Issuu

INTERVIEWS: Thomas Blachman; Claus Emmeche.

LĂŚs desuden: Nietzsche-battle, kritik af deliberation og: Er Ă¸konomer onde?

Studieblad for filosofi

Redaktion Rune Nyrup

Eirik Gjerstad

Asger Heldager Pedersen Anders Dahl Krabbe Jon Bjarnhof

Helene Stephensen

Helene Scotts-Fordsmand Linda Fønss

Tobias Christensen Benjamin Busch Hans-Martin Leder Rune Nyrup Layout Rune Nyrup

Asger Heldager Pedersen Forside Jacob Clemen Laursen Tryk Grafisk afdeling, KUA Oplag 100 Kontakt og info red@tanken.nu

Facebookgruppe: “Tanken” Deadline for næste nummer Primo januar 2011

Den Tredje Tanke EfterĂĽret 2010

LEDER

Et fællestræk for mange filosoffer er deres evne til at provokere. Det er netop grunden til, at så mange – ikke mindst filosoffer! – elsker at hade filosoffer. Denne evne til at provokere udspringer ofte fra to tendenser som i større eller mindre grad går igen i

det meste filosofi: Det kritisk undersøgende og argumenterende

aspekt på den ene side, og det spekulative, kreative og nyskabende aspekt på den anden.

Når man kritiserer og stiller spørgsmål ved overbevisninger

og opfattelser, som de fleste tager for givet og som virker for

grundlæggende til, at man kan argumentere omkring det, provokerer det ofte folk. F.eks. indenfor moral, polirik og religion

kan en kritisk filosofisk tilgang være ganske provokerende. Ligeledes er det for mange videnskabsmænd provokerende, at filosoffer undersøger grundlaget for deres videnskab; hvis der er noget at komme efter, skal de nok selv finde ud af det!

På samme måde kan nye idéer virke provokerende. Tænke-

mønstre og forståelsesformer, som har været taget for givet i lang

tid, kan ende med at virke så selvindlysende, at ethvert forslag om at tænke anderledes må forekomme vanvittig. Som Heide-

gger i sin tid pointerede i de indledende paragraffer af Væren

og Tid, kan heller ikke filosoffer sige sig fri for dette fænomen. Ofte er de mest banebrydende filosoffer – og dem, der er mest kontroversielle! – dem, der kommer fra en anden baggrund end den rent filosofiske.

Dette nummer af Tanken indeholder artikler der eksemplificerer begge aspekter. Artikler der har et kritisk perspektiv inkluderer en

kritik af deliberation som epistemisk ideal, en kritik af de mor-

alske aspekter ved økonomiske teorier og metafilosofisk kritik af den måde filosofi bedrives på i akademisk sammenhæng. Vi har

også fået plads til et decideret filosofi-battle, hvor konkurrerende Nietzsche-fortolkninger går i nærkamp med hinanden.

Det nyskabeende eller spekulative perspektiv er repræsenteret

i vores interviews med to meget forskellige tænkere, henholds-

vis Claus Emmeche og Thomas Blachman, der dog har det ene tilfælles, at de begge kommer fra en baggrund der ikke er rent

filosofisk, og begge har ambitioner for filosofien og skarpe holdninger til hvad dens rolle i samfundet kan og bør være.

Alt i alt håber vi at dette nummer af Tanken vil kunne provok-

ere nogle af dets læsere. Provokationen er ikke kun et produkt af

filosofien – det er også en drivkraft og en inspiration; et springbrædt; en anledning...

INDHOLD ER ØKONOMER ONDE?

INTERVIEW: CLAUS EMMECHE

Anders Dahl Krabbe

Jakob Givskud

DELIBERATION OG RATIONALITET

THE INFINITE OTHER

...FILOSOFI?

TÆNKERE UDEN GRÆNSER

Rune Nyrup

Oliver Riel

Uffe Hansen

A. Krabbe, J. Bjerborg og A.S. Raakjær

SYMPOSIUM: NIETZSCHE OG OVERMENNESKET OMVURDERING AF NIETZSCHES OVERMENNESKE

OVERMENNESKETS GENKOMST

INTERVIEW: THOMAS BLACHMANN

Eirik Gjerstad

Mathias Haulund Jensen

Oliver Riel

Er økonomer onde? - et a priori studie Af Anders Dahl Krabbe Hvis man opfatter alt menneskelig ageren som et forsøg på udelukkende at gøre det, der er strategisk bedst for en selv, vil moralsk uansvarlighed så ikke være et naturligt resultat? Den klassiske økonomiske tænkning leverer et sådant billede af mennesket, som en nyttemaksimerende egoist. Spørgsmålet

er, om mange sociale, miljømæssige og finansielle skandaler kunne have været undgået, hvis den økonomiske tænkemåde havde hvilet på andre grundantagelser. Jeg vil i den følgende tage udgangspunkt i en diskussion af emnet, som den Indisk/Britiske management-teoretiker Sumantra Ghoshal har

givet i artiklen ”Bad management Theories are Destroying Good Management Practice”. Jeg vil endeligt overveje en kritik af Ghoshals argument og diskutere to mulige måder hvorpå denne kritik kunne blive besvaret.

e økonomiske teorier har været udsat for kritik på grund af det billede de giver af økonomisk ageren. Dette billede

skyldes langt hen ad vejen ambitionen om videnskabelighed i de

økonomiske teorier.1 En ambition blandt økonomer har været at

opstille matematiske modeller for økonomisk ageren lige så ek-

sakte og almengyldige som naturvidenskabens love. Tanken var, at disse modeller skulle kunne forudsige økonomiske fænomener med samme kalkulerbare nøjagtighed, som man kan forudsige fænomener i forhold til for eksempel tyngekraften. For at indfri denne ambition, har man måtte antage et meget reducerende syn på mennesket. Hvis modellerne skulle være mulige at opstille så

formelt og stringent, som medlemskabet i videnskabernes klub

krævede, måtte alt den handlen, som de økonomiske modeller skulle udtale sig om, kun blive beskrevet inden for de selvsamme modellers rammer. De økonomiske teorier giver et billede af

menneskelig handling som udelukkende økonomisk, altså at det,

som det handler om, når man agere i en økonomisk henseende, er i højst mulig grad at opfylde vores interesser.

Det økonomiske syn på mennesker som nyttemaksimerende

egoister kommer ofte tydeligt til syne i det de klassiske erhvervsøkonomiske modeller giver som den mest oplagte måde

at drive virksomhed på. Et eksempel kunne være Porter’s Five

”Da den tekniske værensforståelse er et så grundlæggende træk ved den måde vi forstår verden på i vores tid, at vi ikke uden videre kan abstrahere fra den, står det os ikke frit i hvilket omfang vi vil lade os styre af den økonomiske måde at tænke på. ”

Forces-model, som foreskriver virksomheder at se deres omver-

den, og ikke kun konkurrerende virksomheder, som modspillere. Set inden for den model, kan den eneste grund til at tage hensyn til omverdenen være, hvis det placerer virksomheden strategisk i forhold til opnåelse af dens målsætninger. De økonomiske

teorier forstår alt værdi økonomisk, så ikke-økonomisk værdi vil forekomme som fremmedlegemer inden for den økonomiske

måde at tænke på. Så når konflikten står imellem profit og en ikke-økonomisk værdi, som moralsk ansvarlighed, vil profit være

det klare svar på hvad der skal prioriteres, hvis man ser på det inden for de økonomiske teoriers rammer. De økonomiske teorier

giver altså en måde at overveje på hvordan virksomheder bør handle, der er i modstrid med det at tage hensyn til andre folks interesser, når de er i konflikt med ens egne. Da det ikke vil være

synderligt kontroversielt at hævde, at mange tilfælde af moralsk uansvarlighed skyldes, at andre menneskers interesse ikke har

været taget tilstrækkeligt i betragtning, har de økonomiske teorier 6

altså et stort potentiale for at diktere amoralske handlinger. Man kunne her indvende: De økonomiske teorier skal ikke forestille at være filosofiske teorier, der fortæller mennesket hvordan

det bør handler i alle tilfælde. Derimod er økonomiske teorier redskaber vi frit kan vælge at bruge som det passer os. Hvornår

vi vælger at se verden igennem de økonomiske teorier, er op til os. Gør vi det på tidspunkter hvor det fører til uetisk adfærd er det os der har brugt de økonomiske teorier uetisk, og ikke de økonomiske teori selv der er uetiske.2 Så når de økonomiske teorier udpeger, at den optimale strategi til at nå virksomhedens mål

fører til markant skade på andre personer, er det virksomheden, der begår en fejl i at handle på den viden og udføre strategien alligevel.

Jeg vil præsentere to bud på et svar til denne indvending.

Det første svar angriber præmissen, at hvis vi er frie til at vælge i hvilket omfang vi vil lade de økonomiske teorier diktere vores

handlinger, så er der ikke noget i selve de økonomiske teorier

der kan være årsag til moralsk uansvarlighed. Det andet svar benægter præmissen at anvendelsen af de økonomiske teorier står os frit for.

Det første svar til indvendingen går på, at selv hvis vi er frie i forhold til hvordan vi vælger at bruge de økonomiske teorier, så indeholder teorierne stadig træk der kan være skyld i moralsk

uansvarlighed. Dette skyldes at de økonomiske teorier giver et billede af økonomi som et felt hvor man udelukkende skal tage

hensyn til tekniske forhold. Altså, at der intet er, der begrænser, hvordan man bør handle, udover hvad der økonomisk set er smartest. Selv hvis vi er frie i forhold til om vi vil handle ud fra

de økonomiske teorier eller ej, er der altså stadig noget ved dem

der slører vores evne til at tage moralske hensyn. Dette skyldtes, at de økonomiske teorier giver en ide om, at man kun er forpligtet

på at tage økonomiske hensyn, når man agere i økonomien. En

idé der siger: Nej, her er der ikke noget med moral på spil, det her er økonomi, det er en videnskab, hvor noget er sandt og noget

er falskt. Derfor er en strategi, der er dikteret af de økonomiske 7

teorier, dikteret af videnskabelige facts; moral har ikke noget at gøre her. Videnskabelige facts synes ikke at blive overtrum-

fet af moralske udsagn. Atombombers ødelæggende potentiale,

misforståelse, at det er os der bruger teknologien. Tværtimod er det teknologien, der bruger os.

De økonomiske teorier kan ses som en konsekvens af den

har ikke indflydelse på om den viden om fysik, der muliggør

moderne tids tekniske værensforståelse. Som det, at den økono-

ambition i økonomien forstummer moralske hensyn i økono-

hvis udnyttelse skal optimeres, giver de økonomiske teorier os

deres konstruktion, er sand eller ej. Den stærkt videnskabelige

misk ageren, da de økonomiske teoriers foreskrevne handlinger præsenteres som videnskabelige facts.

Er det en plausibel præmis, at vi er frit stillet i forhold til om vi lader os diktere af de økonomiske teorier eller ej? En måde at

problematisere denne præmis er at se den fra en Heideggeriansk vinkel. Ifølge Heidegger er vi i den moderne tid underlagt en

grundlæggende teknisk forståelse af hvad der er. Denne inde-

bærer, at vi i vores møde med os selv og verden ser alt som

en kalkulerbar ressource, hvis udnyttelse skal optimeres. Denne måde at se verden på er så grundlæggende, at vi sjældent over-

hovedet er klar over, at vi er underlagt den. Det er derfor en

miske værensforståelse får verden til at fremstå, som ressourcer et billede af omverdenen som noget man skal navigere strategisk

over for i forhold til at opfylde ens interesser i størst muligt om-

fang. Dette giver os et radikalt andet billede af de økonomiske teorier. De er ikke længere blot perspektiver vi frit kan vælge at

anlægge verden, men udtryk for en helt grundlæggende måde

at forholde os på til verden. De økonomiske teorier er altså den

moderne tekniske forståelse af verden, appliceret på økonomien, og raffineret i matematiske modeller. Da den tekniske værens-

forståelse er et så grundlæggende træk ved den måde vi forstår

verden på i vores tid, at vi ikke uden videre kan abstrahere fra den, står det os ikke frit i hvilket omfang vi vil lade os styre af den økonomiske måde at tænke på.

Noter:

Se Ghoshal’s artikel ”Bad management Theories are Destroying Good Management Practice” for en mere omfattende udfoldelse af

argumentet.

Som min redaktør Rune Nyrup skarpt bemærkede kan dette forsvar fanges af sloganet: ”Economics don’t kill people, economists do!”

Litteratur:

Ghoshal, Sumantra, ”Bad Management Theories are Destroying Good Management Practice”, I: Academy of Management Learning & Education, vol. 4/1: 75-91

Heidegger, Martin, ”Spørgsmålet om teknikken”(oversat af J. Goll) I: Spørgsmålet om teknikken- og andre skrifter, Gyldendal, København: 1999

Claus Emmeche - Naturvidenskabsmand med licens til at filosofere Interview af Jakob Givskud

Der findes tænkere uden for filosofistudiet, der er akkurat lige så nyttesløse, som dem vi har herhjemme. Jeg drog ud for at møde en af dem, Claus

Emmeche. Emmeche er biolog og filosof og har sin egen wikipedia-entry (som han sikkert selv har skrevet). Emmeche blev uddannet biolog i 1984,

men ødelagde derefter sin karriere ved at bruge sin Ph.D. (dengang licentiat) til at skrive en filosofisk afhandling om ”informationsbegrebet i biologi”. Emmeche er ansat som lektor på ‘Center for the Philosophy of Nature and Science Studies’ (CPNSS – det var før man havde opfundet korte navne) på Niels Bohr instituttet, hvor han har været med siden centerets start.

jagten på nøglen til succesfuld filosofi har jeg opsøgt Claus Emmeche, som er videnskabsteoretiker/-filosof og ansat på

det naturvidenskabelige fakultet (der hvor de har penge).

Professionelt set er Emmeche nok mest kendt for sit arbejde

med semiotikken. Emmeche og Jesper Hoffmeyer har vundet en

vis international anerkendelse med deres lancering af biosemiotikken. Biosemiotikken er et forsøg på at forstå biologien gen-

nem C.S. Peirces teori om tegn og tegnrelationer. Her prøver man

brede perspektiv på et universitetsfag, og også at det skulle være

noget, der var anderledes end det gamle filosofikum. Så der var

vi med i en debat om, hvordan man skulle tænke sådan noget. Og det blev så til den ordning om ‘fagets videnskabsteori’ på alle

universiteters bacheloruddannelser. Måske er filosofistudiet det fag som har mindst brug for videnskabsteori, men jeg tror faktisk også, der skal være plads til filosofiens videnskabsteori.”

Det at indføre videnskabsteori på alle landets bacheloruddan-

især at undersøge, hvordan man skal forstå relationen mellem

nelser er dog ikke noget man bare lige gør...

selv består af tegn og tegnrelationer (fordelen ved denne tilgang

var der jo også spørgsmålet om, hvad man egentlig skulle i så-

molekyler, celler og organismer og hvordan disse niveauer i sig er, at man kan kombinere sine interesser

”Det gav også nogle problemer. Ud over en vis skepsis, så

dan et fagmodul? Problemer såsom hvem

for naturvidenskab og bevidsthedsudvidende stoffer).

Indførelse af videnskabsteori Emmeche har haft en finger med i spil-

let omkring indførelsen af videnskabsteori på alle universitetsbachelorer – hvilket er

noget, der har været meget delte meninger om.

”Jeg var med til at skrive en kronik.

Jeg tror det var tilbage i 2000, sammen

skal gøre det? Og hvilken baggrund skal

”Jeg har hele tiden været fortaler for, at der kunne gå filosoffer rundt på de enkelte fag og være i tæt vekselvirkning med de enkelte fag. Jeg tror, det er dér, filosofien er mest frugtbar” - Claus Emmeche

med Simon Koeber og Frederik Stjernfelt,

de gøre det med? Der var jeg så fortaler

for, at man skulle prøve at få folk med en dobbeltkompetence, der udover den faglige kompetence, også havde en grad i filosofi eller videnskabssociologi eller lignende.”

Under alle omstændigheder lykkedes

det i hvert fald at få indført dette snakkefag, og det endda under Helge Sander!

(undertegnede kender dog til et par ud-

hvor man var begyndt at diskutere det her med, at filosofikum var

dannelser, hvor man stadig ikke rigtig tager videnskabsteorien

grupper, som prøvede at lave noget, så var det vores tanke, at man

endnu bredere konsekvenser, da det blev besluttet at gøre en del

blevet nedlagt i starten af halvfjerdserne. Selv om der var spredte burde lave et ordenligt introducerende kursus for alle, der læste

på et universitet. Grunden var, at der skulle være noget til det

alvorligt...*host*...*host*...farmaceuter). Denne beslutning fik

profesionsuddannelser, såsom sygeplejerske og bioanalytiker, til ”rigtige” bacheloruddannelser (så når Anders Silbert underviser

sygeplejesker i Foucault, ved I hvis skyld, det er).

måde kan man også indirekte få disse folk til at få nedbrudt nogle

har Emmeche været involveret i at samle en læregruppe, der

have videnskabsteori? Vi ved godt hvad matematik eller geologi er.”

For at prøve at få denne beslutning til at fungere i praksis

underviser i videnskabsteorikurserne på fysik, idræt, molekylær

fordomme om filosofi, så man undgår den der: ”Hvorfor skal vi Det [videnskabsteorien] er jo ikke tænkt som en forskerud-

biomedicin, kurser på LIFE samt selvfølgelig biologi. Disse

dannelse, men som et sted hvor man kan reflektere over ens fags

videnskabelige cases og bruger noget abstrakt videnskabsteori

og ontologiske grundantagelser, og også fagets historie og so-

kurser udmærker sig ved, at man prøver at tage nogle konkrete eller filosofi på dem.

”Jeg har hele tiden været fortaler for, at der kunne gå filosof-

natur, både hvad angår det fags metode og dets epistemologiske ciologi.”

fer rundt på de enkelte fag og være i tæt vekselvirkning med

Videnskab og forskning i dag

kontakt med nogle konkrete problemer og fagområder, som ikke

(Nyt fra Samfundsvidenskaberne, Frederiksberg: 2010) sammen

de enkelte fag. Jeg tror, det er dér, filosofien er mest frugtbar, i

Claus Emmeche har for nylig udgivet bogen Hvad er forskning?

i sig selv er filosofiske. Jeg tror, der er grobund for at man kunne

med Jan Faye. Det er en bog, som forholder sig til forskning og

inddrage filosoffer i arbejdsgrupper og, hvis der er midler til det, lære dem det pågældende fag at kende. Man skulle dog også tage hensyn til det enkelte fags traditioner, f.eks. har de på matematik

en matematikhistoriker tilknyttet og haft matematikhistorie som en integreret del af instituttets egen forskningsprofil. På denne

videnskab i forhold til samfundet og forskningspolitikken. Han er desuden også redaktør på bloggen Forskningsfrihed? (http:// professorvaelde.blogspot.com). Manden har altså tydeligvis nogle

holdninger til moderne forskning, men det lykkedes ikke at frem-

provokere nogle voldsomme følelsesudbrud. Faktisk fremtræder Emmeche som en forbavsende mild mand.

”Den klassiske videnskab er på retræte til

fordel for et mere ekspansivt forskningsbegreb, hvor der forskes i alt mellem himmel og jord. Videnskabsmonismen, også som filosofisk position, er blevet svækket i forhold til en videnskabspluralisme, som allierer sig med nogle ten-

denser i forskningspolitikken, så forskning bliver et plusord i alle mulige sammenhænge. Kort sagt

er videnskaben under pres, mens forskningen vokser.”

På visse punkter må Claus Emmeche dog

også siges at være lidt af videnskabshippie. Han

er, f.eks. enig med Jan Faye i, at både humaniora, samfundsvidenskaberne og naturvidenskaberne

alle er videnskaber. Når man går ham lidt på klingen om dette synspunkt, vil han nævne no-

get om, at de alle forsøger at nå til en teoretisk forståelse af virkeligheden, og at der er en offentlig tilgængelighed i den måde, den videnskabelige viden er blevet produceret på. Alle skal kunne

ledes til den samme erkendelse, også selv om det

kræver meget uddannelse. Selv om disse er meget generelle træk, er de ikke mindre vigtige, ifølge Emmeche. Det ser altså ud som om, det i høj

grad er epistemologisk normative forestillinger

der ligger bag tilgangen til enhedsvidenskaben. Ud fra dette kan man konkludere, at rundkredspædagogik og ”stærk oregano” sandsynligvis har været en stor del af Emmeches studietid.

Jeg prøvede at spørge ham om, hvorvidt

videnskaben først og fremmest var en metode, eller et ‘commitment’ til en bestemt ontologisk opfattelse af verden. Emmeche begynder først at 10

svare metode, men der går ikke længe, inden han begynder at

”moralisere” om, at videnskabsmænd skal være bevidste om de bagvedliggende ontologiske commitments, der ligger til grund for deres videnskab – denne vaghed er et tydeligt tegn på, at manden er filosofisk trænet.

Filosofien og fremtiden Og så til spørgsmålet der plager alle filosoffer: Hvad kan filo-

sofien bruges til? (Her har jeg ærlig talt været nød til at benytte

kraftig journalistisk genskrivning, men for at være helt ærlig, så er det altså heller ikke noget fair spørgsmål at få smidt i hovedet).

”Den kan kan bruges til mange ting, både til at forstå og

erkende grænserne for vores egen viden, men også til praktisk

Hvad med mere akademiske filosoffer? Er det vejen frem,

visdom. Jeg ser sådan set ikke nogen fast grænse mellem filo-

som du nævnte tidligere, at ansætte filosoffer på andre institut-

at filosofien har vokset sig meget stor og divers, og derved er

”Jeg synes, det ville være en god ide, men det vil nok også

sofi og videnskab. Der er nok sket det, i det 20. århundrede,

ter og fakulteter?

den også specialiseret i høj grad. Fagfilosofien har måske nogle

kræve en kulturændring af filosofferne. Altså, at de kommer mere

sin forbindelse til dét, der ligger uden for filosofien (læs: virke-

cere sig, og for det andet at gå i direkte dialog med andre fag. En

steder...været truet af...eller været i risiko for...hmm...at glemme

ligheden). Visse former for filosofi, er det mit indtryk, dyrkes i små lukkede kredse uden forsøg på at bringe den i spil i en mere kompleks virkelighed.”

”Hvor vil en person, der er uddannet i filosofi gøre mest gavn?

Så det ikke bliver de meget lukkede kredse?”

”Altså, dét, du spørger om, er, hvad filosofiens rolle er i sam-

fundet? Jeg er sådan set meget optimistisk omkring filosofiens overlevelsesevne og -vilje. Store dele af vores samfund har noget

at gøre med at producere tekster og nye måder at håndtere og

producere viden. Jeg kan ikke se hvorfor store rådgivende konsulentvirksomheder ikke skulle ansætte filosoffer. ”

Men er filosoffer egnede til det? Er der ikke brug for mere

handlingsorienterede uddannelser? Filosoffer har det jo med at være nogle der stiller irriterende spørgsmål.

”Jeg tror, at de kloge forretningsfolk vil opdage, at der er brug

for folk, som stiller irriterende spørgsmål”.

ud af busken og er mere villige til, for det første at dobbeltkvalifi-

af grundene til, at der måske eksisterer en vis skepsis er, at man i hvert fald indtil for 10 år siden ikke har haft nogle eksempler

på filosoffer med en uddannelse i f.eks. fysik eller kemi, som var gode til at kombinere de to ting. Der har nok været nogle

fordomme i den naturvidenskabelige verden mod filosofi. Nogle

af de fordomme, tror jeg, har rod i et forældet kendskab til, hvad videnskabsfilosofi er. Et kendskab som hovedsageligt bygger på

den måde, hvorpå den logiske positivisme har haft kontakt med videnskaben på. Mange fra den ældre generation kan huske deres eget filosofikum og nogle forsøg på at slå bro mellem filosofi

og videnskab, hvor det, der kom ud af det, lå meget langt væk fra det, som videnskaben rent faktisk beskæftigede sig med. I biologien har der dog været eksempler på gavnligt samarbejde mellem filosoffer og biologer i f.eks. spørgsmålet om selektionens niveauer”

Claus Emmeche ser altså, at der er gode fremtidsmuligheder for

samarbejde mellem videnskabsfolk og filosoffer, men erkender

dog også, at der er praktiske vanskeligheder, både i forsknings-

og undervisningssammenhæng, som man skal være indstillet på at overvinde.

Et helt andet krydsningsfelt mellem videnskabsfolk og filo-

soffer er i forbindelse med normative spørgsmål. F.eks. i forb-

indelse med det stigende anvendelseskrav til forskningen - ”fra forskning til faktura”. Dette anvendelseskrav gør ikke kun livet surt for filosoffer, men gør det også svært at lave naturvidenska-

belig grundforskning, hvilket er en varm kartoffel ovre på NAT. Som filosoffer må vi så glæde os over, at i hvert fald naturviden-

skabens tabere gerne vil lege med os. Men hvis Emmeche har ret, ligger der et stort potentiale for filosoffer med en interdiciplinær tilgang.

Deliberation ---------------------& -----------------------Rationalitet Af Rune Nyrup

Uffe Hansen fremlægger i Tanken #2 (ss. 20-21) det politiske ideal kaldet deliberativt demokrati. Dette tager udgangspunkt i en kritik af den rent aggregative demokratiopfattelse, dvs. den opfattelse, at demokrati blot handler om, at alle får lov til at stemme – da det nemt udvikler sig til det

navnkundige flertalstyranni. I stedet fremhæver deliberative demokrater, at et demokrati bør være kendetegnet ved rationel diskussion, der søger at

nå en konsensus holdning, som alle deltagere kan acceptere. Det virker umiddelbart som et sympatisk projekt, men jeg vil i denne artikel forsøge at udfordre teorien.

sin artikel fokuserer Uffe Hansen på de moralsk-politiske

underbygget. Ideelt set tager gruppen så den beslutning, de når

at det er et ideal, som kan være svært at realisere i praksis. Jeg

vil, er kommet til orde, og alle relevante argumenter og infor-

aspekter af deliberativt demokrati. Han nævner dog også,

vil i denne artikel ikke beskæftige mig med disse aspekter af deliberation. I stedet vil jeg rejse tvivl om, hvorvidt deliberation

er en epistemisk rationel beslutningsmetode, dvs. en metode som

til fælles enighed om, men ellers må man stemme, når alle, der mationer er blevet fremlagt. Det er denne metode Uffe Hansen fremlægger i sin artikel.

er effektiv til at finde frem til sandhed. Jeg vil motivere denne

Socialepistemologi

der kaldes socialepistemologi, og vil derfor også give en kort in-

Definerende for socialepistemologi, i den forstand jeg her bru-

skepsis med en række eksempler, der diskuteres meget i det felt,

Feltet socialepistemologi er som selvstændigt felt relativt ungt.

troduktion til dette felt.

ger begrebet, er, at det er et studie af de sociale faktorer, som

Sandhed og deliberation Først må jeg dog forklare, hvad jeg mener med henholdsvis

’sandhed’ og ’deliberation’. Med ’sandhed’ mener jeg ganske

enkelt korrekte svar på faktuelle spørgsmål såsom ”findes der masseødelæggelsesvåben i Irak” eller ”virker denne medicin effektivt mod kræft”. Jeg antager, at svaret på denne type spørgsmål

er mere eller mindre uafhængigt af, hvilken holdning beslutning-

stagerne i et samfund har til det.1 Jeg medtager altså ikke den

form for ’sandheder’, der (måske) kan siges at blive bestemt af, hvad beslutningstagere diskuterer sig frem til; her tænker jeg

særligt på politiske og moralske spørgsmål. Dette bliver relevant i sidste del af artiklen, hvor jeg vurderer relevansen af min kritik

gør sig gældende i erkendelse, særligt med henblik på disse fak-

torers indflydelse på ting som sandhed, begrundelse og viden. Prominente spørgsmål er (men begrænser sig ikke til): Kan man

begrunde sine formodninger alene på andres vidnesbyrd? Bør man ændre sine overbevisninger, hvis folk man anser som intelligente er uenige med en? Hvordan genkender man en ekspert?

Hvilke informationsdelings- og beslutningsstrukturer fungerer bedst for en given organisation? Flere af disse spørgsmål er gan-

ske vist blevet overvejet af prominente filosoffer gennem tiden. Men indenfor de sidste 20-30 år er de kommet i fokus på en

tidligere uset måde, og er blevet emne for udbredt og systematisk diskussion.2

Det bør derfor være åbenlyst, hvorfor socialepistemologiske

for deliberation som politisk ideal.

overvejelser er relevante, hvis vi skal overveje, om deliberation er

af mennesker kan nå frem til en beslutning. Mere præcist den

primært bestå i, at jeg fremlægger eksempler fra socialepistemol-

Med ’deliberation’ mener jeg en metode, hvormed en gruppe

metode hvor medlemmerne diskuterer deres holdninger frit og

fremlægger rationelle argumenter for deres synspunkter, og hvor ingen tvinges til at acceptere en holdning, de ikke finder rationelt 12

en epistemisk optimal beslutningsprocedure. Mit argument vil ogien, som drager deliberation i tvivl. Jeg erkender dog, at mange

af disse emner stadig er relativt uudforskede. Jeg argumenterer

altså ikke for, at deliberation nødvendigvis er en epistemisk un-

derlegen beslutningsprocedure, men blot, at der hersker tvivl

rumfærgen Challenger forulykkede i 1986 viste det sig, at NASA

konklusion yderligere i sidste afsnit.

siden 1977 uden at gøre noget ved den.4

om den epistemiske værdi ved deliberation. Jeg uddyber denne

Deliberation og gruppetænkning Mit argument forløber således: Først fremlægger jeg en række

eksempler på, at deliberation kan føre til dårlige beslutninger. Dernæst argumenterer jeg for, at dette ikke kun bunder i forstyr-

rende (sociologiske eller psykologiske) faktorer, men også kan opstå som en konsekvens af at deltagerne i en deliberation er ra-

tionelle. Endelig fremlægger jeg eksempler på ikke-deliberative procedurer, der synes at være epistemisk effektive, dvs. ofte leder til sandhed.

Det fænomen, at en gruppe, der forsøger at nå til enighed

om et spørgsmål, ofte træffer dårlige beslutninger kaldes ’grup-

havde kendt til den konstruktionsfejl som forårsagede ulykken

Man vil måske afvise disse eksempler som tilfældigheder eller

udslag af inkompetente beslutningstagere eller forfejlet deliberation. Men selv i kontrollerede sociologiske undersøgelser har man

demonstreret gruppetænkning, bl.a. som det fænomen, at grup-

per, der i forvejen er meget enige, har en tendens til at polarisere sig mod stadigt med mere ekstreme holdninger end de oprindeligt havde. Sætter man f.eks. en gruppe moderate feminister til at diskutere i nogle timer, vil de nå frem til holdninger, der er langt

mere vidtgående, end før de satte sig til at diskutere. Andre gange vil en blandet gruppe, der delibererer, tendere mod at dele sig op i to grupper med endnu mere fastlåste holdninger end før.5

petænkning’. Der er flere kendte eksempler på dette. Et ofte

Rationelle aspekter ved gruppetænkning

Cuba: I 1961 forsøgte amerikanerne at afsætte Castro ved at

være, at gruppetænkning og polarisering er et resultat af, at visse

citeret eksempel er den fejlslagne invasion af Svinebugten på

sætte en lille gruppe eksilcubanere i land i Svinebugten på Cuba.

En åbenlys indvending fra tilhængeren af deliberation kan her

Den amerikanske regering havde fuldstændigt undervurderet cubanernes styrke, og invasionen blev en bragende fiasko. Efter-

følgende viste det sig, at flere af de militærfolk, som var i det råd, som sammen med præsident Kennedy traf beslutningen, sad

inde med oplysninger, som burde have advaret amerikanerne om

planens svagheder.3 Nogle vil måske ikke finde det overraskende,

at politisk motiverede beslutningstagere kan være irrationelle. Men gruppetænkning forekommer ikke kun i politiske beslut-

ningsgrupper. Også i organisationer, som vi som regel pålægger at koncentrere sig om sandheden, kan det være et problem: Da

sociale eller psykologiske faktorer forstyrrer den rationelle debat

information. Hvis intelligente og velinformerede folk når frem til

hørt i diskussionen. Dette kan muligvis forklare noget af denne

på, at man har begået en fejl. Denne effekt bliver kun større jo

og gør, at alle relevante oplysninger og argumenter ikke bliver

effekt. Meget tyder dog på, at lignende effekter vil opstå selv

om deltagerne i en diskussion alle opfører sig rationelt. Lad mig

andre konklusioner end en selv, er det et rationelt effektivt signal flere og jo klogere mennesker, der er uenige med én.7

Jeg har altså argumenteret for, at det er rationelt at lytte til

forsøge at motivere denne påstand:

andres vidnesbyrd og at blive påvirket af, at andre er uenige med

har fortalt os det. Ofte ved vi noget, fordi én, vi mener, er bedre

per give bagslag: Netop fordi man hører alles holdninger, vil

De fleste af de ting, vi ved om verden, ved vi, fordi nogle andre

informeret, har fortalt os det (videnskabsmænd, nyhedsoplæsere, lærere), men andre gange er det simpelthen, fordi tilstrækkeligt mange andre siger det: Hvis 20 af dine venner fortæller dig, at de har hørt om en fest på fredag, har du god grund til at tro, at der er en fest på fredag. Denne praksis med at stole på andre

virker endvidere ganske rationel: Hvis hver enkelt af os selv skulle

prøve at finde ud af alting, ville vi ikke komme særligt langt. En af grundene til, at vi mennesker ved og kan så mange ting, er, at vi er i stand til at overføre viden til hinanden, som vi ellers ikke ville være i stand til at nå frem til alene.

Et andet aspekt af dette er uenighed. Mange filosoffer har

argumenteret for, at man bør betvivle sine overbevisninger, hvis folk, man mener, er lige så rationelle som en selv, mener noget

en. Men i en deliberativ situation kan disse rationalitetsprincip-

det ofte være rationelt at lytte til hvad flertallet, eller dem man betragter som eksperterne siger, og derfor tvivle mere på informationer eller argumenter, man selv har. Hvis nu de første 20

i en stor diskussion har udtalt sig, herunder flere eksperter, vil dette udvikle sig til en selvforstærkende effekt: De resterende

vil blive mere og mere overbevist om, at det de første 20 mener, er korrekt, netop fordi så mange rationelle mennesker mener det. Dette er, hvad økonomer kalder en ’informationskaskade’.8

I nogle tilfælde vil gruppens holdning kunne blive fuldstændigt bestemt af, hvem der tilfældigvis først siger sin mening. Gruppens

endelige holdning kan altså være tilfældig og dermed irrationel, selvom de individuelle deltagere ræsonnerer rationelt.9

andet. Hvis mig og min ven står i supermarkedet og prøver at

Andre beslutningsmetoder

at vi har råd til 14 øl, bør jeg blive noget mindre sikker, hvis min

viser, at vores rationelle normer bør ændres. Vi skal ”blot” om-

regne ud, hvor mange øl vi har råd til, og jeg regner mig frem til

Man kunne selvfølgeligt sige, at de ovenstående eksempler kun

ven (som er lige så dygtig til hovedregning som mig) når frem til,

forme vores normer, således at vi undgår uheldige situationer,

at vi har råd til 16 øl. Igen synes dette at være rationelt: Ingen

mennesker er perfekte tænkere, og ingen har adgang til al relevant 14

som den jeg beskriver herover. Men det er tvivlsomt, om det

kan lade sig gøre i praksis.10 Et mere principielt svar er, at sociale

situationer kan være så komplekse, at der ikke findes noget unikt generelt svar på, hvordan man skal indrette deliberation, således

at irrationelle fænomener undgås. Hvis man vil opretholde deliberation som et epistemisk ideal, kan det ende med blot at

være et tomt og vagt påbud om at ”deliberere på den måde som i den givne situation er mest rationelt” – et sympatisk, men ikke særligt informativt ideal.

Ydermere viser det sig, at der er mange effektive, ikke-deliber-

ative måder at få relevant information ud af en gruppe. Et klassisk

eksempel er Darwins fætter, som var til et marked, hvor man

kunne gætte på hvor meget en gris vejede. Da han satte sig ned og regnede tallene igennem, viste det sig, at gennemsnittet af alle

deltagernes gæt var utroligt tæt på det rigtige resultat – tættere

end noget enkelt gæt, selv fra eksperter i at vurdere grises vægt såsom slagtere og landmænd. Der findes også andre lignende eksempler, og det virker usandsynligt at de alle skulle være rene

tilfældigheder. En god forklaring på disse fænomener kan være, at selvom hver enkelt af os kan være påvirket af irrationelle eller

korrekt, gå hurtigt mod 100% jo flere der er i gruppen. Ved bare

Hvis vi ikke har mulighed for at påvirke hinanden med vores

Hvis medlemmerne af en sådan gruppe i stedet havde snakket

idiosynkratiske faktorer, så er vi alle påvirket på forskellige måder. idiosynkrasier vil de derfor udligne sig, når man tager gennemsnittet af vores holdninger.11

Et andet resultat er Condorcets Jury Teorem, som blev bevist

af en matematiker i 1700-tallet: Hvis en gruppe stemmer om et ja/nej-spørgsmål, og alle medlemmer af gruppen har mere

end 50% sandsynlighed for at svare rigtigt, og alle beslutter sig

uafhængigt (i en teknisk forstand) af hvad de andre stemmer, vil sandsynligheden for, at det svar, som flertallet stemmer på, er

20 medlemmer er sandsynligheden allerede meget tæt på 100%. sammen, og et flertal var blevet overbevist af en ekspert, som

f.eks. havde 80% sandsynlighed for at svare rigtigt, ville de kun være så effektive som eksperten. Ved at stemme uafhængigt og uden deliberation kan gruppen blive mere træfsikker, end selv den bedste blandt dem.12

Hvad med deliberativt demokrati Jeg har nu fremlagt en række overvejelser, som tilsammen stiller

spørgsmålstegn ved, om deliberation er en epistemisk rationel

beslutningsprocedure. Hvad har det så af relevans for deliberativt demokrati som politisk ideal? Først og fremmest medgiver jeg

gerne, at der kan være politisk og moralsk gode grunde til at alle

parter, der påvirkes af politiske og samfundsrelevante spørgsmål, skal høres og have lov til at forsøge at overbevise andre om deres

synspunkt. Ydermere er jeg åben overfor ideen om, at politisk

retfærdige beslutninger er defineret som det, der besluttes i en åben deliberation.13

Men vi skal passe på, at disse politisk og moralsk gode aspek-

ter af deliberation får os til at tro, at det er en mirakelkur. I den offentlige debat kritiseres ekspertkommissioner, videnskabelige

grupperinger og efterretningstjenester (for at nævne et par styk-

ker) ofte for at være ”udemokratiske” eller for ”hindre den frie debat”. For så vidt som vi ønsker, at denne slags organisationer skal give os sande svar, er dette måske en god ting. Måske! In-

tet af det, jeg har skrevet, skal tages som definitive argumenter. Socialepistemologi er som sagt et ungt felt, og der kan stadig

komme mange nye resultater. Måske kan vi udvikle en variant af

deliberation som både opfylder vores politiske idealer samtidigt med, at den er epistemisk effektiv? Måske.

Jeg håber dog at mine læsere tager denne pointe med sig:

Blot fordi noget er politisk attraktivt, betyder det ikke, at det også er epistemisk rationelt!

Noter:

Samfundsforhold kan naturligvis påvirkes af de holdninger, beslutningstagere når frem til. Men jeg antager altså, at bortset fra sådanne

kausale effekter, er sandheden omkring faktuelle spørgsmål uafhængigt af vores holdninger til dem. I særdeleshed ignorerer jeg diverse

relativistiske eller konstruktivistiske (ofte kaldet postmoderne) sandhedsteorier. En overbevisende kritik af disse teorier findes i Goldman (1999) kap. 1 & 2.

Goldman (1987) er et tidligt programskrift for denne bevægelse. Alle titler i litteraturlisten indeholder eksempler på socialepistemologiske

diskussioner. Socialepistemologi er desuden et emne der forskes i på filosofi på KU, hvorfor der fra tid til anden er konferencer og seminarer, hvor studerende også kan følge med. Se http://epistemology.ku.dk.

Dette eksempel beskrives i Solomon (2006). Hun har begrebet ’gruppetænking’ fra sociologen Janis’ bog fra 1972 Victims of Groupthink.

Tollefsen (2006) diskuterer de sociologiske faktorer der indgår i gruppetænkning og hvordan fænomenet kan afhjælpes eller undgås.

http://en.wikipedia.org/wiki/Space_Shuttle_Challenger_disaster#Investigation

Disse sociologiske resultater bliver bl.a. diskuteret i Kelly (2008).

Lackey (under udgivelse) er en glimrende introduktion til vidnesbyrd.

Christensen (2007, 2009) er gode introduktioner til debatten omkring uenighed.

Sorensen (1984), Goldman (2001) og Coady (2006) diskuterer informationskaskader og de relaterede problemer ved at udpege eksperter

i en gruppe.

Den svenske filosof Erik Olson fra Lund Universitet har med computersimulationer forsøgt at vise, at polarisering af holdninger kan

skyldes individuelt rationel tænkning (oplæg på 2nd Copenhagen Conference on the Epistemology of Liberal Democracy, August 2010).

Wes Holliday (oplæg på 2nd Copenhagen Conference on the Epistemology of Liberal Democracy, August 2010) har argumenteret for, at selv

i meget simple tilfælde, hvor deltagerne løbende får at vide om de andre skifter holdning, kan det være næsten umuligt – selv for en computer! – at gennemskue om en sneboldeffekt, som den jeg diskuterer, er ved at gå i gang.

Solomon (2006) diskuterer dette og lignende eksempler og foreslår sin egen forklaring.

Der er selvfølgelig et åbenlyst problem, som jeg ikke indrager, om, hvordan man sikrer, at alle har mere end 50% sandsynlighed for at

svare rigtigt. Dog har moderne matematikere været i stand til at bevise, at det eneste som kræves faktisk er, at deltagerne i gennemsnit har mere end 50% sandsynlighed for at svare rigtigt.

Som for eksempel Habermas eller Rawls synes at mene.

Litteratur:

Christensen, David (2007): “Epistemology of Disagreement: The Good News”. Philosophical Review (116) pp. 187-217.

Christensen, David (2009): “Disagreement as Evidence: The Epistemology of Controversy”. Philosophy Compass (4/5) pp. 756-767. Coady, David (2006): “When Experts Disagree”. Episteme: A Journal of Social Epistemology (3), pp. 68-79. Goldman, Alvin (1999): Knowledge in a Social World. Oxford University Press.

Goldman, Alvin (1987): “Foundations of Social Epistemics”. Synthese (73) pp. 109-144.

Goldman, Alvin (2001): “Experts: Which Ones Should You Trust?”. Philosophy and Phenomenological Research (LXII) pp. 85-110.

Kelly, Thomas (2008): “Disagreement, Dogmatism, and Belief Polarization”. Journal of Philosophy (105) pp. 611-633.

Lackey, Jennifer (under udgivelse): “Testimony: Acquiring Knowledge from Others”. Udkommer i Alvin Goldman & Dennis Whitcomb (red.): Social Epistemology: An Anthology. Oxford University Press.

Solomon, Miriam (2006): “Groupthink versus The Wisdom of Crowds: The Social Epistemology of Deliberation and Dissent”. The Southern Journal of Philosophy (XLIV) pp. 28-42.

Sorenson, Roy (1984): “Problems with Electoral Evaluations of Expert Opinions”. British Journal for the Philosophy of Science (35) pp. 47-53.

Tollefsen, Deborah (2006): “Group Deliberation, Social Cohesion, and Scientific Teamwork: Is There Room For Dissent?”. Episteme: A Journal of Social Epistemology (3), pp. 37-51.

Kære erhvervsfilosofiske entreprenør! Dette efterår inviterer Niels Brock, Iværksætterhuset og Centret for Erhvervs- & Ledelsesfilosofi (CCCELF) til:

Entrepenant Tænkning i Filosofiske Brydningsflader Stedet er; Scenen, Blaagaardsgade 23b, stuen. Tidspunktet er alle gange kl. 17.00-20.00. Entre: 40 kr.

Her følger en oversigt over programmet: 1.

Onsdag d. 27.10: Morten Henriksen & Kim Dalum (Papkassedrengene) opfører i samarbejde med Kim Gørtz det mindre show: ”Op i den filosofiske helikopter”. Genoplev: Kreativiteter i brydningsflader mellem leg, entertainment og filosofisk eftertanke

Mandag d. 8.11: Franz Cybulski (Tidl. CBS og RUC nu konsulent i Green & Andersen) tilbyder i samarbejde med Kim Gørtz en samskabende workshop: ”Hold dig på måtten!”.

Vær med til: Konceptudviklingsformer i brydningsflader mellem rådgivning, eksperimenter og måtte-præcision 3.

Onsdag d. 8.12: Peter Madsen (skuespiller) og Kim Gørtz udforsker sammen, hvordan musik, tale og legeme kan lade sig gøre i det ureflekterede rum.

Oplev og deltag i: Æstetiske virkemidler i brydningsflader mellem egne musikalske collager, kødelig begejstring og betænksomme røster Hold desuden øje med: Kim Gørtz, filosof: Et landkort over livets eksistentielle grundtræk: Markeringer af menneskets udfoldelsesmuligheder

Dette foredrag søger at afdække nogle større og gennemgående linjer i den eksistentielle tænknings udviklingshistorie. I denne be-

stræbelse markeres det, hvilke filosofiske tænkere der stod for hvad i form af deres begrebsproduktioner med eksistentielle anvisninger. Foredraget er fundamentalt set et potpourri med grundtemaet: hvad vil det sige at være et menneske?

Bring a friend – and share a miracle…

Center for erhvervs- og ledelsesfilosofi (CCCELF) har som sit primære anliggende at omsætte filosofiske teorier og perspektiver til erhvervsorien-

terede praksisformer. Hvilket vil sige, at centret arbejder med at undersøge, hvordan 2500 års forskellige filosofiske tanker, temaer og begreber kan anvendes i forhold til moderne organisationer, virksomheder og ledelsespraksis. Gennem dette arbejde udvikles produkter, koncepter, metoder og tekster af relevans for det moderne arbejdsliv og erhvervsøkonomiske problemstillinger. Se her for mere: http://copenhagencoaching.dk/CCCELF

The Infinite Other

Chapter I: The Other must first of all be considered a locus By Oliver Riel

he was reading slowly but paid little attention to the pages

of the dark tunnel of words that lead to the understanding of

finished, not with the whole book, but when she decided she

Lacan, an object borrowed from Henri Wallon now broken and

she turned. Just another book before graduation. When

was finished, her mind performed a quick reflection of what

she had just read. Concerning how the I was always in the field of the Other and how everyone’s thoughts only existed in their

own realm and how one therefore was bound to interpret other people as mere objects. No one will ever be able to understand

another thought, feeling or sentence than one constructed by their own mind. That was what she concluded was the meaning 18

the infinite Other. In this shallow tunnel also hung the mirror of

never to be returned. It created a glimpse of shining light and slender air in the tunnel, but when she looked into this mirror

she recognized nothing of herself. “To meet the Other is to have the idea of Infinity” was written in white on the cave wall next

to it. When spoken out loud this sentence was beautiful, here she recognized herself - this is what she remembered.

As she grew older she started to become very close with some-

one. She moved far away from her hometown to a place where

thrill of excitement as confusion spread and people began to run

privilege only shared with one other person. An early morning

once read about the infinite Other, about how no one actually

no one spoke the language she was taught and intimacy was a

she ran into someone from back home. They talked throughout

the afternoon. During the conversation she began to realize, that now, after living away from home for so long, she found it even harder to translate the thoughts of familiars than to understand people she could not even speak to in whole sentences. She

walked home feeling indifferent by this experience. After her

around like wild ostriches. She then remembered what she had

understood each other and everyone lived in their own realm. Maybe that was Gods true punishment she thought. It was never to do with the concept of language because even if two people

spoke the same language they would still not be suited for comprehending any other words than their own.

graduation she rarely spent her nights reading about the minds

Maybe that was the only reason why someone would volunteer

her legs excitedly over the bedside wondering. She found this

person about the same things every day. Living in a slight hope

of Levinas and Lacan, instead she would sit in her bed and swing

very comforting especially if someone was sleeping at the other end of the bed and she could hear them breathing. While sitting

there, she would picture herself living other people’s lives. Often

she would be an archer in an ancient time. She imagined how it

would feel to run barefooted in the wet soil covered with slimy frogs and insects. How she would storm through the forest with her bow around her chest and the birds would flee in terror warn-

to sleep in the same bed for fifty years, talking to the same

that one day he or she would present an opinion that the other person would truly understand. She wondered whether this was too hard a bargain. Waking up every day being the teacher of

a single sloppy student, just so that person through time could

begin to grasp the idea of what you had been trying to teach for a lifetime.

The thought alone exhausted her. “Fifty years” she said to

ing the animals of her presence. Minutes later she was living in

the sleeping person lying next to her, blaming him like a judge

granite stone talking to Giles of Rome in a bright room covered

was like someone had left a crying infant at her doorstep. No

Rome as a titular bishop. Spending her days in a chair made of

in candle smoke. From this position she would shout furiously

at people, blame them for things they had not done and they would all blush and thank her for her insults. She would preach about the horrors of Baal and make up stories that would send the mob home in hopeless despair.

Afterwards she imagined that she was standing at the feet of

the Babylon tower the day God punished humanity. She felt a

giving a life sentence. She now felt even more exhausted. It

more swinging your legs and aiming for evil imps every night she thought to herself. She gave the person lying next to her a stiff Judas kiss on the pale sleeping chin and then went to bed leaving the light on.

The end of Chapter I

Next issue Chapter II - the Smiling response 19

...filosofi? Af Emil Rothstein-Christensen Hvad jeg angriber i denne artikel, er den fremgangsmåde og det selvbillede som den moderne universitære filosofi (sådan som jeg opfatter den på filosofiinstitutter i dele af den vestlige verden - ikke mindst USA, England og København) har tillagt sig, i et forsøg på at videnskabeliggøre sig selv – for

dermed at kunne retfærdiggøre sig selv – i den akademiske verden. Med to af det 20. århundredes, efter min overbevisning, mest interessante filosoffer, Richard Rorty og Jacques Derrida, i baghånden, vil jeg i følgende artikel forsøge at få has på termen ’filosofi’, (inklusiv) dens relevans, genstandsområde og praktisering i en akademisk kontekst.1

Men hvordan skal en moderne, fagfilosofisk selvforståelse så

Universitetsfilosofi og forholdet til ’philosophia’

se ud? Richard Rorty foreslår i sit essay ’Philosophy as a kind

Filosofi som akademisk disciplin er nødt til at tage sig selv op

La Grammatologie, at filosofi ikke er andet end tekster, der kom-

til revision. Det øgede krav om målbarhed, anvendelighed og

relevans blandt universitets fag, har presset filosofien ud i en

meget trist udvikling. Således ser faget ud til at være så godt som stagneret, på grund af sin iver efter at gøre sig relevant i videnskabelig, såvel som i erhvervsmæssig og samfundsmæssig 2

sammenhæng, som det kræves fra politisk side. Spørgsmålet er

dog imidlertid om den relevanshungrende forskning, der prak-

of writing: an essay on Derrida’, baseret på Jacques Derridas De

menterer på andre, tidligere skrevne tekster. Hermed indskriver

de sig i den bestemte litterære kanon, der startede med Platon og som vi kender som filosofiens historie.5 Hovedpointen er at filosofi aldrig refererer eksternt, hvilket i praksis betyder, at en

filosofisk tekst, uanset om den refererer til samfundet, sproget eller andet, stadig kun er filosofi – en måde at skrive på.6

Filosofi udmærker sig således ikke som en meta-videnskab,

tiseres blandt akademiske filosoffer, overhovedet er relevant –

men som en historisk forankret skrivestil, som altid kun kan

fagspecialister)? Og om man overhovedet kan snakke om, at der

noget uden for den filosofiske tekst selv, (f.eks. sprog, samfund,

endsige interessant – for nogen som helst, (måske endda inklusiv bliver udrettet ’ny forskning’ indenfor faget.

En sådan række af kritiske spørgsmål tvinger universitetsfilo-

soffen til at forsvare sit fag i dets grundvold, men situationen er

den, at det vi – til stadighed – forstår ved termen ’filosofi’ uddøde i løbet af det 20. århundrede. Ikke desto mindre tenderer filosofiprofessorer og -lektorer stadigvæk til at mene, at filosofi skal forstås som en art meta-værktøj for videnskabsmanden – både i

den ”bløde” og ”hårde” ende af den videnskabelige skala – og at relevansen her er en selvfølgelighed. Men at dette rent faktisk

skulle være tilfældet, er ikke åbenlyst. Videnskabsfilosofien lader

nemlig til at være en sidste vaklende bastion som levebrødsfilosoffer klynger sig til i kampen for overlevelse. At disciplinen ka-

ldes ’filosofi’ forstærker deres tro på dette projekt, idet kærlighed

til viden må have videnskaben som primært genstandsområde. Hvad enten man ønsker at få (i det mindste) videnskabsmænd

til at formulere sig i et klart, stringent logik-systematisk sprog, at klarlægge de etiske implikationer i lægers praksis eller bevise

omverdenens eksistens, er sagen den samme: man mener som filosof at kunne forklare hvordan fagfolk skal udføre deres arbejde bedre end de selv kan.

Jeg er ikke overbevist om de gavnlige sider ved nogen af disse

praksisser, så for at redde menneskets evne og lyst til dybere refleksion, er det måske på tide at udskifte termen ’filosofi’, eller

i hvert fald lægge det græske indhold bag os for alvor. Allerede

Martin Heidegger nægtede at have en filosofi, og betragtede sig selv som tænker, ikke filosof.4

adressere filosofi, også selvom det, der står i teksten refererer til æstetik osv.).

”Filosofi udmærker sig således ikke som en meta-videnskab, men som en historisk forankret skrivestil, som altid kun kan adressere filosofi, også selvom det, der står i teksten refererer noget uden for den filosofiske tekst selv ”

sit ”filosofiske værktøj” i. Med et Kuhnsk udtryk er min påstand, at akademiske filosoffer bruger deres kræfter på at kommentere indenfor et givent paradigme i stedet for at forsøge at skabe et

nyt. Endda et paradigme de ikke selv har haft afgørende indflydelse på. Det vil i praksis sige, at denne kommentering foregår

på gældende præmisser i videnskaben og/eller samfundet; altså, at man opererer ud fra de herskende værdier i stedet for at sætte

nye. Hermed går alle ønsker om at blive indflydelsesrig tabt, da

en gentagelse ikke gavner nytænkningen, og som jeg ser det, er

det altid filosofiens mål, endog muligvis dens eksistensgrundlag, at være så indflydelsesrig som mulig.

Dér hvor det filosofiske skrift bliver interessant og får relevans

for andet end sig selv, er når det er i stand til at inspirere folk, der

står uden for den filosofiske kanon. Filosofiens styrke og primære relevans ligger i dens litterære gennemslagskraft. I artiklen ”Phi-

Relevans og indflydelse Op igennem historien har de største tænkeres tanker haft stor

indflydelse på både samtid og, især, eftertid. Det betyder naturligt, at man kæder ændringer i samfundet eller i den videnskabelige praksis sammen med disse tænkere. Flere moderne akademisk

forankrede filosofiske retninger har da også lokaliseret denne

sammenhæng mellem filosofi og samfundets/videnskabens udvikling, men overser generelt to vigtige aspekter: For det første er filosofiens genstandsområde, for alvor, siden midten af 1800tallet blevet specialiseret udi de forskellige grene af videnskaben

vi kender i dag. Det medfører, at filosofi som disciplin, den dag i dag, står som en noget udvandet en af slagsen, idet den netop ikke kan tilføje noget væsentligt til de etablerede videnskaber

” Hvor Platon, Hume eller Kant gennem deres skriverier fik revolutioneret et givent syn på en given sag, og hermed fik indstiftet nye normer, lader det til at det meste filosofi i dag halser bagefter resten af verdens udvikling, inklusiv den videnskabelige udvikling”

udenom disse videnskaber. For det andet overser man rækkefølgen af påvirkning. Hvor Platon, Hume eller Kant gennem deres

skriverier fik revolutioneret et givent syn på en given sag, og hermed fik indstiftet nye normer, lader det til at det meste filosofi

i dag halser bagefter resten af verdens udvikling, inklusiv den

videnskabelige udvikling. Forstået således, at når den moderne

filosof vil gøre sig gældende, operere vedkommende ud fra en allerede fastlagt horisont indenfor det felt man ønsker at bruge

losophy in America today / Proffesionalized Philosophy” skriver

Idéen er, at såfremt man ønsker at generere nyskabende, bane-

end at skrive – ja, at tendensen nærmest er, at den filosofiske

nødt til (fra politisk side) ikke at kræve almindeligt anvendelige

Richard Rorty, at de analytiske filosoffer snarere ønsker at vise tekst helst skal være så lidt litterær som muligt, men mere ligne en instruktionsmanual for viden.7 Hermed bliver filosofien vid-

enskabeliggjort med forbillede i formelbaserede videnskaber, men noget tyder på, at jo mere formaliseret den filosofiske tekst

bliver, desto mindre gennemslagskraft har den og desto mindre

relevans får den for det den omhandler; det være sig videnskab, samfund, litteratur eller andet. For ingen videnskabelig metode bliver inspireret af at se en kopi af sig selv, og en formelbaseret metode bliver ikke stærkere af et forsvar baseret på selv samme metode.8

brydende, interessant filosofi indenfor et akademisk miljø, er man resultater fra filosofien, på samme måde som man ellers gør det

af f.eks. lægevidenskaben. Dette vil med lidt held bevirke, at den

akademiske filosofi ikke længere efterligner andre videnskabers

metoder i sin forskning, men i stedet sætter andre litterære elementer i spil i de forskningstekster den genererer.10 Filosofifaget skyder sig selv i foden ved at udelukke ikke-standardiserede

skrivnings- og forskningstilgange. Kun på denne måde kan ny tænkning og refleksion genereres, og ligegyldige formaliserede gentagelser undgås.

Filosofi er ikke en let disciplin – man skal koncentrere sig

Sigende for den problematiske position filosofien er havnet i,

hvert fald hvis man ønsker at gøre det i en grad som enhver

ham fra at være Stuart Professor of Philosophy på Princeton, til

for at ”tænke ud af boksen” og ”vende tingene på hovedet” – i

anden ikke kunne have gjort ligeså godt udenfor filosofien. Ter-

men ’filosofi’ skal altså ikke længere forstås som ”videnskabernes

videnskab”, men som ”videnskabernes inspirationskilde”, for det

er som sidstnævnte at filosofien kan få indflydelse og relevans i det akademiske miljø.

Derrida holdt i 1999 et foredrag ved University at Albany

om de humanistiske videnskabers fremtid, hvori han plæderer for en ”unconditional freedom” for den humanistiske forskning.

Derrida fokuserer her primært på forholdet mellem menneskerettigheder, demokrati og fri forskning i universitetssammenhæng, men jeg vil trække diskussionen i retning af et mere prak-

tisk problem imellem de almene forskningskrav og filosofifaget:

kan det til slut nævnes, at Richard Rortys idéer om filosofi førte

stillinger som Kenan Professor of Humanities på University of Virginia og Professor of Comparative Literature på Stanford – altså to ikke-filosofiske institutter.

Derrida var tilknyttet flere amerikanske universiteter, både

som gæsteforelæser og i mere permanente roller, men aldrig i

de filosofiske afdelinger. Også i England mødte han, en endog, meget stor modstand i det filosofiakademiske miljø på Cambridge University, da man forsøgte at forhindre ham i at modtage en ærestitel han var blevet indstillet til.11

Ikke desto mindre er Rorty og Derrida nogle af de absolut

mest indflydelsesrige tænkere i nyere tid – og filosofien er altså kun relevant i det omfang den har indflydelse.

Noter:

At den form for meta-filosofi, jeg bedriver i denne artikel, heller ikke selv er uproblematisk, er jeg i allerhøjeste grad klar over. Jeg vil ikke

fokusere yderligere på dette aspekt i denne artikel, men vedkender, at det da bestemt ikke er åbenlyst holdbart at udfolde en metodisk kritik, uden at fremvise et eksempel på ”den rigtigere metode” selv.

Som illustreret ved interviewet med V. F. Hendricks i Tanken nr.1, s. 24

Som illustreret i Anders Krabbes artikel ”Meta-erhvervsfilosofi” i Tanken nr. 2, s. 6

”Der findes ingen heideggeriansk filosofi, og selvom der skulle findes noget lignende, så ville jeg ikke interessere mig for denne filosofi

– men udelukkende for den sag og det tema, al filosofi har centrum i” (fra De l’existentialisme à Heidegger, citeret i forordet til Et brev om ’humanismen’, på dansk v. Søren Gosvig Olesen og Karin Wolgast, s.8f ).

Rorty foreslår, at der i moderne filosofiskrivning er to grene: Én, der stadig forholder sig til den kanon, der blev etableret mellem Platon

og Kant, og i dag kendes som analytisk filosofi, og én – ’historisk’ filosofi, ”kontinentalfilosofi” – som blev startet med Hegel, og fortsatte med Nietzsche, Husserl, Heidegger og Derrida. (se bl.a. Rorty; ’Philosophy as a kind of writing: An Essay on Derrida’ s. 92-93)

Ibid. s. 92, 100

Ibid. s. 105 (se desuden Rorty: ‘Philosophy in America Today’, specielt s. 214-218)

Dette er først og fremmest min pointe. Rorty er mere pragmatisk i sin tilgang, og skærer visse steder alle filosofiske forsøg på at sige

noget generelt over én kam, som værende kantianske forsøg på at gøre filosofi til meta-videnskab. Se bl.a. Rorty; Philosophy and the Mirror of Nature, s.8

Foredraget kan downloades som podcast på: http://www.albany.edu/history/derrida.html

Bemærkning: Jeg forstår således alt skriveri som litterært, akademisk som ikke-akademisk, formaliseret som ikke-formaliseret. Min idé om

filosofi som videnskabsinspirator kræver dog, at filosofien bryder med den generelle akademiske tone, for derved hele tiden at generere

nye vokabularer at forstå verden ud fra.

Man kan læse om den såkaldte ”Derrida-affære” på: http://prelectur.stanford.edu/lecturers/derrida/

Litteratur:

Rorty, Richard (1982): ‘Philosophy as a Kind of Writing: An Essay on Derrida’ og ‘Philosophy in America Today’ , i: Consequences of Pragmatism (Essays 1972-1982), The Harvester Press 1982

Rorty, Richard (1979): Philosophy and the Mirror of Nature, Princeton University Press 1979

Derrida, Jacques (1967): Om Grammatologi, på dansk v. Lars Bonnevie og Per Åge Brandt, Arena 1970

Heidegger, Martin (1945): Et brev om ‘humanismen’, på dansk v. Søren Gosvig Olesen og Karin Wolgast, Informations forlag 2004

Livsvisdom fra Tænkningens Mestre

Immanuel Kant: “[…] en inder var engang gæst hos en englænder i Surat og bemærkede her, at man åbnede en øl, hvorefter alt indholdet skummede op og

skyllede ud over kanten. Inderen kom med flere udbrud som tegn på sin forbavselse, og da englænderen spurgte, hvad der var så underligt, svarede han: ”Jeg undrer mig ikke over, at indholdet trænger ud, men over hvordan I har fået det derned.” Når vi hører den historie, må vi le, og vi fornøjer os af hjertens lyst.” Kritik af Dømmekraften, §54. Overs. v. Claus B. Østergaard. Det lille Forlag 2005.

Aristoteles: “Andre tilfælde er enten sygelige eller opstår ved vane, som at plukke hår og bide negle, æde kul og jord, og hertil kommer homoseksualiteten.” Etikken, bog 5 [1148a]). Overs. Søren Porsborg,, Det lille Forlag 2002

Deleuze/Guattari: “God is a Lobster, or a double pincer, a double bind.” A Thousand Plateaus: Capitalism and Schizophrenia: “10,000 B.C.: The Geology of Morals (Who Does the Earth Think It is?)”, s. 45

Tænkere uden grænser Af Anders Dahl Krabbe, Johannes Bjerborg og Agnete Schimmell Raakjær Mange studerende på filosofi tumler med spørgsmålet om, hvad de skal når de engang er færdige med deres uddannelse. For hvad kan man egentlig når man har en Bachelor eller en Kandidat i Filosofi? Det kan være svært at formulere et præcist svar på dette og det kan være endnu sværere at formulere, hvordan disse kompetencer konkret kan komme i spil.

i er tre studerende der startede på filosofi i 2007 og som alle deler den samme kæphest; at vi som filosofi-

studerende kan blive mere bevidste om hvad det er vi kan og i

forlængelse af dette, blive bedre til konkret at få disse kompe-

tencer i spil, uden for universitetets mure. Vi har derfor skabt et forum vi har valgt at kalde ”Tænkere uden grænser”. ”Uden

grænser” henviser til, at filosofi ikke skal begrænses til diskussioner i akademia, men at filosofi også har en værdifuld anvendelse udenfor universitetet.

”Tænkere uden grænsers” mål er, at inspirere og oplyse

filosofistuderende om anvendelse af filosofi i form af foredrag, konferencer osv. , og samtidig skabe et forum, hvor det gennem

workshops, øvelser og diskussioner, er muligt at træne egne evner

til at anvende teoretiske overvejelser, på et mere konkret plan.

Herudover er det vores forhåbning, at ”Tænkere uden grænser” kan fungere som en platform der samler, systematiserer og giver

Vi håber, at ”Tænkere uden grænser” vil være en hjælp til

overblik over viden om anvendt filosofi.

de filosofi-studerende, der ønsker at anvende de kompetencer

Det er vigtigt for os at understrege, at ”Tænkere uden grænser”

universitetet. Her mener vi ikke blot de formelle kompetencer,

ikke handler om at gå på kompromis med den filosofiske faglighed. Tværtimod. Vores forhåbning er, at vi med dette projekt kan være med til at belyse muligheden for at anvende den

teoretiske fundering, man har som filosofistuderende, i konkrete situationer.

og den viden de har tilegnet sig på Filosofi-studiet, uden for

man så ofte hører, at humanister har til fælles, men derimod den specifikke viden og de kompetencer man særligt tilegner sig som filosofistuderende.

Alt dette kan naturligvis kun lykkes, hvis der er opbakning til projektet og vi håber derfor, at der er en masse der har lyst til

at være en del af ”Tænkere uden grænser”. Vi har brug for al

den hjælp vi kan få, hvad enten man har lyst til at blive en fast del af projektet eller man gerne vil give en hjælpende hånd med i ny og næ.

Hvis ovenstående har vakt interesse, holder vi et åbent

møde:

Fredag d. 29. oktober kl. 15.15

Lokale 14.2.50 (det gamle Alkvantor) Hold i øvrigt øje med plakater og informationsmails som vil blive sendt rundt. Vi kommer naturligvis også på Facebook inden længe, så skynd jer at blive venner med os. 24

Af Linda FÃ¸nss

Vi bringer her, hvad der i fagtidskrifter ofte kaldes et symposium. Denne betegnelse er naturligvis hentet fra de mere filosofiske dele af Platons Sympo-

sion, hvor Sokrates og hans fæller skiftes til at give en tale om et emne, og hvor de senere talere så kan forholde sig til de tidligeres oplæg. I praksis

består artikelformen i, at den første debatør skriver et oplæg, hvorefter den eller de næste får mulighed for at læse oplæget for derefter at kritisere den; Man kan med andre ord karkakterisere det som et akademisk battle! I denne omgang lægger Eirik Gjerstad for:

Omvurdering af Nietzsches overmenneske Af Eirik Gjerstad

egrebet om overmennesket i Nietzsches tænkning er så

godt som universelt blevet regnet for et af hans vigtig-

ste kardinalpunkter,1 men nok også det mest kontroversielle.2

Begrebet ’overmenneske’ optræder, i den forstand som jeg vil

behandle det, i det skønlitterære værk Således talte Zarathustra. Begrebet og dets rolle bliver introduceret helt i starten af bogen i forbindelse med ’Guds død’, hvor protagonisten Zarathustra

ing. Den videre konsensusforståelse består i, at overmennesket

siger: ”Hvis du [Zarathustra] taler sandt [mht. ’Guds død’ og at

som for det andet er noget der ikke er i modstrid med værkets

står med et døende desillusioneret menneske i sine arme, der der ingen udødelig sjæl er] mister jeg altså ikke noget når jeg

mister livet.”3 Efter dette siger Zarathustra: ”Uhyggelig er den menneskelige tilværelse og stadig uden mening […] Jeg vil lære

menneskene meningen med deres væren: og denne mening er

overmennesket” . Bogen handler kort sagt om mødet med men4

ingstab ved fraværet eller umuligheden af religion, og hvordan man eksistentielt kan overkomme dette og magte det.

Dette forekommer at være den almene konsensus, og en kon-

sensus som jeg også vil tilslutte mig. Så langt, så godt. Hvad der

herefter er konsensus omkring begrebet ’overmenneske’ er jeg dog

uenig i: Overmenneskets forhold til bogens anden vigtige idé, den evige genkomst, dets plads i en overordnet forståelse af værket, og dets plads i en overordnet forståelse af Nietzsches tænkn-

for det første er noget, der kan tilskrives positive egenskaber, og anden prominente idé: Den evige genkomst. Min uenighed og

kritik er således tofoldig. Denne konsensusopfattelse, som jeg vil argumentere imod, finder jeg eksemplificeret med en lang række prominente fortolkere: Copleston, Kaufmann, Deleuze og Heidegger, for at nævne nogle få. Deres konsensusopfattelse

har for længst indskrevet sig som faktum i diverse opslagsværk-

er.5 De prominente fortolkere, og ikke diverse opslagsværker, er dog naturligvis mit udgangspunkt. Alle disse fortolkeres indbyrdes forskelle til trods, så deler de alle opfattelsen af overmen-

nesket, som noget eller nogen hvorom der prædikeres positive

selvberoende egenskaber. Ifølge dem alle har overmennesket karakteristika. Hos dem vil man læse om et sådant overmenneskes ”bodily accomplishments”6, at overmennesket sublimerer

sine umiddelbare impulser7, at det er legende og dansende,8 eller

at det er én, som på nihilistisk vis, negerer menneskets tidligere essens.9 Hos alle disse fortolkere tilskrives overmennesket mange

flere og mere generelle attributter end disse få eksempler. Min uenighed og indvending her er meget simpel: Ingen af disse

finder understøttelse i teksten. Der findes simpelthen ikke et

eneste sted i hele bogen, hvor overmennesket selv, eller hvad

det vil sige at være et overmenneske, bliver beskrevet. Tag dette

som en udfordring. Min tese er med andre ord en stærk tese, hvis tilbagevisning er nem at forestille sig. Ikke desto mindre kan jeg ikke finde et eneste sted, hvor der prædikeres noget om

overmennesket selv. Der er dog meget der kan siges om overmennesket i relation til mennesket, jorden o.a. (bl.a. at overmennes-

ket er disses mening og mål10). Vi læser også at overmennesket aldrig har været før,11 men at overmennesket er et potentiale, der

hører en fjern fremtid til. Vi læser at overmennesket, som mål

for det menneske, der stræber efter overmenneskets realisering, 26

giver en mening til dette menneskes tilværelse; en mening som

den enkeltes tilværelse er således noget, der ligger hinsides den

og opfindelse, venskab, ægteskab og familie, krig og strid, sel-

til ære for noget, der er større end den enkeltes liv selv. Overmen-

gennemsyrer alt: Det giver mening til viden og sandhed, arbejde vopofrelse og endda døden. Sagen er blot at alt dette beskriver, 12

hvad overmennesket har af eksistentiel mening for det menneske, der sætter det som målet for sin tilværelse, og ikke noget som

beskriver overmennesket selv, eller hvad det vil sige, at være et

overmenneske. Overmennesket selv er et fuldkomment tomt begreb. Jeg hævder at overmennesket, for sig selv, overhovedet ikke

er det vigtige, men at det vigtige derimod er den mening, som

en stræben efter overmennesket vil give til menneskets tilværelse,

enkeltes tilværelse selv. Den enkeltes liv bliver noget der udholdes

nesket er en afgud, en erstatningsgud, en surrogatgud. ”Engang sagde man Gud, når man så ud over fjerne have; men nu har

jeg lært jer at sige: overmenneske.”14 Hvor man før sagde ”Gud”, siger man nu i stedet ”Overmennesket”. Hvor ægteskabet før blev

gjort helligt i ”Guds navn”, bliver det nu gjort helligt i overmenneskets.15 Hvor livet og døden før var udholdeligt i kraft af den kristne guddom, er det det nu i kraft af overmennesket.

Dette er dog ikke en kritik af Nietzsche. I min læsning er

som et eksistentielt svar på den kristne guddoms død.

det netop pointen med overmennesket at det er en afgud, og

findes hos Copleston, Kaufmann, Deleuze og Heidegger, er at

digterne’ begynder forløbsaspektet af Således talte Zarathustra at

Det andet hvori jeg er uenig med konsensusopfattelsen, som

overmennesket, som eksistentielt svar på den kristne guddoms død, ikke skulle være i modstrid med den evige genkomst. Jeg vil

argumentere for at der er en konflikt mellem disse to eksistens-

at Zarathustra indser dette som historien skrider frem. I ’Om vise sig, idet han distancerer sig fra sine tidligere meninger:

”Det er længe siden jeg har oplevet grundene til mine menin-

modi, at den optræder i værket, og at den udgør værkets forløb.

ger. […] Det er mig allerede for meget at beholde mine meninger

komme igen, præcis som det var, præcis som det er, og præcis

finder jeg også i mit dueslag et vildfarent kræ […]. Men sæt at

Den evige genkomst er at alt – stort som småt, godt som slet – vil som det kommer til at være, om og om igen i al evighed. Den evige genkomst skal dog ikke så meget regnes for et kosmologisk

princip, som for det eksistensmodus, hvor der siges ja til éns fortid, ja til éns nutid, og ja til éns fremtid, hvor intet hinsides

éns liv er det, der giver det mening, hvor man ikke blot holder éns liv ud – hvordan end det tager sig ud – men hvor man ”vil

have det igen, sådan som det var og er, ud i al evighed, umætteligt råbende da capo […]”13 Dette mener jeg er i modstrid med det

menneskelige eksistensmodus hvor man, som svar på den kristne

for mig selv; og mangen en fugl flyver bort derfra. Og undertiden nogen i fuld alvor sagde, at digterne lyver for meget: så har han

ret – vi lyver for meget. […] Ak, der gives så meget mellem

himmel og jord, som kun digterne har kunnet drømme noget

om! Og især over himlen: thi alle guder er en digter-lignelse, en digter-tilsnigelse! Sandelig drages vi stedse – nemlig op til

skyernes rige: på dem sætter vi vore brogede bælge og kalder dem så guder og overmennesker”16

Zarathustra indser at overmennesket, som eksistentielt svar på

guddoms død, hengiver sig til at realisere overmennesket i en

’Guds død’, ikke var radikalt nok. Kun ved at se overmennesket

for den menneskelige tilværelse, siges der resignerende nej til

forklare hvorfor Zarathustra fortvivler og bliver ”forvandlet”, da

fjern fremtid. Med overmennesket som meningsgivende instans fortiden, nej til nutiden men ja til fremtiden, og meningen med

som værende i modstrid med den evige genkomst, kan vi f.eks. han første gang møder idéen om den evige genkomst.17 Den 27

evige genkomst er i modstrid med overmennesket som menings-

en forståelse af værket, som et stykke fiktion med et forløb. Læste

gennemlide et meningstab, før han kan ”komme sig”18 og ende i

det, ville man tro at Således talte Zarathustra var en akademisk

givende instans i livet. Zarathustra må opgive overmennesket og ekstase over den evige genkomst i slutningen af tredje bog.

I min læsning er Således talte Zarathustra altså historien om,

hvordan en person forsøger at forholde sig eksistentielt til den kristne guddoms død uden at fortvivle; en person som forsøger

at gøre dette uden at skabe nye afguder, men fejler heri, erkender at han fejlede heri, gennemgår meningstab, men kommer sejrrig

ud på den anden side med den evige genkomst. Dette hviler på

man ikke værket selv, men kun de almindelige fortolkninger af

afhandling i filosofi. Hvad der udmærker Således talte Zarathustra er at det er fiktion; fiktion med filosofisk sigte og pointe ganske

vist, men ikke desto mindre fiktion. Et stykke fiktion er ikke

statisk og tidsløst på samme måde som en filosofisk afhandling, hvor hvad der hævdes i begyndelse er ligestillet med hvad der hævdes til sidst – tværtimod.

Noter:

Dette fremgår bl.a. blot af opslags- og oversigtsværker som Penguin Dictionary of Philosophy, ’Nietzsche’, s. 424

Shorter Routledge Encyclopedia of Philosophy, ’Nietzsche’, s. 738

Således talte Zarathustra, ’Zarahustras fortale’, 6, s. 18.

Ibid., ’Zarahustras fortale’, 7, s. 19.

Så som Penguin Dictionary of Philosophy (’Nietzsche’, s. 424) og Politikens Filosofileksikon (’Nietzsche’, s. 314-5)

Copleston, A History of Philosophy, vol. VII, s. 414.

Kaufmann, s. 312.

Deleuze, Nietzsche and Philosophy, s. 193

Heidegger, vol III, s. 217.

Jf. fodnote 3, derudover Således talte Zarathustra, ’Zarahustras fortale’, 3, s. 12.

Således talte Zarathustra, ’Om præsterne’, s. 81

Viden og sandhed: Således talte Zarathustra, ’Zarathustras Fortale’, afsn. 4, s. 14. Arbejde: ibid., s. 14. Venskab: ibid., ’Om vennen’, s.

51. Ægteskab og familie: ibid., ’Om barn og ægteskab’, s. 64. Krig: ibid., ’Om krig og krigere’, s. 43. Selvopofrelse: ibid., ’Zarathustras Fortale’, afsn. 4, s. 14. Døden: ibid., ’Zarathustras Fortale’, afsn. 4, s. 14.

Hinsides godt og ondt, 56, s. 68.

Således talte Zarathustra, ’På de lyksalige øer’, s. 73.

Ibid., ’Om barn og ægteskab’, s. 64. Zarathustra bruger decideret ordet ’hellig’.

Ibid., ’Om digterne’, s. 112-3.

Ibid., ’Spåmanden’, s. 118.

Ibid., ’Den, der kommer sig’, s. 190-6.

Ibid., ’De syv segl’, s. 203. Der er uenighed i Nietzscheforskningen om hvorvidt historiens forløb slutter i tredje bog, eller om fjerde bog

skal regnes med som fortsættende hvor tredje bog slap. Jeg er af den overbevisning at historiens forløb slutter med tredje bog, da jeg

ikke blot mener at dette kan ses ved at se i ”den biografiske facitliste”, som er de breve Nietzsche sendte i forbindelse med at han skrev værket, men at dette kan ses i værket selv. Sådan tekstnær eksegese ligger dog udenfor denne artikels rammer, så jeg vil blot henvise til Laurence Lampert, Nietzsche’s Teaching: An Interpretation of ”Thus Spoke Zarathustra”, s. 287-91. Litteratur:

Nietzsche, F., Således talte Zarathustra. Overs. v. Niels Henningsen, Det lille Forlag 2006 –––––––––––, Hinsides Godt og Ondt. Overs. v. Niels Henningsen, Det lille Forlag 2005 Copleston, F., A History of Philosophy, vol. VII. Doubleday 1963

Craig, E. (red.), The Shorter Routledge Encyclopedia of Philosophy. Routledge 2005

Deleuze, G., Nietzsche and Philosophy. Overs. v. Hugh Tomlinson. Columbia University Press 1983 Heidegger, M., Nietzsche, vol. III and IV. Red. v. David F. Krell. HarperCollins 1991.

Kaufmann, W., Nietzsche: Philosopher, Psychologist, Antichrist. Princeton University Press 1975

Lampert, L., Nietzsche’s Teaching: An Interpretation of ”Thus Spoke Zarathustra”. Yale University Press 1986 Lübcke, P. (red.), Politikens filosofileksikon. Politikens forlag 2004 Mautner, T. (red.), Dictionary of Philosophy. Penguin books 2005 28

Overmenneskets genkomst Af Mathias Haulund Jensen I sin artikel ”Omvurdering af Nietzsches overmenneske” forholder Eirik Gjerstad sig til Nietzsches overmenneske. Den overordnede konklusion er, at Nietzsche i løbet af Således talte Zarathustra distancerer sig fra begrebet om overmennesket til fordel for begrebet om den evige genkomst. Jeg mener imidlertid, at dette ikke er tilfældet. Min læsning forsvarer den tese, at overmennesket skal læses i korrelation med den evige genkomst.

et, der interesserer Nietzsche, er overskridelsen af det menneskelige. Mennesket er for Nietzsche ikke et formål

i sig selv, men en overgang – som samtidig vil sige menneskets undergang – fra dyret til overmennesket. Nietzsche skriver:

”Det, der er stort ved mennesket er, at det er en bro og ikke

et formål: det, der er elskeligt ved mennesket, er, at det er en overgang og en undergang.”1

Dette er afgørende for Nietzsche, fordi mennesket har in-

Nietzsches fremstilling af begrebet ’overmenneske’ finder sted

despærret livet, mens overmennesket er det, der befrier livet i

i Således talte Zarathustra, men andetsteds i sit værk kæder Ni-

neskelige, alt for menneskelige. Derfor gentager Nietzsche gang

tra’ eller ’Dionysios’.4 Dette tyder på, at figuren Zarathustra i

mennesket selv.2 Overmennesket er overskridelsen af det men-

på gang i Således talte Zarathustra, hvor frygteligt overmennesket forekommer for mennesket.

Eirik Gjerstad skriver, at Nietzsche ikke definerer, hvad over-

mennesket er, men kun stiller det i forhold til mennesket, jorden etc., som det, der giver mening til disse. Men for det første er

det ikke Nietzsches stil at give klare definitioner af sine begreber, hvis de overhovedet er filosofiske begreber i vanlig forstand. For 3

det andet kan der faktisk siges yderligere om overmennesket end det Eirik Gjerstad gør.

etzsche begrebet sammen med de symbolske figurer ’Zarathushvert fald har overmenneskelige træk, og desuden at tanken om

overmennesket er forbundet med begrebet om det dionysiske.5

Dette skriver Nietzsche selv i Ecce Homo i afsnittet om Således talte Zarathustra.6 Begrebet om henholdsvis det dionysiske og

overmennesket sammenføjes i Zarathustra-skikkelsen, og senere i Ecce Homo kalder Nietzsche ligefrem Zarathustra for en relativ

overmenneskelig type, og siger, at det Zarathustra vil, og det,

der kendetegner overmennesket, er, at det ”konciperer realiteten, sådan som den er”.7 Overmennesket er det menneske, der kan leve

med den sandhed, at det selv skal skabe mening i sin tilværelse og ikke blot leve med den, men trives i lyset af den. Det er det

menneske, der, som det vil vise sig, har skabt sig en mening med

sin tilværelse i stedet for at begrunde den i noget hinsides.8 Det

betyder ikke, at overmennesket er et ideal, som mennesket skal underkaste sig. Det er tydeligt, idet Zarathustra sammenligner

overmenneskets forhold til mennesket med menneskets forhold

til aberne; overmennesket repræsenterer på den ene side noget radikalt andet end mennesket, men på den anden side kan det

ikke tænkes uden mennesket.9 For at forstå Nietzsches overmen-

neske nærmere, skal det fortolkes i korrelation med den evige genkomst.

Tanken om den evige genkomst er ikke kun kulminationen

på Således talte Zarathustra, den er, vil jeg mene, kulminationen

på Nietzsches filosofi i det hele taget. Det er jeg enig med Eirik Gjerstad i, men ikke at det betyder, at begrebet om overmen-

nesket affejes. Den evige genkomst henviser til Nietzsche erfaring af den evige tilblivelse, det vil sige af altings forgængelighed; en

erfaring som han henter hos præsokratikerne.10 Den evige gen29

komst skal forløse fra erfaringen af altings forgængelighed, som

kan siges at lære den evige genkomst: i Således talte Zarathustra

ifølge Nietzsche er et grundtræk ved den menneskelige eksistens.

evige genkomst, i Den muntre videnskab præsenterer han den

er ensbetydende med at verden er uden (fast) mening, hvilket Men den evige genkomst skal ikke forløse ved at skabe en men-

ing hinsides denne verden, for det ville for Nietzsche være det samme som at afskaffe virkeligheden – ligesom mennesket hidtil har gjort gennem metafysikkens historie. Tanken om den evige genkomst skal derimod forløse ved at give et andet perspektiv på

bruger han en symbolsk figur til at fremsætte tanken om den

som et spørgsmål, et tankeeksperiment, som det enkelte men-

neske ikke kan unddrage sig, når det først er stillet, og i Hinsides

godt og ondt fremstilles den ganske vist som et ideal, men stadig formuleret spørgende.

I de tre tekster formuleres tanken om den evige genkomst

forgængeligheden, den skal give den menneskelige eksistens en

forholdsvis klart. Det er forestillingen om, at den enkeltes liv og

må begreberne endelighed og evighed gentænkes – evigheden

samme; absolut intet forandrer sig, intet bliver bedre og hel-

ny mening. Med Guds død, og hermed den hinsides verdens død, kan ikke være andet end jordisk og dermed tidslig. Den evige 11

genkomst kan tolkes således, at Nietzsche indfælder evigheden

i tiden, det vil sige, han gør det forgængelige til det evige og ad

den vej når han til en bekræftelse af livet i dets forgængelighed. Hidtil har mennesket forholdt sig til forgængeligheden som noget, der skulle overvindes og afskaffes, om nødvendigt gennem

en fornedrelse af menneskelivet til fordel for livet i det hinsides,

hvorimod Nietzsches fordring er at bekræfte forgængeligheden. Tanken om den evige genkomst antydes i Således talte Zara-

thustra. Derudover findes en passage i Den muntre videnskab og

alt, hvad der er forbundet hermed, kommer evigt igen som det ler intet værre. Det er en evig genkomst af ens liv uden den mindste variation. I forhold til denne forestilling om den evige

genkomst, er Nietzsches fordring, at mennesket tager den på

sig og gør den til vejen til ny mening. Det ville betyde, at dets

indstilling til sig selv og sin eksistens grundlæggende forandres; for at kunne svare bekræftende på spørgsmålet, om det kunne ville leve sit liv igen og igen i al evighed, er mennesket nødt til at stå inde for sit liv:

”Ligesom den, der har den hårdeste, frygteligste indsigt i

en i Hinsides godt og ondt. Det betyder ikke, at den evige gen-

realiteterne, der har tænkt den ”afgrundsdybe tanke”, trods det

Således talte Zarathustra om. Læren om den evige genkomst er

dens evige genkomst – men snarere yderligere en grund til selv

komst ikke er vigtig for Nietzsche. Det vidner kompositionen i

kulminationen på værket, og den kendsgerning, at Zarathustra lærer om overmennesket på markedet, det vil sige for alle, om viljen til magt for en lille gruppe indviede, men netop ikke vi-

ikke finder nogen indvending mod tilværelsen, selv ikke mod at være det evige ja til alle ting…”14

Hermed bliver det klart, at meningen med tanken om den

deregiver tanken om den evige genkomst som en lære til nogen,

evige genkomst ikke så meget er den absurde forestilling om en

er et perspektiv på tilværelsen. Nietzsche videregiver den heller

flygtige øjeblik i ens liv.

vidner om dens særlige status.13 For den kan ikke videregives; den ikke som en almen lære. For nok er tanken om den evige gen-

komst almen, men ingen kan unddrage sig det arbejde, det er at

gøre den til sin. Overhovedet er det et spørgsmål, om Nietzsche 30

forskelsløs gentagelse, men derimod bekræftelsen af hvert eneste Med tanken om den evige genkomst vil Nietzsche forsone

mennesket med forgængeligheden. Det er i dette lys, at over-

mennesket ses. Overmennesket er det menneske, der har gjort

tanken om den evige genkomst til sin, det vil sige det menneske, der kan tænke denne tanke uden at blive skræmt af verdens

meningsløshed. Det er jo netop det, Nietzsche skriver i Zarathustras fortale:

”Uhyggelig er den menneskelige tilværelse og stadig uden

mening […] Jeg vil lære menneskene meningen med deres væren: og denne mening er overmennesket”15

Overmennesket er for Nietzsche det menneske, der har givet

tilblivelsen karakter af væren i en gennemtrumfning af mening i en verden ellers uden mening.

Gennem denne læsning af Således talte Zarathustra og udval-

gte passager fra andre værker har villet vise, at Nietzsches begreb om overmennesket ikke er i konflikt med hans tanke om den

evige genkomst, men faktisk står i et reciprokt forhold, som ikke er tydeligt, hvis ikke Nietzsches overmenneske korreleres med hans tanke om den evige genkomst.

Noter:

Nietzsche: Således talte Zarathustra, ”Zarathustras fortale”, 4, s. 13-14.

Nietzsche: Således talte Zarathustra, ”Zarathustras fortale”, 3, s. 12-13.

En diskussion af Nietzsches stil vil føre for vidt i forhold til artiklens emne. I stedet for henviser jeg til Östman (2007).

Nietzsche: Ecce Homo, ”Således talte Zarathustra”, s. 89-103

En uddybende diskussion af forholdet mellem begrebet om overmennesket og de symbolske figurer Zarathustra og Dionysios vil føre for

vidt i forhold til artiklens emne. Men jeg vil forsvare den tese, at Nietzsche gennem disse symbolske figurer karakteriserer sit overmenneske

Nietzsche: Ecce Homo, ”Således talte Zarathustra”, s. 96-99

Nietzsche: Ecce Homo, ”Hvorfor jeg er en skæbne”, 5, s. 124

Nietzsche: Således talte Zarathustra, ”Zarathustras fortale”, 3, s. 12-13.

Nietzsche: Således talte Zarathustra, ”Zarathustras fortale”, 4, s. 13-14.

Nietzsche: Afgudernes ragnarok, ”Hvad jeg skylder de gamle”, 4;5, s. 118-120.

Blok (2010) s. 32.

Nietzsche: Den muntre videnskab, ”Fjerde bog: Sanct Januarius”, 341, s. 192-193. Nietzsche: Hinsides godt og ondt, 56, s. 68.

Blok (2010) s. 134.

Nietzsche: Ecce Homo, ”Således talte Zarathustra”, s. 99

Nietzsche: Således talte Zarathustra, ”Zarathustras fortale”, 7, s. 19

Litteratur:

Nietzsche, F., Således talte Zarathustra. Overs. v. Niels Henningsen, Det lille Forlag 2006 ––––––––––, Hinsides Godt og Ondt. Overs. v. Niels Henningsen, Det lille Forlag 2005 ––––––––––, Ecce Homo. Overs. v. Niels Henningsen, Det lille Forlag 2006

––––––––––, Den muntre videnskab. Overs. v. Niels Henningsen, Det lille Forlag 2006 ––––––––––, Afgudernes ragnarok. Overs. v. Niels Henningsen, Det lille Forlag 2006

Östman, Lars (2007): “Nietzsches stil - studier i epigrammer”, Filosofiske Studier, Årgang 2007, Side 1-15 Blok, Mette (2010): Nietzsche som etiker, Museum Tusculanums Forlag.

Funderingens Vakuum Interview og tekst af Oliver Riel

- Om ord, lidelse og Blachman Sproget taushiro er blevet talt langs den peruvianske amazonflod i årtier. Det var engang det herskende tungemål for områdets stammefolk, og folk som

ikke talte sproget, havde begrænset adgang til handel og kommunikation med stammerne. I dag er taushiro hvad lingvister kalder et ‘isoleret sprog’. Det tales kun af en person, og når denne mand dør, tager han en hel sproglig tradition med i graven.

ænkere har ofte benyttet isolation, som et nødvendigt red-

skab for filosofisk fundering og refleksion; hyppigst med

et udgangspunkt i senere at kunne vidergive deres tanker. Hvis

fordybelsen bliver total, mistes samtidig mulighedsbetingelsen for at kunne overføre tankernes resultat, derved også muligheden for

at disse tanker kan blomstre i omverden. Foruden bliver filosoffer et ensomt stammefolk, som samler perler på en øde ø, i håbet om at blive frelst.

gennem musikken og musikteorien jeg fandt interesser. Det at

“Jeg står I et vakuum, hvor jeg har medvirket I en række programmer og skrevet denne her bog, og nu befinder jeg mig i en situation hvor jeg er på vej igennem det. Det er jo en lidelse, og det er jo fantastisk.”

ækkende, jeg ved ikke om det går under filosofi. Det omhandler

- Thomas Blachman

Thomas Blachman ved, som han selv udtrykker det, “ikke en

skid om filosofi”, men han synes det er spændende. Jeg mødte ham til en snak om ordets magt, lidelse og filosofiens levevilkår i det offentlige rum.

”Jeg gik ud af ottende klasse, mere eller mindre, og så var det man hiver noget frem og synes at det er vildt poetisk eller tankevvel altsammen kampen om hvad vi er og hvorfor vi er. Inden for de seneste år er der så opstået en aggression overfor folk som gider sætte sig ned og tænke over tingene. De er skubbet lidt ud et sted hvor det er svært at blive hørt. Det er med ord ligesom

med toner. Se på den måde de organiserer sig på i sætninger, svar på sætninger, parenteser, små kommaer, overgange fra noget til

noget andet. Lige pludselig så står noget frem og virker specielt stærkt, fordi alt det andet lort har været der hele tiden, og netop

skue over et begrænset landskab. Både indenfor sprog og tank-

den og løfte den op.”

måde, at når man holder op med at rejse, så slutter festen - derfra

kun derfor. Man kan ikke bare tage essensen isoleret, fremlægge Blachman behøver ikke overbevise nogen om slægtskabet

mellem toner og ord, han er selv et åndende eksempel. Han udtrykker sig generalt med hjertet på læberne. Stryger ordene

improviserende frem, mens hans tunge følger i hast, som fingerspil fra en jazzpianist.

esystemer. Måske er vi bare summen af erfaring på den banale bliver vi inkluderet. Hvis man savner noget, må man jo opfinde

et eller andet som kan stimulere det savn. Man må stoppe rejsen,

reflektere og give noget videre. Går vi kun fra B til D streng, bliver vi jo aldrig ældre.”

”Forleden hørte jeg chefen for Novo Nordisk tale om hvorfor

Vi har skabt en resultatorienteret kultur hvor den indre rejse og

en eller anden form for velfærdsreform, sådan ti år frem. Men

Konsekvensen bliver, at man aldrig opnår processen af at opleve

Helle Thorning og Rasmussen ikke bare går sammen og skaber så er den første sætning han siger, ’på den lange bane’, og bare

det at han siger det ord, så står man bare fuldstændig af og får

dertilhørende lidelse er noget, mange helst tager piller for at undgå. lidelsen og komme ud på den anden side.

”Jamen arbejde er en lidelse, koncentration er en lidelse. Vi

lyst til at slukke for radioen. Det er erhvervslivs-snak, ’den korte

lever jo i et meget desillusioneret samfund, hvor man håber, at

Den slags ord indikerer en total mangel på forfængelighed, når

nanden. Når folk opsøger mig med hensyn til deres musik, så

bane’ og ’den lange bane’, sådan noget resultatsorienteret volapyk. det kommer til at have sit eget sprog. Sproget må aldrig være let definerbart eller lade sig kategorisere. Hvis man adopterer

engangsbilletten til at trænge ind i andre mennesker, gør man blot det, at simulere deres bevægelser og måde at udtrykke følelser

på. Men når mennesker kun kommer i samme miljøer, kan man

alle mennesker blinker samtidigt, så man ikke gennemskuer hikommer de sgu alle sammen bare for at få at vide hvor fede

de I virkeligheden er, i stedet for at lære noget. Mulighederne bliver jo en lidelse.”

Tror du at folk forstår muligheden som en lidelse?

”Det må de jo gøre, det er vel derfor folk hellere vil lade 33

fornemmelse, at det meste er opfundet, men vi har jo ikke engang set begyndelsen endnu. Jeg er optimist.”

Filosofi i dag bliver ofte beskyldt for ikke at være i besiddelse af den progressivitet, som man eksempelvis finder indefor fysikken eller den medicinske verden. Har filosofien mistet et led i kæden, ikke til andre videnskaber, men mellem filosoffer og den gængse dansker?

”Jamen det er måske lige præcis det der mangler, ligesom man

elsker en politiker som kan sige tingene på en måde så det sætter sig i kødet. Evne til at skabe billeder som stikker dybt. Det er vel

en universel bestræbelse, det ypperste indefor kommunikation, hvilke også bør være at finde indefor filosofi. I virkeligheden har filosofi meget mere med kommunikation at gøre. Kunsten er jo en gøren, en fysisk bevægelse.”

Dette er en evigt tilbagevende nerve; hvordan forkortes års studier

og fordybelse, til enkelte forståelige sætninger?

”Det jeg laver nu er et forsøg på, at finde nye medier indenfor

musik. Jeg laver en film, hvor lysten til at skabe dialog kan møde musikken. Kontrapunktiske orkestreværker, hvilket også er en

genre som har mistet sin evne til at kommunikere bredt. Det er opera, bare talt. Først laver jeg hele lydsiden, og så finder jeg nogle ansigter som kan mime til. Kan man giv luft til tankevækkende

samtaler, samtidig med man høre noget høj dramatisk musik og ser en slags billeder, så har man noget. Det fungerer fordi det bliver højpatetisk, men på en ny måde. Distributionen er en vigtig som om de er, end rent faktisk at være noget. Men selvfølgelig er tilfredsstillelsen overfladisk. Gevinsten er stor hvis man gider

del af værkets karakter. Hver generation må jo opfinde deres eget medie, og få deres budskaber frem.”

sætte sig ned og opfinde noget, som ikke er det man falder over,

Thomas Blachman har aldrig beskæftiget sig med filosofi, men

man kan være resten af sit liv. Men lykken tilfalder kun dem,

soffer, har han tilegnet sig ucensureret taletid foran befolkning,

når man går ud af døren. Her ligger den kolossale lykke, hvor som kommer op med et eller andet.”

Dit værk Det Kolossale Menneske læner sig i passager op af nogle af

Sartres tidlige udgivelser. Her forsøger han lige præcis, at få mennesket

til at generindre sin frihed og opgive den misantropi og kvietisme som efterkrigstiden medførte. Er vi i vores desillusion vendt tilbage til denne tilstand?

”Jamen det er jo også en forfriskende tanke, at vi er fri for no-

gen menneskelig natur. Men ligeså snart vi vælger noget udenfor os selv og jagter det, kan man diskutere hvor fri man så er, men

det er jo hans ideal. Jeg er en sporadisk figur. Jeg står i et vakuum, hvor jeg har medvirket i en række programmer og skrevet denne

her bog, og nu befinder jeg mig i en situation hvor jeg er på vej igennem det. Det er jo en lidelse, og det er jo fantastisk.”

Ud fra din diagnosticering af det moderne danske menneske, hvor-

for tror du så, at denne proces oftest fravælges? Har den herskende konformitet tvunget mennesket ud i overvældende dovenskab?

”Vi har jo ikke engang brug for hinanden mere. Vi kan

stimulere os selv ved at glo ind i vores computer, selvom vi har

siddet foran den hele dagen. Vi får noget at spise og har et varmt sted at gå på toilettet. Halvdelen af befolkningen har den 34

han synes det er spændende. Modsat langt de fleste danske filoog formået at tale et sprog, som har vakt interesse. Han er ikke

filosof eller social tænker, og han ønsker heller ikke at være det. Tilgengæld repræsenterer han en handlekraft og en håbløs forel-

skelse i nyskabelse, man til tider kunne savne indenfor dansk filosofi.

Ting viser sig bedst gennem deres brug, og værktøjerne er

i dag ubegrænset. Der savnes en sortering i informationernes

vasketøjskurv, men hertil har filosofferne svigtet. Når kvietisme og konformitet hersker i befolkningen, bør dette være et incita-

ment til en radikalisering af værdier og erkendelse af omverden. Men uden relevans eller risiko, forbliver denne disciplin med

rette, udråbt som antiprogressiv. Ideer og diskussioner som holdes

kunstigt i live ved hjælp af nostalgiens iltmaskine. Filosofien må

aldrig føle sig mættet i de værker dens tusindeårige tradition har skabt, dette bør kun fungere som serveringsforslag. Fra Sokrates til Sartre har filosofien vist sig ikke kun, at være forbeholdt en

eksklusiv forsamling. Tænkere som Deleuze, Žižek og Derrida

har skovlet nye stier i den høje sne, som i så mange år har ef-

terladt filosofien i en indelukket iglo af ideer. Dette har flyttet grænserne for hvad folk i dag anser for værende filosofi, og skabt

et større landskab at arbejde indenfor. Vi lever i en tid af spirituel dekadence, hvor filosofien i Danmark konstant må udfordre sig

selv. Den må gå andre veje end at fungere som videnskabens tavse legekammerat, hvis den vil fortsætte med at opretholde sin relevans. Hvis man føler et savn, må man opfinde noget der

kan stimulere dette savn. Mange etablerede, nyuddannede og studerende filosoffer savner at blive hørt, og folk er efterhånden begyndt at savne at høre fra filosofferne.

Der vil altid være reserveret en plads til den specificerede

forskning, hvilket er disciplinens rygraden. Men som Blachman

formulerer det, ’må hver generation opfinde sit eget medie, hvis det vil høres’. Befolkning skal føle det som en knytnæve i øregangen, hvis man vil tilegne sig dets opmærksomhed. Konteksten

er allerede derude, men hvis filosofien ikke vil ende som et uddøende stammesprog der kun kan kommunikere indbyrdes, må den fremover lære, at balanceres bedre mellem fordybelse og skabelse.

Tankens Bagside

VANDRET

2 Værk hvori én af filosofihistoriens hovedskikkelser bebuder en hane ofret til den græske gud for lægekunst.

7 Betegnelse hos Platon for almindelig antagelse eller tro som er i modsætning til ægte viden eller indsigt (gr. episteme).

9 Efternavn på fransk filosof hos hvem etik er første-filosofien, og hvor det etiske åbenbarer sig i mødet med Den Anden [Autrui] og dennes ansigt.

11 Betegnelse for en religion der dyrker én gud, men som ikke udelukker eksistensen af andre guder, og herved hverken skulle falde ind under polyteisme eller monoteisme.

13 Hvad er en betingelse ifølge Kant, hvis den er en nødvendighed for erfaring og tænkning, er noget der er forudsat i enhver mulig erfaring og tænkning, men ikke står i et kausalt forhold til erfaring og tænkning.

14 Filosof der (i sin sene periode) benægtede muligheden af et såkaldt privatsprog. LODRET

1 Samfundsfilosof der bl.a. er berømt for sin teori om fremmedgørelse i det industrielle samfund og for diverse slagord, såsom: ”Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt; det, som det kommer an på, er at forandre den.”

3 Betegnelse for et eksistentielt svar på ’Guds død’ hos Nietzsche i Således talte Zarathustra.

4 Filosof der er kendt for tanken om kosmos som en vedvarende dynamisk proces af forandring, hvor man følgelig ikke kan stige ned i den samme flod to gange.

5 Professor i filosofi ved Princeton University, Harry Frankfurt, har skrevet et berømt filosofisk essay om dette affaldsprodukt fra mandlige parrettåede hovdyr. Hvilket affaldsprodukt? (Engelsk betegnelse)

6 Filosof der (sammen med A. N. Whitehead) forsøgte at udlede alle matematiske sandheder fra en velformet mængde af aksiomer og slutningsregler, og som var kendt i sin samtid for sin populærfilosofiske filosofihistorie, og for sin ateisme.

8 I klassisk logik dækker dette begreb over udtrykkene ‘er’ og ‘er ikke’ i deres funktion som forbindelsesled mellem en doms logiske subjekt og dens logiske prædikat.

10 Betegnelse for et individuelt eksemplar af en almen type på engelsk.

12 Betegnelse for modsigelsesfrihed (konsistens) og forenelighed, især i forbindelse med en tankegangs eller argumentations interne logiske sammenhæng. 36