Issuu

INTERVIEW: David Bloch DESUDEN: Libertarianisme, feminisme, medicinens mysterier, musik ... og endnu flere animationsfilm!

Studieblad for filosofi

Redaktion Rune Nyrup

Eirik Gjerstad

Asger Heldager Pedersen Helene Scott-Fordsmand Linda Fønss

Sebastian Cordes Leder Linda Fønss

Helene Scott-Fordsmand Layout Linda Fønss

Helene Scott-Fordsmand Forside Jacob Clemen Laursen Tryk Grafisk afdeling, KUA Oplag 80 Kontakt og info red@tanken.nu

Facebookgruppe: “Tanken”

I samarbejde med fredagsbarerne Alkvantor og Colorbar

Den Femte Tanke ForĂĽret 2011, vol. 2

LEDER

Velkommen til den femte udgave af Tanken. Der er sket noget hidtil uhørt i Tankens historie. Denne

gang er det lykkedes os at samle artikler til hele to blade på ét semester. Vi håber på at gøre dette til en tradition, og at

I holder ved jeres skrivelyst sommeren over, så vi fortsat kan

levere de tanker, der rumsterer i krogene omkring Trappe 17. Siden sidst har vi gjort hele foretagendet mere officielt (dog kun lidt!) og har fået nedskrevet nye vedtægter, der kan ses på

vores facebook-side, hvor man i øvrigt også finder pdf ’er af vores tidligere udgivelser, hvis man får lyst til at genopfriske nogle af de ældre artikler.

Derudover har redaktionen som noget nyt lavet introduktion-

er til alle indlæg i bladet, i bedste pædagogiske stil. Vi forsøger os

desuden med endnu et nyt tiltag i sammenhæng med release-festen, hvor vi trækker lod om vin blandt dette nummers artikel-skribenter. I anledning af, at Rune Nyrup tilbringer et semester i Germanien

har vi forsøgt at stå på egne ben. Vi håber at resultatet lever op til hans (og jeres) forventninger.

Noget, der ikke har ændret sig er bladets faglige vidde med

både små finurlige artikler og længere filosofiske overvejelser. En del af artiklerne behandler filosofi i sammenhæng med andre fag; medicin, sociologi, musik og hele to artikler, der behandler etik i forhold til filmmediet. Filosofien sættes også i relation til

hverdagslivet (i ”Retro”). Som et provokerende indspark har vi desuden to skarpe politisk filosofiske indslag.

Af helt nye idéer tæller bagsiden, hvor vi nu har nytænkt

klassikeren; trække-streg. Desuden har vi nogle gode gamle

kendinge. Denne gang har vi fundet en professor fra SAXO, David Bloch, der svarer på spørgsmål i Hva’ så fessor?, og visdommens mestre står igen for skud. Vi har fået anden del af The Infinite Other tilsendt fra London, og vi kan byde på et modsvar til sidste blads Pixar-artikel.

Vi er glade for endnu engang at kunne bringe et blad fra studer-

ende til studerende, og håber, at vi også denne gang kan bidrage til den faglige nysgerrighed og inspirere til spændende filosofiske debatter.

God læsning!

INDHOLD HOLD NU KÆFT ... HYSTERISKE KÆLLINGER Nana Cecilie Kongsholm

LIBERTARIANSK ETIK OG KONSEKVENSEN HERAF

6 10

Jens Emil Eistrup LIVSVISDOM FRA TÆNKNINGENS MESTRE

SCAR - EN MISFORSTÅET LØVE

ADORNO, MERLEAU-PONTY OG IMPRO-

Janus Haastrup

VISERET MUSIK

Mikkel Bøg Clemensen MORALFILOSOFIENS ROLLE I ANIMATIONSFILM: EN KRITIK AF E. SKAARUP

Sebastian Cordes

PSYKOSOMATIKKEN OG DESCARTES

RETRO

THE INFINITE OTHER

HVA’ SÅ FESSOR?

Helene Scott-Fordsmand

Jon Bjarnhof

Oliver Riel

Eirik Gjerstad og

Helene Scott-Fordsmand

Hold nu kæft ... Hysteriske kællinger Af Nana Cecilie Kongsholm

Nana Cecilie Kongsholm har skrevet denne artikel om, hvordan den feministiske bevægelse, efter succesfuldt at have fået indført formel ligestilling i det danske samfund, i dag er kammet over i en ideologisk blindhed, der hviler på et fjendebillede uden indhold og substans, og med en uholdbar socialkonstruktionisme som præmis. - Red. 6

det moderne samfund har reduceret behovet for fysisk råstyrke, hvorfor kvinder på kontoret og foran computeren har samme forudsætninger og kvalifikationer som deres mandlige kolleger.

Men feministerne er stadig vrede, og jeg vil med denne artikel

foretage en filosofisk og teoretisk undersøgelse af hvorfor.

Feminismen i dag

Undertrykkelse overalt

Kære feminister – som kvinder i Danmark anno 2011 har I det

mod det stakkels hankøn skyldes, at den form for ligestilling

som blommen i et æg, så hvad er det, I er så harme over?

Svaret lyder ofte; det er muligt at mænd og kvinder på papiret har lige rettigheder, men samfundet er stadig grundlæggende sexistisk, patriarkalsk og

mandschauvinistisk, og – med alle sam-

fundets mænd som agenter – udnytter og undertrykker det kvindekønnet, hvor det kan komme til det.

Lad os til at begynde med lige slå én

ting helt fast: ligestilling er vedtaget ved lov i dagens Danmark, i betydningen at

kønnene er formelt lige stillet. Mænd og

Som andre har påpeget før mig2, kan vreden og anklagerne

vi som kvinder er blevet lovet siden rødstrømperne (ligeløn, ligelig repræsentation af mænd og kvinder i erhvervslivet, lige fordeling af barsel og arbejde mellem forældrene) har vist sig ikke at kunne indfries. Selvom kvin-

”Dette er således den teoretiske motivation for den moderne feministiske strategi, der bredt set består i at fralægge sig alt der kan gøres til genstand for undertrykkelse – det vil sige, alt hvad der kan associeres til deres blotte og reelle kvindelighed. ”

formelt i et liberalt demokratisk samfund som det danske –

nemlig lighed for loven og frihed for arbitrær diskrimination (herunder chauvinisme med det ene eller andet fortegn).1

ligestilling med mænd, er der stadig store forskelle kønnene imellem, hvad angår repræsentation og indkomst. Vi

har fået friheden, men ligheden lader

vente på sig. Illusionen om at praktisk ligestilling ville blive en realitet når

mænd og kvinder fik lige rettigheder

er bristet, og derfor en ny syndebuk – mændene.

kvinder er ved lov sikret den eneste form for lighed, det giver mening at etablere

der har opnået fuld formel og retslig

Lad mig for at illustrere denne sidste pointe i argumentform

opstille det ideal, der siden Rødstrømpebevægelsen har drevet forestillingen om ligestilling mellem kønnene:

Sådan har det ikke altid været, det vil jeg på ingen måde

p1) kvinder og mænd besidder samme attributter,

litteraturen og historien flyder over med eksempler på kvinders

p2) hvis mænd og kvinder har lige rettigheder, vil

fornægte. Kvinders stemmeret er en relativt ny institution, og formodede ringere værdi, kvalifikationer og intellekt.

Men jeg har personligt meget svært ved at se, at kvinder skulle

have det hårdt i det 21. århundredes Danmark. Jeg vil tværtimod

påstå, at kvindekønnet har bedre vilkår end nogensinde, hvad angår mulighederne for selvudfoldelse og for at komme til orde

og indflydelse i samfundets offentlighed. Vi har statsfinansierede børneinstitutioner, der sørger for, at en nybagt mor ikke er forv-

præferencer og kompetencer.

repræsentation og indkomst fordeles lige mellem kønnene. p3) mænd og kvinder har lige rettigheder.

K) repræsentation og indkomst er fordelt lige mellem kønnene.

Det kræver ikke megen empirisk research at finde ud af at K)

ist til en plads inden for hjemmets fire vægge, men kan ramme

ikke har holdt stik. Her ville det være god argumentationsteore-

Industrialiseringen, urbaniseringen og teknologiseringen af

– men nej. I stedet for at revidere et eller flere af præmisserne

arbejdsmarkedet så snart navlestrengen er klippet over.

tisk praksis at stille spørgsmål ved ét eller flere af præmisserne

tilføjer de moderne feminister, som ad hoc forklaring på den

udeblivende ligestilling, en ny præmis, p0) kvinder er overalt undertrykt af mænd.

Denne præmis annullerer således logisk p3) (da man ikke på

samme tid kan hævde, at kvinder er undertrykt af mænd (p0) og

at de nyder samme rettigheder som mænd (p3)). Det interessante

ved dette argumentatoriske greb er dermed, at det i det moderne danske samfund udelukkende er når denne forklaringsmanøvre (som er feministernes egen!) anvendes, at kvinder placeres i rol-

len som det undertrykte offer – ikke hvis man konsulterer den faktiske politik på området.

Kønnet som konstruktion Det synes ikke uplausibelt, at denne nyfeministiske foruret-

telse over kvindelighed som legitim genstand for undertrykkelse

har været en væsentlig medvirkende faktor for den succes og sejlivethed, der bærer tesen om køn som en social konstruktion. I

accepten af denne applicerer feministerne den socialkonstruktionistiske grundtese (at fænomener vi i hverdagen tager for givet

og tillægger objektiv værdi, i virkeligheden er et produkt af og

underlegne med hensyn til fysisk styrke samt er mere tilbøjelige end mænd til at påtage sig husmoderrollen, og derfor ofte finder sig i situationer, hvor de er afhængige af mænds beskyttelse og

indkomst) udelukkende er et udtryk for kvindebegrænsende køn-

sroller, som samfundets mænd med baggrund i deres interesse for at beholde deres magt, presser ned over kvinderne med henblik på at fastholde dem i en underdanig position.

Den kønssocialkonstruktionstiske modtese hertil er således, at

vedligeholdes af den sociale interaktion mellem mennesker med

kvindelighed (med alt hvad dertil hører) er et produkt af kultur

ception og behandling af de to køn.

grund er domineret af mandlige (mandschauvinistiske) interesser.

forskellige forhåndserfaringer og -interesser3) på samfundets per-

Kønssocialkonstruktionister peger generelt på to forhold: for

det første at naturvidenskaberne (der som social institution har fungeret og til stadighed fungerer som den dominerende defini-

toriske magt når det kommer til vores verdens objektive sandhed), siden 1800-tallet har fastfrosset de på denne tid gældende sociale normer for de to køns adfærd, og ophøjet dem til universelle

og essentialistiske kønskarakteristika eller kønsrollemønstre ; for

frem for natur – nærmere bestemt af en kultur der i bund og Inspireret heraf tager feministerne udgangspunkt i den natur-

videnskabeligt funderede forståelse af kvindelighed, forstået som

kvinders mangel på råstyrke og tendenser til redebyggeri og så

videre, for herfra at italesætte den som enten det pure opspind, eller en begrænsende spændetrøje, som kvinder for alt i verden må sprænge sig fri af.

det andet at siden naturvidenskaberne er domineret af mænd,

Dette er således den teoretiske motivation for den moderne

må enhver beskrivelse af kønnenes ’sande væsen’ med fodfæste

feministiske strategi, der bredt set består i at fralægge sig alt der

Det hævdes således, at hvad biologien hidtil har henvist til som

der kan associeres til deres blotte og reelle kvindelighed.

heri nødvendigvis være en subjektiv vurdering i mændenes favør. ’kvindens natur’ (eksempelvis det fænomen, at kvinder er mænd 8

kan gøres til genstand for undertrykkelse – det vil sige, alt hvad Moderne feminister erklærer sig selvstændige og fornægter af-

hængigheden af mænds beskyttelse og støtte, og de underspiller

deres kvindelige attributter af frygt for at reduceres til et ’parringsmål’ i hankønnets øjne. Med andre ord: for at frigøres fra mændenes undertrykkelse, skal kvinden fralægge sig alt hvad der

hidtil har været associeret med hendes køn. Er jeg virkelig den eneste der ser den skrigende selvmodsigelse i denne frigørelse gennem selvdestruktion? Og at projektet meget hurtigt kommer til at signalere skam og flovhed over at være kvinde?

Let’s face it Kvinder og mænd er forskellige fra naturens hånd, og kvinder vil

altid være mænd underlegne, når det kommer til fysisk råstyrke. Derfor har kvinder behov for en stærk mand en gang imellem.

For ifølge moderne feminister, er kvinder i år 2011 – trods

Det er ikke noget at være flov over, og det er i endnu mindre grad

lovgivning specifikt forbydende kønsdiskrimination, samt statsfi-

ikke. Tværtimod fortsætter de med at bære nag over tidligere tid-

tion i erhvervslivet – stadig en undertrykt og kuet art. Undertryk-

noget der er konstrueret socialt. Men sådan tænker feministerne ers (indrømmede) kvindefjendtlighed, og sammenblander denne

med det faktum, at mænd på nogle punkter er kvinder overlegne. Det er dermed en fejlslutning i feministernes egen disfavør, når de på denne måde (selv!) kæder deres fysiske underlegenhed (som

er et fysiologisk faktum) sammen med deres formodede mentale og intellektuelle underlegenhed – fordi at være afhængig af en mand, på den ene eller anden måde, er at kaste sig i armene på

den undertrykkelse, der finder sted overalt i samfundet. Derfor er

man som kvinde nødt til altid at være på vagt – undertrykkelsen

lurer lige om hjørnet, og manden du deler seng med kan vise sig at være din værste fjende!

nansierede tiltag med henblik på at fremme kvinders repræsentakelsen er ganske vist blevet mindre eksplicit, men til gengæld

mere lumsk – den lurer i de nære institutioner som familien og

ægteskabet, i de medier vi omgiver os med til daglig, ja selv i

vores sprog (”hvorfor hedder det en formand?!”). Hatten af for

de moderne feminister: de har formået at forskyde spørgsmålet om undertrykkelse væk fra det formelle domæne hvor den kan påvises eller afvises sort på hvidt (ved eksempelvis eksplicit diskriminerende lovgivning), til en både diffus og altomsluttende

sfære hvor den ikke kan falsificeres. Imidlertid er dette træk det eneste der kan redde og opretholde deres position, i et samfund der basalt set er ligestillet.

Den moderne feministiske debat som jeg oplever den, er

præget af vrede, unge kvinder der, hver gang chancen byder sig, råber højt for at gøre opmærksom på den tilsyneladende manglende ligestilling og i samfundet indlejrede kvindeundertrykkelse. Jeg forstår ikke vreden, og jeg kan ikke genkende fjendebilledet. Men sådan er det med ideologier: i selve bekendelsen til dens logik, positionerer man sig i forhold til dens modpol og

får dermed definitionen af sin modstander serveret på et sølvfad. Og når man gør sit køn til ideologi i et formelt ligestillet sam-

fund, skaber man et fjendebillede uden indhold og substans, hvis sandhed kun kan opretholdes gennem konstant og insisterende besværgelse.

Noter:

Hvor “socialkonstruktivisme” drejer sig om erkendelse, så handler det sociologiske begreb “socialkonstruktionisme” i højere grad om

praksisser og instutitioner. Jeg fokuserer på sidstnævnte.

Se Bekendtgørelse af lov om ligestilling mellem kvinder og mænd; https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=20929

Se eksempelvis Katrine Winkel Holm, Rend mig i kødgryderne, Gyldendal, 2010

Se http://en.wikipedia.org/wiki/Social_construction. At socialkonstruktionismen i sig selv er en problematisk og selvmodsigende størrelse,

vil jeg ikke komme nærmere ind på her.

B. Rosenbeck, Kroppens Politik, Museum Tusculanums Forlag, 1992 9

Libertariansk etik og konsekvensen heraf Af Jens Emil Eistrup

Jens Emil Eistrup har forfattet denne artikel om libertarianisme, der forklarer hvordan selvejerprincippet, som libertarianisme bygger på, kan begrundes ad to veje: Via natural law, som det kendes helt tilbage fra Locke, men også via moderne diskursetik, som det kendes fra Jürgen Habermas og Karl-Otto Apel. Der tages udgangspunkt i Murray Rothbard og Hans-Herman Hoppe. - Red.

elvejerskabsprincippet vil i stort set alle former for libertarianisme være det første-princip, hvorfra man søger 1

at retfærdiggøre ikke-agressionsprincippet2, der igen bruges til

at retfærdiggøre ejendomsret, menneskerettigheder og et frit marked. Der findes dog flere argumenter for selvejerskabsprin-

en moralsk forkert handling.

I afvisningen af disse to, kommer Rothbard frem til, at det

eneste der er i overensstemmelse med menneskets natur, er det absolutte ejerskab over eget legeme4.

cippet, og jeg vil i denne artikel beskrive to af disse; henholdsvis

Et problem med dette argument, som Rothbard er bevidst om5

ken.

mulighed, nemlig at man hverken ejer sig selv eller nogle andre,

ét, der er funderet i natural law, og ét, som bruger diskursetik-

og ej heller en lige del i alle. Hvis man fastholdt denne fjerde mulighed, ville man derfor kunne afvise al videre diskussion, og

Selvejerskab fra natural law Den amerikanske økonom Murray Rothbard (1926-1995) argumenterer i sit værk The Ethics of Liberty for et selvejerskabsprin-

cip, ud fra hvad der er bedst tilpasset den menneskelige natur. Han bygger videre på en individualistisk natural law tradition, som blev udviklet af John Locke (1632-1704) og senere Herbert Spencer (1820-1903) og Lysander Spooner (1808-1887).

og burde forsøge at imødegå er, at man kunne indføre en fjerde

Rothbard hævder, at der er tre muligheder for selvejerskabets

status; absolut ejerskab over eget legeme, fælles ejerskab over eget og andres legemer og endelig partielt ejerskab. Da han søger

en etik, der skal inkludere alle mennesker i det moralske fæl-

lesskab, afviser han den tredje mulighed. Da det er en natural law teori, må den nødvendigvis gælde alle medlemmer af men-

neskeslægten. Hvis individ A kan have ejerskab over individ B, er B reelt set blevet dehumaniseret. Den anden mulighed afviser Rothbard også, dog af praktiske grunde. Hvis man har fælles

derved underminere superstrukturen. Da dette kunne være en

mulighed, som ville være i overensstemmelse med en natural

law teori, ville Rothbard være nødt til at modbevise, at dette synspunkt overhovedet var en mulighed.

Selvejerskab fra diskursetikken I utilfredshed over Rothbards natural law argument for selvejer-

skab, har den tyske filosof Hans-Hermann Hoppe (1949) forsøgt at give et alternativt argument for selvejerskabet6. Dette argument

bygger videre på den diskursetik, som Jürgen Habermas (1929) og Karl-Otto Apel (1922) har udviklet7. Alle propositionelle udsagns status bliver afklaret i en argumentation, og forsøger man at modbevise dette, begår man en performativ selvmod-

sigelse; dette kaldes også kommunikationens og argumentationens a prioritet8.

Da argumentation ikke består af en tilfældig udveksling af

ejerskab over sit eget og andres legemer, ville individ A være

tilfældige udsagn, men er en aktivitet der forsøger at nå til in-

en handling. Således ville A være nødt til at spørge alle andre

jektive normer allerede eksisterer9. Et forsøg på at argumentere

nødsaget til at spørge alle individer om lov, før han måtte udføre

om lov, før han kunne trække vejret. Såfremt A ikke gjorde dette, ville han krænke de andre individers ejerskab, og derved udføre 10

tersubjektiv forståelse, må det betyde, at meningsfulde intersubimod at der findes normer, ville således ende i en performativ

selvmodsigelse, da man i forsøget på at argumentere allerede

accepterede nogle normer10.

Nu er spørgsmålet blot, hvordan man kommer videre fra Haber-

mas’ diskursetik til et argument for selvejerskab. Hoppe kommer fra diskursetikken til en libertariansk etik i tre trin : 11

1. Argumentation er ikke blot et kognitivt foretagende, men

princip, der siger, at enhver aggression er iboende uretfærdig.

Det distancerer sig derved fra pacifisme, da man i ikke-aggres-

sionsprincippet ikke finder vold i selvforsvar for uretfærdigt. Dette princip kan findes i forskellige formuleringer, men her vil jeg gengive den formulering, som Murray Rothbard giver:

også et praktisk foretagende.

“No one may threaten or commit violence (‘aggress’) against

brugen af den begrænsede ressource, som er ens egen krop.

only against the man who commits such violence; that is,

2. Argumentation er en form for handling, der involverer

3. Argumentation er en konfliktfri interaktion, da man altid kan enes om hinandens interne uenighed, så længe argumentationen er i gang.

another man’s person or property. Violence may be employed

only defensively against the aggressive violence of another. In short, no violence may be employed against a nonaggressor14.”

Som konklusion på dette mener Hoppe, at så længe argumen-

Denne definition af ikke-aggressionsprincippet afviger en smule

eksklusive kontrol over eget legeme. Normen, som man derfor

Property, netop det punkt at Rothbard eksplicit legitimerer vold

tationen er i gang accepterer man, at man hver især har den må acceptere, når man indtræder i argumentationen, må derfor

være den eksklusive kontrol over eget legeme som et instrument for handling og kognition. En person, der forsøgte at modbe-

fra den som Hoppe giver i The Economics and Ethics of Private i selvforsvar. Dette gør Hoppe dog også selv, men findes eksplicit i et andet værk15.

vise dette i en argumentation, ville derfor ende med at modsige

Ejendomsretten og den ydre verden

som en gyldig norm. Når en person forsøger at begrunde noget,

ligheden for at opnå ejerskab over genstande i den ydre verden.

sig selv, da ejerskabet over sig selv allerede er blevet accepteret

Det næste som libertarianere vil forsøge at begrunde, er mu-

finder han implicit følgende norm for begrundet12: “Nobody has

Dette kan gøres på flere forskellige måder, henholdsvis ud fra

the right to uninvitedly aggress against the body of any other person and thus delimit or restrict anyone’s control over his own body.”13

Denne norm kaldes i libertariansk tradition og etik for ikkeaggressionsprincippet.

Ikke-aggressionsprincippet Ikke-aggressionsprincippet er det, som selvejerskabsprincippet i

første omgang skal forsøge at begrunde. Dette er et deontologisk

en konsekventialistisk eller deontologisk begrundelse. De konsekventialistiske libertarianere skal blot vise, at privat ejendom-

sret maksimerer velstanden eller lykken i en befolkning. Dette

synspunkt er det, man finder hos blandt andet Milton Friedman, Ludwig von Mises eller Friedrich Hayek. Afviser en libertarianer derimod konsekventialistiske begrundelser for privat ejendomsret, må han vise at man fra enten selvejerskabsprincippet eller

ikke-aggressionsprincippet, meningsfuldt kan deducere til privat 11

ejendomsret.

Sidstnævnte holdning er, hvad jeg vil præsentere i følgende underafsnit, da konsekventialister kun kan bygge deres retfærdiggørelse på troen om de bedre konsekvenser.

Det første spørgsmål der skal afklares, før end man kan tale om

ejendomsret, er hvorvidt den ydre verden oprindeligt er uejet eller ej. Rothbard giver tre muligheder, der følger hans tre muligheder for selvejerskabet:

1. Den fysiske verden er oprindeligt uejet.

2. Den fysiske verden er oprindeligt ejet af en person, eller en gruppe af personer.

3. Den fysiske verden er fællesejet. Rothbard afviser igen anden og tredje mulighed på samme grund-

lag som med argumentet for selvejerskab. Hvis anden mulighed er tilfældet, er det ikke længere en universel natural law teori, da

alle mennesker grundlæggende er rationelle dyr, og hvis tredje mulighed var tilfældet, ville man konstant krænke andre, da dette

ville indebære at alle andre accepterede den handling, man ville

udføre16. Igen, ligesom med Rothbards argument for selvejerskab, kan man indvende, at man slet ikke kan opnå ejerskab over den ydre verden. En sådan position kunne formuleres således: 4. Den fysiske verden er ikke mulig at eje. Hans-Hermann Hoppe finder dog denne diskussion til dels overflødig, da ejendomsret også er en præsupposition på linje med selvejerskabet.

En diskurs ville nemlig aldrig kunne foregå, hvis man ikke måtte udøve kontrol over andet end sin egen krop. Et forsøg på at

argumentere for at privat ejendomsret ikke var muligt, ville derfor

også resultere i en selvmodsigelse. Dette skyldes, at for over-

hovedet at kunne deltage i en diskurs, er man nødt til at have

benyttet sig af privat ejendomsret, da man ellers ikke ville kunne have opretholdt sit eget liv17.

Mulighed for opnåelse af ejerskab i den ydre verden For at retfærdiggøre privat ejendomsret uden at henvise til

et konsekventialistisk princip a lá Lockes proviso, kræver det, at

man kan opsætte et andet princip, der leder direkte fra selvejerskabet og til ejendomsretten. Sådan et princip kaldes i libertariansk tradition et homesteadprincip. Dette princip skal sørge for

at man retfærdigt kan udvide sit ejerskab over eget legeme til også at gælde den ydre verden.

Homesteadprincippet kan udformes på forskellige måder, der

afviger fra hinanden med hensyn til graden af kontrol, man skal have udøvet over en ressource, før man kan sige at have ejerskab

over den. Én af disse følger Locke og den kan kaldes arbejd-

steorien for ejendom. Denne udgave hævder, at man skal blande

sin egen person med den ydre verden gennem sin arbejdskraft og følgende kultivering af en given uejet ressource18. Et andet homesteadprincip hævder derimod, at man blot skal være den

første i tid til at hævde og afmærke et givent område19. Denne bestemmelse, der er mindre krævende, er formuleret i utilfredshed over arbejdsteorien. Problemet er netop i denne bestemmelse, at mængden af arbejde der kræves for ejerskab, vil blive arbitrær20. 12

For at homesteadingprincippet skal være konsistent med ikkeaggressionsprincippet og derved være retfærdigt, må det derudover rette sig efter følgende præmisser21:

1. Der må aldrig være ejerskab over andre mennesker;

2. Den gældende ejer må ikke have stjålet ejendommen; og især;

3. Den oprindelige identificerbare ejer (offeret, eller dennes arving, for tyveriet) skal få sin ejendom tilvejebragt.

Staten og markedet Konsekvensen af denne etik er derfor, at enhver handling der

bryder ikke-aggressionsprincippet, er iboende uretfærdig. De eneste handlinger der er moralsk acceptable, er dem der bygger på frivillighed og samarbejde.

Politisk har det den konsekvens, at ethvert system eller in-

stitution, der bygger på tvang, vold eller aggression, er moralsk uacceptabel.

Da en stat er karakteriseret ved at have monopol på udøvelsen

af vold i et givent territorium og kun kan eksistere ved hjælp af tvangsinddrevne midler i form af skatter, er en institution som staten derfor iboende umoralsk22.

Omvendt bygger et frit og uindskrænket marked ultimativt

set på frivillighed, da enkeltindivider selv bestemmer, hvordan

de vil indrette sig, og hvorledes de vil ufolde deres selvejerskab. Således kan folk sagtens leve i en kommunistisk kommune på

det frie marked, blot så længe der er et ønske efter et sådant samfund.

Noter:

Denne artikel vil ikke behandle konsekventialistiske argumenter for libertarianisme.

Dette princip vil blive uddybet senere i artiklen.

Rothbard [1], s. 21-24

Rothbard [1], s. 45-47. Dette argument er blevet kritiseret. Se bl.a. Casey, Gerard, Feser on Rothbard as a Philosopher, Libertarian Papers,

Vol. 1, Art. No. 34 (2009) for en gennemgang.

Rothbard [1], s. 45, note 1

Hoppe [1], s. 312-313

Man kunne beskylde Hoppe for at misbruge Habermas, men da Hoppes fik sin doktorgrad under Habermas, mĂĽ man kunne forvente

at Hoppe er bekendt med diskursetikken som Habermas og Apel har formuleret den.

Hoppe [1], s. 314

Hoppe [1], s. 314-315

Hoppe [1], s. 315

Hoppe [1], s. 317

Hoppe [1], s. 317-318

Rothbard [2]

Hoppe [2], s. 51

Rothbard [1], s. 47-50

Hoppe [1], s. 339-345

Hoppe [1], s. 382-383

Tannehill, s. 54-56

Tannehill, s. 57-58

Rothbard [3]

Original litteratur:

H. Hoppe [1] (2006), The Economics and Ethics of Private Property, Ludwig von Mises Institute, 2nd Edition H. Hoppe [2] (2009), The Private Production of Defense, Ludwig von Mises Institute M. N. Rothbard [1] (2002), The Ethics of Liberty, New York University Press M and L. Tannehill (2009), Market for Liberty, Laissez Faire Books

Artikler pĂĽ internettet:

M. N. Rothbard [2], War, Peace, and the State, LewRockwell.com, First appeared April 1963 http://www.lewrockwell.com/rothbard/rothbard26.html d. 5/4/2011

M. N. Rothbard [3], Justice and Property Rights: The failure of Utilitarianism, Ludwig von Mises Institute, Ukendt dato http://mises.org/daily/4047 d.6/4/2011 14

Livsvisdom fra Tænkningens Mestre

Rousseau: “Russerne bliver aldrig rigtig civiliserede, fordi de blev det for tidligt.” Samfundskontrakten, Det Lille Forlag, s. 50

Platon: “[Vi er ikke selv] bange, men måske er der et barn inden i os, der er bange”. Faidon, Det Lille Forlag, 78B (Stephanus)

Kant: ”Disse prolegomena [...] er videnskab, og at almenheden vil drage nytte af den” Prolegomena, Det Lille Forlag, s.13-147

xkcd.com/675 15

Scar - en misforstået løve Af Janus Haastrup

Ville den intelligente og strategisk tænkende onkel Scar sådan set ikke være bedre kongemateriale end den bille-ædende, umodne og utilpassede drengerøv Simba? Janus Hastrup argumenterer på underholdende vis i sin artikel for, at - givet en rationel maksimin-strategi a la Rawls - må Scar, og altså hverken Simba eller Mufasa, tages for den bedste regent i Disneys Løvernes Konge. - Red.

Disneys film fra 1994, Løvernes konge, overværer vi et episk drama.En først forsvunden og senere hjemvendt

bag uvidenhedens slør.

kongesøn ved navn Simba genvinder magten, efter hans onde

Den erfarne konge og drengerøven

ere konge Mufasa. Denne artikel vil forsøge at nuancere synet

som løvernes konge.

onkel Scar har tyranniseret savannen efter mordet på den tidlig-

car er på trods af sin magtsyge en ganske god kandidat til posten

på Scar som en ”dårlig” regent.

Han er intelligent, kender til de principper, der styrer livets gang

Scar bliver i filmen fremstillet som en djævle-lignende, dyster personage, der kun er ude efter at blive konge.

Alligevel synes jeg, det er værd at overveje, om alternativet, Simba, egentlig er bedre.

(jf. livets store kredsløb). Desuden har han, hele sit liv, iagttaget andre konger, og hvordan de har regeret.

Han har altså, alt i alt, nogle gode forudsætninger for at blive en god regent.

Jeg vil her ikke beskæftige mig med, om det var retfærdigt, at Scar

Simba er ganske rigtigt søn af Mufasa (ren nepotisme!), og denne

jo alligevel ofte ikke noget med hinanden at gøre – men snarere

bliver til græs når de dør (jf. det græs som antiloperne

fik slået Mufasa ihjel og bortvist Simba – etik og real politik har om Scar med sine egne kvaliteter i virkeligheden ikke er en bedre

kvalificeret regent end Simba, samt argumentere for at det ville være rationelt at vælge Scar som regent, hvis man befandt sig

har da også undervist ham i, hvor han må være, og hvordan løver spiser). Simba har udover dette ikke modtaget anden undervis-

ning i, hvordan man skal være konge, fordi han efter denne meget

korte lektion bliver bortvist og tilbringer resten af sin barndom

og hele sit teenageliv sammen med et vortesvin og et desmerdyr

en fuldstændig arbitrær udefra-kommende ting, der gør Scar så

Det kan yderligere påpeges, at både vortesvinet og desmerdyret

Det er da også ganske belejligt for Simba, at det begynder at

på en diæt bestående af biller og larver.

selv er blevet udstødt fra deres respektive samfund, fordi de simpelthen var for akavede til et socialt liv (jf. ram lugt og Henrik

Kofoeds stemme m.v.). Man kan derfor ikke just sige, at Simba har nogle oplagte forudsætninger for at blive en god regent. Scar

umådeligt upopulær som regent.

regne, da han tilfældigvis vender hjem. Vi kan hypotetisk fore-

stille os, at hvis Simba bare var ankommet én enkelt dag senere, så ville alle dyrene synes, at Scar var en ganske fin regent.

må derfor foretrækkes.

Hvis man bruger en maksiminstrategi, ville det være en klar

Arbitrære forhold og maksiminstrategi

hyæne og dermed, under Mufasa og Simbas regime, blive forvist

Man kan naturligvis pointere, at det tydeligvis går galt, da Scar

får magten. Alle dyrene rejser bort, og det bliver gang på gang understreget, at der ikke er mere mad. Scar ser derfor ved første øjekast ud til - i praksis - at være en meget dårlig regent.

Hvis man undersøger dette fænomen nærmere, ser det imi-

dlertid ud til, at grunden til at dyrene er rejst, og at der ikke er

mere mad, er fordi det ikke har regnet i lang tid. Det er altså

fordel at vælge Scar. Man kunne nemlig risikere at blive født som

til at leve på en elefantkirkegård i mørke, mens man under Scar ville blive accepteret på lige fod med alle andre dyr.

Denne lille artikel er selvfølgelig ikke et forsøg på at glorificere

den magtsyge Scar, men snarere et forsøg på at nuancere idéen, om at han skulle være en dårligere regent end Simba.

I kraft af sine forudsætninger ser Scar, for mig, ud til at have

langt bedre potentiale som regent.

Litteratur:

Minkoff og Allers, Løvernes konge (The Lion King), Disney, 1994.

W. Kymlicka (2002), Contemporary Political Philosophy: an introduction, Oxford University Press. 17

Adorno, Merleau-Ponty og improviseret musik Af Mikkel Bøg Clemensen

Mikkel Bøg Clemensen har skrevet en artikel om improvisation i musik, og hvordan dette fænomen belyses af Adornos tanker om æstetik, til trods for Adornos egen aversion mod improvisationsmusik. Merleau-Ponty inddrages desuden, da hans tanker om samtalens improvisatoriske karakter kan appliceres. - Red.

enne artikel peger på et sted i Theodor W. Adornos filosofiske æstetik, hvor terminologien, såfremt den vil bibe-

holde sin relevans, kalder på et par reviderende bemærkninger. Motiveret af det faktum at Adorno dømmer så få værker (af så

Tilsvarende lader improvisation sig erkende som en regressiv

praksis bestående af en række ”objektiverte, og for det meste konvensjonelle, mønstre2.”

Improvisation har med andre ord den mangel, at den i kraft

få kunstnere) i historiens gang kvalificerede til at opfylde kun-

af sit flygtige og overfladiske væsen ikke kan undgå at munde ud

indgangsvinkel hvorfra det er muligt at åbne Adornos filosofi

kunst må altså afhænge af en art bagvedliggende refleksion, der

stens rolle, vil der i det følgende være tale om et forslag til en overfor improvisationsbegrebet (som det forstås i en musikalsk sammenhæng). Der tages udgangspunkt i et forsøg på at at lede

opmærksomheden hen på de steder, hvor hans skepsis overfor det spontane i kunsten er ’uberettiget’. Som illustrationer til artiklens efterfølgende pointer inddrages Maurice Merleau-Ponty og hans

tanker om kunst i teksten Det indirekte sprog og tavshedens stem-

mer. Derudover henvises der til Bruce Ellis, der med sin bog The Improvisation of Musical Dialogue er inspirationskilde til den

i en række indøvede og udvandede strukturer. Kunstens rolle som sørger for at disse klicheer undgås og sikrer at kunsten frigør sig

fra ’oplysningens regressivitet’. Dette er en refleksion eksempelvis jazzmusik forsømmer, fordi den ifølge Adorno er et produkt af

kulturindustrien3. Adorno er på baggrund af disse overvejelser, som der ofte refereres til, tilhænger af ’avant-garde’-musik. Musik må altså forsøge at fjerne sig fra omverdenens logik (ratio), for at kunne opfylde sit ærinde som samfundskritik.

Gennem læsningen af Adornos teori om kunstværket og heri

forståelse af improvisation, artiklen her er fortaler for. Indledn-

om kompositionens forrang bliver det klart, at hans begreb om

de musikalske entiteter komposition og improvisation.

en teknik, der forsøger at skabe musik, sprog etc. ud af intet:

ingsvist følger nu en kort opsummering af Adornos forståelse af

Adornos begrænsninger For Adorno spiller kompositionen en umiskendelig rolle for hvornår noget opfylder de krav, der stilles til kunst. Den må altid vurderes vigtigere end gengivelsen eller fremførelsen af den. “Skriftens eller notenes fiksering av versjonen av saken

er ikke noe ytre i forhold til saken; det er derigjennom kunstverket bliver selvstendiggjort fra sitt ophav: det

er derfor teksten har forrang framfor gjengivelsen av den1.” 18

improvisation bygger på den opfattelse, at det at improvisere er skabelse ex nihilo4.

af systemet.

Funktionsharmonikken suspenderes og anvises sin rette plads som en reference eller ramme, der ingen mening

har i sig selv, men som tegnene hos Merleau-Ponty og Saussure eller tonalitetsbegrebet hos Adorno, kun kan forstås i kraft af dens relationer.

To indvendinger mod Adornos fastholdelse af kom-

positionens forrang er relevante at tage op. 1) Hans

begreb om improvisation, udelukkende betragtet som en praksisform, der forekommer i forbindelse med en

konkret fremførelse, er ensidigt. En af Ellis konklusioner

er, at improvisation også er en del af den kompositoriske praksis6, hvorfor en meget dybere analyse af grænselandet

mellem improvisation og komposition skal til for at en

kvalitativ vurdering og rangering af de to kan finde sted. En sådan analyse må dog vente til en anden god gang. 2) Improvisation er, når den opfylder sit fulde potentiale, en fortløbende selvinfluerende praksis. Dette er brændpunktet i denne artikels argument. Den improviserende musiker rammes og påvirkes af de toner han spiller i sin

improvisation. Når man lytter til musik kan man til tider

få indtryk af at improvisatoren overraskes over kvaliteten

Det er en pointe for Adorno, at dette netop ikke lader sig gøre,

og at improvisationsmusik derfor aldrig opfylder nogle af de krav, noget skal opfylde for at realisere sig som kunst.

i den frase han skaber. Han forbløffes ikke over sine egne evner ved instrumentet, men over den kraft og indflydelse melodien har. Som Merleau-Ponty skriver:

Det bliver hurtigt tydeligt at Adorno ligger under for en tem-

“Det er ikke længere udøveren, der fremfører eller repro-

improvisation udelukkende er et tonalt anliggende, der handler

er, i sonatens tjeneste, at det er den, der synger gennem

melig ureflekteret ide om, hvad improvisation er, idet han tror at om at hente noder ud af den blå luft.

Det er dog heldigvis muligt at forstå improvisation indenfor

bredere og mere givtige rammer. Improvisation kan betragtes som en mediator mellem to ellers adskilte sfærer, komposition

ducerer sonaten: han føler sig, og tilhørerne føler, at han ham, eller som skriger så brat, at han må ”kaste sig over violinbuen” for at følge den”7.

og fremførelse. Improvisation og komposition bliver da, modsat

Kontrol eller kontakt

create ex nihilo, but instead ”improvise”: sometimes on tunes

det være nyttigt at indføre en sondring mellem kontrol og kon-

hos Adorno, begreber der indebærer hinanden. ”Composers never

For at få greb om denne intensive selvforstærkende praksis, kan

that already exists, but more frequently and importantly on the

takt. At være i fuldstændig kontrol med musikken skal forstås

tradition in which they work.” Følger man den tankebevægelse, 5

forsvinder det ’magiske’ ved det at improvisere (og komponere)

og muliggør, som det bliver tydeligt i det nedenstående, en ekstra forklaringsdimension, der ikke er synlig ved de klassiske hårdhændede distinktioner som Adorno ligger under for.

Når man er opmærksom på at improvisation kan betegne

mere end bare fremføringen af en tilfældig sekvens af forberedte

således, at alt, der bliver spillet, er planlagt ifølge et teoretisk og

klangmæssigt ideal på en sådan måde, at intet kan rokke ved udførelsen. En musiker i kontakt med musikken er derimod bedst beskrevet ved, at skellet mellem ham og musikken er ophævet.

De følges ad i en fremadrettet bevægelse, og en konstant udveksling af impulser.

fraser, besidder begrebet potentialet til at forklare, hvad der er

på spil de steder i musikken, hvor melodien ’vinder over’ har-

monikken. Et sådant øjeblik eksemplificeres i en situation, hvor et musikalsk motiv i et improviseret stykke ’tvinges’ igennem så insisterende, at de fastlagte harmonier knager og knirker under

det og måske endda overflødiggøres. Her kan man med adornianske termer netop tale om at rationaliteten forlades til fordel

for noget, hvis mening overstiger en blot og bar reproduktion 19

Den dygtigt improviserende musiker har i det afgørende øjeblik

meningen træder på mimetisk vis frem.

han er til gengæld i fuld kontakt med musikken. Denne kon-

med Merleau-Ponty, som beskriver fænomenet således:

ikke fuldstændig teknisk og teoretisk kontrol over sit spil, men takt inspirerer ham til at overgå sig selv og dermed også, hvis

Disse adornoianske termer viser sig brugbare i en forening

man skal bevæge sig indenfor Adornos terminologi, trumfe den

“I samme øjeblik som man siger ”lys”, eller musikerne

en musiker, der er i fuld kontrol med det han spiller, næppe i

hvad jeg oplever er ligeså ”konsistent”, lige så ”eksplicit”,

rationalitet, der i første omgang styrer hans spil. Tilsvarende er fuld kontakt med musikken som kunst. Kontrol er udtryk for en rationel praksis, kontakt for mimetisk praksis. Ved en læsning af

Adorno får man det indtryk, at han ikke har tiltro til at en im-

proviserende praksis nogensinde kommer udover denne kontrol,

kommer til den ”lille melodi”, er der ingen lakune i mig;

som nogen positiv tanke kan være – endda meget mere:

en positiv tanke er, hvad den er, men er netop kun dette, og kan derfor ikke holde os fast”9.

og at kunstneren derfor aldrig opnår kontakt med den kunst han

Rationaliteten, den positive tanke, kommer således til kort. Det,

mellem når dertil, ligger impliceret i en betragtning, hvor musik

end det konceptuelle sproglige udtryk10.

intenderer at skabe. At improvisationsmusik rent faktisk ind i

er en kropslig praksis, der inkluderer faktorer som instrumentets

der ikke er udtrykt rationelt eller positivt, er ofte mere præcist

modstand mod fingrene, ustemte strenge, pulsen, der dunker osv.

En syntese af synspunkter

en musiker overfor en lytter. Virkningen og meningen forklares

rationel kritik af den rationelle omverden, er menin-

Spontanitet er her afgørende idet musik er noget der fremføres af

Hvor meningen med musik hos Adorno er en ikke-

af Merleau-Ponty i analogien mellem kunst og sprog.

gen for Merleau-Ponty den fremførende praksis, der får

“I talen virkeliggøres den umulige samstemmighed mellem de to rivaliserende totaliteter, […] fordi den angår

os, berører os indirekte, forfører os, river os med sig, forvandler os til den anden, og den anden til os selv8.”

Sondringen mellem det, at have kontrol og det, at være i kontakt med musikken, er i det hele taget overordentlig kompatibel med

Merleau-Pontys filosofi. Det kontrollerede udfylder rollen som

det empiriske sprog - som det talte sprog, der fungerer vanligt og instrumentelt. Og hvor kontrollen slippes opstår kontakten

mellem musikeren/kunstneren og beskueren som det skabende sprog.

Først hvor rationaliteten slippes mimer musikeren sin natur og 20

os til at percipere (føle, høre, se, huske, opdage etc.)11. Spørgsmålet er her hvorvidt og på hvilke punkter Adornos kunstforståelse kan integrere disse Merleau-Ponty-inspirerede

pointer. Såfremt Adornos krav til kunst er, at den skal undsige sig rationalitet og oplysning, er det oplagt at spørge om ikke Merleau-Pontys forståelse af kunst, som havende en før-refleksiv

immanent sandhed og mening, egentlig opfylder disse krav. Hvis det er tilfældet kan et begreb som improvisation på den måde

Bruce Ellis præsenterer det, besidde stor forklaringskraft, ikke mindst indenfor Adornos filosofiske æstetik. Om ikke andet kan

dette forsoningsforsøg generere en række kritiske spørgsmål til de

skarpe distinktioner mellem form og indhold og komposition og

fremførelse, som Adorno stiller op indenfor skabelsen af kunst, og som han har hentet fra den klassiske æstetik.

Noter:

Adorno (1998), s. 180

Adorno & Horkheimer (1998), s. 180, s. 188, s. 189, s. 214, s. 221, s. 222 m.fl. Dette er også emnet for artikler af Adorno, såsom ”On

Jazz” (1936) og ”Farewell to jazz” (1933)

Ellis (2003), s. 24

Ellis (2003), s. 25

Ellis behandler dette tema fra mange sider, men for et par steder, der underbygger og uddyber min pointe se: Ellis (2003), s. 26-29 og

160-162

Merleau-Ponty (1999), s. 244. Merleau-Ponty taler om klassisk musik, men forstås improvisationsbegrebet som andet end bare at spille

noder, der ikke står på papiret, så er den en meget brugbar metafor. Se evt. sidstnævnte sider hos Bruce Ellis.

Merleau-Ponty (1999), s. 51

Merleau-Ponty (1999), s. 244

Mark Johnson (2006) ”Merleau-Ponty’s Embodied Semantics” i EurAmerica Vol. 36 No. 1, s. 20

Mark Johnson (2006) ”Merleau-Ponty’s Embodied Semantics” i EurAmerica Vol. 36 No. 1, s. 10 og 13

Litteratur:

T. W. Adorno (1998), Estetisk Teori. Gyldendal

T. W. Adorno, & M. Horkheimer (2004), Oplysningens dialektik – filosofiske fragmenter, Gyldendal B. Ellis (2003), The Improvisation of Musical Dialogue, Cambridge University Press

M. Johnson (2006), “Merleau-Ponty’s Embodied Semantics – From Immanent Meaning, to Gesture, to Language”, EurAmerica Vol. 36 No. 1, 2006.

M. Merleau-Ponty, (1999), ”Det indirekte sprog og tavshedens stemmer” i Om sprogets fænomenologi, Gyldendal M. Merleau-Ponty, (1999), ”Perceptionen, den anden og dialogen” i Om sprogets fænomenologi, Gyldendal M. Merleau-Ponty, (1999), ”Synligt - Usynligt” i Om sprogets fænomenologi, Gyldendal

. Merleau-Ponty, ”Perceptionens primat og dets filosofiske konsekvenser”, foredrag holdt for Société francaise de Philosophie den. 23 november 1946.

Moralfilosofis rolle i animationsfilm: En kritik af E. Skaarup Af Sebastian Cordes

Følgende artikel af Sebastian Cordes er skrevet som et modsvar til Emil Skaarups artikel om Pixar-film, der blev bragt i sidste nummer af Tanken. Will Kymlickas overvejelser om staten og dens rolle i udformningen af det gode liv inddrages i vurderingen af animationsfilmenes potentiale for at udvide seernes opfattelse af det gode liv. Cordes argumenterer her imod at Pixars film lever op til Kymlickas tanker, og for at Hayao Miyazakis film repræsenterer et bedre bud. - Red.

mil Skaarup ophøjer i sin artikel ’Pixar og Populærkultur’

vifte af muligheder (kontekst af valg) som gør det mu-

på grund af filmisk håndværk, men på grund af overensstem-

kulturel struktur som gør det muligt at revidere deres

i Tanken # 4 Pixar’s animationsfilm til det geniale. Ikke

melsen med Will Kymlicka’s idé om det gode liv, der er præsenteret i‘‘Dworkin on Freedom and Culture. Da det tydeligvis ikke

ligt for folk at realisere deres idé om det gode liv og en idé om det gode liv.”1

er filmfaglige overvejelser, der står i kø i Skaarups artikel, ville

Vi snakker altså om mulighedsbetingelser for det gode liv. Dette

findes. Tværtimod vil jeg acceptere brugen af Kymlicka, men

antager at samfund i citatet er skiftet ud med film, hvilket må

det være at skyde ved siden af, hvis det var her, min kritik skulle kritisere Skaarups brug af ham, herunder Pixars manglende evne til at udfylde væsentlige dele af teorien. Som modvægt vil jeg kort

må siges at være det essentielle i Skaarups brug af Kymlicka. Jeg være et kritikpunkt i sig selv.

Jeg ser to fortolkningsmuligheder i Skaarups påstand. Enten

nævne, hvordan det kunne se ud, hvis man lavede animationsfilm,

må han mene at film skal ’give’ tilskueren af filmen en vifte

animationsinstruktør Hayao Miyazaki, i særdeleshed hans film

filmen. Eller også må han tale om karakterernes mulighed for

der skulle opfylde Kymlickas krav. Her bruger jeg den japanske

Det Levende Slot. Skaarup tager udgangspunkt i de to seneste Pixar film, Up og Toy Story 3; jeg vil gøre det samme.

Allerførst en kort præcisering af Kymlickas model, som jeg synes Skaarup præsenterer klart nok, til at den kan gengives her.:

”Det gode liv består dels af at kunne udleve ens nu-

værende idé om det gode liv, dels at kunne revidere ens idé om det gode liv. Et samfund bør derfor rumme en 22

af muligheder, så de kan revurdere deres eget liv på basis af

revurdering, altså bliver de præsenteret for en bred vifte af selv-

realiseringsmuligheder. Jeg antager her, at det er den første, der fokuseres på, men selv hvis det skulle handle om karaktererne i

filmen selv, rammer min kritik ikke ved siden af. Så meget for afklaringen.

En meget smal vifte af muligheder Hvilke muligheder er der reelt for Woody og co. i Toy Story og

venner, og børnehaven, hvor en ond bamsebjørn regerer. Konklusionen er, at det er bedst at være det gode sted sammen

med sine venner, i stedet for det onde sted (som dog bliver gjort godt med afskaffelsen af den onde bjørn, og Barbie og Kens

altruistiske styreform). Dvs. to muligheder igen; hvem ville vælge at være det onde sted eller det gode sted uden sine venner? Nok ingen. Hvem ville vælge det gode sted med sine venner? De fleste.

Woody har en klar idé om det gode liv, men det er ikke en

’kontekst af valg’, der får ham til at konkludere, at det gode liv består i at blive leget med sammen med sine venner. Det er hel-

ler ikke en repræsentativ ’kulturel struktur’, der præsenteres i Up,

hvor Hr. Fredricksen efter overvejelse af sin ’vifte af muligheder’ reviderer sin idé om det gode liv. Han reviderer det, indrømmet. Men har han andre valg? Giver filmen ham mulighed for at vælge andet end blot at optage familie-/venskabsidealet? Den anden

mulighed er at være en sur gammel mand, der er alene. Måden, Hr. Fredricksen i Up?

Eller sagt på en anden måde: Hvilke muligheder foreligger filmen

det er fremstillet på i filmen, lader intet tilbage i forhold til, hvad det gode liv helt konkret er.

for karaktererne og hermed også for tilskueren? Hvilke valg kan man foretage sig som karakter i de to Pixar film?

I Up kan spejderdrengen siges at repræsentere én idé om det gode

liv, nemlig den naive, men livsglade. Charles Muntz repræsenterer et andet, den fanatiske eventyrer, der dør pga. sin dedikation til eventyr.

Og så slutter det her. Hvordan bliver de to muligheder så frem-

stillet? Det er vel ikke svært at se, hvilket valg du skal tage for

at få det gode liv. Hvis du var blevet eventyrer, havde du ikke

haft en dejlig kone, men var blevet sindssyg og ensom. Men hvis du vælger familien, bliver du lykkelig. At han finder lykken gennem dette ene eventyr, er uden relevans. En bred vifte af muligheder? Næppe.

Woody vil gerne leges med i starten af Toy Story 3. Under en

lang rejse finder han ud af, at det vil han stadig gerne. Filmen slutter med, at han bliver leget med.

Det gode livs muligheder kan siges at blive repræsenteret

ved det dejlige hjem, Woody kommer hen til i starten uden sine 23

Kymlicka og Miyazaki Kan det lade sig gøre at fremstille Kymlickas model i en anima-

tionsfilm? Se på Hayao Miyazaki, den japanske filminstruktør og hans film, der må siges at være tiltænkt samme målgruppe som

Pixar. Jeg vil blot kort påpege Miyazakis fremvisning af muligheder for revurdering af det gode liv, ikke bevise hans filmiske

overlegenhed (det er der ikke plads til her, men det er umiddelbart ikke den sværeste mission, og jeg skal med glæde udføre dette arbejde på opfordring). Jeg vil bruge ’Det Levende Slot’.

Bifigurerne er de mest klare repræsentanter på karakterer, der indeholder forskellige moralske kodeks, uden det influerer deres

skæbne til det ensidigt gode eller dårlige. Ydermere er konsekvenserne flertydige.

Calcifer er en ilddæmon, der giver kraft til slottet, så det kan

transportere sig, men kun i kraft af en forbandelse, der holder

ham bundet her. Han tilbyder hovedpersonen Sophie at bryde hendes forbandelse, hvis hun bryder hans. Social kontrakt.

Hovedpersonen Sophie kan karakteriseres, i hvert fald delvist,

som fænomenologisk repræsentant ved suveræne livsytringer. I 2

ekstreme situationer handler hun spontant og følger K. E. Løgstrups gyldne regel til punkt og prikke . 3

Ødeheksen er katalysator for hovedpersonen Sophies rejse, da

det er hende, der kaster en ond forbandelse over Sophie, så hun bliver gammel. Umiddelbart en ondsindet karakter.

Dog får hun fjernet alle sine kræfter og bliver reduceret til en plaprende sød gammel dame. Resten af filmen er hun med i det

fællesskab, der kredser om hovedpersonerne. En straf ? Jeg synes det ikke. Hvor hun skal placeres rent moralsk, indrømmer jeg er

svært at bedømme, men hun udvider ’viften af muligheder’ for tilskueren – der er somme tider tilgivelse for ’onde’ handlinger.

Det handler ikke om, hvorvidt Pixar har ret i den etik, der fremstilles, det har de sandsynligvis ofte, men om det er meningen, de

skal være consigliere for de forskellige moralske retninger. Selvom vi, for the sake of the argument, accepterer filmens rolle som lob-

byist for moralfilosofien og især som fremviser af mulige kodeks, der kan vælges, revurderes og forkastes i målet om det gode liv, er Pixar ikke en værdig repræsentant. Pixar er i værste fald pådut-

tende og i bedste fald bare éndimissionelle og ’dårlige’ til at vise mulighederne for revurdering. Derfor er Skaarups; ”Pixar ønsker ikke at fortælle verden noget”, et hult postulat, næsten en direkte fejlagtig påstand uden egentlig evidens. Pixar vil gerne fortælle verden noget, noget helt enkelt og konkret endda. Og de vil også lave eminente film. Det er tydeligt at de gør begge dele.

Noter:

Se Emil Skaarups artikel ”Pixar og Populærkultur” i forrige nummer af Tanken, s. 6-8

Dette gør sig gældende for flere af Miyazakis hovedpersoner, inkl. Chihiro, Nausikaa og Ponyo i deres respektable film, “Chihiro og

Heksen”, “Nausikaa” og “Ponyo på Klippen ved Havet”

Ltteratur:

E. Skaarup, ”Pixar og Populærkultur” i Tanken 4, trykt foråret 2011

W. Kymlicka (2004), “Dworkin on Freedom and Culture”. i Dworkin and his Critics, Blackwell, s. 114-133

K.E.Løgstrup (1993), ”Suveræn Livsytring, Gylden Regel, Karaktertræk og Norm” i Norm og Spontanitet, Gyldendal, s. 17-62 24

Psykosomatikken og Descartes Af Helene Scott-Fordsmand

I Helene Scott-Fordsmands artikel fokuseres der på psykosomatiske fænomener, hvordan Descartes med sin dualisme dels er blevet forsimplet, hvordan dette har haft indflydelse på de medicinske videnskaber, og hvordan en moderne opfattelse af psykosomatiske fænomener (som også Descartes til dels delte) har indflydelse på dagligdagsfilosofisk forståelse af forholdet mellem sind og krop. - Red.

déen med denne artikel er at vise, at der kan drages paralleller mellem den medicinske og den filosofiske debat, og

den historiske udvikling. Der findes sikkert mange tilfælde, men jeg vil tage udgangspunkt i Rene Descartes’ sjæl-legeme-dual-

mennesker. Det sidste vil jeg diskutere senere, først en kort indføring i hhv. psykosomatikken, Descartes og deres historiske sammenhæng.

isme og den medicinske pendant; psykosomatikken. En generel

Psykosomatik

filosofien er, at Descartes var filosoffen, der ændrede sjæl-legeme-

sjæl – psyke1, og krop – soma. Idéen er, at kroppen og sindet har

forståelse inden for medicinen, og også som helhed inden for

Udtrykket psykosomatik stammer fra de to græske ord for hhv.

opfattelsen, og for alvor skilte sind og krop ad, dette vil jeg dog

en indvirkning på hinanden, og at denne relation også er es-

delvist opponere mod. I medicinen fremhæves han også for, at være en af de første, og den mest radikale, der mekaniserede

kroppen og dermed bidrog kraftigt til videnskabeliggørelse af medicinen, samt drejningen mod det somatiske og altså cellulære genstandsfelt.

Når jeg skriver en artikel om psykosomatikken og sjæl-

legemeforholdet, er det delvist fordi jeg mener, at her er et historisk aspekt, hvor filosofi har haft stor relevans for medicin, men

også fordi jeg mener, at sjæl-legeme-problematikken i høj grad bliver erfaret og er relevant for det almindelige menneske gen-

nem psykosomatikken, således at psykosomatikken er en indgang til filosofiske overvejelser for almindelige, ikke-filosofistuderende

sentiel i sygebehandlingen. Medicineren skal således ikke behandle sygdommen eller den specifikke fysiske lidelse, men patienten

som helhed, kroppen og sindet. Psykosomatik behandler rela-

tionen mellem krop og sind, hvor den generelle medicin primært

fokuserer på kroppen og de cellulære forhold, og psykiatrien beskæftiger sig med sindet og dets tilstand. Psykosomatikken

fremstår som en bro mellem de to. I praksis er psykosomatikken oftest en bevægelse fra det somatiske mod psykiatrien, dvs. at man forklarer fysiske virkninger med psykiske årsager.

I medicinsk kontekst blev sjæl-legeme-problemet, eller

psykosomatikken, først en vigtig del af den faglige debat i tiden omkring Freud. Både pga. psykoanalysen, men også pga. andre

teoretikeres diskussion af forholdet mellem sindet og kroppen. Selve termen kom først til midt i det 20. århundrede, og implementeringen af grenen i den medicinske praksis har været endnu

længere undervejs. Diskussionen om sindet og kroppen opstod omkring Descartes og mekaniseringen af kroppen, inden da var

emnet slet ikke medicinsk relevant. Engang var medicin ikke en

decideret videnskab, men et erfaringsbaseret hverv, ofte tildelt den gamle kloge kone eller mand i samfundet. Her behandlede man dels patienten efter gamle traditioner, religiøse overbe

visninger og meget simple erfaringer. Hvis det virkede at lade

patienten bede tre gange dagligt, så var det en behandlingsform. Dengang ville man tilskrive helbredelsen til guderne, i dag ville vi kalde det placebo-effekt. Et skel mellem psykisk og somatisk

medicin, eller mellem sind og krop, eksisterede slet ikke. Efter25

hånden som mennesket fik større kendskab til kroppens indre,

af hans noter finder man overvejelser om sjælens og kroppens

gradvist til den videnskab vi kender i dag.

af, at sjæl og legeme praktisk er en enhed, der ikke kan behandles

og tillagde kausalitet større og større betydning, blev medicinen

Descartes Oftest tildeler man Descartes ’æren’ for den mest radikale sjæl-

legeme-dualisme i nyere tid. Dels fordi hans kropsbillede var meget mekanisk, men mest pga. hans kendte substantielle skel mellem sind og krop, som hhv. res cogitans (den tænkende ting) og res extensa (den udstrakte ting). Han mente, at disse

to substanser var to særskilte eksistensformer med helt særskilte egenskaber, der fulgte helt forskellige lovmæssigheder. Han til-

lagde kroppen res extensa, mens res cogitans indeholdte jeg’et eller tanken, bevidstheden og dermed sindet. Dette er et rent

ontologisk skel, men det havde stor betydning for hans videre filosofi, og fik også betydning i hans medicinske overvejelser og

i hans anatomiske undersøgelser . Denne ontologiske opdeling 2

forekommer hos Descartes i hans metafysiske og epistemologiske skrifter, heriblandt Meditationerne. Descartes har dog en lang

uadskillelighed og uløselige sammenfiltring, altså en konstatering hver for sig. Det medicinske skel opstod, fordi medicinere tog

det ontologiske skel til sig, og gjorde det praktisk, således at

Descartes, uden selv nødvendigvis at være enig, blev startskuddet til mange års sundhedsvidenskabelig dualisme. Af personlige

årsager var Descartes altid meget optaget af den daglige sundhed

og vedligeholdelsen af det gode helbred. I hans efterladte noter om netop dette emne, må han tværtimod siges at have en næsten

psykosomatisk tilgang til medicinen. Han fremhæver regelmæssige daglige rytmer, søvn samt et positivt livssyn, som nogle af de

afgørende sundhedsfaktorer. Når dette ikke har fået betydning, er det fordi hans metafysiske værker var langt mere læste på den

tid. Selvom det måske ikke var intenderet, synes jeg dette er et

tydeligt eksempel på, hvordan filosoffen og medicineren, hvert

fald historisk har haft et internt vekselforhold. Psykosomatikken kan være relevant for begge parter.

række andre efterladte noter og breve, hvori han diskuterer den

Relevans

og krop2. Netop i den medicinske disciplin er det primært den

der er relevant for os alle, ikke blot som filosoffer, men også

mere praktiske del af forholdet mellem sjæl og legeme, eller sind

For så vidt som jeg påstår, at skellet mellem sjæl-legeme er noget

praktiske anskuelse af sammenspillet mellem sind og krop, der er

som mennesker, mener jeg det i en praktisk betydning og ikke i

aktuel. Descartes udtrykker i mange breve et ønske om at udgive

en bog om den menneskelige anatomi, samt en indædt tro på at kunne finde metoden til at forlænge den menneskelige levetid drastisk, men nåede aldrig at udgive noget inden sin død. I nogle

den ontologiske betydning. Dette hænger direkte sammen med vor tids opfattelse af psykosomatikken som en afgørende helbredsmæssig faktor, og som en forklarende instans på daglige

hændelser. Jeg mener, at enhver, der ønsker at forstå psykosoma-

tikken, nødvendigvis må tage stilling til forholdet mellem sind og krop, og jeg påstår desuden, at langt størstedelen af mennesker selv har oplevet psykosomatiske symptomer, og derfor

er i den gruppe for hvem psykosomatikken er relevant at forstå. Alle kender til psykosomatikken, ikke som videnskab, men som fænomen i den forstand at de fleste har haft eller kan forestille sig

fysiske konsekvenser på sindsmæssige tilstande. Placebo-effekten er allerede nævnt, men små ting, som ondt i maven, når vi skal fortælle vennerne, at vi igen har brudt vores løfte, eller hjerte

banken, når vi skal holde oplæg for holdet og underviseren. I grelle tilfælde ved den ramte ikke selv, hvad årsagen er, og må gå til lægen med voldsom migræne, eller lægge sig syg pga. mob-

ning på arbejdspladsen eller rod i privatlivet. Et andet medicinsk

eksempel er fysisk udmøntning af stress, det er ikke noget vi alle har oplevet, men sygdomsbetegnelsen bliver mere og mere

almindelig, uden egentlig at være en veldefineret psykisk eller fysisk diagnose.

Når vi normalt ignorerer det bankende hjerte foran store forsamlinger, eller når der altid laves placebo-test på medicin, så er det

fordi vi accepterer, at der er en intern relation mellem krop og sind, som vi ikke nødvendigvis kan redegøre for til fulde, men

som ikke desto mindre er der. Hvor vidt vi mener det udelukkende skyldes avancerede hjerneprocesser, om det er guddommelig

indgriben, vores sjæl der agerer og dermed påvirker kroppen, eller

slet og ret tilfældigheder, vil jeg ikke gøre mig til dommer af her. Min pointe er, at psykosomatiske symptomer er et felt, hvor

filosoffen møder mennesket, og hvor filosoffen skal tage stilling til mennesket, lige så meget som mennesket nødvendigvis må have en filosofisk overbevisning for at kunne inkorporere disse hændelser i en dagligdag.

Afrunding Selvom det er en noget kort artikel, synes jeg her at have vist, hvordan psykosomatikken er både et felt, hvor filosofien og medi-

cinen historisk har haft afgørende betydning for hinanden, men også et felt, hvor filosofien kædes sammen med dagligdagen og

det almindelige menneske, der gennem det medicinske kan opnå større forståelse af det filosofiske.

Andre områder af filosofien, såsom videnskabsfilosofi, kan

også være relevant for udviklingen af psykosomatikken, ligesom andre grene såsom psykologi og neurologi kan have stor relevans for den filosofiske udvikling.

Noter

Den egentlige græske betydning er ånde, men dette blev brugt om det vi i dag forstår som sjælebegrebet.

Dette afsnit baserer sig på Jeune (2004) som kilde.

Ltteratur:

Descartes (2002), Meditationer over den første filosofi, Det Lille Forlag

B. Jeune (2004), ‘Descartes og medicin’ i Dansk medicinhistorisk årbog 2004 27

Af Jon Bjarnhof

Jon Bjarnhof skriver, med udgangspunkt i sine erfaringer fra Café Retro, om hvordan man som filsofistuderende kan opleve at endeløse nætter med Platons generindringsargument og Nietzsches kritik heraf, kan give udbytte i hverdagsproblematikker. Han fortæller om brugen af værdisæt og ulemper ved det abstrakte såvel som vigtigheden af, at forholde sig til den konkrete situation. - Red.

Intro

Jeg vil med dette korte indspark forsøge at give et eksempel

jeg synes alligevel, at de kan bruges til at kaste lys over, hvad jeg

derfor ikke blive udfoldet stor filosofi her, men mere en historie

man har en fornemmelse af at se tingene lidt klarere.

på, hvordan min filosofi har været anvendelig for mig. Der vil om min overraskelse, da jeg så, hvordan nogle af de tanker man

(jeg) var blevet præsenteret for på studiet, kunne tage sig ud uden

oplevede. Og det er da på en eller anden måde meget fedt, når

Retro

for betonklossen KUA.

Det, der ansporede mig til at skrive dette (og i øvrigt holde et

verden”, syntes altså for mig at været blevet lidt skarpere, fordi

præsenteret for non-profitcaféen Retros værdier, efter jeg startede

Min forståelse af, hvad jeg mødte i den (såkaldte) ”virkelige

jeg på min bachelor blev præsenteret for henholdsvis Platon og

Nietzsche, ligesom så mange andre. Jeg vil her forsøge at lave en meget kort intro til henholdsvis Platons generindringsargument

og Nietzsches kritik af det, for derefter at se, hvad disse tanker

har betydet for mig i mit virke som frivillig på non-profitcaféen Retro.

Man skal her være opmærksom på, at tolkningen af min hver-

dag så vel som Platon og Nietzsche kunne være mere præcis, men 28

oplæg for folkene på stedet om netop dette emne), var at blive som frivillig dér. Retro er en café, hvor alt undtagen lidt admin-

istration og papirnusseri er udført af frivillig arbejdskraft. Dette gør det muligt at generere et overskud, der sendes til forskellige

godgørende formål, såsom at bygge skoler i Sierra Leone via

organisationen VIAid1. Dette koncept har været en så stor succes, at der nu er to Retro´er: en på Knabrostræde i indre by, samt en på Jægersborggade på Nørrebro.

Da organisationen VIAid lægger vægt på at have værdibaseret

ledelse2 af de frivillige, skulle jeg præsenteres for stedets værdier.

ationer for alle frivillige og dermed heller ikke instruere alle i

helt kunne formulere i første omgang. At skrive dette indlæg

selv kender fra en arbejdsgang. Derfor formulerer man nogle

I den forbindelse blev jeg ramt af en snigende irritation, jeg ikke

havde netop til formål at formulere en lille del af denne irritation. Før denne irritation skal uddybes, vil jeg vise nogle eksempler på formuleringer fra en power point-fremlæggelse, som en af Retros

grundlæggere holdt, da hun skulle præsentere Retros (praksis)

værdier3 for caféernes ledere, der ligesom mig selv er frivillige. [se billedet på næste side, red.]

På et slide senere i oplægget stod der: Fokus er på værdier, ikke på: tradition / vaner særlige personer

masser af regler og bestemmelser

Værdierne lever videre selvom om man stopper i VIAid Disse ord lyder jo rare og fine. Hvilken café ville ikke gerne være et åbent og kreativt sted? At beskrive et sted, hvor der bliver udtrykt vigtige og meningsfulde tanker på en kreativ facon, er

en ret positiv beskrivelse. Men jeg var irriteret uden præcis at vide hvorfor. Jeg syntes at kunne genkende taleformen i disse

at gøre, som man gerne vil i alle de konkrete situationer, man

mere overordnede kategorier, der kan være opsummerende for alle, eller mange af de enkelte tilfælde, der udgør mængden af

de ting, man godt kunne tænke sig skete. Da det umiddelbart kan være svært at opsummere en masse konkret i noget andet

konkret, synes opsummeringen eller kategoriseringen ikke selv at blive særlig konkret, men netop mere overordnet.

Tro - Generindring af Platons idélære Af en eller anden grund kom jeg til at tænke tilbage på mit første semester, hvor vi skulle igennem Platons Faidon.

Her virker det passende at komme ind på, hvad Platon siger

om genkendelse eller generindring4. Platon lader Sokrates stille

dialogens deltagere spørgsmålet om, hvorvidt det man kalder læring, ´i virkeligheden´ ikke er det samme som generindring. I første omgang tales der om, hvordan en ting kan være anled-

ning til associationer til en anden ting. Herefter gås der videre til associationer af mere symbolsk art: en persons navn kan skabe associationer til denne person. Sokrates konkluderer:

slides. Men hvor kunne jeg genkende det fra? Måske var det

“Ifølge alt dette fremgår det altså, at generindring sker

stå bag en bar og tænke: ”Nu skal jeg huske at servere øllene og

Sokrates taler videre) ”Men når man mindes noget ud

fordi, de ikke var særligt konkrete? Hvordan skulle man kunne

kaffen på en måde, der udtrykker ansvarlighed og åbenhed”. I

første omgang virker værdierne (vel) som løsningen på et praktisk problem: Problemet er, at man ikke kan beskrive alle situ-

dels ud fra noget ligt og dels ud fra noget uligt?” (og

fra en lighed, vil man så ikke nødvendigvis komme ud for at tænke, om der mangler noget eller ej ved ligheden af det, man erindrer sig?”5

Sokrates anfører her, at grunden til, at det er muligt at overveje,

Ikke alene når det handler om at kende ens ting som ens, men

erindret sig en viden om ”selve det lige og ens”6. Da de umid-

handlinger som retfærdige eller gode, bliver denne dom kun

om nogle umiddelbart ens ting er ens, er fordi, man har gen-

delbart ens ting altså kun nogle gange for nogle folk fremstår ens, mens ´selve det ens´ altid viser sig som ens, bliver der sagt:

”»Så er det ikke det samme,« sagde Sokrates, »disse ens ting og selve det samme.«”

Det er her, hvor Platon vælger at sætte princippet eller idéen om enshed først. På denne måde er de forskellige: Viden om de ens ting, som ens, bliver betinget af kendskabet til begrebet eller

idéen om enshed. Dette kendskab til selve det ens kan ikke være

kommet ad empirisk vej, før man så de umiddelbart ens ting, hvorfor parterne bliver enige om, at denne begrebslige viden er

fra en prænatal sjælelig eksistens. Som kommentar til argumentationen siger Sokrates:

”Vor udredning drejer sig ikke længere om det ens mere end om selve det skønne og selve det gode og retfærdige

mulig ud fra et kendskab til og derefter sammenligning med en

ikke-sanselig eller abstrakt og ikke-konkret idé erkendt via en form for tankevirksomhed.

At handle således, at man udtrykker værdierne (generelt og i

forhold til Retro), bliver altså betinget af, at man kan genkende

de mere abstrakte værdier i konkrete handlinger. Dette fører til, at handlingerne nok kan være udtryk for forskellige ting og tage sig forskelligt ud for forskellige folk, men begrebet eller idéen om den værdifulde retfærdighed eller kreativitet vil ikke være

skiftende. Set fra dette synspunkt opfyldes værdierne altså ved

at kunne genkendes i deres ”urene” form i konkrete handlinger, som f.eks. bartenderne på Retro udfører. Da en værdis idé er fast, burde det dermed også være muligt selv at gennemskue, hvad

man som frivillig skal gøre i en given situation uden at have fået nogen særlig konkret instruktion. Hvis man vel at mærke kender værdierne9.

Dette lyder jo umiddelbart (i denne meget forsimplede ud-

og hellige og, som jeg siger, om alt, hvad vi betegner

gave) ganske fint: Som frivillig accepterer man værdierne for

de svar, vi giver.”8

noget godt og værdifuldt. Hvorfor skulle man dog blive irriteret

som ´det, der er´, såvel i de spørgsmål vi stiller, som i

også når man for eksempel skal genkende retfærdige eller gode

derefter at handle efter dem. På denne måde gør man jo netop

over at nogen indvilliger i at gøre noget godt? Jeg var dog stadig irriteret og kom i tanke om Nietzsche.

Mistro - At bevæge sig imod principperne (og ikke tage udgangspunkt i dem)10 Præcist omvendt af Platon beskriver Nietzsche det at udtrykke sandheden i ord som at glemme tingenes forskellighed(er) i modsætningen til at erindre enshed(en). ”Lad os overveje, hvordan der dannes begreber.”11 starter Nietzsche og fortsætter:

”Hvert begreb opstår ved at ligestille det ikke-lige. Så

sikkert som ét blad aldrig er helt lig et andet, så sikkert dannes begrebet ,,blad” ved vilkårligt at udelade de individuelle forskelle og ved at glemme det, der skiller dem ad...”12

Idéen eller begrebet om et ,,blad” opstår hos Nietzsche, netop fordi man glemmer, at det kom af sammenstillingen af en masse forskellige ting, der til at starte med ikke havde noget at gøre med hinanden. Disse sammenstillinger af observerede ting i be-

greber, kan altså kaldes for metaforer: opfundne overførsler af

betydninger i lyd. Ydermere gøres der opmærksom på, hvordan mange af ´de samme ting´ har forskellige ord på mange forskel-

lige sprog, der tilmed ændrer sig over tid, som det blev fremlagt med enkelte moralske termer i Moralens Oprindelse. Konkluderende siger Nietzsche:

”Hvad er altså sandhed? En bevægelig hær af metaforer

(...) som efter lang tids brug forekommer et folk, faste

I forhold til Retro synes Nietzsche her at tage fat i værdierne

som man har glemt er illusioner...”13

enkelte handlinger eller fænomener. Alle de enkelte acceptable

kanoniske og forpligtende: sandhederne er illusioner,

som noget, der kommer efter en masse konkrete beskrivelser af handlinger, som værdiernes forfattere havde i tankerne, var netop ikke allerede ens eller sammenhængende, før de bliver samlet

under et eller andet begreb. At et begreb fremstår som fast, er

altså ikke fordi, det har at gøre med en fornuftig eller god idé, men derimod fordi man kan komme til at glemme, at det i første

omgang var en sammenstilling, opsummering eller abstraktion fra af en masse ting, der ikke umiddelbart fremstod ens.

Irritationsmoment 1: Hvordan kan dette appliceres på Retro Hvis også Retros værdier kan ses som sådanne ‘glemte illusioner’, så ville det betyde, at de frivillige på Retro havde glemt (eller måske endda aldrig vidst eller tænkt så meget over), hvilke

handlinger værdierne engang blev abstraheret fra. Dette skal dels

forstås som fravær af viden om de konkrete tilfælde som forfatterne til Retros værdier tænkte på, da de lavede dem, og dels i lidt

større perspektiv, skal det forstås som manglende viden om, hvor disse værdi-ord kommer fra, deres etymologi, historie og brug. Når denne viden mangler eller er meget upræcis, kan

konsekvensen blive, at værdierne bliver meget svære at applicere

eller konkretisere. Her kan man igen tænke på bartenderen, der tænker: ”Hvordan kan jeg servere øl og kaffe på en måde, der

udtrykker ansvarlighed og åbenhed?”. I lige så høj grad værdierne ikke kan appliceres eller omsættes til konkrete handlinger, i lige så høj grad bliver de ligegyldige. Heri ligger nok en stor del af

min irritation over disse værdier. Hvad der ikke er ligegyldigt, er netop hvilken øl, der serveres til hvilke priser, hvordan den bliver serveret, samt i hvilke omgivelser den bliver serveret. Konkrete

spørgsmål, der først efter deres udførsel kan opsummeres i mere abstrakte kategorier som værdier.

Irritationsmoment 2: Den skjulte henvisning til sig selv En anden del af min irritation var måske mere en frygt for, at værdierne kunne bruges på en dårlig måde: Hvis værdierne ikke

skulle komme af noget, der var der i forvejen (traditioner) og også skulle ”leve videre” bagefter, kan de ses som faste og vedvarende

(i en eller anden grad, der måske ikke helt lige så heftig grad

bliver skjult ved ikke at henvise til sig selv, men til en fælles, og

forholds omskiftelighed). Det åbner op for en leders mulighed for

ske, må der peges på noget fælles men eksternt, fordi værdien

som Platons idéer, men dog stadig faste på trods af en masse

at spørge til den frivilliges indsats med henvisning til en værdi, uden at der åbenlyst er tale om denne leders egen tolkning, givet værdiernes fasthed. Det er ikke fordi en leders autoritet til at

gøre dette, nødvendigvis er dårlig, men derimod at autoriteten

alligevel ´ekstern´ værdi. For at henvendelsen overhovedet kan netop ikke skal være bundet af nogle bestemte personer, deres tolkninger eller traditioner.

En måde at komme over dette problem kunne være altid at

henvise til sig selv: ”Jeg synes ikke at det, der skete stemte overens

med vores værdier.” Men hvis man altid skal henvise til sig selv eller sin egen tolkning af nogle værdier, mister værdierne meget

af deres eksterne autoritet. At henvise til sig selv bliver så blot en anden måde at sige ”jeg synes, vi skal gøre det og det”. I et

sådant tilfælde synes der ikke at være brug for nogen værdier. Værdierne mister deres egenskab af fælles og eksterne. De bliver overflødige, hvilket gør at snakken om dem har stort potentiale

for at blive spild af tid: snakken om dem som vigtige bliver altså irriterende.

Outro Afsluttende skal det siges, at det ikke nødvendigvis er dårligt, at steder som Retro eller en given virksomhed af en art

arbejder med at formulere sådanne værdier. Alligevel synes jeg, det bliver vigtigt, at være opmærksom på, hvordan de bliver brugt, da værdier i sig selv, altså når de står alene ´uden historie´, har

muligheden for at blive misbrugt. Misbrugt enten som spild af tid eller som en art mere eller mindre skjult magt. Som det

sidste skal det siges, at min intention ikke bliver at lave værdi-

erne om eller omvurdere/-formulere dem. Det bliver derimod

en opmærksomhed på at gøre Retro til et sted, jeg synes er fedt, med de muligheder og begrænsninger jeg ser og ikke lade dette

mål blive forstyrret af snak om, hvorvidt et nyt tiltag (ikke) er i

overensstemmelse med værdierne. Netop når der diskuteres nye

tiltag, synes jeg, at jeg har mulighed for at gøre snakken mindre irriterende fordi jeg har læst filosofi. 32

Noter:

Organisationens fulde navn er: Voluntary Inovative Aid.

Præcis hvad ”værdibaseret ledelse” betyder, er jeg stadig ikke klar over, men måske man kan få et bud på, hvad Rie Skærhøj mener er god

ledelse i hendes bog Ledelse af frivillige – en håndbog. Rie var blandt initiativtagerne til den første Café Retro på Knabrostræde.

Jeg kunne godt have valgt at tage det egentlige ”værdigrundlag” frem, men jeg har her bragt de såkaldte praksisværdier i stedet for, da de

er mindre abstrakte, og derfor skulle være lidt nærmere en praksis af en art.

Generindringsargumentet strækker sig fra s. 43-50. Jeg er ret sikker på at de fleste af dette blads læsere allerede kender det stykke fra

Faidon, men lad os lige tage den én gang til og generindre det.

Faidon, s. 45

Faidon, s. 47

Faidon, s. 45

Faidon, s. 47

Jeg antager her, at det er muligt (for de fleste) at (er)kende værdiernes rene form og dermed at handle efter dem.

Man kan evt. se Aristoteles være opmærksom på netop dette problem i Etikken, s. 34: ”Lad os ikke overse, at det gør en forskel, om

redegørelser tager udgangspunkt i principperne eller bevæger sig hen imod dem. Også Platon var fornuftigvis i tvivl herom, og spurgte hvorvidt vejen gik fra principperne eller til principperne, ligesom man på væddeløbsbanen løber enten fra dommersæderne og til den fjerne ende, eller den anden vej.”

Nietzsche, s. 98

Nietzsche, s. 102

Nietzsche, s. 103

Original litteratur:

Aristoteles, Etikken, Det lille forlag, 2000

F. W. Nietzsche, Om sandhed og løgn i udenomsmoralsk betydning, Hovedland, 1995 Platon, Faidon, Det lille forlag, 2001

R. Skærhøj & D. Kappelgaard (2011), Ledelse af frivillige – en håndbog, Ankerhus Artikler på internettet:

Retros værdier kan findes på:

Praksisværdier: http://www.cafe-retro.dk/index.php?id=317 Værdigrundlag: http://www.cafe-retro.dk/index.php?id=485

The Infinite Other

Chapter II: The Smiling Response Af Oliver Riel

he wanted to perform a ceremony for the artist she loved.

euros on her looks during a lifetime. This day she would invest

preparing for her nightly adventure. Bathe in odoriferous jasmin

creating hyperosmia and emotional delirium for everyone that

Be where the bombs are falling. Spend the whole day

water sprinkled with aromatic compounds and colour herself in coracias war paint looking like an afterparty of CitĂŠ Soleil.

She began trying out different nail polishes before washing her

face. Her every action was to reflect beauty, each object that touched her body to initiate the purest perfection turning her in

to a sexual capital. The average French woman spends two million 34

every thought of her mindstream in becoming a salient of Nyx, met her eyes or inhaled her aphrodisiac odour.

This olfactory experience would present them with more than

an undifferentiated smudge of properties. It was an aromatic elixir that could guide unseen actions and behavior.

After settling on ruby red Nefertiti nails, she began putting on

her face. The autumn-brown rouge powder would reconstruct her

Her foreligger opfølgeren på Oliver Riels novelle fra Tanken 3, “The Infinite Other – Chapter I: The Other must first of all be considered a locus.” Oliver fortsætter beskrivelsen af en anonym kvindes oplevelser og tankestrøm, med filosofiske betragtninger indvævet; denne gang refleksioner omkring duftoplevelser og de objekter, de knytter sig til. - Red.

soft see-through skin, like a restoration of a renaissance oil paint-

represents sensations, and this was all she needed. A distinct

mascara, a dark rigger and Yves Saint Lauren Morié eyeliner

adaptive significance. Olfactory properties do not have the kind

ing. Nude Chanel foundation decorated her cheeks. Shisiedo

would reshape her oculi into a walking holiday. From dreamy

to dramatic. This being a crucial shape shifting, considering the tension of her nightly visit.

She celebrated her averageness in a strapless Oscar de la Renta draped bow silk dress and knee-high Sarrieri stockings. Then she

turned her attention towards her often played perfume organ;

perception of proximal stimuli representing objects of potential

of relational structure enjoyed by color. Perceiving the perfumes on her lowboy, she could easily separate the bottles.

Understand their unique arrangement and determine their

exact location, shapes, height and colors. Olfactory experience

does not, like visual perception, present properties at a determinate locations in our surroundings. It does something else.

Her smell was to be more than a cluster of associations to a

Jean Marie Farina, Prince Douka, L’Heure Bleue, Opium, Bal à

bare sensation. The analysis of an odor is distinguished and selec-

of Caron’s 1911 Narcisis Noir.

birth to unknown fidelity. It is a vital component of our episodic

Versailles. Her eyes stopped languorously, staring at the inky bottle This was an invitation to succumb to a swirl of intoxicating

florals. A sweet musky femininity with a wisp of smoke and

orange flower. This smell echoes a night in the shape of Lilith. It is blessed with the sort of melancholy and mystery that will make a night memorably difficult for everyone around it. Even

tive - man smells what interest him. This kind of fragrance gives memory and triggers forgotten mental images. The limbic system develops from this ancient sense, which has privileged access to

primitive parts of our consciousness and subconscious otherwise hidden from the rest of the sensory system.

the Elnett Satin hairspray, that itches your nostrils like teargas,

She put on her peccary leather gloves and strapped her suede

dark crystal bottle.

a cape of lipophilic compounds crowned with a horn of a Ja-

could not break the stream of molecules setting off from the

She knew that this dainty odorant was only a modification of

her consciousness, a qualitative condition, lingering uselessly in her mind without representing anything. Olfactory experience

predicates properties of objects but is otherwise silent on the

nature of the olfactory object in question. The Marseille lavender

soap, Tracie Marty electrical skin cream, Kanebo body lotion, silicate lipstick and Giana Rose green tea foot-soap was not the smell of her. It was worn for the pleasures of others. The rose

does not smell ‘of ’ anything. It is the source of a vaporous emanation, sensed by neurons in the olfactory epithelium. It solely

Giuseppe Zanotti sandals. Then she left her seraglio wearing

van Rhinoceros. From her neck was a veil of androstenol and aphrodisiac aromatic pearls. She felt reborn and smiled like a

nun remembering a romance she had as a young woman before entering the sisterhood. Passing a fresh puddle she hesitated and

glimpsed at the glassy surface. From the pool she saw two eyes

smiling at her like twin stars. She leaned down and tried to kiss these perfect lips. Her Hérmes silk scarf and silicate Guerlain only met the smudgy spring water. Then she pulled up her dress

and from her knees she reached out and tried to embrace this vision of beauty. It fled at the touch, but returned again after a moment and renewed the fascination.

Hva’ Så Fessor? Af Eirik Gjerstad og Helene Scott-Fordsmand

I Tankens løbende professorinterview-serie har Helene Scott-Fordsmand og Eirik Gjerstad denne gang interviewet professor David Bloch fra SAXO-instituttet om bl.a. sine oversættelser af Aristoteles, Aristoteles’ relevans for moderne filosofiske diskussioner, og hvordan prof. Bloch som filolog og idéhistoriker ser på skellet mellem den kontinentale og analytiske tradition. - Red.

I anledning af at have udtømt antallet af professorer i filosofi på KU, satte Tanken sig denne gang for at interviewe professor David Bloch fra SAXO-Instituttet, da han bl.a. har lavet danske oversættelser af Aristoteles og i det hele taget har arbejdet meget med filosofihistorie. Sammen med Sten Ebbesen har deres Center for den Aristoteliske Tradition modtaget en bevilling fra VELUX-fonden på 5.675.500 kr. til forskningsprojektet ’Virkningshistorie vendt på hovedet. At læse Aristoteles med middelalderens og 15-1600-tallets briller’.

a Tankens udsendte skulle interviewe David Bloch, måtte

vi derfor først og fremmest høre, hvad der kom først:

Interessen for filosofi eller interessen for græsk og latin.

”Det er i en vis forstand sproget, der kom først, men overvejelserne gik, da jeg nu skulle vælge studie der i 90’erne, på om

det skulle være græsk og latin, eller om det skulle være filosofi. Jeg endte så med at vælge græsk og latin, og det er jeg sådan set meget tilfreds med af to grunde: For det første ville jeg gerne læse

nogle af de filosoffer, som virkelig interesserede mig. I det her

tilfælde var det især Platon, og Aristoteles kom så lidt efter, men

især Platon. Den anden grund er - og det er nok det der, måske, adskiller mig mest fra jer, og hovedparten ovre på filosofi - at jeg nok ikke primært vil se mig selv som filosofihistoriker. Jeg

vil nok snarere se mig som idéhistoriker, fordi jeg føler mig ikke

særlig bundet til, at det skal være filosoffer, jeg arbejder med. Det

interessant om man kan sige noget nyt om denne her mand, eller det er interessant om man nu kan gendrive denne her bog, der er skrevet. Der var det helt anderledes i denne her tidligere periode. Fra 12. århundrede og i hvert fald til det 14.-15. og

også 16. århundrede, der var det dødsens alvor. Aristoteles var

virkeligt alvorlige sager, som styrede hele deres måde at tænke

på, og han var den man skulle diskutere med, hvis man ville

forsøge at ændre et eller andet helt basalt. Det ved I måske også, fordi Descartes hører faktisk med i dette filosofihistoriske

pensum, og en af Descartes’ egne pointer var, at han troede at han ødelagde Aristoteles, eller at han kunne i hvert fald – det er det snævre formål [med forskningsprojektet]. Det lidt bredere er, at vi godt kunne tænke os at se på om Aristoteles ikke også

kunne bryde ind i moderne filosofiske diskussioner, og ikke bare som en slags baggrund.”

må for min skyld også godt være tragediedigtere og alt muligt andet, så længe de arbejder med idéer som er relevante historisk set, og også bliver relevante i filosofien.”

Med denne tilgang i mente spurgtes der ind til, hvordan hans

moderne teoretikere diskuterer med hinanden. De har bestemte

“Fra 12. århundrede og i hvert fald til det 14.-15. og også 16. århundrede, der var det dødsens alvor. Aristoteles var virkeligt alvorlige sager ...”

Aristoteles, og så skriver de hver sin bog, så diskuterer de lidt

- David Bloch

forskningsprojekt (’Virkningshistorie på hovedet. At læse Aristoteles med middelalderens og 15-1600-tallets briller’) ville tage sig ud.

”Med fortolkning fungerer det i øjeblikket sådan, at en række

problemstillinger, som de synes er interessante og vigtige hos videre med hinanden, og så kommer der tre bøger mere. Det vi

gerne ville finde ud af her, var om ikke de kunne åbne op for

en række nye problemstillinger og en række nye interessante emner i Aristoteles-fortolkningen. Sagen med denne periode

er, at den står i modsætning til moderne fortolkere, som ofte ser Aristoteles-fortolkning som lidt af en sport - altså, det er

Aristoteles anno 2011 Aristoteles’ rolle i moderne filosofiske debatter behandler David

Bloch også omfattende i forordet til sin oversættelse af Aristote-

les’ Om hukommelse og genkaldelse (Museum Tusculanums Forlag 2007).

Her skitseres det, hvordan Aristoteles ofte kan optræde i

moderne filosofiske debatter på to måder, enten som den første men overfladiske behandler af et emne, som moderne mennesker

nu kan og skal behandle mere udførligt, eller også bliver han

øvrigt ikke hvad hukommelse betyder, i dette tilfælde, og så går

“Det første man kunne sige til Malcolm var: Start med at læs denne tekst på græsk, for ellers har du ikke nogen chance for at kritisere Aristoteles’ hukommelsesbegreb.”

Aristoteles, han er bare interesseret i en lynhistorisk baggrund,

- David Bloch

pålagt standpunkter, som i virkeligheden er anakronistiske og hører en senere debat til.

”Den første måde, og jeg nævner Norman Malcolm som

et eksempel, synes jeg ikke giver nogen mening. At inddrage

Aristoteles, bruge en paragraf på ham og sige: ‘Han forstod i vi videre…’. Malcolm er egentlig ikke interesseret i at behandle

indtil vi kommer til det vigtige. Det første man kunne sige til

Malcolm var: Start med at læs denne tekst på græsk, for ellers

har du ikke nogen chance for at kritisere Aristoteles’ hukommelsesbegreb.

Du kan ikke vide, hvad Aristoteles rent faktisk siger om hu-

kommelse, hvis du ikke en gang gider gøre dig den anstrengelse, at se på hvordan grækerne traditionelt så på hukommelse. Han er ikke den eneste. Der er masser der gør det.”

Vi bød ind på den anden skitserede kategori, hvor man trods alt

forsøger at inddrage Aristoteles som en, der har noget nyttigt at

bidrage med i en moderne debat. I forordet til Om hukommelse

og genkaldelse bemærker David Bloch da også, at der er lidt af et paradigmeskel, der gør det svært at få Aristoteles til at bidrage

i en moderne debat om, hvad vi i dag forstår ved eksempelvis hukommelse, uden at gøre vold på hans hukommelsesbegreb.

”Egentlig ville jeg gerne se det her som en toleddet proces: Start

med at forstå hvad Aristoteles selv siger, gå til kilden selv. Og så

er det muligt at du får et meget mærkeligt resultat ud af det, et resultat hvor du siger: ‘Hør nu, det bygger på forældede principper og standpunkter og idéer og så videre, og det kan ikke bruges

til noget.’ Men det kan også godt være, at du får noget, hvor du siger: ‘Hør, der er faktisk noget der ser tilstrækkeligt meget ud

som det vi står for, så vi kan måske kigge lidt nærmere på det. Er han rent faktisk baggrunden for det her, som vi står for med

vores moderne standpunkt? Kan han bidrage med noget? Er vi

kommet til at udrydde et eller andet fra den aristoteliske teori, som vi rent faktisk kunne bruge.’ Jeg er ikke helt sikker på at dette er tilfældet med hukommelsesbegrebet. Jeg vil nødigt indføre et

aristotelisk hukommelsesbegreb. Jeg ville blive til grin alle steder, hvis jeg begyndte at argumentere for, at det var det, der skulle

ske. Der er også nogle områder, hvor det kan lade sig gøre, mener jeg. Bl.a. vidensbegrebet hos Aristoteles er stadig noget, der lig-

ger i os. Han siger nogle mærkelige ting om det rent faktuelle: Hvordan et menneske er indrettet indvendigt og sådan. Men måden vi bedriver videnskab på, altså videnskabsteorien bag, den er stadig aristotelisk. Det er helt besynderligt, men den har man

faktisk aldrig fået fjernet. Hvorfor har man ikke det? Betyder det at den faktisk stadig skal bruges? Skal vi have udryddet mere af

den? Skal vi genindføre noget, der er røget ud? Jeg ved det ikke, men jeg synes, at det er værd at kigge på.

I virkeligheden kunne jeg godt tænke mig at gøre det i fæl-

lesskab med nogle af dem ovre fra filosofi, fordi de vil klart have et andet perspektiv her end jeg har.”

diskuteret med professorerne i de forrige interview i Tanken. Her virkede det interessant at høre, hvordan én med David Blochs baggrund og perspektiv så på denne problematik.

”Det kommer lidt an på, hvor man kigger hen, fordi hvis

man kigger på de personer, som ser sig selv som filosoffer og

som dog gerne vil bruge den historiske tradition lidt, så er det folk som Malcom ... Altså Malcom var ikke dum, vel, så i sig

selv er det godt, men jeg synes bare ikke han burde have inddraget Aristoteles [som nævnt ovenfor – red.]. Der er de per-

soner, der gerne vil bruge Aristoteles, men så er der også en anden gruppe, og det er de filosofihistoriske forskere. Folk med interesse for Aristoteles, og der vil jeg nok sige, at det bedste

arbejde faktisk er kommet fra folk, der er analytisk indstillet, altså fra den engelsktalende verden. Hvis jeg skal bruge hjælp til forståelse af Aristoteles, så går jeg ikke typisk til Heidegger eller

Gadamer eller sådan noget. Så jeg går til Ross eller forskellige i den angelsaksiske tradition, og det gør jeg fordi de traditionelt

er lidt klarerer, og deres dagsorden er lettere at gennemskue, så at sige. Den såkaldte kontinentale tradition har ofte inddraget Aristoteles på en lidt anden måde i deres arbejde, det er sjældent rendyrket fortolkning, som det er i den analytiske tradition. Men

jeg vil så sige, det er egentlig ikke noget der bekymrer mig så meget i mit daglige arbejde det her. Det som er hovedprob-

Naturvidenskaben og forskellen på analytisk og kontinental filosofi For at knytte an til noget alle forrige interviewede professorer

i Tanken har forholdt sig til, bragtes naturalisme på banen: Muligheden for at naturvidenskaberne kan besvare filosofiske spørgsmål. Kunne man ikke med Aristoteles argumentere for, at

sådan noget som hukommelse er en genstand for filosofisk reflek-

sion, og at hukommelse – i denne forstand - ikke kan studeres af

eksempelvis neurovidenskaben, uden at genstanden tabes af syne, og det så er noget andet der behandles og forklares?

”Jeg tror ikke Aristoteles kan løse spørgsmål om, hvordan

fungerer verden omkring os. Så er der nogle mellemkategorier.

lemet, er ikke så meget en kamp mellem den analytiske og den kontinentale tradition. Det som er hovedproblemet, er det, at

de ikke læser hinandens sprog, altså englændere læser normalt ikke fransk, tysk og italiensk, og omvendt så… arh, der hjælper

det lidt fra den anden side. En aristotelesfortolkning på fransk, kan udmærket være analytisk præget, der er bare ikke så mange i den engelske verden, der læser den, fordi den er på fransk. Det er et af mine hovedproblemer. Det er sådan noget, der gør at

man ikke kommer så langt, som man egentlig burde komme i

fortolkningen, fordi man ikke gider læse, eller ikke gider lære at læse en tysk artikel, når man er englænder.” Her konkluiderede

han afslutningsvist: “Det er ærgerligt, men filosofisk set tror jeg ikke problemet er så stort.”

Jeg så i jeres interview med Dan [Zahavi i Tanken#4] at I bl.a. snakkede om bevidsthedsfilosofi. Dér er der folk, Francis Crick

f.eks., som har sagt: ‘Væk med de filosoffer. Det klarer vi ad videnskabelig vej.’ Og det er så ikke lykkedes endnu, og det lykkes givetvis heller ikke sådan lige foreløbigt. Der er det interessant, at

nogle af disse bevidsthedsfilosoffer faktisk har set på Aristoteles

som… jeg ved ikke rigtig om man kan kalde det et alternativ, men nogle har ment at Aristoteles havde en teori som var helt

anderledes, men måske stadig brugbar. Det kommer helt an på

emnet. Hvis du tager den hardcore ’våde’ videnskab, så vil jeg være meget forsigtig, men hvis du tager teoridannelser, og de lidt

blødere mellemkategorier, bevidsthedsfilosofi kunne være én af dem, så er det ikke helt udelukket.”

Afslutningsvis fokuserede vi på skellet mellem analytisk filo-

sofi og kontinental filosofi, hvis det eksisterer, der også har været

Tankens Bagside