Interview: Center for Vild Analyse Så skete det endelig! Tanken har tilkæmpet sig et interview med Center for Vild Analyse, filosofiske forfattere og foredragsholdere, kendt fra blandt andet Radio24syv og deres faste klumme i Information. Mødet mellem de filosofiske sværvægtere fra Jylland og redaktionen har givet udslag i en snak om samlesætssubjekter, psykoanalyse og særklasse.
Diktatorer What’s a day in the life of Berlusconi like? Mange studerende på filosofi har en forkærlighed for historiens mærkelige diktatorskikkelser. Men hvad har Adolf og Franco at gøre med Adorno og Foucault? Niclas Nørby Hundahl tager jer med på en tour de force gennem den glorværdige række af folkefædre og besvarer spørgsmålet.
Riv-ud ordbog Skammer du dig over ikke at forstå dine medstuderende og alle deres fagtermer? Er du bange for en verbal auto da fe fra folk med hornbriller? Jon S. Frederiksen har lavet en akademisk-dansk ordbog, specielt designet til at rive ud af bladet og klamre sig til resten af studieåret.
Nr. 14
Kolofon Redaktion
Adam Finnemann Andreas Markert Anton Skovsgaard Christensen Lars Boje Sønderby Jensen Lasse Tau Kristensen Linda Fønss Lise Lerche Magnus Flåten Nickelsen Mathilde Skovlund Asmussen Monica Mazzoli Rasmus Pedersbæk Mejlhede Silja Nielsen Chefredaktører
Linda Fønss Lise Lerche
Layout Lasse Tau Kristensen Magnus Flåten Nickelsen Illustrationer Linda Fønss Tryk Grafisk, KU Oplag 200 Kontakt og info tankensredaktion@gmail.com www.facebook.com/tankenonline www.tankenonline.blogspot.com
ISSN: 2245-2958
2
Den Fjortende Tanke ForĂĽret 2015
3
LEDER Kære læsere Jeg er blevet bedt om at skrive en provokerende leder. Jeg vil ikke afsløre hvem der har bedt mig om det, men det var en smuk, ung kvinde, og jeg har aldrig kunnet sige nej til … well, de behøver ikke være smukke. Moving on. Jeg er blevet bedt om at skrive en provokerende leder, men hvad med den ømskindede læser? Indrømmet, den gennemsnitlige filosofistuderende har næsehornshud, men jeg vil alligevel gerne lave en Uffe Elbæk og tilbyde et Alternativ. Jeg har skrevet to ledere, læser: Én er grøn, og én er gul. Og du kan selv vælge hvad for en det skal være.
DEN GRØNNE1
DEN GULE
Den grønne er et interessant valg. Det er en slags sandhedsleder. Kortene skal på bordet. Og det ser ikke kønt ud. I har ikke været gode nok til skrive artikler. I dette blad har vi fået en teolog til at kigge på Kierkegaard, en musikvidenskabsstuderende til at diskutere diktatorer og en lektor i bioetik til at belyse klimadebatten. Men hvor mange af artiklerne skal komme udefra? For Guds skyld, filosofiske superstars som Center for Vild Analyse er mere begejstrede for at bidrage til Tanken end vores egne studerende! Tillad mig at citere fra den allerførste leder skrevet til Tanken#1 i 2009: “Artiklerne i dette blad er skrevet af filosofistuderende til filosofistuderende … Hvis der er en ting som samler alle filosofistuderende, er det som bekendt lysten til at diskutere hvad som helst, hvor som helst.” Man skal give sig tid til filosofien, specielt som den optræder uden for pensum. Det studiemæssige overskud vil nok desværre krympe betydeligt i en tid inficeret med Sofie Carsten Nielsen og hendes slags. Filosofi er heldigvis ikke ét af de studier, hvor vi normalt er pressede udover vores formåen. Udnyt dette overskud til at skabe noget, udover skriveøvelser af diskutabel nyhedsværdi. Både for at fagligheden ikke størkner, men også fordi det, ganske rigtigt, samler os som filosofistuderende.
Den gule farve er, som alle ved, forsoningens farve (stop med at prøve at sige mig imod, du læser en instans af envejskommunikation, din tosse). Jeg vil gerne hylde de studerende i vores fælles fold, for deres aktive engagement i studiebladet. Først og fremmest: Vi har to mildest talt fornøjelige bidrag i bladet fra den nye årgang. Silas deler sin viden om Marx med folket, og Jon har en terminologisk redningskrans til ”vi, de druknede”. Gul er jo håbets farve, og jeg har håb for fremtiden! Desuden ser vi, hvordan folk føler sig draget mod vores redaktionsmail, uanset hvor hæmmede de er i deres hverdag. Jeg snakker selvfølgelig om Jes, der til trods for sit opholdsmæssige handicap (jeg tror, at den politisk korrekte term er at han er “geografisk udfordret”) har beriget os med den mest street omtale af Heidegger i filosofihistorien. Gul er som bekendt Heideggers farve og gyldent bling klæ’r ham. Det viser sig ydermere, at selv når studiet fylder næsten det hele, så kan folk ikke holde sig væk.2 Se blot bidraget om Bildung, leveret af Joachim, der netop har afleveret speciale og derfor næsten er udklækket cand.mag (tillykke!).
Vi tilbyder en platform for at diskutere hvad som helst. Brug den!
1 - Hvis du læser Tanken#14 i papirform frem for onlineudgaven, så skriver du dig netop nu ind i en lang tradition af erfaringer fra fantasifulde, men bitre Rudolf Steiner-børn, der i årevis har forestillet sig, at deres tegneblokke var farveskærme … indtil de én dag rev papiret i stykker og endte med at studere ‘digitale medier’. Hvis du vil have udløb for dine frustrationer, så bladr frem til s. 28 og riv Jons ordbog ud af bladet.
Apropos færdiggjorte uddannelser, så vil jeres ene nuværende chefredaktør godt takke af efter fem skønne år med Tanken og tolv udgivelser under bæltet. Den gule leder er også en slags sandhedsleder … og jeg glæder mig til fortsat at læse videre!
2 - Nok fordi de stadig har en levende chance. I den gule tale findes Sofie Carsten Nielsen nemlig kun som en fremtidig trussel, her ånder alt stadig fred.
Linda Fønss, på vegne af Tankens redaktion
4
INDHOLD Ain’t nobody gon’ tell me nothin’ - eller hvordan formel logik lærte mig at forstå gadeslang
6
Af Jes Elgin Jensen
Husk at læse din Marx 10 - 4 bøger, du skal læse inden Das Kapital, og hvorfor Af Silas L. Marker
A Critique of the Structural Form of Bildung Af Joachim Schmidt Wiewiura
13
Kærlighedens fænomenologi 17 Af lektor ph.d. Carsten Elmelund Petersen
Phronēsis 20 - Den filosofiske brevkasse Med Linda Fønss og Lasse Tau Kristensen
Interview: Center for Vild Analyse Af Lise Lerche og Magnus Flåten Nickelsen
22
Akademisk ordbog 28 Af Jon Frederiksen Diktatorenes dobbelthed 31 Af Niclas Nørby Hundahl
Ingen har patent på den sunde fornuft - Om etikkens bidrag til klimadiskussionen
35
Af Mickey Gjerris
FSK Semesterprogram 37 Nyt fra Filosofisk Fagråd Af Lasse Thoresen
38
Bagsiden: Kryds og tværs 40
5
Ain’t nobody gon’ tell me nothin’ - eller hvordan formel logik lærte mig at forstå gadeslang Af Jes Elgin Jensen Da jeg var på min hiphopperpilgrimsfærd til New York i sommers fandt jeg mig selv i en noget uventet situation. Jeg var taget afsted for at se kulturens arnested og for kortfattet at stifte bekendtskab med nogle af de nabolag, hvis gadeliv jeg gennem tiden har hørt så mange rim om. Jeg havde ikke forventet, at det skulle gå hen at blive videre filosofisk. Særligt ikke på en studierelevant facon. Men jeg tog fejl.
J
eg er i Queensbridge for at sjoske lidt rundt i min yndlingsrapper, Nas’, angiveligt forfærdelige nabolag, da jeg falder i snak med en gruppe lokale gutter. De vil egentlig sælge mig noget weed, men da vi har præsenteret os for hinanden, finder vi hurtigt andre ting at diskutere end grampriser. Det viser sig, at de alle tre er filosofistuderende som jeg. Vi finder mange fælles interesser såvel i filosofi som i hiphop. Snakken med de tre fyre varer adskillige timer og har efterladt mig med mange nye indsigter. Vi diskuterer Heideggers filosofi, som er en fælles interesse for os alle. Som det hører sig til, er vores respektive udlægninger af den tyske fænomenolog modstridende på visse punkter. Særligt da vi diskuterer hans såkaldte vending er uenighederne store. To af Queensdrengene, ‘G-Stell’ og ‘Authentic PFB MC’, og jeg er af den holdning, at fundamentalanalysen i Væren og Tid har ført til en for subjektivistisk forståelsesramme til, at det herfra er muligt at stille værensspørgsmålet på adækvat vis: Man må vende sig mod væren selv. ‘Da Sign’, den sidste af de tre, mener, at vi er helt galt afmarcherede på den. Vi er nødt til altid at tage det spørgende værendes væren med i overvejelserne, når vi vil spørge ind til væren, hævder han. I virkeligheden var det nok et spørgsmål om betoning, men stemningen er ophedet. Midt i at jeg
6
forsøger at sige noget bevinget om bevægelsen fra daseinsanalyse til værenshistorie, udbryder Da Sign: ”Ain’t nobody gon’ tell me nothin’ ’bout dis Heidegger shit”, hvorefter han demonstrativt forlader diskussionen. ‘Ain’t nobody gon’ tell me nothin’…’ Her opstår min tvivl. Der er ikke ingen, der skal fortælle ham ingenting. Hvad dælen betyder det lige? Da Signs hensigt ser ud til at være klar nok: der er fand’me ik nogen, der skal fortælle ham noget som helst om Heidegger. Han er sikker i sin udlægning. Men er det nu også virkeligt det, han siger? I sprogfilosofi har jeg lært, at kompositionalitetsprincippet er afgørende, når vi vil forstå sproglige ytringer. Princippet lyder: en sætnings semantiske værdi er en funktion af de indgående udtryks værdier. Dvs., at vi for at forstå et udsagns betydning må finde frem til, hvilke elementer udsagnet består af, og hvordan disse elementer er struktureret. Til dette formål er den formelle logik det stærkeste og mest entydige redskab, vi har. Som en serviceydelse vil jeg indvie jer i de overvejelser, jeg gjorde mig i arbejdet med at tolke Da Signs udsagn. Det drejer sig om en formalisering af udsagnet og arbejdet med at finde et logisk ækvivalent udsagn, der er nemmere at forstå, men (qua logisk ækvivalent) bety-
Illustration af Linda Fønss der det samme. Jeg oversætter den forvirrende sætning ‘Ain’t nobody gon’ tell me nothin’’ til noget forståeligt vha. førsteordenslogik. Jeg håber, at det kan være en guideline for ligesindede, der kunne havne i en lignende situation: vedkommende vil efter at have læst det følgende være i stand til ligesom jeg at afkode den sande betydning af de forvirrende slangudtryk, som filosofiske diskussionspartnere af og til kan fyre af.
Ingen fortæller mig ikke ingenting Ain’t nobody gon’ tell me nothin’. Der er ikke nogen, der ikke skal fortælle mig(dvs. Da Sign) ikke noget. Eller, det er der netop ikke. Man undgår ikke sjældent ikke at blive forvirret af multipel negation/benægtelse. Vi starter ud med at se bort fra benægtelserne. Vi vil finde en logisk struktur i udsagnet: Der er nogen der skal fortælle mig noget. Dette forstås bedst som en relation mellem tre ’parter’: (1)personen, der skal sige noget
7
til mig, (2) det, der skal blive sagt til mig, og (3) mig. Denne relation kan vi afbilde med et trepladsprÌdikat, ’Rxyz’. ’R’ betegner relationen ’at skulle fortÌlle nogen noget’, mens de tre smü bogstaver, navnevariablerne, betegner de i relationen indgüende parter. At vi bruger variabler (x, y, z‌) frem for konstanter (a, b, c‌) markerer, at parterne er ubestemte. Det kan vÌre hvem som helst, der siger hvad som helst til hvem som helst. ’x’ er den, der fortÌller noget til nogen, ’y’ er det noget, nogen fortÌller til nogen, og ’z’ er den, der für noget fortalt af nogen. Hvis vi pü denne müde lader trepladsprÌdikatet ’Rxyz’ betyde, at x skal fortÌlle y til z, og tilføjer nogle kvantorer og negationer pü de rette steder, er vi godt pü vej mod en formalisering af udsagnet.
at introducere to forskellige domĂŚner: ’đ?”ť1’(personer) og ’đ?”ť2’(udsagn). Vi lader de to eksistenskvantorer kvantificere over hvert sit domĂŚne. Vi giver dem forskellige puljer at pege ud over. Vores formel er nu: ’(∃đ?”ť1 x)ÂŹ(∃đ?”ť2y)Rxya’ som kan lĂŚses: ‘der eksisterer ikke en person x, og der eksisterer ikke et udsagn y, sĂĽledes at x skal sige y til a’, eller blot ’ingen skal fortĂŚlle mig (Da Sign) ingenting’. Den første benĂŚgtelse (â€?Ain’t...â€?) krĂŚver tolkning. ’Ain’t’ er en variant af ’aren’t’, som er en sammentrĂŚkning af ’are not’. Men hvad er det, der ikke er? â€?‌nobody gon’ tell me nothin’â€?, øjensynligt. Vi tolker altsĂĽ ’ain’t’ som en benĂŚgtelse af resten af udsagnet. Dette kan formaliseres ved at sĂŚtte en parentes om det allerede formaliserede og sĂŚtte en negation foran: ’(ÂŹ(∃đ?”ť2y)Rxya)’. Det kan lĂŚses som: ’det er ikke tilfĂŚldet, at der ikke eksisterer en person x, ej heller et udsagn y, sĂĽledes at x skal fortĂŚlle y til a’ eller ’ikke-’der er ingen, der skal fortĂŚlle mig ingenting’’ eller bare Ain’t nobody gon’ tell me nothin’. Vi er sĂĽledes fĂŚrdige med formaliseringen. For en god ordens skyld kan vi tilføje ’∧ a ∈ đ?”ť1’ (‘og a tilhører domĂŚne 1’). Det udtrykker blot, at Da Sign – ligesom ham/hende(mig?), der (ikke?) siger ingenting til ham – er en person.
‘Det er ham, der bliver talt til. Eller ikke bliver talt til.’
Ain’t nobody nothing Der er tre benĂŚgtelser i udsagnet (“Ain’t nobody gon’ tell me nothin’â€?). De to sidste (â€?...nobody...â€? og â€?... nothing...â€?) er ligetil at forstĂĽ: de er prĂŚfikser, der indikerer fravĂŚret af det, stammen betegner. Der er sĂĽledes ingen person hhv. ingen ting. Dette kan vi udtrykke ved brug af eksistenskvantoren ’∃’og negationen ’’. Eksistenskvantoren bruges sammen med navnevariable til at hĂŚvde eksistensen af et vilkĂĽrligt objekt med visse egenskaber inden for et domĂŚne. Eksempelvis vil ’∃x(Fx)’udtrykke: ’der eksisterer et objekt, som har egenskaben F’. Med en negation foran hĂŚvder vi det modsatte: ÂŹâˆƒx(Fx): ’der eksisterer ikke et objekt, som har egenskaben F’. I vores relation har vi brug for at benĂŚgte eksistensen af sĂĽvel udsiger som udsagn (â€?‌nobody gon’ tell me nothing.â€?). Det fĂĽr formen: ’(∃x)ÂŹ(∃y)Rxya’, der kan lĂŚses ’der eksisterer ikke et x, og der eksisterer ikke et y, sĂĽledes at x fortĂŚller y til a’. Grunden til, at vi har erstattet variablen ’z’ med konstanten ’a’, er, at vi ønsker at udpege et specifikt objekt (â€?‌me‌â€?). Vi fravĂŚlger altsĂĽ at hĂŚvde eksistensen eller ikke-eksistensen af en vilkĂĽrlig person, der bliver talt til. Vi peger bare pĂĽ Da Sign. Det er ham, der bliver talt til. Eller ikke bliver talt til. Hvem ved?
Vi mü sikre en skelnen mellem de to variabler ’x’ og ’y’. Det er forskellige >>puljer<< af objekter, der kan indtage x’s hhv. y’s plads i formlen. Med andre ord skal vi skelne mellem mennesker og udsagn. Dette gøres ved
8
Hvad han i virkeligheden sagde ÂŹ(ÂŹ(∃đ?”ť1x)ÂŹ(∃đ?”ť2y)Rxya) ∧ a ∈ đ?”ť1 Hvor đ?”ť1 betegner mĂŚngden af personer đ?”ť2 betegner mĂŚngden af udsagn (her tolket som ‘ting, der kan siges/fortĂŚlles’) Rxyz = ’personen x skal fortĂŚlle udsagnet y til personen z’ a = ’me’ (altsĂĽ personen, der ytrer udsagnet) Men hvad betyder det? Med formaliseringen har vi fĂĽet udsagnets logiske struktur afdĂŚkket. De mange negationers forvirring er nu blot blevet gjort tydelig. Vi er ikke blevet klogere pĂĽ, hvad det er, Da Sign siger. Med formaliseringen er vi dog klar til finde en logisk ĂŚkvivalent formulering, der indeholder fĂŚrre negationer og forhĂĽbentligt er til at forstĂĽ. Der er tre negationer i formlen. Hvis vi kan fĂĽ to negationer til at stĂĽ sam-
Illustration af Linda Fønss
men, kan vi fjerne dem. Det kan gøres ud fra teoremet ’A â&#x;ˇ A’ (’ikke-ikke-A, hvis og kun hvis A’). For anskuelighedens skyld vĂŚlger vi at bibeholde den yderste negation og forsøge at ophĂŚve de to negationer inde i parentesen. SĂĽdan kan vi fĂĽ et udsagn af formen ’Det er ikke tilfĂŚldet, at‌ ‘. FremgangsmĂĽden er som følger: 1) yderste negation fjernes midlertidigt, 2) en logisk ĂŚkvivalent formel uden negationer etableres, 3) den nyetablerede formel negeres. Ad. 1) Først ser vi bort fra højre del af konjunktionen (’∧’) ’a ∈ đ?”ť1’, at Da Sign er den person, ønsker vi ikke at ĂŚndre pĂĽ. DernĂŚst ser vi bort fra den yderste negation og fĂĽr >>stammen<< ’(∃đ?”ť1x)ÂŹ(∃đ?”ť2y)Rxya’ som er det, vi vil omformulere. Ad. 2) En negation kan flyttes fra venstre til højre side af en kvantor vha. reglerne for kvantorbyt. Den relevante her lyder ’(∃x)Fx â&#x;ˇ (∀x)ÂŹFx’ (’der eksisterer ikke et x, der har egenskaben F, hvis og kun hvis det gĂŚlder for ethvert objekt x, at det ikke har egenskaben F’). Hvis vi anvender reglen pĂĽ den første negation og eksistenskvantor fĂĽr vi formlen’(∀đ?”ť1x)ÂŹÂŹ(∃đ?”ť2y)Rxya’ (‘Det gĂŚlder for alle personer x, at der ikke ikke eksisterer et udsagn y, sĂĽledes at x skal sige y til a). Denne dobbeltnegation kan som bekendt fjernes, og vi fĂĽr sĂĽledes formlen ’(∀đ?”ť1x)(∃đ?”ť2y)Rxya’ (’Det gĂŚlder for alle personer x, at der eksisterer et udsagn y, sĂĽledes at x skal sige y til a’ eller ’alle skal sige noget til mig’). Ad. 3) Vi negerer hele formlen og fĂĽr: ’((∀đ?”ť1x)(∃đ?”ť2y) Rxya)’, som kan lĂŚses som ’det er ikke tilfĂŚldet, at alle skal fortĂŚlle mig noget’. Et udsagn, der er til at forstĂĽ. Og tilmed et beroligende budskab. Ikke alle skal sige mig noget Det, Da Sign hele tiden har sagt, er, at det ikke hĂŚnger sĂĽdan sammen, at alle skal fortĂŚlle ham noget om Heidegger. Ain’t everybody gon’ tell me something ’bout dis Heidegger shit. Og gudskelov for det. Hvis det havde vĂŚret sĂĽdan, at vi alle skulle fortĂŚlle Da Sign noget om Heidegger, ville det give anledning til et vanvittigt bøvl. En lang rĂŚkke udfordringer melder sig: Hvordan lĂŚrer vi alle i verden noget om Heidegger, de kan fortĂŚlle? Han plejer at vĂŚre svĂŚr. Skal vi sĂĽ bare alle ringe til Da Sign og sige: â€?Heidegger var nazistâ€?? Hvem skal sĂĽ ringe til ham hvornĂĽr? Hvordan undgĂĽr vi telefonkø? Hvad gør vi med den del af verdensbefolkningen, der
ikke taler engelsk eller tysk (Man kan vel strengt taget ikke fortÌlle nogen noget pü et sprog, de ikke forstür eller hvad?)? Er det overhovedet menneskeligt muligt at nü at fü noget fortalt af samtlige personer i løbet af en levetid? Hvad med de børn, der bliver født relativt kort inden Da Signs død og dermed ikke nür at lÌre at tale, inden han gür bort? Alt dette behøver vi heldigvis ikke at bekymre os om, for situationen er den, at det ikke er tilfÌldet, at alle skal fortÌlle Da Sign noget om Heidegger. Sü har han sgu haft ret hele tiden. Og med lidt analyse lykkes det mig ogsü at indse det. Ikke-ingen-ingenting = ikke-alle-noget I dag har vi lÌrt, at Ain’t nobody gon’ tell me nothin’ i virkeligheden betyder Ain’t everybody gon’ tell me somethin’. Dette arbejde har gjort os kompetente til at forstü og oversÌtte flere trippeltnegerede udsagn. Eksempelvis kan vi nu se, at er �I ain’t never shot noone� (’det er ikke tilfÌldet, at jeg aldrig har skudt ingen’) i virkeligheden betyder ’det er ikke tilfÌldet, at jeg altid skyder nogen’. Og unge Eminems udsagn om, at �I don’t owe nobody in my family nothing�1 (’Jeg skylder ikke ingen i min familie ingenting’) i virkeligheden betyder ’jeg skylder ikke alle i min familie noget’.
9
Husk at læse din Marx – 4 bøger, du skal læse inden Das Kapital, og hvorfor Af Silas L. Marker Har du overvejet at læse Marx, men ikke vidst hvor du skulle starte? I denne artikel giver Silas L. Marker dig sit bud på hvordan du får mest ud af din læsning af Marx, og hvordan du kommer bedst fra start. Silas anbefaler fire introducerende bøger om Marx, inden man giver sig i kast med Das Kapital. - Red.
E
fter Murens fald i 1989, og da Sovjetunionen lukkede og slukkede for ”den virkeliggjorte kommunisme” i 1991, stod marxismen som idé og ideologi i en krise. Lidt ligesom kapitalismen er for tiden, og så alligevel på en anden måde. Opbakningen faldt i takt med ”historiens afslutning”, og de færreste turde hive Det Kommunistiske Manifest op af tasken og læse den i toget – tænk hvis nogen man kendte så én. De køer, der før havde været foran Nørrebros marxistiske boghandlere, flyttede hen til den store, kollektive håndvask, så kommunismens (tidligere højlydte) fortalere kunne vaske blodet af hænderne. En ny tid Nu er tiden en anden. Den økonomiske krise og klimaforandringerne bebuder, at det med nødvendighed er tid til at indrette økonomien, der jo udgør samfundets basis, radikalt anderledes. Hvorvidt og hvorfor marxismen er den rigtige vej at gå, skal vi ikke gå i dybden med her. Men Karl Marx’ (1818-1883) analyser af det kapitalistiske system, herunder eksempelvis vareproduktionen, cirkulationen, klassesystemet og profitraten, er ikke til at komme udenom, hvis man vil forstå det økonomiske systems grundlæggende problemer til fulde. Marx’ videnskab er bedst og mest udførligt udfoldet i hans hovedværk Das Kapital (1867-1894), af hvilken der for de ikke-tysk-kyndige heldigvis foreligger en ud-
10
mærket dansk udgave1. Marx var dog ingen pædagog. Das Kapital er præget af et uklart sprog, snørklede og indforståede videnskabelige beefs med alle fra Platon og Aristoteles over Adam Smith og David Ricardo til Hegel, Feuerbach og Proudhon. Det hjalp heller ikke ligefrem, at Marx, pga. sin sygdom til døden, aldrig nåede at færdigskrive sit store værk. Derfor må man lade sig introducere til det marxistiske begrebsunivers gennem kyndig læsning af nogle andre værker, hvis man virkelig vil have noget ud af sin læsning,. Som en service har jeg sammensat en ufuldstændig og beskeden, men ret lækker liste med fire bøger, jeg anbefaler den nysgerrige Marx-læser - og alle andre i øvrigt - at kaste sig over som et minimum inden det store slag med Das Kapital. Andreas Beck Holm: Karl Marx2. En elegant, saglig og letlæselig indføring i Marx’ forfatterskab og filosofi. Jeg anbefaler denne frem for de utallige andre Marx-biografier, fordi Beck Holm bruger den sparsomme plads godt på at gøre Marx forståelig og aktuel, ved at sætte ham i forhold til både hans historie, nutidige varianter af marxismen og de problemer, vores samfund står over for i dag. Den har, i modsætning til mange andre bøger af denne type, ikke hovedfokus på Marx’ liv, drukture, syn på jøder eller andre uinteressante ting, men hans teori og dennes aktualitet og anvendelighed (i ægte RUC-stil).
forladte triplicitetsskema”, nemlig triaden tese-antitese-syntese. Den marxistiske, dialektiske materialisme - og i øvrigt Hegels egen dialektik – men det er en anden (verdens)historie - er meget mere og andet end dét, og ikke mindst er den nødvendig at være fortrolig med, for at kunne forstå Marx helt.
Illustration af Linda Fønss
Ernest Mandel: Indføring i marxismens økonomiske teori4. Dette lille, mørkerøde hæfte, skrevet af en af 1900-tallets helt store socialistiske teoretikere, er et mustread for enhver, der vil blære sig med sin viden om marxistisk økonomi. Det giver en meget præcis og letforståelig forklaring af begreber som merværdi, merværdirate, konstant- og variabel kapital samt profitraten og dens tendens til fald. Den har en pædagogik, som mange må misunde, og jeg har løbende brugt den som opslagsværk for begreber i min Marx-læsning.
Johannes Witt-Hansen: Historisk materialisme3. Dr.phil Witt-Hansen, der i øvrigt er den danske oversætter af Das Kapital, giver med dette lille værk en kyndig indføring i, hvad i alverden Marx’ metode, historisk materialisme, eller dialektisk materialisme, går ud på – samt hvad den ikke går ud på. Mange, også marxister, har nemlig haft en tendens til at reducere dialektikken til det, Hegel kaldte “det
Karl Marx: Løn, pris og profit5. Jep, Marx kan også bruges til at forstå ham selv. Bogen her bygger på et foredrag, han åndsholdt i 1865 for Den Internationale Arbejderassociations generalråd og skal læses, hvis man vil forstå, hvad der ligger bag begreber som arbejderklasse og kapitalistklasse. Hvordan er det nu lige præcis, at kapitalisterne udbytter arbejderne? Autorenkollektiv Marx-Arbeitsgruppe: Introduktionen til Kapitalens første bind6. Det er næsten for oplagt, men det er der vel heller intet galt i. Denne lækkerbisken blev oversat efter Schulungstext zur Kritik der politischen Ökonomie, og det, at forfatterne er for venstreorienterede til at ville have deres navne på forsiden eller bogryggen, siger en del. På elegant vis forener den Das Kapitals tunge, økonomisk-filosofiske teori med virkelighedens klassekamp, og den kommer godt rundt omkring mange emner i Marx’ økonomiske teori. Hvis du arbejder dig gennem de ovennævnte bøger, måske endda i nævnte rækkefølge, vil jeg mene, at du er ret godt rustet til at læse og forstå Das Kapital. Marx kommer ganske vist med mange både respektfulde og polemiske udfald mod Adam Smith og David Ricardo, hvorfor det vil være ekstra glasur på kagen at være godt hjemme i de klassiske økonomers hovedværker, men
11
det er ikke en nødvendighed. Dog skal det siges, som Marx skriver i forordet til første bind, at værket er skrevet til folk, der kan tænke selv. Karl Marx hører ikke uden grund til tidens største økonomer og filosoffer, og han er umulig at komme uden om, hvis vi (for alvor, og ikke bare på den der Uffe Elbæk-Alternative-agtige måde) vil forstå, gentænke og ændre (måske omvælte?) det samfund, vi lever i. Jeg håber, at denne læseliste kan være dig behjælpelig i dine kyndige Marx-studier. God læsning!
PS. Husk nu for helvede, som Marx skriver i sin 11. tese om Feuerbach: ”Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt; hvad det kommer an på, er at forandre den.”
Illustration af Linda Fønss
NOTER 1 (Rhodos, 1973). For dem, som ikke kan skaffe den antikvariske udgave, kan første bind også findes i dansk oversættelse på www.marxister.dk/kapitalen.php.red. 2 (Roskilde Universitetsforlag, 2005) 3 (Berlingske Forlag, 1973) 4 (Revolutionære Socialisters Forbund, 1973) 5 (1898) 6 (Kurasje, 1975)
12
A Critique of the Structural Form of Bildung Af Joachim Schmidt Wiewiura In this article, Joachim Schmidt Wiewiura gives us a reading of ‘Felix Krull’ by Thomas Mann, and how it can be used to illustrate a basic difference between the idea of authenticity and the german term Bildung – two terms generally seen as being very closely related. Joachim argues that Mann, through the protagonist of the story, brings forth different aspects of human exsistence that points to a built-in paradox in the idea of Bildung. - Red.
T
he aim of this article is to examine in what way Thomas Mann’s Felix Krull poses a problem in regard to the traditional understanding of the cultural and philosophical concept of Bildung. Generally, the idea of Bildung is the idea of a self-conscious formation of one’s person. This formation evolves dynamically through a relation between inner will and outer action. In this sense, the will should posit an idea, an image, or ein Bild to strive towards via outer action. Ideally, the action achieves its perfection through training and education. The will must hence strive towards new goals or ideas in life when the old ones are achieved. This is the widely accepted conception of Bildung, which I will attempt to challenge through my analysis of the aforementioned novel written by Mann (which was in fact never finished by the author). Felix Krull presents us with a very complex and layered notion of Bildung and this notion is often tied up to the varying appearances of the characters. We will try to understand the significance of appearances in regard to Felix Krull, but also in regard to theatre. Finally, we will see how inauthenticity can be present in the structure of Bildung, which in turn reveals a paradox in Bildung itself.
“Finer stuff ” As we see, one of the things that Felix Krull teaches himself is to perfect his bodily appearance to his will’s demands through a consistent endeavour of self-formation. In this way, he can be put into the systematic scheme of Bildung and be portrayed as the ideal man that actually reaches everything his will posits. Through the parodic and hyperbolic language of Felix Krull, Thomas Mann seems to suggest to the reader that there is something slightly disturbing, and maybe even inauthentic and immoral, about this character, who, according to traditional German Bildungsdenken, should be praised for his self-cultivation. Felix Krull describes his time from childhood to his late teenage years1 and from the beginning he sees that he has prettier hair, skin, finger-nails, and voice, than his schoolmates1. Even though these are physical traits, they are ‘mostly very intangible’2 and in this way he claims that he is made of ‘finer stuff ’3. It is not his immediate appearance that is of finer stuff, but rather his person. As such, he transforms his physical and healthy appearance into a metaphysical claim about his inner being – something that we will come back to below. His
13
first endeavour is to ‘study that mysterious force of the human will’4 by experimenting in the possibility to control the physiological reflex of his pupils. Absurdly, he succeeds. In this way, he can to a greater extent control the impressions he receives. As a picture depends on the aperture of the objective lens, so too do the impressions which the mind receives depend on the aperture of the eyes. If Krull is able to control his own aperture, the immediacy of natural impressions is distorted. In Kantian terms, the intuition is no longer just a sensation or impression, but is already distorted by a willful act. In this way, the question of authenticity, to which we will return later, is an interesting one, because the authentic experience is affected by what he wants to see. Appearances How are we to understand this crucial theme of appearances in Felix Krull? According to Felix Krull himself, there are two ways of life: either, one could see the world as a chessboard, but the danger of this is indifference in such a way that one would prefer isolation and avoid influencing others5 , or, one could see ‘human nature as great, glorious, and important’6 in order to be rewarded others’ esteem and respect. However, this latter way of life has its downside too, because the esteem is rewarded by simpletons, which leads to ‘self-detraction and loss of confidence’7. If you flatter the artless simpletons you can ‘devote yourself to making this impression [the flattery], it will give weight and seriousness to your life, lend it meaning in your own eyes, and lead to your advancement.’8 This vision of meaning is an internal project in which other people are used as instruments. Felix Krull unsurprisingly chooses this form of ignorant life. It is ignorant because it ignores the fact that his internalised meaning is derived from the basis of outer appearance. He only devotes himself to produce flattery because of himself and not for the sake of a recipient. We see how he shines in their praise when he plays the fake violin concert9 . He does not seem, however, to regard himself as dependent on others, while in fact the meaning is constituted by an appearance that must be manifested in front of an audience.
he completely achieves through his assimilation. Similarly with Bildung, he perfects the relation between positing an image and achieving to integrate it into his person. For this reason, he does not transform himself into different types, but it is rather the appearances, for example the clothes and accessories he wears, that transform into his being. In this way, it is him, and not the clothes, that adapts into a given period of appearance.
If one becomes one’s own object of development in order to obtain freedom, then one satisfies the criteria of Bildung
Moreover, when he dresses up in costumes, his appearance reaches a level of perfection and it is his audience – the judge of appearances – that claim that he ‘looked to the life exactly the person whom I [Felix] aimed to represent.’10 Krull has the ability to convert his being (that, as we said earlier, is of intangibly finer stuff ) to any period of time, whereby he transcends the ‘physiognomical stamp’ of history11 . The images that he here represents
14
Appearances In the Theatre Just as Schiller writes that truth finds its appearance in the material world in the clothing of the aesthetic play impulse12, so can the will be said to find its appearance in the material or external world through action. In turn, the will posits an image, whilst the action signifies the external strive towards it. This relational form between these two domains, the image and external pursuit, can be seen in the theatre as we shall now turn to. Here is also one of the places, I suggest, where Thomas Mann is speaking through Felix Krull and not exploiting Krull’s character in favour of his ideas.
On the theatre stage, Müller-Rosé, an actor with whom Krull gets acquainted, appears in his superior performance as detached ‘from the limitations of everyday life’13. In this way, he represents the extra-ordinary. In other words, he acts as an image for others to hold in front of them. The audience (including Felix Krull himself ) ‘sat there in the darkness…like a swarm of night-flying insects rushing blind, dumb, and drunken into the flame.’14 The audience is dazzled, a word which Felix Krull emphasizes15 , praising this image because of its ideal beauty. Afterwards, the audience tries to ‘walk, talk, and hold their canes like the hero of the evening.’16 A comic, yet tragic trait, of ungebildete Leute who tries to become like their idols on the stage. But what is the dif-
ference between these people and Felix Krull? The difference is that Krull knows in retrospect that the image, which appeared wonderful while it floated before the audience, was fake. The appearance was a deception, because Müller-Rosé is in fact a wormy creature without any elegance. In other words, he is not as his appearance would suggest. The reason Felix Krull can get away with shifting his appearances is because his being permeates his appearance and is not, in contrast to Müller-Rosé’s, hiding it. The image of Müller-Rosé (established by the audience), however, is just mere appearance and is manifested only as a part of a greater dynamic of self-delusion. This self-delusion, I suggest in the following, is Bildung. Thus Thomas Mann asks: “What can it be, then, but that such an instinctive need as this [self-delusion] is implanted by God Himself in the heart of man, to satisfy which the Müller-Rosés are created? Here beyond a doubt is operative in life a wise and indispensable economy, in the service of which such men are kept and rewarded.”17 [my emphases] The question is to the purpose of the need of self-delusion? The answer is that there is an economy or relational dynamic of positing a deceptive image or ideal appearance, which is necessary (cf. ‘indispensable’ in quote) for man’s life and development. The image emerges on the stage through the actor and the audience clings to it in order to live and develop. One sentence later it becomes explicit: Mann writes that Müller-Rosé ‘can move before his audience with such complete assurance as to make them see in him their heart’s ideal and thereby endlessly to enliven and edify them.’ 18 [my emphasis] As we see, the ideal which man lives for and strives towards is granted him via the theatre. One goes to the theatre in order to be showed ideal images of life and then to follow them. It is this indispensable economy of exchanging that forms the mechanism that holds man together in his struggle to attain ideals in life. An audience goes to the theatre in order to see their ideal (cf. above quote) in the actor, while the actor sees meaning in edifying them. This is an economy of ‘mutual satisfaction’19 that for Felix Krull catalyses his ‘growing aversion to this odious institution.’20 Not only is this, I suggest,
institution called theatre, but also represents how Bildung is seen by the masses. The structure of Bildung has now only been shown through a semi-political frame: Through Felix Krull and potentially Mann’s perspective of the mass. Nonetheless, the “real” Bildung that Felix Krull possesses seems to be a critique of the deeper problem of authenticity in the structural outline of Bildung. This time the critique is directed at the perfect assimilation of appearances and not as before where the failed assimilation, which resulted in a transformation from glowing idea to a crawling worm, resulted in pure deceit. The deceit occurred because the ideal was not posited by an individual will, but tricked into the theatre, in which an ideal attracted the collective will through a delirious haze. Critique of Bildung through Felix Krull What happens, then, when the individual posits his own ideal and the object of experimentation becomes oneself ? This seems to be the sincere kind of Bildung that in the German tradition is strongly connected to freedom. It is so because the process of Bildung adheres to the individual. If one becomes one’s own object of development in order to obtain freedom, then one satisfies the criteria of Bildung. And so, Felix Krull tells us: ‘when the need for freedom and the possession of my own soul had become overpowering, I began with producing my symptoms with myself as sole audience.’ [my emphasis]21 Surely this formulation of words would be, according to the earlier explorations of Bildung, obscene and inauthentic. Yet Felix Krull as an individual still seems to fulfil the criteria of the structure of Bildung. Moreover, Felix Krull only engages in the specific structure that Bildung demands, when freedom is needed – almost told as if freedom was a sentiment on the level with other animal desires. Everything Felix Krull has achieved in life is because of this structure of Bildung – a direct ‘result of self-conquest’ – which can ‘be regarded as a moral achievement of a high order.’22 The paradox is as we see now that the structural skeleton of Bildung can be misused and thus mislead, from what was supposed to be a true image of character building to inauthenticity. With this spu-
15
rious character of Felix Krull he does not become what the early thinkers of Bildung had in mind even though he followed the path they subscribed. He is the explicit ideal because what he put into practice, he achieved with ‘complete success.’23 He ‘improved upon nature…out of sheer inward knowledge and contemplation’24. This can be seen as a direct realization of the Bildungsprozess, and in this way a cancellation of the paradox that the early philosophers of Bildung were aware of (between the process of obtaining the ideal and the stagnation of perfection once one obtains it), because Felix Krull obtains the ideal and continues to have new goals in life. Felix Krull is deeply inauthentic and does not seem to have any care for others even though he claims to possess morality (as quoted above). Everything in his appearance reflects back upon himself and is actualized in action only for his own sake. His father goes bankrupt and Felix Krull sees this as ‘refreshing in its novel excitement’25. When his father commits suicide Felix Krull writes that he ‘paid him the abundant tribute of my tears.’26 His action is a calculation of his will and everything seems therefore as deliberately instituted into action. In this way, Felix Krull fulfils the scheme of Bildung, while Thomas Mann reveals a problem in it through his exaggerated language. It is only through a literary piece (that is able to bring content to the structure of Bildung) that is able to reveal how categories as inauthenticity can reveal structural difficulties and paradoxes of Bildung, when put into practice by someone like Felix Krull. In this way, it might be that the novella suggests a social disintegration of Bildung in a post-modern time of new social and philosophical categories of modern existentialism.
Closing remarks Inauthenticity can be revealed at two levels of Bildung. First, when someone sees an image and tries to imitate it. This can be seen in Felix Krull as explained through the theatrical world, when people flock to the theatres. The actor is pursuing to fit a role and thus detracts his own person. Another problem is that one does not posit by will his own image. Therefore, the theatres are not suitable – or authentic – places to pursue one’s ideals. The theatre reveals a problem because the appearance of the image is inauthentically established. On another level, the criteria of Bildung can be structurally fulfilled without having the former problems. Felix Krull actually posits his own image; however, it still leads to inauthenticity, which Bildung does not seem to be able to account for within its own realm. This thus leads to an immanent criticism of Bildung itself. The paradox of the early thinkers of Bildung, between process and perfection, has now been replaced by a more modern paradox between authenticity on the one hand and self-delusion and self-detraction on the other. The structural outline cannot be slavishly followed, because it is not a guarantee of becoming morally integrated into society as an authentic person. However, this revealed paradox of Bildung seems to put forth another question: What is authenticity?
NOTER 1 Mann (1989), s. 365f 2 Ibid, s. 366 3 Ibid. 4 Ibid. 5 Ibid, s. 367 6 Ibid. 7 Ibid. 8 Ibid. 9 Ibid, s. 372f 10 Ibid, s. 375 11 Ibid. 12 Schiller (2000), §3 13 Mann (1989), s. 378
14 Ibid, s. 379 15 cf. ibid, s. 377 16 Ibid, s. 379 17 Ibid, s. 382 18 Ibid. 19 Ibid, s. 383 20 Ibid. 21 Ibid, s. 385 22 Ibid, s. 386 23 Ibid, s. 387 24 Ibid, s. 388 25 Ibid, s. 400 26 Ibid, s. 402
Bibliografi - Mann, T. (1989). Felix krull. In: Lowe-Porter, H. Death in Venice, and seven other stories, 1st ed. New York: Vintage Books, pp. 359-402. - Schiller, Friedrich (2000): Über die ästhetische Erziehung des Menschen in einer Reihe von Briefen, Reclams Universal-Bibliothek Nr. 18062, Stuttgart [1795].
16
Kærlighedens fænomenologi Af lektor ph.d. Carsten Elmelund Petersen Fjellhaug International University College, København Hvad er kærlighed egentligt for en størrelse? Carsten Elmelund Petersen giver os et indblik i kærlighedens væsen, selviskheden og kærlighedens relation mellem jeg’et, den elskede, næsten og Gud ud fra Søren Kierkegaard. - Red.
R
igtig filosofi har siden Sokrates’ opgør med sofisterne været drevet af en søgen efter sand erkendelse. Den intention har rigtige filosoffer tilfælles med rigtige teologer.
være bestemmende for alt. Når det er sket, bliver der plads for ”den rette Selvkjerlighed” (SKS 9, 26)2. Det følgende godtgør, at der også kan tales om den rette forkærlighed.
De store teologer har altid trukket veksler på filosoffer. Augustin var påvirket af Platon. Thomas Aquinas var præget af Aristoteles. Luther og Calvin var på afgørende punkter præget af stoikerne. Den grundlæggende universelle gyldighedsprætention, som ligger i Kants filosofi har fået stor indflydelse på store teologer i 1900’tallet.
Den uacceptable kærlighed Elskov (=forelskelse) og venskab er i umiddelbarheden en forvrænget form for kærlighed. Det er enten et udtryk for selvkærlighed, der giver én selv fordele, eller et udtryk for forkærlighed, der rummer et valg af ét menneske, hvor andre udelukkes. I både elskoven og venskabet er det én selv, der er i centrum. Kierkegaard ser, at digterne tager udgangspunkt i den kærlighed, der ligger i tilbøjeligheden, og de forguder den. De tager fat i den trang til at elske og til at blive elsket, som ligger i det umiddelbare. Kierkegaard mener ikke, at digterne har plads for, at denne elskov og dette venskab er en etisk opgave.
Tilsyneladende er teologer præget af en basisfilosofi. Et eksempel er Søren Kierkegaard. Hans forfatterskab blev til på det tidspunkt, hvor Hegels tese-antitese-syntese-tænkning var modefilosofi med udspring i Åndens fænomenologi fra 1807. Kierkegaard havde svært ved at leve med det. Som alternativ udviklede han en stadielære. Pudsigt nok så er Kierkegaard hardcore teolog, men tillige filosof, og hans eksistenstænkning har haft stor indflydelse på f.eks. fransk eksistentialisme (Sartre) og tysk ditto (Heidegger). Sandheden om kærligheden Kierkegaards hovedværk Kjerlighedens Gjerninger rummer fænomenologiske analyser af kærlighedens vildveje og veje. Kierkegaard tolker selvkærligheden og forkærligheden meget negativt, fordi disse i den umiddelbare udgave i livet er mærket af selviskheden. Det kan lede til den opfattelse, at Kierkegaard er imod enhver form for selvkærlighed og forkærlighed. Det viser sekundærlitteraturen1. Kierkegaard vil, at der hos det enkelte menneske skal ske en transformering af kærligheden, således at kærligheden til Gud og kærligheden til næsten skal
I stedet kommer kærlighedsbuddets “du skal”, pligten til at elske, og det gør kærligheden til en kristelig opgave. Han modstiller den umiddelbare, naturlige trang til kærlighed med kristendommens lære, der bygger på en åbenbaring, og han giver den sidste prioritet. Kierkegaard understreger, at den sande kærlighed er pligt3. Det er ikke kun 1800-tallets digtere, men også de græske filosoffer Platon og Aristoteles og den romerske stoiker Cicero, har all skrevet værker om venskabet, der rammes med denne specifikt kristne fordring om kærlighed som pligt. Driften til elskov og venskab er en naturbestemmelse. Det må forstås sådan, at driften til kærlighed er god i sin substans, men den er altid behæftet med selviskheden som accidens. Driften skyldes skabelsen, mens perverteringen af driften skyldes syndefaldet.
17
Den påbudte kærlighed Kierkegaard betoner “den christelige Kjerlighed”, der adskiller sig fra andre former for kærlighed. Det er kun Gud, der skal elskes ubetinget, adlydende og tilbedende. Gud er den eneste, der skal elskes højere end én selv, og Gud er den eneste, der skal elskes højere end næsten. Kierkegaard siger, at Gud er mellembestemmelsen i et sandt kærlighedsforhold mellem to mennesker. Gud er selv kærligheden, og kærligheden fylder og gennemtrænger et sandt kærlighedsforhold. Derfor er det så vigtigt, at gudsforholdet ikke udelukkes. Hvis man elsker et andet menneske i stedet for Gud, er det bedrag. Kærligheden skal lede den anden til kærlighedens egentlige genstand; Gud. Kærligheden er et tredobbelt forhold: “Den Elskende, Den Elskede, Kjerligheden, men Kjerligheden er Gud” 4. I forholdet mellem to mennesker skal Gud være mellembestemmelsen, “Ligelighedens Tredjemand” 5. Det vil sige dén, der kommer imellem for at sætte ligelighedens niveau i næstekærlighedens relation mellem to mennesker. Kierkegaard er ikke fortaler for en autonom etik6. Kierkegaard mener, at kærlighedens kendetegn er lidenskab. Digterne gradbøjer denne lidenskab. Når elskoven ikke varer ved, åbner man for, at man kan elske flere gange, altså at det ene forhold efterfølges af det andet. Det er elskovens og venskabets brist, at det ikke varer ved. Det er præget af timelighedens flygtighed. Den kristne næstekærlighed skal derimod forklares ud fra det evige. Hvem er næsten? Det kristeligt religiøse er det eneste, der kan frembringe “Menneske-Lighed” 7. Ingen ideologier eller tankebygninger magter det. Næsten betyder ”alle Mennesker”. Er der kun to mennesker, så er det andet menneske næsten, ”er der Millioner, er Enhver af disse Næsten” 8. Der behøves dog kun en enkelt næste til at vide, om man elsker denne. Næsten skal man forholde sig ligeligt til i modsætning til den elskede og vennen, som man forholder sig til i forkærlighed. Næstekærligheden handler om at elske alle, ubetinget alle. Hvis der blot gøres én undtagelse, er der ikke tale om kristelig næstekærlighed. Hvor næstekærligheden elsker alle uden forskel, er elskov det modsatte, nemlig at elske én på bekostning af alle andre9. Forholdet til næsten er en grundholdning. Hvor elskovens og venskabets genstand er partikulær (man elsker i betinget form én), der er næstekærlighedens genstand principielt universel (man elsker ubetinget alle). Disse to kærlighedsformer er modsætninger. Subjektforholdet I Kjerlighedens Gjerninger er der en subjektsteori i miniudgave10. Problemstillingen er, at den enkelte er centreret om sit eget selv. I elskov og venskab optræder “det andet Selv, det andet Jeg”11. Det er afgørende, at det er et andet jeg, i næstekærligheden optræder nemlig et andet du.
18
I selvkærlighed elsker jeg’et det andet jeg, som er ham selv. I elskov og venskab er beruselsen så stærk, at det første jeg og det andet jeg smelter sammen til “eet Selv, eet Jeg” . I næstekærligheden findes det første jeg og det første du, og det bliver til en relation mellem afgrænsede subjekter. Elskov rummer en sammensmeltning, mens næstekærlighed rummer en fordoblelse i det indre menneske12. Der er tale om en spaltning af selvet således, at selviskheden bliver brudt. Når selviskheden er brudt, optræder et jeg og et du. Der er to subjekter: Den enkelte og den anden. Selvfornægtelsen sætter skel mellem på den ene side selvkærlighed og forkærlighed, og på den anden side den rette selvkærlighed og næstekærlighed. Jesus viste den acceptable kærlighed i sit konkrete menneskeliv I menneskets konstitution er kærlighedens trang til selskab. Jesus havde også denne dybt menneskelige længsel efter at elske og at blive elsket. Han kunne rent menneskeligt indgå i menneskelige venskaber. Jesus gik ind “i Kjerlighedens lige Forhold mellem Menneske og Menneske” 13. Jesus gik så vidt, at han spurgte efter Peters forkærlighed: ”Elsker du mig mere end disse?”. Jesus og Peter havde forkærlighed for hinanden i venskabet. Jesus havde forkærlighed for sine disciple. Han sagde: ”I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg byder jer”. Der tales også om, at Jesus elskede Martha, hendes søster og Lazarus, dertil tales om den discipel, som Jesus elskede. Der er tale om en menneskelig forkærlighed renset for selviskhed14, som står parallelt med den rette selvkærlighed. Acceptabel forkærlighed Er det muligt at tale om, at forkærligheden kan gennemgå en forandring, så den renses for sin selviskhed og fremstår som den rette forkærlighed? Kierkegaard skriver, at man ikke skal ophøre med at elske den elskede eller vennen15. Forkærligheden indebærer, at man trækker den elskede til sig som den eneste og skubber næsten væk. Det vil være forskruet forkærlighed kun at ville elske næsten og droppe enhver kærlighed til den elskede. Det vil så at sige være at have forkærlighed for næsten - og det vil være forkert. Det vil være at begå forkærlighedens fejl, blot med næsten som objekt. Det er ikke rigtigt, at man med den kristne kærlighed skal elske den elskede eller vennen mindst! Nej, den elskede og vennen skal elskes trofast og ømt, men kærligheden til Gud og næsten skal være det helliggørende i elskov og venskab, skriver Kierkegaard.
I det ydre kan der være en slags forkærlighed, som kristendommen ikke vil rokke ved, for kristendommen vil lade evighedens forandring, uendelighedens forandring foregå i det indvortes. Ifølge Kierkegaard vil kristendommen ikke bringe forandring i det udvortes20.
Kierkegaard ser her mennesket spændt ud mellem to poler; forkærlighedens trang til at elske en eneste og næstekærlighedens trang til at elske alle16. Næstekærligheden skal være en transformerende kraft overalt, og deriblandt også i elskov og venskab. Dette er begrundet i, at hos Gud er der ingen forkærlighed, ingen forskelsbehandling. Apostlene holdt ikke sammen i et selvkærligt sammenhold, for så var kristendommen uddød. De stiftede ikke en kærlighedens forening eller et kærlighedens selskab. De elskede ud over grænserne. Kierkegaard reagerer negativt, hvis 200 eller 300 mand vil etablere “et ugudeligt Sammenhold mod det Almene-Menneskelige”17. Denne spænding står tilbage, at Kierkegaard siger nej til sammenhold i selvkærlighed18, fordi det er selvisk, og at han også kan sige ja til fædrelandskærlighed19, hvis Gud og næsten er mellembestemmelse, og hvis det er udtryk for den rette forkærlighed. I selvkærlighed, elskov, venskab og sammenhold i selvkærlighed er det negativt, at der er selviskhed. Disse størrelser kan transformeres til il den rette selvkærlighed og den rette forkærlighed.
Kristendommen har intet forandret i elskov og venskab, hvad det angår. De ydre relationer er, hvad de er, og det er en indre transformation, der skal til, for at disse forhold kan blive, som de skulle være. Det er en uudsagt mellemregning, at den forkærlighed, der er renset fra selviskhed, skal bestå. Opgaven er ifølge Kierkegaard at finde den valgte genstand elskelig, uanset om hun eller han forandres21. Opgaven er at bevare den rette forkærlighed vedvarende. Udblik Det dobbelte kærlighedsbud kan på baggrund af analysen af Kierkegaard udspaltes i tre bud med universel gyldighedsprætention: 1) Elsk Gud frem for alt! 2) Elsk ethvert medmenneske, så det kommer til at elske Gud og ethvert medmenneske! 3) Elsk ethvert menneske ligeværdigt i forhold til ethvert andet menneske! Den rette selvkærlighed er det forhold til én selv, der gennem evighedens forandring, er renset for selviskhed. Den rette forkærlighed er forholdet til hustruen og vennen, hvor evighedens forandring har ført til, at kærligheden til Gud og næsten virkeliggøres, men hvor forkærligheden til hustruen og vennen er renset for selviskhed.
NOTER 1
W. G. Jeanrond (2012), Kærlighedens teologi, Aros Forlag, s. 144,148.
2 S. Kierkegaard (2004), Søren Kierkegaards skrifter, Gad, bind 9, side 26 3
Deri ligner han Kant, der sondrer mellem drift, tilbøjelighed, trang og følelse som patologisk kærlighed, i modsætning til pligten som det eneste etisk kvalificerede (I. Kant (1999[1785]), Grundlæggelse af sædernes metafysik, Hans Reitzels Forlag, s. 48. 4 S. Kierkegaard (2004), Søren Kierkegaards skrifter, Gad, bind 9, side 124
9
Ibid. s. 56
10
Ibid. s. 60-64
11
Ibid. s. 63
12
Ibid. s. 29
13
Ibid. s. 157
14
Ibid. s. 49-50
15
Ibid. s. 69
16
Ibid. s. 73-74
5
Ibid. s. 60
17
Ibid. s. 79
6
Deri afviger han grundlæggende fra han Kant, der netop fremmer en autonom etik, hvor mennesket selv er lovgiver (Ibid. 94).
18
Ibid. s. 122
19
Ibid. s. 146
20
Ibid. s. 145-146
21
Ibid. s. 160
7 S. Kierkegaard (2004), Søren Kierkegaards skrifter, Gad, bind 9, side 83 8
Ibid. s. 29
19
Phronēsis
- Den filosofiske brevkasse Med Linda Fønss og Lasse Tau Kristensen
Kære læsere! Phronēsis er tilbage. Ja, vi truede jo med, at dette segment i bladet ville være et tilbagevendende et - i sandhed en profeti, som kun vores orakleri kan gøre det. Ud over de sædvanelige bedrevidenskabninger, Linda og Lasse, har vi i denne udgave set os nødsaget til at opsøge et idol af de helts store. Det uendelige er tilsat en sjat - lad visdommen spilde ud over jer!
“Kære Phronēsis Jeg prokrastinerer næsten hver dag. Jeg ved godt, at det er helt normalt at prokrastinere, men jeg skammer mig alligevel, hver gang jeg gør det. Jeg prokrastinerer meget alene; tit til filmklip, jeg finder på nettet på min computer. Nogle hjemmesider er rigtig gode til det. Ofte gør jeg det flere gange om dagen; og den ene gang flyder ubemærket over i den næste. Engang blev jeg opdaget af min mor, mens jeg prokrastinerede – det var helt vildt pinligt! Jeg har tit snakket med mine venner om det, og de gør det ofte. Det siger, at det altså er helt normalt at gøre i år 2014, og at seriøst alle andre også gør det. Men hvorfor skammer jeg mig så alligevel sådan?” - Anonym (fra jonsebastianfrederiksen@gmail.com) Kære Anonym. Først og fremmest vil vi gerne slå fast at du er helt normal og ikke har nogen grund til at skamme dig. Når du alligevel synes, at det er pinligt, så er det måske fordi du har hørt andre folk tale om emnet som om det var noget “forbudt” eller “forkert”. I Platons dialog ‘Protagoras’ kommer Sokrates således med et argument knyttet til begrebet akrasia (ἀκρασία), der ofte forbindes med prokrastination. Akrasia er en betegnelse for den tilstand hvori et menneske handler imod eget bedre vidende og f.eks. vælger at udføre en mindre fortjenstfuld handling, når vedkommende reelt ved, at en bedre handling er mulig. En typisk overspringshandling, med andre ord. Sokrates undrer sig her over hoi pollois tro på at mennesker skulle være tilbøjelige til at lade deres handlinger styre af noget andet end visdom (f.eks. jagten på nydelse) og lade dette “andet” slæbe visdommen efter sig som en gemen slave (Protagoras, 352b5-c1). Han konkluderer, at folk helt seriøst li’som overhovedet ikke gør sådan (Protagoras, 358b6-c1). På grund af Sokrates og hans indflydelse i det moderne mediebillede, så har du muligvis fået indtryk af at det du gør er “unormalt”. Men dine venner har ret i at næsten alle prokrastinerer og at det er helt naturligt.
20
“Hvad er nødvendige og tilstrækkelige kriterier for at kunne definere en pige som værende frisk?” - Lasse Gustafson Kære Lasse. Phronēsis har kontaktet selveste Mixthias og fortalt ham om dit spørgsmål, samt spurgt ham, om han mon ville være villig til at lave en special appearance som orakel hos os. Mixthias a.k.a. Mathias Obdrup Jakobsen er journalist på Go’morgen Danmark, men er nok bedre kendt som manden bag vor generations største hitnummer ‘Frisk Pige’. Her følger hans personlige og vedkommende svar til dig: “De nødvendige kriterier for en frisk pige er en tøs, der giver den hele armen. Hun skal være vild med cupcakes, drikke Cosmopolitans og altid havde ja-hatten på. En Frisk-pige siger ikke nej til en fest og Instagrammer meget ofte fra aftenens begivenheder. - Mixthias”
“Hvis tid er penge, er en hæveautomat så en tidsmaskine?” - Rasmus Jexner Hamberg Kære Rasmus. Helt rigtigt. Desværre er tidsmaskiner endnu en af de koncepter, som har lidt hårdt under en medieskabt, hysterisk misforståelse. Det giver bare ikke den samme wow-effekt at vise folk, hvordan Michael J. Fox hæver penge. Som du nok også har regnet ud, så forklarer dette faktum også mange sociale tendenser i samfundet generelt, som hvorfor vi har så mange stenalder-mennesker i vores samfund - Det er ganske enkelt de rigeste (eller fattigste?) folk fra dengang kølle til hoved virkelig var den gængse omgangsform. Det gør også udtryk som, at et menneske kan være ‘forud for sin tid’ ganske faktuelle.
“Hvorfor får man ikke pant for Cocio?” - Johan Dam Farkas Cocio er ikke er en virksomhed, hvis repræsentanter er trænede i at give klare eller sammenhængende svar. Spørgsmålet om hvorfor man ikke får pant for Cocioflasker giver derfor udslag i mange løsrevne sætninger. Cocio (herefter personificeret) påpeger, at de faktisk sælger produkter i såvel engangs- som returemballage. De gør opmærksomme på, at de betaler højere emballageafgifter end producenter af læskedrik, uden at uddybe hverken hvad dette skyldes eller medfører. Lidt lingvistisk detektivarbejde kan dog lede én til at konkludere, at følgende udsagn er det mest centrale for vores undersøgelse: “Cocio kan p.t. på grund af EU lovgivning [sic] og Dansk Returemballage’s [sic] politik ikke omfattes af retursystemet.” Nu tænker I måske at Phronēsis (nu også personificeret) læner sig tilbage med et glas Merlot og slår de (nu antropomorfe) stænger op på sofaen. Men nej, vi vil til sagen selv og til bunds i den! Så vi presser på og stiller alle de spørgsmål, som ingen vil have at vi skal stille. Det viser sig at Dansk Retursystem får dets regulationer styret med hård hånd af Miljøstyrelsen. Og det viser sig, at Miljøstyrelsens begrundelse for hvorfor Cocio ikke må lege med de andre børn er følgende: Der er mælkerester i flaskerne, hvilket gør dem umulige at håndtere. Men den opmærksomme læser vil her rynke brynene og henvise til Cocios egen udmelding fra tidligere om at Cocio også sælger produkter i returemballage … måske endda huske en forgangen indlevering af en 24 cl. glasflaske fra Cocio, som rent faktisk gav udslag i pant. Indeholder disse flasker ikke også et mælkebaseret produkt? Noget passer ikke sammen. Men hvad har vi overset? Var Cocios repræsentanter virkelig ude af stand til at give klare svar - eller bare uvillige til at gøre det? Hvor langt op i hierakiet leder denne sag? Hvad er problemet med mælkeresterne? Hvis der da overhovedet er mælk i en Cocio.
“Kære Phronēsis. Når jeg står i mit glaspusteri, og puster glas, har jeg tit tænkt over dette. Kan I hjælpe? Forestil dig en almægtig Gud, og at denne almægtige Gud har fritid. Forestil dig nu at denne almægtige Gud er en habil glaspuster, der ynder at puste glas i sin fritid. Er det nu muligt for denne almægtige Gud at puste et glas, der er endnu mægtigere end ham selv?” - Gud Kære Gud. Say no more, say no more! Det er et klassisk problem, at prøve at forene en glaspuster, der bare vil hygge sig en gang imellem i weekenden med et mægtigt glasprodukt, der kræver mere fast glaspusteri - måske endda at man annoncerer det over Facebook. Her bliver man nødt til gøre op med sig selv og sit glasprodukt, om man i fællesskab kan lave et kompromis. Det vigtigste er, at man respekterer, at nogle glasprodukter kræver, at man dedikerer sig til at puste det og ikke laver alt muligt andet, eller begynder at puste andre ting ved siden af, men så kan man sagtens puste mægtigere glas end én selv. Jeg har hørt om en hvis ‘Gud’, der pustede til højre og venstre, og endte med at efterlade restprodukter, der fik folk helt rundt på gulvet, og som stadig skaber problemer den dag idag. Det er lidt af en skandale. Don’t be that guy person entity!
Én ting er sikkert: Cocio produceres i Esbjerg. Og intet godt kommer fra Esbjerg, kun trusler og Esbjerg-frakturer (red: uformelt slang for metakarp-fraktur. Betegner det brud på de midterste rør-knogler i hånden, som et knytnæveslag ofte resulterer i). Phronēsis pulser på en smøg og trækker kraven godt om ørerne. Byens summen stiger og falder, lyden af småforbrydelser, fortrydelse og falske forhåbninger. Til sidst er der ingen at se på den regnvåde gade - Phronēsis er forsvundet ud i natten og er blevet ét med skyggerne.
Sidder du inde med et spørgsmål, som nager? Vi besvarer alt mellem himmel og jord samt en respektabel mængde derudover. Send dine spørgsmål til Tankens redaktionsmail (tankensredaktion@gmail.com) eller lav en statusopdatering på Facebook med hashtag #detteerikkeencoachingvirksomhed.
21
Interview:
Center for Vild Analyse Af Magnus Flåten Nickelsen og Lise Lerche
T
anken har sat Center for Vild Analyse stævne i Aarhus. Du kender dem måske bedst fra deres ugentlige klumme i Information eller fra FSK’s aftenkollokvium, som de gæstede forrige år. I så fald vil du nok vide, at Center for Vild Analyse kalder sig selv et kollektivt subjekt, der tænker og taler i den offentlige debat. Men hvad ligger i udtrykket det kollektive subjekt, og hvordan opstår og tænker det? Det er disse spørgsmål, vi søger svar på, da vi møder dem i en hjemlig lejlighed i en sidegade til Frederiksallé, hvor vi knap har smidt jakker og sko, inden de byder os en mørk rom at varme os på. Selvom de sidder tre mand og venter på os, er det ikke tre individuelle stemmer, vi skal interviewe, men netop dét kollektive subjekt, der opstår, når der er mindst to til stede fra Center for Vild Analyse. Men det kollektive subjekt er tilsyneladende mere end blot et fælles navn eller en platform at tale ud fra. Måske muliggør det en særlig måde at tænke filosofisk på? Det er på baggrund af disse tanker, at vi her vil forsøge at udlægge hvilken betydning den kollektive tænkning har for Center for Vild Analyses filosofiske virke.
Det kollektive subjekt Vi lægger ud med at spørge hvilke betydninger det kollektive subjekt har for Center for Vild Analyses arbejde. “I første omgang er det en måde at kunne sige noget i relativ anonymitet. Det er ikke hemmeligt, men det er heller ikke vigtigt, hvem der står bag Center for Vild Analyse. Brugen af det kollektive subjekt giver i bedste fald den effekt, at man ikke nødvendigvis knytter de udsagn, vi kommer med, til en bestemt person. Vi behøver ikke at stå inde for vores udsagn med en bestemt offentlig fremtoning eller livsstil på en anden måde end gennem udsagnet selv. Med andre ord kan vi egentlig forsøge at konstruere filosofiske ræsonnementer på deres egne vilkår.” Center for Vild Analyses opfindelse af det kollektive subjekt er altså en modreaktion til mediernes stærke tendens til at fokusere på individuelle stemmer. Ifølge Center for Vild Analyse er det ikke befordrende for den
22
offentlige debat, at fremsatte synspunkter og politiske positioner altid skal henledes og reduceres til blot biografiske anliggender. Idéen om det kollektive subjekt muliggør en åbenhed for, at den offentlige debat kan være et sted for nytænkning - med Center for Vild Analyses egne ord: “ måske kan vi endda opdage, at vi kan begynde at tale sammen”. Opgaven består altså i at skubbe til selve formen for den offentlige debat. Og her kommer de vilde analyser ind i billedet. De ugentlige klummer i Informations weekendtillæg Moderne Tider tager udgangspunkt i et aktuelt socialt fænomen, som Center for Vild Analyse troligt udlægger efter parolen “hvis du vil vide det modsatte” eller som de også selv udtrykker det: “klummerne skal gerne tage læseren med på en tur i den filosofiske kværn”. På denne tur er der god chance for at du støder på en hel del psykoanalyse og tysk idealisme. Den vilde analyse er som begreb selv hentet fra psykoanalysen, hvor den præsenterer en mislykket, forfejlet analyse mellem psykoanalytikeren og analysanden på briksen. Men i sine klummer giver Center for Vild Analyse ny betydning til begrebet om den vilde analyse ved at skifte psykoanalytikeren ud med et kollektivt subjekt og analysanten på briksen ud med samfundet selv. Som resultat heraf forsøger den vilde analyse ikke at give en fuldstændig redegørelse for de analyserede fænomener, men derimod at skubbe til selve de præmisser, vi diskuterer dem ud fra1.
“Der var en gang én, der under et foredrag spurgte os, hvad vores politiske position var. Og det kunne vi ikke rigtigt svare på. Det eneste, vi kan komme i nærheden af at sige, er måske selve det, at vi er fem, der skriver sammen under ét navn. Det er måske vores politiske position; det er formen, der er vores politiske position. Der er brug for et kollektivt subjekt, der er brug for kollektive former for tænkning, kollektive interventioner, kollektive måder at tage beslutninger på.
“Der var en gang én, der under et foredrag spurgte os, hvad vores politiske position var. Og det kunne vi ikke rigtigt svare på.”
I stedet for at give udtømmende udlægninger og beskrivelser skal de vilde analyser hjælpe til at vi kan tænke problemer og løsninger på ny under en anden form. Det betyder også, at der nogle gange bliver indikeret synspunkter, som Center for Vild Analyse egentlig ikke har. Selvom Center for Vild Analyse indrømmer, at denne måde at arbejde med filosofien på kan virke en smule sofistisk, gemmer der sig alligevel et budskab i klummerne:
Det står meget eksplicit flere steder, at målet er at skabe tænkning. Dertil kan man tilføje, at der er to ting i den måde, vi arbejder på: På den ene siger vi nok i en klassisk vild analyse: Der er én position og der er en anden position. Om det andet aspekt af deres arbejde, tilføjer Center for Vild Analyse: Der også en tredje position, som består i at finde et tredje punkt, som ikke er en mediering mellem de to første, men som ligger et eller andet sted hinsides modstillingen. Hvis noget lykkes for os, så vil det være at give folk nogle redskaber til at lave sådanne analyser, til at tænke, til selv at finde eksempler ud fra den omverden, der omgiver os.”
Hvis man har læst blot en enkelt af Center for Vild Analyses klummer, for slet ikke at nævne deres bogudgivelser eller har hørt deres podcasts fra deres ugentlige radioprogram på Radio24syv, vil man vide, at analysen netop altid åbnes op fra eksempler fra omverdenen. Det kollektive subjekt analyserer ud fra kunstværker og kulturprodukter af enhver art. Vi spørger dem derfor om, hvad tanken er bag denne tilgang til filosofien og samfundet? Hvad kan vi lære om os selv og samfundet ved at gå vejen gennem den kultur, der omgiver os? “Vores udgangspunkt er jo psykoanalysen og en af vores grundtekster er Das Unbehagen in der Kultur af Freud. Der er et eller andet ubehag i kulturen; et eller andet ved kulturen, som ikke rigtigt passer. Kulturen er ikke helt på plads, den er et skel i forhold til sig selv. Der er noget i kul-
23
turen, som vi føler en undren eller et ubehag overfor. Og det betyder, at alt ved kulturen skal fortolkes; at kulturen rummer en helt masse overskud af betydning, excesser, følelser og begær. Alt muligt, som vi måske ikke altid er opmærksomme på, men som alligevel fungerer.” Klummerne tager altså udgangspunkt i den freudianske tese, at kulturen aldrig stemmer helt overens med sig selv. Det er med dette psykoanalytiske afsæt, at Center for Vild Analyse kan skrive, at de “analyserer samfundet som om det havde et Ubevidste”. Tænketank eller tvivletank? Når man skal forstå, hvad det kollektive subjekt er, vil det ofte være nærliggende at beskrive Center for Vild Analyse som en filosofisk tænketank. Men denne beskrivelse falder ved siden af, for det kollektive subjekt kalder i stedet sig selv for en tvivletank. Vi spørger dem derfor, om der er en sammenhæng mellem deres tro på den kollektive tænkning og deres selvopfattelse som tvivletank. “Ja, der er en sammenhæng. Jeg tror, første gang det kom på banen var i en klumme, vi kaldte Tankpasserlogik, hvor vi stillede spørgsmålet “hvad er en tænketank?”. Det er mere en tank end en tanke. I en traditionel tænketank, er der ikke nogen tænkning i gang, der er ikke nogen progressivitet, man er ikke ved at omkalfatre, man er ikke refleksiv eller kritisk. Man er ikke i stand til at blive endnu vildere, og forbliver på nogenlunde det samme niveau. Og så sagde vi til os selv: hvis dét er en tænketank, så gider vi ikke være en tænketank. “ At kalde Center for Vild Analyse en tænketank er ud fra denne analyse inkommensurabelt med selve formålet med det kollektive subjekt. Hvordan så foretrække tvivletanken? “Det med tvivletanken er også en analyse af os selv. Der er en dobbelthed i Descartes’ cogito, som netop Lacan understreger. I Descartes’ cogito er der et selvberoende, transparent, stærkt subjekt, som er, fordi det tænker. Men det som Descartes egentlig når frem til er i følge Lacan, at vi kun kan anerkende tvivlen som vished. Tvivlen er det eneste, som vi fuldstændigt sikkert kan fastslå. Tvivlen som eneste vished karakteriserer på en måde subjektet for Lacan og
kendetegner subjektet i den forstand, at det altid er lidt på afstand af sig selv og hele tiden er klar til at vende tingene på hovedet og starte forfra igen.” Særklassen Ved at fokusere på det kollektive og endnu en gang med psykoanalystiske indstik, har Center for Vild Analyse opfundet et begreb, de kalder særklasse, som de udfolder i bogudgivelsen af samme navn fra 2012. Begrebet dækker over den omkalfatring af mulighedsbetingelser, som kan finde sted, idet kollektive bevægelser bryder op i den serielle tilværelse, der karakteriserer store dele af samfundslivet. Et historisk afgørende eksempel på en særklasse er kvindefrigørelsen, der gjorde os i stand til at tænke køn og ligestilling ud fra helt nye præmisser. Vigtigst for særklassen er måske, at den ikke blot skaber noget nyt, men ligefrem skaber nye mulighedsbetingelser for den måde, mennesker forstår samfundet og hinanden på. Særklassen kan altså opstå, når mennesker samles og pludselig kan tænke i fællesskab, hvorfor det, der finder sted i særklassen, er irreducibelt til de individer, der indgår i den. Center for Vild Analyse understreger, at de ikke benytter særklassebegrebet for at udpege bestemte grupper, men derimod forsøger at give en beskrivelse af det, der sker for de involverede. De understreger, at bogen ikke skal læses som en guide i særklasse-entrepreneurship. Bruger vi nu begrebet om særklasse videre i analysen af den traditionelle tænketank, så skriver Center for Vild Analyse i bogen Særklasse, at den traditionelle tænketank udelukker muligheden for at blive særklasse, netop fordi den på forhånd ved præcist hvilke svar, den søger. Med andre ord forbliver den traditionelle tænketank altid indenfor de gældende mulighedsbetingelser.
24
På dette tidspunkt i interviewet kan vi ikke undlade at spørge, om Center for Vild Analyse som kollektivt subjekt selv er en form for særklasse. Grinende bliver vi øjeblikkeligt mødt med svaret: “Jeg vil gerne have mig frabedt at være en særklasse!” Spørgsmålet er ikke vigtigt og de vil hellere snakke om selve formålet med begrebet:
Illustration af Linda Fønss
“En traditionel tænketank som f.eks. CEPOS forsøger at lave en verificering af, hvad der rent faktisk sker i overensstemmelse med deres ideologi; det er deres metode. Det er et slags puslespil, som CEPOS ikke er ene om for sådan virker ideologier generelt. Det er ikke en særklasse. En sådan metode kan bruges på alt; også os selv. Der ville ikke være noget særligt særklasse over, at vi gav os selv et §17-eftersyn. Særklasse er noget andet. Den traditionelle tænketank kan måske ændre lidt på metoden, men ikke på betingelserne. Det er dét særklassen er i stand til; den er et kvantespring i tænkningen simpelthen.”
“Formålet med bogen om særklassen er at skelne nogle frigørende bevægelser eller kollektiver fra andre, der ikke er det. Disse andre bevægelser kan tilsyneladende nok være frie, men de er ikke frigørende. Hvis noget er en særklasse, så har det et inkluderende moment, dvs. en åbnende effekt. Dét som man mødes om i særklassen ligger ude for dem, som er til stede; Det er noget mere end summen af de mennesker der er med.”
25
Takket være særklasse-begrebet, mener Center for Vild Analyse altså at vi kan give en positiv karakteristik af formen på de frigørende, kollektive bevægelser. Og dermed er vi fremme ved bogens dobbelte hovedbudskab: At særklasser sker - og at de kan ske igen. Som Center for Vild Analyse selv skriver det: “Det er på tide, at vi begynder at tage særklassen alvorligt”.2
Illustration af Linda Fønss
Opgør med geni-idealiseringen Noget i dette budskab tyder på, at vi hidtil ikke har formået at tage særklassens mulighed alvorligt. Måske skyldes dette, at der efter det 20. århundrede har været en stor mistillid til idéen om kollektiv tænkning. Vi stiller derfor spørgsmålet, om hvorvidt Center for Vild Analyse havde et behov for at opfinde det kollektive subjekt og begrebet om særklasse netop med henblik på at gøre op med denne skepsis. “Ja, vi har længe levet i en forestilling om, at idéen tilhører den enkelte. Det kan godt være, at det kræver noget konsulentbistand, men idéen skal være ens eget; noget man har helt for sig selv. Nogle gange er det bare ikke særligt gode idéer man får, når man kun er selv om det. Til trods herfor er man fristet til at fortælle historien udelukkende biografisk. Vi har en deskriptiv pointe omkring det: en virkelig god idé eller en ny tanke; den opstår ikke, men man fortæller gerne historien biografisk om Niels Bohr, som om han på ski stoppede op midt i et tag og tænkte: “Det er både en partikel og en bølge!” Foruden er der også en normativ pointe. Vi mener at der er brug for at gentænke kollektiviteten; det kan gøres på mange forskellige måder. Hvis man er lidt optimistisk, kan man sige, at i den tid, hvor vi står nu, begynder der at komme nye måder at tænke kommunalitet og fællesskab - kommunisme simpelthen. Det har været helt væk i 20-30 år mindst. Det er på mange måder frigørende at tænke det kollektive, for det betyder at tænkning og intelligens er noget, der opstår mellem folk og ikke er noget, der er i folk. Så det kan være en meget god modvægt til den der all star-tankegang.” Dette bliver for Center for Vild Analyse et stikord til at sætte kritikken ind overfor den nutidige måde at tænke uddannelse og forskning på.
26
“At indgå i et kollektiv indebærer, at der er noget ude for en.. Det er rimelig frigørende at tænke på den måde i forhold til den akademiske verden, som i hvert fald institutionelt ikke har inkorporeret det: Hver studerende skal stå inde for sin egen opgave, sin egen karakter, og hver forsker bliver kreditereret med sit eget navn. Universitetet har ikke inkorporeret muligheden for at man kan sige: “Det var kollektivt, det var ikke som sådant mit - jeg var bare med. And that’s it!” I forlængelse heraf rejser spørgsmålet sig, hvordan det er muligt at tænke det kollektive ind i den universitære verden. Med opfordringen om at tage særklassens dobbelte budskab seriøst, må man altså stille spørgsmålet om, hvordan vi skaber de bedste vilkår for særklassens
opståen. Udfordringen her synes at have mange lighedspunkter med tænketanken: I den universitære forskning ved vi ofte allerede ved ansøgning til forskningsrådene, hvad forskningsresultatet skal blive. Og netop dette udelukker muligheden for nybrud. Universitetets fremtid Da Center for Vild Analyse i 2014 gæstede Filosofi på KU, var en af begrundelserne for særklasse-bogen at det er filosofiens opgave at være optimistisk. Derfor vil vi også gerne mod afslutningen af interviewet runde af med en opløftendende tanke om universiteternes fremtid. Vi stiller spørgsmålet om hvorvidt universitetet åbner for at give plads til kollektiviteten som sådan. “Der er to måder at gå til særklassen på: Den ene er selve det, at særklassen sker, og at den sker rundt omkring hele tiden. Og den anden består i at anerkende særklassen, for hvad den er. Det humboldtske universitet har måske engang været en særklasse af en art. Det har været en alment menneskelig idé om fremskridt for alle mennesker og hele verden. Det man kunne gøre i dag ville være at undersøge, hvordan vi nyskaber fortsættelsen af det humboldtske universitet, der var matricen for mange universiteter og efterfølgende idéer.” En central pointe i Særklasse er at vi hvis vi skal tage særklassen alvorligt, skal vi også anerkende tidligere særklasser for det, de var. Dermed giver Center for Vild Analyse nyt liv til idéen om at gå tilbage til en særklasse-fuser. De uddyber videre:
“Problemet er, at man let kommer til at have en konservativ indstilling, der består i at ville forsvare universitet, som det var for 20 eller 100 år siden, fordi vi elsker det. Men man kan ikke bare gentage det længere, for der er simpelthen nogle helt andre betingelser i dag. Vi har måske brug for noget af det, der opstod rundt om Humboldt. Men vi ved endnu ikke helt, hvad det er.” Og det er lige præcis her, skal man være varsom: At vi endnu ikke ved, hvad der kendetegner nyskabelsen af universitetet, er ikke en begrænsning. Særklassen er muligheden for at vi kan tænke nyskabelsen af universitetet ud fra andre mulighedsbetingelser, end de aktuelt gældende. Tager vi ikke denne mulighed alvorligt, begår vi fejltagelsen at forveksle det bestående med det nødvendige. Følger vi idéen om særklassen, er det netop det, at vi ikke på forhånd kender løsningen, der er nyskabelsens mulighed. Det åbner op for, i vi stedet for at gentage tidligere idéer, kan gentænke dem. Nyskabelsen forudsætter nemlig, at vi kan tænke uddannelse ud fra helt nye betingelser. På dette begejstrede budskab må vi slutte interviewet med det kollektive subjekt Center for Vild Analyse; et budskab der netop rummer opfordringen til at tænke videre selv. Vi kan nu skåle opløftede med dem i den sidste tår rom, vi takker for en god samtale og er klar til at vende næsen hjemad mod København.
NOTER 1 2
Center for Vild Analyse, 2014: 85 vilde analyser, s. 7-13, red. og forord af Søren Mau. Forlaget Findes Center for Vild Analyse, 2012: Særklasse, s. 12. Informations Forlag
27
Akademisk–dansk ordbog K
ært barn har mange navne, og i den akademiske verden har det rigtig mange på latin! Som ny i academia kan det være mildest talt frustrerende… Hvorfor holder akademikere liv i oldgamle latinske udtryk, når der findes nutidige udtryk for præcis det samme? Hvorfor forventer artikler på engelsk, at man pludselig kan fransk, når de fleste af os kun havde tysk på B-niveau? Hvem er ibid? Denne ordbog er et resultat af 3 års perfid indsamling af de sproglige sorte huller, som har spøgt i pensum, og som kun har gjort gyselige tekster værre. Ingen dødelige studerende har en chance for at kende dem på forhånd; de er sjældent til at finde i en engelsk–dansk ordbog; og se selv, hvor absurd mange der er. Denne akademisk–dansk ordbog er et værktøj til at lære dem udenad – og en personlig opfordring til aldrig at bruge dem unødvendigt. På den ene side kunne man protestere, at dette ordforråd blot tjener formålet at akademisere sit sprog. At man unødvendigt hægter mange studerende af. At man skriver sig væk fra jordoverfladen og dybere ned i kælderen for tykke bøger, som ingen kan læse. At man gør sine indsigter utilgængelige for majoriteten i det samfund, de oprindeligt var tiltænkt at gavne. Sociologen Pierre Bourdieu ville sige, at det fremviser større kulturel kapital at kunne skrive flagrante delicto frem for med fingrene i kagedåsen, og at tilsløring af viden ofte bruges ubevidst som middel for at opretholde autoritet. På den anden side kunne man forsvare, at der aldrig kan være noget i vejen for et større ordforråd. At ovenstående sprogforskrækkelse blot spolerer rigdommen og de fine nuancer i vores sproglige arv. At visse udtryk er mere nøjagtige i bestemte sammenhænge. At alting selvfølgelig ikke kan oversættes! Og at man bør forberede sig på den akademiske verden, hvor disse udtryk synes at trives uden problemer. Riv akademisk–dansk ordbogen ud af bladet og hæng den op i dit studiekammer! – Jon Frederiksen, 1. semester
28
Oprindelse
Forkortelse for / ‘Direkte oversættelse’
Dansk oversættelse / Forklaring
a fortiori
latin
‘af det stærkere’
med stærkere begrundelse / ofte brugt om påstande.
a priori
latin
‘af det foregående’
academia, academe
latin, græsk
‘akademi’
sprogligt selvfølgeligt / at være logisk selvfølgeligt i kraft af sin sproglige definition og derfor ikke behøves empiriske bekræftelse, f.eks. ”en ungkarl er ugift” eller ”summen af vinklerne i en trekant er 180°”.
ad infinitum
latin
‘til uendelighed’
ad nauseam
latin
‘til søsyge’
a posteriori
ad hoc
ad modum ad notam
annus mirabilis
latin
latin
latin latin latin
auto da fe
portugisisk
axiom
græsk
avant la lettre beau ideal bona fide cf.
comme il faut cp.
de dicto
fransk
‘af det efterfølgende’
[kun] ‘til dette’
‘til måden’
‘til mærkning’ ‘dom af tro’
‘før bogstavet’
fransk
‘smukt ideal’
latin
confer
engelsk
compare
latin
fransk latin
‘som er nødvendigt’ ‘af det sagte’
de facto
latin
‘af faktum’
de re
latin
‘af tingen’
de jure
latin
‘af lov’
en bloc
fransk
‘i helhed’
en passant
fransk
‘idet der passeres’
eo ipso
esprit de corps et al.
etc., &c. ex ante
ex hypothesi ex post f., ff.
latin
fransk latin
et alii
latin
‘før begivenheden’
latin latin latin latin
gestalt
tysk
ibid.
latin
id.
latin
i.e.
‘tingen selv’
latin
et cetera / ‘og resten’ ‘fra hypotese’
‘efter begivenheden’ folio / ‘blad’, ‘side’
ibidem / ‘i det samme sted’ samme id est
ud af erfaring / at en sandhed ikke er givet ved sin sproglige definition og derfor må bekræftes empirisk, f.eks. “manden er gift” eller “rosen er rød”.
den akademiske verden
når noget besvares eller løses fra gang til gang (ofte brugt nedsættende om kortsigtede løsninger) i det uendelige
ifølge måden, med teknikken til man bliver helt svimmel
til efterretning; fx tages til efterretning
et bemærkelsesværdigt eller gunstigt år offentlig henrettelse
før begrebet eksisterede
grundtese, grundsætning
repræsenterende den højest mulige standard 1. i god tro, 2. genuin jævnfør, sammenlign
som er anstændigt eller passende sammenlign, jævnfør
at forstå et udsagns referencer som uspecifikke, f.eks. at forstå “nogen er efter mig!”, uden at det refererer til nogen specifik person. (i modsætning til de re) i praksis, faktisk (i modsætning til de jure)
i teorien, retsligt (i modsætning til de facto)
at forstå et udsagns referencer helt bogstaveligt; f.eks. at forstå “nogen er efter mig!” som refererende til en specifik person. (i modsætning til de dicto) i sin helhed, som et hele i kraft af sig selv
1. i forbifarten, 2. et særligt træk i brætspillet skak gruppeånd (positivt ladet)
og andre (bruges i litteraturlister) og så videre
forudgående (i modsætning til ex post) ifølge den fremsatte hypotese
efterfølgende (i modsætning til ex ante)
henvisning til et sidetal, hvorefter et ubestemt antal af de næste sider også er relevante, f.eks. “78ff.”.
1. helet udgjort af dets elementer (fx personlighed), 2. form, figur samme sted
sammesteds det vil sige
in flagrante delicto
latin
in lieu of
fransk
‘i lyset af ’
1. i stedet for, 2. i lyset af (dette er egentlig ukorrekt brug)
in nuce
latin
‘i en nød’
1. i en nøddeskal, sagens kerne, 2. i sin begyndende fase
in medias res in situ
in vivo
in vitro
inter alia ipso facto
laissez faire
lingua franca locus
magnum opus malgré lui
modus operandi modus vivendi non sequitur
oeuvre, œuvre op. cit. opus
operatum
latin latin latin latin latin
‘i midten af sagen’
i midten af fortællingen
‘i stedet’
‘i det levende’ ‘i glasset’
‘faktummet selv’
italiensk
‘frankisk sprog’
fransk latin
‘lade gøre’
latin
‘stort værk’
latin
‘måden at operere’
latin
‘det følger ikke’
latin
opere citato
fransk latin fransk latin fransk
pace
latin
per se
med fingrene i kagedåsen, midt i akten
latin
par excellence pari passu
‘mens forbrydelsen brænder’
latin
latin
‘det smedede ‘arbejde’
‘ved excellence’ ‘lige trin’ ‘fred’
post hoc
latin
‘efter dette’
prima facie
latin
‘første udseende’
p., pp.
QED, q.e.d.
engelsk latin
quid pro quo
latin
raison d’État
fransk
q.v., qv
raison d’être recte
reductio ad absurdum
latin
latin latin latin
sui generis
latin
terra incognita
latin
vis-à-vis
fransk
vice versa viz. §§
quod erat demonstrandum ‘hvad for hvilket’
quod vidē / ‘se hvilket’
fransk
[sic], (sic)
tabula rasa
page, pages
latin
i sit oprindelige sted, på sin oprindelige plads i den levende organisme, på levende objekt i et kunstigt miljø, f.eks. i et reagensglas blandt andet, blandt andre i sagens natur
ikke at gribe ind, at lade stå til (negativt ladet) fællessprog
centrum af et sted, omdrejningspunkt Hovedværk
på trods af sig selv
fremgangsmåde, måden at gribe tingene an på levevis, måde at leve på
det følger ikke med logisk gyldighed 1. værk, 2. samlede værker
i det [allerede] citerede værk
effekten af handlingen, uanset den der handler
den bedste af sin slags
i lige forhold, sidestillet
med al respekt / bruges når man udtrykker et modstridende synspunkt, fx “pace Brucker”.
i sig selv
efter hændelse
side, sider (bruges i litteraturlister) ved første øjekast
hvilket var det, der skulle demonstreres noget for noget, som modydelse
en henvisning til materiale allerede nævnt i teksten. statslig interesse
eksistensberettigelse ‘reduceret til det absurde’ ‘således’
‘af sin egen slags’ ‘renset tavle’
latin
‘omvendt orden’
latin
‘det vil sige’
‘ansigt til ansigt’
korrekt, egentligt
at bevise et udsagns usandhed ved at vise dets absurde konsekvens eller dets selvmodsigelse. sådan står der virkelig / hvis noget ligner en fejl, og forfatteren gør opmærksom på, at det ikke er det, f.eks. ved et citat, der er skrevet ned præcis som udtalt. unik, enkeltstående tilfælde
1. i sin rene, uspolerede form 2. idéen om at det menneskelige sind ved fødslen er en uspoleret blank tavle, klar til at blive indgraveret ‘from scratch’ ukendt land og omvendt
nemlig [oplæses på engelsk som "namely"] over for
mere end én §
Diktatorens Dobbelthed Af Niclas Nørby Hundahl Nicklas Nørby Hundahl serverer os en analyse af diktatorer fra Cæsar til Gadhafi. Adorno’s psykoanalytiske værktøj kombineret med Michel Foucault’s magtanalyser finder han frem til diktatorens dobbelhed; latterlighed og magt. Diktatoren viderefører hofnarrens egenskaber, samtidig med at udleve en superstar-karakter. Magt er ikke for de fysisk eller intellektuelt overlegne, men nærmere idioternes luftkastel. - Red.
O
rdet diktator har en negativ klang. Oprindeligt stammer det fra det gamle Rom, hvor det var en titel givet til én mand, der skulle tage kontrol i en krisesituation - diktator betyder, ‘den der dikterer’. Den sidste udnævnte diktator i Rom var Gaius Julius Cæsar, som påtog sig titlen for livet. Måske var dette medvirkende til at titlen fik en mere negativ klang og siden er blevet et synonym for undertrykkelse. Jeg vil i denne artikel kort skitsere Theodor Adornos psykoanalytiske tilgang til diktatoren, Michel Foucaults analyser og teorier om grotesk magt, og siden se på eksempler i kunst, teater og film der tematiserer diktatoren som en både skræmmende og komisk figur. Fascisme & psykoanalyse Theodor Adorno oplevede på egen krop, hvilken betydning en diktator kan have for et folk. Med Adolf Hitlers magtovertagelse blev Adorno fordrevet fra Tyskland og tvunget til at skrive fra eksil. Men Hitler var ikke som tidligere europæiske diktatorer, dvs. de enevældige konger. Den fascistiske diktator er anderledes: “Hitler shunned the traditional role of loving father and replaced it entirely by the negative one of threatening authority” 1. Adorno ønsker at forstå dette skift og finder sit stærkeste analyseredskab i psykoanalysen. For netop det nazistiske kampråb, “Tyskland, vågn op!” dækker i virkeligheden over sin modsætning: “Tyskland, fald i søvn!” - Førerkultens fornemste opgave var at hypnotisere det tyske folk. En opgave det blandt andet varetog ved konstant at påkalde ikke alene Hitlers,
men også de andre ‘store’ mænds navne. I Adornos optik er det nemlig den bedste måde at genskabe billedet på den almægtige freudianske primalfader, og derved få individer til at tilsidesætte deres egne behov2 hvis de, i freudiansk forstand, begynder at idealisere deres leder :”... by making the leader his ideal he loves himself, as it were, but gets rid of the stains of frustration and discontent which mar his picture of his own empirical self ”3. Så længe individet kan idealisere diktatoren, og tilsvarende identificere sig med ham, kan man indgå i et sandt folkefællesskab, der er betinget af troen på, at folket er elsket af deres leder. I Group Psychology and the Analysis of the Ego (1922) skriver Freud: “... the members of a group stand in need of the illusion that they are equally and justly loved by their leader...”4. Men for ikke at komme i klemme her, skal det bemærkes, at denne kærlighed er den fanatiske kærlighed, i højere grad rettet mod konceptet Tyskland og idéen om det tyske folk. Den omfatter på ingen måde dem ‘udenfor’, dem, der ikke er levende eksempler på de ‘tyske’ idealer. Så hvor folket ved, at de er elsket af deres leder, så ved de også at denne kærlighed ikke er ubetinget. Yderligere er der også endnu en særlig dimension ved den fascistiske diktator. For før en identifikation kan finde sted mellem mening og diktator, skal diktatoren kunne rumme to roller: “While appearing as a superhuman, the leader must at the same time work the miracle of appearing as an average person, just as Hitler posed as a
31
Foucault og den groteske diktator Michel Foucault forholder sig anderledes til diktatoren, omend han ligesom Adorno ser en dobbelthed i diktatorens person. Foucault ser nemlig diktatoren som grotesk, og han forklarer sin brug af ordet sådan: “I am calling “grotesque” the fact that, by virtue of their status, a discourse or an individual can have effects of power that their intrinsic qualities should disqualify them from having”7. Den groteske diktator er magtfuld, samtidig med at han på ingen måde personificerer magt. Diktatores person er latterlig, ynkelig og måske endda deform. Hitler er et fint eksempel: En lille aggressiv mand, der var meget teatralsk i sin adressering af folket og som i sidste ende valgte at gemme sig i sin bunker, mens han bad om chokoladekage8. Mussolini er også et eksempel, da han både opførte sig komisk og udskrev dødsdomme. Men Foucault kigger også tilbage på de romerske diktatorer, hvor der nærmest foregik en ceremoniel ydmygelse af den, der fik titlen, en process der måske skal ses som et symbolsk forsøg på at fratage den mest magtfulde person sin autoritet. En praksis der formodentligt skulle minde bæreren af kappen, der var symbolet på absolut magt, om at denne stadig blot var et menneske. Foucault bemærker, at hvis denne mekanisme stadig finder sted i dag, sker den i højere grad som et eksempel på det uundgåelige ved magt, magtens evne til at fungere selv i hænderne på en der er diskvalificeret. At magt ikke nødvendigvis bebor de fysisk eller intellektuelt overlegne, men til tider næsten ‘foretrækker’ de kroppe, der skiller sig ud, synes at vidne om magtens uundgåelighed.
32
En fascinerende karakter, i forhold til grotesk magt, er hofnarrens figur. Den eneste der havde ret til at gøre grin med kongen, var deform, latterlig og alene via sin krop ekskluderet fra magten. Men samtidig besad denne karakter det privilegium at kunne latterliggøre kongen, som hofnarren selv var latterliggjort. Hos de fascistiske diktatorer er det
Illustration af Linda Fønss
composite of King Kong and the subur-ban barber.”5 Diktatoren rummer med andre ord en dualitet; han formår at være speciel og almindelig på samme tid, han udstråler at være unik samtidig med at han er ligesom alle andre. Adorno finder i denne identifikation forklaringen på, at et oplyst folk kunne underkaste sig en diktator: Om folkets identifikation var ægte er underordnet, så længe identifikationen finder sted og dermed tilføjer til diktatorens performance og gør den overbevisende6. En fascistisk diktator er i lige så høj grad en form for super star, som er omgivet af myter, og det er også dette, der ligger til grund for folks fascination af dem. Det er derfor Adorno kan sammenligne Hitler med King Kong; det er samme stjernekult, der er opbygget omkring de to.
som om disse figurer smelter sammen og bliver til én. Da den fascistiske diktator skal fremstå stærk afskaffes behovet for hofnarren. Samtidig bliver diktatoren i sin performance og teatralitet en latterlig karakter. En latterlighed, som denne formodentlig ikke selv er bevidst om. “Oh Yes, I’m the Great Dictator!” Moammar Gadhafi er en moderne diktator, der på bedste måde lever op til Foucaults ideal som en komisk tyran. Ikke alene optrådte han sjældent uden sine bodyguards, kvinder iklædt forskellige stereotype militæruniformer, men han var også altid klædt i ekstravagant tøj. Kim Jong-il er et andet eksempel og tumblr’en Kim Jongil looking at
things understreger også det komiske potentiale i diktatorens person. Diktatorer har også længe været omdrejningspunkt for meget kunst: Både de virkelige diktatorer, såsom Napoleon Bonaparte og Kejser Nero, eller de mere fiktive såsom Wil-
liam Shakespeares Henry V (1599), Charlie Chaplins The Great Dictator (1940), Sacha Baron Cohens The Dictator (2012) eller Ludvig Holbergs Jeppe paa Bjerget (1722). For at kigge nærmere på Jeppe på Bjerget, så eksemplificerer den fint hvordan magten kan have et grotesk ophav. Hvor Jeppe til daglig er landsbytosse og fulderik, bliver han som en spøg fra den lokale barons side gjort almægtig og får lov at herske i baronens sted. Jeppe selv får ikke dette at vide og udnytter sin magt - byens latterligste karakter bliver pludselig den mægtigste. Og mens han besidder magten, benytter han den også til ondskabsfulde formål: Hans første handling er at dømme sin ridefoged og hans familie til hængning dog først efter at have krævet at ridefogedens kone delte hans seng den nat. Denne patetiske tosse bliver givet magt, og det første han gør er at undertrykke andre. Magten bebor en klovn i en periode. Men Jeppe er ikke den eneste groteske karakter i dette stykke. Samtidig er baronen også et eksempel på grotesk magtanvendelse, idet han tilsyneladende finder en form for pervers glæde ved at udnytte sin egen magt. Baronens handlinger understreger Adornos pointe: “In principle everyone, however powerful, is an object”10. I Jeppe paa Bjergets logik er Jeppe et objekt, der i en periode gives næsten absolut magt, men siden får det taget fra sig. Baronen udstiller samtidig Foucaults pointe om, at magt ikke udspringer fra titler, men fra relationer. Baronen benytter, grotesk nok, også Jeppe som et eksempel på at man aldrig ville kunne lade pøbelen herske - de vil bare udnytte deres magt til tyranniske formål. Derved viser Holbergs stykke ligheden mellem Jeppe og Baronen, fulderikken og magthaveren: “Power provided itself with an image in which power derived from someone who was theatrically got up and depicted as a clown or a buffoon”11. Et andet paradoks, man bemærker, er fx Berlusconis popularitet i Italien, en krop der indholder absolut magt, samtidig med at den ugentligt diskvalificerer sig fra at eje magt - det komiske i at landets leder holder bonga-bonga fester og stadig kan bevare sin popularitet hos folket, er i sig selv grotesk. “It Is Not Truth that Matters, but Victory”12 Adorno kommer med et citat, der muligvis kan kaste lys over forbindelsen mellem den romerske diktator og den fascistiske: “As a rebellion against civilization, fascism is not simply the recurrence of the archaic, but its reproduction
33
in and by civilisation”13. Adorno ser fascismen som en tilbagevenden til de tidligere, mere ‘klassiske’ styreformer. Måske netop derfor har diktatorer været særligt udbredt i tidlig romersk logik og i fascistisk og proto-fascistisk logik, da sidstnævnte var et forsøg på at vende tilbage til den form for verdensanskuelse og samfundsstruktur. Diktatorer er fascinerende for os, på trods af deres destruktive kraft. De repræsenterer en styreform, der opererer med absolut magt og som mener at denne magt kan besiddes af en enkelt person.
Det kunne være interessant, at grave dybere ned i netop hvor disse forestillinger opstår, hvordan de har udviklet sig og hvor de praktiseres i dag. For som Walter Benjamin skriver: “There is no document of civilization, that is not at the same time a document of barbarism”14. Vores historie ville aldrig kunne afskrive sig, at den i lang tid er blevet skrevet af vinderne, og siden er blevet redigeret af vindernes efterfølgere. Så hvad sker der, hvis man ser på latterliggørelse af magthaverne i historien? Magt og latterliggørelse er en dynamik, der synes uundgåelig; et samspil mellem indflydelse og umyndiggørelse. Da Foucault konstaterede at de omrejsende cirkusser fyldt med galninge og deforme kroppe blev flyttet ind på hospitalerne og anstalterne, opdagede han først senere at de også bevægede sig ind i regeringerne - eller måske var de altid allerede at finde tæt på magtens centrum.
NOTER 1
Adorno (2001), s. 137
9
Foucault s. 13
2
Adorno (2001). s. 139
10
Adorno (2005), s. 37
3
Adorno (2001). s. 140
11
Foucault s. 13
4
Freud, citeret i Adorno s. 141
5
Adorno (2001) s. 141
12
[red.]: Dette citat tilskrives Hitler, men hverken skribenten eller redaktionen har kunnet finde en troværdig kilde.
6
Adorno (2001) s. 152
13
Adorno (2001), s. 137
7
Foucault s. 11
14
Benjamin. s. 256
8
Foucault s. 13
Bibliografi Adorno, Theodor W. (2001): “Freudian Theory and the Pattern of Fascist Propaganda” i The-odor W. Adornos The Culture Industry, Routledge: New York, s. 132-157 Adorno, Theodor W. (2005): Minima Moralia - Reflections from Damaged Life, Verso: London Benjamin, Walter (2007): “Theses on the Philosophy of History” i Walter Benjamin: Illumina-tions - Essays and Reflections, Schocken Books: London, s. 253-264 Foucault, Michel (2003): Abnormal - Lectures at the College de France 1974-1975, Verso: London
34
Ingen har patent på den sunde fornuft - Om etikkens bidrag til klimadiskussionen Af Mickey Gjerris Mickey Gjerris, lektor i bioetik ved Københavns universitet, præsenterer i denne artikel få af de klima etiske problemstillinger vi står overfor i dag. Gjerris giver blandt andet et indblik i den klima debat, som handler om, om vi skal forsøge at bevare den vestlige livsstil ved at ændre på klimaet igennem moderne teknologi, eller om det er os der skal tilpasse vores livsstil til klimaet. Med andre ord; skal vi redefinerer vores opfattelse af det gode liv? - Red.
K
limaforandringer. De fleste af os vælger at glemme dem og koncentrere os om mere presserende problemer, som skæggede damer i Melodi Grand Prix, kendte, der laver mad, imens de danser, politikernes privatøkonomi og dagens skandale. Andre ser klimaforandringerne som det nye vækstlokomotiv og øjner milliarder af kroner, som regner ned over dem, der finder tekniske løsninger, der muliggør, at vi kan fastholde vores livsstil uden samtidig at undergrave den. Enkelte nægter, at problemet findes – eller i hvert fald, at det er os selv, der er skyld i det. Og enkelte overvejer, om dette kunne være en anledning til at gentænke vores forhold til den natur, som bærer vores liv. Det er de sidste, der skal optage mig her. Før jeg når til dette, vil jeg dog kort opridse grundlaget for overhovedet at inddrage etik i klimadiskussionen. Etik angår os alle og berører alle aspekter af tilværelsen. Etik er at reflektere over, hvad vi bør gøre, blandt alt det som vi kan gøre. At reflektere over ansvar og skyld og hvilke konsekvenser, det har for os. Tanker om det rigtige og forkerte, det gode og det onde. Etik er at tage sine egne og andres grundlæggende værdier frem i lyset og forholde sig kritisk til dem. Og etik er at se i øjnene, at vores værdier uundgåeligt er med til at bestemme, hvordan vi fortolker viden om virkeligheden og påvirker vores forestillinger om, hvad den sunde fornuft fortæller os. Set fra et etisk perspektiv foregår en af de vigtigste
diskussioner på klimaområdet derfor mellem på den ene sid dem, der mener, at vi primært skal fortsætte med at ændre på verden, så den passer til vores behov, og på den anden side dem, der mener, at vi skal ændre og begrænse vores behov, så de passer bedre til verden. De færreste vil benægte, at videnskab og teknologi kommer til at spille en væsentlig rolle i vores forsøg på at håndtere de udfordringer, som klimaforandringerne bærer med sig. Og de færreste vil benægte, at det også er en god ide at prøve at se på, om vi kan ændre et system, hvor forbrug og økonomisk vækst ikke længere er midler til at skabe bedre liv for mennesker, men er blevet et mål i sig selv, der undergraver vores egne livsvilkår. Der er tale om et spektrum, hvor man kan placere sig forskellige steder. Fokus her vil dog være at fremstille grundargumentet for, at det centrale er at genoverveje vores egen rolle i forhold til naturen. Klimaforandringerne bliver dermed direkte til en etisk, filosofisk, eksistentiel og religiøs udfordring, idet vi taler om at ændre på forestillingen om, hvad det gode menneskeliv er. Det gør man også inden for det, man kunne kalde det ”tekno-optimistiske” felt. Her er forestillingen, at den måde at indrette livet på, som præger den vestlige verden i dag, er et udtryk for det gode menneskeliv – og udfordringen går på at fastholde disse livsmuligheder på en mere eller mindre bæredygtig måde. Som nævnt
35
ovenfor har ingen af parterne noget at lade hinanden høre. Vi er alle i sidste ende fedtet ind i værdier, der bestemmer vores tilgange til disse spørgsmål. Det er bare så meget nemmere at få øje på hos dem, der vil det nye end de, der blot vil mere af det samme. Som nævnt i indledningen, så er der mange af os, der lever i en form for ’villet blindhed’ i forhold til de konsekvenser, som vores samfundsstruktur og livsstil har for biosfæren. Vi ved det, men vælger ikke at vide det, for at kunne fortsætte som i går. Der er mange bud på grundene til dette, men en af de væsentligste synes at være ganske simpel. Tager man klimaforandringerne alvorligt, og er man ikke så ovenud optimistisk at tro, at mennesket ved hjælp af teknologisk snilde kan løse alle udfordringerne, så truer klimaforandringerne nemlig med at fratage os muligheden for at leve det gode liv. Vi ved, at mange elementer i vores livsstil er ”forkerte” i forhold til klimaet. Transportmønstre, forbrug, ferierejser, kødforbrug m.m. er alle elementer i det gode liv, som skader klimaet. At handle ”klimarigtigt” bliver derfor et offer, der skal bringes af moralske grunde. Klimaet bliver centrum i kampen mellem det moralske ideal om altruisme (at handle for den andens skyld) og menneskets iboende selvoptagethed. En kamp, som klimaet som oftest taber.
klimaforandringerne kommer til at skade og ændre, i sidste ende giver en bedre forståelse af, hvad menneskets selv er. Den norske filosof Arne Næss, der står som en af fadderne til den øko-filosofiske tænkning, taler om, at det gælder om at udvikle sansen for ’Det økologiske selv’, der er indfældet i verden og er en uløselig del af biosfæren, i stedet for hele tiden at insistere på ’Det individuelle selv’. Det individuelle selv er banalt sagt begrænset af forestillingen om, at det gælder om at vinde over de andre. Men hvad nu, hvis man kun kan vinde, når de andre og det andet også vinder – fordi det er en del af en selv?
‘Klimaet bliver centrum i kampen mellem det moralske ideal om altruisme (at handle for den andens skyld) og menneskets iboende selvoptagethed. En kamp, som klimaet som oftest taber.’
Der er dog nogle, der søger at ophæve denne modstilling af andres og egne interesser. De argumenterer for, at det er i egen interesse at handle for at beskytte andres interesser. De søger at vise, hvordan det at handle, som var man del af et større forpligtende fællesskab, ikke alene med andre mennesker, men også med den natur, som
Artiklen har før været udgivet på websiden Klimadebat.dk d.1/6 2014
36
Den amerikanske økolog og filosof David Abram taler om, at mennesket evolutionært set er en del af ’A more-than-human-lifeworld’. Vi er ganske enkelt hardog soft-wired til at være omgivet af natur i stedet for beton og lysende skærme. Og kun ved at søge hen mod en respektfuld disharmoni med naturen i stedet for den beherskelsestankegang, der præger vores kultur, kan vi i sidste ende finde vejen til et godt menneskeliv. For det er forankret i et liv med snarere end mod naturen. Diskussionen om klimaforandringerne, og særligt de forskellige strategier til at imødegå dem, er således også en etisk diskussion. Det er en diskussion om kultur, natursyn og i sidste ende en civilisationskritik, forstået som en besindelse på, hvem vi er, og hvor vi skal hen. Etikken kan dels bidrage med normative standpunkter som det her skitserede øko-filosofiske udgangspunkt for menneskets forhold til naturen. Men endnu vigtigere kan etikken bidrage til at afdække de værdier, som bærer sådanne synspunkter – og de værdier, der dækker de modsatte synspunkter. På den måde kan etikken være med til at løfte den offentlige debat til et niveau, hvor det er tydeligere, hvad vi diskuterer hvornår. Samt bidrage til, at diskussionen ikke blot handler om den sunde fornuft mod håbløse idealister, men om forskellige værdier, der mødes og til tider støder sammen i forhold til de enorme udfordringer, vi står over for.
NYT FRA FILOSOFISK FAGRÅD There comes a point in every man’s life when he has to say: ‘Enough is enough.’ – Lance Armstrong
Af Lasse Thoresen, ene del af toenigheden
D
ette citat, fra én af hvor tids nok dygtigste metafysikere, understreger på yndig vis, hvordan fagrådet dette semester har diskuteret relevante problemer som blokaden, dimensioneringen og vores BA-studieordning. Vi har indset, at nok er nok, at dét er dét, og at hvis vi ikke handler, så forbliver vi inaktive. Men hvordan vi videre forholder os til disse trivielle sandheder, er indtil videre uklart. På trods af dette dilemma har vi formået at følge op på flere af de punkter på aktivitetsplanen, som vi fastlagde i begyndelsen af semestret, og vi har opnået konkrete forbedringer på mange fronter. Men før vi kommer for godt i gang, er en introduktion på sin plads. For hvad og hvem er egentlig fagrådet? Filosofisk Fagråd er den platform, hvor vi tænker over, hvordan vi vil studere, hvilke emner vi vil studere, og i hvilket socialt miljø vi vil studere. Samtidig er fagrådet den politiske platform, hvor vi også forsøger at realisere de tanker gennem tæt dialog med særligt HUM-rådet, studienævnet og administrationen på MEF. Selvom fagrådet har en bestyrelse med faste poster, der vælges i begyndelsen af hvert semester, så lægger vi stor vægt på, at alle studerende på filosofi har mulighed for at deltage i vores møder. Alle er mere end velkomne til at sidde med og diskutere vigtige emner med de faste medlemmer. Fagrådet er de studerendes eneste mulighed for at få deres stemmer hørt og have indflydelse på studiet. Derfor er det vigtigt at gribe denne chance! I denne omgang af fagrådsnyheder vil du få guddommelig indsigt i efterårssemestrets politiske arbejde, de resultater vi har opnået samt de planer, vi til stadighed arbejder på at realisere. Så uden videre tøven præsenterer jeg hermed: Fagrådets sejre E14!
*
Vi har fået en bevilling fra HUM-rådspuljen til indkøb af bl.a. filmprojektor, lærred, nye højtalere og brætspil til Alkvantor.
*
Vi har taget kontakt med kunstneren Signe Gabriel, som til januar vil udsmykke Alkvantor med et unikt vægmaleri.
*
Vi har styrket forholdet til de andre fagråd på MEF; vi holder nu fællesmøder og fælles julefrokost.
* Vi har medvirket til at ændre eksamens formerne på Filosofihistorie 1, Filosofihistori 2 og Praktisk Filosofi 1, da der var stor utilfredshed med de gamle former blandt de nye studerende på 2013-ordningen. *
Alkvantor og fagrådslokalet er blevet renoveret; caféen ligner nu et sted, man har lyst til at være.
Desuden har der været en væsentlig rokering i bestyrelsen. Lasse Thoresen og Emil Meyer har overtaget formandsposten fra vor evige leder Anne-Sophie, som i ånden stadig våger over os alle. Derudover er Augusta Wilken blevet studienævnsrepræsentant, vi har erhvervet os Linda Fønss som vores helt egen Leni Riefenstahl og positionen som økonomiansvarlig er blevet ledig efter Lasses oprykning (hint hint). Og det er først NU, det for alvor bliver pirrende. Vi har i løbet af december måned arbejdet sammen med et ad hoc-udvalg på en revidering af den nuværende studieordning. I den forbindelse har vi holdt et stormøde, indsamlet spørgeskemaer og desuden haft en heftig debat over de sociale medier. I fagrådet følger vi udviklingen tæt, forslag for forslag, og det vil præge vores dagsorden tydeligt i det nye semester. Udover dette har vi nogle ’leftovers’ fra E14s aktivitetsplan som vi viderefører til foråret.
38
1.
Vi vil undersøge mulighederne for at få KA-studerende til at rette BA-opgaver på 1. til 4. semester, og følge op på det derefter.
2.
Vi håber på at kunne genindføre mentorordningen i tide til næste studiestart.
3.
Vi arbejder løbende på at forbedre fælles- skabet mellem undervisere og studerende.
4.
Vi er i færd med at rette en kritik mod universitetets skærpede kontrol af intro- forløbet. Dette sker primært gennem studienævnet og vor repræsentant Augusta.
Er DU interesseret i nogle af disse punkter, eller har du gode idéer selv? Så duk endelig op til møderne, vær aktiv, bliv hørt, og få indflydelse på hvordan dit eget studie skal se ud i fremtiden! Du vil blive mødt med åbne arme af dine fagrådskammerater, og vi vil alle i kor synge hyldestsang til Zeus, den almægtige skaber og alt-i-gennemstrømmende kraft, til vi modtager hans ærværdige velsignelse. Vi afholder møder hver tredje mandag, så hold godt øje med kalenderen i Alkvantor eller Filosofis opslagstavle. Her vil en velkendt ring- og læderbærende mand vise dig datoen for det næste møde. -That’s pretty much it.Til næste gang vi ses, Lasse Thoresen, ene del af toenigheden i dit fagråd. Altid til tjeneste!
Skriv til Tanken
Ligger der en lille skribent gemt i dig og har du lyst til at skrive en artikel? Tanken søger artikler, interviews, anmeldelser og andre kreative indlæg til vores næste blad. Tankens redaktion giver mulighed for feedback i redigeringsprocessen, og et forum hvor du kan forbedre dig som skribent. Tanken stræber efter alsidighed i både indhold og format, og bringer også gerne gæsteartikler af andre end filosofistuderende.
Bliv medlem af Tankens redaktion
Ligger du inde med en god idé, og overvejer du at blive en del af redaktionen? Vi byder altid nye medlemmer velkommen i redaktionen på tværs af alle årgange. Kontakt os med dit bidrag eller spørgsmål på tankensredaktion@gmail.com eller find os på facebook https://da-dk.facebook.com/TANKENONLINE
Tankens Bagside
Horisontalt
Vertikalt
2. Hvorfra i Italien stammede Thomas Aquinas?
1. Overbetegnelsen, defineret på mange måder, der overordnet betegner de sociale mekanismer der inden for feministisk teori undertrykker kvinder
4. Efternavn på forfatter til den dydsetiske nyklassiker ‘After Virtue’ 7. Efternavnet på Marx’ svigersøn som forfattede værket ‘Retten til Dovenskab’ 9. Efternavnet på filosoffen der fik sin krop bevaret som et ”Auto-icon” der i dag befinder sig på UCL (University College London) 10. Bertrand Russell skriver i sin filosofihistorie følgende om hvilken filosof ‘Den slags sludder blev overtaget ufordøjet af marxisterne’
3. Fornavnet på kvindelig engelsk filosof der argumenterede for ligestilling af mænd og kvinder. Hendes efternavn henleder tanken på mure, sten og håndværk 5. Efternavn på central figur i ‘the linguistic turn’ samt modtager af nobelprisen i litteratur 6. Efternavn på ophavsmanden til begrebet ‘den hermeneutiske cirkel’ 8. Fornavn på Kierkegaards forlovede