray N.; Economic Depressions: Their Cause and Cure; Ludwig von Mises Institute; First appeared 1969 Wieser, Friedrich von; Natural Value; Molinari Institute http://praxeology.net/FW-NV-I-5.htm d. 23/08/11 Noter 1

Murphy, 5-7

3

Doktrinen om interne relationer siger, at substanser, der står i et relationelt forhold til hinanden, ikke ville være de samme substanser,

2

Rothbard [1], 3-18 hvis denne relation blev ændret. Derudover står enhver substans i et relationelt forhold til alle andre substanser i verden. Dette har stor epistemisk betydning, da man ifølge denne doktrin ikke kan anvende modeller og teorier, da disse vil være isoleret fra resten af verden.

Doktrinen om interne relationer lægger derfor op til en epistemisk og videnskabsteoretisk holisme.

4

Gordon, 5-17

6

Gordon, 31-38

8

Mises [1], 13

10

Gordon, 21

12

Mises [2], 32

14

Crovelli, 2

16

Hoppe, 17-22

18

Mises [3], 3-16

5

Gordon, 7

7

Mises [1], 7

9

Gordon, 17-20

11

Wieser

13

Mises [2], 11

15

Hoppe, 24

17

Hoppe, 14

19

For en gennemgang af de epistemiske overvejelser som Ludwig von Mises gjorde sig i forbindelse med udviklingen af praxeologi, er

20

Mikroøkonomi behandler oftest individers, husholdningers og virksomheders beslutninger, hvorimod makroøkonomi behandler

The Ultimate Foundation of Economic Science og Epistemological Problems of Economics et godt sted at starte. monetære forhold, bruttonationalprodukter, arbejdsløshed etc. Det vigtige at holde sig for øje i denne opdeling er, at principperne i makroøkonomien ikke menes at kunne reduceres til principperne i mikroøkonomien.

21

The Bailout Reader fra Ludwig von Mises Institute er en samling af de bedste artikler om den økonomiske krise, skrevet ud fra et østrigsk perspektiv: http://mises.org/daily/3128. Peter Schiff er den mest kendte, da han optrådte flere gange i TV i perioden 20052008, hvor han advarede imod en kommende recession.

22

26

Rothbard [2]

Vandret 1 Efternavnet på en fransk filosof, der er kendt for sit forsøg på at finde filosofisk grundlag for sikker erkendelse gennem metodisk tvivl.

6 Navnet på en oldgræsk filosof, der bl.a. er berømt for sin såkaldte hulelignelse.

8 Efternavnet på en skotsk filosof, der bl.a. er kendt for sin skepticisme mht. at kunne erkende kausale love.

9 Begreb hos Kierkegaard der betegner den genstandsløse frygt, der kommer af at vide sig fri og ansvarlig til at vælge.

10 Begreb hos Husserl for at “sætte parantes” om al ens teoretiske viden, alle ens formodninger og holdninger, samt troen på omverdenens eksistens, hvorved man kan abstrahere fra alt hvad der er partikulært ved netop ens egen subjektivitet, og erkende det universelle eller nødvendige ved enhver mulig subjektivitet, samt begribe hvad der er et pågældende fænomens væsen.

11 Efternavnet på en engelsk filosof, der var den første til at formulere en regelutilitarisme, ifølge hvilken en handlings moralske værdi ligger i konsekvenserne af den regel som handlingen er udtryk for.

13 Begreb for årsagsmæssighed, dvs. den (meta)fysiske sammenhæng mellem årsag og virkning.

Lodret 2 Isme der betegner en samfundsform uden statsmagt.

3 Isme der betegner en filosofi med en løs sammensætning af tanker eller standpunkter uden noget forenende princip eller system.

4 Betegnelse for en filosofisk retning og tradition der - med “til sagen selv” som slogan - har til mål at udforske subjektivitetens beskaffenhed, at kortlægge universalerne for et hvert muligt førstepersonsperspektiv.

5 Isme for troen på at ting i naturen har sjæle i lighed med menneskene.

7 Efternavnet på en amerikansk videnskabshistoriker og filosof, der kritiserede positivisme og benægtede at videnskabelige teorier fremgår af teori-uafhængig observationsdata, og at videnskabens udvikling er en sammenhængende kumulativ proces.

12 Efternavnet på en fransk forfatter og filosof, der er kendt for sine tanker omkring det absurde som et eksistentielt grundvilkår.

27

Eksempler på filosofiens åbenlyse relevans i populærmusik “And if you swear that there’s no truth/and who cares/how come you say it like you’re right” - Bright Eyes, ‘We are Nowhere and it’s Now’ [Conor Oberst fra bandet Bright Eyes påpeger hvordan filosofisk relativisme kan lede til performative selvmodsigelser i og med, at påstanden om, at der ikke eksisterer absolutte sandheder, fremsættes som en absolut sandhed.]

“Nothing really matters/anyone can see/Nothing really matters/to me ” [kursivering tilføjet, red.]

- Queen, ‘Bohemian Rapsody’ [Freddy Mercury indrømmer sin dybe hengivenhed overfor det metafysiske spørgsmål om intethedens beskaffenhed.]

“My body is a cage/that keeps me from dancing with the one I love/but my mind holds the key/ standing next to me/my mind holds the key” - Arcade fire, ‘My Body is a Cage’ [Indiebandet Arcade Fire fører her argumentation for en dualistisk tilgang til bevidsthedsfilosofi og det psykofysiske problem.]

“Blue in green” - Miles Davis, ‘Blue in Green’ [Miles Davis’ banebrydende album Kind of Blue foregriber med sangtitlen ‘Blue in Green’ den tankegang, der ligger bag begrebet om farven ‘grue’ i Nelson Goodmans “new riddle of induction”.]

28

Hva’ Så Fessor?

Af Eirik Gjerstad og Helene Scott-Fordsmand

T

I fortsættelsen af vores interviewserie er Tanken denne gang taget til CBS i jagten på nye professorer at interviewe.

- Red.

il dette nummers professorinterview satte Tankens udsend-

get sig med marxistisk historiefilosofi, fordi det er historiens og

til dagligt slår sine folder på Institut for Ledelse, Politik og Filo-

for handlingen, og vi måler historien, samfundshistorien og den

te professor Ole Fogh Kirkeby i stævne på CBS, hvor han

sofi. Ole Fogh Kirkebys vej til filosofi og sin nuværende position var lang. Han begyndte sin akademiske karriere med marxisme

og økonomi på RUC i 70’erne, hvor han kom i modvind for at kritisere Marx. Dernæst arbejdede han indenfor feltet kunstig in-

telligens ved Danmarks Pædagogiske Bibliotek i 80’erne, og her konfronteredes han med kognitionsvidenskaben og dermed med erkendelsesteorien som basis for en kritik af forsøgene på at få maskiner til at simulere menneskets kapaciteter. I forlængelse af

sin kritik af kunstig intelligens stødte Ole Fogh Kirkeby da endeligt på Heidegger og vendte sig mod filosofien, efter ikke at have været engageret i denne – med undtagelse af historiefilosofien og

videnskabsteorien – siden sin fascination af Nietzsche og Meister Eckhart i sine gymnasieår.

”Heideggers Sein und Zeit gjorde et uudsletteligt indtryk på

mig. Den havde jeg aldrig læst, så jeg læste den en sommer kan jeg huske, i en have, og så fandt jeg pludseligt ud af, at man godt

kunne bruge sproget til at skabe erkendelse og erfaring, som ikke

umiddelbart lå i common sense, og så tror jeg, at jeg besluttede mig for, at den vej ville jeg også prøve at gå, men på basis af den virke-

lighed, vi mødte i løbet af firserne: At alt er tekst. Og så begyndte jeg at gøre det. Men det var meget morsomt, for jeg havde skrevet min disputats om begivenheden, og så fandt jeg bagefter ud af

at Heidegger også havde skrevet en monografi over begivenhe-

den. Det vidste jeg ikke. Så var jeg nødt til at indføje ti sider om

Heideggers begivenhedsbegreb i det eksemplar, der blev trykt af disputatsen, for ellers ville folk tro, at jeg havde kalkeret ham. Jeg havde ikke læst det… Det var jo den der Das Ereignis [det tyske

begreb for begivenhed], der var for poetisk-visionær for min smag.

Man bliver meget træt af Heidegger, når man har beskæftiget sig med ham i nogle år. Man bliver ikke træt af Merleau-Ponty for

eksempel. Det er jeg aldrig blevet. Ham kan jeg nok bedst lide af de to.”

Her dvælede vi lidt ved begivenheden. Den er et af de gen-

nemgående træk hos Ole Fogh Kirkeby og i hvad han har skrevet.

Vi spurgte ham om han kunne give en kort introduktion til udenforstående, til hvad denne ’begivenhedens fænomenologi’ er.

”Hvad er en begivenhed? Det er det spørgsmål man stiller

sig. Det er jo også naturligt at gøre det, når man har beskæfti-

livets kerne. Det er grundlag for dialogen, og det er grundlaget individuelle historie i begivenheder, som vi så kan skandere eller lave bitte små eller store, eller hvad vi nu end vil. Men en begiven-

hed er ikke noget der findes. Vi kan ikke røre ved den. Det ville vi gerne, fordi vi omtaler den som et substantiv. Det fingerer at en

begivenhed er noget entydigt, hvilket den ved gud ikke er. Vi ved

det også fra dokumentation af når arkiver bliver åbnet. Så finder man jo pludselig ud af, at - hov for fanden, det var noget andet der skete dér, og det er jo et meget godt eksempel. Men lad vær med at

se dig selv som et objekt for begivenheden. Den er en tom plads, så derfor satte jeg mig og tænkte over det, uden at blive helt vanvittig

af det, og så fandt jeg ud af, at for det første må der jo være en

begivenhed, der er fuldkommen totalt transcendent og det vil sige, som så findes før rum og tid, og kommer med rum og tid. Det er

sådan en ikke-kantiansk tænkning. Begivenheden skaber rum og

tid, hvilket i øvrigt også passer med ’the big bang’-teorier so far,

selvom de også er blevet lavet om. Jeg stjæler Nicholas Cusanus’ berømte udsagn, ”non aliud non aliud est quam non aliud” [det ikke

andet er ikke andet end det ikke andet], fra hans definition af Gud

eller det transcendente. Dvs. at du ikke kan definere det positivt.

Denne tankegang ligger inden for traditionen af negativ teologi, som har haft stor indflydelse på vesteuropæisk filosofi helt frem

til Adorno og til Derrida. Begivenheden er for det første absolut transcendent, så er den, når vi erfarer den, en halv transcendens

eller en form for både immanens og transcendens, eller en radikal immanens. Det radikalt immanente er det, der har alting indeni

sig undtagen tanken om, at alt er indeni. Det siger sig selv. Det er

jo nødt til at være et sted, en forestilling om noget inden i dig, og det er du nødt til at have uden for dig, for ellers kan du ikke se, at

du har alting inden i dig. Det kalder jeg også for den tomme plads.

Roland Barthes bruger også det begreb, men jeg er ikke inspireret af ham. Det er ligesom en logik det der. Det er en tom plads, ”begrebet uden genstand” – som Hegel skrev.”

Et af de emner vi tog op i vores diskussion var naturalisme:

Vi spurgte ham om hvordan han forholder sig til muligheden af at besvare filosofiske spørgsmål ad naturvidenskabelig vej, om begrænsningerne hos både filosofi og naturvidenskab, og om muligheden for en eller anden form for frugtbart samarbejde.

”Jeg er absolut ikke social konstruktivist, fordi det kan man

ikke være, hvis man er begivenhedsfilosof, i al fald ikke hvis man

29

opfatter begivenheden som noget, der ikke er i vores magt, som

noget der ikke er fuldt ud beskriveligt, og som er en ren faktua-

litet; så ryger hele socialkonstruktivismen. Jeg beskæftiger mig faktisk en del med naturvidenskab, især med astronomi og kvantefysik. Jeg er optaget af de metaforer, der ligger bag deres tankegange, og hvordan de hele tiden udgør flydende grænser for

begrebsapparatets bæredygtighed. Det er en symbolsk bekræftelse

af en virkelighed hinsides os. Jeg mener, at da fysikerne lever i et univers, hvor de har kroppe ligesom vi har, så må de også tænke

ud fra kroppens begrænsninger, til trods for teoriernes og teknologiernes fremmede realitet.. Hvad er The Big Bang andet end din

livmoder: Den vokser, og så trækker den sig sammen. Lige nu er

den ikke begyndt at trække sig sammen endnu. Det er universets store livmoder. Som Niels Bohr sagde, ingen fysiker kan forstå

noget, som andre mennesker ikke kan forstå. Fysikere er jo ikke udstyret med en overmenneskelig intelligens. De kan noget matematik, og de kan nok fremstille nogle teknologier, som kan gøre

noget på deres vegne, men når matematikken skal konkretiseres erkendelsesteoretisk og erfaringsmæssigt, så ryger vi tilbage i den

banale metaforik, som vi andre hænger på. Men jeg er i farezonen

[for at blive naturaliseret] i den forstand at naturvidenskaben og især kvantefysikken i den grad er fokuseret på begivenheden som

fænomen. Tag Bohrs komplementaritetsbegreb, hvor den måde

man opstiller forsøget på påvirker forsøgsresultaterne. Det er

egentligt præcis det, jeg siger med min begivenhedsfilosofi. Der er ikke noget objektivt standpunkt undtagen den tomme plads, hvor folk kan beskrive, hvad der sker. Fordi der vil altid være en virtuel

eller potentiel ny betragtningsmåde, så man kan se tingene ander-

ledes. Du omformer begivenheden i det sekund du begynder at tale om den, så påvirker du den.

Der er nogle undtagelser, og det er for eksempel Peirce og Dewey,

men de er gamle, og de er amerikanere. Dewey er meget god, men jeg ville aldrig gide læse Donaldson hvis jeg skulle læse om

begivenheden - det har jeg heller ikke gjort - og jeg interesserer mig ikke for Quine og hans problematik, fordi jeg synes at pro-

blemstillingerne ikke tænder mig – men det kan jo være min fejl.

Jeg sagde engang på en film, der blev lavet for mange, mange år siden, der hed Filosof, at filosofien ikke skal rende rundt og være

naturvidenskabens caddy, og det synes jeg angelsaksisk filosofi er.

Jeg vil ikke mene, at de er dårligere begavet end de kontinentale, men jeg vil mene at de er dårligere eksistentielt begavet. De er

ikke i stand til at italesætte de basale eksistentielle problemer med den samme kraft som de kontinentale filosoffer, og det er måske fordi de ikke flirter med kunsten, som de fleste af de kontinentale filosofer gør.”

Til sidst bad vi ham om at give et bud på, hvor filosofi kom-

mer til at bevæge sig hen i fremtiden.

”Man spurgte Heidegger om det mod slutningen af hans

liv, hvor han svarede at den ville blive forvandlet til kybernetik, altså datalogi. Det vil jeg ikke sige. Jeg tror den bliver meget mere kunstnerisk. Men den bliver også meget bundet til de problemer

af politisk og miljømæssig art, som verden står overfor nu, det tror

jeg. Den bliver meget mere forpligtet politisk, ellers forgår den.

Det er også det, den angelsaksiske filosofi ikke er - også for det gode, fordi positivismen var i det mindste ikke fascistisk, og heller

ikke totalitærmarxistisk. Men på den anden side så tror jeg at filo-

sofien bliver bundet til fraktioner og til grupper af grønne, af unge og så videre, som artikulerer deres filosofi, og så bliver den rettet mod bæredygtighed og social lighed. Det må nødvendigvis blive

Men jeg kan ikke rigtigt bruge naturvidenskaben til noget.

politisk, for vi får nogle ufattelige uligheder i denne her verden,

til noget. Hele neurobiologien viser os med stor tydelighed, at når

har eksisteret, og det gør de, også i dette lille søde land. Selv angel-

så udgår man jo fra common sense og sprogspillene og dagligdags-

elfenbenstårne, der har eksisteret i meget høj grad i den angelsak-

skaber et fuldkommen totalt miskmask, fordi hele ens under-

mere og mere praktisk filosofi, som den oprindeligt også var hos

sense, som absolut ikke er videnskabelig. Så jeg har - bortset for

liv og det politiske. Ellers så vil den langsomt sive over i en genre

sider - så har jeg ingen respekt for naturvidenskaben. Jeg mener

at det er helt klart, at der vil blive lagt en masse filosofiske pro-

set. Det vil de ændre inden for en 10-15 år.”

problemer, og det gør den jo, så bliver den erkendelsesteoretisk,

Hvilken hjernehalvdel jeg tænker med… det kan jeg ikke bruge

når velfærdssamfundene bliver totalt afskaffet de steder hvor de

man tager et begreb og undersøger det, f.eks. generøsitet eller had,

saksisk filosofi vil rette sig mere og mere i den retning. Så de der

sprogene, og så relaterer man det til noget neurologisk. Men det

siske verden, de vil langsomt forsvinde tror jeg. Filosofien vil blive

søgelsesgenstand, og også ens konklusion er bestemt af common

grækerne, altså orienteret mod at håndtere det enkelte menneskes

lidt respekt for lægevidenskaben, men det er kun for dens tekniske

som kunst, hvilket den allerede er godt i færd med. Jeg tror også

også, at det univers de opererer med for øjeblikket er ret begræn-

blemer over i neurologien. Så snart den skal håndtere kognitive

Hernæst vendte vi opmærksomheden mod skellet mellem

den såkaldte kontinentale og den angelsaksiske tradition, ligesom

vi har gjort i alle forrige professorinterviews. Vi spurgte om han

fandt skellet meningsfuldt, og i så fald hvordan han så på ”striden” mellem disse to.

”Jeg synes langt hen ad vejen, at det er tidsspild at læse an-

gelsaksisk filosofi, fordi det ikke er mættet, og det er ikke tæt.

30

men den vil så erobre meget af filosofiens domæne, og mod det vil der komme en reaktion, og det er den jeg taler om, for det vil man ikke finde sig i; man vil have et sprog, som folk kan tale til hinanden i. Og så vil jeg sige til sidst, en ting som, jeg ikke ved om I har

bemærket, men prøv at grin over det fremover. Det er, at enhver virkelig stor filosofi kendetegnes ved en eneste ting, og det er at

den altid er selvmodsigende - selv Kants filosofi. Hvis den ikke er det, så er det ikke en stor filosofi. Der skal være et hul i den.”

Efteråret står hovedsageligt i dydsetikkens navn, med bl.a. internationalt besøg af Peter Adamson fra London, som vil holde foredrag om dydsetikken i arabisk filosofi. Udover dette, afholder Center for Subjektivitetsforskning en stort anlagt konference om The Complex Self, med en perlerække af udenlandske talere, og så er det tilmed gratis - godt efterår!

28. september Augustins Platonisme Niels Grønkjær, Vartov Kirke.

Tid: 10.15-12.00 Lokale: 14.2.50 5. oktober Det tolvte århundredes platonisme: Etiske implikationer Lektor Aksel Haaning, Afdeling for Filosofi, RUC Tid: 15.15-17.00 Lokale: 14.2.50 12. Oktober Time, Space and Eternity in Proclus Emilie Kutash, St. Joseph’s College, New York Tid: 15.15-17.00 Lokale: 14.2.50 26. oktober Ficino om dydsetik og dens rolle for hans musikteori Maria Pontopiddan, Ph.D.-studerende, Afdeling for Filosofi, KU Tid: 15.15-17.00 Lokale: 14.2.50 28. oktober Virtue ethics in the Arabic tradition Professor Peter Adamson, Philosophy, King’s College, London.

Tid: 15.15-17.00 Lokale: 27.0.09 9. november Dydsbegrebet i jødisk-arabisk filosofi Lektor Joshua Sabih, Carsten Niebuhr Instituttet, KU Tid: 15.15-17.00 Lokale: 14.2.50 16. november Dydsbegrebet i islamiske, nyplatoniske lærdomsmiljøer i det 10. århundredes Irak: “Dialogen” mellem Abu Hayyan al-Tawhidi og Miskawayh Ph.D.-studerende Saer El-Jaichi, Carsten Niebuhr Instittutet, KU Tid: 15.15-17.00 Lokale: 14.2.50 30. november - 2. december The Complex Self: Reflections on Interdisciplinarity Dan Zahavi + mange internationale gæstetalere Detaljer om tid/sted følger - opdateres på http://cfs.ku.dk/calendar-main/2011/the_complex_self/ 7. december Borgerdyder i det 18. århundrede Lektor Juliane Engelhardt, Afdeling for Historie, KU Tid: 15.15-17.00 Lokale: 14.2.50 31

32